DEN NY VERDEN 2008:2 Internationale retsopgør 1
Cecilie Felicia Stokholm Banke Arven efter Simon Wiesenthal Opgøret med nazisternes forbrydelser under Anden Verdenskrig fandt sted gennem hele efterkrigstiden og i forskellige faser. Først som en del af afslutningen på selve krigen, hvor Nürnberg-processen repræsenterede den retfærdighed, som de allierede og dermed sejrherrerne etablerede i den umiddelbare efterkrigstid. De ansvarlige for krigens forbrydelser blev stillet for en domstol. De skyldige blev dømt og fik deres straf, og balancen mellem godt og ondt, rigtigt og forkert blev dermed genoprettet. Men Nürnberg behandlede kun i begrænset omfang udryddelsen af jøder og inkluderede ingen anklage om folkedrab, da folkedrab som international forbrydelse først blev en del af folkeretten efter vedtagelsen af FNs folkedrabskonvention i 1948. Nürnberg var først og fremmest en krigsforbryderdomstol, der fungerede i en begrænset periode og hverken havde tid eller mulighed for at gå dybere ind i omfanget af nazisternes forbrydelser begået mod civile rundt omkring i de besatte områder. I alt 19 blev kendt skyldig for forbrydelser, som verden på daværende tidspunkt endnu ikke kendte det fulde omfang af. Mange gik derfor fri. Og nogle, som eksempelvis Klaus Barbie, blev i al hemmelighed hjulpet ud af Europa gennem den såkaldte ratline en flugtrute for tidligere nazister og blev brugt af den amerikanske efterretningstjeneste i den optrappede krig mod kommunisterne. Det er her, Simon Wiesenthal kom til at spille en afgørende rolle som en af de få, der i de efterfølgende faser fastholdt efterforskningen og forfølgelsen af nazistiske krigsforbrydere. Simon Wiesenthal var nazijæger. Trods ændrede politiske dagsordener og den efterhånden svindende interesse for, hvad der egentlig var sket under krigen, forfulgte Wiesenthal gennem hele sit virke det overordnede princip: At de skyldige for udryddelsen af jøder ikke skulle få lov at gå fri. Wiesenthal står derfor i dag som symbolet på den retfærdighed, som de jødiske ofre og deres slægt har gjort krav på under hele efterkrigstiden. Men hvem var Simon Wiesenthal? Hvor kom han fra, og hvorfor blev han så stædigt ved med at forfølge nazisternes forbrydelse? Hvorfor lod han ikke bare fortiden ligge? DEN NY VERDEN 2008:2 Arven efter Simon Wiesenthal Interessen for Wiesenthals liv og virke er steget i takt med, at det internationale retssamfund har vundet større udbredelse og opnået mere 95
DEN NY VERDEN 2008:2 Cecilie Felicia Stokholm Banke 96 politisk gennemslagskraft. Dette er sket i perioden efter Murens fald, hvor det internationale samfund i tiltagende grad har udviklet sig i retning af et internationalt retssamfund, der kan stille stater og forbrydere for en domstol. I den forstand repræsenterer Wiesenthal nogle principper, som man i dag kan blive enige om, og som er med til at styre staternes relationer ikke blot til hinanden, men også til civilbefolkningen og herunder så også det enkelte menneske. Wiesenthal er blevet et symbol på den moralske dagsorden, som er dominerende i vores verden. Hans virke som nazijæger er derfor også et sindbillede på, hvordan disse normer og denne moral har haft skiftende vægt og betydning i den toneangivende politiske kultur. Det er klart, at Wiesenthals virke havde en mindre betydning op gennem 1950erne og 1960erne, hvor verden og ikke mindst Europa havde travlt med at glemme og komme videre oven på den sønderlemmende verdenskrig. Den britiske historiker Tony Judt har udtrykt det sådan, at Europa i de første årtier efter krigen havde så travlt med at komme sig økonomisk, at man var nødt til at glemme krigen, mens Europa i dag har så travlt med at komme videre rent moralsk, at man er nødt at huske krigen. Wiesenthal var dog ikke nogen uproblematisk figur, og debatten om hans liv og virke har fulgt ham siden 1950erne, for hvem arbejdede han i grunden for, og hvor stor var hans personlige fortjeneste egentlig? En vis grad af spekulation omgærder derfor Wiesenthals person, ikke mindst hvordan han selv kom gennem krigen og overlevede. Historien om Wiesenthal er ikke ukontroversiel, endsige afsluttet, men han repræsenterer i sig selv en politisk udvikling i Europa, som handler om opgøret med forbrydelserne begået mod Europas jøder: Hvordan det blev gjort, i hvilket tempo og hvorfor. Gennem historien om Wiesenthal kan man derfor lære noget om, hvordan og hvornår Holocaust blev et fundamentalt emne for Europa. Tager man afsæt i den gængse og umiddelbart tilgængelige information, ved vi i hvert fald, at Wiesenthal blev født den 31. december 1908 i byen Buczacz i det, som i dag er Ukraine, og som dengang var en del af Østrig- Ungarn, men efter Første Verdenskrig kom til at tilhøre det sydøstlige Polen. Hans fader blev dræbt i Første Verdenskrig, og moderen flygtede for en kort periode til Wien med sin familie, men vendte tilbage til Buczacz, hvor hun blev gift igen. Wiesenthal voksede således op i Buczacz og forsøgte efter endt skolegang at komme ind på den polytekniske læreanstalt i Lvov, men blev afvist som følge af kvoterestriktioner på jødiske studerende. Han kom i stedet på det tekniske universitet i Prag, hvor han tog eksamen som arkitekt. Frem til udbruddet af Anden Verdenskrig arbejdede Wiesenthal derefter som arkitekt i Lvov, hvor han også boede. Han blev i 1936 gift med Cyla Mueller, og ægteparret havde nogle første lykkelige år, der imidlertid sluttede i september 1939, da Tyskland og Sovjetunionen underskrev ikke-angrebspagten og besluttede at dele Polen mellem sig. Den russiske hær indtog Lvov, og snart begyndte Den Røde Hærs udrensning af alle jødiske købmænd, fabriksejere og andre professionelle. Wiesenthals stedfader blev sat i fængsel, hans stedbroder skudt,
og han selv blev frataget sin bestilling som arkitekt og måtte arbejde som mekaniker på en springmadrasfabrik. Senere måtte han redde både sig selv og sin familie fra at blive deporteret til Sibirien ved at bestikke det hemmelige politi. Da tyskerne i 1941 fortrængte de russiske tropper fra Polen, var det lige ved at gå galt, men Wiesenthal formåede at flygte fra en forestående henrettelse takket være hjælp fra en af sine tidligere ansatte. Han beretter selv, hvordan dette var første gang, han stod ansigt til ansigt med nazisternes systematiske udryddelse udelukkende med det motiv at dræbe alle jøder. Wiesenthal undgik imidlertid ikke at blive sendt til arbejdslejren Janwska lige uden for Lvov, hvor han sammen med sin kone arbejdede for den tyske jernbane i den såkaldte Ostbahnlejr, hvis primære opgave var at reparere Lvovs østlige jernbane. Med Wiesenthals hjælp formåede Cyla at flygte, og parret genfandt først hinanden efter krigen. Tidligt i 1942 besluttede det nazistiske styre at gennemføre den endelige løsning på det såkaldte jødeproblem. Den endelige løsning var udryddelsen af Europas jøder. Efterhånden som den tyske hær havde indtaget stadig flere områder i øst med stort antal jøder blandt befolkningen, var det blevet tiltagende mere besværligt og omkostningsfuldt at internere jøderne og sende dem i arbejdslejre. Den tyske hær beklagede sig samtidig over de ofte meget voldsomme og anstrengende myrderier, som specialenheder udførte i de erobrede sovjetiske områder. Her henrettede man hele landsbyers jødiske befolkning i begyndelsen meget korporligt, men efterhånden også med transportable gaskamre. Man kan læse om disse meget direkte mord i Raul Hilbergs The Destruction of the European Jews eller i den tyske socialpsykolog Harald Welzers nyfortolkning af Hilberg, Gärningsmän. Hur helt vanliga människor blir massmördare, hvor Welzer beskriver, hvilke psykiske omkostninger det havde for de tyske politienheder, der var blevet sendt østpå for i første omgang at genoprette ro og orden, men meget hurtigt også for at myrde. I sommeren 1941 blev en systematisk udryddelsesmanøvre sat i værk først i Ukraine, siden i flere af de besatte områder på østfronten. Udryddelsesmanøvren inkluderede oprettelsen af de tre udryddelseslejre Belzec, Sobibor, Treblinka og senere også Auschwitz-Birkenau. Den endelige løsning var i gang. I august 1942 blev Wiesenthals moder sendt til dødslejren Belzec. Omkring september 1942 var det meste af Wiesenthals og hans kones familie udryddet. I alt omkom 89 medlemmer af Wiesenthals familie i nazisternes udryddelseslejre. I 1943 lykkedes det Wiesenthal at flygte fra Ostbahnlejren, umiddelbart før tyskerne begyndte at likvidere de indsatte. I juni 1944 blev han fanget og sendt tilbage til Janwska, hvor han ville være død, hvis ikke den tyske østfront var faldet for den fremrykkende Røde Hær. De 200 tyske vagter fra lejren begyndte en tilbagetrækning mod vest med 34 af de oprindeligt 149.000 fanger fra Janwska-lejren. De vidste, at fangerne ville beskytte dem mod at blive sendt i kamp. På vejen DEN NY VERDEN 2008:2 Arven efter Simon Wiesenthal 97
DEN NY VERDEN 2008:2 Cecilie Felicia Stokholm Banke 98 medtog vagterne en hel landsby i følget af kz-fanger for at understrege deres status som vagter. Marchen var lang og sej, og kun få af fangerne overlevede tilbagetoget vestpå gennem Plaszow, Gross-Rosen og Buchenwald, der endte i kz-lejren Manthausen i Østrig. På dette tidspunkt vejede Wiesenthal under 40 kg og lå som tusindvis af andre fanger hjælpeløs og ventede på at dø. Stanken i barakkerne var så slem, at selv ikke den mest hårdkogte SS-vagt ville gå derind. Wiesenthal var dårligt i live, da Manthausen blev befriet af den amerikanske hær den 5. maj 1945. I de allieredes tjeneste Efter at have genvundet sit helbred meldte Wiesenthal sig i de allieredes tjeneste hos amerikanerne på kontoret for krigsforbrydelser, og han kom her til at virke som efterforsker i den umiddelbare efterkrigstid. Wiesenthals rolle var at indsamle information til brug for de mange krigsforbrydertribunaler, der fandt sted rundt omkring i de befriede områder. Man kan undre sig over, hvorfra han fik kræfterne til så direkte og hurtigt at forfølge sine bødler. Han beskriver selv i sine erindringer fra 1967, Morderne iblandt os, hvordan det var for ham, et tidligere offer, at tage ud til de små landsbyer i nærheden af Manthausen for at deltage i arrestationerne. Noget, han måtte gøre, og som hjalp ham til overkomme, hvad han havde oplevet. Hans tjeneste for de allierede sluttede i 1947, hvorpå han sammen med en gruppe andre frivillige startede det uafhængige Jødiske Dokumentionscenter i Linz, Østrig. Centeret fungerede frem til 1954, da hans primære sponsor døde, og hvor Wiesenthal ikke længere havde økonomisk mulighed for at fortsætte centeret. Men han blev ved med at samle information og dokumentation og spillede en væsentlig rolle, da den israelske efterretningstjeneste Mossad lokaliserede en af de helt store krigsforbrydere, Adolf Eichmann. Eichmann blev kidnappet på åben gade i 1960 i Buenos Aires, stillet for en domstol i Israel og dømt til døden. Han blev hængt i 1962. Med den sag vendte Wiesenthal tilbage som nazijæger på fuld tid, genåbnede det jødiske dokumentationscenter, nu i Wien, og forfulgte op gennem 1960erne og 1970erne de tidligere nazister, der på daværende tidspunkt tjente som embedsmænd i det kommunistiske Østtyskland. Næste fase i opgøret med nazisternes forbrydelser var hermed i gang. Efter den første umiddelbare tavshed begyndte verden at fatte interesse for Anden Verdenskrig. Og ikke mindst for, hvad der egentlig var hændt med jøderne. Nye historiske værker, der dokumenterede nazisternes jødepolitik, myrderierne og selve udryddelsen, begyndte at udkomme fra efterhånden veletablerede og anerkendte Holocaust-forskere som Raul Hilberg, Yehuda Bauer, Lucy Davidowitch og senere også Saul Friedländer. Navne, som idag regnes for pionerer inden for Holocaust-forskningen, og som minutiøst, ikke mindst Hilberg, dokumenterede omfanget af det, som stadig var så ufatteligt: folkedrabet på Europas jøder. Nogenlunde samtidig fandt en
serie lokale retsopgør sted, begyndende med retssagen i Ulm 1958, fulgt af Frankfurter-retsagen i 1962-63. Der er flere måder at beskrive denne vending på, men et forandret politisk klima spiller unægtelig en rolle, bl.a. opblødningen i Østblokken, der gjorde det muligt for øst og vest at samles om et fælles opgør med nazisternes forbrydelser. At gøre op med nazismen blev en måde, man langsomt kunne mødes på. Israels forandrede politiske stilling internationalt efter krigene i 1967 og 1973 spillede også ind for den fornyede interesse for nationalsocialismens forbrydelser og det, som med den Hollywoodproducerede tv-succes Holocaust (vist i 1978-79) globalt kom til at blive synonymt med begrebet Holocaust. I krigene i 1967 og 1973 havde Israel vist sig som en potent militærmagt, der var stærk nok til at forsvare sig selv, og dermed også det jødiske folk. Og denne vending åbnede for en ændring i Israels forholden sig til, hvad der var overgået jøderne under Anden Verdenskrig. Israel kunne nu seriøst fremstå som en jødisk stat, der var stærk nok til selv at forhindre et nyt Holocaust, og det var med til at bryde tavsheden og skabe en større fokus også i Israel på folkedrabet, og hvordan det reelt havde fundet sted. Men stadig var der lang vej til verdens erkendelse af Holocaust som en særlig forbrydelse under Anden Verdenskrig, der var rettet specifikt mod jøderne, og hvor flere end de domsfældede topnazister fra Nürnberg var ansvarlige. I oktober 1966 blev 16 SS-officerer, ni af dem lokaliseret af Wiesenthal, stillet for en domstol i Stuttgart i Vesttyskland for at have deltaget i udryddelsen af jøder i Lvov. Højt på Wiesenthals liste over naziforbrydere var Franz Stangl, kommandanten fra Treblinka og Sobibor, hvor 40.000 døde. Efter tre års tålmodigt og hemmeligt arbejde lokaliserede Wiesenthal Stangl i Brasilien. Stangl blev herefter stillet for en domstol i Vesttyskland og dømt til fængsel på livstid, hvor han døde. I alt menes det, at Wiesenthal har bragt 1100 krigsforbrydere for en domstol. Hans største skuffelse var ikke at have fundet og fået udleveret gestapochefen, Heinrich Müller, samt lægen fra Auschwitz, Dr. Josef Mengele, som døde i Brasilien i 1978. Wiesenthals eftermæle Men hvorfor valgte Wiesenthal så resolut at indgå i den umiddelbare efterkrigstids efterforskning af krigsforbrydere, og hvordan kunne han så stædigt fastholde sit virke som nazijæger på et tidspunkt, hvor den politiske dagsorden rykkede væk fra Anden Verdenskrig og i stedet fokuserede på den kolde krig? Hvordan kunne Wiesenthal blive ved? Han har selv givet flere forklaringer. Legendarisk er historien om en samtale, Wiesenthal som kz-fange førte med en SS-korporal, og som ifølge ham selv blev et vendepunkt. Under denne samtale udtalte korporalen, at aldrig ville verden komme til at tro på de ting, der havde fundet sted i DEN NY VERDEN 2008:2 Arven efter Simon Wiesenthal 99
DEN NY VERDEN 2008:2 Cecilie Felicia Stokholm Banke 100 lejrene. Det var simpelthen for ubegribeligt. Folk ville snarere tro, man var skør, og måske endda sætte én på den lukkede afdeling, hvis man begyndte at beskrive det nærmere. Hvordan kunne nogen tro på denne forfærdelige virksomhed, med mindre man selv havde oplevet det? Efter Wiesenthals eget udsagn var det netop denne samtale, der gav ham viljen til at overleve. To gange forinden havde han forsøgt at begå selvmord for at undgå tortur. Der er også historien om, hvordan Wiesenthal holder sabbat med en af sine tidligere medfanger fra Manthausen, en rig jødisk juvelhandler, der efter middagen spørger Wiesenthal: Simon, hvis du havde fortsat med at bygge huse, ville du i dag have været millionær. Hvorfor gjorde du ikke det? Og Wiesenthal svarer: Du er en religiøs mand, du tror på Gud og livet efter døden. Jeg tror også. Når vi ankommer til den anden verden og møder de millioner af jøder, som døde i lejrene, vil de spørge os: Hvad har I bedrevet? Der vil være mange svar. Du vil sige: Jeg blev juvelhandler. En vil sige: Jeg smuglede kaffe og amerikanske cigaretter. En anden: Jeg byggede huse. Men jeg vil sige: Jeg glemte jer ikke. Wiesenthal ville have retfærdighed. Der er en del diskussion om, hvorvidt det var hævn. Det nægtede han selv. Wiesenthal ville, at man ikke skulle kunne slippe ustraffet for at begå forbrydelser som dem, han havde været vidne til. Men der er også et andet aspekt. Hvis man som Wiesenthal og mange andre tidligere kz-fanger har oplevet, hvad der fandt sted i lejrene, hvordan folk blev umenneskeliggjort og systematisk udryddet, opstår der en trang til at genskabe en slags balance. Til at fremelske det gode og til at bekæmpe ondskab, for enhver pris. Det sker allerede, når man læser og beskæftiger sig med Holocaust. Man bliver grebet og vil have skabt en slags ligevægt mellem godt og ondt, uret og retfærdighed. Og sådan bliver man fanget ind i bestræbelsen på at forsvare nogle principper. Man vil have genetableret en form for civilitet og insisterer stædigt på, at det kan lade sig gøre. Wiesenthals stædighed var enorm. Han blev bare ved og ved. Samlede information, indhentede oplysninger og havde et gigantisk netværk over hele verden. Folk, som har mødt ham, fortæller om, hvilket indtryk han gjorde med sin principfasthed. For den generation, der blev voksen i 1960erne og 1970erne, kom han derfor til at betyde noget med sin stædighed. Han blev et forbillede, og han har derfor lagt navn til flere centre rundt om i verden, der bekæmper intolerance, racisme og andre former for diskrimination. Der har også været en del spekulation om Wiesenthals relationer til den israelske efterretningstjeneste, og mange har kritiseret ham for ikke at støtte retsforfølgelsen af den tidligere østrigske præsidentkandidat, Kurt Waldheim, der tjente i den tyske hær under krigen. Ikke desto mindre står Wiesenthal i dag som symbol på de principper, som i stigende grad har fået betydning internationalt, nemlig menneskerettighederne.
Den 20. september 2005 døde Simon Wiesenthal og efterlod sig et omfattende arkiv i Wien, der lige nu venter på at blive en del af et østrigsk center for studier i Holocaust, hvis ellers den østrigske regering bevilger de sidste, men afgørende midler. Man må håbe det, for arkivet rummer dokumentation for, hvordan efterforskningen af krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden medfører en enorm, ihærdig indhentning af information. Det vil kunne give indsigt i det komplicerede puslespil, som Wiesenthal stykkede sammen på basis af de mange indberetninger, han modtog, og som er efterretningsvirksomhedens berettigelse. En systematisk indsamling og bearbejdning af informationer, der ikke mindst er betinget af et gigantisk netværk. Wiesenthal modtog indberetninger fra folk over hele verden. Fra ofrenes efterkommere, fra gamle nazister, fra kolleger og venner. Og fra krigsveteraner, der stadig var chokerede over, hvad de havde oplevet under Anden Verdenskrig, og følte en trang til at bringe denne viden videre. Arkivet vil formentlig også kunne give indsigt i ikke blot, hvordan man finder frem til formodede gerningsmænd, men også i hele det efterfølgende politiske spil for at få dem udleveret og bragt for en domstol. Og således også, hvordan Holocaust som en specifik forbrydelse langsomt blev erkendt og med tiden kom til at indgå som et fælles historisk referencepunkt i efterkrigstidens politiske kultur. I den sidste og nuværende fase af opgøret med nazisternes forbrydelser, hvor lande ikke blot siger undskyld, men også skal yde ofrene retfærdighed, er Wiesenthal derfor blevet et symbol på denne retfærdighed. Wiesenthal er blevet en personificering af de principper, som vi i dag forsøger at styre staternes relationer til deres indbyggere på, hvor besværlige de end er. Hans stædighed og ukuelighed er kommet til at blive en demonstration af den stædighed, det kræver at holde fast i vores principper om det enkelte menneskes ukrænkelighed principper, som man ikke kan gå på kompromis med. Menneskerettighederne kræver en kompromisløs holdning, og det har skabt et stadigt modstridende forhold mellem kravet om retfærdighed og den realpolitiske virkelighed, som indimellem tilsiger os, at vi bør slække på disse principper. Men Wiesenthal viser, hvordan man ikke bør slække. At det højeste princip er respekten for det enkelte menneske. Og at dette princip skal håndhæves, koste hvad det koste vil. For det er det bedste, vi har. Man kan overordnet sige, at der er to læresætninger fra Anden Verdenskrig. Den ene er den, som vi diskuterer så heftigt i disse år i Danmark, nemlig om samarbejdspolitikken var et moralsk svigt. Det eneste moralsk rigtige under krigen var at gøre modstand, men få hævder dette i dag, fordi samarbejdspolitikken samtidig opfattes som det eneste praktisk mulige. Alt andet havde selve situationen taget i betragtning været tåbeligt hasarderet. Ikke desto mindre er man i eftertiden nødt til at gøre rent bord. De, som nok var modstandere af nazisterne, men bøjede sig, skal også gøre rent bord. Og derfor skal der siges undskyld, og fortidens fejl skal indrømmes. DEN NY VERDEN 2008:2 Arven efter Simon Wiesenthal 101
DEN NY VERDEN 2008:2 Cecilie Felicia Stokholm Banke Den anden lære er, at det eneste moralsk rigtige efter en krig er at fange og retsforfølge dem, som under krigen begik krigsforbrydelser og forgreb sig på civile. Hvis vi opgiver at retsforfølge krigsforbrydere fra Anden Verdenskrig, reducerer vi nemlig også moralsk det at retsforfølge og straffe nutidige krigsforbrydere. Da har vi sagt, at man uden konsekvenser kan overtræde de fælles spilleregler, og at krig ikke blot er den eneste mulige løsning på internationale konflikter, men at der også er frit spil, når den foregår. Vores principper kræver, at vi retsforfølger de ansvarlige for krigsforbrydelser begået i Europa, ellers kan vi ikke hævde disse principper andre steder i verden. Retsforfølgelsen er en demonstration af disse princippers ukrænkelighed, og ligegyldigt hvor besværligt det er, må de, som i krig overtræder vores fælles regler og normer for civilitet, straffes. Mens det internationale samfund før og under Anden Verdenskrig havde den enkelte stats suverænitet som højeste norm, respekterer vi i dag i højere grad det enkelte individ og har indført nogle normer i det internationale system, der gør, at vi kan tillade os såvel at gribe ind som at straffe efterfølgende, når stater forgriber sig på uskyldige mennesker under en krig. Det er det, som er arven efter Wiesenthal, og som han fastholdt gennem hele sit virke i efterkrigstiden. At man ikke skal kunne komme af sted med den slags forbrydelser ustraffet. Cecilie Felicia Stokholm Banke er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier 102
Litteratur Browning, Christopher. 2004. The origins of the final solution: the evolution of Nazi Jewish policy September 1939-March 1992. London: Heinemann. Hilberg, Raul. 1979. The destruction of the European Jews. New York: Harper & Row Publisher (Org. 1961). Judt, Tony. 2005. Post-war. A history of Europe since 1945. New York: Penguin Press. Pick, Hella. 2005. Simon Wiesenthal. The Guardian, 21.09.2005 Pick, Hella. 1997. Simon Wiesenthal: a life in search of justice. London: Phoenix. http://www.wiesenthal.com/site/pp.asp?c=fwlyknn8lzh&b=242614 http://www.ushmm.org/wlc/article.php?lang=en&moduleid=10007151 Welzer, Harald. 2007. Gärningsmän. Hur helt vanliga människor blir massmördare. Göteborg: Daidalos. (Originaltitel: Wie aus ganz normalen Menschen Massenmörder werden. Frankfurt am Main: S. Fischer Verlag, 2005) Wiesenthal, Simon. 1967. Morderne iblandt os. København: Branner og Korch. Wiesenthal, Simon. 1969. Solsikken: Et samvittighedsspørgsmål. København: Branner og Korch. Wiesenthal, Simon. 1989. Retfærdighed ikke hævn. Erindringer. København: Munksgaard. DEN NY VERDEN 2008:2 Arven efter Simon Wiesenthal 103
DEN NY VERDEN 2008:2 Cecilie Felicia Stokholm Banke 104