DET GAMLE TESTAMENTE FØRSTE MOSEBOG

DET GAMLE TESTAMENTE FØRSTE MOSEBOG 1 Første Mosebog 1 Gud så, at det var godt Vi kan ikke komme længere tilbage end "i begyndelsen", hvor Bibelen begynder! Denne beretning er ikke en videnskabelig afhandling om universets tilblivelse, men drejer sig om jorden, hvor mennesket skal bo. Ingen videnskabelige kendsgerninger, kun teorierne, er i strid med Guds ord. Vor hovedopgave, når vi læser Ordet, er at spørge: Hvad har Gud at sige os? Vi lærer her, at han skabte alt ved sit ord. Han befaler, så sker det! Og det, der sker, er "godt". Seks gange læser vi: "Gud så, at det var godt", og til sidst er det "såre godt". Det er altid godt, når Gud får sin vilje, for den er kun god. Derfor kan vi trygt overgive os til den. HUSKEVERS: Romerbrevet. 12:2 2 Første Mosebog 2 Da formede Gud Herren mennesket Noget af skabelseshistorien gentages for at rette opmærksomheden på mennesket og understrege den omsorg, Skaberen viste ham. I kapitel 1 har vi allerede lært, at han blev skabt i Guds billede. Beskrivelsen af hans skabelse i vers 7 støtter antagelsen, at han var et ganske særligt væsen med et specielt forhold til Skaberen. Gud Herren "plantede" Edens have til ham og forberedte alt så godt. Han gav ham mulighed for at tjene ham og for at adlyde ham. Han gav ham en medhjælp, der passede til ham; han manglede intet. Som Adam ville have fundet sand tilfredsstillelse og glæde i at tjene og adlyde Skaberen, gør vi det også. HUSKEVERS: Salme. 119:47. 3 Første Mosebog 3 Hendes afkom skal knuse dit hoved Adam og Evas ulydighed fik skæbnesvangre følger for hele menneskeslægten og åbnede døren for dødens vælde. Her er den oprindelige årsag til hele verdens elendighed, som oprørske mennesker gerne beskylder Gud for! Lysten til at give andre skylden for vore synder begynder her, og Adams forsvar nærmest antyder, at det skete var faktisk Guds skyld, for det var ham, der gav ham kvinden (12)! Men syndefaldet kom ikke bag på Gud. Derfor har vi i vers 15 det første løfte om Frelseren, kvindens afkom (se Gal. 4:4), der skal knuse Satans hoved, mens han bider ham i hælen - en antydning af Jesu død på korset. HUSKEVERS: 1. Joh 3:8. 4 Første Mosebog 4 Herren tog imod Abels offergave Kains reaktion, da Gud ikke tog imod hans offergave, afslører, hvor forkert hans

indstilling var over for Gud. I stedet for at bedrøves og søge klarhed over det rette offer, blev han sur og fornærmet. Det er farligt at blive vred på Gud! Det førte Kain endnu længere væk og gav Djævelen endnu større plads i hans hjerte, så han til sidst dræbte sin bror Abel, som Gud havde vedkendt sig. At hans slægt fortsatte ad samme vej synes bekræftet af Lemeks letsindige omtale af et mord, han har begået (23-24). Lad os ikke give Djævelen råderum, men stå ham imod i kraft af Jesu Kristi sejr! HUSKEVERS: Jak 4:7. 5 Første Mosebog 5 Så var han der ikke mere, for Gud havde taget ham Det tilbagevendende refræn "så døde han" bekræfter, at Gud talte sandt, da han advarede Adam om, at ulydigheden ville resultere i døden (2:17). Døden adskiller. Den åndelige død indtraf øjeblikkeligt, for Adam og Eva skjulte sig instinktivt for Gud; de kunne ikke længere vandre med ham i Edens have (3:8). I Enok møder vi en, der kunne! Fra Judasbrevet 14-15 lærer vi, at Enok profeterede om Herrens kommende dom over alle de ugudelige. Han skilte sig ud fra sin samtid. Han vandrede med Gud og behagede Gud. I hans tilfælde blev dødens strøm afbrudt; han var ikke mere, Gud tog ham med hjem! HUSKEVERS: Hebræerbrevet 11:5 6 Første Mosebog 6 Da fortrød Herren... Han var bedrøvet Menneskenes ondskab tog sådan til, at Herren fortrød, at han havde skabt dem! (Vi må huske på, at Herrens reaktioner udtrykkes på menneskelig vis, så vi kan forstå dem). Men den Almægtige er ikke en fjern, upersonlig Magt, der fælder dødsdom over sin ulydige skabning og uden videre tilintetgør den som mislykket. Nej, hans væsen er kærlighed, og det skar ham i hjertet, at hans retfærdige vrede måtte udøses over den fordærvede slægt. Bag Herrens vrede banker stadig hans kærlige hjerte. "Men Noa fandt nåde". Som Enok, vandrede Noa med Gud, og Gud kunne tale med ham og anvise ham frelsens vej. HUSKEVERS: Efeserbrevet 2:4-5 7 Første Mosebog 7 Dig har jeg fundet retfærdig i denne slægt Beskrivelsen af syndfloden giver plads for de teorier, der anser den for en verdensomspændende katastrofe. Midt i ødelæggelsen flød arken med sin dyrebare last beskyttet af Herren. En rest skulle red-des fra den universelle udslettelse. Det var Noa, hans familie og nogle af alle fugle- og dyrearter. (Det minder om Rom. 8:19-22, at også den lavere skabning fik del i Noas redning). 2

Noa var retfærdig i Guds øjne, derfor blev han reddet. Han troede på Gud og adlød ham; derfor arvede han "retfærdigheden af tro", som Hebræerbrevet kalder den. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 11:7. 8 Første Mosebog 8 Derpå byggede Noa et alter for Herren Det varede over et år, før arken blev åbnet. Der var intet håb om redning andre steder end inde i arken - et billede på, at der kun er frelse i Jesus Kristus alene. Er vi virkelig overbevist om det, så vi har søgt redning dér? De, der var inde i arken, var ikke i tvivl om, at de var gået til grunde udenfor. Derfor var det første, Noa gjorde, da de kom ud, at bygge et alter for Herren og ofre brændofre. For Herren talte de slagtede dyr om Guds Lam, der bærer verdens synd, og han lod sig forsone med menneskeslægten. Aldrig mere skulle en sådan vandflod ødelægge alt levende. Regnbuen var tegnet på Guds pagt. HUSKEVERS: Apostlenes gerninger 4:12 9 Første Mosebog 9 Bliv frugtbare og talrige, og opfyld jorden Guds instrukser til Adam om at blive frugtbare og opfylde jorden gentages nu til Noa. Det er interessant at sammenligne Herrens ord til Adam og til Noa. En markant forskel er, at frygt og rædsel har fået indpas i skabningen som en uundgåelig følge af syndefaldet og dødens indtog. Mennesket må dræbe dyr og spise kød. Men at dræ-be et menneske er en forbrydelse, der kræver dødsstraf. Årsagen an-gives som: "For i sit billede skabte Gud mennesket". De hører slet ikke med blandt dyrene, men er et særligt produkt fra Skaberens hånd med mulighed for samfund med ham. HUSKEVERS: 1. Korinterbrev 1:9. 3

10 Første Mosebog 10 Fra dem udgik folkeslagene på jorden efter vandfloden Efter den overvældende katastrofe, som syndfloden var, begyndte menneskeslægten på ny at blive mangfoldig og brede sig, som Gud oprindeligt ville det. Alle mennesker er beslægtede. Den videre his-torie vil samle sig om Sems efterkommere, derfor behandles Jafet og Kam først. Nimrod, af Kams slægt, er det første "store" navn, der møder os. Udtrykket "for Herren" (9) kunne tyde på, at hans konge-dømme ikke i sig selv var forkert, men den videre historie om Babel (kap.11) viser, at storhed nemt fører til stolthed, og stolthed til oprør mod Herren. Babel og Nineve viste sig som fjender af Guds folk (10-11). HUSKEVERS: Apostlenes gerninger 17:26-27. 11 Første Mosebog 11 Derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden Menneskene var enige om at bygge Babelstårnet, men deres sam-menhold var i oprør imod Gud. Det fremgår tydeligt, at Herren ikke billigede deres forehavende, og han standsede dem ved at gøre det umuligt for dem at tale sammen. De ønskede ikke at blive spredt ud over jorden, men det gjorde Herren, og han gennemførte sin vilje. Når mennesker forener deres anstrengelser, kan de nå langt; men er deres mål i strid med Guds vilje, griber han før eller senere ind og forhindrer dem. Samdrægtighed, som Herren glæder sig over, er i samfund med ham med det formål, at hans gode vilje må ske. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 10:16. 12 Første Mosebog 12 Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig Med Guds kald til Abram begynder et nyt afsnit i Bibelen. Gud er begyndt at arbejde på at få et folk på jorden, der vil repræsentere ham. Guds velsignelse til Abram (1-3) er grundlaget for Israels eksistens. Gud valgte Abram, befalede ham at rejse til et andet land, og Abram adlød; det var et trosskridt. Han kom til landet, som var beboet af kananæerne. Men Herren viste sig for Abram og bekræftede sit løfte; og Abram svarede med at bygge et alter. Alligevel da hungersnøden kom, svigtede hans tro, og han gjorde det "fornuftige" at søge til Egypten. Det kunne have fået fatale konsekvenser. Men trods fejlen var han stadig Guds udvalgte, og derfor beskyttede Gud ham. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 11:8. 13 Første Mosebog 13 Dér slog han sig ned og byggede et alter for Herren Alle vegne hvor Abram kom hen, byggede han altre til Herren (12:7,8; 13:4,18), dog ikke i Egypten, hvilket styrker formodningen om, at han var kommet på 4

afstand af Herren der. Et alter betyder, at et liv er lagt ned; han nærmede sig Herren ved at ofre; Jesus sagde, at han fik hans dag at se og glædede sig, så måske har han anet noget om Jesu fuldkomne offer (Joh. 8:56). Gud havde lovet ham landet, men han holder ikke krampagtigt på det; Lot må vælge først, og han valgte, hvad der så ud til at være det bedste. Det er som om alteret også var plantet inde i Abrams hjerte. Han viste, han var villig til at ofre; her gjaldt det landet, senere var det Isak. HUSKEVERS: Lukasevangeliet 9:23-24 14 Første Mosebog 14 Gud den Højeste, skaberen af himmel og jord Lot havde frivilligt bosat sig i Sodoma; nu delte han Sodomas skæbne, skønt selv en retfærdig mand (Anden Peter 2:8). Han mistede alt sit gods og blev taget til fange. Abram derimod var helt fri af Sodoma, og han passede på ikke at komme i noget afhængighedsforhold til den ugudelige by efter sin Gudgivne sejr. "Jeg vil ikke have noget af dit", erklærede han til Sodomas konge. Han tjente Herren, Gud den Højeste, skaberen af himmel og jord. Det havde Melkisedek mindet ham om, og det hjalp ham nu. Han var under denne mægtige Guds velsignelse, derfor kunne han ikke tage imod noget fra Sodoma, og han behøvede det heller ikke. HUSKEVERS: 2. Korinterbrev 6:17-18. 15 Første Mosebog 15 Den dag sluttede Herren pagt med Abram Denne pagt med Abram byggede alene på Guds forjættelser. Der var ingen betingelser, Abram skulle opfylde for at gøre sig fortjent til dem. Gud bekræftede, at han vil give Abram afkom og det forjættede land. Det var det samme løfte som i begyndelsen, og indtil nu var der intet ydre tegn på opfyldelsen; ikke engang en søn havde han fået. Men Abram troede Gud, og "han regnede ham det til retfærdighed". 400 års trængsel i Egypten, før landet arves, får Abram også en anelse om. Paulus bruger i Rom. 4 og Gal. 3 Abrams tro som udgangspunkt for sin undervisning om retfærdiggørelse; de troende hedninger er også Abrams åndelige efterkommere og arver hans velsignelse (se f.eks. Galaterbrevet 3:14). HUSKEVERS: Romerbrevet 4:23-25 16 Første Mosebog 16 Vend tilbage... og find dig i hendes behandling Det var ikke let for Abram altid at vandre i tro; her snubler han ganske alvorligt og lader sig friste til selv at virkeliggøre Guds løfte om afkom. Det bragte ikke velsignelse til hans hjem, men tværtimod strid. Herren har omsorg for Hagar i 5

ørkenen og åbenbarer sig for hende. Vor retfærdighedssans ville forlange, at han skaffede hende ret over for Saraj. Men tværtimod får hun besked på at vende tilbage og finde sig i Sarajs mishandling! Alligevel er det tydeligt, at hun har fundet hjælp gennem sit møde med Gud. Herrens løsning på vore problemer kan måske undertiden være, at vi finder os i uret! HUSKEVERS: 1. Petersbrev 2:21-23 17 Første Mosebog 17 Du skal vandre for mit ansigt og være udadlelig Pagten i kapitel 15 blev oprettet uden noget som helst krav til Abram. Her er det den samme pagt, men følgerne for Abraham bliver understreget. Han skal vandre i samfund med Gud, og han skal bære omskærelsens tegn på sit legeme. Han bliver ikke retfærdig, fordi han gør disse ting; han skal gøre dem, fordi han er i pagt med Gud, regnet retfærdig på basis af tro. Abraham har stadig lyst til at se sit eget værk, Ismael, blive til noget, og det går Herren med til. Måske ville Abrahams bøn have ændret sig, hvis han havde set striden mellem Ismaels og Isaks efterkommere! Det er altid godt, at vore bønner underordnes Guds vilje. HUSKEVERS: Romerbrevet 4:11-12 18 Første Mosebog 18 Intet er umuligt for Herren! Herrens besøg i Mamre havde tilsyneladende to formål. Det ene var at afsløre og overvinde Saras vantro. Hun havde ikke formået at dele Abrahams tro, og det var nødvendigt, hvis hun skulle føde Isak. Hendes vantro latter fremkaldte den vidunderlige sandhed: "Intet er umuligt for Herren". Denne direkte irettesættelse fra Gud hjalp hen-de til tro, så hun fik kraft til at føde en søn (Hebr. 11:11). Det andet formål var at få Abraham til at bede for Sodoma og Gomorra. Initiativet var Herrens. Det er som om Herrens hjerte udøste sig gennem Abrahams forbøn. Han ønskede at redde byen, men det var "umu-ligt"; Lot var den eneste retfærdige i den. HUSKEVERS: Matthæusevangeliet 19:26. 19 Første Mosebog 19 Flygt for livet! Se dig ikke tilbage Lots gæstfrihed skilte ham ud fra alle andre i Sodoma. Hans ophold i byen havde dog ikke påvirket nogen til at følge hans eksempel. Retfærdige Lot var i livsfare, og han vidste det, for han troede på domsbudskabet; men han kunne næsten ikke løsrive sig fra Sodoma. Kun englenes håndgribelige hjælp fik ham væk i tide. Han blev red-det, men hans gods gik op i røg med Sodoma. Lad os bede Herren om, at en hellig alvor må gribe os, så vi slipper alt det, der forhindrer os i at jage efter det mål, at kende Herren. Vi er i verden, men vi hører ikke til her, og det 6

burde præge os. Guds dom vil ramme den ugudelige verden, og vi må være med til at advare derom. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 12:1-2 20 Første Mosebog 20 Hvad er det dog, du har gjort mod os? Er det virkelig Abraham, Guds ven, der tager sig så ynkeligt ud her, som lyver af menneskefrygt, og som kommer med dårlige undskyldninger, når han afkræves en forklaring (12)! Ja, det er det, og det understreger, at selv en "Abraham" kunne Gud ikke bygge på. Hvis hans hensigter og vilje skulle gennemføres, måtte han sørge for det hele selv. Og det gør han. Selv i denne suppedas beskytter han Abraham - for sin egen skyld, for Abraham har sandelig ikke fortjent det. Vi begriber det ikke, men sådan er Gud. Selv de bedste af hans tje-nere er helt afhængige af hans nåde. Men hans udvælgelse bygger helt og holdent på den! HUSKEVERS: 2. Timotheusbrev 2:13 21 Første Mosebog 21 Du skal ikke være bange, for Gud har hørt drengen Ismael var 14 år ældre end Isak, så han var ca. 16 år, da Abraham sendte ham bort. (Den danske Bibel er forkert i vers 14; det var forsyningerne, Hagar bar på skulderen). Det pinte Abraham at måtte gøre det, men Gud befalede det, for det var gennem Isak, at Guds forjættelse til Abraham skulle opfyldes. Ismael måtte væk! Tænk blot på, om han havde haft Ismael at falde tilbage på, da han skulle ofre Isak i næste kapitel! Gud havde dog stadig omsorg for Ismael. Han hørte hans bøn eller gråd i ørkenen og sendte den nødvendige hjælp. Gud var med ham, selv om han ikke var omfattet af pagten, som Isak alene arvede. HUSKEVERS: Salme 145:8-9. 22 Første Mosebog 22 Nu ved jeg, at du frygter Gud Da Abraham fik den mærkelige og forfærdelige befaling om at ofre Isak, trak han ikke tiden ud med at prøve at forstå det; han tog tidligt af sted næste morgen! Han var sikkert aldrig nået til en tilfredsstillende forklaring, hvis han var blevet hjemme; men idet han handlede i enfoldig lydighed, erfarede han, at Gud havde beredt et offer i Isaks sted. Måske kom Abraham så nær Guds hjerte her på Moria bjerget, at han fornemmede, at Gud engang ville ofre sin egen Søn for verdens synd. Han kaldte det i hvert fald: "Bjerget, hvor Herren viser sig". Det var et højdepunkt i hans trosvandring med Gud. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 11:17. 7

23 Første Mosebog 23 Overlad mig en gravplads hos jer Abraham har fået sin Isak, men at han skulle få landet i eje ser helt umuligt ud. Det tilhører stadigvæk andre folk, og nu er Sara død, men hun skal ikke ligge blandt de fremmede. Abraham og Sara har levet i landet som fremmede, men nu vil de eje deres eget gravsted. Abraham bekræftede derved sin tro på, at landet engang skulle tilhøre hans efterkommere; han tog det i besiddelse ved tro. Jakob forlangte på samme måde at blive begravet på dette sted (49:29-32); og Josef befalede, at hans ben skulle føres dertil (50:24-25), hvilket også skete. Da israelitterne forlod Egypten tog de dem med sig og begravede dem i landet (2. Mos. 13:19; Jos. 24:32). HUSKEVERS: Hebræerbrevet 11:13,16. 24 Første Mosebog 24:1-33 Jeg vil også øse vand op til dine kameler Abrahams træl følte ansvaret for at vælge den rette brud til Isak. Hans bøn viser, hvor trygt Abraham kunne betro ham opgaven. Det var intet vilkårligt tegn, han fandt på, da han bad om ledelse til, hvordan han skulle finde den rette pige. Hendes tilbud om også at vande kamelerne, et betydeligt arbejde, ville vise, at hun var tjenstvillig, parat til at gå den ekstra mil. Lidet anende, hvor meget der stod på spil, opførte Rebekka sig, som hendes hjerte tilsagde hende, og derved beviste hun for Abrahams træl, at hun var den af Herren udsete til Isak. Da det viste sig, at hun hørte til Abrahams brors familie, blev det yderligere bekræftet. Lad os som Rebekka være tro i hverdagens pligter og ikke være bange for at yde lidt ekstra. HUSKEVERS: Kolossenserbrevet 3:23-24 25 Første Mosebog 24:34-67 Dette kommer fra Herren Trællen fortæller, hvor vigtigt det er for Abraham at finde en hustru til sin søn blandt sine slægtninge, og hvordan han selv har bedt ved brønden om at blive ledt til den rigtige. Trællens enkle fortælling overbeviser Rebekkas familie om, at det i sandhed er Herren, der har udpeget hende som Isaks brud. Trællen har travlt, han ønsker at komme hjem til sin herre så hurtigt som muligt, nu det er lykkedes ham at finde bruden til Isak, og det får han lov til. Udsættelser kan være farlige. (Se f.eks. Dom. 19; skændselsdåden i Gibea var ikke sket, hvis manden havde skyndt sig hjem.) HUSKEVERS: Apostlenes Gerninger 21:14 8

26 Første Mosebog 25 Isak bad til Herren for sin kone, fordi hun var ufrugtbar Det virker, som om Abraham nemt kan avle flere børn efter den store kamp om at få forjættelsens søn, Isak. Isak har arvet Abraham og der-med også Guds løfter til ham om et talrigt afkom og Kana'ans land. Men Isaks tro blev sat på prøve; årene gik, og Rebekka fik ingen børn. Opfyldelsen af løftet skete ikke automatisk; det synes sværere for denne familie at få børn, fordi Guds løfter er forbundet med dem. Men Isak bad til Herren for Rebekka; han engagerede sig med Gud i dette spørgsmål, og Herren bønhørte ham og opfyldte sit eget løfte. Efter 20 års ægteskab blev Esau og Jakob født. HUSKEVERS: 1. Samuel 1:27-28. 27 Første Mosebog 26 Jeg vil være med dig og velsigne dig Gud bekræfter for Isak, at han vil give ham landet. Sidste kapitel viste vanskeligheder med at få afkom; nu er der modstand mod, at han kan få landet. Men han må blive dér i tro og ikke gå ned til Egypten. Underligt nok lyver han af frygt for mennesker, ligesom hans far gjorde i Egypten, og påstår, at hans kone er hans søster. Når det bliver afsløret, må han have været skamfuld, da han oplever Abimeleks hæderlighed. Men Herren velsigner ham alligevel, så han høster 100 fold. Landet kan han dog ikke få endnu, men må give efter og flytte, når misundelse og frygt opstår. Han forbliver dog i landet, og Herren skaffer ham plads (22). Således må vi også blive i Kristus for at opleve Guds velsignelse. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 15:5 28 Første Mosebog 27 Jakob svarede sin far: "Jeg er Esau, din førstefødte" Denne sørgelige episode var hovedsageligt Isaks skyld. Velsignelsen tilhørte den førstefødte, og førstefødselsretten havde Esau solgt til Jakob (25:31-34). Vi ved ikke, om Isak kendte til denne handel, men der kan næppe være tvivl om, at han vidste om Herrens ord til Rebek-ka, før drengene blev født, at den ældste skulle tjene den yngste. Men han foretrak Esau, og hvorfor? Han holdt af Esaus vildt, 25:28! Isak forsøgte at gå imod Guds åbenbarede vilje, men det lykkedes Jakob at bedrage ham. Den dybeste årsag var, at Isaks åndelige syn var svækket. Det var sket, fordi han lod sig lede af sine lyster i stedet for at gøre Guds vilje til sin lyst. HUSKEVERS: Salme 119:103-104 9

29 Første Mosebog 28 Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går Isak har bøjet sig fuldstændigt for Guds vilje. Her velsigner han be-vidst Jakob og bekræfter, at han skal arve Abrahams velsignelse. For Jakob har det uden tvivl været svært at forlade sit trygge hjem, men det var den konkrete konsekvens af hans synd. I Betel får han sit første møde med Gud. Han følte det ikke vidunderligt, men frygtindgydende, til trods for at Herren kun kom med gode løfter. For andre eksempler på, at de, der virkelig møder Gud, overvældes af ærefrygt, se Esa. 6:5; Dan. 8:17; Åb. 1:17. Jakob går ind under Guds løfter og i erkendelse af, at alt, hvad han får, vil være givet ham af Gud, vil han give en tiendedel tilbage. HUSKEVERS: 1. Krønikebog 29:14 30 Første Mosebog 29 Hvorfor har du narret mig? Jakob blev ledt lige til sine slægtninge i Karan. Men hos Laban kom han i skole. Han smagte, hvor bittert det var at blive bedraget. Han havde arbejdet i syv år for Rakel, og da han troede, han havde fået hende, viste det sig at være Lea! Han ville dog ikke give afkald på Rakel og fik hende også mod yderligere syv års arbejde, men det førte til frygtelige skænderier i hans hjem. Mon han havde gjort bedre i at acceptere Lea og lære at elske hende? Det gjorde han ikke, men satte stakkels Lea åbenlyst til side, mens han viste sin kærlighed til Rakel. Herren forbarmede sig over Lea i hendes svære situation og gav hende fire sønner. HUSKEVERS: Ordsprogene 20:17. 31 Første Mosebog 30 Det er for din skyld, Herren har velsignet mig Jakob skulle hellere have bedt for Rakel, som Isak gjorde for Rebekka, men han gik med til den menneskelige løsning, hun foreslog. Stridighederne mellem søstrene er lidet tiltalende. I det hele taget får man ikke indtryk af, at Jakobs hjem og familieliv i disse år var et strålende vidnesbyrd om, at han var Guds udvalgte og arving til Abrahams velsignelse. Alligevel fulgte Herrens velsignelse ham så mærkbart, at selv Laban erkendte det. Han havde fået del i den, fordi Jakob tjente ham. Gud hørte også Rakels bøn, så hun fik sin Josef! HUSKEVERS: Salme 105:8-9. 32 Første Mosebog 31:1-24 Vend tilbage til dine fædres land og til din slægt Jakob måtte ikke "gro fast" i Karan. Dels rev omstændighederne ham løs, idet Laban blev ham fjendtligt sindet, og dels kaldte Herren ham til at vende tilbage til Kana'ans land. Det er to sider af ledelse, der ofte går hånd i hånd. Jakobs ord til sine hustruer viser, hvordan Laban har bedraget ham i de forløbne 6 år i et 10

forsøg på at begrænse hans løn. Han erkender, at det kun er i kraft af Guds beskyttelse, at han har kunnet samle sig den rigdom, han har. Herren har vist sig trofast mod sine løfter, og nu kalder han Jakob tilbage til Betel og hans løfte (28:15,20-22). Vi kan måske sige, at Herrens trofasthed forpligter os! HUSKEVERS: 2. Korinterbrev 7:1 33 Første Mosebog 31:25-54 Lad os to nu slutte pagt Der var ikke kommet noget hjerteligt forhold mellem Laban og Jakob i de 20 år, Jakob havde været i Karan. Laban havde ændret Jakobs løn 10 gange i et forsøg på at forhindre ham i at tjene så meget, men Jakob er stadig under Guds beskyttelse, og Laban må erkende det (29). Det var godt, at de sluttede en pagt, således at de kunne skilles, om ikke som venner, så dog ikke som fjender, der ville søge at skade hinanden. Vers 39-40 giver indtryk af hyrdens hårde arbejde i mod-sætning til Jakobs tidligere liv (25:27). Han havde virkelig tjent sin rigdom, samtidig med at Gud havde belært ham om, hvordan det føltes at blive bedraget, som han havde bedraget sin gamle far. HUSKEVERS: Romerbrevet 12:17-18. 34 Første Mosebog 32 Jakob sendte nogle folk i forvejen til sin bror Esau Jakob var klar over, at han måtte forliges med sin bror Esau, før han kunne komme til Betel. Han forsøgte ikke at snige sig hjem til Kana'ans land uden at møde Esau, men satte kursen mod Edom. 20 år var forløbet, men Jakobs angst for Esaus hævn vendte tilbage med fuld styrke. Hans tro på Guds beskyttelse vaklede, men han fortalte Herren om det og bad ham om at redde ham fra Esau, idet han mindede ham om hans løfte (12-13). Jabboks vadested var sidste skel, før han måtte møde Esau, og han fik et møde med Gud, der brød hans egen styrke og understregede for ham, at han måtte gå frem i afhængighed af Gud. HUSKEVERS: Matthæusevangeliet 5:23-24 35 Første Mosebog 33 Esau løb ham i møde, omfavnede ham... og kyssede ham Esaus møde med Jakob kunne næppe være mere hjerteligt. Jakobs bøn er besvaret til fulde. Hans synd mod broderen er endelig bragt ud af verden. Men han ønsker ikke at blive for tæt forbundet med Esau, og det var sikkert klogt. Han havde dog ikke mod til at sige rent ud, at han var på vej andetsteds hen; det er den gamle Jakob, der lader Esau få indtryk af, at han følger efter ham, mens han, så snart Esau er rejst sydpå, drejer nordpå til Sukkot og derfra til Sikem. Han er heller ikke nu på vej til Betel. Nu, da faren fra Esau er fjernet, er det som om Jakob glemmer, at han skulle til Betel. Han slår sig ned i flere år, og det får 11

skæbnesvangre følger. HUSKEVERS: Salme 103:9-12 36 Første Mosebog 34 Den slags bør ikke ske! Familien ved, at den er ganske særligt udvalgt af Gud, og Dinas brødre er med rette opbragt over, hvad der er hændt hende. Jakob synes forbavsende passiv i hele affæren. Det er hans sønner, der fører for-handlingerne med hivvitterne og lokker dem til at lade sig omskære, åbenbart i den hensigt at overfalde dem (13). Først når massakren på byens indbyggere er sket, påpeger Jakob den overhængende fare for familiens eksistens, som den har skabt. Han står åndeligt svækket, fordi han er kommet bort fra Guds vej, og de sørgelige begivenheder er dybest set hans skyld. Han havde glemt, hvorledes han burde vandre - derfor er der sket, hvad der ikke burde ske. HUSKEVERS: 2. Petersbrev 3:11 37 Første Mosebog 35 Drag op til Betel, slå dig ned der, og byg et alter Begivenhederne i det sidste kapitel har gjort det umuligt for Jakobs familie at blive boende i Sikem, og Gud minder Jakob om, at han egentlig er på vej til Betel. Tanken om Betel får Jakob til at rense ud i sit hus (2-3). Mens han var borte fra Guds vej, havde han tålt fremmede guders tilstedeværelse. Nu mærkede han, hvor forkert det var. Jo nærmere vi er Gud, des mere vil vi føle trang til at "rense ud". Jakob vendte tilbage til Betel, hvor han var begyndt med Gud for de mange år siden, men han levede ikke på den gamle åbenbaring; Gud talte til ham på ny og bekræftede Penuel-oplevelsen (32:24-31), som nok var tabt af syne i de mellemliggende år. HUSKEVERS: 1. Johannesbrev 3:2-3 38 Første Mosebog 36 Esau bosatte sig da i Se'irs bjerge Jakob og Esau samlede sig så store hjorde og så meget gods, at de ikke kunne bo sammen, så de skiltes, ligesom Abraham og Lot i sin tid havde måttet skilles. Esau var ikke udvalgt af Gud til at arve Abra-hams velsignelse og Kana'ans land. Men der var dog en plads til ham i tilværelsen. Han drog til Se'irs bjerge; og mange år senere forbyder Gud israelitterne at gå til angreb på edomitterne i Se'ir, fordi, siger han: "Jeg har givet Esau Se'irs bjerge i eje" (5 Mos. 2:4-5). Det ser ud til, at Esau fik sin arv uden de store prøvelser, som Jakobs efterkommere måtte igennem. Langt fra at få en beskyttet tilværelse på jor-den, er det ofte Guds folks lod at lide i en Gud-fjendsk verden; men Guds kærlighed omfavner dem. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 12:6-7. 12

39 Første Mosebog 37 Israel elskede Josef mest af alle sine sønner Jakob har ikke taget brødrenes had til Josef så alvorligt, at han har haft mindste frygt for, at de ville gøre ham fortræd; ellers havde han aldrig sendt ham til dem og således givet dem denne anledning til at skade ham. Men de havde lukket jalousi ind i deres hjerter; det var farligt, og den tog magten over dem. Derved fik han, som "har været en morder fra begyndelsen" (Joh. 8:44), fodfæste i dem. Hadet erstattede broderkærligheden, og kun Guds overstyrende magt bevarede Josef fra at blive myrdet af sine brødre. Drømmene var Guds ord til Josef, og de skulle gå i opfyldelse, men først måtte han trænes i lidelsens skole. Lad os vogte os for syndens første spire. HUSKEVERS: Salme 105:16-19. 40 Første Mosebog 38 Hun har retten på sin side Næsten alt går galt i dette kapitel, og det begynder med, at Juda forlader sine brødre. Familiesammenholdet er i fare, og måske er det forbundet med forbrydelsen mod Josef. De kan ikke holde ud at være sammen i bevidsthed om den fælles ugerning. Det fører Juda ud i mange sorger; hans to ældste sønner synes blottet for Gudsfrygt, og Herren tager deres liv. Tamar har ret til at blive mor til hans arving, og da Juda ikke tør lade hende gifte sig med sin yngste søn, opnår hun det med list. Når Juda fordømmer hende, måske glad for at slippe af med hende, bliver han selv afsløret. Han erkender hendes ret, og han anerkender børnene som sine. Således kommer Tamar til at stå i Her-ren Jesu stamtavle (Matt. 1:3). HUSKEVERS: Romerbrevet 2:1 41 Første Mosebog 39 Men Herren var med Josef og viste ham godhed Hvilken modsætning mellem Juda og Josef i disse kapitler! Josef var, ligesom Juda, adskilt fra sine brødre, men ikke frivilligt. Alene i det fremmede land modstod han fristelser, fordi han var sig bevidst, at Herren var med ham, og han måtte ikke bryde hans lov. Han gav ikke efter for bitterhed, men tjente villigt sin herre og var et vidnesbyrd om sin Gud. Han blev kastet i fængsel som straf for netop den synd, som han havde nægtet at begå. Han blev dog ikke sur, men bevarede troen og tjenstvilligheden. Lad os følge hans eksempel, for Herren vil også være med os i vore mindre prøvelser, så vi kan stå fast. HUSKEVERS: Salme 34:20. 13

42 Første Mosebog 40 Hvorfor ser I så mismodige ud i dag? Er vi fulde af selvmedlidenhed, lægger vi ikke mærke til, hvordan andre har det. Lad os lære af Josef. Han havde grund nok til at være optaget af sin egen hårde skæbne, men i stedet for var han opmærk-som på andres nød og viste dem deltagelse og hjælp. Hans omsorg for de andre førte til en væsentlig kontakt, der senere bragte ham ind for Farao, dog må det have været en skuffelse for Josef, at der tilsyneladende intet kom ud af hans appel til mundskænken. Men Guds time var endnu ikke kommet. Josef måtte blive i fængslet, indtil det rette øjeblik kom for hans befrielse. HUSKEVERS: Galaterbrevet 6:2 43 Første Mosebog 41:1-32 Det er ikke mig, der kan. Gud vil give... et gunstigt svar Det var med i Guds plan, at mundskænken skulle glemme Josef, så han ikke blev løsladt før nu. Han kunne være rejst hjem til sin far, før Farao fik brug for ham. Bagefter var grunden dertil klar, men vente-tiden har været svær, ligesom al udsættelse af bønnesvar føles svær. Den pludselige fremtræden for Farao gik ikke Josef til hovedet. Som han havde bestået modgangens prøve i de forløbne 13 år, bestod han nu medgangens prøve. Han tog ingen ære for sin evne til at tyde drømme, men henviste straks til Gud. Lad os huske, at alle vore evner er gaver fra Herren, og give ham æren derfor. HUSKEVERS: 1. Korinterbrev 4:7. 44 Første Mosebog 41:33-57 Sådan satte han ham over hele Egypten Så er det "umulige" sket: slaven og fangen Josef er blevet herre over hele Egypten! Hvis Josef har tænkt over sine ungdomsdrømme i fængslet, må han have været klar over, at hvis de nogensinde skulle opfyldes, måtte Gud gribe suverænt ind og virkeliggøre dem. Det gjorde Gud, men han gjorde det så "stille" - gennem en drøm og en glemsom mundskænk. Josef havde aldrig tabt troen på Gud - ikke blot på hans eksistens, men på hans omsorg for ham personligt - gennem de lange trængselsår. Det viser de navne, han gav sine sønner. Derfor kunne han tåle de gode dage, da de kom. Han mis-brugte ikke sin magt. HUSKEVERS: Apostlenes Gerninger 7:9-10. 45 Første Mosebog 42 Vi bliver straffet på grund af vores bror Over 20 år er gået, siden Josef blev solgt; nu vågner brødrenes samvittighed. Det er klart, at dette er Josefs hensigt, når han behand-ler sine brødre, som han 14

gør. Havde han i sinde at gøre dem fortræd for alvor, var det nemt nok for ham; de var helt i hans magt. Tilgivelse fra hans side kunne ikke skabe den sande forsoning med hans brødre, som han ønskede, om ikke de for alvor angrede deres forbrydelse mod ham og følte deres behov for den. Tilgivelse har to sider: den, der har forbrudt sig, må erkende sit behov og derefter bede om den, for ellers har tilgivelse jo ingen virkning. Derfor får alle mennesker ikke automatisk Guds tilgivelse, selv om Kristi offer er fuldt ud tilstrækkeligt for alle. HUSKEVERS: 2. Korinterbrev 5:19-20. 46 Første Mosebog 43 Vær rolige, I skal ikke være bange! Jakob føler sig nødtvunget til at lade Benjamin rejse med til Egypten. Han kan ikke vide grunden til Josefs nærgående spørgsmål om familien! Brødrene er stadig nervøse, de føler sig ikke trygge, men Josefs hushovmester beroliger dem. Hans indstilling er sikkert en afspejling af Josefs - han kan mærke, at hans herre vil være god mod disse mænd. Simeon bliver løsladt, og alt tegner godt. Josef har svært ved at skjule sin kærlighed, men tiden er endnu ikke inde til at vise den; hans brødre skal stilles på endnu en prøve. Ligesom Josef beherskede sin kærlighed, kan det være at Gud undertiden skjuler sin, i hvert fald kan det føles sådan, mens han tugter os; men han holder aldrig op med at elske os alligevel. HUSKEVERS: Åbenbaringen 3:19. 47 Første Mosebog 44 Jeg står inde for drengen over for min far Brødrene, og især Juda, der var garant for Benjamins sikkerhed, består denne sidste prøve til fulde. Ingen af dem lader Benjamin i stikken for at redde sig selv, de vender alle med tilbage; familien holder sammen. Dengang Josef blev solgt, skete det på Judas forslag, og han bekymrede sig ikke over sin fars sorg. Nu føler han ansvar både for Benjamin og for sin far, og i en gribende tale beder han om lov til at ofre sin egen frihed for deres skyld. Der er sandelig sket en forandring. Vor Herre Jesus Kristus tog ansvaret for vore forbrydelser over for en hellig Gud, og ved at tage vor straf gjorde han det muligt for os at erfare fred med Gud. HUSKEVERS: Esajas 53:5 48 Første Mosebog 45 Gud har sendt mig i forvejen til livets opretholdelse Det er forståeligt, at Josefs brødre blev forfærdet, da de forstod, at det var deres egen bror, som de havde solgt som slave, der nu stod foran dem som Egyptens hersker. Men Josefs tro på Guds styrende hånd har bevaret ham fra bitterhed i alle årene og fra lyst til at hævne sig over sine brødre. I stedet har han tilgivet dem og opmuntrer dem til at se Guds hånd i alt, hvad der er sket. Det frigør dem 15

ikke for deres ansvar, men deres omsorg for Benjamin i hans nød har vist, at de har et andet sind nu. Ikke en eneste gang bebrejder Josef sine brødre deres forbrydelse imod ham. Hvis vi tror på Guds styrelse i alle ting, vil det så ikke hjælpe os til at tilgive dem, der gør det svært for os? HUSKEVERS: Apostlenes gerninger 4:27-28. 49 Første Mosebog 46 Dér vil jeg gøre dig til et stort folk Det er sandsynligt, at Jakob blev betænkelig, da han var ved at forlade det forjættede land for at tage til Egypten, og at han søgte Guds ledelse, da han ofrede (1). Gud mødte ham og bekræftede, at han var på rette vej; han ville være med den udvalgte familie, gøre dem til et stort folk i Egypten og føre dem tilbage til Kana'ans land. Josef var ivrig efter, at familien skulle bo samlet og ikke risikere at miste dens identitet. Det var faktisk en fordel, at en hyrde var afskyelig for egypterne! Mon ikke verdens had til menigheden er til samme gavn. At blive venner med verden har altid været menighedens største fare. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 15:19-20. 50 Første Mosebog 47 Jeg vil lægges til hvile hos mine fædre Josefs økonomiske dispositioner var sket efter datidens praksis, og de berigede Farao på bekostning af folket. Farao havde grund til at være tilfreds, men folket udtrykte også taknemmelighed mod Josef som ham, der havde reddet deres liv. Jakobs familie boede i Egypten og blev talrig der, som Gud havde sagt; men Jakob bevarede sin tilknytning til Kana'ans land ved tro og forlangte at blive begravet i Makpelas hule sammen med Abraham og Isak (se 49:29-32). Familien var i Egypten, men den måtte ikke glemme, at de boede der som fremmede og udlændinge og egentlig hørte til i Kana'an, som Gud havde lovet Abraham at ville give hans efterkommere. HUSKEVERS: 1. Petersbrev 2:11-1 51 Første Mosebog 48 Han krydsede sine hænder Mon Jakob har kunnet lade være med at tænke på sit bedrag mod Isak, da han tillistede sig velsignelsen, da han nu stod over for Josefs sønner og ved en åbenbaring forstod, at også her var det den yngste, der skulle få den førstefødtes velsignelse. Han styrede sine hænder i lydighed mod Guds røst og gik imod den naturlige ordning. Josef protesterede, men Jakob var sikker på sin sag og insisterede, for han var blot et redskab til at formidle, hvad Gud havde bestemt. Er det en understregning af, at intet menneske har ret til Guds velsignelse som 16

følge af sin kødelige fødsel, men at Gud suverænt velsigner og udvælger efter sit evige råd? HUSKEVERS: Efeserbrevet 1:11 52 Første Mosebog 49 Der kommer en hersker, ham skal folkene adlyde Ruben mistede sin førerstilling som den førstefødte til Josef, mens Juda blev den førende stamme (det gøres helt klart i Første Krøn. 5:2). Det lidt uklare vers 10 (foreslået som huskevers, fordi det er vigtigt), hentyder til Messias, Guds Konge, vor Herre Jesus (forbindelsen i gl.o. mellem dette vers og Ez. 21:27 er gået helt tabt i 1992-oversættelsen). David var den første konge fra Judas stamme, som bekræfter fornemmelsen af, at benjaminitten Saul var en beklagelig fejltagelse p.g.a. folkets utålmodighed. Jesus Kristus er opfyldelsen af de mange løfter om Davids hus (se f.eks. Anden Sam. 7 og Rom. 1:3-4). Kongescepteret og herskerstaven tilhører ham, ikke blot i Israel, men over alle folkene. HUSKEVERS: Åbenbaringen 19:15-16. 53 Første Mosebog 50 I udtænkte ondt mod mig, men Gud vendte det til det gode Josefs brødre kunne dårligt tro, at han virkelig havde tilgivet dem. Nu deres far var død, frygtede de, at han ville hævne sig på dem, som de så rigeligt fortjente. Intet var fjernere fra Josefs sind, og brødrenes frygt og mistillid bedrøvede ham meget. Han trøstede og opmuntrede dem ved at påpege, hvorledes Gud havde vendt deres onde gerning til det gode. Hvilken tilgivende ånd Josef havde! Hans sidste vilje understregede hans tro på Guds løfte og bevirkede, at hans kiste til stadighed var en påmindelse om, at en dag skulle israelitterne vende tilbage til Kana'ans land. (Se Anden Mos. 13:19). HUSKEVERS: Romerbrevet 8:28. 17

ANDEN MOSEBOG 54 Anden Mosebog 1 De tvang dem til trællearbejde og gjorde livet surt Årene gik, Josef døde, og hele slægtleddet døde. Den største fare var, at israelitterne skulle glemme det forjættede land og slå sig ned i Egypten for bestandig. Hvem skulle forhindre det? Svaret er enkelt: det skulle Gud selv. Vi behøver ikke at være ængstelige for Guds sag, når årene går, og store ledere er borte. Gud bruger dem, men han er ikke afhængig af dem. Han oprejser nye. I israelitternes tilfælde ændrede omstændighederne sig totalt. De formerede sig kraftigt, som Gud havde lovet, men de var ikke længere genstand for den nye Faraos gunst. Gud var ved at forstyrre reden, så de længtes efter at slippe bort fra Egypten. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 15:18-19. 55 Anden Mosebog 2 Engang gik han ud til sine landsmænd Hebr. 11:23-26 kaster lys over dette kapitel. Det viser os, at Moses' forældre ikke i fortvivlelse satte deres lille søn ud i Nilen, men i tro til Gud, og at Miriams vellykkede indsats, hvorved hans mor blev amme for ham, var svar på deres bønner. Vi må smile, når vi læser denne så velkendte beretning og ser Guds hånd styre begivenhederne, så hans folks befrier får den bedste uddannelse til sin fremtidige opgave, som Egypten kan give ham, i stedet for at vokse op som slave. Når der står, at Moses gik ud til "sine landsmænd", tyder det på, at han kendte sit folks historie fra sin mor og ønskede at identificere sig med dem. Måske var det på dette tidspunkt, at han traf sit valg og næg-tede at lade sig kalde søn af Faraos datter. Det fører til den næste etape i hans træning, og han kommer i Guds skole som fårehyrde i ørkenens stilhed.. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 11:24-26. 56 Anden Mosebog 3 Hvem er jeg, at jeg skulle... føre israelitterne ud? Dette er en af de vigtigste begivenheder i Israels historie, hvor Herren åbenbarer sig for Moses i den brændende tornebusk og kalder ham til hans livsgerning som Israels befrier. Moses er overvældet. I sin ungdom regnede han måske med, at han skulle føre Israel ud af Egypten (Ap.g. 7:23-25). Den gang havde han sikkert megen selvtillid, for han var "mægtig både i ord og handling" (Ap.g.7:22). Men hans overilede handlinger endte med, at han måtte flygte fra Egypten for at redde livet. Nu ved han, at den opgave er umulig for ham, og det har han ret i. Men Herrens svar til hans "hvem er jeg?" er: "Jeg vil være med dig", og det er tilstrækkeligt. Det er Herren, og ikke Moses, der vil befri hebræerne. Lad os 18

huske det, hvis Herren kalder os til at gøre noget, vi ikke magter. HUSKEVERS: 2. Korinterbrev 12:9. 57 Anden Mosebog 4 Hvem gav mennesket en mund? Moses' første indvending var: "Hvis de nu ikke tror...", og Gud gav ham tegnene som overbevisende svar på deres vantro. Dernæst indvendte han, at han ikke kunne tale, (som ung havde han dog været "mægtig i ord"), men Herren mindede ham om, at han, som havde skabt ham, vidste alt om det. Moses var ikke afhængig af sin taleevne, men af Gud. Hvad Gud befalede ham at gøre, ville han også sætte ham i stand til. Moses vægrede sig endnu, og Herren blev vred og gav ham Aron som talerør. Det var åbenbart ikke Herrens første hensigt, og Aron viste sig ikke altid at være en hjælp, men en hindring. Selvsikkerhed i Guds tjeneste er slem, men en beskedenhed, der ikke tør stole på Gud, er ikke bedre. HUSKEVERS: Efeserbrevet 3:20-21 58 Anden Mosebog 5 Hvem er Herren, som jeg skulle adlyde? Farao kendte ikke Herren, Israels Gud, og havde ikke i sinde at bøje sig for ham. I stedet for at imødekomme Moses' ønske og lade israelitterne rejse ud i ørkenen for at ofre til deres Gud, forstærkede han deres trællearbejde. De skulle ikke have tid eller kræfter til at tænke på sådan noget. Ønsker vi at tjene Herren, vil fjenden nok for-søge at få os så fortravlede med mange opgaver, at der ikke bliver tid og kræfter til det. Foreløbig var Farao tilsyneladende herre over situationen, og det blev, som han havde sagt. Moses var nær fortviv-lelse. Hans første forsøg på at hjælpe israelitterne havde haft den modsatte virkning, og forståeligt nok bebrejdede de ham det i stærke vendinger. Vi er altid utålmodige og forlanger resultater med det samme, ligesom Moses og folket, men Gud har altid god tid. Han skal nok nå sit mål i rette tid. HUSKEVERS: 2. Persbrev3:8-9. 59 Anden Mosebog 6 Nu skal du få at se, hvad jeg vil gøre ved Farao Dette første vers er godt at kunne udenad! Herren er selvfølgelig ikke det mindste anfægtet af Faraos nægtelse, for han har magt til at tvinge ham til at lade folket gå. Han går bare videre og forklarer sine planer med sit folk for Moses, og de udspringer af hans pagt med Abraham. Israelitterne er for modløse og forpinte til at tage imod Moses' ord. Det forhindrer dem i at få den trøst i den strenge hver-dag, som Guds løfter kunne give dem, men det forhindrer ikke Gud i hans planer. Han begynder og slutter sin tale til Moses med: "Jeg er Herren", dvs. det beror helt og holdent på ham selv, at israelitterne bliver ført ud 19

af Egypten og ind i det forjættede land. HUSKEVERS: Esajas 46:12-13 60 Anden Mosebog 7 Jeg vil gøre Faraos hjerte hårdt, og... gøre mange tegn Farao ville ikke bøje sig for Herren. Hans første reaktion var "Hvem er Herren, som jeg skulle adlyde?" (5:2). Han drømte ikke om, at Herren kunne tvinge ham, den almægtige Farao, til lydighed. Da Arons stav blev til en slange, fik han sine mirakelmagere til at gøre det samme, og han lod sig ikke advare af, at Arons slange opslugte deres slanger, selv om det var et klart bevis på Israels Guds overlegenhed. Herren forvandlede Nilens vand til blod; det gjorde Faraos mirakelmagere også, men det var i virkeligheden en falliterklæring, for Farao havde brug for at få blodet forvandlet til vand! Når der står, at Herren gjorde Faraos hjerte hårdt, betyder det ikke, at Farao var tvunget til at handle, som han gjorde; han handlede frivilligt og valgte at forhærde sig. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 3:12-14 61 Anden Mosebog 8... forstå, at der ikke er nogen som Herren vores Gud I vers 4 får vi den første indrømmelse fra Faraos side, og Moses lover plagens ophør til den tid, Farao forlanger. Det sker, men i stedet for at lade sig overbevise om, at der "ikke er nogen som Herren", forhærder Farao sig. Den næste plage ryster selv mirakelmagerne, så de indrømmer: "Det er Guds finger!" men Farao lader sig ikke rokke. I den fjerde plage sætter Herren skel mellem "mit folk og dit folk", som et overbevisende tegn på, at Israels Gud er bag plagerne. Det fører til, at Farao meget modvilligt lover at lade folket rejse; men igen forhærder han sig, når plagen hører op. Han ville ikke bøje sig. Der er dog ingen som Herren vor Gud; "ingen kan stå hans magt imod. O, Gud ske lov!" (nr.35 i salmebogen). HUSKEVERS: Esajas 40:25-26. 62 Anden Mosebog 9 Jeg har ladet dig bestå netop for at vise dig min magt Faraos liv var i Herrens hænder. I den fortsatte strid om israelitternes løsladelse blev dette mere og mere klart, men Farao ville ikke indse det. Han stillede sig stadigvæk i vejen for Guds folk. Måske synes vi, at Herren skulle have fjernet ham på et tidligere tidspunkt, men Herren blev ved med at give ham lejlighed til at omvende sig. Nogle af hans tjenere lærte i hvert fald at bæve for Herrens ord og handlede, da de hørte advarslen om haglplagen (20). Farao gik læn-gere denne gang og indrømmede sin synd, men kun indtil den øde-læggende hagl forsvandt! Den endelige udgang af konflikten var sik-ker fra begyndelsen, men 20

Gud har altid mere tid, end vi har, og hans formål var at gøre sit navn mere kendt. HUSKEVERS: 2. Persbrev 3:14-15a. 63 Anden Mosebog 10 Tilgiv dog min synd denne ene gang og gå i forbøn Trængt af en større magt, som han ikke ønskede at bøje sig for, kæmpede Farao stædigt. Hans hoffolk kunne indse, at det var bedre for Egypten at give efter (7), men Farao var for stolt. Han mente, at han kunne stille sine betingelser, men gang på gang blev det understreget gennem plagerne, at det kunne han ikke. Omgivet af græshoppesværmene bad han om tilgivelse og frelse fra den dødbringende plage. Men så snart græshopperne var borte, viste det sig, at hans hjerte var uforandret. Uden varsel kom et uhyggeligt tykt mørke, der forhindrede al bevægelse i Egypten, indtil Farao midler-tidigt gav sig. Den, der virkelig går i sig selv og søger tilgivelse, oplever det modsatte af mørket, nemlig lyset. HUSKEVERS: 1. Johannesbrev 1:6-7,9. 64 Anden Mosebog 11 Herren holder egypterne adskilt fra israelitterne Selv om Farao havde oplevet alle de forudgående plager, som Moses havde truet med, lod han sig ikke advare, så han kunne have undgået den frygtelige sidste plage, de førstefødtes død. Israelitterne vil blive beskyttet, og i næste kapitel hører vi hvordan; her står der blot, at Herren ville holde egypterne adskilt fra dem. Forskellen mellem hans folk og de andre ville blive eftertrykkeligt demonstreret, som det er sket med de senere plager. Herren kender sine, og han gør forskel mellem dem og andre. Undertiden kan det se ud, som om alle lider samme skæbne, men i sidste instans vil der blive rettet op på det, og de, der hører Herren til, vil arve livet. (Se Mal. 3:16-18). HUSKEVERS: Nahum 1:7-8. 65 Anden Mosebog 12:1-28 Når jeg ser blodet, går jeg forbi jer Her har vi det centrale punkt i israelitternes udfrielse af Egypten: det slagtede lam. Derfor er vers 13 foreslået som huskevers. Lammets blod beskyttede Israels førstefødte fra døden. En anden var død i deres sted; det vidnede blodet om. Disse "påskelam" havde ingen værdi i sig selv, men for Gud talte de om hans Lam, vor Herre Jesus Kristus, slagtet for at bære verdens synd bort. Paulus taler om "vort påskelam.. Kristus" (Første Kor. 5:7). Israelitterne måtte vise deres tro på frelsens vej ved at stryge lammets blod uden på døren, ellers blev deres førstefødte ikke skånet. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 1:29. 21

66 Anden Mosebog 12:29-51 Skynd jer bort fra mit folk, både I og israelitterne Da dagen kom for israelitternes afrejse fra Egypten, gik det hurtigt. Som alle andre havde Farao mistet sin førstefødte, og i rædsel bøjede han sig betingelsesløst for Moses' krav og nærmest jog israelitterne ud af landet. Midt om natten, mens de spiste påskemåltidet, fik de besked på at rejse med det samme. De var beredt; de var rejseklædt (11), og de havde i forvejen taget bytte fra egypterne (35-36 gl.o., 11:2). Det var en slags løn for de mange trælleår. Der var ikke tid til at syrne dejen, derfor spiser jøderne den dag i dag usyret brød, når de fejrer påsken. Lad os som israelitterne gå "rejseklædte", klar til opbrud, når som helst Herren kalder. HUSKEVERS: 1. Petersbrev 1:13 67 Anden Mosebog 13 Herren gik foran dem.. for at føre dem på vejen Israelitterne må aldrig glemme udvandringen fra Egypten. Den årlige påskefest og indvielsen af alle de førstefødte ville gennem de følgen-de århundreder bevare mindet om deres redning. Men nu gælder det om at gå videre, og Herren går foran dem, om dagen i en skysøjle for at vise vej, om natten i en lysende ildsøjle. Det er også grundlæg-gende for os aldrig at glemme, at vi er blevet frelst ud af verden og befriet fra Satans magt ved Lammets blod. Men vi må gå videre og lære at følge Herren dag for dag. Han viser vej. Han har givet os sit ord, så vi kan lære mere af hans frelse at kende, mere af hans gode vilje for os. I mørket såvel som i lyset formår han at lede os ved sit ord og ved sin Ånd.. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 10:4 68 Anden Mosebog 14 Herren vil føre krig for jer, og I kan tie stille Farao har ikke forandret sig; han sætter efter israelitterne med sin hær og stridsvogne, sikker på at kunne tvinge dem tilbage til Egypten. Deres overgang over havet og redning fra egypterne er helt igennem Guds værk, for de er hjælpeløse over for overmagten. De skal bare tie, lade være med at komme med indvendinger. Dog skal de handle i tro, idet de må gå gen-nem havet. De bliver ikke fløjet over på engle-vinger; de må gå frem i tro på Herrens ord, for skysøjlen er flyttet bagved mellem dem og egypterne. Herren virker dog for dem, idet skysøjlen indhyller egypterne i mørke og forhindrer dem i at nærme sig israelitterne, indtil de alle er nået over på den anden side af havet. Da vælter havets bølger ned over egypterne. HUSKEVERS: Esajas 43:2-3a. 22

69 Anden Mosebog 15:1-21 Herren er min styrke og lovsang, han blev min frelse Denne lovsang var resultat af den store prøvelse, israelitterne var kommet igennem. Nu var de endelig helt fri for Egypten. Bølgerne i havet spærrede vejen tilbage. De havde erfaret Herrens hjælp; de havde set ham drukne deres fjender i havet, så de blev skyllet døde op på strandbredden. De var en erfaring rigere, end de ville have været, hvis egypterne ikke var fulgt efter dem. De omkringliggende nationer havde også fået et større bevis på Herrens storhed og var blevet blev bange for Israel (14-16, Jos 2:9-10). Herren tillader prø-velser, så vi kan lære ham bedre at kende. Han griber aldrig for sent ind, og vi skal synge hans pris med ny forståelse. HUSKEVERS: Salme 86:12-13 70 Anden Mosebog 15:22-16:8 Herren har hørt, hvordan I giver ondt af jer mod ham Den storslåede oplevelse ved redningen gennem havet blev hurtigt glemt i ørkenens hede, hvor tørsten blev uudholdelig. Folkets skuf-fede forventninger ved Mara udløste knurren mod Moses. Glemt var deres mægtige Herre og Gud. Men han sørgede nådigt for dem. De blev sultne, og i deres utilfredshed gav de igen ondt af sig mod Moses og Aron, som dog gjorde opmærksom på, at det dybest set var imod Herren, de knurrede. For det var ham, der havde ført dem ud af Egypten - til deres store glæde - og som havde ansvaret for deres rejse. Herren har sat os, hvor vi er (ellers må vi skynde os tilbage til hans vej!), derfor er det Herren, vi bebrejder, hvis vi er utilfredse med forholdene. HUSKEVERS: Filipperbrevet 4:12-13 71 Anden Mosebog 16:9-36 Det er det brød, Herren giver jer at spise Det var intet problem for Herren at dække bord for sit folk midt i ørkenen. Det var vanskeligere at få dem til at adlyde ham! Nogle gemte mannaen, når den ikke måtte gemmes, så den blev fuld af maddiker næste dag. Andre forsøgte at samle den på sabbatten, når de skulle hvile hjemme, men de fandt ingen. Der var rigelig manna til alle, men de måtte selv indsamle den tidligt om morgenen. Kom de for sent, var den smeltet bort. Vor Herre Jesus omtaler sig selv som livets brød, som vi må spise. Vi får ikke glæde af dette himmelske brød, hvis ikke vi tager det til os. Det gør vi bl.a. ved at læse hans ord under bøn. Lad os "spise godt" af dette livgivende ord. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 6:32-35 23

72 Anden Mosebog 17 Er Herren hos os eller ej? Folket manglede vand. I stedet for at vende sig fortrøstningsfuldt til Herren, som forsynede dem dagligt med frisk manna, gav de ondt af sig mod Moses, bebrejdede ham, at han havde ført dem op fra Egypten for at dø af tørst i ørkenen, og viste derved, at de tvivlede på, at Herren var iblandt dem. Mannaens "under" var blevet dagligdags, så de tog den som en selvfølge i stedet for et bevis på Herrens ved-varende omsorg. På trods af deres oprør-ske ånd gav Herren dem vand. Billedligt var det ved, at Herren selv blev slået med staven (6); livets vand strømmer ud til os, fordi Jesus har lidt dø-den på korset. Kampen mod amalekitterne illustrerer, hvor meget den skjulte forbøn betyder i den åndelige kamp. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 7:37-38. 73 Anden Mosebog 18 Nu ved jeg, at Herren er den største af alle guder Moses må have sendt sin familie tilbage til Jetro på et tidspunkt, for han havde haft dem med (4:20); men nu bliver de forenet igen. Jetros besøg gav Moses anledning til at fortælle alt om udfrielsen af Egypten og om rejsen indtil nu. Moses beskrev det hele på en sådan måde, at Jetro fik en ny forståelse af Herrens storhed og lovpriste ham, frem for at rose Moses for dygtigt lederskab. Da Jetro så, hvordan Moses stod helt alene som retsinstans for folket, rådede han ham til at dele forpligtelserne med andre duelige mænd, der kendte Guds love. Moses var villig til at høre på ham og fulgte hans råd. Det er vigtigt for en leder at kunne uddelegere ansvar og opgaver. HUSKEVERS: 1. Krønikebog 16:23-25 74 Anden Mosebog 19 Hvis I adlyder mig og holder min pagt Herren havde reddet israelitterne fra Egypten og vist dem kærlig omsorg. Nu skulle de vokse op til ansvar og lære Herrens love at kende, så de kunne adlyde ham og blive et kongerige af præster og et helligt folk for ham. Folket var ivrigt og lovede fuld lydighed (8), men de kendte næppe sig selv. Gang på gang understreger Herren, at folket må hellige sig, og at de ikke må komme for nær bjerget, hvor han er. Herrens nærværelse den Tredie dag var så frygtindgydende, at folket rystede. Fra Hebr. 12:21 ved vi, at også Moses skælvede. Det var et led i deres opdragelse, at Gud åbenbarede sig i sin hellighed på denne måde og kaldte dem til lydighed. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 12:28-29. 24

75 Anden Mosebog 20 Du må ikke have andre guder end mig Ethvert menneskeligt forsøg på at fantasere sig frem til en skikkelse, der skal repræsentere Gud, er en afgud, for intet skabt kan ligne ham. Han har åbenbaret sig som en nidkær Gud, der straffer dem, der hader ham, men også som en Gud, der viser nåde mod dem, der elsker ham. Disse to sider er vidunderligt forenede i Kristi kors, hvor Guds Søn bar Guds vrede og straf over synd og derved beviste Guds kærlighed mod synderen. Loven om hviledagen er meget udførlig og bygger på Guds hviledag ved skabelsen, ikke at Gud trængte til hvile, som vi gør, men arbejdet var færdigt, derfor hvilede han. Hans frelsesgerning er ligeledes tilendebragt, og ved tro på Jesu Kristi offer går vi ind til hans hvile. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 4:2-4 76 Anden Mosebog 21 Øje for øje, tand for tand Hvis vi synes, disse love er for strenge, er der to ting, vi må tage i betragtning. For det første var de "retfærdige" og lagde ansvaret for afstraffelse på den lovgivende myndighed, der ikke var personligt involveret. Enhver, der hævner sig, forvolder nemt større skade end den, han selv har lidt. For det andet havde straffens strenghed utvivlsomt en afskrækkende virkning. En samfundsmæssig svaghed i afstraffelse af forbrydelser fremmer næppe lov og orden, så alle kan færdes trygt. Straf for overtrædelse af landets love er selvsagt nød-vendigt. Men i vores personlige forhold til andre, viser Jesus os klart en ypperligere vej (Matt. 5:38-48). Vi skal følge hans eksempel og gengælde ondt med godt. HUSKEVERS: Romerbrevet 12:21 77 Anden Mosebog 22 Den fremmede må du ikke udnytte eller undertrykke Flere af disse love placerer ansvaret og vurderer erstatningspligten i forskellige situationer, således at den personlige ejendomsret beskyttes. Den fremmede og de svageste i samfundet nævnes spe-cielt, så de ikke skal lide overlast. Råber de til Gud om hjælp, fordi mennesker undertrykker dem, vil han høre og vise sig barmhjertig imod dem. Er de fattige nødt til at låne penge for at klare sig, må der ikke kræves rente af dem. Jesus går videre og befaler, at end ikke lånesummen skal kræves tilbage, ikke engang af "fjender"! Det be-tyder, at hvor nøden er stor skal man give en gave og ikke blot låne. Gud er barmhjertig mod de svage, og vi er hans børn. HUSKEVERS: Lukasevangeliet 6:35-36. 25

78 Anden Mosebog 23 Se, jeg sender en engel foran dig Der er flere gode "råd" her, f.eks. "hold dig fra løgnagtige sager". Efter de mange detaljerede love, der har uddybet de 10 bud, kommer (fra vers 20) Guds løfter angående den forestående indtagelse af landet. Hans "engel" vil vise vej, men de på deres side må vise ham fuld lydighed. Han er Guds repræsentant og er på Israels side, så læn-ge de er på Guds. Herren lover dem mange materielle velsignelser, hvis de holder sig fra afgudsdyrkelse og fra at slutte pagt med landets indbyggere. Det er helt afgørende for deres lykke eller ulykke, om de er lydige. Guds vej er velsignelsens vej. Lydighed mod Gud er ikke mindre nødvendig, når vi er frelst af nåde - vor lydighed bekræfter, at vi har taget imod Guds nåde. HUSKEVERS: Romerbrevet 6:17-18. 79 Anden Mosebog 24 "Alt, hvad Herren befaler, vil vi gøre" Denne pagt sluttes mellem Herren (repræsenteret ved alteret) og hans folk. Folket erklærer sig nu for anden og tredje gang parat til at gøre alt, hvad Herren har sagt. Det, der blive oplæst som basis for pagten, er formentlig de foregående kapitler 20-23 Folket behøver forsoning allerede nu (brændofre), før de kan have samfund med Gud (måltids- eller takofre). Denne alvorlige aftale med Herren besegles med offerdyrenes blod. Den nye pagt blev beseglet med Jesu dyrebare blod, udgydt for vor skyld, for vi har ikke gjort alt, hvad Herren har sagt. Det har Jesus. Han kom til jorden for at gøre Guds vilje (Hebr. 10:7); han besejrede enhver fristelse, og alene ved Guds nåde får vi del i hans sejr! HUSKEVERS: Matthæusevangeliet 26:27-28. 80 Anden Mosebog 25 De skal lave mig en helligdom Israelitterne havde fået mange kostbare ting af egypterne, da de drog ud fra Egypten (12:35-36); nu fik de lov til at bringe dem som afgift eller offerydelse til Herren, hvis de havde lyst. De skulle bruges til at indrette en helligdom for Herren, så han kunne bo hos dem uden at hans hellige tilstedeværelse fortærede dem. Beskrivelsen begynder med midtpunktet, arken med Vidnesbyrdet (de 10 bud) indeni (10-16), dækket af et låg, der kaldes sonedækket (17-22). På forsoningsdagen blev offerdyrets blod stænket derpå (3Mos. 16:14-15). Det var herfra, Herren ville møde Moses og tale med ham. De næste ting på vej ud fra centrum til folket var bordet og lysestagen, der taler om Jesus som livets brød og verdens lys. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 9:11-12 26

81 Anden Mosebog 26 Boligen, sådan som du fik den at se på bjerget "Boligen" var som et stort telt hængt på opretstående planker og delt i 2 rum: i det Allerhelligste stod kun arken; i det andet var bordet og lysestagen (og røgelsesalteret, kap.30). Intet ved boligen var overladt til Moses' fantasi. Gang på gang understreges det, at han skulle nøje følge det forbillede, Gud viste ham på bjerget (25:9,40; 26:30 osv.). Det er fordi boligen taler om Jesus Kristus og hans frelsesværk, for han er mødestedet mellem Gud og mennesker; alle detaljer fortæller noget om ham, selv om vi kun til dels forstår dem. De fine tæpper beskrevet i 1-6 sås kun indefra; udefra så man kun det yderste dække af delfinskind (14). Sådan er også Kristi herlighed skjult for dem, der ikke tror på ham (Esa 53:2-3). HUSKEVERS: Johannesevangeliet 1:10,14 82 Anden Mosebog 27 Ren olie af knuste oliven til lysestagen Forgården var et stort areal uden om boligen indhegnet med tvundet, fint linned, og det centrale punkt i forgården var det store brændofferalter, ca. 2½ x 2½ meter. Derfor begynder beskrivelsen af forgården med alteret. Det er overtrukket med bronze (kobber), der nok taler om dom med frelse som hensigt (se kobberslangen 4Mos. 21:9), hvorimod møblerne inde i boligen er overtrukket med guld (lysestagen er helt af guld), der minder om guddommelighed (f.eks. Åb. 21:18). Olien i lysestagen minder om, hvad det kostede Jesus Kristus at blive verdens lys - han blev knust for vore synder. HUSKEVERS: Esajas 53:5 83 Anden Mosebog 28:1-14 For at gøre præstetjeneste for mig For at Aron og hans sønner kunne fungere som præster for Gud, behøvede de hellige klæder til ære og pryd efter Guds mønster. De var ikke mere værdige til præstetjeneste end andre, men de var udvalgt af Gud og kunne bruges, når de tog de hellige klæder på; de måtte "skjules" under dem, før de kunne fungere som præster. Præstedragten symboliserer Jesus Kristus og hans frelsesværk. Han er den store Ypperstepræst, der i sig selv er det, klæderne taler om. Han er Guds herligheds glans, han er Kongen, og han har forløst os ved sit blod. Under den nye pagt er det den indre virkelighed, der gælder, nemlig at Kristus bor i os, før vi kan opfylde vort kald og gøre præstetjeneste for Gud. HUSKEVERS: 1. Peter 2:9. 27

84 Anden Mosebog 28:15-43 En blomst (pandeplade) af rent guld: Hellig for Herren Brystskjoldet var lavet som en slags lomme. Udenpå var Israels 12 sønners navne graveret på hver sin ædelsten, ligesom de var indgra-veret på de to sten på dragtens skuldre. Indeni var lagt "Urim og Tummim", som på en eller anden måde tilkendegav Guds vilje (se f.eks. 4Mos. 27:21; FørsteSam. 28:6; Neh. 7:65). På sin pande skulle Aron have en blomst (gl.o. pandeplade) af guld, der var indgraveret med ordene: Hellig for Herren. Det gjaldt ikke blot for ham selv, men for hele folket, som han repræsenterede. De tilhørte Herren, og han vandt dem Herrens velbehag, når han bragte ofre i helligdommen. Præsterne måtte være yderst omhyggelige med deres dragter, ellers kunne de risikere at falde døde om i helligdommen. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 17:19. 85 Anden Mosebog 29:1-18 De skal have præstetjenesten Før Aron og hans sønner kunne begynde på deres præstetjeneste, blev de helliget ved dette indvielsesritual. Først blev de vasket med vand, de fik de hellige klæder på, Aron blev salvet, en tyr blev bragt som syndoffer og en vædder som brændoffer. Alt dette blev gjort for dem; de skulle blot gøre sig til ét med offerdyrene ved at lægge hæn-derne på dem. Alt dette har Jesus Kristus gjort for os, læs f.eks. Esa. 61:10; Ef. 5:26; FørsteJoh. 2:20; Hebr. 10:10. Vi blev vasket rene, vi blev helliget, vi blev gjort retfærdige (FørsteKor. 6:11). Jesus Kristus virker i os ved sin Ånd og ved sit Ord, så den forløsning, han vandt på korset, får praktisk betydning for os, og vi kan tjene ham. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 10:22 86 Anden Mosebog 29:19-46 Jeg vil tage bolig iblandt israelitterne,... deres Gud Indsættelsesofferet, den anden vædder, sluttede indvielsesritualet. (Det letter forståelsen at sætte 28-30 i parentes.) Blodet blev strøget på deres højre øreflip, tommelfinger og storetå, så at alt, hvad de lyttede til, alt, hvad de gjorde, og hvert skridt, de tog, blev indviet til Herren. Ofrene var ikke tilendebragt ved præstevielsen, de var kun begyndt. Under den gamle pagt måtte der ofres dagligt morgen og aften. Synd fandtes til stadighed, derfor måtte der ofres hele tiden, for at skaffe soning, hvis Herren skulle kunne bo iblandt sit folk. Helt anderledes med Jesus Kristus, som ved ét eneste offer sonede synden én gang for alle (Hebr. 10:14). HUSKEVERS: 1. Petersbrev 3:18. 28

87 Anden Mosebog 30:1-16 Alle mænd skal betale sonepenge for sig selv til Herren Røgelsesofferalteret stod over for Vidnesbyrdets ark, kun forhænget hang imellem dem (6). Sonedækket oven på Vidnesbyrdet (dvs. arkens "låg") var stedet, hvor Herren mødte Moses, og røgelsen, der taler om bøn (Åb. 5:8), blev således ofret lige for Herrens ansigt. Ved mønstringen af folket skulle hver enkelt betale en halv sekel som sonepenge for sit liv. Alle blev vurderet ens, den riges liv blev ikke vurderet højere end den fattiges. De var alle lige værd i Herrens øjne. Måske var denne betaling en erkendelse af, at de tilhørte Herren. Pengene skulle bruges til tjenesten ved tabernaklet, som var nødvendig, for at Herrens hellige tilstedeværelse ikke skulle fortære folket. Det egentlige soneoffer blev bragt af Jesus selv. HUSKEVERS: Matthæusevangeliet 20:28. 88 Anden Mosebog 30:17-38 Dette skal være min hellige salvningsolie Bronzebækkenet (vandkummen) stod ude i forgården mellem brændofferalteret og boligen, så præsterne til stadighed kunne vaske sig deri "så de ikke dør". Hele tiden kommer denne påmindelse om, hvor farligt det er at være i nærheden af den hellige Gud. Både præsterne, der skulle tjene i helligdommen, og alt, hvad der skulle bruges der, skulle salves med en speciel hellig salvningsolie, som gjorde dem højhellige for Herren. Den måtte ikke efterlignes, og den måtte kun bruges i forbindelse med helligdommen. Salvningsolien ta-ler om Helligånden. Kun i kraft af ham kan sand tjeneste for Herren udføres, og han stilles ikke til rådighed for mennesker (32-33). HUSKEVERS: Lukasevangeliet 4:18-19. 89 Anden Mosebog 31 I alle kyndige mænds hjerte har jeg lagt kundskab Herren gav mønsteret for tabernaklet, men det skulle laves af mennesker. Herren kaldte og udrustede håndværkere, så de var i stand til at gøre arbejdet. De arbejdede dog ikke som mekaniske ro-botter; de måtte bruge de evner, de havde fået, og træne og øve sig, så de blev dygtige nok. Men hele tiden måtte de holde sig inden for rammerne af det guddommelige mønster, ligesom vi må holde os til Bibelens åbenbaring på alle områder i vores daglige liv. At sabbatsbudet indskærpes netop her, er måske for at understrege, at selv ar-bejdet med tabernaklet ikke skal finde sted den dag. Alle trængte til en hviledag, og sabbatten kaldes i øvrigt for et tegn mellem Herren og israelitterne. HUSKEVERS: 2. Timotheusbrev 2:15 29

90 Anden Mosebog 32 Husk på dine tjenere Abraham, Isak og Israel Herrens afsløring af, hvad folket har gjort, er sikkert beregnet på at fremkalde Moses' forbøn, og Moses svigter ikke. Han viser sig helt og holdent på Guds side og følgelig på folkets side, helt blottet for personlige ambitioner om selv at blive til et stort folk. Han bygger sin bøn på Herrens løfte til folkets forfædre; Herren har forpligtet sig, han kan ikke tilintetgøre dette halsstarrige folk. Det gælder Herrens ære! Alligevel må Moses gribe ind, når han kommer tilbage til lejren. Aron, den kommende ypperstepræst, tager sig ynkeligt ud. Moses' stærke lederskab er hårdt tiltrængt for at redde folket for Herren, og levitterne viser sig parate til at følge ham. Herren opgiver ikke sit folk, men han må straffe det. HUSKEVERS: Esajas 43:25 91 Anden Mosebog 33 Kundgør mig din vej, og lad mig kende dig Folket var under skyggen af Herrens vrede, og Moses søgte ham i Åbenbaringsteltet uden for lejren. Han var ikke tryg ved at gå frem, selv under "en engels" beskyttelse, uden at Herren var med. Intet mindre end Herrens egen tilstedeværelse og vished om hans nåde mod sit folk kunne tilfredsstille Moses. Han længtes efter at kende Herrens veje også for at kunne lede folket ret (og han lærte dem at kende, se Sl. 103:7); hans appel på folkets vegne var ganske enkelt: "dette folk er dit folk!". Han måtte "vinde" Herren for folket, før han kunne gå videre. Moses' længsel efter at se Herrens herlighed kommer også til udtryk, og Herren lover at vise ham den, for så vidt det kan lade sig gøre. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 14:16-17. 92 Anden Mosebog 34:1-16 Herren er en barmhjertig og nådig Gud Moses' oplevelse (5-7) er opfyldelsen af hans bøn i 33:18 om at se Herrens herlighed. Her udråber Herren sit eget navn, og vi har lært det som huskevers, fordi det er uhyre vigtigt at lægge mærke til, hvad han siger om sig selv. Hvilket væld af trøst, der er at finde her: barmhjertighed, nåde, overbærenhed, tilgivelse! Vi ønsker at standse der; det støder os at høre, at han også straffer - endog fædres brøde på børn indtil Fjerde generation! Men Herren fortsætter og tager det med. Synd er ikke til at spøge med; den får konsekvenser, som endog kan gå ud over uskyldige. Lad os tage advarslen til hjerte. På den anden side bevarer han sin troskab (miskundhed) i tusind slægtled. Guds nåde og kærlighed understreges lige så stærkt i Det Gamle Testamente som i Det Nye. HUSKEVERS: Salme 130:3-4 30

93 Anden Mosebog 34:17-35 Det strålede fra hans ansigt, fordi Herren havde talt Selv i pløje- og høsttiden, den travleste tid, skulle hviledagen holdes (21). Vi er ikke under denne lov om hviledagen, men det er gavnligt for os frivilligt at holde den, normalt på en søndag, og finde et pusterum i vor travle uge, hvor vi kan blive helt stille for Gud; måske ville vore ansigter komme til at stråle lidt mere! Moses' ansigt strå-lede så meget, efter han havde været sammen med Herren på top-pen af Sinaj bjerg, at de andre blev helt bange for ham, og han måtte skjule den herlighed fra Gud, som han afspejlede. Paulus gør gæl-dende, at herligheden under den nye pagt er langt større, og den varer ved. Det er ikke en ydre herlighed, men en indre forvandling, som Helligånden formidler. HUSKEVERS: 2. Korinterbrev 3:7-8,18. 94 Anden Mosebog 35 Alle, der følte sig tilskyndet og ville give frivilligt, kom Endnu engang indskærpes sabbatsbudet. Herren undte sit folk denne hviledag. Tabernaklet var en hjertesag for israelitterne. Det krævede store mængder af materialer at få det lavet; Moses skulle ikke opkræve bidrag til det, men opfordre til en frivillig afgift. Folket svarede med at strømme til med alle de mange forskellige ting, der behøvedes, allesammen frivillige gaver. Gang på gang læser vi om hjertets tilskyndelse. De ofre, der udspringer af hjertets lyst, er ikke tunge at bringe; de, der bringes nødtvungent, glæder næppe Herrens hjerte. Alle bragte efter evne; de fattige havde ikke ædelstene og røgelsesstoffer, øversterne bragte dem; til gengæld kunne de ikke spinde, det gjorde kvinderne, osv. Alle kunne være med. HUSKEVERS: 2. Korinterbrev 8:2,5 95 Anden Mosebog 36 Folket bringer mere end nødvendigt til... arbejdet Der er et løft og en glæde over indsamlingen til tabernaklet. Folket behøvede ikke nogen påmindelse om at komme med et bidrag; de kom, og de blev ved med at komme, indtil der var mere end nok, og Moses måtte bede dem om at holde op. Hvis der var nogle, der havde tøvet med deres gave, nåede de slet ikke at være med, der blev ikke brug for den. Moses ville ikke samle et lager af gaver til fremtidige behov. Så begyndte arbejdet; de ti inderste fine tæpper kaldes "boligen" (8-13). Oven over dem var de elleve gedeuldstæpper, der tilsammen dannede et "telt" over boligen (14-18), og ovenpå igen var der to skinddækker (19). Plankerne, som tæpperne skulle hænges på, beskrives i 20-34, og til sidst forhængene. HUSKEVERS: 2. Korinterbrev 9:7. 31

96 Anden Mosebog 37 Bærestængerne... så man kunne bære arken Beskrivelsen af arbejdet fortsætter. Den er næsten ord til andet en gentagelse af Herrens instrukser til Moses i de foregående kapitler. I vore "rationelle" dage ville vi nok nøjes med at skrive, at alt blev lavet efter det givne mønster. Men her gentages alle detaljer, og det understreger, at Herrens vilje blev fulgt til punkt og prikke. Intet blev der sløset med. Hvor er det godt, når det er tilfældet. Bærestængerne viser, at Guds folk var på vandring. De var endnu ikke ved vejs ende; men allerede på vejen havde Herren vist dem, hvad de skulle gøre. Vi har Guds Ord til at lede os, mens vi ser frem til vejs ende, hvor vi vil møde ham. HUSKEVERS: 2. Peter 1:19. 97 Anden Mosebog 38 Dette er regnskabet for boligen Beskrivelsen af alle de ting, der blev lavet, giver en interessant detalje om bronzebækkenet (vandkummen) - det blev lavet af kvindernes spejle; det kan minde os om, at det er bedre at bruge tiden til at rense sig end til at spejle sig! Derefter følger regnskabet: guldet og bronzen (kobberet) var gaver, og totalbeløbene var omhyggeligt noteret; sølvet derimod var indkommet ved mønstringen, 6000 personers sonepenge gik til hvert fodstykke (27). Det er selvsagt vigtigt at kunne gøre rede for gaver, der er givet til Guds riges sag; men lad os huske, at alt, hvad vi får, er betroet os af Gud, og vi skal aflægge regnskab derfor for Ham. HUSKEVERS: Romerbrevet 14:12 98 Anden Mosebog 39 De havde gjort det sådan, som Herren havde befalet Da de var færdige med hele arbejdet, bragte de det til Moses, og han undersøgte det. Det blev ikke godkendt på grund af hvor lang tid, det havde taget, eller den iver og det slid, arbejderne havde lagt i det. Det eneste, Moses bedømte det efter, var, om det passede til mønsteret. Det gjorde det. Nøjagtigt som Herren havde pålagt ham, havde israelitterne udført arbejdet. Derfor velsignede Moses dem; deres arbejde bestod prøven. Således skal vort arbejde engang bedømmes; er det lovgerninger, vi har slidt med at udføre, vil det vise sig, at de ikke var efter mønsteret. Vi må finde og gøre de gode gerninger, som Gud har lagt til rette for os - han giver mønsteret. HUSKEVERS: Efeserbrevet 2:10. 32

99 Anden Mosebog 40 Herrens herlighed fyldte boligen Vi kender tabernaklets forskellige dele temmelig godt efter al denne gentagelse, og vi forstår, at intet fik en tilfældig plads, intet var overladt til Moses' fantasi, alt var på den foreskrevne måde. Derfor fyldte Herrens herlighed boligen; han kendtes ved den. Men Moses kunne ikke gå derind - Guds hellige nærværelse var for overvældende. Arons og hans familie havde ikke "fortjent" at få præsteskabet, for Aron havde ansvaret for guldkalven, mens Moses var på bjerget. De var ikke specielt egnet, var ikke bedre end de andre, men de fik det "ved (i kraft af) deres salvning" (15) som en gave fra Gud, der havde udvalgt dem. Kun i kraft af Helligånden kan vi fungere som præster for Gud. HUSKEVERS: Johannes' Åbenbaring 21:3 33

TREDJE MOSEBOG 100 Tredje Mosebog 1 Præsten skal bringe det alt sammen som brændoffer Der skulle mange forskellige slags ofre til at pege frem mod alle aspekter i Jesu Kristi ene fuldgyldige offer (Hebr. 10:14). De begynder i dette kapitel med brændofferet. Det specielle ved brændofferet var, at hele offerdyret skulle brændes på alteret. Det var altsammen ofret til Herren; hverken præsten eller offerbringeren fik nogen del. Det er godt at takke Gud for alt, hvad han har gjort for os, men lad os ikke glemme at tilbede Gud, simpelthen fordi han er Gud (Åb. 4:11). Vi har svært ved at lade os selv helt ude af billedet, men det er godt engang imellem at prøve at samle vore tanker om Gud den hellige og almægtige Skaber. HUSKEVERS: Johannes' Åbenbaring 4:8,11 101 Tredje Mosebog 2 Alle dine afgrødeoffergaver skal du salte Afgrødeofferet var en gave bragt til Gud i erkendelse af, at jordens afgrøde var en gave fra ham. Noget af det blev brændt på alteret, og resten tilfaldt præsterne som en del af deres mad. Det måtte ikke være syrnet; Jesus bruger surdej som billede på hykleri (Luk. 12:1). Afgrødeofferet taler ikke om Jesu Kristi død, da intet blod er udgydt, men derimod om hans fuldkomne liv. Det fine mel er et billede på hans fuldkomne menneskeliv, og olien, at han også var Guds salvede, Kristus. Saltet måttet ikke mangle - det kaldes "din Guds pagts salt" og taler om Guds pagt med dem, måske "bordfællesskabet" (Anden Mos. 24:7-11). HUSKEVERS: Markus 9:50. 102 Tredje Mosebog 3 Af sit måltidsoffer skal han bringe Herren et offer Måltidsofferet, også kaldet takofferet og fredsofferet, skulle være et lydefrit han- eller hundyr. Fedtet skulle brændes på alteret som Guds del, og blodet stænkes på alteret som ved alle blodofrene. Resten skulle spises som et festmåltid; det er dog ikke den side af sagen, der understreges her, men Guds del. Vores tak- eller måltidsoffer er Her-ren Jesus Kristus, det lydefrie Guds Lam, som Skærtorsdag nat valgte Guds vilje, selv om det betød hans offerdød (Luk. 22:42). Måltidsofferet understreger den side af Jesu Kristi offer, at det har ført os ind i fællesskab med Gud. HUSKEVERS: 1. Johannesbrev 1:3 34

103 Tredje Mosebog 4 Han skal lægge sin hånd på syndofferdyrets hoved Syndofferet var for uforsætlige synder. Hvis det var den salvede præst, der var skyldig, måtte han ofre en tyrekalv, et større offer end et almindeligt menneske skulle bringe, fordi hans ansvar var større pga. hans embede. Men han måtte ofre lige som alle andre. Synder-en lagde sin hånd på syndofferets hoved som tegn på, at han var et med dyret. Da dyret blev slagtet, var det som hans repræsentant. Jesus ofrede sig selv i vort sted; han bar vor synd på sig. Han led uden for Jerusalem, ligesom syndofferet blev brændt uden for lejren. Tænk, at vi har fået lov til at "lægge vor hånd" på ham - at hans offer soner vore synder, blot vi vil erkende vor skyld og tage imod tilbuddet! HUSKEVERS: 1. Petersbrev 2:24 104 Tredje Mosebog 5 Når nogen synder i troløshed mod Herren og lyver Ved at bedrage eller snyde sin næste gør man sig skyldig i troløshed mod Herren (21). Enhver synd er dybest set mod Herren, for al synd krænker Herren. Derfor kan det ikke gøres godt bare ved at give ved-kommende erstatning; forholdet til Herren må bringes i orden. Det forstod David, da han "snød" Urias så groft, tog hans kone og fik ham dræbt i krigen (Sl. 51:6). Offeret, der krævedes efter Moseloven, kaldes et skyldoffer. Vi har svært nok ved at påtage os ansvar for egen skyld og ikke skyde den på andre. Jesus tog ansvaret for vor synd; han er vort "skyldoffer"; han, som var uden svig, ofrede sig selv én gang for alle som soning for vor skyld; men vi behøver gang på gang at komme til ham og få tilgivelse baseret på dette ene offer. Hvilken nåde, at han, som var skyldfri, tog vor skyld på sig, for at vi kunne blive skyldfrie! HUSKEVERS: Esajas 53:9-10. 105 Tredje Mosebog 6 Ilden på alteret skal holdes brændende Her gives flere detaljer om nogle af ofrene beskrevet i kap.1-5 Det understreges, at ilden på alteret holdtes ved lige ved ofrene; hver morgen og hver aften blev et nyt brændoffer lagt på. En håndfuld af afgrødeofferet blev brændt på alteret som symbol på, at det hele var Guds. Så fik præsterne resten, ikke som en gave fra den, der bragte offeret, men fra Herren. Hvis vi ikke fornyer vor "alterild" hver mor-gen og hver aften ved på ny bevidst at overgive os til Herren, kan det ikke undre os, om vi bliver lunkne (Rom. 12:1). Han er vor opstandne Frelser, som var død, men lever. Derfor ved vi, at hans offer for vor skyld er tilstrækkeligt; og han bor i os ved sin Ånd for at virkeliggøre vor frelse fra syndens magt. HUSKEVERS: Romerbrevet 8:11 35

106 Tredje Mosebog 7 Det skal være en eviggyldig rettighed, slægt efter slægt Vigtige detaljer om skyld- og måltidsofferet understreges. Præsterne var "heltidsarbejdere" i Herrens hus, derfor fik de deres underhold bl.a. fra ofrene, idet bestemte dele tilfaldt dem. Samme princip gæl-der i Det nye Testamente, hvor de, der brugte hele deres tid til at forkynde evangeliet, havde ret til at blive underholdt af menigheden (se f.eks. Første Kor.9:6,11-12). Den enkelte israelit var afhængig af præsten i sit gudsforhold, idet kun præsten måtte ofre det offerdyr, han bragte. Præsten måtte strengt overholde de mange offerlove, for det var farligt at nærme sig den hellige Gud. Under den nye pagt er Jesus Kristus både præsten og offeret, anden mellemmand behøves ikke i vort forhold til Gud (FørsteTim. 2:5).. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 10:19-21 107 Tredje Mosebog 8 Han iførte dem kjortler, bandt skærf om dem... Aron og hans sønner var ikke mere hellige end de andre israelitter, men indvielsesritualet skulle hellige dem til deres gerning, dvs. skille dem ud fra de andre israelitter som udvalgt af Gud til at gøre præstetjeneste. Ritualet bestod af en symbolsk badning; de fik præ-steklæderne på; Aron blev salvet sammen med alle de hellige ting; til sidst ofrede Moses et syndoffer, et brændoffer og et indvielsesoffer på deres vegne. Alt dette blev gjort for dem. Det minder os om, hvad Kristus har gjort for os. Vi er blevet renset fra vore synder og iført Guds retfærdighed, idet vi er gjort retfærdige af nåde (Rom.3:24); vi er blevet beseglet med Guds hellige Ånd. Derved er også vi indsat til præstetjeneste for Gud. HUSKEVERS: 1. Korinterbrev 6:11 108 Tredje Mosebog 9 Da hele folket så det, brød de ud i jubel Det er ingen overdrivelse at sige, at det var forbundet med livsfare at nærme sig Herren - se næste kapitel. Aron er blevet indviet til sin tje-neste i helligdommen, og nu ofrer han sine første ofre som ypperstepræst. Hele tiden er Moses der for at sikre, at alt bliver gjort, som Herren har påbudt. Kun da er der håb om, at den hellige Guds nærværelse bliver til velsignelse og ikke til forbandelse for dem. Når Herrens herlighed viser sig, fortærer ilden ofrene på alteret i stedet for folket. Folket jubler og tilbeder, når de ser dette bevis på, at Herren har taget imod Arons ofre på deres vegne. Jesu Kristi offer har banet vejen for os, så vi frit kan møde Gud, men med ærbødighed, for hans hellighed er uforandret. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 10:21-23 36

109 Tredje Mosebog 10 På dem, som kommer mig nær, viser jeg min hellighed Da Herrens herlighed viste sig i kapitel 9, blev det til jubel for folket (23-24) - her blev det til forfærdelse og sorg, for ilden slog ned på Nadab og Abihu, så de døde. Grunden var, at de frembar fremmed ild for Herrens ansigt, som han ikke havde befalet. 9-11 tyder på, at de var berusede og ikke vidste, hvad de gjorde, men det var ingen und-skyldning, og Herrens ild fortærede dem. Det var en stærk understregning af Herrens hellighed, og at det kun var muligt at nærme sig ham ved nøje at overholde de foreskrevne ofre. Gud havde anvist vejen til ham - enhver anden vej førte til død. Under den nye pagt er Jesus Kristus den eneste vej til denne hellige Gud. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 14:6. 110 Tredje Mosebog 11 I skal være hellige, for jeg er hellig Vi er ikke underlagt disse spiseregler for at opretholde en rituel renhed; men budskabet til os er klart: I skal være hellige, for jeg er hellig. Hvis det var så vigtigt med den rituelle renhed, hvor meget mere må vi ikke vogte os for den indre urenhed, det urene ord eller den urene tanke, der besmitter. Vi bliver påvirket af det, vi hører og ser, derfor er det nødvendigt f.eks. undertiden at lukke for fjernsynet, undgå snavsede ugeblade osv., ellers bliver vi vænnet til ting, vi først blev forarget over, og godkender dem. Vi kan ikke lave regler for hinanden, men vi må være vågne for, hvad der drager os nærmere verden, for det drager os bort fra Gud. Vi tilhører Gud, derfor bør vi spise sundt og afholde os fra skadelige nydelser. HUSKEVERS: 1. Petersbrev 1:15 111 Tredje Mosebog 12 På den måde skaffer præsten hende soning Denne ceremonielle urenhed i forbindelse med en fødsel betyder ikke, at det er syndigt at føde børn, for Guds befaling til Adam og Eva var: "Bliv frugtbare og talrige". Men syndefaldet bragte forbandelse over skabningen, og fødselsveerne var en del af Herrens dom over mennesket (Første Mos. 3:16). Dette kapitel giver baggrunden for Lukas 2:21-24, hvor Maria efter Jesu fødsel bringer turtelduerne som offer i templet, (hvilket også viser familiens fattigdom). Jesus skulle ofre sig selv for at frelse os fra lovens forbandelse; men ved hans fødsel måtte Maria overholde loven og søge renselse. Tempelbesøget gav anledning til at bringe barnet, som var Guds gave, tilbage til Gud. HUSKEVERS: Apostlenes gerninger 13:38-39. 37

112 Tredje Mosebog 13:1-28 Den 7. dag skal præsten undersøge det angrebne sted Det er underordnet, hvilken sygdom denne spedalskhed var. Vi får mest udbytte af disse kapitler, når vi ser den som et symbol på synd, og hvor farlig og smitsom den er. Det var præstens ansvar at stille diagnosen. I tvivlstilfælde skulle han lukke den angrebne inde i syv dage. Tænk på den angst for præstens dom, vedkommende har følt i de syv dage, for den bestemte, om han ville blive udstødt fra samfundet, eller om han fik lov at vende hjem. For præsten kunne ikke rense ham, dersom han var spedalsk, men kun erklære ham uren. Hvilken nåde, at når vi lader Guds lys afsløre vor synd, kan vi med det samme få renselse i kraft af Jesu Kristi offer for os. HUSKEVERS: 1. Johannesbrev 1:9. 113 Tredje Mosebog 13:29-59 Han skal tilhylle sit ansigt og råbe: "Uren, uren!" Når præsten havde konstateret spedalskhed, skulle han erklære vedkommende for uren. Det var som at få en dødsdom, og den spedalske sønderrev sine klæder, som var han til sin egen begravelse. Da Herren slog Miriam med spedalskhed som straf for misundelse mod Moses, beskrev Aron hende forfærdet som "en dødfødt" (4Mos. 12:12). Spedalskhed var frygtet, for den betød udelukkelse fra famil-ie og venner, ja, fra hele samfundet. Han måtte advare alle mod at nærme sig ham ved at råbe: "Uren, uren!". Sådan er synd i den hel-lige Guds øjne. Vi må ikke tage det lettere med synd, end Gud gør. Men afskyr vi den, især i os selv, kan vi søge renselse. HUSKEVERS: Esajas 6:5-7. 114 Tredje Mosebog 14:1-32 Præsten skal... skaffe ham soning; så er han ren Præsten måtte gå ud til den spedalske, der ønskede at blive erklæret for ren. Renselsesprocessen var meget omfattende og foregik i flere stadier; den begyndte uden for lejren (4-8), hvor den ene fugl fløj bort som symbol på, at urenheden var fjernet ved den andens død. Inde i lejren fortsatte ceremonien, og først efter syv dage og flere ofre og vaskning blev han fuldt ud accepteret i samfundet og måtte tage hjem. Der måtte ikke herske den mindste tvivl om, at han virkelig var ren. Tager vi det så nøje med syndens besmittelse? Ligesom der var en vej tilbage for den spedalske, der blev ren, er der en vej tilbage for den angrende synder, der forlader sin synd. HUSKEVERS: 2. Korinterbrev 2:6-8. 38

115 Tredje Mosebog 14:33-57 Han skal rense huset for synd med fuglens blod Spedalskhedsbesmittelse kunne også vise sig i bygninger. Husets ejer måtte omgående sende bud efter præsten, og hvis den spedalske plet kunne fjernes, skulle huset renses for synd ved et offer; den levende fugl symboliserer, at besmittelsen er fjernet. Kunne spedalskheden ikke fjernes, måtte hele huset rives ned. Det var igen en understregning for israelitterne af, at intet urent kunne tåles i deres midte, når Herren var deres Gud. Er vore hjem fri for "spedalskhed"? Lad os fjerne enhver besmittet plet på væggen, på boghylden, ja, hvor som helst den findes, som ikke stemmer med, at vi tilhører en hellig Gud, og vore hjem er overgivet til ham. HUSKEVERS: Efeserbrevet 4:22-24 116 Tredje Mosebog 15 Så de ikke dør på grund af deres urenhed Reglerne for karantæne for de urene i dette kapitel er næsten lige så strenge som for spedalskhed. Derigennem blev israelitterne til stadig-hed mindet om, at den hellige Gud var iblandt dem, og at ingen uren kunne bestå for ham. Den ceremonielle urenhed var selvfølgelig ikke altid ledsaget af moralsk urenhed, selv om det kunne være tilfældet; men de kunne ikke søge renselse, før det forurenende element var fjernet. Denne hellige Gud har åbnet en renselseskilde for os ved Kristi blod. Men det kræver afstandtagen fra urenheden, dvs. omvendelse fra synd, at gøre brug af den. Vi viser foragt for Jesu Kristi forsonende død, hvis vi forbliver urene. HUSKEVERS: Efeserbrevet 5:5-6. 117 Tredje Mosebog 16 Han skal skaffe... Åbenbaringsteltet soning Forsoningsdagen (Yom Kippur) var den eneste gang om året, at ypperstepræsten måtte gå ind i det Allerhelligste. Advarslen "ellers skal han dø", har fået en tragisk understregning ved Arons to sønners død (kap. 10). Allerførst måtte Aron ofre et syndoffer for sig selv; han trængte selv til tilgivelse. Det må have været med bæven, at han vov-ede sig ind bag forhænget med røgelsen og stænkede blodet foran sonedækket - og endnu engang med blodet fra folkets syndoffer. På trods af de strenge regler angående urenhed (kap.11-15) var alt selv i helligdommen besmittet af israelitternes urenheder og måtte renses. Vi behøver større afsky for synd - da vil vi sætte større pris på den vidunderlige kendsgerning, at Kristus én gang for alle har vundet en evig forløsning. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 9:11-12 39

118 Tredje Mosebog 17 Det er blodet, der skaffer soning, fordi det er livet Syndens løn er døden; det blev slået fast allerede i Edens have (Første Mos. 2:17). Efter syndefaldet blev offerdyrene slagtet for at sone synd, ikke at de i sig selv kunne gøre det, men de symboliserede Guds Lam. Vers 11 er vigtigt for vor forståelse af forsoningen: blodet er givet af Gud til at skaffe soning. Dyrets blod repræsenterede dets liv; blodet var beviset på, at det var slagtet, og Gud accepterede blodet på alteret som sonemiddel. For ham talte det om Jesu Kristi blod, der én gang for alle ville blive udgydt på korset for at sone verdens synd. Dette fuldgyldige offer skal aldrig gøres om, og vi mindes det ved nadverbordet. Symbolske ofre er der ikke mere brug for. HUSKEVERS: Åbenbaringen 1:5 119 Tredje Mosebog 18 I må ikke følge deres skikke Seks gange læser vi: "Jeg er Herren!" i dette kapitel. Herren har ret til at bestemme over sit folk. Men han gør det til deres sande gavn. Han advarer dem mod at handle som egypterne eller som kana'anæerne. Deres skikke var vederstyggelige i Herrens øjne og førte til fordærv og selvudslettelse. Herrens lovbud er livgivende for dem, der retter sig efter dem, for vor Skaber ved bedst, hvordan vi kan leve sundt og godt. Vi, der hører Herren til, må være på vagt imod tids-ånden, at ikke det, "alle gør", skal få indpas iblandt os. Vi har en anden og bedre lov at rette os efter (Jakob 1:25). Den er både gavnlig for os som mennesker, og velbehagelig i Guds øjne. HUSKEVERS: Jakobsbrev 1:21,25 120 Tredje Mosebog 19 Du skal frygte din Gud. Jeg er Herren! Lige efter at behandlingen af den blinde og den døve er nævnt, kommer denne formaning: du skal frygte din Gud. Han ser og hører alt! Vort forhold til ham styrer vort forhold til andre. "Jeg er Herren" løber som et omkvæd gennem disse vers, næsten som en begrundelse for disse love. De danner grundlaget for et retfærdigt samfund, som Gud vil kendes ved. Guds love er, som de er, fordi han er, som han er. Hvordan er han? Han er den Almægtige, som elsker sin skabning. Vi ser Jesus vandre blandt mennesker og gøre vel; han gen-gælder ondt med godt. Han beder om tilgivelse for dem, der har korsfæstet ham. Næstekærlighed og gudsfrygt må præge hans folk. HUSKEVERS: 1. Johannesbrev 2:6. 40

121 Tredje Mosebog 20 I skal hellige jer og være hellige, for jeg er Herren De mange afskyelige forhold, der forbydes her, er tydeligvis kun til skade for mennesket. Børneofringer til Molok er blot et eksempel på afgudsdyrkelsens uhyrligheder. Herren ønsker at have sit folk for sig selv. De skal ikke give noget til Molok eller søge råd hos en dødemaner eller sandsiger. De er Herrens og må hellige sig ham. Det kan de gøre, fordi han helliger dem (8). Herren har skilt sit folk ud fra andre (24). "Udskilt" og "hellig" betyder næsten det samme. Herren har udskilt os fra verden, for at vi skal tilhøre ham. "I skal hellige jer, for jeg er Herren jeres Gud". Det har intet at gøre med at skilte med "hellighed"; vi er ikke bedre end andre, men vi er simpelthen adskilt fra verden for at komme Herrens hjerte nær. Vi er født af Gud og har derfor en helt anden ånd. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 15:13-14 122 Tredje Mosebog 21 De skal være hellige for deres Gud Igen dominerer tanken om hellighed. Meget her gælder den udvendige ceremonielle hellighed, som ikke har betydning for os, men selve helligheden er os ikke uvedkommende under den nye pagt. Tvært-imod advarer Hebræerbrevet os og siger, at uden hellighed skal ingen se Herren. Når præsterne under den gamle pagt skulle være så om-hyggelige med ikke at vanhellige sig, hvor meget mere vi, der har med "virkeligheden" (Hebr. 9:11 gl.o) at gøre, og ikke blot "en skygge" (Hebr. 10:1). Ukærlighed og bitterhed, en utilgivende ånd, der lader hånt om Guds tilgivende nåde mod os, er med til at vanhellige os, så vi mister vor fri adgang til Gud. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 12:14 123 Tredje Mosebog 22 I må ikke vanhellige mit hellige navn De gaver, der var givet Herren, tilhørte ham og var derfor hellige. Kun præsterne måtte spise af dem, og de skulle passe nøje på, at de ikke gjorde det, mens de var urene. At spise af helliggaverne talte om at have samfund med Herren, og det havde de ikke som urene. Spiste de dem i uren tilstand, vanhelligede de gaverne - gjorde dem uduelige. Herren siger, at israelitterne ikke må vanhellige hans hellige navn, men tilføjer, at han helliger dem. Når vi tager del i Herrens nad-ver, må vi være rene. Gaverne taler om hans død for os, at vi derved har fået tilgivelse og samfund med Gud. Kommer vi med uopgjort synd, modsiger vi vor handling. Vanens magt må ikke svække alvoren i det, vi gør. HUSKEVERS: 1. Korinterbrev 11:27-28. 41

124 Tredje Mosebog 23:1-22 Herrens fester, de hellige festforsamlinger Den første "fest", der nævnes, er den ugentlige hviledag, der for os er blevet søndag, Jesu opstandelsesdag. Det er en fest, hvor vi får lov til at være med i en hellig festforsamling! Jødernes fester svarer til begivenhederne i Jesu liv, og det understreger, at alt var planlagt af Gud. Ved påsken blev han korsfæstet (på trods af ypperstepræs-ternes ønske om at undgå påsken, Matt. 26:5); han opstod dagen efter sabbatten, den førstegrøde af de døde (Første Kor. 15:20), hvor førstegrødeneget blev ofret (10,15). 50 dage senere var det høst-festen, "Pinse", hvor Helligånden blev udgydt over de første disciple, og menigheden blev født - "høsten" fra Jesu offerdød. HUSKEVERS: 1. Korinterbrev 5:7-8. 125 Tredje Mosebog 23:23-44 Netop denne dag må I ikke udføre noget arbejde Forsoningsdagen var den 10. i 7. måned. Ligesom på de andre festdage, skulle der ikke arbejdes, og det synes at blive dobbelt understreget i dette tilfælde, idet ordene netop denne dag er tilføjet. Mennesket kan ikke bidrage noget som helst til forsoningen; den er helt igennem Guds værk. Ingen anstrengelse fra vor side, ingen bods-handling, kan lægge det mindste til dens effektivitet eller gøre os fortjent til at få del i den. Jesus har fuldendt værket; lad os tage imod det og hvile i den kendsgerning. HUSKEVERS: Romerbrevet 4:4-5 126 Tredje Mosebog 24 Ren olie af knuste oliven til lysestagen Lamperne på lysestagen inde i helligdommen skulle passes og forsynes med olie, for at de altid kunne brænde. Der måtte være lys hele tiden, det var "en eviggyldig ordning". Ligeledes måtte der aldrig mangle brød på bordet, der stod over for lysestagen; det var "en eviggyldig pagtsforpligtelse" at lægge nye brød frem hver sabbat. Først og fremmest er det Herren selv, der er lyset og brødet i Herrens hus. Men fordi han er i os, er vi også verdens lys. Det klareste lys stråler ofte fra dem, der "knuses" under forfølgelse og lignende. En gudsbespotter ville forvandle lyset til mørke, derfor må han fjernes fra Herrens folk (16). HUSKEVERS: Filipperbrevet 2:14-15 127 Tredje Mosebog 25:1-28 Da vil jeg byde min velsignelse at være hos jer Loven om sabbatsåret var godt for jorden, men en prøve for troen. Herren lovede en tredobbelt høst det sjette år, så de ikke manglede noget i sabbatsåret. Israel holdt tilsyneladende ikke sabbatsåret (Anden Krøn. 36:21); de magtede 42

ikke at give afkald på afgrøden. Det er trist, hvis vi går glip af Herrens velsignelse, fordi vi ikke kan give afkald. Ordningen med jubelåret skulle forhindre de rige i at samle sig store landejendomme på bekostning af de fattige. Den fattiges jord skulle sikres hans familie, selv om han i en årrække måtte undvære den. Den skulle altid vende tilbage til den oprindelige ejer eller hans arvinger i jubelåret. Landet tilhørte dybest set Herren. HUSKEVERS: Malakias 3:10. 128 Tredje Mosebog 25:29-55 De er mine trælle, som jeg førte ud af Egypten Disse bestemmelser gav beskyttelse til den fattige israelit, så han ikke skulle synke ned til almindelig trældom. Begrundelsen var, at han var Herrens træl ligesom alle de andre israelitter. De skulle derfor ikke undertrykke eller udnytte en fattig broder, men hjælpe ham, f.eks. med et rentefrit lån. De var allesammen Herrens trælle frelst ud af Egyptens trældom, og han var deres Gud - 4 gange bliver de mindet om dette (36,38,43,55). Som Herrens trælle må de adlyde hans ord og drage omsorg for de fattige. Vi er enten syndens trælle eller retfærdighedens trælle; vi tjener enten Satan eller Gud. Hvilken nåde, at vi ved troen på Jesus Kristus er blevet Herrens trælle, fri-gjorte fra syndens og Satans trældom. HUSKEVERS: Romerbrevet 6:22-23 129 Tredje Mosebog 26:1-22 Jeg opretter min pagt med jer 4-13 giver en dejlig beskrivelse af den velsignelse, Guds folk nyder, mens de er ham tro. Ingen fjende får lov til at gøre sig gældende; marken og vingården giver en overvældende stor høst; alt ånder fred, frugtbarhed og fryd. Men det gælder kun så længe, de holder Her-rens love og tilbeder ham. Vender de sig bort fra ham i ulydighed, bliver alt totalt forandret. I stedet for at nyde Herrens beskyttelse, lider de under hans tugt. Det er uundgåeligt, for Herren kan ikke opmuntre dem i deres synd ved at stå på deres side. Under den nye pagt er det ikke først og fremmest materielle goder, Herren velsigner sit folk med, men åndelige velsignelser, der varer evigt. HUSKEVERS: Romerbrevet 8:31-32 130 Tredje Mosebog 26:23-46 For deres skyld vil jeg huske på pagten med fædrene "Hvis I alligevel ikke hører på mig..." og lignende kommer gang på gang fra v. 18; advarslen er, at Herrens tugt bliver strengere og strengere, så længe Israel ikke lader sig tugte, men fortsætter i ulydig-hed og trods. Til sidst synes alt håb ude, landet vil blive lagt øde og de overlevende ført bort. Sådan gik det; Israel mistede landet og har lidt utroligt meget i fremmede lande. Men total undergang skulle 43

det ikke blive til p.g.a. Guds pagt med dem. Profetien ser frem til, at Israel i total afmagt en dag vil ydmyge sig og omvende sig til sin Gud. Så vil han huske pagten, og han vil tage imod dem som sit folk. Israel har en herlig fremtid (f.eks. Rom. 11:25-32). HUSKEVERS: 2. Timotheusbrev 2:13 131 Tredje Mosebog 27 Når nogen afgiver et særligt løfte til Herren... Et løfte om at give en gave til Herren måtte overholdes. Gjaldt det et menneske, var det i stedet for muligt at give penge efter en bestemt vurderingssum. Hannah indviede Samuel til Herren, før han blev født (Første Sam. 1:11); det førte til stor velsignelse for folket, at han ikke blev erstattet af en pengegave, men blev bragt til præsten Eli for at tjene ved Guds helligdom. Alle gaver i vers 1-29 var frivillige, ikke tvungne, men var de én gang lovet, var der ingen fortrydelsespara-graf. Det ville være at vise ringeagt for den hellige Gud. Har vi én gang overgivet os til Herren, er det utænkeligt, at vi vil lave om på en så alvorlig "pagt" med vor Herre og Frel-ser! HUSKEVERS: Salme 50:14 44

FJERDE MOSEBOG 132 Fjerde Mosebog 1:1-37 Hold mandtal over hele israelitternes menighed Denne folketælling var efter fædrenehuse. Et overhoved fra hver stamme hjalp til for at sikre, at ingen fremmed kom med, og at ingen født ind i familien blev overset, idet navn efter navn blev noteret. Det var en vigtig opgave, og overhovedernes navne er bevaret for os. Formålet med folke-tællingen var at udskille ikke-israelitter, for "en stor og broget flok" var fulgt med fra Egypten (Anden Mos. 12:38); dernæst at gøre Israel til en samlet enhed. De havde forladt Egypten som en skare trælle, der pludselig havde fået deres frihed, og de måtte blive forvandlet til en samlet hær, der under disciplin blev til en slagkraftig enhed, der kunne indtage det forjættede land. HUSKEVERS: Efeserbrevet 4:3,16. 133 Fjerde Mosebog 1:38-54 Levitterne skal lejre sig rundt om Vidnesbyrdets bolig Levitterne blev ikke talt med, fordi de ikke skulle bære våben og kæmpe i Israels hær. Deres opgave var at have tilsyn med vidnesbyrdets bolig (tabernaklet). Det var et stort ansvar, en hellig pligt, som de havde fået betroet, fordi de havde stået prøve efter Israels synd med guldkalven (Anden Mos. 32:26-29). Ingen anden måtte røre de hellige ting; de stod under levitternes varetægt både på rejse og i lejren. Guds helligdom var så-ledes centrum i deres liv og tjeneste. Under den nye pagt er den nære adgang til Gud ikke forbeholdt nogle få udvalgte. Vi har alle lige adgang til Guds trone, dersom vi er født på ny ved tro på Jesus Kristus, men vi har forskellige opgaver. For os alle burde Herren dog være centrum i vort liv. HUSKEVERS: 2. Timotheusbrev 1:9. 134 Fjerde Mosebog 2 Levitternes lejr er i midten af lejrene Åbenbaringsteltet var helt i centrum, for levitterne lejrede sig rundt om det. Der skulle herske fuldkommen orden i Israels lejr, både når de opholdt sig et sted, og når de var på vej. Herren bestemte de forskellige stammers placering. Juda førte an med den største lejr på ialt 186.400 mand, og når vi husker, at hans navn betyder taksigelse eller lovprisning (Første Mos. 29:35), er det ikke uden betydning! Midt imellem de fire lejre var Åbenbaringsteltet omgivet af de vog-tende levitter. Det var godt beskyttet på rejsen af de hærafdelinger, der gik foran og bagved. Det var også det åndelige midtpunkt i Israel og tegnet på, at Herren var midt iblandt dem. HUSKEVERS: Esajas 12:6. 45

135 Fjerde Mosebog 3:1-26 Levitterne skal tilhøre mig Da Herren dræbte alle Egyptens førstefødte, skånede han Israels førstefødte p.g.a. lammets blod på dørstolperne (Anden Mos. 12:7,13), og derfor tilhørte de ham på en ganske speciel måde. Nu bestemmer Herren, at levitterne skal erstatte de førstefødte og blive hans særlige ejendom. Han giver dem til præsterne (Aron og hans sønner), så de kan gå dem til hånde med arbejdet ved Herrens bolig. Initiativet er hos Herren og ikke hos levitterne. Mon Jesus har dette forhold i sinde, når han i sin ypperstepræstelige bøn taler om, at Faderen har givet ham disciplene. Vi er givet ham til tjeneste. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 17:6,18. 136 Fjerde Mosebog 3:27-51 Moses tog frikøbspengene for dem, der oversteg antallet Frikøbs- (løse-) pengene her har ikke noget at gøre med synd. Det er en betaling til dækning af fritagelse fra tjeneste ved tabernaklet. Levitterne erstattede de fleste førstefødte, og de overskydende måtte betale 5 sekel hver. Det var ikke en frivillig betaling, ligesom levitterne ikke frivilligt gav sig til Herrens tjeneste. Herren havde ret til dem, de var hans, og han bestemte over dem; men samtidig var det et privilegium at blive udtaget til tjeneste. Det samme gælder for os alle, der tjener Herren. Paulus vidste, at Herren havde bestemt hans tjeneste. HUSKEVERS: 1. Korinterbrev 9:16. 137 Fjerde Mosebog 4:1-20 Så de kan bevare livet og ikke dø De opgaver, de tre grene af levitternes familier fik overdraget (skildret kort i kap. 3) uddybes i detaljer her. Kehatitterne skulle bære de højhellige ting i åbenbaringsteltet, men da de ikke var præster, måtte de ikke se dem. Præsterne dækkede dem til først. Advarslerne om døden må have fået kehatitterne til at bæve, når de nærmede sig de hellige ting, og nøje følge præsternes anvisninger. De må have følt sig så nær Gud, og dog helt afskåret fra ham! Så meget betyder Jesu blod, at vi med frimodighed får lov at træde helt frem for Gud i Jesu navn. Lad os da ikke gøre det som en selvfølge, men i dyb taknemmelighed og anerkendelse af, hvor stort et under det er. HUSKEVERS: Efeserbrevet 3:12 138 Fjerde Mosebog 4:21-49 De blev mønstret, sådan som Herren havde befalet Moses Gershonitterne skulle bære tæpperne og omhænget, alle de bløde ting, medens meraritterne havde ansvar for tabernaklets skelet. Alt var bestemt og ordnet, 46

hver enkelt fik tildelt sit ansvar og arbejdede under tilsyn af præsterne. Menigheden sammenlignes med et leg-eme eller en bygning med Kristus som hoved. De forskellige lemmer må holde sig til deres egen funktion, ellers bliver legemet sygt; hvis stenene i bygningen ikke bliver, hvor de er sat, ødelægges bygningen. Lad os huske på, at vi ikke er uafhængige enkeltpersoner, men en del af menigheden, hver især sat til at fungere til bedste for alle. HUSKEVERS: 1. Korinterbrev 12:18. 139 Fjerde Mosebog 5 Så de ikke gør lejren uren hos dem, jeg bor iblandt Alt urent skulle fjernes fra lejren, fordi Herren boede der midt iblandt sit folk. Hvor meget mere må vi ikke være på vagt over urenhed i vort legeme og sind, når Helligånden bor i os! Ved at synde mod en an-den, forbryder vi os mod Herren. Derfor er det ikke nok at yde den forurettede erstatning; forholdet til Herren må også bringes i orden (6-8). Loven om mistanke for utugt viser, at utroskab i ægteskabet er en alvorlig synd i Guds øjne. I et harmonisk ægteskab kunne en sådan mistanke ikke opstå med de ydmygende konsekvenser også for en uskyldig kvinde, selv om hun ikke ramtes af forbandelsen. Det gælder om at værne om ægteskabets kærlighedsbånd. HUSKEVERS: 1. Korinterbrev 3:16-17. 140 Fjerde Mosebog 6 Herren velsigne dig og bevare dig Nasiræerne tilhørte Guds folk i forvejen, men de ønskede at overgive sig til Herren på en særlig måde - vie sig til ham fuldt og helt. Det burde være naturligt for alle kristne at være "nasiræere" i denne forstand; men hvor mange af os holder igen og giver kun Gud et mini-mum i stedet for et maksimum? Nasiræeren indviede sig frivilligt, men havde han gjort det, var han bundet af sit løfte. Formuleringen af velsignelsen i 24-27 understreger, at det er Herrens nærhed og Herrens gunst, der bringer velsignelse. I Kristus Jesus alene findes den sande velsignelse, for ved ham kan vi komme Gud nær. HUSKEVERS: Efeserbrevet 1:3 141 Fjerde Mosebog 7:1-47 Tag imod disse ting fra dem, for de skal bruges Havde lederne lagt mærke til, at der ville blive brug for vogne til at flytte tabernaklet, og netop derfor bragte disse ting? Det kunne se ud til det. De havde ikke selv lov til at gøre dette arbejde, men de bragte deres bidrag til Moses, så han kunne uddele vognene til dem, der havde fået det privilegium og ansvar. Levitterne fik tildelt vognene efter behov; de skulle bruges og ikke udstilles som i et museum til ros for giverne. Gaverne til Guds rige skal ikke 47

nødvendigvis være ano-nyme - det var de ikke her - og hovedsagen er, at der gives, hvad der er brug for, og at alt bruges til Herrens ære. HUSKEVERS: 2. Timotheusbrev 2:21 142 Fjerde Mosebog 7:48-89 Det var gaverne fra Israels høvdinge til alterets indvielse Gentagelsen af listen over gaverne hver eneste dag understreger højtideligheden ved alterets indvielse. Det var ikke noget, man hastede sig igennem. Vægten og indholdet af de forskellige ting er omhyggeligt noteret. Øversterne forsøgte ikke at overgå hinanden eller at slip-pe billigere; deres gaver var nøjagtig ens, som om der var regnet ud, hvad der var brug for, og så kom de med hver sin andel. Læg også mærke til, hvor mange dyr, der måtte ofres dag efter dag for at indvie alteret: 3 stk. til brændoffer, 1 stk. til syndoffer, og ikke færre end 17 stk. til måltidsoffer (også kaldet takoffer); det viser, at det var festlige dage. HUSKEVERS: Filipperbrevet 2:3-4 143 Fjerde Mosebog 8 Levitterne rensede sig for synd og vaskede deres tøj Lamperne skulle sættes på lysestagen således, at de gav mest muligt lys. Det minder om Jesu ord, at vort lys i form af gode gerninger skal skinne for menneskene, så de priser Gud (Matt. 5:16). Levitterne måtte igennem en grundig renselsesproces med både vand og blod, før de var skikket til tjeneste i Guds hus. Vi skal ikke tage det som en selvfølge, at vi kan bruges i Herrens tjeneste, men spørge os selv: er vi rene nok? Selvfølgelig skal vi ikke være opslugt af selvransagelse, men den er alligevel gavnlig ind imellem. Vi må til stadighed lade Ordet gøre sin rensende gerning i os og takke Gud, at Jesu blod fortsætter med at rense os fra al synd. HUSKEVERS: 2. Timotheusbrev 3:16-17. 144 Fjerde Mosebog 9 På Herrens befaling brød de op Et år var gået siden den første påske, udgangen fra Egypten, som kunne betegnes som nationens fødselsdag, og den blev fejret. Moses var folkets leder, men han lod sig lede af Herren. Han forsøgte ikke selv at løse problemet med dem, der ikke kunne fejre påsken i rette tid, men bad dem vente, indtil han fik Herrens befaling om det. Sky-støtten gjorde det også klart, at det var Herren, der bestemte rejsens gang. Det siges gentagne gange fra vers 17-23, at de rettede sig efter skyen over boligen. Når som helst den flyttede sig, brød de op og rej-ste efter den. Måske ønsker vi, at vi havde noget så konkret som en synlig 48

sky at se på; men vi har noget langt bedre: Guds Ånd i vort indre. HUSKEVERS: Romerbrevet 8:5 145 Fjerde Mosebog 10 Herrens pagts ark brød op og gik foran dem Det må have været en spændende begivenhed, da skyen løftede sig fra Vidnesbyrdets bolig som tegn på opbrud. Israel havde været ved Sinaj næsten et år; opholdet havde været nødvendigt for at modtage loven, få Herrens bolig lavet, o.s.v. Nu blev der blæst alarm med de to sølvtrompeter, og Judas lejr brød op. De andre fulgte efter i fuld-kommen orden, efterhånden som trompeterne kaldte dem frem. Man kan spørge, om Moses havde brug for sin svigerfars kendskab til ørkenen, når han havde Herren; mon ikke det netop er en bekræftelse på, at Herrens lederskab ikke er noget mekanisk, der klarer alle detaljer uden om os. Vi skal bruge vore muligheder for at finde vej, men altid underordnet Herrens vilje. HUSKEVERS: Salme 32:8. 146 Fjerde Mosebog 11 Vi har mistet appetitten, for vi ser ikke andet end manna. Det er en skurrende modsætning til det herlige opbrud, at folket tilsyneladende ret snart begyndte at knurre. De var utilfredse med forholdene. De blev smittet af den flok ikke-israelitter, der var fulgt med dem, og begyndte at sammenligne den dejlige mad, de mente, de fik i Egypten, med mannaen, som de spiste nu. Det var sikkert en afspejling af deres forhold til Herren, at mannaen, han dagligt gav dem, var blevet kedelig. Hvor forfærdeligt, hvis vi finder Bibelen, Guds Ord, kedelig, for i den møder vi det levende brød fra Himmelen - der findes intet bedre. Moses følte sig helt knust af det utilfredse folk, og Herren forstod ham og gav ham hjælpere. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 6:51 147 Fjerde Mosebog 12 "Har Herren kun talt til Moses?"... Det hørte Herren Var det svært for Mirjam, at "lillebror" Moses var blevet så stor? Men han var ikke stor på det - Herren havde gjort ham til det, han var, og bevarede ham sagtmodig. Da hun og Aron kritiserede ham og påstod, at de kendte Herren lige så godt som han, står der: "Det hørte Herren". Lad os huske det, når vi får lyst til at kritisere og nedsable en Herrens tjener for derigennem at ophøje os selv. Den ånd er ikke fra Gud. Tværtimod virker Kristi Ånd, at vi agter hinanden højere end os selv. Herren ikke blot vedkendte sig Moses, men understregede, hvor intimt hans forhold til Gud var - det var "ansigt til ansigt". Moses gik i forbøn for Mirjam; han gengældte ondt med godt! HUSKEVERS: Filipperbrevet 2:3-4 49

148 Fjerde Mosebog 13 Vi kan ikke drage op mod det folk, for de er stærkere Spejderne fandt landet fuldt ud så frodigt og godt, som Herren havde sagt, men det var beboet af andre folk, som de mente var for stærke til, at Israel kunne besejre dem. Det slog dem helt ud. Kaleb havde set det samme, men drog den modsatte konklusion; han opfordrede til at drage op og erobre landet; det kunne de "sagtens!" Hans frimodighed var ikke overmod, men tro på Herren; de andres tøven var ikke beskedenhed, men vantro. Herren havde ikke bragt dem ud af Egypten for at narre dem med løftet om et frodigt land, de ikke kunne erobre. Det værk, han har begyndt i os, er han fuldt ud i stand til at fuldende (Fil. 1:6). HUSKEVERS: 1. Thessalonikebrev 5:24 149 Fjerde Mosebog 14:1-19 Gør ikke oprør mod Herren Israels menighed lyttede mere til de 10 spejderes rapport end til Josva og Kaleb, der havde tillid til Herren. Derfor mistede de modet og ønskede at vende tilbage til Egypten, da vejen frem syntes dem for svær. De havde ondt af sig selv, men Herren blev vred; deres mismod udsprang af vantro på trods af alt, hvad han havde gjort for dem. Han ville udrydde dem og gøre Moses til et stort folk i deres sted. Moses viser sand storhed i sin inderlige forbøn for dem; han tager sit udgangspunkt i Herrens åbenbaring af sig selv (Anden Mos. 34:6-7). Det er nemt at fordømme israelitterne, men lad os vogte os selv fra at lukke mismod ind; Herren formår at lede os fremad. HUSKEVERS: Markus 9:23-24 150 Fjerde Mosebog 14:20-45 I morgen skal I bryde op og begive jer ind i ørkenen "På din bøn vil jeg tilgive dem", sagde Herren til Moses, men alligevel fik deres vantro knurren alvorlige konsekvenser. Nationen som sådan blev reddet, men indtagelsen af landet blev forsinket i 40 år, mens den vantro generation omkom i ørkenen. De ville opleve, hvad de knurrende havde sagt ville ske! Da det gik op for dem, hvad de havde mistet, vendte de om og drog imod fjenden, men det skete i ulydighed og afslørede, at de stolede på sig selv og ikke på Herren. Deres hjertes indstilling var ikke forandret (se Hebr. 3:18-19). HUSKEVERS: Hebræerbrevet 3:13-14 151 Fjerde Mosebog 15 De får tilgivelse; det var jo uforsætligt Efter tragedien i sidste kapitel, er Herrens første ord en opmuntring: "Når I kommer ind i det land...". Fremtiden er i Herrens hænder, og han har ikke 50

opgivet at bringe sit folk ind i landet. Syndofferet var for uforsætlige synder. 7 gange bruges dette ord fra 22-29. Ved at bringe et syndoffer erkendte den skyldige sin synd, og søgte og fik tilgivelse, for "det var jo uforsætligt". Man kunne ikke synde med vilje og trøste sig med, at man bagefter kunne bringe et syndoffer og få tilgivelse. Det var at lade hånt om Herrens ord. Manden, der sankede brænde på sabbatten, er et afskrækkende eksempel. Hebr. 10:26-29 taler alvorligt til os, som lever under den nye pagt. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 10:35-36. 152 Fjerde Mosebog 16:1-17:5 Den, Herren så udvælger, er den hellige Oprørerne beskyldte Moses og Aron for at ophøje sig selv, og de gjorde krav på at være lige så hellige. Kora var levit, men den ære var ham ikke nok - han begærede præsteværdigheden. Hvor misundelse får fodfæste, bliver vi aldrig tilfredse, for der er altid nogle, der har det bedre end os, synes vi da! Oprørerne tænkte ikke på, hvor byrde-fuldt et ansvar Moses havde. Moses havde måttet bøje sig for Her-rens udvælgelse (Anden Mos. 3 og 4); ved at gøre oprør imod ham, gjorde de oprør imod Herren. De havde udvalgt sig selv, og Herren forkastede dem. HUSKEVERS: 2. Korinterbrev 10:18. 153 Fjerde Mosebog 17:6-28 Gå så hurtigt hen til menigheden og skaf dem soning Moses og Aron viser sig som Herrens sande udvalgte, idet de skynder sig at skaffe det knurrende folk soning. Ypperstepræsten Aron står mellem døde og levende med den duftende røgelse, et levende billede på vor Herre Jesus Kristus, som har sonet vor synd, og som går i forbøn for os. Arons blom-strende stav bekræftede, at han var Guds udvalgte. Vers 27-28 (gl.o.12-13) viser, at det var ved at gå op for israelitterne, at Herren var utilnærmelig for en lægmand, og de led sikkert også under dødsdommen som følge af op-røret under spejderne (kap. 14). Men Arons blomstrende stav burde have opmuntret dem: han havde lov, ja pligt, til at komme Herren nær til bedste for dem. HUSKEVERS: 1. Johannesbrev 2:1-2 154 Fjerde Mosebog 18 Jeg giver jer præstetjeneste som gave Kapitlet taler om pligter og rettigheder, men de omtales allesammen som gaver, se vers 6,7,8 o.s.v. Arons præstetjeneste med alle dens pligter og opgaver var en gave til ham fra Herren. Levitterne var også givet ham af Herren, for uden deres hjælp ville han ikke kunne overkomme hele arbejdet. Den del af israelitternes ofre og gaver, som præsterne og levitterne fik, var givet dem af Herren. De fik 51

dem ikke som løn, de havde krav på, men som gaver. Herren skyldte dem ingenting, men han drog omsorg for dem. Ligeså er alt, hvad vi får fra Gud, en gave. Pinsedag mindes vi specielt Herrens gave til menigheden, Helligånden, som sætter os i stand til at tjene Gud. HUSKEVERS: Apostlenes gerninger 2:38-39. 155 Fjerde Mosebog 19 Han skal rense sig for synd med asken Forberedelsen af renselsesvandet fra asken af et syndoffer, en lydefri rød ko, understregede, hvor smitsom urenhed var. Præsten blev uren ved sin medvirken (7), ligeså manden, der brændte koen (8), og han, der opsamlede asken (10). Men renselsesvandet var "rent", og det skulle bruges for at rense fra urenhed i forbindelse med dødsfald. Enhver kontakt med døden forårsagede besmittelse; den, der således var blevet uren, måtte stænkes med renselsesvandet den 3 og 7. dag, så blev han ren. Vi kan nemt blive besmittet her i verden uden at be-gå bevidst synd og behøver renselse til stadighed. Lad os takke Herren for Kristi fuldkomne offer, der formår at give os en ren samvittighed. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 9:13-14 156 Fjerde Mosebog 20 Du skal få vand ud af klippen til dem Næsten 40 år er forbigået i tavshed; det er den ny generation, der nu kives med Moses og holder ham ansvarlig for alle deres trængsler i ørkenen. Det er ikke underligt, at Moses bliver oprørt og lader sin vrede komme til udtryk ved klippen. Men Gud havde villet give dem vand uden bebrejdelse (8). Som Guds repræsentant havde han det store ansvar at afspejle Guds sind over for folket. Da han vrissede ad dem, gav han et forkert indtryk af Gud, og det var det, der var hans store fejl, og som bedrøvede Gud (se Sl.106:32-33). Det var første gang, men det kostede ham landet. Hans fejltrin fik så overvældende konsekvenser, fordi hans privilegium som Guds ven var så stort. HUSKEVERS: Efeserbrevet 4:30. 157 Fjerde Mosebog 21 Undervejs mistede folket tålmodigheden og talte mod Gud Israel var åbenbart slået ind på en omvej for at undgå Edoms land. Det var en skuffelse at skulle gå de ekstra kilometer, nu de endelig nærmede sig Kana'ans land, og de blev utålmodige. Vi betragter måske ikke utålmodigheden for en stor synd, men den gjorde israelitterne utilfredse og knurrende, så de foragtede det brød, Herren havde givet dem. Utålmodigheden kvæler taknemmelighed. Den bragte dødbringende giftslanger over Israel. Da de nåede rundt om Edom, ønskede de at gå fredeligt igennem amoritternes land, men fik ikke lov til det. 52

Herren ville dog ikke tillade amoritterne at spærre vejen til det forjættede land, og de blev slået i kampen. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 3:14-15 158 Fjerde Mosebog 22:1-21 Du må ikke forbande folket, for det er velsignet Bileam havde ry for sin magt til at velsigne eller forbande, og Balak ønskede en effektiv forbandelse udtalt over Israel, så han kunne slå dem. Men Gud forbød ham at forbande sit folk, "for det er velsignet". Anden gang Balak sendte bud til Bileam, søgte han igen at få lov til at imødekomme Balaks ønske. Han er en mærkelig skikkelse, og Judas` Brev 11 gør det klart, at det var ønsket om jordisk berigelse, der beherskede ham. Havde han haft virkeligt samfund med Herren, som man kunne forvente af en profet, havde han været helt klar over, at det var oprør imod Gud at forsøge at forbande et folk, som Herren havde erklæret for velsignet. HUSKEVERS: Romerbrevet 8:31 159 Fjerde Mosebog 22:22-41 Jeg har stillet mig i vejen for dig Bileam havde fået tilladelse til at rejse, men det er tydeligt fra fortsættelsen, at det var en tilladelse, han havde tigget sig til, for Herren siger klart: "Din rejse er overilet og imod min vilje" (se Anden Peter 2:15-16). Det var utvivlsomt Bileams hensigt at behage Balak ved at forbande Israel, for det var Balaks belønning, han higede efter. Derfor var han kommet bort fra Herrens vilje. Hans oplevelse på vejen skulle have overbevist ham om, at det var farligt at gå imod Herrens vilje, og at Herren med magt kunne forhindre ham i at forbande Israel. Lad os ikke bede Herren om lov til at gå vor egen vej, men om klarhed over hans vej. HUSKEVERS: Salme 119:35-36. 160 Fjerde Mosebog 23 Spådomskunst udretter intet mod Jakob Man kan fornemme Bileams strid for at forbande Israel, men det nytter ikke noget. Her er et eksempel, hvor en profet bliver tvunget til at udtale ord imod sin vilje. Hvor ville han gerne have forbandet Israel, men han kunne simpelthen ikke, han måtte velsigne! Han erfarede, at trolddom var magtesløs imod et folk, som Herren velsignede. Det er et underligt spil, Bileam spiller. "Jeg vil gøre alt, hvad Herren siger", sagde han til Balak, men han kunne have tilføjet: "Jeg gør alt, hvad jeg kan, for ikke at gøre det; lad os forsøge endnu engang, om det kan lykkes!" Israel behøver ikke at frygte den ondes forbandelse, så længe Gud velsigner dem. HUSKEVERS: 5 Mosebog 23:5-6. 53

161 Fjerde Mosebog 24 En stjerne træder frem fra Jakob Var Bileams ændrede fremgangsmåde i vers 1 et forsøg på at undslippe Herren? Det lykkedes i hvert fald ikke, for Guds Ånd kom over ham, og han gav en beskrivelse af Israel under Guds velsignelse, som kun kunne ses med troens øjne. Oven i købet udtalte han en vel-signelse over dem, der velsignede Israel, og en forbandelse over dem, der forbandede det (9), en forbandelse, som kom til at ramme ham selv (se 4Mos. 31:8). Guds suverænitet viser sig stærkt i denne usym-patiske profet, for det er fra hans mund, vi får endnu en profeti om den kommende Konge, Jakobs stjerne, Israels herskespir (vi har haft: FørsteMos. 3:15 og 49:10). Selv en Bileam må tjene Gud. HUSKEVERS: Matthæusevangeliet 2:2,6. 162 Fjerde Mosebog 25 Jeg skænker ham min fredspagt Denne tragedie var Bileams værk (se 4Mos. 31:16); det lykkedes ham trods alt at skade Israel, men det var aldrig sket uden Israels medvirken. Herren havde vendt Bileams forbandelse til velsignelse; fjenden kunne intet udrette imod dem, indtil de selv åbnede deres hjerter for syndens lyst (vist så klart i Bunyans mesterværk: "Den hellige Krig"). Pinehas viste forståelse for øjeblikkets alvor og det drastiske skridt mod den udfordrende israelitiske mand, der var nød-vendigt. Hans prompte handling reddede folket fra Herrens tilintetgørende vrede og vandt ham "fredspagten", dvs. præsteskabet. Han kunne formidle den, fordi han havde forstået at dømme synd. HUSKEVERS: Esajas 53:5 163 Fjerde Mosebog 26:1-34 Jorden åbnede sit gab og slugte dem Der var nogle familier, der ikke kom med i denne folketælling; Datan og Abiram havde gjort oprør imod Moses (kap. 16). "Vi kommer ikke!" havde de sagt, da Moses sendte bud efter dem. De ville ikke bøje sig under hans lederskab. Så kom Moses ud til dem i stedet for; men det var for at udtale Herrens dom, og de og alt deres blev opslugt af jorden. De fandtes ikke mere iblandt Guds folk; først ville de ikke, nu kunne de ikke, og de havde mistet deres plads for bestandig. Den eneste plads, de havde i folkeregistret var en notits om deres oprør og udryddelse. Lad os vogte os for en oprørsk ånd, den er ikke til at spøge med (Første Samuel 15:23). HUSKEVERS: 1. Petersbrev 5:5 54

164 Fjerde Mosebog 26:35-65 Der var ikke andre tilbage af dem end Kaleb... og Josva En hel generation var gået til grunde i de 40 år, ørkenvandringen havde varet. De ville ikke gå ind i landet, da de nåede dertil, men luk-kede frygt og vantro ind. Det gik dem, som de frygtede, og de om-kom i ørkenen. Men der var to undtagelser: Josva og Kaleb. Gud syn-es altid at have sine "undtagelser", som han kan gå videre med, og med hvem han kan gennemføre sin vilje. Hvor tit tales der ikke om en "rest", som er anderledes end de andre, der gik til grunde i vantro; "undtagelserne", "de få", der ikke gik med i det almindelige frafald, men fortsat troede på Gud og viste det i deres liv. Lad os bede om nåde til at være iblandt dem, selv om mange falder fra! HUSKEVERS. Åbenbaringen 3:4-5 165 Fjerde Mosebog 27 Måtte Herren... indsætte en mand over menigheden Moses' død nærmer sig. Han vil ikke få lov til at gå ind i landet, men kun se ud over det, og der lægges ikke skjul på, at det er en straf (14). Er det ikke stort, at Moses ikke fortaber sig i denne for ham menneskeligt set katastrofe; han er hverken bitter på Gud eller knust under selvbebrejdelser. Han er løst fra sin egen skæbne og optaget af Guds folk - hvem skal erstatte ham, så de ikke efterlades uden en leder? Herren udpeger Josva, som har vist sig tro gennem de mange år i ørkenen; men han kan ikke være som Moses. Moses har kendt Gud ansigt til ansigt; Josva behøver ypperstepræsten Eleazars hjælp til at finde Herrens vilje. Er vi kun optaget af vor egen frelse, eller ligger menighedens vel på vort hjerte? HUSKEVERS: Romerbrevet 15:2 166 Fjerde Mosebog 28 To årgamle, lydefri lam om dagen som dagligt brændoffer Hver eneste dag skulle israelitterne ofre 2 lam til Herren, et om morgenen og et om aftenen. Hver sabbat skulle de foruden ofre 2 andre lam; hver den første var der flere ofre (11,15), allesammen foruden det sædvanlige dagoffer. Festerne ved påsken (16-25) og førstegrøden (26-31) havde også deres specielle ekstra ofre. Deres tilværelse var gennemsyret af ofre, både til hverdag og fest. Alle disse ofre peger frem mod Jesu Kristi offer én gang for alle. Derfor skal vi ikke bringe sådanne ofre, men Gud må have sin del hos os både til hverdag og fest, både morgen og aften. Da takker vi ham for Jesu Kristi offer, overgiver os på ny til ham og beder om nåde og tilgivelse, så vi må blive bevaret i samfund med ham. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 13:15-16. 55

167 Fjerde Mosebog 29 I må ikke udføre noget arbejde Fælles for alle fester var, at intet arbejde måtte udføres; alle andre pligter lagdes til side, alle samlede sig om Herren. "Festen" den 10. var i virkeligheden en faste; det var forsoningsdagen, hvor ypperstepræsten denne ene gang om året gik ind bag forhænget og stænkede offerblod på sonedækket oven på arken (se Tredie Mos. 16). Intet arbejde kunne skaffe denne forsoning, kun dyrets blod! Løvhyttefesten mindede om Israels vandring fra Egypten til Kana'an. Det skyldtes Gud alene, at Israel ikke gik til grunde under denne vandring; det var hans værk. Israels historie er et billede på den kristnes historie - lad os ikke forsøge at gøre et arbejde, som Gud har gjort for os ved Jesu død. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 4:10. 168 Fjerde Mosebog 30 Han må ikke bryde sit ord Et løfte var givet frivilligt; men var det aflagt, var det bindende, også efter at øjeblikkets begejstring eller pres var forsvundet. En kvinde kunne også aflægge et løfte, men på grund af mandens førende stilling i huset, havde han dog mulighed for med det samme at erklære det for ugyldigt, uden at det fik følger for hende. Det kan være, hun undertiden kunne være taknemmelig for denne frigørelse fra et for rask aflagt løfte! Var der det rette kærlighedsforhold mellem mand og kvinde, skabte begrænsningen i hendes ansvar intet problem. Sådan var det israelittiske samfund. Når Jesus tager spørgs-målet om eder op, gør han gældende, at et blot og bart ord burde være helt pålideligt, uden at der føjes eder til. HUSKEVERS: Matthæusevangeliet 5:37. 169 Fjerde Mosebog 31:1-24 Skaf israelitterne hævn over midjanitterne Bileam fik ikke lov til at forbande Israel, men han fandt en udvej til at volde dem stor skade ved at friste dem til at bryde deres Guds lov. Hans råd til Midjan lykkedes, og Israels troløshed bragte Herrens vrede over dem. Det er baggrunden for denne hævnaktion. Midjanitternes tilstedeværelse var en trussel mod Israels identitet som Guds folk. Her var det ikke muligt at slutte fred, og på Herrens befal-ing drog israelitterne ud til kamp. De sejrede, men de havde svært ved at gennemføre aktionen drastisk nok (14-17). Det er vigtigt at fastholde, at dette ikke var nogen personlig hævnaktion, men Herrens dom over midjanitterne. For israelitterne var det en kamp mod dem, der havde fristet dem til utugt. HUSKEVERS: 1. Petersbrev 2:11 56

170 Fjerde Mosebog 31:25-54 Vi har holdt mandtal, og der mangler ingen Det officielle bytte fra midjanitterne blev fordelt efter Herrens ord, så alle fik andel deri. Præsterne modtog afgiften fra den halvdel, solda-terne beholdt, mens afgiften fra folkets halvdel tilfaldt levitterne. Da hærførerne opdagede, at de ikke havde mistet en eneste soldat i kampen, kom de med det private bytte, de hver for sig havde tilegnet sig. De indså, at de havde været under Herrens beskyttelse og bragte ham denne gave som en erkendelse af, at æren tilhørte ham. I den åndelige kamp må vi tage den rustning på, som Gud har givet (Efes. 6). Det er kun i kraft af ham, at vi kan sejre. Derfor tilhører al æren ham. HUSKEVERS: 1. Korinterbrev 15:57-58. 171 Fjerde Mosebog 32 Lad dine tjenere få dette land til ejendom Rubenitterne og gaditterne fik lyst til at slå sig ned i det erobrede land, fordi det egnede sig til deres store hjorde. Det har måske i første instans ikke været deres mening at rejse videre; men de indså, at det var rimeligt, at de hjalp resten af folket til at indtage landet på den anden side Jordan, og de lovede at gøre det; men de holdt fast ved landet øst for Jordan som deres arvelod. Det var prisværdigt, at de gik med; men det er et spørgsmål, om de ikke havde gjort bedre i at tage deres familier og ejendele med og se frem til at arve blandt de andre stammer i Kana'ans land. I hvert fald må vi i åndelig henseende ikke slå os ned på halvvejen, men med Paulus til stadighed jage mod målet. HUSKEVERS: Filipperbrevet 3:13-14 172 Fjerde Mosebog 33:1-37 De brød op fra... og slog lejr i... Listen over Israels lejrpladser er som et lille overblik over deres erfaringer og ligner rejsen gennem livet. Der var det spændende opbrud fra Ramses, den endelige frigørelse fra trældomsårene; angsten ved Pi-ha-Kirot; knurren ved Mara; vederkvægelsen ved Elim; kampen ved Refidim o.s.v. Ind imellem disse kendte navne er der de mange ukendte, der ikke gav anledning til nogen beretning. I vort liv kan disse sammenlignes med de mange, mange "hverdage", hvor der ikke sker noget opsigtsvækkende, men som er en væsentlig del af livet. Vi må vandre støt fremad også i hverdagen for at nå målet, og ikke stagnere undervejs. HUSKEVERS: Lukasevangeliet 16:10. 173 Fjerde Mosebog 33:38-56 I skal erobre landet og bosætte jer i det Vi er nået til ørkenvandringens sidste år. Aron er død, og folket flytter fra 57

lejrplads til lejrplads stadig nærmere landet; de endeløse cirkler i ørkenen er forbi, målet står atter klart foran. Lejren på Moabs sletter var den sidste, før indvandringen til Kana'an, og Moses indskærper på Herrens bud israelitterne deres opgave i Kana'an. Det er total udryd-delse, så de fordærvede beboere med deres korrupte religioner ikke får mulighed for at besmitte israelitterne. Herren har ventet længe, lige fra Abrahams tid; nu er målet for amoritternes synd fuldt, og dommen må falde (Første Mosebog 15:16). HUSKEVERS: Kolossenserbrevet 1:12-13 174 Fjerde Mosebog 34 Kana'ans land i hele dets udstrækning Landets grænser fastsættes, før israelitterne har erobret noget af det, og fordeling mellem stammerne planlægges i tro. Vestgrænsen er den nemmeste at følge - det var Middelhavet; østgrænsen var: Salthavet, Jordanfloden o.s.v. (se et bibel-atlas). De erobrede aldrig det hele; selv under David og Salomo, hvor riget var størst, holdt filis-trene fast ved deres kystområde, ligesom Tyrus og Sidon gjorde læng-ere mod nord. Grænserne er gentaget så sent som hos Ezekiel (47:15-20); Herren står stadig ved dem. Det er spændende at følge Israels grænser i vore dage på baggrund af denne beskrivelse. Der er stadig strid om dem. Men vort "Kana'an" er Kristus! HUSKEVERS: Kolossenserbrevet 2:9-10. 175 Fjerde Mosebog 35 Drabsmanden skal nemlig blive i sin tilflugtsby Gud havde sagt til Noa, at menneskers blod skulle hævnes ved morderens død, fordi mennesket er skabt i Guds billede (9:5-6). Her gælder samme princip; landets blodskyld kan kun sones ved morder-ens blod (31-33). Så opstår problemet, hvor en mand dræber en an-den ved et ulykkestilfælde; drabsmanden er på en måde uskyldig, og dog er der udgydt blod, som kræver hævn. Da kunne han flygte til en af 6 tilflugtsbyer, hvor han var under ypperstepræstens beskyttelse fra blodhævneren. Han kunne ikke købe sig fri, men måtte blive der. Vi har også et tilflugtssted, Jesus vor Ypperstepræst, hvor vi har søgt redning. Syndens løn, døden, kan ikke kræves af os, så længe vi bliver der. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 6:18-20. 176 Fjerde Mosebog 36 (De) gjorde, som Herren havde befalet Moses Her er et eksempel på, hvordan lovene blev udbygget, når et konkret problem opstod. Selofkads døtre havde fået arveret efter deres far, fordi der ingen søn var; hvis de giftede sig ind i en anden stamme, ville arven følge med. Herren godkender gileaditternes iver efter at bevare arven inden for Manasse stamme, 58

som de hørte til, og bekræfter, at en arvelod ikke må flyttes fra stamme til stamme. Arveberettigede kvinder må derfor gifte sig inden for deres egen stamme. Selofkads døtre er et eksempel til efterfølgelse, idet de gjorde, som Herren sagde, og de gik ind under denne begrænsning. Det kom de sikkert ikke til at fortryde. HUSKEVERS: Romerbrevet 16:19. 59

FEMTE MOSEBOG 177 Femte Mosebog 1:1-18 I skal høre begge parter og dømme retfærdigt Femte Mosebog er som en pause ved indgangen til det forjættede land, mens den store leder Moses siger sit sidste farvel til Israel; han har meget på hjerte. Han formaner dem på baggrund af erfaringerne i de forløbne 40 år. Så længe har de været om at tilbagelægge en strækning, der kunne gøres på 11 dage (2). Rejsen begyndte med det mål for øje, at indtage kana'anæernes land (7-8). Moses minder dommerne om deres udnævnelse og pligter, specielt aktuelt nu han selv må forlade dem. Han indskærper dem ikke at vise personsans-eelse, men at undersøge kendsgerningerne grundigt hos begge de implicerede og derefter dømme retfærdigt. Vi kan umuligt dømme retfærdigt, hvis vi ikke har alle oplysningerne. HUSKEVERS: 1. Korinterbrev 6:1,7. 178 Femte Mosebog 1:19-46 Trods det ville I ikke tro på Herren jeres Gud Moses minder om, hvad der skete, da de nåede frem til landet for næsten 40 år siden. Spejdernes rapport bekræftede dets frugtbarhed, men tog modet fra folket angående indbyggernes styrke og befæstede byer. Herrens omsorg i ørkenen var ikke nok til at vække deres tro på, at han også ville føre dem ind i landet. De ville ikke tro, og de blev dømt til at omkomme i ørkenen. Da de ombestemte sig var det for sent, og deres egenrådige forsøg på at ændre deres skæb-ne bekræftede blot, at den var beseglet (41-45). Der kan være situationer, hvor vi skal handle i tro nu; vi må gøre det, mens lejligheden er der, før Herrens time er forbi. Kun Josva og Kaleb bevarede troen og fik til sin tid lov til at gå ind i landet. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 6:11-12 179 Femte Mosebog 2:1-15 Du har intet manglet "I lang tid vandrede vi uden om Se'irs bjerge", siger Moses, og med disse ord dækker han 38 år, for kontakten med Edom o.s.v. skete i ørkenvandringens sidste år (4 Mos 20). Disse lange år var spildt p.g.a. vantro, og dog havde Herren selv i disse år sørget for dem, så de ikke manglede noget (7)! Moses havde bedt indtrængende om Herrens nærværelse (Anden Mos. 33:15-16; 34:9), og Herren havde bønhørt ham. Han havde velsignet dem som folk på trods af alt, så de var i stand til at købe fra Edom, hvad de havde brug for. Samtidig var dog en hel generation gået til grunde, som de blev dømt til, da de veg tilbage fra at ville gå ind 60

i landet (14-15). Herrens dom og nåde var gået hånd i hånd i alle disse år. HUSKEVERS: 2. Mosebog 34:7. 180 Femte Mosebog 2:16-37 Alt overlod Herren vor Gud til os Dybest set er det Herren, der styrer historiens gang. Ammonitternes sejr over refaitterne ses som Herrens værk (21), ligeledes edomitternes sejr over horitterne (22). Men hos Israel er denne styring helt bevidst; de får besked på, hvem de ikke må angribe, og hvem Herren vil give i deres magt. Da Sihon ikke ville tillade dem at drage igennem hans land, men rykkede ud imod dem, var Herrens løfte om sejr en stor opmuntring, og de vandt og tog landet i besiddelse. Også i vore dage styrer Herren alt, for han er suveræn; det styrker vor tro, når vi beder for internationale kriser. Det gælder også i vort eget liv, at når vi bevidst bøjer os under hans vilje, kan vi være sikre på at få del i hans sejr over fjenden. HUSKEVERS: 1. Johannesbrev 5:4-5 181 Femte Mosebog 3 I skal ikke være bange for dem De havde erfaret, at Herren gav dem sejr over stærke fjender, og påmindelsen om disse sejre var en opmuntring for Josva. Moses gentager aftalen med de 2½ stamme, så den holdes i hævd, når han er borte. Han understreger for Josva, at hvad han selv har set af Her-rens magt over Israels fjender, vil han se igen i Kana'ans land. Erfaringen kan blive ham til hjælp. Det var aldeles svært for Moses, men han accepterer, at han ikke selv får lov til at føre folket over Jordan. I stedet gør han alt for at sætte mod i Josva, der skal gøre det i hans sted. Josva må have følt sig helt ude af stand til at overtage Moses' plads, men han har vist sig trofast, og han opmuntres til at tro, at Her-ren vil forblive den samme. (Se 5 Mosebog 33:29). HUSKEVERS: Hebræerbrevet 13:6. 182 Femte Mosebog 4:1-24 Herren talte til jer inde fra ilden Moses indskærper Herrens lov, som vil give Israel et særpræg og markere dem som et klogt og forstandigt folk. Han minder om Guds åbenbaring af sig selv ved Horeb (Sinaj). Han talte til dem ud fra ilden og mulmet og gav dem de ti bud. De hørte hans røst, men de så ingen skikkelse. Derfor må de vogte sig for at have et billede af nogen som helst skabning, som skal forestille Gud (se også Anden Mos. 20:4-5). Herren kan ikke sammenlignes med noget, han har skabt. Vi har nok ikke trang til at lave en stenstøtte for at repræsentere Gud, men lad os vogte os for at danne en gud efter vort eget hoved. Han har åbenbaret sig i bibelen, og 61

det er derfra, vi må lære, hvordan han er. HUSKEVERS: Matthæusevangeliet 11:27. 183 Femte Mosebog 4:25-49 Det er Herren, der er Gud...; der er ingen anden Israels erfaring skulle have lært dem, at Herren alene er Gud. Deres enestående oplevelse af frelse fra Egyptens trældom var bevis på, at deres Gud var stærkere end alle Egyptens guder, som ingenting var. Men Moses forudser, at de vil vende sig til afguder i Kana'ans land, og at Herren til straf vil splitte dem blandt folkeslagene. Hvis de i nøden søger ham af hele deres hjerte, vil Herren huske sin pagt og vise dem nåde. Påmindelsen om Herrens enestående omsorg for dem burde få dem til fortsat at dyrke ham alene. Frafaldet var ikke en fastlagt skæbne, de ikke kunne undslippe, men afhang af dem. Derfor var formaningerne nyttige, som de også er det for os, for i en vis forstand af-hænger vor skæbne af os selv. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 3:12-13 184 Femte Mosebog 5 Alt det, Herren vor Gud taler til dig, vil vi høre og følge Moses lægger stor vægt på, at den ny generation skal føle sig personligt involveret i pagtslutningen ved Sinaj. Han gentager de ti bud, som blev givet ved den lejlighed, men selve pagtslutningen kan ikke gentages; den skete én gang for alle og gjaldt nationen slægt efter slægt. Guds nærværelse var for frygtindgydende for Israel den-gang, og Moses stod som formidler mellem dem og Herren; han hørte Herrens ord og videregav det til folket (27). Jesus Kristus er Guds Ord, der blev kød (Joh. 1:14), og han har beseglet den nye pagt én gang for alle ved sit blod. Han er formidleren mellem Gud og os på en mere fyldestgørende måde, end Moses kunne være det for Israel. HUSKEVERS: 1. Timotheusbrev 2:5-6a. 185 Femte Mosebog 6 Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte Hvor ville det præge vor tilværelse, om Guds Ord fik lov til at dominere vort forhold til vor familie, vor bolig, vor arbejdsplads osv., som antydet i vers 6-9; ikke som en byrdefuld lov, men som en lyst, der kommer indefra. Kan vi ikke mærke, at her er nøglen til sand lyk-ke i hverdagen! Hvis vi elsker Herren, vil vi elske hans ord og ønske at handle derefter; vi vil også gerne dele det med andre. Ligesom Israel skal vi gøre, hvad der er ret og godt i Herrens øjne, for at det skal gå os godt. Det er ikke altid jordisk lykke, vi får, men den er heller ikke det vigtigste. Det vigtigste er samfund med Herren i kærlighed og lydighed, for de to ting følges ad. Hans 62

fred og glæde vil bevare os både i modgang og medgang. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 14:21 186 Femte Mosebog 7 Herren din Gud vil overgive dem til dig Herren lovede at give Israel sejr over Kana'ans indbyggere, så de kunne blive udryddet. Ved syndfloden greb Gud direkte ind og til-intetgjorde alt levende; her bruger han Israel som sit redskab til at rense Kana'an. Det er baggrunden for den drastiske måde, Israel skul-le gå frem på. De måtte passe på, at de ikke blev fristet eller besmit-tet af noget som helst. Der kunne ikke sluttes fred eller vises nåde mod disse folk. Kan vi lære noget af Herrens stærke befalinger til Is-rael? Kæmper vi imod synd uden mindste eftergivenhed og med den samme iver, hvormed Israel skulle bekæmpe kana'anæerne? Lad os tænke på disse fjender som syndig trang i vort liv, så vi er på vagt overfor dem og ikke giver Satan fodfæste. HUSKEVERS: Romerbrevet 6:6. 187 Femte Mosebog 8 Tag dig i agt, at du ikke glemmer Herren din Gud Moses minder om Herrens omsorg under ørkenvandringen. Det betød ikke, at der ikke var prøvelser, men de var en del af opdragelsen. Gennem prøvelser ville det vise sig, om de ville holde sig til ham i lydighed eller gøre oprør. Havde de ikke kendt til sult, havde de ikke fået mannaen, som talte til dem om, at de skulle leve af Herrens ord. Herren ydmygede dem; men det var for at de skulle lære, at de var helt afhængige af ham, for det giver sand tryghed. Han beredte for dem en herlig fremtid i landet, som de kun kunne nyde godt af, hvis de fortsat var tro mod ham, så det var en vigtig lektie at lære undervejs. Hvilken afsløring af os, at vi i gode dage nemmest glemmer Herren, som har givet os dem! HUSKEVERS: Salme 103:2 188 Femte Mosebog 9 Herren blev så vred på jer, at han ville udrydde jer De store og mægtige fjender, Israel ville møde på den anden side Jordan, kunne Herren nemt knuse foran dem. De var ikke nær så far-lige for dem, som deres egen vantro og stivnakkethed. Da de havde forbrudt sig med guldkalven, var de i virkelig fare for Herrens tilintetgørende vrede. Menneskelig talt var det kun Moses' forbøn der afværgede ulykken. Det var stivnakketheden, der nær havde kostet dem landet, og den havde forårsaget den lange vandring i ørkenen. Intet angreb udefra er så farligt for os som det, der kommer indefra. Derfor må vi vogte vort hjerte og sind for trods, for misundelse, for vantro, ja for alt, hvad der stammer fra mørkets rige. HUSKEVERS: Ordsprogene 4:23 63

189 Femte Mosebog 10 Han er din lovsang, og han er din Gud De ti bud fornyes og skrives på nye stentavler; Israel får lov at fortsætte som Guds folk efter det store oprør. Det var Himmelens Gud, der havde udvalgt dem af alle folkeslag. Det var et privilegium og en lykke at tilhøre denne vældige Gud, men deres trods og vantro kunne ødelægge forholdet. Deres lykke bestod i at holde sig til ham, den Almægtige Gud, at elske ham og bøje sig for ham. "Hvad andet" krævede han, end deres lydighed og kærlighed; kunne de give ham mindre? De havde grund til at juble i deres Gud. Denne Gud er vor Gud og Frelser. Israels lovsang er vor lovsang. Vi har endnu mere grund til at glæde os over, at vi får lov at elske og tjene ham. HUSKEVERS: Johannes' Åbenbaring 15:3-4 190 Femte Mosebog 11 Hvis I holder alt det, jeg befaler jer at gøre Moses kan ikke blive færdig med at understrege for israelitterne, hvor meget deres lykke afhænger af deres lydighed mod Herren. Landet, de skal indtage, er et herligt land under Herrens velsignelse. Der er ingen ende på dets frugtbarhed, så længe Herren forsyner det med regn i rette tid. Det gjaldt for dem om at gennemsyre hele tilværelsen med Guds Ord, så deres børn lærte, at alt afhang af dette ord (18-21). Vendte de sig fra det i ulydighed, ville Herrens velsignelse forsvinde og erstattes med forbandelse; han ville bl.a. sende tørke. Alt ville da blive forvandlet. Guds ord må have den centrale plads i vore hjerter, så det styrer dagligdagen og påvirker vor indstilling til alting. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 5:9. 191 Femte Mosebog 12 I skal søge til det sted, Herren jeres Gud udvælger Ethvert sted, hvor afguderne blev dyrket, skulle ødelægges i bund og grund. Lad os også vogte os for at give en afgud nogen mulighed for at finde et tilholdssted i vore hjerter. En afgud er noget eller nogen, der betyder mere for os end vor Gud. Derefter skulle gudsdyrkelsen samle sig om Herren alene på det sted, han udvalgte; for Israel var det først Shilo og senere Jerusalem, hvor pagtens ark befandt sig. Samlingspunktet for vor gudsdyrkelse under den nye pagt er ikke noget geografisk sted eller en speciel bygning, men Jesu Kristi kors. Vi må vende os bort fra ethvert andet sted som grundlag for vort forhold til Gud. Jesu offerdød alene har forligt os med Gud. I ham har vi forløsning, i hans navn kan vi tilbede vor Gud. HUSKEVERS: Romerbrevet 5:10-11 64

192 Femte Mosebog 3 Du skal udrydde det onde af din midte Dette er et alvorligt kapitel. De første vers er lidt overraskende; hvor upålideligt et bevis på sandheden kan selv et mirakuløst tegn være! Israel måtte ikke kunne rokkes fra trofasthed mod Herren deres Gud ved sådanne "beviser". Endvidere måtte de afsløre enhver, der forsøgte at overtale dem til afgudsdyrkelse, hvor nær og kær vedkommende end måtte være for dem. Var en by forført til at dyrke af-guder, måtte der ikke vises skånsel. Det var nødvendigt at handle så drastisk for at værne hele nationen mod afgudsdyrkelse. Det gjorde Israel desværre ikke. De gennemførte ikke disse drastiske forholdsregler, de udryddede ikke afgudsdyrkelsen, og det førte til, at de selv blev udryddet af deres land. HUSKEVERS: Judasbrevet 22-23 193 Femte Mosebog 14 For at Herren din Gud kan velsigne dig Herrens sønner, Guds udvalgte, hans ejendomsfolk - med sådanne betegnelser for Israel (som bruges i N.T. om menigheden, Første Peter 2:9) understreger Moses, at de er helliget Herren deres Gud, og at de derfor må undgå alt, hvad i hans øjne er urent. Hvad de må og ikke må spise, er nøje angivet. Tienden, som er en erkendelse af, at høsten er fra Herren, skal nydes med glæde for Herrens ansigt. Det tredje års tiende synes at være en ekstra, som alle trængende kan nyde godt af. Sådan gavmildhed er ikke en tung pligt, men et glad privilegium, som Herren lønner med sin velsignelse. HUSKEVERS: 2. Korinterbrev 9:7b-9. 194 Femte Mosebog 15 Du skal give ham, og du skal ikke være ked af at give Gældseftergivelsesåret (friåret gl.o.) gav den fattige israelit en ny start, idet hans gæld blev slettet. Var han en træl, fik han ikke blot sin frihed, men mulighed for at underholde sig selv fremover (13-14). Måske var det den fattiges egen skyld, at det var gået ham dårligt (sml. vers 4 og 11), men den rige måtte hjælpe ham alligevel og ikke være beregnende i sin godgørenhed, når friåret nærmede sig (9). Jesus kommer med en lignende opfordring i bjergprædiken. Tidens ånd er optaget af at vogte og kræve sine rettigheder; en kristen derimod, behersket af Guds Ånd, vil søge anledning til at give i erkendelse af, at alt, hvad han har, er givet ham af Gud. HUSKEVERS: Matthæusevangeliet 5:42 65

195 Femte Mosebog 16 Du skal glæde dig for Herren din Guds ansigt Israels tre hovedfester var påsken (1-8), ugefesten (9-12) og løvhyttefesten (13-15), hvor alle mænd skulle give møde ved Herrens bolig. Påsken var til minde om udfrielsen af Egypten. Den begivenhed måtte aldrig glemmes, men huskes "så længe du lever". Det var begyndelsen til Israels vandring med Gud, som vort møde med Jesus Kristus som frelser er begyndelsen til vort kristenliv. Ugefesten (pinse) og løvhyttefesten var glædelige begivenheder, og det understreges, at alle skulle være med, trællen, de fremmede, enkerne, alle skulle nyde godt af de gaver, der blev bragt. Det var festligt, og festens midtpunkt var Herren. Han var kilden til glæden, som han er kilden til al sund og varig glæde. HUSKEVERS: Filipperbrevet 4:4 196 Femte Mosebog 17 Du skal udrydde det onde af din midte Israels fremtidige historie, som vi kan læse om i de følgende Bibelbøger, bekræfter til fulde, hvor farlig afgudsdyrkelse ville blive for nationen. Havde de holdt loven om dødsstraf, var nogle enkelte gået til grunde, men folket som helhed var blevet skånet. Når man læser om de tre ting, der var forbudt for de kommende konger, tænker man straks på Salomo, som overtrådte dem alle. Det blev en ulykke ikke blot for ham, men for hele nationens fremtid. Det var ikke nok, at kongen anskaffede sig et eksemplar af Guds lov og opbevarede den som noget helligt. Han skulle læse Guds ord dagligt hele sit liv for derigennem at lære at frygte Herren sin Gud. Det er vejen til et lykkeligt liv for os at gøre det samme. HUSKEVERS: Salme 1:1-2 197 Femte Mosebog 18 En profet som mig; ham skal I adlyde Moses havde været Guds talsmand for folket; det var altid gennem ham, at de havde lært Herrens vilje at kende. Når han var borte, måtte de ikke følge hedenske metoder og søge oplysninger ved spådom - al spiritisme er klart forbudt. Vi søger ikke til de døde, men til den levende Gud, og han vil åbenbare sig og vejlede os gennem sit ord. Herren lovede Israel en anden profet, "som Moses". Det er en profeti, som peger hen mod Jesus Kristus (Ap.G. 3:22 flg.), men til dels blev den opfyldt undervejs af de andre sande profeter, som Herren fra tid til anden sendte med budskabet: "så siger Herren". Befalingen om at høre og adlyde ham indebærer at tage hans ord til hjerte og handle derefter. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 2:1 66

198 Femte Mosebog 19 Du skal afstikke vejen til dem (gl.o. sætte.. i stand) Tilflugtsbyerne var til for at redde drabsmandens liv. Han måtte selv ty derhen, og var blodhævneren i hælene på ham, hastede det. Derfor gives denne praktiske foranstaltning, at vejen til en sådan by måtte holdes farbar og være klart markeret. Den, der var skyldig i overlagt mord, kunne dog ikke undgå dødsstraffen ved at fly til en tilflugtsby, men han skulle udleveres til blodhævneren. Vejen til Jesus Kristus, vor "tilflugtsby" findes ved korsets fod, hvor Jesus gav sit liv for at sone vor synd. Den er farbar for det sønderbrudte hjerte, der afskyr sin synd, og den gælder for al synd. Men vi kan spærre vejen i vort eget hjerte, som Israel gjorde det på Ezekiels tid (Ezek. 14:3-8). HUSKEVERS: Johannesevangeliet 10:9. 199 Femte Mosebog 20 Tab ikke modet, I skal ikke være bange Når Israel var i krig på Herrens befaling, havde de intet at frygte fra en nok så overlegen fjende. Det har vi flere eksempler på i deres historie (f.eks. Dom. 7). Slagets udfald afhang ikke af, hvor mange soldater de havde; derfor fik de, der havde ekstra grund til at ønske at blive hjemme, lov til det. Hæren bestod derefter af soldater, der var helt indviet til kampen og ikke tænkte mere på noget derhjemme. Det minder om nogle af Paulus' sidste ord til Timotheus om at være en god stridsmand for Jesus Kristus, frigjort fra "dagliglivets gøremål". Nogle opgaver kræver dette rent bogstaveligt. Men vi må alle prioritere Guds rige for helhjertet at tjene Herren. HUSKEVERS: 2. Timotheusbrev 2:3-4 200 Femte Mosebog 21 Hvad der er ret i Herrens øjne Et uopklaret mord kunne ikke bare glemmes. De ældste i den nærmeste by måtte tage ansvaret for det og bringe det offer, loven foreskrev, for at skaffe soning. Uden denne blodsudgydelse ville skyl-den for mordet stadig ligge på Israel, så de ikke kunne have Herrens velsignelse (Første Mos. 9:5). I dette, som i alt andet, gjaldt det om at gøre, hvad der var ret i HERRENs øjne og ikke spørge, hvad nytte dyrets blod kunne gøre. Det er Herrens befaling, der er det afgørende. Herrens veje er højere end vore; vi kan ikke ræsonnere os frem til Guds vilje - ikke at fornuften sættes helt ud af kraft, men den må oplyses af Guds Ånd. HUSKEVERS: Romerbrevet 12:2 201 Femte Mosebog 22 Du må ikke vende ryggen til Mange forskellige emner berøres ved disse love; intet område i livet ligger uden 67

for Herrens bestemmelser. Forholdet mellem mænd og kvinder optager en stor del; samleje før ægteskab samt utroskab bagefter er begge strengt forbudt. Ægteskabets ukrænkelighed er en af samfundets grundstøtter. Side om side med så alvorlige sager be-handles "mindre" ting, f.eks. almindelig hjælpsomhed (1-4). Den er et udslag af kærlighed til næsten og fungerer i dagliglivet. Den er ikke neutral, den lukker ikke øjnene for den nød, der præsenterer sig, men gøre sig den ulejlighed at gribe ind. Den gør sig mere gældende i handling end i store ord om at elske alle. HUSKEVERS: Galaterbrevet 6:10. 202 Femte Mosebog 23 Herren din Gud drager med i lejren Israel var et udvalgt folk, helliget Herren, derfor var der strenge regler for at holde fremmede ude. Selv ikke i 10. led kunne en moabit få adgang efter loven; men at en, der virkelig søgte Israels Gud, selv under den gamle pagt kunne modtages i nåde, er moabitten Ruth et overbevisende eksempel på (Ruth 2:11-12). Herrens tilstedeværelse i lejren gjorde, at den måtte holdes fri for alt urent, ellers risikerede de, at han vendte sig fra dem, og uden hans hjælp kunne de ikke vinde sejr. Ønsker vi, at han skal være i vor midte, må vi passe på ikke at bedrøve Helligånden ved bl.a. urene læber. HUSKEVERS: Efeserbrevet 4:29-30. 203 Femte Mosebog 24 Husk, at du selv var træl i Egypten Omsorg for de fattige og nødlidende har en stor plads i flere af disse love. Panttagningen var underlagt diverse begrænsninger til beskyt-telse for de fattige. Høsten måtte ikke udføres så grundigt, at der ikke var levninger, som de nødlidende kunne samle. Ruths bog (kap. 2) vi-ser, hvordan dette virkede i praksis; det krævede en indsats fra den fattiges side. Herren påbød Israel at huske på, at de selv havde været trælle i Egypten; det var en af grundene til, at de skulle behandle de svage godt. I vort forhold til de ufrelste er det godt at huske, at kun Guds nåde imod os hindrer, at vi er lige så bundet af Satan, som de er. HUSKEVERS: Efeserbrevet 2:3 204 Femte Mosebog 25 Du må ikke have to slags vægtlodder Arveretten var så vigtig for israelitterne, og svogerægteskab var indstiftet for at sikre broderens arv (se f.eks. Juda og Tamar, Første Mos. 38). Herren påbød fuldvægtige lodder og efaer, så sælgeren ikke kunne snyde køberen ved at bruge et mindre mål. Kan vi overføre dette til os selv og spørge, om vi altid har 68

"fuldvægtige lodder" i vort forhold til andre, eller om vi benytter mindre over for nogle? Det er ikke et spørgsmål om, hvor meget vi giver, for vi kan ikke give os selv ens til alle, men det drejer sig om ærlighed. Vi må ikke bruge ord, der ikke har dækning; kort sagt, vi må ikke bedrage. Vi må ligne vor Himmelske Fader, i hvem der ikke er skygge af svig. HUSKEVERS: Lukasevangeliet 6:38. 205 Femte Mosebog 26 Her kommer jeg nu med førstegrøden af frugten Afleveringen af førstegrøden var fulgt af et resumé af folkets historie, trældommen i Egypten og udfrielsen derfra, og af en erklæring om, at israelitten var kommet ind i det forjættede land. Frugten var et bevis på, at Herren havde opfyldt sit løfte og givet Israel landet. Historien måtte ikke glemmes; den opremses lige fra Jakobs indvandring i Egypten, trængselsårene og Herrens vidunderlige indgreb, der befri-ede dem. Vi er blevet udfriet fra Satans magt og ført over i Guds elskede Søns rige. Det må vi ikke glemme, men ofte takke ham for det. Der burde også være frugt i vort liv, der beviser dette. Ellers må vi spørge Herren, om vi er kommet ind. HUSKEVERS: Romerbrevet 6:21-22 206 Femte Mosebog 27 Adlyd da Herren din Gud, og følg hans befalinger Når Israel kommer ind i landet, skal de male loven på store sten; det vil blive en stadig påmindelse om, at denne lov skal styre deres liv i landet, hvis det skal gå dem godt. Velsignelsens og forbandelsens ceremonier på henholdsvis Garizims og Ebals bjerge vil understrege dette for dem. Men ikke mindre vigtigt var det, at de adlød Herren "i dag". Derfor vender Moses i sin tale til stadighed tilbage til nutiden med en appel om lydhørhed (1,9,10). Det er godt med gode forsæt-ter for fremtiden, men de erstatter ikke lydhørhed i dag. Vi er frelst alene af Guds nåde, men der følger et liv i lydighed mod ham. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 4:7. 207 Femte Mosebog 28:1-34 Alle disse velsignelser... hvis du adlyder Herren din Gud Moses beskriver i detaljer de velsignelser, der vil blive Israel til del, blot de adlyder Herren. Hvor lykkelige, de vil blive; alle vegne og på alle måder vil de trives. Det vil få andre folk til at frygte dem, når de ser, hvordan Israels Gud lader alt lykkes for dem. Men lige så sikkert vil det stik modsatte være deres erfaring, hvis de er ulydige (sml. 16-19 med 3-6). Moses lægger hele sit hjerte i sin opfordring til Israel om at holde Herrens lov. Han længes efter, at det må gå dem godt, og han viser dem vejen og advarer dem så kraftigt, han kan, mod 69

ulydighed mod Herren med trussel om forbandelserne. Herrens vej er liflighed! HUSKEVERS: Salme 1:3-4 208 Femte Mosebog 28:35-68 Fordi du ikke adlød Herren din Guds røst Vi gruer bare ved at læse om disse forfærdelige ting, og endnu mere når vi tænker på, at Israel har oplevet disse forbandelser i uhyggelig grad. De havde ikke behøvet det; det skete, fordi de forlod Herren deres Gud. Det var ingen tom advarsel, Moses gav dem. Vers 47 er et nøglevers; det var velstanden, der blev Israels fristelse til at forlade Herren. Det er derfor særlig aktuelt for os, der har gode kår, at lytte til denne advarsel. Lad os ikke tage dem som en selvfølge, men takke Gud, som har givet os dem, og søge at tjene ham med alt, hvad han har betroet os, om det er penge, tid, evner eller andet. HUSKEVERS: 1. Petersbrev 4:10. 209 Femte Mosebog 28:69-29:28 Herren vil ikke tilgive ham En ny generation er vokset op i løbet af de 40 år, der er gået, siden Israel forlod Egypten. De har været afhængige af Gud i ørkenen, og han har sørget for dem, men de har ikke forstået det (3-5, gl.o.4-6). Denne pagtslutning er et skridt fremad i deres åndelige udvikling. Hvis nogen i sit hjerte unddrager sig pagten, er det en yderst alvorlig sag. Hans oprør er hemmeligt, det er som en rod; men det forbehold mod pagten, som han tillader i sine tanker, vil bære giftig frugt og fordærve andre. Derfor vil forbandelsen ramme ham - han har selv unddraget sig pagtens velsignelser, og Herren vil ikke vise ham nåde og tilgive ham. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 12:14-15 210 Femte Mosebog 30 Herren din Gud vil omskære dit hjerte Når Israel i landflygtigheden omvender sig af hele sit hjerte, vil Herren forbarme sig over dem og bringe dem tilbage til landet. Herren vil omskære deres hjerte, så de elsker Herren, står der. De må omvende sig, for at Herren kan hjælpe dem; på den anden side kan de ikke omvende sig uden Herrens hjælp! Når Herren virker i os, må vi benytte lejligheden til at komme til ham, for uden hans hjælp kan vi ikke. Så vender Moses tilbage til nutiden med et fornyet kald til folket. De har ingen undskyldninger for ulydighed: Herrens ord er hverken ufatteligt eller fjernt, men "ganske nær". Valget mellem velsignelserne og forbandelserne er deres: "Vælg da livet". Langt mere er livets ord kommet os nær i Kristus Jesus! HUSKEVERS: Romerbrevet 10:8-9. 70

211 Femte Mosebog 31 Jeg vil være med dig Den store begivenhed nærmer sig, hvor Josva må overtage lederskabet efter Moses. Moses gør alt, hvad han kan, for at støtte ham; han nedskriver loven, afleverer den til opbevaring hos levitterne og påbyder offentlig oplæsning af den hvert syvende år, så den til stadighed skal være kendt. Efter lederskiftet er Herren stadig Israels egentlige Leder, og loven kommer fra ham. De menneskelige lederes opgave er at håndhæve Herrens lov. Josva må have bævet for sit kommende ansvar, og Moses opmuntrer ham til frimodighed, fordi Herren vil gå foran ham og bane vejen. Herren selv lover: "Jeg vil være med dig!". Større trøst og hjælp findes ikke. HUSKEVERS: Esajas 41:10 212 Femte Mosebog 32:1-25 Det var Herren alene, der førte det Denne sang er en profeti om, hvordan det vil gå Israel. Herrens trofasthed beskrives i modsætning til folkets troløshed. Herren udvalgte det af alle folkeslagene, da det intet var. Han vogtede det og sørgede for det. Hans opdragelse udtrykkes ved det vidunderlige billede af ørnen, der lærer sine unger at flyve og bærer dem på sine vinger. Mens Herren førte dem frem, mættede han dem med hon-ning og olie fra klippen og alt godt. Da de glemte og forkastede ham, sultede de. Vi kan trygt lade Herren føre os gennem livet; han slipper os ikke i tid og evighed. HUSKEVERS: Esajas 26:4 213 Femte Mosebog 32:26-52 Det er mig, der dræber og gør levende Når Israel er blevet slået af fjenden og er i fare for at blive udslettet, vil Herren gribe ind for sit navns skyld. Fjenden må ikke tro, at den har magt over Guds folk, uden at Gud har tilladt det. Dybest set er det Herren selv, der tugter sit folk og benytter fjenden dertil. Han dræber, for at han kan gøre levende; han knuser, for at han kan læge. Jobs venner fortolkede hans lidelser som bevis på synd og "slog" ham med denne sandhed (Job 5:17-18). De var for hurtige til at fordømme Job, men der er noget om deres ord. Job kom igennem, fordi han på trods af det uforståelige i det, der skete med ham, dog holdt fast ved, at Gud stod bag. Lad os følge hans eksempel. HUSKEVERS: Job 23:10. 214 Femte Mosebog 33 De sidder ved dine fødder, tager imod dine ord Lad os sætte os ved hans fødder og tage imod hans ord (3), om det er et 71

formaningsord eller et opmuntrende ord; han ved, hvad vi trænger til. Moses indleder velsignelsen med en erklæring om Herrens kærlig-hed, som er grundlaget for den. Det er interessant at sammenligne Moses' velsignelse med Jakobs i Første Mos. 49. Med vers 9 se Jesu ord i Lukas 14:26; intet må forhindre vor tjeneste for Gud. Moses omfatter hele folket i de afsluttende vers (26 flg.). Han ser deres fremtidige lykke i landet, efter at de har besejret fjenderne ved Guds hjælp. "Hernede er hans evige arme", og intet er mere trygt end at betro os til ham, for hans arme er stærke og kærlige. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 15:9-10. 215 Femte Mosebog 34 Moses, Herrens tjener, døde dér.. efter Herrens afgørelse I 32:48-52 gav Herren Moses besked på at stige op på Nebobjerget, så han kunne se landet, han ikke fik lov at komme ind i p.g.a. episoden ved Meriba (4 Mos. 20:12). Men der er intet vemodigt ved Moses' død; han dør ikke under en skygge. Han velsigner stammerne og stig-er derefter mandigt op ad dødens bjerg for at skue ud over hele det forjættede land. Herren begraver ham, og efterskriftet over hans liv handler kun om det positive. Han dør som Herrens enestående pro-fet og Israels enestående leder. Næste gang, vi møder ham, er han i det forjættede land, på forklarelsens bjerg med Jesus (Matt. 17:3)! HUSKEVERS: Salme 116:15 72

JOSVABOGEN 216 Josva 1 Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke Et årsskift giver anledning til at se tilbage med tak til Gud, men også at se frem til det ukendte år foran. Josva befandt sig i en meget mere skelsæt-tende situation. Han må have følt sig overvældet, da han skul-le løfte arven efter Moses. Derfor kom Herrens ord til ham: "Vær modig og stærk". Han stod foran den vanskelige opgave at føre folket over Jordan og ind i det nye land, en opgave der vrimlede med umu-ligheder. Men Herrens kald var knyttet til løfter. Herren vil give dem landet. Det andet løfte var, at Herren vil være med ham; aldrig vil han stå alene i de umulige situationer, der lå foran. Men han måtte til stadighed grunde over Guds lov, så han holdt sig der, hvor Herren kunne velsigne ham til fulde. HUSKEVERS: 2. Krønikebog 15:2 217 Josva 2 Jeres Gud er Gud både oppe i himlen og nede på jorden Rahab havde fattet det væsentlige om Israels Gud, at han var Gud i himlen og på jorden, dvs. han var ikke begrænset til Israel, som afguderne var til deres specielle områder. Hun var kommet til denne erkendelse ved at høre om Israels historie: overgangen over Sivhavet (Det røde Hav) 40 år tidligere og sejren over amoriterkongerne der-efter.. Det havde alle de andre også hørt, og det havde indjaget dem skræk for israelitterne, men ikke tro på deres Gud, som i Rahabs tilfælde. Hendes røde snor var et vidnesbyrd om, at hun bøjede sig for denne almægtige Gud og søgte redning hos ham. Det gør vi også, og det gør os trygge, når vi begynder på endnu et ukendt år. HUSKEVERS: 1. Petersbrev 5:6. 218 Josva 3 Den levende Gud er iblandt jer Jordan spærrede vejen ind til det forjættede land. Josva kunne intet stille op med den, men han adlød Herren og lod hele sin anseelse hos folket afhænge af, at Herren ville gribe ind, som han havde lovet. Det gjorde han! Folket fulgte efter præsterne i passende afstand, og først da de trådte ud i vandkanten, skete underet, og Jordan holdt brat op med at løbe, så der blev skabt en vej direkte tværs over flodlejet, som folket kunne følge. Den levende Gud var iblandt dem, og hans indgri-ben ved dette første skridt ind i landet var beviset på, at han ville drive fjenderne bort foran dem. Så længe Gud var med dem, kunne intet og ingen standse dem. Denne Gud er vor Gud! HUSKEVERS: 1. Timotheusbrev 4:10. 73

219 Josva 4 Disse sten skal for israelitterne være mindesten Overgangen over Jordan var et afgørende skridt frem. Der måtte rejses et varigt minde om, hvordan det skete, så de kommende slægtled kunne få det at vide. De 12 sten, der blev taget fra Jordans bund og rejst i Gilgal, var et synligt bevis på underet og på de 12 usynlige sten, der var skjult af Jordanfloden, og som må være taget med fra den anden side Jordan (9). Billedligt var folket begravet under vandet med stenene, og et nyt folk var gået ind i landet - et slående billede på, at vi er begravet med Kristus og opstået med ham til et helt nyt liv. Overgangen over Jordan kan tale om, at vi er blevet frelst fra vor syndige natur; dog var det kun begyndelsen til det nye liv. HUSKEVERS: Romerbrevet 6:4 220 Josva 5 Efter påsken begyndte de at spise af landets afgrøde Det er en forbavsende afsløring, at omskærelse ikke havde fundet sted under ørkenvandringen (5). Dette måtte bringes i orden, før folket kunne gå frem. Derefter fejrede de påsken til minde om udfri-elsen af Egypten. De var Guds forløste folk, og han ville bringe dem ind i landet. Lad os som kristne ikke blive i ørkenen, men gå ind i lan-det og spise af landets frugter, som Israel gjorde. Omskærelsen taler om, at vi er korsfæstet med Kristus, med det formål, at vi skal leve et helt nyt liv med "smag" for de goder, der er i "landet", i ham. Fjenden vil gerne spærre vejen, men fyrsten over Herrens hær vil vise vejen frem, som han gjorde for Josva. HUSKEVERS: Kolossenserbrevet 2:11-12 221 Josva 6 Herren har givet jer byen Erobringen af Jeriko var helt igennem Herrens værk. Han planlagde den, og han lod den lykkes. Ingen israelit kunne med rette rose sig af denne sejr. Men de måtte nøje følge Herrens befalinger gennem Josva, selv om de ikke forstod, hvad disse vandringer skulle være godt for. Fra Israels side kan man sige, at sejren skyldtes to ting: først, at Josva kunne høre Herrens røst, og for det andet, at han og folket handlede derefter. Hvilke sejrrige kristne vi ville blive, hvis disse to ting prægede os: at vi forstod Herrens vilje, og at vi gjorde den! HUSKEVERS: Kolossenserbrevet 1:9-10. 222 Josva 7 Du kan ikke holde stand over for dine fjender Josva troede, at han kunne klare lille Aj uden Herrens hjælp. Det var en skæbnesvanger misforståelse. Fordi han gik frem på egen hånd, blev Akans synd ikke afsløret, før det havde kostet 36 andre israelitter livet. Typisk for os 74

mennesker giver Josva nærmest Herren skylden for nederlaget (7)! Men Herren meddeler Josva den virkelige årsag: Israel har syndet. Akans synd havde besmittet hele folket, så Herren ikke kunne være iblandt dem og give dem sejr. Det var Josvas ansvar at afsløre og straffe synderen. Lad os tage ved lære af Israels erfaring ved Aj, dels at vi ikke må undervurdere fjenden, og dels at vi må tage det nøje med synd. HUSKEVERS: 1. Petersbrev 5:8-9a. 223 Josva 8 Tag hele hæren med dig Herren lovede at give Aj i Josvas hånd, men han skulle dog tage hele hæren med sig. I sidste kapitel mente spejderne, at det ikke var nødvendigt at "udmatte hele hæren med det" (7:3). Det var ikke, at Herren behøvede hæren for at kunne indfri sit løfte, men at det ikke var godt for den at slippe for anstrengelserne. Måske kan vi lære noget her angående bønnens betydning og hensigt. Herren er al-mægtig, og dog virker han gennem de helliges bønner. Han griber ind, ikke for at spare os ulejlighed, men fordi vi ikke kan klare os uden ham. Forbøn er en væsentlig del af vort arbejde. HUSKEVERS: Efeserbrevet 6:18. 224 Josva 9... uden at de rådspurgte Herren Josva har hurtigt glemt lektien ved Aj. Han afgør gibeonitternes sag uden at rådspørge Herren, så deres bedrag ikke afsløres. Men hvor menneskeligt! Vi kommer så nemt til at handle på egen hånd. Det gik ikke op for Josva, at her var en sag, hvor han behøvede Herrens vejledning, inden det var for sent. Den gamle rejsetæring og det slidte tøj talte sit klare sprog, syntes han, og måske var han en lille smule smigret over dette besøg fra "et meget fjernt land". I hvert fald var han ikke på vagt over for den mulighed, at han kunne tage fejl. Han lod sig overbevise uden at spørge Herren til råds, og Israel måtte leve med resultatet i århundreder (2. Sam. 21:1-14). HUSKEVERS: Ordsprogene 3:5-6. 225 Josva 10 Herren førte jo krig for Israel Hvilket sejrrigt kapitel! Det var fjendernes samlede angreb, der gav anledning dertil, og angrebet var forårsaget af Israels første sejre ved Jeriko og Aj. Josva har ikke mistet modet efter sin fejltagelse ved Gibeon. Det er vigtigt! Han har endda stor frimodighed til at bede Herren standse solen. Der er ingen forsagthed eller usikkerhed i hans forhold til Herren. Måske var han blevet endnu mere ivrig efter at udrydde fjenderne, før han blev indfanget i flere listige 75

kompromiser. Genoprettelsen var total, som det også er det for os i vort forhold til Gud på grund af Jesu Kristi offerdød. HUSKEVERS: Romerbrevet 8:31-32 226 Josva 11 Herren gav dem i israelitternes hånd Erobringen af den sydlige del af landet fik indbyggerne i den nordlige del til at slå sig sammen i en stor og truende alliance. Som der står i Brorsons salme: "og har man en og anden kamp forbi, der følger ti" - det var Josvas erfaring. Israelitterne kunne ikke slå sig til ro med de overståede sejre, ellers ville de blive overvældet af nye fjender. Men Herren var med dem, og havde endog bekræftet fjenderne i deres modstand, så Israel kunne udrydde dem. De var hans redskaber til at udføre hans dom over dem; derfor havde de intet at frygte. Men det tog mange års anstrengende kamp. Det skete ikke af sig selv. Vi må heller ikke være passive i den åndelige kamp mod synd og for evangeliet. HUSKEVERS: Filipperbrevet 1:29-30. 227 Josva 12 Hvis land Josva gav Israels stammer i eje Israelitterne besejrede alle disse konger og tog deres lande i besiddelse som givet dem af Herren. Hvis Israels erobring af Kana'ans land synes uretfærdig og grusom, må vi huske på, at disse var fordærvede folkeslag, der var som en byld i menneskeslægten: "det er på grund af disse folks uretfærdighed, at Herren driver dem bort foran dig" (læs 5Mos. 9:3-5). Gud havde ladet Israel vente 400 år i trældommen i Egypten, men nu var amoritternes syndeskyld fuld-moden (Første Mos. 15:16). Guds dom over synd er før eller senere en nødvendighed. HUSKEVERS: Åbenbaringen 11:17-18. 228 Josva 13 Der er stadig meget land tilbage at erobre De foregående kapitler giver indtryk af, at hele landet hurtigt blev erobret og enhver fjende likvideret. Men nu får vi at vide, at der endnu er meget land tilbage at indtage. Man får indtryk af, at Israels fremskridt i landet var gået i stå. De var tilfredse med de store sejre, de havde vundet, og som havde sikret dem fodfæste i landet. Det er en fare for os, som vi bliver ældre, at vi nemt lader stå til, at kamp-lysten forsvinder, at vi ikke er så bekymret over, at der endnu skjuler sig fjender rundt omkring. Lad os søge nåde til aldrig at slå os til ro, aldrig acceptere en syndig vane, men altid jage fremad. "Yderligere fremgang" burde altid være vort motto. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 6:11-12 76

229 Josva 14 Jeg er stadig lige så stærk som den dag Kaleb var en af dem, der ikke blev sløv med alderen. Dejligt at høre denne gamle krigers vidnesbyrd. Herren havde bevaret ham rask og rørig, i stand til endnu at kæmpe og indtage sin arvelod trods sine 85 år. Han begærede ikke et stykke jord pænt ryddet for fjender, hvor han kunne hvile ud i sine sidste år! Nej, han ønskede et bjergland i fjendens besiddelse, som han kunne erobre ved Herrens hjælp. Han havde bevaret ungdommens gnist; han var begyndt med at vise Herren fuld lydighed, og det var han blevet ved med hele livet. Vi forstår godt, at Josva velsignede ham. Må vi få nåde til ikke blot at begynde på "den gode strid", men fortsætte til målet. HUSKEVERS: 2. Timotheusbrev 4:7-8. 230 Josva 15 Hvad vil du?... Giv mig en gave Judas arvelod i landet er nøje beskrevet; der var både bjerge, dale og ørkenområder. De fik heller ikke det hele serveret; de måtte selv kæmpe og indtage det. Otniel viser den samme kampånd som sin farbror Kaleb og bliver som belønning hans svigersøn. Kalebs datter står heller ikke tilbage for ham. Hun kunne ikke kæmpe som sin far og sin mand, men hun beder om at få vandkilder. Det var ikke luksus, hun bad om, men en livsnødvendighed i det tørre område, hun skulle bo i. Herren ved, hvad vi behøver for at klare os netop der, hvor han har sat os; men han ønsker, vi skal bede om det i bevist afhængighed af hans gaver på alle livets områder. HUSKEVERS: Matthæusevangeliet 7:7-8. 231 Josva 16 Men de fik ikke fordrevet... Nu afsløres det med al tydelighed, at erobringen af landet ikke blev grundigt gennemført. I kapitel 15 nævnes jebusitterne, der blev boende i Jerusalem sammen med judæerne (63). Her er det efrai-mitterne, der tillader kana'anæerne at blive boende iblandt sig. De blev åbenbart ikke assimileret, for Salomon satte dem til hoveriarbejde (Første Kong. 9:20-21), men deres fordærvende påvirkning på Israel kan næppe betvivles. Sådanne fjender taler til os om de åndelige fjender, vi skal kæmpe imod. Vi må, som Paulus siger, lade det jordiske i os dø, og ikke give råderum for tanker og handlinger, der ikke passer til det nye liv, vi har fået i Kristus. HUSKEVERS: Kolossenserbrevet 3:5-8. 77

232 Josva 17 Bjerglandet kan ikke rumme os Da Josefsønnerne fik tildelt deres arvelod, var en del af det endnu beboet af kana'anæerne, nogle endog med jernvogne. Efraim og Manasse gjorde gældende, at de var "et talrigt folk" og ønskede derfor en større arvelod. Men Josva pointerede, at arvelodden var stort nok, bare de tog det hele i besiddelse! De var netop et talrigt folk og skulle bruge den store kraft, de havde, dels til at rydde bjerglandet for skov, og dels til at drive kana'anæerne bort fra lav-landet. De skulle ikke forvente at få det hele serveret, uden at de gjorde en indsats. Det var ikke plads, men troens gerning til at ind-tage den, kort sagt Kalebs ånd, som de manglede. HUSKEVERS: Efeserbrevet 1:17-19. 233 Josva 18 Hvor længe vil I tøve med at gå ind og erobre det land Åbenbaringsteltet i Shilo var samlingspunktet for Israel, som det havde været det under ørkenvandringen. Efter de mange år uden fast bopæl, kneb det for Israel virkelig at sætte sig fast, selv om de havde underlagt sig landet. Det var spændende at erobre deres for-jættede land, men det krævede hårdt og vedholdende arbejde at udnytte det og til stadighed holde fjenderne borte. Josva tog skridt til, at hver stamme skulle kende sit bestemte område, så de kunne gøre alvor af at tage det i besiddelse. I en menighedssammenhæng er det vigtigt, at vi holder ud i det, der er betroet os hver især. HUSKEVERS: Efeserbrevet 4:16. 234 Josva 19 For Herrens ansigt ved indgangen til Åbenbaringsteltet Stammerne fik deres område tildelt ved lodkastning i Shilo for Herrens ansigt, dvs. hver enkelt stamme kunne vide, at det var Herrens bestemmelse, at de fik netop det område tildelt. Beret-ningen synes dels at følge denne guddommelige fordeling, og dels hvad der skete: Simeon fik del i Judas område, og Dan fandt det for trangt mellem Juda og Efraim og flyttede nordpå. I praksis tog de ikke hele landet i besiddelse. Jerusalem f.eks. var stadigvæk beboet af jebusitterne i Davids tid (AndenSam.5:6). Hvad gør vi med al den ån-delige rigdom, der er givet os i Kristus Jesus? HUSKEVERS: Kolossenserbrevet 2:9-10. 235 Josva 20 Enhver... kunne flygte dertil og undgå at blive dræbt 4 Mosebog 35 forklarer nærmere om tilflugtsbyerne. Blodhævneren var åbenbart en kendt og tilladt skikkelse i det gamle Israel. Kun hvis han dræbte 78

drabsmanden i en tilflugtsby kunne han retsforfølges, for en "uskyldig" drabsmand var beskyttet i disse seks byer. Det var dog så alvorligt at dræbe et menneske, selv om det skete uforsætligt, at drabsmanden måtte flygte fra sit hjem og holde sig inden for tilflugts-byens område for at opnå lovens beskyttelse mod blodhævneren. Beskyttelsen af drabsmanden var knyttet til ypperstepræsten; hans drab måtte dog sones, og det skete ved de ofre, som ypperste-præsten repræsenterede. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 4:14-16. 236 Josva 21 Alt gik i opfyldelse Levitterne fik ikke en arvelod i landet på samme måde som resten af folket. Hver stamme stillede et vist antal byer til deres rådighed, hvor de kunne bosætte sig, og græsmarkerne omkring disse byer var forbeholdt levitternes kvæg. På denne måde blev levitterne, som havde særlig kendskab til loven, spredt ud over hele landet. På trods af folkets sløvhed og svaghed slås det fast, at Herrens løfter ikke har svigtet; han har opfyldt alt, hvad han lovede og har givet dem hele landet. Det var en kendsgerning, selv om beretningen viser det modstridende faktum, at en del af fjenderne ikke var blevet udryddet, og visse byer forblev i deres hænder i mange år. HUSKEVERS: Romerbrevet 3:3-4 237 Josva 22 I har ingen del i Herren Jordanfloden dannede en naturlig grænse til Israels land. Det mærkede de 2½ stamme, da de skulle krydse den for at komme hjem til deres familier på østsiden. Derfor byggede de dette alter som et bevis på, at de var en del af Guds folk. Da de andre stammer forstod hensigten med alteret, var de tilfredse. Selv havde de ikke brug for et sådant alter, for de boede helt inde i landet, hvor tabernaklet var. De 2½ stamme var kommet på afstand af det og ville have en lang rejse 3 gange om året; man kan tænke sig, at de var i større fare for ikke at møde op. Befinder vi os så tæt inde hos Herren og menigheden, at det er indlysende for alle, at vi hører til, eller holder vi os i periferien? HUSKEVERS: Efeserbrevet 5:5 238 Josva 23 I skal holde fast ved Herren jeres Gud Josva var helt klar over, at Israels sikkerhed lå i, at de holdt fast ved Herren. Derfor formanede han dem til at holde sig fra de fremmede, der var tilbage rundt omkring dem, og som dyrkede afguder. Hvis de blandede sig med dem på nogen måde, ville de blive påvirket til at forlade Herren og dyrke afguder. Lige så 79

sikkert som Herren havde opfyldt de gode løfter, lige så sikkert ville de varslede ulykker indtræffe, hvis de forlod ham. Herren var deres styrke; de ville aldrig blive stærke i sig selv og måtte derfor til stadighed holde sig nær til Gud. Som med Israel, er vor sande lykke at leve i afhængighed af Herren. HUSKEVERS: Efeserbrevet 6:10. 239 Josva 24 Frygt nu Herren, og tjen ham i oprigtighed Josva minder israelitterne om deres historie, som viser Herrens trofasthed imod dem, og slutter med opfordringen: "Frygt nu Herren og tjen ham" (14). Alternativet er at gå tilbage til deres forfædres afguder, eller tjene de lokale afguder; lad dem vælge mellem disse to muligheder. Samtidig med at stille sagen sådan på spidsen erklærer Josva: "Jeg og mit hus vil tjene Herren". Hans hensigt er at få folket til at tage et afgjort standpunkt for Herren, idet de indser, at han er Israels Gud. Når de vil tjene ham, må de skaffe alle afguder bort. Herren vil ikke dele vore hjerter med noget andet! HUSKEVERS: Matthæusevangeliet 6:24 80

DOMMERBOGEN 240 Dommerbogen 1 Men de kunne ikke fordrive dem Kapitlet begynder sejrrigt med Judas felttog. Herren var med dem; selv Jerusalem blev indtaget, og kystbyerne, som vi kender bedst som tilhørende filistrene (Gaza, Ashkalon, Ekron, 18). Men det var kun en foreløbig sejr: allerede i vers 21 finder vi jebusitter i Jerusalem. De andre stammer var også kun delvis sejrrige, og i vers efter vers læser vi, at de ikke fik indbyggerne her og der drevet bort. De bosatte sig side om side med disse afgudsdyrkere og bedrøvede Herren derved. De drev dem ikke bort, mens de kunne, og til sidst magtede de det ikke. Lad os ikke tillade, at synd "blive boende" hos os. HUSKEVERS: Kolossenserbrevet 3:5-6. 241 Dommerbogen 2 Herren fik medlidenhed med dem, da de blev undertrykt Herrens ord til Israel var en følge af deres manglende vilje til at tage hele det land i besiddelse, som han havde givet dem, og rydde det for fjender. De græd, men det var for sent. Det var stadig muligt for dem at tjene Herren, men fristelsen til at dyrke afguder var blevet større, fordi de havde tilladt så mange afgudsdyrkere at bo iblandt dem. De bukkede også under mange gange for denne påvirkning og bragte derved Herrens vrede over sig. Dommertidens historie er en stadig bølgegang: i vrede giver Herren Israel i deres fjenders magt, for derefter at forbarme sig over dem og frelse dem. HUSKEVERS: 2. Mosebog 34:6-7. 242 Dommerbogen 3 For at han med dem kunne sætte israelitterne på prøve Fjenderne, der var ladt tilbage, kunne have tjent et positivt formål for Israel. De gav Israel anledning til at vise, at de valgte at tjene Herren frem for afguder, og den nye generation fik mulighed for at øve sig i kamp mod Herrens fjender. Desværre bestod Israel ikke prøven; i stedet for at holde sig strengt adskilt fra disse afgudsdyrkere, indgiftede de sig med dem. Det førte ikke til, at de andre kom til at dyrke Israels Gud, men at Israel dyrkede afguder. Vi skal kun søge omgang med verden for at vidne om Herren. På arbejdspladser osv., hvor vi har en naturlig kontakt, må vi øve os i den åndelige kamp og markere, at vi tilhører Herren og ikke verden. HUSKEVERS: Matthæusevangeliet 5:13 81

243 Dommerbogen 4 Det er i dag, Herren vil give Sisera i din hånd Det er en tavs kommentar til Israels åndelige tilstand, at de havde en kvinde til dommer, men interessant, at det kunne lade sig gøre i mangel på en mand. Barak var Herrens udvalgte redskab til at frelse Israel fra kana'anæernes undertrykkelse, men han måtte få kaldet gennem Debora. Han var åbenbart ikke stærk nok i troen til at få kal-det og tage opgaven op alene, og en anden kvinde skulle give fjenden dødsstødet. Han behøvede Deboras åndelige støtte, og hun svigtede ham ikke. Hun nærmest skubbede ham i gang, og da det afgørende tidspunkt kom, sagde hun: "Bryd nu op! For det er i dag...". Herrens time var kommet, og det gjaldt om at udnytte den straks. HUSKEVERS: 2. Korinterbrev 6:2 244 Dommerbogen 5 Sådan går alle dine fjender til grunde, Herre Denne lovsang til Herren for sejren over Kong Jabin giver indtryk af, hvor kuet Israel var under kana'anæerne (6-8). De behøvede en stærk leder, der kunne tage initiativet i tillid til Herren. Da det skete, fulgte mange af stammerne efter, særlig Zebulon, Issakar og Naftali, men andre dadles for at have holdt sig passive (f.eks. Ruben, der blev på afstand på den anden side Jordan). Glæden over Siseras skæbne er forståelig. Kapitel 29 og 30 viser klart, hvordan israelitternes skæb-ne ellers havde været. Det var en barsk tid, og desuden burde disse fjender være blevet udryddet forlængst efter Herrens befaling. De var Herrens fjender. HUSKEVERS: 1. Korinterbrev 15:24-26. 245 Dommerbogen 6:1-24 Drag af sted i al din styrke... Det er mig, der sender dig Israel er hærget af midjanitterne, fordi de har forladt Herren, men de synes ikke at være klar over deres åndelige tilstand. Derfor er Herrens første svar på deres råb om hjælp at sende en profet for at vække dem til syndserkendelse. Men dernæst kalder han Gideon. Gi-deon tror på Herrens magt, men mener, at han har forstødt Israel. Han føler ikke, at Herren er med ham, for alt synes at pege i modsat retning, men han åbner sig for den mulighed (17). Derfor opmuntrer Herren ham og giver ham det tegn, han ønsker. Gideon har ingen kraft i sig selv, men netop i hans afmagt er der plads for Herrens kraft. HUSKEVERS: 2. Korinterbrev 3:5 246 Dommerbogen 6:25-7:8 Gideon... gjorde, som Herren havde sagt ham Gideon var bange, men han adlød Herren alligevel. Det var et væsentligt skridt 82

at ødelægge det lokale ba'alsalter og ofre til Herren i stedet. Hans ønske om et tegn ved fåreskindet er fremført i al yd-myghed for Herren; det er forståeligt, at han bæver for det kommen-de slag, og det er altafgørende for ham at vide, at Herren er med ham. Det var ikke i vantro trods, at han bad om tegn, men en ægte trang til hjælp, og Herren efterkom hans ønske to gange. Endnu sværere må det have været for ham at adlyde Herren og sende godt to tredjedele af hæren hjem! Men lydigheden førte ham endnu længere i afmagt - kun 300 soldater måtte han beholde hos sig. Det siger meget om Gideons tro, at han gik så langt med Herren. HUSKEVERS: Romerbrevet 6:16-17. 247 Dommerbogen 7:9-8:3 De blev stående på hver sin plads rundt om lejren Før han angreb fjendens lejr, fik Gideon lejlighed til at erfare, at Herren allerede havde gjort dem bange og nervøse (13-14). Det var en stor opmuntring og styrkede ham i den strategi, han ville bruge. Hans lille styrke på 300 skulle skræmme fjenden, og det lykkedes fuldt ud. I forvirringen slog fjenderne hinanden ihjel; Gideons 300 blev bare stående, indtil fjenderne var på vild flugt. Hvor var det vigtigt, at de stolede på Gideon og ikke blev febrilske eller angst og greb til sværdet før tiden. Mens de stod med lysene og hornene, var det umuligt at kæmpe! Det er en væsentlig del af den åndelige kamp simpelthen at blive stående i tillid til Herren. HUSKEVERS: Efeserbrevet 6:13 248 Dommerbogen 8:4-21 Giv de folk, jeg har med mig, nogle brød Gideon viser et ydmygt sind over for de skinsyge efraimitter, da de kom med deres uberettigede kritik, og han fik afværget en tåbelig indbyrdes strid. Folket i Sukkot og Penuel var ikke parat til at give Gideons mænd brød. Det er sandsynligt, at de betragtede det som risikabelt, fordi de ikke regnede med, at Gideon ville vinde slaget og fange midjanitternes konger. Men det gjorde han, og det kostede dem dyrt, at de havde nægtet at hjælpe ham. Lad os ikke være bange for at stå på Guds side i en tid, hvor det betyder at tilhøre en foragtet minoritet. Gud er sejrherren og venter bare på den tid, han i sit evige råd har bestemt, at hans sejr skal åbenbares for hele skabningen ved hans genkomst. HUSKEVERS: Matthæusevangeliet 10:42 249 Dommerbogen 8:22-9:6 Herren skal herske over jer Gideon afslog, at han og hans slægt skulle herske over Israel, fordi Herren var Israels konge. Hans ord var rigtige, men hans handling afslørede, at han dog i 83

virkeligheden påtog sig en konges værdighed. Hans forhold til Herren var sundest, mens han i afmagt stod over for en overlegen fjende. Nu efter sejren følte han sig ikke så afhængig af Gud. Efoden, han lavede, var måske ikke ment som en afgud, men den var i klar modstrid med de ti bud og blev en snare for hans hus. Han tog sig mange hustruer, også et tegn på kongeværdigheden, og ulykken over hans hus kan siges at stamme herfra. Abimelek var frugt af hans egen synd. Han gjorde det af med alle Gideons andre sønner ved at ofre dem på hedensk vis (5). HUSKEVERS: Lukasevangeliet 6:46. 250 Dommerbogen 9:7-25 Skulle jeg give afkald på min søde og dejlige frugt? De træer, som i Jotams fabel afslog kongeværdigheden, var alle nyttige, og de foretrak fortsat at være til nytte og glæde i stedet for at påtage sig den meningsløse opgave "at knejse over træerne". Lad os være taknemmelige, om vi får lov til at glæde andre frem for at herske over dem. Kun den nyttesløse tornebusk, som repræsenter-ede Abimelek, tog imod tilbuddet, og det i vendinger, der afslørede det fjendskab, der ville komme. En trone rejst på voldshandlinger er aldrig sikker. Forholdet mellem Sikem og Abimelek var ikke bygget op på indbyrdes kærlighed og loyalitet, og det varede ikke længe, før det begyndte at krakelere. HUSKEVERS: 2. Korinterbrev 1:24 251 Dommerbogen 9:26-57... og sikemitternes ondskab lod Gud ramme dem selv Der var intet virkelig indbyrdes forhold mellem Abimelek og hans slægtninge i Sikem; begge var mest optaget af egne interesser, og det varede kun tre år, før det gik galt. Da sikemitterne faldt fra, og Abi-melek fik dem i sin magt, viste han ingen barmhjertighed, men udryddede dem totalt. Således blev deres udåd mod Gideons familie gengældt. Men Abimelek gik heller ikke fri. Hans død ved en kvindes hånd var en begivenhed, der længe blev husket med rædsel i Israel. Sofars ord til Job (20:5), om at de ugudeliges jubel er kortvarig, er sande nok; de passede bare ikke på Job. Gud havde styret begivenhederne, og Abimelek fik et yderst vanærende endeligt som straf for sit mord på Gideons sønner, hans halvbrødre. HUSKEVERS: Salme 1:6. 252 Dommerbogen 10 Gå hen og råb til de guder, I har valgt! Israelitterne svigtede Herren og dyrkede afguder, men da de kom i nød, råbte de til ham om hjælp. De afguder, de havde udvalgt, havde vist sig magtesløse mod 84

filistrene og ammonitterne. Herrens første svar var, at de måtte klare sig med de guder, de havde valgt sig. Han havde før hjulpet dem, men de var faldet fra ham igen. Selv om de nu erkendte deres synd, havde de åbenbart ikke holdt op med afguds-dyrkelsen. Men så snart de gjorde alvor af at skille sig af med deres fremmede guder, forbarmede Herren sig over dem endnu engang. Han er langmodig! Lad os ikke i de gode dage klynge os til ting, der ikke kan bære os gennem svære tider, men altid give Herren hans rette plads som Konge i vores liv. HUSKEVERS: Prædikerens Bog 12:1 253 Dommerbogen 11:1-33 Da kom Herrens Ånd over Jefta Jefta var udstødt af sin familie, indtil de kom i nød og trængte til hans hjælp, for han var en erfaren kriger, som kunne lede dem mod de angribende ammonitter. Hans budskab til ammonitterkongen viser, at han havde et nøje kendskab til Israels historie; ammonitterne havde intet berettiget krav på Israels land øst for Jordan. Jeftas store fejl var, at han troede, han skulle bringe et stort offer for at sikre sig Herrens hjælp (30-31). Men Herren havde allerede udvalgt ham som sit redskab til at frelse Israel (29). Vi kan ikke forhandle om Herrens hjælp ved at love nok så store ofre, men vi kan stille os til rådighed for ham, og det kan koste noget at blive brugt. HUSKEVERS: Apostlenes Gerninger 9:15-16. 254 Dommerbogen 11:34-12:15 Ved den lejlighed faldt der 4Anden000 efraimitter Ofringen af Jeftas datter viser den skæbnesvangre indflydelse, som afgudsdyrkelse havde haft i Israel. Det kan umuligt have behaget Herren, men både Jefta og hans datter troede, at det var nødvendigt at gennemføre offeret. Jefta har dog vundet en plads blandt trosheltene i Hebr. 11 (v.32). Efraimitternes voldsomme og uberettigede klage mod Jefta kostede dem dyrt. De viste den samme skinsyge mod Gideon, men han afværgede en konfrontation (8:1-3). Jefta havde ikke samme diplomatiske evner; han var af en anden støbning og slog til i vrede over den uretfærdige klage. Denne indbyrdes kamp var en sørgelig svækkelse af Israels kampstyrke mod de fælles fjen-der. HUSKEVERS: Romerbrevet 12:16-17. 255 Dommerbogen 13 Drengen skal være en Guds nasiræer Som indledning til Samsons historie møder vi her hans forældre. De var gudfrygtige og ivrige efter at adlyde Gud. Manoa var ikke tilfreds med at høre Guds instrukser gennem sin hustru, men søgte førstehåndskendskab, og Gud bønhørte ham. De tog begge imod løftet om en søn uden at tvivle. Fra før han 85

blev født, var Samson indviet til Herren, og hans mor fulgte de nødvendige forholdsregler ifølge Mose lov (4 Mos. 6:2-5). Da det gik op for dem, at "Gudsman-den" var Herren selv, blev Manoa helt overvældet af frygt, men hans hustru viste sund fornuft! Herren havde taget imod deres offer, og han havde lovet dem en søn; han kunne ikke have i sinde at dræbe dem. Vi burde alle være Guds åndelige nasiræere, helt overgivet til Herren! HUSKEVERS: Romerbrevet 12:1 256 Dommerbogen 14 Da greb Herrens Ånd ham Mon ikke Samsons forældre har ventet, at deres dreng ville udvikle sig "fuldkomment" i alle henseender, da han var Guds udvalgte redskab. De blev grundigt skuffet! Stik imod Mose lov ønskede han at gifte sig med en filisterkvinde. Det undrer os ikke, at hans forældre ikke forstod, at det kom fra Herren; vi forstår det heller ikke. Vi kan ikke komme bort fra, at Gud undertiden bruger redskaber, som vi ville betragte som aldeles uegnede. Samson er en gådefuld skikkelse. På den ene side ødelagde han sit liv ved kærlighedsaffærer med diverse kvinder, og på den anden side brugte Gud netop disse forbindelser til at få ham i krig med filistrene, og det var netop hans livs bestem-melse. HUSKEVERS: Romerbrevet 11:33-34 257 Dommerbogen 15 Er du ikke klar over, at filistrene har magten over os? Judæerne var ikke parate til at kæmpe mod filistrene; de havde accepteret deres overmagt og ønskede ikke at støtte Samson i hans strid mod dem. De foretrak at udlevere ham til dem frem for at tage kampen op. Herren havde netop udvalgt ham til at forstyrre dette "status quo", hvor filistrenes herredømme var accepteret, og begynde at befri sit folk fra deres styre, og foreløbig måtte han stå helt alene. Men når Herrens Ånd greb ham, kunne han udrette det utrolige mod fjenden. Lad os se til, at vi aldrig indgår kompromis med fjenden, fordi det synes umuligt at blive fri for ham. Vi må altid føre krig mod synden og aldrig acceptere dens herredømme, for Jesus har befriet os fra dens magt. HUSKEVERS: Romerbrevet 6:12,14 258 Dommerbogen 16 Gud Herre! Husk på mig og giv mig styrke Midt i sin store Gud-givne styrke havde Samson den skæbnesvangre svaghed, som viste sig allerede ved hans første ægteskab - han kunne ikke modstå en kvindes tryglen. Det er ubegribeligt, at han lod sig dåre af Dalila; at han ikke erkendte sin svaghed så meget, at han flygtede fra hendes tryglende stemme og reddede sit liv. Han blev der, hvor fristelsen var, og derfor faldt han. Da 86

symbolet på hans indvielse til Gud var borte, led han konsekvensen; Herren forlod ham. Alligevel forbarmede Herren sig over Samson og brugte ham til ved sin død at slå flere filistre ihjel, end han havde dræbt i hele sit liv. Således endte denne mands "private" krig mod filstrene, og de var mærkbart svækket. Også han fik en plads blandt trosheltene i He-bræerbrevet 11 HUSKEVERS: Hebræerbrevet 11:32-34 259 Dommerbogen 17 Enhver gjorde, hvad han fandt for godt Mikas familie er ikke et eksempel til efterfølgelse. Det er helt klart fra skribentens gentagne indskud: enhver gjorde, hvad han fandt for godt. Hvorfor går Mika ikke til Herrens helligdom i Shilo? Han bestjæler sin mor, og bekender det først, når han føler sig tvunget til det. Han laver sig et gudebillede stik imod Mose lov og forventer, at hans private helligdom er under Herrens velsignelse, især når han får en levit til præst. Det tyder på stor uvidenhed om Herrens lov. Det understreger, hvor vigtigt Moses' gentagne befaling om at lære børnene Guds lov var. Det er ikke sket, og i den urolige dommertid er den rene gudsdyrkelse af Israels Gud ifølge Mose lov ved at gå tabt. Kristne forældre har et stort ansvar her. HUSKEVERS: Femte Mosebog 11:19. 260 Dommerbogen 18 I har taget den gud, jeg har lavet Der var åbenbart ingen myndighed, der kunne håndhæve loven i Israel på denne tid. Danitterne drog af sted med Mikas gud og præst, og han kunne ikke forhindre det, fordi de var stærkere end han. De havde fået et gunstigt svar fra præsten angående deres forehavende (6), og de ønskede at få denne "gud" med til deres nye bosættelse. De omtalte ham som Herren, Israels Gud, men deres forestillinger om ham var stærkt påvirket af afgudsdyrkelse. Hvis vi har en gud, vi selv har lavet, kan vi miste den, f.eks. gennem stærk påvirkning, hvis den eksisterer i vore tanker, eller gennem ændring i vore forhold, hvis den knytter sig til ting eller mennesker. Den eneste sande Gud åbenbarer sig gennem sit ord. Ham kan vi ikke miste, for han er ikke afhængig af os og vore tanker om ham, men vi er afhængige af ham. HUSKEVERS: Første Johannesbrev 5:20-21 261 Dommerbogen 19 Vi har aldrig oplevet noget lignende En af lektierne i dette kapitel bliver tydelig, når vi sammenligner denne unge levits nølen hos sin svigerfar med Abrahams tjeners iver for at komme af sted, da han havde fundet Rebekka: "I må ikke sinke mig... Lad mig rejse hjem" ( Første 87

Mos. 24:54-56). Levitten og hans svigerfar ødslede den ene dag bort efter den anden; alt hvad der står om, hvad de foretog sig, er: "de spiste og drak". Det var hans sene afrejse den Femte dag, der gjorde det nødvendigt at overnatte i Gibea. Forholdene i Gibea var blevet fuldstændig som i Sodoma, da Lot boede der (se Første Mos. 19). Benjaminitterne i Gibea havde forladt Herren og rettede sig ikke efter Mose lov. Men levittens hjerteløse behandling af sin medhustru (25-28) tyder ikke på, at han var stort bedre. Hvor Guds lov ikke er i højsædet, afsløres menne-skets fordærv. HUSKEVERS: Romerbrevet 3:11-12 262 Dommerbogen 20:1-28 Herren svarede: "Ja, drag op imod dem!" Israels stammer holder sammen, kun Benjamin er udenfor. Omtalen af Pinehas (28) viser, at episoden fandt sted tidligt i dommertiden, før Samson og Gideon m.m. Benjaminitterne foretrak at forsvare Gibea frem for at udlevere dem, der havde øvet udåden. Således blev det til borgerkrig. I første omgang blev Juda slået af Benjamin, og næste dag gik det ikke bedre for israelitterne, selv om de havde Herrens ja til at fortsætte angrebet. Det kunne tyde på, at også Israel behøvede Her-rens tugt. Måske de, på trods af deres bøn, stolede mest på deres egen styrke. Måske var de til dels medskyldige i, at benjaminitterne var faldet fra. Gør vi alt, hvad vi kan, for at hjælpe nådesøskende fra at komme på afveje? HUSKEVERS: Galaterbrevet 6:1-2 263 Dommerbogen 20:29-48 De så, at ulykken havde ramt dem Israels strategi den tredje dag lykkedes, og Benjamin blev slået. Men Israel forfølger de slagne benjaminitter med en skånselsløshed, der næppe har vakt Guds velbehag. Denne fjende var trods alt en broder-stamme, og ikke en af de oprindelige beboere i landet, der var hjemfalden til Guds dom: udryddelse. Israel udnyttede sin fordel over Benjamin så drastisk, at de tilintetgjorde alle de forsvarsløse, der var tilbage i byerne, efter at hæren var så godt som udslettet. Det er svært for mennesker, når de får magten, at handle skånsomt! Godt for os, at Gud den Almægtige er helt anderledes. Han ønsker ikke en synders død, men at han må omvende sig og leve. HUSKEVERS: Ezekiels Bog 18:23 264 Dommerbogen 21 Hvordan kan der reddes en rest af Benjamin? Benjaminitterne skulle straffes, men da slagets ophidselse var ovre, græd israelitterne. De var gået så vidt, at en hel stamme i Israel var ved at gå tabt, og det fortrød de. Kun 600 unge mænd havde overlevet, og israelitterne havde 88

svoret, at de ikke ville lade deres døtre ægte en benjaminit; nu var alle Benjamins kvinder udryddet. Det var en forhastet ed, og resten af kapitlet fortæller, hvordan Israel kom uden om den og skaffede 600 hustruer, så Benjamins stamme kunne reddes. Hvordan mon Herren ville have løst problemet, hvis de havde spurgt ham? De holdt bogstaven i deres ed, men betød det noget, når de alligevel kom uden om den? Sandhed i hjertedybet var der ikke meget af i denne parodi (Sl. 51:8 gl.o.). HUSKEVERS: Salme 51:19. 89

RUTHS BOG 265 Ruths Bog 1 Din Gud er min Gud Midt i dommertidens forvirring findes denne beretning om Ruth som en lille perle. No'omi havde haft 10 strenge år i moabitternes land, da hun brød op for at vende hjem til Betlehem. Alligevel må Ruth have lært Israels Gud at kende gennem hende, og da afskedstimen kom, ville hun ikke vende om. Hun klyngede sig til sin svigermor og erklær-ede i de stærkeste vendinger, at hun aldrig ville forlade hende. Det udsprang fra hengivenhed til No'omi selv, men det var også en erklæring om tro på Israels Gud; hun valgte at forlade sit eget folk og tilhøre Guds. Har vi indtaget så afgjort et standpunkt som Ruth, at vi tilhører Herren og har vort hjem iblandt hans folk? HUSKEVERS: Josva 24:21-23 266 Ruths Bog 2 Du har søgt ly under hans vinger No'omi har fået en gevinst med hjem fra moabitternes land, idet Ruth viser sig som en enestående svigerdatter. Hun er flittig og ydmyg. Hendes flid på marken tiltrækker karlens opmærksomhed (7), og hun erkender sin ringhed som "en fremmed" (10,13). Boaz rører ved det inderste i hendes følgen med No'omi, når han siger, at hun har søgt ly under Israels Guds vinger. Hun har ikke blot forladt far og mor og fædreland, men også sin gud, da hun fulgte med sin svigermor til Israels land. Der er tryghed hos ham! Ruths oldebarn David bruger samme dejlige udtryk om at finde skjul i Guds vingers skygge. Lad os søge tæt ind til ham, som kan bære os igennem alle livets storme. HUSKEVERS: Salme 36:8. 267 Ruths Bog 3 Jeg vil gøre alt, hvad du beder mig om Ruth adlød sin svigermor: "Jeg vil gøre alt, hvad du siger", sagde hun, og det gjorde hun. At hun ikke behøvede det, fremgår klart af vers 10, hvor Boaz velsigner hende for hendes godhed, formentlig mod familien. Til gengæld får hun det løfte af Boaz: "Jeg vil gøre alt, hvad du beder mig om". Hvad hun ønskede var, at han ville tage "løserens" forpligtelser på sig og ægte hende. Han var parat til det, selv om hun var moabitterinde, for hun havde vundet sig et godt ry i de måneder, hun havde boet i Betlehem (11). No'omi var tilfreds, da hun hørte Ruths rapport. Hun var sikker på, at Boaz ville følge sagen op med det samme og holde sit ord. Det har vor Forløser, vor Herre Jesus Kristus, også gjort! HUSKEVERS: Titusbrevet 2:14 90

268 Ruths Bog 4 Lovet være Herren, som ikke lader dig stå uden løser Boaz gav den nærmere slægtning mulighed for at løse No'omis jord og ægte Ruth, men han følte sig ikke i stand dertil (vers 5 gl.o. "køber du.. Ruth). Derfor trådte Boaz til som løser. Han giftede sig med hende, og de fik en søn, der vakte megen jubel, ikke mindst hos No'omi. Hele hendes tilværelse blev forvandlet. Nu hun havde fået et barnebarn, havde hun et håb for fremtiden. Før var alt håb bristet og begravet med hendes mand og hendes sønner. Kvindernes lovprisning til Herren kan vi tage i vor egen mund med langt større betydning, fordi Herren selv er blevet vor "Løser". Den "nærmere slægtning" - loven, vore egne anstrengelser - kunne ikke klare det. Han alene kunne, og han gjorde det; han løskøbte os med sit eget blod. Vi har grund til at takke ham. HUSKEVERS: 1. Petersbrev 1:18-19. 91

FØRSTE SAMUELSBOG 269 Første Samuel 1 I sin fortvivlelse bad hun til Herren, mens hun græd højt Hanna var simpelthen fortvivlet. Hendes mand elskede hende (5), men skammen over ikke at have født et barn blev ikke nemmere at bære, da hans anden hustru, som var den heldige mor til flere børn, benyttede enhver lejlighed til at håne hende derfor. Hun kunne ikke længere holde det ud. Nogle har fundet andre udveje, når livet blev dem for tungt, men Hanna gik ind i Herrens hus og udøste sit hjerte for ham. Hvis han ville give hende en søn, ville hun indvie ham helt til Herren. Måske var det dette løfte, Herren havde ventet på, for han havde brug for hendes søn. Overbevist om, at Herren havde hørt hende, gik Hanna sin vej og så ikke længere bedrøvet ud. Det kan vi lære noget af. HUSKEVERS: Salme 62:8-9. 270 Første Samuel 2:1-17 Ingen sejrer ved egen kraft Hannas lovsang blev født gennem hendes dybe trængsel. I nøden havde hun lært Herren at kende. Hun havde ikke født Samuel ved egen kraft, men ved Guds hjælp. Var det sket uden den svære vente-tid, havde hun taget det som en selvfølge; nu forstod hun, at han var en gave fra Herren. Hun anede lidt om Herrens storhed og menneskers intethed. Han kunne vende op og ned på alt: gøre de stærke svage, og de svage stærke; lade de mætte sulte og forsyne de sul-tende med alt, osv. (4-9). Med andre ord, var det ikke omstæn-dighederne, der herskede, men Herren. I modsætning til denne kvinde kendte Elis sønner, præsterne, ikke Herren (12)! HUSKEVERS: Zakarias 4:6. 271 Første Samuel 2:18-36 De, der ringeagter mig, skal bliver til skamme Det officielle præsteskab er ved at blive erstattet af Guds udvalgte profet Samuel. Han var blot en dreng, men de få glimt, der gives af ham, (21,26) taler godt for hans udvikling. Gud havde givet løfter angående Elis fædrenehus, men Elis sønners opførsel gjorde det umuligt for ham at stå ved dem: "Nok har jeg sagt... men nu siger Herren: Det skal ikke ske!" (30). Hvor alvorligt! Der er altid beting-elser knyttet til Guds løfter. Ved at ringeagte Herren havde Elis søn-ner diskvalificeret sig fra at nyde godt af dem, og gamle Eli var medskyldig. Hans irettesættelse af dem var utilstrækkelig; der skete dem ikke noget, og den kom for sent. Han havde ikke gjort sin auto-ritet gældende i deres unge år, og i sin alderdom kunne han intet gøre for at påvirke dem. Herrens bedømmelse var, at han havde æret sine sønner mere end Herren. 92

HUSKEVERS: Hebræerbrevet 12:5-7. 272 Første Samuel 3 Min dom over hans hus skal stå fast til evig tid Samuel havde lært at adlyde Eli, og det forberedte ham til at adlyde Herren. Men Eli havde ikke kunnet lære Samuel at kende Herren. Nu tog Herren initiativet og åbenbarede sit ord for ham. Tre gange stod Samuel op og løb til Eli, fordi han troede, Eli havde kaldt på ham. Så forstod Eli, at han havde hørt Herren kalde. Det første budskab, den unge Samuel fik fra Herren, var dommen over Elis hus. Måske var det for at slå fast for Samuel, hvor forkert meget af det var, han havde været vidne til i sin opvækst i Herrens helligdom, så han forstod, at man ikke kunne ringeagte Herren og undgå dom. Det var aldeles svært for ham at fortælle Eli, hvad Herren havde sagt. Det er altid nemmere at forkynde opmuntring og trøst fra Guds ord, men dommens ord er der også og må ikke forties. HUSKEVERS: Malakias 1:6-7. 273 Første Samuel 4 Herligheden er forsvundet fra Israel Israel havde ret i, at filistrene slog dem, fordi Herren ikke var med dem. Men de tog grundigt fejl i at tro, at de kunne sikre sig Guds tilstedeværelse og hjælp blot ved at hente arken. De kunne ikke byde over Israels Gud på den måde. De led et afgørende nederlag, arken blev taget til bytte og præsterne dræbt! Havde de omvendt sig til Herren og bedt om hjælp, havde det været til større gavn end at hente arken. Der var intet "magisk" ved arken; Herren havde knyttet sit navn dertil, men han var ikke bundet af den. Israels herlighed var allerede borte, før arken blev erobret, for de havde vendt sig fra Herren, og han selv var deres herlighed. Han kunne ikke være iblandt dem, uden at de omvendte sig til ham. HUSKEVERS: Joels Bog 2:12-13 274 Første Samuel 5 Dagon igen var faldet næsegrus til jorden Filistrene har nok troet, at de havde erobret Israels Gud, da de slog Israel og røvede arken, men de lærte snart noget andet! Herrens navn var blevet vanæret hos filistrene på grund af Israels nederlag, men Herren begyndte at vise sig for dem; deres gud Dagon blev slået i stykker foran arken, og hvorhen arken end kom, døde mange filistre. De forstod, at det var Israels Guds tilstedeværelse, der var årsagen. Vi må aldrig tro, at Gud på nogen måde er afhængig af os og vort vidnesbyrd. Svigter vi, kan han nemt klare sig - det siger sig selv! Men selvfølgelig ønsker vi at være brugbare for ham, medarbejdere i 93

hans frelsesplan. Det er stort, at vi kan få lov til det. HUSKEVERS: Apostlenes Gerninger 17:24-25 275 Første Samuel 6 Og på den måde viser Israels Gud ære Filistrene havde to muligheder: de kunne forhærde sig, som ægypterne gjorde, og lide endnu mere; eller de kunne bøje sig for Israels Gud, erkende hans overmagt og sende hans ark tilbage. Klogeligt valgte de at gøre det sidste. Det var utilbørligt, at de rørte ved arken, som de gjorde, men det var i uvidenhed, så der skete dem ikke noget. De sendte arken tilbage på en sådan måde, at de kunne være sikre på, at det virkelig var Herren, der havde ramt dem. Selv om køerne efterlod deres kalve, trak de arken lige hjem til Israels land, som om de blev styret af en usynlig hånd, og filistrene var overbevist. Folk i Bet-Shemesh måtte mindes om, hvor hellig Guds ark var, så de blev bange og fik den afsat til Kirjat-Jearim. HUSKEVERS: Romerbrevet 9:16-17. 276 Første Samuel 7 Hele Israels hus sukkede efter Herren Herren havde tvunget filistrene til at sende arken tilbage, men israelitterne var ikke rede til at modtage den. Der gik 20 år, hvor den ikke længere var i folkets midte. De dyrkede fremmede guder og havde forladt Israels Gud. Tilsyneladende måtte Samuel vente, indtil de var i en sådan tilstand, at han kunne kalde dem til omvendelse. De sukkede efter Herren, står der, men sukket var mest efter at blive befriet for filistrene, for de dyrkede stadig afguder; Samuel befalede dem at afskaffe disse guder, som var den egentlige årsag til deres ulykke, og af hele deres hjerte vende om til Herren. Han dømte dem i Mizpa, og derefter kunne han bede Herren hjælpe dem mod filistrene. HUSKEVERS: Esajas 59:1-2 277 Første Samuel 8 De forkaster mig som deres konge Hvor trist, at Samuels sønner minder om Elis! Det skabte et problem; Samuel var gammel, hvem skulle løfte arven efter ham? Folket havde deres menneskelige løsning; de ville have en konge "ligesom hos alle de andre folk". Herren meddelte Samuel, at det var ham, og ikke Samuel, de forkastede ved dette ønske. De kunne få deres vilje; dog skulle han indtrængende advare dem ved at beskrive de rettigheder, en konge ville få, og hvilke byrder, det ville betyde for dem. Det ville koste dem meget at forkaste Herren og få en konge i hans sted. Jesus sagde, at hans åg var gavnligt og hans byrde let. Unddrager vi os hans 94

herredømme, som Israel ønskede at gøre, får vi en tungere byrde at bære. HUSKEVERS: Matthæusevangeliet 11:28-30. 278 Første Samuel 9 Det er gemt til dig, til dette øjeblik Det virker meget tilfældigt, at Saul på karlens forslag kom til byen for at spørge Samuel til råds om de vildfarne æsler. Det må have været en stor overraskelse for Saul at opdage, at han var ventet hos Samuel. Ikke blot fik han besked om æslerne, før han havde spurgt om dem, men der var en plads beredt for ham ved offermåltidet, og et stykke af det bedste kød var reserveret til ham. Den tilsyneladende tilfæl-dige rejse, han var på, havde Herren styret, uden at Saul vidste det. Det var Herrens måde at sende ham til Samuel. Vi kan ikke vide, hvilke dagligdags begivenheder, der muligvis er specielt betydningsfulde, men Herren formår at styre dem alle, så de tjener hans vilje med os. HUSKEVERS: Romerbrevet 8:28. 279 Første Samuel 10 Nu salver Herren dig til fyrste over sin ejendom At Saul var udvalgt af Gud som Israels konge på dette tidspunkt er klart, dels fordi Samuel salvede ham på Guds befaling, og dels fordi loddet ramte ham senere ved det offentlige kongevalg i Mispa. Han fik selv mange tegn på, at Herren var med ham. Som forberedelse til det store ansvar mødte Gud ham på afgørende vis, gav ham et andet hjerte, som der står. Saul var ingen tilfældighed, Gud var med ham. Hans regering var ikke på forhånd dømt til at mislykkes, selv om folket ikke burde have forlangt en konge. Hvis han kunne huske, at det var Herrens folk, han regerede, og hvis han ville bøje sig for Herren i alle ting, kunne det gå godt. HUSKEVERS: Jeremias 24:7. 280 Første Samuel 11 I dag har Herren givet Israel sejr Ammonitternes belejring gav Saul en anledning til at vise, om han formåede at hjælpe det folk, han var blevet konge over. Det afgørende for ham var, at Guds Ånd greb ham, så han fik mod og autoritet til at befale folket at samles om ham og Samuel til kamp mod fjenden. Ved Herrens hjælp sluttede stammerne op om ham, og hans afgørende sejr befæstede ham i alles øjne som værdig til at være konge over dem. Under denne første prøve synes Saul at handle klogt og ydmygt. Han giver Herren æren for sejren, afstår fra at hævne sig over dem, der havde ringeagtet ham, og forhindrer andre i at gøre dem noget. Samuel foranlediger, at kongedømmet bliver befæstet med Saul som konge, og alle glæder sig. HUSKEVERS: 1. Korinterbrev 15:57. 95

281 Første Samuel 12 Du har ikke undertrykt os eller mishandlet os Hvor få, der har haft virkelig magt over andre, kunne sige det samme som Samuel: ingen har jeg gjort uret. Hele livet havde han været tro; nu han "gik af", havde han intet at fortryde. Det var et mægtigt vidnesbyrd, og folket bekræftede, at det var sandt. Han havde aldrig misbrugt sin magt til egen fordel. På denne baggrund virker hans irettesættelse endnu stærkere. Folket må erkende, at ved at kræve en konge har de fulgt i deres fædres spor og syndet. Det kan ikke laves om, nu må de leve med resultatet; men Samuel opmuntrer dem. Hvis de vil frygte Herren, kan det stadig gå både dem og deres konge godt! I modsat fald kan kongen ikke hjælpe dem, men de vil sammen gå til grunde. HUSKEVERS: Apostlenes Gerninger 20:32-33 282 Første Samuel 13 Nu skal dit kongedømme ikke bestå Der er gået mange år; Saul har nu en voksen søn. Hvad der er sket i de år, ved vi ikke; men Saul synes at have forandret sig meget. Hans ydmyghed er forsvundet, hans iver for at give Herren æren ligeså (3-4). Han påtager sig at ofre, en tjeneste, der ikke tilkom ham, den civile hersker, for han var ikke præst (9). Han var ulydig mod Herren (13-14); det er ikke helt klart, hvori hans ulydighed bestod. Måske var det "blot", at han ikke ventede på Samuel, som var Herrens repræsentant. En tilsyneladende lille overtræd-else, men ligeså afslør-ende som Adam og Evas synd i Edens have - han var ikke tilfreds med at være helt afhængig af Herren. Han "kunne selv"; derfor duede han ikke længere til at herske over Herrens folk. HUSKEVERS: Ordsprogene 16:18. 283 Første Samuel 14:1-23a Der er intet, der hindrer Herren i at give sejr Jonatan har allerede vist kampmod, selv om Saul påberåbte sig æren for hans indsats (13:3-4). Jonatan var ikke dumdristig. Hans tillid var til Herren, og han måtte være sikker på, at Herren var med i hans nye vovestykke. Blot han gik under Herrens velsignelse, var han overbe-vist om, at det ikke betød noget, at de kun var to til at angribe filistrenes forpost. Han blev ikke til skamme. Herren lod hans initiativ skabe frygt blandt filistrene, og han sendte også et jordskælv, der førte til panikagtige tilstande i fjendens lejr. Jonatans erfaring kan sammenlignes med Elisas, da aramæernes hær omringede ham: "der er flere på vores side end på deres!" (se Anden Kong. 6:15-17). HUSKEVERS: 1. Johannesbrev 4:4 96

284 Første Samuel 14:23b-52 Min far styrter landet i ulykke! Det er en underlig episode med Sauls ed og dens følger. Jonatan lagde ikke fingrene imellem, men sagde rent ud, at hans far styrtede landet i ulykke! Skriften selv (gl.o.) kalder det for "en stor dårskab" (24). Var Saul blevet "vigtig", for optaget af at være midtpunkt, for ivrig efter at gøre sin autoritet gældende? Det giver en antydning af, hvorfor Jonatan ikke havde rådspurgt sin far og planlagt aktionen sammen med ham. Saul virker febrilsk og voldsom. Han var parat til at dræbe Jonatan, om ikke folket havde reddet ham. Mon Saul kunne have reddet situationen ved at erkende sin egen dårskab og bede Herren om tilgivelse? Det kan vi ikke vide, men Jonatans død ville bestemt ikke have vakt Guds velbehag. Skylden for den afkortede sejr må ligge hos Saul. HUSKEVERS: Ordsprogene 21:2 285 Første Samuel 15 At adlyde er bedre end offer Samuel må minde Saul om, at det var ham, Herren sendte til at salve ham til konge, når han kommer med dette bud (1). Var Saul blevet selvrådig? Han var i hvert fald tilfreds med sig selv; to gange pointerer han, at han har holdt Herrens befaling (13,20). Først efter Samuel er gået i rette med ham fire gange, kommer han til en erkendelse af, at han har syndet, og selv da læg-ger han stadigvæk hovedskylden på folket (24). Han skulle have vidst fra Akans oplev-else (Josva 7), hvor skæbnesvanger det var at tage bytte af det, Herren havde lagt band på. Han kunne ikke "betale sig" fra sin brøde ved at ofre. David vidste dette, da han havde syndet med Batseba, og han fandt tilgivelse (AndenSam. 11-12, Salme 51). HUSKEVERS: Salme 51:18-19. 286 Første Samuel 16 Ham skal du salve, for ham er det Her møder vi David for første gang. Han er Guds udvalgte konge til at erstatte Saul, men endnu regnes han ikke for noget af mennesker. I første omgang er han ikke engang budt med til ofringen; måske var han kun en dreng. Hans ældste bror Eliab gjorde et godt indtryk på Samuel, men Herren forhindrede ham i at vælge ham. Gud kan ikke bedrages af noget ydre; han ser, hvad intet menneske kan se, han ser på hjertet, vort skjulte jeg. Han så noget i Davids hjerte, der fik ham til at vælge ham. Var det en levende tro på Israels Gud? (Se f.eks. 17:37). HUSKEVERS: Salme 65:4b,5 97

287 Første Samuel 17:1-30 Han har hånet den levende Guds slagrækker Denne episode er måske sket, før David begyndte at spille for Saul, som fortalt i kap. 16. Saul og hele Israel var ræd for Goliat og flygtede for ham (11,24), men David viser en helt anden indstilling. Han ser og hører Goliat ligesom de andre, men han ser også Herren. Han forstår, at Goliats udfor-dring ikke blot er en hån mod Israel, men mod Israels Gud. David ved, at har Goliat Herren imod sig, kan han ikke bestå, og han er parat til at være Herrens redskab til at bevise det. Det er Herrens ære, han har på hjerte. Guds folk behøver ikke at være bange for dem, der spotter Gud. Når Gud tager deres udfordring op, er det ude med dem. HUSKEVERS: Åbenbaringen 11:18. 288 Første Samuel 17:31-58 Krigen er Herrens, og han vil give jer i vores hånd David møder Goliat med et frimodigt vidnesbyrd. Goliat ser kun Davids stav og håner ham, men David kommer som Israels Guds repræsentant. Derfor er han ikke i tvivl om udfaldet af kampen. Det er Goliat heller ikke! Men han tager fejl. David har erfaring om Herrens hjælp i kamp mod vilde dyr, mens han vogtede får, og han bygger videre på denne erfaring i det skjulte, nu han står midt imellem de to hære. Han får lov til at demonstrere for såvel det skræmte Israel som for de overmodige filistre, at Hærskarers Herre, Israels slagrækkers Gud, er en levende realitet. Han gav denne dreng, som stolede på ham, sejr over den langt overlegne kæmpe Goliat. HUSKEVERS: 1. Timotheusbrev 6:12 289 Første Samuel 18 Herren var med David Saul havde taget David i sin tjeneste og nydt godt af hans indsats, indtil skinsyge fik magten over ham. Så snart det skete, og den tanke havde slået ham, at her var hans efterfølger på tronen, ønskede han kun Davids død, for han bøjede sig ikke for Herrens dom over sit liv. Men Herren var med David, og hverken Saul eller filistrene kunne gøre ham noget. Saul blev mere og mere bitter, idet han kæmpede mod kendsgerningerne. Han skønnede, at Herren var med David, og en blanding af frygt og had beherskede ham. Han havde åbnet for mørket og var besejret af det. Hans søn Jonatan, derimod, viser en helt anden ædel ånd; selv om David skulle blive konge i stedet for ham, elsker han ham og bøjer sig for Herrens vilje. HUSKEVERS: Romerbrevet 13:12-13 98

290 Første Samuel 19 Han kom til Samuel i Rama og fortalte ham alt Jonatan fik sin far til at indse, at David kun havde tjent ham godt, og at han ikke skulle dræbes. Men da skinsygen rejste sig igen, var den lige så urimelig som før; Saul var behersket af den og ønskede kun Davids liv. Han kæmpede mod Herren, når han forsøgte at dræbe David, for Herren havde forladt ham, mens David var under Herrens beskyttelse. David flygtede til Samuel, som havde salvet ham til kon-ge, og fortalte ham alt. Han har måske undret sig over, at han nu havde måttet flygte fra hoffet, men Samuel har styrket hans tro. Gud ville føre ham igennem som Sauls efterfølger på sin egen måde. Men det betød ikke, at David ville slippe for trængslerne; dem fik han man-ge af! HUSKEVERS: 2. Timotheusbrev 3:12 291 Første Samuel 20:1-23 Han elskede ham inderligt David tyede til sin ven Jonatan, som elskede ham ligeså inderligt, som Saul hadede ham. Han kunne dårligt tro, at hans far var så opsat på at slå David ihjel, men fandt på en plan, hvorved han kunne finde ud af det og advare David, hvis det blev nødvendigt, som det jo viste sig var tilfældet. Sauls had udsprang af hans misundelse. Han var hovedperson i sin verden og tålte ikke, at nogen anden fik mere ros. Sand kærlighed er uselvisk og sætter den elskede i centrum i stedet for sig selv. Jonatan viste noget af denne kærlighed. Den er af Gud, ligeså sandt som had er af djævelen. Får Helligånden lov til at udgyde Guds kærlighed i vore hjerter, vil det vise sig i selvfornægtelse til gavn for andre. HUSKEVERS: 1. Johannesbrev 3:16. 292 Første Samuel 20:24-42 Du holder med Isajs søn Saul har sikkert planlagt at slå David ihjel, når han kom til festen, som han havde pligt til. Så da David udeblev også anden dag, blev han mistænksom og krævede af Jonatan at vide, hvor han var henne. Saul kæmpede mod kendsgerningerne, mens Jonatan accepterede dem. Saul kunne se, at det var sandsynligt, at David var den, Herren havde udvalgt til konge i hans sted. Jonatan kunne heller ikke være blind for denne mulighed - senere omtaler han det som en kendsgerning - men han accepterede det. Han tillod ikke, at det skulle forgifte hans for-hold til David, mens Saul kunne gribe til våben mod sin egen søn i forbitrelse over hans indstilling. Jonatan gjorde alt, hvad der stod i hans magt for at redde David. Han var på Herrens side! HUSKEVERS: Salme 37:34 99

293 Første Samuel 21 Han blev meget bange for Akish, kongen i Gat David er nu på flugt som en fredløs. Han får hjælp hos præsten Aki-melek i Nob uden at fortælle ham den rette sammenhæng, at han er på flugt fra Saul, og søger derefter tilflugt hos kong Akish af Gat. Det er tvivlsomt, om det var rigtigt af ham at gå til Israels fjender; han har næppe taget sig tid til at spørge Herren, men følte sig presset af situationen. Han opdagede hur-tigt, at hans liv ikke var i sikkerhed der. "Han blev meget bange", står der, og kun ved at spille vanvittig slap han bort. Men i disse trængsler voksede Davids kendskab til Herren. Salme 34 og 56 kom ud af denne oplevelse i Gat; et vidnesbyrd om den åndelige rigdom, som han fandt på den onde dag. HUSKEVERS: Salme 56:4-5 294 Første Samuel 22 Træd frem! Dræb Herrens præster Blodbadet på præsterne viser, hvilken fare Davids familie var i, og hvorfor de kom til ham. (Hans fars farmor var moabitten Ruth, det er sikkert derfor, han søgte asyl for sine gamle forældre i Moab.) Sauls livvagt veg tilbage fra at adlyde ham, når han bød dem dræbe Herrens præster. Sauls mordlyst kendte ingen grænser, når det gjaldt David, og han fik Doeg, en edomit, til at udføre det frygtelige blodbad på de uskyldige præster. Hvor svært for David at høre Ebjatars beretning! Det er altid svært, når Gud ikke forhindrer så-danne ugerninger, men han arbejder med en længere tidsplan, end vi kan rumme. Vi har bare at bevare tilliden til, at han altid handler ret! HUSKEVERS: Salme 37:12-13 295 Første Samuel 23 Han fik ham til at hente nyt mod hos Gud David viser sin storhed i sin omsorg for Ke'ila. Hans mænd syntes, de havde nok at gøre med at sørge for deres egen sikkerhed, men David var parat til at gå imod filistrene, blot han havde vished for, at Herren var med ham. Ke'ilas folk viste sig utaknemmelige - de var sikkert bange for Saul - og David måtte skynde sig bort fra den befriede by. Hvilken opmuntring at få besøg af Jonatan, som forsikrede ham, "min far Sauls hånd kan ikke nå dig". Jona-tan havde accepteret David som Guds mand til at efterfølge Saul på tronen og vidste derfor, at det var umuligt for hans far at krydse Guds planer ved at dræbe David. Det styrkede Davids tro, så han hentede nyt mod hos Gud. HUSKEVERS: Salme 37:32-33 100

296 Første Samuel 24 Jeg løfter ikke hånden mod dig David regner stadigvæk Saul for Herrens salvede, selv om han er blevet en ynkelig, måske sindssyg mand, behersket af skinsyge og mørke, tydeligt under Herrens forbandelse. David leder ikke efter undskyldninger for at hævne sig på Saul, men er helt tilfreds med at overlade sin sag til Herren og vente, indtil han fjerner Saul og baner Davids vej til tronen. Det er noget af det sværeste, ikke at tage os selv til rette, men at bie på Herren. Da Saul ser sin kappeflig i Davids hånd og forstår, hvor tæt på han har været, bøjer han sig for den åbenbare sandhed, at David ikke ønsker at gøre ham fortræd, og han kommer til en midlertidig selverkendelse. Han ved, at David skal blive konge efter ham, men indser, at David ikke har i sinde at dræbe ham for at fremskynde tronskiftet. HUSKEVERS: Romerbrevet 12:19. 297 Første Samuel 25:1-22 Alligevel gengælder han mig godt med ondt David havde virkelig tjent Nabals interesser - det bekræftede Nabals folk over for Abigajil (15-16) - så det, han bad om, var en rimelig betaling for den beskyttelse, han havde ydet Nabals hjorde. Han havde ikke forsynet sig med magt fra Nabals hjorde, men tværtimod fungeret som et vagtværn. David følte sig krænket, og med rette. Han havde ikke de samme betænkelighe-der ved at hævne sig på Nabal som på Saul, og han reagerede hurtigt og hastede afsted med 400 mand for at straffe Nabal. Det var godt for ham, at Abigajil i mellemtiden havde reageret ligeså hurtigt og ilede ham i møde med den mad, Nabal havde nægtet ham. HUSKEVERS: Romerbrevet 12:21 298 Første Samuel 25:23-44 Herren vil jo skabe min herre et hus, der står fast Abigajil tager skylden for sin mands grove fornærmelse på sig og afværger Davids hævntogt. Hendes vanskeligheder i hjemmet har drevet hende til Herren. Hun viser forståelse for, at David er Guds udvalgte konge. Det må have opmuntret David, og tanken om sit høje kald har hjulpet ham til at slippe øjeblikkets krænkelse. Som Herrens salvede behøvede han ikke at tage sig selv til rette og pådrage sig blodskyld ved at dræbe Nabal og hele hans familie. Denne gang hævnede Herren David næsten omgående, men uden Abigajils indgreb var der sket en tragedie. HUSKEVERS: Matthæusevangeliet 5:9. 101

299 Første Samuel 26 Alt hvad du gør, skal lykkes for dig For anden gang har David Saul i sin magt, men overvinder fristelsen til at dræbe ham, trods Abishajs opfordring. Han tager Sauls spyd og vandkrukke som uimodsigeligt bevis på, at han har været hos ham, mens han lå og sov, og alligevel ikke skadet ham. Saul vedgår sin dårskab og synd, men David ved bedre end at stole på hans løfte om ikke mere at gøre ham ondt, og følger derfor ikke med tilbage. Saul, med magten på sin side, må erkende, at det er for flygtningen David, at alt lykkes. Dybest set havde han ret, skønt David nok ikke på dette tidspunkt har følt, at alt gik så godt, som han kunne ønske det. Det blev Saul og Davids sidste møde. HUSKEVERS: Josva 1:9. 300 Første Samuel 27 Jeg kan ikke gøre noget bedre end... Her taler en træt og modløs David. Hans tro svigter, og derfor ser han kun den ene udvej at redde sig fra Saul: at søge tilflugt hos filistrene! Det var en skæbnesvanger fejltagelse, der førte ham bort fra troens vej. Han blev nærmest tvunget til grusomme handlinger og måtte lyve groft for at gøre sin færd acceptabel for filistrene. Han vandt også Akish' tillid derved, men det var en tvivlsom anbefaling. Han havde glemt den anden udvej, at stole på Herren. Han havde glemt sit eget vidnesbyrd: "Herrens engel lejrer sig omkring dem, der frygter ham, og han udfrier dem" (Salme 34:8). Han havde brug for at læse sine egne salmer 34 og 56! HUSKEVERS: Salme 56:10-12 301 Første Samuel 28 Herren har gjort imod dig, som han forudsagde ved mig Når Saul ikke kunne få nogen forbindelse med Herren, trodsede han Mose lov og søgte en genfærdsånd for at få Samuel i tale. (Om kvinden virkelig kunne få Samuel til at komme, er højst tvivlsomt; mere sandsynligt er det, at Herren sendte en ånd, der svarede til Sauls forventninger.) Det budskab, han således fik at høre, var næppe til nogen hjælp. Dommen over ham for ulydighed mod Herren skulle nu fuldbyrdes, og kongedømmet skulle gives til David. Det var så tung en besked, som det overhovedet kunne være, og den frarøvede ham hans sidste kræfter. Hans forfølgelse af David havde været forgæves; han havde stridt forgæves mod sin skæbne. Herrens ord stod fast. HUSKEVERS: 1. Petersbrev 4:17. 102

302 Første Samuel 29 Hvad skal de hebræere her? David var i en yderst vanskelig situation. Han havde haft held til at vinde Akish' tillid, og resultatet var, at han befandt sig i filistrenes hær, som var samlet til kamp mod hans eget folk Israel. Hvordan kunne han blive valgt til konge, hvis han kæmpede mod det? Fyr-sternes mistillid var ydmygende for David, men samtidig skabte den en udvej for ham. Det må have været med et lettelsens suk, at han drog bort fra kamppladsen, selv om han måtte skjule det for ikke at vække mistanke. Han hørte simpelthen ikke hjemme i filistrenes hær; hans fejltrin i kapitel 27 havde bragt ham i det forkerte selskab, men Herren udfriede ham. Der ventede ham dog et chok, der yderligere ville understrege for ham, at det var Guds godhed mod ham, at han fik lov at vende hjem i utide. HUSKEVERS: Salme 124:7. 303 Første Samuel 30 David hentede nyt mod hos Herren sin Gud Nu David er kommet helt i bund, finder han fodfæste igen: han henter nyt mod hos Herren sin Gud! Fra nu af begynder han at komme på fode. Han spørger Herren, om han skal forfølge røver-banden; det havde han undladt at gøre, før han søgte tilflugt i Gat. Han har lært af sit fejltrin. Han drager af sted under Herrens velsig-nelse, vinder en fuldstændig sejr over amalekitterne og redder alt, hvad de har røvet fra Ziklag. Han genvinder sine mænds respekt; nu taler de ikke mere om at stene ham, men retter sig efter hans ord, når han forlanger, at byttet skal deles også med dem, der ikke havde magtet at kæmpe med. David er igen i det rette forhold til Gud. HUSKEVERS: Salme 18:7. 304 Første Samuel 31 Så tog de benene og begravede dem Sauls død er så ynkelig, som den kan være. Ude af sig selv af skræk, tager han sit eget liv. Filistrene fandt først hans lig dagen efter, så han var ikke i den overhængende fare fra dem, som han har troet. De vanærer hans og hans sønners lig og fejrer sejren over Israel. Det er mørkets time for Guds folk. Selv den trofaste Jonatan må dele skæbnen med sin far. De afsluttende vers giver dog et glimt af lys. Sauls første bedrift som Israels konge var at redde indbyggerne i Jabesh i Gilead fra ammonitterne (kap. 11). Det har de ikke glemt. Nu viser de deres vedvarende taknemmelighed. De drister sig til at tage Sauls og hans sønners lig ned og begrave dem og redder dem således fra yderligere vanære. HUSKEVERS: 1. Korinterbrev 15:42-43 103

ANDEN SAMUELSBOG 305 Anden Samuel 1 De holdt ligklage, græd og fastede indtil aften David bevarer sin respekt for Saul som Herrens salvede til det sidste. Den unge amalekit, som foregiver at have slået ham ihjel, mister livet. Han har gjort - siger han - hvad David to gange har undladt at gøre. Ikke et ondt ord har David at sige om Saul, nu han er død, men omtaler kun det gode. Han viser ikke glæde, men sorg, over hans ynkelige død. Han triumferer ikke over den skæbne, der har ramt en mand, der efterstræbte hans liv så ihær-digt, at han måtte leve som en fredløs, afskåret fra samfundet. David er stor nok til at lide med sit folk i deres nederlag og sorg, også selv om det åbner vejen for hans egen mulighed for en mere normal og lykkelig fremtid med opfyl-delsen af Guds løfter til ham. HUSKEVERS: Romerbrevet 12:14-15 306 Anden Samuel 2 Kun Judas hus sluttede sig til David Juda gjorde David til konge, da han vendte tilbage fra landflyg-tigheden. Men Sauls fætter Abner ville nødigt, at kongeværdigheden skulle forsvinde fra familien. Med vold og magt fik han den sidste af Sauls sønner gjort til konge over Israel. Han synes slet ikke at have egnet sig, og det var i virkelig-heden Abner, der herskede. Det må have været en stor skuffelse for David, at der skulle være borgerkrig, før han blev konge over hele Israel. Mon hans ophold hos filistrene havde svækket tilliden til ham? Der er også en krig i gang angående Kongernes Konges herredømme (Åbenbaringen 17:14) - men der er ingen grund til at nære mistillid til ham! HUSKEVERS: 1. Timotheusbrev 6:14-16. 307 Anden Samuel 3 Ved min tjener David vil jeg frelse mit folk I første omgang blev David kun hyldet til konge af sin egen stamme Juda. Det var Abner, der havde hindret David i at blive konge over hele Israel straks efter Sauls død. Uden hans initiativ var Ishboshet næppe blevet ud-råbt til konge, for han ser ikke ud til at have været en handlekraftig mand. Og dog viser vers 18, at Abner vidste, at Herren havde lovet, at gennem David skulle Israel frelses fra filistrene! Det kostede både ham og Israel dyrt, at han ikke bøjede sig for den konge, Herren havde udvalgt. I Jesus Kristus frelses vi fra Satans magt. Han er Guds udvalgte Konge. Bøjer vi os for ham, oplever vi frelse fra fjenden. HUSKEVERS: Romerbrevet 8:37. 104

308 Anden Samuel 4 Som mente, at han kom med et glædesbudskab David var Herrens udvalgte konge. Han var blevet salvet af Samuel for mange år siden og havde lidt mange genvordigheder, mens Saul var konge. Efter Sauls død har han nok ventet at blive valgt til konge; det havde folket ønsket (3:17), og det var Herrens vilje. Men så nemt gik det ikke. Abner og Ishboshet var kommet i vejen. Abner var blev-et dræbt af Joab, og David havde sørget over ham. Nu bliver Ishbo-shet dræbt, og igen viser David noget af sin ægte storhed. Det er ikke til glæde for ham, men til sorg; han kan vurdere Ishboshet som en uskyldig mand, der er blevet skammeligt myrdet i sin seng; Davids sind rejser sig i retfærdig harme over denne skændselsdåd, og han hævner Ishboshet. HUSKEVERS: 1. Korinterbrev 13:6. 309 Anden Samuel 5 David blev mægtigere og mægtigere; Herren var med ham Endelig bliver David konge over hele Israel. Jerusalem bliver indtaget påny og stadfæstet som Davids hovedstad. Det er til gavn for folket, at det har David som konge, for Herren er med ham. Den ødelæggende borgerkrig er forbi, alle er forenede under Herrens udvalgte konge. Det vækker filistrenes modstand, men David besejrer dem, idet han drager imod dem på Herrens bud og på Herrens måde. Anden gang søger han igen speciel vejledning fra Herren og bygger ikke blot på erfaringen fra sidste sejr. Hvilken velsignelse for Guds folk, når Guds udvalgte Konge hersker over det! Det giver sejr over fjenden. Men i Getsemane udkæmpede vor Herre Jesus den afgørende kamp for at gøre sin Faders vilje. Hans vej til tronen gik gennem korsdøden for vores skyld. HUSKEVERS: Lukasevangeliet 22:42 310 Anden Samuel 6 David bragte brændofre og måltidsofre for Herrens ansigt Vi skal helt tilbage til Første Sam. 7:1 for at finde Guds ark omtalt; dér blev den anbragt i Abinadabs hus, efter at den kom hjem fra filistrenes land. Saul har ikke haft tanke for at få arken tilbage midt i Israels hverdag. Først nu får den igen en central plads i Israel, og beretningen er ikke uden alvor. Arken repræsenterede den hellige Guds nærhed, og Uzzas død understreger, at det er forbundet med livsfare at omgås den. Hver søndag ved nadverbordet mindes vi, hvad det kostede vor Herre Jesus Kristus at åbne vejen for os ind til denne hellige Gud. Davids brændofre og takofre har kun betydning som "pegefingre" mod Jesu fuldkomne offer. HUSKEVERS: 1. Petersbrev 3:18. 105

311 Anden Samuel 7 Dit kongedømme skal stå fast for mit ansigt til evig tid David følte det usømmelige i, at han boede "finere" end Guds ark, og han fik lyst til at bygge templet. (Ofrer vi mere på vores egen bekvemmelighed, end på Guds sag?) Han fik ikke lov til det, men hans ønske gav anledning til de forjættelser, som Natan bragte ham. Det er, som om Gud siger, at dybest set kan et menneske ikke gøre noget for ham - det er altid Herren, der giver. Han vil oprejse Davids søn og sætte ham i stand til at bygge Herrens navn et hus, og han vil stadfæste Davids kongeslægt evindelig. David griber om Herrens løf-ter ved tro, hans tilbedelse og bøn viser, at han tager dem til sig. De peger i sidste instans på Jesus Kristus, der som menneske er født af Davids slægt. HUSKEVERS: Filipperbrevet 2:8-9. 312 Anden Samuel 8 Således gav Herren David sejr overalt Under David fik Israel magt over de omkringliggende fjender, der i tidens løb havde trængt og undertrykt dem. Nederlagets dage var forbi. Herren var med David, og hele folket fik glæde af hans sejre. Hvilke fjender har vi fået sejr over i kraft af Jesus Kristus? Hans tilsyneladende nederlag over for mørkets magter, da han blev korsfæstet, viste sig at være en afgørende sejr. Døden kunne ikke holde ham, og han blev oprejst den tredje dag. Hans opstandelse beviste, at Satan var besejret én gang for alle. Hans magt var brudt, og i kraft af Jesu sejr behøver vi, som tror på ham, aldrig ligge under for syndens magt. Hver dag kan vi glæde os over og takke for Jesu Kristi opstandelse og ophøjelse ved Gud Faders højre hånd. HUSKEVERS: 1. Korinterbrev 15:57. 313 Anden Samuel 9 For din far Jonatans skyld vil jeg vise dig godhed Mefiboshet havde ingen ret til Davids omsorg; det var for hans far Jonatans skyld, Jonatan, som havde været så trofast, at David viste ham godhed. Han hentede ham frem fra glemselen og gav ham plads blandt kongesønnerne. Han løftede ham fra fattigdom og gav ham Sauls jord og tjenere tilbage. Det er et svagt billede på, hvordan Gud handler med os. Det er dem, der intet er, han udvælger som gen-stand for sin nådes omsorg og gør til sine sønner og døtre - for Kristi skyld. Vi har ikke fortjent det, tværtimod, for af natur var vi Guds fjender. Men Gud åbenbarede sin kærlighed til os alle ved at sende sin Søn som soning for vore synder, og for hans skyld omslutter han os nu med kærlighed og nåde. HUSKEVERS: Efeserbrev 1:5 106

314 Anden Samuel 10 For at vise sin deltagelse i anledning af hans fars død Hanun opfører sig som en uopdragen, letsindig ung mand, når David vil vise ham deltagelse ved hans fars død. Den grove forhånelse, han udsætter Davids folk for, må få konsekvenser. Når det går op for Han-un, lejer han hjælp fra aramæerne, men de lider allesammen nederlag over for de israelske tropper. Aramæerne slutter fred med David. Det endelige opgør med ammonitterne udsættes - måske var Hanun stadig så letsindig, at han ikke ville bøje sig. Vi hører ikke mere om ham, men om hans bror Shobi, som hjælper David (Anden Sam. 17:27). Hanuns uforskammethed kostede ham riget og formentlig livet. HUSKEVERS: Salme 1:1-2 315 Anden Samuel 11 Det, David havde gjort, var ondt i Herrens øjne Dette er den største plet på Davids livshistorie. Han falder for fristelsen til at begå utugt med Batseba, og han forsøger forgæves at få det til at se ud som Urias' barn, og når det ikke lykkes, sørger han for, at Urias bliver dræbt i kampen - og Urias var en af hans helte! Det er en sørgelig, uværdig historie. David synes ikke engang at have haft dårlig samvittighed på dette tids-punkt. Det viser det fordærv, som syndefaldet har bragt ind i menneskehjertet. Under gunstige forhold - dvs. gunstige for synden - springer det utilladelige begær frem, og vi falder i fristelse. Lad den, der tror, han står, se til, at han ikke falder! (Første Kor. 10:12) HUSKEVERS: Markusevangeliet 14:38. 316 Anden Samuel 12 Jeg har syndet mod Herren Davids redning er, at han ydmyger sig under Guds vældige hånd, da det går op for ham, at det, han har gjort, er ondt i Herrens øjne. Han bøjer sig under Natans dom. Det gjorde det muligt for Herren at til-give ham, men det betød ikke, at han slap for den ulykke over sin familie, som Natan udtalte. Han viser dog et hjerte, der er kommet Herren nær, både når han trygler om drengens liv, og når han accep-terer, at han er død. Salme 51 burde læses nu. Når vi læser den, kan vi bedre forstå, at David trods alt kunne kaldes en mand efter Guds hjerte. Han er faldet i alvorlig synd, men han erkender det uden at komme med dårlige undskyldninger. Han er på Guds side imod sig selv. HUSKEVERS: Salme 51:6. 107

317 Anden Samuel 13 Amnon var syg af begær efter sin søster Tamar Nu begynder Davids trængsler indenfor hans egen familie. Hans synd imod Batseba og Urias er tilgivet, men han slipper ikke for dens følger. Sværdet skulle ikke vige fra hans hus, sagde Natan, og Amnon er den første, der bliver ramt. Amnon er dog ikke uden skyld; han lader sig beherske af sine lyster og lytter til dårlige råd. Han erfarer Jakobs ord bogstaveligt, at begær fører til død! Tamar synes at være den eneste uskyldige. Selv om Herren er bag alt, hvad der sker, mindsker det heller ikke Absaloms skyld for mordet på sin ældre bror, hvorved han - som den ældste levende søn - nok håbede på at arve sin fars trone. Foreløbig bragte det ham kun eksil. HUSKEVERS: Jakobsbrev 1:14-15 318 Anden Samuel 14 Er jeg stadig skyldig, kan han slå mig ihjel Joab har ingen moralske skrupler. Når han mærker, at David længes efter Absalom, hjælper han ham til at overvinde hans betænkelig-heder og hente ham hjem. Absalom viser intet tegn på anger, men forlanger fuld oprettelse. Han føler sig sikker på, at David ikke vil hævne Amnons død nu, selv om han burde. Davids kærlighed til sønnen overvinder hans pligt til at dømme retfærdigt. De følgende begivenheder afslører, hvad Absalom havde i sinde, og hvorfor det var ham magtpåliggende at få adgang til sin far og derved til hoffet. Der kunne næppe være en større modsætning mellem Absaloms frækhed efter mordet på Amnon, og Davids sønderknuselse efter Urias' død. HUSKEVERS: Salme 34:19-20. 319 Anden Samuel 15 Herren må gøre ved mig, som han finder for godt Absalom ville være konge; ved at bagvaske sin far og bruge sin egen charme, stjal han Israels mænds hjerte. Han løj, for episoden med kvinden fra Tekoa viser, at enhver kunne få audiens hos kongen. David havde ingen mistanke, han elskede sin søn. Da han hørte om Absaloms oprør, valgte han at flygte, dels fordi han ikke vidste, hvem han kunne stole på, og dels for at skåne Jerusalems indbyggere for krigens rædsler. Det er også tydeligt, at han følte sig under Herrens tugtende hånd og bøjede sig under den. Bag mennesker så han Gud og overgav sig til den skæbne, som Gud havde beredt for ham. Han gjorde intet krav på Guds hjælp. Ittajs troskab har glædet ham midt i sorgen. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 12:7-8. 108

320 Anden Samuel 16 Måske ser Herren til min nød og giver mig lykke På Davids ulykkesdag mødte han nogle, som Siba, der ville hjælpe ham, og nogle, som Shim'i af Sauls slægt, der ville forbande ham og slynge uretfærdige anklager mod ham om hans behandling af Sauls hus. Det er slående, at David tåler Shim'is forbandelser og ikke tillader, at han bliver standset. Igen mærker vi, at David erkender, at han er under Herrens tugt, og han betror sig til Herrens barmhjertighed. Han vælger at overlade sin sag til Herren i stedet for selv at tage affære og befri sig fra Shim'is hån og spot. Absalom følger Akitofels råd og går ind til Davids medhustruer i fuld offentlighed, en opfyldelse af Natans ord i 12:1Første Herren har et redskab i Hushaj, som har stillet sig til rådighed for David. HUSKEVERS: Åbenbaringen 3:19. 321 Anden Samuel 17 Det var Herren, der havde befalet... Akitofels råd var godt og det farligste for David. Men Herren hjalp Davids ven Hushaj til at finde på et råd, der lød bedre, mens det i virkeligheden var dårligere. Akitofel har anet, at det ville gå galt, og tog konsekvensen. Det var nær glippet for budbringerne at nå til David med deres vigtige besked. Men bagved den spændende histo-rie er Herrens styrende hånd. Hans vilje må lykkes. Absalom har gjort oprør imod Herrens salvede, og derfor må det ende med ulykke for ham. Davids trængsler er sikkert med i de følger af hans synd,som Natan bebudede, men Herren sætter også grænsen. Davids hjerteindstilling gør, at han får gavn af Herrens tugtelse. HUSKEVERS: Salme 119:75 322 Anden Samuel 18 I må ikke gå for voldsomt til værks mod... Absalom Davids mænd sørgede for, at David blev i sikkerhed i byen, mens Absalom af Hushajs råd var lokket med til personligt at tage del i kampen. Davids hjerte bankede stadig for Absalom, men Joab skønnede sikkert rigtigt, at han måtte dø, om David skulle kunne leve i sikkerhed. Sagen blev taget ud af Davids hænder, for han magtede ikke at se sin søn dræbt. Joab havde ingen skrupler og gennemførte drabet imod Davids ønske; men han dadles ikke i Skriften for Absaloms død, derimod for både Abners og Amasas (se Første Kong. 2:31-33). Davids heftige sorg skyldtes sikkert også, at han følte, det var hans egen synd, Absalom måtte bøde for (se Natans dom, Anden Sam. 12:10). Det er svært - men nødvendigt - at stå vort eget kød imod i den åndelige kamp. HUSKEVERS: Romerbrevet 8:12-13 109

323 Anden Samuel 19:1-15 Det var kongen, der reddede os fra vore fjender Ved Absaloms død sundede Israel sig. Var de selv lidt undrende over, at de havde drevet David, som havde frelst landet fra filistrene, på flugt, til fordel for den unge Absalom, som ikke havde gjort andet end at prale? Da David mærkede stemningen, skyndte han på Juda og lovede Amasa Joabs stilling som hærfører. (Joab havde jo bedrøvet ham dybt ved at dræbe Absalom.) Juda svarede med et helhjertet: "Vend tilbage!" Lad os tænke på vort eget forhold til Jesus Kristus. Han har frelst os af Satans hånd. Får han helt og holdent lov at bestemme over os? Eller har vi brug for at sige til ham: vend tilbage og tag fuld styring over mit liv? HUSKEVERS: Romerbrevet 6:17-18. 324 Anden Samuel 19:16-40 Alt, hvad du ønsker af mig, vil jeg gøre for dig Mon David tænkte på, at han selv havde haft tilgivelse behov og derfor skånede Shim'i; eller var det tanken om de mange, der havde gjort oprør imod ham, og som han gjorde klogest i at vise, at han kunne slå en streg over det skete, nu han blev genindsat som konge over Israel? Sibas og Mefiboshets tale var modstridende, og David afgav en hastig dom, som var et kompromis - han havde ikke tid til at grave til bunds i sagen. Barzillaj havde underholdt kongen i eksilet - nu ønskede David at gøre gengæld. Lad os ved Guds nåde stræbe efter at tjene den Herre Jesus nu, mens han er forkastet i denne verden, således at vi med glæde kan se frem til hans komme i herlighed og magt. HUSKEVERS: Åbenbaringen 22:12 325 Anden Samuel 19:41-20:26 Kongen er os nærmest Det var ikke så klogt af David at appellere til Juda, fordi de var af samme slægt som ham (19:12-14). Israel føler sig tilsidesat, og Davids glade hjemkomst ødelægges af skænderiet. Shebas oprør blev ikke så alvorligt, som det så ud til; kun hans nærmeste var med for alvor. Israel var træt af borgerkrig, og da deres vrede kølnede, gik de hjem. Joabs drab på Amasa er noget helt andet end hans drab på Absalom. Amasa døde, fordi han stod i vejen for Joabs personlige ambitioner. Men David magtede ikke at straffe ham. Juda gjorde krav på at stå kongen nærmest. Hvor nær står vi vor Herre og Frelser? Vi er kaldet til samfund med ham - sætter vi pris på det? Samfund med ham vil præge vort liv, så vi kommer til at ligne ham. HUSKEVERS: 1. Korinterbrev 1:9. 110

326 Anden Samuel 21 Der hviler blodskyld på Saul og hans hus Sauls synd var sket for mange år siden, og denne episode under-streger, at synd ikke forsvinder af sig selv, bare fordi årene går, selv om straffen udsættes. Den kan kun slettes ud, ved at den sones gen-nem offerdød. Forbandelse var over disse syv hængte, ikke for deres egen skyld, men for Sauls. Den sørgende mor, Rispa, holdt vagt ved ligene, indtil regnen kom, hvilket var beviset på, at Herrens velsig-nelse atter var vendt tilbage. Hun kunne ikke redde deres liv, men hun vandt for dem en ærefuld begravelse, når deres "sonedød" havde tjent sit formål. Uden Jesu Kristi fuldbragte offer, ville vor synd altid klæbe til os og for bestandig holde os under Guds forbandelse. Kan vi nogensinde blive færdige med at takke og tilbede ham for, at han har sonet vor synd! HUSKEVERS: Esajas 53:5 327 Anden Samuel 22:1-31 Jeg har fulgt Herrens veje Denne vidunderlige lovsang viser, at David har lært Herren at kende gennem de kampe og trængsler, han har måttet gå igennem. Fjen-derne var for stærke for ham, men Herren frelste ham fra dem alle. Kan vi tale som David i vers 21 og følgende, om altid at have holdt sig til Herrens love og at være retfærdige og rene? Vi må ikke misforstå ham, som om han gør krav på aldrig at synde. Lad os prøve os selv med disse vers; for vi kan ikke forvente Herrens hjælp, hvis ikke vi følger hans veje. Vi får ikke tilgivelse, for at vi kan tage det lettere med synd, snarere tværtimod. HUSKEVERS: Efeserbrevet 3:20-21 328 Anden Samuel 22:32-51 Min Gud, min frelses klippe, er ophøjet David giver Herren alene æren for den stilling, han er nået frem til, hvor han har magt over fremmede folkeslag. Det var Gud, der gav ham kraft og lærte ham at kæmpe. Det var Herren, der banede vejen for ham. Som i begyn-delsen af salmen, er Davids omtale af Guds hjælp helt personlig - "mig" og "min(e)" figurerer ustandseligt. Gud er ikke blot "vor" Gud (selv om han er det, 32); vi må hver især have den helt personlige erfaring med Gud, så han er: "min Gud, min frelses klippe". Uden den, bunder den kollektive "vor Herre" eller "vor" Fa-der næppe i en levende virkelighed. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 1:12 329 Anden Samuel 23 Han nød anseelse blandt de tredive Det er mærkbart, at Joabs navn mangler i listen over Davids krigshelte, medens 111

hans to brødre og hans våbendrager er med (18,24,37). Måske skyldes det, at hans karakter gjorde ham uskikket til denne ære. De tre mægtigste nævnes først med eksempler på deres bedrifter (8-11). Derefter to andre, Abishaj og Benaja; om dem begge står der, at de nød anseelse blandt de tredive, men nåede ikke de tre (18,23). De var ikke de allerbedste, men deres heltegerninger viser, at de gav alt, hvad de kunne. Driv-kraften i alle disse mænds bedrifter var hengivenheden for David. Den ansporede dem til overmenneskelige anstrengelser; ved Herrens hjælp stod de alene imod fjenden til gavn for hele Guds folk. Hvem følger i deres spor af kærlighed til Jesus Kristus? HUSKEVERS: 2. Timotheusbrev 2:3-4 330 Anden Samuel 24:1-16 Jeg er i stor nød. Lad os da falde i Herrens hånd Davids ønske om at tælle folket var så åbenlyst forkert, at selv Joab satte sig imod den. Grunden gives ikke, men det er sandsynligt, at det afslørede stolthed hos David. I hvert fald erkender David, at det var en stor synd (10). Hans ansvar for den mindskes ikke af vers 1, som dog fortæller os, at Israel havde pådraget sig Herrens vrede. Deres synd forklares ikke nærmere. Det bedste i dette kapitel er, at David vælger den straf, der kommer direkte fra Herren. Han kendte Guds barmhjertighed og overgav sig helt til ham. Han blev ikke beskæm-met; mange døde, men Herren greb dog ind for at stand-se pesten. HUSKEVERS: Joel 2:12-13 331 Anden Samuel 24:17-25 Dér byggede han et alter for Herren og bragte brændofre Initiativet til ofringen var Herrens. Der var intet, David kunne gøre for at standse pesten. Herren bød englen standse ødelæggelsen, og han bød David rejse et alter der, hvor plagen blev standset. David bragte det offer, Herren havde påbudt, og selvfølgelig måtte han selv betale derfor, ellers var det ikke hans offer. Men den virkelige pris for at so-ne Davids og Israels synd betalte Gud selv; det var Jesu Kristi dyrebare blod. Alteret peger frem mod hans kors, som er rejst mellem synder-en og hans straf. Herren kan kun forbarme sig på et retfærdigt grund-lag. HUSKEVERS: Matthæusevangeliet 26:28. 112

FØRSTE KONGEBOG 332 Første Kongebog 1:1-31 Herren... der har udfriet mig fra al nød Kong David var blevet så svækket af alderdom, at han tilsyneladende var blevet sengeliggende. Adonija, hans ældste levende søn, havde lignende ambitioner som Absalom, og han fik Joab og præsten Ebjatar med på at udråbe ham til konge i den tro, at hans far var for gammel til at forhindre det. Men David havde nogle trofaste tjenere om sig, især profeten Natan, som tog initiativet til, at David blev orienteret om situationen. Herren, som havde udfriet ham fra al nød livet igen-nem, styrkede ham til at imødegå denne sidste trussel. Han gjorde ham i stand til at vurdere forholdene og til at tage en ufortøvet beslutning om straks at få Salomo indsat som konge. Herren svigter ikke i livets aften. HUSKEVERS: Salme 71:17-18. 333 Første Kongebog 1:32-53 Han skal være konge i mit sted Den gamle kong David viste sig ved Herrens hjælp at være mere handlekraftig, end Adonija havde regnet med. Hans hurtige reaktion, da han hørte, hvad der var i gære, knuste oprøret i dets vorden. Salomo sad på Davids trone som den lovligt udpegede og salvede konge, og Adonijas gæster bøjede sig for denne kendsgerning og forsvandt hurtigst muligt! Den selvbestaltede kong Adonija måtte ydmyge sig og bede kong Salomo om ikke at slå ham ihjel. Gud har indsat sin Konge på Zion, skriver salmisten. Oprør imod ham er nyt-teløst. Den eneste redning for jordens mægtige (og os) er at ydmyge sig for ham! HUSKEVERS: Salme 2:5-6. 334 Første Kongebog 2:1-25 Du skal holde Herren din Guds bud Herren havde givet David forjættelser angående hans hus, men der var knyttet betingelser dertil. Davids sidste ord til Salomo er en stærk opfor-dring til at opfylde disse betingelser ved at holde Moses' lov. Hvis han vandrer ad Herrens veje, vil hans livsgerning lykkes fuldt ud, og det samme gælder hans efterkommere. Sand lykke findes kun under Herrens velsignel-se, og det forudsætter lydighed. Dernæst råder han ham til at straffe Joab og Shim'i. Måske frygtede David, at disse kunne skabe vanskeligheder for Salomo, eller var det blot, fordi han havde ønsket at straffe dem selv, men ikke havde formået det? HUSKEVERS: Salme 19:8,12 113

335 Første Kongebog 2:26-46 Nu vil Herren lade din ondskab ramme dig selv Præsten Ebjatar bliver afsat for sin del i Adonijas oprør. Joab forsøger at redde sig ved at flygte til Herrens telt og gribe fat om alterets horn. Det er første gang, Joab har vist tegn på ængstelse. Han må vide, at hos Salomo vil han ikke møde samme eftergivenhed som hos David. Langt om længe har Joabs forbrydelser indhentet ham, og han må lade livet. Helligdommen be-skytter ikke en morder som ham. Den næste fjende, Salomo gør op med, er Shim'i. Han får mulighed for at redde livet, men forspilder den og drages endeligt til regnskab for sin ondskab mod David; måske mistænker Salomo ham for stadig at huse fjendskab mod Davids familie. Således rydder Salo-mo op efter sin far og bliver etableret i sit kongedømme. HUSKEVERS: Mattæusevangeliet 16:27. 336 Første Kongebog 3 Herren syntes godt om, at det var det, Salomo bad om Hvad mon vi ville svare, hvis Gud gav os samme tilbud som Salomo i drømmen: "Sig, hvad jeg skal give dig!" Salomo var sig sin ungdom og uerfarenhed bevidst; han ønskede at være en god, retfærdig konge, som regerede til bedste for folket, derfor bad han om den fornødne visdom dertil. Det var et uselvisk ønske, som skulle gøre ham i stand til at tjene Guds folk. Derfor behagede det Herren, og han lovede ham rigdom og ære i tilgift. Episoden med de to skøger fortælles for at vise, at Herren opfyldte, hvad han havde lovet i drømmen; Salomo havde Guds visdom til at bedømme sager ret. Vi har faktisk et "stå-ende" tilbud fra Herren, at vi må bede om, hvad vi ønsker. Benytter vi os af det med samme ansvarsbevidst-hed som Salomo? HUSKEVERS: Johannesevangeliet 14:13-14 337 Første Kongebog 4:1-5:14 Han var visere end noget andet menneske Denne beskrivelse af Salomos regeringstid giver indtryk af velvære og tryghed: "de spiste og... var glade" (20); de "boede trygt". Hans herredøm-me rakte langt ud over Israels grænser, så de frygtede ikke angreb fra fjender. Det kunne han takke sin far David for; han havde kæmpet mange krige for at sikre Israel, og nu var der fred. Salomo vandt ry for sin Gud-givne visdom, som gjorde ham visere end alle andre. Han lærte meget af at iagttage naturen og dyrene. Jesus er mere end Salomo (Matt. 12:42). I ham er alle visdommens og kund-skabens skatte skjult (Kol. 2:3). Under hans herredømme har vi sandt velvære og tryghed; vi mangler dybest set intet! HUSKEVERS: Kolossenserbrevet 2:6-7. 114

338 Første Kongebog 5:15-32 Din søn... skal bygge huset for mit navn David havde lyst til at bygge Guds hus, men han fik ikke lov til det. Salomo vidste, at det var hans opgave. Han så i de fredelige forhold, han arvede efter sin fars mange krige, Herrens velsignelse med henblik på, at nu kunne huset bygges. Han gik i gang med byggeriet i tillid til, at Herren var med ham. Antallet af arbejderne giver indtryk af, hvor mægtigt et arbejde, det var. Hoveriarbejderne, som måtte arbejde hver Tredie måned i Libanon var formentlig israelitter; derimod var bærerne og stenhuggerne med deres arbejdsledere frem-mede (se AndenKrøn. 2:16-17; 17-18 gl.o.). Templet skulle være et bedehus; giver vi bøn den centrale plads i vort åndelige liv, som dette angiver? HUSKEVERS: Matthæusevangeliet 21:13 339 Første Kongebog 6 Så byggede Salomo huset færdigt Templets opførelse var den største begivenhed siden Israels udvandring af Egypten, og derfor dateres den omhyggeligt. Det skulle være Guds hus, dvs. et sted hvor Gud ville være til stede midt iblandt sit folk. Men templet var ikke i sig selv nogen garanti for Guds tilstedeværelse. Det minder Herren om i sine ord til Salomo (11-13). Salomo måtte omhyggeligt adlyde Herren, hvis han skulle opleve Herrens nærhed. Herren kan aldrig binde sig til at velsigne pga. ydre formaliteter, hvor "rigtige" de end er; det er altid lydige hjerter, han spejder efter. Salme 15 beskriver dem, der kan nærme sig Herren - og det er dem, han bor midt iblandt. HUSKEVERS: Salme 15:1-2 340 Første Kongebog 7:1-22 Han var fuld af visdom og klogskab og indsigt Der var mange ting, der skulle laves af metal til Herrens hus. Til dette arbejde sendte Salomo bud efter en mand i Tyrus, som havde for-stand på det. Han var åbenbart dygtigere til al slags bronzearbejde end nogen i Israel, og derfor brugte Salomo ham. Han havde lært sit håndværk godt, sikkert af sin far (14), så han var blevet ekspert på dette område; nu fik han den ære at gøre arbejdet for Herrens herlige tempel. Vi har forskellige evner og muligheder, og det er vigtigt, at vi til fulde udnytter dem, vi har. Så kan vi en skønne dag få brug for den visdom og indsigt, vi har erhvervet, til Herrens ære. HUSKEVERS: Matthæusevangeliet 25:22-23 341 Første Kongebog 7:23-51 Havet stillede han ved templets sydside, i sydøst Der var meget vand ved templet: det store hav placeret på de 12 okser 115

rummede 2000 bat (ca.7400 liter), hvor præsterne vaskede sig; og 10 mindre kar (27-39) med hvert 40 bat (ca.1500 liter). Alle disse vandbeholdere var i templets forgård, så ingen skulle nærme sig templet med noget snavs. Præsterne afvaskede sig, og de skyllede ofrene, før de kom til selve alteret (Anden Krøn. 4:6). Mon vi i dette kan se en afspejling af, at vi kommer til Gud gennem dåbens vande (Titusbrevet 3:5) - eller skal vi se ordets rensende virkning (se Ef. 5:26)? I hvert fald er det Herren, der har gjort det muligt for menigheden at blive renset og helliget, så den kan bestå for Guds åsyn. HUSKEVERS: Efeserbrevet 5:26-27. 342 Første Kongebog 8:1-21 Herrens herlighed fyldte Herrens tempel Hvad var det fine tempel uden arken og tavlerne med Guds bud? Arken var templets "hjerte", symbolet på, at Herren var der; tavlerne var udtryk for hans vilje. Først efter de var anbragt, kom Herrens herlighed og fyldte huset. Der var ikke engang plads til præsterne. På denne lille plet på jorden kunne Herren give sin tilstedeværelse til kende. Men det udelukkede, at mennesker også kunne være der! Helt anderledes bliver det engang, når kundskaben om Herrens herlighed fylder jorden. Ikke længere er hans herlighed skjult i et tempel, men åbenbaret til fulde i kraft af Jesu Kristi forsoningsoffer til velsignelse for alle, der skjuler sig i ham. HUSKEVERS: Habakkuk 2:14 343 Første Kongebog 8:22-53 Dit navn er udråbt over dette hus Salomo begynder sin bøn med at lovprise Herren for hans trofasthed og bede om, at han fortsat må opfylde sine løfter. Han erkender Guds storhed, og at templet, han har bygget, kun er et sted, hvor hans navn knyttes til. Det meste af hans bøn for folket gælder diverse trængsler, som de kommer til at lide pga. deres synd, og derfor er der fem gange en bøn om tilgivelse, når folket omvender sig og beder, vendt mod templet (30,34,36,39,50). "Vent mod dette sted" betyder for os bøn i Jesu Kristi navn. I ham har vi adgang til Faderen. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 14:13-14 344 Første Kongebog 8:54-66 I skal være helhjertet med Herren vor Gud For os, som for Israel, er der ingen dybere lykke eller tryghed end at vide, at Herren er med os. Er der en bedre måde at leve livet på, end at vandre på hans veje og gøre hans vilje? Er det ikke vort inderligste ønske, at vi måtte være helhjertet med Herren vor Gud? Det gælder ikke blot for os hver især personligt, men for menigheden, vi er en del af. Deler vi Herrens længsel, at vi alle måtte 116

være helt overgivet til ham? Vi kan ikke stole på vores hjertes hengivenhed, men Herren har bevaret os indtil i dag, og han vil fortsat vende vores hjerte til sig, når vi stoler på ham. HUSKEVERS: Efeserbrevet 4:16. 345 Første Kongebog 9 Hvis du vandrer for mit ansigt med oprigtigt hjerte Herren viser sig for Salomo og bekræfter, at han har hørt hans bøn og vil besvare den. Men han har også advarende ord at sige, og det er vemodigt at læse hans advarsel og tænke på, at sådan gik det Israel og det herlige tempel. Foreløbig har Salomo næppe troet det muligt, at han kunne andet end fortsætte med at adlyde Herrens bud. Templet var færdigt, Herren havde ladet sig til syne for ham og lovet at stadfæste sit navn der. Alt var godt! Det er nødvendigt for os at vogte os for selvsikkerhed og lytte til Herrens advarsler, så vi søger hans hjælp til stadighed for at blive bevaret i den første kærlighed til ham. HUSKEVERS: 1. Korinterbrev 10:12 346 Første Kongebog 10 Din visdom og velstand overgår det rygte, jeg hørte Dronningen af Saba kunne dårlig nok tro alt det, hun havde hørt om Salomo. Hun kom for at prøve hans visdom for sig selv og for at se hans velstand med egne øjne. Hun blev mere end overbevist, for alt overgik langt, hvad hun havde hørt. Job kom gennem svære prøvel-ser til at erkende noget lignende om Gud; hans tidligere kendskab var kun som et rygte, "men nu har jeg set dig med egne øjne" (Job 42:5). Vort kendskab til Herren her på jorden kan måske sammenlignes med "et rygte". Hvordan bliver det så ikke at se ham ansigt til ansigt! Ind-til da kan vi ikke forvente svar på alle vore spørgsmål, men må vandre i tro. HUSKEVERS: 1. Korinterbrev 13:12 347 Første Kongebog 11:1-22 Så han ikke var helhjertet med Herren sin Gud Nu kommer den første mislyd i den hellige Skrift angående Salomo. Hans kærlighed til de mange udenlandske kvinder fremhæves direkte som ulydighed mod Herrens bud (2). Hvorfor hjalp hans visdom ham ikke til at indse, hvad det kunne føre til? Han lod sine følelser og sine lyster overtage magten, og det blev skæbnesvangert. Vi læser med forfærdelse, at han, som havde bygget Herrens tempel, nu er i gang med at bygge hedenske offerhøje til ækle guder for at behage sine hedenske hustruer! Han har i sit hjerte vendt sig fra Herren, i modsætning til David, som på trods af sit fald med Batseba, dog klyngede sig til Herren. HUSKEVERS: Ordsprogene 4:23 117

348 Første Kongebog 11:23-43 Du skal være konge over Israel Akijas profeti om, at Jeroboam ville blive konge over Israel, blev givet under fire øjne (29). Salomos ændrede forhold til Jeroboam (40) kun-ne dog tyde på, at Jeroboam straks tog skridt i retning af oprør imod Salomo, eller i det mindste bekendtgjorde profetien. Måske gik han allerede med sådanne tanker, da Akija mødte ham (37). Profetien gør det helt klart, at Herren styrede udviklingen og ville lade et sådant oprør mod Davids hus lykkes som straf for Salomos utroskab. Til gengæld ville Jeroboams hus' lykke blive afhængig af, om han forblev tro mod Herren. HUSKEVERS: Daniel 2:20-21 349 Første Kongebog 12 Kongen svarede folket hårdt Det gik, som Herren havde sagt. Rehabeams tåbelige og hovmodige svar til Israel befæstede dem i deres modvilje mod Davids hus, og de vendte sig fra ham i åbent oprør og valgte Jeroboam til konge over sig. Rehabeam havde dog tilsyneladende lært en vigtig lektie, at det ikke altid er bedst at fare frem med magt; han bøjede sig i hvert fald for Herrens ord og lod være med at gå i krig mod det oprørske Israel. Lad os huske dette vise råd i vore mindre sager i forhold til hinanden; vi vinder ofte ved mildhed frem for hårdhed, ved at bøje os frem for ved at retfærdiggøre os! Jeroboam havde vundet, men han stolede ikke på Herren og førte hurtigt Israel på afveje. HUSKEVERS: Ordsprogene 15:1 350 Første Kongebog 13 Fordi du trodsede Herrens ord og ikke adlød Så snart Jeroboam var blevet konge, begyndte han at lade hånt om Herrens bud og ledte Israels gudsdyrkelse efter sit eget hoved. Gud sendte ham en advarsel gennem den Guds mand fra Juda, mens han var i færd med at ofre på alteret i Betel. Oplevelsen med hans vis-nede hånd (dom) og dens helbredelse (nåde) gjorde et midlertidigt indtryk på ham, men det fik ham ikke til at omvende sig (33). Den Guds mands skæbne synes hård i lyset af, at den falske profet, som havde bedraget ham, gik fri. Vi kan ikke sætte spørgsmålstegn ved Guds domme, men vi kan lære dels, at af dem, der betros mest, kræ-ves også mest, og at vi må kende Guds vilje personligt og ikke fra andre. HUSKEVERS: Lukasevangeliet 12:47-48. 118

351 Første Kongebog 14:1-18 Hele Israel begravede ham og holdt ligklage over ham Det er med et lille smil, at Skriften fortæller om Jeroboams hustrus forgæves forsøg på at forklæde sig for den gamle, blinde profet Akija! Hans åndelige øjne var ikke blevet sløve. Det er meget bemærkelses-værdigt, at Jeroboams syge søn skulle dø, fordi der var noget i ham, der var godt. Han skulle fjernes, før ulykken ramte Jeroboams hus. Det kaster lidt lys over den Guds mands død; det var i hans tilfælde tydeligt en straf for ulydighed, men det betød ikke, at Gud havde forkastet ham for evigt. Hans bens skæbne taler godt for hans evige vel i gammeltestamentlig tankegang (Anden Kong. 23:17-18). Først når Jesus Kristus kommer igen vil Guds sande dom over menneskers jordiske liv blive åbenbaret. HUSKEVERS: Romerbrevet 2:16. 352 Første Kongebog 14:19-31 Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne Salomo havde banet vejen til afgudsdyrkelse, og efter hans død fortsatte judæerne ad det spor. Det betød, at Herren ikke var med dem. Templets skatte var et tillokkende bytte for en fjende, og uden Herrens beskyttelse kunne Juda ikke forsvare dem. Egypterne plynd-rede dem; det lyder lidt ynkeligt med Rehabeams bronzeskjolde, der blev bevogtet langt mere end deres forgængere af guld! Men templets sande forsvar lå i lydighed mod Herren, og det forsømte de stadigvæk. Tager vi vare på de åndelige goder, vi har fået, så vi ikke først vågner op, når de er borte? HUSKEVERS: Hebræerbrevet 6:11-12 353 Første Kongebog 15 Fordi David havde gjort, hvad der var ret i Herrens øjne David havde efterladt Judas kongehus en værdig arv. Herren hand-lede med hans slægt i lyset af hans trofasthed, selv når de som Abija ikke selv fulgte i hans spor. Men Asa var en af dem, der lignede David. Han blev konge 20 år efter Salomos død og Israels oprør. Han var helt med Herren og fjernede afguderne, men ikke offerhøjene. Han bremsede derfor skreddet fra Herren, som var begyndt under Salomo. Dog svigtede hans tro i kampen mod Israel, så han hentede hjælp fra aramæerne. Den velsignelse, som Herren lod hvile over Davids slægt for Davids skyld, minder os om den langt højere velsignelse, der hviler over menigheden for Kristi skyld. HUSKEVERS: Apostlenes Gerninger 13:36-37. 119

354 Første Kongebog 16 Den synd, som Jeroboam havde forledt Israel til Jeroboam fik det eftermæle, at det var ham, der forledte Israel til synd. Alle fem konger over Israel, der nævnes i dette kapitel, fulgte i Jeroboams spor. Det ene kongehus efter det andet blev fejet bort. Med Akab når Israels konger en ny afgrund af frafald fra Herren, påvirket som han var af sin hedenske hustru Jezabel. Genopbygningen af Jeriko trods Herrens forban-delse over den afspejler den oprørske indstilling over for Gud, der beher-skede Israel. Men Hiel slap ikke for at lide tabet af sine sønner, som Josva havde sagt. Midt i dette dybe mørke var Herren ved at berede en mand, som han ville sende til Israel som sin profet. Hvor ville det have trøstet dem, der endnu tjente Herren i Israel, hvis de havde vidst det! HUSKEVERS: Salme 14:1-2 355 Første Kongebog 17 Herrens ord er sandhed i din mund Fra Jeroboams tid har Israel fjernet sig mere og mere fra Herren. Akab er den hidtil mest ugudelige konge. Midt i denne onde tid træ-der profeten Elias pludselig frem, sendt af Gud, og forsvinder ligeså brat igen efter at have leveret sit budskab om tørken. I det skjulte virker Gud mirakler for sin tjener og for enken, der så beredvilligt har sørget for ham. Israels Gud er ikke død, men levende. Han virker til gavn for dem, der holder sig til ham, mens han overlader folket med den ugudelige Akab i spidsen til tørkens tugtelse, fordi de har forladt ham. HUSKEVERS: Filipperbrevet 4:19. 356 Første Kongebog 18:1-20 Din tjener har frygtet Herren lige fra ungdommen af Obadja er et eksempel på, at Herren formåede at bevare en af sine tro tjenere midt i Akabs palads. Han følte sig åbenbart i konstant livsfare, men det havde ikke afholdt ham fra at yde praktisk hjælp til 100 af Herrens profeter, som han reddede fra Jezabels sværd. Han frygtede Akab, men han tillod ikke, at det fratog ham hans gudsfrygt. Akab beskyldte Elias for at ødelægge Israel ved tørken, men Elias påpeger den egentlige årsag til Israels ulykke: Akabs afgudsdyrkelse. Hvor ofte beskylder mennesker Gud for deres ulykker, medens årsagen ligger i deres egen synd! HUSKEVERS: Esajas 59:1-2 357 Første Kongebog 18:21-46 Det er Herren, der er Gud! Ba'al blev offentligt afsløret som en uduelig gud. Trods Ba'als pro-feters febrilske 120

og fanatiske anstrengelser svarede han ikke, for han var ingenting og kunne ingenting. Elias' stille bøn, derimod, bragte - svar fra Herren, Isra-els Gud, for han havde handlet efter Herrens ord. Ildtegnet overbeviste folket om, at Herren var Gud, og Elias benyt-tede øjeblikkets stemning til at få Ba'als profeter, der førte folket vild, dræbt. Der var vundet en sejr for sand guds-dyrkelse, tørken kunne slutte, men det gik ikke af sig selv. Jakob gør klart, at både tørken og dens ophør på en underfuld måde var knyttet til Elias' bøn. Lad os huske, at Gud virker gennem sine tjen-eres bønner! HUSKEVERS: Jakobsbrev 5:17-18. 358 Første Kongebog 19 Jeg er den eneste, der er tilbage Dybt skuffet efter sejren på Karmel, når han ikke så nogen tegn på, at Jezabel ville miste sin magt, var Elias færdig - men det var Herren ikke! Han lod sin trætte og bange tjener løbe bort, men han forlod ham ikke. Han sørgede for hans øjeblikkelige behov, og først da han var i stand til at mod-tage det fornyede kald, åbenbarede Herren sig for ham igen. Selv efter Karmels ild ville Herrens værk fortsætte ikke i det opsigtsvækkende, men i den sagte susen. Han sendte Elias til-bage til sin gerning og gav ham Elisa som efterfølger. Og han lod ham vide, at der var 7000, der ikke havde bøjet knæ for Ba'al; han var alligevel ikke så alene, som han troede! HUSKEVERS: Esajas 40:29. 359 Første Kongebog 20:1-21 Så du forstår, at jeg er Herren Akab var ikke meget for at kæmpe mod Benhadad, men betingelserne for overgivelse i anden omgang var så ydmygende, at han var tvunget til det. Benhadad var sikker på sejr og pralede over-modigt. Men Herrens profet opmuntrede Akab: Herren ville give Israel sejr. Ligesom oplevelsen på Karmel, ville det blive et bevis på, at Herren var Israels Gud. Akab søgte klarhed over kampens tilrette-læggelse hos profeten og rettede sig efter hans ord. Det er en af de få gange, hvor Akab skildres positivt. Han kendte sin afmagt i denne situation, og det var hans styrke! Benhadad var aldeles sikker på sejr, men han oplevede et forsmædeligt nederlag. HUSKEVERS: 2. Krønikebog 14:10 360 Første Kongebog 20:22-43 Du skal bøde med dit liv for hans liv Fordi aramæerne mente, Israels Gud kun var en bjerggud, gav Herren for anden gang Israel en overvældende sejr over dem. Han var Herre overalt! Ben-Hadad var tvungen til at ydmyge sig for Israels konge. Var det ikke ædelmodigt, at Akab 121

kunne skåne sin fjende og vise ham nåde? Skriften siger et klart nej! Ben-Hadad var hjemfalden til Herrens band, og Herren havde givet ham i Akabs hånd. Akab forstod ikke at værne sig og sit folk ved at fjerne en sådan mand. Han måtte betale sin misforståede nåde med sit eget liv (se kap. 22). HUSKEVERS: Esajas 26:10. 361 Første Kongebog 21 Det var hans hustru Jezabel, der forførte ham til det Akab var ærgerlig og vred over, at han ikke kunne få Nabots vingård, men sandsynligvis ville han ikke selv have gjort mere i sagen. Jezabel var initiativtageren til det skandaløse mord på Nabot, som hans bysbørn formentlig af frygt for Jezabel adlød og satte i scene. Akab var dog ikke immun over for Herrens ord gennem Elias. Profetien imod ham gjorde et sådant indtryk på ham, at han blev bange og ydmygede sig for Herren. Herren viser gerne nåde, selv til en mand som Akab, og meddelte ham straks en udsættelse af dommen. Jezabel var den onde drivkraft i Akabs liv. Hvor væsentligt at søge ægtefæller og venner, der styrker os i at gøre det gode. HUSKEVERS: 2. Korinterbrev 6:14 362 Første Kongebog 22:1-28 Kun hvad Herren siger til mig, vil jeg tale Joshafat var for hurtig til at love Akab hjælp. Bagefter ville han gerne høre, hvad Herren sagde. Det gik Akab med til, men Joshafat var ikke tryg ved de 400 profeters svar; han fornemmede, at de bare føjede Akab. Mikas svar var ironisk, det var, hvad Akab gerne ville høre (15). Men hans alvorsbudskab var utvetydigt og klart: angrebet ville koste Akab livet. Akab lod sig ikke advare og heller ikke Joshafat, som hav-de været så ivrig for at få et sandt ord fra Herren! Han havde ikke engang nok mod til at forsvare Mika over for Akab. Han var i det forkerte selskab, og hans vidnesbyrd som en gudfrygtig konge var svækket. Kun Mika er et eksempel til efterfølgelse. HUSKEVERS: Ezekiel 33:7-9. 363 Første Kongebog 22:29-54 Efter det ord, Herren havde talt Akab havde det ikke godt med Herrens sande profeter: han kaldte Elias for sin fjende, og han hadede Mika. De talte sandhed, og sand-heden var ube-hagelig! Men da han lyttede til Elias, reddede han sig (21:27-29); her ville han ikke lytte til Mikas advarsel, derfor faldt han. Disse profeter var nemlig i virkeligheden hans bedste venner, som ville hjælpe ham bort fra den vej, der førte til ulykke og dom, tilbage til Herren, Israels Gud. Akabs forsøg på at undgå sin skæbne på sin egen måde (sæt nu, at Mika havde ret!) var dømt til at mislykkes. Herrens ord 122

stod fast, og der var ingen erstatning for lydighed; Jos-hafats medvirken havde nær kostet også ham livet. HUSKEVERS: Ezekiel 18:31-32 123

ANDEN KONGEBOG 364 Anden Kongebog 1 Du Guds mand, kongen byder: "Kom ned!" Akabs søn Akazja var afgudsdyrker og krænkede Herren, Israels Gud. Denne konge, der foretrak Ekrons afgud for Israels levende Gud, kunne ikke byde over Guds mand Elias! Det blev kraftigt understreget ved de to første delingsførere og deres halvtreds mands død. Den Tredie delingsfører erkendte dette, og han og hans mænd var nær-mere en beskyttelsesvagt end en bevogtningsvagt, da de eskorterede Elias til kongen. Gud er den samme i dag, selv om han - som også Esajas erfarede (45:15) - tit skjuler sig. Vi vil hellere se hans magt de-monstreret, men indtil det sker, lad os da holde fast ved Bibelens åbenbaring om ham som den Almægtige Skaber og Frelser. HUSKEVERS: Esajas 45:17-18. 365 Anden Kongebog 2 Elias' ånd er kommet over Elisa! Elisas ønske var, at han måtte være i stand til at fuldføre Elias' gerning, og dertil behøvede han "to dele" af hans ånd (det var den førstefødtes arveret, her gjaldt det den åndelige arv). På vejen til Jordan var Elisa plaget af pro-feterne, der "vidste besked" om det, der skulle ske. "Ti bare stille!" sagde han - det var for stor en begivenhed til at diskutere. Hvor svært har det ikke været for Elisa at vende tilbage fra dette glimt af den usynlige verden, som Elias var faret op til, tilbage til disse jordbundne profeter, der nu vidste be-sked om, at Elias måtte være faldet ned igen et eller andet sted! Åndelige oplevelser, hvor Herren synes særlig nær, prøves i hverdagen bagefter. HUSKEVERS: Apostlenes Gerninger 1:8. 366 Anden Kongebog 3 Joshafat sagde: "Hos ham er Herrens ord" Først da situationen var katastrofal, kom den gudfrygtige Joshafat i tanke om at rådspørge Herren! Men det var bedre sent end aldrig, og Elisa, som åbenbart var fulgt med hæren, respekterede ham og ville for hans skyld søge Herrens hjælp. Elisa var en værdig efterfølger af Elias. Han var ikke bange for at tale sandhed til Israels kong Joram. Han var i Herrens tjeneste og kun for Joshafats skyld, der frygtede Herren, ville han rådspørge ham. Han blev redskabet til, at de tre konger blev reddet, og at de sejrede over Moab. Grøfterne måtte dog graves, en handling, der viste tro på Herrens ord. HUSKEVERS: Apostlenes Gerninger 4:31 124

367 Anden Kongebog 4:1-17 Hvad kan jeg gøre for dig? Disse to kvinder var vidt forskellige, men de havde det til fælles, at Elisa hjalp dem. Den fattige enke, i fare for at miste sine to sønner, søgte Elisas hjælp. Hun havde "ikke andet" end en krukke olie, men med det udgangs-punkt og mange tomme krukker oplevede hun Herrens overflod. Det "ikke andet", vi har, kan blive til meget under Herrens velsignelse. Shunem-kvinden var velhavende, og hun tjente den hellige Guds mand med sine midler uden tanke for, at han kunne gøre noget for hende. Hun havde ingen ønsker, da Elisa spurgte hende. Men hun fik en søn - en sådan umulighed, at hun ikke engang havgde drømt om at bede om den. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 16:24 368 Anden Kongebog 4:18-44 Jeg forlader dig ikke Den shunemitiske kvinde klyngede sig til Elisa. Hun havde ikke tillid til Gehazi, og det forstår vi godt, når vi sammenligner de to mænds op-førsel over for den døde dreng. Gehazis var en overfladisk berøring; han gjorde, hvad Elisa havde sagt, men der skete ikke noget, og han vendte straks tilbage til sin herre. Elisa derimod beredte sig på en anstrengende kamp. Han lukkede sig inde med drengen og bad inderligt til Herren. Han gjorde sig til et med ham, lagde sig på ham og delte derved symbolsk sit eget liv med ham. Lad os holde os til ham, der er opstandelsen og livet, som ikke blot symbolsk, men i virkeligheden har gjort sig til et med os i døden og givet os del i sit opstandelsesliv. HUSKEVERS: Romerbrevet 6:4 369 Anden Kongebog 5 Nu ved jeg, at der ikke er nogen Gud... undtagen i Israel Hvilken modsætning mellem Na'aman og Gehazi! Na'amans stolthed var lige ved at hindre ham i at få, hvad han var kommet til Israel for, men han overvandt den, adlød profetens ord og blev helbredt. Gehazis begær ødelagde hans liv. Han afslørede en himmelråbende mangel på kendskab til sin herre Elisa, da han forsøgte at bedrage ham. Gehazi synes slet ikke at have fået gavn af alt det, han som pro-fetens tjenere havde erfaret om Israels Gud. Han må forlade Elisas tjeneste som spedalsk. På den anden side kom Na'aman, født og opdraget i afgudsdyrkelse som han var, til at erkende, at Israels Gud var den eneste sande Gud. Det er en advarsel til de privilegerede, og en opmuntring til andre. HUSKEVERS: Markusevangeliet 10:31 125

370 Anden Kongebog 6:1-23 Gå dog med dine tjenere Profeterne (profetsønnerne, gl.o.) bad Elisa om at følge med dem, da de skulle fælde nogle træer for at bygge en større bolig, og det viste sig, at de fik brug for den hjælp, kun han kunne give. Vi må have Her-ren med i alt, hvad vi tager os til, og hvilken velsignelse er det ikke, at han ønsker at være med, også i hverdagen! Elisa selv var sig bevidst, at Herren var med ham. Under krigen var Elisa en uvurderlig hjælp for Israels konge, fordi han kunne advare ham mod fjendens hemmelige planer. Da aramæerkongen fik det at vide og sendte sin hær for at gribe Elias, blev hans tjener bange, men så fik han lov til at se, hvad der hele tiden havde været en usynlig kendsgerning: Herrens ildhær omsluttede profeten. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 14:23 371 Anden Kongebog 6:24-7:20 Om så Herren satte vinduer på himlen ville dette ikke ske! Israels konges afmagt i den håbløse situation fik hans vrede til at blusse op imod Elisa, på tilsvarende måde som Akab beskyldte Elias for tørken (Første Kong. 18:17). Årsagen til tidens nød var nok snar-ere hos ham selv, men det var han blind for. Samarias frelse skyldtes ene og alene Herrens barmhjertighed. Det var et under, som han vir-kede, uden at Israel løftede en finger. De synes ikke engang at have omvendt sig til Herren. Adjudanten, der åbenlyst forkastede Herrens løfte som umuligt, så dets opfyldelse, men gik selv til grunde. Hvor alvorligt! HUSKEVERS: Lukasevangeliet 1:45 372 Anden Kongebog 8 Elisa... stivnede i forfærdelse, og så brast han i gråd Gehazi har nydt at fortælle kongen om Elisas store gerninger - måske har kongen ønsket at være i profetens sko. Men der hørte mere til Elisas tjeneste end spændende undere. Mødet med Hazael var en blandet fornøjelse, for Elisas profetiske øje så de ulykker, han ville bringe over Israel, og dog var han med til at sætte ham på tronen i lydighed mod Herrens ord til Elias (Første Kong. 19:15). Judas konge-hus modstod ikke den onde påvirkning fra Israels kongehus; Joram af Juda var gift med Akabs datter Atalja, og han fulgte i Israels kongers onde spor. Joshafats fejlagtige venskabspolitik med Israel bar en bit-ter frugt og svækkede Juda, for Herren var ikke med ham; Edom og Libna rev sig løs. HUSKEVERS: Salme 126:5-6. 373 Anden Kongebog 9:1-20 Jeg salver dig til konge over Israel Formentlig kunne Elisa ikke selv salve Jehu uden at vække uønsket opsigt, så han 126

sendte en af profeterne. Med denne handling var Elisa den direkte årsag til Jehus oprør. Herrens time var kommet, hvor dommen over Akabs hus, som Elias havde profeteret (Første Kong. 21:21-29), skulle fuldbyrdes. Herren styrede udviklingen suverænt, selv om de færreste var klar over det, og satte Jehu i gang. Han var Herrens redskab, bemyndiget til at eksekvere dommen over den ugudelige Akabs hus og overtage riget. Derfor gjorde han oprør mod Akabs søn Joram. Vi formanes til ikke at søge verdslig magt og ære, men Guds evige rige, og det har Gud lovet at give os. HUSKEVERS: Lukasevangeliet 12:31-32 374 Anden Kongebog 9:21-37 Det var det, Herren sagde ved sin tjener, tishbitten Elias Joram var helt uforberedt på Jehus oprør. Han havde ikke taget profetens advarsel til hjerte, men levede i falsk tryghed og betalte med sit liv. Akazja af Juda led samme skæbne. Jezabel var udfordren-de til det sidste, men regnskabets time var kommet for hende. Den-ne kvinde, som havde indført Sidons afgudsdyrkelse i Israel og som havde været årsag til så megen ondskab (f.eks. mordet på Nabal og hans hus), blev nu styrtet. Hendes endeligt var en uhyggelig advarsel for dem, der måtte følge i hendes spor. Opfyldelsen af Herrens ord havde ventet længe, men nu skete det til punkt og prikke. Jehu har nøje kendt Elias' profeti mod Akab og Jezabel (25-26,36-37). HUSKEVERS: Hebræerbrevet 2:2-3 375 Anden Kongebog 10:1-17 Kom med mig, og se min nidkærhed for Herren! Jehu gik grundigt til værks imod Akabs hus - næsten for grundigt måske; men profeten havde dog i Herrens navn befalet ham at udrydde Akabs hus som hævn for alle Herrens profeter, han havde dræbt. Jizre'els stormænd svigtede Akabs sønner totalt, men de var fanget i en klemme, og valgte den nemmeste vej. Jehu fik Jonadab, Rekabs søn, med. Mon det var, fordi der stod respekt om ham, og det styrkede Jehu i folkets øjne? Denne mand må have været en stærk personlighed med faste overbevisninger, idet hans efterkommere endnu på Jeremias' tid (ca. 300 år senere) holdt fast ved hans befalinger (se Jer. 35). Jehus nidkærhed for Herren holdt foreløbig, for det, han skulle gøre, passede hans egne interesser. HUSKEVERS: Jeremias 35:14 376 Anden Kongebog 10:18-36 Men Jehu fulgte ikke omhyggeligt Herrens... lov Herren brugte Jehu til at udrydde ba'alsdyrkelse, som Akabs hus havde indført. Han gjorde dette så grundigt som muligt og viste stor nidkærhed for Herren. 127

Men da det var gjort, afsløres der hos ham en manglende hengivenhed for Herren og hans lov; hans hjerte var ikke helt med Herren. Han handlede taktisk, idet han fortsatte i Jerobo-ams spor med at ofre til guldkalvene. Han ville ikke risikere, at israe-litterne skulle søge til Herrens tempel i Jerusalem til festtiderne med fare for, at de igen ville vende sig til Davids kongehus. Han vendte ikke om til Herrens lov af hele sit hjerte. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 6:11-12 377 Anden Kongebog 11 Jojada sluttede nu pagten mellem Herren og kongen Atalja var Jezabels datter, og det var mørke dage i Juda, da hun greb magten og udryddede hele den kongelige slægt - troede hun. Det var et satanisk forsøg på at udslette Davids hus, som i tidens fylde skulle frembringe Jesus Kristus. Men Herren virkede gennem Josheba og Jojada, så kongesønnen Joash blev reddet og skjult, indtil det var muligt at udråbe ham til konge. Jojadas første gerning efter det vellykkede kup var at føre folket tilbage til Herren og bringe ba'alsdyrkelsen til ophør. Menneskeligt set var det på et hængende hår, at Juda blev reddet; men i de mørkeste dage har Herren altid en rest, ved hvem han gennemfører sin suveræne vilje. Satan får aldrig lov til at gå af med den endelige sejr. HUSKEVERS: Salme 3:9. 378 Anden Kongebog 12 Hvorfor udbedrer I ikke skaderne på templet? Joash' store gerning var istandsættelsen af Herrens tempel, der havde været forsømt under de forrige regenter. Da præsterne svigtede i denne opgave, overtog Joash selv opsynet med arbejdet; præsterne overgav pengegaverne til kongens repræsentant, som videregav dem til håndværkerne. De handlede på tro og love, således at der intet regnskab krævedes fra dem. Er der ikke "skader" på Herrens åndelige hus, som vi kan være med til at udbedre? Kristus er drivkraften, men han ønsker, at hvert enkelt led er aktivt med i arbejdet. Vi kan alle være med som bindeled, der hjælper konstruk-tivt til at knytte sam-men og bygge op! HUSKEVERS: Efeserbrevet 4:16. 379 Anden Kongebog 13 Herren var nådig imod dem; han forbarmede sig Det var strenge tider for Israel, som blev trængt af Aram. Det skyldtes deres egen synd mod Herren, men da det var allerværst, formildede Joakaz Herren ved at bede om nåde, og Herren bønhørte ham. Dog fortsatte Israel i Jeroboams synder; det spor, han førte Israel ind på, magtede de aldrig nogen sinde at forlade. Alligevel viste Herren dem barmhjertighed helt uforskyldt. Elisa gav på 128

sit dødsleje kong Joash af Israel en sejrspil mod Aram, men han forstod ikke at udnytte den fuldt ud. Han var ellers tyde-ligvis klar over, at Elisa havde været som et værn for Israel, men måske manglede han virkelig tro på, at denne symbolske handling kunne betyde noget. Herrens nåde, baseret på hans pagt med Abraham, Isak og Jakob, af-værgede endnu Israels totale undergang. HUSKEVERS: 2. Timotheusbrev 2:13 380 Anden Kongebog 14 Du er blevet overmodig Amasja nåede ikke op til David, manden efter Guds hjerte, men tjente dog Herren som sin far Joash. Vi synker nemt ned (eller strammes op) til det åndelige niveau af dem, vi omgås. Den største advarsel, Amasjas liv giver os, er dog imod overmod. Han havde ført en sejrrig krig mod Edom, og det var gået ham til hovedet. Det er bedrøveligt at læse om, at han ikke lod sig advare af Israels kong Joash, men letsindigt kastede sig ud i en meningsløs strid mod Israel. Det kom til at koste både ham og Juda dyrt, og han mistede totalt sit folks hengivenhed. Der gik en del år, men til sidst førte det til en sammen-sværgelse mod ham, og han blev dræbt af folk fra Jerusalem. HUSKEVERS: Romerbrevet 12:3 381 Anden Kongebog 15:1-16 Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne Judas konger fortsætter med at få den betegnelse, at de gjorde ret i Herrens øjne, dog med lidt forbehold; om Israels konger står der uden undtagelse, at de gjorde ondt i Herrens øjne. Israel havde erstattet Guds udvalgte sted for tilbedelse, templet i Jerusalem, med deres eg-ne guldkalve, og denne falske gudstjeneste besnærede dem til det sidste. Juda havde den fordel, at tem-plet lå på deres område. Det gik ikke automatisk, at de af den grund holdt sig til Herren, men det var en stor støtte i den rigtige retning. Vi må lade os lede af Herren, også hvad vor geografiske placering angår. Det kan have skæbnesvanger betydning for vor åndelige udvikling. HUSKEVERS: 4 Mosebog 9:17-18. 382 Anden Kongebog 15:17-38 Dannede en sammensværgelse mod ham Jehus er det sidste kongehus, der formår at etablere sig nogenlunde over Israel. Efter Zekarja, hans søn i Fjerde slægtled (12) bliver myr-det, følger den ene sammensværgelse efter den anden. Assyrer-kongen var ikke sen til at udnytte Israels indre stridigheder. Han fik penge fra Menahem til at drage hjem (20), men nogle år senere besatte han de nærmeste dele af Israel og førte indbyggerne bort i eksil. Dødsklokkerne var begyndt at ringe for nordriget Israel. Gang på 129

gang havde Herren forbarmet sig over dem og givet dem endnu en frist, men de havde konsekvent svigtet hans lov og hans pagt, og Nordrigets endelige opløsning var at se på horisonten. Juda har dog endnu en gudfrygtig konge i Jotam. HUSKEVERS: Ordsprogene 13:9. 383 Anden Kongebog 16 Jeg er din træl og din søn Kong Akaz opførte sig som en hedning i stedet for en sand efterkommer af kong David. Det var til assyrerkongen, han erklærede sig som træl og søn! Han søgte hjælp hos ham i stedet for hos Herren og tog skattene i bl.a. Herrens tempel for at betale derfor. Han lav-ede tempeltjenesten om efter sit eget hoved og erstattede Herrens brændofferalter med et hedensk, sikkert for at behage sin nye mester, assyrerkongen. Vi behøver ikke at være verdens trælle, når vi tilhører Herren. Vi tjener ikke mennesker, men Herren. Så længe vi stoler på ham og har overgivet os til ham, er vi frigjorte for menne-skers krav om, at vi skal godtage deres normer for livet. HUSKEVERS: Galaterbrevet 1:10-11 384 Anden Kongebog 17:1-20 De fulgte de tomme guder og endte i tomhed Israels vandring bort fra Herren endte i landflygtighed. De overhørte de mange profetiske advarsler; de blev ved med at lade hånt om Guds lov og dyrkede afguder i stedet med det fordærv, det bragte med sig. De krænkede Herren, indtil han til sidst lod dommen ind-hente dem. Den hellige skrift siger det så rammende: de holdt sig til tomhed, så de blev til tomhed (gl.o.). Dybest set fik de blot det, de havde søgt efter. Afguder var tomhed. De havde vendt Herren ryg-gen, og Herrens frygt er visdoms begyndelse. Der var kun tomhed tilbage. Livet med Herren er indholdsrigt, for hos Ham er der liv i overflod.! Lad os holde os til Ham! HUSKEVERS: Salme 16:11 385 Anden Kongebog 17:21-41 De forskellige folk lavede hver sin gud Samarias nye beboere gennemførte en vis ydre gudsdyrkelse til Israels Guds ære for at værne sig mod hans vrede, men i hjertet klyngede de sig til deres gamle afguder. Det blev en blandings-religion, hvor de forsøgte at sikre sig til alle sider. Hvor tit er der ikke i historien sket noget lignende - en ydre omvendelse til kristendom samtidig med en klyngen sig til gammel overtro, for hjerterne er ikke forvandlet. Lad os ikke tro os helt hævet over faren, men se nøje til, at vi ikke laver os vor egen gud ved siden af Ham, der har åbenbaret sig i Bibelen som den 130

Almægtige Gud fra evighed til evighed. Vi behøver ikke at støtte os til nogen anden end Ham. HUSKEVERS: Joel 2:26-27. 386 Anden Kongebog 18:1-16 Han stolede på Herren, Israels Gud Med Hizkija fik Juda en usædvanlig gudfrygtig konge, der gik radikalt til værks imod enhver form for afgudsdyrkelse og overtrædelse af Mose lov. Ikke siden David havde de haft en sådan konge. Han var den diametrale modsætning til sin far Akaz. Det virker som et skuf-fende antiklimaks, at han forsøgte at købe sig fri for assyrernes an-greb ved at plyndre helligdom-men for dens kostbarheder, og det hjalp heller ikke. Han var under et stort pres, han havde set Nordrigets undergang, og by efter by i Juda var faldet for fjenden. Det var så uforståeligt, og en overgang svigtede hans tillid til Herren - ligesom salmistens i salme 73 HUSKEVERS: Salme 73:28. 387 Anden Kongebog 18:17-36 Hvem er det, du stoler på? Assyrerkongen havde taget imod den betaling, han havde forlangt af Hizkija, men han holdt alligevel ikke op med sit angreb. Han pressede endnu stærkere på, for intet mindre end Judarigets undergang var hans mål. Men Hizkija var færdig med at give efter. Kommandanten (Rabsjake gl.o.) hånede Hizkija; - om han stolede på Egypten eller Herren, var det lige nyttesløst. Han pralede af assyrernes magt - det var håbløst at gøre modstand. Han forsøgte at få overtalt folket til at slutte fred med ham imod Hizkijas ordre, idet han påpegede, hvor uovervindelige assyrerne var, men forgæves. Hizkija var i stor nød, men hans folk forblev tro mod ham, fordi de havde tillid til ham. HUSKEVERS: Salme 44:9. 388 Anden Kongebog 19:1-19 Du skal ikke frygte for de ord, du har hørt Esajas kunne give Hizkija et opmuntrende budskab fra Herren; han behøvede ikke at frygte for assyrerkongens trusler. Profetien så ud til at be-gynde at gå i opfyldelse, men så kom det foruroligende brev, hvor assyrerkongen understregede, hvordan ingen af de besejrede folks guder havde kunnet hjælpe mod hans overvældende militær-magt. Hizkija tog det til Herren, som vi kan gøre med alle vore bekymringer. Han har sikkert styrket sin tro ved sin bøn, idet han har samlet sine tanker om den Almægtige Gud og Skaber. Når han tæn-ker på ham, ser han klart afguderne som menneskeværk af træ og sten, som ikke formår noget som helst. Selvfølgelig kunne de ikke hjælpe de besejrede riger - 131

men Juda var under denne Almægtige Guds beskyttelse. HUSKEVERS: Esajas 41:13 389 Anden Kongebog 19:20-37 Jeg har udført det nu... nu har jeg ladet det ske Assyrerkongen roste sig af sine vældige sejre; han troede, at de skyldtes hans egen magt; han ringeagtede det lille Juda og dets Gud. Nu erklærer profeten, at denne Gud, som han har hånet, er den, der har planlagt og gennemført hans triumfer. Det var ham, der be-stemte, at Assyrien skulle blive en stormagt, og det er ham, der bestemmer grænsen for hans erob-ringer. Nogle mener, at Hizkija ikke burde have gjort oprør mod Assyrien, som hans far Akaz havde bøjet sig for. Men at tjene Assyrien betød også at bøje sig for Assy-riens afguder, og det vil Hizkija ikke. Han havde ødelagt dem i Juda. Han var magtesløs i sig selv til at stå imod Assyrien, men hans bøn var hørt, og Judas Almægtige Gud greb ind og ødelagde assyrernes hær. Det nytter at bede. HUSKEVERS: Salme 97:9-10. 390 Anden Kongebog 20 Jeg har hørt din bøn, jeg har set dine tårer Hizkijas alvorlige sygdom ramte ham i samme år som assyrernes invasion (se 18:13); han var 39 år gammel. Herren hørte hans inder-lige bøn om helbredelse og sendte Esajas med det opmuntrende bud-skab, at han skulle leve endnu 15 år. Måske nævnes figen-plasteret, for at vi ikke skal tro, at vi ikke må benytte os af de lægemidler, Herren har skabt. Det er svært at undgå indtrykket af, at Hizkija var smigret over besøget fra Babylonien og glemte at vise tilbageholdenhed over for disse fremmede afgudsdyrkere. Han bøjede sig dog under Esajas' dystre profeti, og han har sikkert håbet, at hans søn ved troskab mod Herren ville opnå en yderligere udsættelse af dommen (hvis det lidt vanskelige vers 19 tolkes positivt). HUSKEVERS: Salme 5:2-3 391 Anden Kongebog 21 Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne Med Manasse vender vi tilbage til sådanne tilstande som under hans farfar Akaz. Hizkijas gode indflydelse er som fejet bort, afgudsdyr-kelsen genindføres og de hedenske offerhøje genopbygges. Manasse fik endog lov til at regere i hele 55 år! De gudfrygtige i Juda må have fundet det ufor-ståeligt. Ifølge traditionen blev profeten Esajas gen-nemsavet under Man-asse (Hebr. 11:37). Hvorfor tillod Herren det? Det er et spørgsmål, som gang på gang har lydt - og lyder - fra Guds forfulgte folk på jorden. Der er intet svar andet end det, at i denne nuværende 132

verden har Herren tilladt den onde større bevægelses-frihed, end vi synes om, og grunden dertil ligger skjult i hans evige råd! HUSKEVERS: Åbenbaringen 6:9-11 392 Anden Kongebog 22 Jeg har fundet lovbogen i Herrens tempel Med Josija fik Juda igen en konge, der ville tjene Herren af hele sit hjerte; han "fulgte helt i sin fader Davids spor". Han lignede sin farfar Hizkija. Hans iver for templets istandsættelse førte til, at lovbogen blev fundet. Da han hørte dens advarsler, blev han dybt berørt. Han var klar over, at Juda fuldt ud havde forbrudt sig og fortjent den dom, Herren havde truet med. Han ydmygede sig under Ordet, og Herren bønhørte ham. Han fik løftet om, at dommen ikke ville komme i hans levetid, fordi han havde bøjet sig for Herren. Men han magtede ikke at afværge dommen helt, fordi folket var kommet så langt bort fra Herren, at det ikke var til at redde. Guds ord er så let tilgængeligt for os; retter vi os efter det? HUSKEVERS: 5. Mosebog 30:14 393 Anden Kongebog 23:1-20 Han læste hele pagtsbogen, som var fundet... for dem Josija gik i gang med en så grundig reformation, som han overhovedet kunne. Hans tanke har sikkert været, at hvis han kunne få folket til at omvende sig helt til Herren, ville dommen over dem yderligere udskydes. Under hans påvirkning indgik hele folket en ny pagt med Herren. Josijas udrensning viser, hvor meget afgudsdyrkelse havde filtret sig ind i hele landet; den afslører, at Salomos afgudsaltre havde overlevet andre reformationer gennem tiden. Han gik til bunds og ødelagde totalt alt, hvad der kunne krænke Herren. Hans iver førte ham endog over landets grænser, så han nedbrød det famøse alter i Betel. Han lod intet ugjort, der stod i hans magt at gøre for at føre folket tilbage til Herren. HUSKEVERS: 1. Timotheusbrev 4:13 394 Anden Kongebog 23:21-37 Herren vendte ikke om fra sin store, glødende vrede På trods af alle Josijas anstrengelser, magtede han ikke at få Herrens vrede vendt fra Juda. Grunden var ganske enkelt den, at folket ikke omvendte sig til Herren med samme iver som deres konge. Arven fra Manasses lange regering lod sig ikke ryste af. Efter Josijas tragiske død viste det sig, at end ikke hans egne sønner fulgte i deres fars hel-lige spor. Herren så, at folkets omvendelse ikke var af hjertet. For Josija var den ægte, men for folket var den kun en ydre form for at behage kongen. Vi kan ikke bedrage Herren. HUSKEVERS: Jeremias 3:10. 133

395 Anden Kongebog 24 Det var på grund af Herrens vrede, det gik... sådan Det var ikke de politiske forhold, der forårsagede Judas trængsler, men Herrens vrede. Så snart Josija var død, viste det sig, at virkning-erne af Man-asses lange regering ikke var udryddet; Josijas reforma-tion havde ikke overvundet dem, den havde ingen varig magt, for den havde ikke tag i folkets hjerter. Juda havde ikke taget ved lære af Nordrigets undergang, og de skulle snart gå samme vej. Så længe de havde en energisk gudfrygtig konge i spidsen (Hizkija og Josija), hjalp Herren dem. Men selv da han måtte give folket i fjendens hånd, forlod han ikke de bortførte fanger, der stolede på ham. Tænk blot på Daniel (Daniel 1:1 flg.)! HUSKEVERS: Daniel 9:16,18. 396 Anden Kongebog 25 Sådan blev judæerne ført i eksil fra deres land Sidkijas oprør mod Babels konge var dømt til at mislykkes, for han havde ikke Herren på sin side. Tværtimod ved vi, at Jeremias i Her-rens navn opfordrede ham til at overgive sig for at redde Jerusalem, men forgæves (Jer. 38:17-18). Det er mærkeligt at tænke på, at Dan-iel havde været i Babylon ca. 19 år, da den blindede Sidkija blev ført dertil i lænker, og Jeru-salem blev ødelagt, så det så ud, som om Israels Gud var slået. Judas vid-nesbyrd som Guds folk var brudt sammen, men Herren havde stadig sine tro tjenere; Daniel var endog i Babels konges tjeneste, og der forblev han Herren tro samtidig med, at han udførte sine pligter upåklageligt. Den hedenske konge havde virkelig lært noget om Daniels Gud. HUSKEVERS: Daniel 6:27-28. 134

FØRSTE KRØNIKEBOG 397 Første Krønikebog 1 På hans tid spredtes jordens folk Dette navneregister giver os anledning til et kort overblik over menneskeslægtens historie de første par tusinde år. Med Adam kom synden ind i ver-den og døden ved synden (Rom. 5:12). Enok som eneste undtagelse vand-rede med Gud og døde ikke. Syndfloden kom, da synden havde fordærvet menneskeslægten, og kun Noa og hans familie blev reddet i arken. Men synden overlevede syndfloden, som Babelstårnet på Pelegs tid (19) beviste (Første Mos. 11). Gud begyndte på ny med Abraham og sluttede en pagt med ham. Han lovede ham afkom, og Paulus tager dette løfte op i Gal. 3:16 og forklarer, at det gælder Jesus Kristus. Gennem ham blev dødens herredømme brudt og retfærdigheden fra Gud givet dem, der tror. HUSKEVERS: Romerbrevet 5:17. 398 Første Krønikebog 2 Isaj fik... Osem, den sjette, og David, den syvende Nu samler beretningen sig om Israel, og af hans sønner bliver Juda omtalt først, sikkert fordi Kong David kom fra denne slægt. Davids familieforhold udredes her; f.eks. herfra kan vi se, at da Joab dræbte Amasa (Anden Sam. 29:9-10), var det hans mors søstersøn, han myrdede (16-17). Mange af disse navne er nævnt, ikke fordi vedkom-mende selv var så berømt, men fordi de var i slægt med Kong David. Osem f.eks. er kun nævnt i Bibelen, fordi han var Davids bror, og det er det eneste, vi ved om ham. Vore navne er skrevet i Himmelen, ikke fordi vi er noget særligt, men fordi vi er beslægtet med Jesus Kristus! Vi er kendt, fordi vi hører ham til. Han kalder os sine brødre, og i hans navn har vi adgang til Gud. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 2:10-13 399 Første Krønikebog 3 De sønner, David fik Opremsningen af Davids sønner minder om de svære prøvelser, der kom til David gennem dem - en opfyldelse af Natans straffetale efter Davids synd med Batseba (Anden Sam. 12:10-11). Amnon, den førstefødte, blev dræbt af Absalom, som selv gik til grunde i oprøret mod sin far. Adonija forsøgte at gøre sig selv til Davids efterfølger, og det blev hans død. Men kongeslægten fortsatte gennem de mange led: Joash blev reddet på et hæng-ende hår som den eneste i kongehuset; der var ugudelige konger som Akaz og Manasse, og gudfrygtige som Hizkija og Josija. Herrens trofasthed mod Davids slægt holdt på trods af alle menneskelige umuligheder - selv "den tilfangetagne Jekonja" førte slægten videre. HUSKEVERS: 2. Samuelsbog 7:12-16. 135

400 Første Krønikebog 4 Gud gav ham, hvad han bad om Efter vi har fulgt kongeslægten så langt, vender vi tilbage til resten af Judas slægt. Dette klenodie om Jabez (9-10) ville vi gå glip af, hvis vi sprang de mange navne over; Herren har en mening med at bevare dem i Bibelen. Jabez tilhørte en falden slægt, og hans navn mindede om den straf, der fulgte syndefaldet, kvindens smerte ved at føde børn (Første Mos. 3:16); men han havde frimodighed til at bede til Israels Gud. Han erkendte sin afhængighed og sin tro på, at Gud kunne velsigne ham og løse ham fra den forbandelse, der lå over jorden som følge af syndefaldet. Gud gav ham efter hans tro alt, hvad han bad om! Jesu Kristi offer gjaldt allerede fra Guds synspunkt. HUSKEVERS: Romerbrevet 5:15-17. 401 Første Krønikebog 5:1-26 De råbte til Gud under kampen og han bønhørte dem Vers 18-22 giver et eksempel på en erobringskrig, hvor de 2½ stamme, der bosatte sig på østsiden af Jordan, kæmpede mod hagritterne. Der står udtrykkeligt, at krigen var fra Gud, derfor er det ikke gavnligt at sætte spørgsmålstegn ved den, men tværtimod at glæde sig over, at Gud bøn-hørte sit folk, fordi de stolede på ham, og gav dem en stor sejr. Men disse samme stammer blev nogle århund-reder senere selv erobret og sendt i landflygtighed. De blev utro mod deres fædres Gud; de havde vendt sig til de afguder, som de oprindelige indbyggere dyrkede. Denne krig var også fra Gud. HUSKEVERS: 2. Krønikebog 15:2 402 Første Krønikebog 5:27-6:66 At varetage sangen i Herrens tempel Først får vi ypperstepræstens stamtavle fra Aron til landflygtigheden (27-41). Derefter hele Levis stamme, med de 3 hovedafdelinger under Gershom, Kehat og Merari. Vi møder profeten Samuel i Kehats slægt. Hans sønnesøn Heman var en af de tre, der havde ansvaret for sangen ved gudstjenesten under Kong David, og som selv skrev så mange salmer. Alle tre levitslægter var repræsenteret. Sangen var åbenbart en meget vigtig del af tjenesten ved Guds hus. Salme 134 fortæller, at også om natten var der lovsang i Herrens hus. HUSKEVERS: Kolossenserbrevet 3:16-17. 403 Første Krønikebog 7 Flokke af krigere... erfarne krigere Der er ikke mange kendte navne i dette kapitel, men vi møder Josva, Nuns søn, i Efraims slægt. Episoden, hvor mændene fra Gat dræbte to af Efraims 3 sønner (21-23), så han kun havde Shutela tilbage, skete formentlig, mens Israel boede i 136

velstand i Egypten. En sådan episode viser nødvendigheden af "erfarne krigere". Israel fik først sin hær efter udgangen af Egypten; Josvas navn minder om, at han var Israels leder ved erobringen af Kana'ans land. Guds folks krige fylder en del i Det gamle Testamente. Først må de kæmpe for at vinde landet, og senere må de kæmpe for at forsvare det. Når vi kommer til Det nye Testamente fortsætter tanken om, at Guds folk er sol-dater, men kampen kæmpes på et helt andet plan. HUSKEVERS: Efeserbrevet 6:10-13 404 Første Krønikebog 8 Det var dem, der slog indbyggerne i Gat på flugt Nu samler beretningen sig om Benjamins slægt, hvor vi møder Sauls familie, fordi alle disse kapitler (1-9) er en slags "forord" til krønikernes historieskrivning, der begynder i kap. 10 med Kong Sauls død. Vi lægger mærke til en anden berømt benjaminit, Ehud (3,6), den dommer, der frelste Israel fra Moabs overherredømme (Dom. 3:15 flg.). Han var kejthåndet, noget der har kendetegnet benjaminitterne (Dom. 20:16; FørsteKrøn.12:2). Vers 13 kunne tyde på, at Benjamin kom Efraim til undsætning (7:21) og drev mændene i Gat bort. De var til rådighed, når der var brug for dem, og parate til at hjælpe andre. Det skal vi også være. HUSKEVERS: Galaterbrevet 6:1-2 405 Første Krønikebog 9 Men Juda blev ført i eksil p.g.a. deres troløshed Nu nævner kronikøren, før han begynder på Judarigets historie, den sørgelige kendsgerning, at Juda blev ført i eksil til Babylon (1). Han holder det ikke hemmeligt, som noget, der må indrømmes til sidst. Han røber det allerede nu, og dog finder han sin historie værd at fortsætte med. For der er en rest, der er vendt tilbage fra eksilet; der er alligevel en fremtid og et håb. Det er for dem, han skriver, og derfor skjuler han ikke grunden til landets ulykke: det var for Judas troløsheds skyld. Altså, det var ikke Gud, der svigtede Juda, men Ju-da, der svigtede Gud. HUSKEVERS: Klagesangen 3:21-23 406 Første Krønikebog 10 Fordi han... ikke havde fulgt Herrens befaling Kronikøren begynder sin historie med slaget på Gilboas bjerge, hvor filistrene angriber og slår Israel. De dræber Kong Sauls tre sønner, og Saul føler sig så truet og angst, at han begår selvmord, selv om han formentlig kunne have reddet sig bort, da filistrene først fandt ham dagen efter. Hans ynkelige død er 137

en følge af Herrens dom over ham. Han havde været troløs mod Herren og havde ikke fulgt Herrens befaling, derfor lod han ham dø, står der. Og han drog Israel med i sin ulykke. Det er på denne baggrund, at David træder frem som Herrens udvalgte konge. Under ham er der en fremtid for Israel, selv om det tog sin tid, før han blev anerkendt af alle. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 2:1-3a. 407 Første Krønikebog 11 De salvede David til konge over Israel efter Herrens ord Herren havde udvalgt David til konge og tilkendegivet det ved Samuel, men han kom ikke til tronen gennem en suveræn guddommelig indgriben. Der gik lang tid for David med mange genvordigheder, hvor han gradvis vandt folkets opmærksomhed og blev kendt som den af Herren udpegede konge. I denne tid, hvor han blev forfulgt af Saul, fandt han trofaste tilhængere, der, når tiden var inde, gav hans kongedømme deres støtte - hans krigshelte. Eksempler på deres heltemodige bedrifter viser, at de næsten formåede det umulige. Herren var med David og med hans mænd, der gjorde David til konge efter Herrens ord. Vor "David" er Konge, men vi skal være med til at gøre det kendt. HUSKEVERS: Matthæusevangeliet 28:18-20. 408 Første Krønikebog 12 Vi er på din side, David! Vi følger dig, Isajs søn! Her er nogle eksempler på, hvordan David samlede sine tilhængere i den tid, han var fredløs. De kom frivilligt til ham, forberedt på at dele hans forsmæd-else og hjælpe til i hans kampe, for de var væbnede. De var sendt af Gud, drevet af Ånden; de havde indset, at Gud var på Davids side og derfor følte de sig af hjertet knyttet til ham (18). Da David endelig blev konge, delte de hans herlighed. Vi er kommet til Jesus Kristus, før hans kongedømme er blevet åbenbaret i verden. Det er nu, mens det er forbundet med forsmæd-else, at vi har mulighed for at vise, om vi vil bekende os til ham. HUSKEVERS: Romerbrevet 8:17. 409 Første Krønikebog 13 Ved den lejlighed blev David grebet af frygt for Gud Et af de vigtigste ønsker, David havde, da han blev konge, var at bringe Guds ark tilbage til sin rette plads i centrum. Han rådførte sig med sine generaler (i stedet for præsterne; det var en skæbnesvanger fejltagelse) og satte et stort apparat i gang for at føre arken til Jerusalem på værdig vis. Hele folket var med, og der var stor fest og jubel. Så skete ulykken, og David var lam-slået. Han blev grebet af frygt for Gud som aldrig før og turde ikke bringe arken hjem til sig. Men 138

Herrens velsignelse fulgte arken ind i Obed-Edoms hus. Det må have fået David til at tænke over, hvad han havde gjort galt. HUSKEVERS: Romerbrevet 10:2 410 Første Krønikebog 14 David gjorde, som Gud havde befalet ham Filistrenes fjendskab mod Israel blussede op på ny, da de hørte, at David var blevet salvet til konge over hele landet. De følte, at Israel var ved at vokse sig stærkt efter nederlaget under Saul. Da denne trussel meldte sig, råd-førte David sig ikke med sine generaler (som i kap. 13), men med Herren. Derfor gik det godt, og han sejrede. Men fjenden rejste sig på ny. Endnu engang truede filistrene Israel, og igen søgte David råd hos Herren og fik nye instrukser. Han fulgte dem nøje og oplevede atter, at Gud gav ham en afgørende sejr. Ved sin lydighed viste David sin tro på Gud. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 11:33-34 411 Første Krønikebog 15 Vi søgte ham ikke på den foreskrevne måde David har bøjet sig under Guds tugt; han har lært at tage Guds anvisninger for arkens flytning alvorligt. Nu rådfører han sig ikke med hærførerne, men overdrager præsterne og levitterne at føre arken til Jerusalem på behørig vis. Han har lært, at det ikke var nok ivrigt at søge Gud; det var væsentligt at søge ham på den foreskrevne måde. Levitterne bar arken, som Moses på Herrens ord havde befalet. Det gik godt, og stor var glæden og festjubelen. Sauls datter Mikal af-sløres som uden forståelse for Davids enorme begej-string. Under den nye pagt behøver vi ikke præster og levitter, men Gud har stadigvæk vist, hvordan vi skal søge ham. Kun gennem Jesus Kristus er der skabt en frelsesvej til vor Almægtige, Hellige Gud. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 14:6. 412 Første Krønikebog 16 Til at love og takke og prise Herren En væsentlig del af tjeneste for Herren består af lovsang. Asaf og hans brødre fik overdraget ansvaret for dette ved arken, der symboliserede Guds tilstedeværelse. Det var deres privilegium til stadighed at prise Herren. Vi kan gøre brug af salmer, andre har skre-vet, når vi har svært ved at udtrykke vor pris og tilbedelse. Blot ved at læse en salme som denne, kan vort hjerte brænde af taknemmelighed og glæde mod Herren. Han bliver herliggjort, og hvor det sker, gør det vort hjerte godt. Lad os dagligt bruge både salmer-ne i Bibelen og salmer og sange i vore sangbøger - det er en åndelig vederkvægelse, og det ærer Gud. HUSKEVERS: Salme 33:1 139

413 Første Krønikebog 17 Du skal ikke bygge mig et hus at bo i Davids ønske om at ære Herren giver ham den tanke at bygge et tempel for ham. Hans motiv var godt nok, men Herren sagde nej! Tværtimod vil Gud bygge David et hus! Hvis vi havde besluttet at gøre et eller andet stort for Herren, og så blev forhindret deri, ville vor reaktion mon være lige så positiv og fri for græmmelse som Davids? Han viser, at han er manden efter Guds hjerte også her, hvor han lader sine drømme om at bygge Guds hus fare, og hengiver sig til at dvæle i Guds nærhed og åbne sig for alt, hvad Gud har lovet. Hvor ofte er ikke vor tjeneste for Gud noget, vi selv finder på. Hvor stort at kunne slippe den og lade Gud være alt. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 17:4 414 Første Krønikebog 18 Således gav Herren David sejr overalt David slog alle fjenderne rundt omkring Israel. Nu var Israel under Herrens velsignelse med hans udvalgte konge i spidsen, og de kunne endelig frigøre sig fra filistrenes hærgen. Udbyttet af disse vellykkede kampe helligede David Herren. Meget blev senere brugt ved Salomos tempel. Israelitterne kunne bo trygt under Davids styre. Han havde magt over deres fjender, og han regerede retfærdigt, fordi han elske-de Herren. Han vidste, at han var afhængig af Herrens velsignelse og var ansvarlig over for ham (Sl. 61:7-9). HUSKEVERS: 1. Korinterbrev 15:57. 415 Første Krønikebog 19 David stillede op til kamp Hanuns mishandling af Davids sendebud virker nærmest barnagtigt, medmindre han ønskede at fremprovokere en krig, for det ser ud til, at han formåede at stille en anseelig hær på benene. Men han havde forregnet sig; Joab slog hans allierede, aramæerne, og hans egne mænd flygtede for Abishajs styrker. Aramæerne ville nødig acceptere nederlaget og samlede forstærkninger. Men David vandt en afgør-ende sejr over dem. Han havde ikke ønsket denne krig, men den før-te til en forøgelse af hans herredømme. HUSKEVERS: Romerbrevet 6:14 416 Første Krønikebog 20 Der blev igen krig med filistrene Goliat var ikke den eneste kæmpe i Gat. Der var en hel slægt; hver gang en var slået, dukkede en ny op, som hånede Israel og derved Israels Gud. Her nævnes tre, der en efter en blev nedhugget af Davids mænd. Filistrene kan repræsentere vor gamle, syndige natur. Måske har vi vundet sejr over én kæmpe - en dårlig 140

vane eller karaktertræk - men så ser vi endnu en anden dukke op. Vi skal ikke miste modet, bare altid tage kampen op og aldrig slutte fred med disse kæmper! Undertiden kan en af dem, vi troede, vi var færdig med, gøre sig gældende på ny. Det er noget af dette, disse krige kan minde os om, så de gamle historier bliver højaktuelle for os i vort dagligt liv med at følge Jesus. Hemmeligheden er at tro på Bibelens budskab om, at vi er korsfæstet med Kristus, så den gamle natur har mistet sin magt (Rom. 6:6). HUSKEVERS: Galaterbrevet 5:24 417 Første Krønikebog 21:1-27 Lad mig da falde i Herrens hånd Det er ikke helt klart, hvorfor denne folketælling var så forkert, men selv Joab var forfærdet over den og forsøgte at få David fra den. Måske var det "kæmpen" stolthed, der havde rejst sig i Davids hjerte efter de mange sejre og hans øgede prestige, og han magtede ikke at hugge den ned, før den havde forvoldt stor skade. Dog, så snart han bliver klar over sin synd, beder han om tilgivelse, men så nemt kunne det ikke gå. Midt i sin store nød, når han må vælge mellem tre former for straf fra Herren, viser David et virkeligt kendskab til Herren og kaster sig på hans barmhjertighed. Han kunne have bedt med Ha-bakkuk: "Glem ikke barmhjertigheden, skønt du er vred" (3:2). Dom-men måtte falde, men David havde valgt rigtigt! HUSKEVERS: 2. Mosebog 34:6-7. 418 Første Krønikebog 21:28-22:19 Her skal Gud Herrens hus stå David kom ikke let over rædselen ved at se Herrens engels sværd. Han vovede ikke at besøge offerhøjen i Gibeon, men holdt sig til det sted, hvor Herren havde svaret ham og standset plagen. Her havde han oplevet, at Herren lod sig forsone, og han fornemmede: her skulle Herrens hus og Israels brændofferalter stå. Han nåede ikke selv at se det, men han gjorde store forberedelser, der skulle fremme Salomos arbejde. Netop i dag fejrer vi Guds "forberedelse", så at sige, da han beredte sin Søn et legeme og sendte ham til verden. Herrens hus og Israels brændofferalter pegede mod ham. De gamle ofringer kunne ikke sone synd; de har kun mening som pegefingre mod Jesu Kristi offerdød én gang for alle. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 10:5,9-10. 419 Første Krønikebog 23 Til at... gøre tjeneste og velsigne i hans navn Da levitterne oprindeligt fik tildelt deres tjeneste, var Israel på van-dring, og deres hovedopgave var at flytte tabernaklet (25-26; se 4 Mos. 4). Nu var 141

behovet ændret, og deres tjeneste blev tilsvarende ændret. En sådan smidighed er også nødvendig i menigheden. Le-vitterne var ikke selv præster, det var kun Arons efterkommere, men de kunne hjælpe præsterne med de mange ting, der var forbundet med tjenesten i Herrens hus (28-32). Arons opgave som ypperstepræst var at tænde offerild for Herren og velsigne folket i hans navn. Jesus Kristus, som Zakarias betegner som "solopgangen fra det høje", ofrede sig selv og skaffede derved fred med Gud for alle. HUSKEVERS: Lukasevangeliet 1:78-79. 420 Første Krønikebog 24 Skriveren... skrev dem op i nærværelse af kongen Alle præsterne var efterkommere af Arons to sønner, Eleazar og Itamar. Gamle Eli tilhørte Itamars slægt, og det er måske dommen over ham, der er årsag til, at Itamars efterkommere var færre end Eleazars. Blodbadet i Nob, f.eks. ramte Itamars slægt (Første Sam. 22). Præsterne blev delt op i 24 embedsskifter, derfor havde de kun tjeneste ved Herrens hus i Jerusalem 14 dage om året. Overhovederne for præsternes skifter blev skrevet op i kongens, øversternes og præsternes nærværelse. Der skulle ikke være tvivl om, hvem der havde ansvar for den overordentlig vigtige tjeneste ved Herrens hus. Tager vi vor præstetjeneste alvorligt? HUSKEVERS: 1. Petersbrev 2:9. 421 Første Krønikebog 25 Som var oplært i sang for Herren Sangerne var opdelt i 24 skifter ligesom præsterne og levitterne. Sangen var en vigtig del af gudstjenesten, og sangerne behøvede ikke blot musikalske, men også åndelige gaver til deres tjeneste (se vers 2). Har vi lært at synge Herrens sange? Det er godt at synge de gode velkendte sange - og det skal vi! - men Bibelen nævner tit "en ny sang" (f.eks. Sl. 33:3; 96:1; Esa. 42:10). I Sl. 40:4 er det Herren, der lægger en ny sang i vor mund. Den nye sang gælder Lammet, der har løskøbt os med sit blod (Åb. 5:9). Kun de forløste kan synge denne nye sang (Åb. 14:3). Selv de "gamle" sange er nye, når de synges af hjertet som levende virkelighed. HUSKEVERS: Åbenbaringen 15:3-4 422 Første Krønikebog 26 De skulle gøre tjeneste i Herrens tempel Portvagterne var "dygtige" folk, står der flere gange (6, 7, 8, 9). Det var en vigtig tjeneste, selv om den kunne se ringe ud. Ved hver enkelt port ved Herrens hus holdt levitterne vagt. Salmisten satte en sådan pris på Herrens hus, at han siger: "hellere være dørvagt ved min Guds hus end dvæle i gudløsheds telte (Sl.84:11 eng.oversættelse). Portvagterne skulle forhin-dre uvedkommende i at trænge 142

ind på helligt område. Det er et spørgsmål, hvor meget det gælder i menigheden, men det er klart fra Det nye Testa-mente, at der kan være tilfælde, hvor nogle må lukkes ude derfra (se Første Kor. 5:2)). Men for os alle gælder det, at vi ikke tankeløst må komme sammen for Guds ansigt. HUSKEVERS: Salme 84 423 Første Krønikebog 27 De israelitter,... som tjente kongen i alt David var blevet en stor konge omgivet af hærførere og embedsmænd, der tog sig af de mange opgaver, der var forbundet med at regere over Israel i dets stormagtstid. Byrderne blev fordelt, så mange var draget ind i arbejdet, og ingen blev udnyttet. Af Davids nærmeste rådgivere ved vi, at Akitofel svigtede under Absaloms oprør og gik til grunde, hvorimod gamle Hushaj forblev tro til det sidste (Anden Sam. 15:31-37). Det er vor forret at tjene Jesus Kristus som Herre og Konge. Lad os bede om nåde til at gøre fyldest der, hvor han har sat os, og til at forblive tro mod ham, hvad end der sker. HUSKEVERS: Åbenbaringen 17:14 424 Første Krønikebog 28 Vær modig og stærk, og gå i gang! David overdrager offentligt Salomo den store opgave at bygge Herrens tempel. Han giver ham de detaljerede planer, som han har modtaget fra Herren. Davids tale er både formanende og opmuntrende, og vi har brug for begge dele. Også vi må stræbe efter at hol-de Herrens bud - og Johannes fortæller os, at de ikke er tunge (byrdefulde gl.o.) (Første Joh. 5:3). Derved viser vi, at vi kender ham (Første Joh. 2:3). Herren kender vore inderste tanker; derfor må vi tjene ham af hjertet (9). Måske synes opbyg-gelsen af menigheden, som vi er med i, overvældende eller umulig; lad os høre Davids ord: "Vær modig og stærk, og gå i gang". Det er Herrens værk, og derfor vil det lykkes. HUSKEVERS: Efeserbrevet 3:20-21 425 Første Krønikebog 29 Folket glædede sig over deres gavmildhed Ved årets slutning kommer vi også til enden af Davids regering, og vi finder, at Herrens hus er midtpunktet; måtte det også være det for os. David har gjort en stor indsats for at tilvejebringe de nødvendige materialer. Nu giver han rigeligt af sine private midler, og bagefter opfordrer han andre til at gøre det samme. Glæden over at give griber om sig og stiger, som gaverne strømmer ind. Hjerterne var med i denne gavmildhed, og alle var med i Davids lovprisning af Herren. Han var ophav til både glæden og gaverne, for alt tilhørte ham. Havde 143

de følt stolthed over deres gaver, var den umiddel-bare glæde forsvundet; nu fik Herren æren derfor, og folket fik glæden. HUSKEVERS: Andet Korinterbrev9:7. 144

ANDEN KRØNIKEBOG 426 Anden Krønikebog 1 Giv mig derfor visdom og forstand Gud havde gjort Salomo til Davids efterfølger på Israels trone. Her i begyndelsen af sin regeringstid synes Salomo at have følt sin afhængighed af Herren. Når Gud viser sig for ham og spørger, hvad han ønsker, beder han ikke om rigdom og magt, men om visdom og indsigt til at kunne regere retfærdigt. Det er en uselvisk bøn og viser hans ansvarsfølelse. Gud roser ham derfor og lover meget andet i tilgift. Lad os her ved begyndelsen af det nye år minde os selv om, at netop vor afmagt over for de opgaver, der venter os, er en fordel, dersom vi hos Herren søger den visdom og kraft, vi behøver. Skråsikkerhed over for livets udfordringer er farlig. HUSKEVERS: Jakobsbrevet 1:5 427 Anden Krønikebog 2 Hvem formår at bygge et hus til ham? Huset, der skulle bygges Israels Gud, skulle være så stort og herligt som muligt, fordi Herren var større end alle guder. Alligevel forstår Salomo godt, at Herren ikke ville "bo" der, som om han kunne rummes i en nok så herlig bygning, for ikke engang himlen og jorden kunne "rumme" ham. Huset var blot et sted, hans navn kunne knyt-tes til, så der kunne ofres til ham der. Det er måske barnligt at tænke på Gud som en, der fylder himlen og jorden og mere til, og alligevel kan det være med til at gøre Guds storhed håndgribelig for os, så vi samtidig forstår, hvor små de "største" mennesker er. HUSKEVERS: Esajas 51:12-13 428 Anden Krønikebog 3 Herrens tempel... på det sted, som David havde beredt Herrens hus blev ikke bygget på et tilfældigt sted. Det var tærske-pladsen, hvor Herren havde standset pesten og havde modtaget Davids offer (FørsteKrøn. 21:26-28). Navnet Morija knytter også stedet til beretningen i Første Mos. 22 (v.2), hvor Abraham ofrede Isak. Den fortælling taler så stærkt som noget om, at Gud vil give sin Søn, Jesus Kristus, til soning for verdens synd. På dette sted blev tem-plet bygget. Det symboliserede Kristus, "stedet", hvor Gud møder mennesket. Derfor var det smykket med ædelstene og overtrukket med guld - de rigeste og mest kostbare ting var kun en svag afspejling af hans herlighed. Keruberne overtrukket med guld mindede om de levende keruber, der vogter adgangen til Guds tronee. HUSKEVERS: Første Timotheusbrev 2:5 145

429 Anden Krønikebog 4 Salomo lavede alle tingene i Guds hus Alteret var stort, 20 x 20 alen (ca. 10 x 10 m) - samme mål som det allerhelligste (3:8) - og halvt så højt. Det dominerede forgården og drog alles øjne til stedet, hvor ofrene brændte. Der var ingen adgang til Gud uden om ofrene. Dernæst stod havet og de 10 bækkener der, en påmin-delse om, at intet urent kan tåles i Guds nærhed. Inde i helligdommen var lysestagerne og bordene. Tingene i forgården var af bronze; men de, der gik indenfor i helligdommen, så kun guld - det mest kostbare var nærmest Gud. Jo bedre vi lærer ham at kende, des mere dyrebart er det. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 9:11-12 430 Anden Krønikebog 5:1-6:11 Herrens herlighed fyldte Guds hus Templet var færdigt. Arken og resten af tabernaklet, som Moses havde ladet lave i ørkenen, blev hentet af levitterne og sat på plads. Arken med pagtens tavler havde fået sit endelige hvilested. Sangerne begyndte endrægtigt at prise Herren ledsaget af musikinstrumen-terne. Da skete det, der gav templet mening; Herrens herlighed fyld-te Guds hus. Det var ikke engang muligt for præsterne at være der-inde for at udføre deres tjeneste. Herren havde symbolsk taget tem-plet i besiddelse. Dette skete på en lille plet på jorden; hvad vil det ikke blive, når Herrens herlighed åbenbares over hele jorden! HUSKEVERS: Habakkuk 2:14 431 Anden Krønikebog 6:12-42 Lad dine ører lytte til bønnen på dette sted Salomos bøn ved templets indvielse viser, hvor væsentlig en plads bøn har i forbindelse med templet. Det minder om Jesu ord, at det skulle være et bedehus. Salomo nævner mange eksempler på de situationer, der kan opstå, hvor folket vil råbe til Herren om hjælp. Han forestiller sig, at deres nød vil blive forårsaget af deres synd, og at de derfor først og fremmest vil have tilgivelse behov. Herren havde lovet at møde sit folk ved pagtens ark, og derfor går "vendt mod dette sted" som et refræn gennem kapitlet. Vi må søge Gud, hvor han er at finde - for os gennem Jesus Kristus. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 16:23-24 432 Anden Krønikebog 7 Jeg har hørt din bøn og udvalgt dette sted Herrens ild for ned offentligt, så hele folket forstod, at han tog imod ofrene, og hans herlighed fyldte huset. Senere viste han sig specielt for Salomo og svarede på hans bøn. Han bekræftede, at han havde udvalgt templet som offersted, og 146

at han ville høre bøn der. Men han gjorde det samtidig klart, at templet i sig selv ikke var nogen garanti for hans tilstedeværelse. Vendte folket sig fra ham, ville han forlade templet, og folket ville gå til grunde sammen med det. Heller ikke vi har noget automatisk krav på Guds hjælp. At vi har adgang til Gud skyldes alene Guds nåde, men vi må bevare os selv i Guds kærlighed! HUSKEVERS: Judasbrevet 20-21 433 Anden Krønikebog 8 De veg ikke på nogen måde fra kongens befaling Dette kapitel giver et kort overblik over de ting, der karakteriserede Salomos regeringstid. Han er arvtager efter sin far - faraos datter må flyttes fra "Israels konge Davids palads". Særlig i forbindelse med tempeltjenesten er det Davids forordninger, der bliver gennemført. Her kaldes han den Guds mand David. Der nævnes intet ufordelagtigt om Salomo i Krønikebogen, som der gør i Første Kong. 1Første Her præsenteres han som en værdig efterfølger af sin far, der sørgede for, at hans bud blev fulgt til punkt og prikke. Lad os sætte samme mål for os selv, at vi ikke i mindste måde fra-viger vor Konges bud. Lydighed mod dem bekræfter, at vi elsker ham, der gav dem. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 14:21 434 Anden Krønikebog 9 Lykkelige (er) dine hoffolk, som altid er til tjeneste Dronningen af Sabas besøg giver anledning til at beskrive Salomos herlighed i al dens pragt. Hun havde hørt om hans visdom og rigdom, og havde troet, rygterne var overdrevne. Men da hun besøgte ham og så og hørte ham personligt, overgik alt hendes vildeste fantasi. Hun var helt overvældet, og hun vendte beriget hjem. Hendes lange rejse havde været umagen værd. Sætter vi pris på ham, der er mere end Salomo? Har vi set hans herlighed? Der er ingen sammenligning mellem ham og Salomo; hvor meget mere må vi ikke lægge alt andet til side for at lære ham bedre at kende. HUSKEVERS: Lukasevangeliet 11:31 435 Anden Krønikebog 10 For at Herren kunne opfylde det, han havde talt Rehabeam forkastede det kloge råd, han fik, og fulgte i stedet det råd, der smigrede hans forfængelighed. Men der var ikke dækning for hans pralende ord - det mindste på ham var ikke tykkere end hans fars lænder (10). Tværtimod! Hans strenge ord var bare ord, og det vidste Israel. Det var et vanvittigt svar at give det utilfredse folk, og det udløste det oprør, der ulmede. Men Herren var med i det, der skete, for det var en dom over Salo-mo (se Første Kong. 11:11-12), der her gik i opfyldelse. Guds ord er nemlig helt anderledes end Reha- 147

beams, for der er altid dækning for det, om han taler dom, eller nåde. Vi kan regne fuldt og helt med det. HUSKEVERS: Esajas 46:10-11 436 Anden Krønikebog 11 I må ikke rykke ud til krig mod jeres brødre Rehabeam havde ganske naturligt i sinde at forsøge at tvinge de oprørske israelitter til lydighed. Borgerkrigen blev dog forhindret. Herren forbød Rehabeam at gå i krig: "for det, der er sket, er kommet fra mig". Det bedste, vi læser om Rehabeam, er, at han adlød dette ord fra Herren. Israel, derimod, forlod under Jeroboams lederskab deres fædres Gud og afsatte hans præster, så de kom strømmende til Juda - og Juda måtte ikke gribe ind med magt for at forhindre det. Der kan være tilfælde, hvor vi har lyst til at gribe ind med kødelige midler for at håndhæve Herrens interesser, men det er ikke Åndens vej. HUSKEVERS: Lukasevangeliet 9:53-55 437 Anden Krønikebog 12 (De) ydmygede sig og sagde: "Herren er retfærdig!" Rehabeams styrke fristede ham til at forlade Herren. Men da fjenderne trængte ham, troede han på Herrens doms-ord og er-kendte, at han havde fortjent at gå til grunde - Herren var retfærdig. Dette ændrede sindelag bragte straks en formildning i dommen, for Herren er barmhjertig. Men han tillod Shishak at plyndre Jerusalems skatte for at tugte Rehabeam. Hans hjerte var ikke helt med Herren, og kun tidens pres fik ham til at ydmyge sig for ham. Herrens tugtelse har et positivt sigte; lad os samarbejde med ham i den, så vi får mere gavn af den, end Rehabeam tilsyneladende fik. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 12:5-6. 438 Anden Krønikebog 13 Judæerne blev stærke, fordi de støttede sig til Herren 18 år er gået siden rigets deling, hvor Gud forbød Rehabeam at bekrige Jeroboam. Siden da har fjendtlige tilstande udviklet sig mel-lem de to riger, og de har haft mange indbyrdes kampe. Med Abijas tronbestigelse blusser krigen op igen, og han har drømt om at vinde Israel tilbage. Men trods sin store sejr, er der ikke tale om en genfor-ening af rigerne. Herrens dom over Salomo, at hans hus vil miste 10 stammer, stod fast. Men udfaldet af kampen til Abijas fordel skyldes tydeligt, at han sætter sin lid til Herren, når han møder Jeroboams dobbelt så store hær. Måske kan vi lære heraf, at selv om følgerne af gamle nederlag ikke kan ændres, er det dog altid muligt at leve et sejrrigt liv under vore nuværende forhold. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 12:12-13 148

439 Anden Krønikebog 14 Hjælp os, Herre vor Gud, for dig støtter vi os til Det er dejligt at læse om Asas iver for ren gudsdyrkelse; hans op-rydning afslører, hvor meget forkert der havde været tålt gennem årene, eller som havde sneget sig ind igen i den senere tid. Han blev ikke slap, fordi Herren havde givet ham ro og fred, men udnyttede fredstiden på en fornuftig måde. Han holdt sig åndeligt vågen og forberedte sig på, at der kunne komme andre forhold. Det gjorde der, men da angrebet kom, støttede han sig til Herren frem for til sin hær. Uden Herrens hjælp var det ikke gået, men det var vigtigt, at Asa var beredt. Således må vi berede os til den åndelige kamp, selv om det kun er Herren, der kan give os sejr. HUSKEVERS: Efeserbrevet 6:10-11 440 Anden Krønikebog 15 Men fat mod, og lad ikke hænderne synke Vi ville have troet, at efter Asas indsats i kapitel 14 var gudsdyrkelsen helt i orden. Men her læser vi om en ny indsats, som Asa først får mod til efter Azarjas opmuntrende profeti. Måske var han modløs over at opdage, at afguderne stadig fandtes. Det forkerte sneg sig ind ganske af sig selv; at rense ud krævede et stærkt og vedvarende initiativ. Asa gik grundigt til værks, og under hans ledelse sluttede Juda en pagt med Herren om, at de ville tjene ham alene. Vi har ikke Asas indflydelse, men i vor mindre sfære kan vi hjælpe andre ind på livets vej, hvis vi ikke opgiver i modløshed, men holder ud i tro. HUSKEVERS: Galaterbrevet 6:9. 441 Anden Krønikebog 16 Men Asa blev rasende på seeren Asa har indtil nu givet os et strålende eksempel til efterfølgelse. Men nu er hans historie en advarsel. Var han blevet mindre ivrig for Her-ren gennem de mange gode år? Hans åndelige tilstand blev sikkert ikke pludselig foran-dret, fordi fjenden angreb ham; denne faretruende situation afslørede, at Asa var kommet på afstand af Herren. Værre end det, at han søgte støtte hos nogle, der ikke kendte Gud, i stedet for hos Gud selv, var, at han afviste Guds irettesættelse. Herren gav ham anledning til at omvende sig ved at sende profeten til ham, men han gjorde det ikke og straffede i stedet for Guds sende-bud. Han fortsatte ad den vej, han var slået ind på, så han søgte heller ikke Herrens hjælp, da han blev syg. HUSKEVERS: 1. Korinterbrev 10:12 149

442 Anden Krønikebog 17 Når de underviste... havde de Herrens lovbog med sig Joshafat ikke blot fulgte sin far Asas eksempel fra hans bedste tid; han fulgte også i sin forfader Davids spor. Det antyder, at der har været et skred fra den sande gudsdyrkelse på trods af en vis troskab mod Herren. For at rette op på dette indser Joshafat, hvor vigtigt det er, at folket bliver undervist i Herrens lovbog. Han sender duelige mænd rundt i alle Judas byer, så de personligt kan hjælpe folket til en for-ståelse af Guds ord. Moses' befaling om at loven skulle oplæses for hele folket - inklusive børn - hvert 7. år (Femte Mos. 31:10-13) var blevet forsømt, og derfor vidste de fleste ikke meget om, hvad der stod i den bog, som deres lykke afhang af. Vi må gøre Ordet kendt; det er gennem det, at vi lærer Herren at kende, som han er. HUSKEVERS: 1. Timotheusbrev 4:13 443 Anden Krønikebog 18 Jeg gør som du,... jeg går med dig i krig Føler vi ikke lidt af Herrens bedrøvelse over, at Joshafat efter den strålende start begår den dumhed at bringe sig i familie med den ugudelige Akab! Herren har givet ham fred - nu er han villig til at gå i krig med Israel! I 17:4 står der, at han ikke handlede som Israel, men nu er han ved at være ét med dem (3)! Det fik skæbnesvangre følger for Juda, om end det varede nogle år, før de viste sig fuldt ud. Joshafat er svækket, men han forsøger at holde fanen højt i "fjendens lejr" (Akabs Samaria), og han ønsker at høre Herrens ord om det forestående angreb (4,6). Men han magter ikke at få Akab til at tro på Herrens ord, ellers var kampen blevet afblæst, og Akab havde reddet sig. Vort vidnesbyrd mister sin kraft, hvis vi selv er i en kompromis-situation. HUSKEVERS: 2. Korinterbrev 6:17-18. 444 Anden Krønikebog 19 Pas på, hvad I gør I modsætning til Asa, synes Joshafat at have ydmyget sig under Her-rens irettesættelse gennem profeten. Han blev ikke vred, men fordoblede sine anstrengelser for at lede sit folk tilbage til Herren, deres fædres Gud. Han gjorde alt, hvad der stod i hans magt, for at sik-re, at hans styre fungerede retfærdigt. Alle, som fik ansvarsfulde stillinger, blev foreholdt deres ansvar over for Herren, så de måtte dømme retfærdigt og aldrig tage imod bestikkelse. Han minder dem om, at Herren ser alt! Måtte vi leve således, at denne kendsgerning er os en glæde, og ikke det modsatte! HUSKEVERS: Hebræerbrevet 4:13 150

445 Anden Krønikebog 20 I din hånd er kraft og styrke Lad os følge Joshafat gennem dette kapitel. Først gribes han af frygt for den vældige menneskemængde, der truede med at indtage lan-det. Han vendte sig straks til Herren og søgte hans hjælp. Han indrømmede offentligt sin afmagt, men samtidig sin tillid til Herrens kraft. Herren svarede ham gen-nem en af levitterne, og han adlød. Hans forberedelse til kampen var mere at ordne lovsangen, end at hvæsse sværdet. Fjenderne ødelagde hinanden, og Joshafat fik byttet uden at kæmpe. Det var nemt at synge lovsange bagefter, men lad os prøve, som Joshafat, at prise Herren, endnu medens fjenden truer. HUSKEVERS: Salme 125:1 446 Anden Krønikebog 21 Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne De tragedier, vi læser om i dette kapitel, er des mere tragiske, når vi erindrer, at de sandsynligvis skyldes Joshafats venlighed over for den ugudelige Akab. Hans søn Joram blev Akabs svigersøn. Måske var Joshafat også eftergivende over for sin førstefødte. Var han så blind for hans morderiske natur, at han kunne gøre ham til sin efterfølger og derved give ham et sværd i hånden til at dræbe sine brødre med, der var bedre end ham? Jorams historie er en alvorlig advarsel mod, hvad eftergivenhed over for synd og ugudelige mennesker kan føre til. Hans eget liv blev ødelagt, og Juda blev ført bort fra Herren. Hele Joshafats arbejde for at styrke Judas forhold til Herren blev nærmest fejet bort under hans søns styre. HUSKEVERS: Efeserbrevet 5:7. 447 Anden Krønikebog 22 De blev hans rådgivere... til fordærv for ham selv Akabs hus' indflydelse over Juda var ikke slut med Joram. Noget endnu værre var i vente. Akazjas mor var Akabs datter, og hun "ledte ham til at handle ugudeligt". Judas kongehus var blevet fordærvet gennem dets slægtskab med Israels kongehus. Derfor overstyrede Gud, at også Akazja blev dræbt, da Jehu fuldbyrdede Herrens dom over Akabs hus. Foreløbig var der ingen bedring i Juda, tværtimod, men i det skjulte var lille Joash blevet reddet og bragt under en helt anden påvirkning, som til sin tid ville bære frugt. Hvor vi søger råd og vejledning er med til at bestemme, hvordan vi handler! HUSKEVERS: Salme 119:24 448 Anden Krønikebog 23 Her er kongesønnen! Han skal være konge Jojadas vellykkede kup var grundigt planlagt og kostede kun Atalja og Ba'als 151

præst Mattan livet. Hans mål var at sætte den retmæssige konge på tronen, og han støttede sig til Herrens løfte om, at Davids hus skulle regere. Folket jublede for kongen; Jojadas initiativ bragte glæde, og ingen løftede en finger til forsvar for Atalja, den onde dronning, der havde dræbt hele den kongelige familie for selv at herske i landet. Det var godt for Juda, at denne sidste spire fra Akabs hus (hun var hans datter) blev tilintetgjort, og med hende afgudsdyrkelsen. Ved Jojadas indsats var folket ført tilbage til Herren (16). Vi kan kun trives, når vores retmæssige Konge er Herre i vort liv. HUSKEVERS: Lukasevangeliet 6:46. 449 Anden Krønikebog 24 Så længe Jojada levede, gjorde Joash, hvad der var ret Jojada var en gammel mand på over 100 år, da han gjorde Joash til konge. (Episoden i 6-7 skete i Joash' 23 regeringsår, Anden Kong. 12:7 flg.). Det var godt for Juda, at han levede så længe, og de erkendte hans indsats. Så snart han var død, og hans gode indflydelse for-svandt, faldt Joash og Judas øverster straks fra Herren. Det er forbløffende. Hvordan kunne det ske, efter Joash' tilsyneladende store iver for Herrens hus' istandsættelse? Det kunne tyde på, at Joash trods alt ikke var personligt engageret, og at kun Jojadas stærke påvirkning holdt ham på den rette vej. Hvor godt for os, at vor "vejleder" Helligånden, bliver hos os til evig tid! HUSKEVERS: Johannesevangeliet 14:16-17. 450 Anden Krønikebog 25 Herren kan give dig mere end det! Amasja er en blanding. Han tog imod profetens irettesættelse og sendte de israelitiske soldater hjem, selv om han derved mistede de penge, han havde betalt for dem. Det var en stor sejr. Men den store sejr, han vandt over Edom, synes at have bragt en fristelse, han bukkede under for. Han faldt for Edoms afguder! Denne gang tog han ikke imod profetens irettesættelse, og beruset af sejren over Edom, som han glemte at give Herren æren for, styrtede han Juda ud i en krig med Israel, som bragte ham dyb ydmygelse og enorme tab. Bare han havde holdt sig til Herren, da han havde fået det "mere end det", som Herren havde givet ham. Hvis troskab mod Herren synes at koste noget, giver Herren dog mere end det. HUSKEVERS: Filipperbrevet 3:8. 451 Anden Krønikebog 26 Det tjener dig ikke til ære hos Gud Herren Som sin farfar Joash, havde Uzzija i sine unge år en god vejleder, der hjalp ham til at søge Gud. Han fik tidligt et tungt ansvar som konge, men så længe han søgte 152

Herren, lykkedes alt for ham, og ved Herrens hjælp fik han stor magt. Da gik det galt! Han blev hovmodig og ville tilrane sig retten til at fungere som præst. Han trængte ind i hellig-dommen for at ofre røgelse, en tjeneste som tilkom præsterne alene. Det så ud som tjeneste for Herren, men Skriften kalder det troløshed mod ham. Herren standsede ham midt i det; han var et hovmodigt menneske, der havde dristet sig til at nærme sig den hellige Gud i kraft af sin egen storhed. Det kunne aldrig gå! HUSKEVERS: Ordsprogene 16:5 452 Anden Krønikebog 27 Han stadig vandrede for Herren sin Guds ansigt Jotam har hersket som hofchef for sin far, lige siden denne blev spedalsk og ikke længere kunne fungere som konge. Da Uzzija døde, blev Jotam konge. Han fulgte sin fars eksempel og gjorde ret i Her-rens øjne, men han krænkede ikke helligdommen. Hans personlige trofasthed mod Herren fremhæves, men han fik ikke folket med sig. Et eksempel på Jotams krige er nævnt, krigen mod ammonitterne, hvis følger var, at ammonitterne måtte betale ham skat i tre år. Jotam blev stærk, fordi han "stadig vandrede" for Herrens åsyn, dvs. han havde Herren sin Gud i tanke hele tiden, og handlede under hensyn til, at Herren så ham. Således bestemte hans tro på Gud, hvad han foretog sig i hverdagen. På samme måde er det vort privilegium at vandre for Herrens åsyn. HUSKEVERS: Ordsprogene 3:5-6. 453 Anden Krønikebog 28 Har I da ikke nok skyld over for Herren jeres Gud? Akaz' regering var en katastrofe for Juda. Hans troløshed og afguds-dyrkelse bragte Guds vrede over ham, og Juda blev et nemt bytte for de omkring-liggende fjender. Nordriget Israel havde i længere tid været troløs mod Herren og nærmede sig sin undergang derfor (se Anden Kong. 17), men på nuværende tidspunkt gav Herren dem sejr over Juda for at straffe Juda, og de udnyttede deres fordel skånselsløst. Profeten Oded vakte deres sløve samvittighed; de vidste godt, at de også havde grund til at frygte Herrens vrede. Tan-ken på vort eget kommen til kort burde mildne vor dom over andre, så vi ønsker at hjælpe dem fremfor at fordømme dem. HUSKEVERS: Galaterbrevet 6:1 454 Anden Krønikebog 29 Glædede sig over det, som Herren havde beredt folket Hizkija var det stik modsatte af sin far Akaz; næppe var han blevet konge, før han sørgede for at åbne Herrens hus og tage skridt til at genoprette den forsømte gudstjeneste. Det kunne ikke gå hurtigt nok for ham. Så snart præsterne og 153

levitterne meddelte ham, at Herrens hus var renset, samlede han "næste morgen" byens stormænd til de første syndofre. Hele tempeltjenesten begyndte at fungere, sangerne sang og musikinstrumen-terne klang, og der var stor glæde. Det hele skete så hurtigt (36) - skulle Hizkija ikke have ros derfor? Nej, hvad der var sket, var Herrens værk; det var Herren selv, der havde beredt folket, og Hizkija glædede sig derover sammen med dem alle. HUSKEVERS: 1. Korinterbrev 4:7. 455 Anden Krønikebog 30 Herren jeres Gud er nådig og barmhjertig Da Hizkija tilbød israelitterne at være med til at fejre påsken i Jerusalem sammen med judæerne, havde Israel kun ca. 6 år tilbage, før det blev erobret af assyrerne. Det var et sidste kald til omven-delse, som de fleste lod hånt om, og de gik glip af glæden. Men nogle ydmygede sig og kom. De holdt ikke alle de ydre renselsesritualer, men deres hjerter var vendt mod Herren. Hizkija forstod, at hjerteindstillingen var vigtigere end former, og i stedet for at nægte dem adgang, bad han for dem, og Herren hørte og tilgav. De oplevede, at Herren var nådig og barmhjertig, og de fik lov at deltage i festglæden i Jerusalem. Også vi står som tilgivne syndere alene på grund af Her-rens barmhjertighed.. HUSKEVERS: 2. Timotheusbrev 1:9-10. 456 Anden Krønikebog 31 De kom med tiende af alt i rigelig mængde Præsterne og levitterne skulle underholdes af folkets hellige gaver, så de kunne samle sig om Herrens tjeneste. Dette var blevet forsømt, men nu opfordrede Hizkija folket til at bringe de foreskrevne gaver. De gjorde det med glæde, ikke karrigt; af førstegrøden bragte de ikke mindst muligt, men "i store mængder", og tiende af alt var ikke skrabet, men "i rigelig mængde". De gav hellere for meget end for lidt, så at der samlede sig overflodsbunker. Fortegnelsen over præsterne og levitterne blev lavet, ikke for at rationere dem, men for at fordele overfloden. Om vi får del i giverens glæde, bestemmer vi selv. HUSKEVERS: 2. Korinterbrev 9:7-8. 457 Anden Krønikebog 32 Den, der er med os, er større end den, der er med ham! Hizkija klarer sig fint i krisen. Han gør, hvad han kan: afskærer fjen-dens vandforsyning og forstærker Jerusalems mur, m.m. Når han ikke magter mere, stoler han fast på Herren og opmuntrer folket ved sit eksempel og sine ord: Herren er større end alle fjendens styrker! Hizkija får lov at opleve en afgørende sejr, der virkes af Herren alene; Herren viser sig som den Største! Men når alt går godt, sætter Her-ren ham på prøve, og det afsløres, at han har glemt, at han 154

skyl-der Herren alt - han er blevet hovmodig. De "gode dage" var de far-ligste. Han har glemt, at han skylder Herren de gode dages lykke lige så fuldt, som han skylder ham hjælpen gennem de "onde dage". HUSKEVERS: Salme 56:10-12 458 Anden Krønikebog 33 Han bad til ham, og Herren bønhørte ham Tænk, at Manasse kunne få bønhørelse efter alt det, han havde gjort! Han havde krænket Herrens hus på det groveste, brugt det til afgudsdyrkelse, nægtet at høre på profeternes advarsler. Til sidst gav Herren ham i hans fjenders hånd, og han blev ført som fange til Babel; han var færdig! Men nej! Hans trængsler drev ham til at ydmyge sig for sine fædres Gud; han bad om nåde og blev bønhørt og ført tilbage til Jerusalem. Da fjernede han de gudebilleder, han havde ladet lave. Men han ødelagde dem ikke, for hans søn Amon dyrkede dem på ny (15,22). Herrens nåde og barmhjertighed kommer enhver synder, der vil vende om, i møde. HUSKEVERS: Salme 51:3-5 459 Anden Krønikebog 34 Han læste hele pagtsbogen... for dem Først, 16 år gammel, søgte Josija personligt Herren sin Gud; 4 år senere begyndte han at rense sit rige for afgudsdyrkelse. Han nøj-edes ikke med at fjerne gudebillederne (som Manasse), men knuste dem totalt. Men det var et overvældende arbejde. Manasses lange regering havde tilladt afgudsdyr-kelse at slå dybe rødder i folket. Først 6 år senere når han frem til at rense templet, og lovbogen bliver fundet. Lovens ord gør et dybt indtryk på ham, og han fordobler sine anstrengelser for at få folket virkelig omvendt til Herren. Det er ikke nok for ham, at han selv har fundet nåde hos Herren; han læser lovbogen for folket og gør alt, hvad der står i hans magt, for at også de må omvende sig af hjertet og finde nåde. HUSKEVERS: Salme 119:58-59. 460 Anden Krønikebog 35 Hele Juda og Jerusalem sørgede over Josija Der var travlhed i templet på denne påskedag. Men midt i travlheden var der orden, enhver havde sin bestemte opgave at varetage. Præsterne var fuldt optaget af ofrene, og levitterne beredte påskedyrene for dem. Sang-erne og dørvogterne måtte ikke forlade deres poster. Der var feststemning. Men vi ved fra Jeremias (f.eks. 3:6,10), at folket kun var draget med over-fladisk, selv om den unge konge - endnu kun 26 år - havde gjort sit yderste for at føre det tilbage til Herren. Hans tidlige død var en katastrofe for lan-det, og sorgen over ham 155

viser, at han var værdsat. Men det var ikke nok, når de ikke fulgte hans eksempel. Lad os ikke begå deres fejl, men handle efter det sande ord, der er blevet forkyndt for os. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 13:7. 461 Anden Krønikebog 36 Herren blev så vred på sit folk, at han ikke ville skåne det Efter Josijas død hastede Judariget mod sin undergang. Hans sønner fulgte ikke i hans spor, men sammen med folket lod de hånt om Herrens profeters advarsler. Man kan fornemme (15-16), hvor nødigt Herren ville opgive sit folk; gang på gang sendte han profeter til dem, bl.a. Jeremias, men det var nytteløst. Juda nåede det skæbnesvangre punkt, da Herrens vrede ikke var til at standse; han ville ikke længere skåne det. Templet, som de havde troet ukrænkeligt, blev brændt, og de hellige kar ført bort til Babylon; Judariget var ikke mere. Herrens nåde kan ikke til enhver tid spærre for hans vrede. Men et lysglimt for folkets fremtid gives i vers 22-23 HUSKEVERS: Hebræerbrevet 3:12-13 156

EZRAS BOG 462 Ezra 1 For at Herrens ord ved Jeremias kunne opfyldes Der er gået ca. 50 år, siden templet blev ødelagt. Perserne har slået babylonerne og overtaget verdensmagten. Det ser ud til, at det er Kyros' idé at lade jøderne vende hjem til Jerusalem og påbyde dem at bygge templet. Men det er Herren, der dybest set tager initiativet; og han gør det for at opfylde sit ord ved Jeremias (se f.eks. 29:10-14). Hans doms-profetier var gået i opfyldelse, fordi folket ikke lod sig advare. Nu var det tiden for løfterne, og Herren vågede også over det ord for at fuldbyrde det. Hans folk havde ingen mulighed for selv at gøre noget for at få lov at rejse hjem, men Herren havde ikke glemt dem. Det er interessant at tænke på, at Daniel havde en høj stilling i det persiske regeringsapparat ved denne tid (Dan. 6:29). HUSKEVERS: Jeremias 29:11 463 Ezra 2.. de folk, som drog op fra de landflygtiges fangenskab I kapitel 1 læste vi, at det var "alle, hvis ånd Gud havde vakt", der drog op til Jerusalem, og her har vi en del af deres navne. Uden Guds hjælp var de blevet boende i Babylon, nogenlunde bekvemt; men de fik lyst til og mod på at tage den lange og farlige rejse til Jerusalem for at deltage i opbyggelsen af det ødelagte land med udgangspunkt i det udbrændte tempel. Det var langt fra alle, der tog imod indbydelsen til at blive fri og vende hjem. Således er det også, når evangeliet ly-der. Det er ofte kun de få, der med glæde tager imod tilbuddet om at blive fri for syndens lænker og vende hjem, som den fortabte søn til sin far. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 1:12 464 Ezra 3 De rejste alteret på dets gamle fundamenter De hjemvendte israelitter mødte modstand, da de kom tilbage til Jerusalem for at bygge Herrens hus. Men trods deres rædsel for de fjendtlige folk omkring sig, gik de i gang og rejste alteret på dets gamle fundamenter, så de kunne begynde at bringe ofre til Gud. I denne forbindelse var alteret den vigtigste del. Efter de foreskrevne ofringer var blevet genindført, begyndte de at bygge selve templet. Alteret taler til os om Jesu Kristi kors, og det må have den centrale plads i Guds åndelige hus, menigheden. Kun i kraft af hans død for os kan vi være med overhovedet; og korset må have lov at virke i os, hvis vi skal blive opbygget sammen. Lad os rejse det på ny på dets gamle plads, om vi er kommet bort fra det. HUSKEVERS: Galaterbrevet 6:14 157

465 Ezra 4 Vi skal ikke i fællesskab bygge vor Gud et hus Israels ledere havde åbenbart ret i at afslå fjendernes tilbud om at hjælpe med at bygge Herrens hus. Da de ikke fik lov, brød deres fjendskab åbenlyst ud, og de skrev flere klageskrifter til perser-kongerne, indtil det lykkedes dem at få arbejdet midlertidig standset (24). Det havde været nogle kønne "hjælpere" at lukke ind! Vers 8-23 synes at være en senere anklage, der gælder byens mur og ikke Herrens hus. Det må have været fristende for israelitterne at indgå kompromis, men det er bedre at mærke fjendens modstand end at blive ven med ham! Kun de, der virkelig har hjerte for Herrens sag, kan være med i tjeneste for ham. HUSKEVERS: Filipperbrevet 3:17-19. 466 Ezra 5 Vore fædre vakte himlens Guds vrede Jøderne havde fred for fjenden i de år, arbejdet på Guds hus lå stille. Men ved profeternes opmuntring kom de langt om længe i gang igen. Ved genoptagelsen af arbejdet blev de krævet til regnskab, men de lod sig ikke kue. De var blevet styrket i deres tro på Gud gennem profe-ternes ord, og de svarede med al frimodighed, at de var himlens og jordens Guds tjenere. De erkendte åbent, at deres folks nederlag over for kaldæerne under Nebukadnezar skyldtes deres synd - det var ikke, at Gud ikke magtede at redde dem. Lad os ikke give Gud skylden for vore nederlag - de er altid vor egen skyld, og genoprejsningens første skridt er at erkende det. HUSKEVERS: 1. Korinterbrev10:13 467 Ezra 6 Lad arbejdet med dette Guds hus gå sin gang Statholderens brev til Dareios førte til, at Kyros' skrivelse om genopførelsen af Herrens hus blev fundet frem. Det var yderst gavnlig for jødernes sag, for Dareios rettede sig efter den. Han befalede, at langt fra at sætte hindringer i vejen for byggearbejdet, skulle skatteindtægter fra kongens lande bruges til at dække omkost-ningerne. Han ønskede også, at præsterne i Jerusalem skulle bede til deres Gud for ham og hans sønner. Det var sikkert en mere positiv indstilling, end jøderne havde turdet håbe på, da de nægtede at standse arbejdet. Gud har magt også over dem i høje stillinger, så lad os huske, at det nytter at bede for dem, selv om de ikke kender ham. HUSKEVERS: 1. Timotheusbrev 2:1-2 158

468 Ezra 7 Ezra havde sat sig for at granske Herrens lov og følge den Der er gået ca. 60 år siden Herrens hus blev genopbygget, og Ezras familie var åbenbart ikke med blandt dem, der dengang rejste til Jerusalem. Men Ezra havde gransket i Herrens lov, skønt han levede i eksil i Babylon, så han var i stand til at undervise sit folk deri. Han var derfor beredt, da dagen kom for ham at rejse til det land, som lå hans hjerte nær, selv om han aldrig havde set det. Han kunne betros det store ansvar at føre et nyt hold jøder tilbage til Jerusalem og havde endog Kong Artaxerxes' godkendelse og bemyndigelse til at håndhæve Herrens lov. Vi må være taknemmelige for dem, der gransker i Guds ord og underviser os deri, og med deres hjælp selv indretter vort liv derefter. HUSKEVERS: Salme 119:72-73 469 Ezra 8 Guds hånd hviler beskyttende over alle, der søger ham I alt, hvad der lykkedes for ham, så Ezra Guds gode hånd (18). Han havde tillid til Herren, og det lagde han ikke skjul på, men vidnede frimodigt derom også for den hedenske konge. Inden den farlige rejse til Jerusalem (ca. 1500 km), hvor de ville være i fare for overfald fra fjender og røvere, var det vigtigste for ham at sikre, at Guds hånd var med dem. Det var et bedre værn end kongens soldater. Han blev ikke til skamme, og de kostbare skatte, de førte med sig til templet, blev alle afleveret i god behold i Jerusalem. "I dine hænder, af naglerne mærked', stærke, almægtige Frelser og Ven, i dine signende, skærmende hænder giver jeg tryg mig hen" (Kristne Sange nr.56). HUSKEVERS: Salme 18:31 470 Ezra 9 Nu står vi foran dig i al vor skyld Da Ezra hørte om de blandede ægteskaber, der var indgået mellem israelitter og hedninger, endog af præster og ledere, blev han helt slået ud. Efter alt, hvad Israel havde lidt som følge af troløshed mod Herren, var en lille rest ved at etablere sig under Guds gode hånd, og nu var de allerede ved at pådrage sig Guds vrede på ny. Ezra udøste sit hjerte for Herren i bitter erkendelse af sit folks synd. Han beder ikke om tilgivelse, men er overvældet af forfærdelse over det skete. Herren er retfærdig, og de kan ikke vente andet end ødelæggelse. Er det for letkøbt for os, at vi kan få tilgivelse, når vi synder og bedrøver Herren, eller kender vi til denne dybe smerte over synd, så vi næsten ikke kan tro, at han endnu engang vil tage imod os? HUSKEVERS: 1. Johannesbrev 1:9. 159

471 Ezra 10 Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder Ezras forfærdelse og sorg over de blandede ægteskaber forplantede sig til dem, der havde forsyndet sig. De erklærede sig villige til at skil-le sig af med de fremmede kvinder og deres børn. Det var ingen let sag, men der var ingen vej udenom, hvis de ville undgå Guds vrede. Vi føler sikkert for de stakkels kvinder og børn, der blev sendt bort; men beretningen er ikke skrevet for at vække sympati for dem, men for at vise, hvor skæbnesvanger Israels blanding med de afguds-dyrkende hedninger var, og hvor nødvendigt det var at skille dem ud, at ikke Guds udvalgte folk skulle gå til grunde ved at blande sig med hedningerne omkring dem. HUSKEVERS: Romerbrevet 12:2 160

NEHEMIAS BOG 472 Nehemias 1 Herre, lad dit øre lytte til din tjeners bøn Nehemias havde Jerusalem på sit hjerte, og da han hørte, hvor dårligt det stod til der, smertede det ham dybt. Han bragte sin sorg til Herren i bøn, idet hans udgangspunkt var Herrens pagt med Israel, og han erkendte, at det var Israels skyld, at Herren havde sendt dem i landflygtighed. Men nu bekender han sin synd på folkets vegne og beder om, at også løfterne om at blive samlet igen, hvis de omvender sig, må gå i opfyldelse. Måske var det under bøn, at den konkrete plan om selv at rejse til Jerusalem kom til ham. Før han bad kongen om noget, forberedte han vejen ved at bede til himlens Gud, ham der virkelig har magten. HUSKEVERS: Salme 65:2-4 473 Nehemias 2 Himlens Gud vil lade det lykkes for os! Nehemias havde oplevet bønnesvar i kongens velvillige behandling af hans ansøgning. Allerede før han kom til Jerusalem, havde han således mærket, at Guds gode hånd var over ham. Det kunne han fortælle jøderne i Jerusalem, da han foreslog dem at genopbygge byens mur, et arbejde, som de slet ikke havde tænkt på, som en mulighed. Forsmædelsen kunne overvindes, for en genrejst mur ville bevise et genrejst folk, der stod samlet under deres Guds beskyttelse. Fjenderne hånede tanken, men Nehemias udtrykte også over for dem sin tillid til himlens Gud, ved hvem arbejdet ville lykkes. Blot Herren er med os i det, vi gør, vil det lykkes. HUSKEVERS: Salme 90:17. 474 Nehemias 3 Ved siden af dem arbejdede... Murens istandsættelse var i sandhed et fælles foretagende. Side om side hele vejen rundt om Jerusalem tog jøderne fat på arbejdet. Hver gruppe arbejdere havde ansvar for et bestemt stykke mur, og de gjorde mest gavn ved at blive der og bygge i stedet for at løbe rundt og se, hvordan det gik andre steder. Nogle enkelte følte byggearbej-det under deres værdighed (5), mens andre var med, selv om arbejdet faldt helt uden for deres branche (præster og levitter, en salvehandler, guldsmede og kræmmere, og mange øverster og ledere); også "døtrene" var med (12). Nogle arbejdede tæt ved deres egne hjem, andre var kommet til fra andre byer. Det var muren, der forenede dem; den kan tale til os om vidnesbyrdet, at vi er ét folk, Guds folk, i verden, men ikke af verden. HUSKEVERS: Efeserbrevet 4:16. 161

475 Nehemias 4 Men vi bad til vor Gud og satte vagtposter imod dem Fjendens vrede stiger, som arbejdet skrider frem. I 2:10 blev de forbitrede over, at Nehemias var kommet for at hjælpe israelitterne; i 2:19 spottede de, fordi jøderne havde besluttet at genrejse Jerusalems mur; nu bliver de vrede, når de ser arbejdet virkelig skrider frem (1). De har prøvet at gøre jøderne modløse ved offent-ligt at håne deres mur og påpege det umulige i at genrejse den; men forgæves, arbejdet fortsatte. Så bliver de meget vrede og vil angribe jøderne for at få standset byggearbejdet. Det gør det nødven-digt for jøderne hele tiden at være parate til at kæmpe. Men foruden at sætte vagt, bad de til Gud, og derfor lykkedes det ikke fjenden at få standset arbejdet. "Våg og bed" var Jesu ord til disciplene i Getse-mane Have(Mark. 14:38). HUSKEVERS: 1. Petersbrev 5:8. 476 Nehemias 5 Burde I ikke vandre i frygt for vor Gud? Stakkels Nehemias! Som om det ikke var nok med fjenderne udefra, viser det sig, at der er alvorlige problemer indadtil. De rige undertrykker de fattige, så de må sælge deres børn for at klare sig. At drive åger over for en anden israelit var forbudt ifølge Mose lov (Anden Mos. 22:24). Nehemias griber ind og får de rige til at indse, at de må hjælpe deres fattige landsmænd. Netop når de er omgivet af fjender, må de stå solidarisk sammen. Hans eget eksempel, hvor han ikke kræver statholderens rettigheder, fordi folket har byrder nok, er sikkert med til at få de rige til at adlyde ham. HUSKEVERS: 1. Petersbrev 2:11-12 477 Nehemias 6 Det var vor Guds vilje, at dette arbejde var udført Fjenderne førte nu en nervekrig mod Nehemias, men han så igennem deres planer og undgik enhver fælde, de beredte ham. Han ville ikke lade noget som helst hindre ham i arbejdet, og det var hans styrke. Han var også i bøn til himlens Gud hele tiden - det viser det umid-delbare udbrud; "Men styrk du nu mine hænder!"(9 gl.o.). Derfor blev han bevaret fra nervøsitet og uro, selv om nogle i Juda var venner med fjenderne. Efter 52 dage stod muren færdig den 25 elul, en stor dag for Nehemias og et stort nederlag for hans modstandere. De måtte indse, at Israels Gud var med jøderne, og mod ham magtede de intet. HUSKEVERS: Romerbrevet 8:31 478 Nehemias 7 En mere pålidelig og gudfrygtig mand end de fleste Nu muren var færdig, måtte byen have en forsvarlig vagt. Muren alene var ingen 162

beskyttelse; den måtte bemandes, og portene skulle vogtes. Byens sikkerhed beroede alligevel på de folk, der holdt vagt. Borgkommandanten Hanani var "en mere pålidelig og gudfrygtig mand end de fleste", derfor betroede Nehemias ham et nøgleansvar for Jerusalems sikkerhed. Disse pålidelige mænd synes at være en mangelvare også i Ny Testamente. Pau-lus sagde noget lignende om Timotheus. Folket i Jerusalem holdt vagt "hver ud for sit hus"; er vi pålidelige vogtere imod fjenden, med menighedens bedste på sinde, lige netop hvor vi er. Det er ikke nødvendigt at rejse til missionsmarken for at være med. Kan Herren regne med os? HUSKEVERS: Filipperbrevet 2:20-22 479 Nehemias 8 Denne dag er hellig for Herren jeres Gud Muren og vagten omkring byen var nytteløs, om ikke folket holdt Herrens lov. Derfor læser Ezra den op for hele forsamlingen, og levitterne forklarer den stykke for stykke. Folket græder, for de har ikke holdt denne lov, men de får besked på ikke at græde, men at feste, for dagen er hellig for Herren. De fejrer så en glædesfest, fordi de har hørt og forstået loven. Nogle dage senere fejrer de løvhytte-festen (en takkefest for høsten, 15-2Anden dag i 7. måned), fordi de hører om den fra lovbogen. Under denne fest får de stadig mere læst op af Herrens lov. Det er en misforståelse, at en helligdag skal være sørgelig eller kedsommelig, tværtimod er en helligdag anledning til glæde og fest, men med Herren i centrum. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 15:11 480 Nehemias 9:1-15 Du holdt dit løfte, for du er retfærdig I sidste kapitel måtte folket ikke græde, men holde fest. Der er dog en tid til at sørge, ikke mindst over sig selv, og nu kommer bods-dagen. Når Ezra leder den offentlige syndsbekendelse, begynder han med at ophøje Gud Herren. Først er han himlens og jordens Skaber. Dernæst udvalgte han Abraham og sluttede pagt med ham. Han udfriede Israels børn af Egypten, drog omsorg for dem i ørkenen og gav dem loven. Med opremsningen af Herrens trofasthed og retfær-dighed trådte Israels synder, der nævnes i de følgende vers, des tyd-eligere frem. Hvis vi vil se sandt på os selv, må det være i lyset af Guds ord og hans trofasthed, ikke i sammenligning med andre. HUSKEVERS: 2. Korinterbrev 10:18. 481 Nehemias 9 Men du er tilgivelsens Gud, nådig og barmhjertig Ezra mindes Israels selvrådighed og ulydighed allerede fra ørkenvan-dringens tid, 163

og han fortsætter beskrivelsen af Herrens trofasthed trods alt. "Du svigtede dem ikke... du gav dem... du gav dem...". De fik landet i eje og "svælgede i dine rige, gode gaver", men de gjorde oprør mod ham, som de skyldte al deres lykke. Historien gentager sig: Herren straffer, folket råber til ham, han hjælper dem, og de vender sig fra ham igen. Ezras bøn til Herren henvender sig derfor alene til Herrens barmhjertighed, der er Israels eneste håb. Hvor uforskyldt er ikke Herrens godhed også mod os! HUSKEVERS: Salme 103:3-4 482 Nehemias 10 Vi vil ikke svigte vor Guds hus Folket indgik frivilligt pagten til at holde loven, men var så bundet af den. De lovede at holde sig adskilt fra hedningerne, at holde sabbatsdagen, at betale for ofrene, underholde levitterne og i det hele taget bringe de bidrag, som var bestemt i loven for understøttelse af hele den gudstjenestlige ordning knyttet til templet; kort sagt at de bandt sig til at holde alle Herrens befalinger og love. Under den nye pagt skal vi ikke på denne måde være bundet af en lov, men hvis vi skal leve et rigt kristenliv, kan vi ikke undgå forpligtelser. Har vi fået alt frit af nåde, er vi bundet af kærlighedens lov, der stiller større "krav" end Mose lov. Det er frivilligt, om vi underkaster os den; men hvem, der har oplevet Guds nåde, kan andet end af kærlighed til vor Gud og Frelser bøje sig under hans fuldkomne vilje? HUSKEVERS: Jakobsbrevet 1:25 483 Nehemias 11 Folket priste alle, der frivilligt bosatte sig i Jerusalem Det var åbenbart ikke attraktivt at bosætte sig i Jerusalem på daværende tidspunkt. Hvem der skulle gøre det, blev dels bestemt ved lodkastning, og dels var der nogle, der tilbød det frivilligt. Over-hovederne boede der, fordi de havde størst ansvar for folket. Hvem tager de "udsatte poster" i menigheden? Der skal også være nogle til at varetage de mindre attraktive tjenester, om den skal fungere. Jesus gav sine disciple et eksempel til efterfølgelse, da han vaskede deres fødder (Joh. 13:14-15). Er vi ansvarsbevidste nok til at gøre det, der er til bedste for menigheden, uden hensyn til, om vi har lyst til det? HUSKEVERS: Filipperbrevet 2:3-4 484 Nehemias 12 Gud havde givet dem stor glæde Først får vi navnene på præsternes overhoveder på Jeshuas tid (7). Årene går, Juda er stadig under fremmed herredømme, men præster-nes slægter fortsætter, og vi får nye navne på overhovederne på Jeshuas søns Jojakims tid 164

(12-26) - de er samtidige med Nehemias og Ezra. Gud overvåger sit folk, også i disse trange tider. Da den store dag kommer, hvor Jerusalems mur skal indvies, er der to takkekor, der går oppe på muren i modsatte retninger med hver sin halvdel af folket bag sig. Ezra er med det ene, og Nehemias med det andet. Arbejdet har været hårdt, fjenderne har forsøgt at standse det, først med hån og spot, senere med magt, men nu er muren færdig. Folkets glæde er sikkert i forhold til deres møje - den er stor! HUSKEVERS: Salme 90:17. 485 Nehemias 13 Vis mig barmhjertighed i din store godhed! Dette kapitel afslører, hvor nemt folket faldt fra hengivenhed for Guds hus, når Nehemias var borte. Selv blandt præsterne var der nogle, der favoriserede fjenderne, så ammonitten Tobija var installeret i et af templets kamre! Levitterne fik ikke deres fore-skrevne underhold, og derfor forsømte de deres pligter i templet for at dyrke deres marker. Nehemias greb kraftigt ind, da han vendte tilbage. Han sørgede for, at tjenesten ved Guds hus blev bragt i orden, og at sabbattens helligholdelse blev genindført. Han beder Gud om at huske dette og regne ham det til gode; men samtidig ønsker han ikke et forhold til Gud baseret på sine gerninger; han erkender sit behov for Guds barmhjertighed og godhed (miskundhed). HUSKEVERS: Efeserbrevet 2:8-9. 165

ESTERS BOG 486 Ester 1 Sin prægtige kongelige rigdom og sin storheds pomp Kong Ahasverus trådte frem på verdens scene og "udstillede sin prægtige kongelige rigdom og sin storheds pomp og pragt". Den bestod i sølv og guld og fint linned. Bag kulisserne var Gud, der havde den virkelige magt. Så skjult er han i denne bog, at han end ikke næv-nes, og dog styrer han be-givenhederne fra først til sidst og sørger for, at hans folk reddes fra udryd-delse. Det var der ingen, der anede, da dronning Vashti nægtede at komme ind til kongen, og hans vise rådgivere højtideligt foreslog, at hun skulle forstødes. Fuld af sin egen vigtighed sendte kongen skrivelser ud til alle lande under hans herre-dømme og gennemførte derved det første skridt i Guds redningsplan for hans folk, endnu før den dødelige trussel mod dem var opstået! HUSKEVERS: Esajas 65:24 487 Ester 2:1-18 Ester vandt yndest hos alle, der så hende Esters oplevelser i dette kapitel kan synes mærkelige for en jødinde. Hun var indstillet som mulig dronning i et hedensk hof, overgivet til de mange måneders skønhedsforberedelser i disse hedenske omgiv-elser, og måtte ikke røbe, at hun var jøde. Vi forstår bedre Daniels historie, hvor han fri-modigt nægtede at gå med til det, der ikke var tilbørligt for ham som jøde. Som historien fortsætter, er det dog tyd-eligt, at Gud var med i alt dette, og at Ester var under hans styring. Hun blev udvalgt til dronning og var til rådighed, da tiden kom. Kan vi heraf lære, at Herrens vej for den enkelte undertiden kan se så mærkelig ud, at andre fristes til at sige, at det er for-kert. Den slags domme må vi være varsomme med. HUSKEVERS: Romerbrevet 14:4 488 Ester 2:19-3:15 Deres love er forskellige fra alle andre folks Mordokaj kommer i søgelyset, fordi han ikke falder på knæ for Haman. Når han bliver forhørt herom, gør han gældende, at han er jøde (4) - han falder kun ned i tilbedelse for Israels Gud. Bag Haman står Satan og griber anledningen til at få hele Guds folk udryddet - som han har forsøgt mange gange siden. Anklagen i vers 8 er meget interessant - hovedpunktet er, at de er anderledes. En tilsvarende "anklage" burde kunne rejses mod os kristne, at vi bor spredt og isoleret blandt landene i den forstand, at vi hører sammen med hinanden og er anderledes end andre. Vore love er Guds love, som i stigende grad afviger fra "andre folks", der bevæger sig bort fra Bibelens standard. HUSKEVERS: 1. Johannesbrev 3:13 166

489 Ester 4 Gå til kongen for at bede om nåde... for sit folk Dødsdommen over alle jøder ryster Ester - hun føler sig stadig et med dem. Hun er ikke blevet hovmodig, siden hun kom ind i kongens hus, men har bevaret forholdet til Mordokaj i sit hjerte. Hun viger tilbage for at vove sig ind til kongen, men da Mordokaj forlanger det af hende, idet han påpeger, at det måske netop er hendes bestemmelse - underforstået Herrens be-stemmelse for hende - bøjer hun sig. Hun er villig til at miste livet for sit folk. Nu er tiden inde til at bekende kulør, og hun er parat. Er vi også rede til at gå i forbøn for Guds folk, selv om det skulle koste noget i tid og kræfter? Helligånden hjælper os dermed. HUSKEVERS: Romerbrevet 8:26-27. 490 Ester 5 Så vil jeg i morgen gøre, som kongen har sagt Ester fandt nåde for kongen - hun reddede livet. Men hun måtte være yderst varsom med sin forbøn for sit folk, at kongen alligevel ikke skulle blive vred på hende. Hun søgte derfor at forberede en god anledning dertil og indbød både kongen og Haman til et gæstebud. Men selv der følte hun, at hun igen måtte udsætte omtalen af sit egentlige ønske. Gud var med også i denne udsættelse. Hans tids-plan virkede perfekt. Men havde Mor-dokaj vidst, hvad Haman havde i sinde "i morgen tidlig" ville han nok have frygtet, at Ester tøvede for længe. Selv om folket blev reddet, vil redningen komme for sent for ham. Gud tøver tit, men kommer aldrig for sent. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 10:36-37. 491 Ester 6 Samme nat kunne kongen ikke sove Ester har stillet sig til rådighed, men det er Gud, der bereder vejen, så hendes forbøn lykkes. Begivenhederne i dette kapitel lyder som et eventyr, så uventet som Mordokajs loyalitet pludselig kommer til kongens opmærksomhed, så Hamans plan mod ham fejes af bordet. I stedet for at hænge ham, må Haman hædre ham med de æres-bevisninger, han havde tiltænkt sig selv! Hamans venner ser i denne ulykke et varsel om, at jøderne vil sejre over Haman. Gud er ikke nævnt i dette kapitel, men hans hånd ses allevegne; han skærmer sit folk mod Hamans hævn. HUSKEVERS: Lukasevangeliet 1:51-52 492 Ester 7 Da blev Haman grebet af rædsel Haman så ud til at have stor magt, men det var en illusion. Han havde benyttet 167

sin magtposition til at planlægge jødernes udryddelse, uden tvivl som et redskab i Satans hånd. Men da fik han med Israels Gud at gøre. Til sin rædsel opdagede han for sent, at dronningen var jød-inde, og hendes anklage mod ham blev hans endeligt. Han blev hængt i den galge, han havde rejst til Mordokaj (se Ordspr. 26:27). Sådan må det i sidste instans gå med enhver, der går Satans ærinde. Herren vor Gud er og forbliver til evig tid den Almægtige. Lad os holde fast ved troen på ham, også når han synes at give onde mennesker lange tøjler. HUSKEVERS: Salme 92:8-9. 493 Ester 8 Blandt jøderne var der lys og glæde, fryd og pragt Mordokaj og Haman byttede plads; Haman fik galgen og døden, og Mordokaj fik kongens seglring med alt, hvad det betød. Det var godt 2 måneder siden, at Hamans skrivelse om jødernes udryddelse blev sendt ud. Den kunne ikke tilbagekaldes (8), men Mordokaj affattede en ny skrivelse, der gav jøderne kongens tilladelse til at forsvare sig og hævne sig på deres fjender. Dagen, de havde set frem til med rædsel, kunne de nu imødese med glæde. Hvad Haman havde tænkt til deres undergang blev vendt til det gode for dem. Vi kan måske tænke på Jesu død på korset i dette lys; Satan troede, han havde vundet, da han fik Jesus korsfæstet. Sandheden er, at Jesu død var en afgørende sejr over Satan, der var berøvet sin magt over døden. Jesus opstod fra de døde i triumf. HUSKEVERS: Esajas 61:2-3 494 Ester 9:1-19 De var grebet af rædsel for Mordokaj Mordokajs magt ved hoffet gjorde, at alle embedsmænd tog jødernes parti på den skæbnesvangre dag. Jøderne ikke blot reddede livet, men dræbte mange af deres fjender med officiel tilladelse; så fuldstændigt var der vendt op og ned på forholdene. Det er en advarsel til alle dem, der vil jøderne til livs. Deres Gud har magt til at beskytte dem. Det er ikke altid, at han redder sit folk, som han gjorde her i Esters bog. Når Jesus advarer sine disciple om de forfølgelser, de kan forvente, siger han, at nogle af dem vil blive slået ihjel - og dog tilføjer han: "men ikke et hår på jeres hoved skal gå tabt!" (Luk. 21:16-18). En tilsyneladende modsætning som viser, at hvad der sker i dette jordiske liv ikke er det afgørende. HUSKEVERS: Lukasevangeliet 12:4-5 495 Ester 9:20-10:3 Til minde om de dage, da jøderne fik fred Mordokaj pålægger jøderne den pligt at fejre Purimsfesten, så de ikke glemmer denne oplevelse, hvor deres trængsel blev ændret til glæde, idet truslen om udryddelsen blev ændret til tilladelsen til at slå deres fjender ned. Mordokaj 168

havde fået stor magt, og han brugte den til at sørge for lykke for sit folk. Vi har også en ihukommelsesfest. Nad-veren blev indstiftet til ihukommelse af Jesus Kristus. Så ofte som vi fejrer den, mindes vi ham og hans offer, der frelste os fra dødens magt og gav os del i det evige liv. Nadverens mindefest skal fort-sætte, indtil Jesus kommer igen, derfor peger den også frem til den tid, hvor sejren, Jesus vandt på korset, vil blive åbenbaret i al sin fylde. HUSKEVERS: Romerbrevet 6:23 169

JOBS BOG 496 Jobs Bog 1 Lagde du mærke til min tjener Job? Herren gør Satan opmærksom på Job. Han omtaler hans retfærdig-hed og gudsfrygt, så Satan kommer i forsvarsstilling. Jobs liv bringer Herren ære og vækker derfor Satans bitreste had, men indtil nu har han ikke kunnet skade ham, fordi Herren har beskyttet ham. Så snart han får lov til det, lader Satan ulykkerne vælte ind over Job; han udnytter tilladelsen til det yderste. Men hans påstand om, at Job ville forbande Herren under sådanne trængsler, viser sig at være forkert; Satan bliver gjort til skamme. Gud har vundet den første runde! Hans tjener priser ham midt i alt det uforståelige. Hvilken hjælp, om Job kunne have set bag kulisserne - men det får vi lov til! HUSKEVERS: 1. Petersbrev 1:6-7. 497 Jobs Bog 2 Han holder stadig fast ved sin retsindighed Igen gør Herren Satan opmærksom på Job, for Job har bestået prøven og derved givet Herren ære midt i sine trængsler. Satan accepterer ikke sit nederlag. Han får lov til at gå endnu længere med Job, og igen er han så ondskabsfuld som mulig - Satan kender ikke til barmhjer-tighed. Det er for meget for Jobs hustru, men Job står fast og er-klærer hendes forslag om at forbande Gud for dårskab. Han er villig til at tage imod det onde fra Gud så vel som det gode. Er vi det? Eller er det et stort problem for os, hvis der sker noget ondt og svært? Det er vigtigt at bevare tilliden til Guds kærlighed, som han har bevist på Jesu kors, midt i det uforståelige. HUSKEVERS: 1. Petersbrev 4:12-13 498 Jobs Bog 3 Hvorfor giver Gud lys til de elendige? Job er ikke som stoikere, der bider tænderne sammen og nægter at være påvirket af lidelsen. Han lider forfærdeligt. Han synes, det hav-de været bedre, om han aldrig var blevet født. Hans nuværende lidelser er så store, at han hverken kan se tilbage med glæde på de gode dage, han har oplevet, eller se frem med håb på bedre tider. Alt er mørkt. Han forbander sin fød-selsdag, men ikke Gud. Han forstår ikke, at Gud ikke lader ham dø, for han synes, det var at foretrække. Han er i sandhed "spærret inde" (23), men uden Jobs vidende er det Guds godhed, der gør det. Gud våger over ham. Han tjener Gud som aldrig før, blot ved at holde fast ved troen på ham midt i mørket - og Satan beskæmmes. HUSKEVERS: Filipperbrevet 1:29 170

499 Jobs Bog 4 Hvem er gået uskyldig til grunde? Elifaz' "trøst" består i at få Job til at indse, at hans trængsler er selvfor-skyldte. Han formaner ham til ikke at lade som om han er gudfrygtig og retsindig (sml. Guds bedømmelse af ham, 1:8). Det kan han ikke være, fordi de uskyldige og retsindige lider ikke. Det er Elifaz' dogme, og han må få Jobs erfaring til at passe dertil, selv om han indtil nu sikkert har regnet med, at hans ven var gudfrygtig. I øvrigt er ingen skyldfri for Gud, siger han; det er også sandt, men Elifaz leverer denne kendsgerning, ikke som en ydmyg medskyldig, men som en, der har modtaget en sensationel åbenbaring. Den eneste virkelig uskyldige blev dømt til døden - og det var for alle de skyldiges skyld (Esa. 53:9)! HUSKEVERS: 1. Petersbrev 3:18. 500 Jobs Bog 5 Ringeagt ikke den Almægtiges opdragelse! Elifaz fortsætter med at "slå" Job med sine betragtninger -der tydeligt er møntet på ham - om visse menneskers ulykker. Han erklærer, at han ville søge Gud, som gør "store ting", der overgår menneskers forstand, og utal-lige undere, hvis han var i vanskeligheder - som om Job ikke gør det! "Lyk-kelig det menneske, Gud irettesætter", er lidt for let sagt af den, der bare er tilskuer til lidelsen. Men selv om Elifaz' formaninger har pint Job, fordi hans ven går ud fra, at hans lidelser er bevis på hans synd, er der dog en del sandhed i dem. Tager vi dem til os selv i stedet for at slå andre med dem, kan de være nok så lærerige. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 12:5-6. 501 Jobs Bog 6 Dog har mine brødre svigtet som en bæk Job føler, at hans venner slet ikke forstår dybden af hans kvaler, der er årsag til hans bitre ord, så han ønsker at dø, ellers kunne de ikke udtale sig så letkøbt og hjerteløst. De har svigtet ham, for de gør hans lidelser endnu værre, og han har et alvorligt ord til dem: nægter de ham (deres "næste") godhed, viser de manglende gudsfrygt (14)! Han forlanger ikke, at de skal redde ham ud af hans trængsler, eller bidrage med økonomisk hjælp, men blot at de vil vise ham forståelse og sympati. Han appellerer til deres kendskab til ham, når han fortsat bedyrer sin uskyld (28-30). Lad os være varsomme med "letkøbt" trøst - at græde med den grædende, som Jobs venner skulle have gjort, er undertiden den mest kærkomne hjælp. HUSKEVERS: Romerbrevet 12:15 171

502 Jobs Bog 7 Hvis jeg har syndet, hvad kan det så gøre dig? Job ser Gud bag sine lidelser, men han tumler med problemet om, hvordan Gud den Almægtige overhovedet kan have så megen interesse i ham, at han holder ham i live i stedet for at lade ham dø. Job vil hellere dø og slippe for at lide længere, men at tage sagen i egen hånd er fjernt fra hans tankegang. Hvorfor tager Gud notits af et menneske, så han straffer ham, når han synder - er han ikke så ubetydelig, at Gud lige så godt kunne lade ham være? Job kom til at forstå lidt mere af Guds engagement med sin skabning (kap. 38-41), men vi kan ikke være uvidende derom. Det er en vidunderlig kendsgerning, at Gud elsker os hver især, og derfor kommer vi ham ved. Menneskers synd bedrøver ham (Første Mos. 6:6). HUSKEVERS: Johannesevangeliet 3:16. 503 Jobs Bog 8 Gud vil aldrig forkaste en retsindig Bildad gør samme fejl som Elifaz, når han opfordrer Job til at bede Gud om nåde, for så vil alt blive godt. Jobs sønner har lidt for deres synd, påstår han (4) - hvor må den beskyldning have såret hans faderhjerte, og vi ved fra kap. 1:5, hvordan Job har gjort alt for deres åndelige vel. Enhver, der glemmer Gud, er som nilgræsset, der spirer en kort tid, men så dør hen. Disse be-tragtninger om den vanhelliges kortvarige lykke er tydeligt møntet på Job. Bildad slår sine ideer fast ved at henvise til tidligere slægters erfaring; den giver vægt til hans påstand om, at det altid går de uskyldige godt. Det er selvfølgelig sandt i sidste instans, men ikke på denne jord, før Gud har fjernet syndefaldets følger i deres helhed. HUSKEVERS: Salme 34:20. 504 Jobs Bog 9 Hvem kan sige til ham: "Hvad er det, du gør?" Job føler det umulige i at kunne retfærdiggøre sig for den Almægtige Gud, selv om han skulle have ret. Han erkender Guds almagt, at ingen kan hin-dre ham i hans handlinger eller kræve ham til regnskab. Guds almagt gør ham hjælpeløs, så han ikke kan fremlægge sin sag for ham. Jobs længsel efter en "voldgiftsmand", der kunne mægle mellem Gud og ham og således skabe kontakt mellem dem, er vidunderligt opfyldt i Jesus Kristus. Ja, han er mere end en voldgiftsmand, han er mellemmanden, der ved sin egen indsats har forenet os med Gud (Første Tim. 2:5-6). Vi trænger til mere af Jobs forståelse for den uovervindelige afstand mellem Gud og os for rigtigt at sætte pris på Jesus. HUSKEVERS: Esajas 14:27. 172

505 Jobs bog 10 Dine hænder dannede og skabte mig Midt i sin fortvivlelse holder Job fast ved troen på Gud, som har skabt ham. Han er ikke prisgivet tilfældighedernes spil. Bag alt, hvad der sker, er Gud. Job forstår ikke hans handlemåde og grubler over, hvor-for han, som skabte ham, nu ødelægger ham. Det er som om Gud har våget over ham for at finde en grund til at gøre ham ondt. Det er ud fra sin bitreste nød, Job råber til Gud, og han har ikke den fulde åbenbaring af Guds kærlighed og det evige liv, som vi har. Men hans tro på Gud som Skaber og derfor med retten til at disponere over hans skabning står fast. Vi kan måske lære af ham på dette punkt. HUSKEVERS: Romerbrevet 9:20. 506 Jobs bog 11 Gud kan lade din skyld være glemt Zofar har den samme indstilling som sine venner: Jobs lidelser skyldes hans synd. Den medynk, som han viste Job sammen med de andre de første syv dage (2:13), synes helt borte. Jobs påstand, at han lider uskyldigt, har opbragt ham, og han fordømmer hans fortvivlede råb til Gud som ordgyderi. Langt fra at lide uskyldigt, lider han mindre, end hans synd fortjener; (v.6 gl.o.: Gud har glemt dig en del af din skyld). Det er en ubeviselig påstand grebet i luften. (Lad os vogte os for lignende anklager mod andre). Men lad os anvende Zofars anklage i den rette sammenhæng: Gud har ikke blot glemt en del af vor skyld, ellers var vi fortabt, men fjernet det hele! Han handler ikke med os, som vi fortjener, men i nåde. HUSKEVERS: Salme 103:10-12 507 Jobs Bog 12:1-13:12 Men jeg vil tale til den Almægtige Job står ikke tilbage for sine venner i visdom. De fortæller ham intet nyt, når de taler om Guds almagt; enhver skabning ved, at Gud har skabt den. Alle er i hans hånd og underlagt hans vilje. Men udover deres generelle betragtninger om Guds storhed, er han uenig med dem. Det er netop de retfærdige, der lider, mens det går de gudløse godt (5-6)! Derfor ønsker Job så inderligt at få Gud i tale. Vennerne forsvarer Gud ved at lukke øjnene for kendsgerningerne, men Gud vil gå i rette med dem engang. Job kan ikke tilfredsstilles så nemt, fordi han lider selv og ved, at det ikke skyldes skjult synd. Bare hans venner ville tie stille! Han henvender sig til den Almægtige og ikke til dem - kun den Almægtige kan tilfredsstille ham. HUSKEVERS: 1. Petersbrev 2:22-23 173

508 Jobs Bog 13:13-14:22 Gid du ville skjule mig, til din vrede har lagt sig Jobs fortvivlelse gør ham dristig, og han ønsker at gå i rette med Gud. Han er sikker på, han fik ret, bare han kunne stævnes for ham. Jobs omtale af sin synd (14:16-17) viser, at han ikke føler sig syndfri. Hans gentagne krav på at være uskyldig skal ikke opfattes i absolut for-stand. Han funderer over menneskelivets korthed og uro og ser på døden som et endegyldigt punktum - ellers kunne han ønske døden, indtil Guds vrede var overstået, og han kunne vågne op igen til en bedre tilværelse. Evangeliets glade budskab er, at Guds vrede er faldet på Jesus Kristus i stedet for på os; er vi skjult i ham, er vreden forbi, og nåden hersker i opstandelseslivet. HUSKEVERS: Salme 57:2 509 Jobs Bog 15 Hvad ved du, som vi ikke ved? Elifaz, fornærmet over Jobs forkastelse af hans råd, begynder sin anden tale med hårde ord; forarget over Jobs stærke appel til Gud, beskylder han ham rent ud for manglende gudsfrygt, løgnagtighed og hovmod. Han holder fast ved, hvad han sagde i sin første tale, at ingen er retfærdig (14-16 er næsten en gentagelse af 4:17-19). Det er også sandt, bare irrelevant, hvad Jobs lidelser angår. Han fortsætter med eksempler på de ulykker, der rammer den uretfærdige og den, der byder den Almægtige trods - et tydeligt stik til Job. Hans ord er i en vis forstand sande, teologien er i orden, men hans anvendelse af dem på Job gør dem forkerte. Vi må vogte os for fromme forklaringer på andres lidelser. HUSKEVERS: Ordsprogenes Bog 12:18. 510 Jobs Bog 16-17 Grædende vender jeg blikket mod Gud Job har opgivet at få hjælp af sine venner, de er "elendige til at trøste". De kan sagtens teorisere, som de gør, fordi de ikke er i hans sko. Han vender sig bort fra dem til Gud og beskriver sine over-vældende trængsler. Hele tiden betragter han Gud som ophavs-mand til dem, og somden, der kan befri ham, og det er dybest set sandt, idet Gud har tilladt Satan at plage ham. Selv om han næsten ikke kan tro på udfrielse undtagen ved døden, er det dog hans syn på Gud som den Almægtige, der er med til at holde ham oppe. Ind imellem er der næsten glimt af håb, som i 16:19. Det kan være en vis trøst, at Gud ser vore tårer, selv om trængselen trækker ud. HUSKEVERS: Salme 56:9 flg. 174

511 Jobs Bog 18 Den uretfærdiges lys slukkes Bildad er stødt. Han kan slet ikke sætte sig ind i Jobs kvaler, men føler, at han fejer sine venners ord til side på utilbørlig vis. Så giver han sig af med en lang opremsning af den uretfærdiges skæbne. Det er ikke opmuntrende for Job, da det har en uhyggelig lighed med hans egne forhold. Men det ligner også Salme 22 (og 88), der taler profe-tisk om Jesu lidelser. Han fik den uretfærdiges skæbne, fordi han trådte i synderens sted. Han blev forladt af Gud, mens han bar ver-dens synd bort i døden. Derfor behøver vi aldrig at opleve det fryg-telige mørke borte fra livets lys, som er Jesus Kristus selv. HUSKEVERS: Matthæusevangeliet 27:46. 512 Jobs Bog 19 Dog ved jeg, at min løser lever Job vrider sig under sine venners fordømmelse og beder dem om barmhjertighed. Han holder fast ved, at han lider med urette. Guds hånd har rørt ham - det er svært nok, uden at de slår ham med dømmende ord. Der er en antydning af Jobs forrige herlighed og ære, og hvor langt ned han er kommet: forladt af sine nærmeste, endog af sine børn, og ignoreret af sine trælle og tjenere (9-20). Midt i fortvivlelsen kommer et glimt af håb til fremtiden (25). Job ser frem til en løser, som skal forsvare ham, når han efter døden skal stå for Gud. Hvor meget Job har forstået, ved vi ikke, men vi kan ikke undgå at tænke på Jesus Kristus, vor Forløser, som står inde for os hos Gud. HUSKEVERS: 1. Johannesbrev 2:1 513 Jobs Bog 20 De ugudeliges jubel er kortvarig Så er det Sofars tur til at slå igen! Det er den samme gentagne påstand om den gudløses ulykke, han kommer med. Han maler den i al sin gru: den bratte forandring i hans tilstand, fra rigdom til fattig-dom, fra sundhed til sygdom, fra styrke til svaghed. Det er lige netop, hvad der er sket med Job. Kalamiteterne viser, at Gud har afsløret den gudløses brøde; han har samlet sin formue på bekostning af andre på uretfærdig vis. Der var noget om, hvad Sofar sagde, men det passede bare ikke på Job. Fejlen var at dømme ham ud fra de prøvelser, der var kommet over ham. Visheden om, at de ugudeliges jubel var kort, var en trøst for dem, der led under deres undertrykkere, mens de endnu var ved magten. HUSKEVERS: Salme 37:28-29. 175

514 Jobs Bog 21 På ulykkens dag skånes den onde Nu presser Job argumentet helt ind i "fjendens lejr" så at sige. Langt fra at kunne give sine venner ret, at ulykker og trængsler er bevis på skyld, gør ham opmærksom på, hvor godt det går de gudløse! Selv om de ikke vil tjene den Almægtige, trives de; de bliver ikke ramt af alverdens katastrofer, som han er blevet det. Den uforståelige kends-gerning piner ham, og dog lader han ikke denne gåde drive ham bort fra Gud. I Salme 73 grubler Asaf over samme problem, at det går de ugudelige godt, og de plages ikke som andre (3-12). Han løser det kun ved tro, at i sidste instans går de under, mens han må holde fast ved Herren uanset, at han har det svært. HUSKEVERS: Salme 73:25-26. 515 Jobs Bog 22 Beder du til ham, vil han høre dig Ved sin Tredie tale bliver Elifaz virkelig ondskabsfuld. Hans dogme forbyder ham at godkende Jobs påstand, at han er uskyldig, og at det går de gudløse godt. Elifaz er nødt til at holde fast ved, at Jobs lidelser beviser hans skyld. Derfor anklager han ham konkret for ubarmhjer-tigt at nægte hjælp til de nødlidende, og for at leve, som om Gud ikke så det. Vi kan nok fryde os over de dejlige vers fra 21 og føl-gende, men i deres sammenhæng var de bitre slag mod Job; der var intet, han hellere ville end at være forligt med Gud og høre hans ord. Han havde levet retfærdigt og dog var han blevet ramt. At bede til Gud og ikke få svar, var netop Jobs problem. Troens prøve kan ikke forstås; der kræves just vedholdende tro for overhovedet at komme igennem. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 11:6. 516 Jobs bog 23-24 Prøver (Gud) mig, kommer jeg ud som guld Job klynger sig til troen på, at den Almægtige Gud er retfærdig. Bare han kunne finde ham, er han sikker på, at han fik ret. Men han er ikke til at finde! Dog er der (10) glimt af håb om, at Gud ser ham, selv om han ikke mærker det, og at Job trods alt vil komme igennem prøven som "guld". Mens hans venner har fremført deres teorier om de gud-frygtiges lykke og de gudløses elendighed, ser Job de faktiske til-stande i øjnene, at der sker meget uretfærdigt på jorden, som Gud synes at lukke øjnene for (kap.24). Med al den undervisning vi har i Det nye Testamente burde lidelse ikke være så stort et problem for os, som det var for Job. Hvad han anede svagt, er klart forkyndt som troens prøve. HUSKEVERS: 1. Petersbrev 1:6-7. 176

517 Jobs bog 25-26 Han... hænger jorden op over det tomme (på intet gl.o.) Bildad fortsætter på det teoretiske plan: et menneske kan ikke være retfærdig over for Gud. Job midt i ildens prøve har et iltert, ironisk svar. Er "ham" i vers 1-4 Gud, således at Job håner Bildads "forsvar" af den Almægtige; eller er det ham selv, den kraftesløse, der skulle kunne få gavn af et sådant svar? Han vender sig fra sin ven og ud-dyber sine tanker om Guds almagt og vælde. Han er Skaberen, der har "ophængt" jorden på intet! Men den åbenbaring af ham i skaber-værket er kun en svag lyd, som en "hvisken" af ham. Job er ikke bange for, at han er prisgivet en ond magt. Hans tanker om Gud er så store, at de udelukker, at hans skæbne er afhængig af andre end Gud selv. HUSKEVERS: Åbenbaringen 4:11 518 Jobs bog 27 Det er den lod, Gud tildeler den uretfærdige Job holder fast ved sin uskyld; han har en god samvittighed og ved, at de ulykker, der har ramt ham, skyldes ikke hans synd, lige meget hvad venner-ne siger. Som modværge mod hans venners' beskyldninger har han flere gange været inde på, at det tit går den gudløse godt. Men her udtrykker han sin tro på, at i sidste instans indhenter Guds straf dog den uretfærdige. Job var uskyldig i en vis forstand; men han, vor Herre Jesus Kristus, der var uskyldig i absolut forstand, tog den uretfærdiges plads og erfarede Guds straf. Han blev knust for vore synder (Esa. 53:5). Han fik den uretfærdiges lod fra Gud i vort sted, og i ham er vi skjult for Guds vrede. HUSKEVERS: Romerbrevet 5:6,8. 519 Jobs bog 28 (Visdommen) kan ikke erhverves for det pure guld Mennesker har fundet frem til skatte dybt nede i jorden, hvor de arbejder i mørke miner for at bringe dyrebare mineraler frem; men jordens kosteligste skatte kan ikke købe visdom. Den kan de aldrig finde frem til. Men Gud kender den. Hele skabningen vidner om hans visdom, bl.a. i naturlovene, som han har fastsat. Mennesker har ingen visdom borte fra Gud. Derfor er det deres visdom at søge Gud, at frygte ham, og at holde sig fra det onde. Det var Jobs overbevisning. Paulus omtaler Kristus som Guds visdom; gennem ham er den nye skabning blevet til virkelighed. Heller ikke her kan "det pure guld" købe noget som helst. Kristus er Guds gave. HUSKEVERS: 1. Korinterbrev 1:30. 177

520 Jobs bog 29 Da den Almægtige endnu var mig nær Vennerne har opgivet at svare Job, og han fortsætter. Han tænker med vemod på sin svundne lykke og længes tilbage dertil. Da var han under Guds beskyttelse (hvor sandt! se 1:10), men det er han stadig, selv om han ikke mærker det, for Gud har sat grænsen for Satans virke (2:6). Dengang havde Jobn en høj stilling i samfundet; måske var han en konge, i hvert fald en leder med stor myndighed. Han havde brugt sin autoritet og sin velstand til at hjælpe dem, der var i nød. Det er Jobs vidnesbyrd om sig selv; men Gud bekræfter det, for hans vurdering af ham i disse velstandsdage er, at han var den mest retsindige, retskafne og gudfrygtige mand på hele jorden (1:8). Velstand og magt afslører en mand, men Job havde ikke misbrugt dem. HUSKEVERS: Salme 73:26. 521 Jobs bog 30 Jeg ventede på lys, men der kom mørke Fra at være agtet af de højeste i samfundet, er Job faldet til at være hånet af de udstødte! Hans værdighed er blæst bort som avner for vinden. Han har mistet alt, han har en væmmelig og smertefuld syg-dom, og hans venner betragter hans elendighed som Guds straf over ham. Hans håb til fremtiden er blevet brudt, og hans forvent-ninger knust. Det er ikke underligt, om han giver efter for lidt selvmedliden-hed. Vi kan gøre det for langt mindre. Men lad os i stedet bie på ham, som formår at være vort lys selv i mørke stunder. HUSKEVERS: Mika 7:8-9. 522 Jobs bog 31 Gid Gud ville veje mig på retfærdigheds vægt Her er Jobs endelige deklaration af sin egen retfærdighed. Hvis Gud bare ville veje ham på retfærdigheds vægt, er han sikker på, at han måtte erklære ham uskyldig. Det er sikkert sandt, at han har handlet, således som han beskriver det; at han ikke har undertrykt nogen eller misbrugt sin magt, men tværtimod ydet hjælp til de nødstedte. Mås-ke grænser hans ord alligevel til selvretfærdighed. Han er så optaget af sig selv i sine uforståelige lidelser, at han har mistet Gud som centrum. Det er forståeligt, hvis Job havde det sådan. Det udgangspunkt, der giver størst mulighed for fred i hjertet i enhver situation, er dog altid Guds retfærdighed frem for vor egen. HUSKEVERS: Romerbrevet 4:4-5 523 Jobs bog 32 Fordi Job ville gøre sig retfærdigere end Gud Vi hører mere om Elihus familieforhold end om de andres (2). Denne unge mand 178

dukker pludselig op i fortællingen. Han har åbenbart vær-et der hele tiden, har hørt på vennernes anklager og Jobs forsvar, men p.g.a. sin ungdom har han ventet med at tage del i samtalen. Derfor er hans bidrag ikke et hastigt modsvar, men velovervejet, selv om han bryder heftigt ud med det. Som tilskuer har han vurderet Jobs fejl som den, at han retfærdig-gør sig selv frem for Gud; mens vennerne fordømmer ham uden virkelig at svare ham. Spændende at se, om Elihus svar er bedre! Men med Bibelen i hånden kan vi selv svare, at udgangspunktet i enhver sag må være, at Gud er retfærdig, hvor svært et problem det end måtte være at forstå. HUSKEVERS: Romerbrevet 3:4 524 Jobs bog 33 Han fritog mig fra at gå i graven Idet Elihu gentager Jobs ord, at han ingen skyld har, og at Gud har skabt fjendskabet mellem dem, prøver han at overbevise Job om, at det er forkert at tale sådan om Gud. Gud er større end mennesker, og mennesket må bøje sig, for det er umuligt at føre sag mod ham. Han taler til mennesker gennem syner og gennem sygdom for at advare mod syndens konsekven-ser, fordi han ønsker, at de skal omvende sig og redde livet. Den, der gør det, priser Gud; hans vidnesbyrd er: "jeg syndede... men Gud gengældte det ikke". Hvilken nåde, at vor Herre Jesus Kristus har betalt løsepengene (24) for os, så vi med langt større forståelse af forløsningen kan dele dette vidnesbyrd. HUSKEVERS: Romerbrevet 6:23 525 Jobs bog 34 Den Almægtige handler aldrig uhæderligt Job har uret, når han drager Guds retfærdighed i tvivl for at hævde sin egen. Elihu understreger, at Gud er retfærdig, han kan simpelt hen ikke være andet. Hele skabningen er underlagt ham og er til stadig-hed afhængig af hans livgivende ånd. Ingen har givet ham dette ansvar - det er hans som Skaber. Han ser alt, hvad der sker på jorden; intet er skjult for ham, og helt upartisk gengælder han mennesker, store som små, deres gerninger. Kun hvis de angrer, slipper de for straffen. Det er sandt, og dog har Elihu ikke berørt Jobs problem: det ser ikke ud til, at Gud altid handler således. Dog må Job lære at slippe sin "ret" og fokusere på Guds retfærdighed - men det gør han først, når Gud taler (42:4-6). HUSKEVERS: Romerbrevet 9:14 526 Jobs bog 35 Hvad gør det ham, om du synder? Job har beklaget sig over, at hans uskyld har været forgæves, idet han lider som 179

en skyldig. Til dette svarer Elihu, at menneskers godhed el-ler synd påvirker ikke den Almægtige Gud i Himlen, men kun dem selv. Det er grund nok til at søge det gode. Elihu har ret i en vis for-stand, men på den anden side ved vi, at Gud elsker os, og derfor er han ikke ligeglad med, hvordan vi er. Vor synd bedrøver ham, (som på Noas tid, hvor menneskers ondskab var blevet så stor, FørsteMos. 6:5-6) lige som vi kan glæde ham, hvis vi adlyder ham. Nok er himlen højt over os (5), men Herren er nær! HUSKEVERS: Salme 147:11 527 Jobs bog 36 Findes der en vejleder som ham? Elihu har stor tillid til sin egen kundskab (4)! Han er også tilbøjelig til at følge vennernes tankegang, men lidt mere nuanceret. Han lægger vægt på, at Gud tugter mennesker gennem lidelse. Gør de sig hårde, går de til grunde, men ydmyger de sig, får de det godt igen. Job må passe på, at han ikke bliver bitter imod Gud eller tillægger ham uret, fordi han har det svært. Lad ham hellere tænke på Guds storhed. Måske er skyerne ved at samle sig på himlen, og det får Elihu til at bruge dette eksempel på Guds virke: "Han samler vanddråberne hos sig", og de siler ned som regn. Måtte vi aldrig blive så kloge på viden-skabelige forklaringer om sådanne ting, at vi ikke kan se Guds finger bag det hele! HUSKEVERS: Salme 25:8-9. 528 Jobs bog 37 Stands op og giv agt på alle Guds undere! Elihu hører Gud i tordenvejret og ser hans magt i lynet. Skaberen er herre over vejret; han sender både regn og sne, kulde og varme. Fatter Job, hvordan Gud styrer alt dette? Hjælper han Gud dermed? Maner det ikke hellere til ydmyghed og gudsfrygt? Stormvejret nær-mer sig, og Elihus spørgsmål til Job er som en famlende optakt, der baner vejen for Guds indgriben. Lad os ikke være for "kloge" med al vor meteorologiske viden, så vi mister synet for "Guds undere" i naturen og i vejret. Mennesker er meget små, når elementerne bryder løs! Det burde være med til at få os til at erkende menneskers ringhed og Guds almagt. Bibelen bruger ofte torden som et billede på Guds røst og lynet som et udtryk for hans sendebud. HUSKEVERS: Salme 29:2-5 529 Jobs bog 38:1-38 Har du nogen sinde beordret morgenen frem? Endelig sker det, Job har længtes efter: Gud bryder ind i samtalen! Men ikke for at forklare sin handlemåde over for Job. Tværtimod kommer han med en række spørgsmål, nærmest ironiske spørgsmål, angående naturen. Mon Job kan gøre 180

dette eller hint? Han var vel til stede, da jorden blev skabt? Er det ham, der styrer naturens kræfter, sørger for, at en ny dag bryder frem? Alle disse spørgsmål må få Job til at føle, hvor lille han er, ja, at han intet er i forhold til Gud. Problemer angående Guds handlinger må fordampe i lyset af Gud som Skaber. Hvem kan sætte spørgsmålstegn ved, hvad den Almægtige gør? Mennesker har ingen ret til at kræve en forklaring. I lyset af Guds almagt må spørgsmål forvandles til tilbedelse HUSKEVERS: Romerbrevet 9:20. 530 Jobs bog 38:39-40:5 Den, som går i rette med Gud, må give svar Skaberen fortsætter sine spørgsmål til Job angående dyrelivet. Hvor meget ved Job om alle disse dyrs levemåde, og et endnu mere nærgående spørgsmål: har han magt over dem, så han kan få dem til at lystre sig? Job har hele tiden troet, at blot han fik foretræde for Gud skulle han nok tale for sig. Men det går helt anderledes. Når Gud åbenbarer sig for ham som den Almægtige Skaber, bliver han klar over sin egen ringhed og har intet at sige. Han har ikke mere noget, han kalder for "sin ret" over for Gud. Han er blot overvældet af Guds storhed og forstår, at han er for ringe til at kræve nogen som helst forklaring fra ham. HUSKEVERS: Esajas 14:27. 531 Jobs bog 40:6-24 Skal du dømme mig skyldig, så du selv kan få ret? Guds spørgsmål viser Job, hvor latterligt hans ønske om at "få ret" er. Hvordan kan han vove at dømme den Almægtige Gud for at fremhæve sin egen ret! Vi ved noget om baggrunden for Jobs prø-velser, som Job slet ikke ved, og derfor ville hans bedømmelse være forkert; og det er mildest talt upassende for et lille menneske at afkræve den Almægtige forklaring på hans handlinger. Vi må huske, at vi har meget mangelfuldt kendskab til den usynlige verden, når vi fristes til at vurdere, hvad Gud gør - eller ikke gør! Gud understreger først Jobs afmagt ved at udfordre ham til at gribe ind og sætte de stolte og gudløse på plads; dernæst ved at beskriver Behemot (flodhesten er en af flere mulige identifikationer), et eksempel på en af Guds skabninger. HUSKEVERS: Åbenbaringen 15:4 532 Jobs bog 40:25-41:26 Ville den slutte pagt med dig? Gud beskriver udførligt Livjatan (krokodillen?), hvis styrke mennesket slet ikke kan hamle op med. Dette skrækindjagende dyr er blot én af Guds skabninger. Gud bruger den for at tilvejebringe en svag fornem-melse af, hvad Skaberens magt må være i modsætning til et lille men-neske, som blot er en del af 181

skabelsen. Men Gud fremhæver ikke sin almagt i nogen ond hensigt; han ønsker ikke at skade noget eller nogen, han har skabt. Han elsker sin skabning og ved, at menneskets - også Jobs - vej til fred er dybest set bevidst afhængighed af deres Skaber og ikke i fordømmelse af ham eller oprør imod ham. Kun der finder de den tilfredsstillelse, de længes efter, harmoni i tilværelsen og sand lykke. HUSKEVERS: Salme 118:18. 533 Jobs bog 42 Men nu har jeg set dig med egne øjne Ved Guds åbenbaring om sig selv har Job mistet enhver lyst til at afkræve ham en forklaring på sine lidelser. Han angrer sine heftige ord og ydmyger sig for Gud uden at vide, om han vil blive udfriet af sine trængsler eller ej. Men over for Jobs venner giver Gud Job ret (7-8). Det har været et chok for dem, men de er også villige til at ydmyge sig, og Gud hører Jobs forbøn for dem. Hvordan mon Job har følt det, da de kom med deres brændoffer og bad ham om hjælp! Mon ikke Guds nærværelse, det, at han har "set" Gud (5), er så virkelig, at han er befriet fra bitterhed mod dem. Jo mere virkelig Gud er for os, des mindre kan bitterhed mod nogen tage magten over os. HUSKEVERS: Salme 73:26. 182

SALMERNES BOG 534 Salme 1-3 Frelsen kommer fra Herren Den første salme omtaler den lykkelige mand. Han har sin glæde i Herren, derfor søger han ikke de ugudeliges selskab, men Herrens lov. I den anden salme læser vi om nogle, som Herren spotter. Det er jordens store mænd, der tror, de kan gøre sig fri af Herrens over-herredømme ved at vedtage en beslutning derom. Herren ler ad dem. Den beslutning kan de aldrig føre ud i livet, for Herren har magten, og deres redning består i at bøje sig for ham og hans salvede Konge. I Salme 3 beder David til Herren. Han er trængt af fjender, men han ved, at Herren har magt til at frelse ham. Han er som den lykkelige mand fra Salme 1, og hans fjender er som dem, Herren spotter i Salme Anden HUSKEVERS: Salme 119:2-3 535 Salme 4-6 Du har givet mig større glæde i hjertet Salmisten (4) råber til Gud i sin trængsel, men midt i den vidner han for sine fjender om Herrens trofasthed; han oplever glæden i Herren som større end den, der skyldes lykkelige forhold, og han hviler tillidsfuldt i ham. Salme 5 er også en bøn i nøden, fuld af tillid til Herren. Læg mærke til det dejlige ud-tryk, at Herren beskytter den retfærdige "med nåde som skjold" (13). I Salme 6 er salmisten i endnu større nød, formentlig alvorligt syg med udsigt til døden. Men også her når han igennem til vished om, at Herren har hørt hans bøn. Det er ikke vore forhold, der bestemmer, om vi har det godt, men vor indstilling til Herren. HUSKEVERS: Habakkuk 3:17-18. 536 Salme 7-8 Vor Herre! hvor herligt er dit navn Salmisten beder om, at Herren vil frelse ham fra hans fjender, som uden årsag forfølger ham. Han har en god samvittighed og beder frimodigt om Herrens hjælp. Mon det er forkert, når han ønsker, at menneskers ondskab må falde tilbage på dem selv - at de selv må falde i den grav, de har gravet for andre? Lad os med David i Salme 8 løfte vore tanker mod Herren og tilbede ham. Lad os betragte himlen en stjerneklar nat og tænke på, at vi ser på Guds "fingres værk". Da vil vi med David begynde at undre os over, at denne mægtige Skaber har tanke for et menneskebarn! - at han gjorde ham til den ypperste skabning med myndighed over dyrene. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 2:8-9. 183

537 Salme 9-10 Jeg vil takke Herren af hele mit hjerte Salme 9 er en takkesang for sejr over fjender. Husker vi at takke Herren for hjælp, så ofte som vi beder ham om den? Takkesangen rækker langt ud over salmistens egne forhold og bliver til en tilbed-else af Herren, den evige, retfærdige Dommer. Salme 10 be-gynder på en helt anden tone, optaget af de ugudeliges trivsel, hvor Gud synes at have glemt at gribe ind. Også i en sådan sindsstemning må vi få lov til at råbe til Herren i stedet for at gruble over problemet i vort eget hjerte. Da når vi igennem med salmisten til troserklæringen, som slutter salmen: Herren har hørt og vil gribe ind. Så kan vi slutte os til Salme 9 og takke Herren af hele vort hjerte. HUSKEVERS: Salme 100:4 538 Salme 11-13 Herrens trone er i himlen At Herrens trone er i himlen er en kendsgerning, vi sammen med David må holde fast ved, selv om de ugudelige forfølger de retfær-dige. Herren vil gribe ind til sidst. Alle tre salmer omtaler fjen-dens nuværende triumf, hvor det synes, at de ugudelige får deres vilje, og de retfærdige lades i stikken. Men David beder til Herren i tillid til hans retfærdighed; han vil rejse sig for at hjælpe de fattige og hjælpe-løse, der stoler på ham. Undertrykkernes magt vil Herren før eller senere knuse. HUSKEVERS: Salme 103:19. 539 Salme 14-16 Du mætter mig med glæde for dit ansigt Salme 14 beskriver tåberne, der nægter, at Gud er til; hvilken mod-sætning i den næste salme, der beskriver den, der kan bestå for Guds ansigt. Salme 15 understreger Guds hellighed, som på en måde virker afskrækkende og forlanger fuldkommenhed hos den, der nærmer sig ham. Men Salme 16 understreger glæden i Guds nærhed. Det er den højeste lykke at være Gud nær. Den mindste skygge fra mørkets rige ville ødelægge den fuldkomne lykke hos Gud, derfor fuldkommen-hedens krav! Hvis vi holder disse to salmer sammen, vil den første afholde os fra at tage let på at komme Gud nær; og den anden vil erstatte forskræmthed over hans hellighed med glæden over hans kærlighed. HUSKEVERS: 2. Persbrev 1:3-4 540 Salme 17 Skjul mig i dine vingers skygge Når David erklærer sin uskyld, mener han ikke, at han er fuldkommen retfærdig, men at retten er på hans side i striden mod fjenderne. Lige som hos ham må der 184

ikke være bevidst synd i vores liv, hvis vi ønsker, at Herren skal høre vor bøn. David bruger to meget udtryksfulde bil-leder om Herrens beskyttelse. Det første, at han må beskyttes som Herrens øjesten. Er det ikke for meget at bede om? Nej, David har hentet tanken fra Femte Mos. 32:10, altså fra Skriften. Ligesom vi værner om vores øjesten, som er vort ømmeste punkt, så den ikke lider skade, værner Herren om os. For det andet beskærmer Herren os som en fuglemor, der spreder sine vinger over sine unger. De kan være helt trygge i hendes kærligheds varme styrke. HUSKEVERS: Salme 57:2 541 Salme 18 Herren lever! Min frelses Gud er ophøjet Trængselsårene, hvor Saul forfulgte David overalt, var ikke uden frugt i Davids liv. Han lærte Herren at kende under disse vanskeligheder. Han var begyndt i drengeårene med fårene; han havde erfaret, at Herren formåede at give ham sejr over løven og bjørnen ( Første Sam. 17:34-36). I manddommen fortsatte han; han behøvede en borg, en befrier, en fæstning osv. og fandt i sin Gud alt, hvad han havde brug for. Det var i hverdagens barske virkelighed, at han lærte at stole på Gud. Hans sang er ikke skrivebordsarbejde, men formet i kampens hede og skuffelsens dybe smerte, hvor han erfarede, at den levende Gud var med ham til frelse, selv når alle andre svigtede. HUSKEVERS: Salme 97:12 542 Salme 19-21 Himlen fortæller om Guds herlighed Himlen forkynder Guds herlighed uden ord, og dog når dens røst ud over jorden. Paulus citerer dette vers som bevis for, at alle har hørt Guds ord (Rom. 10:18). Det kan være svært at forstå, men det under-streger, at Guds tale ikke blot må høres, men forstås og modtages i tro. For den som med David har gjort det, er Herrens lov en veder-kvægelse, en visdoms kilde, en glæde, en skat, der langt overgår al jordisk rigdom, og den varer evigt (8-11). Sl. 20 og 21 handler om kongen, den ene hovedsagelig en bøn om sejr, og den anden en takkesang for bønnesvar. HUSKEVERS: Romerbrevet 10:16-17. 543 Salme 22-23 Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød Jesu brug af de første ord i Salme 22 forstærker vor fornemmelse af at være på hellig grund. At det er en profetisk salme, kan vi ikke være i tvivl om. Davids ord rækker ud over hans egen situation, og drevet af Helligånden beskriver han Jesu lidelser. Særlig vers 2, 7-9 og 15-19 finder deres opfyldelse ved Jesu kors. Han 185

blev hånet, da han hang på korset for vore synders skyld; han blev opfordret til at stige ned og frelse sig selv, hvis han var Guds udvalgte (Luk. 23:35-39). Havde han gjort det, var alt håb ude for os. Men fordi han ikke frelste sig selv, kan han frelse os. Alt hvad Salme 23 udtrykker af omsorg for os, er kun muligt, fordi Jesus har gennemlevet Salme 22s kvaler til den bitre ende. Hyrden lagde livet ned for fårene. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 10:11 544 Salme 24-25 Belær mig, for du er min frelses Gud Med udgangspunkt i, at jorden med alt, hvad den rummer, tilhører Herren, er Salme 24 en hyldest til Jordens Skaber. Kun de rene af hjertet kan bestå for ham. Han er den sejrrige ærens Konge, der stig-er op til sit hellige bjerg omgivet af folkets hyldest. Det er en salme, som kan tænkes skrevet, da arken skulle føres til Jerusalem (Første Krøn. 15). Salme 25 er en dejlig tillidsfuld bøn, der lægger os så meg-et i munden, som vi har brug for at sige til Herren. Blot at læse den langsomt som en personlig bøn viser os, hvor meget vi har til fælles med David, og at hans Gud er vor Gud. De 3000 år, der skiller os, forsvinder; mennesker har ikke forandret sig, Gud heller ikke! "Jeg længes... vis mig... lær mig... vejled mig.." HUSKEVERS: Salme 90:1-2 545 Salme 26-27 Prøv mig, Herre, undersøg mig David er ikke bange for at bede Herren om at prøve og ransage ham. Han har valgt, hvem han vil omgås. Det er ikke blandt løgnere og ugudelige, han er at finde, men ved Herrens alter. Han elsker Herrens hus og søger selskab, hvor han kan love Herren. Salme 27 udtrykker samme ønske: at bo i Herrens hus, dvs. at være i Guds nærhed. Det er trygt og godt der. Davids længsel er at søge Herrens ansigt, at se hans velkomstsmil, så at sige. Kan vi håbe på at blive mødt på denne måde? Når han prøver os, hvad finder han? Vandrer vi i lyset - hvilket er nærmest det samme som at bede Herren prøve os - er der renselse for det, der bliver afsløret. Forsøger vi, derimod, at skjule os for ham, finder vi ham selvsagt ikke. HUSKEVERS: 1. Johannesbrev 1:7. 546 Salme 28-29 Min klippe, vær ikke døv for mig Betegnelsen "klippe" bruges meget i GT om Gud, første gang i Moses' sang. Han er trofast, uforanderlig som en klippe, der ikke kan rokkes, men står fast midt i havets bølger, der modsætningsvis godt kan betegne menneskers ustadighed. 186

Tænk, at vi kan bede til denne "klippe" midt i livets omskiftelighed og vide, at Han aldrig vil svigte os. Han vil altid være vort faste holdepunkt; vi kan trygt stole på ham. Sl. 29 bruger et andet billede for Herrens styrke: tordenens vældige brag. Hans røst får bjergene til at springe! Han er ikke tavs over for os.. HUSKEVERS: 5. Mosebog 32:4 547 Salme 30-31 Hans vrede varer et øjeblik, hans nåde hele livet Der er stor forskel på "et øjeblik" og "hele livet". Salmisten havde følt sig under Guds vrede, men hans vidnesbyrd er, at det varede "et øjeblik", hvorimod Herrens nåde var over ham "hele livet". Herren vil hellere være nådig end vred. Hans vrede er ikke en stødt reaktion, som vor vrede oftest er; det er en hellig Guds reaktion mod synd, der ødelægger hans skabning. Han er som en far, der nok må straffe sine børn, men som straks forbarmer sig over dem igen (Sl. 103:13). GT's Gud er ikke en streng, hævnens Gud, men den samme barmhjertige Fader, som vi møder i NT (Anden Kor. 1:3). HUSKEVERS: Salme 103:17. 548 Salme 32-33 Min synd bekendte jeg for dig David vidner om, at han var ved at gå til af dårlig samvittighed, men da han fik bekendt sin synd, erfarede han Herrens nåde og tilgivelse, så han blev glad. At vor synd kan fjernes, når vi får den bekendt, så vort samfund med Gud genoprettes, er en usigelig gave, som vi aldrig må tage som en selvfølge. Det får os til at bryde ud i en lovsang som Sl. 33 Vi må tilbede Herren, den Almægtige Skaber, og håbe tillids-fuldt på nåden. Sandelig glæder vort hjerte sig i ham, der har slettet vore overtrædelser og givet os at ånde frit! HUSKEVERS: Salme 103:2-3 549 Salme 34-35 Ophøj Herren sammen med mig David var sluppet bort fra en livsfarlig situation i Gat og skriver Sl. 34 som en lovsang til Gud for udfrielsen. Det er en hyldest til Herren samt en opfordring til gudsfrygt. Sand gudsfrygt viser sig i et godt liv (12-15), men ikke et selvretfærdigt liv. Den gudfrygtige har en søn-derbrudt ånd, for Herrens nærhed afslører for ham, at han kommer til kort. Sl. 35 er en bøn om hjælp imod fjender. Ved at fortælle Herren, hvordan de er ude efter ham, opmuntrer han sig selv til at stole på ham. I tro ser han frem til at takke Herren sammen med mange andre (18). HUSKEVERS: Kolossenserbrevet 3:16. 187

550 Salme 36-37 Du lader dem drikke af din herlige bæk Vi kan ikke blive trætte af at læse om Herrens godhed (miskundhed) og trofasthed. Her kommer beskrivelsen (36:6 flg.) i skarp mod-sætning til den gudløse, der nyder at bedrage og gøre fortræd. Herrens godhed fylder alt, omfavner alt og alle; han er livets og lysets kilde. Hvilken rigdom af ord salmisten bruger til at udtrykke, hvor fuldt ud tilfredsstillede vi kan blive, blot vi søger mættelse hos Herren! Har vi tabt "smag" for den liflighed, som Herren giver, lad os da bede om nåde til påny at have vor glæde i ham (37:4). HUSKEVERS: 1. Peter 2:2-3 551 Salme 38-39 Dig, Herre, venter jeg på David er fortvivlelsen nær. Han lider under Herrens vrede og er såre nedtrykt. Hans skyld tynger ham dybt, og denne bedrøvelse driver ham til Herren. Han drømmer ikke om at gå bort; tværtimod råber han til Herren og udøser sit hjertes sorg for ham. Han kan ikke leve uden Herrens nærhed, og midt i mørket erklærer han, at han venter på Herren. Sl. 39 er også et nødråb, men bekræfter Davids urokkelige tillid til Herren. Hans salmer er skrevet i mange forskellige sindsstemninger og erfaringer, så der altid er en, der passer til os netop nu. HUSKEVERS: Salme 71:5-6. 552 Salme 40-41 Han satte min fod på klippen David vidner om, at Herren har reddet ham fra at synke i dyndet, hvor der intet fodfæste var (40:3). Hvor talende er dette billede om alle, der er uden Gud. De har intet fast ståsted, men synker i menneske-tankers dynd. Redningen er kun at finde i klippen Kristus. Derved var Davids trængsler dog ikke overstået for bestandigt. Han behøv-ede til stadighed Herrens hjælp. Også vi, som er blevet reddet op på klippen, behøver fortsat at holde blikket rettet mod Kristus og bevare hans lov som vort hjertes lyst, så fødderne ikke glider bort under os. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 10:22-23 553 Salme 42-43 Vent på Gud! For jeg skal takke ham på ny Salmisten følte et skrig af længsel efter Gud, mens han befandt sig i det fremmede, langt fra Guds hus. For os er Guds nærhed ikke knyttet til et sted, men alligevel kan vi have denne fornemmelse af at være langt borte fra Herren. Det kan være vor egen skyld, eller det kan være en prøvelse, Herren tillader. Men det er en gave fra ham, hvis den stærke længsel efter igen at opleve nært samfund med ham melder sig. Da må vi ikke give efter for mismod, som om alt 188

håb er ude, men sætte vor lid til Herren i forventning. Hans lys og sandhed vil lede os til korsets fod (Sl. 43:4), og vi skal takke ham på ny. HUSKEVERS: 2. Thessalonikerbrev 3:5 554 Salme 44 På grund af dig dræbes vi dagen lang Salmen er et råb til Gud om hjælp for hans folk, der er undertrykt af fjender og genstand for hån og spot. Mindet om svundne dage, udfri-elsen af Egypten og erobringen af Kana'ans land gør det endnu mere uforståeligt, at Herren ikke griber ind og frelser sit folk, der stoler på ham. Måske kan vi selv føle det underligt, når kristne lider martyrdøden eller bliver revet bort af sygdom, uden at Herren griber ind. Paulus fandt intet problem, men citerer netop vers 23 fra denne salme i en triumferende sammenhæng (Rom. 8:36). Ingen af sådanne "nederlagsagtige" hændelser kan skille os fra Kristi kærlighed! HUSKEVERS: Romerbrevet 8:35-37. 555 Salme 45-46 Gud er vor tilflugt og styrke Sl. 45 er en glad sang ved kongens bryllupsfest. Den hylder kongen, og det er ikke svært at skimte Kongernes Konge i disse vers: hans trone står til evig tid! Bruden formanes til at glemme anden tilknyt-ning for helt at hengive sig til kongen. Deri ligger hendes lykke. Hun repræsenterer menigheden i dens hengivenhed for Kristus. Sl. 46 har en helt anden baggrund: angst, uro og omvæltninger i stedet for festglæde. Men Guds trone står urokkelig fast, så han er en sikker til-flugt midt i stormens sus. I gode og onde dage er det vor lykke at blive i ham. HUSKEVERS: Åbenbaringen 19:7. 556 Salme 47-48 Gud er konge over folkene Sl. 47 priser Gud ikke blot som Israels, men som hele jordens Konge. Det er han også i dag. "Folkenes fyrster" skal engang ophøje ham. De, der bøjer sig under hans kongedømme, priser ham med glæde, de bryder ud i jubelråb til hans ære. I Sl. 48 er det Israel, der er i centrum igen, Zion (Jerusalem) "den store konges by". Her iblandt hans folk - vi som hører ham til - er hans herredømme en praktisk realitet. Vi opfordres til at betragte Zions tårne osv. (13-14); lad os i dette se en opfordring til at studere Skriften, "tælle" Guds løfter, lære Gud at kende i evangeliet, så vi kan melde: sådan er vor Gud! HUSKEVERS: Filipperbrevet 2:9-11 189

557 Salme 49-50 Du skal bringe takoffer til Gud Sl. 49 viser det meningsløse i at stole på jordisk rigdom, som ikke har mindste magt til at redde fra graven; hvorimod salmisten stoler på, at Gud vil udløse ham fra dødsriget (uden betaling!) og tage ham til sig. Sl. 50 har en tilsvarende tanke på det åndelige område: det er meningsløst at sætte sin lid til religiøse handlinger, "ofre", der ikke bunder i hjertet. Gud mangler intet, derfor kan vi ikke give ham noget. Han er selv ophav til alt. Men vi må få lov at ofre ham taksig-else, fordi vi oplever hans frelse og ønsker at ære ham derfor. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 13:15 558 Salme 51 Vask mig fuldstændig ren for skyld Da Natan afslørede Davids synd for ham, skyllede en bølge af skam og anger over ham med sønderknusende styrke. Han giver dog ikke efter for sort fortvivlelse, men vender sig helhjertet til Herren med inderlig bøn om, at han vil udslette hans synd og genoprette hans forhold til ham. Hans bøn viser en sand sønderknust ånd, men er dog fuld af tro. Han forstår, at han ikke kan "købe" tilgivelse ved et offer, men sætter sin lid til Guds miskund-hed og nåde alene. Det er, hvad evangeliet forkynder i NT, og bekræfter, at Guds frelsesvej altid har været den samme: af nåde og ikke af gerninger. HUSKEVERS: Efeserbrevet 1:7. 559 Salme 52-54 Jeg stoler på Guds trofasthed for evigt og altid Disse tre små salmer har David skrevet, mens han var i livsfare for gudløse fjender. Han trøster sig i visheden om, at Gud er med ham, og at de, der står Gud imod, er dømt til undergang. Alle tre salmer fortæller, at det er manglende gudsfrygt, der fører onde mennesker til fordærvelige handlinger: de gør ikke Gud til deres værn (52:9), de siger: "Der er ingen Gud" (53:2), Gud har de ikke for øje (54:5). David derimod stoler netop på Gud; Herren er den største virkelighed i hans liv, og derfor ser han med forvisning frem til udfrielse og sejr. HUSKEVERS: Salme 23:4 560 Salme 55-56 Kast din byrde på Herren, så vil han sørge for dig David kendte til angst og frygt. Det var ikke sådan, at han stolede på Herren og derfor var overlegen over for trusler og farer. Men han vidste at bringe sin angst til Herren. Mens han udøste sin nød for ham, blev hans tro styrket, og han fik vished om, at han ville blive udfriet. Når vi læser disse salmer, kan vi mærke, hvordan en blanding af følelser strides i ham; men at troen efterhånden 190

fortrænger frygten, og at tak til Gud erstatter suk og klage. HUSKEVERS: Esajas 41:10,13 561 Salme 57-58 Gud sender sin godhed og troskab David er flygtet ind i hulen for Saul, men han siger: "hos dig har min sjæl søgt ly"! De ydre omstændigheder drev ham ind i hulen, men i hjertet løb han ind i skyggen af Guds vinger. Der var ingen sikkerhed i hulen, om ikke Guds vinger beskyttede ham. Hvis vi synes, at hans ønsker for hans fjender lyder blodtørstige, lad os da huske, hvordan han undlod selv at gøre Saul fortræd ved denne og andre lejligheder (Første Sam. 24:11-13). Når hævnen er overladt til den retfærdige Gud, sker der kun det, som er ret. HUSKEVERS: Salme 62:8-9. 562 Salme 59-60 Min styrke, dig vil jeg lovsynge Davids bøn (59) bæres af tanken: "du er jo Herren, Hærskarers Herre, Israels Gud". Fjenderne har ondt i sinde mod ham, de ligger på lur og vil dræbe ham i mørket. Men han trøster sig ved tanken om, at Her-ren er hans værn; ved tro fryder han sig over fjendernes kommende nederlag og lovsynger Gud. Hans hemmelighed er at se på dem, som Gud ser på dem. Sl. 60 har samme grundtanke i et større perspektiv. Her gælder det folket; fjenderne har været for stærke for det. Men salmen slutter med troens overbevisning om Guds sejr over dem. HUSKEVERS: 1. Johannesbrev 5:4 563 Salme 61-63 Min sjæl hænger ved dig En af grundene til Davids prøvelser var, at han skulle kunne skrive disse salmer, som er en del af Guds ord til os. Det er ikke teoretisk viden om Gud, som David synger om, men kendskab, som han har erhvervet sig i livets skole. Han har lært, at det går an at stole på Gud. At være stille for Gud alene har nok været svært for ham, som det er for os, men det hjalp ham til at høre, "Hos Gud er der magt" (62:12). Hans tro blev styrket, idet Gud blev større for ham, og fjenderne mindre. Han lærte, at Gud var hans eneste - men sikre - redning. HUSKEVERS: Salme 118:8. 564 Salme 64-65 Vi mættes med gode gaver i dit hus Bagvaskelse, "giftige ord" (Sl. 64) er værre at møde end åbent angreb; men David tror på, at Herren vil styrte fjenderne gennem deres egne ord (8-9). Sl. 65: 191

Hvad skulle vi gøre med en dårlig samvittighed, om ikke Herren tilgav os! Tilgivelse åbner døren til Guds hus. Det er saligt at "bo" hos Gud, for dér er synden borte, Satans magt brudt, og vi har samfund med Gud. Landets frodighed (10-14) fortæller os om de åndelige rigdomme "i Kristus". Lad os fryde os over dem - de er Guds værk, Guds gaver. HUSKEVERS: Efeserbrevet 1:3 565 Salme 66-67 Men så førte du os ud til overflod Lovsangen, Sl. 66 begynder med, er født gennem trængsler. Herrens indgreb minder om frelsen fra Egypten (6). Folket var undertrykt, så de var ved at gå til grunde, men Herren har ført dem igennem. Prøvelserne sammenlignes med "ild og vand", der har renset og lutret dem, og givet dem et vidnesbyrd om Herrens hjælp, som de ellers ikke havde haft. Lad os bede om, at vi i livets genvordigheder må komme styrket igennem med et livsnært vidnesbyrd om Herren. Sl. 67 er også en bøn om, at Guds velsignelse over sit folk må få andre til at tro på ham. HUSKEVERS: 1. Petersbrev 1:6-7. 566 Salme 68 Hos Gud Herren er der vej ud af døden Denne dejlige sejrrige salme omtaler ikke blot Guds almagt og vælde, men hans omsorg for de svage: han er faderløses fader og enkers forsvarer (6). Han sender strømme af vand for at styrke sit vansmægtende folk (10); han bærer os (20). Det livgivende vand når dog ikke de genstridige - de bor i det nøgne land (gl.o. tørre egne). Der holdes en festprocession i anledning af sejren, som Paulus ser som en forsmag på Kristi sejr (19, Efes. 4:8). Kristi opstandelse har demonstreret vers 21, at i ham er døden opslugt og sejren vundet (Første Kor. 15:54). HUSKEVERS: Johannesevangeliet 4:14 567 Salme 69-70 Jeg er i nød, svar mig i hast! David føler sig helt overvældet, som sunket i bundløst dynd, og råber til Herren om frelse. Mange forfulgte kristne i andre lande kan nok føle det på samme måde; lad os huske at bede for dem, at deres tro må blive styrket til ære for Herren. Men med langt mindre ydre årsag kan nogle af Guds børn føle sig trængt af mørkets magter, så mismod lægger sin lammende hånd på dem. Har vi det sådan, lad os da bede med salmisten (f.eks. vers 16) i tillid til, at Herrens nåde er os nok. Lad os komme hinanden til hjælp med vor forbøn. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 13:3 192

568 Salme 71-72 Han redder de fattiges liv Sl. 71 er fuld af tro til Herren midt i trængslen. Salmisten beder om redning, og han styrker sin tro ved at se tilbage på oplevelser af Herrens indgreb. Fjenden siger, "Gud har forladt ham", men han siger, "du svigter mig ikke" (18 gl.o). Salmen slutter med en lovsang til Gud i forventning om udfrielse. Kongen i Sl. 72 peger frem mod Jesus Kristus, der skal herske "fra hav til hav", og for hvem alle konger skal bøje sig. Han tager sig af de fattige og nødstedte, og under hans styre er der overflod. HUSKEVERS: Esajas 9:5-6. 569 Salme 73 Men at være Gud nær er min lykke Salmisten grubler over det store problem, at det går de ugudelige godt, mens de gudfrygtige lider. Han kæmper mod bitterhed og for-argelse mod Gud, indtil han får sit problem belyst med et glimt fra den usynlige, evige verden (17). Da bliver alt anderledes for ham. Han indser, hvor tåbeligt det er at huse bitterhed og tvivl om Gud, og giver os de vidunderlige vers 23-28. Hvad betyder det, at hans krop og hjerte vansmægter, når Gud er hans del for evigt? Må Herren give os nåde til at lade evighedens lys skinne over hverdagens besvær-ligheder. HUSKEVERS: 1. Johannesbrev 1:3-4 570 Salme 74 Husk dette, Herre: Fjenden spotter... dit navn Igen en salme, der berør det uforståelige, at Gud tillader fjender at få magt over Guds folk. Selv helligdommen er ødelagt. Det synes at slå fast, at bortførelsen til Babylon har fundet sted. Der skulle gå lang tid, før Gud greb ind; han måtte tugte sit folk for at redde det fra afguds-dyrkelse. Salmisten tvivler dog ikke på Guds magt; han ved, at han er den Almægtige Skaber, "sommer og vinter har du skabt". Det er stort at kunne fastholde troen på Gud som den, han er, når alt synes at modbevise det. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 10:35-36. 571 Salme 75-76 Gud rejste sig til dom for at frelse alle ydmyge Herren hyldes som den, der har både ret og magt til at dømme på jorden. Fordi hans dom ikke altid - måske sjældent - falder med det samme, får de gudløse en falsk sikkerhed, så de handler uden guds-frygt. Men lad dem passe på, for intet er mere sikkert, end at de skal stå for Guds domstol til sidst, og ingen kan redde dem. Der er dog en redning, hvis vi søger den i tide: Jesus Kristus har lidt døden 193

for vore synders skyld - Guds dom over synd faldt på ham, da han blev gjort til synd for os. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 5:24 572 Salme 77 Har Gud glemt at være nådig? Er det ikke vidunderligt, at Gud har ladet en salme som denne være med i sit ord! Det fortæller os, at han forstår dem, der føler, at Gud har glemt dem, og som ikke lader sig trøste. Blot at læse en sådan salme kan bringe hjælp, for det viser, at man ikke er alene om at gå denne svære vej. Men dernæst giver den et praktisk eksempel til efterfølgelse, idet salmisten minder sig selv om Guds store gerninger i tidligere tider. Hvis han rigtig tænker efter, kan han nok også mindes, hvad Gud har gjort for ham. HUSKEVERS: Esajas 43:2 573 Salme 78 Gang på gang holdt han igen på sin vrede Denne salme, som børn og børnenes børn ned gennem slægten skulle lære, er ikke en hyldest til forfædrene; tværtimod er den en advarsel mod at slægte dem på! Men det er en hyldest til Gud, som trods der-es genstridig-hed og gentagne svigten alligevel førte dem ind i landet. At de overhovedet kom så vidt, skyldtes alene Guds nådige overbærenhed og store gerninger på deres vegne. Guds straffedomme undervejs er dog nævnt for at forstærke advarslen mod at ligne dem. Med en sådan historie bag sig kan folket ikke andet end forkynde Herrens pris, og vi med dem. HUSKEVERS: Salme 103:2-4 574 Salme 79-80 Lad din barmhjertighed nå os hurtigt Guds folk er besejret, templet vanhelliget, Jerusalem ødelagt - altsammen fordi Herrens vrede er over dem på grund af deres synd. Salmisten beder om tilgivelse og barmhjertighed; det er med rette folket lider, men naboerne håner, og Guds ære lider skade, derfor må Herren gribe ind. Guds folk er stadig Guds folk, selv om de er under hans vrede. De er stadig vinstokken, han rykkede op i Egypten og plantede i Kana'ans land. I ham alene har de håb om fremtiden; han kan bringe dem på fode igen, og de vil holde sig til ham. HUSKEVERS: Jeremias 33:10-14 575 Salme 81-82 Men dig ville jeg give hvedens fedme Sl. 81 indledes med en stærk opfordring til at prise Gud og fejre hans højtidsdag. 194

De følgende vers udtrykker Herrens længsel efter at hjælpe hans folk, men de står ham hindrende i vejen. Det er ikke vanskelighederne eller fjenderne, der er problemet! de er intet at regne for Herren. Men så længe folket vandrer efter deres egne råd og ikke vil høre Herrens røst, må de klare sig selv. På egenrådighedens vej finder de hverken "hvedens fedme" eller "honning fra klip-pen", som Herren har til dem. HUSKEVERS: Ordsprogenes Bog 3:5-6. 576 Salme 83-84 Herren er sol og skjold Fjendernes planer om at udslette Israel som folk (83:5) er stadig aktuel i dag. Men det er også stadig tilfældet, at Herren alene "er den Højeste over hele jorden"; hans modstandere bliver som flyvende strå i blæsten. Kan vi følge salmisten i 84, som finder sin glæde i Guds hus? Der i Guds nærhed bliver han jublende glad, ikke at han slipper for sorg, Baca-dalen, men med Guds trøst vendes selv det tørstige land til et kildevæld (7). Guds smil er over ham, varmende og strålende som solen; Guds nåde beskytter ham fra den onde som med et skjold. HUSKEVERS: Salme 5:12-13 577 Salme 85-86 For din godhed (miskundhed) mod mig er stor Herrens nåde er ikke en venlig følelse for stakkels syndere; Herren kan ikke krænke sin retfærdighed, når han tager imod en synder. Hans nåde bygger på Jesu død i synderes sted. Kun på basis af det of-fer kan han tage skylden bort og skjule synd (85:3). Kun på baggrund af Jesu kors taler han fred til sit folk (9) og er "rund til at forlade og rig på nåde" (86:5 gl.o.). Det har kostet ham uendelig meget at være os nådig, derfor ønsker vi at vandre i hans sandhed og alene frygte ham (11). Lad os med David takke ham for hans barmhjertighed. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 3:16-17. 578 Salme 87-88 Alle mine kilder er i dig Sl. 87 omtaler jødens tilknytning til Jerusalem, hvor han end er født. Det himmelske Jerusalem er vor moder (se Gal. 4:26); vi er født af Guds Ånd, vor livskilde er Kristus, og i ham er vi tilknyttet hinanden. Salmisten (88) er i dybeste nød og trængsel. Dog fra det dybe råber han til Gud om hjælp; vi er aldrig så langt nede, at vort råb ikke kan nå Guds øre. Salmen kan være profetisk og beskrive Jesu lidelser, mens han blev gjort til synd for os og led under Guds harme, som han ikke kunne frelses fra. Fordi han holdt ud, er han nu vort livskilde. HUSKEVERS: Galaterbrevet 5:1 195

579 Salme 89 Herre, Hærskarers Gud, hvem er som du? Salmen begynder med en lovprisning til Herren, hvis trofasthed er grundfæstet i himlen. Derfor må hans pagt med David bestå, for han har også magt til at udføre sin vilje. Han mestrer naturkræfterne, for han har skabt dem. Sand lykke findes i hans nærhed (16). Pagten til David var: ingen fjende besejrer ham, han bliver en stor konge og hans slægt bevarer tronen. Det er et chok at læse (39 ff), at det stod så galt til med Guds folk og Davids trone. Det er tillid til Herren, som udtrykt i den første del, der er grundlaget for bønnen om hjælp. HUSKEVERS: Salme 119:75-76. 580 Salme 90-91 Herren vor Guds herlighed komme over os! Sl.90: Helt fra syndefaldet har mennesker lidt under Guds forban-delse. Derfor er det jordiske liv så kort og ender altid med døden. Det er visdom at erkende dette, og søge Gud. At opleve hans godhed giver det korte liv ny mening. At være med i hans gerning, som består evigt, er bedre end at bygge på jordisk lykke, som forgår. Sl.91 beskriver trygheden ved at gøre dette. I samfund med den evige Gud er livet løst fra forbandelsens meningsløshed. Dagligdagen får et pust af evighed som ikke er under forbandelsen. Det evige går hånd i hånd med forgængeligheden, så længe dette liv varer. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 11:25-26. 581 Salme 92-93 Jeg jubler over dine hænders værk Igen er det tanken på den evige Gud, der giver grund til at glæde sig. Forbrydere kan blomstre og få deres vilje et stykke tid, men al deres herlighed ender brat ved døden. Kun Herrens magt varer ved, kun hans gerning består. Derfor er det godt at takke Herren og juble over hans værk. Med "rødderne" i hans hus, rodfæstede i Jesu Kristi fuld-bragte værk, trives vi, retfærdiggjorte af hans nåde, og bærer frugt til hans ære. Lad os med salmisten (93) lovprise Herren, for hele skab-ningens ve og vel afhænger af ham i al evighed, og han svigter ikke. HUSKEVERS: Efeserbrevet 1:19-21 582 Salme 94-95 En fremtid har hver oprigtig af hjertet (15 gl.o.) Der er stadig mange steder, hvor Guds børn bliver forfulgt, og de ugudelige tænker: "Herren ser det ikke" - men de er tåber! Skaberen ser alt. Men Herren er med også i det svære, der rammer hans folk. Han tugter dem, men svigter dem ikke - de er lykkelige! Salmistens erfaring er, at der altid er hjælp at få hos Herren (16-19). Lad os juble med på Sl.95 til ære for vor Skaber. Alt i det dybe 196

og på højderne, i havet som på jorden, absolut alt er i hans hænder; og han vogter sit folk som en hyrde sine får. Under hans lederskab er fremtiden sikret. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 10:27-28. 583 Salme 96-97 Syng for Herren, pris hans navn Herren har en naturlig ret til hele jordens tilbedelse, for han er Skaberen; uden ham var intet blevet til. Det er bedrøveligt, at folkene stort set ikke kender Herren, der har skabt dem, og at det er nødvendigt at fortælle dem om ham. Vi kender ham; derfor er det vor forret og vort ansvar dels selv at vise Herrens navn ære, dels at kundgøre den for andre. Jordens elendighed skyldes, at Herren ikke får lov til at herske, for hvor han er Konge, er der jubel og glæde. En dag vil denne glæde præge hele jorden. HUSKEVERS: Åbenbaringen 4:11 584 Salme 98-99 Bryd ud i fryderåb for Herren, hele jorden Igen to dejlige lovsangssalmer. Sl. 98 ligner 96 meget. Der er fryd og glæde, når Herren gør sin magt gældende og regerer som Konge over hele jorden. Der ligger en forløsning i at prise og ophøje Herren, for vi bliver løst fra vore små tanker og problemer og får et glimt af hans storhed. Det er slående, at umiddelbart efter loven er nævnt, tales der også om Guds tilgivelse (99:7-8). Vi ved, at den er uundværlig for os, når vi konfronteres med hans fuldkomne lov. HUSKEVERS: Åbenbaringen 5:11-12 585 Salme 100-102 Men du, Herre, troner for evigt Sl. 100 giver stærkt udtryk for den jublende glæde, der hører med til at tilbede og tjene Herren. Det er alt andet end trist at tilhøre ham. I Sl. 101 omtaler David den redelighed, han som konge forlanger hos sine tjenere. Han vil regere retfærdigt, derfor kan han ikke bruge falske, ugudelige mennesker. Salmisten i 102 har det aldeles svært. Han føler sig under Guds vrede. Han kan ikke klare den jublende tone fra Sl. 100, men han udøser sit hjerte for Herren. Hans elendighed er stærkt forbundet med Zions tilstand, men han beder i tillid til Herrens suverænitet og nåde. HUSKEVERS: Esajas 32:1-2 586 Salme 103 Glem ikke hans velgerninger Lad os følge opfordringen i denne dejlige salme og minde os selv om alt, hvad Herren har gjort for os. Tilgivelse fylder en stor del, og der-med frelse fra 197

sygdom og død, som er syndens følger (3-4). Denne frelse opleves først til fulde i den kommende verden (se Hebr. 6:5). Vers 8-13 er et nådens evangelium - vor synd er borte, så langt som østen er fra vesten! "Støvets år" er en kendsgerning, men vi, der fryg-ter Herren, vil erfare, at hans troskab (miskundhed) over os rækker helt ind i evigheden og varer ved (14-18). Derfor priser vi Herren. HUSKEVERS: Efeserbrevet 1:3 587 Salme 104 Jorden er fuld af dit skaberværk Skabelsen er ikke videnskabeligt, men poetisk beskrevet i denne hyldest til Skaberen. Fra de større perspektiver (himlen, skyerne, vin-dene, havene) omtales Skaberens omsorg for dyrene og menne-skene. Hvor er det inspirerende at se hans hånd i kilderne, der læsker markens vildt, i græsset, der gror frem til kvæget, osv. Hvor raffineret vores mad end er blevet, er vi allesammen afhængige af, hvad der dyrkes i jorden. Det er ingen formssag at bede bordbøn; vort daglige brød kommer til os fra Skaberens hånd. Lad ikke "mellemleddene" skjule den sande Giver for os! HUSKEVERS: Matthæusevangeliet 6:11 588 Salme 105 Evigt husker han på sin pagt Israels historie er Herrens værk. Det lægger vi mærke til, hvis vi under-streger han, hvor det henviser til Herren. Den indledende lov-prisning gælder derfor ham. Hans pagt med Abraham er basis for Israels historie. Han styrede Josefs liv, så det tjente hans planer. Han vågede over Israel og sørgede for, at de ikke blev i Egypten. Han førte dem gennem ørkenen og gav dem Kana'ans land, som han havde lovet. Han vil ikke være mindre trofast mod os, som er blevet hans folk under den nye pagt, beseglet med Jesu dyrebare blod. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 9:15 589 Salme 106 Hans udvalgte lagde sig imellem Træk fra Israels historie her gælder særlig befrielsen fra Egypten og ørkenvandringen. Eftertrykket er på folkets gentagne svigten. De trodsede den Højeste (7), de glemte hans gerninger (13), de forlangte deres krav opfyldt, osv. Den lange liste viser, at Herren ikke havde valgt dem, fordi de var særlig egnet. "Han frelste dem for sit navns skyld" (8). En gang ville han udrydde dem, men Moses' forbøn hindrede det (23). Det fremhæver forbønnens magt; Jesus Kristus har til fulde "lagt sig imellem", men også vi har en opgave som forbedere. HUSKEVERS: Åbenbaringen 5:8-9. 198

590 Salme 107 De skal takke Herren for hans trofasthed Salmen er en opfordring til "Herrens løskøbte" til at prise og takke ham for hans trofasthed. Fire gange gentages det: de kommer i nød, de råber til Herren, han frelser dem, og de opfordres til at takke ham derfor. Der er ingen nød, hvor han ikke kan frelse. De forskellige slags nød, der er beskrevet, kan også anvendes i overført betydning. F.eks. de, der farer vild i ørkenen minder om Esajas 53:6: "Vi for alle vild som får". Vi har oplevet Herrens frelse, så lad os ikke glemme at takke ham i erkendelse af vor afhængighed af ham, at han ikke skal finde det nødvendigt at gøre vore floder til ørken (33 flg.)! HUSKEVERS: Romerbrevet 11:22 591 Salme 108 Ved Guds hjælp vinder vi sejr David begynder denne salme med at opmuntre sig selv til at prise Herren. Det er som om, han simpelthen har bestemt sig til at takke og lovprise Gud. Det kommer som noget af en overraskelse, når det afsløres i slutningen af salmen, at det går alt andet end godt. Men David er begyndt i den rigtige ende; havde han dvælet ved fjendens magt først, havde han nok mistet modet helt og ikke kunnet prise Herren. Nu er hans bøn om hjælp fuld af tro til, at Herren både kan og vil gribe ind (14). HUSKEVERS: 2. Korinterbrev 2:14 592 Salme 109 Hjælp mig, Herre min Gud, frels mig Salmisten lider under gudløse modstanderes løgnagtige anklager. (6-19 er muligvis en opremsning af fjendens falske beskyldninger og forbandelser, frem for salmistens egne ord). Han er sandsynligvis syg (23-24) og føler sig afkræftet og ude af stand til at klare den situation, han befinder sig i. I stedet for at indlade sig i ordstrid med sine modstandere, udøser han sin nød for Herren og beder om hjælp. Det er altid den bedste fremgangsmåde. Vi behøver ikke at kæmpe med mennesker, når vi har overgivet vor sag til Herren vor Gud. HUSKEVERS: Første Petersbrev 2:23 593 Salme 110-111 Jeg takker Herren af hele mit hjerte Sl. 110 handler om Kristus, Guds Konge. Jesus citerer v.1 i sit spørgsmål til farisæerne i Matt. 22:41-45 Han ville derved pointere, at Kristus var mere end Davids efterkommer, for som Davids herre var han Gud. Guds Konge behøver ikke at kæmpe mod sine fjender; Gud lægger dem for hans fødder. Peter citerer dette vers (ApG. 2:34-36) og forklarer, at Gud har gjort den korsfæstede Jesus til 199

Herre og Kristus. Helligåndens udgydelse er beviset på det. Lad os glæde os over det i tro og prise Herren med Sl. 11Første Hans gerninger er ikke tilfældige, men gennemtænkte til bunds (2, gl.o.). HUSKEVERS: Apostlenes Gerninger 2:36. 594 Salme 112-113 Hans hjerte er trygt i tillid til Herren Hvem er lykkelig ifl. Sl. 112? Det er den, der frygter Herren og elsker hans ord; den, der viser barmhjertighed og deler med andre de goder, Herren har velsignet ham med. Han er tryg, fordi han har overgivet sit liv til Herren og ved, at intet ondt kan røre ham. Sl. 113 lovpriser Herren, som troner i det høje, men som bøjer sig ned til de svage og løfter dem op. Disse er de "lykkelige" fra Sl. 11Anden Det er Herrens værk, at vi må være blandt dem. Lad os takke ham derfor og trygt stole på hans kærlighed. HUSKEVERS: Salme 34:9-10. 595 Salme 114-115 Vores Gud er i Himlen og gør alt, hvad han vil I denne lille jubelsang (114) beskriver salmisten i poetiske vendinger, hvordan naturen måtte adlyde Herren og hjælpe Israels udvandring af Egypten. Alt er underlagt hans magt. Sl.115 understreger, at vor Gud alene har magten. Han gør alt, hvad han vil, uden at nogen kan hin-dre ham deri. Andre guder og alt andet, vi måtte stole på, og som verden regner med, ser ud til at være noget, men er intet! Derfor opfordres vi til at stole på Herren alene. Han velsigner dem, der frygter ham. HUSKEVERS: Jonasbog 2:9-10. 596 Salme 116-117 Herren har handlet vel imod dig Salmisten havde lært Herrens nåde at kende, fordi han havde været i nød og fået brug for den. Han var sin ringhed bevidst, men han havde oplevet, at Herren besvarede hans råb om frelse. Han havde lyst til at gengælde Herren hans godhed; men det eneste, han kunne gøre, var at bringe et lovprisningsoffer som tak. Når Herren har løst os af syn-dens lænker, er der i os den samme trang til at give til kende, at "hans godhed mod os er stor". HUSKEVERS: Efeserbrevet 2:6-7. 597 Salme 118 Herren er min styrke og min lovsang Salmen begynder og slutter med tak for Herrens trofasthed. Det er en triumferende lovsangssalme; men der ligger svære erfaringer bag, trængsel og 200

tugt, hvor salmisten blev hårdt ramt (5,13,18). Herren hjalp ham, og 3 gange kommer sejrsråbet: "i Herrens navn slår jeg dem tilbage" (gl.o. slog). Der er stigende jubel og tak, som festtoget når frem til Herrens hus. Det svære ligger bag, nu er der lys og glæde i Herrens nærværelse. Den vragede sten (22) og alterets horn (27) antyder, hvad det har kostet vor Herre Jesus Kristus at føre os dertil. HUSKEVERS: Apostlenes Gerninger 4:11-12 598 Salme 119:1-56 Jeg gemmer dit ord i mit hjerte for ikke at synde Der er mange ord: lov, vidnesbyrd, vej, osv. som alle betegner det samme, Guds ord, Bibelen, som burde gennemsyre hele vort liv. Salmen begynder med en velsignelse over dem, der vandrer efter Herrens lov, og så henvender salmisten sig direkte til Herren. På den ene side forsikrer han, at han glæder sig over Guds ord (14,16, m.fl.), og på den anden side beder han om at måtte forstå og adlyde det (12,18, m.fl.). Denne vekselvirkning kender vi sikkert også til. Vi el-sker Guds ord, og dog behøver vi hans hjælp til at holde os fast i det og åbenbare dets herlighed for os. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 14:21 599 Salme 119:57-112 Af dine forordninger får jeg forstand Denne del af salmen antyder flere gange, at noget svært har været nødvendigt for at føre salmisten tilbage til Guds ord. I modgang lærte han, hvor vigtigt det var at holde sig til Guds lov (67,71,75). Guds bud er den bedste lærer, for det underviser i sand visdom, og det for-midler forstand (98 flg.). Det gælder også i dag; lad os vogte os for at være "klogere" end Bibelen. Men for at få del i denne visdom må vi give Gud tid til at tale til os gennem Ordet ved sin Ånd. HUSKEVERS: Ordsprogenes Bog 2:6-7. 600 Salme 119:113-176 Hold mig i live ved dit ord Salmisten beder om hjælp og støtte gennem ordet (116,117 m.fl.). Han erklærer gang på gang, hvor dyrebar Guds lov er for ham (127,162,167). Han har store tanker om den, men ringe tanker om sig selv (141). Han føler, hvor nær fjenden er; men Ordet er uadskille-ligt fra Gud, der gav det, og Herren er ham derfor også nær (151). Hans tillid er til Guds barmhjertighed (156) og godhed (gl.o. miskundhed), for han ved, at han ikke fortjener Guds hjælp, men at Guds ord er til at stole på. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 5:24 201

601 Salme 120-124 Jeg løfter mine øjne til dig Hvis vi hører Herren til, er vi egentlig på en fest-rejse gennem verden til det himmelske Jerusalem, så disse små salmer er netop for os. De udtrykker længsel efter udfrielse fra "den svigefulde tunge", det upålidelige i livet, der altid skuffer forventninger (120). Vi løfter vore øjne til Herren, som er både målet for vor vandring og ledsager på vejen (121). Vi glæder os over udsigten til at være sammen med Her-ren og med hans folk (122). At kende og at gøre hans vilje er vort største ønske (123). Vi når frem alene i kraft af hans hjælp (124). HUSKEVERS: Salme 84:6,8. 602 Salme 125-129 Herren har gjort store ting mod os Sangene til festrejserne fortsætter. Jerusalem er i sigte (125). Sorg vendes til glæde; de, der fulgte den korsfæstede Frelser og ofrede alt for ham på vejen, oplever nu høsten (126). Dog er det Herrens værk altsammen; uden hans velsignelse er alt vort slid forgæves (127). Hans velsignelse er over dem, der frygter ham, og gør dem frugtbare (128). Guds folk har været forfulgt i denne verden, men modstan-derne får ikke det sidste ord; de udelukkes fra herligheden, mens Herrens velsignede når frem (129). Må Herren vinde skikkelse i os og føre os igennem til hans mål! HUSKEVERS: Romerbrevet 8:29. 603 Salme 130-134 Vent på Herren fra nu af og til evig tid! De 5 sidste valfartssange. 130: Undervejs kan vi komme ned i "det dybe", tynget af synd, men hos Herren er der tilgivelse, så han kan løfte op igen. 131: Uden høje tanker om os selv, finder vi ægte hvile hos Herren. 132: På en måde er vi allerede ved målet, Zion, det him-melske Jerusalem (Hebr. 12:22). Herrens Konge, Jesus Kristus, har magten på Zion over os alle. 133-134: Derfor er det herligt at være dér; lovsang lyder selv om natten. Vi har det godt, vi som tilhører Herren, nu og i al evighed. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 12:22-24 604 Salme 135-136 Halleluja. Tak Herren, for han er god Lad os lovprise Herren med disse to salmer. Han er stadig den Al-mægtige Gud, Herre over naturens kræfter. Han har udfriet os af Satans magt, som han udfriede Israel af Faraos magt. Han er universets Skaber, og dog ikke en fjern upersonlig magt; han styrer histori-ens gang og drager omsorg for sit folk. Han 202

er Herre i det store, men også i det små. Han kommer os i hu i vor ringhed. Han er til evig tid den samme; hans trofasthed får aldrig ende. Vi vil prise ham i evigheden, men vi kan begynde nu. HUSKEVERS: Åbenbaringen 5:13 605 Salme 137-138 Du rækker din hånd ud, og... frelser mig Sl. 137 afslører den bitre smerte, som jøderne oplevede i Babel. De glemte ikke deres Gud, som for dem var knyttet til Jerusalem, hvor templet havde stået. Deres råb om straf over fjenderne virker hårdt, men ødelæggelsen af Babylon i Åbenbaringen 18 med alt, hvad den stod for, udløste et stort "Halleluja!" i Himlen (19:1). Der må komme en dommedag, hvor Gud gør op med al uretfærdighed. I Sl.138 priser David Herren for hans hjælp. Den bestod ikke så meget i ændrede forhold, men han fik mod og styrke til at komme igennem (3). HUSKEVERS: Åbenbaringen 19:1-2 606 Salme 139-140 Det er for underfuldt til, at jeg forstår det Når vi funderer over Guds intime kendskab til os i alle de små detaljer i vort daglige liv, må vi nok udbryde med David, at vi ikke kan fatte det. Men vi forkaster det ikke som umuligt af den grund, men dvæler videre med tanken og glæder os over, at det ikke er muligt at skjule os for ham, for det ønsker vi dybest set ikke. Tværtimod ønsker vi, at han vil ransage os og irettesætte os og lede os ad evigheds vej. Da kan vi bede om hans hjælp under alle forhold, som David i Sl. 140. Han er med os! HUSKEVERS: 1. Johannesbrev 1:7. 607 Salme 141-143 Mod dig, Gud Herre, retter jeg mit blik Alle tre salmer er nødråb til Herren. David er trængt af stærke fjender og føler sig forladt og hjælpeløs. Men han har tillid til Herren. Han beder om at blive bevaret fra synd og er villig til at tage imod tugt, som han ser som tegn på kærlighed. Det er ikke blot lette kår, han søger, men han ønsker at kende og gøre Herrens vilje. Han appellerer til Herrens miskundhed; han kender sin egen kommen til kort, men stoler på Herrens trofasthed. Gang på gang beskriver han, hvor hårdt presset han er, men så vender han sine tanker til Herren, som formår at forandre alt. Lad os gøre lige så! HUSKEVERS: Romerbrevet 8:28. 203

608 Salme 144-145 Gud, jeg vil synge en ny sang for dig Sl. 144: David er trængt af fjender og har måske svært ved at synge lovsang. Men han er besluttet på at gøre det, og han tager brudstyk-ker af gamle salmer til hjælp. (Det kan vi også bruge hans salmer til). Derved bliver de som "en ny sang", og hans bøn om hjælp slutter med en beskrivelse af den velsignelse, som Herren giver sit folk. Sl.145 er også en lovsang, hvor Guds godhed, ikke blot mod hans folk, men mod hele skabningen, er omtalt. Han har ikke overladt den til sig selv, ellers vil alt gå i opløsning. Skaberens omsorg og skabermagt er stadig virksom. HUSKEVERS: Kolossenserbrevet 1:16-17. 609 Salme 146-147 Han læger dem, hvis hjerte er knust Sl.146 lader os ikke i tvivl om, hvem vi skal stole på, og hvis gunst vi skal søge! Herren er Skaberen og har magt over alt og alle. Men han bruger sin magt til bedste for sin skabning (7-9). Sl.147 er også en lovsang til Herren, som har styr på stjernerne, men som bøjer sig ned til mennesker i nød. Nænsomt og ømt forstår han at læge det knuste hjerte. Han drager omsorg for dyr og mennesker; hans kærlighed omfavner alle. Som en speciel velsignelse over hans folk nævnes til sidst, at til dem har han kundgjort sit ord. Sætter vi pris på det? HUSKEVERS: Esajas 57:15 610 Salme 148-150 Hans herlighed når ud over jord og himmel Salmernes bog slutter med disse lovprisningssalmer, der kalder hele skabningen til at tilbede og ophøje Herren. Alle skal prise ham, for de skylder ham deres eksistens. Store og små, høj og lav, alle må forene sig i et stort Halleluja. Det er det eneste anstændige for enhver skab-ning. Hvor langt er menneskeheden kørt af sporet! Lad os, som får lov at tro på Gud, føre an i lovsangen. En dag vil alle komme med. HUSKEVERS: Filipperbrevet 2:9-1 204

ORDSPROGENES BOG 611 Ordsprogene 1 At frygte Herren er begyndelsen til kundskab Indledningen til denne bog gør det klart, at vi ikke kan finde kundskab og visdom på egen hånd, men må bøje os og tage imod tugt og belæring. En stolt, egenrådig person er en dåre. Helt grundlæggende for sand visdom er ærefrygt for Herren. Uden den mangler alle forudsætninger for at forstå noget i dette Gudskabte univers. Uden Herrens frygt kommer menneskelig visdom på vildspor. Udviklingslæren f.eks. har ført en hel videnskab på afveje og forhindret virkelig kundskab på dette felt. Visdommen advarer mod vold (10-19). Kundskaben ligestilles igen (29) med Herrens frygt. De, der forkaster den, høster ulykke og trængsel. HUSKEVERS: Kolossenserbrevet 2:2-3 612 Ordsprogene 2 Herren giver visdom Igen understreges det, at visdom findes kun hos Herren; han er kilden til al virkelig kundskab. Kundskab om Gud er grundlæggende for al anden visdom. Der sættes lighedstegn mellem kundskab og et retfærdigt liv. Sand visdom er ikke blot teoretisk; den har praktisk betydning. Den vises visdom værner ham mod synd, f.eks. ægteskab-elig utroskab. Herren er vor visdom, og han styrer vort liv, om vi giver ham lov dertil. HUSKEVERS; Jakobsbrev 1:5 613 Ordsprogene 3 Den er livets træ for dem, der griber den "Glem ikke", "bind dem", "skriv dem" - med sådanne formaninger understreges det, at der kræves en vis indsats fra vor side for at holde fast ved sand visdom, så vi ikke mister den. Den er mere værd at bevare end sølv og guld. Igen er den grundlæggende visdom at frygte Herren, og disse vers er fuld af forjættelser for den, der bøjer sig under Herrens opdragelse og irettesættelse. Der blev spærret for livets træ i Edens have efter syndefaldet; nu åbner den sande visdom vejen dertil (18), for den erhverves kun i dyb afhængighed af Gud. HUSKEVERS: 1. Timotheusbrev 6:11-12 614 Ordsprogene 4 Frem for alt: Vogt dit hjerte, for derfra udgår livet Disse formaninger opfordrer os til et virkeligt målbevidst liv. At få visdom kræver en indsats - det ved enhver, der har forsøgt at studere noget som helst. Erhvervelsen af den sande visdom går heller ikke af sig selv uden vor medvirken. 205

Vi må sætte alt ind på at lære den, samtidig med at den er givet os af Gud. Den er mere end teoretisk kendskab, den kræver aktiv lydighed, som former vort liv. End ikke i hjertedybet må vi huse noget, der modsiger den; vantro begynder i hjertet, før den viser sig i handling. Løfterne følger formaningerne: lydigheden er livets og lysets vej, som vi vandrer ad. HUSKEVERS: 2. Petersbrev 1:3,5 615 Ordsprogene 5 Herren har en mands veje for øje Det intime forhold mellem en mand og hans hustru er ikke for offentligt skue; det er helligt, helt for dem alene (15-17). Forstår de ikke det, går noget tabt. Enhver tanke om at nærme sig en anden er bandlyst; den vil ødelægge den kostbare gave, de har i hinanden. Manglende selvdisciplin vil ødelægge hjemmet, indtil der kommer det fortvivlede udbrud: "Hvorfor hadede jeg formaning?" Ægtefællerne skal hellere "beruse sig" i hinandens kærlighed, være opmærksomme på at glæde hinanden. Herrens øjne ser på hjerterne, om de er tro eller ej. HUSKEVERS: Matthæusevangeliet 5:28-29. 616 Ordsprogene 6 Der er seks ting, Herren hader, og syv, han afskyr Her får vi flere konkrete praktiske advarsler. Den første er mod at stille som garant for andres gæld; det kan have uoverskuelige konsekvenser, så vi selv bliver forgældet. Den anden er mod doven-skab med de kendte ord om at tage ved lære af myrens flid. Dovenskab er ødelæggende og dræber glæden ved livet. Af de andre ting, vi advares imod, fordi Herren hader dem, lægger vi mærke til, at for-uden løgnagtighed og åbenlys ondskab er der det, at så splid mellem brødre. Tværtimod lad os vise os som Guds sande børn ved at stifte fred. HUSKEVERS: Matthæusevangeliet 5:9. 617 Ordsprogene 7 Min belæring skal være som din øjesten Dette afsnit begynder med 6:20. Det er væsentligt at underordne sig foræl-dres opdragelse. Som den første myndighed, vi møder i livet, repræsenterer de Gud, indtil vi personligt lærer at bøje os for ham. Forældrenes ansvar er derfor stort; men her er det de unges lydighed, der er i centrum. Hvor kunne vi spare os for mange trængsler, hvis vi kunne lære af andres erfaringer! Her gælder det advarslen mod at bryde et ægteskab, men princippet gælder overalt. Heller ikke som kristen må vi være egenrådige; vi må have et helt personligt forhold til 206

Herren, men vi skal også tage imod ældres råd og vejledning. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 13:17. 618 Ordsprogene 8 Lykkeligt det menneske, der hører på mig I denne personifikation af visdom hører vi Herren selv kalde os til sig. Han findes "ved korsvejene", dvs. ved hvert valg, vi møder i livet. Ingen jordiske skatte kan måle sig med ham. Der er intet vrangt eller falsk med ham, han er sandheden, fuldt ud til at stole på, derfor skuffer han aldrig. Skabelsen beskrives i poetiske vendinger (22-31), og overalt er den evige Visdom, Ordet fra Joh. 1:1, virksom. Han er livets kilde. Lad os dagligt høre på ham. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 1:1-4 619 Ordsprogene 9 At kende den Hellige fører til forstandighed Visdommens og tåbelighedens tilbud rettes til de samme, nemlig den uerfarne og den uforstandige (4,16). Der behøves altså ikke forud-gående kvalifikationer for at komme og gæste "visdommen"; blot villighed til at forlade uerfarenhed (6). Hendes brød og vin er ægte, "sand mad og sand drik" (Joh. 6:55), hvorimod tåbelighedens er "stjålne", for hun har intet at tilbyde selv. Omtalen af irettesættelse (7-9) viser, at vi får del i visdommens tilbud ved ydmygt at lade os belære. Den bygger på Herrens frygt; kender vi ikke den Hellige, har vi ikke gæstet visdommen. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 17:3 620 Ordsprogene 10 Det er Herrens velsignelse, der gør rig Disse ordsprog præsenterer mange modsætninger. Den retfærdiges og den uretfærdiges liv har vidt forskellige erfaringer og konsekven-ser. "Den kloge" og "den vise" er andre betegnelser for "den retfær-dige", for den sande visdom findes kun hos den, der frygter Herren. Hele tolv ordsprog har direkte med tungen at gøre. Lad os vogte den, for den har store muligheder både for godt og ondt. Intet kan erstatte Herrens velsignelse, derfor lad os passe på, at vi ikke bedrøv-er ham ved vore ord eller færden. HUSKEVERS: 1. Johannesbrev 3:22 621 Ordsprogene 11 Den ene strør ud og får stadig mere Ærlighed, ydmyghed, uskyld, retfærd og pålidelighed er nogle af de dyder, der fremhæves ved disse ordsprog; de bringer en løn, der ikke smuldrer hen. Den, der er optaget af at samle til sig selv, vil lide mangel, men den gavmilde bliver 207

mæt. Kun den, der giver, har virkelig noget! Det går imod vor egoistiske natur; vi kommer så nemt til at vurdere alt i relation til, hvordan det påvirker os selv. Men lad os huske vor Herre Jesus Kristus, der gav afkald på alt for vor skyld. HUSKEVERS: Lukasevangeliet 6:38. 622 Ordsprogene 12 Vises tunge er lægedom Hvert vers har et visdomsord, vi kan tage til hjertet. Der er f.eks. et godt råd i v.16; det fremmer vor egen fred og glæde, om vi kan være som "den kløgtige", der ikke reagerer fornærmet på provokationer. Hvor meget bedre, om vi kunne "læge" med vor tunge i stedet for at såre (18). Fredsstifteren høster selv glæde (20). Løgnetunge består kun, indtil sandheden afslører den; taler vi sandt, har vi intet at frygte, for vore ord består (19). HUSKEVERS: 1. Tessalonikerbrev 5:15 623 Ordsprogene 13 Et opfyldt ønske er livets træ Lever vi efter disse indlysende visdomsord? Der er advarsler mod dovenskab og hovmod, egenrådighed og uretfærdighed. Men der er mange løfter. Den flittige opnår resultater og bliver mæt (4). Han ligner den, der samler "håndfuld for håndfuld" (gl.o.), hvorimod letvundet rigdom (lotteri?) uden en indsats bringer ikke varig gavn (11). Der er løn for den, der giver agt på Guds bud (13). Men lad os ikke glemme nådens evangelium, der puster nyt liv i alle disse formaninger. Gud giver os ønsket om at gøre hans vilje, og han opfylder det. HUSKEVERS: Filipperbrevet 2:13 624 Ordsprogene 14 At frygte Herren er en kilde til liv At et troværdigt vidne ikke lyver (5) er indlysende; men nogle kender knap nok sandhed fra løgn, derfor har et sådant ordsprog sin beret-tigelse. Midt i alle disse "almindelige" visdomsord, bliver vi mindet om, at den visdom, denne bog taler om, har sit udspring i Herrens frygt. Frygter man Herren, kan man være helt tryg; lærer børnene at frygte Herren, mens de er små, vil de livet igennem kunne finde en tilflugt i ham (26). Det er netop de små og svage, der finder deres styrke i gudsfrygten. At frygte Herren er kilden til alt, ja til selve livet. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 7:38-39. 625 Ordsprogene 15 Besindige ord er livets træ Tungen spiller igen en stor rolle i disse ordsprog. Stiller vi modsæt-ningerne op, får vi kærlige, milde ord fra de vise og forstandige, men sårende, falske ord fra 208

tåbers mund. Betegnelsen "vise" og "tåber" i denne bog har selvfølgelig intet med intelligens at gøre, men beskriver en åndelig tilstand, forholdet til Herren. Lad os dyrke det milde svar, der afvender vrede, det velovervejede og imødekom-mende ord, der dæmper strid. Hvor meget godt, der kan gøres med et ord i rette tid - og hvor meget ondt med et ubehersket vredes-udbrud. Vi må ligne Jesus. HUSKEVERS: 1. Petersbrev 3:9-10. 626 Ordsprogene 16 Alt skabte Herren til dets formål Herrens suverænitet kommer stærkt frem i flere af disse ordsprog. Det kan synes en underlig bemærkning, at han skabte den uret-færdige til ulykkens dag; men det er umuligt, at der findes noget eller nogen, som han ikke har skabt! Muligheden for at bøje sig under ham er dog åben for alle. Ønsker vi, at vort liv skal lykkes, må vi overgive planlægningen og vurderingen til ham. Vor bedømmelse kan være fejlagtig (2). Vi har ingen magt over frem-tiden, men Herren styrer den. Det kan vi kun være glade for, for han er fuldkommen i visdom; han tager aldrig fejl. Lykkelig den, der stoler på ham! (20) HUSKEVERS: Esajas 45:7. 627 Ordsprogene 17 Det er Herren, der ransager hjerterne Vers 1 minder om virkelige værdier; det er ikke materiel velstand, der afgør hjemmets trivsel. Når Herren ransager vore hjerter, er formålet lige så positivt, som når guld lutres ved ilden. Han ved, hvad han gør, så lad os samarbejde med ham i prøvelser (3). Uden nogle til at høre på ondsindet snak, var der knap så meget af den. Vi må ikke ringe-agte noget menneske, men huske, at hvert menneske er skabt af Gud (5). Lykken afhænger af hjertets tilstand og ikke af ydre omstændigheder. Nogle, der har det godt, er utilfredse, mens andre i ringere kår er taknemmelige og glade (20). HUSKEVERS: 1. Petersbrev 1:6-7. 628 Ordsprogene 18 Herrens navn er et fæstningstårn Til mange af disse vers kan vi kun udbryde: hvor er det sandt! Lad os tage ved lære af dem og ikke tro, de kun gælder andre. Tåben strømmer over med egne ord og ønsker ikke at høre på andre (2); visdommens ord har dybden i sig (4). Bagtaleren kan bebrejdes, men i høj grad også den, der ivrigt sluger sladderen (8). "De vises øre" der-imod søger kundskab, og det er kundskab om Gud, der menes (15). Fra hovmod, trætte og alt, hvad vi ønsker at frelses fra, må vi løbe til det stærke tårn, "Herrens navn" (10). Han er vor Frelser; vi kæmper forgæves 209

for at forvandle os selv fra "tåbe" til "vismand"! HUSKEVERS: 2. Korinterbrev 3:18. 629 Ordsprogene 19 Det er Herrens beslutning, der står fast Mennesker er tilbøjelige til at give Gud skylden for det, som de i egenrådig-hed har bragt over sig selv (3). Mange forsøger at få det bedste ud af tilværelsen ved at vinde sig rigdom, fordi penge har stor magt i denne verden (1,4,6). Men lykkeligere er den, der sætter pris på fornuft; retsindig-hed er større vinding end gods (1,8,22). Herren gør sig til et med den svage (17); se Matt. 25:40. Vore planer lykkes kun, hvis Herren kendes ved dem, for han alene har magten over livet (21). Frygter vi Herren, behøver vi ikke at frygte ondt (23). HUSKEVERS: Efeserbrevet 1:11 630 Ordsprogene 20 Sæt dit håb til Herren, han vil hjælpe dig Ingen er ren for synd (9) men hvor vidunderligt, at Jesus renser os! Det gør os ikke selvretfærdige, men taknemmelige (Første Joh. 1:8-9). Bedrag vækker Herrens afsky (10,23). Vi mindes stærkt om falskhedens eftersmag - det er som grus i munden (17). Kan vi høre og se, også åndeligt, lad os da takke Herren, for det er hans værk (12). Hvor er det godt, at vi ikke skal gengælde ondtskab, men forvente Herrens hjælp! Mon ikke vor vrede fordamper imens, så vi kan glæde os over, at vi ikke slog igen (22). HUSKEVERS: 1. Petersbrev 3:9. 631 Ordsprogene 21 Mere værd for Herren end slagtoffer Første og sidste vers minder om Herrens suverænitet. Vi tjener Herren, ikke ved ofre, men ved at handle ret (3). Hvad der virkelig er "ret", har sit udspring i hjertet (2). Vi kan være nok så gavmilde, men giver vi af tvang og ikke af et glad hjerte, er det intet værd. Det sagde Jesus: barmhjertighed mod syndere er mere værd end slagtofre (Matt. 9:13). V.13 advarer mod ubarmhjertighed. Hvis vi er os bevidst, hvor afhængige vi er af Herren, om vi skal stræbe efter retfærdighed og troskab (21), vil vi vise barmhjertighed mod andre. HUSKEVERS: Matthæusevangeliet 5:7. 632 Ordsprogene 22 For at du kan sætte din lid til Herren Formålet med ordsprogenes visdomsord er at lære os at stole på Herren (19). Han er den største virkelighed i tilværelsen. Der er intet ondt i livet, der ligger uden for hans domæne. Han kender alt, hans love styrer alt. Han har skabt både 210

rig og fattig (2). Han bestemmer lønnen for ydmyghed (4) og straffen for falskhed (5). Han har skabt os med mulighed for udvikling, og børn behøver opdragelse for at udnytte denne mulighed bedst muligt (6). Vor Konge, Jesus Kristus, elsker den rene af hjertet! HUSKEVERS: Salme 139:2-3 633 Ordsprogene 23 Frygt altid Herren nidkært Det manglende hjerteforhold i en magthavers selskab afslører, at det ikke er noget at stræbe efter (1-3). Rigdom er heller ikke værd at an-strenge sig for - den kan forsvinde lynhurtigt igen (4-5). Der er råd til forældre om at tugte deres børn, og til børn at adlyde. Forældres glæde, når det lykkes med børnene, viser den kærlighed, der stod bag opdragelsen (12-26). Syndere er ikke at misunde, for deres håb bris-ter en skønne dag; holder vi stadig Herren for øje, har vi en sikker fremtid! HUSKEVERS: 1.Tessalonikerbrev 4:1 634 Ordsprogene 24 Frygt Herren og kongen, min søn To gange bliver vi mindet om, at der ikke er nogen grund til at misunde de uretfærdige (1,19). Ved visdom og kundskab kan styrke udnyttes mere effektivt (3-5). Vi kan sagtens føle os stærke, mens alt går godt; det er nødens dag, der afslører, hvordan vi virkelig har det, om troen består (10). Vi kan ikke unddrage os ansvar ved at påstå uvidenhed (12). Den kristne er en loyal borger, der frygter både Her-ren og den regerende magt. Men Herrens krav kommer først, hvis de skulle være i modstrid med menneskers, somdet kan være tilfældet. HUSKEVERS: 1. Petersbrev 2:16-17. 635 Ordsprogene 25 Hvis din fjende er sulten, giv ham noget at spise Her er advarsler mod at trænge sig frem hos de store; mod at blande sig i strid; mod at røbe hemmeligheder; mod hyklerisk gavmildhed; mod at misbruge næstens gæstfrihed (6-10,14,17). Det sidste er meget vist; det er en erkendelse af, at din næste kan få for meget af dig. I stedet for at bebrejde ham det, så bevar hellere det gode forhold ved ikke at overrende ham. Rette ord fremhæves som skøn-ne, og et pålideligt bud opfrisker (11-13). Den bedste måde at overvinde en fjende på er ved at gøre godt imod ham (21-22). HUSKEVERS: Romerbrevet 12:21 211

636 Ordsprogene 26 I egne øjne er den dovne visere... Over halvdelen af kapitlet handler om tåben eller den dovne, og der er nok ikke stor forskel mellem de to. Selvtilfredshed og hovmod præger dem begge. Tåben kan ikke betros noget som helst ansvar, han kan ikke bringe bud, han er ikke til at undervise. Den dovne bruger enhver undskyldning for at undgå at bestille noget, og samtidig tror han, at han har slugt al verdens visdom. Har vi mere eller mindre tilbøjelighed til at ligne disse i os selv, er vi dog blevet omskabt i Kristus og behøver ikke at ligge under for dem (Rom. 6:6). HUSKEVERS: Efeserbrevet 4:22-24 637 Ordsprogene 27 Menneskets øjne mættes ikke 13: Her er endnu en advarsel mod at stille sikkerhed for andres forpligtelser. Nok skal vi hjælpe hinanden, men med visdom, og inden for de rammer, vi magter. 20: Mennesker er aldrig tilfredse, "mere vil have mere"; virkelig tilfredshed findes kun i samfund med Skaberen. 22: Den dumme er ét med sin dumhed, ligesom synderen er ét med sin synd. Gud har skabt den eneste vej for os at blive befriet fra vor syndige natur. Korsfæstet med Kristus og oprejst med ham er vi blevet nye skabninger. HUSKEVERS: Romerbrevet 6:6,11 638 Ordsprogene 28 De, der søger Herren, forstår alt Her bliver Ordsprogenes grundsætning, at Herrens frygt er begyn-delsen til kundskab, sagt på en anden måde: de, der søger Herren, forstår alt (5). Der sigtes først og fremmest til loven som udtryk for Guds vilje. Den "forstandige" søn tager imod belæringen (loven gl.o.) (7). Denne slags kundskab gør os ikke selvglade. Søger vi Herren, får vi visdom til at bekende og slippe vor synd (13). En rig mand, der-imod, er vis i egne øjne, men det er indbildning (11). Den, der stoler på sin egen forstand, afslører derved, at han endnu ikke har fundet kilden til sand visdom (26). HUSKEVERS: Salme 119:99-100. 639 Ordsprogene 29 Den, der stoler på Herren, er i sikkerhed En del af disse ordsprog berører lederansvar. Uretfærdigt styre volder sorg (2). Retfærdigt styre er til gavn for et land, men ved uret øde-lægges det (4). Ved at høre på løgn får en hersker uærlige tjenere, som er utroværdige, og det underminerer hans autoritet (12). En konge, der ikke viser persons-anseelse, men forsvarer de svages ret, befæster derved sin trone (14). Det er fristende i 212

sin omgang med andre at ligge under for menneskefrygt eller ønsket om at behage, men det er langt vigtigere og bedre at overgive sin sag til Herren (25-26). HUSKEVERS: 1. Petersbrev 2:23 640 Ordsprogene 30 Føj intet til hans ord... så du står som løgner 10-32 citerer Agurs visdomsord, men indledningen viser hans ringe tanker om sig selv. Han har et vist kendskab til Gud, men det får ham til at fornemme, hvor lidt han ved, og han har mange spørgsmål. Ved sine be-mærkninger i 5-6 erkender han, at mennesker ikke kan udforske Gud, men er helt afhængige af, hvad Gud fortæller om sig selv. Det er sand visdom! Hans bøn (7-9) viser, hvor lidt han stoler på sig selv; han tror ikke, han kan tåle at have det for godt og er bange for, at han ville stjæle, hvis han blev prøvet med fattigdom. HUSKEVERS: Romerbrevet 12:3 641 Ordsprogene 31 En kvinde, der frygter Herren, skal berømmes Kong Lemuels mor opdrager sin søn til ikke at misbruge den magt, som han er født til at udøve; han skal herske retfærdigt og værne om de hjælpeløse (1-9). Hun kan være en sådan hustru, som beskrives i de næste vers, som tilhører samfundets højere lag; men hun er ikke ødelagt af rigdommen. Hun styrer hjemmet og tjenerstaben omhyg-geligt og er selv aktivt med i de mange gøremål. Hendes familie roser hende med rette. Hendes livsgrundlag er, at hun frygter Herren. Vi har andre forhold, men vi kan alle frygte Herren og med hans hjælp være ansvarsbevidste og flittige som hende. HUSKEVERS: 1. Timotheusbrev 2:9-10. 213

PRÆDIKENES BOG 642 Prædikerens Bog 1 Endeløs tomhed, alt er tomhed Nøgleordet til denne bog er "under solen". Livet på jorden er be-skrevet, sådan som det er, overladt til sig selv, og den uundgåelige konklusion er, at alt er tomhed. Alt i naturen bevæger sig rundt i cirkler - solen, vinden, vandet - således at der aldrig kommer og aldrig sker noget virkeligt nyt. Dag følger dag, år følger år; slægt efter slægt kommer og går. Hvad end der siges, ses eller høres udmatter bare; der sker ikke noget afgørende nyt. Prædikerens visdom er lige magtesløs; den hjælper ham blot til at indse meningsløsheden! Sandelig er mennesker i denne verden uden håb, når de er uden Gud. HUSKEVERS: Efeserbrevet 2:12,13 643 Prædikerens Bog 2 Der var ikke noget udbytte af det under solen Prædikeren kastede sig ud i en masse aktivitet, anskaffede sig alt, hvad penge kunne købe, for at gøre livet behageligt. Han havde huse, haver, skove, trælle, hjorde, guld og sølv osv. (fjernsyn, biler, som-merhus, obligationer m.m.). Men da han standsede op og betragtede hele herligheden, fik han bare bekræftet, hvad hans visdom havde lært ham: det var jag efter vind. Der var ingen vinding, intet gavn at få under solen. Hans visdom gav ham intet fortrin over tåben i sidste instans. Når han døde, ville en dåre måske arve ham, og det gjorde følelsen af meningsløshed endnu stærkere. HUSKEVERS: Markusevangeliet 8:36. 644 Prædikerens Bog 3 Alt, hvad Gud gør, forbliver, hvad det er Hver ting har sin tid. Det må mennesker bøje sig for og rette sig efter, da de ikke kan ændre på det - det er fastsat af Gud. Her kommer et glimt af noget "over solen", nemlig Guds suverænitet og magt. Han har gjort alting godt, selv om mennesker slet ikke forstår det, for de har en meget begrænset horisont, og hans gerning står fast. Denne erkendelse burde lære dem at frygte ham. Det er en Guds gave, at mennesker kan spise og drikke og have det godt, selv om livet er kort. Lad os ikke glemme at takke ham for det, samtidig med at vi har så uendelig meget mere at takke ham for i det evighedshåb, han har givet os i Jesus Kristus. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 8:51 214

645 Prædikerens Bog 4 Også det er tomhed og jagen efter vind Indtil nu har prædikeren understreget det meningsløse og tomme i livet, selv om det er fyldt med gode ting. Nu berører han onde ting ved livet, som undertrykkelse og ensomhed, og finder, at "tomhed" karakteriserer også alt dette. Han viser det tåbelige i, at ødelægge det korte liv med overdreven slid for at blive rig, som om rigdom i sig selv var noget værd. Han bevæger sig tilbage til den tanke, at selv det, der lykkes, mister sin betydning, fordi senere slægter glemmer det, og det afslører tomheden ved det hele. Godt, at vi har fået Guds Ord for, at der er en anden fremtid i vente for hele skabningen. HUSKEVERS: Romerbrevet 8:19-21 646 Prædikerens Bog 5 Ganske som han kom, går han bort Vi skal ikke undre os over den uretfærdighed, der sker omkring os; sådan er livet "under solen". Igen bliver vi mindet om, hvor utilfredsstillende rigdom er; den kan umuligt mætte et menneskes virkelige behov, men kun volde ham ængstelse og frygt for at miste den. Og miste den til sidst vil han uvilkårligt, for han må forlade verden lige så nøgen, som han kom ind i den. Den kristnes "rigdom" er ganske anderledes; han kan samle sine skatte i Himlen, hvor de er i god behold. HUSKEVERS: Matthæusevangeliet 6:19-21 647 Prædikerens Bog 6 Ord i mængde gør tomheden større Efter lidt mere understregning af rigdommens tomhed, påpeges det, at alt menneskets flid tjener dybest set kun til at tilfredsstille ham selv, og dog lykkes det aldrig for ham at føle sig "mæt". Han er fange af skæbnen og kan ikke gøre sig fri deraf. Alle hans store ord er mag-tesløse til at ændre på noget, og de gør bare følelsen af tom-heden større. Hvor helt anderledes er Guds ord; der er intet tomt ved, hvad Gud siger. Det skuffer ikke forventningerne, men har skabende kraft i sig. HUSKEVERS: Lukasevangeliet 21:33 648 Prædikerens Bog 7 Bedst at du holder fast i det ene og... det andet De alvorlige ord i begyndelsen betyder ikke, at vi ikke må glæde os og være med til fester; men at det er vigtigt, at vi ikke løber fra livets alvorlige sider, ikke mindst døden. Letsindighed forspilder livets muligheder. Vi får mange gode råd: om ikke at ærgre os; om ikke at tro, at "gamle dage" var bedre end vores; om ikke at lade os gå på af, hvad folk siger om os, osv. Forbav-sende nok også om 215

ikke at være "alt for retfærdige" - det vil være selvbe-drag, for der er ingen, der aldrig synder. De, der frygter Gud, bliver bevaret fra at falde i grøften på den ene eller den anden side af den rette vej. HUSKEVERS: Romerbrevet 12:15-16. 649 Prædikerens Bog 8 Det kan gå dem godt, som frygter Gud Prædikeren ser i øjnene, at det ofte går de retfærdige dårligt, mens syndere trives. Det burde være omvendt, men denne udsættelse af dommen over onde gerninger gør, at synderen frimodigt synder videre. Godt og ondt synes at ramme mennesker vilkårligt, hvad en-ten de er gode eller onde. Men på trods af alt, der synes at modsige det, erklærer prædikeren, at han erkender, at det skal gå dem godt, som frygter Gud. Det er ved tro, han ved det. Han løfter øjnene fra tomheden på jorden, alt det meningsløse, der sker, og som han ikke kan udgrunde, og ved, at Gud virker i det skjulte. HUSKEVERS: Matthæusevangeliet 13:41-42 650 Prædikerens Bog 9 Hvad din hånd finder... skal du gøre af al din magt Prædikeren gentager det gådefulde, at hvordan mennesker end har levet, får de alle samme skæbne til sidst: døden. Det er selvfølgeligt kun sandt fra et "under solen" synspunkt, hvor evigheden ikke kom-mer i betragtning. Hvad dette liv angår, kan kun "de levende" få del i det; derfor må vi nyde det, mens vi har det. Ingen ved, hvornår han skal herfra. Selv om vi har et evighedshåb, rummer dette liv mulig-heder, vi må udnytte, mens tid er. Men vi gør det i lyset af evig-heden, hvor vi skal aflægge regnskab for Gud, vor Skaber. HUSKEVERS: Romerbrevet 14:12 651 Prædikerens Bog 10 Der er et onde, jeg har set under solen Det onde, han har set, er, at det ofte er dem, der ikke er udrustet til det, der har fået myndighed over andre; mens de, der bedre kunne styre med visdom, er overset (5-7). Samme emne behandles igen i 16-17, hvor det understreges, at et lands ve og vel afhænger af, om det har et ansvarsbe-vidst styre. Vi har lov at bede om, at Gud i sin barmhjertighed vil unde vort land et retfærdigt og godt styre, som får visdom til at tage de beslutninger, der er gavnlige for landet, og som også er forenelige med Guds lov. HUSKEVERS: 1. Timotheusbrev 2:1-2 216

652 Prædikerens Bog 11 Guds gerning, han som gør alting Der er risiko ved alt; vil man først så, osv., når det er risikofrit, får man det aldrig gjort. Sæden må strøs ud, om Guds skabende magt skal kunne komme til. Guds virke forstår vi ikke, men alt liv afhænger af ham. Han får sæden til at gro, vinden til at blæse, fosteret til at ud-vikle sig (5). Ligeledes med den nye fødsel. Hvem kan forstå den? Det er Guds værk, hans alene. Men vi må tage troens risiko og ud-sprede evangeliets gode sæd. Gud under os et dejligt liv, men under ansvar over for ham. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 3:8. 653 Prædikerens Bog 12 Frygt Gud og hold hans bud "Husk på din Skaber" er prædikerens råd til alle unge, før alderdom-mens svagheder melder sig, og "støvet" til sidst vender tilbage til jor-den, og "livsånden" vender tilbage til Gud. Endeløs tomhed er hans dom over det jordiske liv, men det er stadigvæk fra et "under solen" synspunkt, ellers var der ingen grund til at tænke på Skaberen. Derfor er hans konklusion alligevel: "Frygt Gud og hold hans bud". Det er vejen ud af den endeløse tomhed, som ellers præger livet på jorden. For efter døden møder vi nemlig Gud (14). HUSKEVERS: Hebræerbrevet 9:27-28. 217

HØJSANGEN 654 Højsangen 1 Tag mig i hånden, kom lad os løbe Højsangen er blevet udlagt på mange måder. Det er en sang om kærlighed mellem en mand og en kvinde; men vi gør næppe forkert i at se i den en afspejling af Guds kærlighed til sit folk. Gentagne gange i G.T. kalder Gud sig selv for Israels "ægtemand" el. l. (f.eks. Esa. 54:5), og i N.T. får vi omtalen af "Lammets hustru" o.l. (f.eks. Åb. 21:9). Gud har elsket os først. Han tog initiativet til kærlighedsforholdet. Vi be-der med kvinden: "tag mig i hånden" - og dog er det sammen med alle de hellige, at vi lærer Guds kærlighed at kende. HUSKEVERS: Efeserbrevet 3:18-19. 655 Højsangen 2 Stå op, min kæreste, kom dog, min smukke! Pigen elsker at hvile i sin elskedes arme, at nyde hans kærlighed og omsorg (3-6), og det får hun også lov til - men ikke altid. Han kalder hende til at stå op og komme. Der er opgaver at varetage. Der er arbejde i vingården, som skal udføres nu. Hun har en velsignet mulighed for samfund med ham i hans gerning. Hører vi ikke vor Herre og Frelser sige til os: "Arbejd i vingården i dag" (Matt. 21:28). Han lader os ikke alene om arbejdet! HUSKEVERS: Johannesevangeliet 14:12-13 656 Højsangen 3 Jeg søgte ham, men fandt ham ikke To gange lyder dette næsten fortvivlede råb fra pigen - om det er et mareridt eller virkelighed, er lige meget - hendes elskede er borte, og hun kan ikke finde ham. Betyder Herrens nærhed så meget for os, at vi ikke kan tåle, at han er "borte". Når hun finder ham, holder hun ham fast; hun vil ikke risikere, at hun mister ham igen. I en vis for-stand griber vi Herren ved tro, men var det det afgørende, ville vi altid frygte for at miste ham. Nej, Han holder os fast! HUSKEVERS: Salme 63:9. 657 Højsangen 4 Alt på dig er smukt, min kæreste Brudgommen giver sig hen i beundrende ros af sin brud. De orien-talske vendinger virker fremmede på os, men vi er ikke i tvivl om, at han synes, hun er aldeles dejlig! Tænk, at Kristus siger det samme om sin brud: "Du er smuk, der er ingen fejl ved dig". Men det er hans eget værk. Menighedens herlighed er Kristus. Vi kan ikke se ret meget af herligheden endnu, men en dag vil den åbenbares, og al æren vil være hans. HUSKEVERS: Efeserbrevet 5:27. 218

658 Højsangen 5 Jeg åbnede... men min elskede var forsvundet Hvor er pigens betagelse ved lyden af sin elskedes stemme blevet af? Ganske vist åbner hun for ham til sidst, men han er gået, og først da vågner hun op til, hvad hun har mistet. Hendes kærlighed blusser op påny, og hun fortæller om, hvor herlig han er. Hun minder om menig-heden i Laodikea, mens hun ligger og vægrer sig ved at stå op og åbne døren. Mon vi står i fare for denne lunkenhed, som er til afsky for Herren (se Åb. 3:16)? Lad os skynde os at "åbne" hjertets dør, før det er for sent. HUSKEVERS: Åbenbaringen 3:20. 659 Højsangen 6 Min elskede er gået ned... for at vogte sin hjord Pludselig ved den forladte pige, hvor hendes elskede er. Han er selvfølgelig gået ned til sin have, hvor opgaverne venter. Hun finder ham der, og han roser hendes skønhed, som - for så vidt vi tænker på Guds folk - han har givet hende (Esa. 61:10). (Der er et væld af dronninger osv. - kan de minde om de mange kirker og menigheder, der findes? - men hun er hans eneste, hans brud, der er kun ét Kristi legeme, kun én sand menighed, Efes. 4:4-5) Han vogter sin hjord! Efter Jesu opstandelse får Peter genoprettelse fra sin Mester, og han får betroet en opgave: at vogte Jesu får. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 21:16. 660 Højsangen 7 Jeg er min elskedes, og han begærer mig Igen giver brudgommen sig hen i beundring af sin elskede; hun er smuk! Hun kender sig elsket af ham (11 gl.o.10), men hun er ikke længere optaget af sig selv, som da hun lå i sengen og tøvede med at åbne for ham. Nu er hun ét med ham og ivrig for at være med i hans gerning (12-14 gl.o.11-13); hendes ord minder om, hvad han kaldte hende til i 2:11-15 Hun oplever samfund med ham, mens hun tjener ham. Det gør menigheden også; Kristi kærlighed bevirker, at vi må tjene ham. Som Paulus udtrykker det: Kristi kærlighed tvinger os (Anden Kor. 5:14). HUSKEVERS: 1. Korinterbrev 1:9. 661 Højsangen 8 Kærligheden er stærk som døden Det afsluttende kapitel har denne lille sang om selve kærligheden (6-7). Den er som flammer af ild, som vældige vande ikke kan slukke. Den sande kærligheds brand er tændt af Herren; han er kærlighed og kilde til den, hvor den end findes. Den er dyrebar, men som alle de dyrebareste ting, kan den ikke købes for penge. 219

Den gives frit, men vi er altid i gæld til den (Første Joh. 3:16). Vi kan ikke tænke på kær-lighed uden at slå op i Johannes' Første brev. Lad os slutte Højsangen med at læse Første Joh. 4:7-10. HUSKEVERS: 1. Johannesbrev 4:7. 220

ESAJAS BOG 662 Esajas 1:1-17 Hold op med at handle ondt, lær at handle godt! Hele folket er ved at gå til grunde; der er kun en rest tilbage, og år-sagen til hele ulykken er, at de har vendt ryggen til Herren, "Israels Hellige". De fortsætter med en vis form for gudsdyrkelse, men den er "tomme ofre", fordi de samtidig fortsætter i synd. De beder, men Gud vil ikke høre dem, fordi de handler uretfærdigt og undertrykker de svage i stedet for at hjælpe dem. Ved begyndelsen til et nyt år, kan vi bede Gud om at ransage vore hjerter (Sl.139:23-24), om vor guds-dyrkelse er ægte. HUSKEVERS: Jakobsbrevet 1:27. 663 Esajas 1:18-31 Kom, lad os gå i rette med hinanden, siger Herren Herren tilbyder sit folk renselse fra synd. Han alene kan, og han ønsker at gøre det, men det kræver naturligvis, at de adlyder ham. Det er ikke, at de derved fortjener tilgivelse, men fortsætter de i synd, er der ingen mening i at tale om tilgivelse. Synd er altid imod Gud, om den viser sig som korruption hos landets ledere, der går ud over de svage, eller på anden vis. Guds tilbud om renselse kostede ham dyrt; han måtte gøre Jesus Kristus til en forbandelse, mens han bar synden bort (Gal.3:13)! HUSKEVERS: Romerbrevet 3:23-24 664 Esajas 2 Kom, lad os vandre i Herrens lys Esajas skuer Jerusalem som centrum for Herrens åbenbaring, og alle folk strømmer til for at høre hans ord. Krig er forbi, våben bruges ikke mere! Den dag kan først komme, når mennesket er blevet forvandlet. Alt menneskeligt hovmod bøjes; Herren alene tilkommer det at være ophøjet. Han bryder al modstand mod sit styre ned, og mennesker gribes af rædsel for hans dom. Håb om fred på jorden, før Gud tager tøjlerne i sin hånd, er en illusion. Men vi kan hver især have fred med Gud allerede nu. HUSKEVERS: Romerbrevet 5:1-2 665 Esajas 3:1-24 Lykkelig den retfærdige! Ham går det godt Ulykken, der truer hele folket, skyldes ledernes magtmisbrug. Når alt bryder sammen, ønsker ingen at tage ansvar i folket (6-7). At et barn og kvinder hersker over det, viser hvor ringe og magtesløst, det er blevet (12). Midt i omtalen af den truende ulykke, der vil ramme folket, er der plads til personligt ansvar (10-221

11). Dommen falder ikke vilkårligt, og enhver kan være blandt de "retfærdige", hvem det vil gå godt (10). Herren svigter ikke dem, der stoler på ham og viser det i gerning. HUSKEVERS: Salme 9:10-11 666 Esajas 3:25-4:6 Skygge mod heden... ly og læ mod skybrud og regn Så mange soldater vil falde i krig, at der vil være 7 kvinder til hver mand (1). Djævelen er en morder, sagde Jesus (Joh. 8:44). To verdenskrige har vist, hvor uhyggeligt mange mister livet, når nationerne slås, og Gud alene kan bringe denne vedvarende konflikt til ophør. Esajas ser frem til en tid, hvor Jerusalem er blevet lutret gennem dommen, og Herren våger over sit folk og beskytter det, som ved skyen og ildsøjlen i ørkenen. Lad os bøje os under Guds dom nu og finde tilflugt i vor Frelser, Jesus Kristus, det sikre skjulested for Guds vrede. HUSKEVERS: Kolossenserbrevet 3:3 667 Esajas 5 Hærskarers Herre ophøjes ved dommen Herren har gjort alt for sit folk, men de har ignoreret ham, og vil derfor besejres af deres fjender. De kommer til at mærke, hvordan det er at være uden Herrens hjælp. De rige, der er blevet det på andres bekostning, lider specielt under dommens slag. De var op-taget af alt andet end Herrens gerninger (12) og takkede ham ikke for deres gode dage. Når dommen falder, bliver de ydmyget, men Her-ren ophøjes, fordi han har grebet ind (15-16). Der er kun "ve" for dem, der håner domsprofetien og vender op og ned på moralske begreber (19-20). HUSKEVERS: Salme 9:8-9. 668 Esajas 6 Hele jorden er fuld af hans herlighed! Kun ved tro kunne Esajas høre serafernes ord, at hele jorden var fuld af Herrens herlighed, for det så ikke sådan ud! Han følte dog sin egen urenhed, og blev lutret ved alterets gloende kul. Der var ingen udsigt til en strålende karriere som populær profet. Tværtimod fik han at vide forud, at folket ikke ville høre på ham, han ville tale for døve ører, og dommen ville falde til sidst! Det eneste, der kunne holde profeten oppe, var dette syn af Herrens herlighed. Han måtte tjene i tro. Det må vi også, og ikke lade synlige resultater være afgørende. HUSKEVERS: Ezekiel 3:19. 669 Esajas 7 Frygt ikke! Tab ikke modet Esajas havde godt nyt for Akaz, som var bange for Israel og Syrien. Herren 222

lovede, at de ikke ville sejre og forudsagde deres undergang. Akaz troede dog ikke Esajas, derfor afstår han "fromt" fra at kræve det tegn, Herren tilbyder (11-12). Et tegn får han alligevel; hvem det sigter til i første om-gang, ved vi ikke, men profetisk er det Immanuel "Gud med os", Jesus Kristus. Fra Anden Kong. 16 ved vi, at Akaz bad Assyrien om hjælp med katastrofale følger for Juda. Derved forkastede han Guds hjælp, og de sidste vers (17-25) beskriver resultatet for Juda. HUSKEVERS: Romerbrevet 9:33 670 Esajas 8 Han skal være jeres frygt Som flodens vand oversvømmer sine bredder skal de assyriske tropper vælte ind over Juda. Der er ikke noget værn imod dem for det gudløse folk. Der er dog en vej: ikke hvad Juda i vantro finder på gennem alliancer, men at frygte Herren. De, der stoler på Herren må være parate til at skille sig ud fra den gængse holdning. Frygt for Gud befrier dem fra frygt for mennesker. Herren er en helligdom for dem, der søger ham, men han bringer ulykke over dem, der har forladt ham (14). HUSKEVERS: Romerbrevet 9:33 671 Esajas 9 Herredømmet skal ligge på hans skuldre Denne profeti om det kommende fredsrige begyndte at gå i opfyldelse, da Jesus kom med kaldet til omvendelse (Mt.4:12-17). Men riget kan ikke bryde frem, før den forkastede Freds Fyrste overtager magten. Han grundfæster sit rige med retfærdighed. Menne-skers hovmod hindrer; bøjer de sig ikke for Jesus, vil deres anstrengelser mislykkes. Herren straffede Israel gang på gang, men de ydmygede sig ikke. Nationerne som helhed viser den samme til-bøjelighed - de lider under syndens følger og "æder" hinanden; men vende om til Gud vil de ikke. HUSKEVERS: Daniel 7:13-14 672 Esajas 10:1-19 Ve Assyrien, min vredes kæp Assyrerne var et redskab i Guds hånd, hans "vredes kæp", derfor havde de fået sejr. Men de tog selv æren for alle deres bedrifter og fulgte deres lyst til at ødelægge uden at vide, at der var en højere Magt, der bestemte deres skæbne. Derfor var de hovmodige og pra-lende (12 flg.), og det var lige så tåbeligt, som hvis en økse pralede over for ham, der huggede med den. Det er en opmuntrende kendsgerning, at intet menneske og ingen nation kan gøre noget som helst, uden at Gud sætter dem i stand til det. Det er virkelig Gud, der styrer 223

historien! HUSKEVERS: Daniel 5:20-21 673 Esajas 10:20-34 Det varer kun kort tid, før vreden er forbi Juda havde søgt hjælp hos Assyrien og havde lidt under dets herre-dømme (20,24). Men de undslupne, den "rest", som Esajas ofte nævner, skal støtte sig til Herren. Han gennemfører ødelæggelse på hele jorden; men han sætter en frist og bestemmer, hvornår den skal holde op. Her gjaldt det Assyrien, tiden for dets herredømme var snart forbi. Det er godt at vide, at Herren styrer bagved og griber ind, når han vil. Det kan ikke undre os, at Guds vrede må gøre sig gældende på denne gudsfjendske jord. Rædslerne er menneskers skyld og ikke Guds. HUSKEVERS: Salme 30:5-6. 674 Esajas 11 Landet er fuldt af Herrens kundskab Fra Davids hus skulle der komme en Konge, der regerer retfærdigt. Bartimæus erkendte Jesus som denne Konge, da han kaldte ham "Davids Søn" (Mark.10:47-48). Herrens Ånd er over ham; han fjerner uretfærdige, for de tåles ikke, hvor Herren styrer. Under hans kongedømme er dyreriget helt forvandlet, så der ikke hersker frygt og død. Måske giver vers 6-8 et glimt af, hvordan der var før syndefaldet. Skabningen længes efter forløsningen (Rom. 8:19-22). Grunden til de fredelige forhold er, at landet er fuldt af kundskab om Herren (9). HUSKEVERS: Romerbrevet 8:21 675 Esajas 12 Herren er min styrke og lovsang Det frelste Israels lovsang kan vi godt gøre til vor egen, men det forud-sætter, at vi først har kendt Herrens vrede over synd. Frelsen har ingen mening for den, der ikke ved, han behøver den. Gud er vor frelse, fordi vi var fortabte; han er vor styrke, fordi vi var magtesløse; han er vor lovsang, fordi vi var fortvivlet over os selv. Lad os fortsat "øse vand med glæde af frelsens kilder", bl.a. med daglig bibellæsning og bøn. Lad os gøre det kendt, hvad han har gjort! Vort vidnesbyrd burde dreje sig om ham og ikke os selv. HUSKEVERS: Salme 118:14,17. 676 Esajas 13 Herren kommer med sin vredes redskab Denne profeti er for længst opfyldt, men den har stadigvæk meget at sige os. For det første kaldes den hær, der angreb Babel, for Herrens hær (4). Det var 224

Herren, der styrede begivenhederne. For det andet viser udtrykket "Herrens dag", at den også gælder den fremtidige dommens dag. Profetien var ikke udtømt ved Babels fald på Daniels tid (Daniel 5). Babel repræsenterer menneskehedens hovmod og oprør mod Gud, og dets endelige fald fortælles i Åbenbaring 18. Så længe vil Gud tåle menneskers frækhed, men så er den endeligt slut! HUSKEVERS: Åbenbaringen 18:7-8. 677 Esajas 14:1-15 Du faldt fra himlen, du strålende morgenstjerne! Spottevisen mod Babels konge rækker tydeligvis ikke blot til ham, men til den magt, der ligger bag hans hovmod og oprør imod Gud, nemlig Djæ-velen. Han er den strålende morgenstjerne, der engang i tidernes morgen fik lyst til at rejse sig over Guds stjerner og være den Højeste lig; han har besejret folkene og forgiftet menneskeslægten med lignende ambitioner om storhed og magt i uafhængighed af Gud. Det kan aldrig lykkes, for Gud er og forbliver den Almægtige! Enhver, der gør oprør mod ham, er dømt til undergang. HUSKEVERS: Lukasevangeliet 10:18. 678 Esajas 14:16-32 "Som jeg har tænkt mig det, skal det ske" Mange har sagt dette, men kun i et begrænset tidsrum har de kunnet gennemføre det - kun så længe Herren tillod det. Men i hans mund står disse ord fast for bestandig. Hans tanker er ligeså virkningsfulde som hans handlinger. Hans råd kan ingen kuldkaste, hans vilje kan ingen forhindre i at blive gennemført. En supermagt som Babel, der tilsyneladende har kunnet gennemtvinge sin vilje over andre natio-ner, bliver magtesløs, så snart Hærskarers Herre bestemmer, at nu skal magten gives en anden. Herren er stadig den samme almægtige Gud i dag; vi behøver ikke at frygte andre end ham. HUSKEVERS: Åbenbaringen 15:3-4 679 Esajas 15 En nat bliver Moab hærget, udslettet! Vor naturlige sympati vækkes for enhver, der som Moab i dette kapitel er i forfærdelig nød og trængsel, faktisk i overhængende fare for at blive tilintetgjort i krig. Men er det rigtigt at føle medynk med Guds fjender, når han endelig bringer den dom over dem, som de har fortjent? Vi må i hvert fald ikke laste Gud, at han dømmer de gud-løse, for han gør det nødigt og kun, når alt andet har vist sig forgæves. At forbryderen vækker større sympati end hans offer, er intet sundhedstegn i et samfund. HUSKEVERS: Ezekiel 18:23 225

680 Esajas 16 Vi har hørt om Moabs hovmod Moabs trængsel vil blive så stor, at de vil henvende sig til Israel og bede om hjælp for deres flygtninge. Hovmod og overmod har kendetegnet Moab, men nu er det stolte folk ydmyget. Gud sætter tidsfristen: om tre år skal Moab knækkes. Stolthed står altid for fald før eller senere. Paulus omtaler i Anden Thess 2:3 flg. lovløshedens menneske, der ophøjer sig over Gud; Herren Jesus skal tilintetgøre ham med et åndepust! Kun én er virkelig stor, og han er ydmyg! Her omtales han som den trofaste dommer, der skal sidde på Davids trone og søger ret (5). HUSKEVERS: Jakob 4:6-7. 681 Esajas 17 Du har glemt din frelses Gud Syrien (Damaskus) og Israel (Efraim) var i alliance med hinanden på et tidspunkt (se f.eks. Esa. 7:1), derfor er de begge omfattet af denne domsprofeti. Afgudsdyrkelse var trængt ind i Israel (8), de havde glemt deres frelses Gud, deres Skaber, der havde ført dem ud af Egypten, og de tilbad deres egne hænders værk (Læs Rom. 1:23,25). "Den dag" - dommens dag - vil afsløre, at intet menneskeværk kan bestå, det menneskeskabte svigter. Endelig vender Israel sig bort fra afguderne til deres Skaber, Israels Hellige - men høsten af deres afgudsdyrkelse undgår de ikke (10-11, gl.o "indtil høsten på sotens, den ulægelige smertes dag"). HUSKEVERS: Salme 103:2-5 682 Esajas 18 Jeg holder mig i ro i min bolig og ser til Dejligt at læse Herrens ord! Han ser roligt til som den, der virkelig behersker enhver situation og magter enhver fjende. Han bliver ikke febrilsk, hvad der end sker, for intet kan overraske den Alvidende, intet kan rokke den Almægtige! Der står sidst i kapitlet, at Etiopien bringer Hærskarers Herre en gave til Zions bjerg; det er nærliggende at tænke på den etiopiske hofmand, som kom til tro ved Filips forkyndelse af evangeliet om Jesus, og som drog sin vej med glæde. Med ham kom evangeliet til Etiopien (Ap.G.8:6-39). HUSKEVERS: Salme 55:23 683 Esajas 19:1-15 Egyptens guder ryster for ham Egyptens guder kan ikke værne deres land mod Herren, Hærskarers Herre. Han skaber borgerkrig, så Egypten ødelægger sig selv (2); han gør deres lederes råd til intet; de kan intet stille op, når Nilen svigter med katastrofale følger for Egyptens fiskeri og væveindustri (5-10). Menneskers egen visdom og styrke rækker ikke 226

langt. For Egypten lykkes intet, står der. Så meget magter mennesker, og dog er det fris-tende for os - som det var for Israel - at stole på dem i stedet for på den Almægtige Gud! HUSKEVERS: Jeremias 17:5,7. 684 Esajas 19:16-20:6 Egypterne skal lære Herren at kende Egypterne er ikke udelukket fra Herrens hjælp og velsignelse. Vi får et dejligt indblik i fremtiden. Herren vil slå Egypten, men det er med den hensigt at læge. Når de omvender sig, bønhører han dem. Det er vidunder-ligt, at Esajas ser frem til en tid, hvor de gamle fjender, Egypten i syd og Assyrien i nord, skal forenes med Israel i at tjene Herren og være under hans velsignelse. Da vil Mellemøstens problemer være løst! Intet er umuligt for Herren. Egyptens nederlag i næste kapitel understreger, at det er tåbeligt at stole på mennesker (se 20:6). HUSKEVERS: Romerbrevet 9:25-26. 685 Esajas 21 Jeg har modtaget et grufuldt syn Esajas er ikke skadefro, når han ser Babels fald, men føler angst og rædsel ved synet af de forfærdelige menneskelige lidelser. Hans pro-fetiske omtale af festen, der er i gang (5), som er beskrevet historisk et par århundreder senere i Daniel 5 (Belsazzars gæstebud), er et slående eksempel på, at Herren viste profeterne, undertiden i detaljer, hvad der ville ske. Edom kan se frem til en midlertidig lettelse i sine forhold (11-12), men ørkenstam-merne Dedan og Kedar vil blive hærget af krig (13-17). Vers 14-15 er desværre stadigvæk aktuelle - mange tusinder er på flugt fra krigens rædsler. HUSKEVERS: Ordsprogene 25:21-22 686 Esajas 22 Denne synd kan ikke sones, før I dør Herren kaldte til gråd og klage, men der var fryd og glæde i stedet for. Jerusalem var overmodig, ubodfærdig, forhærdet. Byen var belejret, og Herren havde fjernet dens forsvarsværker (8), men byen vidste det ikke. De forberedte vandforsyning og forstærkede muren og stolede på sig selv. De ydmygede sig ikke for Herren, men viste deres oprørske sindelag ved at holde fest, mens fjenden truede, og Herren kaldte til omvendelse. Så grel en indstilling var en synd, der ikke kunne so-nes. HUSKEVERS: Ezekiel 18:32 227

687 Esajas 23 Herren har planlagt det for at vanære den stolte Tyrus var næsten uovervindelig; Tyrus og Sidon var blevet rige ved handel. Men profeten skuer dens fald, der vil komme bag på dens mange skibe, der er ude at sejle. Tyrus' undergang skyldes Hærskarers Herre - og grunden dertil er dens hovmod (8-9). Det er den gam-le historie om igen om menneskers hovmod, og deres Skabers indgriben for at ydmyge dem. Efter 70 år får Tyrus en vis genrejsning. Men den gamle, stolte uafhængighed er borte, og dens vinding gennem handel synes nu at komme Guds folk til gode (15-18). HUSKEVERS: Daniel 4:37. 688 Esajas 24 Vis Herren ære i øst! Der er ingen personsanseelse, når dommen kommer over jorden: høj og lav, rig og fattig, alle lider samme skæbne (2). Forbandelsen over jorden skyldes dens beboere; beskrivelsen passer til, hvad menne-skers misbrug af naturen kan føre til (4-6), men det er mere end det - det skyldes Herrens ord (3). Efter Herrens dom høres lovsang og jubel over Herrens storhed, han hyldes som den retfærdige. Han har vogtet sit folk, og de priser ham. Hærskarers Herre har vist, han er konge, og han vil blive herliggjort i Jerusalem. HUSKEVERS: Salme 46:2-3 689 Esajas 25 Lad os juble og glæde os over hans frelse Kan vi med sandhed udtale de første ord i dette kapitel: "Herre, du er min Gud", så har vi grund nok til at prise ham. Denne store Gud har væltet en stærk fjende, men han er også de ringes og fattiges værn. Hvilke dejlige billeder på Herrens beskærmende omsorg i vers 4! Han har opslugt døden for evigt, og han tørrer tåren af vor kind. Han er så stor, at han tager sig af den enkelte og trøster os, som en mor sit grædende barn. Lad os altid sætte vort håb til ham, da skal vi opleve hans frelse. HUSKEVERS: Salme 33:20-21 690 Esajas 26 Stol altid på Herren, for Herren er en evig klippe Lovsangen (1-6) er blevet til gennem erfaring om Guds indgriben, som ikke har været så let. Herrens domme er nødvendige, for at de gud-løse kan lære retfærdighed; de lærer den aldrig, hvis der altid vises dem nåde (9-10). Herren tugter sit folk gennem trængsel, så de søger ham i stille bøn. Det er naturligt, at vi ønsker, alt skal lykkes for os, men måske er vanskeligheder mere gavnlige, så vi mindes om at stole på Herren. Vers 19 ser frem til opstandelsen, som 228

forkyndes så meg-et mere klart i N.T., f.eks. 1 Thess 4:13-18 og 1 Kor 15 HUSKEVERS: Salme 37:39-40. 691 Esajas 27 De fordrevne... skal kaste sig ned for Herren Israel er uden indsigt på grund af afgudsdyrkelse, og den forhindrer deres Skaber i at hjælpe dem. Derfor må de fjerne dette hedenskab fra deres land (9). 5 gange står der: "på den dag". Det er dagen, Gud griber ind. Da bliver fjenderne tilintetgjort (Israels fjender, men bag-ved er Satan, Livjatan), og Israel bliver til velsignelse for verden (6). Hvert eneste af Israels børn vil blive samlet i Jerusalem, også de tabte og fordrevne. Mange af Guds forfulgte børn er sporløst forsvundet, men Gud kender dem, og ikke én vil mangle på den dag. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 10:27-29. 692 Esajas 28 Hans råd er underfulde, hans visdom stor Folkets ledere har spottet Herrens advarsler gennem profeterne, men hans ord står dog fast. Den urokkelige, kostelige hjørnesten påvirkes ikke af menneskers spot. Den repræsenterer Jesus Kristus, Frelser for dem, der tag-er imod ham, men Dommer for dem, der vrager ham. De sidste vers (23-29) understreger, at når Herren ser sig nødsaget til at behandle sit folk hårdt, er det ikke tilfældige slag, han giver dem. Han handler i stor visdom med den hensigt at opnå et positivt resultat til sidst. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 12:10. 693 Esajas 29 De, der er faret vild i ånden, får indsigt Folket kunne ikke mere høre Herrens ord, for Herren havde givet dem en søvnens ånd. Var deres tilstand så ikke Herrens skyld? Den sande årsag var, at de ærede Gud med munden, men ikke med hjertet, og så lukkede Herren deres øjne. Han kalder selv sin handlemåde sær og sælsom - det var ikke det, han helst ville. Kapitlet slutter dog mere opmuntrende - de ydmyge og fattige er glade i Herren. De blinde (10) kan blive blandt de seende (19), hvis de bøjer sig. Herren åbner de blindes øjne og giver indsigt til de vildfar-ende (24). Måtte vi blive nær Herren, så vi kan høre hans ord! HUSKEVERS: Matthæusevangeliet 11:5 694 Esajas 30:1-17 I forkaster dette ord og stoler på vold og svig Esajas beskriver i stærke vendinger, hvor nyttesløst det er at søge hjælp hos Egypten. Der venter Guds folk en stor skuffelse, når de sætter deres lid til denne 229

verden. De får skam og skændsel, for sådan hjælp viser sig at være "intet og tomhed". Grunden til, at de overho-vedet tror, at Egypten er værd at alliere sig med, afsløres i vers 9 flg. De forkaster Herrens ord, har ikke lyst til at høre det, og derfor har de mistet tilliden til Herrens hjælp, som er alttilstrækkelig. Det bringer sin egen straf: de sætter deres lid til en støtte, der bryder totalt sammen. HUSKEVERS: Salme 119:133 695 Esajas 30:18-33 Han viser dig nåde, når du råber til ham Når Guds folk har erfaret, at ved at stole på Egypten er de blevet ødelagt, har de mulighed for at opdage, at Herren er nådig. Han længes efter at vise dem nåde, selv mens han straffer; så snart de vender om til ham, vil han nådigt vise dem den rette vej. Det har til følge, at de kaster afguderne bort - alt det, som de stolede på i stedet for på Herren. Mens vi stoler på os selv eller andre, overlader Herren os til at få de slag, der er nødvendige. Men han længes efter at vise nåde og "læge sit folks brud", når de råber til ham. HUSKEVERS: Jobs Bog 5:18. 696 Esajas 31 Egypterne er mennesker, ikke guder Igen kommer advarslen mod at søge hjælp hos Egypten, og begrun-delsen gives klart: de er kun mennesker, og deres heste - der repræ-senterer deres styrke - er kød, ikke ånd. Fristelsen til at stole på mennesker i stedet for på Gud er fristelsen til at regne det synlige for mere virkeligt end det usynlige. Men det er det ikke! Gud den Al-mægtige er den største virkelighed i den usynlige verden; når han udrækker hånden, falder den stærkeste supermagt i den synlige ver-den sammen. Derfor lyder kaldet: vend om til ham! HUSKEVERS: Jeremias 17:5-8. 697 Esajas 32 Når ånd fra det høje udgydes over os... Landet vil blive ødelagt efter fjendens sejr: byen i ruiner og overgroet af ukrudt, tidsler i markerne, vinstokkene borte. Det er et billede på åndeligt frafald, hvor fjenden har sejret i et menneske, en menighed, eller et sam-fund. Det synes udelukket, at der igen kan komme tegn på liv. Alt kan dog blive anderledes ved Guds Ånd. Når den udgydes over os, bliver ørkenen en frugthave, livet fortrænger døden. Ulykken kom, fordi vi levede i selvtilstrækkelighens falske tryghed (9-11) - nu hersker ret og retfærdighed, ro og tryghed som Guds gaver. HUSKEVERS: Apostlenes Gerninger 1:8. 230

698 Esajas 33 Frygt for Herren bliver din skat Gudsfrygt er en stor gave. Den gudfrygtige vender sig til Herren i nøden og beder om nåde, for han ved, at Herren har magt til at gribe ind - det ved den ugudelige ikke. Når Herren er ophøjet, hersker ret og retfærdighed. Syn-dere ryster af angst på Zion, for Herren er en fortærende ild. Men de ret-færdige bor trygt og godt. De frygter Herren, de er ikke kammeratlige med ham, for de kender ham som Dommer, Hersker og Konge. Men de kender ham også som Frelser. De, der bor i hans nærhed, er ikke de gode, men til-givne syndere. HUSKEVERS: Salme 27:4-5 699 Esajas 34 Herren har en hævndag Der er meget i dette kapitel, der er ubehageligt grusomt, og endnu værre er det, at grusomhederne tilskrives Herrens dom (2). Men når vi tænker på de grusomheder, som mennesker har gjort blot i det 20. århundrede, og de forfølgelser, som Guds folk altid har været udsat for, forstår vi, at der må komme en dommens dag, så sandt Herren er retfærdig. Én ting er, at vi må elske vore fjender - en anden, at Gud må bringe gengældelse over dem, der står ham imod. Og dog har han i Kristus skabt en frelsens vej for enhver, der vil bruge den. HUSKEVERS: Esajas 61:1-2 700 Esajas 35 Da springer den halte som hjorten Dommen i sidste kapitel baner vejen for den herlighed, der beskrives her. Gengældelsen er kommet over Guds fjender, og Guds folk nyder forløsning og frihed. Der kunne som overskrift over disse vers stå Herrens ord til Paulus: "min magt udøves i magtesløshed"; for det er til de synkende hænder, de kraftløse knæ, de urolige hjerter, de blinde, de døve, den halte og den stumme, at trøstens ord rettes. Hvor Herren er ophøjet, kommer livgivende kildevæld, hvor der før var selvrådighedens udtørrede jord. Fryd og glæde erstatter sorg og suk. HUSKEVERS: 2. Korinterbrev 12:9. 701 Esajas 36 Et land, der ligner jeres eget Fjenden prøvede at få folket i Jerusalem til at overgive sig ved løftet om, at de så kunne leve i fred og nyde livet, indtil han førte dem til et andet land, der lignede deres eget (16-17). Men intet andet land kunne være "det forjættede land" for dem. Der fandtes ikke dets lige. Kristelighed er ingen erstatning for at være i Kristus; religion har intet med et levende kristenliv at gøre, hvor meget det end måtte "ligne" i udenforståendes øjne. Vi må kæmpe troens kamp og ikke give 231

efter for efterligninger af vor åndelige arv i Kristus. HUSKEVERS: Galaterbrevet 1:6. 702 Esajas 37:1-20 Du alene er Gud over alle jordens kongeriger Hizkija bad Esajas om forbøn for den rest, der ikke var løbet over ende af den mægtige fjende. Han vidste, at Herren var den levende Gud, og han fik også et godt svar fra profeten. Fjenden blev ved med at true og spotte Israels Gud, og Hizkija tog hans brev og spredte det ud for Herren. Han så ikke på fjendens magt, men på Herrens. Andre nationer var blevet erobret og deres guder ødelagt, men han vidste, at Herren, Israels Gud, var den eneste levende Gud. Derfor bad han om Herrens hjælp imod assyrerne, så alle jordens riger måtte se, at Herren alene var Gud. Herrens ære var på spil. HUSKEVERS: Salme 115:3 703 Esajas 37:21-38 Jeg (Herren) formede det, nu lod jeg det ske Hvor opmuntrende at læse Herrens ord om sig selv og om fjenden, især når vi husker, at han er den samme i dag, og alt hvad en fjende formår, er at udføre Herrens vilje! Det ser ikke sådan ud - hvem tænkte, da assyrerne marcherede fra sejr til sejr, at Israels Gud stod bag? - assyrerne mindst af alle! Men da de pralede af deres bedrifter og mente, de sagtens kunne slå Hizkija, der stolede på Herren, sagde Herren stop. Han vil redde Judas rest. Fjenden havde løbet sin tilmålte bane, og Herren gjorde ende på hans krigsmagt på en enkel nat! HUSKEVERS: Apostlenes Gerninger 4:27-28. 704 Esajas 38 Jeg har hørt din bøn, og jeg har set dine tårer Hizkija var fortvivlet over budskabet om, at han skulle dø, og i sin nød tryglede han Herren om nåde. Ifølge Anden Krøn 29:1 var han 25 år, da han blev konge, og han herskede i 29 år; så nu efter 14 års reger-ingstid var han 39 år. Det følte han som "midt i mit liv" (10). Herren svarede ved at love ham 15 år mere. På en måde, som vi ikke kan trænge til bunds i, ændrede Herren sine planer med Hizkija som svar på hans bøn. Det opmuntrer os til at bringe de mest umulige ting til Gud i bøn, men med den tilføjelse, som Jesus selv brugte i Getsemane: dog ske ikke min vilje, men din. HUSKEVERS: Filipperbrevet 4:6-7. 705 Esajas 39 Hizkija blev glad over, at de kom Denne episode er det eneste negative, vi hører om Hizkija. Det synes klart, at 232

han blev smigret, da en delegation fra det fjerne Babel besøgte ham. I AndenKrøn. 32:25 står det klart, at han blev hov-modig. Det er menneskets arvesynd, den grundlæggende brist, som Satan har forgiftet mennesker med. Selv det bønnesvar, Hizkija fik, blev ham en fristelse. Når man sammenholder det lidt tvetydige vers 8 med Anden Krøn. 32:26, ser det ud til, at det skal tolkes positivt som et udtryk for, at Hizkija ydmygede sig under Herrens irettesæt-telse. Måske kan vi ikke altid tåle at få de bønne-svar, vi så gerne vil se. HUSKEVERS: Salme 115:1 706 Esajas 40:1-11 Men vor Guds ord forbliver til evig tid Profetien om trængselens ende begynder med ord, der blev opfyldt, da Johannes kom (Matt. 3:3). Kun få forstod det dengang, og da Jesus, den lovede Messias, fulgte efter, korsfæstede de ham. Det forsinkede måske åbenbaringen af den lovede herlighed og førte til større trængsler for det jødiske folk, men Guds ord står fast og kan ikke svigte. Menneskers flygtighed (som græs), selv om de er nok så store modstandere af Guds vilje, står i stærk modsætning til Guds ord, som står fast i evighed. HUSKEVERS: Åbenbaringen 19:11,13 707 Esajas 40:12-31 Han bliver ikke træt og udmattet Herren er den Almægtige! Folkene i al deres indbildske storhed er blot som luft og tomhed for ham. I vort "oplyste" land synes det lat-terligt, at folk kunne lave afguder og tro, at de havde guddommelig magt. Mon den tanke nogensinde sniger sig ind hos os, at Gud lige kan klare sig mod al den ondes magt? Det er lige så latterligt! Han er ikke i kamp mod den onde på den måde, vi tænker på kamp. Jesus vandt den endelige sejr på Golgatas kors. Gud har sejret, han har magten og fuldfører sin vilje i overensstemmelse med sit ord. Vi kan trygt stole på ham og finde nye kræfter hos ham. HUSKEVERS: Salme 25:2-3 708 Esajas 41:1-14 Frygt ikke, for jeg er med dig Dette dejlige kapitel understreger Herrens absolutte suverænitet. Når han giver et folk sejr, er der ingen nation, der kan stå imod. Det nytter ikke, de opmuntrer hinanden, for der er ingen kraft bag ordene eller den afgud, de laver. Herrens "frygt ikke" til sit folk er helt ander-ledes, for han står bag, og hans nærhed og hjælp gør frygten overflødig (10). Jakob var kun "orm" og "kryb", hjælpeløs og ikke værd at hjælpe. Måske føler vi os på samme måde; men griber Her-ren vor hånd, er der ikke mere grund til at frygte, for som et lille barn er trygt, når far 233

tager det i hånden, kan vi være trygge. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 10:28. 709 Esajas 41:15-29 I er intet værd, og jeres gerninger ingenting Herren udfordrer afguderne til at vise, hvad de kan. Det må afsløres for deres tilbedere, at de intet er og intet kan. De kender ikke frem-tiden; det gør Herren. Al slags spådom og stjernetyderi er afgudsdyrkelse; hvor ejendommeligt, at intelligente mennesker vil søge hjælp hos sådanne ting, men ikke hos den levende, almægtige Gud! Afguderne er måske ikke af træ og sten i vort land, men de findes overalt, hvor kendskab til den levende Gud ikke er holdt i hævd. "De hævdede at være vise, men blev tåber" (Rom. 1:22). Lad os søge den sande visdom! HUSKEVERS: Salme 119:105 710 Esajas 42 Jeg giver ikke min ære til nogen anden Herren arbejder i det stille og skjulte - og også i det åbenbare. Det første (vers 1 flg) blev opfyldt af Jesu Kristi gerning på jorden, der kulminerede i korsdøden. For en stor del arbejder Herren stadigvæk på denne måde, for det er korsets ord, der forkyndes. Herren taler dog som den almægtige Ska-ber, der har absolut magt over sin skabning. Han forløser sit folk, både det jordiske Israel fra dets fjender, men også os, der tror på ham. Han åbner vore blinde øjne, gør mørket til lys, skaber en vej foran os, hvor der ikke syn-tes at være nogen mulighed. Giv ham alene æren derfor. HUSKEVERS: 1. Petersbrev 4:13 711 Esajas 43 Jeg kalder dig ved navn, du er min Dette kapitel vrimler med dejlige løfter, som vi kan tage til os uden at berøve Israel dem. Vi hører Herren til, er kendt af ham (1). Han bevarer os gennem trængselens vande og ildprøven (2). Vi er dyre-bare for ham (4)! Han alene er vor Frelser, ham alene tilkommer æren og taksigelsen (10 flg). Vi kan glemme fortiden og med for-ventning se hen til ham, der skaber nyt i fremtiden (18-19). En ufremkommelig "ørken" kan ikke spærre vejen for ham; han baner vej i golde egne og sender floder i ødemarken. Intet er umuligt for ham, og han er vor Gud! HUSKEVERS: Johannesevangeliet 10:14-15 712 Esajas 44:1-20 Er der nogen anden Gud end mig? Esajas gør sig umage for at overbevise Israel om, hvor tåbeligt det er at lave 234

gudebilleder og tro, at de kan frelse (9-20). Det var dobbelt tåbeligt for Guds folk, som havde fået kendskab til den sande Gud. Han var den første og den sidste, der styrede historien, og som forudsagde, hvad der skulle ske. Hvor dumt at søge hjælp hos andre i stedet for. Vi laver ikke bogstavelige gudebilleder, men vi kan nemt have "andre guder" og om ikke det, så vor egen idé om, hvordan Gud er. Lad os holde os til Bibelens Gud, sådan som Helligånden åben-barer ham for os. Det er et privilegium at høre ham til; lad os skrive i vor hånd "tilhører Herren" (5)! HUSKEVERS: Åbenbaringen 1:8. 713 Esajas 44:21-28 Jeg har dannet dig, du er min tjener Herren dannede Israel og kalder det sin tjener; Israel har svigtet, men Herren sletter deres overtrædelser og løskøber det. Hedningekongen Kyros kalder han "Min hyrde!" som skal udføre alt det, Herren vil! Herrens magt er ikke indskrænket til Israel, eller til dem, der kender ham. Han styrer Kyros' livsbane, bereder vejen foran ham, så han vinder sejr over natio-nerne, altsammen for Israels skyld, at Jerusalem og templet må blive genop-bygget. HUSKEVERS: Åbenbaringen 4:1 714 Esajas 45:1-13 Jeg er Herren, Israels Gud, der kalder dig ved navn Det understreges videre, at Kyros' sejr vil være helt og holdent Her-rens værk. Fordi Herren er almægtig, kan alt, hvad der sker, tilskrives ham (derfor kaldes han mørkets og ulykkes skaber, foruden kilden til lys og fred, 7). Det fratager dog ikke andre deres personlige ansvar. Jobs historie gør dette så klart - Satan bragte ulykkerne over Job, men han måtte indhente Guds tilladelse først. Det er en stor trøst at huske på, at Herren er den eneste, der har virkelig magt, og at alt er underlagt ham. HUSKEVERS: 1. Petersbrev 4:11 715 Esajas 45:14-25 En retfærdig Gud...der frelser, der er ingen anden Der er kun én Gud! Det bliver understreget gang på gang. Han er Skaberen, så alt det skabte tilhører ham. Han er Israels frelser, men hans frelsesgerning er meget større. Den vide jord kaldes til at vende sig til ham og blive frelst; for der er ingen anden Gud, ingen anden redning eller mulighed for at frelses fra fortabelse som følge af syndefaldet. Men der behøves heller ingen anden! Denne Gud er en ret-færdig, frelsende Gud. Vi kan trygt vende os til ham; kun hos ham er der retfærdighed og styrke. Ingen kan undgå til sidst at bøje sig for ham, men frelsen består i at gøre det nu. HUSKEVERS: 1. Timotheusbrev 2:5 235

716 Esajas 46 Til I bliver grå, bærer jeg på jer Babels guder af guld og sølv måtte bæres af deres tilbedere, men Israels Gud bærer dem! De kan ikke bestå for Israels Gud. Han er den eneste san-de Gud. Denne Almægtige Gud er ikke en fjern magt, der kun griber ind i forholdet mellem nationerne. Han tager sig af de grå hår! Alderdommen medfører svækkelse, og usikkerheden om, hvordan fremtiden skal klares. Dér står Gud med åbne arme, så at sige, for at bære sine børn det sidste stykke vej. Han holder sit løfte til det sidste: "Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke" (Hebr. 13:5). HUSKEVERS: Salme 71:17-18. 717 Esajas 47 Han, som løskøber os, Hærskarers Herre Babels stolthed og selvsikkerhed vil ende brat. De havde sejret over Israel, fordi Herren havde brugt dem til at tugte sit folk. Men de havde udnyttet deres magt grusomt, og deres egen straf var på vej. Herren var Israels løskøber, og når han greb ind for at frelse sit folk fra kaldæernes magt, var der ingen, der kunne hindre ham deri. Han har løskøbt os fra Satans magt ved sit dyrebare blod - vi er befriet fra mørkets herredømme! Det er ikke, fordi vi er stærke, at vi ikke ligger under for mørkets magt, men fordi Jesus Kristus er vor Forløser. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 8:36. 718 Esajas 48:1-19 For mit navns skyld holder jeg igen på min vrede Israels hårdhed (4) minder os om vor egen. Det er svært at bøje sig, ubehageligt at ydmyge sig. Skulle Herren vente på noget i os som grundlag for at frelse, var vi håbløst fortabt. Men som med Israel griber han ind for sit eget navns skyld (11). Men vi må aldrig glemme, at hans vrede er vendt fra os i kraft af, at den faldt på Jesus Kristus som vor stedfortræder. Det er af nåde alene, at Herren har løskøbt os og fører os frem ad den rette vej. Den rette vej er korsets vej, hvor vor hårdhed bliver bøjet, og Kristi sindelag får magten. HUSKEVERS: Esajas 53:6. 719 Esajas 48:20-49:13 Derfor gør jeg dig til et lys for folkene Midt i profetien om Israels politiske udfrielse fra Babylon bryder løftet ind om den langt mere vidtrækkende frelse, som Herren har beredt for hele jorden. Den lovede nationalhelt bliver til "et lys for folkene", verdens Frelser (6, se Joh. 4:42). Derfor kan vi læse om Israels frelse som beteg-nende for alles frelse. Herren sætter fanger, bundne i syn-dens mørke, i fri-hed; han mætter de sultne 236

og tørstige, fører dem til livets kildevæld; han jævner vejen foran dem (9-11). Følger vi vor Herre Jesus Kristus, som er verdens lys, vil vi aldrig fare vild. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 8:12 720 Esajas 49:14-26 Selv om de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig Det ømmeste forhold blandt mennesker, en mors til sit barn, slår ikke til som udtryk for Herrens kærlighed til Israel; det kan aldrig ske, at Herren glemmer Israel. Herrens løfter til Israel om, at han elsker dem og aldrig kan glemme dem, kan vi tage til hjertet, for det gælder ikke mindre os. Det har Jesu forsoningsdød på korset bevist. Herrens kærlighed bygger ikke på, at vi er elskelige og fortjener den, men på Guds egen trofasthed. Han vil forblive tro mod Israel, og han vil forblive tro mod menigheden, som han har købt med Jesu dyrebare blod. HUSKEVERS: Efeserbrevet 3:18-19. 721 Esajas 50 Hver morgen vækker han mit øre Herrens tjener må have disciplens tunge, dvs. han taler det, han hører fra Herren. Vi må følge hans eksempel, så vidt vi kan. Det væsentligste er at lytte til, hvad Herren siger. Han åbner vort øre, så vi kan høre; lad os udnytte anledningen til det hver morgen. Herren, som frikender os, er nær, når vi anklages, så enhver anklage falder bort. Herrens tjeners lidelser (6) viser primært hen til Herrens Tjener frem for alle, vor Herre Jesus Kristus. Han led, for at evangeliets budskab om frelse kunne virkeliggøres. Han giver ordet liv. HUSKEVERS: Salme 143:8. 722 Esajas 51 Du folk med min lov i hjertet! Frygt ikke.. Der er megen opmuntring at hente i dette kapitel. Herrens trøst til Zion er også til os. Modsætningen mellem den skabte verdens for-gængelighed og Skaberens evige frelse lægges til grund for befalingen om ikke at frygte mennesker (6-8). Set i det lys, er menneskefrygt tåbelig. Det understreges igen i 12-13: frygter vi for dødelige men-nesker, er det fordi, vi har glemt Herren, der skabte himlen og jorden. Hvordan kan Herrens suverænitet virke overbevisende på os, så den styrer vor indstilling til det, vi ellers ville frygte? Hemmeligheden er at gemme Guds lov, Guds ord i vort hjerte (7). HUSKEVERS: Salme 56:4-5 723 Esajas 52 Hvor herligt lyder budbringerens fodtrin Judæerne kunne kun adlyde Herrens opfordring til at stå op og befri sig for 237

lænken, fordi Herren havde brudt deres undertrykkeres magt. Dette var det gode budskab om fred og frelse, der vil blive forkyndt. Paulus citerer netop dette vers 7 i Rom. 10:15, hvor han taler om evangeliets forkyndelse. Evangeliet er godt nyt om Satans nederlag, om at syndens magt er brudt. Det må forkyndes, gøres kendt, så de, der træller under syndens åg, kan sættes i frihed og få fred med Gud. Samtidig er der en stærk opfordring til at forlade byen og dens urenhed, som citeres i Anden Kor.6:17 møntet på os. HUSKEVERS: Romerbrevet 6:17. 724 Esajas 53 Han blev gennemboret for vore overtrædelser Hvilken åbenbaring Esajas fik af vor Frelser! Når vi læser dette kapitel med så klar en tilkendegivelse af Jesu Kristi stedfortrædende lidelser, må vi erkende, at det er Guds Ånd, der taler gennem profeten. Jesu Kristi fornedrelse er beskrevet i al sin gru - han var foragtet af men-nesker - og så får vi at vide, at det var for menneskers, for vores skyld! Den straf, vi havde fortjent, faldt på ham; vi vendte os hver sin vej, og han fik skylden derfor. Det er et mysterium, en hemmelighed, en uudgrundelig gåde, at han ramtes for vore overtrædelser og således gør os retfærdige! HUSKEVERS: 1. Petersbrev 2:24 725 Esajas 54 I stor barmhjertighed tager jeg dig tilbage Straffen er overgået Herrens tjener, nu træder Herrens barm-hjertighed og nåde mod hans folk stærkt frem. Dommen er ovre, nu kan Herrens kærlighed mod hans folk finde udtryk. Hvor er det vid-underligt at læse og vide, at også vi omsluttes af denne barm-hjertighed og kærlighed, hvis vi i Jesus Kristus har søgt tilflugt fra Guds retfærdige vrede. "Israels Hellige" er også "hele jordens Gud" (5). Læg mærke til, hvordan Gud beskriver sit for-hold til sit folk som personligt og kærligt, som en ægtemand, der barm-hjertigt tager sin utro hustru tilbage, for han løskøber hende fra hendes forbrydelse. HUSKEVERS: 2. Korinterbrev 1:3 726 Esajas 55 Søg Herren, når han er at finde De kendte og ofte citerede 8-9 er forbundet med 6-7. Det er den ugudelige og den onde, der må forlade sine veje og planer og vende sig til Herren for at finde den tilgivelse, som han så gerne giver. Vi behøver åbenbaring for at komme ind i Herrens planer og veje. Han giver vand til dem, der ingen penge har, og sælger korn og vin for intet (1)! Han retfærdiggør de ugudelige, mens de "gode" ikke kan bestå for ham - det er dog "uretfærdigt"! Men godt for os, at vi må søge 238

Herren for at finde nåde, ikke for at få som fortjent! Lad os takke ham derfor. HUSKEVERS: Romerbrevet 5:1-2 727 Esajas 56 Lykkelig den,... der holder... sabbatten Det menneske er lykkelig, der ikke vanhelliger sabbatten m.m. Sabbats-budet fremhæves igen i 4 og 6. Hvorfor nævnes dette bud så specielt? Og-så når de ti bud gives i Anden Mos. 20 får det en udførlig omtale, 4 vers, og det knyttes til skabelsesberetningen. Skal denne hellige dag, som ved Jesu opstandelse er blevet til den Første dag i ugen (trods nymodens kalendere!) minde os om, at Gud har fuldført frelsen, og at vi ved tro får del i den hvile, der følger færdig gerning? (Se Hebr. kapitel 4). HUSKEVERS: Hebræerbrevet 4:10. 728 Esajas 57 At oplive den nedbøjede ånd og det knuste hjerte Afgudsdyrkerne kendetegnes af stolthed og ubarmhjertighed; de foragter og håner andre, slagter deres børn som offerdyr, og søger op på det højt, knejsende bjerg, helt blottet for ærefrygt for Gud. Herren er højt ophøjet over dem alle; de har ingen mulighed for at komme i berøring med ham. Men det er de ydmyge, de knuste og nedbøjede, som Herren møder og opmuntrer med sin livgivende kraft. Hans vrede har været over dem, men hans nåde følger efter, for han ynkes over dem som sine egne skabninger. Han giver dem fred (19). HUSKEVERS: Salme 51:19. 729 Esajas 58 Du bliver som en frodig have Israel fastede og ønskede at kende Herrens veje; men han befalede pro-feten at vække dem til syndserkendelse. De forstod ikke, hvorfor Herren ikke svarede dem, men Herrens svar afslører, at deres faste var en tom religiøs handling, som slet ingen genklang fandt i Himlen. Den rette "faste" var at handle retfærdigt, sætte undertrykte fri, give brød til de sultne, klæde de nøgne og huse de hjemløse. Da vil Gud velsigne dem. Det er ikke, at vi ved at gøre det rette fortjener Guds velsignelse, men at vi ved hykleri forhindrer ham i at vise os nåde. HUSKEVERS: Jakobsbrevet 1:25 730 Esajas 59 En løskøber skal komme til Zion Herrens arm er ikke for kort til at frelse, eller hans ører for døve til at høre. Det var Israels tilstand, der hindrede ham i at gribe ind og redde dem. Det var som om, de havde forskanset sig bag en barriere af synd og hykleri; løgn og uret 239

trivedes iblandt dem, og de havde sat sig uden for Herrens påvirkning. Men i denne håbløse situation er det alligevel Herren, der griber ind (15 flg.). Der er ingen anden, der kan. Han gengælder gerningerne fuldt ud, men det er løskøberen, der står i brechen, vor Herre Jesus Kristus, som vi læste om i kapitel 53 HUSKEVERS: Kolossenserbrevet 2:13-14 731 Esajas 60 Herren skal være dit evige lys Hvilket dejligt kapitel om Jerusalems kommende herlighed! Lyset stråler derfra, men det er Herrens herlighed, der skinner. Sådan må Guds folk, og vi iblandt dem, være i denne verden. Det er mørkt om-kring os (2), men Jesus fortalte sine disciple, at de var verdens lys. Profetien rækker ud over den nuværende verden til evigheden, hvor sol og måne ikke mere behøves, for Herrens herlighed lyser klart (se Åb. 21:23). Det nye Jerusalems mure kal-des Frelse, og dets porte Lovsang. Frelse er den mur, der skiller menigheden fra verden, og Herren er dets lys. Derfor strømmer der lovsang ud derfra! HUSKEVERS: Salme 100:4 732 Esajas 61 Min sjæl jubler over min Gud Igen et herligt glimt ind i fremtiden. Jesus citerede vers 1 og anvendte det på sig selv. Han var Herrens salvede, der bragte godt budskab og lægedom for knuste hjerter og udråbte et nådeår fra Herren (Luk. 4:18-21). Denne del af profetien er stadig aktuel. Det gode budskab for knuste hjerter er betroet menigheden. Det er vores ansvar at gøre det kendt, at søge at sprede det omkring os, og bede om, at flere må finde den glæde i Herren, der kommer af at aflægge sørgedragten og blive "klædt" i hans frelse og retfærd. HUSKEVERS: Lukasevangeliet 1:47. 733 Esajas 62 Du skal få et nyt navn, som Herren selv bestemmer Et nyt navn er udtryk for en ny natur, en ny status. I stedet for at blive kaldt Den Forladte, skal Juda kaldes Elsket, fordi Herren elsker hende og tager sig af hende, som en mand sin hustru. Han glæder sig over hende, som en brudgom over sin brud. Judas nye stilling omtales som nutidig, og dog som fremtidig. Der skal vægtere på Jerusalems mure for at minde Herren om, hvad han har lovet at gøre for Jerusalem (6-7). Vi kan være med i denne forbøn. Vi er en del af dette folk med disse navne, Herrens Elskede og Løskøbte, som han aldrig vil forlade! HUSKEVERS: Efeserbrevet 3:20. 240

734 Esajas 63 Jeg vil prise Herrens trofasthed Hævnens dag viser, at der må ske frygtelige ting, når Frelseren skrider til doms og renser sin jord! Han har dog selv givet sig hen under Guds vrede, så han kan vise barmhjertighed og godhed mod dem, han har løskøbt. Herrens Ånd havde udfriet Israel fra Egypten ved Moses, og ledt dem gennem ørkenen; men også dengang havde de bedrøvet Herren, som de har gjort mange gange siden, og derved kom de i stor nød. Bønnen er, at Gud for sit navns skyld igen vil vise sig som deres Løskøber og kendes ved dem, selv om Abraham næppe ville gøre det! HUSKEVERS: Efeserbrevet 2:8. 735 Esajas 64 Vi er allesammen dine hænders værk Gud prises som den eneste Gud, der hjælper dem, der håber på ham. Men de erkender, at de har bragt hans vrede over sig ved deres synd. Dog gør de krav på at være hans børn: Herre, du er jo vor Fader (7). Det er en vidunderlig sandhed, at det skyldige barn forbliver et barn, som den fortabte søn erfarede det, da han vendte hjem til sin far (Luk. 15:21-24). Guds folk angrede og appellerede til Herren, at de dog var hans hænders værk; han måtte se i nåde til dem og det brændte tempel. (Det var endnu ikke ødelagt, men Esajas så den fuld-endte dom.) HUSKEVERS: Hebræerbrevet 4:16. 736 Esajas 65:1-16 Mine tjenere skal spise, men I skal sulte Herren havde ikke nægtet det genstridige folk adgang til sig; tværtimod forsøgte han at få dem i tale (1-2), men de holdt fast ved afgudsdyrkelse og forkastede ham. Derfor måtte han straffe dem. Når han trækker forskellene op mellem "mine tjenere" og "I, som svigter Herren", er det derfor ikke et vilkårligt valg, han gør. Hans tjenere mættes - de andre sulter; hans tjenere glædes - de andre er fortvivlet. De ender i den forbandelse, der er uundgåelig, når man er gået bort fra den eneste sande Gud. Men Herrens tjenere tilfreds-stilles. HUSKEVERS: Salme 16:11 737 Esajas 65:17-25 Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord Nu rækker profetien langt ud i fremtiden og giver os et glimt af en ny himmel og en ny jord. Ikke engang mindet om alt det gamle kaster en skygge over den nye tilværelse. Det er kun glæde og fryderåb, og skrig hør-es ikke mere! Forældelsens princip (Rom.8:21), der lægger sin ødelæggende hånd på alt i tilværelsen, som vi kender den, er stærkt svækket, selv om døden endnu ikke er 241

afskaffet. Det tyder på, at vi er i tusindårsriget. Dyrene er helt omskabt, og der findes ikke kødædere mere med nødvendighed for at dræbe. Vi er tilbage i Edens have! Syndens forbandelse er fjernet. HUSKEVERS: 2. Pertesbrev 3:13,14 738 Esajas 66:1-11 Himlen er min trone, jorden min fodskammel Det er godt at løfte øjnene og betragte Guds storhed, så vi får det rette perspektiv. Han skabte det hele; intet, som mennesker kan bygge, kan imponere ham. Templet kan ikke huse ham - det vidste Salomo. Denne almægtige Gud ser hellere til den, der bæver for hans ord; han væmmes ved tom religion, men han kommer til den hjælpeløse og modløse. Esajas ser frem til det babyloniske fangenskab; der var der intet tempel, men mænd som Daniel havde samfund med Gud. Kristus har åbnet vejen ind til den hellige Gud. Der behøves hverken præst eller kirke for at opnå forbindelse med ham. HUSKEVERS: Efeserbrevet 2:17-18. 739 Esajas 66:12-24 De skal fortælle folkene om min herlighed Esajas taler om jødernes tilbagekomst til Jerusalem, men hans ord rækker videre. Alle folk er inkluderet, og vi gør næppe forkert i at se evangeliets forkyndelse omtalt i vers 19. Det bringer "fred som en svulmende flod" (12 gl.o.) til den, der tror. Vi kan måske undre os over, at Esajas, der har givet os så vidunderlige profetier, skulle slutte med et vers som 24 Men det er i hvert fald en advarsel mod at falde fra Herren og gå glip af de herligheder, han har talt om, og en påmindelse om aldrig at glemme, at Herren har frelst os fra fortabelse. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 5:24 242

JEREMIAS BOG 740 Jeremias 1 Du skal ikke frygte dem, for jeg er med dig Jeremias profeterede i ca. 40 år, fra Josija til landflygtigheden. Han var ung, da han blev kaldt, og veg tilbage for ansvaret. Men Herren kendte ham og udrustede ham til det, han kaldte ham til. Han kunne, fordi Herren ville det! Vi kan, hvad Herren vil. De to syner, han så, gav ham hovedindholdet af alle hans profetier i de 40 år: først, at de vil gå i opfyldelse; dernæst, at Juda vil blive erobret af fjender nordfra. Det var et svært budskab at bringe, men Herren befalede Jeremias ikke at være bange, men tale, fordi han var med ham. HUSKEVERS: Lukasevangeliet 12:4-5 741 Jeremias 2 De har forladt mig, en kilde med levende vand Herren minder om, at han førte sit folk ud af Egypten og gav dem deres land. Men Juda har vendt sig fra ham og søgt andre guder, en uhørt ting. De har byttet kilden med levende vand for revnede cisterner! Herren har bragt ulykke over landet for deres troløsheds skyld: "lad din ulykke tugte dig", siger han. Men Juda holder sig til afguderne, og alligevel mener de ikke, de har syndet (35). Må vi ikke bedrage os selv og tage syndsforladelsen som en selvfølge, men virkelig søge ind til ham, der alene har det levende vand! HUSKEVERS: Johannesevangeliet 4:14 742 Jeremias 3 Se, vi kommer til dig, for du er Herren vor Gud Israel har fået sit skilsmissebrev: hun er bortført til Assyrien. Juda har vendt sig til Herren, men det er ikke af hele sit hjerte. Det er nok Josijas reform, der sigtes til (Anden Krøn.34-35). Hvor helhjertet, kongen end var, afslører frafaldet efter hans død, at det var folket ikke. Kaldet til omvendelse blandes med løftet om en ny tid, hvor der ikke er brug for pagtens ark (16), selv om den var helt central under den gamle pagt (AndenKrøn.5:7-10). Vi lever under den nye pagt, hvor Guds lov er skrevet på vort hjerte, og Jesus Kristus har åbnet vejen helt ind til Gud. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 9:11-12 743 Jeremias 4 Rens dit hjerte fra ondskab... så du kan frelses Omvendelsen måtte gå i dybden; omskærelsen var ingen bevis på, at de var Guds folk, om ikke deres hjerter var omskåret (1-4). Paulus siger det samme og med større vægt efter Kristi død og opstandelse. Ingen kan bedrage Herren ved 243

ydre ting; han kender vort hjerte, om vi er født af Ånden eller ej (Joh.3). Jerusalem opfordres endnu en-gang til at rense hjertet for ondt, før det er for sent (14). Jeremias ser det krigshærgede og ødelagte land, som om dommen allerede er faldet over det, og han gruer for synet; det var ingen let opgave at være domsprofet. HUSKEVERS: Romerbrevet 2:29. 744 Jeremias 5 En eneste, der øver ret... så vil jeg tilgive byen Jeremias kan ikke finde nogen blandt folket eller lederne, der øver ret og taler sandt. Alle fortjener den dom, som han må profetere for dem; der er ingen der danner grundlag for Herrens tilgivelse. Det kan Jesus Kristus; han er den eneste retfærdige, som bad om tilgivelse for syndere. Jeremias minder om Herrens magt: det er et tåbeligt folk, der ikke frygter ham, der hersker over havets grænser, og som sender regn i rette tid, så høsten sikres (22 og 24). Denne Skaber har folkets skæbne i sine hænder; det er selvmord at stå ham imod. HUSKEVERS: Efeserbrevet 4:32 745 Jeremias 6 Spørg efter de gamle stier... vejen til det gode Ind imellem dommens gru er der endnu et kald til omvendelse, for formålet med profetien er, at de må vende sig til Herren, så han kan skåne dem. Ved at søge de gamle stier vil de finde hvile for deres sjæle, men det vil de ikke! På "de gamle stier" er vejen til alt godt (gl.o.), de evige værdier, den evige uforanderlige Gud og Skaber (Sl.102:26-28). Hans stier har de forladt, og de nægter at søge tilbage. Han har givet dem profeter, som advarer dem, men de vil ikke høre dem. Et sådant folk, som ikke vil lære af Herrens tugt, bliver som vraget sølv! HUSKEVERS: Salme 25:4-5 746 Jeremias 7 Gør jeres færd og jeres gerninger gode Jeremias' tale ved templet skulle have vakt folkets samvittighed. De stolede på løgnetale, at templet var en garanti for, at Herren ikke kunne prisgive Jerusalem. Men de forbrød sig mod alle Guds bud: de stjal, slog ihjel, bedrev utugt, sværgede falsk, dyrkede afguder; så kom de i Herrens hus og troede, at alt var i orden! Så bedragerisk kan et menneskehjerte være! Men hvem kender sig selv til bunds? Når vi hører Herren til, må det påvirke vort liv. Lad os ikke undskylde vore fejl, men bekende dem for Herren og søge nåde til at blive forvandlet. HUSKEVERS: Efeserbrevet 4:24 244

747 Jeremias 8 De vise er blevet til skamme, forkastede Herrens ord Der er intet håb for Jerusalem, fordi de ikke vil lade sig advare. Her-ren lytter til folket, men der er ingen, der angrer. Tværtimod synes de ikke at vide, at de er faldet fra Herren! De roser sig af, at de har Herrens lov. Henviser det til, at lovbogen er fundet? (Anden Krøn.34:14 flg). Men Herren siger, at de har vraget hans lov, og derfor har de ingen visdom (9 gl.o.). Herrens lov er visdoms kilde, det ved vi; men også vi må vogte os for det selvbedrag at rose os af Herrens lov, mens vi i virkeligheden vrager den og lever vort liv efter verdslige principper. HUSKEVERS: Salme 119:98-100. 748 Jeremias 9 Hvem er den vise, der forstår dette? Hvem er vis nok til at forstå, hvorfor Judas land bliver ødelagt, så alle, der bor der, lider? Herrens svar er, fordi de forlod hans lov. De be-drager hinanden, øver vold, ingen er troværdig, og de nægter at ken-de Herren. I Judas tilfælde bragte større privilegium større ansvar, men menneskehedens elendighed ned gennem tiderne og i vore dage har samme årsag: vi har forladt Gud. Kun Guds ufortjente nåde skå-ner os, der endnu har det godt. Har vi visdom til at kende Herren, så-ledes at vi kan give ham ret i, hvad han gør (23-24)? HUSKEVERS: Åbenbaringen 19:1-2 749 Jeremias 10 Herren er den sande Gud, han er den levende Gud Afguder er menneskeværk. Den levende Gud har skabt himmel og jord. Guder, der ikke har gjort det, skal forsvinde! Det skal alt menneskeværk i øvrigt. Mennesker er stolte af, hvad de kan, måske især i vore dage, men det er intet at regne mod, hvad Gud kan; sammenligningen er selvfølgelig latterlig. Det eneste fornuftige, et menneske kan gøre, er at bøje sig under denne vældige Gud. Vi ved med Jeremias, at vi ikke har magt over vor egen vej, men er afhængige af Herren. Behøver vi hans tugt, lad os så bede med Jere-mias om, at den må blandes med nåde, for han elsker os (23-25). HUSKEVERS: Hebræerbrevet 12:9-10. 750 Jeremias 11 Hør denne pagts ord, og følg dem! Jeremias skal minde folket om pagten, som Herren indgik med deres fædre, da de blev udfriet fra Egypten. De skulle adlyde ham, hvis han skulle være deres Gud og de hans folk, og han vil give dem det forjættede land. Han havde opfyldt løftet om at give dem landet, men de havde været ulydige, de havde brudt pagten, og de fortjente forbandelsen, der var indbygget i den. Han kalder stadig 245

Juda sin "elskede", men det nytter ikke, at hun kommer med ofre i hans hus, når hun ikke omvender sig fra sin synd og stadig dyrker afguder. HUSKEVERS: Jakobsbrevet 1:21 751 Jeremias 12 Herre, du får ret, når jeg anklager dig Midt i alle sine profetier om den kommende dom kan Jeremias ikke lade være med at udtrykke sin forargelse over, at det går de uret-færdige godt, selv om han gør det med ærbødighed for Herren. Må-ske kommer der en dommens dag for dem engang; men Jeremias er utålmodig, som vi alle kan være det, og derfor får vi problemer, der slet ikke er problemer i evighedens lys, dvs. i Guds lys. Vi vil have alt til at "gå op" med det samme, så den skyldige straffes, og den retfærdige belønnes. Vi glemmer, at for Gud er tusind år som en dag, og en dag som tusind år. Gud har altid et formål, når han venter. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 10:35-36. 752 Jeremias 13 Hør efter og lyt uden hovmod, for Herren taler Så tæt som bæltet om lænden havde Herren sluttet sit folk Israel til sig, men de satte ikke pris på denne ære og holdt sig til andre guder. Ved at komme bort fra deres Gud var de blevet som bæltet, Jeremias gravede op: de var ødelagte og duede ikke til noget. Vor duelighed er afhængig af vort forhold til Herren. Skal vi være til nytte, må vi være i hans nærhed og høre hans ord. Kan vi unddrage os en sådan forret, når han har forbarmet sig over os og gjort os til sit folk? HUSKEVERS: 1. Petersbrev 1:23 753 Jeremias 14 Det er dig, Herre, vor Gud, som vi håber på Tørken, der lagde landet øde, var ikke en tilfældighed. Juda bad om hjælp; de bekendte deres synder og påberåbte sig at være Herrens folk: "Du bor hos os, Herre" (7-9). Men Herrens svar til Jeremias viser, at deres anger ikke var ægte (10-12). Der var falske profeter, der gav tomme løfter om redning, og det afslører, at folket gerne lyttede til dem. Måske er det Jeremias, der udtaler bønnen på folkets vegne i 19-22, og han berører en vigtig sandhed i vers 22 Herren er herre over naturen, deriblandt regnen. Han giver den oftest ganske ufortjent, men han kan bruge tørke som tugtelsesmiddel. HUSKEVERS: Apostlenes Gerninger 14:15b-17. 754 Jeremias 15 Dine ord blev til fryd for mig Det var svært for Jeremias at gå imod alle andre og fortsat forkynde dom (1-9). 246

Han bliver mismodig og udøser sit hjerte for Herren: hans tjeneste har gjort livet uudholdeligt for ham. Herrens svar både tilretteviser og opmuntrer (19-21). Jeremias må omvende sig fra sin de-pression, og Herren vil føre hans omvendelse igennem. Han må ikke dvæle ved sine vanskeligheder, så mismod får overhånd. Han har sagt, at han fryder sig over Herrens ord, og han skal holde sig til det. Kun ved at stå urokkeligt fast på det, kan han fortsat være Herrens talerør. Da er Herren med ham, og ingen kan skade ham. HUSKEVERS: Kolossenserbrevet 1:10-11 755 Jeremias 16 Jeg har taget min barmhjertighed fra dette folk Det lyder så strengt, at Herren forbyder Jeremias at vise folket medynk. Hvorfor vil Herren ikke vise dem barmhjertighed? (5) Fordi de er helt uden syndserkendelse (10). De har ikke troet på domsbud-skaberne og omvendt sig. Når de ikke var deres synd bevidst, kunne Herren ikke skåne dem, for så ville de bare fortsætte. De måtte igennem nederlag og landflygtighed. Hvor det ligner det Jerusalem, som Jesus red ind i palmesøndag (Lukas 19:41-44). Men Herren længes efter at få tugten overstået, for allerede nu lover han at føre dem tilbage. Herren viser gerne nåde (derfor døde Jesus for os) men vi kan kun erfare nåde ved at vende om fra synd. HUSKEVERS: Matthæusevangeliet 23:37. 756 Jeremias 17 Velsignet den mand, som stoler på Herren Hvor godt midt i så mange trusler om dom og straf at læse om den velsignelse, der hviler over den, som stoler på Herren (7-8)! Hans liv forfris-kes til stadighed af levende vand, for han har sine rødder i livets kilde. Det har været en opmuntring for de få, der frygtede Herren. De næste vers (9-10) om hjertets bedrageriskhed får os til at bede Herren om at ransage vores hjerter, at vi ikke skal tro, at vi stoler på ham, hvis vi i virkeligheden stoler på mennesker. Indskærpelsen af sabbatsbudet var en konkret prøve, om folket ville adlyde eller ej. HUSKEVERS: Salme 139:23-24 757 Jeremias 18 Som leret i pottemagerens hånd er I i min hånd Lektionen i pottemagerens hus er vigtig. På den ene side viser den, at et dømt folk har endnu mulighed for at omvende sig og blive reddet. Nineve i Jonas' bog er et klart eksempel. På den anden side, når Herren velsigner et folk, er det ingen ubetinget garanti for evig lykke. Falder de fra Herren, ændres også velsignelsen. Lad os tage både opmuntringen og advarslen til os. Vi er som ler i 247

hans hænder. Er vi kommet på afveje, skal vi ikke fortvivle, men omvende os og lade ham tage fat på os; er vi på rette vej, må vi ikke være selvsikre, men til stadighed bede om hans omskabende nåde. HUSKEVERS: Filipperbrevet 2:12-13 758 Jeremias 19 For de har gjort nakken stiv og vil ikke høre En knust lerkrukke er helt ødelagt. Med denne slående illustration advarer Jeremias Judas ledere om den ulykke, der truede Juda for dets afgudsdyrkelse og uretfærdighed. I stedet for at være ler i den himmelske Potte-magers hånd, var de som den stive krukke, der ikke mere lod sig ændre. Forblev de i denne stivnakkede indstilling uden at lade sig påvirke af Herrens ord, ville de blive knust uden redning. Lektionen i pottemagerens hus lader dog ane, at ved at omvende sig kunne de endnu blive til blødt ler med mulighed for omskabelse. HUSKEVERS: Jakobsbrevet 4:7-8. 759 Jeremias 20 Syng for Herren, lovpris Herren Den "hårde" domsprofet udadtil har et blødende hjerte. Han lider så meget under sit kald, at han har forsøgt at nedlægge det og ikke mere tale i Herrens navn (9). Men han kan ikke lade være, det brænder i ham. Herren "lokkede" ham (gl.o. tvang), men "jeg lod mig lokke"; han var ikke en robot. Han bøjer sig for Herrens stærke røst i sit indre; koste hvad det vil, han må tale. Noget af denne "frivillig tvang" ledte vor Herre Jesus til at udføre Guds vilje helt til korsets bitre skænd-selsdød. Men han sang lovsang til Herren skærtorsdag aften! (Matt. 26:30) HUSKEVERS: Salme 118:13-14 760 Jeremias 21 Den, som... overgiver sig... skal leve Sidkija håbede på et under fra Herren til frelse fra fjenden. Det var naturligt. Jeremias' budskab fra Herren var klart: det vil ikke ske! Men han fortalte, hvordan judæerne kunne redde livet: ved at overgive sig til kaldæerne. De kunne ikke længere redde Jerusalem, men bøjede de sig under Herrens tugt, som her betød at overgive sig, ville de redde livet. Det var ved at overgive sig i magtesløshed, ikke for sin egen synd, men for vores, at Jesus Kristus vandt livet på vore vegne. Vor vej til livet er også gennem ubetinget overgivelse. HUSKEVERS: Romerbrevet 6:6. 248

761 Jeremias 22 Er det ikke at kende mig? siger Herren Anklagen mod Judas sidste konger var, at de ikke regerede retfærdigt. Social uretfærdighed og undertrykkelse florerede, mens de selv lev-ede i luksus. Jojakim følte sig tryg og ville ikke høre Herrens røst; han var blottet for gudsfrygt. Deres far Josija havde vist et helt andet sindelag; han øvede ret og hjalp de fattige; det var at kende Herren! Denne advarsel er også aktuel for os. Lad os bede Herren om at afsløre for os, om der er områder i vort liv, hvor vi ikke handler som dem, der kender Herren. For Gud er gudsdyrkelse ganske praktisk. HUSKEVERS: Jakobsbrevet 1:27. 762 Jeremias 23:1-8 Dette navn "Herren er vor Retfærdighed" Judas hyrder havde ikke taget sig af fårene; det havde ført til adspredelsen, men Herren vil samle en rest, føre dem tilbage til landet og give dem andre hyrder. Dette løfte fører til løftet om den endelige Hersker og Konge, der skal opstå i Davids hus. Hans navn, "Herren er vor Retfærdighed" viser, hvem han er. Ved hans opstan-delse fra de døde påskedag, blev dette navn en realitet og ikke blot en talemåde. Han er blevet os retfærdighed fra Gud. HUSKEVERS: 1. Korinterbrev 1:30. 763 Jeremias 23:9-40 Hvem står i Herrens råd og ser og hører hans ord? De falske profeter ikke blot undlod at advare dem, der ringeagtede Herrens ord, men lovede dem lykke. Da de ikke selv bævede for Her-rens ord, men lod sig inspirere af ønsketænkning, som de havde bildt sig ind, ville ske, førte de folket vild. Hvis de havde lyttet til Herren, ville de havde forstået, at Herrens vrede var ved at bryde løs mod folket og at et kald til omvendelse var eneste redning. De, der som Jeremias bringer Herrens sande ord er oftest upopulære, for mennesker har ikke lyst til at høre Guds krav om omvendelse med advarsler og dom, men elsker deres egne veje. HUSKEVERS: 2. Timotheusbrev 4:2-3 249

764 Jeremias 24 Jeg giver dem et hjerte, så de kan kende mig De judæere, som var sluppet for at blive ført bort til Babylon, var tilbøjelige til at tro, at de var bedre end dem, der var gået i land-flygtighed. Herren viser Jeremias, at det modsatte er tilfældet. Det er hos de bortførte, at landets fremtid ligger. Vi kender et par af disse "gode figener", Daniel (Dan. 1:1-7) og Ezekiel (Ezek. 1:1-3). Herrens løfter til dem går videre end til jøder-nes tilbagevenden til Jerusalem og peger frem til den nye pagt beseglet med Jesu blod. Han skriver sine love i vores indre ved sin Helligånd, så vi kan lære ham at kende. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 8:10. 765 Jeremias 25 Tag dette bæger vin, vredens bæger Det opmuntrende i dette noget dystre kapitel er, at Herren styrer begivenhederne. Vredesbægeret er en talemåde - Jeremias kan ikke bogstaveligt have fået alle disse nationer til at drikke det - men det understreger, at de kommende krige, hvor Babylon får magten over området i 70 år, dybest set er styret af Herren. Vi viger tilbage fra at se Herrens hånd i en krig, men på den anden side er Herrens dom over nationernes ugudelighed en realitet og må føre til lidelser og ulykke. Bliver hans kald til omvendelse konsekvent afvist, dømmer han til sidst. HUSKEVERS: Åbenbaringen 19:1-2 766 Jeremias 26 I skal gøre jeres færd og jeres gerninger gode Stormændene var åbenbart tilbøjelige til at tro Jeremias' domspro-feti, mens præsterne og profeterne mente, han fortjente døden. Det er slående, at "hele forsamlingen" først støttede præsterne og profeterne (7-9), men senere stormændene (16). Jeremias kalder til omvendelse i Herrens navn, så Herren må fortryde den varslede ulykke. Blot lederne havde vist vej, havde folket nok fulgt efter. Stor-mændene reddede Jeremias fra præsternes vrede, men de synes ikke at have taget den fulde konsekvens af hans budskab og adlydt det. De nøjedes med at godkende det! HUSKEVERS: Lukasevangeliet 11:28. 767 Jeremias 27 Jeg giver den, til hvem jeg vil Det er en fremmed tanke for de fleste mennesker, og dog såre logisk, at Herren har skabt jorden og derfor giver den til hvem, han vil! Han har både magt og ret dertil. Der er ingen grund til at mene, at det er mindre sandt i dag, end da 250

Jeremias bebudede, at Herren dengang gav alle de nævnte lande i Babels hånd. Den beslutning krævede ikke at blive godkendt af nationerne indbyrdes, for alle var tvungne til at underordne sig! Hvad mon Herren har bestemt i dag? Lad os bede om, at vort folk må bøje sig under Gud, så han kan vise det nåde. HUSKEVERS: Apostlenes Gerninger 17:26-27. 768 Jeremias 28 Du har fået dette folk til at sætte sin lid til løgn Jeremias ville glæde sig, hvis Hananjas opmuntrende budskab var sandt, men han var lidt skeptisk. Han ville gerne forkynde noget lov-ende, men Herren havde kun givet ham domsord, som stemte med andre profeters (f.eks. Mika). Det viste sig også, at Hananjas ord var ønsketænkning; det var forræderisk at forlede folket til at stole på en løgn. Jeremias var en sand patriot, for det var bedre for dem at se dommen i øjnene nu og omvende sig for at undslippe den, end at stole på en fred, der kun eksisterede i tankeverdenen. Således kan "hård tale" være mere kærlig end rosenrøde løfter. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 6:60, 67-68. 769 Jeremias 29 Går I hen og beder til mig, vil jeg høre jer Jeremias' brev var nedslående for dem, der kun længtes hjem til Jerusalem og ikke var indstillet på at få det bedst mulige ud af deres forhold i Babylon. De ville have Jeremias straffet (27-28). Men for dem, der bøjede sig under Herrens tugt, var brevet opmuntrende (10-14). Tiden i Babylon ville vare så længe, at ikke mange ville opleve hjemkomsten. Men Herren var med dem i det fremmede; de kunne bede til ham og få svar. På samme måde er Herren med os, selv om den fulde forløsning ved Kristi genkomst lader vente på sig. Han har fredstanker med os, han giver os en fremtid og et håb. HUSKEVERS: Jakobsbrevet 5:7-8. 770 Jeremias 30 Jeg heler dine sår, læger dig efter de slag, du fik Når Juda er kommet helt ned til det punkt, hvor Herren siger: "Din lidelse er uhelbredelig, dit sår vil ikke læges" (12 flg.), begynder han at love frelse og genoprettelse. Alle har svigtet dem - nu er han med dem! Menneskelig set er det ude med dem, men han vil vende deres skæbne, han vil læge dem (17-18). Deres synder førte til Herrens straf (15), men nu forbarmer han sig over dem. Det er tugt "med måde" (11), ikke til tilintetgørelse, men til renselse. Han lover dem en glædelig og fredfyldt fremtid. HUSKEVERS: Åbenbaringen 3:18-19. 251

771 Jeremias 31:1-26 Med evig kærlighed har jeg elsket dig Jeremias har glædet sig over denne åbenbaring af Herrens kærlige hensigter med Israel efter de katastrofer, han har måttet skue. Herrens kærlighed forandrer sig ikke, og når dommen er fuldbyrdet, genopbygger han hele sit folk. Det har smertet ham at tugte dem, nu udfrier han dem med glæde af deres overmand. Han samler dem og vogter dem som en hyrde sine får. Det er svært at omvende sig til Gud; på en måde magter vi det ikke, men vi kan bede med Israel: "omvend mig, så bliver jeg omvendt" (18 gl.o.). Den bøn hører Her-ren. HUSKEVERS: Salme 119:156. 772 Jeremias 31:27-40 Jeg lægger min lov i deres indre Løftet om Judas tilbagevenden og Jerusalems genopbyggelse var delvis opfyldt som fortalt i Ezra, Nehemias og Haggaj. Men forjættelserne om den nye pagt rækker langt videre. Israel havde brudt den gamle pagt ved sin ulydighed mod Guds bud og bragt forbandelsen over sig. Under den nye pagt er Jesus Kristus menneskers repræsentant; han tog forbandelsen på sig og gav sit liv for vore overtrædelser. Gud oprejste ham og bekræftede den nye pagt med ham. Loven, Guds vilje, er skrevet i vore hjerter ved hans Ånd; Paulus kalder det: Kristus i jer, herlighedens håb (Kol. 1:27). HUSKEVERS: Romerbrevet 8:2 773 Jeremias 32 Jeg er Herren. Er noget umuligt for mig? Jeremias' bøn (16-25) handler om den sidste sætning, men først dvæler han ved Guds skabermagt, hans store gerninger mod Israel, og deres troløshed, der nu fører til, at Jerusalem vil blive indtaget meget snart. Hvorfor skal han så købe jord, der derfor er aldeles værdiløs? Herrens svar bekræfter, at byen er prisgivet pga. Israels troløshed. Men han formår at vende deres skæbne, og det lover han at gøre. Jeremias' handel skal tjene til tegn på, at det vil ske. Vi burde handle ud fra samme sikkerhed, at Herren kommer snart, som han har lovet. HUSKEVERS: 2. Persbrev 3:14 774 Jeremias 33 Jeg renser dem for al den skyld, de pådrog sig Mens byen indtages, får Jeremias endnu et budskab om den herlige fremtid, Israel engang vil få. Jerusalem skal genopbygges, landet vil få fred, og folket vil nyde Herrens tilgivelse. Kongedømmet og præste-skabet vil blive genetableret. Disse løfter fik kun en ringe opfyldelse, da jøderne vendte tilbage under Zerubbabel og ypperstepræsten Jos-va (Ezra 1:1, Hag. 1:1). Denne profeti, 252

ligesom alle andre i G.T. finder sin endelige opfyldelse i Jesus Kristus. Han er den evige Konge og Præst, der bringer fred og retfærdighed fra Gud til hele sit folk. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 4:14-16. 775 Jeremias 34 Nu har I gjort det, der er ret... men I fortrød Fra den lyse fremtid vender Jeremias tilbage til den barske nutid. Under truslen fra den angribende hær, havde stormændene indgået en pagt med Herren og frigivet deres hebræiske trælle, som loven foreskrev. Men så snart der var en lettelse i truslen - fordi fjendens hær trak sig bort fra byen (21b) - fortrød de og tvang trællene tilbage igen. Således vanhelligede de Herrens navn og bekræftede hans dom over dem. Vi vender os nemmere til Herren i de svære dage: lad os bede om nåde til også at søge ham med taknemlighed, når alt går godt. HUSKEVERS: Jakobsbrevet 5:13 776 Jeremias 35 Vil I ikke tage ved lære og lytte til mine ord? Hovedpointen i dette kapitel er at fremhæve Judas ulydighed mod Herren med rekabitternes lydighed mod deres stamfader. Det var velbehageligt i Guds øjne, at rekabitterne handlede således, for de fik Herrens velsignelse (18-19). Det var ikke så meget de ting, de gjorde, som var afgørende, men deres lydighed mod Jonadab. Hvert slægtled havde respekteret og adlydt faderens påbud. Det minder om budet: "ær din far og mor..." (Anden Mos. 20:12). Lydighed mod Gud viser sig først i lydighed mod mennesker, som det også er tilfældet med kærlighed. HUSKEVERS: 1. Johannesbrev 4:20-21 777 Jeremias 36 Læs Herrens ord, som du har skrevet i bogrullen Folket udråbte en faste for Herren, sikkert for at vinde hans hjælp mod kaldæerne, og det var en belejlig tid for Barak at læse Herrens domsord op for dem. De gjorde åbenbart intet indtryk på folket. Mika sørgede for, at stormændene også hørte dem, og de blev rædselsslagne. Men kong Jojakim viste sin foragt for Herrens ord ved at brænde bogrullen. Han ville ikke stå til regnskab for Herren. Ved sit eksempel dyssede han stormændenes uro ned; en leders ansvar er stort! Men Jojakims reaktion stadfæstede blot bogrullens ord. HUSKEVERS: 2. Korinterbrev 5:20. 253

778 Jeremias 37 Har du et ord fra Herren? Kong Jojakim er død, hans søn ført til Babylon, og Jojakims bror Sidkija er konge under troskabsed til Babylon. Han har gjort oprør og beder om Jeremias' forbøn, men retter sig ikke efter Herrens ord. Han ønsker kun, at Herren frelser Jerusalem. Jeremias forbliver tro mod Herrens ord: kaldæ-erne vil vinde slaget om Jerusalem. Senere sender Sidkija bud til fængslet, hvor Jeremias sidder som forræder, i håb om at Herrens ord har ændret sig, men han får samme besked (17). Det var ikke Herren, men Sidkija, der måtte forandre sig! HUSKEVERS: Apostlenes Gerninger 3:19. 779 Jeremias 38 Adlyd blot Herrens ord... så vil det gå dig godt Sidkija var svag og vaklende; han kom hele tiden til Jeremias for at høre, hvad han skulle gøre, men gjorde det ikke (15). Inderst inde vidste han nok, at han burde adlyde Herrens ord, men det var for svært, og han håbede mod håb, at det ville ændre sig. Det gjorde det ikke. Selv om ordet, at han skulle overgive sig, var svært, kunne Jere-mias love ham, at bare han adlød, ville det gå ham godt (20). Det er aldrig tab i det lange løb, men vinding, at adlyde Herrens ord, selv om det føles svært nu. HUSKEVERS: Salme 146:5-6. 780 Jeremias 39 Jeg lader dig undslippe... fordi du stolede på mig Den skæbne, der så længe har hængt over Sidkijas hoved, indhenter ham nu. Han veg tilbage til det sidste fra at overgive sig, men hans forsøg på at undslippe slog fejl. Jeremias havde opfordret judæerne til at overgive Jeru-salem til kaldæerne, derfor behandler de ham godt. Ebed-Melek får et specielt løfte om Herrens beskyttelse; han vovede livet for at redde pro-feten, og her bliver han selv skånet. Midt i den overvældende forvirring og et frygteligt blodbad ved byens ødelæggelse, havde Herren øje på denne mand, der stolede på ham. HUSKEVERS: Salme 146:5-6. 781 Jeremias 40 at de ikke behøvede at frygte for at underkaste sig Gedaljas ord er som et ekko fra Jeremias. Selv om det var gået så galt, at Jerusalem lå i grus, fordi judæerne ikke ville bøje sig under Herrens vilje, at de skulle tjene kaldæerne, var der stadig håb for fremtiden. Håbet lå i, at de bøjede sig under Herrens tugt og accep-terede, at kaldæerne havde magt over dem. Det var ydmygende, men nødvendigt. Der kan ske selvforskyldte lidelser i vore liv, der ikke behøvede at ske, og som vi fortryder, men som ikke er til at ændre. 254

Vejen frem er ikke at stritte imod, men at bøje sig under Herrens tugt. HUSKEVERS: 1. Korinterbrev 11:32 782 Jeremias 41 Ismael... som hørte til kongeslægten Gedaljas godtroenhed (se 40:13-16) kostede ham livet. Ammoniter-nes planer om at ødelægge den sidste rest af Juda synes at lykkes. Ismael tilhørte kongeslægten, men han forrådte sit folk. Hans fanatiske modstand mod Babel og de jøder, der bøjede sig for den uundgåelige kendsgerning, at de måtte tjene kaldæerne, gjorde ondt værre. Han gik imod Herrens ord gennem profeten Jeremias. Selv om han måske har troet, han var en patrio-tisk helt, var han lige det modsatte og tjente fjendens sag. Det minder os om Jakobs advarsel, at et menneskes vrede virker ikke det, som er retfær-digt for Gud. HUSKEVERS: Jakobsbrevet 1:19-20. 783 Jeremias 42 Hvad enten det er godt eller dårligt, vil vi adlyde Folket mente det sikkert, da de bad Jeremias om at meddele dem Herrens ord og lovede at gøre efter det. De var klar over, at det ville gå dem godt, hvis de adlød ham (6). Men mens de ventede på svaret, havde de åbenbart selv besluttet, hvad der var klogest at gøre. Jeremias kundgør dem, at Her-ren lover at beskytte og velsigne dem, hvis de bliver i landet og lader være med at tage til Egypten. Han fornemmer, at de er imod hans ord, og han minder dem om, at de selv har bedt om hans budskab, og advarer dem stærkt mod ulydighed. Ventetid er en prøvetid, der afslører, hvor dybt vore beslutninger stikker. HUSKEVERS: 2. Korinterbrev 8:11 784 Jeremias 43 Herren vor Gud har ikke sendt dig Folket ville ikke være ved, at de var ulydige, derfor måtte de anklage Jeremias for at lyve, når han meddelte dem Herrens ord. Baruk og Jeremias var deres fjender og ville lokke dem til at blive i landet og gå til grunde, når kaldæerne kom tilbage. Den vej, de selv havde valgt, måtte være Herrens vilje, for det var den bedste, den sikreste, den klogeste vej. Hvor havde Jeremias ret i, at hjertet er bedragerisk! (17:9) Lad os i hverdagen følge Herren, så vidt vi forstår ved hans nåde, og stole på, at han vil lede os i de større afgørelser. Lad os ikke være selvsikre, men frygte vore bedrageriske hjerter! HUSKEVERS: Jeremias 31:9. 785 Jeremias 44 Hvorfor skaber I stor ulykke for jer selv? Hvor sandheden dog kan drejes, når mennesker har vendt Herren ryggen! Judæerne i Egypten påstår nu, at deres ulykke skyldes, at de var holdt op med at 255

ofre til "Himmeldronningen". Derfor har de gen-optaget denne afgudsdyrkelse. Stakkels Jeremias må fortsætte med domsprofetier over det vildledte folk. Der er ingen opmun-trende løfter for deres fremtid, som der var for de bortførte i Babylon. De bøjer sig ikke under Herrens tugt, de lærer intet af deres trængsler, men følger deres egen vej. De har søgt Egypten ikke blot geografisk, men også åndeligt; de har søgt verden i stedet for Herren. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 10:38-39. 786 Jeremias 45 Mine suk udmatter mig, jeg finder ikke hvile Kapitel 44 er nok kronologisk den sidste af Jeremias' profetier. Her i kapitel 45 er vi tilbage i Jojakims tid, ca. 18 år før Jerusalems ødelæg-gelse (han regerede i 11 år, derefter hans bror Sidkija i 11 år, se AndenKrøn.36). Baruks nedskrivning af Jeremias' profetier og de van-skeligheder, det voldte ham, fortælles i Jer. 36. Her får vi et lille glimt af hans egne følelser (3). Domsordene, han har noteret, trykker ham. Herren bekræfter, at de må opfyldes, men han lover, at han vil være med Baruk, hvor han end kommer hen; men som Herrens tro tjener må han ikke forvente at blive stor i denne verden. HUSKEVERS: Matthæusevangeliet 5:4 787 Jeremias 46 Frygt ikke, siger Herren, for jeg er med dig Denne domsprofeti er rettet imod Egypten; dets guder kan ikke holde stand mod Herren. Det er ikke tilfældigt, at Nebukadnesar af Babel vil sejre over Egypten, for Herren har forudsagt det. Derfor behøver Guds folk ikke at være bange. Han styrer fremtiden og har også be-stemt, at Israel engang skal vende hjem fra fangenskab. Ingen har magt over Guds folk, uden at Herren tillader det. Alle dets fjender vil gå til grunde, men ikke det! Tugten er dog nødvendig. HUSKEVERS: 1. Petersbrev 4:19. 788 Jeremias 47 Herren tilintetgør filistrene I g.o. er filistrene nævnt som "rest af anakitter" (5). Anaks efter-kommere havde indgydt frygt allerede hos spejderne, som Moses sendte for at undersøge landet (4Mos.13:28). De var åbenbart en kæmpestor race, og selv om Josva nedkæmpede dem, blev der nogle tilbage i Gaza, Gat og Ashdod (Jos.11:22). Den berømteste er Goliat fra Gat, der truede Israel, indtil David stod frem i Herrens navn og dræbte ham (FørsteSam.17:4). Nu ser Jeremias deres endelige dom, når Herrens sværd falder over dem sammen med alle filistrene. Vore fjender, også inde i os selv, er for stærke for os, men Herren magter dem. HUSKEVERS: Efeserbrevet 6:11-12 256

789 Jeremias 48 For det hoverede over Herren Moabs hovmod var årsag til dets fald (se f.eks 7). Moab var be-slægtet med Israel, idet de var Abrahams nevø Lots afkom (FørsteMos.19:36-37), men de var ikke blevet prøvet i lidelsernes ovn, som Israel i Egypten. Vers 29-30 viser, at Moab var kendt for sit hovmod og overmod. Mest skæbnesvangert for Moab var, at det hoverede over Herren (26,42). Dybest set er alt hovmod oprør mod Skaberen, modstand mod at anerkende ham som Herre, lyst til at få sin egen vilje fremfor at gøre hans. Jesus Kristus bøjede sig under Faderens vilje og sagde til os: Følg mig! Det er vejen til livet. HUSKEVERS: Matthæusevangeliet 11:29. 790 Jeremias 49 Siden vil jeg vende ammonitternes skæbne, siger Herren Herren styrer ikke blot sit eget folks skæbne, men også andres. Det er Hærskarers Herre, der taler og dømmer. Han er al jordens Gud, alles Skaber. Derfor er de ansvarlige over for ham; han har ret til at dømme dem. Paulus uddyber menneskers ansvar i Rom. 1:18-32 og levner dem ingen undskyldning for ikke at kende Gud. De forlod den sande Gud, og derfor kom de til at tro på løgnen med skæbnesvangre følger (Rom. 1:25). Herren lover Ammon og Elam en senere genopståen (6,39), men ikke Edom. Nationen skal gå til grunde, men selv her er der nåde at finde: Herren vil tage sig af deres faderløse og enker (11). HUSKEVERS: Romerbrevet 1:18-19. 791 Jeremias 50:1-20 Lad os slutte os til Herren i en evig pagt Herren viser Jeremias Babels fald endnu før deres verdensrige har nået dets fulde omfang. Brødebetyngede israelitter og judæere vil søge hjem til Zion, til Herren deres Gud. De har ikke bare været i landflygtighed, men er faret vild fra Herren. Herren fører dem til-bage. Deres skyld er borte, deres synder findes ikke mere, for Her-ren har tilgivet dem (20). Herren ønsker, at vi alle skal opleve hans tilgivende nåde ved at omvende os til ham. Han har taget vore syn-der bort ved Jesu Kristi død og opstandelse. Lad os takke ham derfor. HUSKEVERS: Salme 103:11-12 792 Jeremias 50:21-46 Hør derfor den plan, Herren har lagt mod Babylonien Judas redning hænger sammen med Babels fald. Herren har tugtet sit folk ved at give Babel herredømmet over dem, men Babel har udfordret Herren (24). De var overmodige mod Israels Hellige (29). Det kan ingen slippe godt fra i 257

længden, for Israels genløser er stærk! Babel skal ødelægges lige så grundigt som Sodoma og Gomorra. Det sørger Herren for. Når hans dag kommer (31), bruger han mederne til at tilintetgøre "det store Babylon", som var Nebukadnesars stolthed (Dan. 4:27). Frække, gudsfjendske nationer må brase sam-men som en sæbebobbel, når Herren iværksætter sine planer mod dem. HUSKEVERS: Åbenbaringen 11:17-18. 793 Jeremias 51:1-35 Han, som er Jakobs lod,... er altings skaber Israels Gud vil bringe gengæld over Babel og understreger kontrasten mellem sig selv og Babels guder. Han skabte jorden og har naturligvis stadigvæk magt over alle de kræfter, han har skabt (15,16,19). Afguder ser ud af noget, men magter intet (17-18). Babel troede, at dets guder havde givet det magten; sandheden er, at de blot var et krigsvåben i Israels Guds hånd (20-23). Den eneste, der har magt i sig selv helt uafhængig af andre, er den Almægtige Gud. Tænk over det. Det betyder bl.a., at alle myndigheder i en vis forstand er indsat af Gud! HUSKEVERS: Romerbrevet 13:1 794 Jeremias 51:36-64 Sådan synker Babylon og kommer ikke op igen Babels skæbne har fyldt to lange kapitler. Det er, fordi Babel har stor betyd-ning i Bibelen. Vi møder det først i Første Mos. 11 ved Babelstårnet, et ud-tryk for menneskers samlede oprør mod Gud. Vi læser om dets endelige fald i Åbenbaringen 18. En verden, der ikke vil underordne sig under deres Skaber, har dyrket falske værdier og forfulgt Guds folk; alt braser sammen for dem. Babel var "den præg-tigste på hele jorden" (41). Kaldet til Guds folk er "drag ud derfra" (45). Der er ingen evig fremtid i verden. HUSKEVERS: 1. Johannesbrev 2:15-17. 795 Jeremias 52 Babylonernes konge benådede Judas konge Jojakin Fra profetierne om Babels fald vender vi tilbage til de nuværende forhold, hvor Babel har magten og indtager og ødelægger Jerusalem og Herrens hus, som allerede fortalt i kap. 39. Herren har tilladt det, fordi Juda med Sidkija i spidsen har forladt ham. Sidkija får en hård skæbne (9-11), som han kunne have undgået, hvis han havde fulgt Jeremias' råd (38:17). De mange vers, der beskriver, hvad der røv-edes fra templet (17-23), afspejler skriverens vemodighed. Kapitlet slutter dog med et glimt af håb for fremtiden. Sidkija er færdig, men gennem Jojakin føres Davids hus videre. HUSKEVERS: Jeremias 31:16-17. 258

KLAGESANGENE 796 Klagesang 1 Herren er retfærdig, for jeg har trodset hans ord Fælles for alle fem klagesange er, at Jerusalems ødelæggelse ses som en straf fra Herren. De udtrykker tro på Herren midt i fortvivlelsen. Bag fjen-derne, der har brudt Jerusalem ned, ses Herrens hånd: "Herren kuede hende for hendes mange synders skyld;" (5,14,15,27). Hendes appel er til Herren: "Se, Herre!" (9,11,20). Hun erkender, at Herren er retfærdig, for hun har fortjent sin skæbne. Sand syndser-kendelse åbner vejen for Guds nåde. HUSKEVERS: Salme 32:5 797 Klagesang 2 Herren har gjort, som han planlagde Den katastrofe, der har ramt Jerusalem, er dybest set Herrens værk. Det kommer endnu stærkere frem i denne klagesang - næsten hvert vers i 1-10 nævner Herren som den handlende i kalamiteten; han var som en fjende (5). Men han gjorde det ikke uden varsel. Han har gjort alvor af sin trussel (17). De falske profeters syner om fred uden omvendelse har vist sig at være falske (14). De har svigtet Juda ved at lokke dem til ikke at tage Herrens advarsler gennem bl.a. Jeremias alvorligt. Herrens ord står fast! HUSKEVERS: Habakkuk 2:3 798 Klagesang 3 Herren forstøder ikke for evigt Fra vers 21 kommer der et glimt af lys i mørket, forårsaget af tanken på Herrens troskab og barmhjertighed. Denne dvælen ved Herren og hans godhed (21-39) sætter problemerne i et nyt perspektiv og fører til visheden om, at vreden ikke vil vare evigt, for Herren glæder sig ikke over at pine mennesker. Men de må sukke over deres synd frem for over deres trængsler (39). Nu stiles klagesangen direkte til Her-ren, nu hedder det "du" i stedet for "han" (fra vers 42). I denne be-vidst og tålmodig venden sig til Herren ligger vejen igennem tugtelsen til genoprettelse. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 12:11 799 Klagesang 4 Herren har givet sin vrede frit løb Jerusalems ødelæggelse har chokeret folket i dets grundvold; det var så utænkeligt for dem, at Herren ville lade det ske. Men det er sket, og det skyldes hovedsageligt præsternes og profeternes synd; de, som mere end nogen anden burde have håndhævet Herrens lov, har været de skyldigste. Derfor har de bragt 259

Herrens vrede og harme over hele folket; han, som var deres værn, har vendt sig imod dem. De sidste to vers advarer mod at glæ-de sig over andres straf - Edoms synder vil også blive hjemsøgt! Har vi fundet tilgivelse og et skjule-sted for Herrens vrede ved Jesu Kristi kors, kan vi ikke glæde os over andres selvforskyldte trængsler, men ønsker det samme for dem. HUSKEVERS: Mika 7:8-9. 800 Klagesang 5 Du, Herre, troner til evig tid Denne sidste korte klagesang er rettet som en bøn til Herren: om han dog måtte huske og lægge mærke til sit folks lidelser! Vist har de fortjent dem, men er det virkelig hans mening, at de skal gå helt til grunde? Sangeren - som traditionen siger er Jeremias - har ikke mistet troen på Herrens evige magt (19). Det er kun et spørgsmål, om han vil vende sig på ny til sit folk. Hvor er det vigtigt at holde fast ved Herrens åbenbaring af sig selv og ikke tolke ham ud fra nuvær-ende trængsler, men omvendt! Vers 21 er en erkendelse af, at selv for at omvende os behøver vi Herrens hjælp! HUSKEVERS: Apostlenes gerninger 5:30-31 260

EZEKIELS BOG 801 Ezekiel 1 Sådan så det ud, der lignede Herrens herlighed Et stormvejr, en vældig sky, flammende ild, stråleglans, funklende hvidguld - med sådanne ord forsøger Ezekiel at give os del i sit syn af Herrens her-lighed. Når han kommer til detaljerne, idet synet kom-mer nærmere, er det tydeligt, at han forsøger at beskrive det ubeskrivelige. Han må bruge udtryk som kendes fra den synlige verden, men de kan umuligt dække helt, for nu får vi et glimt af det usynlige! En ting præger synet: der er bevægelse over det. Der er intet statisk eller stillestående - intet, der kunne gengives med en billedstøtte! Ånden (gl.o. livsånden) driver den (12,20). Alt dette er blot omgiv-elserne; først i vers 26 når Ezekiel til kernen i synet: "det lignede en trone", det "lignede et menneske". Stråleglansen skjuler åben-baringen, for intet menneske har set Gud. HUSKEVERS: 1. Timotheusbrev 6:15-16. 802 Ezekiel 2:1-3:11 Du skal tale mine ord til dem Åbenbaringen af Herrens herlighed til Ezekiel bragte et kald fra Herren med sig: han skulle være Guds talsmand for folket i landflygtigheden. Ligesom Jeremias i Jerusalem, skulle Ezekiel i land-flygtigheden tale til et genstridigt folk, der ikke ville høre! Symbolsk tog han imod Guds ord ved at spise bogrullen. Han skal tale til folket, uanset hvad deres reaktion er: "hvad enten de vil høre eller ej", står der tre gange. Er vi sendt som vidner til vort eget folk, der stort set ikke vil høre, lad os da være tro som Ezekiel. Det er ikke de synlige resultater, der er det vigtigste, men om vi er, hvor Herren vil have os. HUSKEVERS: 2. Timotheusbrev 1:8. 803 Ezekiel 3:12-27 Når jeg så taler til dig, vil jeg åbne din mund Det er et tungt ansvar, Herren giver Ezekiel, når han gør ham til vægter for Israels hus med pligt til at advare den gudløse. Vi kan nok spørge os selv, om vi har et tilsvarende ansvar. I så fald må vi forstå at bære det ret, ellers vil det knuse os. Det synes modstridende, at Herren først befaler Ezekiel at advare folket, men senere at han skal gå hjem og lukke sin dør, og at Herren vil gøre ham stum (24-26). Men hemmeligheden til hans vægtergerning ligger sikkert netop her. Ezekiel skal ikke gå rundt og kritisere og dømme alt og alle. Han skal være stille, så han kan høre Herrens ord - det er kun det ord, der må siges (27). HUSKEVERS: Apostlenes gerninger 1:8. 261

804 Ezekiel 4 Ak, Gud Herre! Jeg har aldrig været uren Ezekiel skulle gøre sig til et med sit budskab. Hans ord gjorde sikkert et meget stærkere indtryk på hans tilhørere, fordi han handlede, som han gjorde. Det kostede ham dog en del. Vers 14 kaster lys over hans opvækst - selv om han var blevet ført i landflygtighed, havde han holdt fast ved spisereglerne under Mose lov (sml. Daniel 1:8). Men han var ikke låst fast i døde traditioner; han har levende kontakt med sin Gud og kan tage imod det budskab, der slog det falske håb om en snarlig tilbagevenden til Jerusalem i stykker. Hans indstilling kan sammenlignes med den, Paulus viser, selv om han ikke ville kunne udtrykke det med Paulus' ord. HUSKEVERS: Filipperbrevet 3:7-8. 805 Ezekiel 5 I er værre end folkene omkring jer Herren havde sat Jerusalem midt iblandt folkene; han havde betroet dem en åbenbaring af den eneste sande, levende Gud, så kendskabet til ham skulle udgå derfra. Men Jerusalem havde svigtet: i stedet for at være et sted, hvor Guds ord lyste ud til alle sider, havde det været ugudeligt og genstridigt (6). De havde åbnet sig for de omboende folks bud i stedet for at holde sig til Guds lov. Menigheden har fået Guds ord betroet - ve den, som åbner for verdens ånd i stedet for at lade Guds sande ord lyse klart! Det ord er en dom over verdens ånd og derfor upopulært. HUSKEVERS: 2. Timotheusbrev 4:2-4 806 Ezekiel 6 Så skal I forstå, at Jeg er Herren Dommen udtales mod Israels bjerge, fordi det er der, afgudsdyrkelsen er blevet praktiseret. Herren bringer denne frygtelige dom over afgudsdyrkerne, for at de skal forstå, at han er Herren. Denne hensigt nævnes 4 gange blot i dette kapitel, foruden adskillige gange i det næste. Vil de ikke anerkende ham, mens de har det godt, må de komme til at erfare, at han er dog Herre og knuser dem, der står ham imod. "Afskaffelsen" af Gud Skaber i verden kan kun føre til anarki med endeløse lidelser for skabningen. Før eller senere må Gud tvinge de vantro til at indse, at han er Herren, han har magten. Det er hans omsorg for hans skabning, der får ham til at gribe ind, for kun under hans retfærdige styre kan de trives, ellers går de helt til grunde! HUSKEVERS: Åbenbaringen 21:3-4 262

807 Ezekiel 7 Deres sølv og guld kan ikke redde dem Sølvet og guldets "skønne pragt" lokker. Israelitterne - som mange andre - havde stolet på det og tilbedt det, for deres "afskyelige og ækle gudebil-leder" var lavet deraf. Det kendetegner det moderne samfund, at omfanget af tab og katastrofer, eller fremskridt i forretningsverden straks gøres op i penge. Men når dommen falder, vil ingen kunne købe sig fri for Herrens vrede. Sølv og guld kan ikke redde fra Herrens vrede, kan ikke sone en eneste synd. Bodspenge sletter ingen skyld i Guds øjne. Mennesker har absolut intet at betale med; vi er allesammen aldeles fallit. Hvor vidunderligt, at der findes en, der har betalt denne ubetalelige gæld over for en retfærdig Gud, nemlig Jesus Kristus ved at udgyde sit dyrebare blod for os. Enhver, der tror på ham, er frikendt! HUSKEVERS: 1. Petersbrev 1:18-19. 808 Ezekiel 8 Dér var Israels Guds herlighed Et år efter synet i kapitel 1, får Ezekiel dette nye syn. Måske er han begyndt at få ry som profet, for Judas ældste sidder hos ham. Han forsvinder selvfølgelig ikke fra deres øjne, men i en slags trance viser Herrens Ånd ham templet i Jerusalem og afgudsdyrkelsen, der foregår der, side om side med dyrkelsen af Herren. Ezekiel så Israels Guds herlighed der (4), men disse afgudsdyrkere så den ikke, for de havde vendt ryggen til og var optaget af andre guder. Herren deler ikke sin ære med andre, derfor vil han forlade sit tempel i Jerusalem (6), når de, der skulle tilbede ham der, og måske i det ydre bringer de levitiske ofre, i deres hjerter tilbeder afguder. Ezekiel ser flere eksempler på de afskyelige handlinger, der foregår i det skjulte i selve templet, så han kan forstå Herrens vrede og dom. HUSKEVERS: Romerbrevet 1:23 809 Ezekiel 9 Sæt et kryds i panden på dem, der sukker og stønner I synet ser Ezekiel dommen falde over afgudsdyrkerne. De har sagt, at Herren har forladt dem og intet ser (8:12), og de har handlet derefter, dvs. i uhæmmet gudløshed, og sandheden var, at det var dem, der havde forladt Herren. I byen er der dog nogle sande Her-rens tjenere, der elsker ham, og først får disse, der bedrøves over afgudsdyrkelsen, et kryds i panden. Dommen falder ikke vilkårligt - Herren kender sine, og de bliver skånet, mens de andre dræbes. Åbenbaringsbogen fortæller om andre beseglinger: i 7:3 er det Guds tjenere, der besegles af Gud; i 13:16 er det et mærke, som alle, der ville accepteres som borgere i "dyrets" (= Satans) rige, tager på sig. Hvis mærke bærer vi? Neutralitet er ikke muligt. HUSKEVERS: Åbenbaringen 22:4 263

810 Ezekiel 10 Herrens herlighed forlod nu templets tærskel Herrens herlighed hviler ikke mere over keruberne i det allerhelligste, men er på vej ud af templet. Det sker dog gradvis, som om Herren tøver for at se, om der skulle være mulighed for at blive, ved at folket vender sig til ham, før det er for sent. Tre gange nævner Ezekiel, at denne åbenbaring af Herrens herlighed var det samme, som han havde set ved floden Kebar (15,20,22); mon ikke det har været en trøst for ham at forstå, at selv om han boede i landflygtigheden, var han ikke derved på afstand af Herren? Tværtimod var Herren ved at forlade sit tempel i Jerusalem og havde dømt byen til ødelæggelse. Herren er ikke bundet til noget sted, men er at finde, hvor man af hjertet søger ham. HUSKEVERS: Åbenbaringen 2:5 811 Ezekiel 11 Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre Det er ikke nemt at forstå, hvad lederne mente med: "Byen er gryden, vi er kødet", men det udtrykte åbenbart en selvtilfredshed og selvsikkerhed, som Ezekiel profeterer imod. De har følt sig sikre i "gryden" (byen), fordi de tror ikke, at Herren vil tillade, at den ødelægges. De har klart foragtet de landflygtige (15), men deres tur kommer; de får ikke lov at blive i byen. Vi må huske, at det stadig er et syn, Ezekiel ser, han er ikke legemligt til stede i Jerusalem; det er usikkert, om Pelatja virkelig døde på dette tidspunkt, men Ezekiel er rystet. Han får dog den trøst fra Herren, at det er blandt de landflygtige, hvor Ezekiel selv bor, at Herren vil bevare Israel en rest og give dem landet. Med dette opmuntrende budskab til Judas ældste, kommer han til sig selv igen. HUSKEVERS: 2. Korinterbrev 5:17. 812 Ezekiel 12 Tiden er nær, og alle syner går i opfyldelse Ezekiels billedhandling, som om han skulle gå i landflygtighed, gjaldt Kong Sidkija og judæerne i Jerusalem. Det er dem, der vil prøve at slippe bort fra den erobrede by i ly af mørket (se Jeremias 52, især 6-11). De, der allerede var bortført, ville nødig tro det, for deres håb var at vende hjem til Jerusalem; de skubbede Ezekiels budskab fra sig som noget, der gjaldt "fjerne tider" (27). Herrens barmhjertighed får ham til at tøve så længe som muligt med at fuldføre dommen, men til sidst må den falde. Jesu Kristi genkomst er en glædelig begivenhed, vi ser frem til med forventning; men den er forbundet med dom over de vantro. Derfor tøver Herren, men løftet om hans genkomst er ikke mindre sikkert af den grund; pludselig en dag er han her! HUSKEVERS: 2. Petersbrev 3:9. 264

813 Ezekiel 13 Alligevel ventede de, at det skulle gå i opfyldelse Her var nogle profeter, der ventede at se deres profetier gå i opfyldelse, men de blev skuffet. De var falske profeter. De havde profeteret om fred i Herrens navn. Men de havde ikke fået ordet fra Herren; det var ønsketænkning, som de overbeviste sig selv om måtte være Herrens ord. Det var aldeles farligt for deres tilhørere, for i stedet for at blive advaret mod at fortsætte i deres synd, blev de tysset til ro med, at alt vil gå godt alligevel. De bar et tungt ansvar for at føre folket vild. Hvor er det skæbnesvangert, om vi forveksler vor ønsketænkning med Herrens ord, for så venter vi forgæves på opfyldelsen, og vi kan gå videre på en forkert vej, der fører bort fra Herren. Dommens ord må lyde foruden nådens for at skabe omven-delse og frelse. HUSKEVERS: 1. Johannesbrev 5:14-15 814 Ezekiel 14 Begge må bære deres straf Menneskets personlige ansvar er en af lektionerne fra Ezekiels bog. Den falske profet må bære sin skyld, og den, der spørger efter Herrens ord, men fornægter det i sit indre, må også bøde (10). De tre åndelige "giganter", Noa, Daniel og Job, er ikke i stand til at redde andre end sig selv ved deres retfærdighed, når Herren bringer dom over et land. Hvert menneske står med sit personlige ansvar over for Gud. Men vor Herre Jesus Kristus har taget vor skyld på sig; han alene kan frelse andre end sig selv, fordi han, der ikke kendte til synd, har ofret sig selv som det fuldkomne skyldoffer på vore vegne. Derfor søger vi tilflugt fra Guds retfærdige vrede i ham. HUSKEVERS: Esajas 53:11 815 Ezekiel 15:1-16:34 Landet gør jeg til en ørken på grund af deres troløshed Hvor længe kan vort eget land bestå? Der er brug for forbøn, at vort folk må vende om til Gud, mens han endnu viser os nåde. Israels historie beskrives i kapitel 16 under billedet af en kvinde. Hendes hjælpeløse tilstand (4 flg.) kan tænkes at repræsentere nationens fødsel i slaveriet i Egypten. Pagten (8) erindrer om opholdet ved Sinai, hvor Moses modtog Guds lov. Herren blev hendes rette mand, men hun har forladt ham og søgt alliancer med hedenske nationer, med dyrkning af deres afguder til følge. Hun misbrugte Herrens gaver ved at bruge dem til at købe disse alliancer, og glemte Giveren. Men hun fandt ikke hjertefred eller mættelse derved (29-30). HUSKEVERS: Romerbrevet 2:4 265

816 Ezekiel 16:35-63 Når jeg tilgiver dig... alt, hvad du har gjort Jerusalems troløshed mod Herren vil bringe sin egen straf; hendes hedenske "allierede" vil, når det passer dem, ødelægge hende, og Herren vil ikke mere redde hende af deres hånd. Hun har fulgt i Sodo-mas og Samarias (Israels) spor og må dele deres skæbne; hun har faktisk overgået dem i skamløshed og synd. Alt håb er ude! Men der er en fremtid, en fremtid, der ene og alene bygger på Guds nåde og barmhjertighed, hans ufortjente tilgivelse. De vil komme til at skam-me sig over deres skændige gerninger, når de husker på dem, og alligevel opleve tilgivelse. De har glemt hans pagt, men han vil komme den i hu og oprette en evig pagt med dem (60-63). Denne pagt er beseglet med Jesu Kristi dyrebare blod! HUSKEVERS: 1. Korinterbrev 11:25 817 Ezekiel 17 Fordi han ringeagtede min ed og brød min pagt Gådetalen bruges sikkert for at fange opmærksomheden, og så bliver den forklaret. Sidkija har givet sit ord til Nebukadnesar, Babylons konge, men har svigtet ved at søge hjælp imod ham hos Egypten. Han har brudt pagten; slipper han godt fra det? Det gjorde ingen forskel på pagtens ubrydelighed, at Nebukadnesar var hedning. Tværtimod kalder Herren den "min ed og min pagt, og omtaler den troløshed, han viste mig" (19-20). Det giver stof til eftertanke! Det prægtige cedertræ, som Herren lover i de sidste vers, peger mod Kristus, som opretter og står inde for en ny pagt, som derfor aldrig brydes. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 9:12,15 818 Ezekiel 18 Det menneske, der synder, skal dø Hvert menneske er personligt ansvarligt for sit liv over for sin Skaber; ingen undskyldning om "arveanlæg" eller "milieu" godkendes ved den højeste domstol. Et barn med gudløse forældre behøver ikke at følge deres eksempel; et barn med gudfrygtige forældre får ikke automatisk del i deres gudsfrygt. Den uretfærdige kan dog omvende sig og derved redde sig (21-23, 27-28). Den retfærdige advares mod at stole på sin retfærdighed; falder han fra og gør uret, er han jo blevet en synder (24,26). "Vend om, så skal I leve", er Herrens kald til hvert enkelt menneske, for han ønsker ikke nogens død. Det har han vist ved at sende sin elskede Søn til verden for at sone verdens synd ved sin forsoningsdød og opstandelse. HUSKEVERS: Romerbrevet 6:23 266

819 Ezekiel 19:1-20:17 For mit navns skyld måtte jeg handle Klagesangen (kapitel 19) beskriver hvorledes først Egypten og derefter Babel har fået magten over Judas kongehus. Nu er det "plantet i ørkenen", måske en hentydning til Jojakins fangenskab i Babylon, hvor slægten dog blev ført videre (se Matt. 1:11 flg.). Israels ældstes henvendelse til Ezekiel (20:1) fremkalder en opremsning af folkets troløshed lige fra deres udfrielse fra Egypten. Endnu før de forlod Egypten, fortjente de Guds vrede (8), og igen under ørkenv-andringen (13), men for sit navns skyld skånede Herren dem (9,14). Herren har også herliggjort sit navn ved at gribe ind og frelse os, når vi ikke kunne frelse os selv! HUSKEVERS: Efeserbrevet 1:5-6. 820 Ezekiel 20:18-21:5 Dér vil jeg tage nådigt imod dem Den anden generation israelitter var ligeså genstridig som den første. Dog bragte Herren dem ind i det forjættede land "for sit navns skyld". De ønskede at være som andre nationer, men det vil Gud forhindre (32). De skal tugtes gennem svære trængsler, så nogle går til grunde, men de vil vedblive at være Guds folk (33-38). Til sidst stilles den glædelige tilstand i udsigt, at Israel, ført tilbage til det hellige land, vil være under Guds nåde og tjene ham (39-41). Trængslerne havde bl.a. bevaret dem fra at blive assimileret i andre folk. At de virkelig til den tid er omvendt, vises ved, at de skal væmmes ved sig selv (43). Mon ikke vi kender lidt til det og ved, at kun i Kristus Jesus kan vi erfare, at Gud tager nådigt imod os. HUSKEVERS: Efeserbrevet 2:6-7. 821 Ezekiel 21:6-37 Før han, som jeg overdrager domsmagten til, kommer Ezekiel skal vise tegn på den største sorg for at understrege sit budskab om Jerusalems ødelæggelse (11). Sidkijas vanhellighed havde vist sig i den aktuelle situation ved at han brød sin pagt med Babylons konge, som han havde indgået i Herrens navn. Nu kommer Babylons konges uundgåelige angreb. Den eneste trøst i kapitlet er, at det alligevel er Herren, der har initiativet. Han åbenbarer Ezekiel, hvordan det vil gå: "kronen", der nu er faldet i støvet, vil han engang give til den, som han vil overdrage domsmagten til, nemlig den lovede "hersker", se Første Mos. 49:10. Disse løfter om Messias' komme skinner igennem selv i denne mørke tid. Herredømmet over jordens riger vil engang overgives ham. HUSKEVERS: Åbenbaringen 11:15 267

822 Ezekiel 22 Jeg... tilintetgjorde dem i min vredes ild Der gives mange årsager til, at Herrens vrede må udøses over Jerusalem: vold, drab, utugt, bestikkelse, undertrykkelse af de svag-este - men også ringeagt for det hellige og for forældre, som vi måske ikke har regnet som så slemt! Herren søgte én, der ville værne landet mod Herrens vrede, men fandt ingen. Jeremias var der, men han kunne ikke, sikkert fordi han ikke havde autoritet til at byde over folket, som Josias i sin tid havde gjort. Nej, Jerusalem, hvor der ikke længere skelnes mellem rent og urent, helligt og vanhelligt, skulle blive som en smelteovn, hvor alle dets indbyggere blev smeltet. Går vore tanker ikke med taknemlighed til vor Herre Jesus Kristus, hvor vi kan skjule os fra Guds vredes smelteovn? HUSKEVERS: Romerbrevet 5:9. 823 Ezekiel 23 I skal bære skylden for jeres møgguder Israels og Judas alliancer med hedenske nationer, der førte afgudsdyrkelse med sig, omtales under billedet af at hore med fremmede mænd. Det er væmmeligt bare at læse beskrivelsen, og det viser, hvor meget deres opførsel krænkede Herren. Disse alli-ancer udsprang af vantro; Herren kunne ikke beskytte dem, derfor måtte de søge hjælp hos andre! Denne politik bragte sin egen straf, for først Israel og senere Juda blev offer for stormagternes ambitioner. Har vi virkelig en urokkelig tillid til vor Gud og Frelser, eller griber vi andre støttestave, der skal bære igennem, hvis Gud nu ikke kan klare det? Hvad der ikke udspringer af tro, er synd, skriver Paulus (Rom. 14:23). HUSKEVERS: Romerbrevet 15:13 824 Ezekiel 24 Jeg, Herren, har talt - det kommer Det var et frygteligt slag, Ezekiel måtte lide i forbindelse med sin tjeneste som profet: han skulle miste sin unge hustru, sine "øjnes lyst" ved en brat død og måtte ikke begræde hende. Det under-streger, hvor vigtigt det var i Herrens øjne, at folket skulle lægge mærke til Ezekiels budskab. Hans ord var ikke letkøbte, men gennem-lidte. Jerusalem ville blive ødelagt, og det hellige tempel vanhelliget. Det sted, der havde været centrum for deres længsler og deres øjnes lyst, ville snart ligge i grus. De måtte vende tilbage til Herren selv! Er vort hjertes længsel samlet om Herren, kan vi aldrig i dybeste forstand skuffes. HUSKEVERS: Salme 73:25-26. 268

825 Ezekiel 25 Du hoverede over min helligdom,... derfor... I kapitel 25-32 vender Ezekiel sig fra det belejrede Jerusalem til at profetere om de omkringliggende nationers skæbne, indtil Jerusalems fald er kendt. Disse fjender ser med skadefryd på templets ødelæggelse; de nyder Israels ulykke og udnytter chancen til at hævne sig. Den dybe foragt, de viser Israel og Juda, falder tilbage på Herren, Israels Gud. Derfor vil han revse dem i vrede, også de skal blive erobret, og deres ulykke vil blive endnu større end Judas; Ammon vil endda blive udslettet. Det minder om Peters ord, at vel begynder dommen med Guds folk, men det skulle være en advarsel til dem, der slet ikke har taget imod Guds evangelium om frelsen alene i Jesus Kristus, for der findes ikke anden redning. HUSKEVERS: 1. Petersbrev 4:17. 826 Ezekiel 26 Jeg gør dig til rædsel, så du ikke mere er til Fire fjender blev behandlet i sidste kapitel, men hele tre kapitler om Tyrus. Det får os til at overveje, om ikke Tyrus bruges som billede på den åndelige fjende, Satan, der står bag alle Guds-fjendske kræfter i verden. Den var et vigtigt handelscenter og på det nærmeste uind-tagelig. Men den hoverede over Jerusalem og ville berige sig selv ved dens ødelæggelse. Men dens magt vil ikke hjælpe, når Guds dom falder, og han sender folkeslag til at ødelægge den. Det første af dem var Babylon under Nebukadnesar; senere Alexander af Grækenland. Fra at være et travlt verdens knudepunkt, summende af liv, skulle det blive en nøgen klippe, sagde Herren - og det skete! HUSKEVERS: 1. Tessalonikerbrev 5:3-4 827 Ezekiel 27 Fordi din rigdom vor stor Beskrivelsen af Tyrus som et pragtfuldt skib understreger, hvor udstrakt dens handel var, og de følgende vers (10-25) giver interessante detaljer om den internationale handel med Tyrus i cen-trum. Tyrus var rig på denne verdens rigdom - flere gange nævnes, at den frembragte så meget, at den havde en mængde handelspartnere. Men den slags rigdom varer ikke evigt; ved kaldæernes angreb blev hele den blomstrende handel ødelagt, utallige forretningsmænd ruineret, og Tyrus' kår forvandlet totalt, (selvom den endelige tilintetgørelse af byen først skete under Alexander den Store). Lad os lytte til Paulus' advarsel om ikke at stole på "usikker rigdom". HUSKEVERS: 1. Timotheusbrev 6:17. 269

828 Ezekiel 28 Dit hjerte blev hovmodigt over din skønhed I denne klagesang er det svært ikke at se hentydninger til Satan. Ordene i vers 12 flg. i særdeleshed kan dårligt begrænses til kongen af Tyrus, men giver os sandsynligvis et glimt af Satans tilstand, før hans oprør imod Gud - han var et strålende væsen i tjeneste ved Guds trone. Hovmodet var hans ulykke, ønsket om at blive endnu mere, end Skaberen havde gjort ham til, ønsket at være Gud lig (sammen-lign Esa. 14:12-15). Med denne fristelse kom han til Edens have og medvirkede til syndefaldet, hvor lokkemaden var, at menneskene skulle blive som Gud (Første Mos. 3:5). Han fortsætter i dag med at forføre menneskeheden til oprør imod Gud, så den selv kan være "gud". Men hans dage er talte! HUSKEVERS: Åbenbaringen 12:9-10. 829 Ezekiel 29 "Nilen er min, jeg har skabt den!" Flere profetier imod Egypten givet over et par år er samlet i de næste fire kapitler. Med billedet af en krokodille beskrives Faraos skæbne. Israel burde ikke have støttet sig til Egypten, men det fritager ikke Egypten for skylden for at have været en "rørstok" for dem (6). To gange citeres Faraos stolte pral: "Nilen er min, jeg skabte den selv!" Derfor sender Herren Babylons konge til at erobre og ydmyge Egypten. Farao er ikke alene om at rose sig af det, Skaberen skulle få æren for! Er det ikke en grundlæggende brist hos mennesker, at de roser sig af det, de umuligt selv kunne have frembragt? De vil nødigt indrømme, at alt er skabt af Gud - mon ikke fordi følgen af denne bekendelse er, at de må bøje sig for ham? HUSKEVERS: Åbenbaringen 14:7. 830 Ezekiel 30 Jeg gør ende på Egyptens larmende hob (gl.o. herlighed) Det er Herren, der griber ind mod Egypten. Ganske vist bruger han kong Nebukadnesar af Babylon dertil (10), men Herren står bag. Egyptens herlighed og styrke er ikke til ære for Herren, for den beskrives som "stolt" styrke (6,18). Sådan er denne verdens herlig-hed og storhed, og den står i opposition til Herren i stedet for at være med til at bringe ham ære. Al sådan herlighed skal bryde sammen og få ende. Men på den nye jord skal folkeslagene vandre i Guds lys, og jordens konger bringer deres herligheder ind i det himmelske Jerusalem, hvor kun Gud og Lammet tilbedes. Vi kan ikke fatte hvor-dan, men det bliver for alvor herligt! HUSKEVERS: Åbenbaringen 21:24 270

831 Ezekiel 31 Din stamme blev... hovmodig over sin højde Farao som verdens hersker sammenlignes med en prægtig ceder, der rager op over alle andre træer, og under hvis skygge "alle store folkeslag" boede. Den glemte dog, at den ikke havde liv i sig selv, men var helt afhængig af vand; det var den rigelige vandforsyning, der havde fremmet dens vækst (4,5,7)! Den havde ikke skabt sig selv - "jeg gjorde den smuk", siger Herren (9). Men den takkede ikke Skaberen; tværtimod hovmodede den sig over sin højde (10). Derfor vil Herren give den i kaldæernes magt, så de hugger den om. Verdensherredømmet tages fra den på grund af dens stolthed og gudløshed, ligesom det sker med alle verdensherskere, indtil Kristi evige rige etableres. HUSKEVERS: Daniel 7:13-14 832 Ezekiel 32 Din larmende hob lader jeg falde for krigernes sværd Denne klagesang over Farao understreger stærkt, at det er Herren, der styrer begivenhederne omkring Faraos undergang. I vers efter vers er det Herren, der handler ("jeg kaster mit net over dig"; "jeg lader dig ligge" osv. 3,4 og flg.). Vers 11 nævner, at det er Babylonerkongens sværd, der bruges; men det er ikke desto mindre Herren, der bruger det. Beskrivelsen af Farao i dødsriget skal ikke forstås som faktiske forhold i livet efter døden; meningen er sikkert at understrege den enkle kendsgerning, at døden berøver den stærkeste sin magt, og jævner alle forskelle, der gjaldt i livet. Farao kan ikke hævde sig længere, men er lig med gamle forsvundne verdensmagter. HUSKEVERS: Jeremias 9:22-23 833 Ezekiel 33 Jeg ønsker ikke den uretfærdiges død Ezekiels pligt til at advare folket ved Herrens ord sammenlignes med en vægters forpligtelser til at advare om en fjendes angreb, så folk kan redde livet ved i tide at bringe sig i sikkerhed. Herrens domsord, som Ezekiel må bringe, har samme formål: at få folk til at omvende sig i tide, så de undgår den uretfærdiges død. Evangeliet er gode nyheder om frelse i Jesus Kristus, men det er samtidig en advarsel om den skæbne, der venter dem, der ikke vil omvende sig. Gud ønsker ikke den uretfærdiges død, og har beredt en frelsesvej for ham, men han må benytte den, før det er for sent, om han skal undslippe. Gud har givet sin elskede Søn, som ved sin forsoningsdød har skabt denne frelsesvej for alle syndere. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 3:17-18. 271

834 Ezekiel 34 Han skal vogte dem og være deres hyrde Israels ledere havde vanrøgtet folket; de havde sørget for sig selv i stedet for dem, de burde have draget omsorg for; de havde ikke handlet til gavn for fårene, men afsløret, at de ikke havde hjerte for dem. Herren vil selv overtage fårene og sætte deres hyrder fra be-stillingen. Han vil opsøge dem, tage sig af de kvæstede og syge, og på alle måder passe på dem (15-16). Han vil sætte sin tjener David over dem som hyrde og fyrste. Jesus tager denne tanke op i Joh. 10, hvor han omtaler sig selv som den gode hyrde. Daglejeren, der ikke brød sig om hjorden, flygtede, da der var fare på færde; nu kom han, der elskede fårene, og han vil sætte sit liv til for dem. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 10:11 835 Ezekiel 35:1-36:15 Jeg har hørt alle de forhånelser, du har rettet imod Israel Israel var blevet straffet af Gud (5), men alligevel gav det ikke Edom ret til at glæde sig over landets ødelæggelse som følge af Herrens vrede. De forsøgte at overtage landet, men det tilhørte stadig Herren (10). Edoms hån mod Israel har Herren hørt, og deres tur kommer til at blive erobret og lagt øde. Denne dom over Edom bliver til trøst for Israels bjerge (kap.36), som igen vil nyde Herrens velsignelse. De vil blive opdyrket og tilsået, for folket vender snart hjem. De vil blive frugtbare, og rigere end før. Både mennesker og dyr vil igen blive talrige i Israels land. HUSKEVERS: Mika 7:8. 836 Ezekiel 36:16-38 Jeg vil hellige mit store navn Herrens navn er knyttet til Israel som hans folk, og derfor vanæres det, mens de er i landflygtighed. Herren vil føre dem tilbage, ikke for-di de har fortjent det, men for sit eget navns skyld. Han vil gøre dem værdige til at bære sit navn ved at rense dem og give dem et nyt hjerte; hans Ånd vil virke i dem, så de gør hans vilje. Dette sker ved den nye fødsel. Herren har frelst os for sit eget navns skyld. Lad os bede om, at hans navn i sandhed må blive helliget gennem vort liv, og ved at mange flere bøjer sig under hans herredømme i taknemlighed for den tilgivende nåde, som møder os i Jesus Kristus, der gav sit liv for at sone vore synder. HUSKEVERS: Lukasevangeliet 11:2 837 Ezekiel 37 Der skal være én konge for dem alle Efter alle de domsord, som Ezekiel har måttet profetere om Israels nederlag og 272

ødelæggelse, får han dette syn om de døde ben. "Kan disse ben blive levende?" spørges der. Klogeligt svarer han Gud, at kun Han ved det. Men-neskelig set er svaret nej, men opstandelsens Gud kan og vil gøre dem levende. Når vi læser dette dejlige kapitel om Israels genopståen som fra graven, ikke mere splittet og delt i to riger, men forenet under én konge, går vore tanker til det åndelige Israel, ligesom Paulus' (se f.eks. citatet i Anden Kor. 6:16). Guds folk er et opstandelsesfolk, genfødt ved hans Ånd ved Jesu Kristi død og opstandelse. Det gamle er forbi, noget nyt er blevet til (Anden Kor.5:17)! Vi har alle samme Herre, vi er ét i ham og har alle del i hans opstandelsesliv, som har sejret over døden. HUSKEVERS: 1. Petersbrev 1:3 838 Ezekiel 38 Jeg viser min storhed og hellighed Hvornår mon dette store angreb på Israel skal finde sted? Det skal være "i de sidste dage" (gl.o.16) og på et tidspunkt, hvor Israel "bor trygt" (8,14). Det vigtigste er, at Herren behersker situationen fuldt ud; han er endog initiativtageren (16). Herren har befalet disse fjen-der at være rede til tjeneste for ham (7). Sagen er, at tiden er kommet, hvor Guds folks fjender skal endeligt tilintetgøres, og ved at angribe Israel besegler de deres egen skæbne. Herren viser sin stor-hed og hellighed ved at slå disse fjender ned. Måtte vi ved troens øj-ne se hans storhed og hellighed allerede nu! HUSKEVERS: Hebræerbrevet 2:8b-9. 839 Ezekiel 39 Alle folkene kan se min dom, som jeg fuldbyrder Gogs sidste angreb på Israel, som Ezekiel profeterer om, er nok det samme som omtales i Åbenbaringen 20:7-10. Det er altså det sidste opgør med Satan, hvor hans tildelte magt endeligt fratages ham. Derfor er der ingen barmhjertighed for de faldne fjender, og landet må renses for enhver påmindelse om dem. En del er sikkert vist Ezekiel i billeder, for hvordan kunne han ellers se Guds "kamp" mod ondskabens åndemagter, så vi skal ikke tænke på almindelig krig, men rædslerne er virkelige nok. Lad os holde os til det væsentlige: Gud overser ikke al den himmelråbende ondskab, der er sket på jorden, for han er retfærdig; han husker hvert et suk, den har forårsaget; regnskabsdagen kommer! HUSKEVERS: Åbenbaringen 20:9. 840 Ezekiel 40:1-37 Læg mærke til alt, hvad jeg viser dig Der er gået 14 år, siden Jerusalem blev indtaget, og templet ødelagt, og måske har Ezekiels tanker dvælet ved denne sørgelige begivenhed, da han fik et nyt syn om byens tempel (1). Han var præst og havde sikkert lært om alle templets 273

gudstjenestlige ceremonier, men var afskåret fra sin præstegerning ved landflygtighed. Han må have oplevet templets ødelæg-gelse som et endegyldigt nej til nogen mulighed for en dag at kunne fungere som hans forfædre havde gjort. På denne baggrund har han glædet sig over dette syn og lagt mærke til hver eneste detalje. Det var vidunderligt for ham at skue frem-tidens genoprettelse i form af et fuldkomment tempel, et sprog, han kunne forstå. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 2:1 841 Ezekiel 40:38-41:26 "Dette er det Allerhelligste" I går blev vi ført gennem østporten (med dens siderum) ind i den ydre forgård og så de mange kamre, der fandtes der. Derefter gik vi gen-nem sydporten ind i den indre forgård. Her (i østporten) blev offerdyrene slag-tet; alteret stod foran selve tempelbygningen (38-47). Inde i templet gik manden med målestokken alene ind i det Aller-helligste; selv i et syn måtte Ezekiel ikke betræde det. Hvis vi ved at grunde over dette tempel kan få en fornemmelse af, hvor utilgængelig Gud var for Israel, kan vi måske få en ny forståelse for, hvor stort det er, at vejen ind til ham er blevet åbnet for os ved Jesu Kristi blod. Er der en antydning i vers 22 af, at alteret (der krævede offerblod) er blevet et nadverbord for os? HUSKEVERS: Hebræerbrevet 10:19-20. 842 Ezekiel 42 Den skulle skille helligt fra uhelligt Præstekamre var nødvendige for at opretholde en adskillelse mellem det hellige i templet og udenfor, "hvor folket er" (14). Vi skal ikke ha-ve hellige kamre på samme måde, og dog behøver vi måske noget, der svarer til dem. Et lønkammer (ikke nødvendigvis ment som et bestemt sted), hvor vi værner om det hellige, hvor vi gemmer det ord, vi har hørt, så vi ikke mister det ved straks at fylde os med andre ting (et tv-program? en fodbold-kamp?). Der er stadigvæk forskel mellem det hellige og det profane, mellem Guds navn og andre navne, mellem Guds bog og andre bøger! Hvordan det fungerer i hverdagen er sikkert individuelt, for det betyder aldeles ikke, at dag-liglivet er skilt fra det åndelige. HUSKEVERS: Markusevangeliet 4:18-19. 843 Ezekiel 43 Herrens herlighed kom ind i templet Formålet med templet er, at Herren kan bo iblandt sit folk. Ezekiel ser i et syn Herrens herlighed, som han så den i kap. 1, og i kap. 8-11, hvor den forlod Jerusalem. Her vender Herren tilbage. Der står ikke, at synet er et mønster, som israelitterne skal bygge efter, som tilfældet er med tabernak-let, som Moses fik besked på at lave (Anden Mos. 25-40). Det støtter tanken om, at det er et 274

åndeligt, ikke et bogstaveligt tempel, Ezekiel ser. Han ser forholdene bragt i orden under en form, han som præst under den gamle pagt kan forstå. At det er Ezekiel, der skal fungere ved alterets ind-vielse (19 flg.) bekræfter dette yderligere. Under den nye pagt behøves intet tem-pel: Herren er midt iblandt sit folk, der til stadighed renses ved Jesu Kristi blod, ofret én gang for alle. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 9:24 844 Ezekiel 44 Herrens herlighed fyldte Herrens tempel Når vi har læst dette kapitel, har vi fået et stærkt indtryk af Herrens hellighed, og at det ikke er forundt enhver at nærme sig ham. Le-vitterne, der havde svigtet deres høje kald, degraderes; de må stadig gøre tjeneste, formentlig i forgården (10-14), men kun de tro levit-præster (Sadoks efterkommere) får lov at nærme sig Herren ved at gå ind i helligdommen (15 og flg.). Mon vi er i fare for at miste denne sans for det hellige? Ganske vist er vejen ind til Gud åbnet for os ved Jesu Kristi død. Det er et enormt privilegium, men det betyder ikke, at Guds hellighed er fejet til side. Ære-frygt er stadig absolut på-krævet. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 12:28-29. 845 Ezekiel 45 Dér skal helligdommen stå, det er højhelligt Den symmetriske opdeling af landet synes at bekræfte, at det ikke er den geografiske opdeling, der skal lægges vægt på, men de åndelige principper, som denne opdeling giver udtryk for. Midt i det hele er Herrens helligdom, symbolet på Herrens tilstedeværelse; nærmest hertil bor præsterne, der gør tjeneste der. Fyrsten skal have sit eget jordstykke som subsistensgrundlag og advares stærkt imod at udnytte og plyndre folket. Han får sine faste ydelser ("skat") og skal til gen-gæld opfylde visse forpligtelser over for dem. Ezekiel ser et retfærdigt samfund, hvor alle trives, men før mennesker lærer at sætte Herren som det centrale punkt, vil de aldrig kunne skabe et sådant samfund. HUSKEVERS: Salme 73:28. 846 Ezekiel 46 Mens præsterne ofrer hans brændoffer... skal han tilbede Al tilnærmelse til Herren, al tilbedelse, var forbundet med ofre, og det var nøje bestemt, hvad ofrene skulle bestå af, hvornår og hvordan de skulle ofres, osv. Når vi får lov at komme til Herren uden at bringe et lam, der skal slagtes for at sone vor synd, er det fordi Jesus Kristus, Guds lam, har ofret sig selv for vore synder én gang for alle. Et syndoffer er der ikke mere brug for, men et lovprisningsoffer! Vi kan intet "købe" hos Gud, men gaver givet i 275

taknemmelighed mod ham beskriver Paulus som "et kærkomment offer, Gud til behag (Fil. 4:18). HUSKEVERS: Hebræerbrevet 13:15-16. 847 Ezekiel 47 Alle... skal kunne leve overalt, hvor strømmene kommer Dejligt at læse om dette livgivende vand, der så tydeligt taler om Guds Ånd, der skaber liv overalt, hvor det kommer hen. Vi bliver straks mindet om livets vand i Åbenbaringen 22 Evangeliet om Jesus Kristus, Guds Søn, har denne livsskabende virkning, hvor det kommer hen i verden. Og i vore egne hjerter er det dette levende evangelium alene, der formidlet af Helligånden skaber nyt liv. Træernes frodig-hed forklares ved, at flodens vand udspringer i helligdommen (12). Den, der har sine rødder i den levende Gud og drikker af livets kilde, bærer frugt til stadighed. HUSKEVERS: Åbenbaringen 22:1-2 848 Ezekiel 48 Byen skal for fremtiden hedde: "Herren er her". Beskrivelsen af landet, der begynder med 47:13, følger nu geografiske kendingsmærker, som kunne tyde på en bogstavelig opfyldelse, der endnu ikke er sket. "Den hellige lod" med placeringen af helligdom-men m.v. er dog en gentagelse af kap. 45 Efter at Jesu Kristi offer er blevet en historisk kendsgerning, er der sikkert ikke i Guds tanker brug for en jordisk helligdom, og derfor skal den fortolkes åndeligt. Byens navn "Herren er her" bekræfter dette - helligdom-men og byen er ét. Ezekiels himmelske syner opsummeres i denne vidunderlige kendsgerning; han har ført os helt frem til Åbenbar. 21 og 2Anden HUSKEVERS: Åbenbaringen 22:14 276

DANIELS BOG 849 Daniel 1 Gud lod Daniel finde velvilje og barmhjertighed Daniel og hans venner havde ikke selv "fortjent" at blive ført som fanger til Babylon. De tilhørte den rest i Juda, der forblev tro mod Gud, men som led under den straf, der kom over Jerusalem på grund af frafaldet hos de fleste. De slap altså ikke for lidelserne, men de blev ikke bitre, de mistede ikke troen, og de fik lov til at opleve, at Gud var med dem der i fangenskabet langt borte fra helligdommen i Jerusalem. De søgte ingen undskyldninger i de ændrede forhold for ikke at kunne holde Guds lov, men de vandrede for Guds åsyn midt i de hedenske omgivelser. Og Gud hjalp dem (9, 17)! HUSKEVERS: 2. Korinterbrev 9:8. 850 Daniel 2 Jeres Gud er i sandhed guders Gud, kongers Herre Her kan vi se en mening med Daniels bortførelse til Babylon. Nebukadnesar kunne ikke forstå, hvad Gud ville sige ham, uden Daniels fortolkning. Gud åbenbarede sig ikke direkte for den hedenske konge, måske fordi han ingen forudsætning havde for at kunne høre hans røst. Gud brugte Daniel som formidler af sit bud-skab. Kongen kunne ikke huske drømmen; det afslørede både vis-mændenes afmagt og ægtheden i Daniels fortolkning, for da han genfortalte drømmen genkendte kongen den, og det overbeviste ham om, at også fortolkningen var ægte. Daniels Gud måtte være gudernes Gud. Midt i den hedenske verdensherskers hof havde Gud plantet sit vidne! HUSKEVERS: Johannesevangeliet 17:15 851 Daniel 3 Der er ingen anden gud, der således kan frelse Daniels tre venner giver Nebukadnesar en ny anledning til at se, hvad Daniels Gud formår. De var fast besluttet på ikke at tilbede billedstøt-ten. De kendte den levende Gud og ville ikke give deres tilbedelse til andre end ham. Ingen jordisk magt formåede at tvinge dem dertil. Læg mærke til vers 17: de krævede ikke af Gud, at han ville frelse dem fra ildovnen - for dem var det ingen betingelse for at forblive tro mod ham. Det var underordnet, hvad der skete med dem, men deres tillid til Gud var urokkelig, og bøje sig for en guld billedstøtte ville de ikke, hvad det end måtte koste dem. Måtte denne betingelsesløse, frie tilbedelse fylde vore hjerter, fordi vi ved, at vor Gud er simpelthen den levende Gud, der formår alt, hvad han vil! HUSKEVERS: Apostlenes Gerninger 4:12 277

852 Daniel 4 Jeg priste den Højeste og lovsang og ærede ham Igen er det Daniel, der tolker for Nebukadnesar, hvad Gud ville sige ham. Det er en fantastisk beretning om, hvordan Gud kan ydmyge en verdensher-sker. Han dræbte ham ikke, men ved at berøve ham hans forstand i syv år, bragte han ham til en erkendelse af sig selv som den Højeste, der kan give menneskenes riger til hvem han vil! Menne-skers hovmod er latterligt, når vi ser det i lyset af Guds almagt. Er vi ikke selv hovmodige, og er det ikke latterligt? Vi formår intet, uden at Gud sætter os i stand dertil; vi har intet, som han ikke har givet os Lad os prise og love og ære ham! HUSKEVERS: 1. Korinterbrev 4:7. 853 Daniel 5 Den Gud, som holder dit liv... i sin hånd Belshassar vidste åbenbart godt om Nebukadnesars vanvid og helbredelse, og at det skyldtes Gud den Højestes tugtelse (22). Men han havde ikke taget ved lære af det. Han havde hovmodet sig mod denne Gud, og ved sit gæstebud havde han benyttet hans hellige kar til almindelige drikkekar. Han var ganske vist beruset, da han sendte bud efter dem (2), men det formindskede åbenbart ikke hans ansvar for denne udfordrende handling. Han får ingen frist til at omvende sig - samme nat bliver han dræbt af persernes sejrende sværd. HUSKEVERS: Salme 86:9-11 854 Daniel 6 Måtte din Gud, som du uophørligt dyrker, redde dig Dareios var fanget i sit eget meningsløse forbud, som rigsråderne havde lokket ham til for at få ram på Daniel. Imod sin vilje måtte han aflevere sin tro tjener Daniel til løvernes gab. Han var såre nedslået, for han kunne ikke redde Daniel, og han regnede heller ikke med, at Daniels Gud kunne gøre det. Daniel selv var ikke bekymret; han hav-de en god samvittighed over for Gud og mennesker (23). Gennem et langt liv havde han erfaret Guds trofasthed; nu, ved ikke at lade sig skræmme af truslen om løvekulen, gav han Gud lejlighed til at vise sig for den nye hedenske hersker, Dareios. Dareios erfarede med glæde, at Daniels Gud var en levende, almægtig Gud! HUSKEVERS: 1. Petersbrev 4:19 855 Daniel 7 Herredømme, ære og kongerige blev givet ham To ting kendetegner verdensrigerne: det første, at de repræsen-teredes ved dyr; det andet, at deres magt kun gælder for en begrænset tid. Bag kulisserne styrer Himlen, og når Daniel får et glimt af ham, som den gamle af dage (den 278

almægtige Gud) indsætter som evig Konge, ser han ud som en menneskesøn. De grusomme dyriske magter, der bliver værre og værre (det sidste var frygteligt, rædselsvækkende v.7) fjernes, og erstattes af Menneskesønnen, vor Herre Jesus Kristus. I fortolkningen (17-27) er det den Højestes hellige, der får kongedømmet og magten (se også Luk. 12:32). Så tæt gør Kristus sig til et med sine børn! HUSKEVERS: Åbenbaringen 5:9-10. 856 Daniel 8 Jeg var grebet af undren (gl.o. rædsel) over synet Daniel forstod ikke synet, trods udlægningen, så mon vi gør det? Han blev syg af det (27). Igen er det dyr, der står for de gudløse verdens-herskere, mens Guds sendebud ligner mænd (15-16). Vædderen gjorde, hvad den ville, og tiltog sig magt (4), indtil det blev gedebukkens tur til at få meget stor magt (8). Det "store horn" peger på Aleksander den Store, hvis tidlige død førte til en fordeling af hans verdensrige mellem 4 generaler (21-22). Synet samler sig om det hovmod og den gudsforagt, som et "lille horn" (9) - en hovmodig og bedragerisk konge - viser den Almægtige Gud og hans helligdom. Det lykkes for ham, men kun for en tid. Han knuses, når han rejser sig mod "fyrsternes fyrste" (Jesus Kristus) (23-25). HUSKEVERS: Åbenbaringen 19:19-20. 857 Daniel 9 Barmhjertigheden og tilgivelsen tilhører Herren Daniel ventede ikke på en automatisk opfyldelse af Jeremias' profeti, men gav sig til at bede om, at Herrens tilgivende barmhjertighed måtte være virksom til fordel for hans folk, ikke fordi de havde fortjent det, men fordi de bar hans navn. Som svar på denne bøn fik Daniel en ny åbenbaring af fremtidige begivenheder omkring Jeru-salem. Igen skal vi tage med i vore fortolkninger, at heller ikke disse profetier opfyldes "automatisk" og mekanisk. Måske kan vi være med til at bede om, at Gud vil herliggøre sit navn ved at forbarme sig over sit folk og føre sin vilje med dem igennem. HUSKEVERS: Efeserbrevet 1:5-6. 858 Daniel 10 Frygt ikke, du højtelskede mand! Fred være med dig! Daniel havde ikke pisket sig op i høj stemning, før denne åbenbaring kom; han havde fastet og sørget og ydmyget sig for Gud i hele tre uger. Det tog vældigt på hans kræfter at få disse åbenbaringer. Han følte sig ikke opløftet i en salighedsrus, men tværtimod slået til jorden i afmagt og rædsel. Det ægte guddommelige er ikke let at omgås for mennesker af kød og blod, og Daniel var endog "højt elsket" i Himlen. Men han magtede ikke at modtage budskabet, før 279

han blev givet ny styrke. Svaret var blevet forsinket i 3 uger, fordi budbringeren var blevet forhindret af "Persiens fyrste", der viser, at der er åndelige magter, der vil forhindre Guds vilje. HUSKEVERS: Åbenbaringen 1:17-18. 859 Daniel 11:1-35 Endetiden kommer først til den fastsatte tid Dette oprids af historiens gang demonstrerer, at Gud kender fremtiden bedre, end vi kender fortiden. Som notaterne i 1932 dansk oversættelse viser, er det muligt at få disse forudsigelser til at passe med de historiske begivenheder i Egypten og Syrien. Det er dog usandsynligt, at deres betydning derved er udtømt. Som en del af Guds Ord, der er bevaret for os gennem århundrederne, har de også noget at sige os i dag. Nationerne strider endnu indbyrdes; endnu sidder statsledere til bords sammen og lyver (27). Men endnu gælder det, at Gud styrer begivenhederne: "den fastsatte tid" (27, 29, 35) viser, at tidsplanen skrives i Himlen!. Lad os, som kender Gud, stå fast i ord og gerning (32). HUSKEVERS: 1. Korinterbrev 15:58. 860 Daniel 11:36-12:13 De der førte mange til retfærdigheden skal stråle Daniel forstod ikke, hvad han havde set, og fik det ikke forklaret; tværtimod fik han besked på at holde ordene skjult og forsegle bogen "til endetiden". Kundskaben skal blive stor, måske også om udlæg-ning af disse ting, men ikke al kundskab er indsigtsfuld. Kun de retfærdige får indsigt i Guds planer, og måske især gennem lutring og prøvelse. De ugudelige handler efter deres natur og forstår intet (10). De indsigtsfulde fører mange til retfærdigheden (3). Formålet med vor granskning i Skrifterne må ikke blot være at øge vor kundskab, men at høre Guds røst, så vi bliver hans sande vidner med et levende budskab fra ham til verden. HUSKEVERS: 2. Timotheusbrev 3:15 280

HOSEAS BOG 861 Hoseas 1:1-2:3 I er den levende Guds børn Hoseas profeterede hen imod slutningen af Nordriget Israels eksistens, og bragte således nogle af Guds sidste advarsler til dette folk, ligesom Jeremias i Juda godt 100 år senere. Han var i særlig grad ét med sit budskab, idet Israels utroskab mod Herren blev afspejlet i hans hustrus svigten. Deres børns navne var en stadig påmindelse om Herrens dom over landet: han vil ikke mere tilgive dem, men forkaste dem. Forbavsende er det umiddelbart derefter at læse om, at de dog skal blive talrige, og de kaldes: "den levende Guds børn". Hvor det ligner vor Gud at haste frem til oprejsningen! Peter ser her en profeti om hedningernes (vores) frelse. HUSKEVERS: 1. Petersbrev 2:9-10. 862 Hoseas 2:4-25 Jeg siger til Ikke-mit-folk: Du er mit folk Hoseas' behandling af sin hustru og Herrens af Israel er ikke til at skille ud fra hinanden i dette kapitel. Hoseas er et med Herrens budskab, for han må tugte sin utro hustru, som han elsker, ligesom Herren må tugte Israel. Israel har ikke forstået, at hendes goder kom fra Herren; derfor må han berøve hende dem for at få hende i tale. Men han har kærlige hensigter. Han vil forlove sig med hende på ny i ret og barm-hjertighed. Fordi han er Gud, kan han ikke se bort fra ret; men fordi hun er, som hun er, behøves der barmhjertighed! Også vi har fortjent at kaldes "IkkeFundet-Barmhjertig-hed", men vi har fundet barmhjertighed; han har gjort os til sit ejendoms-folk. HUSKEVERS: Titusbrevet 2:14 863 Hoseas 3 Herren elsker Israel, skønt de vender sig til andre guder Hoseas købte sin frafaldne hustru tilbage på Herrens ord, og holdt hende i en slags karantæne, før hun kunne genindtræde som hans hustru. Det skulle være et billede på Herrens kærlighed til Israel. De havde vendt sig til andre guder, og som følge heraf kunne han ikke velsigne dem. Snart skulle de erobres og miste deres selvstændighed, og i lang tid skulle de være uden konge og uden mulighed for at tilbede Herren og bringe de ofre, som var pålagt dem i Moseloven. Men når de engang omvender sig og ydmygt og "skælvende" kommer til Herren, vil de opleve, at han aldrig er holdt op med at elske dem og har længtes efter at velsigne dem, så de igen oplever, at han giver dem gode gaver! Sådan er vor Frelser og Gud. HUSKEVERS: Romerbrevet 11:28-32 281

864 Hoseas 4 Herren fører sag mod landets indbyggere I det israelitiske samfund, der har mistet kundskab om Gud, florerer al slags synd med bedrøvelige resultater for hele folket (1-3). Kundskab om Gud er grundlæggende for et folks moral. Præsterne, de åndelige ledere, er ikke bedre end folket, og irettesætter derfor ikke lovover-træderne (4). Afguder har erstattet den levende Gud i Israel! De "skiftede den uforgængelige Guds herlighed ud" med et billede af forgængelige mennesker og dyr (Rom. 1:23). Er der en større tra-gedie end at de, der har fået det privilegium at høre til Guds udvalgte folk og kender hans vilje, vender sig til afguder! Lad os tage Johannes' advarsel til hjertet. HUSKEVERS: 1. Johannesbrev 5:20-21 865 Hoseas 5 Men de finder ham ikke Det er kommet så vidt med Israel, at selv om de søger Herren, vil de ikke finde ham. Deres gerninger er af en sådan karakter og afslører en sådan ånd, at de umuligt kan vende sig til Gud (4). De kan komme med offerdyr, som om de ønsker at få tilgivelse for deres synd, men Herren har trukket sig tilbage fra dem og lader sig ikke mere finde (6). Advarslen skal vække folket til at indse, at de er kommet så langt bort fra Herren, at de ikke bare kan vende om og gøre alt godt igen. Kunne de slå følge med den fortabte søn, da han kom til sig selv og vendte hjemad, var der nok håb endnu (se Lukas 15:17-19). HUSKEVERS: Esajas 55:6-7. 866 Hoseas 6 Jeres troskab er som morgentågen Det er dejlige ord, Israel bruger i vers 1-3; men de følgende vers tyder på, at de er for letkøbte og ikke stammer fra en gennemgribende omvendelse til Herren. Til deres forventning om Herrens hjælp må Herren svare med et suk: "hvor kan jeg hjælpe dig?" (4 gl.o.). Han ved, at snart vil deres til syne-ladende iver efter at vende om og søge Herren fordufte som morgentågen. De er for overfladiske, de lægger vægt på ydre ofre i stedet for hjertets forhold til Gud. Troskab (kærlighed), der forsvinder som morgentågen for solen, er ikke meget værd. Sand troskab og kærlighed viser sig i handlinger, der glæder den elskede. HUSKEVERS: Lukasevangeliet 6:46. 867 Hoseas 7 De vender ikke om til Herren deres Gud Israels ulykke var, at deres synder ikke blev slettet ud, men hobede sig op for 282

Herrens ansigt, fordi de aldrig havde angret dem og søgt tilgivelse. De glemte dem og tænkte ikke på, at det gjorde Gud ikke! Han glemmer kun synd, der er sonet og tilgivet. De havde vænnet sig til at være på afstand af Herren og mærkede ikke samvittighedens stik. Hele deres levevis fornæg-tede, at de var Guds folk; og dog da de kom i nød, påberåbte de sig, at de var det. De ventede bare, at Gud ville gribe ind, når de trængte til det, men det ville han ikke. De ville opleve, at frafaldet førte til døden; ved ikke at vælge livets vej, var de slået ind på dødens vej. De kunne have valgt livet, men de gjorde det ikke! HUSKEVERS: 5. Mosebog 30:19-20. 868 Hoseas 8 De sår vind og høster storm Profeten fortsætter med at påpege, at Israels trængsler er deres egen skyld. De høster blot, hvad de har sået. De har handlet egenrådigt og overtræder Guds lov, f.eks. ved at bygge mange altre og helligdomme (11,12,14, se 5 Mos. 12:11-14). De bringer slagtofre, men er ikke brødebetyngede over deres synd; tværtimod har de bare lyst til at nyde offermåltidets kød (13). Det værste er, at de synes slet ikke at være klar over deres sande tilstand i forholdet til Herren deres Gud, for de siger stadigvæk, at de kender ham! Men Herren kendes ikke ved dem. Deres straf hænger tæt sammen med deres brøde - de har selv sået, hvad de nu må høste. Det er et gældende princip, som vi gør vel i at huske. HUSKEVERS: Galaterbrevet 6:7. 869 Hoseas 9 "Profeten er en tåbe, åndsmanden er forrykt!" Israel har forladt Herren til fordel for afguder, derfor er det en rimelig straf, at de må forlade Herrens land, hvor hans love gælder (1,3). Israel er dog ikke lydhør over for profetens advarsler om lands-forvisning. Derfor foretrækker de at undgå at tage hans ord alvorligt ved at beskylde profeten for at være en forrykt tåbe (7). Den beskyldning er blevet rettet mod mange af Guds tjenere, f.eks. mod apostlene Pinsedag (ApG 2:13), mod Paulus (Ap.G 26:24) - ja, mod Jesus Kristus selv (Mark.3:21-22). Lad os ikke vige tilbage fra at dele denne forsmædelse, om så skal være, ved at tie om Guds Ord, korsets ord; eller fra at blive set ned på som naive, fordi vi tror på Bibelen som Guds Ord, og på, at Jesus Kristus er bogstaveligt opstået fra de døde og faret til Himlen. HUSKEVERS: 1. Korinterbrev 1:18. 870 Hoseas 10 I skal så i retfærdighed, I skal høste i troskab Israel har en fortid under Herrens velsignelse, men de kan ikke vente hans hjælp nu. De har afskrevet ham ved at dyrke afguder, og de vil erfare, at deres afguder 283

intet magter. Vers 12 beskriver, hvordan Herren ønskede, de skulle så i retfærdighed og høste tilsvarende velsignelser, da de søgte ham. Men de ville ikke fortsætte under Her-rens åg. De gik åbenlyst deres selv-rådige vej og frygtede ikke Herren. Derfor gik de glip af den høst, han ville have velsignet dem med (13). Den høst, de nu får, med truslen om krigens rædsler, er det uundgåelige resultat af, at de ikke såede efter Herrens anvisninger, men gjorde, hvad de selv havde lyst til. Lad os så med tanken på høsten! HUSKEVERS: Galaterbrevet 6:8-9. 871 Hoseas 11 Skulle jeg kunne prisgive dig Efraim? Her mærker vi Herrens kærlighed mod sit folk på trods af deres synd. Han længes efter at gøre dem godt, men de gør det næsten umuligt for ham at velsigne dem, for de holder fast ved deres frafald samtidig med, at de råber om hjælp (7). Hans ømhed over dem i begyndelsen (4) er ikke blevet mindre nu, hvor han har udtalt så hårde straffe over dem (5-6). Føler vi ikke, at vi er på hellig grund, når vi læser vers 8-9 om Guds hjertesuk over sit syndige folk! Det var denne ufortjente kærlighed fra Guds side, der fik ham til at skabe en frelsesvej for sit folk. Han sendte sin Søn til at være syndof-feret, der skulle sone verdens synd; Jesus gav sit liv på korset for at enhver, der tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 3:16-17. 872 Hoseas 12 Hærskarers Gud, Jahve (HERREN) er hans navn Herren går i rette med sit folk under navnet "Jakob"; han minder dem om patriarkernes liv. Jakobs liv illustrerer, at det kun lykkedes ved Guds hjælp. Han kæmpede med Gud; han bad om nåde, og Gud åb-enbarede sig for ham i Betel. Denne Gud er Jahve (HERREN), Hær-skarers Gud, der har våget over nationen gennem alle århundreder og sendt sine profeter til dem. Nøglen til en fredelig tilværelse for dem er at tage vare på troskab og ret og sætte deres håb til denne Gud og høre hans profeters ord. Ellers forsvinder meningen med deres eksistens, og Herrens bevarende magt forsvinder, og de mister deres land. For Paulus var det at kende Kristus Jesus, hele formålet med livet! Hvor meget betyder det for os? HUSKEVERS: Filipperbrevet 3:8-9. 873 Hoseas 13 Du kender ingen anden Gud end mig Der bliver ikke meget tilbage af Israel (Efraim), når Guds vrede falder. Hoseas bruger mange billeder til at understrege dette: de sammenlignes med 284

morgentågen, avner, røg, altsammen noget, der hurtigt sporløst forsvinder (3). Endnu mere drastisk er han i vers 7-8, hvor Herren sammen-lignes med et rovdyr, og Israel med dets rov. Årsagen til Herrens vrede er, at Israel har vendt sig til andre guder, selv om de ved helt fra udfrielsen af Egypten, at der ikke er andre guder end Herren, og at han alene er Frelser. Det er et dystert bil-lede; er der så intet håb overhovedet? Tilsyneladende ikke, men dog! Ordene i v.14 om dødens og dødsrigets pest og sot bruges af Paulus i en helt anden sejrrig sammenhæng i Første Kor.15 HUSKEVERS: 1. Korinterbrev 15:54-57. 874 Hoseas 14 Jeg vil helbrede deres frafald og elske dem med glæde Efter kap. 13 vil man ikke tro, der kunne siges mere; der er intet håb! Men som så ofte hos profeterne finder vi et nyt kald til omvendelse med tilbud om nåde. Angersord lægges i folkets mund med en erken-delse af, at der er ingen hjælp at få andre steder end hos Herren; det bringer straks løftet om helbredelse og kærlighed som svar fra Herren. Han holder ikke på vreden; tværtimod glæder han sig over at kunne forfriske sit folk som dug, så de blomstrer op, og nyt liv pibler frem overalt! Landet bliver igen frodigt og frugtbart. Hvad skal Efraim med gudebilleder, når de har Israels hellige, almægtige Gud! Hvorfor skal vi søge andre støtter end ham? HUSKEVERS: Romerbrevet 11:32-33 285

JOELS BOG 875 Joel 1 Råb til Herren! En græshoppeplage havde anrettet enorme skader på markens afgrøder, og en tørke var ved at afsvide resten. For et landbrugsland som Israel var det en katastrofe. Vi er alle afhængige af jordens af-grøder for at opretholde livet. I vore industrialiserede lande træder denne kendsgerning ikke så klart frem for os, som hvis vi hver især var selvforsynende landmænd, for vi køber bare ind i forretningerne. Men det er ikke mindre sandt, for hvor kommer deres varer fra? Hvis ikke Herren sender regn, hvad bliver der så af høsten? Hærgende plager af forskellig slags kan også snart ændre rigdom til armod. Joels kald til at ydmyge sig for Gud og bede ham om at velsigne afgrøderne, er ikke mindre aktuelt i dag. HUSKEVERS: Salme 145:15-16. 876 Joel 2 Han er nådig og barmhjertig Den malende beskrivelse af virkningen af græshoppeplagen (foran er som Edens have, bag den er en øde ørk) viser også, hvad Herrens velsignelse betyder for vort eget liv. Uden den er vi "en øde ørk". Græshoppeplagen kaldes "Herrens dag" (l og flg) og Herrens "hær-styrke" (11) - den ses altså som en straf fra Herren, og derfor giver den anledning til et kald til ægte omvendelse (12-13). Den, der omvender sig, finder, at Herren er nådig og barmhjertig og kan fortryde ulykken (13). I stedet for plage og tørke giver han regn og frugtbarhed. Hvilken modsætning vers 24 er til den "øde ørken". Herren formår at skabe denne forandring i vort eget liv, og selv den spildte tid, der menneskelig set er gået uigenkaldeligt tabt, kan han erstatte (25). HUSKEVERS: Hebræerbrevet 12:11 877 Joel 3:1-4:21 Herren er tilflugt for sit folk Peter gør det klart (Ap.g.2:16 flg), at Helligåndens udgydelse på menigheden pinsedag var en opfyldelse af Joels profeti i 3:1-2, selv om man måske i sammenhængen her vil begrænse den til nationen Israel. Vi behøver Det nye Testamente for at forstå Det Gamle ret. De nationer, der har behandlet Israel dårligt, trues med gengæld, men Israel vil nyde Herrens beskyttelse. I "Afgørelsens Dal" møder alle deres skæbne på Herrens dag, men Herren er tilflugt for sit folk. Vi er tydeligvis fremme ved den endelige dommedag, hvor sammenhængen ikke blot er den jordiske nation Israel, men verdens ende. Har vi søgt tilflugt i Jesus Kristus, behøver vi ikke at frygte, for vi er i sikkerhed fra Herrens vrede. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 6:19. 286

AMOS BOG 878 Amos 1 Dette siger Herren: På g.a... tre forbrydelser, ja fire Disse korte profetier nævner, hvad de forskellige nationer har gjort, der har vakt Guds vrede, og deres straf derfor. De havde ikke Guds lov, som israe-litterne, og dadles derfor ikke for at have overtrådt den. Men de har hand-let grusomt og krænket elementære normer, som deres samvittighed har angivet om behandling af andre mennesker, selv i krigstid, og derfor falder de for Skaberens dom. Måske har Amos' tilhørere i Israel med glæde lyttet til disse udsagn, der alle var imod deres fjender, men deres tur skulle kom-me! At lytte til domsord mod os selv er noget helt andet, og kommer de fra Herren, kræver det omvendelse og bøn om nåde. HUSKEVERS: Romerbrevet 2:1 879 Amos 2 Det var dog mig, der førte jer op fra Egypten Endnu to små profetier, mod Moab og mod Juda (bemærk den ændrede målestok for Juda, der havde Herrens lov) har passet de lyttende israelitter udmærket. Men alt dette har kun været indled-ningen til Amos' egentlige budskab til Israel selv. De dadles for social uretfærdighed, undertrykkelse, utugt og afgudsdyrkelse. Guds krav til dem om lydighed mod ham bygger ikke blot på, at han er deres Skaber, for det gælder alle, men at han førte dem op fra Egypten og gav dem sejr over alle fjender, så de kunne tage deres land i besiddelse. De skylder ham alt - og det gør vi også, for vort "land" er Kristus Jesus. HUSKEVERS: Romerbrevet 5:8-10. 880 Amos 3 Gud Herren taler, hvem profeterer da ikke? Ved mange eksempler på årsag og resultat (3-6) lægger Amos op til den aktuelle sag: profetierne om dom over Samaria lyder, fordi Herren har bestemt at ødelægge den og ønsker at give den en alvorlig advarsel. Det er ikke Amos' påfund; som Herrens profet kan han ikke andet end udtale, hvad Herren har sagt (7-8). De var Herrens ud-valgte, men det skåner dem ikke for straf; tværtimod har de et større ansvar og er mere skyldige, for de kender Guds lov, men opfører sig, som om de ikke kender den. I Anden Kong. 23:15 læser vi om øde-læggelsen af alteret i Betel, som Amos havde forudsagt (14). HUSKEVERS: Titusbrevet 1:13-14 287

881 Amos 4 Fordi... skal du berede dig til at møde din Gud Herren har gang på gang bragt noget svært over Israel i den hensigt at vække dem til omvendelse, men fem gange lyder det triste refræn: "men I vendte ikke om til mig". I lyset af denne hårdhjertethed var-sles der endnu et møde med Gud, som de må berede sig på (12). Hvad Gud truer med i vers 12 er formentlig det, der er nævnt i vers 2-3, og betyder total under-gang, for det må være endnu værre end de plager, der er nævnt, som ikke førte til omvendelse. Beskrivelsen af Guds storhed i vers 13 understreger, at ingen kan redde nogen ud af hans hånd! HUSKEVERS: Titusbrevet 3:8. 882 Amos 5 Søg Herren, så skal I leve Amos fortsætter sin fordømmelse af Israel, men profetens opgave er at søge at vende folket til Herren, før de truende domme indtræffer. Derfor kommer der ind imellem opfordringer til at søge Herren som vejen til livet. Lad os tage vers 5-6 og 14-15 til hjertet. Livet er i Herren selv og ikke i reli-giøse oplevelser eller traditioner: Betel, hvor Jakob mødte Gud (Første Mos. 28:10-22); Gilgal, hvor Israel blev omskåret, da de kom ind i landet (Jos. 5:2-9); Be'ersheba, hvor Herren åbenbarede sig for Isak (Første Mos. 26:23-25). Lad os ikke, som Israel gjorde, påberåbe os, at Herren er med os, fordi vi er hans folk, men vise det i gerning. HUSKEVERS: 2. Krønikebog 15:2 883 Amos 6 Jeg afskyr Jakobs stolthed Jakobs stolthed viste sig i det luksuriøse liv, stormændene levede, mens de bøjede retten og undertrykte de fattige. De var "sorgløse" og "tillidsfulde", mens de burde have været vakt til ængstelse for Herrens dom gennem profetens advarsel og søgt at vinde Guds nåde ved at ydmyge sig for ham og vende om fra deres synd. Et ord fra Herren, og hele deres tilværelse ville falde sammen (11). Herren ønsker, vi skal være "sorgløse" og "tillidsfulde", men på det rette grundlag: i taknemlig tillid til hans nåde og omsorg, idet vi bliver be-varet i hjertesamfund med ham og gør det, der er ham velbe-hageligt. HUSKEVERS: 1. Petersbrev 5:6-7. 884 Amos 7 Gud Herre, tilgiv dog! Synerne om Israels undergang fremkaldte Amos' forbøn, og to gange afværgede han Herrens vrede. Men tredje gang slog Herren dommen fast: "jeg vil ikke længere bære over med det (Israel)". Betels præst anklagede Amos for kongen 288

som forræder, men åbenbart reagerede kongen ikke på anklagen, og præsten måtte nøjes med selv at gå i rette med Amos. Han beskyldte ham for at profetere dom for at tjene sit brød og prøvede at sende ham hjem til Juda. Men profetvirksomheden var ikke Amos' "job"; han var sendt af Gud, og dommens ord var Guds bud, som Amos bragte videre med blødende hjerte. Han havde forgæves forsøgt at afværge dom-men i sin forbøn. HUSKEVERS: 2. Korinterbrev 5:20. 885 Amos 8 Aldrig glemmer jeg nogen af deres gerninger Det var en frygtelig tanke, om Gud skulle sige til os, som han sagde til de rige i Israel, at han aldrig ville glemme én af vore gerninger (7)! Grunden her er nok, at de ikke ville vende om fra dem. Men omvendelse kan ikke købe tilgivelse. Der skulle mere til. Der skulle Jesu død til, og da han døde på kor-set, gik solen ned ved middag, og jorden blev mørk ved højlys dag (9; Luk. 23:44-45). Han bar vor synd bort, så Gud kan glemme den. I tilknytning til vers 11 og flg. synes det desværre ofte, at hunger efter Herrens ord først bliver stærkere, hvor Bibelen er blevet en mangelvare. Er vi taknemmelige nok for, at vi har den? HUSKEVERS: Hebræerbrevet 10:17-18. 886 Amos 9 Jeg retter mit blik mod dem til ulykke "Det syndige rige", Israel, forsvandt fra jorden, som forudsagt i vers 8, men "Jakobs hus", jøderne blev ikke udslettet. De er i sandhed blevet rystet blandt alle folkene (9) og er igen plantet på deres jord (15). De bor dog endnu ikke i sikkerhed og overflod, heller ikke i tro på verdens Frelser, som Gud sendte til dem. At Gud ser alt og alle, er en forfærdelig kendsgerning, når den som her fremhæves som sikkerhed for, at ingen vil undslippe hans dom. Men som den er fremført i Sl. 139, er den en betryggelse; det var forfærdeligt, hvis vi kunne skjule os for hans øje eller komme uden for rækkevidden af hans skær-mende hånd, borte fra hans ledelse og styrelse. HUSKEVERS: Salme 139:23-24 289

OBADIAS BOG 887 Obadias 1 Kongemagten skal tilhøre Herren Obadias' profeti er rettet imod Edom (Esau). "Dit overmod har forført dig" - de havde stor tillid til deres naturlige forsvarsstillinger, men de var ingen beskyttelse mod Herrens dom. Edomitterne dømmes spe-cielt for deres udnyttelse af Judas nederlag og Jerusalems ødelæggelse. Som de har gjort, skal der gøres mod dem (15). Gengældelsen er et gennemgående tema i Bibelen, fordi Herren er retfærdig. Den må ikke forveksles med personlig hævn, som er noget helt andet. Denne korte profeti slutter med et blik frem til Herrens evige kongedømme, hvor alt er underlagt ham, og hvor der derfor ikke mere er krige og stridigheder. HUSKEVERS: Åbenbaringen 22:3 290

JONAS BOG 888 Jonas 1 Jeg frygter Herren, himlens Gud Jonas forsøgte at flygte fra Herrens ansigt hellere end adlyde ham og tage til Nineve. Men forgæves! Om bord på skibet, hvor de kæm-pede for livet på det oprørte hav, vidste Jonas udmærket godt, at Herren stod bag denne storm. Han erkendte sin skyld og aflagde sit vidnesbyrd om Herren, himlens Gud og jordens Skaber (9). Han har nu erfaret, at Herren er mægtigere, end han troede. Mændene på båden bliver også overbevist om Herrens magt, når de nødtvungent kaster Jonas i havet, og stormen øjeblikkeligt lægger sig. HUSKEVERS: Åbenbaringen 14:7. 889 Jonas 2 I min nød råbte jeg til Herren, og han svarede mig Jonas har ikke ventet andet end druknedøden, da han blev kastet i havet for sin ulydighed, men Herren, Skaberen, havde befalet en stor fisk at sluge ham. Da Jonas kommer til sig selv i fiskens bug, går det op for ham, at Herren ikke har forkastet ham; selv om hans situation er "håbløs", beder han og er overbevist om, at Herren hører ham; heller ikke her er han kommet bort fra Herrens ansigt efter 3 døgn i fiskens bug! Jesus bekræfter denne historiske kendsgerning i forbindelse med sin egen kommende begravelse (Matt. 12:38-41). "Frelsen kommer fra Herren" udtrykker hele Jonas' håb til fremtiden. HUSKEVERS: Salme 139:7-10. 890 Jonas 3 Mændene i Nineve troede Gud på hans ord For anden gang får Jonas besked fra Herren på at gå til Nineve og udråbe dom over den store by, og nu adlyder han. Hans mission lykkes totalt. Både kongen og folket i Nineve tror på ham; de ydmyg-er sig for Gud under faste i håb om, at hans vrede vil vende sig fra dem, selv om Jonas' budskab ikke synes at have indeholdt et sådant tilbud. Deres håb bliver dog opfyldt. Da de omvender sig, angrer Gud. Han har ingen glæde i at straffe mennesker, men viser allerhelst nåde og barmhjertighed. Hvor ofte havde han ikke forgæves kaldt sit eget folk til omvendelse og været nødt til at dømme dem! HUSKEVERS: Ezekiel 18:23 891 Jonas 4 Du er en nådig og barmhjertig Gud Nu afsløres tydeligt, hvorfor Jonas i begyndelsen vægrede sig ved at advare Nineve fra Gud; han var bange for, at hans mission ville lykkes, at de ville 291

omvende sig, og at Gud ville skåne dem!! Det ønskede Jonas ikke, for de var Israels grusomme fjender. Jonas havde ret i, at Gud var barmhjertig; det var han også over for Jonas, for han forkastede ham heller ikke nu, men forsøgte at tale sin vrede tjener til rette. Hvis Jonas havde ret til at ynkes over olieplanten, hvor meget mere ret havde ikke Gud til at ynkes over Nineves indbyggere, som han havde skabt! Mon Jonas skammede sig over sammenligningen? HUSKEVERS: Efeserbrevet 4:32 292

MIKAS BOG 892 Mika 1 Ulykken fra Herren kommer ned til Jerusalems port Mika profeterede hovedsageligt om Juda, sit hjemland, selv om han også forudsagde Samarias undergang (6), som han sikkert også oplevede, da det skete, mens Hizkija var konge i Juda. Mikas egen reaktion på domsbud-skabet er sorg (8). Hans advarsler til Juda om en tilsvarende skæbne var dog med til at styrke Hizkija i hans reformation, så Jerusalem blev skånet (læs Jer. 26:18-19). Han var derfor samtidig med Esajas. Juda oplevede mange af de kvaler, der be-skrives i 9-16 gennem kaldæernes invasion (Anden Kong. 18:13), men de blev reddet fra undergang under Hizkijas gudfrygtige førerskab. HUSKEVERS: Jeremias 30:11 893 Mika 2 De begærer marker og røver dem Mikas profeti er rettet imod de rige, der undertrykker de fattige og røver deres jord, deres fædres arv. Den vil blive frataget dem, når de føres bort i landflygtighed. Det er interessant i denne sammenhæng, at da Nebukad-nesar indtog Jerusalem og bortførte judæerne til Babylon, lod han de fattigste blive tilbage og gav dem vingårde og agre (Jer. 39:10)! Juda frabeder sig domsordene; men Herrens ord er gode for de retfærdige (7). Engang vil Herren dog samle Israels rest og føre dem tilbage til deres land. HUSKEVERS: 2. Mosebog 20:17. 894 Mika 3 Men jeg er fyldt med kraft ved Herrens Ånd Mika fordømmer de uretfærdige dommere, der hader det gode og elsker det onde. Når de engang kommer i nød og råber til Herren, vil de ikke få svar. De falske profeter får en lignende skæbne - de får ingen syner eller spådomme, alt bliver mørkt for dem, de er færdige. I modsætning til dem er Amos fyldt med kraft ved Herrens Ånd, som sætter ham i stand til frimodigt at forkynde Herrens dom over folkets synd i stedet for at søge popularitet, som de falske profeter gjorde. Det oplevede apostlene også, da de mødte kraftig modstand mod evangeliet i Jerusalem og bad om frimodighed til fortsat at forkynde det. HUSKEVERS: Apostlenes gerninger 4:31 895 Mika 4 Belæringen udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem Umiddelbart efter omtalen af Jerusalems totale ødelæggelse (3:12) får vi denne dejlige beskrivelse af dets kommende herlighed som centrum for Guds 293

åbenbaring. Jesu kors er plantet der, og i den forstand er den allerede centrum for evangeliets udbredelse. Vi kan med glæde se frem til den dag, hvor Herren overtager styrelsen af nationerne, som diverse menneskelige organisationer med velvilje, men forgæves, har forsøgt på. Først da kan sværd smedes om til plovjern, for Herren vil beskytte de svage mod de stær-ke. "De halte" og "de bortkomne" bliver stærke, når Herren er Konge over dem. HUSKEVERS: Apostlenes gerninger 1:8. 896 Mika 5 Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel Profetien her om Messias' fødsel i Betlehem springer hans forned-relse og forkastelse over og taler kun om hans storhed og magt. Han er fra æld-gamle dage (gl.o. evigheds dage); når han hersker over Israel, skal de bo trygt, for hans magt når ud over hele jorden. Jakobs rests virkning blandt folkeslagene til den tid betegnes som "duggen fra Herren" (altså forfriskende og livgivende) i v. 6, men som "løven", et rovdyr man ikke kan slippe fra, i v. 7. Mon ikke det er folkeslag-enes reaktion over for Israel, der bestemmer, om de oplever den velsignelse, Israel bringer, eller den dom, de ellers formidler. Gud ønsker at velsigne, men forkastet velsignelse bliver til forbandelse. HUSKEVERS: Malakias' Bog 2:2 897 Mika 6 Hvordan skal jeg træde frem for Herren? Herren går i rette med Israel, som åbenbart følte det som en byrde at tjene ham: "Hvad har jeg besværet dig med? Svar mig!" Han minder dem om, hvad han har gjort for dem; de skylder ham hele deres eksistens som et folk (4-5). Hvad "kræver" han af dem? Ikke offerdyr og offergaver, (for Herren mangler intet, og de kan ikke give ham noget), men hvad der er "godt", et hjerteforhold til deres næste og til deres Gud. Mon vi kan bedrøve Herren mere, end ved at føle, at det er byrdefuldt at tjene ham. Måtte vore hjerter banke af taknem-lighed for Jesus Kristus og alt, hvad han har gjort for os! HUSKEVERS: Salme 116:12-13 898 Mika 7 Jeg venter på min frelses Gud Det er et mørkt billede, Mika tegner i vers 1-6, nok til at gøre ham deprimeret over tingenes tilstand. Men så vender han sine tanker mod Herren og får derved tro på, at Gud vil gribe ind, og det ændrer hele billedet. (Lad os gøre det samme!) Han lægger i Judas mund de vidunderlige ord i vers 8-9, der viser en tillidsfuld indstilling til Herren midt i tugtelsens kvaler, som er nøglen til genrejsning og fremtidens lykke. Selv i mørket er Herren der, så det kan blive 294

lyst igen, når tugtelsen har haft den tilsigtede gavnlige effekt. Gud er vor frelses Gud, for han er nådig og barmhjertig. Han har åbnet en frelsesvej til sig selv ved Jesu Kristi offer på Golgatas kors, så han kan tilgive vor synd for Jesu skyld (18-19). HUSKEVERS: Hebræerbrevet 12:5-6. 295

NAHUMS BOG 899 Nahum 1 Han tager sig af dem, der søger tilflugt hos ham Henimod et århundrede er sikkert passeret, siden Nineve ydmygede sig for Gud og således undslap Herrens dom gennem Jonas. Nahums udsagn blev opfyldt i 612 f.kr., da Nineve blev totalt ødelagt. Herren er en "hævnende" Gud, står der, men i forbindelse med Herren har hævn ikke nogen negativ klang, som det har, når det gælder men-nesker, der ville hævne sig. Hævn tilhører Herren, som i virkelig ret-færdig harme gengælder Assyrien for det tunge åg, det havde lagt på Guds folk. Men midt i domsbudskabet kommer vers 7, en dejlig på-mindelse om Herrens godhed og omsorg for sine. I den kommende kamp vil han være et værn for dem, der søger tilflugt hos ham, for han er god. HUSKEVERS: Romerbrevet 12:19-20. 900 Nahum 2 Hør budbringerens fodtrin... han forkynder fred I grafiske vendinger skildrer Nahum Nineves indtagelse. Denne begiv-enhed, der er en katastrofe for Assyrien, er gode nyheder for Juda, som har ligget under for dets magt. Glædesbudskabet om undertryk-kerens neder-lag med fred til følge kommer med budbringeren hen over Judas bjerge (1). Dette vers (se også Esa. 52:7) citeres i Rom. 10:15, hvor Paulus taler om evangeliets forkyndelse, som skal gøres kendt allevegne. Det egentlige fredsbudskab er, at Satan og der-ved døden er overvundet ved Jesu død og opstandelse. Fordi han, som ikke kendte til synd, betalte syndens løn døden på vore vegne, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 16:33 901 Nahum 3 Dit sår vil ikke læges Nineves indtagelse er grafisk beskrevet (2-3), og hun har fortjent sin skæbne (f.eks.1,4,10). Ingen ynker hende, for hun har behandlet andre grusomt, da hun havde magten. No-Amons ødelæggelse (8-10) var assyrernes værk, men deres tur kommer (11-13). Himlens Gud har bestemt, at deres stor-hedstid er forbi. Alle deres forberedelser til forsvar vil derfor vise sig nytte-løse, når angrebet kommer; de kan ikke redde sig (14 flg.). Bag den jordiske magt står verdens fyrste og ond-skabens åndemagter. Jesus bebudede hans endelige dom (Joh. 12:31, 16:11), og ved sin offerdød fuldbyrdede han den; han tilførte ham et ulægeligt brud og befriede hans fanger (Kol. 2:14-15)! Sejren er sikret, men den fulde åbenbaring af den venter på Guds time, dommedagen. HUSKEVERS: Kolossenserbrevet 1:13 296

HABAKKUKS BOG 902 Habakkuk 1 Hvor længe, Herre, skal jeg råbe om hjælp? Habakkuk klager over de uretfærdige tilstande i sit folk; han bliver ved indtrængende at bede Herren om at gribe ind og forhindre den vold og uret, der hersker. Men da han ser kaldæerne rykke frem med overvældende styrke imod sit folk, bliver han helt bestyrtet; det er et endnu større problem. Han ved, at Herren styrer begivenhederne - det er hans styrke - men han fatter ikke, at Herren bruger en nation, der er endnu værre end Juda, til at straffe sit eget folk: "har du indsat dem til at fælde dom?" Det er simpelthen en gåde for ham, men han bringer den til Gud. Det er godt at bringe det uforståelige til Herren, i stedet for at vende sig bort fra ham i bitterhed og forargelse. HUSKEVERS: Salme 73:16-17. 903 Habakkuk 2 Hvis det trækker ud, så vent, for det kommer Pointen i svaret, Herren giver Habakkuk, synes at være, at fremtiden vil løse problemet. Selv om synet trækker ud, kommer det helt afgjort, og i mellemtiden må den retfærdige leve i tro (3-4). Fjenden synes at kunne gøre, lige hvad der passer ham, men hans tid kommer. Jorden skal fyldes med kund-skab om Herrens herlighed, som vandet dækker havets bund (14); afgud-erne vil blive afsløret som sten, ganske vist "beklædt med guld og sølv", men uden ånd (18-19). Allerede nu er Herren i sit hellige tempel; han har tid til at vente, og vi må være tilfreds med at leve i tro, indtil hans tid til at gribe ind kommer. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 10:36-38a. 904 Habakkuk 3 Jeg vil juble over Herren, fryde mig over min frelses Gud Habakkuks tillid til Herren bygger ikke på de synlige tilstande. Det er ved tro, at han "har set" hans gerning, og ved, at det ry, han har hørt, taler sandt (2). Han ser ham skride frem til dom over fjenderne og til frelse for sit folk (12-13). De faktiske forhold er katastrofale, sikkert som følge af krig, for landet er goldt, der er hverken frugt, afgrøde eller dyr (17), men Habakkuk fryder sig over Herren, som han kalder "min frelses Gud" (18). Gl.o. indleder vers 18 med "men". Troens fryd i Herren frelser os fra fortvivlelse over omstændigheder. Lad os få et "men" tilføjet modløsheden så vi finder opmuntring i at sætte vor tillid til Herren. HUSKEVERS: 1. Petersbrev 1:8-9. 297

ZEFANIAS BOG 905 Zefanias 1 "Herren gør hverken godt eller ondt" I modsætning til de andre "små profeter" får vi en stamtavle for Sefanias fire generationer tilbage, som tyder på, at han var af fornem familie, måske var "Hizkija" den velkendte konge. Der var mænd i Jerusalem, som ikke troede på, at Herren ville gribe ind, enten for at redde dem eller for at straffe dem. Der er stadig mange, der ikke for alvor tror, at Gud vil gribe ind i begiven-hederne på jorden, enten fordi han ikke har magt dertil, eller fordi han er for ophøjet og fjern til at bryde sig om, hvad der sker på den lille planet jorden! Men sandheden er, at han i høj grad følger med i, hvordan mennesker, som han har skabt, bruger det liv, han har givet dem. Det er en vidunderlig sand-hed for dem, der elsker ham. HUSKEVERS: 2. Persbrev 3:13 906 Zefanias 2 Søg Herren, alle landets ydmyge Når Herrens vredes dag rammer folkeslagene, bliver de som "flyvende avner", uden mulighed for at gøre modstand. Dette er bag-grunden for op-fordringen i vers 3 til at søge Herren. Judas rest skal få fred på bekostning af hedningerne rundt om, som dømmes for deres hovmod og store ord (10). Det eneste håb om redning fra Herrens vrede ligger i at bøje sig for Herren, at underordne sig hans lov, at søge ydmyghed og retfærdighed. Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge viser han nåde (Første Pet. 5:5). Den højt ophøjede bor hos den knuste, hvis ånd er bøjet! HUSKEVERS: Esajas 57:15-16. 907 Zefanias 3 Glæd dig og fryd dig af hele dit hjerte Kapitlet begynder med "Ve" over den trodsige, der ikke vil adlyde. Det ser håbløst ud, når vi læser vers 1-7. Alligevel fører Herren sin sag med dem igennem; han fjerner dem, der jubler over deres storhed, men den hjælpe-løse og svage rest vil stole på Herrens navn. I stedet for et veråb er der opfordring til glæde og fryd i vers 14, og grunden dertil kommer i næste vers: "Herren har fjernet dine dommere" (gl.o. "slettet din dom"). Det er ikke blot til glæde for de frelste, men for Herren (17). Han fryder sig over dem i sin kærlighed. HUSKEVERS: 1. Petersbrev 1:8-9. 298

HAGGAJS BOG 908 Haggaj 1 Læg mærke til, hvordan det går jer To gange opfordrer profeten dem til at lægge mærke til, at intet synes at lykkes for dem, og at deres indsats på forskellige områder giver ringe udbytte. Han fortæller dem også grunden dertil: de lader Herrens hus ligge i ruiner, mens de arbejder på at forbedre deres egne levevilkår. De skal prioritere Herrens hus højere end deres eget; de skal ære ham ved at sætte ham først i deres liv. Så sker det glædelige, at folkets ledere adlyder Herrens opfordring, og de får straks Herrens opmuntring: "Jeg er med jer". Herren vakte deres ånd, og de tog fat på den opgave, de sikkert havde følt var uover-kommelig. HUSKEVERS: Matthæusevangeliet 6:33 909 Haggaj 2 Jeg fylder dette hus med herlighed Ca. en måned efter arbejdet på templet var begyndt, kommer dette nye budskab fra Herren. De skal ikke miste modet, når de tænker tilbage på templets tabte herlighed. Herren er med dem, og han sørger selv for husets fremtidige herlighed. Den bliver endnu større end før. Vi tænker på Herrens åndelige hus, menigheden; dens herlig-hed skyldes Herren alene, og den er foreløbig skjult for de fleste. Det sidste budskab, der kommer to måneder senere, gentager den første opfordring: "læg mærke til, hvorledes det går", men nu skal de lægge mærke til, at Herren velsigner dem, fordi de prioriterer hans hus. HUSKEVERS: Efeserbrevet 5:27. 299

ZAKARIAS BOG 910 Zakarias 1 På ny skal alt godt strømme i mine byer Budskaberne i dette kapitel er dateret det samme år, som Haggajs profetier. Det betyder, at Zakarias får dette syn om himmelbudene, efter en del af de landflygtige er vendt tilbage til Jerusalem, og er ved at bygge templet. Det viser, hvor ringe en genoprettelse, jøderne føl-te denne tilbagevenden. De var endnu under fremmed herre-dømme og længtes efter Herrens forbar-mende nåde. Herren har "gode og trøstende ord" for sit folk. Hans vrede er vendt fra dem mod hedningerne, der forstærkede deres trængsler; når han for-barmer sig over sit folk, skal "alt godt strømme" i deres byer. Gud er ikke påholdende eller karrig, når han velsigner. HUSKEVERS: Efeserbrevet 1:3 911 Zakarias 2 Jeg selv,... vil være en mur af ild omkring dem Jerusalems skæbne dirigeres fra Himlen - gengældelse kommer over dem, der har undertrykt det (1-4). På Nehemias' tid var det nød-vendigt at opbygge Jerusalems mure til forsvar for de meget få indbyggere, men Zakarias ser en tid, hvor byens indbyggere vil over-svømme murene til alle sider. "Mange folkeslag" er blevet Herrens folk i det nye Jerusalem, menig-heden (15). Den kan ikke begrænses inden for menneskeskabte rammer, men er åben for alle, som tror og går ind gennem døren, Jesus Kristus (Joh. 10:9). Den behøver ikke menneskeskabte mure til beskyttelse, for Herren er i dens midte og er en ildmur omkring den. Satan får aldrig magt over den! HUSKEVERS: Matthæusevangeliet 16:18. 912 Zakarias 3 Se, jeg fjerner din skyld fra dig Sammen med dette kapitel burde vi læse Esa. 53 Josva, som repræsentant for sit folk, var iklædt snavsede klæder, tegn på folkets skyld. Den skyld kunne ikke bare fjernes, så Josva kunne få rene klæ-der på. Den blev lagt på Herrens tjener, som her kaldes "Semak"; "for mit folks synd blev han ramt" (Esa. 53:8). På dette grundlag bortvises Satans anklage, og Josva retfærdiggøres. Derefter opfordres han til at vandre ad Herrens veje. På samme måde er vi, befriet fra synden, blevet trælle for retfærdigheden; vi har "pligt" til at adlyde vor befrier (Rom. 6:18). Har vi virkelig oplevet befrielsen, er det vort ønske net-op at leve et liv, der ærer vor Frelser. HUSKEVERS: Esajas 53:6. 300

913 Zakarias 4 Ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskarers Herre Lysestagen kan repræsentere Guds folks vidnesbyrd på jorden. Det er gennem olien, at lysestagen kan fungere som en lyskilde, og olien betyder som bekendt Guds Ånd. Vers 6-10 omtaler den aktuelle situ-ation, hvor Zerubbabel er ved at bygge templet; det skal lykkes i kraft af Guds Ånd på trods af menneskelig svaghed og modstand. Det er aldeles svært for os at acceptere, at vi intet formår i os selv, og at kødelig energi og foretagsomhed i sig selv aldrig udretter noget af evighedsværdi. Men hvor Guds Ånd virker, er alt muligt. Først efter ihærdig spørgen fik profeten et dunkelt svar om de to olivengrenes betydning; konger og præster blev salvet til deres embeder. HUSKEVERS: 2. Korinterbrev 12:8-9. 914 Zakarias 5 Forbandelsen, der breder sig ud over hele landet Zakarias' 6. syn om den flyvende bogrulle understreger, at forban-delse spreder sig ud over landet, men den rammer den enkelte synder, så han bliver udryddet af landet (3-4). På denne måde bliver overtræderen af de 10 bud fjernet, når han ikke vil omvende sig, hvad enten det drejer sig om budene angående forholdet til mennesker (at stjæle) eller forholdet til Gud (at sværge). Forbandelsen ramte Jesus Kristus, den syndfrie, for vore synders skyld. Det næste syn synes at betyde, at ondskaben (gudløsheden) bliver fjernet fra Israel og sendt til Babel, hvor den hører hjemme. Babel i Bibelen, lige fra Babels-tårnet i Første Mos. 11, taler om oprør imod Gud. HUSKEVERS: Galaterbrevet 3:13-14 915 Zakarias 6 Han skal bygge Herrens tempel Vi ville måske gerne have haft, at Zakarias havde fået en mere fyldig forklaring på synet om de fire vogne (4), men vor nysgerrighed tilfredsstilles ikke. Vi kan dog forstå, at det pointerer, at hvad der sker på jorden er nøje overvåget og overstyret fra Himlen. De nyankomne fra Babylon havde gaver med, formentlig fra andre eksiljudæere, til støtte for templets genopbyggelse. "Semak", som vi allerede har mødt i 3:8, er den lovede Messias, vor Herre Jesus Kristus. Han forener præstedømmet og kongedømmet i sig (13), derfor "krones" Josva, den nuværende ypperste-præst (11). Messias skal bygge Herrens helligdom, som varer ved, menigheden, hans åndelige hus. HUSKEVERS: Efeserbrevet 1:22-23 301

916 Zakarias 7 Vis godhed og barmhjertighed imod hinanden Fasterne i den 5 og 7. måned var til minde om templets ødelæggelse, og jøderne var begyndt at genrejse det i Darius' Anden år. Det er baggrunden for deres spørgsmål, om de stadig skal holde disse faster. Herrens svar tyder på, at deres faster i de 70 års landflygtighed ikke har haft synderlig betydning; jøderne har været fulde af selvmedlidenhed i stedet for at omvende sig fra de synder, der førte til katastrofen. I vers 9-10 under-streger Herren, hvad sand faste er: det er at vise praktisk næstekærlighed. Måske råber vi undertiden til Gud om nåde, mens han venter på, at vi viser praktisk barmhjertighed mod vor næste. HUSKEVERS: Jakobsbrevet 2:12-13 917 Zakarias 8 Frygt ikke, men fat mod! For Judas rest syntes det umuligt, at Herrens løfter om Jerusalems kommende herlighed og fred kunne blive til virkelighed. Men Herren forsikrer dem om, at han vil gennemføre det, og opmuntrer dem, som var modfaldne over den ringe udsigt, til at fatte mod. Fordi vi finder noget umuligt, er det dog ikke derfor umuligt for Herren (6)! Lad os huske det. Det er indlysende, men alligevel svært at fastholde, når vi står over for "det umulige". Lad os give disse Herrens ord lov til at sænke sig dybt i vore hjerter, så de vækker troen, og vi kan høre hans opmuntrende ord, "frygt ikke, men fat mod!" HUSKEVERS: Matthæusevangeliet 19:26. 918 Zakarias 9 Han udråber fred til folkene Da Kongen, som skulle bringe fryd og glæde, kom til Jerusalem palmesøndag ridende på æslet (9 - Matt.21), frydede mange af folket sig, men inden der var gået en uge, havde de forlangt, at han blev korsfæstet. Derfor blev glæden så kortvarig, og folket blev kastet ud i uhyre og langvarige trængsler. Denne Konge skal herske fra hav til hav; han skal stifte fred mellem folkene - ingen anden formår det. Jorden trænger til ham mere end nogensinde, men de fleste ønsker ikke, at han skal regere over dem, så han kan komme til at gøre det. Denne verdens gud har i sandhed blindet de vantros tanker, så de ikke ser det sande lys i evangeliet (Anden Kor. 4:4). HUSKEVERS: Salme 72:6-7. 919 Zakarias 10 Jeg er Herren deres Gud, jeg vil bønhøre dem Herren vil vise sit adspredte folk barmhjertighed og føre dem hjem. Han er stadig Herren deres Gud, som hører deres bønner. De har ikke "forbedret sig", 302

men han har forbarmet sig. Derfor vil deres hjerte komme til at juble over ham (7). Vers 11 er en opmuntring for Guds børn, der går gennem et trængselshav: selv om de ikke bliver skånet for at gå igennem det, er Herren med, og de overvældende bølger slår han ned, så Satans arsenal af våben, såsom mismod, vantro og lyst til at opgive, forsvinder! Gennem sådanne erfaringer bliver de stærke i Herren (12). HUSKEVERS: 2. Korinterbrev 1:3-4 920 Zakarias 11 Den kostelige pris, de har vurderet mig til! I dette noget dunkle kapitel kan vi se (med hjælp fra Matt. 27) et billede på Jesus Kristus i profeten, der røgter fårene. Ødelæggelsen, der vil skylle hen over landet (1-3), skete i år 70, da Jesu advarsler mod Jerusalem, fordi de havde nægtet at modtage ham, gik i op-fyldelse. Han græd over byen, fordi de forkastede ham, deres Mes-sias, sendt fra Gud for at opfylde de profetiske løfter. Jesus ville gerne drage omsorg for dem, som den gode hyrde for sine får, bringe dem skønhed (gl.o. liflighed), forene dem i sig (7). Han kom til sine egne, men de solgte ham for en slaves pris! (13) Han ville gerne befri dem, der er under mørkets magt, for Satan er en hård mester. HUSKEVERS: Johannesevangeliet 1:11-12 921 Zakarias 12 På den dag skal klagen i Jerusalem blive... stor Det indledende vers beskriver Herren på en sådan måde ("som spændte himlen ud og grundlagde jorden" osv.), at vi forstår, at hvad han siger, har han magt til at gennemføre - ingen tvivl om det! Han formår at skærme Jerusalem mod overvældende fjender. Men endnu større er det, at han kan få Jerusalems indbyggere til at bryde sam-men i anger over deres egen synd, når det går op for dem, at de har gennemboret deres Messias (Joh. 19:33-37). Det er dog ikke en fortvivlelse til døden, der stilles i udsigt, for det er nådens og bønnens ånd, der vækker denne syndserkendelse. Omvendelse er en hård vej at betræde, men fører dog til livet. HUSKEVERS: Åbenbaringen 1:7. 922 Zakarias 13 Vågn op, sværd! imod min hyrde Der findes kun én kilde mod synd og urenhed; den flyder fra Jesu Kristi kors (1). Herrens sværd skulle have ramt synderne i Jerusalem - i stedet for ramte det ham, som stod ham nær, nemlig hans elskede Søn, Hyrden (7). Jesus citerer dette vers og anvender det på sig selv i Matt. 26:3Første Dybest set var det ikke romerne, men Hærskarers Herre, der slog Jesus Kristus, fordi han havde taget 303

ikke blot Jeru-salems, men hele verdens synd på sig. Derigennem vandt han et folk, der med dyb taknemlighed kan sige: "Herren er min Gud" (9)! Men som det gik Hyrden i denne verden, vil det gå hans får, når de følger ham; dog gennem prøvelser lutrer han dem, så de kommer til at lære ham bedre at kende, og elske ham mere. HUSKEVERS: Hebræerbrevet 13:20-21 923 Zakarias 14 Da skal Herren være konge over hele jorden Dagen skal komme, hvor al modstand mod Herren og hans folk endegyldigt skal knuses. Først tillader Herren dog et massivt angreb på Jerusalem, der lykkes med forfærdelige følger for indbyggerne, måske en lutrende proces, for Herren overstyrer det alligevel. Men så griber Herren synligt ind i den videre historie. Allerede nu er Her-ren konge over hele jorden, men det er skjult for hans fjenders øjne, og kun ved tro kan hans venner fastholde det. Men da vil ingen læn-gere kunne undgå Herrens straf (12 flg.) De folk, der overlever kam-pen mod Jerusalem, vil komme og tilbede Herren der. Det er en stør-re sejr end at udslette dem! Sejren hører nøje sammen med Jesu Kristi kors - hans død førte til hans ophøjelse, så hvert knæ skal bøje sig for ham! HUSKEVERS: Filipperbrevet 2:9-11 304

MALAKIAS BOG 924 Malakias 1 Mit navn frygtes blandt folkene Det værste ved Judas tilstand, som afspejles i dette kapitel, var, at de var helt uvidende om, hvordan det stod til med dem. De var forbavset over profetens spørgsmål, fordi de ikke selv var klar over, hvor kølnet deres hjerteforhold til Herren var. Deres karrige gaver og uvillige tjeneste var en fornærmelse mod Gud. De måtte ikke tro, at Gud var afhængig af dem, eller at han var taknemlig, at de trods alt holdt pinen ud og blev ved at tjene ham! Nej! Herrens navn var stort iblandt folkene, han fik ære fra dem, Juda foragtede som udenfor. Måske er Herrens navn større blandt nyfødte "primitive" indianere end blandt os "gamle" kristne, der har tabt gnisten af den første kærlighed. HUSKEVERS: Åbenbaringen 2:4-5 925 Malakias 2 Han er Hærskarers Herres sendebud Herren havde betroet sin lov specielt til levitterne, for at de skulle værne om den og lære israelitterne at bæve for Guds navn. Vers 5-7 beskriver denne pagt med Levi (Jeg gav ham livet og freden - han skulle frygte mig). Deres privilegerede stilling gav dem et specielt an-svar. Deres opgave var at føre mange væk fra synd, men ved selv at vige bort fra den rette vej, fik de mange til at snuble (6,8). Jo mere, vi har fået betroet, des større er vort ansvar. Vi må "lægge os på sinde" (2), at Guds navn er på os, og handle derefter, ellers bliver vor velsig-nelse til forbandelse. HUSKEVERS: 2. Korinterbrev 5:20. 926 Malakias 3:1-12 Hvem kan udholde den dag, han kommer? Vor Gud er en fortærende ild, og i en vis forstand er det frygteligt, når han nærmer sig, for intet kan skjules, og hans nærhed kan kun bringe dom over os (5). Men når han sammenlignes med smelteovnens ild, der renser og lutrer, giver det håb, at der bliver noget ægte "sølv og guld" tilbage, nemlig den skat, han selv har lagt ned i os. Juda var fattig, fordi de beholdt det for sig selv, der tilhørte Gud. Gav de ham "hele tienden", som loven foreskrev, af et villigt hjerte, ville de erfare Guds overmåde gavmildhed, idet rige velsignelser fra himlen ville vælte ned over dem (9-10)! I Kristus har vi fået del i al himlens åndelige velsignelse, men vi oplever kun det, vi har plads til i vore hjerter (Ef.1:3). HUSKEVERS: 2. Korinterbrev 4:6-7. 305

927 Malakias 3:13-24 For jer... skal retfærdighedens sol stråle frem Gud hører de utilfredse, der føler det som en byrde at tjene ham (13-15). Men han lytter opmærksomt til dem, der frygter ham og skriver det i en bog, så det skal erindres. Hører Gud bare, hvad vi siger, eller lytter han med glæde, fordi vi taler troens ord om ham, vi stoler på, og derved ærer hans navn (16)? Dommens dag vil gøre forskel mellem disse to slags mennesker: de "overmodige", og de, der frygter deres Gud. For de første bliver den som en brændende ovn; men for de sidste bruges dette vidunderlige billede om Gud, ikke en fortærende ild, men "retfærdighedens sol". De har bestået ildprøven; nu fryder de sig over at være i Guds nærhed og mærke hans kærlighed og omsorg. Allerede nu kan vi få en forsmag på dette! HUSKEVERS: Salme 63:8-9. 306