D O M Afsagt den 19. oktober 2015 af Østre Landsrets 10. afdeling (landsdommerne Anne Thalbitzer, M. Stassen og Rune Wold (kst.)). 10. afd. nr. B-2218-13: Guldborgsund Kommune (advokat Morten Jensen) mod Hvidovre Kommune (advokat Lars Carstens) Nykøbing Falster Rets dom af 20. juni 2013 (BS 1-1486/2011) er anket af Guldborgsund Kommune med påstand som for byretten om frifindelse. Hvidovre Kommune har påstået stadfæstelse. Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaringer af Lone Stier, Marianne Rasmussen og Annette Christiansen. Endvidere er der afgivet forklaring af B. Lone Stier har supplerende forklaret blandt andet, at hun havde haft en del kontakt med A vedrørende hjælpemidler siden sin ansættelse i 1995. Da A rettede henvendelse til hende i april 2002, orienterede han hende om, at han ville flytte sammen med sin kæreste i Hvidovreområdet. Da parret hende bekendt havde set på 2 huse i Hvidovre, var det, som hun husker det, hendes indtryk, at de var fast besluttet på at flytte til Hvidovre. Hun orienterede Anne Holm, da det var amtet, der ville blive den største part i en sag om boligombygning. Anne Holm oplyste, at der var frit boligvalg, og at det offentlige ikke kunne bestemme, hvor A skulle bo. Fra mødet den 4. september 2002 husker hun især, at parret var meget presset af ejendomsmægleren. Hun kunne ikke på mødet sige ja til, hvad parret konkret ønskede, men gav udtryk for, at A var inden for målgruppen. Der blev ikke givet nogen bevilling til det konkrete projekt. Det var hendes chef, der den 17. september 2002 orienterede socialudvalget.
- 2 - Hun havde på samme tid to andre sager om ombygning, hvilket medførte en del arbejde udover hendes andre opgaver. Hun mener ikke, at Sakskøbing Kommune havde flere udgifter til ombygning af boliger til handicappede end andre mindre kommuner. Det omhandlede projekt var ikke større end andre projekter, og det er ikke usædvanligt, at der sker om- /tilbygning i samme omfang. Anne Holm har forklaret blandt andet, at hun er uddannet ergoterapeut og har primært beskæftiget sig med hjælpemidler og boligsager, først i kommunalt regi, siden i amts regi. Fra 1997 var hun leder af Storstrøms Amts Hjælpemiddelcentral, indtil amterne i 2007 blev nedlagt. Hun blev efterfølgende ansat hos Falck Hjælpemidler i Allerød indtil sin pensionering i 2010. Hjælpemiddelcentralens funktioner var at rådgive blandt andet kommunernes terapeuter. Hun havde kompetence til at bevilge handicapbiler og medfinansiering af større boligændringer over 100.000 kr. Hun erindrer, at hun i april 2002 talte med Lone Stier, som hun havde et tæt samarbejde med. Hun husker ikke samtalen ordret, men hun har sagt, at der var frit boligvalg, hvilket vil sige, at man som handicappet ikke var stavnsbundet. Af samme grund var det uden betydning, om den pågældende havde en bolig i forvejen. Det var sædvanligt, at kommunen på et tidligt tidspunkt orienterede om, hvad man havde krav på ifølge loven. Det var ikke usædvanligt at yde medfinansiering på over en million. Det var sædvanligt at få værdiforøgelsen vurderet af en ejendomsmægler med henblik på at opnå pant i ejendommen. Det var amtets erfaring, at det oftest var billigere at ombygge end at opføre et nyt hus. Hun vil tro, at hun har været involveret i omkring 100 ombygningssager under sin ansættelse i amtet. Mødet den 4. september 2002 kan hun godt huske. Parret var meget insisterende på at få amtet og kommunen til konkret at sige, hvad de kunne få, men det kunne myndighederne ikke på det tidspunkt, da der skulle gennemføres en lang række undersøgelser. Der blev ikke, som forklaret af B, givet noget principtilsagn på mødet. Parret oplyste, at de havde fundet et hus, som de gerne ville købe, og ville høre, om de kunne regne med støtte til eventuelle ombygninger. Da A var meget handicappet, var det hendes opfattelse, at myndighederne efter loven havde pligt til at hjælpe, men de kunne på det tidspunkt ikke sige noget om, hvad der konkret kunne ydes. På mødet blev der orienteret om, hvad der fulgte af lovgivningen. Det var hendes opfattelse, at parret havde besluttet at ville købe huset i Hvidovre. Det er korrekt, som anført i konklusionen af mødet, at det offentlige ikke kunne nægte parret at købe huset. Hun husker at have set de skitser, parret havde med, men der blev ikke lagt vægt herpå, da skitserne ikke var udarbejdet af en handicapkyndig. Det blev ikke
- 3 - overvejet, om der kunne findes en billigere løsning, da det var det konkrete hus, A ønskede, og myndighederne kunne ikke nægte parret hjælp hertil. Det skete kun, hvis for eksempel et hus var kondemnabelt. De ekstra værelser blev finansieret af parret selv. Amtet havde ikke bevillingsmæssige problemer, og hun havde et rimeligt budget på omkring 10 mio. kr. om året til ombygninger. Der var omkring 10 årlige ombygningssager om året. Marianne Rasmussen har supplerende forklaret blandt andet, at oplysningen i referatet fra mødet den 7. februar 2003 om, at Hvidovre Kommune skulle betale 100.000 kr., var ikke noget kommunen havde givet tilsagn om, ligesom kommunen ikke har betalt beløbet. Det var dengang almindeligt, at kommuner hjalp hinanden med besigtigelser, når der var tale om store afstande. Hvidovre Kommune ville have bedt om, at der blev fundet et hus, der var bedre egnet, så udgifterne ikke blev så høje. Annette Christiansen har supplerende forklaret blandt andet, at hun har foretaget nogle besigtigelser for andre kommuner. Hun har ikke oplevet ombygninger i samme størrelsesorden, og hun mener, at Hvidovre Kommune ville have anbefalet, at der blev fundet et andet og mere egnet hus, så omkostningerne ikke blev så høje. Procedure Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed. Landsrettens begrundelse og resultat Bestemmelsen om mellemkommunal refusion i den nugældende retssikkerhedslovs 9 c (den dagældende 9 a), viderefører principperne i den tidligere bistandslovs 11, stk. 1, nr. 1, som affattet ved lov nr. 275 af 6. maj 1993. I forslaget til lov nr. 275 af 6. maj 1993, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, spalte 6163 og 6165f, hedder det blandt andet:» Afgørelseskompetencen og det økonomiske ansvars placering hos den samme myndighed giver i almindelighed sikkerhed for, at hensynet til den bedst mulige ressourceudnyttelse bliver inddraget i afgørelserne. Når en person får ophold i en ny kommune, overgår disse forpligtelser som hovedregel samlet til den nye opholdskommune.
- 4 - Der kan dog være situationer, hvor beslutningskompetence og betalingsforpligtelse adskilles. Det sker på den ene side for at bibeholde nærhedsprincippet i forhold til den, der søger hjælp, på den anden side for at modvirke kommuners eksport af økonomiske forpligtelser til andre kommuner samt at beskytte kommuner med institutioner og andre bofællesskaber mod for store betalingsforpligtelser. Ændringer i praksis, udvikling af nye boformer, pleje i eget hjem og hensyn til kommunal administrativ praksis har efterhånden skabt behov for modernisering og præcisering af opholdskommunereglerne. 11, stk. 1, nr. 1, anses efter fast praksis at dække den situation, at en person under medvirken fra en anden kommune eller offentlig institution gennemfører uddannelses- eller beskæftigelsesmæssige foranstaltninger, der indebærer flytning til en anden kommune....... Formålet er at gøre det lettere for en lille gruppe stærkt handicappede personer at flytte til en anden kommune med sikkerhed for, at hjælpen, som de er helt afhængige af, ikke ophører p.g.a. flytningen. Forslaget gælder kun ved medvirken fra en kommune eller offentlig myndighed. Når en person selv vælger at tage ophold i en anden kommune, frigøres en tidligere opholdskommune for betalingsforpligtelsen.«efter bevisførelsen lægger landsretten til grund, at A havde besluttet sig for at flytte sammen med sin kæreste B, og at parret gennem længere tid havde set på ejendomme til salg i Hvidovre Kommune, før A henvendte sig til Sakskøbing Kommune herom. Landsretten lægger endvidere til grund, at Sakskøbing Kommune og Storstrøms Amt på mødet den 4. september 2002 alene gav tilsagn om, at en ansøgning om bevilling af nødvendige boligindretninger på X-vej 21 ville blive behandlet efter gældende regler. På denne baggrund finder Landsretten, at Sakskøbing Kommune og Storstrøms Amt ikke har ydet en sådan medvirken til flytningen som omtalt i retssikkerhedslovens 9 c. Under henvisning til Ankestyrelsens principafgørelse SM R-2-06, og som sagen i øvrigt foreligger, finder landsretten, at Guldborgsund Kommune ikke var afskåret fra at træffe afgørelse som sket den 18. oktober 2008. Det af Hvidovre Kommune anførte om afgørelsens gyldighed kan ikke føre til et andet resultat.
- 5 - Landsretten tager herefter Guldborgsund Kommunes frifindelsespåstand til følge. Hvidovre Kommune skal betale sagsomkostninger for begge retter til Guldborgsund Kommune med i alt 500.000 kr., hvoraf 4.000 kr. er til dækning af retsafgift. Ved fastsættelsen af beløbet er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang, varighed og betydning. T h i k e n d e s f o r r e t: Guldborgsund Kommune frifindes. I sagsomkostninger for begge retter skal Hvidovre Kommune betale 500.000 kr. til Guldborgsund Kommune. Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens 8 a.