La Suprema
I menneskets sidste stund vil det vende sig mod Gud Eller forbande hans navn
1 Fader Prometeus pustede lyset ud og henlagde alteret i tiltagende mørke. Den gamle mand bukkede hovedet i respekt for Kristus på korset og sikrede sig at døren var låst. Hans tillid til Gud var ubegrænset, men kvarterets børn havde ved flere lejligheder manglet den fornødne gudfrygtighed til at skelne mellem deres og Herrens. Det havde været en lang dag og trætheden fik ham til at slæbe fødderne mod stengulvet. Drengekorets himmelske røster var for længst klinget ud mod det hvælvede loft og de massive stenvægge. Han indrømmede det nødigt, men han var træt og selv herrens dedikerede tjener kunne trænge til at sove. Idet han passerede konfessionariusboksen blev han opmærksom på en skikkelse derinde, delvist skjult bag trædøren. "Kirken er lukket," sagde han med en let irritation, der mest af alt skyldtes forskrækkelsen over ikke at have hørt nogen komme ind. Intet svar. "Vi lukker ned for i dag. De må komme igen i morgen." "Mine synder kan ikke vente," lød en hæs, sært raspende stemme bag døren. Har kirken ikke altid plads til at tage imod den vildfarne søn? Fader Prometeus så sig om. Kirketjeneren var for længst sendt hjemad og han var ganske alene. "Send mig ikke bort med uforrettet sag," bad stemmen. En uforklarlig følelse ramte Fader Prometeus, mens han åbnede døren ind til boksen. Angst. Han vidste ikke hvorfra følelsen kom, men den skyllede ind over ham med en uforklarlig styrke og fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på præsten. Og dog kunne han ikke undslå sig et menneske i nød.
Han satte sig ned på den lille bænk, der var gjort udholdelig af en mørklilla pude. Sommetider sad han i timevis og hørte sognebørnene lette deres hjerter. Koncentration svandt ofte i takt med at bagdelen blev øm og efter så mange år, havde han hørt de fleste synder utallige gange før. Utroskab, spillegæld og manglende besøg i Kirken om søndagen var de mest almindeligt forekommende. "Tilgiv mig, fader, for jeg har syndet." "Bekend da dine synder, i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, så du kan blive løst fra din byrde." En kort udbrud af indestængt latter eller vanvid, hørtes fra den anden side. Mine synder er talrige. Anger er det første skridt på vejen mod Frelse og Herrens nåde. Jeg angrer ikke, Fader. Deri vil nogen mene - består min største synd. Hvori består da din synd, min søn? "Jeg har skændet det femte bud." Prometeus rynkede panden. "Har du slået ihjel?" "Ja." "Hvem?" "Jeg husker ikke navnene." "Navnene? Har du da slået flere ihjel?" spurgte prometeus forbavset og veg instinktivt væk fra trægitteret, som adskilte præsten og synderen. "Ja. Og flere vil følge." "Hvor mange... hvor mange har du slået ihjel?" "I dag? Eller i alt?" spurgte synderen med svag stemme, der syntes at dække over indestængt ophidselse.
"Det er en dårlig spøg. Var dig for løgnen i Herrens hus," advarede Prometeus. "Jeg skæmter ikke, Alistair." "Hvorfor har du dræbt disse..." begyndte Prometeus, men standsede så pludselig op. De næste ord kom kun vanskeligt over hans læber, men han lænede sig forsigtigt frem mod gitteret. "Hvorfra kender du mit navn?" "Læn dig tilbage, præst!" bød synderen skarpt, "Snig dig ikke til et glimt af mig i denne stund. Ugenkendelig for alle undtaget Herren - eller har du glemt skriftestolens helligste fundament?" En kort pause fulgte, mens Prometeus anspændt trak sig væk fra gitteret, hvor han med det ene øje på klem havde forsøgt at se den fremmede. Der var blot en skygge at se. Indhyllet i mørke klæder. Prometeus famlede efter korset i den tykke kæde om sin hals. "Dit gudskabte legeme emmer af frygt, præst!" "Hvad vil du? Hvad er dit ærinde?" spurgte Prometeus vredt og forsøgte at indgyde sig selv mod. Han var trods alt Herrens udsending på jord, og hans tro sagde ham, at han kun behøvede at frygte Djævelen selv. "Kun en synder frygter mødet med sin skaber, Alistair." "Jeg ved ikke hvad du taler om." "Nej. Og det er kilden til meget ondt. Som hellige ånder på jord, pisker I alle med frygten for den Gud, som I tjener til egen gavn. Dommedag nærmer sig, og de første der flygter fra døden er jer. Er troen på det lovpriste Paradis så svag hos jer? Eller er det visheden om at det velfortjente Helvede venter, som får jer til at vakle?" "Jeg er bange for at jeg ikke kan hjælpe dig." Det lød som om stemmen bag gitteret grinte.
"Du har ret i en ting, præst. Du er bange." Prometeus veg tilbage, da skikkelsen på den anden side pludselig bevægede sig. Der hørtes ingen trin og dog var han sikker på, at den fremmede gik rundt udenfor boksen. En stund sad han som forstenet med benene trukket op fra gulvet og begge hænder knuget om korset. Beredt på at døden hvert øjeblik ville komme til ham. Men der skete intet. Prometeus åbnede forsigtigt døren ud til kirkegangen og spejdede til begge sider. Der var ingen spor af den fremmede. Han tog en dyb indånding og åbnede langsomt døren ind til rummet forbeholdt syndere. Det var tomt. Han sukkede dybt af lettelse, da blikket fæstnede sig ved en kasse på gulvet. Det var et træskrin, som Prometeus aldrig havde set før. Med tilbageholdt åndedræt løftede han forsigtigt låget op. Snart rungede præstens rædselsskrig i Herrens hus.