Nu har vi chancen for at løfte i flok Af Jonas Keiding Lindholm Generalsekretær for Red Barnet De nyvalgte by- og regionsråd har en kæmpe opgave foran sig: Alt for mange børn i Danmark lever uden for fællesskabet, stik imod Verdensmålene om, at ingen må efterlades tilbage. Kun gennem samskabende og forpligtende partnerskaber mellem det offentlige og frivillige kræfter i civilsamfundet kan vi i fællesskab tage de nødvendige skridt for, at udsatte børns fremtid bliver værdig. Vi må leve op til vores fælles forpligtelse. Historien vil dømme os hårdt, hvis ikke vi gør. Sådan lød det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), da han på vegne af det danske formandskab erklærede Verdensmålene for vedtaget af FN s generalforsamling i New York for knap to år siden. En fantastisk vision Med Verdensmålene har vi fået en fantastisk vision og konkrete mål for verdenssamfundets udvikling frem mod 2030: Alle skal være del af fællesskabet, ingen må efterlades tilbage. I Danmark har børn det grundlæggende rigtig godt og har gode muligheder for et liv i trivsel. Men der er en gruppe af udsatte børn, som vi endnu ikke har formået at give de samme gode vilkår - procentdelen af udsatte børn har længe været den samme. Selvom mange bryder den negative sociale arv, netop takket være en stærk indsats og støtte fra både kommunalt hold eller fra civilsamfundet, er det dybt beskæmmende, hvor stor sammenhæng, der fortsat er, mellem børns opvækstbetingelser og deres muligheder i voksenlivet. Og alt for mange børn oplever fortsat en opvækst uden for fællesskabet. Fordi deres familie er fattig. Fordi de bliver mobbet, er flygtet fra krig, eller fordi de lever ensomt med en smertelig familiehemmelighed: Vold, overgreb eller misbrug. Heldigvis bliver der i disse år investeret i tidlig forebyggelse i såvel kommuner som i civilsamfundet. Vi arbejder indenfor præcist det samme paradigme, og vi ønsker det samme for udsatte børn. Men det virker ikke godt nok. En afgørende forklaring er, at indsatserne for det enkelte barn foregår i parallelle universer. De kommunale og frivillige tiltag bliver alt for sjældent tænkt sammen. Og
derfor får vi ikke skabt den famøse røde tråd, der systematisk bringer det udsatte barn ind i fællesskabet og ud af udsatheden hele døgnet rundt. Det er dybt tragisk, fordi vi dermed heller ikke får høstet den merværdi, der potentielt ligger i, at myndigheder og civilsamfund har den samme tankegang og motivation. Vi får ikke to plus to til at give fem for barnet det giver ikke engang altid fire. Vi bliver nødt til at gøre mere og andet, end vi gør i dag. Vi skal turde tænke nyt, hvis vi skal indfri Verdensmålene inden for de næste bare 13 år. Der skal helt nye alliancer til på tværs af sektorer, og vi skal indgå i helt anderledes forpligtende partnerskaber med hinanden, end vi gør i dag. Kun på den måde kan vi få skabt sammenhængende indsatser, der rækker ud over kommunens lukketid og ind i børnenes fritidsliv og ferier. Denne opgave ligger nu i vidt omfang hos de mange kommunalpolitikere, der i de seneste uger har hængt på landets lygtepæle, og som nu indtager byrådene. Egentlig burde opgaven ikke være så svær. Sagen er jo, at vi gerne vil det samme både det offentlige og den private civilsamfundssektor har den samme vision om, at udsatte børn skal opnå de samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende. At vi har samme målsætning betyder ikke, at vi skal eller kan tage hinandens roller. Formålet med samskabelse er at finde merværdien og at skabe sammenhæng mellem indsatserne, så de ikke stritter, men peger i samme retning. Det betyder for det første, at vi i fællesskab og med hver vores styrker i henholdsvis den offentlige sektor og i civilsamfundet skal sætte ind langt tidligere, mens børnene er helt små: Dagplejere, sundhedsplejerskerer, pædagoger, daginstitutioner, den kommunale forvaltning, politikere, udvalg og civilsamfund skal tænke i nye former for samarbejde. I Red Barnet er vi gået i gang. Lige nu udvikler vi i tæt dialog med BUPL, FOA, Professionshøjskolen Absalon og sundhedsplejerskerne en indsats, som vi kalder småbørnsklubber, og som netop binder det pædagogiske og det sundhedsfaglige arbejde sammen med de frivilliges særlige kompetencer. En småbørnsklub henvender sig til socialt udsatte børn mellem 0 og 3 år og deres forældre. Klubberne kan bl.a. tilbyde gode oplevelser mellem barn og forældre gennem aktiviteter, der styrker samværet og relationer i et
rum og et fællesskab, der eksisterer efter institutionernes lukketid. Med andre ord en tidlig og helhedsorienteret indsats. Men en tidlig indsats kan ikke stå alene. Når vi skal finde merværdien i samskabelsen, er det for det andet afgørende, at indsatserne sætter både de fagprofessionelle og de frivilliges komplimentære kompetencer i spil, så summen bliver større, end hvis vores indsatser løber hver for sig. Her er det vigtigt at holde sig for øje, at de frivillige kan noget andet, end det fagprofessionelle miljø. Fordi relationen er båret af frivillighed og lysten til at være sammen, kan den frivillige ofte få adgang ind i barnets hjem på en helt anden måde, end det etablerede kommunale system formår alene. Red Barnets indsats Ud af Krigens Skygge har præcis dette fokus at få det fagprofessionelle offentlige system og civilsamfundet til at spille sammen med hver deres styrker. Programmet støtter børnefamilier, der er belastede af traumer, så de trods deres smertefulde bagage kan begynde at pakke kufferterne ud og slå rod her i landet. Det er det første af sin slags i Danmark og et ægte samskabelsesprojekt, som Red Barnets fagpersoner og frivillige står bag sammen med Afdeling for Traume og Torturoverlevere (ATT) under Psykiatrien i Region Syddanmark. Familierne bliver en del af familieklubber, der tilbringer tid sammen ude i naturen på endagsture og i sommerlejre. Når familierne mødes og sammen med frivillige bager snobrød, fanger fisk eller besøger en bondegård, får de et rum med ro og muligheder for at udfolde sig, og vi kan se, hvor god en indvirkning, det har på de traumatiserede børn og deres forældre. Samtidigt giver turene familiebehandlerne mulighed for at arbejde med familierne i en anden kontekst, der kan være yderst befordrende for det terapeutiske arbejde. For at opnå merværdi i indsatsen skal vi for det tredje finde helt nye modeller og strukturer for samarbejdet, så vi helt systematisk får koblet civilsamfundets tilbud op på velfærdsstatens tilbudsvifte til de dårligst stillede børn. Men det kræver, at sagsbehandlere og andet frontpersonale automatisk og aktivt tænker de frivillige kræfter med ind i den tidligt forebyggende og professionelle indsats for det enkelte barn. Så tilbuddene systematisk fastholder barnet i et sundt hverdagsliv, som giver dem kompetencer, kammeratskaber, andre voksne som
rollemodeller og nye muligheder for personlig udvikling og udfoldelse i civilsamfundet. På en måde, vi ikke har gjort før. Det har vi i Red Barnet nu taget initiativ til i det, vi kalder Børnenes Brobygger. Konkret har vi indgået et partnerskab med Herning kommune, og et nyt samarbejde er på vej i Fredericia. Foreløbigt udvikler og tester vi metoder i samskabelse med en bred skare af børn, lokale frivillige og kommunale aktører. Initiativer som disse løfter socialt ansvar i kommunerne og regionerne. Og der er ikke tale om en spareøvelse. Det handler om at sætte holdet af aktører anderledes omkring bordet og slutte kredsen tættere omkring det udsatte barn. Det handler om at inddrage alle relevante forvaltninger, alle relevante udvalg, erhvervsliv, fagforeninger, fonde, frivillige foreninger og frivillige familier. Og en afgørende vej dertil er, at civilsamfundet og myndigheder indgår i innovative, forpligtende partnerskaber og udnytter de synergieffekter, der vil opstå gennem samskabelse. Ser man på arkitekturen bag Verdensmålene, vil man faktisk opdage, at alle disse tanker omkring samskabelse flugter med målenes tankesæt. Verdensmålene markerer nemlig i sig selv et veritabelt paradigmeskifte i den måde, forskellige samfundsaktører skal spille sammen på. Udgangspunktet for målene er, at intet land, ingen politiker og ingen sektor kan løfte de store opgaver alene. Alle er afhængige af andre aktører af hinandens samspil og særlige kompetencer for at det skal lykkes. Sat på spidsen betyder det for os her i Danmark, at Verdensmålene giver os en ny form for samfundskontrakt, der løber på tværs af traditionelle skel: Stat, kommuner, virksomheder, fonde, NGO er og den enkelte borger. Med vedtagelsen af regeringens nye civilsamfundsstrategi for få uger siden har vi tilmed fået et godt afsæt for det videre arbejde. Tanken i strategien er, at de frivillige kræfter skal styrkes endnu mere, og flere udsatte borgere skal ind i det lokale foreningsliv det vil skabe sammenhængskraft og social kapital. Med de øremærkede midler og den politiske opbakning fra Christiansborg, der følger med strategien, kan der nu være det momentum, der skal til, for at flere reelt samskabende indsatser sættes i gang. Vi kan nå det sammen. Og heldigvis tyder det på, at kommunerne er klar til at tænke i nye, kreative baner. I en ny rundspørge fra Center for Frivilligt Socialt Arbejde
under Socialministeriet har tre ud af fire kommuner (74 procent) således svaret, at de siden 2014 har arbejdet mere sammen med lokale foreninger i løsningen af sociale opgaver. Lad os fortsætte den gode udvikling og udnytte de politiske muligheder, der er skabt, for at gøre samarbejdet endnu stærkere og dybere. Red Barnet indbyder alle nyvalgte borgmestre, by- og regionsråd, ny- konstituerede udvalg og alle forvaltninger til sammen med os at komme væk fra skåltalerne om samskabelse og til reelt at tage børnenes parti, nu hvor landets kommuner og regioner lige har været ved stemmeurnerne. I takt med stigende ulighed og voksende børnefattigdom skylder vi børnene, at vi i den kommende valgperiode, i fællesskab, tager de nødvendige skridt, så ingen børn efterlades tilbage. Vi skal ved fælles hjælp tænke nyt og skabe nyt, sammen.