Vi er blevet til kollektive advents- og juleofre 1. søndag i advent den 1. december 2013. Vi nærmer os advent - måneden hvor vi tæller ned til julen - måneden hvor der bruges mest el i hjemmene - måneden hvor flest mænd mentalt tjekker ud Og kvinder går i selvsving.. Prøv at sig; nu er det snart jul! Og du vil se hvordan energien fosser ud af folk på no time.. Prøv at spørge: skal vi ses i december? Og vennerne får vilde øjne og råber; Dét er helt umuligt. Vi må ses i det nye år! Vi siger, at julen er så hyggelig men kroppene og ansigtet og øjnene siger noget andet. Børnene tæller ned til jul fra 1. december vi voksne tæller ned fra september, hvor snakkene går på mail og telefon om
hvem der skal holde jul hos hvem og hvorfor ikke og alle vores krøllede liv forsøger vi at stryge glatte men det går galt hver gang; skilsmissebørnene hader det og forældrene er strakt ud i alle 4 verdenshjørner imellem ekserne og kæresterne og de mange bedsteforældre og svigerforældre - for vi er ikke blot skilt i een generation, nej, nu er også forældre og bedsteforældre skilt og det kræver lidt af hjertets rummelighed. Og vi spiser og tygger os igennem juleafslutningerne i skolen og SFOen og idrætshallen og sognehuset og synger gyselige julesange om mus og katte og nisser og bager småkagerne som ingen får spist og laver konfekten som heller ingen får spist, og manden hænger lyskæder op rundt om sin garage for også bilen skal mærke det er jul,
og indenfor terroriserer kvinderne hjemmet med gyselige nissefigurer og glimmer og stads fra Brugsen eller Georg Jensen, imens misteltenen ligner en vissen bunke affald i dørkarmen. Nogle elsker det hele og halleluja for dem, men de fleste afskyer det. Ser det som et årligt onde, vi bare skal komme igennem uden alt for mange skrammer.. Det er som om vi forsøger at bygge en historie op om vores liv, bestående af lige dele ufordøjede traditioner og ritualer iblandet et hav af krav fra omverdenen om at være til stede. En historie hvor vi kræver at alt ender godt julenat, uden konflikter og gråd hvilket resulterer i kødannelser udenfor parterapeuternes kontorer, samt nedbrud på borger.dks hjemmeside for onlineskilsmisser. I vores iver efter at leve op til et liv i december
som overhovedet ikke ligner det liv vi lever de 11 andre måneder er det som om vi glemmer julens egen fortælling. At det hele begyndte i en ussel stald og blev en historie der endte alt andet end godt. Vores forbillede i julen er et antiforbillede. Og skulle vi leve op til det skulle vi holde jul i en shelter ude i skoven og lave mad over bål og lade ungerne falde i søvn henover hunden imens vi ser på stjerner som hyrderne julenat og mærke hvor lidt der skal til før vi føler os godt tilpas.. Julen er blevet den tid på året hvor vi bliver kollektivt ofre.. Vi går ind i det som slaver med bind for øjnene Og tænker ikke over at julen i sin kerne ingen forventninger har.. Vi går ind i det som ureflekterede, forurettede børn og tænker ikke over at julens budskab er
at du skal leve det liv du har. Med det, der hører med. Hundehår og møgunger og fraskilte forældre med deres mere eller mindre røvirriterende kærester og endnu mere frastødende børn. Beatles lavede jordens klogeste sang der burde synges hvert år til 1. søndag i advent: And mother Mary said to me: Let it be, let it be.. Lad det være. Lad livet være - det, det er. Det er juleevangeliet i sin essens. For accepterer du dit eget rod kan du nemmere rumme de andres. Kristendommens grundfortælling går hverken op eller dyrker kernefamilien. Juelevangeliet er rodet og beskidt med Maria der føder et barn som ikke er Josefs
og i en stald hvor risikoen for en underlivsbetændelse er rimelig stor. Det er vores Gudsfortælling og jeg behøver ikke at nævne hvordan det sidenhen gik Guds søn. Juleevangeliet er ikke smukt. Det er kun i vores gengivelse af den, som præsten der havde lavet en julekrybbe til børnene i kirken og imens han stod og fortalte om hvordan alt var dejligt og idyllisk imellem Maria og Josef og de vise mænd fra Østerland og dernæst spurgte børnene om hvorfor det var så godt det hele, var der et barn der sagde: Jamen det er da fordi de er lavet af pap. Det var ikke svaret præsten ventede, men sikken et godt svar. Vi skal holde op med at lave jule af pap. Og i stedet begynde at holde jul af kød og blod.
Sætte os ned i familien og finde ud af hvordan vi vil holde advent og jul hos os. Alle må skære en tå og kappe en hæl. Måske kommer vi ikke til både skole og SFO og samtlige frititdsaktiviteters juleafslutninger ( de begynder jo igen 14 dage efter) Måske dropper vi hjemmebaget og går en tur i skoven eller sover længe og ser dårlige tegnefilm. Måske inviterer vi venner over til en gløgg de selv har med og måske sætter vi os ned og finder ud af at vi voksne ikke giver hinanden gaver men et dejligt knus og en hånd med julemiddagen så vi ikke får kollektivt røde tal på kontoen og brækfornemmelser over den materielle overflod ingen af os har brug for.. Gør julen til jeres egen.
Tænk ind, hvad der er vigtigt for jer og smid resten i brændeovnen. Traditioner er kun gode så længe de gør livet større. Snærer de som julebånd om halsen er det på tide at skære dem over. Sådan at der igen kan blive plads til at glædes over at vi i den mørkeste vintertid kan tænde lys på bordet og i hinandens øjne - uden at blive udmattede ved tanken..