Frivillige sociale organisationers rolle for sammenhængskraft og integration Lad det være sagt med det samme: Allerede i dag foregår der en intensiv indsats i rigtig mange frivillige projekter og foreninger over hele landet, en indsats som medvirker til at fremme deltagelse og integration for etniske minoriteter. I Gunvor Christensens undersøgelse fra 2006, Etniske Minoriteter, frivilligt socialt arbejde og integration, listes en lang række eksempler, som illustrerer en imponerende mangfoldighed af initiativer. Projekter og aktiviteter, som iflg Gunvor Christensen frembringer kanaler og muligheder for indflydelse på samfundsmæssige processer. Integration handler om at skabe veje til deltagelse, interaktion og dermed integration. Gunvor Christensen definerer integration som en proces, der leder frem til, at den enkelte borger besidder et fuldt medlemskab af samfundet med rettigheder og muligheder for at følge sine visioner om at leve det gode liv samt opnå et aktivt medborgerskab. Jeg vil i mit oplæg forsøge at dykke lidt ned i dette perspektiv på integration og udfolde, hvorfor det bør ses som en meget betydningsfuld del af de frivillige organisationers bidrag til en styrket integrationsindsats. Mit afsæt er den indsats, der foregår i de frivillige sociale organisationer, men med et særligt hensyn til samspillet med etniske minoritetsforeninger, der ofte har frivillig social indsats som væsentligt omdrejningspunkt, også selv om det ofte blot fremstilles som gensidig hjælpsomhed. meget frivilligt arbejde blandt etniske minoriteter er skjult og fx ikke registreres i undersøgelser, fordi man ikke opfatter det som frivilligt arbejde, men snarere opfatter det som gensidig hjælpsomhed. Denne beslægtethed i indsatsen er også afsættet i et samarbejdsprojekt mellem Rådet for Frivilligt Socialt Arbejde og rådet for Etniske Minorieteter, som vi kalder Frivilligt socialt arbejde i Mange Farver, som jeg vil komme tilbage til undervejs. Mit budskab er, at der fortsat er rigelig bane at spille på for nye interesserede, og ikke mindst, at der er rigtig mange danske frivillige organisationer, som endnu har til gode at finde nøglen til at åbne egne foreninger og skabe udfoldelse og rum for indsats sammen med etniske minoriteter. Foreningsdeltagelse er et af de helt oplagte parametre for at følge 1
udviklingen. Gunvor Christensen viser således i sin undersøgelse, at en fjerdedel af de frivillige foreninger med mere end 250 medlemmer ikke har bare et etnisk medlem. Tager vi alle foreninger med er det kun tre ud af ti som har etniske medlemmer. En lille survey gennemført af LG insight for Frivilligt socialt arbejde i Mange Farver viser, at 18 af 29 større landsdækkende foreninger (62%) havde aktive med anden etnisk baggrund end dansk. 21 af 29 deltagende foreninger (heraf 8 på sundhedsområdet) udtrykte behov og interesse i at inddrage etniske minoriteter både som brugere og frivillige i deres aktiviteter. Der hvor der er aktive medlemmer med etnisk minoritetsbaggrund er det dog kun typisk 1-2% af medlemskredsen. Det har mange omkostninger, at mulighederne fortsat ligger uudnyttede hen: Set i et socialt perspektiv indebærer det at en række foreninger ikke kan opfylde deres formål i forhold til en stor del af vores medborgere. Tilmed en del af befolkningen, som er overrepræsenterede i forhold til en række velfærdsproblemer, har svært ved at finde vej i det offentlige system og som derfor i særlig grad har behov for opmærksomhed. For foreningernes interne liv har det selvsagt også konsekvenser, hvis man ikke kan afspejle befolkningens relle sammensætning. Det bliver svært at rekruttere aktive fra etniske miljøer, hvis man møder kulturelle barrierer, og dermed reduceres også muligheden for at mobilisere det sæt af sproglige, kulturelle og netværksmæssige kompetencer, som på sigt vil være afgørende for foreningernes evne til at nå ud, for deres bæredygtighed og deres evne til at forny sig. For samfundet betyder det, at der mangler en væsentlig kilde til at styrke sammenhængskraft og gensidig forståelse. Dertil kommer en ringere forebyggende indsats. Men også at etniske grupper i for ringe grad kan gøre brug af de informelle veje til læring og integration, som foreningslivet tilbyder. For ingen tvivl om, at det at være med i foreningssammenhæng giver sprogtræning, indsigt i kuturelle og sociale koder og adgang til nye netværk. For nogle år siden havde jeg den glæde at lære Malik Hussain at kende. Malik er en relativt ny borger i Danmark. Han kom hertil for 16 år siden som familiesammenført og blev gift med Sumaira. Han kom hertil med en dobbelt uddannelse som journalist og landmåler og fik hurtigt ansættelse i Kort og Matrikelstyrelsen. Malik formulerer sig med stor præcision på dansk og han 2
engagerede sig hurtigt i sociale aktiviteter omkring indvandrermiljøet. Hans engagement i frivilligt socialt arbejde blev efter nogle år så stort, at han forlod sin sikre stilling for at kaste sig ind i indsats omkring ældre indvandrere, formidlings- og oplysningsindsats omkring en pakistansk lokalradio og en indsats for tværkulturelle aktiviteter i hans lokalmiljø forankret i den forening han stiftede i 2002 og i en årrække har været formand for, Multikulturel forening Nordvest. I 2006 gennemførte Rådet og Multikulturel Forening Nordvest to workshops for at sætte fokus på hvordan etniske minoriteter kunne involveres i at formulere anbefalinger for det gode ældreliv. Vi samlede en række lokale praktikere, myndighedsrepræsentanter, konsulenter fra foreningslivet og repræsentanter for etniske minoritetsforeninger for at få en dialog mellem forskellige aktører, for at drøfte hidtidige erfaringer, få sat ord på barrierer, behov og muligheder. En af de iagttagelser, som kom ud af disse workshops er at der er gået overraskende mange år inden man har følt anledning til at bringe etniske minoriteters egne betragtninger ind i tankerne om fremtidens ældretilbud. Dette både mht. at lære om den baggrund, som en stigende del af ældregruppen vil komme med, herunder forskellige etniske minoriteters italesættelse af det at være ældre, for at identificere de barrierer og forhold i vores tilbud, som ikke er tænkt igennem i forhold til etniske minorieteter og for at få løsninger på bordet, som måske også på nogle måder ville kunne skabe et mere mangfoldigt og interessant tilbud til ældre borgere i øvrigt. En af kilderne til denne træghed viste sig helt åbenlyst at være nogle meget velcementerede forestillinger hos en del praktikere og projektmedarbejdere, som faktisk havde været pionerer i feltet, om hvad der kunne lade sig gøre, og hvad man kunne forvente af etniske minoriteter. En dem og os holdning, som også risikerede at kortslutte diskussionerne i workshoppen. Men der kom alligevel megen nyttig viden ud af processen. Herunder en tankevækkende diskussion om det at afstemme traditioner, drømme og forventninger i et familiemønster under opbrud med de måder, vi i nogle årtier har været vant til at tænke ældreomsorg i Danmark, og hvor man med rette kunne begynde at overveje, hvem der har tabt nogle væsentlige værdier på gulvet først? Endvidere om vi med afsæt i nye ældre medborgeres behov ville kunne genopfinde vores tilbud på en måde, så de bedre modsvarer de ønsker om et godt ældreliv, som også kommende generationer af etniske danskere vil kunne se sig selv i. Hvordan vi indretter ældretilbud, der er i kontakt med det omgivende samfund og hvor samspillet med familie og venner bliver stærkere end det opleves naturligt i dag? Endelig og ikke 3
mindst, hvordan de nødvendige hensyn omkring kost og indretning tilgodeses. Der blev således stillet forslag omkring: indretning af plejehjem, fx med områder til pårørende inddragelse af familien i omsorgen, blandt andet som hjælp til at overvinde de sproglige vanskeligheder. tilbud om mad, der afspejler de rige traditioner fra indvandrernes køkkener og hvor der er taget de hensyn omkring halal som vel efterhånden er ved at blive alment forstået. Ikke mindst blev der insisteret meget på den betydning det kan få på forebyggelse af livsstilssygdomme hos etniske minoriteter, hvis der satses langt mere på gode former for sundhedsformidling, gerne via uddannelse af sundhedsformidlere i alle de større kommuner, en opgave der sagtens kunne løses i et samspil mellem kommunen, etniske foreninger og foreninger, ikke mindst fra det sygdomsbekæmpende område. Malik Hussain har efterfølgende kunnet tage disse anbefalinger med fra Rådet og Multikulurel forening til Ældreboligrådet under velfærdsministeren. Det besynderlige er, at vi i Danmark har en solid tradition for at udvikling af nye sociale tilbud tager afsæt i forslag formuleret af grupper af borgere, som på en eller anden måde selv er berørt af en problemstilling. Dette gælder ikke mindst dér, hvor problematikken først er ved at dukke op på den offentlige dagsorden. Dermed er der en tavs anerkendelse af, at social udvikling ofte vil forudsætte aktiv deltagelse og advocacy fra de berørte grupper eller talerør for dem. Hvordan kan det så være, at vi ikke mere aktivt og effektivt har efterspurgt og opsøgt udvikling af bredt forankrede fora for formulering af nye medborgeres behov og forslag? Svaret kan blandt andet være, at man helt har overset de ressourcer der ligger i mange med etnisk baggrund. En række nye initiativer er kun kommet til i kraft af en helt utrolig udholdenhed hos nogle af ildsjælene bag. Det gælder for eksempel Muhabet, et værested for psykisk syge indvandrere og flygtninge på Vesterbro i København, hvor et behov, som egentlig burde have været identificeret for mange år siden af danske myndigheder eller organisationer, bliver håndteret af en enkelt kvinde, som siden fået udviklet sit værested til et virkelig godt tilbud, nu også med nogen ansat bistand og som et eksempel, der blandt andet trækkes frem, når der tales om socialt entrepreneurship og social økonomi. 4
Til gengæld er det godt at se den empowerment, som opstår, når nye sociale indsatser begynder at tage form. Det kan man blandt andet observere på de foreningsmøder, som arrangeres i Projekt Frivillige i Mange Farver. Som nævnt er det et samarbejdsprojekt mellem to nationale Råd, finansieret af Integrationsministeriet og med base i Frivilligrådets sekretariat. Vi har fra begge sider ønsket at nå ud og skabe dialogen mellem foreninger fra såvel traditionelt foreningsliv og etniske minoritetsforeninger. Vi har ønsket at få knyttet an mellem de lokale strukturer og platforme, der er, for eksempel der hvor der er integrationsråd og frivilligråd. Møderne arrangeres ofte i samarbejde med de lokale frivilligcentre, som dermed også får lejlighed til at præsentere egne tilbud, herunder om hvordan man kan bistå for eksempel ved at finde veje til at ansøge om midler til aktiviteter. Via et korps af rollemodeller fra begge sider formidles erfaringer omkring frivillig indsats, som ofte giver en umiddelbar genkendelighed omkring motiver og udfordinger fra begge sider. På alle møderne afholdes små workshops, som giver deltagerne viden om den lokale vifte af organisationer, i øvrigt ofte også til stor overraskelse for traditionelle danske organisationer, som ikke altid kender organisations landskabet så godt som man skulle tro. Målet er at der skabes kontakter og helst også indgås nogle konkrete aftaler om opfølgning mellem to eller flere af de deltagende organisationer, gerne blot nogle afgrænsede aktiviteter som et gæstebesøg, en fælles aktivitet eller andet. Aktiviteten kan rumme elementer af kulturformidling som baner vejen for bedre forståelse af hvordan kontakten etableres på tværs af forskellige livsverdener. Hvornår lægger man et møde for at det ikke konflikter med helligdage eller særlige hensyn omkring familien? Hvad skal man tage hensyn til omkring køn og etnicitet, skal der være særlige aktiviteter for kvinder og mænd, hvordan med maden osv. Et projekt som Frivilligt socialt arbejde i Mange Farver er kun ét af rigtig mange som skaber netværk på kryds og tværs i foreningslivet i Danmark i disse år. Men jeg tror, at nogle af de erfaringer, vi allerede har indhøstet, kan give anledning til lidt refleksion: Vi kan konstatere en stærk vilje til at deltage fra foreningslivets side. Møderne skaber mulighed for at etablere den første svære kontakt og få gode ideer til, hvordan man kommer videre. Der kommer mange ting ud af møderne: Indsigt i hinandens indsats, muligheder og veje til at bruge hinanden, kontaktmåder, de støttemuligheder, man kan gøre brug af for eksempel til kurser og fælles projekter, samt ikke mindst konkrete ideer til nye initiativer eller en fælles aktivitet. 5
Vi ser dog ofte, at det er meget vanskeligt at etablere kontakten og finde sikker vej til en god repræsentation af etniske minoritetsforeninger. Det er vigtigt at der er god kontakt mellem det traditionelle foreningsliv og de på frivilligcentre, i beboerrådgivninger eller omkring integrationsråd, f.eks. integrationskonsulenter, som kender de rigtige formidlingskanaler, indvandrerradioer, foreninger, lokale trossamfund etc. Den personlige kontakt er utrolig vigtig og kan ikke erstattes af noget andet: Derfor er netværksdannelse på dette område ressourcekrævende og kan ikke forventes gennemført så nemt og effektivt som på andre felter. Vi skal begynde et andet sted, end man ofte forventer centralt fra: Kendskabet til hinanden selv på lokalt plan er ikke stort, der er mange gange nogle helt basale diskussioner, som skal have lov til at blive kørt igennem for at etablere en fælles respekt og forståelsesramme. Det gælder som nævnt også tit mellem traditionelle danske foreninger. Oftest er der en rigtig god vilje, som parret med naturlig nysgerrighed og entrepreneurånd kan føre ganske langt. Men vi er i et felt, hvor det er svært at opnå bæredygtighed, fordi der kun i få af foreningerne lokalt er den kapacitet, der skal til for at bære de gode ideer videre og holde kontakter ved lige. Det er vigtigt, at der i tilknytning til det ejerskab de enkelte deltagere kan opleve på gode ideer og forslag knyttes an til nogle af de sammenhænge der kan være med til at fastholde og stimulere opfølgning og finde ressourcer til at gode samarbejdsprojekter kan realiseres. Mange af de projekter, der som Frivillige i Mange Farver får i opdrag at frisætte noget af det potentiale, der er i et styrket samarbejde på tværs, lever kun i få år. Et stort arbejde med at opbygge kompetencer, netværk og hele projektorganiseringen går tabt, når projektperioden er omme. Skal vi realisere det fulde udbytte af indsats og investering må vi tænke mere systematisk om forankring og videreførelse gerne i samarbejde med offentlige aktører, som på deres side bør overveje det fornuftige i de oftest korte projektperioder i bevillingerne på dette område. Terkel Andersen Rådet for Frivilligt Socialt Arbejde 6
7