Kapitel 18 - De Tolvs mission

Teksten er den del af: Kirkens historie i tidernes fylde Kapitel 18 - De Tolvs mission Tidslinie Dato Betydningsfuld begivenhed 26. apr. 1839 De Tolv samledes i Far West for at opfylde åbenbaring, før de tager på deres mission til Storbritannien 27. juni 1839 Apostlene modtager belæringer fra Det Første Præsidentskab mht. deres mission Apr. 1840 Maj 1840 Mar.-aug. 1840 Juni 1840 Apr. 1841 Orson Hyde og John E. Page blev kaldet til at indvie Palæstina til jødernes indsamling Millennial Star udgivet første gang i England Wilford Woodruff og andre døber næsten 1800 mennesker i tre amter De første britiske hellige immigrerer til Amerika De Tolv afholdt en glorværdig konference i Manchester og vendte derpå tilbage til Amerika 24. okt. 1841 Orson Hyde beder indvielsesbønnen på Oliebjerget Juni 1843 Fire missionærer bliver kaldet af De Tolv til at tjene i Stillehavsområdet Indledning Efterhånden som de hellige bosatte sig i Nauvoo, planlagde profeten yderligere udvidelse af Kirken uden for Amerika. Denne udvidelse begyndte med kaldelsen af ældste Heber C. Kimball og Orson Hyde til England i 1837. Så tidlig som i 1835 havde Herren fortalt medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum, at de skulle være "særlige vidner om Kristi navn i hele verden," og at de skulle "opbygge Kirken og ordne alle dens anliggender i alle nationer." De fik nøglerne til at "åbne døren for forkyndelsen af Jesu Kristi evangelium" til hele verden (L&P 107:23, 33, 35). De Tolv fik yderligere løftet: "Og hvor du forkynder mit ord, skal vejen i sandhed blive banet for dig, så de kan modtage mit ord" (L&P 112:19). Dette løfte blev opfyldt den samme dag, som åbenbaringen blev givet, den 23. juli 1837, da ældste Heber C. Kimball og hans kammerater blev inviteret til at tale i Vauxhall Chapel i Preston, England, en invitation, der ledte til de første dåb på De Britiske Øer. Efterhånden som missioneringen skred frem i dette land med succes, forventede man yderligere deltagelse af apostlene. De Tolv kaldet til England Kort efter at Joseph Smith bosatte sig i Far West, Missouri i marts 1838 var han begyndt at forberede De Tolvs ekstra missionærbestræbelser i England. En af apostlene, David W. Patten, blev i en åbenbaring bedt om at forberede sig til at tage på mission det efterfølgende år (se L&P 114:1). Den 8. juli 1838 blev John Taylor, John E. Page, Wilford Side 1 af 11

Woodruff og Willard Richards kaldet som medlemmer af De Tolv i en anden åbenbaring. Apostlene blev forpligtet til at "tage over store vande og der forkynde mit evangeliums fylde og bære vidnesbyrd om mit navn" (L&P 118:4). Herren åbenbarede også den præcise dato, den 26. april 1839, hvor de skulle forlade Far West og tage til England. Da åbenbaringen var modtaget, forventede brødrene kun få problemer med at kunne opfylde disse forpligtelser, men de efterfølgende forfølgelser og udvisningen af de hellige fra Missouri gjorde en afrejse i april fra Far West overordentlig farlig. Mange pøbelgrupper generede de tilbageblevne kirkemedlemmer i Missouri og pralede åbent om at åbenbaringen ikke kunne blive opfyldt. Men Brigham Young tilskyndede sine kollegaer til at tage til Far West, som Herren havde bedt dem om, og lovede at Herren ville beskytte dem. Kort efter midnat den 26. april samledes ældsterne Brigham Young, Heber C. Kimball, John E. Page, Orson Pratt, Wilford Woodruff, John Taylor og George A. Smith med omkring tyve andre hellige ved tempelområdet i Far West. I måneskin begyndte de atter at lægge fundamentet til Herrens hus ved at rulle en stor sten hen i nærheden af det sydøstlige hjørne. Brigham Young berettede: "Således blev åbenbaringen opfyldt, om hvilken vores fjender udtrykte, at selv om alle andre af Joseph Smiths åbenbaringer blev opfyldt, så blev denne ikke, eftersom dag og år var åbenbaret."1 I den tidlige morgenstund gik Theodore Turley, en af de hellige, der havde været i Far West med De Tolv, hen til apostaten, Isaac Russell, for at sige farvel. Russell var forbløffet over, at hans ven var i Far West sammen med medlemmer af De Tolv og målløs over at erfare, at profetien var blevet opfyldt. Der var ingen yderligere forberedelser til missioneringen i England, før de hellige havde fundet et samlingssted i Commerce (Nauvoo). Den 27. juni mødtes Det Første Præsidentskab og De Tolv til en særlig konference. Efter ydmygt at have tilstået sine dårskaber og synder, blev Orson Hyde genindsat i De Tolvs Kvorum.2 Profeten Joseph Smith belærte brødrene om evangeliets fire hovedprincipper for at forberede dem til deres mission. Efter yderligere belæringer i Montrose, Iowa, velsignede Det Første Præsidentskab en uge senere, hver apostel og dennes hustru. Angående disse velsignelser nedskrev Wilford Woodruff: "Hvis vi var trofaste, så fik vi løftet om at vende tilbage i vores familiers skød, og at vi ville blive velsignet på vores mission, hvilket mange sjæle ville bære vidnesbyrd om." Efter velsignelserne belærte Joseph Smith dem om, at "de ikke var sendt afsted for at blive belært, men for at belære -- lad alle være rolige, årvågne, og lad jeres ord være krydret med venlighed, og hold jer for øje, at dette er en advarselstid og ikke en tid til tale."3 Søndag den 7. juli talte De Tolv ved et afskedsmøde, som blev afholdt for dem. De bar hver især stærkt vidnesbyrd om det arbejde, de var i gang med. De var naturligt nok utålmodige efter at komme afsted til England; uheldigvis kunne de ikke tage afsted med det samme. Den efterfølgende uges malariaepidemi ramte i umiddelbar nærhed af Nauvoo. Apostlene blev ramt, og deres mission blev midlertidigt udsat. Men efter den 22. juli, der var "dagen, hvor Herrens kraft blev udgydt", "besluttede alle tolv apostle, at syge eller ej ville de fuldføre deres mission." Søndag den 4. august, en dag med faste og bøn, fornyede profeten sine instrukser om, "at de skulle rejse uden pung eller taske, i henhold til åbenbaringer givet af Jesus Kristus."4 Missionærernes afrejse Side 2 af 11

Skønt John Taylor og Wilford Woodruff stadig var syge af malaria, besluttede de at tage afsted med det samme. Wilford Woodruff skrev: "Tidligt om morgenen den 8. august stod jeg ud af min seng, lagde mine hænder på min syge kone, Phoebes, hoved og velsignede hende. Derefter tog jeg afsted fra min livsledsager arme, næsten uden føde eller andre livsnødvendigheder. Hun udholdt mit fravær med en sidste dages helliges styrke, klar over sin livsledsagers ansvar...... skønt svag gik jeg langs Mississippi Rivers bredder. Præsident Young sejlede mig over floden i en kano. Da vi nåede over, lagde jeg mig ned på et stykke læder ved postkontoret for at hvile mig. Broder Joseph, Herrens profet, kom forbi og så på mig. 'Nå broder Woodruff,' sagde han, 'er du begyndt på din mission.' 'Ja', svarede jeg, 'men jeg føler mig mere som et emne for dissektionsstuen end som missionær." Joseph svarede: "Hvorfor siger du det? Stå op og tag afsted; alt vil være i orden med dig."5 John Taylor og Wilford Woodruff kæmpede en sej kamp på deres rejse til østkysten. I Indiana blev John Taylor alvorligt syg, og Wilford måtte efterlade ham i Herrens hænder. Efter en mirakuløs helbredelse fortsatte ældste Taylor sin rejse. Han blev syg igen, men stødte endelig til ældste Woodruff i New York. De andre brødres rejse var lige så hård. Brigham Young var forberedt på at rejse den 14. september, kort efter at hans kone Mary Ann havde født ham en datter. Da han forlod Montrose var han dog så syg, at han ikke kunne gå de omkring 150 meter til floden uden hjælp. Tre dage senere tog Mary Ann, som stadig var svag efter fødslen, over floden for at pleje sin mand, som opholdt sig i Heber C. Kimball hjem i Nauvoo. Den 18. september besluttede Brigham og Kimball, at tiden var inde for dem at påbegynde deres mission. Begge mænd var så syge, at de måtte hjælpes ind i vognen. Alle i Kimballs hjem var sengeliggende, undtagen den 4-årige Heber Parley, som lige magtede at bære vand til de syge. Idet mændene tog afsted, udtalte Heber, at han følte "at mine inderste hjertekamre smelter i mig, ved at efterlade min familie under sådanne tilstande, næsten i dødens arme. Jeg følte, at jeg var ude af stand til at bære det. Jeg bad kusken om at standse og sagde til Brigham Young: 'Dette er temmelig hårdt, er det ikke; lad os rejse os op og give dem en opmuntring'. Vi rejste os og svingede vores hatte tre gange over vores hoveder og råbte: 'Hurra, hurra for Israel'. Vilate rejste sig fra sin seng, da hun hørte støjen og gik hen til døren. Hun smilede, Vilate og Mary Ann råbte til os: 'Farvel og Gud velsigne jer.'"6 Ældsterne Young og Kimball fik selskab af George A. Smith på rejsen. Under rejsen rakte Brigham Young sin hånd ned i sin kuffert og fandt altid lige nok penge til at betale for den næste diligencetur. Han troede, at Heber havde lagt pengene i deres fælles kasse, men fandt senere ud af, at det ikke var tilfældet. Brødrene var begyndt deres tur med 13,50 dollars, som de havde fået, men de brugte mere end 87 dollars på rejseomkostninger alene. De havde ingen idé om, hvor pengene var kommet fra "undtagen fra en uset mellemmand fra himmelens verden, for at fremme evangeliets udbredelse."7 Brødrene boede et par uger i New York på grund af sygdom. Brigham Young blev syg i Moravia, New York, og blev plejet af Caleb Haights og William Van Ordens familier. Broder van Orden syede tillige en overfrakke til George A. Smith, som kun havde et tæppe om skuldrene til at holde sig varm. Syv af apostlene ankom til New York om vinteren. Der prædikede de evangeliet, ordnede Kirkens anliggender og fik nok midler til deres rejse til England. Parley P. Pratt erindrede: "I de få dage vi var samlet i New York, afholdt vi mange dejlige møder, hvor de hellige blev fyldt med glæde, og flere mennesker blev overbevist om sandheden i vores budskab. Side 3 af 11

Næsten 40 personer blev døbt i løbet af de få dage, vore brødre var i New York."8 Wilford Woodruff, John Taylor og Theodore Turley var de første, der sejlede mod England; de tog afsted den 19. december 1839 og ankom 23 dage senere. De andre tog afsted i marts og ankom til Liverpool den 6. april 1840, på Kirkens ti-års dag. Behovet for apostlene i England blev hurtigt tydelig. Efter den første mission i landet i 1837 var mange faldet fra og havde forladt Kirken på grund af forfølgelse og manglende lederskab i lokalområderne. Angreb på Kirken i de lokale aviser var mange og intense, og præster fra andre trossamfund opildnede til modstand mod Kirken i deres taler og belæringer. I Kirken var der nogle, der havde stillet spørgsmål ved missionpræsidentskabets myndighed, i missionspræsidentskabet sad Joseph Fielding, Willard Richards og William Clayton, og dette havde medført små vildledte grupper af sidste dage hellige, som sinkede missioneringen. Ældste Heber C. Kimball havde skrevet adskillige opmuntrende breve fra Amerika, der trøstede de hellige og identificerede dem, som forstyrrede fremgangen i England. Men skulle Kirken blive i England, var der et stort behov for stærke prædikanter og undervisere, som var fast forankret i det genoprettede evangeliums lærdomme samt for modne og erfarne ledere, som kunne bringe orden i grenene. De Britiske Øer var modne til at modtage De Tolv Apostle som missionærer. De fleste briter delte sprog, kultur og arv med missionærerne fra Amerika. Religionsfrihed var en lang tradition i England. Der var ikke en stærk afhængighed af den almindelige gejstlighed som på det europæiske kontinent. Folket elskede at læse Bibelen, og var stolte af, at apostlene anvendte King James' oversættelse af Bibelen i deres forkyndelse. England havde desuden en stærk central regering, der sikrede ens anvendelse af loven angående religionspraksis. Det betød, at missionærerne var lige for loven på samme fod som andre præster, når de var i landet. Derudover havde den industrielle revolution nedbrudt den sociale standard i arbejderklassen og efterladt dem med en følelse af, at deres egne præster havde opgivet dem. Mange søgte åndelig og timelig tilfredsstillelse og støtte i deres liv. Dette var den forberedelse, som Herren sørgede for, før evangeliet kom til England. De Tolv i Storbritannien Wilford Woodruff og John Taylor, de første af De Tolv, der ankom til England, skyndte sig til Kirkens hovedsæde i Preston for at mødes med missionspræsidentskabet. Der besluttede de sig for at skilles; ældste Taylor tog tilbage til Liverpool med Joseph Fielding, og ældste Woodruff tog sydpå med Theodore Turley til Staffordshire Potteries, som byen blev kaldt på grund af dens industri. Ældsterne Taylor og Fielding begyndte arbejdet i Liverpool den 23. januar og døbte de første omvendte den 4. februar. I februar døbte de også hele George Cannons familie, som var John Taylors kones brors familie. George Q. Cannon, der på det tidspunkt kun var 12 år, blev en kendt missionær på Hawaii, medlem af De Tolv og rådgiver til fire af Kirkens præsidenter, deriblandt sin onkel, John Taylor. Arbejdet i Liverpool gik støt fremad, og da de sidste medlemmer af De Tolv ankom, var der dannet en gren i denne havneby. I Staffordshire Potteries dannede ældste Woodruff adskillige grene i selve byen og omegnen og gjorde ældste Turley ansvarlig for dem. I marts blev Wilford inspireret til at gå længere sydpå til Herefordshire sammen med en af de nydøbte, William Benbow. De Side 4 af 11

kontaktede Williams' bror og svigerinde, John og Jane Benbow, og en gruppe på 600 mennesker, som havde dannet deres egen religion kaldet United Brethren. Gruppens leder, Thomas Kingston, og alle tilhængere undtagen en, accepterede evangeliet og blev døbt. Hundrede andre i samme område blev også medlemmer af Kirken. Skønt arbejdet gik frem, kom succesen ikke uden modstand. En lokal betjent blev sendt hen for at arrestere ældste Woodruff, fordi han prædikede uden tilladelse, men betjenten blev i stedet døbt efter at have lyttet til en inspirerende tale. Ved en anden lejlighed blev to kirketjenere, som var sendt hen for at finde ud af, hvad Wilford underviste i, døbt. Gejstligheden i området besluttede til sidst at skrive til ærkebiskoppen af Canterbury, overhovedet for den engelske kirke, hvori de anmodede om, at biskoppen skulle bruge sin indflydelse til at få mormonerne bandlyst i England. Men med sin viden om lovgivningens tolerance i religionsspørgsmål rådede han sine præster til at løse problemet selv og at blive mere hengivne præster. Men præsterne begyndte i stedet at prædike mod mormonerne og opildnede den lokale presse til at genere de sidste dages hellige. Modstanden voksede i takt med, at Kirken voksede i antal af medlemmer i området. Mens Wilford Woodruff prædikede i byen Hawcross, blev han omringet af en fjendtligtsindet flok. Da nogle af byens beboere ønskede at blive døbt, fortalte Wilford dem, at hvis de havde nok tro til at blive døbt, havde han nok tro til at udføre ordinancen, på trods af trusler om fysiske overgreb. Den lille gruppe gik ned til en dam og snart var de omringet af en pøbelhob, der var bevæbnede med sten. Wilford Woodruff berettede: "Jeg gik ned i vandet med min lid sat til Gud og døbte fem personer, mens pøbelen smed sten efter mig, en ramte mig i hovedet og slog mig næsten omkuld."10 Ved en anden lejlighed anførte en præst i byen Dymock en gruppe på over 50 mænd i stenkast mod det hus, hvor de hellige holdt et bønnemøde. Skønt sådanne oplevelser var forholdsvis få i England, mindede de ældste Woodruff om, at der var hård modstand mod det genoprettede evangelium. Ved Wilford Woodruffs og andres anstrengelser blev omkring 1800 mennesker omvendt i de tre amter Hereford, Worcester og Gloucester. Ved et besøg til markedsbyen Ledbury blev ældste Woodruff inviteret af en baptistpræst til at prædike for hans menighed. Efter dette bad præsten og adskillige af menighedens medlemmer om at blive døbt. Ved en anden lejlighed, mens han var ved at døbe nogle mennesker, kom nogle præster forbi i en vogn og modtog dåben, hvorefter de fortsatte deres rejse med glæde. Wilford Woodruff nedskrev, mens han tænkte tilbage på denne helt specielle tid i sit liv: "Hele oplevelsen i Herefordshire-tiden viste vigtigheden af at lytte til den lille sagte hvisken, som er Guds røst, og til åbenbaringer fra Helligånden. Disse mennesker bad om lys og sandhed, og Herren sendte mig til dem."11 I april 1840, da de øvrige apostle ankom til De Britiske Øer, kaldte Brigham Young, som havde påtaget sig lederskabet af Kirken i Den Britiske Mission, brødrene til Preston til en generalkonference. Næsten 1600 mennesker fra 33 grene kom til konferencen. Det første punkt på dagsordenen var at kalde Willard Richards til apostel i overensstemmelse med en åbenbaring givet i 1838. Brigham Young blev opretholdt som præsident i De Tolv Apostles Kvorum. Der var nu otte medlemmer af De Tolv i England, nemlig Brigham Young, Heber C. Kimball, Parley P. Pratt, Orson Pratt, John Taylor, Wilford Woodruff, George A. Smith og Willard Richards. De to andre, William Smith og John E. Page, var ikke på mission i England. Orson Hyde ankom senere og arbejdede sammen med sine brødre i adskillig måneder i England, hvorefter han fortsatte til Palæstina for at indvie Side 5 af 11

landet til jødernes tilbagevenden. Der manglede på det tidspunkt stadig en apostel i De Tolvs Kvorum. Ved konferencen blev præsident Youngs forslag om udgivelse af Mormons Bog, en sangbog og en månedlig bladudgivelse til de engelske hellige vedtaget. På ældste Woodruffs forslag blev det bestemt, at den nye bladudgivelse skulle kaldes Latter-day Saints' Millennial Star. Ældste Parley P. Pratt blev valgt som redaktør for bladet. De Tolv sluttede konferencen af med at opmuntre de hellige til at immigrere til Nauvoo.12 Brigham Young udviste store åndelige og ledelsesmæssige evner under sit lederskab af Kirken i England. Mens han besøgte Wilford og de omvendte fra United Brethren i Sydengland, udøvede han sit præstedømmes kraft ved en helbredelse. Mary Pitt, som havde været invalid i 11 år, og som var søster til musikeren William Pitt, bad om en velsignelse. Familien Pitt var blevet døbt dagen før. Wilford Woodruff nedskrev: "Vi bad for hende og lagde vores hænder på hendes hoved. Broder Young sagde velsignelsen og befalede hende at blive hel. Hun lagde sine krykker og brugte dem aldrig igen, og den efterfølgende dag gik hun 5 km."13 Mary Pitt var en af de mange hellige i England, der blev helbredt gennem en velsignelse givet af præstedømmet under Brigham Youngs hænder. Præsident Young udvidede missionærområdet yderligere i De Britiske Øer. Under hans lederskab besøgte Heber C. Kimball grenene i det nordlige England, hvor han arbejdede i 1837-38. Han styrkede dem, som var forblevet trofaste i den mellemliggende tid og arbejdede på at genomvende de mange, der var faldet fra under forfølgelsen. Willard Richards blev sendt hen for at assistere Wilford Woodruff i det sydlige England. John Taylor, der havde haft en del succes i Liverpool med irske immigranter, sejlede til Irland med tre irske kammerater for at introducere evangeliet der. Skønt de ikke havde megen succes, fik de lagt en grundvold. Da de vendte tilbage til Liverpool, følte ældste Taylor, at han skulle udføre arbejde på Isle of Man i Det Irske Hav, hvor mange af hans hustrus slægtninge boede. Snart efter havde han døbt adskillige mennesker og dannet en gren på øen. Orson Pratt var blevet udvalgt til at bringe evangeliet til Skotland. Der fortsatte han arbejdet, der var startet af to omvendte indfødte skotter -- Samuel Mulliner og Alexander Wright -- som var vendt tilbage til deres fødeland fra Canada for at dele evangeliet med deres venner og familier. De havde allerede en gruppe på tyve nyomvendte, før Orson Pratt ankom. Ældste Pratt dannede den første skotske gren i Paisley, nogle kilometer fra Glasgow, den 8. maj 1840. I slutningen af maj bad han en bøn på Arthur's Seat (en høj i Skotland) og bad Herren om 200 omvendte. Arbejdet i hovedstaden Edinburgh gik langsomt i starten, kun 18 mennesker havde modtaget evangeliet i august. Men Orson var en stærk missionær, som arbejdede hårdt i ti måneder og afholdt ofte så mange som syv gademøder om dagen. Han udgav en folder som hed An Interesting Account of Several Remarkable Visions (En interessant beretning om flere bemærkelsesværdige syner), som indeholdt den første nedskrevne beretning om Joseph Smiths første syn. Ældste Pratt brugte næsten hele sin mission i Skotland, og da han tog af sted i marts 1841, var hans bøn blevet besvaret -- antallet af medlemmer i Edinburgh distriktet var på 226. I august 1840 fulgte ældste George A. Smith med ældste Kimball og Woodruff til London, en af verdens største byer. Der blev de nægtet retten til at prædike i Temperance Hall og tog derfor hen til det berømte Smithfield friluftsmarked. Da de der heller ikke fik lov til at prædike, blev de af en urmager vist hen til Tabernacle Square lige uden for bygrænsen. Side 6 af 11

Der holdt ældste Smith en tale for et støjende, men interesseret publikum. Da en lokal præst fortalte folkeskaren, at George A. Smith var mormon, og at de ikke skulle høre på ham, viste den britiske sympati for den svagere part sig. Mængden gav sig til at lytte langt mere intenst, men ingen var villige til at lade sig døbe. Efter adskillige dage med missionering uden succes blev apostlene endelig belønnet, da Henry Connor, urmageren, der havde hjulpet dem, modtog evangeliet. Men Kirken voksede langsomt i London. I rapporten til Brigham Young skrev brødrene: "Under vores rejser i Amerika eller her i Europa, har vi aldrig før fundet et folk, fra hvis sind vi skal fjerne så mange indvendinger, eller kombinationer af forhindringer, for at vække interesse for emnet og for at forberede deres hjerter til modtagelse af Guds ord, som i London by."14 Brigham Young besøgte London i december 1840 for at hjælpe med missionereringen. Indtil den 14. februar 1841 var der blevet døbt nok mennesker til at danne et kirkedistrikt med den nyankomne unge missionær fra Amerika, Lorenzo Snow, som præsident. I løbet af de tre år, ældste Snow var i London, bragte han adskillige hundrede mennesker ind i Kirken og gav to smukt indbundne eksemplarer af Mormons bog til Dronning Victoria og Prins Albert. Parley P. Pratts mission i England blev hovedsageligt brugt til at skrive og redigere Kirkens litteratur, som var så vigtig en del af missioneringens succes på den tid. Han skrev adskillige pjecer og redigerede den månedlige udgivelse af Millennial Star, som gav de hellige i England det første udgivne materiale vedrørende Joseph Smiths åbenbaringer og hans historie. Den indeholdt generelle nyheder fra Kirken i USA, hvilket forbandt de engelske hellige med deres amerikanske ligemænd. I resten af det nittende århundrede var Millennial Star, Kirkens førende månedsblad. Den var fyldt med historiske dokumenter og taler fra Kirkens ledere. Betydningen af De Tolvs mission i England Under Brigham Youngs og De Tolvs inspirerende og dygtige ledelse oplevede Kirken en fænomenal vækst i 1840. Ved oktoberkonferencen, som blev afholdt i Manchester, "blev ordinationer udført, disciplinærsager blev håndteret, en fond blev oprettet til at støtte missionærerne med utilstrækkelige midler [mange af dem var indfødte englændere] og de missionærer, der var blevet sendt ud til deres arbejdsområder. Det totale medlemskab var steget med 1115 siden juli; og der var 70 kirker og 1007 medlemmer i Herefordshire."15 De britiske helliges immigration til Amerika var begyndt inden konferencen i Manchester. Den 1. juni 1840 mødes Brigham Young og Heber C. Kimball med cirka 46 hellige og hjalp dem med at gøre sig parate til afrejsen til Nauvoo. John Moon, et trofast medlem, som var blevet omvendt under ældste Kimballs tidligere mission, blev udnævnt til at præsidere over rejsen. Da de hellige ankom til Nauvoo, skrev de opmuntrende breve til deres venner i England, hvori de opmuntrede de hellige til at samles og modsagde de negative kommentarer i de britiske aviser om at rejse så langt væk. De fleste af de britiske hellige behøvede ingen opfordring til at immigrere. Selv før apostlene nævnte indsamlingen af de hellige, havde de haft et ønske om at tage til Amerika og se profeten og om at bo sammen med de hellige i Amerika. Brigham Young skrev til sin broder Joseph: "De har så stor en samlingsånd, at de vil tage afsted, om de så skulle dø, så snart de ankom, eller om de på forhånd fik at vide, at en pøbelgruppe ville forfølge dem, så snart de ankom."16 Omkring 1000 hellige immigrerede i begyndelsen af 1841, og et rejseselskab blev hurtigt dannet til at stå for rejsearrangementerne. Huse Side 7 af 11

i Liverpool blev opkøbt til at huse de medlemmer, der ventede på at tage afsted, og Millennial Star begyndte at give detaljerede oplysninger for at hjælpe de hellige med at forberede sig på denne lange rejse. I løbet af de næste ti år sejlede over 10.000 britiske hellige til Amerika. Inden 1870 var der yderligere 28.000, der i årenes løb var rejst fra England, og størstedelen af de voksne hellige i Utah, var tidligere britiske undersåtter. Profeten Joseph Smith skrev til De Tolv tidligt i 1841 og bad dem om at vende tilbage til Nauvoo i foråret. Efterhånden som tiden for deres afrejse nærmede sig, besøgte apostlene de regioner, hvor de havde arbejdet på at styrke de hellige. De afholdt en række møder i Manchester i begyndelsen af april og det kulminerede med en generalkonference den 6. april. Der blev udtrykt stor glæde ved denne konference over den store høst, som Herren havde velsignet dem med. "Medlemstallet" var da "5.864, en fremgang på næsten 2.200 siden [oktober]konferencen, og flere end 4.300 siden den første konference året" før.18 Dette tal omfattede ikke de hellige, som allerede var immigreret til USA. De fleste apostle tog fra England sidst i april og ankom til Nauvoo i juli. Parley P. Pratt blev tilbage for at præsidere over missionen og for at redigere Millennial Star. Missionen var en vigtig træningstid og modningstid for De Tolvs Kvorum. Brigham Young udviklede de lederskabsevner, som snart skulle bruges i Nauvoo, især efter Joseph Smiths martyrdød. Gennem prøvelser og ofre i England såvel som arbejdet mod et fælles mål, blev De Tolv forenet på en måde, der sikrede Kirken et stærkt lederskab i årene fremover. Da Lorenzo Snow også kom til London arbejdede fire af Kirkens fremtidige præsidenter sammen i Den Britiske Mission -- præsidenterne Young, Taylor, Woodruff og Snow. Derudover udgjorde de britiske nyomvendte, som immigrerede til Nauvoo, en vigtig støtte for De Tolv i tiden efter Joseph Smiths død. Profeten anerkendte både den lederskabserfaring, som apostlene havde, og det offer, som de og deres familier havde givet, som et resultat af De Tolvs mission til England. Han skrev: "Måske har ingen mand nogensinde påtaget sig så vigtig en mission under så specielt foruroligende og dårlige forhold... Dog til trods for deres lidelser og prøvelser gik Herren altid ind på deres vegne og tillod ikke, at dødens arme skulle omfavne dem. Der var altid en udvej åben for dem -- venner der dukkede op, når der var størst behov for dem, og som gav dem det mest nødvendige; og på den måde var de i stand til at fortsætte deres rejse og glæde sig i Israels Hellige. De 'gik sandelig grædende ud med såsæden; og med jubel vendte de hjem med høsten'"19 Missionering i andre dele af verden var tillige et yderligere resultat af arbejdet i England. Det britiske imperium blev evangeliets hovedvej til mange dele af verden, da de britiske hellige immigrerede, rejste på forretningsrejser eller gjorde militærtjeneste. Orson Hydes mission til Palæstina Ældste Orson Hyde, der ikke var blevet helt rask efter malariaepedemien, kunne ikke følges med sine brødre fra De Tolv på deres mission til England. Skønt han prøvede at udføre nogen missionering i USA, kunne han ikke helt blive af med feberen og rystelserne. Han skrev: "Jeg fik koldfeberen, som blev hos mig i månedsvis, og som næsten slog mig ihjel og min familie tillige. Ved aprilkonferencen i 1840 [var jeg] reduceret til et skelet."20 Ved den konference annoncerede Orson, at Ånden i nogen tid havde tilskyndet ham til at gå i gang med sin mission for jøderne, som profeten ni år tidligere havde profeteret om. Han henviste til et syn han havde modtaget omkring en måned tidligere, i hvilket han havde set London, Amsterdam, Konstantinopel og Jerusalem. Ånden havde fortalt Side 8 af 11

ham: "Her er mange af Abrahams børn; og her er også dit arbejdsområde."21 Profeten Joseph Smith kaldte ældste Hyde og medapostel John E. Page til at tage til det jødiske folk i Europa, og dernæst videre til Palæstina for at indvie Det Hellige Land til jødernes indsamling.22 Da ældste Hyde og Page rejste til øststaterne, prædikede de på deres vej og samlede penge ind til deres mission og til oversættelsen af Mormons Bog og anden kirkelitteratur til tysk, eftersom de forventede at møde mange tysktalende jøder. Ældste Page tøvede noget i Pennsylvaia, så Orson Hyde, som følte en stærk tilskyndelse mht. fuldførelsen af denne mission, fortsatte sin rejse til New York alene. I dette blev han forsvaret, da Joseph Smith den 15. januar 1841 skrev i Times and Seasons, at "Herren ikke havde behag i, at de sinkede deres mission (ældste John E. Page især), og de blev bedt af Det Første Præsidentskab om at fortsætte deres rejse."23 Ældste Page reagerede ikke på dette budskab, så ældste Hyde havde intet andet alternativ end at rejse alene til Europa uden ham, hvilket han gjorde den 13. februar. Orson Hyde tilbragte tre en halv måned i England med De Tolv, og efter at de fleste var vendt tilbage til USA, skrev han en kort historie om Kirkens oprindelse. Mens han var i England, kontaktede han jødiske ledere i London. I juni besøgte han Rotterdam, Amsterdam og Frankfurt, hvor han uddelte kopier af en tale til jøderne, før han via Donau-floden sejlede til Sortehavet. Rejsen fra det vestlige Tyrkiet til Beirut var utrolig ubehagelig. Med kun en uges proviant med ombord var skibet tvunget til at blive på søen i 19 dage. Ældste Hyde skrev: "I et vist antal dage spiste jeg snegle, som jeg fandt på stenene, når skibet lå vindstille imellem adskillige små og ubeboede øer, men det sværeste var, at jeg ikke kunne finde nok af dem." Han var så svag og udmattet, at han knapt kunne gå fra borde i Jaffa.24 Ældste Hyde ankom til Jerusalem den 21. oktober 1841. Da han første gang så på den hellige by, som havde været hans mål i 19 måneder, blev han bevæget til tårer. Han skrev til Parley P. Pratt, at byen "så nøjagtig ud, som den havde gjort i mit syn."25 Efter adskillige dage med mislykket missionering gik Orson Hyde før daggry, søndag morgen den 24. oktober stille gennem de åbne gader i Jerusalem, krydsede Kedrondalen, og gik op ad Oliebjerget. Da han kiggede ned, spurgte han sig selv: "Er den by, jeg kigger ned på, virkelig Jerusalem, hvis synder og uretfærdigheder fyldte Frelserens hjerte med sorg, og som forårsagede så mange tårer fra hans medlidende øjne? Er det lille område i Kedrondalen, hvor grenene af disse ensomme oliventræer bevæger deres grønne blade så graciøst i den bløde og blide brise, virkelig den Getsemane Have, hvor det ondes kraft hældte kaskader af helvedes mørke over den udødelige Frelsers royale hoved?"26 Mens Orson Hyde var i denne åndelige stemning, nedskrev han, "i hellig stilhed, med pen, blæk og papir præcis som jeg så i synet," og bad den bøn, der officielt indviede Det Hellige Land til jødernes indsamling og til bygningen af et fremtidigt tempel i Jerusalem. Han tryglede Herren om "at fjerne ufrugtbarheden og goldheden fra dette land, og lade kilder af frisk vand bringe vand til denne tørstige jord. Lad vin og oliven frembringe frugt i deres styrke, og lad figentræet springe ud og blomstre." Efter denne hellige oplevelse oprejste Orson en dynge af sten, som stod som vidne om denne stund i henhold til fordums skik.27 Efter Orson Hydes mission var fuldendt, rejste han rundt til nogle af de bibelske seværdigheder og sejlede til Egypten, hvor han var nødt til at blive i Alexandria. Han mødte mange jøder der og sendte en rapport om sin mission til Parley P. Pratt, som trykte den i Millennial Star. Efter ankomsten til Europa tilbragte han adskillige måneder i Tyskland, hvor han udgav en 109-siders afhandling om evangeliet på tysk med titlen Side 9 af 11

Et råb i ørkenen. Orson rejste tilbage til USA med et selskab af britiske immigranter og ankom til Nauvoo den 7. december 1842. Han havde fuldført en af de længste (længere end 32.000 km), mest farefulde og vigtigste missioner i Kirkens historie, en mission der kan måle sig med apostlen Paulus' rejser, hvad angår sværhedsgrad. Missionærer til stillehavsøerne Lige så snart De Tolv vendte tilbage til Nauvoo fra England, blev de udnævnt af profeten til at stå for Kirkens missionsprogram verden over. Apostlene var nu ved at finde deres egentlige ordinerede rolle. I foråret 1843 blev fire mænd kaldet til at bringe evangeliet til Stillehavsøerne. To af de fire, Addison Pratt og Benjamin Grouard, havde været sømænd på Stillehavet. De fik selskab af Noah Rogers og Knowlton Hanks. Disse missionærer efterlod, nøjagtigt som De Tolv, deres hustruer og familier. De sejlede fra New England i oktober 1843 og ankom til Tubuai, en ø der ligger 480 km syd for Tahiti, den 30. april 1844. Ældste Hanks døde af tuberkulose under rejsen. Missionærerne havde til hensigt at sejle til Hawaiiøerne, men øboerne på Tubuai, som allerede var kristne, og som ønskede en fast præst, tryglede ældste Pratt om at blive hos dem. Derfor sendte han sine to kammerater nord mod Tahiti. I løbet af ældste Pratts første år på Tubuai omvendte og døbte han 60 mennesker, en tredjedel af øens befolkning, deriblandt alle de få hvide skibsbyggere på øen med undtagelsen af en. At tage sig af de nye medlemmer blev en krævende opgave, da medlemmerne bad ældste Pratt om råd mht. timelige og åndelige sager. Imens var fremgangen meget langsommere på Tahiti og de andre øer. Repræsentanter fra London Missionary Society ledte en kampagne med falske oplysninger og chikane, som sinkede missioneringen. Da ældste Rogers hørte løse rygter om vold mod Kirken i Illinois, og da han frygtede for sin families sikkerhed, rejste han til Amerika og ankom til Nauvoo i december 1845. Ældste Grouard havde stor succes på Anna-atollen, en lille del af Ruamotusøerne øst for Tahiti. Han lærte tahitisk og tilpassede sig øens kultur. Dens venlige beboere var i særdeleshed modtagelige for hans budskab, og i løbet af fire måneder døbte han 35 mennesker. Ved en konference i Kirken den 24. september 1846 samlede ældste Pratt og ældste Grouard medlemmer fra to grene, ialt 866 mennesker. I november tog ældste Pratt til Amerika med håbet om at vende tilbage med flere missionærer. De Tolvs mission til De Britiske Øer, Orson Hydes rejse til Palæstina og starten på missioneringen på Stillehavsøerne var begyndelsen på opfyldelsen af Herrens åbenbaringer givet til Joseph Smith. I 1837 havde Herren lovet: "Og atter siger jeg dig, at hvem I sender i mit navn, ved afstemning blandt dine brødre, de tolv, anbefalet og bemyndiget af dig, skal have magt til at åbne mit riges dør for enhver nation, som I sender dem til" (L&P 112:21). Gennem De Tolv Apostle var Herrens ord nu på vej ud til alle jordens nationer. Slutnoter 1. Elden Jay Watson, Manuscript History of Brigham Young, 1801-1844, (Salt Lake City: Elden Jay Watson, 1968), s. 39. 2. Se History of the Church, 3:379. 3. Wilford Woodruff Journals, 2. Jul. 1839, LDS Historical Department, Salt Lake City; dette afsnit er taget fra Leonard J. Arrington, Brigham Young: American Moses, (New York: Alfred A. Knopf, 1985), s. 73. Side 10 af 11

4. I Arrington, Brigham Young: American Moses, s. 74. 5. I Matthias F. Cowley, red., Wilford Woodruff, (Salt Lake City: Bookcraft, 1964), s. 109. 6. I Orson F. Whitney, Life of Heber C. Kimball, 3d ed. (Salt Lake City: Bookcraft, 1967), s. 266. 7. I Arrington, Brigham Young: American Moses, s. 77. 8. Parley P. Pratt, red., Autobiography of Parley P. Pratt, Classics in Mormon Literature series (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1985), s. 261. 9. Se Wilford Woodruff Journals, "A synopsis of the travels and labours of W. Woodruff in A.D. 1840," entry following 30 dec. 1840. 10. "Elder Woodruff's Letter," Times and Seasons, 1. mar. 1841, s. 330. 11. I Cowley, Wilford Woodruff, s. 118. 12. To foregående afsnit er taget fra Arrington, Brigham Young: American Moses, s. 81. 13. I Journal of Discourse, 15:344. 14. History of the Church, 4:222. 15. Arrington, Brigham Young: American Moses, s. 89. 16. To foregående afsnit er taget fra Arrington, Brigham Young: American Moses, s. 94. 17. M. Hamlin Cannon, Migration of English Mormons to America (genoptryk, The Church of Jesus Christ of Latter-Day Saints), American Historical Review, Apr. 1947, s. 436-55. 18. Arrington, Brigham Young, American Moses, s. 95; se også Larry C. Porter, "A Study of the Origins of The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints in the States of New York and Pennsylvania, 1816-1831", Ph.D. disp., Brigham Young University, 1971, s. 476. 19. History of the Church, 4:390-391. 20. Millennial Star, 10 dec. 1864, s. 792. 21. Se History of the Church, 4:376. 22. Se History of the Church, 4:376; se også 4:106, 109. 23. Times and Seasons, 15 jan. 1841, s. 287; se også History of the Church, 4:274. 24. A Sketch of the Travels and Ministry of Elder Orson Hyde (Salt Lake City: Deseret News Office, 1869), s. 24. 25. A Sketch of the Travels, s. 20. 26. A Sketch of the Travels, s. 13. 27. History of the Church, 4:456-457, se også Sketch of the Travels, s. 20-21. Side 11 af 11