13 s e Trin. 30.aug Hinge kirke kl.9. Vinderslev kirke kl

Transkript

1 13 s e Trin. 30.aug Hinge kirke kl.9. Vinderslev kirke kl Salmer: (510)/ 27- (475)- 728 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Så vendte han sig til disciplene og sagde til dem alene:»salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.«da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham:»mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?«han sagde til ham:»hvad står der i loven? Hvad læser du dér?«manden svarede:»du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.«jesus sagde:»du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.«men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus:»Hvem er så min næste?«jesus svarede og sagde:»en mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes 30/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 1

2 hænder?«den lovkyndige svarede:»han, som viste ham barmhjertighed.«og Jesus sagde:»gå du hen og gør ligeså!«luk 10, Kære Gud, vi beder dig om at tale dit ord til os nu ved din hellige Ånd, så vi må se din barmhjertighed og lære noget om at følge i samme spor. Amen. En dansk præst var for nogle år siden på rejse i Egypten. Når man er på besøg i sådan et fremmed land, er man uvilkårlig på vagt, for det er så let at blive snydt og bedraget, når folk taler et sprog, man ikke forstår, og opfører sig anderledes, end man er vant til. Da var det, han fik en oplevelse, han aldrig glemte. Selv fortæller han om det på denne måde: En dag havde jeg vovet mig ud i hovedstadens vrimmel. Jeg skulle finde postkontoret for at hæve penge, men det bykort, jeg havde, duede ikke. Så jeg spurgte en ægypter på gaden om, hvor postkontoret lå. Ægypteren var meget hjælpsom og tilbød mig et lift derhen i sin lille bil. Han kunne tale tysk og fortalte venligt om sig selv og sin familie. Men jeg havde fået nok af alle disse fupmagere. Han skulle ikke få noget ud af mig. Så jeg fortalte den ene gang efter den 30/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 2

3 anden, at jeg absolut ingen penge havde. Så kunne han jo ikke så godt blokke mig for nogen, tænkte jeg. Efter en kort biltur kom vi så til postkontoret og jeg blev sat af og så stak manden mig en pengeseddel i hånden. Hvorfor det? spurgte jeg. Jo, sagde ægypteren. Han syntes, det var så synd for mig, at jeg ingen penge havde! Hvor blev jeg flov! Her havde jeg været så kold og mistroisk over for manden og så gav han sine penge til mig, turisten fra det rige land! Her troede jeg at han var ude på at udnytte mig og så var han hjælpsom og gavmild og delte ud af hvad han havde! Det var den omvendte verden..." Det er sådan set bare en ny og lidt anderledes udgave af den lignelse, vi nu har lyttet til, og egentlig tror jeg, mange i tidens løber har oplevet noget lignende, som har givet stof til eftertanke og måske gjort én selv en smule flov. Problemet med lignelsen om den barmhjertige samaritaner er bare, at vi har hørt den så tit, så vi tror, vi kan den. Skulle nogen vække os midt om natten og stille os til regnskab, ja, ville nok de fleste os være i stand til at fortælle den historie fra ende til anden, sådan som Jesus i sin tid fortalte den. 30/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 3

4 Men hvad betyder det for os, når det kommer til stykket? Og har vi hørt så godt efter, så vi også husker indledningen? For det første står der, at det er disciplene, Jesus taler til, og ikke alle mulige andre. Det er vigtigt at huske. For det andet begynder han med disse ord: Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre. Jo, ordene er talt til disciplene, men det var altså også andre til stede ved den lejlighed, for nu er det en lovkyndig, som rejser sig, og det vil altså sige: En af dem, som ikke hørte til i discipelflokken! Og hvad er det så, denne lovkyndige gerne vil vide? Jo, spørgsmålet lyder sådan: Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv? Det er sådan et skolelærer-spørgsmål, for i virkeligheden kender den lovkyndige godt selv svaret. Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele 30/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 4

5 dit sind, og din næste som dig selv. Det er det rigtige svar, og det bliver da også bekræftet af Jesus. Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve. Problemet for den lovkyndige er bare, at han jo ikke hører til der, hvor det lyder: Salige er de øjne, som ser det, I ser. Sagt med andre ord: Han er ikke en af Jesu disciple, men står udenfor. Det er også det, som dybest set er problemet for mange i dagens Danmark. Hvad er kristendom? lyder spørgsmålet, og så svares der: Det er noget med at holde de ti bud. Det er noget med næstekærlighed og den slags. Men det er jo ikke det, som er kernen i den kristne tro. Nej, for det handler om at se! Se det, som konger og profeter i den gamle pagts tid ønskede at se, men som de ikke fik at se. Og det handler om at høre. Høre det, som kan vende fuldstændig op og ned på et menneskes liv, så han eller hun får en helt ny kurs og dermed også nye værdier. 30/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 5

6 Det er den gamle historie om sognet, som fik en ny præst, som de ikke var helt tilfreds med. Han prædikede for så vidt rigtig godt, men det var alligevel, som om der manglede noget. En dag, da han kom på prædikestolen, lå der derfor en lille seddel, som han straks fik øje på. Herre, vi vil gerne se Jesus, stod der på den. Det var det spørgsmål, en af Jesu disciple, Filip, engang blev mødt med fra nogle grækere, som var kommet til Jerusalem til påskefesten. Nu blev det spørgsmål til anfægtelse for den nye, unge præst. Han kæmpede med det gennem hele den følgende uge, og da han søndagen efter gik på prædikestolen, var der sket noget med ham. Nu havde han fået øjnene op for, hvem Jesus var, og hvad han betyder, og det bar hans prædiken klart vidnesbyrd om. Søndagen efter lå der derfor en ny seddel på pulten. Igen et citat fra Bibelen, og denne gang lød det sådan: Disciplene blev glade, da de så Herren. Se, alt det her skal jo sådan set bare sige, at det handler om at se Jesus som frelser og herre. Det var jo det, disciplenes øjne havde set, og det var det, deres ører havde hørt. 30/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 6

7 Tænk bare på apostlen Peter, som på et tidspunkt bliver stillet over for muligheden for at gå sin vej. Herre, til hvem skal vi gå? siger han så, og så kommer disse stærke ord: Du har det evige livs ord. (Joh 6,68) Og det er jo det, man må håbe, at også mange mennesker i vor tid må få øjnene op for. Igen og igen kan man høre, at nu er der mennesker, som er blevet muslimer, eller nu har den og den skuespiller valgt at gå over til hinduismen, buddhismen eller noget andet, og igen og igen melder tanken sig: Jamen, har disse mennesker da slet ikke set, hvad den kristne tro egentlig går ud på? Har de da slet ikke øjne at se med og ører at høre med? Herre, vi vil gerne se Jesus, og det gælder derfor også i dag, når vi lytter til lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, - se, det vidste den lovkyndige. Og det vidste enhver rettroende jøde. Du skal elske din næste som dig selv. Det vidste han også. Men havde han mon set sin egen begrænsning, når det gjaldt denne kærlighed? Og hjalp lignelsen ham mon til det? 30/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 7

8 Noget så forargeligt, som at det jo var en jøde, som var på vej fra Jerusalem til Jeriko, og som var så ulykkelig at blive overfaldet af røvere, som trak tøjet af ham, slog ham og lod ham ligge halvdød i vejgrøften. Og endnu mere forargeligt, at jødiske præster og levitter gik forbi uden at hjælpe. Og at det så var en samaritaner, som kom ham til undsætning. En af dem, som jøderne på alle måder prøvede at undgå, så de ligefrem gik en lang omvej for ikke at komme igennem deres land. Samaritanerne var nemlig det, man kan kalde et blandingsfolk. Folk, som havde giftet sit ind i de fremmedes rækker, som når en hvid gifter sig med en sort. Det kunne jøderne bestemt ikke forlige sig med, så ordet samaritaner var derfor et skældsord, man brugte, når nogen bar sig helt forkert ad. Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon? siger de derfor til Jesus ved en bestemt lejlighed, og det er sådan set her, vi får nøglen til at forstå lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Jo, for meningen er jo ikke, at vi nu skal høre en hel masse om, hvad vi skal gøre. Hvor gode og barmhjertige vi skal være for at få en plads i Himlen engang! Nej, langt bedre er det at forstå, at når det gælder den vej, så kommer vi uhjælpeligt til kort. Så er det dig og mig, der overfaldes af røvere, som klæder os af til skindet og lader os ligge forslåede og halvdøde i vejgrøften. Og så er 30/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 8

9 det, frelseren kommer forbi! Samaritaneren. Dér ligger jeg som en rusten blikdåse, for nu at sige det med biskop Bo Giertz, og så kommer der en mærkelig mand forbi og fisker den op af sølet. Den barmhjertige samaritaner det er i virkeligheden vor Herre Jesus selv. Det er ham, der får medynk med staklen i vejgrøften, som ikke har det fjerneste, der kan gøre indtryk eller skaffe ham points. I Bo Giertz vidunderlige bog Stengrunden skildrer den gamle præst, hvordan den fine mand stikker sin spadserestok i den rustne blikdåse og samler den op og tager den med sig hjem. Det er sådan, det går til, siger den gamle til den unge, nidkære forkynder, som ikke har fattet situationens alvor. En forsoner vælger man sig ikke, får den unge Fridfelt at vide, og det er den samme besked, du og jeg må have. Fordi vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus, som vi hørte det fra alteret for lidt siden. Det var det, som blev kernen i troen for apostlen Paulus, da først han fik øjnene op for Jesus. Det er det, som også må blive kernen i troen for os, når vi for alvor ser Jesus, - ser det, som konger og profeter ønskede at se, men ikke fik at se, - høre det, som kan åbne et menneskes ører og mund, som vi hørte det sidst søndag. 30/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 9

10 Jamen, er der så slet ikke noget, vi skal gøre? Jo da! Vist er der så. De, som er salige, fordi de har set og hørt, de kan høre beretningen om den barmhjertige samaritaner på en ny og anderledes måde. Og det er klart, at for os må det betyde noget, når vi ser et menneske, som er i nød, og sådan har det da også altid været for den kristne kirke. Når jeg ser den barmhjertighed, som møder mig gennem Jesus Kristus og det, han har gjort for mig, - ja, så åbner det samtidig mine øjne så jeg ser, at jeg må møde min næste med samme kærlighed og barmhjertighed, som jeg selv fik lov til at se, og det er nok at gå i gang med. Ser du en sønderknust bror på din vej, gå ikke kold forbi. Måske lod Herren den bror møde dig, gå ham da ikke forbi. Ræk ham din hånd, og giv ham et ord, 30/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 10

11 og lad ham føle, han er din bror! Gå ej forbi, gå ej forbi, gå ikke kold forbi. Amen. 30/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 11