Den virkelige lokale tid Af Peter Øhrstrøm Center for Filosofi og Videnskabsteori Aalborg Universitet I det moderne undervisningssystem præsenteres et tidsbegreb, som er abstrakt i matematisk henseende. For det meste er der først og fremmest tale om en bearbejdet udgave af den tidsopfattelse, som Sir Isaac Newton (1642-1727) lancerede i sit skelsættende hovedværk Principia fra 1687, hvori det hedder: "Absolut, sand og matematisk tid flyder jævnt af sig selv og ved sin egen natur uden relation til noget ydre." [Smart p. 81] Newton var i modsætning til f. eks. Leibniz tilhænger af forestillingen om absolut tid. Efter hans mening må man i princippet anerkende, at tiden kan gå uden, at noget sker - dvs. uafhængigt af begivenhederne. Newton formulerede sine fysiske love under anvendelse af en sådan uafhængig tidsparameter. Denne parameter er i princippet universel, fordi den ikke afhænger af konkrete begivenheder. Det er klart, at dette abstrakte tidsbegreb har haft betragtelig succes inden for de eksakte videnskaber, hvilket sikkert også er hovedgrunden til, at det lanceres med så stor styrke i uddannelsessystemet. Man skal på den anden side være både blind og døv, hvis man ikke ud over dette abstrakte tidsbegreb har lagt mærke til en systematisk ordning af det temporale forløb, som i modsætning til Newtons tidsbegreb i allerhøjeste grad afhænger af de lokale begivenheder. Det drejer sig om den måde, som vi som enkelte mennesker og som fællesskaber benytter for at ordne begivenhedernes rækkefølge. Man kan med et udtryk hentet fra et brev fra en vestjysk landsbypræst til Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsen fra sommeren 1877 tale om den virkelige lokale tid. Jeg vil her beskæftige mig med dette tidsbegreb og dets idéhistoriske videreudvikling. Vi skal se lidt nærmere på det nævnte vestjyske brev i dets kontekst samt på de bestræbelser, som sidst i det 19. århundrede førte fra den almindelige bevidsthed om tid som noget primært lokalt til etableringen af en fælles tid for et større geografisk område (her en dansk tid ) en idémæssig bevægelse, som kan ses som et skridt mod en almen accept af en globaliseret tid, som passer ganske godt med den newtonske absolutte tidsparameter, der er uafhængig af alt ydre. 1
Kirkeure ifølge Christian d. 5's danske lov I Christian d. 5's danske lov af 1683 var der en bestemmmelse (2-22-42), der fastsatte, hvordan kirkeure skulle stilles. Efter denne paragraf var det forbundet med bødestraf at stille kirkeuret efter andet end Solen. De kirkelige handlinger skulle tidsmæssigt principielt fastsættes efter soltid. Klokkeren ved kirken havde ifølge loven ansvaret for, at kirkens ur blev stillet i overensstemmelse med Solen. Dette stillede i realiteten krav til klokkeren om et basalt kendskab til astronomi. Christian d. 5's danske lovs bestemmelse om kirkeure var i kraft indtil 1880. Og den fik stor betydning for den alment kulturelle opfattelse af tidens begreb som knyttet til det lokale. Der kan næppe være tvivl om, at man i offentligheden gennem hele denne periode i det væsentlige anså den lokale tid for at være den virkelige tid. Denne opfattelse kunne i øvrigt finde støtte i den almindelige praksis for tidsmåling på rejser, idet det eneste udbredte rejseur i 1700-tallet var transportable solure med indbygget kompas. Disse ure skulle i princippet indstilles efter den aktuelle breddegrad, hvilket må have styrket den opfattelse, at det i princippet er noget nyt jeg måler på det nye sted. Middelsoltid Solens tilsyneladende bevægelse er ikke jævn. Det betyder, at døgnets længde i årets løb varierer noget målt med et nøjagtigt mekanisk ur..det blev derfor især i løbet af 1800-tallet ganske almindeligt at orientere tidsmålingen efter den gennemsnitlige soltid, den såkaldte middelsoltid. Der står ikke noget i den nævnte bestemmelse fra Christian d. 5's danske lov om forskellen mellem sand soltid og middelsoltid. Men efterhånden valgte man at tolke bestemmelsen som et krav om at følge middelsoltiden. Sand soltid og middelsoltiden stemmer overens fire gange om året. I øvrigt kan forskellen være op til ca. et kvarter. Så længe middelsoltiden var den officielle tid måtte man altså i princippet måle den sande soltid med et nøjagtigt solur og derefter 2
korrigere med et antal minutter og sekunder, som man ville kunne finde i sin almanak. Disse forhold betyder, at kravet til klokkeren ved kirken ikke bare var en vis astromisk indsigt, men også tilstrækkelig indsigt til at kunne bruge en tabel over forskellen mellem sand soltid (som jo direkte kan måles) og middelsoltiden. Synkronisering af ure Et af de mest centrale spørgsmål i 1800-tallets diskussion om tidsregning drejede sig om etablering af en fælles tid over større landområder - altså spørgsmålet om synkronisering af ure, der befinder sig fjernt fra hinanden. Problematikken havde fået ekstra styrke efter, at John Harrison (1693-1776) havde konstrueret et pålideligt søkronometer, idet et sådant ur jo umiddelbart gjorde den fælles anvendelse af samme tidsskala over et større område realistisk. Hvordan kan man sikre, at stationære ure på forskellige steder viser det samme? - Harrisons ur kan siges at være en løsning, idet der er tale om et ur, som kan transporteres uden at det i væsentlig grad går ud over gangen. Med et sådant ur kan man synkronisere urene A og B, som antages at befinde sig på forskellige steder. Hvis man nemlig anbringer Harrisons ur tæt ved A og stiller det efter A, og derefter transporterer det til B, kan man direkte aflæse, om A og B er synkroniserede. Synkronisering ved transport af ure er forbundet med visse ulemper. For det første er det en temmelig langsommelig metode. Ofte har man brug for en langt hurtigere metode til synkronisering af ure. For det andet er det trods alt en forholdsvis unøjagtig metode. Selv om Harrison og flere efter ham opnåede bemærkelsesværdige resultater i forbindelse med konstruktion af ure, som kunne tåle mange slags omskiftelser, vil man aldrig helt kunne eliminere de ydre forholds indvirkning på det transporterede ur. For at opnå en god og hurtig metode til synkronisering af ure etablerede man i forrige århundrede et system for tidssignaler. Det bedst kendte offentlige tidssignal var en såkaldt tidskugle på 5 fod i diameter placeret på en stang på Observatoriet ved London. Kuglen blev hejst op hver dag. Præcis kl. 13.00 lod man den falde ned. Fem minutter før tiden blev kuglen hejst halvvejs op. Kl. 12.58 blev den hejst helt op. Eftersom observatoriet ligger på en bakketop, kan kuglen let iagttages fra skibe i Londons havn, hvor man så kunne synkronisere søkronometrene. Dette system stammer fra 1833. I Danmark var det er allerede fra 1772 et tilsvarende system, idet der lidt før 12 hver onsdag og lørdag 3
blev hejst et flag på toppen af Rundetårn i København. Flaget blev strøget præcist klokken 12. I 1868 blev tidssignalet flyttet til Nikolai tårn og endnu senere blev det flyttet til Københavns Frihavn. I 1865 begyndte man i England at sende tidssignaler pr. telegrafi, og man anbragte tids-kugler i andre dele af landet. I England var stort set alle jernbaneselskaber gået over til Greenwich-tid i slutningen af 1840' erne, men det skulle vare endnu en halv snes år, før også de offentlige ure i de engelske byer var stillet efter Greenwich-tid. Generelt synes det at have været jernbanerne, som har givet det afgørende stød til introduktion af en fælles national tid. Det var som vi straks skal se også tilfældet i Danmark. Introduktionen af en fælles tid i Danmark I 1870erne skabte jernbanerne altså et problem for den danske tidsregning. I det årti kom jernbanerne for alvor til Jylland. F.eks. åbnedes i 1875 strækningerne Holstebro- Ringkøbing, Ribe-Bramminge og Ringkøbing-Varde. Jernbanens udbredelse skabte et problem, som ikke før havde spillet nogen særlig rolle i Danmark: Efter hvad skal ure stilles? Tidligere havde man kunnet orientere sig efter kirkeurene, der som nævnt ovenfor blev stillet i overensstemmelse med Christian V's danske lov fra 1683. Men nu skabte jernbanerne et problem. De havde nemlig tiden med fra København. Overalt i landet brugte jernbanerne Københavns tid til køreplanerne og som standard for urene på stationerne. Det skabte et problem i forhold til den traditionelle tidsregning. Forskellen mellem soltiden i København og soltiden i Vestjylland er jo omkring 15 minutter! Størst konflikt synes problemet at have forvoldt i forhold til den kirkelige tidsregning. Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsen modtog f.eks. i sommeren 1877 et brev fra en jysk landbypræst. Brevet findes (ligesom tilfældet er for de følgende breve i sagen) i Rigsarkivet, og det gengives her med moderniseret stavemåde: Siden jernbanerne blev indført i Jylland har en forvirring indsneget sig i den kirkelige tidsregning, idet nogle præster berammer gudstjenesten og de kirkelige handlinger efter Københavns tid, andre efter den virkelige lokale tid, atter andre snart efter den ene og snart efter den anden. Dette foranlediger en del usikkerhed og tidsspilde, måske tillige en dermed følgende lunkenhed for deltagelse i gudstjenesten. Jeg tror derfor, at det ville være gavnligt, om det 4
høje ministerium ville fastsætte én af de to tidsregninger som norm i det kirkelige. Såvidt jeg skønner, ville den virkelige lokale tid have det fortrin, at den ville stemme med ringningen ved solopgang og solnedgang, uagtet at jeg på den anden side må indrømme, at den københavnske tidsregning, især i nærheden af stationerne mere og mere vinder indgang i det borgerlige liv. Underdanigst En jydsk Landsbypræst Denne henvendelse har sikkert ikke været den eneste, som ministeriet modtog om problematikken. Ministeriet valgte at tage sagen op i en henvendelse til landets biskopper. Når man ikke handlede hurtigere hang det sikkert sammen med, at erfaringerne fra den anden side af Øresund skræmte noget. I Sverige havde man ved kongelig beslutning af 15/9-1871 afvist at indføre en fælles borgerlig tid med den begrundelse, at forskydningerne i forhold til 'de naturliga dagstiderna' [Lundmark p. 53] kunne komme op på næsten 32 minutter. Svenskerne følte simplethen, at der her var tale om et for utilstedeligt brud med den naturlig orden dvs. med den virkelige lokale tid. I Danmark var problemet dog mindre, idet der kun ville blive tale om halvt så store forskydninger som i Sverige. Rundskrivelse til biskopperne I 1877 blev der fra Kirke- og Under- visningsministeriet udsendt følgende forespørgsel til samtlige biskopper i landet: Ministeriets opmærksomhed er blevet henledt på, at der navnlig på steder, der ligger meget vestligere end København, nu jævnlig opstår forvirring med hensyn til tiden for de kirkelige handlingers tilholdelse. Efter at nemlig jernbanenettet er blevet udstrakt over hele landet, er det blevet anset for nødvendigt at lade alle stationers ure uanset beliggenheden, følge Københavns klokkeslæt. Det samme gælder om Post- og Telegrafvæsenet. Herved sker det, at mange ved flere lejligheder må følge Københavns tid og derfor også følge den i det hele taget, altså også, med hensyn til kirketiden, mens andre holder sig til stedets klokkeslæt, påberåbende sig gammel skik, hvorfra det ikke er befalet at afvige. Da klokkeslæts- forskellen i landets forskellige egne er stor 5
nok til, at de påpegede omstændigheder kunne virke skadeligt, må ministeriet anse det for ønskeligt, at der fattes en bestem- melse om, hvorvidt man ved fastsættelse af tiden for gudstjenesten og kirkelige handlinger skal forstå Københavns klokkeslæt eller stedets eget klokkeslæt. Ministeriet udbeder sig Deres Højærværdigheds behagelige udtalelser herom. Biskopperne svarede prompte på brevet fra ministeriet. De fleste af svarene er jævnt kedelige. Biskopperne kunne godt se, at der måtte bringes orden i tiden, og at hovedstadens tid måtte være det mest oplagte bud på en fælles dansk tid. Et af svarene skiller sig dog ud fra de øvrige, nemlig svaret fra biskop Lind i Aalborg, som d. 1. august 1877 skrev: Da forskellen mellem Københavns og Aalborg Stifts klokkeslæt ikke på noget sted i stiftet når 15 minutter, og man på landet, hvor der næsten altid hersker nogen uvished om tiden, ganske almindeligt følger den skik ved gudstjenestelige handlinger at vente et kvarterstid på hverandre, er det vistnok for dette stifts vedkommende af mindre betydning, at fastsættelsen af tiden for gudstjenester og kirkelige handlinger sker på den nævnte måde. Da det imidlertid i flere tilfælde kan være heldigt at have en regel og da de, der er nøjagtige med tiden stiller deres ure efter jernbanernes, skal jeg tillade mig at foreslå, at tiden for gudstjenester og kirkelige handlinger bliver at forstå efter Københavns klokkeslæt, og at det indskærpes at alle kirkeure skal stilles efter jernbanernes. I marginen ud for biskoppens henvisning til de 15 minutter har en (tilsyneladende ret nævenyttig) embedsmand i kirkeministeriet tilføjet den nyttige oplysning: Vestervig, 16 minutter 21 sekunder! Biskop Lind var altså grebet i en notorisk fejl, eftersom Vestervig jo også dengang hørte med til Aalborg Stift. Men kirkeministeriet har forhåbentlig forstået, at denne fejl på ingen måde spillede nogen rolle i forhold til biskop Linds egentlige budskab: Vi venter jo alligevel et kvarterstid på hinanden her i Nordjylland! - Naturligvis havde Lind ikke noget imod, at de som absolut ville være super-nøjagtige med deres ure stiller dem efter Københavns tid. 'Lad dem bare det, vi skal nok vente på hinanden alligevel', synes han at have tænkt! Høring i Justitsministeriet Knap så gnidningsfrit gik det i Justitsministeriet. Den 21. februar 1879 svarede justitsminister Nellemann, at det måtte anses tvivlsomt om Kirke- og Under- 6
visningsministeriet har hjemmel til uden lovgivningens medvirkning at træffe de omspurgte foranstaltninger. Det har efter alt at dømme været hensynet til den omtalte bestemmelse i Christian d. 5. s danske lov, der her gjorde sig gældende. I Justitsministeriet kunne man naturligvis udmærket se behovet for at etablere en fælles dansk tid, og ministeren foreslog i svarskrivelsen, at man i Kirke- og Undervisningsministeriet gik i gang med et egentligt lovarbejde. Justitsministeren henstillede desuden til Kirke- og Undervisningsministeriets overvejelse, om der ikke, for at undgå alt for store afvigelser fra det virkelige klokkeslæt, muligen burde være anledning til i stedet for Københavns tid at tage tiden på et andet mere midt i landet beliggende sted til udgangspunkt. Selve sprogbrugen er her værd at bemærke. Nellemann tale om det virkelige klokkeslæt, hvilket naturligvis skal ses i modsætning til den uvirkelige, unaturlige og kunstige tidsregning, som man af praktiske grunde så sig nødsaget til at indføre i landet. Københavns tid som fælles dansk tid. Efter høringerne hos landets biskopper og i Justitsministeriet blev et lovforslag forelagt Folketinget. Med lov af 6. februar 1880 indførte Danmark så Københavns tid som fælles dansk tid. Den eneste alvorlige bekymring synes at have været, hvordan det ville gå med den lokale interesse for astronomi, hvis man ikke mere skulle tage hensyn til Solens stilling på himlen for at finde tiden, men kunne nøjes med at tage tiden på jernbanens ur. Kirke- og undervisningsminister J. C. H. Fischer betonede i sin forelæggelsestale i Folketinget oven i købet, at man ved samme lejlighed lovmæssigt kunne få fastslået overgangen fra sand soltid til middelsoltid. Ved at gå over til middelsoltid kunne man juridisk sikre, at alle døgn blev lige lange. Minister Fischer fremhævede dette med disse ord: at stille et ur efter et steds virkelige soltid er ikke hensigtsmæssigt, eftersom følgen deraf kunne være, at et ur der gik nøjagtigt hele året rundt, til visse tider ville komme til at afvige snart til den ene snart til den anden side indtil et helt kvarter. Siden slutningen af forrige århundrede har man derfor ikke regnet - i det mindste ikke i København - efter Solens og dagens tid, men man har regnet efter middelsoltid, der kan differere så meget fra den virkelige soltid, som jeg nylig nævnte. Allerede derved er der faktisk gjort brud på lovens regel. Men de forbedrede kommunikationsmidler, navnlig jernbanerne, 7
har ført med sig, at man nu snart over hele Danmark regner efter en anden tid end den, loven bestemmer. Man havde altså en lov, som tiden i bogstavelig forstand var løbet fra. Men med 1880-loven blev der bragt orden i sagerne - sådan da. Det skulle hurtigt vise sig, at loven bestemt ikke var uden problemer. Den holdt kun indtil 1894, hvor en ny lov om dansk tidsbestemmelse trådte i kraft. Fælles dansk tid pr. 1. januar 1894 Men med 1880-loven var der blevet indført en fælles dansk tid. Loven gav imidlertid problemer. Danmarks nabolande mod syd og nord kunne jo næppe forventes at ville indrette sig efter Københavns Observatoriums middelsoltid. Der var tydeligvis brug for en international konvention. Den kom i 1884, hvor en international kongres anbefalede et verdenomspændende tidszone-system med udgangspunkt i Greenwich. Sverige respekterede faktisk allerede i 1884 dette system, som indebar, at man indrettede sig tidsmæssigt med en times forskydning i forhold til Greenwich. Det betød, at den fælles danske tid i 1880erne kom til at afvige fra den svenske med 9 minutter og 41 sekunder. Det kunne naturligvis ikke gå i længden, og i 1893 forberedte den danske rigsdag så en ny lov om tidens bestemmelse, som skulle tage hensyn til den internationale konvention om tids-zone-systemet. Dansk tid skulle ifølge den nye lov bestemmes som middelsoltiden for den 15. længdegrad øst for Greenwich. Som det blev fremhævet i lovens bemærkninger skærer denne længdegrad Bornholm tæt ved Åkirkeby. Man kan altså sige, at med loven af 1894 skulle dansk tid skifte fra Københavns til Bornholms middelsoltid. Meget vittigt beskrev et af Folketingets medlemmer, Fredrik Bajer, i øvrigt under lovforslagets første behandling konsekvensen af lovens vedtagelse: Den overgang, som det gælder om at gøre, hvis dette lovforslag bliver lov, indskrænker sig til, at vi nytårsdag 1894 alle sammen må stille vore ure 9 minutter og 41 sekunder frem, og det er så ringe en ulempe, at jeg tror, at man nok kan finde sig deri. Hvis nogen skulle tænke, at man derved har skåret 9 minutter og 41 sekunder af sit liv, er det naturligvis kun tilsyneladende. Lovforslaget blev vedtaget uden problemer. Dermed accepterede Danmark den internationale konvention fra 1885. Dermed gjorde Danmark sit til, at man fik indført 8
det verdensomspændende tids-zone-system. Som en sidegevinst blev der dermed bragt overensstemmelse mellem svensk og dansk tidsregning. Jorden opdelt i tidszoner I 1876 foreslog den canadiske jernbaneingeniør, Stanford Fleming, at Jorden skulle opdeles i 24 tidszoner. På amerikansk initiativ indkaldte man så i 1884 til en international konference om spørgsmålet. På denne konference inddelte man Jorden i de foreslåede 24 tidszoner, så man i større områder kunne regne med en og samme tidsskala. Inden for sådanne tidszoner kan man forestille sig, at urene er synkroniseret eksempelvis ved transport eller med signalering. Hvis man overskrider grænsen mellem to zoner, må et medbragt ur stilles. Overgangen fra helt lokal (middel)soltid til vort nuværende system forløb forskelligt i de forskellige lande, men typisk via en national tid i første omgang. Denne moderne tidsskala svarende til tids-zone-systemet blev efter flere års diskussion indført i Danmark med en lov, der trådte i kraft 1. januar 1894. Denne fælles danske tid er stadig gældende norm her til lands, og der er siden 1884 kun foretaget marginale justeringer i den fælles danske tid først og fremmest introduktionen af sommertid. Globaliseret tid og lokal/national tid Den virkelige lokale tid, som landbypræsten fra Vestjylland skrev til ministeriet om, indgår næppe med sønderlig vægt i den moderne danskers bevidsthed. Tiden som den måles på ure, er nu mere end nogensinde før blevet global. Man opfatter ikke længere samme tætte forbindelse mellem Solen og tiden som tidligere. Forbindelsen blev yderligere svækket i og med overgangen i 1967 fra en sekunddefintion med henvisning til Solen til en definition ud fra atomure. Ganske vist er soltiden ikke aldeles opgivet., idet man til stadighed sammenligner tidsmålinger baseret på atomurene med den astronomiske definerede tid. Af og til indskyder man - for at undgå afvigelser mellem de to skalaer - et skudsekund i atomtiden. Ved sådanne justeringer kan man fortsat sikre at tidsskalaen passer med de astronomiske observationer. Det er klart, at man på den måde har defineret en ny atomar tid til forskel fra den tidigere dynamiske tid, som blev defineret under henvisning til himmellegemernes bevægelser. Det viser sig imidlertid, at med den 9
nye sekunddefinition, vil den astronomiske tid komme bagefter atomtiden, således at astronomisk midnat ikke konstant vil finde sted kl. 24.00 præcis. Men en sådan ændring kan ikke accepteres. Derfor har man siden 1972 flere gange indskudt skudsekunder. Således sikres, at astronomisk midnat til stadighed indtræffer kl. 24.00 præcis. Skudsekunderne benytter imidlertid ikke noget videre i forhold til den generelle tendens til at fjerne tidsforståelsen fra Solen og fra det lokale. Atomurene og globaliseringen har stadig afgørende betydning for det tidsbegreb, som etablerer sig hos det moderne menneske. Tanken om en tid for hele verden - ja, måske endda for hele universet - har fascineret mange. Herhjemme blev Jens Olsen (1872-1945) berømt for sit verdens-ur, som er et imponerende mekanisk præcisionsarbejde, som viser alle de korte og lange rytmer, som vi benytter til beskrivelse af tidens gang. Jens Olsens verdensur kan beses på Københavns Rådhus. Den globale samtidighed - konventionen om ures visning ud fra Greenwich Mean Time (GMT) - er en fundamental forudsætning for den verdensomspændende kommunikation. Mange aftaler og mange typer af samarbejde ville være umulige, hvis denne forudsætning ikke var opfyldt. Som eksempel på en moderne videreudvikling af den globale samtidighed kan man nævne den globale internettid, som urfirmaet Swatch introducerede i oktober 1998 som en opdeling af døgnet i 1000 beats, og som alle netsurfere verden over kan orientere sig efter (jævnfør http:// www.swatch.com/internettime/.) Med sådanne konstruktioner kan der skabes en præcis international tidsreference, som kan gøre det lettere at træffe aftaler om at mødes på Internettet. Dermed har vi for alvor fjernet os fra den tidligere forestilling om den virkelige lokale tid (jævnfør den ovenfor nævnte jydske landsbypræst, 1877). Den virkelige tid opfattes af det moderne menneske som noget globalt. Det moderne begreb om nu er ikke som f.eks. nu et hos Grundtvig knyttet til nærvær (se [Øhrstrøm 1996]). Ud fra en grundtvigsk betragtning kan man sætte et stort spørgsmålstegn ved, om fjernværets globale nu nogensinde vil kunne få samme kvaliteter som nærværets nu. Den moderne, lynhurtige og globale nyhedskommunikation har skabt forudsætningerne for en ny slags global medleven. Med denne konkrete oplevelse af det globale nu øges mulighederne for og udfordringerne til globalt engagement. På den anden side er det også klart, at den næsten momentane nyhedsformidling verden over øger risikoen for stress hos det enkelte menneske, hvis man da ikke vil henfalde 10
til generel ligegyldighed over for den globale samtids mange dramatiske begivenheder, som medierne serverer til aftenkaffen. Vi har altså opgivet forrige århundreder forestilling om en meget tæt forbindelse mellem den målte tid og naturens (især Solens) gang. I den forstand er idéen om den virkelige lokale tid opgivet. På den anden side er der i det mindste stadig hos det moderne menneske en lokal/national tid på kalender-niveau, som beskriver væsentlige sider af det eksempelvis danske kulturfællesskab. Samhørigheden fordrer fælles begivenheder fælles kalenderelementer. Vi må gøre noget i takt for at have et kulturfællesskab, der kan fungere i dagligdagens praksis. Hertil kommer, at intet menneske leve uden sit nu-og-her. Således forstået findes den virkelige lokale tid naturligvis stadig hos os. Referencer: Lundmark, L.: Tidens gång & tidens värde, Fischer & Rye, Söndertälje 1989 Smart, J.J.C. (Editor): Problems of Space and Time. New York, Macmillan, 1964 Øhrstrøm, P.: Grundtvig og internettet, Vartovbogen 1996. (Findes også på http://www.hum.auc.dk/~poe) 11