3.s.e. Påske d.15.5.11. Johs.16,16-22. 1 Dagens tekst er hentet fra Jesu afskedstale den sidste aften, han er sammen med sine disciple inden sin tilfangetagelse, lidelse, død og opstandelse. Han forudsiger, hvad der skal ske: Disciplene skal se og ikke se og så se igen. Sorg og glæde vil blande sig med hinanden og til sidst skal glæden over at se ham igen vinde, sådan som kvindens glæde over sit nyfødte barn vinder over den smerte, det er at føde et barn. Det er den sidste aften. Et fællesskab er ved at rinde ud. Og rædslen melder sig. Rædslen for at blive ladt alene tilbage. Rædslen for at være overladt til sig selv. Vi har det bedst, når vi oplever fællesskab, nærhed og kærlighed. Vi er afhængige af andres fælles skab, nærhed og kærlighed. Man kan ligefrem dø, hvis man ikke oplever det. Det er ikke så sjældent man oplever, at et ægtepar døde ganske kort tid efter hinanden, fordi den enes liv var helt afhængig af den anden. Uden den andens fællesskab kunne man ikke trives. Når den menneskelige nærhed forsvinder, gribes man af rædsel. Dem, der har prøvet at køre i bus en sen aften kender vel godt til oplevelsen af, at den menneskelige nærhed forsvinder. Lidte efter lidt stiger passagerne af og til sidst sidder man helt alene. Da kan rædslen gribe en. Fællesskabet mellem buspassagerer en sen aften er bestemt ikke noget særligt. Men fornemmelsen af andre menneskers nærhed er der dog. Når den forsvinder med den sidste passager, kan rædslen for at være alene gribe en.. Når fællesskabet rinder ud, gribes dem, der bliver tilbage, af en
2 angst for en truende tomhed. En angst for at blive alene. Det gælder overalt, hvor man frygter tabet af menneskeligt nærvær. Det gælder særligt, når de følelsesmættede fællesskaber: kærlig- heds-, veninde eller kammeratskabsforhold rinder ud. Et sådan følelsesmættet forhold havde disciplene til Jesus.. En tryghed ved fællesskabet med ham og hinanden. En tryghed ved fællesskabet. Ikke blot tryghed ved det menneskelige nærvær. Selvom det må have betydet noget, at de lå og sov ved siden af hinanden. Ikke blot den tryghed, det gav at være flere i flok. Selv om dét givetvis var vigtig for dem, når de blev bestormet af deres mange modstandere. Nej, den tryghed de i særdeleshed havde i fællesskabet med hinanden, var den tryghed, at de turde være sig selv. Ofte mener vi, når vi er i et fællesskab, at vi er accepteret på grund af en eller anden særlig kvalitet: Vort gode udseende; vores kvikke bemærkninger eller kølige overblik; for ikke at nævne vores tjenstvillighed: dette at være parat til at ofre hensynet tilsig selv for fællesskabets skyld. Og når vi mener at have fundet ud af, hvorfor vi er accepteret; hvad det er ved vores person, de andre værdsætter, så rendyrker vi det. Vi prøver til stadighed at leve op til det, vi mener, er de andres forventning. Den smukke gør sig smukkere. Den kloge søger mere visdom. Den sjove gør sig sjovere. Det er derfor rigtig at tale om rollespil. For at være accepteret spiller man den rolle, som man mener, er grunden til, at de andre accepterer én. Og det kan være voldsomt svært at komme ud af den rolle og så blot være den man er. alle kan sikkert fra skoletiden huske den tvang, der lå over klassens søde og dygtige pige. Eller klassens klovn. De turde ikke træde ud af rollen og
3 være sig selv, fordi de mente, at det ville resultere i en udstødelse af fællesskabet. I disciplenes fællesskab med Jesus havde de denne tryghed, hvor de turde være sige selv; være dem de var på godt og ondt. Når han skældte dem du og det skete jævnligt så lå der altid denne undertone af accept af dem. Han kaldte dem ikke til orden for at vise dem, at de var helt forkerte som mennesker. At de skulle lave sig selv om. Spille en anden rolle. Nej, han fortalte dem, at de var på gal vej, men at han til gengæld kunne vise dem den rette vej. Men han ville aldrig støde dem fra sig og lukke dem ude af sit fæl- lesskab. Sammen med Jesus havde disciplene det fællesskab; den nærhed af kærlighed, at de turde være dem de var. Det er det fællesskab, der er ved at rinde ud her den sidste aften, hvor de sad og spiste sammen med ham, inden han næste dag skulle henrettes på et kors. Foran disciplene åbner der sig et tomt, koldt mørke. En truende intethed. Hvad skulle dette fælles- skab betyde, når det så hurtigt forsvandt igen? Hvad var det hele så? Endnu en kort stund, hvor disciplene kunne opleve den varme og den kærlighed, der er ved menneske- lig nærvær. En indre og ydre varme midt i det liv og den verden, der var deres, hvor sorg og glæde vandrede til hobe. Endnu en kort stund med menneskelig fylde, der så hurtigt skrumper ind og bliver til en hård klump i halsen. Og angsten griber dem. Angsten for at blive ladt alene tilbage. En kort stund en tilfældighed. Det er, hvad det var. Og ikke mere. Men nej, siger Jesus til disciplene. En kort stund, så ser I mig ikke og I skal fyldes af sorg. Men en kort stund, så skal I
4 atter se mig og jeres sorg skal vendes til glæde, ligesom kvinden, der skal føde. Hun lider angst og smerte, men når hun har født, så tænker hun ikke mere over, hvad hun har lidt af glæde over, at et menneske er født til verden. Smerten vendes til glæde. Sådan også med jer, siger Jesus til disciplene. Jeres sorg og angst skal vendes til glæde, for I skal atter se mig og I skal igen have det fællesskab med mig, der rummer den samme varme og kærlighed som nu. For den, som har øren at høre med, kan også høre, at den fødende kvinde er Jesus selv. Det er ham, der med lidelse og stor smerte nemlig ved sin død og opstandelse har født sit evige nærvær ind i verden. Langfredag og påskemorgen blev hans nærvær født ind i vores verden. Han blev gravlagt. Han var borte for en tid. Men påske- morgen opstod han, for at han ikke for altid skulle være borte, men atter kunne mødes med sit menneske og være det nær. Påske- morgen blev det sagt til kvinderne, at de skulle sige til hans disciple, at de skulle gå forud til Galilæa, der ville han møde dem. Påskemorgen blev Jesu nærvær født ind i verden og siden da har han haft fællesskab med ethvert menneske et fællesskab, der er fyldt af varme og kærlighed og hvor vi kan få lov til at være os selv, som dem vi er. Det fællesskab fik vi del i, da vi blev døbt. I dåben blev vi så at sige podet ind i Jesu fællesskab, som en gren bliver podet ind på en stamme. Siden da har vi været omsluttet af hans fællesskab et fællesskab, hvor han er dig nær med sin varme og kærlighed den kærlighed, der siger til dig: Jeg elsker dig, som den du er. Over for Jesus behøver du ikke at forstille dig og spille rollespil. Vi kan
5 komme til ham, som dem vi er og med det vi har af glæde, sorger og bekymringer, angst eller hvad det er, vi tumler med og som tumler rundt med os. Han er ethvert menneske nær i angsten, i ensomheden, i håbløs- heden. Han er nær hos den, der er fortvivlet; den sårede; den, der er drevet på flugt af menneskers nederdrægtige ondskab. Han kommer og er os nær for at vende vor sorg til glæde. I det fællesskab, som Jesus rækker os i det fællesskab er han den kilde, hvorfra vi kan hente mod, håb, kræfter, ligesom grenen henter sin kraft fra stammen. Et menneske, der var ramt af sorg fortæller, hvorledes hun som terapi begyndte at male. Hun malede sorte billeder helt sorte billeder. Men uanset, hvor mange sorte billeder hun malede og uanset hvor stor umage hun gjorde sig for at de skulle blive sorte, så var der hele tiden nogle lyse pletter i dem. Hendes billeder blev aldrig helt sorte. Hele tiden dukkede disse lyse pletter frem. På trods af hendes sorg og angst, så var der i hendes sind nogle lyse pletter, håbets lyse farve. Sådan er Jesus den kilde, der vil give os håb i håbløsheden; mod når vi er modløse; gøre os trygge, når vi er angste; vende vor sorg til glæde. Amen. 725-218-540/321-473-427.