LRAIC-MODELNOTAT RETNINGSLINIER FOR TOP-DOWN OMKOSTNINGSANALYSEN 6. april 2001
Indholdsfortegnelse KAPITEL 1 INTRODUKTION... 1 1.1 OVERSIGT OVER TOP-DOWN MODELNOTATET... 1 KAPITEL 2 OVERSIGT OVER TOP-DOWN MODELLERING... 3 2.1 UDLEDNING AF HOMOGENE OMKOSTNINGSKATEGORIER... 3 2.2 IDENTIFICERING OG KVANTIFICERING AF TJENESTERNES BRUG AF OMKOSTNINGSKATEGORIER... 3 2.3 UDVIKLING AF OMKOSTNINGSRELATIONER... 4 2.4 UDVIKLING AF MODELLEN... 5 HOVEDAFSNIT A: BEREGNING AF OMKOSTNINGER... 7 KAPITEL 3 FASTSÆTTELSE AF AKTIVERNES BRUTTOVÆRDI... 8 3.1 CURRENT COST ACCOUNTING... 8 3.2 GENANSKAFFELSESVÆRDIER... 9 3.2.1 Eksisterende teknologi... 10 3.2.2 Ny teknologi... 11 3.3 ALTERNATIVER TIL GENANSKAFFELSESVÆRDIER... 12 3.3.1 Aktiver med lave værdier eller korte levetider... 12 3.3.2 Nettorealisationsværdi... 12 3.4 EFFEKTIVITET... 13 3.5 KAPITALISEREDE RENTER... 14 KAPITEL 4 VÆRDIFASTSÆTTELSE AF INDIVIDUELLE AKTIVKLASSER... 15 4.1 ACCESSNETTET... 15 4.1.1 Kobberledning... 15 4.1.2 Optisk fiber... 16 4.1.3 Trådløse forbindelser... 16 4.1.4 Liniekortet... 17 4.2 DET OVERORDNEDE NET... 17 4.2.1 Centraler... 17 4.2.2 Transmissionsudstyr... 18 4.2.3 Optisk fiber... 18 4.3 OMKOSTNINGER TIL KABELTRACÉER... 19 4.4 INDIREKTE NETOMKOSTNINGER... 20 4.4.1 Grunde og bygninger... 20 4.4.2 Køle- og strømforsyningsudstyr... 20 4.4.3 Specifikke omkostninger ved samtrafik... 20 4.5 ANDRE INDIREKTE NETOMKOSTNINGER... 21 4.6 SAMHUSNING... 21 KAPITEL 5 MÅLING AF PROFIT... 22 5.1 INTRODUKTION... 22 5.2 CAPITAL MAINTENANCE... 22 5.3 IMPLIKATIONER AF FCM KONCEPTET... 25 5.3.1 Opdatering af modellen... 25 5.3.2 Generel prisinflation... 25 KAPITEL 6 ANNUALISERINGSMETODER... 26 6.1 INTRODUKTION... 26 6.2 ANNUALISERINGSKRITERIER... 26 6.3 ØKONOMISKE AFSKRIVNINGER... 26 6.4 ALTERNATIVER TIL ØKONOMISKE AFSKRIVNINGER... 30 6.4.1 Annuiteter... 30 6.4.2 Lineære afskrivninger... 31 6.4.3 Den faldende brøks metode... 31 6.5 NUMERISK SAMMENLIGNING AF DE FORSKELLIGE METODIKKER... 32 6.5.1 Sammenligninger med økonomiske afskrivninger... 32
6.5.2 Håndtering af prisændringer... 34 6.5.3 Foreløbige Konklusioner... 35 6.6 ANDRE EMNER... 36 6.6.1 Annualisering af relativt nye aktiver... 36 6.6.2 Fuldt afskrevne aktiver... 36 6.6.3 Top-down og bottom-up annualiseringsmetoder... 37 6.7 KONKLUSION... 37 KAPITEL 7 FASTSÆTTELSE AF AKTIVERNES NETTOVÆRDI... 39 7.1 FORHOLDSTALSMETODEN... 39 7.2 FREMRULNINGSMETODEN... 40 7.3 AKTIVER UNDER OPFØRELSE... 42 KAPITEL 8 DRIFTSKAPITAL... 43 8.1 BEREGNING AF OMKOSTNINGEN TIL DRIFTSKAPITAL... 43 KAPITEL 9 DRIFTSOMKOSTNINGER... 45 9.1 DRIFTSOMKOSTNINGSKATEGORIER... 45 9.2 OMKOSTNINGER TIL EFFEKTIV DRIFT... 46 9.3 AKTIVITETSBASERET ALLOKERING AF DRIFTSOMKOSTNINGER... 47 HOVEDAFSNIT B: OMKOSTNINGSBESTEMMELSE AF TJENESTERNE... 49 KAPITEL 10 OMKOSTNINGSBESTEMMELSE AF TJENESTERNE... 50 10.1 UDLEDNING AF HOMOGENE OMKOSTNINGSKATEGORIER... 50 10.2 IDENTIFICERING OG KVANTIFICERING AF TJENESTEFORBRUG... 50 10.2.1 Tracéer og kabelføringsveje... 51 10.2.2 Kobber og fiber... 51 10.2.3 Lokalcentraler... 51 10.2.4 Transitcentraler... 52 10.2.5 Transmissionsudstyr... 52 10.2.6 Indirekte netomkostninger og overheadomkostninger... 53 10.3 OMKOSTNINGSRELATIONER... 53 10.3.1 Forskellige omkostningsrelationer... 54 10.3.2 Bestemmelse af omkostningsrelationer... 55 10.3.3 Omkostningsrelationer når et aktiv har to eller flere omkostningsdrivere... 56 10.4 FORDELING AF OMKOSTNINGER TIL TJENESTER... 57 10.4.1 Udregning af inkrementelle omkostninger... 57 10.4.2 Udregning af tjenesteomkostningerne inden for et inkrement... 57 KAPITEL 11 GENERELLE FORHOLD VEDRØRENDE OMKOSTNINGERNE... 58 11.1 ANDRE INKREMENTER... 58 11.2 RUTEFAKTORER OG MÅLING AF TJENESTEOMKOSTNINGER... 59 11.3 OPKALDS- OG TRAFIKAFHÆNGIGE OMKOSTNINGER... 61 11.4 GEOGRAFISK OG BEBYGGELSESMÆSSIG DIFFERENTIERING... 61 11.5 BEHANDLING AF FÆLLESOMKOSTNINGER... 61 HOVEDAFSNIT C: MODELLENS FUNKTIONALITET... 64 KAPITEL 12 MODELLENS FUNKTIONALITET... 65 12.1 KRAV TIL GRADEN AF TRANSPARENS I MODELLEN... 65 12.2 MODELLENS HOVED-OUTPUT... 65 12.3 OPDELING AF OMKOSTNINGER... 66 12.4 FLEKSIBILITET I MODELLEN... 67 KAPITEL 13 KRITERIER... 71 APPENDIKS... 76 APPENDIKS 1 FORKORTELSER... 77
APPENDIKS 2 DOKUMENTATION FOR TOP-DOWN MODELLEN... 79 A.2.1 KONCEPTER... 79 A.2.2 METODE/FREMGANGSMÅDE... 79 A.2.3 MÅLING AF DE TOTALE OMKOSTNINGER... 79 A.2.4 OMKOSTNINGSKATEGORIER OG VOLUMEN... 80 A.2.5 OMKOSTNINGSRELATIONER... 80 A.2.6 MODELLERING... 81
Introduktion Kapitel 1 Introduktion Det overordnede modelnotat beskriver fælles retningslinier for forhold vedrørende top-down og bottom-up modellerne. Nærværende notat fastlægger retningslinier for de forhold, som specifikt vedrører top-down omkostningsanalysen. Både retningslinier opstillet som kriterier og øvrige retningslinier skal følges med mindre det eksplicit fremgår, at der er tale om tekst af vejledende karakter, som udbyderne kan vælge at fravige. Øvrige fravigelser forudsætter forudgående afklaring med Telestyrelsen. En top-down model skal have følgende fire karakteristika: En retvisende beregning af de samlede omkostninger En korrekt bestemmelse af volumen for de enkelte inkrementer En korrekt kvantificering af relationerne mellem omkostninger og volumen for de enkelte omkostningskategorier Fastlæggelse af en række modeloutput på forskellige niveauer. Modeloutput omfatter bestemmelsen af LRAIC på en række forskellige aggregeringsniveauer samt modeloutput til brug for sammenligningsfasen. Notatet behandler hvert enkelt af disse karakteristika. Den første del af notatet omhandler beregningen af omkostningerne med fokus på fastlæggelsen af aktivernes bruttoværdi (værdien før afskrivninger), annualiserede kapitalomkostninger og målingen af driftsomkostninger. Notatet beskriver dernæst bestemmelsen af outputmængderne for de behandlede inkrementer forud for gennemgangen af relationerne mellem omkostninger og volumen. Afslutningsvis fastlægges de funktionalitetskrav, der kræves af top-down modellen. Top-down modellen baseres sandsynligvis i vidt omfang på andre eksisterende modeller, SMPudbyderen har udviklet. Dette vil især være tilfældet i forbindelse med fastlæggelse af outputmængder, hvor mange af de oplysninger, der skal bruges, stammer fra de underliggende data, der anvendes til beregning af fuldt allokerede omkostninger (FAC). 1.1 Oversigt over top-down modelnotatet Kapitel 2 indeholder en oversigt over selve top-down modelleringsprocessen. Kapitel 3 til 9 (Hovedafsnit A) behandler beregningen af de samlede omkostninger. Kapitel 3 gennemgår en række af de forhold, der relaterer sig til fastlæggelsen af aktivernes bruttoværdi, herunder metoder til værdifastsættelse af aktiver og kriterier for udvælgelse blandt disse metoder, samt fastlæggelse af bruttokapitalomkostninger for en effektiv udbyder. Kapitel 4 anvender de principper, der fastlægges i kapitel 3, til værdifastsættelsen af de væsentligste kategorier af aktiver. Kapitel 5 gennemgår to alternative målemetoder for en virksomheds profit og deres implikationer for annualiseringsprocessen Kapitel 6 gennemgår alternative metoder til annualisering og sammenligner disse metoder. 1
Introduktion Kapitel 7 beskriver fastlæggelsen af aktivernes nettoværdi, d.v.s. aktivernes værdi efter fradrag af akkumulerede afskrivninger. Kapitel 8 beskriver fastlæggelsen af driftskapital. Kapitel 9 beskriver fastlæggelsen af driftsomkostninger. Hovedafsnit B af notatet indeholder to kapitler: Kapitel 10 beskriver fastlæggelsen af outputmængder samt forhold vedrørende relationerne mellem omkostninger og volumen for både anlægsaktiver og driftsomkostninger. Kapitel 11 gennemgår en række øvrige forhold i forbindelse med omkostningsbestemmelsen såsom behandlingen af andre inkrementer og beregningen af tjenesteafhængige omkostninger ved anvendelsen af rutefaktorer. Hovedafsnit C indeholder et kapitel, kapitel 12, der gennemgår kravene til funktionalitet i top-down modellen. Endelig indeholder kapitel 13 en oversigt over notatets kriterier. Appendiks 1 indeholder en liste over forkortelser, og appendiks 2 gennemgår kravene til modeldokumentationen. 2
Oversigt over top-down modellering Kapitel 2 Oversigt over top-down modellering Top-down modeller er typisk meget store og temmelig komplekse og kræver oplysninger fra mange forskellige dele af SMP-udbyderens organisation. Dette afsnit indeholder en trinvis beskrivelse af opbygningen af sådanne modeller og præsenterer en række retningslinier, som SMPudbyderen skal opfylde i forbindelse med udvikling af modellen. Indledningsvis skal det bemærkes, at modellen skal beregne årlige omkostninger og basere sig på volumen og omkostninger for kalenderåret 2000. Det overordnede modelnotat beskriver den trafik, der skal modelleres. 2.1 Udledning af homogene omkostningskategorier Det første trin i udviklingen af en top-down model er at gruppere omkostninger med ens karakteristika i individuelle omkostningskategorier, såkaldte homogene omkostningskategorier. Udgangspunktet for denne aktivitet må forventes at være SMP-udbyderens interne regnskaber. Delresultater fra SMP-udbyderens model med fuldt allokerede omkostninger (FAC-model 1 ) kan muligvis også bruges. Der er en række problemer ved denne proces. For det første følger udbyderens interne regnskab måske en regnskabspraksis med historiske kostpriser, mens aktiverne skal værdiansættes på basis af aktuelle omkostninger - Current Cost Accounting (CCA) - når der skal udvikles en LRAICmodel. Derfor er det nødvendigt at beregne nye tal for afskrivningerne. For det andet og delvis i forlængelse af ovenstående er den aktuelle sammensætning af aktiver hos selskabet måske anderledes end hos en effektiv udbyder. Dette problem håndteres ved at anvende Modern Equivalent Asset (MEA)-værdiansættelsesmetoden, der diskuteres i kapitel 3, ved beregningen af de aktuelle omkostninger. For det tredje kan driftsomkostningerne overstige de omkostninger, der afholdes af en effektiv udbyder. I så tilfælde vil det være nødvendigt at foretage justeringer for at ekskludere omkostninger som skyldes ineffektiv drift. For det fjerde har en række aktivkategorier to eller flere omkostningsdrivere, hvorfor det vil være nødvendigt at opdele disse i to eller flere omkostningskategorier. Eksempelvis indeholder lokalcentralen en koncentrator såvel som en del, der behandler opkaldet. Omkostninger til disse underklasser vil skulle estimeres separat. Det vil endvidere være nødvendigt at identificere omkostninger separat pr. leverandør. Desuden skal der skelnes mellem abonnent- og opkaldsafhængige omkostninger for koncentratoren og mellem opkalds- og trafikafhængige omkostninger for de dele af lokalcentralen, der behandler opkaldet. I forbindelse med abonnent- og opkaldsafhængige omkostninger på den ene side og opkalds- og trafikafhængige omkostninger på den anden vil en sådan identifikation kun være mulig, når relationerne mellem omkostninger og volumen er blevet fastlagt. (Se afsnit 9.3.3, der indeholder en gennemgang af omkostningsrelationerne i disse tilfælde). 2.2 Identificering og kvantificering af tjenesternes brug af omkostningskategorier Når omkostningskategorierne er blevet identificeret, er det næste trin at vurdere, hvilke aktiviteter der anvender omkostningskategorierne, og med hvilken intensitet disse aktiviteter anvender disse omkostningskategorier. I mange tilfælde vil en given aktiv- eller driftsomkostningskategori 1 Fully Allocated Cost model. 3
Oversigt over top-down modellering blive anvendt af en hel række tjenester. De forskellige tjenesters brug af omkostningskategorierne skal identificeres. I nogle tilfælde indeholder en gruppe af aktiver flere omkostningsdrivere. I disse tilfælde skal der estimeres særskilte omkostningsrelationer for hver omkostningsdriver, jf. eksemplet med lokalcentralen. Et yderligere punkt er, at de aktiviteter, der anvender et bestemt aktiv, ikke altid vil være let sammenlignelige. For eksempel anvender både fastnettelefoni 2 og faste kredsløb transportnettet 3, selvom produkterne er markant forskellige. Fælles mål kan dog som regel findes, f.eks. kan både fastnettelefoni og faste kredsløb omregnes til Mbit/s. Dette forhold beskrives yderligere i afsnit 9.2.5. I modsætning til mængden af netinfrastruktur (som f.eks. lokalcentraler, transitcentraler m.fl.), som har en direkte relation til et eller flere inkrementer, har mange klasser af aktiver og driftsomkostninger ikke direkte relation til inkrementerne. For eksempel afhænger udgifterne til personaleafdelingen af antallet af ansatte i en organisation, den intensitet, hvormed de ansatte kræver personlig assistance, såvel som behovet for at udvikle personalepolitik for organisationen. I de tilfælde, hvor omkostningskategorier er indirekte forbundet til sluttjenester, er det vigtigt at udvikle en struktur, som tilnærmelsesvis afspejler de komplekse indbyrdes forhold i et teleselskab og at kvantificere forholdet mellem en omkostningskategori og dennes omkostningsdriver(e). Yderligere retningslinjer vedrørende dette emne findes i afsnit 9.2.6. 2.3 Udvikling af omkostningsrelationer Det tredje skridt i udviklingen af top-down modeller er at afdække relationer mellem omkostninger og volumen. Disse omkostningsrelationer (cost volume relationships) viser, hvordan omkostningerne ændrer sig med niveauet af omkostningsdriveren. Omkostningsrelationen afhænger af den omkostning, der betragtes. I telesektoren er det ofte således, at en omkostningskategori vil udvise stordriftsfordele gennem skalaøkonomi og/eller samproduktionsøkonomi 4. Estimation af omkostningsrelationer kan i visse tilfælde baseres på eksisterende tekniske modeller eller på tekniske simuleringer. I andre tilfælde kan estimeringen baseres på regressionsanalyser eller undersøgelse af de processer, der ligger til grund for de givne aktiviteter. Selv hvis en omkostningskategori ikke udviser stordriftsfordele med den umiddelbare omkostningsdriver, kan den udvise stordriftsfordele i relation til de tjenester, der ligger til grund for omkostningskategorien. Eksempelvis kan udgifter til transmissionsvedligeholdelse stige proportionalt med udgiften til det underliggende aktiv, men eftersom udgiften til aktiver måske stiger mindre end proportionalt med en ændring i outputmængden, stiger udgiften til transmissionsvedligeholdelse også mindre end proportionalt med ændringerne i output-mængden. 2 Fastnettelefoni omfatter PSTN og ISDN. 3 Transportnettet består af forbindelserne mellem centralerne. Det indeholder transmissionselektronisk udstyr som f.eks. multiplexere og cross connects samt infrastruktur som f.eks. kabeltracéer og fiber. 4 Skalaøkonomi (economies of scale) siges at være til stede, hvis en t-fold proportional forøgelse af alle input medfører en mere end t-fold forøgelse af output. Skalaøkonomi medfører, at de gennemsnitlige omkostninger falder når mængden af en bestemt tjeneste forøges. Samproduktionsøkonomi (economies of scope) afspejler, at det er billigere at producere flere forskellige produkter i én virksomhed end at foretage den selvsamme produktion i specialiserede virksomheder. Hvis der produceres to produkter, x og y, med tilhørende omkostningsfunktion, c(x,y), kan samproduktionsøkonomi formelt udtrykkes som, c(x,y)<c(x,0)+c(0,y). 4
Oversigt over top-down modellering Det skal bemærkes, at den samme funktionelle form af relationen mellem omkostninger og volumen kan tænkes anvendt på mange omkostningskategorier. For eksempel kan samme funktionelle form for opkaldsomkostningerne i lokalcentralen anvendes til både kapitalomkostninger, afskrivninger og måske vedligeholdelsesomkostninger. Som resultat heraf vil der sandsynligvis være en del flere omkostningskategorier end egentlige omkostningsrelationer. 2.4 Udvikling af modellen Det sidste trin i processen er at udvikle en model, der indeholder de forskellige trin, der er beskrevet herover. Modellen bliver sandsynligvis stor og kompleks på grund af det store antal omkostningskategorier, der skal undersøges. Dette skyldes dels, at en omkostningskategori kan have flere omkostningsdrivere, dels mere komplekse forhold mellem omkostningskategorier og tjenester. Det kan derfor blive nødvendigt at foretage visse forenklinger. Herunder vises en illustration af, hvordan en top-down model beregner den inkrementelle omkostning for en omkostningskategori. Figur 2.1. Illustration af en homogen omkostningskategori Omkostning A B C 0 Volumen Volumen for core-inkrement Volumen for andet inkrement De samlede omkostninger for omkostningskategorien, vist ovenfor, er 0A. De inkrementelle omkostninger for det andet inkrement er AB, som fås ved at fratrække volumen af de tjenester, der anvendes af det andet inkrement. De inkrementelle omkostninger for coreinkrementet kan ligeledes beregnes ved at trække outputmængden fra core-inkrementet i dette tilfælde BC. De resterende omkostninger (0C) afspejler fællesomkostningerne d.v.s. de omkostninger, der er fælles for de to inkrementer. Derudover skal modellen også beregne de inkrementelle omkostninger til elementer i det overordnede net (f.eks. udbrudte abonnenttrin eller lokalcentraler, hvor opkaldsafhængige og trafik- 5
Oversigt over top-down modellering afhængige elementer vises separat, transitcentraler, som viser opkalds- og trafikafhængige komponenter separat og transmissionsruter, som viser linieafhængige og længdeafhængige komponenterseparat). Dette kræver, at anlægsomkostninger relateres direkte til de enkelte netelementer. Generelt er dette ligetil. For eksempel er omkostninger til aktiver i transitcentralen relateret til transitcentral-elementet, hvor omkostninger for opkalds- og trafikafhængige komponenter identificeres separat. Derudover skal omkostninger til transitcentralen ekskludere alle omkostninger, der ikke relaterer sig til core-inkrementet. Et eksempel på dette er særtjenester. Sådanne opkald skal inkluderes i den trafik, der anvendes til at dimensionere det overordnede net. Særtjenesteopkald kan imidlertid stille særlige ekstra krav til transitcentralen, som andre opkald ikke stiller. Den funktionalitet, der eventuelt måtte kræves for at imødekomme disse krav, skal ekskluderes fra LRAIC for core-inkrementet. Fremgangsmåden til at identificere effekten af forskellige omkostningsdrivere er beskrevet i afsnit 9.2. Modellen skal desuden måle antallet af elementtrin (volumen som anvender en given elementtype). Omkostningerne pr. elementtrin findes som omkostningerne for et givent element divideret med antallet af komponenttrin. Yderligere oplysninger findes i afsnit 10.2. 6
HOVEDAFSNIT A: BEREGNING AF OMKOSTNINGER 7
Kapitel 3 Fastsættelse af aktivernes bruttoværdi Dette kapitel gennemgår, hvorledes SMP-udbyderens anlægsaktiver værdifastsættes. De senere kapitler gennemgår, hvorledes afskrivninger beregnes med henblik på at fastlægge årlige omkostningsestimater for de forskellige inkrementer. 3.1 Current Cost Accounting Aktuelle omkostninger (Current Cost Accounting, CCA) kan fastlægges på tre måder: som genanskaffelsesværdi, som nutidsværdi eller som nettorealisationsværdi. Genanskaffelsesværdi 5 udtrykker omkostningen ved at udskifte et eksisterende aktiv med et aktiv med samme ydelseskarakteristika. Den korrekte metodologi til måling af genanskaffelsesværdier afhænger af, hvorvidt det nye aktiv anvender den samme teknologi som det eksisterende aktiv eller baserer sig på en alternativ teknologi. Afsnit 3.2 diskuterer fastlæggelsen af genanskaffelsesværdier i disse to situationer. Nutidsværdi (eller kapitalværdi) defineres som summen af de tilbagediskonterede nettopengestrømme, som aktivet forventes at generere over dets resterende levetid. Nettorealisationsværdi er det beløb, som ville opnås ved et salg af aktivet fratrukket salgsomkostningerne. I det følgende beskrives, i hvilke situationer en given metodologi skal foretrækkes. Spørgsmålet belyses først fra en teoretisk synsvinkel, hvorefter regulatoriske forhold m.v. tages i betragtning. Et alment anvendt kriterium for valg af værdiansættelsesmetode til bestemmelse af aktuelle omkostninger er den følgende, der på engelsk er kendt som Value to the Owner konventionen 6 : Aktuelle omkostninger = min[ genanskaffelsesværdier, max (NRV, NPV) ] Den aktuelle omkostning for et aktiv bestemmes som den laveste værdi af genanskaffelsesværdien og dets afsavnsværdi 7. Afsavnsværdien er nettorealisationsværdien (NRV) eller nutidsværdien (NPV), afhængigt af, hvilken der er størst. Såfremt et aktivs nettorealisationsværdi overstiger dets genanskaffelsesværdi, kan selskabet opnå en fortjeneste ved at købe og videresælge aktivet. En sådan mulighed for arbitrage er usandsynlig på langt sigt. Det er derfor kun nødvendigt at vurdere følgende tre muligheder, som er vist i tabel 3.1. 5 Kaldes også genanskaffelsesomkostning. 6 Jf. EU Kommissionens henstilling af 8. april 1998 om samtrafik på et liberaliseret telemarked, Del 2. 7 På engelsk deprival value. 8
Tabel 3.1: Forholdet mellem forskellige værdiansættelsmetoder Forholdet mellem metoderne Foretrukket metode Genanskaffelsesværdi > NRV > NPV NRV Genanskaffelsesværdi > NPV > NRV NPV NPV > Genanskaffelsesværdi > NRV Genanskaffelsesværdi Det kan vises, at hvis, og kun hvis, aktivernes værdi er opgjort efter ovenstående Value to the Owner konvention, så kan regnskabsinformation bidrage med afgørende information, om hvorvidt: Fra aktionærernes synspunkt: Aktiviteter skal opretholdes eller afsluttes. Fra regulators synspunkt: Aktiviteter producerer "for store" afkast, producerer acceptable afkast, eller om de krydssubsidieres af andre aktiviteter. Som vist i tabellen, burde valg af værdifastsættelsesmetode til brug for CCA ideelt set foretages fra gang til gang. Traditionelt har top-down modeller imidlertid hovedsageligt anvendt genanskaffelsesomkostninger til at fastsætte et aktivs aktuelle omkostning. I en regulatorisk sammenhæng er der en række forhold, der taler for at bruge genanskaffelsesværdier. Den aktuelle problemstilling er at fastsætte priser for tjenester, som skal udbydes. Hvis aktivet er nødvendigt for at kunne udbyde tjenesten, skal det pågældende aktiv ikke sælges. Nettorealisationsværdien kan derfor med en vis rimelighed hævdes ikke at være en relevant værdifastsættelsesmetode. Nutidsværdier er i praksis vanskelige at bestemme. Endvidere afhænger deres værdi af det regulatoriske regime. Telestyrelsens hensigt er at fastlægge samtrafikpriser, som er omkostningsbaserede. Hvis dette mål realiseres, vil et aktivs nutidsværdi svare til dets genanskaffelsesværdi. Det vil dermed ikke gøre nogen forskel, hvis en SMP-udbyder anvender genanskaffelsesværdier i stedet for nutidsværdier. Udgangspunktet skal derfor være genanskaffelsesværdierne. Kriterium TD I Fastsættelse af aktivernes bruttoværdi i top-down modellen skal afspejle genanskaffelsesværdierne for de moderne ækvivalente aktiver. Næste afsnit gennemgår, hvorledes genanskaffelsesværdier skal beregnes. Afsnit 3.3 beskriver de situationer, hvor der kan anvendes historiske omkostninger til fastsættelse af aktivernes bruttoværdi, eller hvor der kan anvendes nettorealisationsværdier i stedet for genanskaffelsesværdier til fastlæggelse af aktuelle omkostninger. 3.2 Genanskaffelsesværdier Genanskaffelsesværdier afspejler de aktuelle omkostninger ved at erstatte et eksisterende aktiv med et nyt aktiv med sammenlignelige ydelseskarakteristika, justeret for nedslidning. Den korrekte metode til bestemmelse af genanskaffelsesværdier afhænger af, hvorvidt erstatningsaktivet anvender den samme teknologi som det eksisterende aktiv, eller hvorvidt der anvendes en alternativ teknologi. 9
3.2.1 Eksisterende teknologi I mange tilfælde vil erstatningsaktivet være det samme som det eksisterende aktiv. For eksempel er erstatningsaktivet for tracéer tracéer. En absolut værdifastsættelse af et aktiv bestemmer de aktuelle omkostninger ved at erstatte aktivet 8. Dette er at foretrække frem for alternativet med at indeksere de historiske omkostninger, eftersom: Aktiver kan bestå af en række forskellige omkostningskategorier, som hver især kræver forskellig indeksering. Betydningen af de forskellige omkostningskategorier må forventes at skifte over tid. Indeksering kan resultere i en dobbelttælling af omkostninger, f.eks. i forbindelse med opgravning af eksisterende tracéer for at installere mere kabel. Visse af de registrerede aktiver kan endvidere være overflødige. En nøjagtig fastsættelse af genanskaffelsesværdier kræver en optælling af det udstyr, der bruges i nettet. Det gør en indekseret værdifastsættelse ikke. Det betyder, at det er meget lettere at sammenligne top-down og bottom-up modellens værdiansættelse af aktiverne, hvis førstnævnte er baseret på genanskaffelsesværdier frem for på indeksering. Kriterium TD II Top-down modellen skal anvende absolut værdifastsættelse for de aktiver, som ville blive erstattet af et aktiv baseret på samme teknologi som det eksisterende aktiv. Enhver brug af indeksering skal være begrænset og skal i givet fald begrundes i den ledsagende modeldokumentation. Der er en række problemer ved at beregne absolutte værdifastsættelser. Et særligt problem relaterer sig til fastlæggelsen af prisen på aktivet. Priser kan være afhængige af de mængder, der købes. SMP-udbyderen skal inkludere alle rimelige mængderabatter og andre rabatter, som denne må forventes at kunne opnå. Der kan dog stadig være problemer. For eksempel kan de seneste udgravninger af tracéer være foretaget som små tilføjelser af mindre stykker på forskellige strækninger. Den dertil hørende omkostning pr. kilometer kan derfor være betydelig højere, end hvis større sammenhængende strækninger var blevet udgravet. Kriterium TD III Modeldokumentationen skal beskrive relationen mellem priserne på aktiverne og de indkøbte mængder. Modeldokumentationen skal også indeholde en forklaring af de anvendte priser. Alle de mængde- og forhandlerrabatter, som en SMP-udbyder kan forventes at opnå, skal inkluderes. 8 Begrebet absolut værdifastsættelse, som baseres på det faktiske behov for udstyr multipliceret med passende priser, står i modsætning til en indekseret værdifastsættelse, som tager udgangspunkt i den historiske værdifastsættelse og indekserer denne for at tage hensyn til prisudviklingen siden aktivet blevet anskaffet. 10
3.2.2 Ny teknologi I mange tilfælde vil der være udviklet ny teknologi siden det eksisterende aktiv blev anskaffet. Forudsat at den nye teknologi kan udføre de funktioner (med samme kvalitet), som det gamle aktiv udførte, kan det moderne ækvivalente aktiv (MEA) være et aktiv, der anvender den nye teknologi. Dette er uafhængigt af, hvorvidt SMP-udbyderen har planer om at udskifte den eksisterende teknologi. Det moderne ækvivalente aktiv kan defineres på forskellige måder. Her defineres det moderne ækvivalente aktiv som det aktiv, der kan levere de samme tjenester som det eksisterende aktiv til de lavest mulige omkostninger. Hvis det eksisterende aktiv har overskudskapacitet, er der ikke krav om, at det moderne ækvivalente aktiv ligeledes skal have overskudskapacitet. I de tilfælde, hvor den billigste erstatning tilbyder yderligere funktionalitet eller kapacitet, skal dette stadig danne basis for det moderne ækvivalente aktiv. Der skal foretages justeringer for forskelle i kvalitet eller funktionalitet for at tage hensyn til den effekt, disse forskelle vil have på de nettoindtægter, som aktivet vil generere for hvert år i aktivets levetid. Disse forskelle diskonteres med det relevante krav til kapitalforrentning, hvorefter værdien tillægges den anslåede værdi (hvis det eksisterende aktiv er bedst) eller fratrækkes den anslåede værdi (hvis det moderne ækvivalente aktiv er bedst). I praksis vil det ikke altid være muligt at foretage sådanne justeringer. I sammenligningsprocessen vil det nøje blive undersøgt, hvorvidt værdifastsættelsen af et givet aktiv modsvarer den kvalitet, som aktivet leverer. Dette er nødvendigt for at sikre, at andre udbydere ikke skal betale samtrafikpriser for moderne ækvivalente aktiver, som har en anden grad af funktionalitet end SMP-udbyderens eksisterende aktiver. Modellen/omkostningsanalysen vil også skulle behandle andre forskelle mellem det moderne ækvivalente aktiv og det eksisterende aktiv ud over forskelle i anskaffelsesomkostninger. For eksempel kan driftsomkostningerne forbundet med de to aktiver være forskellige, de to aktiver kan stille forskellige krav til plads, eller aktivernes levetid kan være forskellige. En korrekt beregning af genanskaffelsesværdier forudsætter, at alle sådanne forskelle identificeres, og at implikationerne kvantificeres. De vigtigste typer af forskelle er identificeret i det følgende. Driftsomkostningerne kan være forskellige som følge af forskellige omkostninger til vedligeholdelse, netværksstyring eller tilhørende indirekte omkostninger. Sådanne forskelle skal estimeres for hvert år af aktivets levetid. Disse forskelle diskonteres med det relevante krav til kapitalforrentning og summeres. Hvor det eksisterende aktiv er billigere at drive end det moderne ækvivalente aktiv, skal den resulterende sum lægges til værdifastsættelsen. I det mere sandsynlige tilfælde, hvor det eksisterende aktiv er dyrere at drive end det moderne ækvivalente aktiv, skal den resulterende sum fratrækkes værdifastsættelsen. Pladsbehovet kan variere mellem forskellige teknologier. Alle sådanne forskelle skal kvantificeres og multipliceres med en passende omkostning pr. kvadratmeter pr. enhed. Hvis det eksisterende aktiv kræver mindre (mere) plads, tillægges (fratrækkes) omkostningen forbundet med forskellen til pladsbehov værdifastsættelsen af det moderne ækvivalente aktiv. Forskelle i pladsbehov kan have indirekte såvel som direkte konsekvenser. For eksempel kan en reduktion i pladsbehov reducere omkostninger til rengøring eller forsikring. Værdifastsættelsen af det moderne ækvivalente aktiv skal justeres på samme måde som beskrevet for driftsomkostninger. Endelig skal der ved valg af det moderne ækvivalente aktiv tages højde for forskelle i aktivernes levetid. Det moderne ækvivalente aktiv skal være det aktiv, som med den krævede kapacitet og funktionalitet har den laveste (tilbagediskonterede) nettogenanskaffelsesværdi, når der summeres 11
for alle fremtidige år. Senere kapitler vil belyse, hvorledes afskrivninger skal estimeres, og hvorledes et aktivs nettogenanskaffelsesværdi skal beregnes. Kriterium TD IV Ved det moderne ækvivalente aktiv forstås det aktiv, der kan levere de samme tjenester som det eksisterende aktiv til de lavest mulige omkostninger, hvor der så vidt muligt er justeret for forskelle i driftsomkostninger, kvalitet, aktivers levetid og pladskrav. 3.3 Alternativer til genanskaffelsesværdier For visse aktiver vil det ikke være nødvendigt at beregne genanskaffelsesværdier. 3.3.1 Aktiver med lave værdier eller korte levetider Beregning af genanskaffelsesværdier er en tidskrævende opgave. Den indsats, der kræves, vil ikke være nødvendig for visse aktiver såsom aktiver med en lav værdi eller aktiver med en kort levetid. Kriterium TD V Hvis forskellene mellem aktuelle og historiske omkostninger kan forventes at være små i forhold til den samlede bruttoværdi af aktiverne, eller aktivets levetid er kort (3 år eller mindre), kan top-down modellen anvende historiske omkostninger. Maksimalt 10 pct. af den samlede værdi af aktiverne må opgøres til historiske omkostninger. Modeldokumentationen skal begrunde eventuel brug af historiske omkostninger. 3.3.2 Nettorealisationsværdi For visse aktiver kan det være lettere at beregne nettorealisationsværdien frem for genanskaffelsesværdien. For eksempel vil det være relativt ligetil at estimere markedsværdien af bygninger og grunde til generelle formål. Generelt vil nettorealisationsværdien af mange kategorier af aktiver være lav på trods af, at realisationsværdien for udbyderen kan være meget høj. Den lave realisationsværdi af aktiverne skyldes, at SMP-udbyderens net kan være meget forskelligt fra andre udbyderes net. Selv i et konkurrencemæssigt marked vil andre udbydere for store dele af nettet ikke være interesserede i at købe aktiver fra SMP-udbyderen. Nettorealisationsværdien af en række aktiver vil derfor afvige betydeligt fra genanskaffelsesværdierne. En undtagelse er grunde og bygninger, hvor der eksisterer et etableret marked. Givet at prisfastsættelsen ikke antager, at området skal bruges til alternative formål, vil forskellen mellem nettorealisationsværdien og genanskaffelsesværdierne være relativt lille. Principielt skal værdifastsættelsen af aktiver tage udgangspunkt i aktivets eksisterende anvendelse, når der anvendes nettorealisationsværdier. Dette giver SMP-udbyderen de rigtige incitamenter til at sælge bygninger når alternativværdien overstiger værdien plus transaktionsomkostningen ved at placere udstyr i andre bygninger. 12
I Danmark er offentlige vurderinger tilgængelige. Her fastlægges værdien af en bygning af en uafhængig part. Ved at anvende offentlige vurderinger reduceres risikoen for potentielle uenigheder om en bygnings værdi samtidig med, at arbejdsbyrden reduceres for de, der udarbejder top-down modellen. Kriterium TD VI Top-down modellen skal anvende de offentlige vurderinger ved prisfastsættelsen af grunde og bygninger. 3.4 Effektivitet I visse tilfælde er SMP-udbyderens udnyttelsesgrad af aktiver for lille 9. Det er ikke muligt at specificere effektive udnyttelsesgrader på forhånd, og udnyttelsesgrader vil endvidere variere mellem de forskellige dele af nettet 10. For eksempel vil udnyttelsesgrader som f.eks. Erlang pr. kredsløb kunne begrundes på basis af faktorer som: Modularitet det faktum, at kapacitet kun kan købes i diskrete mængder. Denne faktor må forventes at være en væsentlig begrænsning på muligheden for at opnå en høj Erlang pr. kredsløb på lavt trafikerede ruter så som ruter mellem udbrudte abonnenttrin og lokalcentraler. Vækstkrav det er hensigtsmæssigt at installere tilstrækkelig kapacitet til at tillade en forventet vækst i en given periode. SMP-udbyderen skal dokumentere, at den periode, der er anvendt til dimensioneringen, er passende, og at den estimerede vækst i denne periode er passende. Det skal også vises, hvorledes der tages hensyn til hyppigheden af flytninger, ændringer i befolkningstætheden og omlægninger i samtrafikken. Acceptable afvisningsniveauer SMP-udbyderen skal sikre, at antallet af opkald, som bliver afvist i travl time, er på et rimeligt niveau. Kortvarige spidsbelastninger i trafikken mængden af trafik i travl time vil variere fra måned til måned og fra ugedag til ugedag. SMP-udbyderen vil skulle dokumentere trafikfordelinger over ugen og henover året, og Nettets modstandsdygtighed over for fejl ('resilience') lokalcentraler er eksempelvis typisk forbundet til to eller flere transitcentraler, hvilket indebærer, at trafikken kan bæres af en anden central, såfremt en transitcentral går ned. Dette har implikationer for dimensioneringen af centralerne. I Storbritannien har BT produceret en model, som relaterer niveauet for Erlang pr. kredsløb til faktorer som dem, der er listet ovenfor. Denne model viser estimater for Erlang pr. kredsløb for ruter mellem udbrudte abonnenttrin og lokalcentraler, mellem lokalcentraler og transitcentraler og mellem transitcentraler og transitcentraler. Modellen, som er offentligt tilgængelig, vil muligvis kunne give et grundlag for niveauet af Erlang pr. kredsløb. 9 Måling af udnyttelsesgrader vil variere mellem de forskellige dele af nettet men inkluderer bl.a. Erlang pr. kredsløb, udnyttelse af transmissionsudstyr og udnyttelse af fiber. 10 Erlang pr. kredsløb vil eksempelvis typisk være væsentligt højere på travle strækninger, så som mellem lokalcentraler og transitcentraler, end på mindre travle strækninger, så som mellem udbrudte abonnenttrin og lokalcentraler. 13
Andre tilgange vil være nødvendige med hensyn til udnyttelse af transmissionsudstyr og optiske fibre. For så vidt angår transmissionsudstyr, skal udbyderen levere: Detaljer om den maksimale udnyttelse, der kan opnås, før det er nødvendigt at anskaffe ekstra kapacitet, Rationalet for den valgte maksimale udnyttelsesgrad, Faktiske udnyttelsesgrader for et udvalg af transmissionsudstyr med henblik på at vise sammenhængen mellem gennemsnitlige og maksimale udnyttelsesgrader, Begrundelse for overskydende fiber baseret på rationelle driftsøkonomiske overvejelser under hensyntagen til modularitet og marginer for vækst. Kriterium TD VII En SMP-udbyder skal vise udnyttelsesgraden for centraler, transmissionsudstyr og optiske fibre og begrunde, hvorfor denne er effektiv. Kriterium TD VIII Top-down modellen skal være tilstrækkelig fleksibel til, at udnyttelsesgraden kan justeres. 3.5 Kapitaliserede renter For de aktiver, der kræver installation forud for den periode, som modellen skal anvendes på, skal de finansieringsomkostninger, der relaterer sig til installationen af aktivet 11, kapitaliseres med det overordnede krav til kapitalforrentning. Denne kapitalværdi lægges til værdien af aktivet, og afskrives sammen med dette. Kapitalisering af finansieringsomkostninger skal kun tillades: Hvor eventuelle finansieringsomkostninger afholdes, Hvor udgifter for aktivet ville blive afholdt, og For igangværende aktiviteter, som er nødvendige til klargøring af aktivet. Finansieringsomkostninger skal begrundes og dokumenteres, og modellen skal sikre, at omkostninger ikke tælles med mere end én gang 11 Som følge af at aktivet skal indkøbes (finansieres) forud for ibrugtagen. 14
Kapitel 4 Værdifastsættelse af individuelle aktivklasser I det forrige kapitel blev principperne for fastlæggelsen af aktivernes bruttoværdi beskrevet. Dette kapitel ser nærmere på værdifastsættelse af individuelle aktivklasser. 4.1 Accessnettet Vigtige elementer i accessnettet er: Kobber. Optisk fiber. Trådløse forbindelser. Liniekort. Tracéer, hvor der i nogle tilfælde kan være kabelføringsveje. Indirekte netomkostninger og overheadomkostninger, herunder grunde og bygninger. Dette afsnit fokuserer på de første fire elementer. Eftersom de to sidste elementer også er en vigtig del af det overordnede net gennemgås disse i henholdsvis afsnit 4.3 og 4.4. 4.1.1 Kobberledning Omkostningerne til kobber består af en række omkostningskategorier, der ud over selve ledningen omfatter forbindelsesomkostninger, installationsomkostninger og diverse indirekte omkostninger. Ledningen skal værdiansættes med udgangspunkt i en absolut værdifastsættelse af den kobbermængde, som er nødvendig til det eksisterende efterspørgselsniveau med en fornuftig planlægningsmargin. Første trin er at udvælge et statistisk repræsentativt datasæt af ruterne i SMPudbyderens net som helhed fordelt efter geografisk område. I næste trin skal omkostninger ved de enkelte elementer i datasættet estimeres. Disse omkostningsestimater skal herefter anvendes på hele nettet for at fastlægge en bruttoværdi for alt kobber i accessnettet. Udbydere har typisk flere ledningspar, end det er nødvendigt til det aktuelle efterspørgselsniveau. Omfanget af reserveledninger er givetvis større i det sekundære accessnet end i det primære accessnet. Begrundelsen for dette er bl.a. modulariteter i kabelstørrelsen samt hensyntagen til fremtidig vækst og ændringer i forbrugsmønstre. SMP-udbyderen skal vise forholdet mellem det faktiske antal ledningspar og antal linier i begge dele af accessnettet. Sammenligningsfasen vil se nærmere på forskellen mellem dette forhold og det tilsvarende forhold i bottom-up modellen. To øvrige forhold skal også nævnes i denne forbindelse. For det første deler telenettet og kabel-tv-nettet i flere tilfælde tracéer og kabelføringsveje. Hvor dette er tilfældet, skal omkostningerne allokeres i forhold til det respektive antal kunder. Dette sikrer, at både telefoni og kabel-tv tager en andel af de delte omkostninger i accessnettet. For det andet kan der stilles spørgsmålstegn ved om kobber er en forældet teknologi. På nuværende tidspunkt synes dette ikke at være tilfældet. Udviklingen af xdsl teknologier betyder, at bredbåndsadgang kan leveres over et normalt kobberpar, hvilket på nuværende tidspunkt bety- 15
der, at efterspørgselskravene til bredbånd bliver mødt for langt de fleste forbrugere. På sigt kunne det tænkes, at efterspørgslen efter båndbredde ville overstige den båndbredde, der kan leveres med de eksisterende xdsl teknologier i kombination med kobber. Imidlertid kunne udviklingen af xdsl teknologierne i sig selv på dette tidspunkt muligvis levere en højere båndbredde. Kriterium TD IX SMP-udbyderen skal begrunde fordelingen mellem det faktiske antal ledningspar og antallet af abonnentlinier i forskellige dele af accessnettet, herunder fordelt på geografisk område. Hvor telefonnettet og kabel-tv-nettet deler tracéer og kabelføringsveje, skal omkostningerne til disse allokeres i forhold til det respektive antal kunder. 4.1.2 Optisk fiber Optiske fibre benyttes især i forbindelse med faste kredsløb over 2 Mbit/s. Fiber kan også bruges til 2 Mbit/s faste kredsløb, omend det i nogle tilfælde er billigere at bruge 2 eller 3 kobberpar (afhængig af afstand) og HDSL udstyr. Derudover kan optiske fibre bruges af virksomheder, hvor disse efterspørger meget kapacitet, og til kabel-tv tjenester. Værdifastsættelsesprincipperne for optisk fiber svarer til principperne for så vidt angår kobberledninger. SMP-udbyderen skal dog vise, at optisk fiber er den passende teknologi at anvende. Hvis der f.eks. anvendes fiber til overførselshastigheder under 2 Mbit/s, kunne der argumenteres for, at det passende moderne ækvivalente aktiv er kobber. Samme argument kan bruges for så vidt angår 2 Mbit/s faste kredsløb, omend valget af teknologi vil afhænge af afstand og forventningerne til den fremtidige efterspørgsel fra kunden. Kriterium TD X SMP-udbyderen skal begrunde brugen af optisk fiber i accessnettet. Hvor dette ikke er muligt, skal det moderne ækvivalente aktiv for optisk fiber være kobber, og aktivet værdifastsættes herefter. 4.1.3 Trådløse forbindelser I nogle tilfælde kan der opnås access via trådløse forbindelser. I lighed med optisk fiber i accessnettet skal SMP-udbyderen vise, at brugen af trådløse forbindelser i nettet er optimal givet omkostningerne. Ved fastlæggelsen af bruttoværdien skal der tages hensyn til forskelle mellem den faktiske og den optimale brug af trådløse forbindelser. Kriterium TD XI SMP-udbyderen skal begrunde brugen af trådløse forbindelser i accessnettet. Hvis kobber er billigere, er der ingen grund til at bruge trådløse forbindelser, og aktivet skal derfor værdiansættes som kobber. 16
4.1.4 Liniekortet Selvom en række af liniekortets funktioner kun benyttes i det øjeblik, der foretages et opkald, afhænger omkostningen til liniekortet udelukkende af antallet af abonnenter og medregnes derfor som en del af accessnettet. 4.2 Det overordnede net Vigtige elementer i det overordnede net er: Centraler. Transmissionsudstyr. Optiske fibre. Tracéer. Indirekte netomkostninger og overhead, herunder grunde og bygninger. De første tre punkter gennemgås nedenfor. Afsnit 4.3 og 4.4 ser nærmere på de sidste to. 4.2.1 Centraler Dette afsnit omhandler abonnenttrin, lokalcentraler, transitcentraler og ATM/IP-switche til datatrafik. Ved værdifastsættelsen skal separate omkostninger identificeres for hvert af disse elementer, og endvidere skal der skelnes mellem forskellige centraltyper, hvor dette er relevant. I top-down modellen skal der ikke optimeres i samme grad som i bottom-up modellen, hvilket har indflydelse på værdifastsættelsen af centralerne. Når der optimeres i top-down modellen, skal der f.eks. ikke tages hensyn til, hvorvidt en transitcentral bør erstattes med en lokalcentral eller en lokalcentral med et udbrudt abonnenttrin. En vis optimering er dog nødvendig. Ved beregningen af omkostningerne skal forældet teknologi erstattes med optimal teknologi, jf. samtrafikbekendtgørelsens 15, stk. 3. For centralernes vedkommende er de to omkostningsdrivere i det overordnede net opkaldslængde (f.eks. centralporte) og opkaldsforsøg (f.eks. databehandlingskapacitet). Omkostningerne til disse komponenter centralporte og databehandlingskapacitet skal angives separat. Hvis de nuværende udstyrspriser ikke angiver tilstrækkelig detaljeret information til, at der kan foretages en segmentering, skal der rekvireres yderligere information hos leverandørerne. En betydelig del af omkostningerne til centraler består af software. Idet omkostninger til software ofte ændres, og software i sig selv hyppigt opdateres med nye funktioner, er det relevant at skelne mellem aktivets levetider for software og hardware. Dette betyder endvidere, at særskilte omkostningsrelationer er nødvendige for software og hardware. Kriterium TD XII SMP-udbyderen skal kvantificere omkostningerne til opkaldslængde og opkaldforsøg hver for sig. SMP-udbyderen skal også levere information, der understøtter den valgte levetid for centraler. Hvis aktivets levetid for hardware og software er ens, skal det dokumenteres. Hvor softwarekontrakter på opdatering knytter sig til forskellige nethierar- 17
kier, skal omkostningerne endvidere deles forholdsmæssigt mellem omkostningen for hver klasse af centraler. 4.2.2 Transmissionsudstyr Transmissionsudstyr består bl.a. af Add Drop Multiplexere (ADMs), linie-termineringsudstyr, cross-connects, Wavelength Division Multiplexere (WDM), Dense Wavelength Division Multiplexere (DWDM) og regeneratorer. Modellen skal være i stand til at vise værdierne af disse klasser af udstyr hver for sig. Mange SMP-udbydere benytter PDH-udstyr i dele af nettet, selvom SDH-udstyr gennem længere tid har været en billigere teknologi (muligvis med undtagelse af nogle lavkapacitetsruter) og selvom PDH udstyr ikke længere er kommercielt tilgængeligt. Top-down modellen skal værdiansætte PDH ved brug af SDH som MEA. På lavkapacitetsruter kan dette indebære værdifastsættelse af delvist konfigureret SDH-udstyr. Brugen af cross-connects kan i mange tilfælde begrundes i relation til faste kredsløb og trafik i forbindelse med datatjenester. Det er sværere at begrunde deres brug i forbindelse med fastnettelefoni. Kriterium TD XIII Top-down modellen skal bruge SDH-udstyr som det moderne ækvivalente aktiv for PDH-udstyret. Modeldokumentationen skal begrunde brugen af cross-connects i forbindelse med fastnettelefoni. 4.2.3 Optisk fiber En væsentlig opgave i forbindelse med værdifastsættelse af optisk fiber er bestemmelse af den mængde optisk fiber, der skal anvendes i forbindelse med effektiv drift af nettet. Udbydere har typisk mere optisk fiber end nødvendigt. For eksempel installerer mange udbydere en eller flere 96-fiber kabler på ruter, hvor langt mindre kabler ville tilfredsstille de nuværende og fremtidige krav. Selvom denne praksis er forståelig, givet omkostningerne ved at installere ekstra fiber, skal SMP-udbyderen begrunde sin installationspolitik. Lignende kommentarer skal knyttes i de tilfælde, hvor der historisk er installeret en utilstrækkelig mængde fiber, hvorfor der kræves installation af ekstra fiber eller brug af DWDM-udstyr. Modeldokumentationen skal omfatte: De relevante omkostninger, herunder installationsomkostninger for forskellige kabelstørrelser. Data, der viser, hvordan efterspørgselen efter fiber er vokset på udvalgte ruter. Planlægningshorisonten for fiber, hvorfor denne er valgt og væksten i efterspørgslen i denne periode målt på trafik og fiber. 18
Kriterium TD XIV SMP-udbyderen skal begrunde den nuværende installationspraksis i det overordnede net i forbindelse med optiske fibre. Hvis et overskud af optisk fiber ikke kan begrundes, skal denne have værdien nul. 4.3 Omkostninger til kabeltracéer Omkostninger til kabeltracéer omfatter omkostninger til udgravning og til udskiftning af materialer, når der allerede er installeret kabler. Disse omkostninger har ikke ændret sig nævneværdigt som følge af den teknologiske udvikling. Både accessnettet og det overordnede net afholder omkostninger til tracéer. Hvis der ikke eksplicit angives andet, omfatter dette afsnit derfor begge dele af nettet. Omkostninger til tracéer vil især udgøre en væsentlig del af omkostningerne i accessnettet. Der er især tre vigtige emner, der skal behandles. For det første vil omkostninger til tracéer afhænge af det geografiske område, f.eks. vil det være dyrere at grave i byområder end i landdistrikter. Modellen skal derfor være tilstrækkelig disaggregret, således at omkostninger på forskellige geografiske områder estimeres. Dette emne behandles nærmere i afsnit 10.4. For det andet skal omkostninger til tracéer afspejle omkostninger i et moderne net. Hvis der f.eks. historisk har været behov for større tracéer, fordi der tidligere blev installeret flere koaksialkabler i det overordnede net, skal værdiansættelsen ikke tage hensyn til dette. Endelig vil omkostningen pr. kilometer afhængige af det antal kilometer tracé, som skal udgraves (se også kapitel 3) samt muligheden for samgravning med andre teleselskaber eller forsyningsvirksomheder. Faktiske omkostninger til udgravning af tracéer vil muligvis være afholdt i forbindelse med forholdsvis små udvidelser af eksisterende ruter. Dette medfører en højere pr. kilometer omkostning, end hvis nettet blev bygget i sin helhed over kort tid. Af den grund skal: omkostningerne i forbindelse med accessnettet være baseret på de seneste kontrakter, idet længder i denne del af nettet typisk er korte, og omkostningerne i det overordnede net baseres på de omkostninger, der ville blive afholdt i forbindelse med udgravning af længere tracéer, idet en SMP-udbyder kunne planlægge arbejdet i forbindelse med sådanne længere tracéer. Denne metode betyder, at omkostningerne pr. kilometer kan variere mellem accessnettet og det overordnede net inden for samme terræn. Kriterium TD XV Top-down modellen skal identificere omkostninger til udgravning af tracéer fordelt på forskellige terræntyper. Modeldokumentationen skal forklare årsagen til omkostningsforskelle i forskellige dele af nettet. 19
4.4 Indirekte netomkostninger Mange forskellige omkostningsklasser er omfattet af denne kategori. Dette afsnit behandler nogle af de væsentligste. 4.4.1 Grunde og bygninger Aktiver som grunde og bygninger kan inddeles i to klasser: Specialiserede grunde og bygninger til telekommunikation, f.eks. centraler og transmissionsudstyr, og almene grunde og bygninger, herunder kontorbygninger og lagerbygninger. Nogle bygninger bruges til både specialiserede og almene formål. Som det allerede er nævnt i afsnit 3.2.2, skal top-down modellen værdiansætte almene grunde og bygninger på baggrund af den offentlige vurdering. Hvad angår værdiansættelsen af specialiserede grunde og bygninger, kan det være nødvendigt at foretage justeringer til den offentlige vurdering. For eksempel kan bygninger og grunde være større end hvad der er nødvendigt for en effektiv netudbyder. I dette tilfælde vil den overskydende plads kunne anvendes til andet formål eller eventuelt kunne lejes ud til andre selskaber. Der er ingen begrundelse for at inkludere sådan overskydende plads i samtrafikomkostningerne. Modellen skal afspejle fremadrettede langsigtede inkrementelle omkostninger, og på langt sigt, vil en sådan overskydende plads ikke være nødvendig til levering af samtrafiktjenester. Der kan imidlertid være et behov for overskydende kapacitet i form af overskydende plads, såfremt dette på baggrund af driftsøkonomiske overvejelser kan begrundes med fremtidig efterspørgsel efter plads. En anden justering, der kan være nødvendig, relaterer sig til specialiserede omkostninger, som den offentlige vurdering ikke tager hensyn til. Eksempelvis skal omkostninger til specialbeskyttede gulve til centraludstyr inkluderes i beregningen af de inkrementelle omkostninger (forudsat at omkostningerne er nødvendige og afholdt i forbindelse med en effektiv drift). Sådanne omkostninger kan enten indgå som en separat omkostningskategori eller som en justering til værdien af bygningen. Kriterium TD XVI Overskydende plads skal tillægges værdien nul, undtagen i tilfælde, hvor det kan dokumenteres, at det er økonomisk rationelt at bevare denne overskydende plads. 4.4.2 Køle- og strømforsyningsudstyr Centraler og andet udstyr kan have brug for særligt strømsforsynings- og køleudstyr samt andre faciliteter. Disse omkostninger værdiansættes ved en absolut værdiansættelse. 4.4.3 Specifikke omkostninger ved samtrafik Specifikke omkostninger ved samtrafik inkluderer bl.a. omkostninger til faktureringssystemer for samtrafik og kapitaliserede planlægningsomkostninger. Disse omkostninger skal inkluderes i værdien, såfremt de afholdes i forbindelse med effektiv drift. Kilder til og omkostningsdrivere for specifikke omkostninger ved samtrafik skal dokumenteres, ligesom det skal dokumenteres, at disse omkostninger er afholdt i forbindelse med en effektiv drift. 20