Strukturreform, spørgsmål vedr. socialområdet

Strukturreform, spørgsmål vedr. socialområdet Der er fra partierne stillet følgende spørgsmål på socialområdet til brug for mødet mandag den 3. maj 2004. Spr. 1_SM_EL Regeringen argumenterer for, at opgaverne bevarer deres kvalitet, de ligefrem påstår, at kvaliteten bliver bedre. Pengene findes i stordriftsfordele, siger regeringen. Men hvordan kan man forestille sig stordriftsfordele på fx misbrugsbehandlingen - børne- og ungeinstitutionerne, som i dag ligger i store enheder og tænkes overført til mindre enheder? Svar: De amtslige institutioner overføres uændret til de kommuner, de ligger i. Der er således ikke tale om, at de på nogen måde splittes op. Der er ingen fordele ved stordrift på disse områder. Derimod vil der være væsentlige fordele ved, at der fremover kun vil være ét forvaltningsniveau, der samlet behandler borgerens sag. Spr. 2_SM_EL Ministeren bedes redegøre for de juridiske forhold ved overdragelse af ejendomsretten på døgninstitutioner - for børn og unge, botilbud til handicappede, stofafhængige med flere - fra amterne, herunder de selvejende institutioner, der skal gives bort til kommunerne? Kan kommunerne sige nej tak til "gaven" og i så fald, hvem skal så overtage institutionerne? Kan kommunerne sælge bygningerne til en privat, der ikke har til hensigt at drive institution? Vil der gælde særlige overdragelsesordninger for institutionsbygningerne tilhørende København og Frederiksberg kommune? Svar: Det fremgår af regeringens udspil til en strukturreform, at amtskommunernes institutioner på det sociale område som udgangspunkt overføres til den kommune, som de ligger i. Det forventes i den forbindelse fastsat i lovgivningen, at beliggenhedskommunen indtræder i amtskommunens rettigheder og pligter vedrørende den

2 pågældende institution, ligesom beliggenhedskommunen overtager amtskommunens aktiver og passiver vedrørende institutionen. Det betyder bl.a., at beliggenhedskommunen indtræder som ejer af bygninger og andre aktiver, der knytter sig til institutionen, og som hidtil har været ejet af amtskommunen, og at beliggenhedskommunen generelt indtræder i amtskommunens sted i forhold til bl.a. samarbejder med myndigheder og private. Kommunerne kan ikke afvise at modtage en institution eller sælge bygningerne videre til en privat, der vil nedlægge institutionen, idet kommunerne overtager institutionerne og forpligtelsen til at drive dem videre. I forhold til Københavns og Frederiksberg Kommunes institutioner på det sociale område vil der ikke ske nogen ændringer. Det gælder både med hensyn til de af kommunernes institutioner, der er beliggende i Københavns henholdsvis Frederiksberg Kommune, og med hensyn til de af kommunernes institutioner, der er beliggende uden for de to kommuner. Det er derfor ikke relevant at etablere særlige overgangsordninger for Københavns og Frederiksberg Kommuner. Spr. 3_SM_SF (identisk med Spr. 8_UVM_SF) Vil kommunernes overtagelse af hovedparten af ansvaret for de svage grupper, grupper med særlige behov for specialundervisning, handicappede m.m. nedsætte eller forøge antallet af mellemkommunale samarbejder eller fællesskaber på social- og undervisningsområdet eller vil der være tale om status quo? Svar: Kommunerne samarbejder allerede i dag i stort omfang om den praktiske opgaveløsning på det sociale område. Kommunerne vil selvfølgelig også samarbejde fremover. Det kommunale samarbejde skal opstå lokalt omkring de opgaver, hvor kommunerne kan se helt konkrete fordele ved at samarbejde. Samarbejdet mellem kommunerne former sig om opgaven. Det giver rum for meget bevidste overvejelser om, hvordan en social opgave bedst løses. Spr. 4_SM_SF Der ønskes en detaljeret og udtømmende redegørelse for indholdet og formålet med de såkaldte 7 planer, som blev udarbejdet i forbindelse med udlægningen af særforsorgen i 1970'erne. Svar: 7-planerne blev fastlagt efter, hvordan staten forventede at ville disponere i den kommende 5-årige periode ud fra de på planlægningstidspunktet kendte vilkår. Formålet var at sikre amtskommuner og kommuner det fornødne grundlag for administrationen med henblik på at videreføre de funktioner, der indtil udlægningen var varetaget af særforsorgen. Samtidig skulle planerne tjene som et sikkerhedsnet under omfanget og standarden af tilbuddene. Der blev i udlægningslovens 7 givet bemyndigelse til at godkende afvigelser fra planerne, idet en fastfrysning af udvik-

3 lingen på områderne for en 5-årig periode uden tilpasningsmuligheder, blev anset for uhensigtsmæssig og bl.a. ville kunne medføre faktiske forringelser for klienterne. 7-planerne gav bindende forpligtelser for de enkelte amtskommuner og Københavns og Frederiksberg kommuner med hensyn til kapaciteten, dvs. det samlede pladstal og det samlede personaleforbrug ved videreførsel af de funktioner og aktiviteter, der overførtes med udlægningen af særforsorgen. Planerne indeholdt endvidere beskrivelser af institutionernes geografiske dækningsområde og fordeling på hovedfunktioner. Spr. 5_SM_SF Med henblik på at vurdere mulighederne for i praksis at organisere indsatsen på det sociale område i forhold til regeringens forslag til ny struktur ønskes følgende oplyst: a. Silkeborg kommune med 54.000 indbyggere benytter angiveligt 65 forskellige amtslige tilbud til sine borgere med behov for særlig støtte. Er det korrekt? b. 8 af tilbuddene befinder sig angiveligt i Silkeborg kommune. Er det korrekt? c. I hvilke kommuner befinder de øvrige af Silkeborg kommune benyttede tilbud sig? d. Hvilke amtslige tilbud har de pågældende kommuner fysisk beliggende indenfor kommunen, - bedes angivet for hver kommune? e. Hvilke amtslige tilbud udenfor kommunen benytter hver enkelt af de pågældende kommuner sig af - og i hvilken kommune er de beliggende? f. Fra hvilke kommuner kommer de brugere med behov for særlig støtte, der benytter sig af de 8 tilbud, der befinder sig i Silkeborg? Der ønskes en konkret opgørelse. g. Tilsvarende oplysninger bedes oplyst vedrørende Odder kommune. Svar: Socialministeriet har bedt Silkeborg og Odder Kommune om de ønskede oplysninger, og de vil blive fremsendt hurtigst muligt. Allerede i dag køber og sælger kommuner løbende pladser til hinanden, ligesom de bruger amtskommunernes tilbud. Kommunerne har pligt til at føre tilsyn med deres borgere i disse tilbud. Kommunernes køb og salg vil ikke ændre sig i den nye struktur, og det er kun godt, for det er vigtigt, at der er en bred vifte af tilbud, således at den enkelte kommune og borger har størst mulig sikkerhed for at få det helt rigtige tilbud. Spr. 6_SM_SF På baggrund af oplysningerne fra disse to kommuner ønskes en redegørelse for omfanget af de kommunale samarbejder, der vil blive nødvendig for disse to kommuner, hvis regeringens strukturforslag gennemføres.

4 Til belysning af en kommunes evne til at løse de sociale opgaver, som kommunen i dag har ansvaret for, ønskes en redegørelse for, i hvilket omfang Hillerød kommune udfører og har udført de lovpligtige 38- undersøgelser i henhold til serviceloven samt de lovpligtige handleplaner i forbindelse med børns anbringelse udenfor hjemmet. Svar: Der er ikke tale om kommunale samarbejder, men om køb og salg af pladser. Det vil ikke ændre sig i den nye struktur. Der foreligger ikke aktuelle undersøgelser af, i hvilket omfang kommunerne udfører lovpligtige 38-undersøgelser og udarbejder lovpligtige handleplaner i sager om anbringelse af børn og unge uden for hjemmet. Tidligere undersøgelser antyder dog, at omfanget svinger fra kommune til kommune, og at større kommuner har en bedre og mere systematisk organisering af arbejdet med undersøgelser og handleplaner end små kommuner. Kommunernes arbejde med undersøgelser og handleplaner vil blive styrket med den kommende reform af anbringelsesområdet. Spr. 7_SM_SF Der ønskes en redegørelse for antal døgnpladser i de nuværende amter, hvor målgruppen er mennesker med progredierende lidelser og svære hjerneskader og funktionsnedsættelsen så svær, at der er brug for pleje og omsorg i forhold til alle funktioner døgnet rundt. Svar: Disse oplysninger foreligger ikke. Det vil kræve en selvstændig undersøgelse at fremskaffe oplysningerne. Spr. 8_SM_SF Hvem vil i den nye struktur have ansvaret for at udvikle tilbud til grupper på det sociale område med nye behov, og hvor grupperne hver for sig er for små til, at selv store kommuner kan iværksætte egne tilbud. Som eksempel kan nævnes plejehjem for gamle udviklingshæmmede og alternative plejehjemspladser for midaldrende, nedslidte stofmisbrugere. Svar: Kommunen vil få ansvaret for, at der er det rigtige tilbud til den enkelte borger. Allerede i dag er det kommunerne, som afdækker behovet og fremover vil kommunen i samarbejde med andre kommuner sikre, at der etableres det nødvendige antal pladser. Spr. 9_SM_SF Der ønskes en udtømmende redegørelse amt for amt over kapaciteten og fagligheden i den specialiserede rådgivning, der på det sociale område tilbydes borgere og kommuner via de nuværende amter.

5 Svar: Socialministeriet har spurgt Amtsrådsforeningen, som oplyser, at der ikke findes en sådan samlet opgørelse eller kortlægning. Rådgivning og vejledning udgår i dag fra såvel institutioner, videnscentre, specialrådgivningsfunktioner og frivillige sociale organisationer, samt Den Uvildig Konsulentordning på Handicapområdet. Spr.10_SM_SF Der ønskes en redegørelse for, hvilke kommuner der i dag har børn på Børnecenter Ranum i Løgstør. Svar: Nordjyllands Amt oplyser, at Børnecenter Ranum p.t. har 15 indskrevne børn (ud af 16 pladser). De kommuner, der har anbragt børn på institutionen, er: Aalborg (5) Hobro (2) Dronninglund (1) Maribo (1) Hadsund (1) Frederikshavn (1) Pandrup (1) Fjerritslev (1) Skørping (1) Hjørring (1) Spr.11_SM_RV Hvordan forestiller regeringen sig, at den brede vifte af tilbud og den særlige ekspertise, som borgerne kan forvente, skal udvikles, når ansvaret placeres i min. 100 kommuner? Svar: Det er allerede i dag kommunerne, som afdækker behovet og dermed tager initiativ til, at der udvikles tilbud til de konkrete behov. Derudover videreføres alle de tilbud, der eksisterer i dag i den nye struktur. Spr.12_SM_RV Hvordan kan kommunerne både opretholde de nuværende institutioner og løse opgaver i nærmiljøet og i tæt samspil med de almindelige tilbud? Hvis institutionernes nuværende antal pladser skal opretholdes vil der også være beboere/brugere fra andre kommuner? Svar: Det er kommunen, der ud fra en helhedsvurdering af borgerens situation og behov træffer afgørelse om det konkrete tilbud. Kommunen skal vurdere, om de kan bruge et af de almindelige tilbud for at bevare borgeren i dennes nærområdet eller om der er behov at købe en plads et andet sted. Det vigtigste for borgeren er at få det rette tilbud. Kommunen skal løbende føre tilsyn med borgerens situation og udvikling i behovene ligesom det sker i dag.

6 Spr.13_SM_RV Hvem skal foretage den højtspecialiserede udregning af borgerens behov som amtets medarbejdere i dag foretager i samspil med institutionerne? Svar: Det skal kommunen, ligesom det også i dag er kommunen, som har ansvaret for, at der sker en udredning af borgerens behov. Dette er ikke amtets opgave. Den støtte og bistand kommunen får i dag fra en amtskommunal institution, vil den også kunne få i fremtiden fra den samme institution. Spr.14_SM_RV Hvordan skal det sikres, at de vejledende og rådgivende institutioner bliver brugt og at kommuner ikke selv forsøger at opbygge ekspertise inden for en bred vifte af områder? Svar: Videnscentre og specialrådgivningsfunktioner lægges ind under staten, og det bliver gratis for kommunerne at søge rådgivning og vejledning. Der vil derfor være et naturligt incitament for kommunerne til at bruge denne rådgivning. Kommunerne vil også for så vidt angår videnscentrene være repræsenteret i deres bestyrelser. Spr.15_SM_RV Hvordan skal samspillet være mellem kommuner, hvor en har en institution og en anden har en kommende bruger? Hvem sætter prisen for ydelsen? Svar: Ligesom i dag vil det være den myndighed, som driver institutionen, som sætter prisen. Herefter må kommunen så overveje, om den vil købe pladsen. Derudover skal det bemærkes, at kommunale institutioner ikke må drives med overskud. Spr.16_SM_RV Hvordan skal samspillet være mellem kommuner og stat, hvor staten har en institution og kommunen har en kommende bruger? Hvem sætter prisen? Svar: Kommunen skal indstille en kommende bruger til optagelse på en statslig institution, hvorefter den statslige styrelse afgør om vedkommende skal optages. Der vil blive nedsat et samarbejdsorgan mellem stat og kommuner, som udarbejder et grundlag for en vurdering af fastsættelse af takstniveau, indholdet i tilbuddene, fremtidig placering mv. Spr.17_SM_RV Hvordan vil et konkret sagsforløb være, som hindrer gråzoner og at borgeren oplever, at flere instanser har en interesse i sagen? Svar: Ved en gråzone forstås et område, hvor ansvaret er delt mellem to myndigheder og hvor det kan være vanskeligt for borgeren at finde ud af, hvem der helt konkret har ansvaret i den enkelte sag.

7 Sådanne gråzoner betyder bl.a., at de involverede myndigheder kan vælte udgifter over på hinanden, hvis de afviser deres ansvar. Men endnu væsentligere er det, at borgerne i kontakten med den offentlige sektor oplever utilfredsstillende og langvarige forløb. Resultatet kan blive, at borgeren måske enten slet ikke får det tilbud, vedkommende har krav på eller får et andet mindre hensigtsmæssigt tilbud. Det er helt urimeligt, at mennesker på denne måde, gøres til kastebold mellem forskellige systemer. Det skal sikres, at borgerne så vidt muligt oplever et sammenhængende forløb. I og med at ansvaret fremover placeres entydigt hos kommunen vil der ikke kunne opstå usikkerhed eller uenighed om ansvarsfordelingen. Spr.18_SM_RV Er den såkaldte forsikringsordning en statslig refusionsordning, men hvor midlerne til refusionen kommer fra kommunen? Svar: Ja, der er tale om en central refusionsordning, som finansieres solidarisk af kommunerne via løbende reguleringer af bloktilskuddet. Spr.19_SM_RV Hvordan skal det sikres, at der er mindst det samme udbud som i dag? Det leverandøransvar, som findes i dag må vel opløses? Svar: Alle amtslige tilbud og institutioner - bortset fra de mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende tilbud, der overtages af staten - overtages af den kommune, de ligger i. I det første år efter reformens ikrafttræden er det ikke tilladt for kommunerne at nedlægge pladser eller institutioner. Derefter skal kommunerne i overgangsperioden indsende årlige redegørelser til Socialministeriet, hvor de redegør for og dokumenterer, hvordan de har og vil leve op til deres forpligtelse til at sørge for de rette tilbud til borgerne. Spr. 20_SM_RV På hvilken måde skal kommunerne styre de institutioner, som de overtager? Skal styreformerne ændres, f.eks. til at alle bliver selvejende og taksameterstyrede, jf. undervisningsområdet. Svar: Institutioner og tilbud overtages med den styreform, de har ved overtagelsen. Det vil sige, at amtskommunalt ejede institutioner bliver kommunalt ejede og selvejende institutioner forbliver selvejende, hvor kommunen indtræder i amtskommunens driftsoverenskomst. Spr.21_SM_RV Det bedes beskrevet hvordan pengestrømmene ændres fra i dag. Svar: I den nye struktur er det kommunen, som beslutter, iværksætter og betaler med følgende undtagelser: Central refusionsordning for de allerdyreste enkeltsager Central medfinansiering af de meget store institutioner Staten finansierer videnscentre og specialrådgivningsfunktioner

8 De mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende tilbud, herunder de sikrede afdelinger for kriminelle unge, som staten overtager, finansieres af en kommunal takstbetaling samt en grundbevilling fra staten. Statsrefusion på de områder, som der også er refusion på i dag. Efter de gældende regler afholder kommunerne, med mindre foranstaltningerne er omfattet af grundtakst, udgifterne til en lang række ydelser med 100 pct. Amtskommunerne afholder tilsvarende, med mindre foranstaltningerne er omfattet af grundtakst, udgifterne til enkelte ydelser med 100 pct. En række udgifter er grundtakstfinansieret. Det gælder bl.a. særlige dagog klubtilbud og døgnophold for børn og unge under 18 år og familiebehandling. Ved disse ydelser betaler kommunen en grundtakst og amtskommunen betaler udgiften over grundtaksten, når kommune og amt er blevet enige om tilbudet. Endvidere kan amtskommunen medfinansiere udgifter til en kommunal opgaveløsning, der overstiger grundtaksterne, når foranstaltningen skønnes at nedsætte amtskommunens udgifter efter disse bestemmelser. I ganske særlige tilfælde kan en amtskommune aftale at medfinansiere udgifter til en kommunal opgaveløsning, selv om betingelserne ikke er opfyldt. Endelig er der en række udgifter, hvor der er statsrefusion. Spr.22_SM_EL Risiko for afspecialisering: Dansk Socialrådgiverforening (DS) mener, at de nye kommuner kan og bør rumme mere, end de hidtidige. Men vi bange for, at den kommunale ramme ikke kan rumme de mest specialiserede tilbud. DS ser derfor en risiko for en afspecialisering ved kommunernes overtagelse af de amtslige tilbud. Det er uvist, hvad der sker med dem efter det første garanti-år. Hvis de lukkes, ændres væsentligt eller privatiseres, så er det en grundlæggende omlægning af indsatsen overfor de allersvageste borgere. Omlægningen på det sociale område er en stærk kontrast til omlægningen på sygehusområdet. Der etableres de store regioner for at sikre grundlag for en specialisering, mens det sociale område henvises til kommunerne og dermed til mindre enheder end i dag. Vi mener, at borgerne på en eller anden måde må have garanti for indsats på hidtidigt niveau og bedre mulighed for at anke kommunale afgørelser, herunder mulighed for at få en faglig vurdering i den uvildige rådgivningsordning, der foreslås nedenfor. Spørgsmål: a. Hvad sker der efter det første år: b. Har kommunerne frit slag i forhold til de amtslige tilbud, de overtager? c. Må de lukke dem?

9 d. Ændre dem grundlæggende? e. Afvise fortsat driftsoverenskomst med selvejende institutioner? f. Ændre amtslige institutioner m.v. til selvejende, der skal fungere på markedsvilkår? g. Vil der være garanti for, at borgerne kan kræve behandling og indsats på samme niveau som i dag (f.eks. til borgere, der på grund af handicap eller sindslidelse har fået hjælp længe og skal have det længe endnu)? h. Vil borgerne få nye mulighed for at klage til en faglig instans, der kan vurdere det faglige niveau i kommunernes indsats i. Er ministeren forpligtet til at tage specifikke skridt, hvis de årlige redegørelser efter udløbet af garanti-året viser, at der sker en forringelse af viften af specialiserede tilbud eller vil det helt være op til ministeren at vurdere, om der skal tages skridt overfor kommunerne og i så fald hvilke? Svar: For så vidt angår spørgsmål a-f bemærkes, at de amtslige tilbud overtages uændret af den kommune, de ligger i. I det første år efter reformens ikrafttræden er det ikke tilladt kommunerne at nedlægge pladser eller tilbud. Herefter skal kommunerne i overgangsperioden indsende årlige redegørelser til Socialministeriet, hvor de redegør for og dokumenterer, hvordan de har og vil leve op til deres forpligtelse til at sørge for de rette tilbud til borgerne. Det gælder både for kommuner og amter i dag, at de løbende skal tilpasse deres tilbud til behovene. For så vidt angår spørgsmål g ændres der ikke indholdsmæssigt på de rettigheder borgerne allerede har i dag. Hvis kommunen ikke kan leve op til at levere det tilbud, borgeren har krav på, kan der rejses en klage- eller tilsynssag. For så vidt angår spørgsmål h kan der i dag klages over kommunens afgørelse til det sociale nævn, som så er forpligtet til at indhente den nødvendige faglige ekspertise for at kunne vurdere sagen. Dette ændres ikke. For så vidt angår spørgsmål i er de årlige redegørelser indført netop med henblik på, at der kan holdes et vågent øje med om kommunerne lever op til deres forpligtelser. Ministeren kan på dette grundlag bruge de nuværende reaktionsmuligheder, eksempelvis gå i dialog med kommunen eller om nødvendigt aktivere tilsynsmyndighederne. I konkrete enkeltsager skal borgeren bruge det almindelige ankesystem, men borgeren og andre kan også indbringe visse sager for tilsynsmyndighederne. Spr.23_SM_EL Den specialiserede rådgivning og behandling: Den specialiserede amtslige rådgivning og behandling ser ud til at gå en usikker fremtid i møde. Umiddelbart må man forvente, at den splittes op, da der næppe er nogen kommune, der kan og vil videreføre den. Det vil opløse de eksisterende faglige miljøer, og det forekommer usikkert, om de specialister, kommunerne overtager, vil blive fastholdt i kommunerne og om de

10 vil kunne fastholde deres specialer i den kommunale forvaltning. Billedlig talt ville det svare til at fjerne en stor del af speciallægerne på sundhedsområdet Samtidig vil ændringen fjerne borgernes nuværende mulighed for at få uvildig rådgivning og behandling på ekspertniveau, som blandt andet er fastlagt i servicelovens 34. Spørgsmål: a. Hvad vil der blive gjort for at fastholde de kompetente og specialiserede faglige enheder, der i dag samlet er i amternes specialrådgivning og behandling til børnefamilier, børn og unge og handicappede? b. Hvordan vil man sikre borgerne fortsat adgang til den specialiserede behandling og rådgivning, de hidtil har kunnet få direkte i amtet? Svar: Ekspertise og viden er først og fremmest knyttet til den enkelte institution og det enkelte tilbud. Den viden bliver i institutionerne og påvirkes ikke af reformen. Derudover lægges videnscentrene på handicapområdet ind under staten. Staten bliver garant for, at den viden og ekspertise, som ligger i videnscentrene, videreføres under den ny struktur. De amtskommunale medarbejdere som på amtsgården har beskæftiget sig med rådgivning og vejledning følger med deres opgaver over i den ny struktur. Spr.24_SM_EL Forslag om uvildig rådgivnings- og behandlingsenhed: DS foreslår - hvis regeringens forslag gennemføres at der etableres en ny, uvildig instans, der kan tilbyde forældre og børn rådgivning og behandling uden for det kommunale system og dermed videreføre amternes nuværende funktioner efter 34. Det kan eventuelt ske som en opgavemæssig og omfangsmæssig stor udbygning af Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH). Den nye instans kan opbygges, så den styres i et samarbejde mellem staten og de berørte brugergrupper, og den skal organiseres, så den i praksis er landsdækkende. Svar: I regeringens udspil foreslås en videreførelse af DUKH i sin nuværende form, uanset at ordningen kun er indført på forsøgsbasis. Borgerne kan hente uvildig rådgivning og vejledning i brugerorganisationer og hos frivillige. Derudover kan borgerne fortsat bruge videnscentre og specialrådgivningsfunktioner. Spr.25_SM_EL Risiko for social eksport: Forsikringsordningen kompenserer kun kommunerne for en lille del af udgifterne til dyre sager, så den kommunale udgift stiger meget voldsomt.

11 Man kan derfor frygte, at kommunerne vil holde meget igen med sådanne tilbud. De stærkt øgede kommunale udgifter indebærer også en risiko for social eksport mellem kommunerne. Den enkelte kommune vil kunne spare meget store beløb, hvis den kan afvise borgere med stort støttebehov eller kan få egne borgere til at flytte. De svageste grupper kan komme voldsomt i klemme i en sådan udvikling, og der må generelt tages skridt til at hindre social eksport. Vigtige detaljer er, at der kommer en sikring af, at der sættes ind med støtte til børnefamilier, der har behov for det; at behandlingsgarantien til stofmisbrugere i den enkelte kommune sikres; og at der bliver sikkerhed for, at kommunerne viderefører eller etablerer tilstrækkelige tilbud til sindslidende, hjemløse og kvinde i krise. Det er herunder afgørende, at 94- botilbudenes og kvindekrisecentrenes selvmøder-princip fastholdes, og at borgerne har ret til at flytte mellem botilbud og krisecentre ( frit valg ), så de ikke stavnsbindes eller kan afvises ved kommunegrænsen. Spørgsmål: a. Kan det oplyses, i hvor mange sager den kommunale udgift stiger med 100 % og i hvor mange, den stiger med 150 % eller mere? b. Kan det oplyses, hvor stor den samlede kommunale merudgift bliver efter kommunernes overtagelse af den fulde finansiering minus refusionen gennem forsikringsordningen? c. Hvilken sikring vil der blive af, at der ydes støtte til børnefamilier med behov for støtte; at kommunerne overholder behandlingsgarantien for stofmisbrugere; at kommunerne har tilstrækkelige tilbud til sindslidende, hjemløse og kvinder i krise? d. Vil selvmøderprincippet for 94-botilbud og kvindekrisecentre blive fastholdt i fuldt omfang? e. Vil kvinder i krise og hjemløse kunne flytte frit fra et 94- botilbud eller kvindekrisecenter? Svar: Indledningsvis bemærkes, at regeringen anbefaler kommuner med 30.000 indbyggere og derover. Det vil sige væsentligt større og mere bæredygtige kommuner end hovedparten af kommunerne i dag. Ad spørgsmål a og b. Andelen af meget dyre sager antages at være begrænset i forhold til amternes samlede sagsvolumen. På baggrund af det tilgængelige datamateriale kan antallet af sager, som koster over 800.000 kr. (ca. svarende til det dobbelte af grundtaksten) foreløbigt skønnes til omkring 3.500. Andelen af sager heraf, som koster over 1.000.000 kr. (ca. svarende til 1½ gange grundtaksten) skønnes at udgøre under halvdelen. Der vil på normal måde blive forhandling med kommunerne med henblik på, at de vil blive kompenseret for de udgifter, de overtager fra amterne.

12 Ad spørgsmål c. Ligesom i dag vil kommunerne have pligt til at give borgeren det tilbud, som borgeren har behov for. Hvis det ikke sker, vil der være tale om en klage- eller tilsynssag. Ad spørgsmål d og e. Der sker ingen ændringer fsva. angår 94-botilbud og kvindekrisecentre. Spr.26_SM_EL Forsyningsforpligtelsen overfor borgeren: Kommunen kan kun opfylde sin forsyningsforpligtelse, hvis der er tilbud at tilbyde, og hvis den har råd til det. Hvis der ikke er tilbud, eller de er for dyre for kommunen, så kan den vælge at opfylde sin forpligtelse ved at tilbyde noget, der kun delvis opfylder borgerens behov. Spørgsmål: a. Hvad vil der ske, hvis der ikke er et relevant tilbud til rådighed, når kommunen skal tilbyde borgeren bistand efter lovens bestemmelser? b. Hvilke ankemulighed overfor kommunens afgørelser vil borgeren få? Svar: Kommunen har en forpligtelse til at finde det relevante tilbud til borgeren. Kommunen kan enten bruge en plads på en af sine egne institutioner, eller andre kommuners eller private tilbud. Men ligesom i dag kan der selvfølgelig opstå det problem, at en konkret institution ikke har ledige pladser, hvorfor kommunen så må iværksætte en midlertidig foranstaltning i en venteperiode. Såfremt kommunen ikke lever op til sin forpligtelse til at finde de relevante tilbud til borgeren, er der tale om en klage- eller tilsynssag. Spr.27_SM_EL Markedsgørelse: DS mener, at en af konsekvenserne af, at kommunerne frigøres fra deres forpligtelse til at videreføre de amtslige tilbud efter et år, kan være en stærkt øget markedsgørelse. Dels fordi det vil opstå huller i forsyningen med nogle tilbud, som skal dækkes over markedet, dels for selvejende eller amtslige institutioner kan blive tvunget til at fungere på markedsvilkår. DS ser en række problemer i en sådan udvikling: Markedet findes ikke i dag, og det kan tage tid, inden det måske opstår. Der er dermed ingen garanti for, at der er en leverandør, selvom der er et behov og en efterspørgsel. Erfaringerne fra blandt andet opholdsstederne viser, at der er svingende kvalitet i de private tilbud, og at de stiller store krav til godkendelse og tilsyn. Ydermere er erfaringerne med kommunernes tilsyn med opholdsstederne ikke gode. Det var grunden til, at Folketinget i 1999 flyttede godkendelse og tilsyn til amterne. Der må forventes at opstå monopoltilstande på nogle områder, fordi indsatsen til dels er meget specialiseret, og der kun vil være meget få leverandører.

13 Erfaringerne fra arbejdsmarkedsområdet viser, at det ikke er billigere at trække på private entreprenører snarere tværtimod. Svar: I dag er en betydelig del af udbuddet privat. Det forventes ikke, at det vil blive markant anderledes fremover. Markedsgørelse er ikke et mål i sig selv. Uanset, hvem der leverer tilbuddet er det kommunens pligt at sikre, at borgeren får det tilbud, borgeren har behov for. Kommunerne får pligt til at godkende og føre tilsyn med de private tilbud. I modsætning til i 1999 vil der fremover være tale om større og langt mere bæredygtige kommuner. Spr.28_SM_SF Hvilken myndighed skal påtage sig opgaven med at behandle dobbeltdiagnostiserede mennesker. dvs. mennesker, der både er psykisk syge og stofmisbrugere. Og hvordan vil man sikre såvel den lægefaglige som den sociale behandling. Svar: Som det fremgår af regeringens handlingsplan Kampen mod narko, så anslås det, at der på landsplan er mellem 1000-1500 personer med både en sindslidelse og et misbrug. Dobbeltdiagnosens kompleksitet og de dobbeltdiagnosticeredes adfærd har givet anledning til uklarhed om, hvem det psykiatriske behandlingssystem eller behandlingsinstitutionerne for stofmisbrug der har hovedansvaret for behandlingen. Med psykiatriaftalen 2003-2006 er indsatsen overfor denne gruppe et særligt prioriteret område. Samtidig er der enighed om, at anbefalingen fra ekspertgrupperedegørelsen om Indsatsen for de hårdest belastede stofmisbrugere hvorefter det primære ansvar for behandlingen af gruppen bør placeres i det psykiatriske behandlingssystem, skal indgå i den fremtidige tilrettelæggelse af indsatsen. Kommunerne får ansvaret for den samlede indsats over for stofmisbrugere. I det omfang denne indsats kræver lægebehandling, herunder i det psykiatriske behandlingssystem, må kommunerne indgå aftale med regionerne om at stille den nødvendige behandling til rådighed, jf. også at der i regeringens forslag lægges op til, at kommunerne og regionerne i lovgivningen er forpligtet til at samarbejde om løsningen af forskellige sundhedsopgaver. Spr.29_SM_SF Hvilken myndighed skal varetage opgaven med gravide stofmisbrugere. Svar: Kommunerne får ansvaret for den samlede indsats over for stofmisbrugere. I det omfang denne indsats kræver lægebehandling, må kommunerne indgå aftale med regionerne om at stille den nødvendige behandling til rådighed. Ligesom i dag vil det også fremover være en sygehusopgave/regionsopgave at sikre gravide stofmisbrugere særlig svangeromsorg dels af hensyn til den gravide selv og dels af hensyn til det kommende

14 barn. Gravide stofmisbrugere er en særlig sårbar gruppe, som under graviditeten har behov for at blive fulgt tæt dels med henblik på behandling af forskellige sygdomme og dels med henblik på at forebygge og begrænse skader på fosteret som følge af stofmisbruget. Der er i forhold til gravide stofmisbrugere behov for en tværfaglig indsats på et specialiseret niveau, som indbefatter læger, jordemødre, psykologer og socialrådgivere m.fl.. Der er samtidig behov for en tværsektoriel indsats og et tæt samarbejde mellem sygehusvæsenet i regionen og de sociale myndigheder i kommunen. Kommunerne har i øvrigt en særlig tilsynsforpligtelse over for børn af forældre med særlige problemer, fx som følge af stofmisbrug, og til at sikre, at der så tidligt som muligt sættes ind med en sammenhængende indsats. Ansatte og private, der udfører opgaver på stofmisbrugsbehandlingsområdet, er omfattet af servicelovens regler om underretningspligt efter 35 og 36. Underretningspligten efter 35 indtræder, hvis personen, der udfører en opgave, bliver opmærksom på, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte. Underretningspligten efter 36 gælder for alle borgere og indtræder, hvis et barn udsættes for alvorlig fare eller omsorgssvigt. Spr.30_SM_SF Hvor skal behandling mod stofmisbrug generelt placeres. Hvis det er i kommunerne, hvordan vil man så i de mindre kommuner kunne få den tilstrækkelige faglige kompetence, set i lyset af at der måske ikke er så mange stofmisbrugere. Svar: I dag er amtskommunerne ansvarlige for både den socialfaglige og den medicinske behandling for stofmisbrug. Kommunerne får ansvaret for den samlede indsats over for stofmisbrugere. I det omfang denne indsats kræver lægebehandling, må kommunerne indgå aftale med regionerne om at stille den nødvendige behandling til rådighed, jf. også at der i regeringens forslag lægges op til, at kommunerne og regionerne i lovgivningen er forpligtet til at samarbejde om løsningen af forskellige sundhedsopgaver. Kommunerne får adgang til at trække på den viden, der er i misbrugscentrene og den viden, der er til stede i de enkelte tilbud for stofmisbrugere. Herudover har kommunerne adgang til registrerings- og informationssystemet DANRIS, hvor visiterende myndigheder har adgang til informationer om døgninstitutioner for stofmisbrugere. Basen indeholde oplysninger om behandlingsform, effekt, pris, beliggenhed m.v.

15 Spr.31_SM_SF Hvilken myndighed skal være ansvarlig for drift af institutioner til psykisk syge sent udviklede. Og hvor mange institutioner er der i dag, hvis indsats retter sig mod disse grupper. Svar: Som udgangspunkt er det kommunerne, der overtager ansvaret for de amtslige institutioner. I den udstrækning borgerens behov forudsætter et lands- eller landsdelsdækkende tilbud vil det være staten, som er ansvarlig. Der findes ingen oversigt over, hvor mange institutioner der findes til psykisk syge sent udviklede. Spr.32_SM_SF Hvilken myndighed skal være ansvarlig for drift af institutioner til kronisk psykisk syge, hvis det bliver kommunerne, hvordan vil man så forhindre kassetænkning, forstået på den måde at sygehusregionen, som angiveligt skal være ansvarlig for hospitalsindlagte psykiatriske patienter kan risikere mange færdigbehandlede patienter, som ikke får et botilbud. Svar: Hensynet til at forkorte den unødvendige liggetid på sygehus og sikre, at færdigbehandlede patienter udskrives hurtigst muligt til et relevant, kommunalt tilbud, vil regeringen tilgodese ved at gøre den nuværende plejetakst, som amterne i dag kan opkræve kommunerne for færdigbehandlede patienter efter sygehusloven, obligatorisk for såvel somatiske som psykiatriske patienter. Spr.33_SM_SF Da spørgeren går ud fra at ansvaret for distriktpsykiatrien skal placeres i sygehusregionerne ønskes oplyst, hvordan man forestiller sig samarbejdet mellem de forskellige myndigheder, således at de forskellige forsøg med opsøgende psykoseteams kan fortsætte. Eller er det tanken at disse forsøg skal nedlægges? Svar: Samarbejdet skal fortsætte, således at den nødvendige tværfaglige ekspertise, som er samlet i et opsøgende psykoseteam med henblik på at skabe et fornuftigt forløb for den enkelte sindslidende, opretholdes. I en ny struktur vil opsøgende psykoseteams blive forankret i regionerne sammen med de øvrige behandlingsmæssige tilbud til sindslidende. I regionerne vil der være mulighed for inddragelse af relevant ekspertise fra samarbejdspartnere. Der er således ikke tanker om at nedlægge forsøgene. Spr.34_SM_SF Der ønskes regneeksempler der viser, hvordan finansieringen fremover bliver, for de handicappede, der ikke overføres til statsligt regi. Svar: den nye struktur er det kommunen, som beslutter, iværksætter og betaler med følgende undtagelser:

16 Hvis den konkrete sag årligt koster mere end 0,8 mill. kr. får kommunen refunderet 25 pct. af det beløb, som ligger derover og 50 pct. af det beløb, som ligger over 1,5 mill. kr. Der sker en gradvis overgang fra grundtakstsystemet til den ny centrale refusionsordning, der sikrer kommunerne mod store udgifter til enkeltsager, således at statsrefusionen på 25 pct. det første år indtræder fra 0,4 mill. kr. årligt (ca. svarende til den nuværende grundtakst) og 50 pct. fra 0,8 mill. kr. årligt. I det andet år indtræder refusionen på 25 pct. ved 0,5 mill. kr. årligt, og 50 pct. ved 1 mill. kr. årligt. I det tredje år indtræder refusionen på 25 pct. ved 0,6 mill. kr. årligt og 50 pct. ved 1,2 mill. kr. årligt. Den gradvise overgang vil understøtte kommunernes anvendelse af eksisterende tilbud i overgangsperioden og derved medvirke til at sikre, at institutioner ikke oplever pludseligt faldende efterspørgsel som følge af finansieringsomlægningen. Endvidere vil der blive en central medfinansiering af de meget store institutioner Spr.35_SM_SF Hvilke grupper overføres til statsligt regi, og hvad er begrundelsen for denne afgrænsning? Svar: De mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende tilbud samt specialrådgivningen placeres under staten for, at staten kan stå som garant for en fortsat videreudvikling. Dette sker ikke, fordi kommunerne ikke kan varetage opgaven, men fordi regeringen har valgt også at lytte høringssvarene fra brugerorganisationerne, og fordi regeringen gerne vil skabe størst mulig sikkerhed for at der er de rigtige tilbud til rådighed for de svage grupper i samfundet. De mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende tilbud er: Sikrede institutioner til kriminelle udviklingshæmmede samt sikrede afdelinger til kriminelle og meget adfærdsvanskelige unge. Ikke-sikrede anbringelsessteder til meget adfærdsvanskelige børn og unge, herunder tilbud, som modtager børn og unge fra de sikrede afdelinger. Botilbud til personer med meget specielle handicap. Ved lands- og landsdækkende tilbud forstås: Institutioner/boformer, der 1) uden nødvendigvis at have en fast afgrænset brugeramtskreds, alligevel er etableret med henblik på at dække et større område end driftsamtet eller 2) der faktisk betjener et større område end driftsamtet på grund af tilbudets særlige indhold (specialisering). Spr.36_SM_SF Hvordan vil man sikre de specialiserede tilbud, der er etableret nu kan fortsætte set i lyset af at en kommune kan visitere til en billigere løsning, da det jo tilsyneladende bliver kommunen selv, der skal beslutte.

17 Svar: Først og fremmest skal det slås fast, at kommunen selvsagt ønsker at give deres borgere den service, som de har behov for og krav på og det har kommunerne selvfølgelig også pligt til. For at kunne følge udviklingen får kommunerne pligt til i en overgangsperiode på 4 år at afgive en årlig redegørelse til Socialministeriet for, hvordan kommunen vil leve op til sin forsyningsforpligtelse for kommunens borgere, herunder kommunens forventede forbrug af pladser i egne og andre kommuners institutioner. Redegørelserne udgør et grundlag for ministeren til at vurdere, om kommunerne lever op til deres forsyningsansvar. Derudover indføres en central refusionsordning for de meget dyre enkeltsager. Spr.37_SM_SF Hvordan vil regeringen sikre, at kommunerne henviser elever med alvorlige handicap til den rette institution, der har ekspertise i DAMP eller autisme, eller generelle indlæringsvanskeligheder frem for en placering på en blandet institution efter nærhedskriteriet? Svar: Kommunen skal give borgeren et tilbud, der svarer til det behov borgeren har. Hvis kommunen anviser til en institution, der ikke kan imødekomme borgerens behov kan kommunens afgørelse indbringes for klagenævnet Spr.38_SM_S Hvordan finansieres ledig kapacitet i de kommunale sociale tilbud? Svar: Fuldstændig som i dag: Gennem takstfastsættelse og tilpasning af kapacitet i forhold til behovet. Spr.39_SM_S Hvordan vil regeringen sikre, at det bliver det faglige indhold og ikke de ledige-pladsers-princip, der afgør hvilket tilbud borgerne får? Svar: Kommunen har ansvaret for, at borgerne får det tilbud, der passer til den enkelte borgers behov. Ved at samle hele ansvaret i kommunen, undgås de problemer, som eksisterer i dag, herunder kassetænkningsproblemer, ligesom det, at ansvaret samles hos én myndighed betyder bedre mulighed for løbende at tilpasse behandlingskapaciteten til behovet.. Spr.40_SM_S Det bedes oplyst, hvorledes nedenstående eksempel undgås, samt om begge kommuner i eksemplet har opfyldt deres forsyningspligt: X-købing overtager et botilbud for autister med 5 pladser. X-købing har kun én af egne borgere i botilbuddet. Én af de 5 pladser bliver ledig. X-købing får nu en borger med Down-syndrom. X-købing har ikke selv botilbud til mennesker med down-syndrom, men visiterer borgeren til botilbuddet for autister. Nabokommunen Y-borg får en borger med autisme. De har ikke

18 egne tilbud til denne borger, men derimod et botilbud til synshandicappede udviklingshæmmede. X-købing har ikke plads til Y-borgs borger med autisme, så Y-borg visiterer denne til et botilbud for synshandicappede udviklingshæmmede. Begge botilbud er etableret i henhold til samme paragraf, men deres faglige specialisering er væsentlig forskellig, indtil brugergruppen bliver så sammensat, at begge botilbud må anses for generelle uden specialiseret viden. Svar: Lovgivningen skal følges af de myndigheder, den er rettet til. Det vil være i strid med lovgivningen, såfremt den enkelte borger ikke får et tilbud, som passer til vedkommendes behov. I så tilfælde vil der kunne blive tale om en tilsyns- eller klagesag. Det skal bemærkes, at der bliver etableret en tilbudsportal, der omfatter alle døgntilbud i landet. I øvrigt henvises til svaret på spr. 42. Spr. 41_SM_S Hvordan adskiller de institutioner, der er omtalt i hæftet Streger, der sætter rammer for livet udgivet af Socialpædagogernes Landsforbund, sig i specialiseringsgrad fra de institutioner, der er nævnt i boks 7.5 i bilaget om socialområdet? Svar: Definitionen for de mest specialiserede lands- og landsdækkende er: Institutioner/boformer, der 1) uden at have en fast afgrænset brugeramtskreds, alligevel er etableret med henblik på at dække et større område end driftsamtet eller 2) der faktisk betjener et større område end driftsamtet på grund af tilbudets særlige indhold (specialisering). Det er således ikke nok, at tilbudet er højt specialiseret. Spr.42_SM_S Hvordan vil regeringen med yderligere initiativer sikre, at kommunerne overholder lovgivningen på det sociale område i forbindelse med de nye opgaver set i lyset af, at kommunerne ofte har besvær med at overholde loven i forbindelse med de nuværende opgaver? Svar: Kommunerne og udviklingsrådene skal i en overgangsperiode på 4 år indsende årlige redegørelser til Socialministeriet, hvori de redegør for den hidtidige udvikling samt dokumenterer, hvordan de vil leve op til deres forsyningsforpligtelse for deres borgere. Der indføres en statslig refusionsordning for de meget dyre enkeltsager. Stat og udviklingsråd skal i øvrigt systematisk følge op på kommunernes indsats. Spr. 43_SM_S Bliver det muligt for borgeren at klage over den faglige kvalitet i tilbudet? Svar: Der ændres ikke indholdsmæssigt ved borgerens mulighed for at klage

19 Spr. 44_SM_S Hvordan vil regeringen sikre, at forsorgshjem og krisecentre forsat har et landsdækkende ansvar med henblik på brugernes sikkerhed samt mobilitet? Svar: Der ændres ikke ved forsorgshjems og kvindekrisecentres modtagepligt i forbindelse med at de skifter driftsherre. Spr. 45_SM_S Vil selvmøder-princippet på 94-området blive opretholdt og i givet fald hvordan? Svar: Det er afgørende, at 94-botilbudenes og kvindekrisecentrenes selvmøder-princip fastholdes, og at borgerne har ret til at flytte mellem botilbud og krisecentre ( frit valg ), så de ikke stavnsbindes eller kan afvises ved kommunegrænsen. Spr. 46_SM_S Hvordan vil finansieringen og forsyningspligten være på området for herberger og forsorgshjem? Svar: Der er kun planer om at flytte myndighedsansvaret fra amterne til kommunerne for disse institutioner. Man vil fortsat selv kunne møde op på et forsorgshjem. Ledelsen bevarer visitationsretten og institutionerne vil også fortsat kunne modtage klienter fra hele landet. Der vil også fremover være 50 % statsrefusion af udgifterne. Spr. 47_SM_S Det bedes oplyst, hvorfor krisecentrenes ønske om en statslig placering ikke indgår i forslaget, når staten overtager dele af de øvrige sociale opgaver? Svar: De falder ikke umiddelbart ind under den objektive definition jf. svaret på spm. 41. Spr. 48_SM_S Hvad er baggrunden for, at der ikke er ét eneste specialiseret psykiatrisk tilbud på listen over specialiserede sociale tilbud? Vejle Amt har eksempelvis netop oprettet fire pladser til personer med spiseforstyrrelser, hvis optageområde er hele Jylland og Fyn. Svar: Kriteriet for, at staten overtager et tilbud er ikke i sig selv, at tilbudet er højt specialiseret, jf. svaret på spm. 41. Listen over institutioner er et udgangspunkt for drøftelser med de kommunale parter og brugerorganisationer. Spr. 49_SM_S Er det regeringens holdning, at ingen i de amtslige sociale tilbud har så massive behov, at de bør omfattes af begrebet mest specialiserede institu-

20 tioner på linje med tilbud med personer med vidtgående fysiske og psykiske handicaps? Der henvises til bilagsdelen (side 68), som ikke indeholder tilbud inden for socialpsykiatrien. Svar: Der henvises til besvarelse af spm 48 Spr. 50_SM_S Vil en decentralisering til kommunerne blive fulgt op med krav om udvikling af og anvendelsen af flere sociale behandlingsformer fx recoveryorienteret praksis? Svar: Der er tale om en struktur og opgavefordelingsreform ikke en reform af opgavernes indhold. Det forudsættes derfor også, at der løbende vil ske en fortsat udvikling af den sociale indsats, som det også sker i dag. Spr. 51_SM_SF Hvordan vil regeringen sikre effektiviteten og muligheden for tilstrækkelig demokrati og mindretalsbeskyttelse i kommunerne (jf. side 100 i bind 1 i Strukturkommissionens betænkning), hvis der ikke sker en klar formindskelse af de kommunale samarbejder eller fællesskaber? Svar: Som anført i regeringens udspil til en strukturreform kan regeringen tilslutte sig strukturkommissionens anbefaling om, at kommuner med mange opgaver har mindst 30.000 indbyggere, idet kommunerne imidlertid får frihed til selv at finde lokale løsninger, jf. udspillet side 6. Det er således regeringens forslag, at større kommuner på mindst 30.000 indbyggere bliver borgernes primære indgang til den offentlige service. En realisering af dette forslag vil i sig selv betyde, at en lang række af de kommunale samarbejder, der i dag kendetegner den kommunale opgaveløsning, bliver overflødige. Spr. 52_SM_S Hvordan vil regeringen sikre bredden i den vifte af tilbud, personer inden for socialpsykiatrien efterspørger, når den decentraliseres til en myndighed med mindre kompetencegrundlag end et amt? Svar: Den eksisterende ekspertise vil stadig være til rådighed for kommunerne, idet ekspertisen forbliver intakt. Allerede i dag varetages en række socialpsykiatriske problemstillinger af kommunerne i et samarbejde med borgeren for at finde det mest relevante tilbud. Spr. 53_SM_S Hvad vil der ske med de nye døgnhuse, der netop er lovgivet om? Svar: Bestemmelsen om døgnhuse opretholdes uændret. Kommunerne kan, hvis de ønsker det, oprette døgnhuse.