Journalistik Projects Abroad Danmark Tlf: +45 42409020 info@projects-abroad.dk /ProjectsAbroadDK
Frivilligt arbejde og praktikophold med Journalistik Lande med projekter inden for journalistik Argentina Bolivia Costa Rica Etiopien Filippinerne Ghana Jamaica Kina Typer af projekter TV-stationer Radiostationer Månedspublikationer Gratis magasiner Aviser Universitetsudgivelser Internetudgivelser Filmproduktion Mexico Mongoliet Rumænien Samoa Sri Lanka Sydafrika Tanzania Togo På et journalistikprojekt kan du finde ud af, om din fremtid er inden for journalistik. At arbejde som journalist i udlandet er en udfordrende, men belønnende opgave. Du vil møde og interviewe mange forskellige mennesker fra alle samfundslag, fra forretningsfolk til politikere, fra tilfældige mennesker på gaden til berømte filmstjerner! Under alle omstændigheder vil du få praktiske erfaring med journalistikkens mange facetter i et meget anderledes land. Du kan vælge frivilligt arbejde på skrevne medier, såsom aviser eller magasiner, eller på et transmitterende medie (radio eller TV). Udover at give dig et indblik i alle aspekter af en publikation fra start til slut, giver vores projekter dig mulighed for at arbejde sammen med lokale, professionelle journalister inden for en imponerende række af områder inden for journalistikken. Det er en god idé at kontakte vores danske kontor for at få rådgivning om dine muligheder. Du bør være opmærksom på, at i enkelte lande er det et krav at have gode spansk eller franskkundskaber. På enkelte projekter er der krav til uddannelsesniveau. Dine muligheder afhænger af destination og projekt. Typiske arbejdsopgaver Research, Interviews, Udarbejdelse af artikler, Korrekturlæsning, Layout, Produktionsteknikker, Anmeldelser, Redigering, Reklamearbejde, Planlægning, Distribution, Dækning af lokale og internationale nyheder. For mere information: info@projects-abroad.dk Telefon: +45 42409020 /ProjectsAbroadDK 2 Journalistik
En rejseberetning fra et journalistikprojekt i Tanzania af Mette Martensen, Tanzania I februar 2015 rejste jeg seks uger til Arusha i Tanzania. Jeg var netop blevet uddannet bachelor i journalistik og havde brug for en pause langt væk fra uddannelse og jobsøgning. Derfor var relevant, frivilligt arbejde i et land som Afrika det helt oplagte for mig. Jeg valgte at undervise unge underprivilegerede afrikanere i journalistik på Kilimanjaro Film Institute, fordi jeg udover min uddannelse også havde erfaring med undervisning. Tanken om at rejse med Projects Abroad kom to måneder før, jeg gerne ville af sted. Jeg tog beslutningen lige før jul, så jeg var meget i tvivl om, hvorvidt det kunne lykkes. Jeg kom af sted lige præcis den dag, jeg havde ønsket. Lige fra starten følte jeg mig tryg. Projects Abroad var der hele vejen igennem. Fra da jeg steg ud af flyet, til jeg skulle med flyet hjem til Danmark igen. De frivillige var alle åbne og imødekommende. Min værtsfamilie blev som en familie for mig de var der altid, når vi frivillige havde brug for det. Det er altid svært at være et nyt sted de første par dage, og jeg tænkte da også: Puha, 6 uger. Det bliver lang tid. Men pludselig sad jeg med tre andre frivillige og spiste kage fredag d. 27. marts og sagde: Ej piger. Der er allerede gået 6 uger. Jeg vil virkelig ikke hjem. Jeg startede på mit projekt, hvor jeg i høj grad selv skulle planlægge undervisningen. Jeg underviste hver dag 1. års studerende i en time, hvorefter tiden gik med planlægning og enetimer for 3. års studerende. Jeg underviste overordnet i kommunikationsevner, som handlede om alt fra idéudvikling, interviewteknik og journalistens rolle. Der var nogle timer hver dag, hvor jeg ikke havde noget at lave. Men det tror jeg, at man skal forberede sig på i Afrika mange ting går bare meget langsomt. Jeg skulle arbejde hver dag fra 8-16, men flere gange aftalte jeg med instituttets leder, at jeg gik omkring kl. 14-15, når jeg var færdig. Efter arbejde hyggede vi derhjemme, eller tog ind til byen for at kigge butikker, souvenirshoppe og spise kage. Faktisk bare mest for at spise kage. Weekenderne gik med udflugter og hygge rundt i byen. Jeg havde i alt fem weekender, som blev brugt på safari, Zanzibar, pool ved nærliggende hoteller, markeder, gåture rundt i byen med museer og andre seværdigheder og så selvfølgelig afslapning. Derudover var der sociale arrangementer, som Projects Abroad arrangerede. Der var swahili-kursus hver måned, en fredag om måneden tog vi alle ud for at arbejde på et af organisationens projekter, og så var der torsdags-arrangementer med madlavning, restaurantbesøg, swahilitema osv. Tiden flyver af sted. Seks uger med fem weekender i alt er hurtigt overstået. Gør dig selv den tjeneste og tag lidt længere tid af sted. Mindst to måneder. Uanset hvor længe du er af sted, er det et faktum, at du ikke kommer til at redde hele Afrika med dit frivillige arbejde, sagde en medarbejder fra Projects Abroad til mig midt i forløbet. Jeg var, måske i modsætning til andre, ikke rejst til Tanzania med tanken om, at jeg skulle redde nogen. Den største grund til at jeg rejste, var for min egen skyld, for at lære noget om mig selv, om et andet land, om 3 Journalistik
journalistikfaget og ikke mindst for at styrke mine muligheder senere inden for mit felt. Men tanken om at redde andre kom snigende, i takt med at jeg nærmede mig afgangen fra Tanzania. Havde jeg egentlig ændret noget for de 15 elever, jeg havde undervist? Havde de overhovedet forstået, hvad jeg havde forklaret dem i timerne? Opgaverne, jeg havde stillet dem, var jo ikke besvaret enormt imponerede. Den sidste dag på instituttet blev der holdt et lille farvel-arrangement, hvor elever og undervisere sagde et par ord til mig. Det var meget rørende, og pludselig fandt jeg ud af, at jeg ikke kun havde gjort det her for mig selv, men at jeg omvendt heller ikke havde reddet verden. Hver elev havde skrevet en lille note til mig, hvorpå der stod forskellige beskeder, bl.a.: I will be a hunting dog. For that I will always remember you. Have a nice travel. I love you, Mette, you have been so generous to us. Your life is extraordinary with gift that you have received you did not keep it for yourself, but you shared it with us og Thank you for the education I have get from you. Det var rørende, for så havde de jo forstået noget i timerne, og jeg havde faktisk lært dem noget. Pludselig gav det en helt andet mening at være rejst til Tanzania. Det var ikke længere kun for min egen skyld. Mit Samoa-Eventyr af Anja Marcussen Samoa, hvor er det?, Hvordan er menneskene?, Hvad skal du lave? Sådan lød et par af de mange spørgsmål, jeg fik, når jeg fortalte folk, at jeg havde tænkt mig at rejse med Projects Abroad til Samoa. Jeg kendte selv meget få af svarene, da jeg boardede et af de mange fly, jeg skulle med for at komme til den lille ø i det sydlige Stillehav på den anden side af jorden. I dag er det to uger siden, at jeg kom hjem fra mit journalisteventyr så langt væk hjemmefra, og jeg er blevet utroligt mange oplevelser og venskaber rigere og kan næsten ikke forstå, hvor hurtigt de to måneder kunne gå. Da jeg kom ud af flyet, ramte luftfugtigheden og varmen mig som en varm bølge lige i ansigtet, og sommerfuglene spredte sig i maven, mens jeg blev kørt til min værtsfamilies hus. Her mødte jeg en del af den store familie, der tog imod mig med smil, kram og en masse spørgsmål. Jeg blev hjulpet i gang med tilværelsen og hverdagen i Samoa af de ansatte i organisationen, og vænnede mig hurtigt til at tage de farverige busser med høj musik, hvor folk sidder på hinandens skød for at gøre plads til alle. Hjemmefra havde jeg besluttet, at jeg ville arbejde frivilligt som journalist for den lokale avis, Samoa Observer for at afprøve faget, inden jeg besluttede mig for at bruge resten af livet på det. Min dagligdag på avisen bestod i at dække forskellige historier rundt om på de to øer. De første par dage fulgtes jeg med forskellige kollegaer og fik blandt andet lov til at komme med i retten og se, hvordan en samoansk retssag fungerer. Det hele var meget overvældende - specielt fordi sproget er et andet og, fordi befolkningen langt fra er vant til at se hvide mennesker (eller palangi, som de kalder det). Kommentarerne, spørgsmålene og de nysgerrige blikke ville ingen ende tage, og jeg måtte indse, at det nok var en del af oplevelsen. Heldigvis er det samoanske folk venlige mennesker, og jeg vænnede mig til at gengælde nysgerrige blikke med store smil, som blev besvaret på samme måde. 4 Journalistik
værtsfamilien. Vi tog på ture rundt på de to øer og så den smukke natur med de hvideste strande, de grønneste palmer og overvældende naturfænomener. Sammen med mine to tyske huskammerater blev jeg inviteret til bryllup af værtsfamilien, hvor vi opførte en samoansk dans iført det nationale outfit. Sådan fløj både weekender og hverdage afsted, og ikke to dage var ens. Da jeg var begyndt at falde lidt til på avisen, blev jeg sendt ud på egen hånd for at dække forskellige pressekonferencer, møder og mange andre ting. Ligeledes kunne jeg skrive om ting, jeg fandt spændende eller projekter, som de andre frivillige var en del af. I starten var det lidt overvældende og grænseoverskridende sådan at skulle opsøge folk for at lave interviews og tage billeder, men jeg fandt hurtigt ud af, at smil hjalp meget og fik en del venner igennem arbejdet, som også hjalp mig med at finde flere historier. Fritiden brugte jeg sammen med de andre frivillige og nogle gange også vores samoanske venner og En gang om ugen mødtes alle de frivillige i landet og lavede en eller anden form for aktivitet. Vi har blandt andet lært at lave samoansk mad, flette bordskånere, malet et bibliotek og meget, meget mere. Vi havde selv meget indflydelse på, hvad der skulle foregå og kunne altid komme med forslag. Således gik det til, at min tid i Samoa fløj afsted, og jeg fik en masse venner og veninder - ikke bare fra Samoa, men fra alle mulige steder i verden. Oplevelsen har givet mig lyst til at arbejde som journalist og har vist mig, at hvis man bare møder udfordringerne, så kan stort set alt lade sig gøre. Jeg håber på at kunne besøge Samoa igen en dag og se min samoanske familie, kollegaer og venner igen. 5 Journalistik