En mand et parti og hans annoncer Anders Samuelsen formand for Liberal Alliance Når en dansk politiker annoncerer for et tocifret millionbeløb, så bliver det bemærket! Når en politiker kritiserer de andre partier, både til højre og venstre for sig selv, så bliver det bemærket! Måske er Anders Samuelsen kun en døgnflue! Men det er under alle omstændigheder interessant at studere en ny form for politisk kommunikation! - og så nyt er det slet ikke, det har været prøvet før, men det er så længe siden, at de fleste har glemt det. 1
Alle de andre svigter deres idealer. Alle de andre er kun optaget af at tækkes vælgerne. Alle de andre vil kun det samme. Men Liberal Alliance er noget helt enestående, det eneste ægte danske liberale parti! Det budskab har Anders Samuelsen hidtil (marts 2011) gentaget i 74 helsidesannoncer. Derfor dette forsøg på en analyse, af en enkelt af de mange annoncer. 2
Den originale tekst Kære danskere: Massiv vælgerangst på Christiansborg sætter Danmarks velfærd over styr. Det vil ske hurtigt, og det vil ramme hårdt! Den danske velfærdsmodel, der sikrer os alle lige adgang til uddannelse, sundhedsvæsen, socialt sikkerhedsnet og pension, er truet på livet. Hvis vi ikke handler nu, vil vi om få år være tvunget til at skære meget dybt i de offentlige ydelser. Samfundets svageste og mest udsatte vil blive ramt hårdest. Det værste ved det hele er, at den allerstørste trussel mod vores velfærdsmodel ikke kommer udefra, men alene skyldes manglende mod på Christiansborg. Partierne følger med strømmen Gennem de sidste 40 år har de politiske partier gentagne gange redefineret deres position. I halvfjerdserne handlede det mest om man var rød eller blå. I firserne handlede det om globalisering. Nogle ønskede en global agenda, andre foretrak en mere indadvendt nationalisme. Den store velfærdsillusion Nu blæser der nye vinde: Henover de sidste 15 år er gruppen af forandringsangste stilstandsvælgere blevet så stor, at man nu ikke kan danne regering uden deres stemmer. Resultatet er en flok politikere, der af angst for at miste taburetten kæmper for at overbyde hinanden på velfærdsydelser. Stilstandsvælgerne ønsker (og har fået) et samfund, der helt og holdent tager ansvar for deres liv og en flok politikere, der er villige til at love dem, at de gode tider aldrig stopper. Flere og flere ydelser. Flere og flere penge. Den offentlige sektor og bureaukratiet vokser og vokser. Aldrig har den været så stor, aldrig har det været så dyrt. Det er (skatte) skruen uden ende og det har stået på i 15 år! Nu kommer regningen. Og den er stor! Opbygningen af hele denne gigantiske socialstat har været baseret på håbet om, at Danmarks økonomi kunne fortsætte og fortsætte med at vokse. For så længe den vokser, er der penge til velfærd så kan stilstandsgruppen få, hvad de ønsker, og så kan politikerne blive siddende på taburetten, og så er alle glade (næsten). Men i 2008 ramte finanskrisen og den ramte hårdt. Danmarks konkurrenceevne var i forvejen skrøbelig men nu brød den helt sammen: Op mod 200.000 job forsvandt på rekordtid. Konkurser sætter ny rekord. Firmaer kæmper for at overleve. Væksten går helt i stå, og katastrofen står for døren. Først da begynder de barske realiteter at gå op for politikerne på Christiansborg: Der er ikke længere penge til at betale for al den velfærd, vi lovede vores stilstandsvælgere! 3
Uansvarlighed er nemmest Hvad gør man i en sådan situation? Hvis man var fornuftig og ansvarlig, ville man naturligvis gennemføre de nødvendige reformer: Man ville beskytte de svageste og reservere pengene til dér, hvor der virkelig er brug for dem. Og så ville man sørge for, at der kom gang i hjulene skabe vækst og nye job, så man atter får økonomien på fode. Men nej! Det er ikke en model, Christiansborgs politikere bryder sig om. For hvis man skal gøre det ansvarlige, skal man jo afskaffe ordninger som efterløn. Og man skal sænke skatten, så vi genvinder konkurrenceevne og kan skabe vækst og nye job. Men det ønsker stilstandsvælgerne ikke. De vil hellere blive ved med at have deres efterløn, deres tilskud, deres støtteordninger etc. i en lind strøm, der aldrig slutter. Og da ingen tør sige dem imod, vælger vores komplet uansvarlige poltikere i stedet at lade som ingenting og ofre landets økonomi i håbet om, at stilstandsvælgerne vil lade dem blive siddende på taburetten. Alle er asociale socialdemokrater Og hermed er vi fremme ved grunden til, at man ikke længere kan kende forskel på de politiske partier. De er nemlig stort set ens: De kappes alle om stilstandsvælgernes gunst og de er villige til at pantsætte landets fremtid for at holde sig ved magten. Derfor vil hverken VKO eller SF-S fremkomme med en egentlig vækstplan. Derfor sker der ingen reformer. Derfor er det hele fastlåst, indspist og gråt. Det er den hårde kolde sandhed om dansk politik anno 2011. Og det er dybt asocialt, at man lader stilstandsgruppen fortsætte velfærdsfesten, når man ved at prisen uværgeligt vil skulle betales af samfundets allersvageste. Kun Liberal Alliance adskiller sig Hvis du som os ønsker at gennemføre de nødvendige reformer at tage et opgør med stilstandsvælgerne til fordel for et progressivt samfund med vækst, personlig frihed og råd til også i fremtiden at beskytte sine svage så skulle du tage og stemme på Liberal Alliance. For et bedre Danmark. Med venlig hilsen Anders Samuelsen PS: Kære skeptiker på venstrefløjen gør mig en tjeneste: I stedet for den sædvanlige pavlovske refleks når du ser en annonce fra Liberal Alliance så prøv i 10 sekunder at overveje om ikke jeg har ret! Vi kan jo ikke bevare velfærden uden at skabe vækst. Og vi får ikke vækst uden reformer, der skaber grobund for væksten. Så enkelt er det. 4
Den originale tekst er en meget velskrevet historie, som umiddelbart virker logisk, sandfærdig og rigtig. En måde at analysere teksten på kan være at sætte fokus på hvor meget af teksten der er åbenbare påstande, hvor meget der er beskrivende, både kan være sandt og falsk og hvor meget, der er veldokumenterede udsagn. Alle påstande mærkes med gul baggrundsfarve Alle beskrivende udsagn er mærket med grøn baggrundsfarve Alle udsagn der umiddelbart både kan være rigtige og forkerte er mærket med grøn baggrundsfarve Alle udsagn der berører forhold som er undersøg og dokumenteret er mærket med blå tekst Værdien eller kvaliteten af denne analyse står alene for min regning. Kære danskere: Massiv vælgerangst på Christiansborg sætter Danmarks velfærd over styr. Det vil ske hurtigt, og det vil ramme hårdt! Den danske velfærdsmodel, der sikrer os alle lige adgang til uddannelse, sundhedsvæsen, socialt sikkerhedsnet og pension, er truet på livet. Hvis vi ikke handler nu, vil vi om få år være tvunget til at skære meget dybt i de offentlige ydelser. Samfundets svageste og mest udsatte vil blive ramt hårdest. Det værste ved det hele er, at den allerstørste trussel mod vores velfærdsmodel ikke kommer udefra, men alene skyldes manglende mod på Christiansborg. Partierne følger med strømmen Gennem de sidste 40 år har de politiske partier gentagne gange redefineret deres position. I halvfjerdserne handlede det mest om man var rød eller blå. I firserne handlede det om globalisering. Nogle ønskede en global agenda, andre foretrak en mere indadvendt nationalisme. Den store velfærdsillusion Nu blæser der nye vinde: Henover de sidste 15 år er gruppen af forandringsangste stilstandsvælgere blevet så stor, at man nu ikke kan danne regering uden deres stemmer. Resultatet er en flok politikere, der af angst for at miste taburetten kæmper for at overbyde hinanden på velfærdsydelser. Stilstandsvælgerne ønsker (og har fået) et samfund, der helt og holdent tager ansvar for deres liv og en flok politikere, der er villige til at love dem, at de gode tider aldrig stopper. Flere og flere ydelser. Flere og flere penge. 5
Den offentlige sektor og bureaukratiet vokser og vokser. Aldrig har den været så stor, aldrig har det været så dyrt. Det er (skatte) skruen uden ende og det har stået på i 15 år! Nu kommer regningen. Og den er stor! Opbygningen af hele denne gigantiske socialstat har været baseret på håbet om, at Danmarks økonomi kunne fortsætte og fortsætte med at vokse. For så længe den vokser, er der penge til velfærd så kan stilstandsgruppen få, hvad de ønsker, og så kan politikerne blive siddende på taburetten, og så er alle glade (næsten). Men i 2008 ramte finanskrisen og den ramte hårdt. Danmarks konkurrenceevne var i forvejen skrøbelig men nu brød den helt sammen: Op mod 200.000 job forsvandt på rekordtid. Konkurser sætter ny rekord. Firmaer kæmper for at overleve. Væksten går helt i stå, og katastrofen står for døren. Først da begynder de barske realiteter at gå op for politikerne på Christiansborg: Der er ikke længere penge til at betale for al den velfærd, vi lovede vores stilstandsvælgere! Uansvarlighed er nemmest Hvad gør man i en sådan situation? Hvis man var fornuftig og ansvarlig, ville man naturligvis gennemføre de nødvendige reformer: Man ville beskytte de svageste og reservere pengene til dér, hvor der virkelig er brug for dem. Og så ville man sørge for, at der kom gang i hjulene skabe vækst og nye job, så man atter får økonomien på fode. Men nej! Det er ikke en model, Christiansborgs politikere bryder sig om. For hvis man skal gøre det ansvarlige, skal man jo afskaffe ordninger som efterløn. Og man skal sænke skatten, så vi genvinder konkurrenceevne og kan skabe vækst og nye job. Men det ønsker stilstandsvælgerne ikke. De vil hellere blive ved med at have deres efterløn, deres tilskud, deres støtteordninger etc. i en lind strøm, der aldrig slutter. Og da ingen tør sige dem imod, vælger vores komplet uansvarlige politikere i stedet at lade som ingenting og ofre landets økonomi i håbet om, at stilstandsvælgerne vil lade dem blive siddende på taburetten. Alle er asociale socialdemokrater Og hermed er vi fremme ved grunden til, at man ikke længere kan kende forskel på de politiske partier. De er nemlig stort set ens: De kappes alle om stilstandsvælgernes gunst og de er villige til at pantsætte landets fremtid for at holde sig ved magten. Derfor vil hverken VKO eller SF-S fremkomme med en egentlig vækstplan. Derfor sker der ingen reformer. Derfor er det hele fastlåst, indspist og gråt. Det er den hårde kolde sandhed om dansk politik anno 2011. Og det er dybt asocialt, at man lader stilstandsgruppen fortsætte velfærdsfesten, når man ved at prisen uværgeligt vil skulle betales af samfundets allersvageste. Kun Liberal Alliance adskiller sig Hvis du som os ønsker at gennemføre de nødvendige reformer at tage et opgør med stilstandsvælgerne til fordel for et progressivt samfund med vækst, personlig frihed og råd til også i fremtiden at beskytte sine svage så skulle du tage og stemme på Liberal Alliance. For et bedre Danmark. Med venlig hilsen Anders Samuelsen 6
Her er alle påstande taget ud af teksten. Herefter er der tilføjet nogle kritiske kommentarer. Kære danskere: Massiv vælgerangst på Christiansborg sætter Danmarks velfærd over styr. Det vil ske hurtigt, og det vil ramme hårdt! (Den danske velfærdsmodel) er truet på livet. Hvis vi ikke handler nu, vil vi om få år være tvunget til at skære meget dybt i de offentlige ydelser. Samfundets svageste og mest udsatte vil blive ramt hårdest. At velfærden er truet på livet er en sproglig stramning. Men resten af påstanden er alle partier enige om, men de er ikke enige om hvad der bør gøres., og katastrofen står for døren. Men nej! Det er ikke en model, Christiansborgs politikere bryder sig om. For hvis man skal gøre det ansvarlige, skal man jo afskaffe ordninger som efterløn. Og man skal sænke skatten, så vi genvinder konkurrenceevne og kan skabe vækst og nye job. Men det ønsker stilstandsvælgerne ikke. De vil hellere blive ved med at have deres efterløn, deres tilskud, deres støtteordninger etc. i en lind strøm, der aldrig slutter. Igen påstår Liberal Alliance, at det alene er deres løsninger der dur men reelt er det bare en gentagelse af, at der ikke er enighed om, hvad der bør gøres. Og da ingen tør sige dem imod, vælger vores komplet uansvarlige politikere i stedet at lade som ingenting og ofre landets økonomi i håbet om, at stilstandsvælgerne vil lade dem blive siddende på taburetten. At politikere lefler for vælgerne er ikke noget nyt, og der er bestemt ikke noget der peger på, at netop Liberal Alliance vil lefle mindre end alle de andre. Alle er asociale socialdemokrater De er nemlig stort set ens: De kappes alle om stilstandsvælgernes gunst og de er villige til at pantsætte landets fremtid for at holde sig ved magten. Derfor vil hverken VKO eller SF-S fremkomme med en egentlig vækstplan. Derfor sker der ingen reformer. Derfor er det hele fastlåst, indspist og gråt. Det er den hårde kolde sandhed om dansk politik anno 2011. Og det er dybt asocialt, at man lader stilstandsgruppen fortsætte velfærdsfesten, når man ved at prisen uværgeligt vil skulle betales af samfundets allersvageste. Her gentages påstanden om at alle de andre lefler for vælgerne. For et bedre Danmark. Med venlig hilsen Anders Samuelsen 7
Det mest bemærkelsesværdige er, at Liberal Alliance har råd til at indrykke til dato mere end 74 helsidesannoncer i danske dagblade. Annoncemarkedet rummer mange muligheder for mængderabatter, rabatter for gentagne indrykninger og ekstrapriser for særlig gode placeringer. Liberal Alliance vælger næsten altid den bedste placering (side 3), som fx i dagbladet Politiken koster ekstra 45% oven i basisprisen. Partiet indrykker næsten altid helsidesannoncer. Lars Seier Christensen Et meget konservativt skøn er, at de hidtidige 74 annoncer har kostet mellem 7-10 millioner. Partiet må have en kapitalstærk sponsor, og pilen peger på Saxo Bank, hvis ejer direktør Lars Seier Christensen er en af partiets store bidragsydere. Men ifølge partiets endnu ikke offentliggjorte regnskab for 2010 fremgår det, at også dansk erhvervslivs ukronede konge, A.P. Møller - Mærsk, Dansk Arbejdsgiverforening og andre nu giver økonomisk støtte til partiet. I alt fik Liberal Alliance private bidrag på 6.348.423 kroner sidste år. Det rækker ikke til de mange annoncer, så medlemskontingenter og offentlige partitilskud har også måttet holde for. Prøv selv at analysere om de mange annoncer kan være forklaringen på partiets voksende vælgertilslutning? 8