Prædiken til d.25. december 2014 Juledag. Lemvig Bykirke kl. 10.30 v/brian Christensen Tekster: Es 9,1-6a; Hebr, 1,1-5; Luk 2,1-14 Dette hellige evangelium til juledag skriver evangelisten Lukas (Gud være lovet) v1 Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. v2 Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. v3 Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. v4 Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, v5 for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. v6 Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; v7 og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. v8 I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. v9 Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. v10 Men englen sagde til dem:»frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«v13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: v14 Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!
Når julesneen daler stille ned og dæmper alle lyde. Når juletravlheden med alle forberedelser er overstået, så sænker julefreden sig over land og by. Jeg ved godt at vi ikke rigtig har set den første sne endnu, men vi kender følelsen. Skuldrene sænkes, stearinlysene tændes og vi tager os tid til at være stille. Kender I det med, at man sidder i nærheden af køkkenet og spiser og efter et stykke tid er der én der går hen og slukker for emhætten og man var slet ikke klar over, hvor meget den larmede før den blev slukket. Så bliver der pludselig en velgørende stilhed der dog snart fyldes op af samtale omkring bordet. På samme måde kan man opleve stilheden i naturen, hvor det eneste man hører, er naturens egne små lyde, blæsten, fuglene, en græshoppe eller i den her tid, regnen der drypper i træerne. Stilhed kan være velgørende og livgivende efter en tid med larm og travlhed.
Så er det noget andet med tavshed. Tavshed har det til fælles med stilhed, at der ikke er nogen der siger noget. Forskellen er, at når der er tavshed, så har vi følelsen af, at der burde siges noget. Tavshed er ikke livgivende. Det er frustrerende. I et hjem, hvor uenigheder ikke kommer frem i lyset, men ligger et eller andet sted under overfladen, kan tavsheden om det, som man burde tale om være ødelæggende. Den skaber afstand, fordi man vælger ikke at sætte ord på det som er imellem os. Hvis tavsheden sniger sig ind i et ægteskab, fordi man holder op med at dele sine tanker, sine håb og drømme eller bare de daglige oplevelser med hinanden - man har så travlt med hver sit, så står man i fare for at miste den nære fortrolige relation og i sidste ende miste kærligheden til hinanden. Tavshed og kærlighed er to størrelser der ikke passer ret godt til hinanden.
Men hvad så, når det netop er, hvad vi oplever i vores relation til Gud? Leif Andersen har lige udgivet bogen: Når Gud er tavs, hvor han tager netop den udfordring op. For mange mennesker der oplever ulykken ramme eller lever med en daglig smerte, så lider relationen til Gud under den ulykkelige situation man står i. For hvordan passer min forestilling om Gud som en kærlig far med det savn og sorg over det tab jeg har lidt og som jeg oplever hver dag? Selvom man selv sætter ord på smerten og råber til Gud, så møder man kun tavshed. Ingen forklaring, ingen fjernelse af lidelsen, ingenting. Kun tavshed. Det er en god og meget vigtig bog at læse og dele med andre, især den første del af bogen har en stor sjælesørgerisk værdi. Men uanset hvad man kan læse eller hvad der kan siges til mennesker i smerte og personlig nød, så er der ingen let vej ud af lidelsen.
Det kræver en daglig kamp. Det ved enhver som har været dér, i smerten og lidelsen. Det ved Gud. Netop derfor fejrer vi jul. Juledag handler om at Gud ved, at mennesker sidder i mørket, at vi lever i skyggen af sygdom, savn og død. Derfor valgte Gud at tale. Gud har talt til denne verden. Ikke med en forklaring på det onde, som vi rammes af, men med budskabet om, at vi ikke er alene i den kamp og med løfte om nyt liv og et nyt håb. 1.del Guds tale Gud har talt til os mange gange og på mangfoldige måder og Ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn. Sådan beskrives Guds tale i Herbræerbrevets begyndelse. Jesus talte selv mangfoldige gange og på mangfoldige måder vi har 4 evangelier, som er fyldt med hans ord til os, men selv da han var ganske spæd, et nyfødt barn i en krybbe, talte Gud gennem Ham.
For selve det at han blev født, at Jesus valgte at opgive sin himmelske herlighed og blive født som et menneske, var Guds rungende Ja til sin skabning, til alle mennesker. Ved at blive menneske, så sagde Gud det mere tydeligt end ord vil kunne udtrykke det til ethvert menneske: Jeg elsker dig og har ikke glemt dig. Tænk, hvor højt Gud agter det at være menneske, at han selv blev det. Tænk, hvor værdifuld han regner os for at være, at han selv kommer til os, for at vi skal høre det og tro det. Han sendte ikke kun bud gennem sine profeter eller sine engle. Han kom selv. Julenat er Guds rungende Ja til menneskeslægten. Ved Jesus og gennem hans ord og gerning, hører vi Guds tale til os, hører vi, hvad Gud har på hjerte. Men hvad har Gud da på hjerte? Vi vil lade profeten Esajas s ord om det nyfødte barn, som vi hørte før, hjælpe os til at høre, hvad han siger.
Han har jo fire udsagn om ham: Underfuld rådgiver, Vældig-Gud, Evighed-Fader, Freds-fyrste. Vi skal standse ved to af dem. Jesus er Underfuld rådgiver. Vi benytter os af rådgivere i forskellige situationer. Har vi brug for hjælp til lån eller investering, så taler vi med en bank-rådgiver og får forhåbentligt valgt det rigtige for os ud fra det. Har vi brug for hjælp til at klare hverdagen, hvis der er krise på forskellig vis, så taler vi men en social-rådgiver og er vi bekymret over noget med vores krop, så giver lægen gode råd til, hvad vi skal gøre for at få et bedre helbred. Hvilket problem er det så at vi går til Jesus med? Ja, det er faktisk en god ide at gå til Jesus først og tale med ham om alle de ting jeg lige har nævnt, ja, at gå først til Jesus med alt vi har på hjerte. Det giver en hel forunderlig ro, at få lagt sit liv i Guds hånd og talt med ham om det. Og det kan give et helt nyt lys ind over mit liv, når jeg lytter til Guds råd og vejledning i bibelen.
Når Jesus talte til mennesker, så blev man forundret over hans visdom. Hans ord satte på en eller anden måde tingene på plads, så man forstod, at sådan måtte det være. Evangelierne er fyldt med hans visdomsord, som man ikke bliver færdig med at grunde over i et helt liv. Lad mig give et par eksempler på noget af den visdom, som jeg har mødt hos Jesus. Mark 10,45 Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange. Det ord har mindet mig om to ting, som jeg faktisk prøver at tage med mig hver dag i mit liv. Jesus viser mig, hvordan jeg skal møde min næste. Med et ønske om at tjene. Ikke med et ønske om at herske og få min ret eller min vilje, men jeg skal have det i tanke: hvordan kan jeg tjene det menneske, som jeg står overfor.
Det sindelag havde Jesus og det sindelag ønsker han at vi skal have. Det lykkes bestemt ikke altid, men det er en god visdom at få ind i sit liv, at jeg øver mig i at spørge: Hvordan kan jeg tjene det menneske jeg møder? Det andet er det lille ord mange. Jesus har givet sit liv som løsesum for mange. Det minder mig om, at jeg skal tænke stort om Guds frelse. Jesus er verdens frelser. Englene forkyndte en stor glæde, der skulle være for hele folket. Julen og påskens budskab er ikke kun et budskab til de særligt udvalgte eller til de 12 apostle, inderkredsen omkring Jesus. Nej, de blev sendt med evangeliet til alle folkeslag og her hos, i det danske folk, skal vi have det samme perspektiv. Jesus er en underfuld rådgiver og han vejleder, ja befaler, os til at fortælle det gode budskab og bringe den store glæde ud. Ikke til få, men til mange.
Jesus er Freds-fyrste. Jesus kom for at bringe fred til jord: Fred til mennesker, med Guds velbehag. Hvis man ser på, hvordan det gik med ham selv, da han blev voksen, så lykkes det måske ikke særlig godt. Der kom splid og diskussion om, hvem han var. Han var i konstant konflikt med farisæerne og han døde ikke en fredfyldt død, mæt af dage. Og ser man på, hvordan det er gået i verden i de sidste 2000 år, så er det en fortælling om utallige krige og undertrykkelse og sult og katastrofer. Sådan har det været op gennem historien og sådan er det i dag. 2. juledag er det 10 år siden at en tsunami dræbte over 200.000 mennesker ved en af de største naturkatastrofer og alene i år er der 45 millioner mennesker på flugt fra deres hjem, af dem har en halv promille fundet vej til Danmark. Man regner med at 4 millioner mennesker er ofre for trafficing, altså moderne form for menneskehandel.
Det virker ikke som om at Jesus har brækket Slavefogedens kæp eller at støvlerne er holdt op med at trampe mennesker til blods. Hvor er freden? Den er svær at få øje på. Vi kan måske godt se den og opleve den i vores egen lille hyggelige fredelige Danmark, men var os i danskere i det høje nord 2000 år senere, at englene tænkte på, da de sang Fred til mennesker? Nej. Guds fred. Guds shalom, som det hedder på Hebraisk, er meget mere og noget meget anderledes. Shalom betyder helhed - lykke unversehrt sein - være intakt sådan som Gud havde tænkt det fra begyndelsen. Gud så at det var godt, fordi der var Shalom over alt det Gud havde skabt. Og det er denne helhed, denne skabningens mening og bestemmelse, som Jesus bringer til jord. Enhver som tror på Ham får del i denne helhed, lykke og glæde ved at være en del af Guds rige. Jesu egen historie demonstrerede jo, at julenat ikke betød, at alt det onde forsvandt som dug for solen.
Herodes blev ikke sat fra magten og Jesus tog selv kampen mod det onde op. Han lod sig ikke friste af Satan i ørkenen, han tog kampen op mod de skriftkloge og farisæernes dømmesyge, da de ikke mente at Guds udsending kunne være sammen med toldere og syndere. Faktisk kunne han skærpe tonen så meget, så han kunne sige i Matt 10,34 Tro ikke at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. For at Guds fred kunne komme til mennesker, for at Jesus kan være Fredsfyrste i et menneskes hjerte, så må denne verdens fyrste smides ud og det går ikke altid stille af. Guds kamp for sin skabning hører ikke op på denne side af dommedag og det er en kamp, som vi drages ind i. Bonhoeffer har sagt: At tie, når vi står ansigt til ansigt med det onde, er i sig selv ondt: Gud vil ikke regne os uden skyld. Ikke at tale er at tale. Ikke at handle er at handle
Lige til det sidste vil menneskers ondskab, det onde som bor i enhver af os, skabe alt andet end fred på jord. Men midt i det, som et lys i mørket, lyder altså budskabet om at enhver, som tror på Guds enbårne søn, vil få en fred, der ikke er af denne verden. Jesus er Fredsfyrste, for når vi tror på Ham, stoler på Ham og have Ham som herre i vores liv, så skabes der en himmelsk helhed, en lykke, en hvile i vores sjæl og sind. Så bliver vi unversehrt. Og når vi hviler i den fred og hver dag lader den synke ind i os, være i os, så kaldes vi ud på slagmarken for vores Fredsfyrste. Præcis som det blev sunget til julekoncert her i Klippen for 10 dage siden: I m on the battlefield, for my Lord
2. del. Guds frelse Jeg vil tro, at vi alle sammen fik gaver i går, hvor der var et lille kort ved. De fleste julegaver er i altfald forsynet med et til og fra -kort. Det er altid godt at få gaver og jeg håber at mange af jer fik det som I havde ønsket jer. Måske fik I også noget, som I smilende tog imod, men i jeres stille sind tænkte: Hvad skal jeg lige bruge den til?. Jeg tror faktisk at mange har det på samme måde med den gave, den julegave, som Gud giver os. Det kan godt være at nogen overså den i vrimlen af pakker under juletræet, men under alle juletræer i hele Danmark var der en gave, hvor der stod Fra Gud Til mit elskede barn. Og når man pakkede den ud, så viste der sig at være en frelser i pakken. Guds gave til os er verdens frelser. Så hvis man fik øje på pakken og pakkede den ud, så var der altså den helt fantastiske ting: En frelser.
Desværre er jeg ikke sikker på at alle fik øje på den i går. Og hvis man gjorde, så er der sikkert også en del der spurgte sig selv: Hvad skal jeg lige bruge den til?. Før jeg fortæller, hvad vi kan bruge den gave til, så vil jeg lige fortælle en historie. Vi er i gang med en medlemskampagne i ELN, hvor vi skal forsøge at få flere medlemmer og derfor har vi fået fat i en gammel IPad1 som vi vil skulle have sat et sim-kort i. Det fik jeg bestilt og så prøvede jeg at sætte det i og efter nogen besvær, så lykkes det. Men den virkede ikke. Jeg tog den ud og ind og vendte den og trykkede alle vegne. Indtil en af mine børn spurgte om der ikke stod noget i det brev der var med. Og allerøverst stod der. Sådan aktiverer du dit simkort. Okay, der fik jeg vist mig som en rigtig mand, der ikke læser brugsanvisningen først, men bare går i gang.
Hvis vi skal finde ud af, hvad vi skal med Guds gave til os, så må vi læse brugsanvisningen. Gud har faktisk givet os en ret udførlig vejledning og den finder vi i bibelen og her i det kristne fællesskab. Når vi åbner bibelen, så skal vi ikke læse ret langt før vi opdager, at Gud havde tænkt fantastiske tanker om mennesket og skabt os til at leve evigt i en verden, hvor alt var godt, men at mennesket, tåbeligt nok, valgte noget helt andet. Bibelen fortæller os, hvorfor vi har brug for en frelser. Det har vi, fordi vi gang på gang ødelægger livet for os selv, fordi vi er styret af vor egen egoisme. Gud vil frelse os fra vores egoisme og til fællesskab med Ham. Hvorfor vi har brug for en frelser og hvordan Gud besluttede og udførte sin frelsesplan for os, kan vi læse om i alle bibelens 66 bøger. Den er en glimrende brugsanvisning. Men samtidig har Gud også givet os menigheden, det kristne fællesskab, som en brugsanvisning.
For når vi mødes for at bede og synge, når vi siger trosbekendelsen og Gud møder os i sit ord og ved nadverbordet, så bliver det virkeligt for os på en helt særlig måde. Der sker en bevægelse fra teori til praksis, når vi ikke bare læser om Guds frelse, men også takker ham for den, lovpriser ham for den og når vi sammen som kristne hjælper hinanden med at tolke, hvad den frelse betyder for os i dag. I det kristne fællesskab til gudstjeneste, til samvær og kaffesnak bagefter, i bibelstudiegrupper eller i fællesskabet om de opgaver vi tager fat på med undervisning og diakoni i ugens løb. I alt det bliver Guds julegave til liv for os selv og det bliver klart for os, hvad vi skal bruge den til. Vi skal bruge Guds gave til at kunne leve. Leve, som Gud havde tænkt det, i fællesskab med Gud og dele hans kærlighed med hinanden.
Afslutning Vi som bor i mørkets land, skal se et stort lys. Det begyndte at skinne julenat i Betlehem. Da talte Gud til mennesker som aldrig før. Han havde før talt til menneskene, til patriarker og profeter, men nu talte han ved sin egen søn. For at vi ikke bare skal møde tavshed fra verdensrummet. Gud taler til os ved sin søn. Han er underfuld rådgiver den som viser os, hvordan vi bedst lever livet i tjeneste for hinanden og ved at dele evangeliet ud til alle. Han er fredsfyrste den som skaber helhed, mening og fællesskab mellem Gud og mennesker. Da Gud talte, blev det klart for os, at Jesus er verdens frelser og når vi tager imod ham Guds forunderlige, fantastiske gave til os. Lyt til ham og lad ham så også være din frelser. For han blev født for dig, for os. Amen.