Kapitel 34 - En æra med forsoning

Teksten er den del af: Kirkens historie i tidernes fylde Kapitel 34 - En æra med forsoning Tidslinie Dato Maj 1888 Betydningsfuld begivenhed Templet i Manti indvies 7. apr. 1889 Wilford Woodruff opretholdes som Kirkens præsident 24. sept. 1890 Præsident Wilford Woodruff udsender et manifest 6. apr. 1893 Templet i Salt Lake City indvies 1894 Utah Genealogical Society dannes 4. jan. 1896 Utah blev en stat 24. juli 1897 50-årsdagen for de helliges ankomst til Salt Lake City fejres 2. sept. 1898 Præsident Wilford Woodruff dør Indledning Årtiet før præsident John Taylors død i 1887 var turbulent og præget af forfølgelse. Det efterfølgende årti blev en periode med forsoning. Wilford Woodruff blev Kirkens præsident, antipolygami-razziaerne sluttede, Utah blev en selvstændig delstat, templet i Salt Lake City blev færdiggjort og indviet, og de sidste dages hellige så på det nye århundrede med større håb og optimisme. Wilford Woodruff leder Kirken I løbet af den periode, hvor han var gået under jorden, boede Wilford Woodruff, præsidenten for De Tolv Apostles Kvorum, i eksil i St. George og i de nærliggende områder. Venner i området beskyttede ham fra sheriffer, der ledte efter ham. Da ældste Woodruff erfarede fra præsident George Q. Cannon, at der ikke var håb om, at John Taylor kunne komme sig, tog ældste Woodruff afsted til Salt Lake City. På vej dertil modtog Wilford Woodruff nyheden om præsident Taylors død og skrev følgende i sin dagbog: "Således er endnu en præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige gået bort. Præsident Taylor er en dobbelt martyr. Ved profeten Joseph og Hyrum Smiths død, blev han ramt af fire kugler, og hans blod blandede sig med profetens i dennes martyrdød. Dette var i 1844. Nu er det 1887... han blev drevet i eksil af USA's embedsmænd pga. religion, indtil han i sit fangenskab og sine lidelser gav sit liv og led døden... Præsident Taylor døde i dag fem minutter i otte, hvilket overfører forpligtelserne og ansvaret for Kirken på mine skuldre. Som præsident for Kirken eller som præsident for De Tolv Apostle, som er den præsiderende myndighed i Kirken, når den er uden Det Første Præsidentskab, placerer dette mig i en underlig situation, i en stilling, jeg aldrig har søgt, men som Gud i sit forsyn har givet mig."1 Side 1 af 13

Wilford Woodruff var da 80 år. Han havde sluttet sig til Kirken i 1833 i Connecticutt. Han fulgte Joseph Smith i Zions hær i 1834 og brugte de næste fem år som en hengiven og succesrig missionær. Efter udnævnelsen til De Tolv Apostles Kvorum i 1839 oplevede ældste Woodruff og de andre apostle en markant fremgang i England. I over 60 år førte han omhyggeligt dagbog, en dagbog, som nu er blevet en vigtig kilde mht. klarlægningen af Kirkens historie. Han arbejdede uden ophold alle sine dage på at bringe frelse til de levende og de døde. Præsident Woodruff var i Salt Lake City ved John Taylors begravelse, men deltog ikke af frygt for at blive arresteret. Kort efter begravelsen holdt han et møde med De Tolv og begyndte sin ledelse af Kirken, men fortsatte med at holde sig fra offentlighedens søgelys. Den 9. oktober 1887 gik præsident Woodruff dog ind i Tabernaklet til eftermiddagsmødet under generalkonferencen sammen med Lorenzo Snow og Franklin D. Richards. Da de hellige genkendte deres leder, mødte de ham med klapsalver. Præsident Woodruff talte til dem og forlod stedet før slutsangen, igen for at undgå arrestation.2 Regeringens korstog var på ingen måde overstået. I løbet af de næste måneder ordnede præsident Woodruff stille Kirkens forretninger fra sit hjem og rådførte sig ofte med de andre apostle, specielt med George Q. Cannon, som havde arbejdet tæt sammen med præsident Taylor. Det var hårde tider for præsident Woodruff. Kirkens ejendomme blev konfiskeret af regeringen, og nogle enkelte private berigede sig på Kirkens bekostning. En større hændelse i 1888 var indvielsen af templet i Manti. I 1877 havde præsident Brigham Young indviet jorden og taget det første spadestik til templet. Opførelsen af denne smukke bygning i cremefarvet sandsten blev forsinket væsentligt af regeringens korstog mod Kirken, men bygningen stod færdig i foråret 1888. Præsident Woodruff bemærkede, at det var "det smukkeste tempel, den bedste og dyreste bygning, som de sidste dages hellige nogensinde havde bygget, siden oprettelsen af Kirken."3 Kirkens ledere samledes i det nye tempel den 17. maj 1888 til en privat indvielse, hvor Wilford Woodruff forestod indvielsesbønnen. Senere den dag skrev han i sin dagbog: "Jeg ønskede at takke Gud for, at jeg lever på jorden og endnu engang havde privilegiet at indvie yderligere et tempel i Rocky Mountains til den Højeste Gud, og jeg beder Gud, min evige Fader, om at beskytte templet i Manti og alle andre templer, som vi har bygget... i hans hellige navn, at templerne aldrig må falde i hedningerne, vores fjenders hænder, og blive besmittet af dem."4 Ældste Lorenzo Snow forestod den offentlige indvielse den 21.-23. maj og læste præsident Woodruffs indvielsesbøn op. Daniel H. Wells blev opretholdt som den første præsident for templet i Manti. To år efter John Taylors død blev det Første Præsidentskab gendannet. Ved en højtidelig forsamling under aprilkonferencen i 1889, blev præsident Woodruff opretholdt som Kirkens fjerde præsident. George Q. Cannon og Joseph F. Smith, som havde tjent under John Taylor, blev igen opretholdt som rådgivere i Det Første Præsidentskab.5 Edmunds-Tucker-loven og nationalpolitik I perioden 1887-1890 fortsatte forholdet mellem de sidste dages hellige og USAs regering og dens borgere med at gå ned ad bakke. Præsident Wilford Woodruff skrev angående dette nytårsaften 1889: "Således ender året 1889, og profeten Joseph Smiths ord begynder at gå i opfyldelse, at hele nationen ville vende sig imod Zion og bekrige de hellige. Nationen har aldrig været så fuld af løgne mod de hellige som i dag."7 Side 2 af 13

Edmunds-Tucker-loven af 1887 indeholdt tiltag, der havde til formål at ødelægge Kirken som en økonomisk og politisk størrelse. Loven opløste officielt Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige som en juridisk enhed og krævede, at Kirken overgav alt af værdi på over 50.000 dollars til regeringen. Regeringsfolk søgte med det samme at konfiskere Kirkens besiddelser. F.eks. blev bygningerne på tempelpladsen og andre af Kirkens kontorer placeret under regeringens kontrol og genudlejet til Kirken. I et forsøg på at sætte en stopper for strømmen af omvendte indvandrer fra Europa opløstes Perpetual Emigrating Fund Company (Kirkens emigrationsfond), som var hovedorganisationen bag indvandringen. Flere og flere sidste dages hellige blev frataget deres stemmeret, skoler kom under føderalt styre. Føderale sheriffer arresterede flere og flere mænd, som næsten per automatik fik fængselsstraffe. Deriblandt var præsident George Q. Cannon. Skønt disse arrestationer og fængslinger gav familierne megen sorg, var det største problem for Kirken, dens manglende evne til at fremskaffe og beholde tilstrækkelige økonomiske midler til at bygge templer, udføre missionering, udgive materialer om Kirken og sørge for de helliges velbefindende. Det lykkedes Kirkens leder at bringe sagen for USAs højesteret, hvor det blev fastholdt af Kirken, at konfiskering af Kirkens midler under Edmunds-Tucker-loven var i strid med forfatningen. Men i maj 1890 fastholdt højesteretten med en stemmefordeling på 5-4, at det, som regeringen havde gjort under Edmunds-Tucker-loven, var forfatningsmæssigt legalt. Skønt Kirken var skuffet over afgørelsen, var der meget lidt, de hellige kunne gøre for at hindre den truende økonomiske nedbrydning af Kirken. Det gradvise tab af stemmeretten var yderligere frustrerende for Kirken. Edmunds-Tucker- loven muliggjorde fratagelse af rettighederne som statsborger fra dem, som udøvede polygami, eller som var uvillige til at sværge lydighed mod antipolygamilovene. Tolv tusinde borgere i Utah var op til år 1890 blev frataget deres stemmeret. I Idaho, hvor der var adskillige mormonsamfund i den sydøstlige del af staten, blev alle troende medlemmer af Kirken frataget deres rettigheder, da der blev rejst krav om, at alle vælgere aflagde ed på, at de ikke tilhørte en kirke, hvor man troede på polygami. I februar 1890 stadfæstede USAs højesteret, at det ikke var forfatningsstridigt for Idaho at kræve denne edsafsigelse. Denne beslutning gav de helliges modstandere i Utah vind i sejlene, og de sendte derefter repræsentanter til Washington for at overtale kongressen til at godkende en tilsvarende edsafsigelse i Utah. Som et resultat deraf blev Cullom-Strubble-lovforslaget fremført, og i foråret 1890 så det ud til at blive vedtaget. Denne lov ville have frataget alle Kirkens medlemmer, hvorsomhelst i nationen, deres grundlæggende borgerrettigheder. I denne svære periode havde Kirken flere betydningsfulde fortalere i nationens hovedstad. Deriblandt var der John T. Caine, Utahs delegeret i kongressen; John W. Young, tidligere medlem af Det Første Præsidentskab og nu arbejdende for jernbanen; Franklin S. Richards, Kirkens advokat og søn af Franklin D. Richards og George Ticknor Curtis, et ikke-medlem. Ved den lejlighed arbejdede George Q. Cannon og Joseph F. Smith fra Det Første Præsidentskab med politikerne i Washington. Disse mænd arbejdede blandt andet for at sikre Utah delstatsstatus. Præsident Grover Cleveland og hans meddemokrater var forholdsvis lydhøre over for dette forslag, men deres anstrengelser var ikke nok til at sikre Utah delstatsstatus, før de tabte valget til republikanerne ved nationalvalget i 1888. I Utah opnåede det liberale parti indflydelse, da mange af Kirkens medlemmer havde mistet deres stemmeret. De liberales politiske korstog mod Kirken var lige så voldsomt som regeringens udsendte embedsmænds korstog. Ved at anvende ulovlig valgtaktik Side 3 af 13

lykkedes det The Liberal Party at få kontrol over byen Ogden i 1889. Derefter vendte de deres opmærksomhed mod en kampagne i Salt Lake City, hvor der var planlagt valg i februar 1890. Ikke-medlemmerne fik hjælp gennem en retsafgørelse fra en forbundsdommer, at ingen sidste dages hellig indvandrer var værdig til at blive amerikansk statsborger eller til at få stemmeret. Mange ikke-medlemmer, som stod for valgregisteringen, forhindrede ulovligt medlemmerne i at lade sig registrere. Kirkens ledere prøvede uden held at overbevise regeringens embedsmænd om, at anklagen vedrørende mormonernes manglende loyalitet mod USA ikke var sand. Kirkens medlemmer blev bedt om at faste søndag den 23. december 1889, på profeten Joseph Smiths fødselsdag, for at få hjælp fra den almægtige Gud under denne krise. I januar 1890 afholdt The People's Party, som var Kirkens politiske organ, et kolossalt kampagnemøde for at fremme støtten til dets kandidater. Ikke desto mindre opnåede ikke-mormonerne kontrol over bystyret i Salt Lake City ved valget i februar. Efter dette skuffende valgnederlag og afgørelsen fra USAs højesteret imod Kirken, søgte Kirkens ledere endnu mere intenst at vinde sig indflydelsesrige venner i Washington, D.C. I de forgangne 40 år havde demokraterne været mere åbne over for Kirken end republikanerne, men da det var republikanerne, der havde regeringsmagten, var det dér, Kirken søgte sine venner i kampen for at opnå ændringer i regeringens politiske udspil over for Kirken og for at undgå en katastrofe i Utah. Gennem Isaac Trumbo, en fremtrædende forretningsmand og lobbyist fra Californien, som havde været en livslang ven af Kirken, udvikledes der gode forbindelser mellem adskillige republikanere og Det Første Præsidentskab -- Leland Stanford, en senator fra Californien; Morris M. Estee, formanden for republikanernes nationale konvention i 1888; og Kames S. Clarkson, formand for republikanernes nationalkomité. Disse fire mænd hjalp med at fremme de helliges interesser i 1890.8 Præsident George Q. Cannon rejste to gange til Washington, D.C, i foråret og i løbet af sommeren 1890. Han fandt adskillige fremtrædende republikanere, som var villige til at samarbejde med de hellige. Blandt disse var den magtfulde udenrigsminister James G. Blaine, som havde været ven med ældste Cannon lang tid før, da Cannon var Utahs delegerede i kongressen. Da præsident Cannon vendte tilbage fra sin anden rejse i juni, fortalte han, at udsigterne for Utah var lysere, end de havde været i mange år. Manifestet Da så mange sidste dages hellige var forhindret i at stemme, vandt det anti-mormonske parti skolevalget i Salt Lake City, og med den sejr kontrollerede de den verdslige uddannelse i territoriets hovedstad. I slutningen af juli blev det bestemt af USAs højesteret, at børn af polygame forældre ikke kunne arve deres fædre. I den første uge i august vandt det anti-mormonske parti de fleste offentlige embeder i Salt Lake og Weber amt. Endelig erfarede Kirkens ledere, at statsadvokaten i Utah var i gang med en undersøgelse af, hvorvidt Kirkens ejendomme, specielt templerne i St. George, Logan, Manti og Salt Lake City, var blevet konfiskeret, som det var været blevet beordret af USAs kongres. I slutningen af august modtog præsident Woodruff bekræftelse på, at templerne ville blive konfiskeret, og dette til trods for en aftale indgået i 1888, der lovede at, templerne skulle friholdes. Da Præsident Woodruff erfarede, at han selv og sine rådgivere ville blive indstævnet for at vidne i retten angående flerkoneri, tog han til Californien for at undgå konfrontation. Der mødtes han med politiske ledere og opdagede, at skønt de var villige til at gøre deres Side 4 af 13

indflydelse gældende, var de magtesløse, når de stod over for kræfter, der ønskede at udrydde flerkoneri blandt de hellige. Præsident Woodruff skrev i sin dagbog i ugen efter sin ankomst til Salt Lake City, at han efter mange kvaler, bøn og samtale med sine rådgivere var klar til at handle "for Kirkens timelige frelse."9 Præsident Woodruff sagde senere, at Herren i en åbenbaring havde vist ham, hvad der ville ske, hvis ikke flerkoneri ophørte. Han så, at Kirken ville blive udsat for "konfiskation og tab af alle templerne og standsning af ordinancernes udførelse deri for både de levende og døde, fængsling af Det Første Præsidentskab, De Tolv og Kirkens familieoverhoveder, samt konfiskation af folkets personlige ejendom (som altsammen af sig selv ville standse udøvelsen), eller efter alt det, vi har gjort og lidt på grund af dette princip, at ophøre med denne praksis, underkaste os loven og derved lade profeter, apostle og fædre blive hjemme, så de kan instruere folket og passe deres pligter i Kirken, og også lade templerne forblive i hænderne på de hellige, så de kan udføre evangeliets ordinancer både for de levende og de døde" (Officiel erklæring 1, uddrag fra tre taler af præsident Wilford Woodruff angående manifestet.) Den 24. september om morgen, da Kirkens præsident ankom til sit kontor, fortalte han biskop John R. Winder og præsident George Q. Cannon, at han ikke havde fået megen søvn den foregående nat. Han havde "kæmpet hele natten med Herren om, hvad der skulle ske under de nuværende forhold i Kirken. Han sagde, idet han lagde nogle papirer på bordet, 'her er resultatet.' På dette er skrevet det, som med nogle enkelte ændringer er kendt som Manifestet."10 Han viste de tilstedeværende brødre det dokument, han havde skrevet. Efter de havde godkendt det og forberedt det til offentliggørelse, erklærede præsident Woodruff, at Herren havde gjort det tydeligt for ham, hvad det var, han skulle gøre, og at det var det rigtige. I Manifestet, som det blev kaldt, stod der, at Kirken ikke længere lærer polygami eller tillader nogen at indgå polygami. Han udtrykte sin hensigt om at adlyde dette lands love, hvor polygami var forbudt, og han agtede at anvende sin indflydelse til at få Kirkens medlemmer til at gøre det samme. Som afslutning skrev han: "Jeg erklærer nu offentligt, at mit råd til de sidste dages hellige er at afstå fra at indgå ægteskab, som er forbudt af landets lov" (Officiel erklæring 1). Manifestet blev offentliggjort i nationens aviser den følgende dag. Det blev endda trykt i Washington Post efter at været blevet givet til avisen af John T. Caine, Utahs delegerede. I løbet af den første uge i oktober informerede Caine Det Første Præsidentskab i et telegram, at indenrigsministeren havde meddelt ham, at regeringen ikke ville godkende dette manifest, medmindre det blev fremlagt på en generalkonference og godkendt af medlemmerne. Generalkonferencen blev afholdt lørdag morgen den 4. oktober 1890, og konferencen varede tre dage. Det var på den tredje dag, at præsident George Q. Cannon nævnte Manifestet og bad Orson F. Whitney, den daværende biskop i Salt Lake Citys 18. ward, om at læse manifestet op. Præsident Lorenzo Snow foreslog dernæst, at eftersom de hellige opretholdt og støttede Wilford Woodruff som Kirkens præsident og som den, der havde alle nøglerne, at de støttede Manifestet, som det var skrevet af præsident Woodruff. Alle stemte for. Præsident Cannon gav derefter en længere tale, hvori han forklarede de hellige Kirkens holdning angående læren om flerkoneri. Han forklarede, at Kirken havde accepteret flerkoneri som en åbenbaring fra Gud, som bandt dem som et folk, og de havde forsøgt Side 5 af 13

at påvise, at loven af 1862, som satte en stopper for den lovlige praktisering, var forfatningsstridig og i strid med det første tillæg til grundloven, hvori religionsfrihed bliver garanteret. Han vidnede yderligere, at i dette havde de haft opbakning fra landets førende juridiske eksperter. Præsident Cannon mindede de hellige om den forfølgelse, de havde gennemgået, med næsten tretten hundrede mænd i fængsel, fordi de havde været lydige over for loven om flerkoneri. Selv med pres fra regeringen og fra nogle af Kirkens medlemmer havde de adlydt Guds lov, indtil Gud sendte en åbenbaring, hvori det blev klargjort, at flerkoneri ikke længere skulle praktiseres. Præsident Cannon afsluttede sin tale med at bære sit vidnesbyrd om, at Manifestet var fra Gud og blev støttet af generalautoriterne. Han udfordrede de hellige til, hvis deres tro blev prøvet pga. af manifestet, at gøre som deres ledere, nemlig at gå til vor himmelske Fader i bøn og selv søge et vidnesbyrd derom.11 Præsident Wilford sluttede konference med at bære sit vidnesbyrd om åbenbaringen, som han havde modtaget: "Jeg ønsker at sige til hele Israel, at de skridt, jeg har taget med dette manifest, er ikke sket uden alvorlige bønner til Herren. Jeg skal snart hen til åndeverden, ligesom andre mænd på min alder. Jeg regner med at stå ansigt til ansigt med min himmelske Fader -- Faderen til min ånd; jeg regner med at stå over for Joseph Smith, Brigham Young, John Taylor og apostlene, og jeg vil hellere gå ud og skyde mig selv end at indtage en holdning, som ikke er Gud velbehagelig, eller himmelen velbehagelig. Mit liv er ikke bedre end andre mænds. Jeg er bevidst om de følelser, som har eksisteret pga. de skridt, jeg har taget. Men jeg har gjort min pligt, og den nation, som vi er en del af, må stå til ansvar for de tiltag, der nu er taget i forbindelse med polygami."12 Da præsident Woodruff afsluttede sit vidnesbyrd sagde han: "Jeg siger til Israel, at Herren aldrig vil tillade mig eller nogen anden mand, som står som Kirkens præsident, at føre jer på afveje. Det er ikke en del af planen. Det er ikke Guds hensigt. Skulle jeg forsøge, vil Gud fjerne mig fra min plads, og dette ville han gøre med alle, som søger at lede menneskets børn væk fra Guds orakel og fra deres forpligtelser."13 Stræben efter delstatsstatus Offentliggørelsen af manifestet14 var et vigtigt skridt hen imod opnåelsen af en forsoning mellem de sidste dages hellige og den amerikanske regering. En æra med forståelse var på vej. Charles Zane, som var præsident for den amerikanske føderale højesteret, og som førhen var en meget stærk modstander af polygami, indtog en mere mild holdning over for de sidste dages hellige, som blev ført for retten. På den måde endte razziaerne mod mænd med mere end én kone. Det blev generelt accepteret, at mændene ikke kunne kræves at skille sig fra deres koner eller deres børn. Efter meget lobbyistarbejde benådede den amerikanske præsident, Benjamin Harrison, i begrænset omfang alle mormonmænd, som havde efterlevet antipolygamiloven siden 1890, og i september 1894 udstedte præsident Grover Cleveland en fuldstændig benådning. I 1893 vedtog kongressen en lov, der tillod, at konfiskeret ejendom blev givet tilbage til Kirken. Stræben efter en delstatsstatus for Utah blev også fornyet. Kongressen krævede dog, inden dette kunne ske, at Kirken ophørte med aktiv deltagelse i politik. Kirkens parti -- The People's Party -- skulle opløses, og borgerne i Utah måtte fremover slutte sig til de nationale partier. Det Første Præsidentskab tilsluttede sig disse krav. I henhold til dette blev Kirkens parti opløst i juni 1891, og efter nogen strid opløstes tillige det anti-mormonske parti, The Liberal Party, to år senere. Etablering af de nationale partier, demokraterne og republikanerne, viste sig at være meget vanskelig. Traditionelt havde de hellige støttet demokraterne, idet republikanerne, Side 6 af 13

som overvejende havde haft regeringsmagten siden 1861, havde fremmet og sat antipolygami-loven i kraft. Derudover havde demokraterne i offentlige embeder i perioden 1885-1889 været mere milde over for de hellige. Med tanke på Kirkens medlemmers politiske tendenser og det faktum, at ikke-medlemmerne i Utah primært var republikanere, ønskede Det Første Præsidentskab at undgå, at demokraterne blev et nyt parti i Kirken. Møder blev afholdt med stavspræsidenter og biskopper, hvor de blev instrueret i at opmuntre de hellige til at stemme republikansk. Dette ville vise de nationale partiledere, at et funktionsdygtigt to-parti-system kunne eksistere i Utah. De lokale ledere blev ydermere opfordret til at anvende den sunde fornuft og være forsigtige i deres opmuntring. De af Kirkens medlemmer, som var kendt for at have stærke demokratiske overbevisninger, blev ikke bedt om at skifte parti, men de, som ikke følte sig stærkt knyttet til et parti, blev bedt om at skifte parti. Denne metode var effektiv, og i 1892 stod det republikanske parti stærkt i Utahs lokalpolitik. Følsomme forhandlinger fortsatte med henblik på en delstatsstatus for Utah i begge af kongressens kamre. Det var af megen stor vigtighed for alle kongresmedlemmerne, at Kirken var seriøs i ophævelsen af flerkoneri og ikke var politisk aktiv. Utah Enabling Act blev endelig vedtaget i juli 1894 takket været det meget kloge, politiske lobbyistarbejde, primært udført af ikke-mormonen Isaac Trumbo og biskop Hiram B. Clawson. Igennem resten af 1894 og 1895 samarbejdede borgerne i Utah, både i Kirken og uden for Kirken, med udarbejdelsen af delstatens forfatning, som ville opnå accept i den amerikanske kongres. Forfatningen stipulerede specielt forbudet mod flerkoneri og sikrede en fuldstændig adskillelse af kirke og stat. Den 4. januar 1896 blev Utah endelig en delstat, med Heber M. Wells, søn af Daniel H. Wells, som statens første guvernør. Gennem denne svære periode med forsoning, fortsatte uenigheder og misforståelser over politiske interesser blandt Kirkens medlemmer. Selv nogle af generalautoriterne var berørt, idet de arbejdede for demokratiske kandidater og for deres politik, og andre arbejdede for republikanerne. Den politiske situation havde nået et klimaks i 1895, da ældste Moses Thatcher fra De Tolv Apostles Kvorum accepterede en nominering som kandidat til posten som senator for demokraterne og ældste B.H. Roberts fra De Halvfjerds til kongressen for samme parti. De blev begge disciplineret af Kirken for at have accepteret nomineringen uden først at have konsulteret Kirkens ledere. Ingen af dem blev valgt. I april 1896 offentliggjorde generalautoriterne en formel erklæring, kendt som Kirkens politiske grundregel eller Det Politiske Manifest. Det understregede adskillelsen af kirke og stat, og at Kirkens intention ikke var at blande sig i borgernes politiske rettigheder. Erklæringen tilføjede også til sikring af fortsat fred og goodwill i Utah, at det var uklogt for medlemmerne i Kirken med høje kirkekaldelser "at acceptere politisk embede eller at indtræde i arbejde, der ville fjerne eller distrahere dem fra deres religiøse forpligtelser, uden forudgående samtale og godkendelse fra deres kollegaer og dem, som præsiderer over dem."15 B.H. Roberts nægtede først at underskrive dokumentet, idet han følte, at erklæringen begrænsede hans politiske rettigheder. Men efter hans brødre blandt generalautoriteterne havde talt med ham, bedt og diskuteret med ham, skrev han under. Ældste Moses Thatcher nægtede dog stadig at skrive under på trods af samme bestræbelser fra generalautoriternes side. Som et resultat deraf blev han afløst Side 7 af 13

fra De Tolv, skønt han bevarede sit medlemskab. Det Politiske Manifest er fortsat standarderklæringen mht. generalautoriteters handlinger med hensyn til politik. En anden vigtig udvikling i denne forsoningsperiode var ændringerne i dele af Kirkens økonomiske politik. De fleste foretagender ejet af Kirken blev solgt til private interesser eller drevet under samme konkurrencemæssige principper som indkomstskabende foretagender i lighed med det private marked, og således passede de ind i nationens økonomiske mønster. I løbet af 1890'erne fortsatte Kirken med at lide under store økonomiske problemer, dels pga. den midlertidige konfiskering af Kirkens ejendom af staten, og dels pga. den økonomiske panik i 1893. Templet i Salt Lake City og arbejdet for de døde Præsident Young lagde hjørnestenen til templet i Salt Lake City under en højtidelig ceremoni den 6. april 1853, knap seks år efter han så templet i et syn.16 Han følte, at han ikke ville leve længe nok til at deltage i templets indvielse. Præsident Young havde insisteret på anvendelsen af de bedste materialer og det bedste håndværk i bygningen af templet. Fyrre år senere, efter meget hårdt arbejde og stor hengivenhed fra tusinder af hellige, forberedte præsident Wilford Woodruff sig selv og Kirken til indvielsesceremonierne. Bygningen af templet i Salt Lake City var blevet forsinket mange gange, men siden 1880'erne havde Kirken sat alle ressourcer ind for at gøre templet færdigt. I april 1892 ledte præsident Woodruff placeringen af slutstenene i forbindelsen med generalkonferencen. Et publikum bestående af 50.000 hellige (det største publikum nogensinde) samledes på tempelpladsen og de tilstødende gader. En march blev spillet, hvorefter en speciel tempelsang blev sunget af Tabernakelkoret. En bøn blev bedt af præsident Joseph F. Smith, og derefter sang koret "Grant Us Peace." Ved middagstid gik præsident Woodruff ud på en platform, trykkede på en knap, og slutstenen blev sænket på plads. Forsamlingen råbte derefter: "Hosianna, Hosianna, Hosianna til Gud og Lammet. Amen, amen, amen." Dette blev gentaget tre gange fulgt af en viften med hvide lommetørklæder. Derefter sang alle "Guds Ånd som en ild." Den følgende måned afholdt de hellige en speciel faste, og de penge, der blev sparet, blev sendt til Det Første Præsidentskab, så templet kunne færdiggøres til den 6. april 1893, på 40-årsdagen for placeringen af hjørnestenen. Kirkens ledere opfordrede alle medlemmer til at disciplinere deres liv og tanker, at lægge politiske uenigheder bag sig, og at gøre sig rene i alle ting, så de ville kunne deltage i tempelindvielsen. I takt med at templet med dets unikke arkitektur nærmede sig færdiggørelsen, skabte det en stor interesse i Utah og i hele nationen. Forud for indvielsen tog Kirkens ledere mere end tusind regeringsfolk og fremtrædende forretningsmænd og deres koner på rundtur i templet. Denne gestus fra Kirkens ledere hjalp med til at bibeholde det gode forhold, som havde eksisteret siden udgivelsen af Manifestet. Den 6. april 1893 begyndte indvielsesceremonierne. Præsident Woodruff så i dagens hændelser en opfyldelse af en profetisk drøm. Han fortalte de hellige, at mange år tidligere i en drøm, havde Brigham Young givet ham nøglerne til templet, og havde bedt ham om at indvie templet til Herren. I sin åbningstale profeterede præsident Woodruff, at fra dette øjeblik ville Satans magt være brudt, og hans magt over de hellige ville formindskes, og der ville opstå en stigende interesse for evangeliets budskab.17 Side 8 af 13

Arbejdsmænd havde arbejdet dag og nat i uger for at forberede templet til indvielsen. Det blev besluttet, at indvielsessessioner skulle afholdes to gange dagligt, indtil alle værdige medlemmer, som ønskede det, havde deltaget. Andrew Jenson, som deltog i alle sessioner for at checke de helliges tempelanbefalinger, skrev på denne første indvielsesdag: "Luftens prins, som var han utilfreds med det, der skete, startede en forfærdelig storm, fulgt af hagl og slud; og mens de vidunderlige sessioner var i gang indenfor, rasede elementerne udenfor med sådan en voldsomhed og kraft, at dets lige ikke før var set af de længstboende borgere i Utah. Adskillige bygninger blev blæst omkuld i byens udkant, og store ødelæggelser forekom i hele dalen."18 På trods af stormvejret var der en ånd af kærlighed og harmoni til stede under den første indvielsessession og i de efterfølgende sessioner i de næste 22 dage, og deltagerantallet var over 75.000. Selv søndagsskolebørnene blev inviteret til en særlig session. Profeten skrev i sin dagbog: "Guds ånd og kraft hvilede på os. Profetiens og åbenbaringens ånd var over os, og menneskenes hjerter smeltede, og mange ting blev klare for os."19 Nogle så engle, andre så afdøde præsidenter af Kirken og afdøde apostle.20 En usædvanlig begivenhed fandt sted, da Emma Bennett fra Provo fødte sin søn i templet. En uge senere blev barnet velsignet i templet af Joseph F. Smith og navngivet Joseph Temple Bennett.21 Hvis indvielsesceremonien havde et gennemgående tema, så var det fællesskab. Igen og igen fremhævede talerne værdien af at være som ét i Herrens fold. Efter i årtier at have levet med bitre angreb mod Kirken, anti-mormonsk lovgivning og partipolitiske stridigheder, så de hellige med forventning frem til en æra med fred og harmoni. Medlemmer, så vel som ledere, havde arbejdet hårdt og fastet og bedt for at kunne deltage i indvielsesceremonierne med gode, rene følelser uden bitterhed. Det lykkedes, og det blev ofte sagt under møderne, at Kirken nu var mere en enhed end nogensinde før. Templet i Salt Lake City blev et symbol for Kirken på mange måder. Fyrre år med afsavn og arbejde, noget af det bedste håndværk, Kirken kunne fremskaffe, var brugt i bestræbelserne på at bygge templet. Tidligere havde Kirkens ledere sendt kunstneriske hellige på kunstmissioner i Frankrig, hvor de studerede hos de bedste kunstnere i verden, så at udsmykningen af væggene indenfor kunne udføres smukt. De hellige var nu overbevist om, at deres bestræbelser ikke havde været forgæves, og at "Herrens hus' bjerg" nu var opført på bjergenes top. De fleste af præsident Woodruffs sidste leveår var viet til en af hans største ambitioner: Fremmelsen af frelse for de døde. Som en visionernes mand havde han mange drømme om dette arbejde. I marts 1894 så han Benjamin Franklin, som var blevet døbt og bekræftet ved stedfortrædende arbejde i 1877 i templet i St. George. Denne noble, amerikanske patriot søgte yderligere ordinancer gennem præsident Woodruff, hvilket profeten sørgede for med det samme i templet. Benjamin Franklins fremkomst i drømmen gav præsident Woodruff den tilfredsstillelse at vide, at Franklin i det mindste med glæde havde modtaget den velsignelse, han tidligere var blev givet.22 Præsident Woodruff overvejede også under bøn "adoptionsordinancen", som var blevet udført i mange år i Kirken. Det havde været for vane for mange medlemmer at få sig selv og deres familierne beseglet til fremtrædende kirkeledere såsom Joseph Smith eller Brigham Young, idet de mente, at de så hørte til disse retfærdige familier i evigheden. Ved aprilkonferencen i 1894 erklærede præsident Woodruff, at han havde modtaget en åbenbaring om dette. Han var omhyggelig med at forklare, at åbenbaringen var i tråd med de principper, Joseph Smith belærte. Han begyndte sin tale med at bede præsident Side 9 af 13

George Q. Cannon om at læse L&P 128:9-21, hvori profeten skrev om behovet for et sammenføjende led mellem generationer. Præsident Woodruff erklærede, at det var Herrens vilje: "at de hellige fra nu af udførte deres families genealogi, så langt tilbage det var muligt, og at de skulle besegles til deres fædre og mødre" og på den måde forene generationerne gennem tempelordinancerne. Som en yderligere forsikring henviste han til Joseph Smiths lærdom om, at alle, som ville have modtaget evangeliet i dette liv, hvis de havde hørt det, ville gå til det celestiale rige. Han tilføjede: "Ligeledes vil det være for jeres forfædre. Der vil kun være få, om nogen overhovedet, som ikke vil acceptere evangeliet."23 Resultaterne af denne åbenbaring var imponerende. Førhen havde de hellige udført meget lidt slægtsforskning og meget få beseglinger. Men med profetens opfordring begyndte de hellige at finde deres aner så langt tilbage, som overhovedet muligt. Det samme år dannede Kirken Genealogical Society of Utah. Dette var således starten på en af Kirkens mest sejlivede og produktive aktiviteter.24 Nye retningslinier I tider25 med både stress og forsoning fortsatte Kirken med at gå frem. Missioneringen fortsatte med at udvikle sig, bosættelsesområderne blev større, mange nye stave og ward blev organiseret, hjælpeprogrammer blev styrket og gjort bedre, nogle lærdomme blev tydeliggjort, større opmærksom blev rettet mod uddannelse, og fest-højtideligheder blev afholdt til minde om de mest betydningsfulde hændelser. Idet uligevægten af udbredelsen af evangeliet lå præsident Woodruff stærkt på sinde, udvidede han missioneringen ved at åbne elleve nye missioner, nogle af dem i USA. Næsten tre gange så mange missionærer blev kaldet i 1890erne end i noget tidligere årti. Meget af den nye aktivitet var centreret i det sydlige Stillehav. Den Samoanske Mission blev officielt indviet i 1888, og missionærerne kom til Tonga i 1891. På samme tid opnåede ældsterne succes blandt Maori-folket i New Zealand, og i 1898 blev New Zealand en selvstændig mission, uafhængig af missionen i Australien. Adskillige øboer fra Stillehavsområdet begyndte at udvandre til Zion. Kolonien Iosepa, hvilket betyder Joseph på hawaiiansk, beliggende i Skull Valley i det vestlige Utah, blev åbnet i 1889 for de hawaiianske medlemmer, som var emigreret til Utah for at være tæt på templet i Salt Lake City. Kirken fortsatte også missionærbestræbelser i de europæiske missioner, og der var også nogen udvandring, skønt meget mindre end tidligere pga. af opløsningen af Perpetual Emigrating Fund Company (Kirkens emigrationsfond) i 1887. En anden årsag til nedgangen i immigrationen til Utah var de svindende økonomiske muligheder i de mormonske kolonier. Det oprindelige formål, at opfylde regionen med sidste dages hellige, så riget ikke igen måtte tvinges til at flytte, var opnået. Selv med færre immigranter kom der nye kolonier til i det vestlige Wyoming, Arizona, New Mexico, Colorado og Alberta i Canada. Hjælpeorganisationerne i Kirken fortsatte med at udvide deres programmer og forbedre deres effektivitet i takt med Kirkens fremgang. I 1889 begyndte Hjælpeforeningen og Primary i Salt Lake City at afholde årlige konferencer, hvilket væsentligt mindskede hovedbestyrelsens rejseforpligtelser. Stavens repræsentanter ville nu bringe informationer tilbage direkte fra konferencen. Deseret Sunday School Union afholdt også en årlig konference, og i 1893 blev søndagsskolekonferencer afholdt i hver stav. Side 10 af 13

Søndagsskoleledere fremmede lærertræningsklasser, som blev afholdt på Brigham Young Academy i Provo og LDS College i Salt Lake City. Det voksende antal byer og den deraf følgende stigning i antallet af hellige ansat uden for landbrugssektoren nødvendiggjorde en nyvurdering af den faste praksis med faste- og vidnesbyrdmødet den første torsdag i måneden. I 1896 udsendte Det Første Præsidentskab bud om, at fremover skulle de hellige afholde deres fastedag den første søndag i måneden og dermed følge det mønster, de hellige i Storbritannien havde fastlagt. Kirkens ledere afsluttede tillige praktisering af gendåb. Ofte var de hellige blevet gendøbt i forbindelse med vigtige mærkedage i deres liv, f.eks. ægteskabet eller indtræden i den forenede orden eller nogle gange for at opnå bedre helbred. Disse gendåb blev skrevet ind i Kirkens medlemsjournaler. Det Første Præsidentskab blev bekymret over, at visse medlemmer brugte gendåb, fremfor sand omvendelse. I 1893 blev stavspræsidenter bedt om ikke at kræve gendåb for de medlemmer, der ønskede at deltage i indvielsen af templet i Salt Lake City, og i 1897 ophørte man helt og aldeles med at praktisere gendåb. Som præsident George Q. Cannon forklarede: "Det er omvendelse fra synd, der vil frelse dig, ikke gendåb."26 I takt med at Kirken mistede sin indflydelse over Utahs offentlige skoler, dannede Kirken et program bestående af religionsklasser, der foregik i de forskellige ward efter skoletid, hvor religiøs oplæring kunne forefindes uden at bryde loven om adskillelsen mellem kirke og stat. I 1888 stod præsident Woodruff for dannelsen af Kirkens undervisningskomité, der skulle varetage tilsynet med alle Kirkens uddannelsesaktiviteter. I perioden mellem 1888 og 1891 blev over 30 akademier åbnet i de større kolonier i Utah, Idaho, Arizona, Canada og i Mexico. Disse akademier udbød undervisning på mellemskoleniveau, som fremhævede traditionel og faglig undervisning, såvel som religiøs undervisning. Et af de største akademier var Brigham Young Academy, som begyndte i 1875, og som senere blev til Brigham Young University. I året 1897 var der to betydningsfulde mærkedage. Den første var Wilford Woodruffs 90-års fødselsdag, Kirkens meget respekterede profet. For at ære profeten den 28. februar 1897, dagen før profetens fødselsdag, samledes over 10.000 søndagsskolebørn i det smukt udsmykkede Tabernakel, hvor selv gangene var fyldt. Denne oplevelse rørte profeten dybt. Da han talte til børnene, fortalte han om dengang, han var ti år og gik i søndagsskole og læste i Det Nye Testamente om apostlene og profeterne. Han fortalte, at han kunne huske, at han havde bedt om at få lov til at se profeter og apostle ligesom dem i Det Nye Testamente. Derefter bar han vidnesbyrd for børnene, som han sagde var "sønner og døtre af profeter, patriarker og mænd i Israel" -- og at han mange gange havde set opfyldelsen af sin ydmyge bøn.27 Den efterfølgende dag på selve profetens fødselsdag, var der fest til ære for ham, denne gang for alle. Sjældent havde Kirkens medlemmer set en så overvældende kærlighed udtrykt over for en leder. Ugen omkring den 24. juli 1897 var planlagt som en speciel begivenhed, idet det var 50-årsdagen for de helliges ankomst til Saltsødalen. Dette var en mulighed for at kunne vise den nye delstat Utah for omverdenen, og entusiasme og patriotisme karakteriserede hver eneste lille del af festlighederne. Festlighederne indledtes med afsløringen af Brigham Young-statuen med en tilskuerskare på cirka 50.000. Statuen var lavet i bronze af Cyrus E. Dallin og den vejede over 20 tons. Den står stadig i Salt Lake City. De 24 medlemmer, der havde overlevet den første pionerrejse, deriblandt Wilford Woodruff, blev hyldet i Tabernaklet, og hver modtog en indgraveret guldmedaljon. Side 11 af 13

Adskillige parader med smukt pyntede vogne og tusinder af børn hjalp til med at fejre dagen, mens de fineste produkter fra landbruget, minerne og industrien blev vist frem. I 1898 tog præsident Woodruff på den årlige sommerferie til Californien sammen med præsident Cannon og andre for at komme væk fra sommerens hede i Utah. Profetens helbred svigtede ham dog, og den 2. september sov han stille ind i Isaac Trumbos hjem i San Francisco, Californien. Ved hans begravelse i Salt Lake City et par dage senere sagde præsident George Q. Cannon: "Præsident Woodruff var en Guds mand. Han har sluttet sin kamp og er blevet kaldt til det næste liv for at være sammen med sine brødre og modtage sin velfortjente belønning. Han var af guddommelig natur. Det var som at være i himmelen at være nær ham, og hans afgang fra denne jord berøver vores samfund en god og stor mand, og en som fuldt ud fortjente alle de velsignelser, der er lovet dem, som forbliver trofaste og standhaftige til enden."28 Slutnoter 1. Wilford Woodruff Journals, 25. juli 1887, LDS Historical Department, Salt Lake City; se yderligere Matthias F. Cowley, Wilford Woodruff: History of His Life and Labors (Salt Lake City: Bookcraft, 1964), s. 560. 2. Afsnit taget fra James B. Allen og Glen M. Leonard, The Story of the Latter-day Saints, (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1976), s. 402. 3. Wilford Woodruff Journals, 15. maj 1888. 4. Wilford Woodruff Journals, 17. maj 1888. 5. Taget fra Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 402, 404. 6. Afsnit taget fra Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 404, 406-407, 409-412. 7. Wilford Woodruff Journals, 31. dec. 1889. 8. Se Edward Leo Lyman, Political Deliverance: The Mormon Quest for Utah Statehood, (Urbana, Ill.: University of Illinois Press, 1986), s. 130-131. 9. Wilford Woodruff Journals, 25. sep. 1890. 10. I Salt Lake Temple Historical Record, 1893-1922, LDS Historical Department, Salt Lake City, s. 71. 11. Se Millennial Star, 17. nov. 1890, s. 723-725, 24. nov. 1890, s. 737-738. 12. Millennial Star, 24. nov. 1890, s. 739. 13. Millennial Star, 24. nov. 1890, s. 741. 14. Afsnit taget fra Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 417-419, 426. 15. "To The Saints," The Deseret Weekly, 11. april 1896, s. 533. 16. Se Brigham Young, i Journal of Discourses, 1:133. 17. Se Cowley, Wilford Woodruff, s. 582-583. 18. Autobiography of Andrew Jenson (Salt Lake City: Deseret News Press, 1938), s. 205. 19. Wilford Woodruff Journals, 6. apr. 1893. 20. Se John Nicholson, "Temple Manifestations," The Contributor, dec. 1894, s. 116-118. 21. Se James H. Anderson, "The Salt Lake Temple," The Contributor, apr. 1893, s. 301. 22. Se Wilford Woodruff Journals, 19. mar. 1894; Cowley, Wilford Woodruff, s. 586-587. 23. "The Law of Adoption," The Deseret Weekly, 21. apr. 1894, s. 541-543. 24. Foregående tre afsnit taget fra Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 424-425. 25. Afsnit taget fra Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 419-423, 425-426. 26. I Conference Report, okt. 1897, s. 68. Side 12 af 13

27. Cowley, Wilford Woodruff, s. 602, og Wilford Woodruff Journals, 28. feb. 1897. 28. I Cowley, Wilford Woodruff, s. 633. Side 13 af 13