BILAG: UDFORDRINGER FOR DE EUROPÆISKE BYER Der er stor forskel på Europas byer. Ca. 20% af EU s befolkning bor i storbyer med over 250.000 indbyggere, yderligere 20% i mellemstore byer med 50-250.000 indbyggere, og 40% i små byområder med 10-50.000 indbyggere. Disse byområder står over for forskellige udfordringer, afhængigt af deres økonomiske strukturer og funktioner, sociale sammensætning, indbyggertal, demografiske struktur og geografiske placering. Fra land til land er der forskel på traditioner og kultur, økonomi, retslige og institutionelle strukturer og hensyn til almenvellet, og det slår naturligvis også igennem i byerne. Europas byer er ikke klippet efter én og samme skabelon. Med udvidelsen af EU kommer der endnu flere byer til, hvis udvikling den seneste snes år har været underkastet forskellige kræfter. Byområder, som er præget af fabrikskvarterer, får problemer med utidssvarende produktionsanlæg, lav energieffektivitet, miljøskader, ukontrollabel byspredning og utilstrækkelige tjenester, alt sammen forværret af dårligt fungerende fysisk planlægning. Det udgør en trussel mod de mere positive træk ved byerne, såsom udbredt brug af offentlig transport, lav kriminalitet, høj beskæftigelse, billige boliger og socialydelser, god social integration og velbevarede historiske bycentre. Og manglende tradition for lokalforvaltning forringer mulighederne for at tage nye udfordringer op. Selv om Europas byer er så forskellige, står de over for en fælles udfordring - at forbedre den økonomiske fremgang og konkurrenceevnen, nedbringe arbejdsløsheden og bekæmpe social udstødelse, og samtidig beskytte og forbedre miljøet i byerne. Det er den udfordring, der ligger til grund for bæredygtig byudvikling, og nogle byer tager den op med større held end andre. 1. Globalisering og økonomisk strukturomstilling: styrket økonomisk fremgang og beskæftigelse i byerne og harmonisk byforvaltning Globaliseringen, tjenesteydelsernes større rolle i økonomien og den stigende internationale konkurrence udgør både en chance og en risiko for byområderne, efterhånden som der bliver færre hindringer mellem lokalmarkederne. Byerne kan drage fordel af de nye muligheder som følge af den globale integration, f.eks. i bybaserede vækstsektorer såsom kommunikation, transport, international handel og detailvirksomhed, miljøteknologi, kulturindustri og turisme, design og forskning. Væksten i disse sektorer kan fremme beskæftigelsen og forbedre livskvaliteten i lokalområdet. Men ledigheden i byerne overstiger tit landsgennemsnittet, hvilket viser følgerne af økonomiske strukturomstillinger og forskellene i byernes evne til at omstille sig. Disse udfordringer er særlig udtalte i EU s mindre udviklede regioner og i ansøgerlandene. En styrkelse af den økonomiske fremgang og beskæftigelsen i byerne forudsætter bl.a.: en alsidig og fleksibel lokaløkonomi med både produktion, tjenesteydelser, kulturindustri, fritidstilbud og turisme, hvor der især lægges vægt på iværksætterkultur og SMV er, som tegner sig for en større andel af de nye jobs. et godt udbud af menneskelige ressourcer, som kan drage fordel af væksten og innovationen i de videnbaserede sektorer af økonomien, og mulighed for livslang indlæring ved god sammenhæng mellem udbuddet af og efterspørgselen på faglært arbejdskraft. - 29 -
en god kommunikationsinfrastruktur, med informationsteknologi, transportforbindelser, som sikrer gode adgangsforhold internt og eksternt, og internationaliseringsstrategier, som fremmer kontakt, netværkssamarbejde og udveksling af viden mellem forskellige økonomiske og sociale miljøer. et godt miljø hvad angår byens naturlige og fysiske ressourcer, som igen forudsætter effektive forureningsbekæmpelsessystemer, velfungerende miljøinfrastrukturer og transport samt fysiske planlægningssystemer, som fremmer blandet bebyggelse og attraktive byomgivelser. høj kulturel og social livskvalitet, herunder også rimelige boligomkostninger og høj sikkerhed. god byforvaltningspraksis, som befordrer integrerede metoder og partnerskaber i byens økonomiske udvikling, herunder også dens virksomheder. Effektive og velfungerende forbindelser mellem bydelene og kapacitet til opbygning af effektive forbindelser til oplandet. Den stigende mobilitet får både enkeltpersoner og virksomheder til i højere grad at sammenligne geografiske forskelle mellem regioner og lande på omkostninger, livskvalitet og offentlige tjenesters effektivitet. I EU har det indre marked øget samhandelen og den gensidige afhængighed mellem byerne. Den Økonomiske og Monetære Union vil forstærke disse ændringer. Denne udvikling på globalt og europæisk plan har gjort byerne mere konkurrenceorienterede, fordi de prøver at finde en niche på et omskifteligt marked, og det har konsekvenser for EU s bysystem som helhed. I udkastet til det europæiske perspektiv for fysisk udvikling (ESDP) sættes der fokus på, hvordan man i visse dele af Europa presser på for at få den økonomiske aktivitet yderligere koncentreret, og hvordan man risikerer at forpasse chancen for at drage fordel af det potentiale, der ligger i byer af forskellige størrelser og typer. Der skal træffes foranstaltninger for at forbedre adgangen til de vigtigste europæiske transport- og kommunikationsnet, og det omfatter bl.a., at der skal etableres sekundære net, som forbinder små og mellemstore byer og kæder dem sammen med EU s vigtigste adgangsveje og større byer. Og for at afbalancere udviklingen og forbedre de økonomiske udsigter i regionerne skal små og mellemstore byers udviklingsstrategier også omfatte landdistrikterne i oplandet. Når man ser sådan på det, risikerer lokal- og regionalområder at komme ud i en farlig skatte/afgiftskonkurrence, som udhuler skattegrundlaget og forvrider konkurrencen i det indre marked. En vis samordning på skatteområdet kunne afværge eller afbøde de uønskede konsekvenser af konkurrencen mellem forskellige geografiske områder i medlemsstaterne. 2. Social integration: forebyggelse af sammenhængen mellem økonomiske strukturomstillinger, fysisk adskillelse og social udstødelse i problemramte byområder Social udstødelse er først og fremmest et problem i europæiske byer, i nogle tilfælde for 15-20% af byernes befolkning. Social udstødelse er både en trussel for Europas økonomiske fremgang og sociale stabilitet og en personlige tragedie for de mennesker, der rammes af problemet. Udstødelsen antager mange forskellige former: børn uden reelle fremtidsudsigter; lavt uddannelsesniveau; isolation; hjemløshed eller utilstrækkelige boligforhold; høj gældsætning; begrænset adgang til transport og grundlæggende tjenester, f.eks. informations- og kommunikationstjenester; begrænset adgang til politi og retsvæsen; helbredsproblemer; manglende borgerrettigheder. Der findes mange sekundære symptomer, såsom ghettodannelse, optøjer, racisme, - 30 -
fremmedgørelse og kriminalitet blandt unge, retslige og politimæssige problemer, narkotikamisbrug og psykiske problemer. Processen er særlig udtalt blandt langtidsledige, etniske minoriteter og indvandrergrupper, som ikke blot må kæmpe med sprogbarrierer, men også udsættes for diskrimination på arbejds- og boligmarkedet. Social udstødelse hænger i et vist omfang sammen med udviklingen på arbejdsmarkedet. Der er i dag færre stillinger i produktionssektoren, men flere af de videnintensive akademiske, tekniske og ledelsesrelaterede stillinger med god løn og fordelagtige arbejdstagervilkår, som primært er gået til den velkvalificerede, indenlandske arbejdskraft. Men væksten i kundeorienterede og personlige tjenester er på den anden side først og fremmest kommet kvinder og etniske minoriteter til gode, om end det drejer sig om jobs, som ofte er usikre, deltids og dårligt aflønnede. Sammen med en høj strukturel arbejdsløshed har det medvirket til at øge afstanden mellem de højeste og de laveste husstandsindkomster. I mange byområder har de manglende beskæftigelsesmuligheder haft alvorlige konsekvenser for unge mennesker. Konsekvenserne af omstillingen i økonomien og arbejdsmarkedet forstærkes af sociale ændringer i forbindelse med familiemønstre, ældres vilkår og udflytning af mennesker og virksomheder. Alle disse faktorer har været med til at skabe byer med fysisk adskillelse, også der hvor økonomien ellers er i orden. I mange byområder er afstanden mellem rige og fattige blevet forværret af nedskæringer i støtten til socialt boligbyggeri og andre tjenester. I nogle byer har byfornyelse i bykernen medført, at grundværdier og huslejer er blevet presset op, hvilket har tvunget lavindkomstgrupperne ud i socialt boligbyggeri i udkanten af byerne. I andre byer holder lavindkomstgrupperne til i forfaldne lejeboliger i bykernen. Når de grupper, der har den laveste indkomst og de dårligste beskæftigelsesudsigter, koncentreres i områder med underlødig boligstandard og dårlige miljøforhold, og ofte dårlige transport- og lokaltilbud, resulterer det i sociale problemer og spændinger. Sådanne kvarterer udelukkes reelt fra den generelle økonomiske og sociale udvikling, og der opstår dermed en fysisk adskillelse. Social udstødelse påfører samfundet som helhed omkostninger og hæmmer byernes økonomiske udvikling. Men byerne kan faktisk udnytte deres interne mangfoldighed som en faktor til at skabe økonomisk fremgang. Den diskrimination, der foregår i dag, medfører, at en kilde til økonomisk vækst ligger uudnyttet hen, ikke blot hvad angår de menneskelige ressourcer, men også i form af for dårligt udnyttede økonomiske og sociale forbindelser mellem etniske minoriteter i byen og andre dele af verden. Indførelsen af markedsøkonomi i ansøgerlandenes byer i forbindelse med fordeling og brug af landområder og ejendomme medfører, i forening med strukturomstillingerne på arbejdsmarkedet, tendenser, som er velkendte i EU. I disse byer bliver udfordringen især at forebygge fysisk adskillelse og udstødelse. Udfordringerne i de problemramte byområder kan ikke løses med politikker, som kun fokuserer på disse områder 1. Hvis man skal overvinde problemerne, forudsætter det en overordnet metode for byerne, som kombinerer forebyggende tiltag, som kan forhindre, at der opstår problemområder, med afhjælpningstiltag, som kan integrere sådanne områder i byens sociale, økonomiske og fysiske netværk. Det forudsætter bl.a. følgende: 1 OECD, Integrating distressed urban areas, Paris, 1998. - 31 -
Adgang til grundlæggende tjenester til rimelige priser, især boliger, uddannelse, sundhedsvæsen, energi, transport og kommunikation samt ordentlige politi- og retsforhold. Forbedret evne til integration på arbejdsmarkedet, især for den hårde kerne af langtidsledige, unge ledige, enlige forældre, etniske minoriteter og andre socialt udstødte befolkningsgrupper. Økonomiske udviklingsstrategier, som virker befordrende for lokale virksomheder, især nystartede og ikke-kommercielle virksomheder, via hensigtsmæssige infrastrukturer, rådgivning og support. Forbedring af det fysiske miljø, f.eks. ved boligsanering, tiltag for at reducere forurening og hærværk, beskyttelse og sanering af bygninger og åbne pladser i forfaldne kvarterer og fredning af historiske og kulturelle værdier. Udvikling af lokalsamfundet til fremme af social udveksling og bedre sikkerhed for befolkningen, f.eks. ved bevarelse af lokale butiks- og fritidscentre i problemramte områder. Nationale og regionale politikker er en forudsætning for at man kan sætte gang i den økonomiske aktivitet og beskæftigelsen og skabe et socialt sikkerhedsnet, men for effektivt at forbedre evnen til integration på arbejdsmarkedet kræves der også lokale tiltag, som svarer til de specifikke behov og muligheder i byområdernes problemramte lokalsamfund. Når man organiserer sådanne lokale tiltag, som omfatter både økonomiske, sociale, miljømæssige og kulturelle faktorer, er det af yderste vigtighed, at lokalsamfundet inddrages i opgaven. 3. Byens miljø: lokal og global bæredygtighed Miljøtilstanden i byerne er et centralt emne med konsekvenser på lokalt, europæisk og globalt plan. Overforbrug af naturressourcer (især ved brug af ikke-vedvarende energikilder, mineraler og træ) og stigende forurenings- og affaldsproblemer i de lokale, regionale og globale økosystemer medfører udgifter for alle borgere, virksomheder og bymyndigheder. Et dårligt miljø forværrer ofte den fysiske adskillelse, som er en del af udstødelsesproblemet. Når bebyggede områder spreder sig ukontrollabelt, fordi jobs, handel og fritidstilbud decentraliseres og fordi boligpræferencerne ændrer sig, reduceres miljøværdien af store landområder på ubestemt tid. Elimineringen af grønne områder i og omkring byområder skader både biodiversiteten og borgernes livskvalitet. Mange europæiske byer står i dag tilbage med store ubrugelige og forurenede landområder (tidligere industriområder) efter den industrielle omstilling. Ukontrollabel byspredning forstærker behovet for pendling og gør befolkningen mere afhængig af privatbiler, hvilket igen medfører større færdselstæthed, energiforbrug, forurening og støjgener. Problemerne er mest udtalte i sparsomt bebyggede byområder, hvor der er langt mellem de daglige aktiviteter (arbejde, hjem, indkøb). En bedre forvaltning af mobiliteten i byerne er en forudsætning for bæredygtigheden. Transportsystemer, som baserer sig for stærkt på privatbilismen, medfører ikke blot ukontrollabel byspredning, men giver også andre negative konsekvenser, såsom fremmedgørelse og reduceret mobilitet for mennesker uden egen bil. Når mobiliteten er en nødvendighed, er der brug for lokale transportsystemer, som fremmer brugen af offentlig transport, cykler, gåben og kørselsordninger. Udfordringen ligger i at udforme integrerede transportstrategier, som kombinerer alternativer til privatbilismen med tiltag for at begrænse privatkørsel, brug af økonomiske midler, f.eks. afgifter, og - 32 -
ny teknologi, f.eks. telematik, støttet af hensigtsmæssige politikker for arealanvendelse. Sådanne tiltag virker effektivitetsfremmende og medvirker til at reducere transportbehovet. Det stigende forbrug af primærenergi betyder større udledning af drivhusgasser, som medfører klimaændringer. Dårlig isolation af boliger er en væsentlig faktor bag overforbruget af energi. Et andet problem er det stigende vandforbrug pr. indbygger. I store dele af Sydeuropa er der allerede alvorlig vandmangel. Drikkevandskvaliteten trues af iltsvind og forurening med pesticider. Forureningen af havet truer ikke blot fiskeriet, men også lokaløkonomien i mange kystbyer, som er afhængige af fiskeriet. Luftforurening er en alvorlig trussel mod menneskers sundhed, og befolkningen i byerne udsættes i stigende grad for støjniveauer, som forringer både søvn og livskvalitet. Bymyndighederne skal også tage stilling til det stigende problem med affald, som efterhånden bliver langt mere omfangsrigt, forskelligartet og farligt, og med spildevand og kloakudledninger, som kræver effektiv rensning. Dårlig affaldsstyring medfører forringelse af landområder og forurening af vand og jordbund og giver grobund for skadedyrsproblemer og sygdomsspredning. Byerne skal også minimere og styre miljørisici som f.eks. bjergskred, landsænkning, jordskælv og oversvømmelse, og teknologiske risici i forbindelse med f.eks. store industrianlæg og atomkraftværker. Det er vigtigt at sikre kvaliteten af bygninger og infrastrukturer og at beskytte og forbedre kulturarven i alle typer byområder, om end det selvfølgelig er tydeligst i historiske bycentre. De miljømæssige udfordringer er særlig udtalte i ansøgerlandene i Central- og Østeuropa, især i forbindelse med vand- og luftforurening, som er prioriterede områder. Der er en vis vekselvirkning mellem de miljømæssige udfordringer i byerne. Hvis udfordringerne skal tages op, forudsætter det: integrerede metoder udformet efter en overordnet strategi, hvor man udnytter og samordner alle tilrådighedstående politiske instrumenter for at tackle problemerne (som det klart fremgår i forbindelse med mobiliteten i byerne) og hvor tiltag udformes med henblik på at løse mere end ét problem ad gangen. politisk indgriben, som løser problemerne lokalt fremfor at skyde dem over på andre geografiske områder eller fremtidige generationer. politiske løsninger, som medfører ændringer i forbrugs- og adfærdsmønstrene hos de enkelte aktører, især virksomhederne og borgerne. Det anerkendes i stigende grad, at det bedste indsatsgrundlag er økosystemanalyser, som lægger vægt på at reducere byaktiviteternes samlede miljøvirkning. Politikker, der baserer sig på princippet om ressourceeffektivitet (dvs. at effektivisere materialeanvendelsen og brugen af ikke-vedvarende naturressourcer pr. produktionsenhed) og genbrug (f.eks. af materialer, arealer og bygninger) både kan reducere miljøvirkningen og gøre processen billigere, så det giver god fornuft både økonomisk og miljømæssigt. Byernes indsats for at gennemføre sådanne politikker kan hæmmes af traditionelle planlægnings- og forvaltningsmetoder samt af markedsmekanismerne. Prisstrukturerne tilgodeser typisk ikke i fuldt omfang knaphed eller ydre faktorer (f.eks. forurening). De belønner heller ikke genbrug og genanvendelse af ikke-vedvarende ressourcer. For eksempel kompliceres effektiv og mere - 33 -
bæredygtig arealanvendelse i byerne af omkostningerne til rensning og genbrug af tidligere industriområder. Men de europæiske byer prøver i større og større omfang at rette op på markedsmekanismerne, så slutresultatet bliver mere bæredygtigt (f.eks. ved hjælp af lokale miljøafgifter). De fleste europæiske byer er nu klar over, at økonomisk fremgang, jobskabelse, livskvalitet og et godt miljø i byerne går hånd i hånd. Hvis fremskridtet skal opretholdes, er det vigtigt at få gjort miljømæssig kvalitet til en markedsfordel i stedet for en ulempe. 4. God byforvaltningspraksis: reaktioner på finansspændinger og institutionelle omstillinger, og større lokal kapacitet til at forvalte ændringerne Der er sket store ændringer i strukturerne hos de nationale, regionale og lokale myndigheder og i forholdet mellem den offentlige, den private og den ikke-kommercielle sektor. Selv om der er forskelle fra medlemsstat til medlemsstat, står byerne over for en række fælles udfordringer på institutions- og skatteområdet. Budgetbegrænsninger har betydet, at der er færre offentlige midler til rådighed til investering i byerne. Samtidig har den administrative decentralisering og regionalisering i mange lande givet byerne større ansvar - men ikke altid flere ressourcer til at påtage sig dem. Det har medført finansspændinger, som truer med at undergrave mulighederne for tiltag på lokalt plan og aktiv deltagelse i EU-programmer. I mange medlemsstater har balancen mellem staten og markedsmekanismerne forskubbet sig i sektorer, som primært vedrører byerne - f.eks. boligsektoren, velfærdstjenester, uddannelse, transport og kommunikation, og i visse lande energi- og vandforsyning, renovation og affaldsbearbejdning. Der er også blevet færre monopoltjenester og flere partnerskabssammenslutninger. Men presset på de offentlige udgifter letter ikke. At rette op på den sociale udstødelse kræver betydelige offentlige ressourcer. At øge den økonomiske vækst og beskæftigelsen i byområderne og forbedre miljøkvaliteten kræver også omfattende investeringer i sociale og fysiske aktiver, som markedsmekanismerne ikke tilvejebringer i sig selv. Derfor må de europæiske byer blive mere kreative med at sammensætte finansielle pakker til finansiering af økonomiske, miljømæssige og sociale investeringer. Det forudsætter en kulturelt omstilling til nye metoder i arbejdet med den offentlige sektor og i arbejdet mellem den offentlige, den private og den ikke-kommercielle sektor. Det gælder især i tilbagestående regioner og i ansøgerlandene, hvor modernisering og forbedring af byernes fysiske rammer lægger et hårdt pres på de nationale og lokale budgetter. De økonomiske, sociale og miljømæssige udfordringer kan under alle omstændigheder ikke løses uden videre. Byerne er underlagt, eller skal selv fastlægge, programmer og prioriteter for forskellige myndighedsniveauer. De traditionelle programmer og initiativer i byerne, som fastlægges af forskellige myndighedsniveauer, har alt for ofte forskellige målsætninger, budgetter og tidsplaner, ligesom de er målrettet mod forskellige geografiske områder. Endvidere har politiske tiltag undertiden utilsigtede virkninger. Tiltag, der har til formål at løse bestemte problemer, kan modarbejde hinanden eller forhindre tiltag på et lavere myndighedsniveau. Dermed bliver indsatsen usamordnet, og programmer og ressourcer får ikke den gennemslagskraft, de kunne have haft. Der er brug for en bedre vertikal integration. - 34 -
På det horisontale plan står byerne over for den udfordring at de skal samordne tiltag, som spænder over meget forskellige politiske områder i lokalområdet, f.eks. beskæftigelse, uddannelse, boligpolitik, fysisk planlægning, transport, sundhedsvæsen og finansstyring. På grund af opsplitning mellem myndighedsfunktioner og specialiserede afdelinger bliver slutresultatet ofte dårlige og ineffektive løsninger. Forvaltningen skal gribes an fra helt nye vinkler, når man skal imødegå byernes flerdimensionelle og indbyrdes sammenhængende problemer. De økonomiske, sociale og miljømæssige forbindelser mellem byerne og deres opland ændrer sig hurtigt. Men der er stor inerti i de institutionelle strukturer, som måske ikke passer så godt til den nye situation. Det kræver en forbedret samordning mellem de kommunale myndigheder og mellem deres arbejdsmetoder, på grundlag af de funktionelle byområders 2 behov og potentialer, hvis målsætningen om bæredygtighed i byerne skal føres ud i livet og hvis de politiske tiltag på EU-plan skal effektiviseres. Institutionel adskillelse hæmmer udviklingen i lokalsamfundet og forstærker tendenserne til socioøkonomisk og fysisk adskillelse i byerne. Men byerne må også udbygge demokratiet og det lokale engagement og inddrage alle berørte parter - også borgerne - i udformningen og gennemførelsen af integrerede strategier for bæredygtig byudvikling. De skal etablere partnerskaber, som indbyggerne og de lokale beslutningstagere kan bruge til at påvirke lokalsamfundets fremtid, og de skal modvirke tendensen til manglende tilslutning og voksende fremmedgørelse over for den politiske proces. Der er især brug for fremskridt i ansøgerlandene, hvor demokratiet i byerne først er blevet genetableret for kort tid siden. Det kan opsummeres, at de komplekse og sammenhængende økonomiske, sociale og miljømæssige udfordringer kun kan tages op ved hjælp af en strategisk og institutionelt integreret politisk reaktion, hvor alle berørte parter deler ansvaret for at udforme og gennemføre løsninger, som omfatter alle sektorer. Det forudsætter institutionel fleksibilitet og samarbejde. Det er den største udfordring bag god byforvaltningspraksis. 5. Opsummering af de største udfordringer Selv om der er stor forskel på de europæiske byers erfaringer og situation, så oplever de de samme tendenser og udfordringer. Det gælder globalisering og økonomisk omstilling, sociale ændringer og voksende udstødelsesproblemer, miljørisici, finansstramninger og ændringer i forholdet mellem institutionerne. Økonomisk fremgang, social integration og miljøbeskyttelse og -forbedring er nogle af de målsætninger, der skal supplere og forstærke hinanden som elementer i en strategi for bæredygtig byudvikling, som: forbedrer byernes økonomiske vitalitet, især i tilbagestående regioner, ved at stimulere innovation og iværksætterkultur, øge produktiviteten og udnytte nye beskæftigelseskilder i små, mellemstore og store byer for at fremme et polycentrisk, harmonisk europæisk bysystem; 2 Funktionelle byområder omfatter lokalsamfund, som sammenkædes af sociale, økonomiske og/eller miljømæssige faktorer, for eksempel et bycentrum og det opland, hvorfra folk pendler dertil. Sådanne områder hører ofte ind under flere forskellige kommunale myndigheder, og forvaltningen af områderne kan involvere et stort antal offentlige kontorer. Det er forskelligt fra land til land og fra lokalområde til lokalområde, hvordan man definerer sådanne områder. - 35 -
giver adgang til fordelene ved større produktivitet og konkurrencedygtighed på ligelige vilkår, reducerer sociale udstødelsesproblemer og forbedrer sikkerheden i byerne; social udstødelse har nået et omfang og en intensitet, hvor det er en svær byrde for de udstødte og er en trussel mod den sociale integration, konkurrenceevnen og bæredygtigheden i byerne; gør byerne mere miljøbæredygtige og forhindrer, at de omkostninger, som udviklingen er forbundet med, bliver påført det nære miljø, omkringliggende landdistrikter, regioner, hele verden eller fremtidige generationer; fremmer nyskabende og fleksible beslutningsprocesser og byinstitutioner, som giver bedre muligheder for at deltage i processen, og som kombinerer tiltag fra deltagere i byens offentlige, private og ikke-kommercielle sektor, såvel på EU-plan som på lokalt plan, og skaber øget gensidighed og samvirke mellem eksisterende institutionelle processer og ressourcer. - 36 -