Endvidere til Oberst Lars Møller samt 15 eksemplarer til undertegnede på FAK til videre fordeling.

Kære Børge Jeg vil bede dig sende 5 forfattereksemplarer til nedenstående: Ph.D.-stipendiat Flemming Splidsboel Hansen Københavns Universitet Østeuropainstituttet Snorresgade 17 19; 2 2300 København S DOC. DR. MUSTAFA AYDIN ANKARA UNIVERSITESI, SIYASAL BILGILER FAKULTESI, CEMAL GURSEL CADDESI, 06590-CEBECI, ANKARA, TURKEY Professor Ole Wæver Rosenborggade 15 1130 København K Endvidere til Oberst Lars Møller samt 15 eksemplarer til undertegnede på FAK til videre fordeling. Med venlig hilsen Nils Ulrik

Ekspedition Overassistent Børge Olsen Frederiksberg Slot Postboks 214 2000 Frederiksberg Telefon 3616 2244 lokal 312 Tidsskriftet redigeres af redaktionen inden trykning, derfor anmodes om muligt kommende artikler indsendt på diskette (MS Word eller WordPerfect). Artikler kan også sendes på e mail (nbagge@post3.tele.dk). Næste nummer planlægges udsendt primo juli 2003, hvorfor indlæg til dette nummer bedes indsendt senest den 26. maj 2003. OBS! Selskabet er kommet på Internettet på adressen: www.dkvs.dk, her vil man kunne finde praktiske oplysninger om bl.a. foredragssæson til efteråret som supplement til udsendt information. Husk at meddele flytning! Manglende flyttemeddelelser giver Selskabets ekspedition et stort og unødvendigt ekstraarbejde! På mindre end et minut kan et postkort vedrørende flytning udfyldes... Landets postkontorer udleverer gratis specielt udformede postkort til anmeldelse af flytning... De sendes oven i købet portofrit...

Indholdsfortegnelse Forord Oberst Henning Brøchmann og professor Ole Wæver 3 Kort over Centralasien 8 Emirernes genkomst: Nye regionale herskere profiterer på USA s krig mod islamisk terror Ekstern lektor Torben Hansen 9 Den sikkerhedspolitiske situation i Centralasien Oberstløjtnant i.g. F. Akaltin, kaptajnløjtnant LPM Johansen og kaptajn K.E. Knudsen 14 Nationality, religion and security in Central Asia Lektor Mustafa Aydin 41 USA s rolle I Sydkaukasus og Centralasien før og efter 11. september Cand.scient.pol Paul Wiberg Jørgensen 57 Russisk sikkerhedspolitik i Centralasien Kaptajnløjtnant R Thomas Christensen og premierløjtnant R Henrik Lyse hansen 69 Tyrkiet, Kaukasus og Centralasien Ph.d. studerende Işıl Kazan 96 Militært Tidsskrift, 132. årgang nr. 1 marts 2003, s. 1 2

Indholdsfortegnelse NATOs Videnskabsprogram og Centralasien fra Internettet som ny silkevej til genoprettelse af vådområder i Aralsøen Professor Palle jeppesen 113 Olje og gass i Sentral Asia og kaukasus Professor Øystein Noreng 122 Hvor ligger Centralasien? Geopolitik, olie og fundamentalisme Professor Ole Wæver 142 Rusland efter Nord Ost Ph.d. stipendiat Flemming Splidsboel Hansen 167 Værnepligt Oberst L.R. Møller 178 Ikke dødelige våben Seniorrådgiver Niels Krarup Hansen 190 Boganmeldelse af: John Hughes Wilson: Militære Efterretningsfadæser: Fra invasionen af Sovjetunionen 1941 til Golfkrigen 1991 Anmeldt af major Erik C. Gjerstad 195 Foredragssæsonen 2002 2003 199 Indkaldelse til generalforsamling 200 2

Forord Det store spil kaldte man i slutningen af 1800 tallet konkurrencen mellem det russiske og det britiske imperium i Centralasien. Tidens to største imperier kappedes om at nå først frem til hidtil upåagtede egne. Det britiske trængte frem nordpå fra Indien og det russiske sydpå gennem Centralasien. I tidens geopolitiske optik så det ud til, at verdens skæbne ville blive afgjort højt i Asiens indre: den, der kontrollerede dette område, ville kontrollere the heartland og dermed verdens øen (Eurasien og Afrika). Hvis den dominerende landmagt nåede frem til havne på det Indiske Ocean, ville grundlaget være lagt for at konvertere denne dominans til flådemagt, og verdensmagten ville være afgjort på Storbritanniens bekostning. Resultatet blev et spil med spioner og intriger i eksotisk klingende byer som Samarkand, Bukhara, Ashgabat, Tasjkent, Lhasa og Kandahar. Da Sovjetunionen i 1991 gik i opløsning, og en række nye stater opstod i Centralasien, opstod hurtigt en udbredt forventning om, at vi nu var på vej mod det nye store spil. I første runde forventede man, at kampen primært ville stå mellem Tyrkiet, Iran og Rusland, men i stigende grad blev også Kina og ikke mindst USA seriøse kandidater. Mindre end verdensherredømme kunne gøre det denne gang. Området var attråværdigt i kraft af olie og gas men også udfra genopstandne geopolitiske overvejelser (populariteten for Zbigniev Brzezinskys The great chessboard fra 199?) kan illustrere disse). Imidlertid indfandt dette spil sig reelt ikke i det forventede omfang. Blandt grundene hertil var en nedtrapning af forventningerne til olieudbytte og manglende resurser og vilje hos flere af de designerede kombattanter. Vigtigst var dog nok, at de stadig mere autokratiske herskere i flere af regionens nøglelande ofte fandt det sikrest at basere sin overlevelse på russisk støtte og Rusland på sin side demonstrerede en betydelig evne til at udnytte sine forskellige mere eller mindre lysfølsomme aktiver. Området gled derfor ikke ud i fri konkurrence men forblev altovervejende en del af den russiske sfære. 11. september 2001 indebar en mulighed for, at der blev vendt op og ned på mange af disse forhold. Efter terrorhandlingerne mod New York og Washington, trådte USA pludselig kraftfuldt ind på den regionale scene i kraft af (mod)angrebet på Talibanstyret (og Al Qaeda) i Afghanistan. Med baser og kraftig accelereret økonomisk bistand til ikke mindst nøglelandet Usbekistan Militært Tidsskrift, 132. årgang nr.1 marts 2003, s. 3 7

Forord blev USA pludselig et realistisk bud på en allieret, og vejen til Vesten virkede mere realistisk en vej der rummer mange fordele mht. økonomisk udvikling men også visse risici for regimerne, der ikke just er modne til demokraticheck fra vestlige menneskerettighedsgrupper. USA s indtræden har givet tydelige orienteringsskift i vigtige lande, men det endelige resultat er langt fra givet; ikke mindst fordi det er et åbent spørgsmål, hvor længe USA agter at forblive i regionen og i givet fald i hvilket omfang. Centralasien er imidlertid ikke kun en vigtig og dramatisk region på grund af eksterne magters konkurrence. Regionen rummer i sig selv vigtige spørgsmål, så som hvorvidt der overhovedet kan og vil opstå stabile stater. De centralasiatiske stater har ikke nogen tradition for selvstændig statslig eksistens endsige klar national identitet. De er eksempler på noget så usædvanligt som utilsigtet uafhængighed et biprodukt af Sovjetunionens opløsning, der primært blev drevet frem i andre dele af imperiet, mens de Centralasiatiske lande rummede den største tilslutning til et fortsat samlet rige. Landene er alle belastet af store økonomiske, sociale og miljømæssige problemer, og de præges af bizarre politiske styreformer, der næppe er langtidsholdbare (på trods af eller måske netop på grund af at de rummer livstidspræsidenter og arvelige præsidentposter). Dertil kommer radikale islamistiske grupper især med udgangspunkt i den frugtbare Fergana Dal, hvor man dels kan iagttage deciderede guerillaoperationer, dels et betydeligt rekrutteringspotentiale blandt store ungdomsårgange med ringe fremtidsudsigter. Regionen ligger helt centralt på Heroinens verdenskort som både transitrute fra Afghanistan og med egen produktion især i Tajikistan. Endelig er Centralasien og Afghanistan forbundet med så mange transnationale forbindelser af både etnisk, militær religiøs og undergrundsøkonomisk karakter, at mange iagttagere mener, de rettelig bør behandles eller vil blive til ét sammenhængende område/problem. Centralasiens geopolitik rejser derfor en række spørgsmål, der rækker langt ud over regionen. I blandt disse er: grænserne for USA s magt. Er det virkelig muligt, at den primære sømagt rækker militært helt ind midt i hjertelandet? Eller er dette USA definitive overstretch? bliver USA s militære tilstedeværelse i Centralasien det strå, der får det forbedrede russisk amerikanske forhold efter 11. september til at knække? hvad betyder denne udvikling for Ruslands stormagtsstatus? Hvis Rusland må opgive sin fortrinsret i Centralasien, er det så begyndelsen til opløsningen af det post sovjetiske imperium? Eller har Rusland gemt et bundt trumfer i ærmet? 4

Forord hvad betyder Centralasien for Tyrkiet som global magt? Bliver Tyrkiets centralasiatiske rolle (trods umiddelbare skuffelser) så omfattende, at det opgraderer Tyrkiets globale pondus? bliver Centralasien snarere en selvstændig region, der gradvis stabiliserer sig på egne præmisser og finder en balance mellem de ydre magter, således at den får stadig mindre potentiale for at skabe negative bølgevirkninger omkring sig? endelig mht. os selv, er spørgsmålet, om fremtidigt kaos og konflikt i regionen vil føre til internationale operationer, der kan få dansk deltagelse? Eller er vi når alt kommer til alt glade ved russisk imperialisme, hvis det betyder, at de fortsat tager sig af f.eks. Tajikistan? Eller vil vi få et øget samarbejde med de Centralasiatiske lande gennem PfP/EAPC ellers sågar fælles NATO medlemsskab netop for at bidrage til en så positiv udvikling, at vi slipper for at skulle gribe ind der ude? Dette temanummer indledes med en kort artikel af Torben Hansen, der dels indkredser, hvad og hvor Centralasien er hvordan det kan eller ikke kan afgrænses mod nord, syd, øst og vest dels trækker nogle lange historiske linier mht områdets politiske organisering. Artiklen munder ud i den provokerende tolkning, at området er tilbage mod en de facto opsplitning i små statsdannelser, "emirater", hvor lokale herskere får plads til deres undertrykkende politik, fordi stormagterne igen konkurrerer om deres gunst. Som anden artikel følger en generel oversigtsartikel, der dækker alle tre analytiske niveauer: globalt (stormagterne), regionalt og internt i staterne. Mht. de eksterne magter fungerer denne artikel som en introduktion, idet de vigtigste magter siden uddybes i særskilte artikler. For de interne forhold er denne artikel nummerets primære gennemgang (hvor dog de religiøse og identitetsmæssige forhold uddybes i Aydins artikel). Forfatterne oberstløjtnant i.g. F. Akaltin, kaptajnløjtnant L.P.M. Johannesen og kaptajn K.E. Knudsen har skrevet artiklen i forbindelse med udarbejdelse ved FAK af et speciale om Centralasien, som afleveres april 2003. I den næste artikel giver Mustafa Aydin fra Ankara en analyse af de unge centralasiatiske staters vanskelige vej til en egen identitet i spændingerne mellem etnicitet og religion og mellem forskellige mulige anknytningspunkter i omverdenen så som pan tyrkisme og islamisme. Som i den foregående artikel dækkes og sammenkædes både eksterne og især interne forhold, men hvor den foregående havde vægten på det socio økonomisk politiske lægger Aydins artikel mere vægt på religion identitet politik. Dernæst følger en gruppe artikler, hvor de tre vigtigste konkurrerende stormagter dækkes i hver en artikel af unge, danske forskere: Poul Wiberg 5

Forord Jørgensen om USA, Thomas Christensen og Henrik Lyse Hansen om Rusland og Işıl Kazan om Tyrkiet. Palle Jeppesen skriver om NATOs videnskabsprogram og Centralasien, men giver samtidig hermed et konkret blik ind i en række af de konkrete udfordringer og fremadrettede forsøg, der præger regionen. Øystein Noreng, der er norsk professor i petroleumsøkonomi, behandler den meget vigtige dimension, der vedrører udvinding og transport af olie og gas. Også denne artikel kommer ind på såvel de omgivende magters politik og interesser som den interne politiske udvikling i regionens energimæssige nøglelande. Den kan således relativt let læses på egne præmisser ellers sågar bruges som alternativ indledning eller konklusion til nummeret. Dog skal det bemærkes, at den ikke er afgrænset til Centralasien, men behandler de vigtigste lande i både Kaukasus og Centralasien, eftersom de to områder netop energimæssigt er snævert sammenhængende. Også på andre områder er sammenhængen mellem Kaukasus og Centralasien så betydelig f.eks. når man skal forstå USAs politik at Kaukasus sine steder bliver inddraget. Der er dog også tale om så store forskelle på områderne og så kraftig adskillelse af deres dynamikker, at redaktionen har valgt at koncentrere dette nummer om Centralasien alene. Kaukasus s komplikationer kan meget vel blive emnet for et fremtidigt temanummer. Temasektionen afsluttes med en artikel af Ole Wæver, der som en slags konklusion forsøger at trække trådene fra de forudgående artikler sammen i en diskussion om, hvad og hvor Centralasien er. Er det en selvstændig region, en del af Ruslands post sovjetiske imperium eller stormagternes skakbræt? Og hvad er de mest sandsynlige scenarier for fremtiden? På inspirerende vis fremkommer artiklerne med delvist modstridende men på begge sider velbegrundede vurderinger af fremtidsudsigterne. På den ene side er specialegruppens indledningsartikel (og indirekte måske også Palle Jeppesen) relativt mere optimistiske end især Øystein Noreng og Mustafa Aydin (samt implicit på flere punkter også de tre stormagtsartikler). Optimisme/pessimisme gælder her risikoen for accelererende ekstern konkurrence, om den eksterne tilstedeværelse er positiv eller negativ for de interne forhold, og endelig udsigterne internt for stabilitet og reform. Specialegruppens artikel der er meget realistisk mht. påpegning af de mange vanskeligheder baseret på bl.a. miljømæssige og sociale forhold baserer meget af sin optimisme på en forventning om stabilitetsimport via især Ruslands og USA s tilstedeværelse. Andre forfattere ser et større konfliktpotentiale i fejlbedømmelser fra især USA, kappestrid om energiressurcerne og uundgåelige interne omvæltninger. 6

Forord OLE WÆVER (tema ansvarlig) Uden for temaet bringes yderligere 3 artikler om henholdsvis Rusland efter Nord Ost, Værnepligten i Danmark samt Ikke dødelige våben. Rusland efter Nord Ost omhandler udviklingen af en ny russisk sikkerhedsdoktrin oven på afslutningen af terroraktionen i teateret på Melnikovgaden i Moskva. Artiklen spekulerer i mulige ændringer i den overordnede doktrin, således at den i langt større udstrækning end tidligere set anerkender et fællesskab mellem Rusland og Vesten. Værnepligten i Danmark er for nærværende et emne, der i høj grad optager den politiske debat. Oberst Lars Møller, der er chef for 1 Sjællandske Brigade og dermed har de værnepligtige tæt inde på livet, argumenterer i denne artikel stærkt for værnepligtens bevarelse. Nummeret afsluttes med en god og beskrivende artikel af begrebet ikke dødelige våben og en boganmeldelse af Militære Efterretningsfadæser. Med afslutningen af dette nummer er det også et farvel fra min side som chefredaktør for Militært Tidsskrift. Et erhverv som jeg har bestridt i godt og vel to år til stor glæde og faglig berigelse for mig selv. Erhvervet som chefredaktør overgiver jeg til oberst Carsten Svensson, som også er min afløser som chef for Fakultet for Strategi og Militære Operationer ved Forsvarsakademiet. Jeg håber, at de mange positive tilbagemeldinger jeg har modtaget i min tid som chefredaktør også må komme min afløser til gode. Tak for denne gang og rigtig god læselyst. H. BRØCHMANN LARSEN Chefredaktør 7

Kort over Centralasien Militært Tidsskrift, 132. årgang nr.1 marts 2003, s. 8

Værnepligt 9

Emirernes genkomst Torben Hansen, historiker og ekstern lektor, Romansk Institut, Københavns Universitet. Nye regionale herskere profiterer på USA s krig mod islamisk terror Under diplomatiets og statsgrænsernes niveau gør mere stabile strukturer det relevant at operere med et centralasiatisk subkontinent. Geopolitisk eller sikkerhedsgeografisk anskuet har dette rum i et par årtusinder aftegnet sig som hyrdernes og handelskaravanerners verdensdel, hvorfra invasioner ramte de bofaste kulturer i Kina, Indien, Nærorienten og Europa, og samtidig muliggjorde kommunikation mellem dem. René Grousset en nestor i Orientforskningen introducerede temaet under titlen L empire des steppes (Paris, 1939). Her forenedes de fire nævnte civilisationers historie i én fremstilling med overbevisende afsæt i rytterkrigernes organisering af magten. I sagens natur er det vanskeligt at fastsætte territorielle grænser om hyrder og købmænd. I Zentralasien, bd. 16 i Fischer Weltgeschichte (1966), giver Gavyn Hambly således en meget vid geografisk definition af subkontinentet som den sammenhængende eurasiske landmasse mellem Karpatherne og Zagros i hhv. nordvest og sydvest og Manchuriet i øst. Mod nord placeres grænsen ved overgangen til Sibiriens skove og mod syd i Himalaya. Hambly inddrager dermed både Tibet, Afghanistan og Irans højland. Encyclopedia of Asian History (London og New York, 1988) nøjes med kinesisk og sovjetisk Turkestan. Journal of Asian Studies (University of Utah, Salt Lake City) beskæftiger sig trods navnet kun med de centralasiatiske territorier, der indgår i Kina, mens de forhenværende sovjetrepublikker samt Iran og Afghanistan ikke studeres. De sidstnævnte behandles derimod i Far Eastern Economic Review. Begrebet Centralasien anvendes altså vidt forskelligt. Da steppen blev perifer To radikale ændringer i første fase af den moderne epoke skabte denne usikkerhed, og forskubbede dermed historieskrivningens fokus. Tidligere havde steppen udgjort centrum, men fremover blev den til periferi, idet fremkomsten af en ny stormagt på den eurasiske steppe blev hindret af de agrare imperiers udvikling af skydevåben og Europas maritime ekspansion. Militært Tidsskrift, 132. årgang nr.1 marts 2003, s. 9 13

Emirernes genkomst Den våbentekniske revolution gav de bofaste befolkninger nomadernes traditionelle ofre en markant overlegenhed på slagmarken. I 1696 anførte Qing kejseren Kangxi personligt en offensiv mod de mongolske nomadekrigere, der bogstaveligt talt blev knust af kinesisk feltartilleri. Ekspansionen fortsatte, og i 1758 blev provinsen Østturkestan med det moderne navn Xinjiang effektivt understillet kejserlig kontrol. Vestturkestan indlemmedes i tsarens Rusland i sidste halvdel af det 19. århundrede, og dermed sluttede nomadedynastiernes tidsalder. Økonomisk svækkedes subkontinentet i tiden efter Vasco da Gamas og Colombus ekspeditioner i 1490 erne. Siden Romerrigets tid havde de centralog vestasiatiske byer levet højt på transithandelen langs den berømte Silkevej, der forbandt Beijing med Middelhavets havne. Men efter de vesteuropæiske opdagelsesrejsendes og handelskompagniers ankomst til havnebyerne i Sydog Østasien blev karavanetransporten over det eurasiske landmassiv urentabel. Politisk opløsning i Centralasien medførte derpå usikkerhed, der reducerede fjernhandelen yderligere. Udover de militære og kommercielle ændringer må endnu en omstændighed tages i betragtning, når det gælder stepperne øst for det Kaspiske Hav. I modsætning til de fysiske betingelser i eksempelvis Syrien, Iraq eller på den Arabiske halvø udgør Centralasiens naturforhold i sig selv en destabiliserende faktor i politikken. Græsningsarealerne er nemlig delvist sammenfaldende med agerbrugsområderne. Hyrder og bønder rivaliserede derfor ikke blot om det sparsomme vand, men også om den anvendelige jord. Fremkomsten af nationalstater med afgrænsede territorier har derfor haft de slettest tænkelige forudsætninger. Allerede med dette parameter fremtræder forskellen i forhold til Kaukasien, som modtager mere nedbør, og hvor den tætte kontakt til den mediterrane verden allerede i oldtiden frembragte to nationer Armenien og Georgien. Religion og politik fungerer derfor på andre præmisser blandt kaukasierne. Kultur, sprog og samfundsstruktur i det 19. århundrede Fælles for Kaukasien og de dele af Centralasien, der har tyrkisktalende befolkninger, er den kulturelle påvirkning fra Iran. Historisk har Tibet og Mongoliet derimod modtaget stærke impulser fra Kina. Dette er baggrunden for, at islam dominerer i det forhenværende sovjetiske Centralasien og Afghanistan samt indtil sidste halvdel af det 20. århundrede i Xinjiang. Ligeledes anvendes det arabiske alfabet hovedsageligt i persisk udformning. 10

Emirernes genkomst Sprogligt kendetegnes subkontinentets islamisk befolkede områder Xinjiang iberegnet frem for alt af tyrkiske og i mindre omfang af iranske dialekter. Dari, som er en ældre version af persisk, der igen er en del af den iranske sproggruppe, tales og skrives i både Tadjikistan og Afghanistan. Som eftervirkning af magtforholdene i den nære fortid fungerer russisk i flere henseender som lingua franca i de forhenværende sovjetrepublikker. Økonomisk og administrativt satte den russiske imperialisme et tydeligt præg på Vestturkestan, som efter Sovjetunionens opløsning i 1991 blev til de fem selvstændige republikker med den territorielle opdeling, Stalin dekreterede i 1920 erne. De følgende 70 år afskar det totalitære regime og lukningen af de internationale grænser sovjetisk Centralasien fra Kina, Afghanistan og Iran. Alligevel kan en kulturel kontinuitet (som også gælder den politiske kultur) fra tiden før den russiske ekspansion påvises, og efter 1991 hindrer de internationale grænser ikke længere livlige kontakter med Afghanistan og Iran. Religiøst og kulturelt er Turkmenistan, Kazakhstan, Uzbekistan, Tadjikistan og Kyrghyzstan orienteret mod Vestasien, og islam har siden det 12. århundrede været en faktor af første rang. De aktuelle betingelser ligner forsåvidt den urolige periode før det russiske imperiums ekspansion over kazakhernes og turkmenernes stepper i det 19. århundrede. Datidens stormagter Kina, Rusland og Storbritannien holdt subkontinentet under skarp observation. Det var nu blevet politisk fragmenteriet, og frustration over denne tilstand frembragte islamisk ekstremisme, der hovedsageligt blev inspireret og støttet fra wahhabiterne på den Arabiske Halvø. I sagens natur havde fortidens nomadeimperier været erobringsprojekter, og sammenholdet mellem stammer og klaner byggede på plyndringsøkonomi og på den religion, der var bedst egnet til at sakralisere netop denne type dominans: islam. Da styrkeforholdet ændrede sig til de bofaste civilisationers fordel, havde hyrdekrigerne ringe forudsætninger for at organisere og legitimere en regeringsmagt. Derfor blev den traditionelle stamme og klansolidaritet basis for mindre statsdannelser, og i første halvdel af det 19. århundrede var det meste af Centralasien behersket af et antal emirer eller khan er. Et særtilfælde udgjorde Østturkestan under kinesisk overherredømme. Her fungerede resterne af en art islamisk teokrati blandt de tyrkisktalende uighurer som en regional elite. I Afghanistan var det lykkedes den stærkeste bedst disciplinerede af de pashtunske stammer at oprette et emirat med en vis autoritet over et større territorium. Nord for Hindukush fandtes tre uzbekiske khanater: Khiwa, Samarkand og Kokand. Som afghanerne og steppens statsløse kirghizer og kazakher befandt disse regimer 11

Emirernes genkomst sig grundlæggende i en defensiv position, da de konstant var presset af datidens stærkeste imperier det russiske og det britiske. Det store spil Globalt set var det 19. århundredes største sikkerhedsproblem spændingen mellem Rusland og Storbritannien. I en gigantisk bue fra Middelhavet til Tibet konfronterede de to imperier hinanden, og konfliktpotentialet voksede i takt med svækkelsen af de ældre imperier det osmanniske og det kinesiske. Udtrykt med datidens terminologi foregik der et grand jeu eller big game. Russerne trængte frem fra nord, mens briterne fra imperiets besiddelser i Indien og i Middelhavsområdet stræbte efter at skabe protektorater eller vinde allierede i den mellemliggende bufferzone. Ruslands nederlag i Krimkrigen (1854 1856) skabte en vis stabilitet i Vestasien i en årrække. Men da tsarens hær senere i 1870 nedkæmpede og undertvang de tre uzbekiske khanater, reagerede briterne med massiv indblanding i Iran og Afghanistan. Efter en uheldig invasion i sidstnævnte stat opgav briterne dog konfrontationen til fordel for en kompromispolitik, og ved indgangen til det 20. århundrede ændredes forholdet til Rusland i retning af samarbejde tydeligvis inspireret af den fælles uro over kejser Wilhelms Tyskland. De territorielle grænser i den vidtstrakte bufferzone blev fastlagt af russiske og britisk diplomater, og i 1907 enedes de to imperier desuden formelt om en opdeling af Iran i interessesfærer. En parallel kan påvises under den kolde krig mellem USA og Sovjetunionen et halvt århundrede senere. Afghanistan fik status som neutralt område, hvor de to supermagter hver for sig søgte at skaffe sympati og prestige gennem eksempelvis bistand til forbedring af infrastrukturen. Iran var efter 1941 blevet et britisk protektorat bl.a. på grund af de rige olieforekomster. Men da den britiske imperialisme pakkede sammen efter Anden Verdenskrig, og shah Reza Muhammad Pahlevi genskabte monarkiet, kunne Iran på linje med naboen Afghanistan snarere optræde som medspiller end genstand i et stort spil mellem supermagterne. Shahen var ganske vist militært allieret med USA og slog hårdt ned på de persiske kommunister, men den sovjetiske indflydelse var stadig mærkbar bl.a. i omfattende industrialiseringsprogrammer. Ayatollah Khomeinis revolution i Iran og den sovjetiske invasion af Afghanistan i 1979 satte en ny international dagsorden, der som det første punkt inkluderede en varm front i den kolde krig. Efter sovjetimperiets implosion i 1991 afsløredes gradvist indholdet af næste punkt. 12

Emirernes genkomst Det nye store spil Khomeinis islamiske republik var en kendsgerning i februar 1979. Samme år fik den saudiske magtelite en dramatisk anskuelsesundervisning i den politiske sprængkraft, der kan udløses ved politisering af religionen. Unge revolutionære, organiseret i en ikhwan, et broderskab, forsøgte et statskup i islams navn. Oprøret blev slået ned med indsats af la gendarmerie mobile, der blev hasteindkaldt fra Frankrig. Men fremover satsede både dynastiet og private aktører i Saudiarabien på at stjæle ilden fra islamismen og selv organisere en storstilet religiøs indoktrineringskampagne, der kunne skaffe regimet legitimitet og indre stabilitet. Siden da er milliarder af petrodollars blevet anvendt til moskébyggerier og organisering af wahhabi islamiske råd og menigheder over det meste af kloden herunder blandt muslimer i krigsramte områder som Tjetjenien, Bosnien og Afghanistan. I sidstnævnte land og i de afghanske flygtningelejre i Pakistan var wahhabiernes indsats stærkt medvirkende til Taleban regimets fremkomst. Denne islamistbevægelses succes bidrog yderligere til at alarmere magthaverne i de fem centralasiatiske republikker, der var blevet uafhængige i 1991. Etniske konflikter og økonomisk krise havde i forvejen undermineret deres stabilitet, og da islamister indledte væbnet kamp med både russiske styrker og det vaklende regime i Tadjikistan, truede det afghanske kaos med at brede sig mod nord. De diktatoriske magthavere i de forhenværende sovjetrepublikker reagerede ved undertrykkelse af islamismen, og Islam Karimov Uzbekistans enehersker har slået hårdt ned på ethvert tegn (herunder fuldskæg) på politisering af religionen. Den revolutionære Uzbekistans Islamiske Bevægelse, der opstod blandt imamer i Ferghana dalen, blev drevet i eksil eller under jorden og knyttede naturligt nok kontakt med Talebanerne i Afghanistan. Efter 1991 har USA opnået status som førsterangsmagt i regionen på grund af bistand og diplomatiske initiativer, der især skulle modvirke Irans ambitioner. Efter d. 11. september 2001 og Washingtons beslutning om at udslette al Qaeda kunne denne position udnyttes logistisk. Uzbekistan blev således et vigtigt opmarchområde for de styrker, der invaderede Afghanistan og fordrev Talebanerne. Hermed aftegner der sig et nyt stort spil, som ikke blot gælder interessen i de store olie og gasreserver, men også berører tunge sikkerhedsproblemer. USA, Rusland, Iran og Kina er medspillere, idet sidstnævnte stormagt på grund af et islamisk oprør blandt uighurerne i Xinjiang har interessefællesskab med de stater, der bekæmper lignende bevægelser. Realpolitikken sætter sig således igennem både nord og syd for den grænse, der tidligere blev bevogtet af sovjetiske tropper. 13

Emirernes genkomst Under disse betingelser opererer lokale herskere med betydeligt råderum og held. Karimov i Uzbekistan er utvivlsomt den, der har de bedste forbindelser og de største ressourcer. Men adskillige andre forstår at udnytte den gunstige konjunktur. Den historiske by Herat i det vestlige Afghanistan er således efter 600 år atter blevet centrum i en reelt uafhængig stat. Folkeretligt findes dette emirat ganske vist ikke, men i praksis regerer krigsherren Ismael Khan tre grænseprovinser, der hovedsageligt er befolket af persere. Både Iran og USA anstrenger sig for at vinde hans venskab. Ismael Khan er ikke den eneste krigsherre i Afghanistan. En ny emirat epoke er begyndt i det centralasiatiske subkontinent. Anvendt litteratur: Far Eastern Economic Review d. 17. 01. 2002 og d. 12. 09. 2002, Foreign Affairs januar februar 2002 og marts april 2002. 14

Den sikkerhedspolitiske situation i Centralasien Af oberstløjtnant i.g. F. Akaltin, kaptajnløjtnant L.P.M. Johannesen og kaptajn K.E. Knudsen. Indledning De fem centralasiatiske stater Kasakhstan, Usbekistan, Turkmenistan, Kirgisistan og Tadsjikistan, opnåede sammen med en række andre tidligere sovjetrepublikker selvstændighed ved Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Egentlige forfatninger blev vedtaget i årene efter, med Kasakhstan som den sidste til at erklære uafhængighed i 1995. Opløsningen af supermagten efterlod regionen i et vakuum. Den sikkerhedspolitiske situation var spændt, tilknytningen til sovjetøkonomien ophørt og de nyopståede stater stod med mangfoldige udfordringer, med borgerkrig, økonomisk krise og anden uro på dagsordenen. Op gennem 1990 erne er det lykkedes at skabe nogenlunde ro i regionen, men der eksisterer fortsat centrale problemområder. Hovedparten af de fem centralasiatiske staters nuværende problemer afspejles i følgende citat bragt i Moskva tidsskriftet World News Connection, september 2002: The recently formed states of the region, which are suffering through the consequences of a protracted economic crisis and the shift to an economy with free market elements, will need more than just a decade to establish complete control over their territory, to create a modern defense potential, effective administrative and police structures and vital regional security systems and coordination of efforts in the field of combating terrorism, extremism, organized crime, illicit drug trafficking and so forth. Y. Stepanova I det følgende gennemgås den sikkerhedspolitiske situation i Centralasien, med henblik på at vurdere perspektiverne for stabilitet i regionen. Artiklen følger i store træk strukturen fra et speciale om emnet, hvor det er valgt at behandle den sikkerhedspolitiske situation i Centralasien opdelt på de tre niveauer; det globale niveau, det regionale niveau og det intra statslige niveau. Med udgangspunkt i at det globale niveau har stor indflydelse på problemstillinger på såvel det regionale som det intra statslige niveau, er det Militært Tidsskrift, 132. årgang nr.1 marts 2003, s. 14 40

Den sikkerhedspolitiske situation i Centralasien valgt at behandle dette niveau først. Efterfølgende behandles det regionale niveau, hvor afledte konsekvenser fra det globale niveau inddrages. Afslutningsvis behandles det intra statslige niveau, hvor konsekvenserne af såvel det globale som det regionale niveau inddrages, med henblik på at give en sammenfattende vurdering af perspektiverne for sikkerhedspolitisk stabilitet i Centralasien. Det globale niveau De centralasiatiske lande var som tidligere sovjetrepublikker en del af den sovjetiske indflydelsessfære under den kolde krig. Dette medførte umiddelbart efter Sovjetunionens sammenbrud, og den deraf følgende opløsning af den bipolære globale situation, en mulighed for, at andre aktører kunne få indflydelse i regionen. Indledningsvis var der en stor interesse fra den vestlige verden, anført af USA, for at støtte de nye selvstændige stater, for herigennem at hindre et tilbagefald til et nyt Stor rusland. I 1997 erklærede den daværende amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright i senatet, at: Central Asia is strongly in our national interests. Denne politik fulgte to hovedlinjer; for det første skulle de enkelte centralasiatiske staters uafhængighed af Rusland bibeholdes og om muligt udvides, og for det andet skulle Irans udenrigspolitiske spillerum indskrænkes. Et eksempel på dette er NATO s partnerskabsaftaler med de Centralasiatiske stater. I takt med at frygten for en tilbagevenden til den kolde krig er aftaget, er det primært adgangen til de forventede olie og naturgasressourcer i regionen, samt på det seneste kampen mod terrorisme i form af islamiske fundamentalister, som synes at have global interesse. Årsagen til den globale interesse i regionens olieforekomster skal ses i rammen af verdens samlede energisituation. Oliekrisen i 1973 udløste den største verdensøkonomiske krise siden Anden Verdenskrig, med en reduktion af olieproduktionen på bare 4%. Siden er olieproduktionen udenfor Mellemøsten øget, således at Mellemøsten i år 2000 var reduceret til ca. 1/3 af verdensproduktionen. Olien i Centralasien vil således kunne medvirke til en øget uafhængighed af det latent ustabile Mellemøsten. 1 Det er derfor et væsentligt aspekt at holde Centralasien isoleret fra Islamisk indflydelse. En smule anderledes forholder det sig med naturgassen. Her rækker verdens reserve i endnu 62 år, og i takt med at oliereserverne svinder ind, vil 1 MENA(2002): Middle East and North Africa Handbook (London; Europa Publications 2001), pp.124 125. 15

Den sikkerhedspolitiske situation i Centralasien blive et stigende behov for naturgas, specielt i Europa og Kina. Naturgas kan ikke erstatte olie, og kan desuden kun transporteres i de fornødne mængder via rørledninger. Dette betyder endvidere, at der for naturgas ikke findes et globalt, men derimod kun et regionalt marked, idet transporten via rørledninger kun er økonomisk forsvarlig op til 6000 km. Eftersom det kaspiske område råder over 38% af verdens naturgasreserve, vil det uden adgangen til naturgas fra det Kaspiske Hav ikke være muligt at skaffe Europa de fornødne forsyninger. 2 Årsagen til interessen i forbindelse med terrorangrebene 11. september, var at de centralasiatiske stater var væsentlige som udgangspunkt for en bekæmpelse at Taliban regimet i Afghanistan, men samtidigt var det også klart at fundamentalistiske islamistiske grupper opererede i Centralasien, hvorfor disse lande kunne blive såkaldte rugekasser for islamiske terroristorganisationer. 3 I det følgende behandles den globale indflydelse på Centralasien, idet det er valgt at behandle USA, Rusland, Europa og Kina som globale interessenter. Baggrunden for at behandle Rusland og Kina, som tillige er regionale aktører, på dette niveau, er at disse lande har afgørende interesser indenfor såvel adgangen til energiressourcer som kampen mod islamistiske fundamentalister. USA Udenrigsminister Colin Powell udtalte under sit besøg i Usbekistan i december 2001, at den amerikanske interesse i Centralasien går langt videre end blot bekæmpelse af islamiske fundamentalister i Afghanistan, hvilket understreger den amerikanske interesse i de omfattende energiressourcer i Centralasien. 4 USA er særligt interesseret i at hindre Iransk indflydelse i regionen, og dermed holde Centralasien fri af det ustabile Mellemøsten. Forud for 11. september 2001 var den amerikanske politik i regionen præget af en vent og se holdning, for ikke at blive involveret i det igangværende spil om regionen mellem Rusland og Kina, og ikke mindst den tiltagende islamiske ekstremisme. Terrorangrebene på World Trade Center tvang USA til at revurdere sin udenrigspolitik for regionen og spille en langt mere aktiv rolle. Alle fem centralasiatiske stater var hurtigt ude med støtteerklæringer til USA s krig mod 2 Müller, F.; Energiepolitische Interessen, pp. 24 26. 3 The Heritage Foundation: U.S. Policy in Central Asia and the War on Terrorism. 4 The International Institute for Strategic Studies, Survival vol. 44 no.3, Autumn 2002, pp.57 58. 16