Unge ufaglærte bemander psykiatrien i Region Midtjylland Opgaven i psykiatrien er for stor og kompleks til, at man skal risikere sikkerheden ved at ansætte sygeplejerskestuderende, der ikke har konflikthåndteringskursus, mener tillidsrepræsentant og eksperter. Det er blandt andet på Aarhus Universitetshospitals psykiatriske afdelinger i Risskov, at man oplever udfordringer med at give de ufaglærte sygeplejerske tilstrækkelig uddannelse i konflikthåndtering. Foto: Thomas Kellermann Af og Thomas Kellermann Tvangslidelser, personlighedsforstyrrelser og social fobi. Sådan lyder bare lidt af beskrivelsen af de patienters lidelser, der er at finde på Aarhus Universitetshospitals Afdeling for Depression og Angst i Risskov også kendt som Afdeling Q - og Afdelingen for Psykoser, Afdeling P. Fælles for de to afdelinger er, at man har ansat ufaglært personale i form af sygeplejerskestuderende som vikarer på sengeafsnittene. Ledelsen for de to afdelinger bekræfter, at mange af de studerende mangler konflikthåndteringskursus, der ellers er obligatorisk i Region Midtjyllands egen Model for Sikkerhed i Behandlingspsykiatrien, der er regionens interne retningslinjer. Regionen nikker genkendende til problemstillingen på et generelt plan. Jesper Priskorn, der er fællestillidsrepræsentant for Afdeling Q, kritiserer, at man først og fremmest ansætter sygeplejestuderende som ufaglærte i psykiatrien. Det er i forvejen problematisk, at man ansætter ufaglært personale til at varetage opgaver i psykiatrien, hvor man har brug for kontinuitet. At man oven i købet mangler konflikthåndteringskursus, mener jeg er kritisabelt, siger Jesper Priskorn. Udfordring på tværs af regionen Det er ikke kun Afdeling P og Q i Risskov, hvor de studerende har svært ved at deltage i kurset, forklarer Lars Riise Jensen, der er HR chef i Psykiatri og Social, Region Midtjylland. Vi genkender udfordringen generelt i psykiatrien i regionen, fordi måden, vi har tilrettelagt kurset, ikke harmonerer med de studerende, da de går i skole der, hvor vi tilbyder kurserne. Det skal vi selvfølgelig finde en praktisk løsning på, siger han. Han understreger, at man i psykiatrien i Region Midtjylland går op i, at alle medarbejdere har de fornødne kompetencer og grundlæggende kendskab til konflikthåndtering, fordi det både handler om medarbejdernes og patienternes sikkerhed: 1
Der er jo en grund til, at kurset er obligatorisk. Og derfor siger vi også, at hvis ikke man har det inden for tre måneder, kan man ikke på sigt arbejde i psykiatrien, siger Lars Riise Jensen og understreger, at den enkelte også skal sikre sig at have kurset, hvis man vil arbejde i psykiatrien. Samtidig forklarer han, at regionen også skal gøre sit for at bidrage med en praktisk tilrettelæggelse, så det kan lade sig gøre. Flere vikarer i Risskov Region Midtjylland har ikke kunnet give en præcis opgørelse over, hvor mange sygeplejestuderende der er ansat i deres psykiatriske afdelinger, og hvor mange af disse der mangler konflikthåndteringskursus. Dog skriver de i et mailsvar, at der i 2016 var 13 ansat på Afdeling Q, mens antallet i 2017 var steget til 22. Inge Voldsgaard og Susanne Bissenbacker, der er ledende sygeplejersker på henholdsvis Afdeling P og Q bekræfter begge, at det er svært for de sygeplejestuderende at deltage i kurset, fordi det ligger i dagtimerne, hvor de går i skole. Hvis du lavede en optælling over dem, vi har ansat som vikarer, ville det være få af dem, der har kurset, men det er også derfor, at vi ikke vil lade dem indgå i konfliktsituationer fra start, siger Inge Voldsgaard. Hun forklarer videre, at de sygeplejestuderende, der er ansat som vikarer i Risskov, ofte har været i praktik i psykiatrien, så de kender til den afdeling, de bliver ansat på. Klar fra start Jesper Priskorn, der er fællestillidsrepræsentant på Afdeling Q, kan godt følge Region Midtjyllands begrundelse om, at det kan være svært for de studerende at sætte tid af til kurset: Der kan opstå situationer, hvor det kan være nødvendigt, at den ufaglærte sygeplejerske træder til for at afhjælpe en konflikt, fordi man er så få på arbejde. Samtidig mener han ikke, at sikkerheden er i orden, bare fordi de studerende ikke får ansvar i konfliktsituationer. Ifølge Jesper Priskorn har man ikke nødvendigvis nok kendskab til konflikthåndtering fra praktikperioden, fordi patientgruppen kan være anderledes, når man bliver ansat, end den var i praktikken. Han bakkes op af Kevin McPhearson, der er specialist i aggressionshåndtering. Han forklarer, at der lige så godt kan opstå en konfliktsituation første dag, man er på arbejde i psykiatrien: Hvis ikke man har redskaber inden for konflikthåndtering, er man jo ikke klædt ordentligt på til arbejdet. Det mener jeg både er at risikere medarbejdernes, patienternes og kollegaernes sikkerhed, siger han. Skadelig udvikling Forskningsleder ved Psykiatrisk Center Sct. Hans, Jesper Bak, udtrykker bekymring over, at de sygeplejerskestuderende ikke har fået kurserne: 2
Hvis ikke man er klædt ordentlig på, har man langt sværere ved at håndtere konflikterne og forebygge dem. Og så kan konflikterne udvikle sig skadeligt. Formand for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning Emilie Haug Rasch er af samme holdning som Jesper Bak: Som udgangspunkt skal de studerende jo have den undervisning, som det kræver at arbejde der, hvor de arbejder. Uanset hvor meget eller lidt man arbejder, skal man føle sig rustet til at håndtere de opgaver, man får, fortæller hun og fortsætter: Det kan have konsekvenser for de studerende. Både på det personlige plan, men man kan blive tvivl om sit studie grundet en voldsom oplevelse, forklarer formanden. Erfarne medarbejdere i frontlinjen På Risskovs retspsykiatriske afdeling Afdeling R bruger man færdiguddannede vikarer på sengeafsnittene, fordi der er tale om en så kompleks patientgruppe. Alligevel viser en aktindsigt, at vedligeholdelsen af konflikthåndteringsundervisning også her halter bagefter. Dog bekymrer det ikke Jesper Priskorn lige så meget, som at man på Afdeling P og Q har ufaglært personale uden kurset: Det underlige er, at vi har personale fra et vikarbureau på R, som vi har krav om kommer med konflikthåndteringskursus. Men på P og Q, hvor man møder mange af de samme udfordringer, følger man tilsyneladende ikke lige så meget op på, at de ufaglærte, man ansætter, får kurset, siger han og uddyber: Det er klart, at det slider mere på de erfarne medarbejdere, hvis de arbejder sammen med uerfarne medarbejdere, der ovenikøbet ikke har konflikthåndteringskursus. Vold forekommer alle steder Ifølge aktindsigten var der på ét af afsnittene på Afdeling R i alt 97 registreringer af vold, chikane og trusler i 2017. Selvom ledelsen understreger, at flere personer godt kan registrere samme episode, så de 97 registreringer ikke er lig med antal hændelser, mener Jesper Priskorn, at det er noget, man må forberede sig på i psykiatrien: Det er jo ikke kun på R, at det foregår. Hvis man vil arbejde i psykiatrien, må man forberede sig på voldsomme hændelser, siger han og slutter: Jeg tvivler meget på, at det er en god idé, at sygeplejestuderende, der ikke har konflikthåndteringskursus, skal være med til at løfte den opgave, der ligger i at arbejde i psykiatrien. Regeringen og Danske Regioner indgik i starten af juni en ny aftale om regionernes økonomi. Her blev det vedtaget, at der øremærkes 200 millioner til et løft af psykiatrien i regionalt regi. 3
Direktør i Region Midtjylland: De studerende skal prioritere kurset over skolen De sygeplejerskestuderende, som er ansat som ufaglærte i psykiatrien, skal være villige til at skippe skolen til fordel for kurset i konflikthåndtering. Det mener sygeplejefaglig direktør i Region Midtjylland Claus Graversen. I løbet af 2018 flytter hele det psykiatriske afsnit i Risskov til nye lokaler på det nye supersygehus i Skejby. Foto: Thomas Kellermann Af Thomas Kellermann og Undervisning, eksaminer, lektier og et studiejob på en psykiatrisk afdeling. Det er den travle hverdag for sygeplejerskestuderende ansat som ufaglært arbejdskraft i psykiatrien i Region Midtjylland. Men ifølge sygeplejefaglig direktør i Region Midtjylland bør sygeplejerskestudiet ikke være en hindring for, at de studerende får det obligatoriske kursus i konflikthåndtering: Hvis en medarbejder siger nej til kurset, fordi de skal passe deres skole eller kolonihavehus, så er det et valg, som medarbejderen træffer. Og i sin yderste konsekvens indfrier den ansatte ikke ansættelseskravene og må afskediges, fortæller Claus Graversen. Ikke parat til at ændre på formen Kurset, som det ser ud i dag, tager typisk to til seks hverdage at fuldføre. Claus Graversen kan derfor godt forstå, at de studerende er i et dilemma, når de skal afsætte tid til det obligatorisk kursus: Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det er svært at få til at hænge sammen. Men vi har at gøre med noget, som vi af hensyn til medarbejderne og patienterne, synes er vigtigt. At de så af private årsager ikke kan eller vil deltage i det, det er i bund og grund deres beslutning. Weekendkursus kan være løsningen Oversygeplejerske på den psykiatriske afdeling, Afdeling Q, på Aarhus Universitetshospital i Risskov, Susanne Bissenbacker, har talt med de studerende, som er ansat i studiejob på afdelingen, om hvordan man bedst ville kunne løse problematikken: De foreslog, at man kunne lave et kursus over et par weekender eller om aftenen, og det har jeg undersøgt, forklarer Susanne Bissenbacker, men erkender, at det er en dyr løsning: Det er selvfølgelig noget dyrere, end når det ligger i hverdagen. Men vi er i gang med at undersøge det, forklarer oversygeplejersken. 4
En løsning som flere eksperter bakker op om. Direktør afviser weekend-løsning Sygeplejefaglig direktør i Region Midtjylland Claus Graversen afviser dog at imødekomme de studerendes skema og lægge kurserne i weekenden eller i aftentimerne: Det vil øge nettoomkostningerne, og vi vil ikke begynde at lægge kurserne om aftenen, fordi der er nogle, der ikke kan tage kurset i dagtimerne, forklarer han og fortsætter: Så må den enkelte gøre op med sig selv: Vil jeg være ansat eller ej?, slutter Claus Graversen. Region Midtjyllands egne retningslinjer foreskriver, at ansatte i psykiatrien senest tre måneder efter, at de er blevet ansat, skal have modtaget et kursus i konflikthåndtering. 5