Portræt Af Bo Jacobsen YALOM Den amerikanske psykiater Irvin D. Yalom er en af verdens mest kendte terapeuter. Bo Jacobsen fik lejlighed til at besøge ham i hans hjem i Californien og interviewede ham om forfatterskabet og om hans syn på eksistensen. Det er altid interessant at se, hvordan kollegerne har indrettet deres konsultationslokale. Er det et neutralt rum med en briks og en stol, som analytikerne anbefaler? Ligner det alternativterapeuternes lokaler med stearinlys og aurabilleder? I hvilken udstrækning har rummet et personligt præg? Irvin Yaloms konsultation i Californien ligger i et fremskudt anneks på en naturpræget villavej. Bag annekset ligger den store private villa grænsende op til et grønt område. I annekset vælter det californiske lys ind ad det brede vindue ud mod vejen. Her er skrivebordet med computeren; her skrives de mange bøger, oversat til alverdens sprog. Bagved, tæt op mod de omfattende bogreoler, finder vi de to lænestole, klientens og terapeutens, ved et lille rundt bord. Rummet er præget af afsondrethedens stilhed og fredelighed. Her findes den livsnødvendige mulighed for dvælen. Yalom selv fremtræder som en velkontrolleret, afspændt og velformuleret mand med akademisk præg. Særdeles høflig og beskeden. Måske havde man ventet noget andet ud fra hans dramatiske skriverier, der omfatter samtlige livets tragedier og glæder og kredser intenst om døden og livets ubodelige ensomhed. Men nej: Ingen store fagter, ingen vild eller følelsesfuld stemmeføring, ingen dramatiske gebærder. Derimod en ekstremt afdæmpet intensitet. Mesterterapeutens og forfatterens personlige dramaer udspiller sig tydeligvis indvortes bag en upåklagelig ydre fremtræden. Bøger som anledning Terapiens essens hedder Yaloms nyeste bog. I bogen opsummerer Yalom sit livs arbejde som terapeut for at videregive sine erfaringer til næste generation. Bogen kan læses med stort udbytte af både begyndere og erfarne terapeuter og rådgivere. Måske får erfarne terapeuter med et åbent sind i virkeligheden mest ud af denne letlæste og provokerende bog, der gør det let at sammenligne Yaloms terapistil med det, man selv gør. Bogen består nemlig af 85 gode råd, der har fået hvert sit lille kapitel. De gode råd formuleres konkret, personligt og med kliniske vignetter og replikskifter hentet fra forfatterens klinik. Kapitlerne har overskrifter som Terapeut og patient som rejsefæller, Gå selv i terapi, Hvordan skal man tale om døden?, Når patienten græder og Tre måder, terapeuten kan åbne sig på. Det er i anledning både af denne bog og af hovedværket Eksistentiel psykoterapi, jeg har opsøgt Yalom i hans hjem. Sidstnævnte bog har haft stor indflydelse på udviklingen af eksistentiel terapi i Danmark. Terapeutens empati BJ: Det diskuteres nu og da, om livserfaring er en forudsætning for godt terapeutisk arbejde. Kan en helt ung, sund og nyuddannet terapeut forstå en meget gammel eller en meget syg klient? Yalom: - Det afhænger af personens empati. Der er enorm stor forskel på, hvor meget empati den enkelte er i besiddelse af. Det handler om evnen til at krybe under huden på den anden. Det er svært arbejde. Som regel er det godt at have erfaringer med så mange forskellige slags klienter som muligt. Ikke blot én slags. Gode træningsprogrammer sørger for, at man får meget varierede klienterfaringer. - Når terapeuter begynder på deres træningsuddannelser, ser man, at der er meget stor forskel på den mængde empati, de enkelte er i besiddelse af. For dem, der ikke har så meget af den, er det en afgørende opgave at udvikle empatien, fx gennem egenterapi. Nogle mennesker synes nærmest at være fødte terapeuter. Carl Rogers plejede at sige, at man burde udvælge terapeuter, snarere end at uddanne dem. 17
Rejsefæller I sin nye bog spørger Yalom, hvad det er, der definerer eksistentiel terapi. Hvad er det eksistentielle? Det er ikke indholdet, der definerer. Naturligvis taler nogle patienter om død, aleneværen, eksistentielle valg og lignende, men de fleste taler om småting, om dagligdagens op- og nedture og dagligdagens irritationer. Nej, processen er det afgørende. Men processen bestemmes af indholdet på en helt særlig måde: En forøget bevidsthed om eksistentielle spørgsmål påvirker dybt relationen mellem terapeut og patient og påvirker hver enkelt terapisession, hedder det. BJ: Du siger, at eksistentiel bevidsthed påvirker den terapeutiske relation. På hvilken måde er relationen afhængig af, at terapeuten har konfronteret sig selv med sine egne eksistentielle temaer? Yalom: - I eksistentiel terapi kan patient og terapeut opfattes som rejsefæller. Både patient og terapeut må konfrontere de samme dybe eksistentielle temaer i livet og er på mange måder i samme båd. Derfor bør terapeuten være åben og ikke skjule noget for patienten. Men det er ikke indholdet, det er ændringerne i relationen, der definerer eksistentiel terapi. BJ: Hvorfor er det sådan, at fordi terapeuten har konfronteret sig selv med dybe eksistentielle spørgsmål, så ændres den terapeutiske relation til en rejsefællerelation? Yalom: - Det er ikke så meget dét, at terapeuten selv har konfronteret sig med de dybe eksistentielle temaer. Det er snarere det forhold, at patienten og terapeuten i situationen sammen konfronterer disse ting. Det skaber et særligt bånd imellem dem. - Dette bånd knyttes, når begge opdager, at de konfronterer det samme tema. Nemlig i den udstrækning vi opfatter det sådan, at den eksistentielle angst forårsager den samme fortvivlelse hos patient og terapeut. I så fald gælder det, at både patient og Da jeg beskrev de fire grundvilkår, tog jeg udgangspunkt i de anliggender, som på det tidspunkt forekom mig særligt aktuelle i min daglige praksis. 18
terapeut må stå over for den samme fortvivlelse og angst. Og det er meningsløst for terapeuten at forsøge at lade, som om han ikke selv kæmper med disse temaer. Eksistentielle teorier Blandt eksistentielt orienterede psykologer og terapeuter i Danmark har der været en del diskussion af, hvad de eksistentielle grundtemaer egentlig er for nogle. Hvad er det mon, Yalom finder det så afgørende for terapeut og klient at betragte sammen? I Eksistentiel psykoterapi opregner Yalom fire grundtemaer: død, aleneværen, frihed og meningsløshed. Men hvorfor lige disse fire? Medard Boss, en af de vigtigste europæiske eksistensterapeuter, opregner syv i sit hovedværk. Men selv hvis vi accepterer Yaloms fire, hvordan skal de så forstås? Som kendsgerninger? Nogle af os vil hellere se dem som dilemmaer, så vi ser menneskets grundproblemer spændt ud mellem poler, aleneværen og fællesskab, meningsfuldhed og meningsløshed etc. Jeg måtte høre Yaloms mening om, hvorvidt det er ting eller dilemmaer: Yalom: - Da jeg beskrev de fire grundvilkår, tog jeg udgangspunkt i de anliggender, som på det tidspunkt forekom mig særligt aktuelle i min daglige praksis. Så de er på den vis arbitrære, og man kunne lige så vel udvikle andre. Men jeg er ikke så optaget af dilemmatanken. Jeg forstår, hvad du mener, men jeg ser på grundvilkårene som de ultimative kilder til fortvivlelse og angst. - Lad os bare tage ensomhed som eksempel. Jeg har været sammen med min kone siden jeg var 15 år. Og det er en rar og bekræftende forestilling at gå gennem livet to og to. Vi beskytter os selv fra den tanke, at vi er kastet ind i verden alene, og at vi skal forlade verden alene. Vi lever i en illusion. Jeg er sikker på, at du i dit arbejde med kræftpatienter kommer ud for, at de virkelig oplever, at deres liv er begrænset, at de skal dø, og at de virkelig skal forlade deres livsledsager. Men jeg tror ikke, at vi i det almindelige liv særlig ofte kommer i kontakt med denne eksistentielle ensomhed. BJ: Men når du nævner ensomhed, er fællesskabet så ikke lige så vigtigt? Er det ikke sådan, at lige så ensomme som vi er, lige så meget hænger vi sammen med andre, så vores dilemma er, at vi både har medværen og aleneværen i os? Yalom: - Det tror jeg ikke. Dybest set er vi skrækslagne ved tanken om ensomhed, og derfor søger vi andres selskab... BJ: Det er underligt, for Medard Boss skriver, at man ikke kan opleve ensomhed eller tænke på ensomhed uden at forudsætte en eller anden form for fællesskab. Man kan ikke opleve at være alene, uden at man først har oplevet et fællesskab! Så fællesskabet er det mest grundlæggende Yalom: - Jeg er ikke enig. Jeg ved ikke, hvor Boss skulle vide det fra. Virkelig. Men jeg vil være ærlig over for dig. Jeg kender ikke hans arbejde særlig godt. Og det er ikke, fordi jeg ikke har forsøgt at læse ham. Han skriver bare så dårligt, i hvert fald i den engelske udgave, og er så svær at forstå. Det er næsten lige så slemt som Heidegger! BJ: Nåårh. Han er værre på tysk. Yalom: - Værre på tysk!!! Well, jeg er blevet ældre og mister tålmodigheden med folk, der ikke kan skrive klart. Så komplicerede er de begreber vel heller ikke. Når jeg selv skriver, bruger jeg ikke specialudtryk. Vores opgave er Om Yalom Den eksistentielt orienterede og meget psykologiske amerikanske psykiater Irvin D. Yalom hører til verdens mest kendte terapeuter. Han er en central person bag udviklingen af interpersonel gruppeterapi samt en hovedbidragyder til den eksistentielle psykoterapi. Derudover skriver han skønlitteratur med emner hentet fra psykoterapiens verden. Mange af hans bøger har fundet en meget bred læserkreds i Danmark og er udkommet på dansk på Hans Reitzels Forlag og Gyldendal. at kommunikere. Men med Heidegger føler jeg nogle gange, hans intention er ikke at være klar, men at lyde dyb. Være dunkel i stedet for klar. Så hvis jeg læser en bog, og har læst 30 eller 40 sider og jeg ikke kan forstå det, så smider jeg bogen over i den anden ende af værelset og går videre med noget andet. Desværre har jeg gjort det nogle gange med Boss BJ: I Danmark og Europa har man også diskuteret, om vi alle render rundt med disse fire grundvilkår på bunden af vores psyke, så terapeuten så at sige kan gå på jagt efter dem, eller om forekomsten og den terapeutiske relevans af de fire er forskellig fra menneske til menneske. Så vi må vælge mellem en fundamentalistisk og en fænomenologisk udgave af den eksistentielle terapi. Yalom: - Jeg opfatter det sådan, at der før eller senere er tegn på disse fire hos alle, men jeg laver mange terapier, hvor jeg slet ikke behandler de fire grundvilkår. Helt sikkert. Eller jeg behandler kun et enkelt af de fire spørgsmål. - Jeg har en patient i øjeblikket, der har enorme problemer med at træffe valg og med frihed, så vi arbejder med det hele tiden. Og det andet dukker slet ikke op. Så jeg er virkelig der, hvor klienten er. Jeg har slet ingen forudgående ideer om, at for at terapien skal være fuldstændig, så skal de igennem det ene og det andet. BJ: Ja, for ved den psykoterapeutiske behandling af kræftpatienter kan man diskutere, om de alle har en dødsangst, der 19
bør konfronteres og afdækkes, eller om det er et individuelt spørgsmål, så man hellere skal vente og se, hvad der overhovedet dukker op. Yalom: - Jeg holder med det sidste synspunkt. Mine erfaringer med kræftpatienter er, at nogle gerne vil vide besked, mens andre ikke vil høre noget. De vil hellere bruge deres benægtelse. Og jeg prøver aldrig at fjerne denne benægtelse, hvis jeg ikke er helt sikker på, at jeg har noget bedre at tilbyde. Man skal stole på visdommen i kroppens forsvar på dette punkt. Tabet af et godt og kærligt forhold er ikke nødvendigvis sværere at håndtere end tabet af et mindre godt forhold. Det er snarere omvendt. Det er i hvert fald min erfaring. Berøring Yalom tilråder en vis fysisk kontakt med patienten ved hver session. Det er som bekendt helt i modstrid med den analytiske visdom. Mennesker reagerer meget forskelligt på kropslig kontakt. Er der ikke en risiko for at terapeuten hermed overfører sine normer på patienten? Yalom: - Der er helt sikkert en risiko. Men du må huske på, at det jeg taler om, ofte blot er et håndtryk eller et klap på skulderen, når patienten går. Det er jo ikke lange omfavnelser. Selv om omfavnelser finder sted en gang imellem, for eksempel ved afslutningen, eller hvis patienten er meget fortvivlet. BJ: Du skriver meget overbevisende om det stærke, ægte bånd mellem patient og terapeut. Er der ikke en risiko for, at forholdet bliver så tæt, at patienten efter terapiens ophør vil længes tilbage og opleve tristhed og savn ved tanken om disse fantastiske møder? Yalom: - Jeg har ikke skrevet om det, men jeg har et meget konventionelt syn på terminationsarbejdet. Jeg forsøger at forberede patienten på afslutningen ved at tage det op allerede i de første sessioner og sørger for, at patienten får lov til at udtrykke sine følelser i forhold til, at det på et tidspunkt er slut. - At forholde sig til afslutningen svarer til at forholde sig til døden. Det er en måde at prøve at favne livet, mens man har det. At favne et forhold, mens man er i det. Snarere end at resignere og være optaget af angsten for at miste. Generalprøve på livet BJ: Hvis du har en ekstraordinært stærk, varm og meningsfuld relation mellem patient og terapeut, bliver det så ikke vanskeligere for patienten at overføre forholdet til hans eller hendes eget liv? Yalom: - Tabet af et godt og kærligt forhold er ikke nødvendigvis sværere at håndtere end tabet af et mindre godt forhold. Det er snarere omvendt. Det er i hvert fald min erfaring. Den, der har haft et dybt og kærligt forhold, har 20
lettere ved at håndtere det smertelige tab af en ægtefælle, end den, der har været i et utilfredsstillende forhold. Efter et utilfredsstillende forhold vil man typisk fortryde en masse ting, man har gjort, og føle vrede over det, man ikke fik gjort. - Jeg gør det klart for patienten, at afslutning er en del af terapien, og at de kan tale om det tidligt i forløbet. Ellers tager jeg det op, når det går fremad for patienten, og jeg foreslår, at vi skal forholde os til, hvilket arbejde vi så stadig har foran os i terapien. Jeg bruger ofte vendingen, at terapi er en generalprøve på livet. Jeg arbejder med at reproducere det, der sker i patientens andre relationer. Jeg undersøger deres andre nære relationer for at finde ud af, hvad der står i vejen for, at de kan opnå nærhed. BJ: Så terapi er ikke et mål i sig selv. Terapien er en forberedelse til og ikke en del af selve livet? Yalom: - Absolut. Dog er terapi livet selv på den måde, at forholdet mellem patient og terapeut er en tæt og dyb forbindelse. Relationen kan give patienten en indre reference til, hvad der er muligt i andre forhold. Men vi skal mere end blot lære mennesker at have en god terapirelation. Vi skal få dem til at forstå, at det er muligt for dem at have nære forhold, og at al deres frygt for, hvad der vil ske, hvis de oplever nærhed, er ubegrundet. Vi lærer dem, hvordan de kan skabe forbindelse. Heri ligger generalprøven på livet. BJ: Hvordan ser du kærlighedens rolle i den terapeutiske relation? Referencer: Boss, M.: Existential Foundations of Medicine and Psychology. Northvale: J. Aronson, 1994. Jacobsen, B.: Eksistensens psykologi. En introduktion. 3. udg. Kbh.: Hans Reitzel, 2000. Jacobsen, B., Jørgensen, S.D., og Jørgensen, S.E.: Kræft og eksistens. Om at leve med kræft. Kbh.: Dansk psykologisk Forlag, 1998. Yalom, I.: Eksistentiel Psykoterapi. Kbh.: Hans Reitzel, 1998. Yalom; I.: Terapiens essens. Kbh.: Gyldendal, 2002. Yalom: - Når jeg taler om kærlighed i sammenhæng med terapi, så taler jeg om caritas. Caritas handler om, at man er optaget af den andens vækst og udfoldelse. Den gode terapeut er optaget af og drager omsorg for den anden, for hvordan den anden har det, og hvordan han eller hun kan udvikle sig. For mig er det en meget væsentlig side af kærligheden. BJ: Er terapeutisk hjælp så egentlig blot det samme som god menneskelig medværen? Yalom: - Altså, du siger blot. Jeg synes det er meget Men ellers er jeg tilfreds med den definition. For jeg synes, den omfatter så meget. Den omfatter caritas, den omfatter empati og væren-for-den-anden. Den omfatter, hvordan man taler med andre, og hvordan man åbner sig selv. Jo, jeg er rigtig tilfreds med den definition. Yeah, that s plenty! Bo Jacobsen er psykolog samt professor, dr. phil. og forfatter til et antal psykologiske fagbøger, bl.a. Eksistensens psykologi. Han er tilknyttet Forum for eksistentiel psykologi og terapi 21