Kapitel 12 - Zions hær

Teksten er den del af: Kirkens historie i tidernes fylde Kapitel 12 - Zions hær Tidslinie Dato Feb. 1834 Marts-maj 1834 Maj 1834 Betydningsfuld begivenhed Højrådet i Kirtland støtter plan om dannelse af hær for at hjælpe de hellige i Missouri Medlemmer rekrutteres til Zions hær Zions hær begynder marchen 8. juni 1834 Zions hær opnår sit maksimale antal på 207 mennesker 9.-15. juni 1834 Guvernør Dunklin afviser at samarbejde med Zions hær 19. juni 1834 Voldsom storm beskytter Zions hær fra fjenderne 22. juni 1834 Herren fremsætter betingelserne for fremtidig forløsning af Zion 21.-29. juni 1834 Kolera angriber Zions hær 3. juli 1834 Præsidentskabet og stavens højråd bliver dannet i Clay County Indledning I løbet af vinteren 1833-34 håbede de hellige stadig på, at guvernør Daniel Dunklin ville hjælpe dem med at få deres hjem i Jackson County tilbage. Den 16. december 1833 modtog Joseph Smith dog en åbenbaring, der åbnede for adskillige muligheder. Herren fremlagde mange måder, hvorpå de hellige skulle løse uoverensstemmelsen i Missouri, men de hellige blev advaret om, at hvis alle fredelige midler fejlede, så var det muligt, at de skulle besætte deres retmæssige land ved magt (se L&P 101). Som begivenhederne udfoldede sig, bad Herren brødrene i Kirtland om at samle en hær og tage til Missouri. Zions hær blev en realitet. Zions hær organiseres Efter en vanskelig rejse ankom Parley P. Pratt og Lyman Wight til Kirtland fra Missouri den 22. februar 1834. Højrådet i Kirtland, som havde eksisteret i mindre end en uge (se L&P 102 i overskriften), samledes i Joseph Smiths hjem to dage efter for at høre parrets rapport og overveje Missouri-brødrenes anmodning om hjælp. Ved slutningen af mødet udtalte Joseph Smith, at han ville tage til Zion for at hjælpe med at forløse Zion. Han bad om højrådets stemme til at godkende sin beslutning. Han blev enstemmigt støttet. Profeten bad da om frivillige, der ville tage med ham. Tredive eller fyrre af de tilstedeværende mænd meldte sig, og Joseph blev udvalgt til at være "øverstbefalende for Israels hære."1 Den samme dag modtog Joseph Smith en åbenbaring vedrørende rekrutteringen og størrelsen af denne hær. Otte mænd, deriblandt profeten, skulle hjælpe til med at rekruttere unge og midaldrende mænd til Zions hær og til at indsamle penge til de undertrykte medlemmer i Missouri. De skulle rekruttere et kompagni på 500 mænd Side 1 af 10

om muligt -- men ikke mindre end 100 -- til at marchere til Missouri for at forløse og genopbygge Zion (se L&P 103:11, 22, 29-40).2 Disse otte missionærer begyndte sent i februar to og to at besøge Kirkens grene over hele det østlige Amerika for at indsamle penge og rekruttere mænd til Zions hær. Profeten var ikke tilfreds med antallet af de rekrutterede frivillige. I april foreslog han, at brødrene i øst meldte sig til at tage til Missouri med Zions hær, ellers ville de miste chance for at "forbedre sig ved at opnå et så velsignet land... og modstå den ugudelige pøbel...... Hvis denne kirke, som prøver at være Kristi kirke, ikke vil hjælpe os, når det kan gøres uden offer... vil Gud fratage dem deres talenter og give dem til dem uden talenter, og han vil forhindre dem i for altid at finde et skjul eller et arvelod på Zions jord."3 Ikke desto mindre meldte få frivillige sig fra øst til hæren. En af dem, som gjorde det, var en nyomvendt, 27-årige Wilford Woodruff fra Connecticutt. Wilford var imponeret over Parley P. Pratts følelsesladede appel for at skaffe frivillige, men han tøvede med at melde sig på grund af sine forretninger. Wilford Woodruff skrev i sin dagbog: "Jeg forklarede broder Parley vores omstændigheder. Han fortalte mig, det var min pligt at prøve på at forberede mig til at tage til Zion. Og efterfølgende anvendte jeg alle muligheder for at betale mine regninger, afsluttede mine forretninger og forberedte mig til at slutte mig til mine brødre på deres rejse til Missouri."4 Den 25. april boede Wilford i Joseph Smiths hjem i Kirtland og hjalp med at forberede andre til hæren. Den 21. april var Hyrum Smith og Lyman Wight nordvest for Kirtland for at rekruttere flere. De skulle lede dem, som ønskede at følge dem til Josephs kompagni ved Saltfloden i det østlige Missouri. De besøgte Kirkens grene i det nordlige Ohio, Michigan og Illinois, og fik rekrutteret mere end tyve frivillige, over halvdelen fra Pontiac i Michigan.5 Hosea Stout, som senere spillede en væsentlig rolle i Kirken, var endnu ikke blevet medlem, da Hyrum og Lyman besøgte hans hjemby i Michigan. Hosea skrev senere: "Virkningen af deres tale var overvældende, og da jeg tænkte over, at de var på vej til Zion for at slås for deres tabte arvelod under speciel ordre fra Gud, kunne jeg næsten ikke tøjle min lyst til at tage med."6 Bestræbelserne med rekruttering i Kirtland var mindre skuffende. Mange stærke præstedømmebærere i Kirtland meldte sig til marchen til Zion. 32-årige Brigham Young trådte frem og prøvede at overtale sin ældre broder til også at tage med. Joseph Smith sagde til de to brødre: "Bror Brigham og bror Joseph, hvis I tager med mig i hæren til Missouri og følger min vejledning, lover jeg jer i den almægtiges navn, at jeg vil føre jer frem og tilbage igen, uden et hår på jeres hoved skal blive rørt." Da Joseph Young hørte dette, indvilligede han i at deltage, og de tre mænd udvekslede håndtryk i bekræftelse af aftalen.7 Mange af mændene i Zions hær forlod familier med meget få eller ingen penge og ingen mulig indtjening. For at forhindre unødige trængsler, plantede medlemmerne haver, så kvinderne og børnene kunne høste majs og anden afgrøde under hærens fravær. Frivillige samlede forsyninger og hesteforspand til deres rejse, så vel som klæder, sengetøj, mad og våben til de hellige i Missouri. Nogle få ældster, deriblandt Oliver Cowdery og Sidney Rigdon, blev ladt tilbage for at lede den fortsatte bygning af templet og for at styre andre af Kirkens anliggender i Kirtland.8 Marchen mod Zion Side 2 af 10

Den 1. maj, den udsete dag for påbegyndelsen af den 1600 kilometer lange march, var blot tyve klar til at tage af sted. Joseph Smith sendte dem 80 kilometer syd for New Portage, hvor de skulle vente på de andre. Søndag den 4. maj samledes over 80 frivillige i Kirtland. Næsten alle var unge mænd. Nogle var bange for det, der lå forude. Heber C. Kimball sagde: "Jeg forlod min kone, mine børn og mine venner uden at vide, om jeg nogensinde ville se dem i live."9 Den dag talte profeten til Kirtlands hellige, før de tog afsted. George A. Smith skrev: "Han understregede nødvendigheden over for dem af at være ydmyge, udøve tro og tålmodighed og efterleve den Almægtiges befalinger... Han bar vidnesbyrd om sandheden i det arbejde, som Gud havde åbenbaret gennem ham og lovede brødrene, at hvis de alle levede i overensstemmelse med det, de skulle for Herren og holdt hans befalinger... ville de alle komme sikkert tilbage."10 Den følgende dag påtog Joseph Smith sig sin rolle som hærens øverstbefalende. De 80 mænd tilsluttede sig de 20 brødre i New Portage sent tirsdag aften den 6. maj 1834. Her organiserede profeten hæren. Han delte kompagniet ind i hold på 10 og 50 og bad hver gruppe udnævne en anfører, som skulle tildele den enkelte sine forpligtelser. En rekrut, Joseph Holbrook, rapporterede, at hæren var organiseret "i henhold til Israels fordums orden".11 Mændene samlede deres penge i én fælles kasse, som blev administreret af Frederick G. Williams, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, som var udnævnt til kasserer. Rekrutternes gennemsnitsalder var 29, samme alder som deres leder Joseph Smith. George A. Smith, profetens fætter, var den yngste med sine 16 år, og Samuel Baker var den ældste med sine 79 år. Den 8. maj genoptog hæren sin lange march mod vest. Gennem hele turen blev hæren gradvist styrket med yderligere frivillige, våben, forsyninger og penge. Ledere forsatte med at rekruttere hjælp fra de hellige bosiddende i Ohio, Indiana og Illinois. Da Zions hær krydsede Mississippifloden til Missouri var hæren på 185 mand. Den 8. juni ved Saltfloden i Missouri, hvor Joseph havde aftalt at mødes med Hyrum Smiths kompagni fra Pontiac i Michigan, var hæren størst: 207 mænd, 11 kvinder, 11 børn og 25 bagagevogne. På mange måder var den daglig rutine i Zions hær den samme som i andre hære. De mest duelige mænd gik ved siden af de tungt lastede vogne langs de mudrede og støvede spor. Mange bar rygsække og geværer. Det var ikke ualmindeligt for dem at gå mere end 55 kilometer om dagen på trods af vabler på fødderne, trykkende varme, store regnskyl, høj luftfugtighed, sult og tørst. Bevæbnede vagter blev placeret rundt om lejren om natten. Klokken 4.00 om morgenen vækkede trompetisten de søvnige mænd med reveillen spillet på et gammelt forslået valdhorn. Hvert kompagni samledes til bøn og gik derefter i gang med deres respektive opgaver. Nogle medlemmer samlede brænde, andre hentede vand, lavede morgenmad, og tog telte ned. Vognhjul skulle smøres, og heste skulle fodres og strigles, før de blev spændt for til dagens rejse.12 Bespisning af hæren var et af de mere påtrængende problemer. Det blev ofte krævet, at mændene skulle spise begrænsede portioner af groft brød, harsk smør, majsgrød, stærk honning, råt svinekød, rådden skinke, og maddikebefængt bacon og ost.13 George A. Smith skrev, at han ofte følte sig sulten: "Jeg var så træt, sulten og søvnig, at jeg drømte, mens jeg gik langs vejen, at jeg så en dejlig bæk med behagelig skygge og med et godt stykke brød og en flaske mælk, der lå på en dug ved siden af bækken."14 Af og til siede mændene sumpvand for at fjerne myggelarverne, før de drak det.15 Mælk og smør fik de ofte af bønderne under meget uhygiejniske forhold, hvilket gav anledning til frygt i hæren for mælkesyge, opkastninger eller endda døden. Men Joseph Smith sagde, at medmindre de fik at vide, at mælken var dårlig, så skulle de bruge alt, hvad de fik Side 3 af 10

af en ven eller fjende, det ville gavne dem, og ingen ville blive syge af det; skønt vi gik igennem områder, hvor mange mennesker og kvæg var smittede og syge, gik mine ord dog i opfyldelse."16 Ved flere lejligheder belærte Joseph Smith de andre i hæren om at bevare naturens ressourcer og undgå at slå ihjel. En eftermiddag, mens Joseph var ved at slå sit telt op, opdagede han og nogle andre tre klapperslanger. Da mændene forberedte sig på at slå dem ihjel, sagde Joseph: "Lad dem være -- skad dem ikke! Hvordan skal slangen nogensinde miste sin gift, når Guds tjenere til stadighed bekriger den med samme egenskaber? Menneskene må først blive harmløse, snarere end brutale skabninger, før dyrene bliver det." Slangerne blev forsigtigt på pinde båret over på den anden side af en bæk og sat fri. Joseph bad alle i hæren om ikke at slå dyr ihjel, medmindre det var nødvendigt for at undgå sult.17 Ulig andre hære understregede Zions hær meget åndeligheden. Udover bønner sammen med kompagniet, blev mændene formanet til at bede deres personlige bønner morgen og aften. Om søndagen hvilede hæren, holdt møder og deltog i nadveren. De nød ofte privilegiet at høre profeten undervise i rigets læresætninger. Hæren troede på, at Herren fulgte dem. Profeten erindrede: "Gud var med os, og hans engle gik foran os, og troen i vores lille gruppe var uden tvivl. Vi ved, vi havde engle, som vores medrejsende, for vi så dem."18 Den 2. juni 1834 krydsede hæren Illinoisfloden ved Phillips Ferry. Profeten og nogle få andre gik langs skrænten og fandt en enorm høj med menneskeknogler spredt ud over det hele, og noget som syntes at være resterne af tre gamle altre. Et hul blev gravet, og et stort menneskeskelet blev fundet med en stenpil mellem dets ribben. Da brødrene forlod højen, adspurgte Joseph Herren og erfarede i et syn, at skelettet var et levn af en mand ved navn Zelph, en tidligere lamanitisk krigshøvding, som var blevet dræbt under den sidste kamp mellem lamaniterne og nephiterne."19 Herren velsignede også hæren med en sikker rejse gennem ofte truende omstændigheder. Medlemmerne i hæren prøvede at holde deres identitet og marchens formål skjult. Af og til syntes hæren større eller mindre for dem, som prøvede at bestemme dens styrke. Nær Dayton Ohio gik et dusin mænd ind i hæren og mente, der var 600 soldater. Da hæren krydsede Illinoisfloden, mente færgemanden, at der var 500 i kompagniet.20 Da de mødte modstand i Indianapolis, forsikrede Joseph brødrene, at de ville kunne gå igennem byen, uden at nogen i byen ville opdage det. Han inddelte dem i små grupper, som spredtes på forskellige ruter og kom igennem byen, uden at blive genkendt. På trods af potentielle fjender blev det mest irriterende problem indbyrdes skænderier og strid i hæren. Nogle af mændene frygtede mulige farer, andre beklagede sig over ændret livsstil, og enkelte satte spørgsmålstegn ved ledernes beslutninger. I de fyrre dage de marcherede sammen opstod der uundgåeligt uoverensstemmelser under de hårde levevilkår i hæren. Kværulanter gav ofte Joseph Smith skylden for deres gener. Sylvester Smith (ikke en slægtning til Joseph Smith), en skarptunget gruppekaptajn, førte ofte an i diskussionerne. Han beklagede sig over, at maden var for dårlig, forberedelserne til turen for ringe, og at Josephs vagthund holdt ham vågen om natten. Om aftenen den 17. maj blev Joseph bedt om at afgøre en uoverensstemmelse mellem nogle af brødrene. Han udtalte, at han fandt en "oprørsånd i Sylvester Smith, og til en vis grad i andre. Jeg fortalte dem, at de ville blive mødt med uheld, vanskeligheder og forhindringer, og sagde: 'Og I vil opleve det, før I forlader stedet her,' idet jeg formanende dem til at ydmyge Side 4 af 10

sig for Herren og stå sammen, så at de ikke ville blive plaget."21 Den efterfølgende dag var profetien gået i opfyldelse: Næsten alle hestene var syge eller halte. Profeten lovede dem, at hvis de ville ydmyge sig og ende deres uoverensstemmelser, ville dyrene øjeblikkeligt blive helbredte. Ved middagstid var dyrene igen raske, med undtagelse af Sylvester Smiths hest, som døde. Strid opstod igen, da Sylvester Smith truede med at slå Josephs vagthund ihjel. Den 3. juni stod en frustreret Joseph Smith på et vognhjul og skældte mændene ud for deres manglende ydmyghed, deres brokkerier og kritik: "Jeg fortalte dem, at Herren havde åbenbaret for mig, at en plage ville ramme vores hær, som en konsekvens af genstridige og uregerlige holdninger, som var blandt dem, at de ville dø som får med klovsyge; men hvis de ville omvende sig og ydmyge sig for Herren, ville plagen måske blive afværget; men medlemmerne af denne hær ville lide, hvis de gav efter for deres uregerlige temperament, så sandt som Herren lever."22 Denne triste åbenbaring gik i opfyldelse inden for få uger.23 Bestræbelser på at opnå fred Anti-mormonerne i Jackson County blev i juni informeret om den nært fremrykkende hær, da en postmester i Chagrin, Ohio skrev til postmesteren i Independence: "Mormonerne er i gang med at organisere en hær for at genvinde Zion, dvs. tage byen med magt."24 Da de troede, at en mormoninvasion var nært forestående, begyndte tropper i Jackson County at lave øvelser, og vagter blev placeret ved alle færgerne langs Missourifloden. I en ondskabsfuld ånd, måske med håbet om at forhindre hellige i at vende tilbage, nedbrændte pøbelen 150 hjem tilhørende mormonerne bosiddende i amtet. Medlemmer i Zions hær mente, at spioner fra Missouri var fulgt efter dem i hundreder af kilometer. En nat gik en fra Missouri ind i hæren og sværgede, at han vidste, at deres mål var Jackson County, og at de aldrig ville krydse Missourifloden i live. Alt imens fortsatte Kirkens ledere i Clay County med at anmode om guvernør Daniel Dunklins forsikring om, at han ville støtte de hellige i at vende hjem, genvinde deres ejendomme, og leve i fred og fordragelighed i Jackson County. Guvernøren indrømmede, at de hellige var blevet uretmæssigt fordrevet fra deres hjem, og han prøvede at få de våben tilbage, der var taget fra de hellige, da de blev fordrevet fra Jackson County i november året før. Derudover erkendte han, at det ville blive nødvendigt med en bevæbnet styrke udsendt fra staten, for at mormonerne kunne få deres land tilbage og for at beskytte dem, mens domstolen arbejdede på de juridiske sider af sagen. Da Zions hær ankom til Missouri sendte Joseph Smith ældsterne Orson Hyde og Parley P. Pratt til hovedstaden Jefferson City for at forvisse sig om guvernør Dunklins villighed til at holde sit løfte om at støtte de helliges tilbagevenden til Jackson County med hjælp fra statens milits. Samtalen var en bitter skuffelse. Dunklin påstod, at anvendelsen af hæren ville føre hele staten ud i en åben krig. Han fortalte brødrene, at de kunne undgå blodsudgydelser ved at opgive deres rettigheder, sælge deres jord og flytte hen til et andet sted. Dette var uacceptabelt for Kirken. Guvernøren bad dem så om at appellere til domstolene, men brødrene følte, at han var klar over det nytteløse i det. Domstolens funktionærer var blandt anti-mormonerne i amtet, så det var som at henvise dem til en gruppe tyve for at tilvejebringe stjålen ejendom.26 Parley var også overbevist om, at guvernøren var en kujon, og at han var moralsk forpligtet til at trække sig tilbage, da han ikke opfyldte sit embedes forpligtelser. Side 5 af 10

Ældste Pratt og ældste Hyde sluttede sig til Zions hær, der nærmede sig målet. Deres rapport fjernede alt håb om, at de hellige i Missouri ville få lov til at vende tilbage til deres hjem på fredelig vis. Brødrene indså desuden, at anti-mormonerne ventede på at tilintetgøre alle mormoner, som forsøgte at bosætte sig i Jackson County. Profeten påkaldte Herren som vidne til de helliges retmæssige hensigt og oprigtigheden i deres løfter. Vrede og frustrerede over guvernørens beslutning genoptog Zions hær sin march. I mellemtiden arrangerede dommer John J. Ryland fra Clay County et møde den 16. juni i retten i Liberty. Et udvalg af borgere fra Jackson County og repræsentanter fra de hellige i Clay County skulle mødes for at løse deres uoverensstemmelse. En stor uregerlig, krigerisk skare samledes ved mødet. Ikke-mormonerne foreslog at købe al ejendom, som tilhørte de hellige i Jackson County, inden for 30 dage til priser fastsat af tre upartiske dommere, eller at mormonerne gjorde det samme og opkøbte al deres ejendom i samme periode. Dette forslag var urealistisk. De hellige havde ikke nok midler til at købe selv en lille del af den jord, som ikke tilhørte mormonerne, og de kunne ikke sælge deres jord i Zion, fordi Herren havde bedt dem om at købe jorden og bosætte sig på den.27 Disse ting var velkendte for alle anti-mormoner. Stemningen blev pisket op, da repræsentanten for Jackson County sværgede, at folk i Missouri hellere ville slås for hver centimeter jord end lade de hellige vende tilbage. "En baptistpræst... udtalte: 'Mormonerne har boet længe nok i Clay County; og de må enten gå frivilligt eller blive smidt ud.' Mr Turnham, ordstyreren, svarede klogt, da han sagde: 'Lad os være republikanere; lad os ære vores land og ikke vanære det som Jackson County. For Guds skyld lad os ikke fratage mormonerne deres rettigheder eller fordrive dem. De er bedre borgere end mange af de oprindelige.'"28 Mormonudvalget forberedte en udtalelse, hvori det blev specificeret, at de hellige ikke ville indlede fjendtligheder, og at de lovede at svare på Jackson Countys forslag inden for en uge. Kort tid efter udarbejdede de hellige et modforslag, hvori det blev foreslået, at en upartisk komité skulle vurdere de ejendomme, der tilhørte de mennesker, der ikke ville bo i samme amt, som de sidste dages hellige, og at de hellige så ville købe ejendommene inden for et år. Derudover lovede de hellige, at de ikke ville vende tilbage til Jackson County, før betalingen havde fundet sted. Disse forhandlinger viste sig desværre resultatløse.29 Begivenheder ved Fishingfloden Den 18. juni var Zions hær 1½ kilometer uden for Richmond, amtsbyen i Ray County. Da hæren slog lejr, fik profeten en forudanelse om en forestående fare. Han gik ind i skoven og bad om sikkerhed, og han blev forsikret om, at Herren ville beskytte dem. Han fik vækket hæren tidligt om morgenen, og de forlod stedet uden at bede morgenbøn eller have spist morgenmad. Da de marcherede gennem Richmond, fortalte en ophidset sort kvinde Luke Johnson: "Der er en samling mænd, der ligger i baghold for at slå jer ihjel denne morgen, når I passerer igennem byen." De mødte ingen modstand, skønt de kun kunne marchere ca. 15 kilometer, sinket af ødelagte vognhjul. I stedet for at nå deres destination i Liberty, slog de lejr i Clay County på en bakke mellem to forgreninger af Fishingfloden. Da Joseph erfarede, at pøbelen forberedte et angreb, knælede han ned og bad igen om himmelsk beskyttelse. Josephs frygt blev bekræftet, da fem bevæbnede Missouri-borgere red bandende ind i hæren og sværgede, at mormonerne ville "se helvede før daggry."30 De pralede med, at næsten 400 mænd Side 6 af 10

havde tilsluttet sig dem fra amterne Ray, Lafayette, Clay og Jackson, og at de var parate til at krydse Missourifloden ved Williams Ferry, og at de virkelig ville tilintetgøre mormonerne.31 Der lød skud, og nogle af mændene ønskede at kæmpe, men profeten lovede dem, at Herren ville beskytte dem. Han sagde: "Stå stille og se Guds frelse."32 Et par minutter efter, at de fem havde forladt dem, viste der sig en lille sort sky på den klare himmel. Den bevægede sig mod øst, udfoldede sig som en skriftrulle, og fyldte himlen med mørke. Da den første færge med dele af pøbelen krydsede Missourifloden mod syd, gjorde en pludselig hård vind det næsten umuligt for færgen at vende tilbage efter en ny flok. Stormen var så intens, at Zions hær måtte efterlade deres telte og finde ly i en gammel baptistkirke i nærheden. Da Joseph kom ind, udbrød han: "Mænd, der er en mening med dette. Gud er i stormen."33 Det var umuligt for nogen at falde i søvn, så gruppen sang salmer og hvilede på de hårde bænke. Et medlem af hæren nedskrev: "Under hele dette forløb var horisonten et stort flammehav med forfærdelige tordenskrald."34 Pøbelen prøvede at finde ly hvor som helst, det var muligt. Den voldsomme storm brækkede grene af træer og ødelagde afgrøderne. Den gennemblødte og gjorde pøbelens ammunition ubrugelig, den skræmte og spredte hestene, og Fishingfloden gik så meget over sine bredder, at det var umuligt for pøbelen at angribe Zions hær. Profeten genkaldte sig: "Det synes, som om hævnens bemyndigelse var kommet fra kampens Gud for at beskytte sine tjenere fra deres fjenders tilintetgørelse."35 To dage senere, den 21. juni, red oberst John Sconce og to medlemmer af Ray Countymilitsen hen til Zions hær og erfarede mormonernes hensigter. "Jeg ser, at der er en almægtig magt, der beskytter dette folk," indrømmede Sconce.36 Profeten forklarede, at det eneste formål, der var med Zions hær, var at hjælpe deres brødre med at vende tilbage til deres jord, og at de ikke havde til hensigt at skade nogen. Han sagde: "De ondskabsfulde rapporter, der har været i omløb om os, er ikke sande og er startet af vores fjender for at føre til vores tilintetgørelse."37 Sconce og hans følge blev så berørte af historierne om de uretfærdige prøvelser og lidelser, som de hellige havde måttet gå igennem, at de lovede at bruge deres indflydelse til at vende de dårlige følelser, der herskede omkring mormonerne. Den efterfølgende dag, den 22. juni, modtog Joseph en åbenbaring, hvor Herren udtrykte utilfredshed med Kirkens medlemmers ulydighed og selviskhed: De "giver ikke de fattige og lidende af deres midler, som det sømmer sig for hellige. De er ikke forenede efter den forening, som det celestiale riges lov fordrer" (L&P 105:3-4) Denne tugtelse var rettet specielt mod de medlemmer i grenene, der var langsomme til at give af sig selv og deres midler til Zion (se L&P 105:7-8). De hellige skulle lære deres pligt og have mere erfaring, inden Zion ville blive forløst (se L&P 105:9-10) Derfor sagde Herren: "Derfor er det nødvendigt, at mine ældster venter en liden tid med Zions forløsning." (L&P 105:13). Han lovede, at de lydige ville modtage en gave fra himlen, hvis de forblev trofaste (L&P 105:11-12). Hvis Zions hær ikke opnåede sine militære mål, så lykkedes det dem at tjene Herren. Om mændene i hæren sagde han: "Jeg har hørt deres bønner og vil modtage deres offer: Dog har jeg ladet dem komme hertil for at prøve deres tro" (L&P 105:19). For nogle af de hellige var Herrens befaling om ikke at gå i kamp den sidste prøvelse på deres tro. Skuffede og vrede faldt de fra. Som et resultat af deres oprør, advarede profeten igen hæren om, at Herren ville sende en forfærdelig plage til dem, som et resultat Side 7 af 10

af deres uretmæssige klager. Dagen før denne åbenbaring var to mænd blevet ramt af kolera. Tre dage efter var adskillige ramt af den frygtede sygdom, som var blevet overført i forurenet vand. Epidemien spredte sig, resulterede i kraftig diarre, opkastninger og krampeanfald. Før sygdommen var ovre, var omkring 68 blevet smittet, deriblandt Joseph Smith. 14 døde, en af de 14 var en kvinde ved navn Betsy Parrish.38 Den 2. juli fortalte Joseph hæren: "Hvis de ville ydmyge sig for Herren og indgå pagt om at holde hans befalinger og adlyde mine ord, ville plagen ophøre fra den stund, og der ville ikke være andre koleratilfælde blandt dem. Brødrene indgik en pagt om dette ved opløftede hænder, og plagen ophørte."39 Opløsning af hæren og reorganisering af de hellige Den 25. juni under koleraens højdepunkt, inddelte Joseph hæren i små grupper for at vise folkene i Missouri de helliges fredelige hensigter. Ti dage senere blev en formel afløsning af alle de trofaste medlemmer af hæren skrevet og gjort klar. Lyman Wight rapporterede, at profeten "sagde, at han nu var villig til at vende tilbage, at han var fuldt ud tilfreds med at have udført Herrens vilje, og at Herren havde accepteret vores ofre, som Herren havde gjort, da Abraham ofrede sin søn Isak; og i sin afslutningsbøn bad han Herren om at velsigne os med evigt liv og frelse."40 Hæren blev opløst, efter at profeten havde afløst medlemmerne. Nogle blev i Missouri i henhold til Fishingfloden-åbenbaringen (se L&P 105:20), og nogle vendte tilbage til deres missionsområder, men de fleste tog tilbage til deres familier i øststaterne. Den samme dag, den 3. juli, organiserede profeten et præsidentskab og et højråd i Missouri for at hjælpe biskop Edward Partridge med at styre Kirkens anliggender i området. Joseph Smith frarådede dog de hellige at holde kirkemøder i et forsøg på at berolige de urolige lokale borgere. Livet i Clay County blev nemmere for de hellige i resten af 1834 og i 1835. I denne periode var der kun lidt forfølgelse, og de hellige nød nogen fremgang. De fleste ikke-mormoner i Clay County var venlige. Denne gode stemning ændredes dog, da de hellige fortsatte med at indvandre til Missouri i håb om at vende tilbage til Jackson County, og da nogle af medlemmerne købte jord i Clay County. Uheldigvis havde nogle få medlemmer ikke lært af forfølgelserne i Jackson County, da de ophidsede de oprindelige indbyggere med snak om, at deres jord i virkeligheden tilhørte de hellige. Kollektivt ophørte medlemmerne med at følge Herrens råd: "Tal ikke om dommen, ros jer ej heller af tro eller kraftige gerninger, men saml jer med forsigtighed på eet sted, så meget det lader sig gøre uden at såre folkets følelser. Og se, jeg vil give jer gunst og nåde i deres øjne, så I kan hvile i fred og tryghed" (L&P 105:24-25). Joseph Smith og nogle få andre ledere af Zions hær ankom igen til Kirtland tidligt i august, hvilket var en lettelse for de hellige i Kirtland, som var bekymrede over forlydende om, at profeten var blevet dræbt. Senere den måned hørte et højråd klager fra Sylvester Smith og andre, der stadig var vrede over Zions hær. Ti mænd, der havde deltaget i Zions hær, afviste Sylvester Smiths anklager og vidnede, at Joseph Smith ikke var skyldig i uværdig opførsel. Efter at have gennemgået beviserne, indrømmede Sylvester, at han havde taget fejl og havde opført sig dårligt. Resultater af Zions hær Side 8 af 10

Zions hær kunne ikke hjælpe de hellige med at genvinde deres jord, og de blev ramt af uoverensstemmelser, frafald og dårligt omdømme, men der kom adskillige gode resultater ud af rejsen. Ved at melde sig frivilligt havde medlemmerne udvist deres tro på Herren og hans profet, og de havde vist deres oprigtige ønske om at følge de sidste dages åbenbaringer. De viste deres bekymring for de udviste hellige i Missouri ved deres villighed til at give deres liv, hvis det var nødvendigt for at hjælpe dem. Denne hårde rejse tjente som en prøvelse for at finde dem, som var værdige til at tjene i Kirkens lederskab, som man kunne stole på, og som kunne modtage deres begavelse i Kirtland templet. Profeten udtalte senere: "Gud ønskede ikke, at I skulle i kamp. Han kunne ikke organisere sit rige med tolv mænd til at åbne evangeliets døre til jordens nationer, og med 70 mænd under deres vejledning til at følge i deres fodtrin, medmindre han tog dem ud af en gruppe mænd, der havde tilbudt deres liv, og som havde givet store ofre, så som Abraham."41 I februar 1835 blev De Tolv Apostles Kvorum og De Halvfjerds' Første Kvorum organiseret. Ni af de oprindelige apostle, alle syv præsidenter i De Halvfjerds' Første Kvorum, og alle de andre 63 medlemmer i dette kvorum tjente i Israels hær, der marcherede til det vestlige Missouri i 1834. Zions hær tugtede, polerede og styrkede mange af Herrens tjenere åndeligt. De opmærksomme og de pligttro modtog uvurderlig praktisk træning og åndelig erfaring, som tjente dem godt under senere kampe for Kirken. Prøvelserne og udfordringerne, de oplevede på de 1600 km, gav Brigham Young, Heber C. Kimball og andre, som ledte de udviste hellige fra Missouri til Illinois og fra Nauvoo over sletterne til Rocky Mountains, uvurderlig træning. Da en skeptiker spurgte, hvad han havde lært på turen, svarede Brigham Young prompte: "Jeg ville ikke bytte den viden, jeg har modtaget dette år for hele Geauga County."42 Slutnoter 1. History of the Church, 2:39. 2. Foregående to afsnit er taget fra Milton V. Backman jun., The Heavens Resound: A History of the Latter-day Saints in Ohio, 1830-1838, (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1983), s. 173-175. 3. History of the Church, 2:48. 4. Wilford Woodruff Journals, 11. april 1834, LDS Historical Department, Salt Lake City. 5. Taget fra Backman, Heavens Resound, s. 179. 6. Reed A. Stout, red., "Autobiography of Hosea Stout, 1810 to 1835, "Utah Historical Quarterly, 1962, s. 259-60. 7. "History of Brigham Young," Millennial Star, 18. jul. 1863, s. 455; eller Elden Jay Watson, Manuscript History of Brigham Young, 1801-1844 (Salt Lake City: Elden Jay Watson, 1968), s. 8. 8. Foregående to afsnit er taget fra Backman, Heavens Resound, s. 178-179. 9. Orson F. Whitney, Life of Heber C. Kimball, 3. ed. (Salt Lake City: Bookcraft, 1967), s. 40. 10. George A. Smith, "Memoirs of George A. Smith," 4. maj 1834, LDS Historical Department, Salt Lake City, s. 13. 11. Joseph Holbrook, "History of Joseph Holbrook, 1806-1885, "LDS Historical Department, Salt Lake City, s. 15. 12. Foregående fire afsnit er taget fra Backman, Heavens Resound, s. 180-185. 13. Taget fra Backman, Heavens Resound, s. 188. 14. Smith, "Memoirs of George A. Smith", s. 15. Side 9 af 10

15. History of the Church, 2:71. 16. History of the Church, 2:66-67. 17. History of the Church, 2:71-72. 18. History of the Church, 2:73. 19. History of the Church, 2:80. 20. History of the Church, 2:79. 21. History of the Church, 2:68. 22. History of the Church, 2:80. 23. Foregående seks afsnit er taget fra Backman, Heavens Resound, s. 186-189. 24. Brev fra J. M. Henderson til Independences postmester, citeret i Pearl Wilcox, The Latter Day Saints on the Missouri Frontier, (Independence, Mo.: Pearl G. Wilcox, 1972), s. 121. 25. Sacred Hymns, 1840, s. 283-285. 26. Parley P. Pratt, red., Autobiography of Parley P. Pratt, Classics in Mormon Literature series (Salt Lake City; Deseret Book Co., 1985), s. 94. 27. Foregående tre afsnit er taget fra Backman, Heavens Resound, s. 189-191. 28. History of the Church, 2:97-98. 29. Taget fra Backman, Heavens Resound, s. 191-192. 30. History of the Church, 2:102-3. 31. Backman, Heavens Resound, s. 190. 32. "History of Joseph Holbrook," s. 17. 33. Wilford Woodruff i History of the Church, 2:104n. 34. Journal of Moses Martin, LDS Historical Department, Salt Lake City, se også History of the Church, 2:104-5. 35. History of the Church, 2:105. 36. History of the Church, 2:106. 37. History of the Church, 2:106. 38. Se History of the Church, 2:114; James L. Bradley, Zion's Camp 1834: Prelude to the Civil War, (Salt Lake City: Publishers Press, 1990), s. 207. 39. History of the Church, 2:120; afsnit taget fra Backman, Heavens Resound, s. 192-194. 40. Lyman Wight, i The History of the Reorganized Church of Jesus Christ of Latter Day Saints (Independence, Mo.; Herald Publishing House, 1896), 1:515-16. 41. Joseph Young, History of the Organization of the Seventies (Salt Lake City: Deseret News, 1878), s. 14; History of the Church, 2:182n. 42. I Journal of Discourses, 2:10; fire foregående afsnit er taget fra Backman, Heavens Resound, s. 197-199. Side 10 af 10