Relieffer fra Nordsyrien i Mellemste Jernalder. Oprindelse, karakter og betydning.

Relieffer fra Nordsyrien i Mellemste Jernalder. Oprindelse, karakter og betydning. Af Aina Jeppsson Engelund

Indhold Introduktion 2 Metode opgavens forløb 3 Historisk introduktion 4 Betegnelsen neo-hittitisk 7 Oprindelsen til fremstillingen af monumentale stenrelieffer 8 Gennemgang af udvalgte værker fra: Til Barsib 9 Carchemish 10 Tell Halaf 12 Zincirli 15 Aleppo 18 Diskussion 20 Konklusion 22 Bibliografi 23 Illustrationsliste 25 1

Introduktion Inspireret af museumsbesøg i Syrien, hvor jeg blandt meget andet oplevede relieffer og skulpturer fra Tell Halaf, ønsker jeg i denne opgave at undersøge udviklingen i de nordsyriske relieffer fra Mellemste Jernalder. Traditionelt bete gnes disse relieffer neo-hittitiske. Denne gruppe af relieffer havde sin udbredelse i det nordlige Syrien og i det sydøstlige Anatolien. Jeg har begrænset mig geografisk til at se på relieffer fra det nordlige Syrien, dog med undtagelsen af et par værker fra Zincirli. Denne lokalitet ligger i den sydligste del af det nuværende Tyrkiet så forholdsvis tæt på den moderne landegrænse mellem de to lande til at komme med i betragtning. Tidsmæssigt har jeg valgt relieffer fra 10., 9. og 8. århundrede f.v.t.. I undersøgelsen af emnet ønsker jeg bl.a. at belyse relieffernes oprindelse, karakter og betydning. Illustration 1. De fem markerede lokaliteter vil være udgangspunkter for opgaven. 2

Metode opgavens forløb Til at begynde med vil jeg introducere perioden og den politiske situation i det nordsyriske område, da disse danner rammerne for fremstillingen af de pågældende relieffer. Som yderligere baggrunds -viden bruger jeg et afsnit til at forklare brugen af betegnelsen neo-hittitisk om denne gruppe af relieffer. Herpå følger afsnittet om oprindelsen af traditionen for at fremstille de store monumentale relieffer. Jeg har valgt ni relieffer fra de fem lokaliteter Til Barsib, Carchemish, Tell Halaf, Zincirli og Aleppo (se Ill. 1), som jeg følgende vil beskrive inddelt efter deres oprindelsessted med en kort introduktion til hver af lokaliteterne og efterfølgende kommentarer fra forskellige forskere til de pågældende relieffer. I diskussionsafsnittet vil jeg komme mere ind på bl.a. funktion, datering og den generelle udvikling inden for de nordsyriske relieffer fra begyndelsen af det 1. årtusinde til det ny-assyriske rige har indlemmet hele området under sig omkr. slutningen af 8. århundrede f.v.t. mht. stil, etnicitet og påvirkninger specielt i forhold til Assyrien. Opgaven afrundes med en konklusion. 3

Historisk introduktion Allerede fra Jernalderens begyndelse omkr. 1200 f.v.t. opstod en række mindre stater i det nuværende Syrien. Den nordlige del af Syrien, som i den foregående periode havde været en del af det hittitiske storrige, var bl.a. befolket af mennesker med anatolsk afstamning. De gjorde brug af en skrift, som almindeligvis kendes som hittitiske hieroglyffer. Men deres sprog var ikke hittitisk men luwisk. Det vides ikke, hvad dette folk kaldte sig selv, eller hvad deres nærmeste naboe r i området kaldte dem. Lidt længere væk kaldte Assyrerne, uratæerne og hebræerne landet for Hatti og folket hittitter. Denne betegnelse havde først og fremmest gjort sig gældende for Anatolien i det 2. årtusinde f.v.t., men i 1. årtusinde f.v.t. havde det indskrænket sig til Nordsyrien og det sydøstlige Anatolien. (Hawkins, 1974: 68). En anden vigtig befolkningsgruppe var aramæerne, som havde en nomadisk baggrund og var indvandret sydfra i slutningen af det 2. årtusinde f.v.t.. De talte et vest-semitisk sprog og skrev med det fønikiske alfabet (Weiss 1985: 324). Nogle af de lokale stater er bl.a. identificeret som Bit Agusi i Aleppo -området, Sam al (Zincirli), Bit Adini med hovedstaden Til Barsip (Tell Ahmar), Carchemish og Bit Bahiani med hovedstaden Guzana (Tell Halaf) (Weiss 1985: 323 og Hawkins 1982: 375). Illustration 2. Aramæiske og neohittitiske stater. Assyrien mod øst kom til at spille en vigtig rolle i det nordlige Syrien i løbet af 1. årtusinde f.v.t.. Til at starte med var bystaten Ashur nødt til at bekæmpe fjendske naboer for at undgå en underlægning af disse. Men allerede fra et tidligt tidspunkt udviklede denne defensive politik sig til en aggressiv angrebspolitik. Ashur-dan II var konge fra 934 f.v.t. og markerer starten på det ny-assyriske imperium med de første regulære assyriske militærkampagner mod nord, nordvest og nordøst i over 100 år (Grayson 1982:248, 279-281). 4

Til at starte med sikrede de assyriske konger sig handelsvejen til Eufrat og videre ud til Middelhavet uden at besætte de pågældende kongedømmer, men forventede derimod loyalitet og tributbetaling (Weiss 1985: 322). Sådan en status som vasalstate indebar indirekte assyrisk kontrol. Den interne magtstruktur forblev relativ intakt, men var under opsyn af centeret. Produktion og handel undgik stort set indblanding fra centeret (Larsen 1979: 96). Flere af de samme byer er dog nævnt flere gange i de assyriske kampagneoptegnelser, hvilket sandsynligvis hænger sammen med disse byers modvilje mod tributbetalingen. I det 9. århundrede f.v.t. blev en ny udenrigspolitik indført overfor de nogle af de erobrede stater (Grayson 1982: 279-281). Assyrerne besatte områderne permanent og gjorde dem til provinser med militær tilstedeværelse. De var nu underlagt direkte kontrol. Økonomien var her baseret på skatteopkrævning, men også i høj grad i et engagement i produktionen. Velhavende folk og den politiske elite fra centeret kunne eje store landarealer i provinsen og også kontrollere andre produktionsmidler (Larsen 1979: 96). Ashurnasirpal II (883-859 f.v.t.) var ansvarlig for stor militærekspansion og kæmpe byggeprojekter og blev af eftertidens assyrere dermed anset for en idealkonge. Enhver assyrisk konge forventedes at udføre militære kampagner årligt. I hans regeringstid øgedes modstanden dog i periferien formentlig pga. den store byrde, tributbetalingen var for de små stater. I 856 f.v.t. erobrede Shalmaneser III Til Barsib, som lå strategisk ved Eufrat. Byen ændrede navn til Kar-Shalmaneser og havde status af royal by indtil det nyassyriske riges fald. Carhemish lå fra da af lige op af den assyriske grænse. Guzana blev erobret (måske ikke for første gang) i 808 f.v.t.. (Hawkins 1982: 392, 399-400). Illustration 3. Assyrisk ekspansion i 9. århundrede f.v.t. Mellem 782 og 745 f.v.t. var Assyrien inde i en nedgangsperiode. Specielt i vesten var de ved at miste grebet. Dette betød en stigende decentralisering med øget magt til embedsmændene ude i provinserne og løsrivelser fra Assyrien (Grayson 1982: 276-279). Nedgangsperioden fik en ende med Tiglat pileser III som ny konge på den assyriske trone. I denne konges regeringstid (745-727 f.v.t.) introduceredes århundredets største ekspansion af det ny -assyriske imperium. Tidligere vasalstater blev nu direkte provinser (Saggs 1984: 85-86). Sammen med Sargon II anses Tiglat- 5

pileser III som pionerer af den mest succesfulde ny-assyriske periode. For det nordsyriske område betyder det bl.a., at Arpad, hovedstaden i Bit Agusi, erobredes af assyrerne omkr. 743-740 f.v.t., Carchemish i 717 f.v.t. (Hawkins 1982: 424). Med Sennacherib og Esserhadon (704-669 f.v.t.) skiftede vægten gradvist fra militærkampagner til kulturelle foretagender især byggeprojekter. Sam al faldt formentlig før Esserhadons regeringstid, dvs. før 680 (Hawkins 1982: 424 ). I 635 f.v.t. ender det ny-assyriske imperium, da det falder til mederne og babylonierne (Grayson 1991:102-103). Det nordsyriske område indgik derefter i det ny-babyloniske rige, og da havde de assyriske folkedeportationer allerede sat sit præg på området. Med de syriske dynastier forsvinden, var også den lokale tradition for monumentale relieffer og hieroglyfindskrifter fortid (Hawkins 1982: 428, 433). Illustration 4. Det assyriske imperium i 8. århundrede f.v.t. 6

Betegnelsen neo-hittitisk Schweizeren J.L. Burchkardt var i 1812 den første vesterlænding til at opdage en sten i Hama med en ikke egyptisk hieroglyfindskrift (Genge 1979: 2). Men først i 1870 skete der noget i sagen, da de to amerikanere J.A. Johnson og S. Jessup genopdagede den samme sten samt flere af slagsen. I løbet af et par år var hieroglyfindskriften blevet fotograferet og en gipsafstøbning blev lavet til videre forskning. W. Wright mente i 1872 at have fundet ud af, at de såkaldte Hama-sten var hittitternes værk. På dette tidspunkt var hittitterne ellers dårligt kendt i arkæologisk sammenhæng, men i skriftlige kilder: Det Gamle Testamente, assyriske og egyptiske tekster nævnes dette folk og deres land ( Genge 1979: 2). Hittitterne blev til at starte med lokaliseret til Nordsyrien, men efter fundet af Amarna-brevene og H. Wincklers fund af hittitternes hovedstad og statsarkiv i Bogazköy (Hattusa) i 1906 blev de res hjemland identificeret med Anatolien (Genge 1979: 3). Statsarkivets lertavler med kileskrift stemte ikke overens med at hittitterne bl.a. ifølge Wright gjorde brug af de hieroglyffer, som blev fundet i Nordsyrien. Der kunne derfor ikke være tale om de samme hittittere (Genge 1979: 4). Selvom der kom mere styr på dateringen, blev man efter mange års forvirring og diskussion ved med at benævne kunsten for hittitisk i områderne, der før det hittitiske storriges fald havde tilhørt dette. (Genge 1979: 9) Nogle begyndte så at benytte sig af betegnelsen neo-hittitisk for at skelne mellem de to tidsperioder, men ikke alle har taget højde for at der siden hen også er fundet relieffer inden for samme kategori men med indskrifter på aramæisk ( dette gør sig f.eks. gældende for Orthmanns bog Untersuchungen zur späthethitishen Kunst fra 1971 ). Betegnelsen neo-hittitisk (eller späthethitisch eller late hittite) kunst er derfor noget misvisende og ikke fyldestgørende. 7

Oprindelsen til fremstillingen af monumentale stenrelieffer Brugen af store stenblokke i bygningsværker såkaldte ortostater med reliefmotiver i det nordlige Syrien i begyndelsen af 1. årtusinde f.v.t. havde formodentlig sin oprindelse i den hittitiske tradition i Anatolien (Bittel 1976: 244 og Hawkins 1984: 65). Det hittitiske storrige havde omfattet dette område i 2. årtusinde f.v.t., og folk med anatolsk afstamning havde bosat sig på daværende tidspunkt. Disse har dermed videreføre hittitiske traditioner. Kendetegnet for kunsten i den hittitiske storhedstid, dvs. ca. 1370-1200 f.v.t. (Orthmann 1975: 128), var netop store plastiske byggeelementer i sten og klipperelieffer, som er fundet rundt om i Anatolien. Motiverne var typisk konger, guder samt løve- og sfinxprotomer (Orthmann 1975: 104-105).Forkærligheden for sceniske relieffer på klippevægge havde sandsynligvis sin rod i personificeringen af bjerge, som var genstand for gudelig tilbedelse (Orthmann 1975: 105). For relieffer, som blev brugt i en arkitektonisk sammenhæng, var den foretrukne placering ved byporte og tempelomkransningsmure. Reliefudsmykkede paladsindgange optræder derimod først i omkr. 1. årtusinde f.v.t., hvor de i modsætning til de samtidige ny-assyriske relieffer, der smykkede indvendige paladsvægge, næsten udelukkende befinder sig udvendigt eller i hvert fald i forbindelse med indgangspartier. (Orthmann 1975: 427). En anden forskel mellem reliefferne fra den hittitiske storhedstid og de senere relieffer er, at man i de senere tilfælde ikke længere ser motiver sprede sig ud over flere plader (Bittel 1976: 244). Illustration 5. Portfigur fra den hittitiske hovedstad Hattusa. 8

Gennemgang af udvalgte værker fra: Til Barsib Til Barsib var navnet på hovedstaden i den aramæiske stat Bit Adini. I 856 f.v.t. erobredes Til-Barsib af assyrene og ændrede dermed navn til Kar-Shalmaneser. Bit Adini var nabostat til det nordligeliggende Carchemish. En fransk ekspedition foretog udgravning imellem 1929 og 1931. Sidenhen har Melbournes Universitet genoptaget udgravningen i 1988. Hovedmonumenterne fra før den assyriske erobring i 856 f.v.t. er to store vejrgudssteler med hieroglyfindskrift (Hawkins 1982: 384). Vejrgud: Den nederste del af denne ca. 2 m. høje basaltstele er brækket af, så fødderne på den stående mandsfigur ikke er synlige. Det er vejrguden Tarhunza (Tarhu( n t)), som er afbildet i profil kiggende til højre, overkroppen ses dog forfra. Hovedet er nærmest sat direkte på overkroppen uden hals imellem. Skægget når ham helt ned til brystet og er udformet he lt firkantet med rette vinkler og udgøres af lokker på række. I nakken har han en lang fletning, som når helt ned under den løftede højre arm, hvor den ender i en spiral. På hovedet bærer han en hjelm med to par horn på hver side. Toppen af hjelmen ender i en kugle. Vejrguden er klædt i en kortærmet tunika, som når ham til lige over knæene, hvor den er dekoreret med frynser. Om livet har han et bredt bælte, hvori sværdet på ryggen sandsynligvis sidder fast i. I sin venstre hånd holder han en slags trefork. I højre hånd, som han holder oppe bag hovedet, har han en økse. Oven over hovedet på Tarhunza den ene del af, hvad der formentlig har været et symbol med et par vinger stadigvæk bevaret. Orthmann daterer dette relief til Sph. II, dvs. ca. 850-750 f.v.t. ( Orthmann 1971: 46, 148). Genge (1979 nr. 2: VI) mener, at dette relief er udført i sydluwisk stil og skal dateres til ca. 915/885-900 f.v.t., dvs. ældre end Orthmanns bud. Det passer nok også bedre med at byen faktisk blev assyrisk i 856 f.v.t., hvorefter det var assyrisk kunst, som blev fremstillet der. De stilmæssige kendetegn er i følge Genge (1979 nr. 1: 52) bl.a. den normale størrelse næse, det store øje, den lange oprullede sildebensmønstrede fletning, skægget med lokkerne arrangeret i bundter, middelmådig plasticitet, tydelige konturer, solid opbygning. Guder forekommer ofte som motiv på reliefferne, heriblandt er vejrguden den hyppigst forekommende (Orthmann 1971: 238). Relieffet her hører til en af de typiske gudefremstillinger, som er kendetegnet ved den stilling Tarhunza står i på det netop beskrevne relief, og at han holder et lynbundt ( treforken ) i den ene hånd og i den anden enten en kølle eller en økse (Orthmann 1971: 238-239). I denne fremstilling mener Orthmann ( 1971: 252), at kunne se en videreførsel af en hittitisk tradition fra 2. årtusinde men udviklingen af typen har også haft indflydelse fra 2. årtusindes nordlige Mesopotamien. Illustration 6. Vejrgud - Tarhu( n t). Til Barsib. 9

Carchemish British Museum begyndte udgravningen af Carchemish i 1911 af. En række offentlige bygninger blev fundet resterne af den by, som under det hittitiske imperium havde været hovedstad for den syriske del af riget. Byen ser ud til at have beholdt sin status som den vigtigste by i området nu som en såkaldt neohittitisk by efter det hittitiske storriges sammenbrud (Hawkins 1984:70). Der blev fundet en stor mængde skulpturer i Carchemish, mange af disse med indskrifter som fortæller, at de er fremstillet under det fire generationer lange Suhis-dynasti. Katuwa var den sidste af de fire konger. Ingen direkte sammenkædning med den assyriske kronologi er indtil videre fundet, men der gættes på, at Katuwa ikke regerede til senere end 870 f.v.t. (Hawkins 1982: 383-384; 1984: 70). I 717 f.v.t. opsluges Carchemish af det ny-assyriske imper ium. Katuwa: En mand i fuld figur er afbildet på denne basaltortostat. Hele den venstre side er fyldt med en hieroglyfindskrift på ni grundlinier, hvis længder er bestemt af figurens form. Indskriften fortæller, at den afbildede er kongen Katuwa (Hawkins 1984: 72-75). Katuwa vender hovedet den modsatte vej af indskriften. Hår og skæg er delt op i rækker af lokker - pot-hook krøller (Hawkins 1984: 72-75). Han har pandehår og i nakken er håret afrundet, mens skægget er firskårent. Han bærer en lang kortærmet kjortel med frynser forneden gengivet ved en række lodrette indridsninger, bredt bælte om livet med et sværd stukket i. Den højre arm har han bøjet ind foran overkroppen og i denne hånd holder han en lang stav - embedsstaven (Hawkins 1984: 72-75). Den venstre hånd har han løftet op foran ansigtet, men pga. beskadigelsen af stenblokkens hjørne kan man ikke se, hvad han eventuelt holdt i hånden. Illustration 7. Katuwa. Carchemish. Orthmann daterer dette relief til Sph. II, dvs. mellem 850 og 750 f.v.t. (Orthmann 1971: 33-34, 148 ). Igen er Genges datering ældre end Orthmanns. Han daterer det til 900 eller tidlig 9. århundrede f.v.t. udført i sydluwisk stil (Genge 1979 nr. 2: VII). Sådanne regentportrætter ser ud til at være typiske for denne periode og gengiver stereotype idealer frem for naturlig lighed (Hawkins 1984:72-75). Relieffet hører til en gruppe af relieffer, hvor regenten typisk fremstilles med en lang klædning, hvor underdelen er glat og et bælte sidder om livet med kvaster hængende ned, firkantet skæg, ingen hovedbeklædning og en stav i hånden (Orthmann 1971: 291). Denne gruppe kunne have rødder i hittitisk kunst fra 2. årtusinde f.v.t. (Orthmann 1971: 297). 10

Yariris og Kamani: Denne basaltortostat med hieroglyfindskrift er udgravet in situ ved The Royal Buttress i King s Gate (Hawkins 1984: 78-79). Her ses to mandsfigurer, begge med ansigtet vendt mod venstre, den bageste er lidt højere end den forreste. Hieroglyfindskriften dækker kun den øverste del af stenblokken. Foran figurernes ansigter har indskriftsrammerne lige marginer, mens de går tæt ind til bagsiden af hovederne. Teksten annoncerer forfremmelsen af den unge Kamanis, som ses til venstre af regenten Yariris til højre. Kamanis holder embedsstaven og bærer den karakteristiske lange klædedragt for regenter med bredt bælte om livet. Her er der tilføjet et rombeformet net ovenpå, som skjules halvt af et sværd, der hænger ned fra en skrårem. Sværdets skede er dekoreret med krydsmotiver. Begge mænd bærer sandaler på fødderne. Meget ukarakteristisk er det, at ingen af dem har skæg og frisurerne er heller ikke typiske neo-hittitiske (Hawkins 1984: 78-79). Håret dækker ørerne og lokkerne er cirkelformede. Yariris bærer et specielt sjal over sin kjortel med et trekantet hjørne hængende ned foran fra sin højre skulder, det dækker sværdet så kun enden af skeden er synlig. Relieffet er heller ikke en typisk regentafbildning, fordi det ikke er kongen selv, som holder embedsstaven (Orthmann 1971: 292-293).Orthmann daterer dette relief til Sph. IIIa, altså efter 750 f.v.t. (Orthmann 1971: 35, 148). Illustration 8. Yariris og Kamani. Carchemish. 11

Tell Halaf Tell Halaf er det moderne navn for den by, som i Bronze- og Jernalderen blev kaldt Guzana. Guzana var hovedstad i staten Bit Bahiani, der lå i det nordøstlige Syrien og derfor forholdsvist tæt på Assyrien. Og allerede i 808 f.v.t. gjorde den assyriske konge Adad-nirari III Bit Bahiani til assyrisk provins (Oppenheim 1955: 30-31). Der havde de allerede betalt tribut til Assyrien i flere perioder fra 894 f.v.t. (Weiss 1985: 333). Oppenheim, som ledte udgravningen af Tell Halaf, fandt to aramæiske faser, Altbauperiode og Kapara-Zeit, under et assyrisk lag. Fra den aramæiske periode blev der fundet palads- og tempelbygninger, hvor vægge var udsmykket med reliefdekorerede ortostater. I Altbauperioden blev der brugt små ortostater. Nogle af disse blev genbrugt i Kapara-tiden, hvor de nye ortostater var større end de første (Oppenheim 1955: 15-28). Navnet på kongen Kapara søn af Hadianu er nævnt i indskrifter på relieffer fra den sidste aramæiske fase - herfra navnet på perioden. Men da denne konge ikke er nævnt i assyriske kilder eller andre steder, er der stadigvæk diskussion om den præcise datering (Weiss 1985: 333). Løvejagt: Dette er en af de små (61 cm. høj) basaltortostater fra Altbauperioden (Oppenheim 1955: 56). Her ses en løve, som står på bagbenene, fylder det meste af stenblokken. Kroppen danner en diagonal linie fra nederste højre hjørne til øverste venstre hjørne. I det øverste højre hjørne ses en mand med bue og pil. Han er forholdsmæssigt meget lille. Hans fødder følger løvens ryg, så man får indtryk af at bueskytten står oven på løven, og fødderne er afbildet ovenfra. Buen er ikke tegnet helt op, formentlig for at undgå at den skulle dække bueskyttens ansigt. Løven har åben mund og alle fire kindtænder er synlige, selvom den ellers ses i profil. Knurhår, pels, manke, muskler og sener er stiliserede med geometriske indridsninger. I nakken sidder en pil, som allerede har ramt løven. Stenblokken er forsynet med en tekst i kileskrift, som lyder: Vejrgudens tempel (Oppenheim 1955: 56). Relieffet med løvejagten daterer Genge til ca. 890/880 og betegner stilen tidlig aramæisk lokalstil (Genge 1979 nr. 1: 129-130; nr. 2: V). Typisk består jagtscenerne af de to figurer bueskytten og byttedyret, som det ses her. Jagtscenen er et universelt motiv, som går igen i de fleste kulturer. Dog mener Orthmann (1971: 425-428), at netop Halafreliefferne har en sammenhæng med en mellem-assyriske tradition (Orthmann 1971: 457). Illustration 9. Løvejagt. Tell Halaf. 12

Tyremænd støtter vinget solskive : Denne store basaltortostat (1,25 m. høj) er fundet på den venstre side af indgangspartiet på Hilani-facaden fra Kapara-tiden (Oppenheim 1955: 100). Relieffets motiv er symmetrisk bygget op om den lodrette midterakse med undtagelse af den halvt knælende mand i midten. På hver side af ham står en figur med mandlig overkrop og tyreunderkrop. I hånden ind mod midten holder de begge fat i et slags håndtag til det podium, hvorpå en vinget solskive hviler. Deres albuer bliver støttet af manden i midten. Og med den yderste hånd støtter de hver især enderne af vingerne. Alle tre ses med underkroppen i profil, mens overkroppene og ansigter er afbildede frontalt. Tyremændene er udstyret med hornekroner og koører. Skægget dækker kinder og hage og ender i en afrundet spids og er markeret me d lodrette bølgelinier. Langs hver side af ansigtet er håret samlet i oprullede fletninger i skulderhøjde. Tyremændene bærer en kortærmet bluse og et bredt bælte om livet. Pels og muskler på benene er stiliseret vha. indridsede linier. Manden i midten, som bukker sit højre ben, bærer ingen hovedbeklædning men har samme frisure som de to tyremænd med den forskel, at hans hår er udført med indridsede spiraler i stedet for parallelle linier. Skægget er mere kantet for enden, men ellers også meget lig med de to tyremænds. Om livet har han et bredt bælte og derunder et kort skørt. Selve solskiven og alle øjnene er udhulede og har været indlagt med et andet materiale, den førstnævnte med en hvid kalkstensplade. Over brystet på den midterste mand er en indskrift indridset i kileskrift: Kaparas palads søn af Hadiani (Oppenheim 1955: 101). Illustration 10. Tyremænd med vinget solskive. Tell Halaf. Orthmann daterer dette relief til Sph. II (ca. 850-750 f.v.t.) (Orthmann 1971: 122-123, 148). Genge daterer dette relief til ca. 870/860 f.v.t., ca. en generation yngre end løvejagten og kalder stilen tidlig aramæisk lokalstil (Genge 1979 nr. 1: 129-130; nr. 2: XIV). Figurerne er mere naturligt proportionerede end på det forrige relief. Kompositionen virker også mere velafbalanceret. Den midterste mand hører ifølge Orthmann til kategorien helte, som netop er kendetegnet ved den beskrevne klædedragt og den manglende hovedbeklædning. Men ligesom guder, i modsætning til almindelige mennesker, har heltene også skæg. Og det mest typiske for denne gruppe er den frontale afbildningen af overkrop og ansigt, mens resten ses i profil, og den såkaldte knæløber -position. Helten er ofte afbildet mellem to dyr eller som det gør sig gældende for relieffet fra Tell Halaf mellem to blandingsvæsner halvt mand, halvt tyr. Dette motiv har rødder både i en lokal syrisk tradition, men også i mesopotamisk tradition, som kan føres tilbage til 3. årtusinde f.v.t. (Orthmann 1971: 302-305). Tyremenneskene fra Tell Halaf, mener Orthmann (1971: 307-310) også har forbilleder i Mesopotamien. 13

Halafreliefferne er som regel påfaldende kantede og meget flade. De stilmæssige kendetegn udtrykker sig bl.a. ved store næser, den ubekymrede figuropbygning, grovhed, unaturlige kropsproportioner (Genge 1979 nr. 1: 131). Stilistisk, mener Winter (1989: 325-326), minder reliefferne mest om, hvad der findes i Carchemish. Udover det har hun også bemærket de slående ligheder i den overordnede stil, detaljer og motivvalg mellem visse elfenbensudskæringer fra begyndelsen af 1. årtusinde f.v.t. med nordsyrisk afstamning og reliefferne fra Tell Halaf (Winter 1989: 321). Der er også fundet fragmenter fra elfenbensudskæringer på Tell Halaf i samme nordsyriske stil, som ses i fundene fra Nimrud. Det må derfor betyde at man på Tell Halaf har haft adgang til stil og motiver fra sådanne elfenbensudskæringer. At de også var kilde til nogle af motiverne anser Winter for en mulighed pga. elfenbensudskæringers mobilitet, de specifikke identiske stiliseringer og motiver, den komplette overførsel af særlige stiliseringer, såsom fla mmeformede markeringer på dyrs bagdele, hvor de ikke hører naturligt hjemme, og at de to medier deler den samme generelle kronologi. Men hun understreger at dette kun er en mulighed, som beviserne i hvert fald ikke modsiger (Winter 1989: 328-330). Det er ikke ensbetydende med, at elfensudkæringerne også er fremstillet i Tell Halaf. Winter foreslår, at man i Tell Halaf sørgede for at sende det rå elfenben fra elefanter, som levede i Habur-området dengang, videre til et center, hvor udskæringerne blev udført - måske Carchemish. Derefter kom nogle af det forarbejdede elfenben tilbage til Tell Halaf og kunne dermed bruges som forbilleder til reliefferne (Winter 1989: 331). Illustration 11. Elfenbenspyxix. Nimrud. 14

Zincirli Zincirli hed i oldtiden Sam al og er beliggende for foden af Amanusbjergene mod vest. Denne bystat havde ifølge Hawkins (1974: 69) en blandet befolkning af både aramæer og folk med hittitisk afstamning. Sam al holdt stand mod assyrerne helt frem til noget før dvs. før 680 f.v.t. (Hawkins 1982: 424). Lokaliteten blev udgravet af bl.a. von Luschan mellem 1888 og 1902. Der blev registreret en dobbelt ringformet bymur med tre porte og et citadel med en række paladsbygninger i centrum (Hawkins 1984: 70). Burgtorkönig: Denne basaltortostat er udgravet in situ i den ydre citadelport (Hawkins 1984: 74-75). Motivet er en mandsfigur i fuld højde. Hovedet ses i profil med en forholdsvis meget stor næse, stort øje og bred hals. Skægget dækker kind og hage og er klippet firkantet med fire skrå rækker med vinkelrette indridsede linier. Håret er arrangeret med en fletning i nakken, som krøller opad for enden. Han bærer en lang tunika med korte ærmer, som er meget vig i bunden, og et bredt bælte om livet samt en skrårem, hvorfra fire snore hænger ned. Venstre arm er bøjet ind foran overkroppen, og i denne hånd holder han et sværd med spidsen nedad. Højre arm har han løftet frem for sig og holder her en lang stav. Fødderne,som er udstyret med sandaler er afbildet ovenfra og som to venstre. Han er den eneste af alle figurerne fra den ydre citadelport, som ikke bærer snabelsko (Orthmann 1971: 62). Denne mand er regent og forestiller formentlig Gabber eller BMH (Hawkins 1984: 74-75). De typiske attributter for en neo-hittitisk regent er tilstede såsom klædedragten og embedsstaven, men udførelsen af relieffet er i en meget grov stil. Dynastiet i Sam al var hovedsageligt aramæisk. Kongerne har alligevel valgt at fremstille sig selv, som det var reglen for konger med hittitisk afstamning (Hawkins 1982: 386). Orthmann daterer dette relief til Sph. II (ca. 850-750 f.v.t.) (Orthmann 1971: 61-62, 148 ). Genge (1979 nr. 2: V) mener, at relieffet er ældre og skal dateres til omkring 900/870 f.v.t.. Han kalder stilen for tidlig aramæisk fremstillet i sydluwiske omgivelser. De stilmæssige kendetegn, han bygger denne udtalelse på, er bl.a. den store næse, den vigende hage, det store øje, den rillede hårkalot, den oprullede fletning i nakken med sildebensmønsteret og skæglokkerne samlet i bundter (Genge 1979 nr. 1: 42-43). Illustration 12. Burgtorkönig. Zincirli. 15

Bar-Rakib og skriver: Basaltortostaten her er fundet in situ ved den østlige side af indgangen til Nördlicher Hallenbau (Hawkins 1984: 83-84). Til venstre ses en mand siddende på en stol og hvilende fødderne på en fodskammel. Til højre ses en anden mand stå med fronten mod Bar-Rakib. Foroven mellem de to mænd og mellem en aramæisk indskrift er et halvmåne i en skive-symbol placeret. Det er Bar-Rakib, søn af Panammu, som er afbildet på relieffet siddende på sin trone. Foran ham står en skriver. Navnet på denne regent er nævnt i indskriften. En dedikation til Ba al-harran måneguden Sin er også nævnt, og det er dennes symbol, som er vist mellem de to figurer (Hawkins 1984: 83-84). Bar-Rakib er klædt i en ankellang kjortel med bånd med buede frynser for neden, over skulderene bærer han et sjal kantet med samme buede frynser. Skæg og hår er udført meget detaljeret med flere forskellige slags lokker og krøller. Og på hovedet bærer Bar-Rakib en rundpuldet hovedbeklædning med en afrundet top. I den venstre hånd holder han en stiliseret blomst eller en slags scepter. Den højre hånd holder han op foran sig selv med udstrakte fingre og håndfladen ind mod sig selv. Både stol og skammel er afbildet med mange detaljer, bl.a. har de begge fødder formet som kogler og en sprosse med spiraldekoration, og stolens sæde har ender formet som dyrehoveder. Skriveren er i modsætning til Bar-Rakib skægløs og har helt kort hår eller er skaldet med et bånd om panden. Også han bærer en ankellang kjortel med mindre frynser helt forneden. I sin venstre hånd holder han et penalhus og under armen et skrivebræt (Roaf 1996: 178). Den højre hånd har han lukket og holder den op foran sig. På dette relief er det ulig de fleste andre forsøgt at gengive en smule perspektiv, ved at lade fødderne overlappe hinanden. Og overkroppene ses i en mellemting af profil og forfra. Det er dog ikke lykkes så godt i skriverens tilfælde. En anden ting er, at tronen er lavet så høj, at underkroppen på Bar-Rakib er blevet unaturligt beskåret. Men i forhold til relieffet med Burgtorkönig er fremstillingen forfinet, proportionerne er mere naturlige og flere detaljer forekommer. Illustration 13. Bar- Rakib og skriver. Zincirli. Orthmann daterer dette relief til Sph. IIIb, i hvert fald efter 750 f.v.t. (Orthmann 1971: 63, 148). Genge (1979 nr. 2: IX) mener at kunne komme så tæt som omkr. 730 f.v.t. og betegner stilen for sen-aramæisk. Orthmann har kategoriseret dette relief inden for en af sine grupper for regenttyper. Denne gruppe består af flere forskellige afbildninger af Bar-Rakib, og kendetegnet er netop at han fremstilles forskelligt på hvert relief. Hår og skæg forekommer på forskellige måder. Han bærer en lang klædning, et overklæde og en aramæisk tiara, som ikke kun er forbeholdt regenter. Men ingen andre end Bar-Rakib fremstilles med en blomst i hånden. Da denne gruppe kun udgøres af relieffer fra Zincirli, kalder Orthmann den for en lokal 16

tradition, blandet med efterlinger af assyrisk typer (Orthmann 1971: 292, 297). Relieffet hører også til i Orthmanns tronscenegruppe. Denne gruppe kan ikke føres tilbage til en bestemt tradition, men der er ligheder med ny-assyrisk kunst fra 9. og 8. århundrede f.v.t. (Orthmann 1971: 364-366). Selve tronen er netop en efterligning af assyriske troner (Roaf 1996: 178). Frisurerne er også assyrisk inspirerede. Illustration 14. Den assyriske konge Ashurnassirpal II (883-859). Nimrud. Bar-Rakib havde Tiglat-pileser sat på tronen i Sam al efter faren Panammu II s død omkring 733-732. Bar- Rakib fortsatte en pro-assyrisk politik (Hawkins 1982: 416). Allerede med Kilamuwa (som regerede sidst i Shalmaneser III s regeringstid (858-824 f.v.t.)), som påstås at have hyret den assyriske konge til bakke ham op mod kongen af Danuna, ses stilen i afbildningen af den kongelige figur at imitere assyrisk stil i Sam al (Hawkins 1982: 398). Illustration 15. Kilamuwa. Zincirli. 17

Aleppo Aleppo tilhørte staten Bit Agusi med byen Arpad som hovedstad. I ca. 740 f.v.t. mister Bit Agusi sin selvstændighed og bliver en assyrisk provins. Denne stat anses for at have været overvejende aramæisk (Hawkins 1974: 69). Kohlmeyer har foretaget en udgravning inde i Aleppos Middelaldercitadel siden 1997 og har fundet reliefdekorerede stenblokke fra tidligt i det 1. årtusinde f.v.t. i rester af vejrgudens (Tarhunza) tempel i Aleppo (Kohlmeyer 2000: 22-23). Reliefferne er indhuggede i ca. 1,2 m. høje kalkstensortostater, som var sat langs med indersiden af tempelmuren. De befinder sig på det øverste af tre gulvlag, som svarer til den fase af templets historie, hvor en ombygning fandt sted men også en ødelæggende brand (Kohlmeyer 2000: 26-27). C14-dateringerne er så usikre og kun meget få potteskår, som kan dateres til begyndelsen af 1. årtusinde f.v.t., er fundet i forbindelse med de nye relieffer, så dateringen af ombygningsfasen afhænger af reliefferne. Stilmæssigt tyder disse ifølge Kohlmeyer (2000: 27, 38) at høre hjemme i det 10. århundrede f.v.t. To dansende genier: Dette relief er også fundet i Aleppos citadelhøj men af Ploix de Rotrou i slutningen af 1920 erne eller begyndelsen af 1930 erne. Den nærmere kontekst kendes ikke, men Kohlmeyer mener, at det hører til i rækken af relieffer i templet, som han nu har fundet (Kohlmeyer 2000: 17, 34). Her ses et næsten symmetrisk motiv med spejling gennem den lodrette midterakse. Relieffets motiv består af to ens mandsfigurer i fuld højde af stenen. Mellem dem øverst oppe ses en cirkel med et stjernefomet motiv og en liggende halvmåneform neden under. Mændene har to vinger på ryggen, og kaldes derfor genier. Genierne står hver med et udstrakt ben ind mod midten, mens det modsatte ben er bøjet bagud. Den inderste arm er bøjet og holdes op mod symbolerne i toppen. Den yderste arm er bøjet ind mod overkroppen. Begge hænder er knyttede. På hovedet bærer de to genier en konisk hovedbeklædning med kugleformet top, ved kanten er den prydet med horn. Ansigterne ses i profil., med forholdsvist store øjne, som ses forfra med meget markerede øjenbryn, stor næse, læberne starter lige under næsen, øret er ikke så stort, skægget er så langt at det når ned over skulderen. Det dækker hage og kinder og har en firkantet form med bølgelinjer. Hovedbeklædningen går helt ned over panden. I nakken er det skulderlange hår samlet i en tyk lok. Genierne bærer en lårkort kjortel med et bredt bælte om livet. Kjortlens nedre kant er dekoreret med et bånd med korte lodrette streger, som formentlig skal illustrere frynser. Tilsyneladende hænger der en snor ned bagfra bæltet. Rillerne i vingerne markerer fjer. Vingerne peger i hver sin retning, de ba geste skråt opad mod de øvre hjørner af stenen, de fremadrettede skråt nedad ind mod midten. Denne afvigelse fra symmetrien ses netop på disse midterste vinger, hvor højre genies vinge er under den andens vinge, samtidig med at den førstes fod også er placeret oven over den anden på midten af stenen. Genge daterede i 1979 (1979 nr. 2: XIV) relieffet til ca. 860/830 f.v.t. på baggrund af stilen, som han betegner (luwisk-) aramæisk-assyriseret paladskunst. Men det var altså før Kohlmeyer gjorde de nye fund i 1990 erne. Illustration 16. To dansende genier. Aleppo. 18

Skytsgud og vejrgud med tyr - blok 7: To mænd og en tyr ses på dette relief. Manden yderst til venstre holder en lanse i hånden i sin udstrakte arm. I den anden hånd har han en bue, som hviler på skulderen. På hovedet bærer han en konisk hovedbeklædning med horn inddelt i syv fag og skulderlangt nakkehår. Udover dette er han klædt i et måske todelt sæt, hvor den lårkorte underdel en vertikal zig-zag indridsning, som sandsynligvis skal forestille en prydsøm.på fødderne har han sabelsko. En hieroglyfindskrift ved siden af benævner ham Kuruntiya, skytsguden for jagtmarkerne (Kohlmeyer 2000: 31-32). Til højre ses endnu en gud med samme hornede hovedbeklædning og kort glat hage- og kindskæg. Han bærer en spids kølle. Eneste forskel i klæde dragten i forhold til Kuruntiyas er de to zig-zag-linier fremfor én på lændeklædet. Hieroglyfindskriften ved siden af denne figur er et hidtil ukendt tegn (et scepter eller en kølle), men det ser ud til specielt at betegne vejrguden fra Aleppo (Kohlmeyer 2000: 31 ). I sin udstrakte arm holder han tøjlerne til tyren foran ham, som er spændt for en enakset vogn med buet vognkasse (fire parallelt svungne buer) og afstivede hjul. Vejrguden er ved at stige op i vognen med det ene ben.tyren, som ellers ses i profil, er afbildet med hornene set forfra og forbenene er nøjagtig ens men bare forskudt fra hinanden. Vejrguden er placeret på midteraksen af kultnichen. Og neden for scenen med den tyretrukne vogn er en stor stenplade lagt i gulvet. Det tyder derfor på at motivet på netop denne blok var ekstra betydningsfuld. Ikonografien i den centrale gruppe (blok 6 & 7) viser tegn på at være præget af anatolsk kulturmiljø. Denne del af panteonet, den billedlige fremstilling og den luwiske hieroglyfindskrift har oprindelse i en hittitisk tradition (Kohlmeyer 2000: 35). Derimod kan det vingede løvefabeldyr, de vingede genier og de apotropæiske figurer på de andre ortostater skorpiondæmonen og dæmonerne med fugle - og løvehoved ikke tilbageføres til en hittitisk tradition. Ifølge skriftlige kilder er vingede væsner udbredt i templer fra Palæstina til Mesopotamien, men aldrig i hittitiske templer. Så her ses den kulturelle symbiose mellem luwiere og aramæere, som prægede den tidlige del af 1. årtusinde f.v.t. i Nordsyrien (Kohlmeyer 2000: 36-37). Tættest i udtryk kommer den næstældste reliefgruppe i Zincirli og de ældre relieffer fra Carchemish (Kohlmeyer 2000: 38). Illustration 17. Blok 7. Aleppo. 19

Diskussion De fleste af reliefferne fra de første århundreder af 1. årtusinde f.v.t. indgår i offentlige bygninger. De er udført på sokkelbaser og indgangspartier af sten. Andre relieffer er udført på klippevægge. Fælles for dem alle er, at de hovedsageligt et royal kunst med motiver af guder eller regenter og deres følge (Orthmann 1971: 225). Man ser ingen fremstillinger af specifikke historiske hændelser, men generelle opstillinger., såsom en konge eller gud med sine typiske attributter Disse monumenter var en del af magthavernes propaganda og en måde for disse at vinde gudernes vilje. Med størrelsen og mængden af arbejde, der er lagt i fremstillingen, var paladserne, de omkransende mure og udsmykningen derpå en visuel stadfæstelse af magten (Trigger 1990: 122). Et problem med disse relieffer er, at så mange af dem ikke kan dateres ud fra deres arkæologiske kontekst. Få af de kongenavne, som forekommer i indskrifterne, nævnes i andre kilder. Der findes derfor ikke en sikker kronologi imellem områdets forskellige dynastier og i forhold til fastlagte kronologier som den assyriske. Arkæologerne, som har arbejdet med dette emne, har været nødsaget til at basere dateringer næsten udelukkende udfra stilstudier. Det gælder f.eks. både Genge og Orthmann, som je g har refereret til. Orthmann har inddelt relieffer ind i tre overordnede perioder: Sph. I, II og III, mens Genge har forsøgt sig med en findeling ned til generationsplan. Trods de usikre dateringer menes det, at den generelle tendens i udviklingen af reliefferne går fra en teknisk grov udførelse i lavt næsten fladt relief med indridsninger til at markere detaljer til en finere mere detaljeret udførelse, hvor figurerne er modelleret i højt relief og er mere naturligt proportionerede. Samt at selve kompositionen også er bedre balanceret. Eksempler på det første er bl.a. Vejrguden fra Til Barsib (Ill. 5), Halafreliefferne (Ill. 8 og 9), Burgtorkönig fra Zincirli (Ill. 11). Eksempler på det sidste ses med Yariris og Kamani fra Carchemish (Ill. 7) samt relieffet fra Zincirli med Bar-Rakib og skriver (Ill. 12). En anden tendens, som bl.a. Genge mener at kunne se, er at man i begyndelsen kan se forskel på de aramæisk fremstillede relieffer (Ill. 11) og reliefferne fremstillet af hittitternes efterkommere. Bunnens (1999: 614) mener dog ikke, at man skal lægge så stor vægt på den etniske sammensætning af den lokale befolkning. Ifølge ham hører den neo-hittitiske figurative kunstform og de luwiske hieroglyfindskrifter i sammenhæng med monumenter til en lokal urban tradition. Enhver regent i det 10. og 9. århundrede f.v.t. i området ville have gjort brug af disse udtryksformer som en del af sin propaganda uanset sin afstamning. (Bunnens 1999: 614-615). Med tiden får reliefferne et mere ens udtryk, som ender med at være stærkt influeret af assyriske forbilleder. Denne tidligste indflydelse østfra, mener Winter (1982: 365), først for alvor finder sted i Shalmaneser III s regeringstid (858-824 f.v.t.), hvor han aktivt udfører kampagner i det nordsyriske område. Under Assurnasirpal II s tid er gæster fra området også med til festlighederne i anledningen af indvielsen af det nybyggede palads i Nimrud. Så først her begynder assyrerne at få en tættere forbindelse vest på. Samkvemmet mellem de to regioner er på sit højeste i Tiglat-Pileser III s regeringstid (Winter 1982: 366). Madhloom ser denne indflydelse give sig udtryk i beklædning og mode. Dette kan bl.a. gælde koncentriske kvadrater som mønster på kongens klæder. Håret og skægget gengives i den karakteristiske kubiske form med krøllerne som regelmæssige koncentriske cirkler, som det er typisk på assyriske relieffer. Det kan bl.a. ses i relieffet fra Carchemish med Yariris og Kamani (Ill. 7) og relieffet fra Zincirli med Bar-Rakib og skriver (Ill. 12). Tidligere havde man i den syriske stil brugt pæreformede lokker som endte i spiraler (Madhloom 1970: 93). Dette ses på f.eks. på Kutawa-relieffet. Selvom de nordsyriske stater var perifere områder i forhold til stormagten Assyriens hovedland, var der ikke bare tale om diffusion fra center til periferi, som det ville være typisk for en klassisk kulturhistoriker at tænke. Assyrien modtog kunstgenstande som luksusvarer, heriblandt elfenbensudskæringer, fra Nordsyrien i vest. Men der foregik samtidig en tilpasningsproces af elementer med vestlig oprindelse til en overvejende 20

assyrisk kontekst. Dette gør sig bl.a. gældende netop med traditionen for monumentale relieffer og stenskulpturer i assyriske paladser (Winter 1982: 356). Winter mener, at indflydelsen på dette område først er kommet med Tukulti-Ninurta II (890-884 f.v.t.) og hans søn Assurnasirpal II s (883-859 f.v.t.) kontakt med de nordsyriske stater i 1. årtusinde f.v.t.. Man ser ikke simple kopier, men en videreudvikling baseret på assyrisk identificering med gammel mesopota misk tradition kombineret med nye hensigter (Winter 1982: 357). Ashurnasirpal II var så vidt vides den første assyriske konge til at opstille rækker af reliefudsmykkede orthostater (Reade 1979: 17-18). Herefter var det næsten en regel for de assyriske konger at udsmykke vigtige rum i deres nye store paladser med udskårne ortostater samt store portfigurer, lamassuer, af sten udført i højt relief opstillet i forbindelse med paladsindgangene. En proces fandt sted, hvor et mere ensartet udtryk spredtes over he le det assyriske imperium inkl. centeret fra omkring midten af det 8. århundrede f.v.t. Udover at ses i udviklingen af relieffer på store orthostater, ses det bl.a. også i brugen af aramæisk som administrativt sprog og i arkitekturen med indflydelse fra Syrien til Assyrien med den såkaldte bit-hilani og L-formede enheder i residenser (Bunnens 1999: 619, 621). Det nævnes tilmed i assyriske tekster, at de nordsyriske paladser spillede en vigtig rolle som forbilleder for de ny-assyriske kongers paladser (Winter 1982: 364). Den kulturelle ensartethed indenfor en politisk enhed er altså ikke ensbetydende med at alt udgår fra centeret og periferien bare må følge efter og ændre sig. Ved den direkte fysisk kontakt med objekter der krydser grænser, men også når mennesker, som krydser grænserne og stimuleres ved indtryk udefra er forandringerne opstået (Postgate 1992: 258-259). Der er foregået en selektiv udvælgelse blandt de tilstødende kulturelle traditioner, hvor der lånes og kopieres elementer, men ikke nødvendigvis med præcis samme betydning eller værdi (Postgate 1992: 260). 21

Konklusion De nordsyriske relieffer blev fremstillet for konger af forskellige småstater, som var opstået efter den ca. 200 år lange dark age efter Bronzealderens ophør. Befolkningen var i Jernalderen her sammensat bl.a. af folk med en anatolsk hittitisk baggrund og de nyindvandrede aramæere. Man kan skelne kongernes etniske tilhørsforhold fra hinanden på navnene, men reliefferne bygger på en overvejende hittitisk tradition fra det forgangne 2. årtusinde f.v.t. og udviser derfor ikke en markant forskel mht. til etnicitet. Dog ses der i motivvalget også eksempler på indflydelse fra en lokal syrisk og en ældre mesopotamisk tradition. Motiverne er begrænset til generelle opstillinger - ingen narrativitet - med en scene per stenblok. Forskellene mellem reliefferne fra de forskellige stater er størst i begyndelse af perioden dvs. i 10. og ind i det 9. århundrede f.v.t.. Typisk for den tidlige stil er også relieffernes grove udførelse, de unaturlige proportioner som eksempelvis meget store øjne og næser. Udover dette består figurernes påklædning generelt af en lårkort eller lang tunika med en bred livrem. Snabelsko forekommer ofte og hår er ses i rækker af pæreformede lokker eller en fletning, som ender i en opadvendt spiral. Den stilmæssige udvikling påvirkes af den politiske situation i området. Assyrien udfører militære kampagner også i Nordsyrien. I perioden, hvor flere af de nordsyriske stater skifter frem og tilbage mellem at have status som assyriske vasalstater og selvstændige, som nægter at betale tribut, ses en stigende assyrisk indflydelse på relieffernes stil. Og en teknisk forbedring finder sted, som kommer til udtryk i en større plasticitet i forhold til de tidligere meget flade relieffer med simple indridsede detaljer. Kompositionen bliver mere afbalanceret og figurer afbildes nu med mere naturlige proportioner og frisurer, klæder og sandaler med flere detaljer, som assyrerne bærer på deres relieffer. Men påvirkningen har ikke kun virket i denne retning. Assyrernes tradition for at udsmykke deres paladser med relieffer og lamassuer er først opstået efter deres militære kampagner i Syrien. Her kunne de lade sig inspirere af reliefferne på de nordsyriske paladser og templer. Fra midten af det 8. århundrede f.v.t. går Assyrien for alvor i gang med at gøre de erobrede områder til assyriske provinser og folkedeportationer blev sat i værk. Hermed ophører den nordyriske relieftradition. For disse relieffer var et royalt udtryksmiddel, og ikke bare var byggeelementer og til pynt. De var en form for propaganda og magtstadfæstelse. Under den assyriske overmagt havde de ikke længere noget eksistensgrundlag. 22

Bibliografi Bittel, K. 1976 Die Hethiter. Die Kunst Anatoliens vom Ende des 3. bis zum Anfang des 1. Jahrtausends vor Christus. Bunnens, G. 1999 Aramaeans, Hittites and Assyrians in the upper Euphrates Valley i G. del Olmo Lete & J.L. Montero Fenellós (eds.) Archaeology of the Upper Syrian Euprates. The Tishrin Dam Project. Proceedings of the International Symposium Held at Barcelona, January 28th -30th 1998. Genge, H. 1979 Nordsyrisch-südanatolische Reliefs. Copenhagen. Grayson, A.K. 1982 Assyria: Ashur-Dan II to Ashur-Nirari V (934-745 B.C.) i The Cambridge Ancient History vol. III pt. 1. 1991 Assyria: Tiglath-Pileser III to Sargon II (744-705 B.C.) i The Cambridge Ancient History vol. III pt. 2. Hawkins, J.D. 1974 Assyrians and Hittites i Iraq 36 p. 67-83. 1982 The Neo-Hittite States in Syria and Anatolia i The Cambridge Ancient History vol. III pt. 1. 1984 The Syro-Hittite States i The Cambridge Ancient History, plates to vol. III. Kohlmeyer, K. 2000 Der Tempel des Wettergottes von Aleppo. (Gerda Henkel Vorlesung. Herausgegeben von Der Gemeinsamen Kommission Der Nordrhein-westfälischen Akademie Der Wissenschaften und der Gerda Henkel Stiftung). Rhema-Verlag. Larsen, M.T. 1979 The Tradition of Empire in Mesopotamia. i Power and Propaganda (Mesopotamia 7) ed. M. T. Larsen. Copenhagen. Madhloom, T. 1970 The Cronology of Neo-Assyrian Art. London. Oppenheim, M.F. 1955 Tell Halaf vol. III: Die Bildwerke. Berlin. Orthmann, W. 1971 Untersuchungen zur späthethitishen Kunst. Saarbrücker Beiträge zur Altertumskunde, vol. 8. Bonn. 23

1975 (ed.) Der alte Orient. Postgate, J.N. 1992 The Land of Assur and the Yoke of Assur. i World Archaeology 23. Reade, J.E. 1979 Assyrian architectual decoration: tecniques and subject-matter. i BaM 10 p. 17-49. Roaf, M. 1996 Cultural Atlas of Mesopotamia and the Ancient Near East. Saggs, H.W.F. 1984 The Might that was Assyria. Trigger, B. 1990 Monumental architecture: a thermodynamic explanation of symbolic behavior. i World Archaeology 22. Weiss, H. (ed.) 1985 Ebla to Damascus. Art and Archaeology of Ancient Syria. Washington D.C. Winter, I.J. 1982 Art as Evidence for Interaction: Relations between the Assyrian Empire and North Syria i H.J Nissen & J. Renger (eds.) Mesopotamien und seine Nachbarn. p.355-81. Berlin. 1989 North Syrian ivories and Te ll Halaf reliefs: the impact of luxury goods upon major arts. i A. Leonard og B.B. Williams (eds.) Essays in ancient civilization presented to Helene J. Kantor ( SAOC 47, Chicago). 24

Illustrationsliste Forside: Ba, 2 Tafel 104 i Oppenheim, M.F. 1955, Tell Halaf vol. III: Die Bildwerke. Berlin. Illustration 1: p.567 i Orthmann, W. 1971, Untersuchungen zur späthethitishen Kunst. Saarbrücker Beiträge zur Altertumskunde, vol. 8. Bonn. Illustration 2: p. 160 i Roaf, M. 1996, Cultural Atlas of Mesopotamia and the Near East. Illustration 3: p. 164 i Roaf, M. 1996, Cultural Atlas of Mesopotamia and the Near East. Illus tration 4: p. 179 i Roaf, M. 1996, Cultural Atlas of Mesopotamia and the Near East. Illustration 5: p. 96 i Hrouda, B. 1991, Der Alte Orient. Geschichte und Kultur des alten Vorder- asien. Illustration 6: Abb. 17 i Genge, H. 1979, Nordsyrisch-südanatolische Reliefs. Copenhagen. Illustration 7: Plate 109.a i Hawkins, J.D 1984, The Syro-Hittite States i The Cambridge Ancient History, plates to vol. III. Illustration 8: Plate 116 i Hawkins, J.D 1984, The Syro-Hittite States i The Cambridge Ancient History, plates to vol. III. Illustration 9: A3, 52 Tafel 38 i Oppenheim, M.F. 1955, Tell Halaf vol. III: Die Bildwerke. Berlin. Illustration 10: Ba, 2 Tafel 104 i Oppenheim, M.F. 1955, Tell Halaf vol. III: Die Bildwerke. Berlin. Illustration 11: Plate 62(a) i Winter, I.J. 1989, North Syrian ivories and Tell Halaf reliefs: the impact of luxury goods upon major arts. i A. Leonard og B.B. Williams (eds.) Essays in ancient civilization presented to Helene J. Kantor ( SAOC 47, Chicago). Illustration 12: Abb. 1 i Genge, H. 1979, Nordsyrisch-südanatolische Reliefs. Copenhagen. Illustration 13: 121 i Hawkins, J.D 1984, The Syro-Hittite States i The Cambridge Ancient History, plates to vol. III. Illustration 14: p. 126 i Hrouda, B. 1991, Der Alte Orient. Geschichte und Kultur des alten Vorder- asien. Illustration 15: Abb. 111 i Genge, H. 1979, Nordsyrisch-südanatolische Reliefs. Copenhagen. Illustration 16: Tafel 2 (unten) i Kohlmeyer, K. 2000, Der Tempel des Wettergottes von Aleppo. (Gerda Henkel Vorlesung. Herausgegeben von Der Gemeinsamen Kommission Der Nordrhein-westfälischen Akademie Der Wissenschaften und der Gerda Henkel Stiftung). Illustration 17: Tafel 15-17 i Kohlmeyer, K. 2000, Der Tempel des Wettergottes von Aleppo. (Gerda Henkel Vorlesung. Herausgegeben von Der Gemeinsamen Kommission Der Nordrhein-westfälischen Akademie Der Wissenschaften und der Gerda Henkel Stiftung). 25