HØJESTERETS DOM afsagt fredag den 3. maj 2019 Sag BS-23798/2018-HJR (1. afdeling) B som hensiddende i det uskiftede bo efter A (advokat Arvid Andersen) mod Beskæftigelsesministeriet (advokat Rass Holdgaard) I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 16. afdeling den 29. maj 2018. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Thomas Rørdam, Marianne Højgaard Pedersen, Poul Dahl Jensen, Henrik Waaben og Kristian Korfits Nielsen. Påstande Appellanten, B som hensiddende i det uskiftede bo efter A, har nedlagt påstand om ophævelse af landsrettens dom og hjemvisning af sagen til fortsat behandling ved landsretten. Indstævnte, Beskæftigelsesministeriet, har påstået stadfæstelse. Anbringender B som hensiddende i det uskiftede bo efter A har anført navnlig, at forældelseslovens 4, stk. 1, finder analog anvendes på erstatningskravet mod Beskæftigelsesministeriet. As krav på fratrædelsesgodtgørelse mod hovedmanden Ajos A/S var omfattet af den 5-årige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens 4, stk. 1.
2 Erstatningskravet mod staten, der er begrundet i As fortabelse af denne godtgørelse, må derfor sidestilles med et krav, der er afledt af aftale om udførelse af arbejde som led i et ansættelsesforhold. Kravet mod Beskæftigelsesministeriet må således også anses for omfattet af den 5-årige forældelsesfrist. Det vil være i strid med det EU-retlige effektivitetsprincip, hvis et erstatningskrav mod staten er undergivet en kortere forældelsesfrist end den frist, der gælder for hovedkravet, idet erstatningskravet mod staten i så fald utilsigtet kan være forældet, allerede inden det er blevet afklaret, om hovedkravet kan gennemføres. Da sagen mod Beskæftigelsesministeriet er anlagt den 30. juni 2014, er den anlagt inden udløbet af den 5-årige forældelsesfrist i forældelseslovens 4, stk. 1. For så vidt angår forældelsesfristens begyndelsestidspunkt følger det af det EUretlige effektivitetsprincip, at søgsmålsfristen efter national ret tidligst kan begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor der er sket korrekt implementering. Hvis Højesteret ikke er enig heri, må forældelsesfristen subsidiært regnes fra det tidspunkt, hvor As tab opstod. Det bestrides, at forældelsesfristen, som anført af landsretten, skal regnes fra det tidspunkt, hvor A fratrådte og ikke modtog fratrædelsesgodtgørelse. Fratrædelsestidspunktet har kun betydning for, hvornår den 5-årige forældelsesfrist i forhold til Ajos løber fra. Forældelsesfristen for kravet mod staten skal først regnes fra det tidspunkt, hvor det stod A klart, at han var blevet påført et tab, jf. også UfR 1983.1000 H. Da det først ved Højesterets dom af 6. december 2016 (UfR 2017.824), hvorved Ajos blev frifundet for påstanden om betaling af fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens 2 a, stk. 1, stod endelig klart, at der var lidt et tab, som staten kunne være erstatningsansvarlig for, skal forældelsesfristen regnes fra dette tidspunkt, jf. forældelseslovens 2, stk. 4. Når tidspunktet for As fratrædelse ikke i relation til erstatningskravet mod staten kan anses for skadestidspunktet, skyldes det, at der i relation til statens ansvar reelt er tale om opretholdelse af en løbende tilstand i forhold til funktionærlovens indretning, som i strid med beskæftigelsesdirektivet og EU-Domstolens fortolkning heraf afskar retten til fratrædelsesgodtgørelse. I denne situation kan der ikke fastlægges et tidspunkt for skadens indtræden. Forud for EU-Domstolens dom af 19. april 2016 i sag C-441/14, Dansk Industri (DI) som mandatar for Ajos mod boet efter A, hvor EU-Domstolen besvarede de af Højesteret stillede præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af EUretten, var det ikke blevet fastslået, at funktionærlovens 2 a, stk. 3, ikke alene var i strid med beskæftigelsesdirektivet, men tillige i strid med det almindelige EU-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder. Det følger af forældelseslovens 3, stk. 2, at hvis en fordringshaver er ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen i 3, stk. 1, først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil. Forud for Højesterets dom af 6. december 2016 (UfR 2017.824) var der ikke grundlag for at antage, at staten havde handlet ansvarspådragende. Appellanten (og staten) svævede således forud for dommen i en vildfarelse om, hvem kravet skulle
3 rettes mod. Den forældelsesretlige sondring mellem, hvad der kan anses for faktiske og retlige omstændigheder, jf. forældelseslovens 3, stk. 2, bør i den foreliggende situation ikke kunne føre til, at suspension af forældelsesfristen anses for udelukket. Forældelsen må anses for foreløbig afbrudt efter forældelseslovens 22, stk. 2, eller princippet heri. 22, stk. 2, skal fortolkes således, at statens erstatningsansvar tidligst forældes et år efter afsigelsen af endelig dom i hovedforholdet mellem A (boet efter A) og Ajos. Beskæftigelsesministeriet har anført navnlig, at der hverken i ordlyd, forarbejder eller retspraksis er støtte for, at forældelseslovens 4, stk. 1, skal fortolkes således, at den 5-årige forældelsesfrist, der følger af denne bestemmelse, finder anvendelse på erstatningskrav, blot fordi erstatningskravet har grundlag i et krav om en ydelse i et ansættelsesforhold, der ikke har kunnet håndhæves over for arbejdsgiveren. Det er et fast forældelsesretligt princip, at forældelsen af en fordring som udgangspunkt ikke påvirkes af, at fordringen kan gøres gældende mod flere skyldnere på forskelligt grundlag. Det rejste erstatningskrav er derfor omfattet af den almindelige 3-årige forældelsesfrist i forældelseslovens 3, stk. 1. Forældelsesfristen begyndte at løbe den 30. juni 2009, hvor A fratrådte sin stilling i Ajos uden at opnå ret til fratrædelsesgodtgørelse, jf. forældelseslovens 2, stk. 4. Dette er tidspunktet for skadens indtræden og tabets opståen. Det bestrides således, at forældelsesfristen først skal regnes fra Højesterets dom af 6. december 2016 (UfR 2017.824), hvorved Ajos blev frifundet for appellantens påstand om betaling af fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens 2 a. Det er uden betydning, at kravet mod staten støttes på et andet grundlag end kravet mod arbejdsgiveren. Forældelseslovens 2, stk. 4, finder netop anvendelse på krav, der støttes på ansvar uden for kontrakt. Der er intet grundlag for at antage, at tidspunktet for skadens indtræden først skulle være det tidspunkt, hvor A indså, at tiltrædelsesloven ikke indeholdt hjemmel til i en tvist mellem private at lade det uskrevne EU-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder fortrænge den dagældende bestemmelse i funktionærlovens 2 a, stk. 3. UfR 1983.1000 H, som appellanten påberåber sig, vedrørte en særegen situation, der ikke er relevant for den foreliggende sag. Det bestrides, at forældelsen kan anses for suspenderet indtil Højesterets dom af 6. december 2016 (UfR 2017.824). Det følger af fast retspraksis og af forældelseslovens forarbejder, at retsvildfarelser som altovervejende hovedregel ikke kan føre til suspension. Der er intet grundlag for at fravige dette klare udgangspunkt i denne sag.
4 Som anført af landsretten var der intet processuelt til hinder for, at A og senere mandataren tog retslige skridt mod Beskæftigelsesministeriet inden forældelsesfristens udløb den 30. juni 2012, herunder eventuelt ved at procestilvarsle ministeriet efter forældelseslovens 22, stk. 2, jf. stk. 1, i den sag, der blev anlagt mod Ajos den 14. juni 2012. Der er ikke grundlag for at se bort fra kravet om procestilvarsling i 22, stk. 2. Højesterets begrundelse og resultat Sagen angår, om der er indtrådt forældelse af det erstatningskrav, som B som hensiddende i det uskiftede bo efter A med henvisning til forkert gennemførelse af EU-retten har fremsat over for Beskæftigelsesministeriet. Højesteret tiltræder af de grunde, der er anført af landsretten, at erstatningskravet er omfattet af den almindelige 3-årige forældelsesfrist i forældelseslovens 3, stk. 1. Efter forældelseslovens 2, stk. 4, regnes forældelsesfristen for krav på erstatning for skade forvoldt uden for kontraktforhold fra tidspunktet for skadens indtræden. A fratrådte sin stilling i Ajos A/S den 30. juni 2009. Efter den dagældende bestemmelse i funktionærlovens 2 a, stk. 3, gjaldt der en ordning, hvorefter hans ret til fratrædelsesgodtgørelse bortfaldt, selv om han afstod fra at aktivere sin arbejdsgiverbetalte pensionsordning og i stedet valgte at fortsætte på arbejdsmarkedet. Dette bortfald af retten til fratrædelsesgodtgørelse var i strid med EU-rettens forbud mod aldersdiskrimination, jf. herved EU-Domstolens dom af 12. oktober 2010 i sag C-499/08, Ole Andersen. Højesteret tiltræder herefter, at den skade og det hermed forbundne formuetab, som kræves erstattet som følge af, at den dagældende 2 a, stk. 3, i strid med EU-retten fratog A retten til fratrædelsesgodtgørelse, må anses for indtrådt ved hans fratræden den 30. juni 2009. Erstatningskravet mod Beskæftigelsesministeriet var dermed forældet ved indgivelsen af stævning mod ministeriet den 30. juni 2014, medmindre forældelsesfristen må anses for suspenderet eller udskudt. Højesteret lægger ligesom landsretten til grund, at der ikke forud for sagsanlægget blev givet procesunderretning til Beskæftigelsesministeriet, og det tiltrædes derfor, at forældelseslovens 22, stk. 2, jf. stk. 1, ikke kan føre til, at forældelsen skal anses for foreløbig afbrudt. Som også anført af landsretten forudsætter suspension af forældelsesfristen i henhold til forældelseslovens 3, stk. 2, som det helt klare udgangspunkt ukendskab til faktiske forhold, og der skal således foreligge særlige omstændigheder for at fravige dette udgangspunkt, jf. herved bl.a. Højesterets dom af 10.
5 september 2012 (UfR 2012.3564). Højesteret finder i overensstemmelse med denne dom, at selve det forhold, at en dansk ordning viser sig at være i strid med EU-retten, ikke udgør sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde suspension af forældelsesfristen efter forældelseslovens 3, stk. 2, og at der i den foreliggende sag heller ikke i øvrigt foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for undtagelsesvis at suspendere forældelsesfristen som følge af retsvildfarelse. Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at det EU-retlige effektivitetsprincip ikke er til hinder for at anvende den almindelige 3-årige forældelsesfrist i forældelseslovens 3, stk. 1, på det erstatningskrav, som B som hensiddende i det uskiftede bo efter A har fremsat over for Beskæftigelsesministeriet. Erstatningskravet er herefter forældet, og Højesteret stadfæster derfor landsrettens dom. Landsrettens dom stadfæstes. T H I K E N D E S F O R R E T : I sagsomkostninger for Højesteret skal B som hensiddende i det uskiftede bo efter A betale 30.000 kr. til Beskæftigelsesministeriet. De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens 8 a.