KEN nr 9854 af 28/11/2012 (Gældende) Udskriftsdato: 23. juni 2019 Ministerium: Journalnummer: 7100310-12 Økonomi- og Indenrigsministeriet Senere ændringer til afgørelsen Ingen Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ej handicap - afskedigelse - ej medhold J.nr. 7100310-12 Klager blev opsagt fra sin stilling som servicemedarbejder på grund af sygefravær. Klager havde forud for opsigelsen været sygemeldt på grund af stress. Nævnet fandt ikke, at der på tidspunktet for klagers opsigelse var dokumenteret en funktionsnedsættelse af en sådan varighed og omfang, at det kunne betragtes som et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Eftersom sygdom ikke er omfattet af forskelsbehandlingslovens beskyttelse mod forskelsbehandling, fandt nævnet ikke, at klager havde handlet i strid med loven, da de opsagde klager. Klager fik derfor ikke medhold i klagen. Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev opsagt på grund af sygefravær. Klager havde forud for opsigelsen været sygemeldt på grund af stress. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev opsagt på grund af sygefravær. Sagsfremstilling Klager blev ansat som servicemedarbejder ved indklagede universitet fra den 15. januar 2007. Klager blev i februar 2011 sygemeldt på grund af stress. Den 23. marts 2011 blev der afholdt en kontaktsamtale mellem klager og hendes nærmeste chef X om klagers tilbagevenden til arbejdet, og hvordan dette skulle foregår. Klager genoptog arbejdet på fuld tid den 2. maj 2011. Klager var i en periode fra 27. maj 2011 til og med den 30. juni 2011 deltidssygemeldt, således at hun var fraværende om fredagen. Klager blev sygemeldt igen den 5. juli 2011 på grund af stress. På et møde den 14. juli 2011, fik klager udleveret indstilling til uansøgt afsked. 1
Den 18. juli 2011 modtog hun partshøring over påtænkt afsked på grund af omfattende sygefravær. Det fremgik heraf, at indstillingen om afskedigelse var begrundet i, at klager havde haft 107 sygedage fra 6. januar 2010 til 4. juli 2011, og at hun den 5. juli 2011 sygemeldte sig for en periode på 14 dage. Indklagede fandt, at hendes fravær var uforeneligt med hendes jobfunktion, hvor stabilitet var afgørende. En række af de centrale opgaver i hendes jobfunktion skulle løses på bestemte tidspunkter og kunne ikke udskydes eller undlades udført, f.eks. opdækning til møder, udskiftning af service og forplejning mellem møder, løbende modtagelse af gæster, brygning af te/kaffe mv. Endelig fremgik det af partshøringen, at opsigelse som følge af sygefravær kan ske, hvis opsigelsen efter en konkret vurdering er rimeligt begrundet i den ansattes eller virksomhedens forhold. Indklagede fandt, at klagers omfattende sygefravær var af så væsentlig karakter, at det ikke længere var muligt at opretholde klagers ansættelse. Hendes sygefravær havde betydet en væsentlig øget belastning af hendes kollegaer, der i hendes fravær skulle løse hendes arbejdsopgaver. Klagers forbund sendte den 26. august 2011 et høringssvar til indklagede, hvor de blandt andet gjorde opmærksom på, at en stor del af ansvaret for stress-sygemeldingen lå hos indklagede, som ikke havde formået at sikre en human og anstændig tilbagevenden på arbejdspladsen efter sygefraværet. Forbundet henviste videre til, at der ikke var gjort noget reelt forsøg på at få klager tilbage på arbejde på en ordentlig måde, og at universitetets retningslinjer vedrørende dette ikke blev fulgt. Ved brev af 31. august 2011 fastholdt indklagede opsigelsen af klager på grund af hendes sygefravær med samme grunde som anført i partshøringsskrivelsen. Herudover fremgik af opsigelsen blandt andet, at indklagede, ved modtagelsen af klager efter hendes sygefravær i foråret 2011, havde handlet i overensstemmelse med universitetets praksis om modtagelse af stressramte medarbejdere efter sygefravær. Det fremgik også, at klagers opstart blev udskudt til den 2. maj 2011 frem for en opstart før påske. Indklagede var opmærksom på, at juli måned er en stille måned uden voldsomt pres på klagers opgaver, ligesom klager havde planlagt ferie sidst i juli og de første 14 dage af august. Med denne indlagte stilleperiode og ferie var det såvel klagers som indklagedes opfattelse, at det var en hensigtsmæssig opstart. Denne opstart blev desuden suppleret med en delvis sygemelding i en periode. Indklagede tilpassede således løbende opstarten i henhold til klagers forhold. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med sin ansættelse hos indklagede. Hun ønsker godtgørelse herfor. Klager henviser til, at hun ikke fik nogen hjælp og støtte, da hun vendte tilbage til arbejdet efter sin første sygemelding. 2
Hun gjorde allerede X opmærksom på tilbagevendende stress-symptomer, da hun havde været tilbage i tre dage. Hun foreslog selv overfor indklagede, at hun kunne sidde i et andet kontor, hvor der var mere ro, og at hun kunne gå på nedsat tid i en periode. X var ikke til at snakke med, det eneste klager fik, var 10 timer hos en psykolog og efter lang overtalelse fem fredage fri med den bemærkning, at hun skulle klargøre så meget, hun kunne om torsdagen til de fredage, hun havde fri, så hun var helt færdig, når hun kom hjem om torsdagen. Ved MUS-samtalen blev det nævnt, at hun havde for meget fravær. Klager oplyste indklagede om, at de fem fredage ikke var nok, hvortil hun fik at vide, at de ikke kunne gøre mere for hende, men hvis hendes stress var så akut, kunne hun jo flytte sin sommerferie frem. I efteråret 2011 gik en af klagers kolleger ned med stress. Hun var sygemeldt i 2 måneder og kom tilbage til nedsat tid og fri om onsdagen, og hun blev godt behandlet. Forskellen på klager og denne kollega er, at klager var servicemedarbejder, mens kollegaen er sekretær, så hun er højere på rangstigen. Klagers kollega havde desuden børn og holdt tit barns sygedag. Klager mener, at hendes og kollegaens sygefravær er rimeligt ens, og at kollegaen måske endda havde nogle flere sygedage i form af barns sygedag. Klager oplevede, at det forværrede hendes situation, at der var så stor forskel på den behandling, hun og hendes kollega fik. Klager mener i øvrigt, at der har været andre, der efter en sygemelding på grund af stress er blevet bedre behandlet, end hun er, og som ikke er blevet fyret. Klagers stress har udviklet sig til et psykisk handicap. Hun oplyser, at det at være nede med stress og sygemeldt for dette og så samtidig blive indstillet til fyring, har givet hende et psykisk handicap. Hun oplyser, at hun har svært ved at koncentrere sig, og at hun hurtigt bliver træt i hovedet. Hun kan ikke overskue flere mennesker på en gang. Hun har dage, hvor hun bryder grædende sammen, hvis der er nogen, der henvender sig til hende. Hun oplyser, at hun stadig ikke kan overskue at lave mere end en ting om dagen, ellers kommer stress-symptomerne tilbage. Klager mener, at indklagede overtræder deres egne regler om indstilling til fyring, hvorefter man skal varsle medarbejderen skriftligt herom. Hun har ikke fået nogen advarsel hverken mundtligt eller skriftligt om uansøgt afsked. Indklagede gør gældende, at afskedigelsen ikke er sket med begrundelse i klagers "psykiske handicap". Afskedigelsen er udelukkende foretaget på grund af klagers omfattende sygefravær. Indklagede henviser til, at de på intet tidspunkt har været bekendt med, at klager havde et psykisk handicap. 3
Indklagede oplyser, at jobbet som servicemedarbejder i sekretariatet er et fuldtidsjob på 37 timer, der forudsætter en medarbejder, som uden kompensation af den ene eller anden art kan varetage opgaverne. Stillingen er derfor ikke fastlagt som et skånejob eller lignende. Det afgørende for udførelsen af jobbet er stabilitet, da en række af jobbets centrale opgaver består i at servicere ledelsens møder med opdækning, servering af forplejning, afrydning m.v. Disse centrale opgaver skal løses på bestemte tidspunkter, der er fastlagt på forhånd eller ad hoc aftales afhængigt af den øverste ledelses mødekalender. Indklagede vurderede, at klagers sygefravær var af så væsentlig karakter, at det ikke var foreneligt med opretholdelsen af ansættelsen. Sygefraværet betød en væsentlig øget belastning af klagers kolleger, der var ansat til at varetage andre opgaver, hvilket var til ikke ubetydelig gene for opgavevaretagelsen hos indklagede. Indklagede kan ikke genkende klagers gengivelse af forløbet. Det er indklagedes opfattelse, at der ikke er sket forskelsbehandling af klager i forhold til hendes kollega. Begge har i henhold til universitetets politik og retningslinjer fået udarbejdet en individuel plan for tilbagevenden til arbejdet ud fra deres personlige stressforhold. Begge har medvirket aktivt herved og accepteret planen. Det følger af universitetets retningslinjer for sygefravær, at der udarbejdes en konkret plan for, hvordan medarbejderen hurtigst muligt kan vende helt eller delvist tilbage. Planen vil variere alt efter omstændighederne, herunder den enkeltes helbredsmæssige muligheder og medarbejderens funktion på arbejdsstedet. Derfor er det ikke umiddelbart muligt at sammenligne en stressramt medarbejders plan med en anden medarbejders plan. Indklagede henviser til, at hvis der foreligger et handicap, følger det af det bagvedliggende EU-direktiv samt praksis fra EU-domstolen, at beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af handicap ikke tillige omfatter sygdom. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af blandt andet handicap. Det fremgår af lovforarbejderne, at handicap ikke er et entydigt begreb. I praksis opereres med en forståelse af begrebet, hvorefter der for at være tale om et handicap eller en person med handicap, må kunne konstateres en fysisk, psykisk eller intellektuel funktionsnedsættelse, som medfører et kompensationsbehov, for at den pågældende kan fungere på lige fod med andre borgere i en tilsvarende livssituation. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. 4
Klager blev opsagt på grund af sygefravær. Hendes sygefravær skyldtes stress. Stress må som udgangspunkt betragtes som symptomer på en belastning. Stress kan give sig udtryk i både fysiske og psykiske symptomer. Ligebehandlingsnævnet finder ikke, at der på tidspunktet for klagers opsigelse er dokumenteret en funktionsnedsættelse af en sådan varighed og omfang, at det kan betragtes som et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Da sygdom ikke er omfattet af forskelsbehandlingslovens beskyttelse mod forskelsbehandling, finder nævnet ikke, at klager har handlet i strid med loven, da de opsagde klager med henvisning til hendes sygefravær. Klager får derfor ikke medhold i klagen. <7100310-12> 5