Ordensmagt Af Gitte Rebsdorf Klædt på til TOPMØDE De sidder bænket i lange rækker en onsdag aften sidst i maj. De fleste af dem er mænd med muskler over gennemsnittet. Kroppene hviler tungt i stolene, og jakkerne med det hvide POLITI skrevet hen over ryggen er taget af inde i varmen. Ude har de hele dagen trænet kampteknikker og øvet i at bruge det sidste nye isenkram. Nu er de rykket indenfor i auditoriet på Vordingborg Statsseminarium. Her gælder det hovedet eller psyken, som en psykolog fortæller dem om. 12 Nr. 12. 2002
Politibetjente er ofte udsat for voldsomme hændelser på jobbet. Indtil for ti år siden blev der ikke taget notits af det, men nu arbejder en række psykologer på at ændre den holdning og ruste politiet mentalt til EU-topmøderne, som begynder i juli. Hele seancen udendørs og indendørs indgår i et kursus, hvor politiet forbereder sig til indsats ved en række EU-topmøder, som Danmark er vært for i løbet af sommeren og efteråret. Mange af betjentene kigger tavst og mat hen for sig. Tale eller for den sags skyld det psykiske felt er heller ikke det, som er i højeste kurs hos kursisterne. - Det er noget med, at hvis man har brug for en psykolog, så er det, fordi der er noget galt oven i hovedet på én, siger en karseklippet mand med københavnsk dialekt. Han hedder Klaus Gynge, er hundefører og dermed helt i front, når det gælder gadekampe og andre uroligheder. Motivation? Chefpsykolog i Rigspolitiet Bjarne Frøslee Ibsen underviser på kurset. Han kender godt den holdning og siger, at den er meget typisk i politiet eller at den i hvert fald har været det. Han er klar over, at man ikke med et snuptag vender en hel korpsånd. - Jeg får nok kun fat i omkring 20 procent af dem, der deltager i vores undervisning. Men motivationen ændrer sig markant i de tilfælde, hvor en betjent har været ude for en voldsom hændelse som for eksempel at være vidne til et barns død i trafikken. - Så kigger betjentene ikke tavst ud i luften og keder sig, men tager imod den hjælp og det beredskab, der gennem mange år er bygget op til dem. For den psykologiske træning, som 4000 betjente deltager i her op til topmøderne, har rødder flere år tilbage. Voldsomt belastede Det kom som noget af et chok, da Bjarne Frøslee Ibsen i 1993 var færdig med en arbejdsmiljøundersøgelse for Dansk Politiforbund. Ingen havde regnet med, at politiet var så belastet, som undersøgelsen rent faktisk viste. Eller som Klaus Gynge udtrykker det: Der er nok sådan en opfattelse af, at vi er sådan nogle, som kan klare hvad som helst. Undersøgelsen viste lige det modsatte og afslørede, at det særligt var de voldsomme hændelser som tragiske trafikulykker, gadekampe og konfrontationer med demonstranter, som gav anledning til problemer for betjentene Såvel deres psykiske som fysiske velbefindende var påvirket, og en mindre del på omkring 300 mand havde så alvorlige gener, at de havde svært ved at klare det almindelige politiarbejde. Problemets omfang var også større end antaget. En tredjedel af korpset fortalte således, at de i løbet af et år havde været udsat for en voldsom hændelse. Det satte skub i arbejdet med at forebygge og forbedre det psykiske arbejdsmiljø. Nr. 12. 2002 13
I første omgang etablerede politiet mental træning som et forsøg på Fyn. Herfra bredte det sig efterhånden til resten af landet, så cirka 20 procent af korpsets godt 10.000 mand i dag har deltaget i som minimum et grundkursus i mental træning. Alle mellemledere har fået mere tilbundsgående undervisning. Det er et arbejde, som ifølge psykologen i høj grad handler om at omvende dem, som tror, at man er lidt svag i koderne, hvis man har brug for hjælp efter en belastende oplevelse. - Jeg ser det som at omvende sjæle eller ændre en kultur og organisation. Det er en lang proces, men hvis det dur, så vil det også flyde ovenpå, siger Bjarne Frøslee Ibsen. Metoden tilpasset Tilbage først i 1980 erne, hvor ungdomshuset på Nørrebro var besat, kendte politiet ikke til mentaltræning eller psykisk forberedelse. Det var ellers en af de rigtig slemme oplevelser, husker Klaus Gynge. - Det var vildt. De smed toiletter ud ad vinduerne, og dengang skulle vi blive stående i kæde. Vi var i livsfare, og jeg stod forrest og tænkte, at nu måtte der da være nogen, som gjorde noget. Nu måtte der da være nogen, som trak en pistol. Men det var der ikke. Det var der derimod cirka et tiår senere under 18. maj-urolighederne i 1993. Begivenhederne på Nørrebro satte sig dybe spor hos politiet og også hos Klaus Gynge. - Det, jeg frygter mest, når vi nu skal ud til topmøderne, er, at man gør et godt stykke arbejde og så alligevel får kritik og bliver mistænkeliggjort og skal undersøges igen og igen, som det skete i forbindelse med 18. maj. - Det er da rigtigt nok, at der også er nogen, som skal kontrollere os. Men vi skal handle i løbet af et brøkdel af et sekund, og det er altid let at være klog bagefter, mener betjenten. Men politiet er blevet klogere bagefter, for de voldsomme begivenheder på Nørrebro satte for alvor skub i det arbejde, som Ibsen har arbejdet på at udvikle i de mellemliggende år. Arbejdet handler ikke alene om at hjælpe den enkelte betjent, så hans arbejde bliver mere sikkert, men det skulle også gerne ruste hele politikorpset til at klare opgaverne bedre. Metoden, som har hentet inspiration fra blandt andet stressteorier samt arbejds-, organisations- og krisepsykologi, er udviklet, så den passer til politikorpset. Psykologerne arbejder på tre plan nemlig før, under og efter en opgave. Det gælder også denne onsdag i 14 Nr. 12. 2002
- Jeg ser det som at omvende sjæle eller ændre en kultur og organisation. Det er en lang proces, men hvis det dur, så vil det også flyde ovenpå, siger Bjarne Frøslee Ibsen. maj 2002, hvor Ibsen underviser flere hundrede betjente i Vordingborg. Selvhjælp Planchen på væggen i auditoriet er inddelt i to sider, en med den operationelle del og en med den mentale del. Det er ikke nok, at betjente er i fysisk topform, hvis den mentale grundform halter bagefter, forklarer psykologen og giver betjentene en række redskaber til at ruste sig mentalt. Forud for de kommende topmøder er det vigtigt at tænke igennem og snakke om, hvad betjentene hver især forestiller sig kunne være det værste at komme ud for. Skrækeksemplerne fra Gøteborg og Genova, hvor en demonstrant blev skudt, er slemme, mener Ibsen og forklarer, at det er vigtigt, at betjentene er udhvilede og har talt med familien om, hvad det er, de skal af sted til. Holdfølelsen skal være god. Det kan betjentene også læse om i en pjece, som de bliver bedt om at tage med sig, før de forlader auditoriet. Fidusen ved metoden er, at betjentene skal lære at hjælpe sig selv og hinanden. Det er altså ikke en psykologisk krisehjælp, som man eksempelvis ser den hos Falck, forklarer Ibsen. - Der tilkalder man en psykolog og sætter ind med hurtig hjælp. Det her handler mere om at ændre holdninger. Det er en metode, som arbejder på det individuelle plan, og det er også en metode, der arbejder med gruppen, som man eksempelvis kender det fra idrætspsykologien. Politikulturen Alle mellemledere i politiet har fået særlig undervisning i den psykologiske metode. Det er sket netop for at styrke gruppen. Det er mellemlederne som ifølge arbejdsmiljøloven er ansvarlige, og derfor har netop de fået særlige instrukser i, hvordan man skal gribe det an, når eksempelvis en kollega har været udsat for voldsomme hændelser som molotovcocktails eller tragiske trafikulykker. - Så må gruppen træde til med omsorg. Sørge for noget varmt at drikke, et tæppe og ikke mindst muligheden for at snakke. Hele denne proces er lederne ansvarlige for, og det er også dem, der skal vurdere, om der er behov for en psykolog. Vurderingen er meget konkret og bliver taget på baggrund af hændelsen og ikke de følelser, den pågældende betjent har, siger Ibsen. Nr. 12. 2002 15
- Mange betjente har på grund af politikulturen en tendens til at afslå hjælp, selv om de i virkeligheden har hårdt brug for den. Derfor er det vigtigt at have en forebyggelsesstrategi, som ikke er afhængig af, hvad den enkelte ønsker, men af, hvad der er sket. For at arbejdet skulle lykkes har det også været vigtigt at have kendskab til, hvordan politiet er skruet sammen. Og med 11 års arbejde i politiet, besøg i samtlige 54 politikredse og utallige arbejdspladsbesøg har Ibsen ikke alene fået et godt indblik i korpsets kultur. Ændret holdning Her op til topmøderne har alle 4000 betjente, som skal deltage, været på en lille uges kursus, som også indeholder psykologisk undervisning. Normalt er der tilknyttet syv psykologer til Rigspolitiets psykologtjeneste, men under topmøderne er der nedsat et beredskab og tilknyttet yderligere tre psykologer, som er parat til at træde til og rådgive og hjælpe, hvis noget går galt under politiets arbejde. Da Klaus Gynge i firserne var med ved urolighederne på Nørrebro, kendte politiet ikke til psykologisk debriefing eller for den sags skyld til muligheden for at snakke med kollegerne efter en opgave. Han husker udmærket den følelse, han havde, da han stod forrest i kæden, og der blev kastet toiletkummer ud fra vinduerne. - Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Det var afmagt. Og det var meget frustrerende. Men nu har holdningen ændret sig, så det ikke længere er en opfattelse, at der er noget galt med én, hvis man reagerer og har brug for hjælp. Der er nok sket et skift. Nu er det ikke længere sådan, at man er en tøsedreng, hvis man har brug for at snakke. Vi fortæller hinanden om, hvad der er sket, og det er meget rart at vide, at der ikke er noget galt med én, fordi man måske går og føler sig lidt underlig og småtuder efter en voldsom hændelse, siger Klaus Gynge. Gitte Rebsdorf er journalist 16 Nr. 12. 2002