Kl. 9.00 Kl. 10.00 Ravsted Kirke Burkal Kirke Tema: Gud blev menneske for vores skyld Salmer: 751, 60; 157, 656 754, 658, 656; 157, 371 Evangelium: Joh. 5,1-15 B.E. Murillo (1670): Helbredelsen af den lamme I evangeliet til i dag hører vi om at Jesus kom til Jerusalem for at deltage i en jødisk fest. På vej ind i byen kommer han forbi et vandbassin, der hed Bethesdas Dam. Ved denne dam lå der mange syge, blinde og lamme mennesker. To af versene i denne beretning findes ikke i de ældste håndskrifter. I den gamle oversættelse fra 1948 er de to vers endda sat i parentes, og en fodnote siger, at de indklamrede ord mangler i de vigtigste håndskrifter og ældste oversættelser. Det, der mangler i de ældste håndskrifter, er ordene om en Herrens engel, der til tider fór ned i dammen og bragte vandet i oprør, og så blev den, der kom først ned i vandet, helbredt. De fleste fagfolk er enige om, at de ord er en senere tilføjelse. 1
Men uanset hvad, så fremgår det klart af denne fortælling at Betesda Dam var en kilde, der sprang med uregelmæssige mellemrum - en af den slags helbredende kilder, man altid har kendt til, også i Danmark, og som videnskaben ikke kan stille noget op med, for faktum er at mennesker sommetider bliver helbredt ved mineralske kilder; det er der masser af eksempler på. Men det sker altså kun en gang imellem. Betesda Dam var sådan en mineralsk kilde, der nogle gange helbredte de syge. Det har arkæologien endda kunnet bekræfte. I 1860'erne gav franske arkæologer sig til at grave i det nordøstlige hjørne af det gamle Jerusalem, og de fandt velbevarede rester af et enormt stort badeanlæg på ca. 5000 m², og med fem søjlegange, sådan som evangelisten Johannes beskriver. Og så fandt man i øvrigt en interessant detalje. Det store badeanlæg var ved en skillemur opdelt i to bassiner, og knap 15 meter nede i den skillemur fandt man en slugt med tre kanaler. Her er vandet strømmet ind i bassinerne, og de tre kanaler er sikkert forklaringen på vandets hvirvelbevægelse. Vand fra ukendte kilder under Jerusalems klipper gjorde Betesda til et stort badeanlæg omkring en mineralsk, helbredende kilde. Det gjaldt bare om at komme ned i kildens vand straks, når det sprang - mens vandet endnu havde sin mineralske kraft. Vinderne var de stærke eller dem der havde nogen til at hjælpe sig. Og taberne var de svage, der ikke kunne komme ned i bassinet, når kilden sprang. Da Jesus kom hen til bassinet så han en mand, der lå helt alene, og som havde ligget der i rigtig mange år. Han havde ingen chance for at blive rask, for der var ikke nogen der kunne hjælpe ham ned i bassinet. Så spørger Jesus ham om han vil være rask. Det er da et mærkeligt spørgsmål. For er det ikke en selvfølge at han vil være rask? Det minder mig om en god historie jeg har hørt: På en restaurant i Thisted sad der tre mænd. En amerikaner, en skotte og en dansker. Døren går op og - ja det lyder utroligt - men ind kommer Jesus. Amerikaneren inviterer ham hen til deres bord, og byder Jesus på en Budweiser. Skotten byder på en Malt-whiskey, og danskeren byder på en Thy Pilsner. Efter en stund bryder Jesus op og giver hånd til farvel. Først amerikaneren, og da han giver hånd til Jesus, forsvinder hans ondt i ryggen fuldstændigt. Så giver han hånd til skotten, og hans dårlige knæ gør nu ikke mere ondt. Da udbryder danskeren "Mig holder du dig fra, jeg får mellemste invalidepension". Når Jesus spørger den lamme mand om han vil være rask, er det nok fordi manden ikke selv har bedt Jesus om hjælp. Det er muligt der ikke ligger andet i det end at manden skal sige ja til at lade Jesus gøre ham rask. Men man kan også forstå Jesu spørgsmål sådan at han vil have manden til at tænke sig om: Vil han fortsætte 2
sin velkendte tilværelse med de gode ting der trods alt er ved den? Eller vil han "risikere" at blive rask og skulle stå på egne ben? De fleste mennesker vil jo helst klare sig selv, og de vil meget nødig være afhængige af andres hjælp. Men der er også nogle, som ikke er kede af at få andre til at gøre noget for sig. Jo mere man kan få andre til at gøre for sig, jo nemmere slipper man jo selv! Den lamme mand tror ikke på at Jesus kan gøre ham rask, men han tror - lige som de andre syge - at der er en helbredende kraft i vandet. Jesus tilbyder ikke at hjælpe ham ned i vandet, men han siger derimod bare til ham: "Rejs dig, tag din båre og gå!" Og det sker! Lige som Gud skabte verden med sit ord, sådan kan Jesus også genskabe det ødelagte med sit ord. Han kan gøre al ting godt igen. Når Jesus senere siger til ham at han ikke skal synde mere, så tyder det på at manden selv er skyld i at han er blevet syg. Jøderne troede at det altid var sådan at man selv var skyld i sin sygdom. Så når nogen var syg, var det fordi de havde gjort noget forkert. Sygdom blev betragtet som en straf over synden. Men det er forkert. Det fremgår jo også af Jobs Bog i det Gamle Testamente. Job var en retfærdig og from mand, der ikke gjorde noget forkert. Alligevel blev han hårdt ramt af mange ulykker, dødsfald i nærmeste familie og alvorlig sygdom. Hvorfor? Det er der ingen der kan svare på. Jobs venner var overbevist om at det var fordi han havde syndet. Der måtte være noget han havde gjort forkert, men som ingen vidste noget om. Derfor sagde en af dem til ham: "Gid du ville søge til Gud og bede den Almægtige om nåde!" (Job 8,5) De kunne ikke forestille sig at Job kunne blive så hårdt ramt, hvis det ikke var Guds straf over ham. Men i slutningen af bogen skælder Gud Jobs venner ud, fordi de havde taget helt fejl. Job havde ikke gjort noget forkert. Alle ulykkerne og den alvorlige sygdom var noget Gud havde givet Satan lov til, for at prøve Job. Gud ville teste ham, for at se om han - midt i alt det svære - kunne bevare sin tro på Guds godhed og kærlighed. Og det kunne han, selv om det var meget svært! Forholdet mellem synd og sygdom er ret indviklet. Normalt er det sådan at al lidelse og sygdom i verden kommer af at menneskene har syndet mod Gud. Allerede de første mennesker overtrådte Guds bud, og så blev der lagt en forbandelse over hele menneskeslægten. Adam fik at vide at han skulle arbejde hårdt for føden, og at han ikke skulle leve evigt, men vende tilbage til jorden som han var taget af. Eva fik den forbandelse at skulle føde børn med smerte. Den forbandelse ville Jesus hæve. Når han helbredte mennesker for deres sygdomme og lidelser, var det et tegn på at Guds rige var kommet nær. Det skete for at 3
profetien fra Esajas' Bog skulle gå i opfyldelse: "Han tog vore lidelser, han bar vore sygdomme." (Matt. 8,16-17; Es. 53,4) Et andet sted har vi det vidunderlige løfte om at Jesus Kristus skal helbrede al sygdom: "Da skal blindes øjne åbnes, og døves ører lukkes op; da springer den halte som hjorten, den stummes tunge bryder ud i jubel." (Es. 35,5-6a) Og hjemme hos Gud i Himlen skal der slet ikke være sygdom og død. (Åb. 21,4) Så lidelse, sygdom og død er normalt en konsekvens af syndefaldet. Det hænger sammen med at mennesket ikke ville gøre Guds vilje. Men når vi ser på det enkelte menneskes synd, så er det ikke så enkelt. Nogle gange er mennesker selv skyld i deres sygdom og lidelser (fx hvis man har røget eller drukket for meget). Andre gange er det helt uforskyldt at man bliver syg. Det er så almindeligt at når folk bliver syge, så spørger de sig selv: "Hvad har jeg dog gjort, siden det skulle ramme mig?" Og de synes det er uretfærdigt. Men i de fleste tilfælde er der ikke nogen sammenhæng mellem synd og sygdom! Når du bliver syg, skal du derfor ikke spørge om hvorfor! For der er som regel ikke nogen grund til det! Vi lever i en ubarmhjertig verden, hvor vi alle sammen mere eller mindre er ofre for tilværelsens hårde vilkår, idet vi rammes af ulykke, sygdom og død. Men midt ind i denne ubarmhjertige verden kommer Jesus så og styrer her lige hen til manden der følte sig til overs, fordi han ikke havde nogen til at hjælpe sig. Der står som sagt ikke noget om, at han råbte på Jesus og bad om helbredelse. Det ser tværtimod ud til, at han for længst havde opgivet ethvert håb om at hans situation kunne blive anderledes. Da Jesus spørger ham, om han vil være rask, svarer han hverken ja eller nej. Han henviser bare til, at han ikke har et menneske, der kan hjælpe ham ned i vandet, når det er i bevægelse. Jo, han havde tydeligvis opgivet ethvert håb. Han havde fuldstændig mistet modet. Men så gjorde Jesus ham rask ved at sige: "Rejs dig, tag din båre og gå!" Men det var altså kun én af de mange syge der blev helbredt. Alle de andre, blinde, lamme og krøblinge, blev liggende, hvor de lå. Jesus valgte sig den mest håbløst syge af dem alle, gjorde ham rask, og så var den historie ikke længere. Så kan enhver jo forstå, at det var et tegn. Det vil sige en talende handling, en forkyndende handling. Hvad skal dette tegn så betyde? Det forstår vi, når vi ser, hvem det var, der gjorde det. Det var ham der blev menneske julenat og kom til verden for at hjælpe os mennesker. Gud blev menneske. Han blev vores bror, broderligt solidarisk med alle sine små brødre og søstre i verden. 4
Hvad det betyder i praksis, oplever vi gennem ham, der havde ligget i Betesdas søjlegange gennem 38 håbløse år. Han siger nemlig til Jesus: "Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør." De ord af den syge "jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig", blev den røde tråd i en gammel græsk kirkelig hymne om den syge ved Betesda dam. Den indleder med at genfortælle beretningen om Jesu møde med den syge, frem til den syges ord: "Jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen", og lader så Jesus svare: "Du, som siger, at du ikke har et menneske, du har mig! For din skyld blev jeg menneske!" Denne græske hymne har senere inspireret den danske salmedigter K.L. Aastrup til salmen "Betesda-søjlernes buegange", som vi skal synge om lidt efter prædikenen. Her lyder det: "Har intet menneske du, min broder? For dig et menneske jeg er blevet; og i den Himmel, hvor jeg har hjemme, er vi to sammen ved navn indskrevet." (V. 6) Her er vi kommet til evangeliet i evangeliet. At til ham, der opgivende sagde til Jesus: "Jeg har ikke et menneske", til ham kom et menneske. Gud selv blev menneske og kom til hans sygeleje og kaldte ham sin bror og hjalp ham. Det samme evangelium skal lyde til alle os, der enten er blevet eller senere vil blive lagt ind i vort Betesdas søjlegange: Vi har et menneske ved vores side. Selv når håbløsheden er dybest, er vi alligevel ikke ene. For han er ved vores side. Ikke lunefuld, men fuld af barmhjertighed. For han har selv prøvet det hele. Han véd hvordan det er. Om han i den situation vil lade det under ske, at jeg bliver reddet ud af min nød og smerte, da vil jeg takke ham. Men sker det ikke, da vil jeg alligevel takke ham - for det store under, at han ikke forlader mig. Som Aastrup siger videre: "At du kan vide og aldrig glemme: du er ej ene - nu fra dit leje stå op til livet, og bær din byrde, og gå så trøstigt ad egne veje." (V. 7) Jesus gav ikke mennesker nogen forklaring på hvorfor de var syge, men han gjorde dem raske. Og han kan stadig gøre mennesker raske. Han frier os ikke fra at blive gamle og dø, men han har lovet at han en dag vil komme igen for at rejse os op af graven og føre os hjem til sig, for at vi altid skal være sammen med ham i den himmelske herlighed. Amen. 5