Kapitel 2. Indholdet i den blå glaskugle En ting der måske undrer dig på nuværende tidspunkt er hvorfor mener vi at det er så nødvendigt, at historien bliver kendt? Det er såmen ganske enkelt at svare på. Vi ordnede problemerne sidste år, men det kan vi ikke i år. Derfor er det nødvendigt at så mange som muligt ved hvad der skal gøres, og at de kender til verdenen som den virkelig er. Men nu til selve historien igen. Selve historien tager sin start den 1. december 2012, helt præcist kl. 16.00, hvor det ringede på min dør. Det var Viggo, og det vidste jeg godt, for han havde meldt at han ville komme forbi, da han havde noget han ville fortælle mig. Viggo er en meget punktlig mand. Jeg glæder mig altid til Viggos besøg, for vores samtaler er altid hyggelige og lærerige for begge parter. Efter at have inviteret Viggo indenfor i varmen, snoede vi os forbi alle kasserne med julepynt som stod og ventede på at blive hængt op, og satte os i sofaen med henholdsvis med en kop the og en kop kaffe. Viggo arrangerede puderne så han var mageligt henslængt i sofaen, nærmest flydende. Det var dybest set en noget underlig siddestil, når man tager tænker på Viggos nærmest overdrevne punktlighed i alt andet han foretager sig. Viggo kiggede rundt i stuens papkasseforsamling og spurgte forbløffet Er alle de kasser virkelig bare julepynt? Ja. For jeg elsker simpelthen julen. var mit svar - hvilket han jo godt vidste i forvejen men det blev sagt med en lille anelse af forsvar i stemmen. På gammelt dansk betyder jul fest. At feste til jul, det er noget vi gør her i huset. Det er et lyspunkt i en ellers temmelig grå tid. Jeg kunne godt se på Viggo at han tænkte godt det ikke sker i mit hjem. I starten da Niels og jeg var gift, fik Niels totalt kuller af alt mit juleri, hvilket ofte endte i korte skænderier, hvor Niels virkelig opfattede mig som en drage, og hvor jeg syntes at han var en tosse ikke særlig julestemningsskabende. Men det ændrede sig noget efter en hændelse med min svoger og min tidligere svigerinde. Ja det var vel nok mest hende, fordi hun også syntes at det var spild af tid med julepyntning. Vi plejede at holde juleaften hos os, netop fordi ex-svigerinden ikke gad det med julen. Et år holdt vi juleaften hjemme hos dem. Det var så trist en oplevelse, at Niels alle de efterfølgende år ikke kunne få nok juleri juleaften, præcist ligesom mig, og så var det egentlig kun længden af perioden hvori der var pyntet op, der efterfølgende var til debat. Ja, der er næsten ikke noget, der er så skidt at det ikke er godt for noget. Men også kun næsten. Hvert eneste år lover jeg højtideligt Niels, at jeg nok skal lade være med at købe mere julepynt, for der kan snart ikke være flere kasser med julepynt på vores loft. Hvert eneste 2.1
år sker der bare det, at der altid lige er en noget så sød, skæg, eller sjov lille ting, som jeg simpelthen må eje. Niels er nu meget sød til ikke at kommentere den sag, men det gør at vi virkelig har meget julepynt. Nå, men Viggo og jeg havde altså sat os i sofaen. På et tidspunkt tog Viggo to æsker med Nationalmuseets mærke på frem fra sin rygsæk. Viggo viste mig genstandene i æskerne. Indholdet mente Viggo var kategoriseret forkert i museets register. Vi talte lidt frem og tilbage om genstandenes brugsformål og nåede frem til en konklusion. Da Viggo ligesom havde fået afklaret sit egentlige ærinde, satte vi os til at sludre om løst og fast. Viggo fortalte: Jeg har opdaget, at der mangler nogle effekter i den kælder jeg er ved at undersøge. Det er effekter som er registreret i databasen, men som ikke er der og som ikke har været udlånt. Viggo kiggede på mig, og jeg nikkede for at vise at jeg lyttede, så han fortsatte: Jeg opdagede det for et par uger siden, men bed ikke mærke i det, før i dag altså. For i morges, da jeg gik ind i kælderlokalet, lå der en æske som var faldet på gulvet. Æsken indeholdte 4 glaskugler, hvoraf den ene, en blå kugle, var gået i stykker. Det underlige var, fortsatte Viggo at den æske slet ikke var registreret nogen steder. Det er usædvanligt, for netop registreringerne er forskerne meget omhyggelige med. Jeg nikkede fortsat, så det gjorde Viggo også; derfor tænker jeg på, om der foregår noget mystisk i den kælder. Om der har været tyverier. Og endnu en mærkelig ting om denne kasse med glaskugler er, at kuglerne slet ikke hører til den tidsperiode som ellers er i denne kælder, og så meget forkert plejer vi forskere heller ikke at lægge tingene. Viggo kiggede over på mig. Er du fortsat interesseret? Du ser lidt underlig ud! Fortsæt endelig, sagde jeg med lettere hæs stemme. Det er meget specielle glaskugler, meget dyre og smukke, med et forunderligt låg eller prop. Mindst 300 400 hundrede år gamle, så de har afgjort en hvis værdi. Det er derfor jeg tænker på tyveri. Javel pippede jeg. Jeg tænker at en tyv har været inde i de andre kældre for at stjæle og så har tabt noget af sit tyvegods længere henne, måske fordi vedkommende blev forskrækket over et eller 2.2
andet. Viggo holdt en kunstpause, og fortsatte Jeg har i hvert fald anmeldt det til politiet, som har startet en efterforskning på sagen. Mens Viggo talte, var jeg blevet blegere og blegere. Himmel og jord, oh du milde ledestjerne! tænkte jeg mens Viggo talte. Der er sket en katastrofe. Jeg vidste ligesom godt, at præcis den æske ikke var registreret. Det var mig selv der havde lagt den der, fordi jeg troede at det var et helt sikkert sted, fordi der aldrig kom nogle ned i netop det lille kælderlokale. I en sikker tiltro til, at hvis der endelig kom nogen ville de være passende varsomme, fordi det var gamle klenodier. Det værste af det hele var, at den ene glaskugle var smadret. En blå, havde Viggo sagt. Smadret så indholdet var sluppet fri. Et indhold som kunne gøre hele København og omegn totalt gak - og så op til jul! Der hvor alt i forvejen var noget tilspidset og mange havde nerverne på højkant, og derfor var lidt småirriterede og småaggressive. Pokkers og tis og bæ og meget andet, hvorfor lagde jeg også Vlads kugle lige der!? Jeg mødte Vlad i 1436 da han var en lille dreng, dengang jeg rejste rundt som trubadur. En trubadur var en der sang, fortalte historier, spillede teater og underholdte. Jeg havde tidligere været en tur i det kinesiske rige, hvor jeg havde stiftet bekendtskab med krudt og fyrværkeri. Fyrværkeri var temmelig ukendt i Europa på dette tidspunkt, så det var god underholdning. Vlad var prins og blev opdraget af sin mor og hendes familie. Vlad var en sød og kærlig dreng. Han var begejstret for mit show, og jeg blev ansat som en slags barnepige. Syv år gammel tog hans far fyrst Vlad II Dracul over og begyndte på sønnens opdragelse i krigskunst, som det sig hør og bør på det tidspunkt. I hele Vlads levetid, blev der kæmpet grumme og voldsomme kampe i området. Vlad gjorde mange grumme ting, og han blev efter min mening sindssyg af alt det han så og havde gjort, med kun meget få klare, normale øjeblikke. Tragiske kampe og desperate handlinger som lavede dårlige energier! Og det må jeg vist lige forklare nærmere. Nu er det sådan, at vi mennesker - om man så kan sige - kører på 90 minivolt. Hvis vi kommer i stressede eller pressede situationer eller i meget lykkelige øjeblikke, kan vi udsende nogle voldsomme energiudladninger, som kan blive hængende i luften i meget lang tid, selv efter ens død. De gode energier kommer altså af meget stor glæde, lykke og kærlighed. De er dejlige at gå ind i, for der får man masser af ekstra energi og bliver selv opfyldt af glæde og lyst til at glæde andre. 2.3
Så er der en anden energi som er meget fokuseret på en genstand. Hvis et menneske har været umådeligt tilknyttet til et hus, så vil personens energier ofte være tilstede i huset, selv i lang tid efter at vedkommende har forladt det. Har det været en glad person, så er det dejligt at komme ind i huset. Har det været en sur person, er stemningen i huset trykket. Det syntes jeg altid man kan mærke, når man går ind i bygninger man ikke har været i før. Nogle kan man lide at være i, andre kan man ikke lide at være i. Mange mennesker hygger sig og ganske fint med deres små husspøgelser, som disse energiudladninger oftest bliver tolket som. Så er der de negative energier der er knyttet til dårlige hændelser eller oplevelser. Hvis du kommer til at gå ind i sådan en vildfaren dårlig energi, så vil du føle et anfald at total selvmedlidenhed og at verden bare er for meget og imod dig, samt at det hele ikke er noget værd. Hvis du har oplevet sådan noget, så kan jeg forsikre dig om, at du har vadet direkte ind i sådan en negativ energiudladning. Er det en stærkere energi kommer der en følelse af, at det er de andres skyld. Er det en af de sjældne, med en rigtigt rigtig stærk negativ energiudladning, vil du føle at du er nødt til at hævne dig på dem der er skyld i, at du har det så dårligt. Sådanne noget negativ energi var der samlet store mængder af i Vlads område. Så store, at området til sidst var nærmest ubeboeligt. Jeg kan hilse og sige, at jeg levede ikke selv i området på det tidspunkt, men blev dog kaldt dertil af et andet dragemenneske, som havde brug for min hjælp til at rense området. Når vi drager renser et område for dårlige eneriger samler vi dem op i nogle specielle glaskugler. Der kan være rigtig meget i disse kugler, så normalt tager det mange år at fylde blot en enkelt kugle. Jeg rejse rundt sammen med min dragekollega og samlede disse energier i en kugle. Da han desværre døde ved et rent og skær uheld fordi han faldt ned af et bjerg, da et klippestykke løsnede sig under hans fødder var jeg den eneste der kunne være vogter af denne blå kugle med den specielle prop. Det var alle disse dårlige energier der nu var sluppet løs i København, og ville blande sig med alle de dårlige energier der i forvejen fandtes, plus det som folk sådan generelt udsender når de er i et småbrokkende, småøffende julehumør. Og oveni den stressede og vinterdeprimerede stemning der kan indfinde sig hos mange ved juletid. Summa summarum, København ville forandre sig til en by, hvor søde gamle damer ville angribe andre, hvis de ikke fik deres vilje. En by hvor slåskampe ville blive en typisk del af gadebilledet. Hvor hospitaler ville blive propfyldt, fordi ingen kendte grænserne for hvad man kunne tillade sig. Hvor alle var dybt egoistiske. 2.4
Hvor børn ikke kunne sige noget til deres forældre uden at få en flad. Hvor bilkøerne ville ende i gigantiske slagsmål, fordi alle var vrede over, at bilen foran ikke flyttede sig. Alt ville blive kaos, alt ville gå i stå. Julen ville være ødelagt, og hvis nogen alligevel forsøgte at holde den, ville dem som ikke fik netop den julegave, som de havde regnet med, slå giveren oven i hovedet med juletræet og starte en slåskamp i hjemmet. Børn ville have voldsomme mareridt om natten, fyldt med ubeskrivelige rædselsvækkende monstre. Ingen smuk julepyntning af byen, ingen glade julestemninger. Ingen hyggelige gåture med venner, ingen hyggelige stunder med familien, ingen julebagning, ingen gaver og ingen kalenderlys. Væk, væk, væk alt sammen. En total gak storby, hvor mennesker bor meget tæt på hinanden. Hvorfor bragte jeg også Vlad-kuglen til Danmark? Hvorfor havde jeg dog ikke bare ladet den blive liggende i Transsylvanien? Hvad skulle jeg dog gøre!? Endnu engang måtte jeg tilføje Pokkers og tis og bæ og meget andet. Hvorfor lagde jeg også Vlads kugle lige der i museets kolde kældre? Men dette fik jeg sagt højt, så Viggo kiggede noget forundret på mig, med øjne der viste at han var et stort spørgsmålstegn. 2.5