Bilag 1: Etik for radiografer: http://www.radiograf.dk/fileadmin/user_upload/dokumenter/pjecer/frd_etik_brochure_090620 09.pdf



Relaterede dokumenter
Bilag 6: Transskription af interview med Laura

Du er klog som en bog, Sofie!

Interview med drengene

Frederikke, Sezer og Jasmin 29. april Knuser dit hjerte SIGNE. Jeg har tænkt på at spørge Magnus, om han kan være sammen efter skole.

Bilag 4 Pædagog interview Interviewspørgsmål 5.1 Interviewsvar 5.1 Interviewspørgsmål 5.2 Interviewsvar 5.2 Interviewspørgsmål 5.3 Interviewsvar 5.

Transskription af interview med Chris (hospitalsklovn) den 12. november 2013

BILAG 4. Transskription af interview med Lars produktionsmedarbejder, d L: Lars.. = mindre pause

Interview med Thomas B

Evaluering af klinikophold med fokus på hjertelidelser for MedIS og medicinstuderende på 1. semester til

Transskription af interview med Sofie den 12. november 2013

Interview med K, medhjælper i Hotel Sidesporets restaurantkøkken

Dukketeater til juleprogram.

Noter til ressourcen 'At håndtere uoverensstemmelser'

Manus navn... Et manuskript af. 8CDE Antvorskov Skole

Børnehave i Changzhou, Kina

BILAG 4. Interview med faglærer ved Glostrup tekniske skole Bjerring Nylandsted Andersen (inf) April 2011

Bilag nr. 8: Interview med Lars

Den gode dialog - det er slet ikke så svært - hvis du bare spørger og lytter til svaret. Lisa Duus duuslisa@gmail.com

Hvad ønsker mænd af sundhedsvæsenet. Mens Health Week 2016

Nicholas: Jeg bor på Ørholmgade, lige herovre ved siden af parken. I nummer fire.

Transskription af interview med Hassan den 12. november 2013

Bilag 6: Transskribering af interview med deltager nr. 1

Alle de væsener. De der med 2 ben traskede rundt på jorden. Det var Jordtraskerne, det hed de, fordi de traskede på jorden.

MGP i Sussis klasse.

Generelle oplevelser, tanker, spørgsmål og forslag fra KIU s medlemmer / bestyrelse:

Interviewperson er anonymiseret, og vil i dette interview hedde Clara.

Det bedste og det værste - en praktikevaluering fra 10.95

Det er tid til at tage afsked med skolen og med hinanden.

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 19.APRIL SEP VESTER AABY KL Tekster: Salme 8, Joh.10,11-16 Salmer: 749,331, Sin pagt i dag,441,2

3. søndag efter trin. Luk 15,1-10. Der mangler en

Arbejdsark i Du bestemmer

Kære 9. klasse kære dimittender.

Folk sætter pris på mig, fordi jeg forstår at nedtone følelsesmæssigt vanskelige situationer

Evaluering af klinikophold med fokus på gastroenterologi for MedIS og medicinstuderende på 2. semester

Erfaringer fra en gruppe børn med skilte forældre Vinteren

(VICTORIA(14) tager noget fra sin taske, & gemmer det på ryggen, hun sætter sig hen til SOFIA(14) på sin seng) Sofia

JONAS (10) sidder ved sit skrivebord og tegner monstre og uhyrer. Regitze (16) kommer ind på værelset og river tegningen væk.

Bilag 3: Elevinterview 2 Informant: Elev 2 (E2) Interviewer: Louise (LO) Interviewer 2: Line (LI) Tid: 10:45

Michael Svennevig: TEATER I TRÆSTUBBEN. 119 s. 98,- kr. Forlaget Epigraf.

Bilag 15. Gitte: Transskriberet og kodet interview - ekstra

Interview gruppe 2. Tema 1- Hvordan er det at gå i skole generelt?

Med Jesus i båden -3

Bilag 6. - Interview med Mikkel 28 år, d. 28 april 2016

Som der blev orienteret om ved forældremødet, begynder vi nu på det nye undervisningsprogram, som hedder Trin for Trin.

JEG HAR LÆRT AT SE MIT LIV I FARVER

Peters udfrielse af fængslet

SFI Konference Det delte barn Forældreskab og Familieliv

MORDET. EMIL (22) Hva gutter, skal vi ikke lige snuppe en øl oppe hos mig? Asger kigger grinende på Emil og svarer ham med et blink i øjet.

PAU-elev Afsluttende evaluering af praktikken

Forord. Julen Hej med jer!

»Ja. Heldigvis.«De to drenge går videre. De lader som om, de ikke ser Sally.»Hej drenge!«råber hun. Bølle-Bob og Lasse stopper op og kigger over på

Gemt barn. Tekst fra filmen: Flugten til Sverige #5 Tove Udsholt

Højsæson for skilsmisser sådan kommer du bedst gennem en skilsmisse

I: Man er altså mere bevist om, hvor spillet vil have én hen og de mål der er i spillet?

Interview med pædagog

Københavns åbne Gymnasium Elevudsagn fra spørgeskemaundersøgelsen i 2q

Indhold i [ klammer ] er udeladt af redaktionen efter ønske fra Karin.

Kill Your Darling. Manuskript af Michael Valentin og Lin Alluna. Gennemskrivning: 7. Dato: 31/3-2008

TRISTAN Okay. Så sagde vi, at du mødte min mand. RUNE Hvor er jeg?

Kata: Vi tænkte, om du kunne starte med at fortælle lidt om dig selv. Du skal vide, at det vil være anonymt, og vi kommer til at skifte navn.

Nej sagde Kaj. Forløb

Personlige utopier. Af Annemarie Telling

Bilag nr. 9: Interview med Zara

MANUSKRIPT TIL PROFIL 2 INNOCENT NDUGO

MJ: 28 years old, single, lives in Copenhagen, last semester student at university.

Interview med anæstesisygeplejerske Ane Rie Carstens

Vejen til Noah og overdragelsen af ham!

BM: jeg sætter lige mikrofonen til her (skratter). Super, øhm, jamen øh først skal jeg lige have dit navn og alder?

Trine Bjerre & Kirsten Ruth. Oskar i Legeland. Forlaget Den lille Delfin

På spørgsmålet; Hvordan har du oplevet dit personlige forhold til din gåmakker?

PIGEN GRÆDER KL. 12 I NAT

Interview med anæstesilæge Inge De Haas Dato: 4. November 2011

Min intention med denne ebog er, at vise dig hvordan du

BARE EN VANDREHISTORIE 8.b, Skovlyskolen 3. gennemskrivning, maj 2010

1. INT. I STUEN HOS LINE

TIPS TIL SAMARBEJDET OM SAMTALEGUIDEN

Amors tjener Første udkast. Benjamin Dahlerup ONLINE KOPI FRA BENJAMINDAHLERUP.COM. Efter en ide af Shahbaz Sarwar

Side 1. Jack og lygten. historien om græskarlygten.

Aggression eller Misforståelser?

Interview med afdelingsøkonoma

Positiv Ridning Systemet Negativ eller positiv? Af Henrik Johansen

Lederens observation af undervisning - Skærpet blik på læring og organisation

INDSKOLING TRIVSEL TIL ALLE

Interview med kommunaldirektøren om professionalisme i ledelse og ledelsesudfordringer 1

Prædiken til konfirmationsgudstjeneste, Store Bededag 2014

Sæsonens første træningsdag

Tik Tak, Tik Tak, Tik Tak. Jeg synes tiden går alt for hurtigt herovre i Dublin. Dette rejsebrev er bare endnu en påmindelse om at jeg nærmer mig

For at hjælpe dialogen på vej, har vi udarbejdet en række cases, der illustrerer de dilemmaer, der kan opstår i den pædagogiske dagligdag.

Transskription af interview Jette

Vedr: Afslag på ansøgning om merudgiftsydelse af d (KLE G01)

Kursusmappe. HippHopp. Uge 6. Emne: Eventyr HIPPY. Baseret på førskoleprogrammet HippHopp Uge 6 Emne: Eventyr side 1

Middagsstunden på legepladsen i Kløverløkken 2014

Pilgrimsvandring (inspireret af En vandring om liv og død fra CON DIOS 92 Praktiske øvelser)

Kan vi fortælle andre om kernen og masken?

RARRT De 5 vigtigste trin til at gøre dit barn robust

PATIENTOPLEVET KVALITET 2013

Søndag d.24.jan Septuagesima. Hinge kirke kl.9. Vinderslev kirke kl (skr.10.15).

2016 Sebastian Trabjerg Tenniskonsulenten.dk. All rights reserved. Denne E- bog må kun benyttes til personligt brug.

Transkript:

Bilag 1: Etik for radiografer: http://www.radiograf.dk/fileadmin/user_upload/dokumenter/pjecer/frd_etik_brochure_090620 09.pdf

BILAG 2: Brev til røntgenafdeling samt godkendelser. Brev til afdelingen Mette Søgaard Erbs Farrisvej 8 6560 Sommersted 26217455 fam-erbs@hotmail.com Att: Overradiograf xxx ved Sygehus x Vi er to 7. semester studerende ved Radiografuddannelse UCL Lillebælt, der er ved at skrive vores bacheloropgave. Vi skriver om de etiske retningslinier i radiografien med særlig fokus på samspillet mellem radiograf og patient - helt specifikt mellem radiografen og patienter i den kliniske mammografi. Vi har en arbejdsproblemformulering der lyder: Hvordan bliver de etiske retninglinier for radiografer anvendt i mødet mellem radiograf og en patient, der evt er i krise? Vi skriver meget entydigt radiografer, men er bevidste om, at dette i praksis også vil indbefatte røntgensygeplejersker, og vi vil i opgaven ikke skele til, om det er en radiograf eller en røntgensygeplejerske, der udfører undersøgelsen, da vi ikke anser det som væsentligt i forhold til de etiske retningslinier. For at kunne svare på vores problemformulering, har vi brug for at indsamle noget empiri, dette vil vi gerne gøre i form af deltagerobservationer og efterfølgende små uforpligtende etnografiske samtaler med radiografen. Da vi i forvejen kender Sygehus x fra vores kliniske ophold på 5.og 6. semester vil vi gerne bede om tilladelse til at udføre vores observationer ved mammografiafsnittet på sygehus x i løbet af uge 46 og 47. Vores empiriske tilgang er godkendt af vores vejleder Thomas Søndergaard Larsen UCL. Vedhæftet er den observationsguide, som vi vil benytte. Hilsen Tania Vodstrup og Mette Søgaard Erbs

Godkendelse fra vejleder: Hej Mette og Tanja Brevet er ok, men I bør nok anføre i brevet hvem der er jeres vejleder. Altså at jeres empiriske tilgang til projektet er godkendt af mig. Observationsguiden er ligeledes ok. God arbejdslyst. Med venlig hilsen Thomas Søndergaard Larsen Radiograf, Lektor University College Lillebælt Blangstedgårdsvej 4 5220 Odense sø Tlf: 63183187 Mobil: 24989437 www.ucl.dk/radiograf CONRAD Radiografisk videncenter udvikler og formidler viden om radiografi i nært samarbejde med praksis- og forskningsmiljøer og erhvervsliv. www.ucl.dk/conrad

Tilladelse fra overradiografen samt afdelingssygeplejersken på sygehus x: Kære Mette og Tania Tak for jeres forespørgsel. I er velkomne på afdelingen. Vær rar at aftale nærmere med afdelingssygeplejerske XXX, så personalet ved, hvornår I kommer. Held og lykke med bacheloropgaven. Med venlig hilsen Ledende overradiograf Røntgenafdelingen Sygehus X Hej Mette Vi vil selvfølgelig gerne hjælpe jer i forhold til opgaven. Det vil passe bedst mandag den 16 nov. Mht antallet af personale der er tilstede i afdelingen. vi har erhvervspraktikanter i denne uge og flere studerende der starter op så der er lidt pres på. Håber det er ok. Med Venlig Hilsen Afdelingssygeplejerske Røntgen afdelingen Sygehus X

Bilag 3: Observationsguide Før us. Læser rad. henvisningen? Giver rad. hånd til pt.? Præsenterer rad. sig ved navn til pt.? Får/har rad. øjenkontakt til pt.? Spørg rad. om pt.s forhistorie? Informere rad. om us.? Ja Nej Tilføjelser Hjælpes der ved behov til afklædning? Under us. - ved rgt. Opt. Får pt. noget at tildække sig med? Informeres der løbende under us. Reagerer rad. hvis pt. ømme sig under kompression? Ja Nej Tilføjelser Under us. - ved UL Informere rad. om, hvad der skal ske? Deltager rad. også ved UL. Hvordan handler rad. i forhold til pt. ved en evt. biopsi? Ja Nej Tilføjelser Efter us. Informeres pt. om det videre forløb? Følger rad. pt. videre? Ja Nej Tilføjelser Hvad fungere godt i forbindelse med us. Kommunikation Kontinuitet Medinddragelse Andet Ja Nej Tilføjelser

BILAG 5: Transskribtion af uformelle samtaler I er studerende, og A er radiografen. Uformel samtale nr.1 I: Jeg vil høre om, hvilke etiske overvejelser du gør dig, ved en klinisk mammografi. A: Hvad mener du? I: Etik, altså de etiske retningslinier, som i har fået udleveret, øhh etikken, det kunne være noget med, at de blotter sig. A: Og spørgsmålet var? I: Hvilke etiske overvejelser gør du dig, ved en klinisk mammografi? A:Først tænker jeg om patienten, så kan jeg se på papiret, at han er en mand Så går jeg i kabinen, og så mærker jeg, om hun er lidt genert, om hun har ondt, kigger om hun er muslimsk kvinde, arabisk kvinde.. Og så skal man blive meget opmærksom, hvad der er bedst for patienten og spørge hende måske noget. Jeg prøver med den lagen om skuldrene før vi starter og jeg tager den af.. øh så sent som muligt. Men nogen patienter de.. de kommer bare ud af kabinen og den ligger i kabinen stadigvæk.. Mener du den ting? I: Ja, ja for eksempel ja A: Altså når. når det øh øh man har, har nøde at berøre patienten og holde brystet, og det kan man ikke rigtig få få få øh rigtig sensibel, for man skal trække brystet for at få. øh. Brystmusklen med på billedet, og det er meget vigtigt. Og så prøver man at forklare patienten, at man skal trække de, og at de skal slappe af og trække vejret normalt. og...og øh jeg siger det ja mange mange mange mange gange under undersøgelsen at sænk skuldre, slap af og træk vejret normalt. Det mærker jeg nogen, at de bliver...øh altså flere patienter tænker jeg, at de mener, det er okay og der er brug for at hmm berolige dem. Men andre tænker jeg er sur med dem, altså jeg forklarer, at jeg er ikke sur med dem, og jeg kender dem, og det er svært slappe af. Det er svært for mig for dem eh øh... I:Ja? A:Altså så øh jeg fik ikke rigtig en feedback. Det er dejligt når patienter, som hende med polio, snakker, ja udmærket tysk, og hun har sagt: Du må gerne snakke tysk med mig. Det er rigtig let

for mig, at få hende til at slappe af, fordi så har jeg mine egne ord, og jeg er sikker, at de passer til den situation. Jeg er ikke, aldrig sikker med dansk. I: Nej? A:Hmm etiske overvejelser? I: Ja, dine tanker. A: Ja,. hvad har vi mere. Hmm, med opererede patienter. I: Hvad? A: Med opererede patienter I: Ja? A: Og med øh.. og det gør ondt med nogle patienter, og med den rigtige positionering og hmm I: Noget af det jeg tænkte på, det var, at du præsenterede dig ved navn A: Nå ja, det gør jeg ja I: Altså at du sørger for at have god kontakt med patienten fra starten af. A: Ja, ja jeg spørger på vejen, hvis der ikke er andre folk på gangen, så spørger jeg, om de kender den nye afdeling, og så fortæller jeg lidt om vores ja udmærkede apparat, og at de får besked, før de går hjem. Hvad vi har for muligheder, hvis vi finder noget. Men det er jo, når jeg har den første kontakt med patienten, hvornår jeg fortæller det. Men det er ikke altid rigtig min weg, men mest griner. I: Griner med.. A:Ja det er det I:Men det der med, at du aflæser patienten fra starten også ikke, både patienten og omgivelserne? A: Ja. Det prøver jeg LANG PAUSE

I: Du har allerede svaret på mange af mine andre spørgsmål, så det er fint. Det eneste er, hvilke overvejelser du gør dig, inden du henter patienten ind og sådan noget, men det har du jo allerede sagt. A: Mmm I: Så øh. LANG PAUSE A: Det værste er, når patienten kommer med en knude, de har mærket, og vi har billeder her (samtalen foregår i mammografirummet, og radiografen peger her på skærmen, hvor billeder kommer frem), og det ved de, at vi har, vi kigger ja her, om vi har det hele med på billeder, og hun kan se dem, direkte der er en knude. Og de har nogen med, pårørende, de sidder de, (her peger radiografen på de stole, hvor pårørende kan sidde, mens undersøgelsen foregår), og så spørger de: Hvad er det? Og så kan jeg se, at den er ikke godartet Og det er rigtig svært og finde æh den rigtige vej. Altså man skal ikke løve (spørgende) I: Lyve? A: Ja, lyve og man kan ikke sige sandheden. I: Nej? A: Nej det kan man ikke I: Hvad, hvad gør du så? A: Øhm Jeg forklarer, at altså når de får en ultralyds undersøgelse og lige før, vi har mulighed at tage en prøve, og så ved de senere, hvad det har været. Ja Mere? I: Jeg tror, det var fint. A: En ting har jeg lært, jeg har en kvinde på 87, og hun har rigtig dårligt. Hun kommer alene med patientbefordring i kørestol, og så har vi fotograferet hende. Vi har lavet hele mammografien og så er hun rigtig træt og kaput efter hele undersøgelsen. Hun har klaret sig rigtig fint, men.. Så kommer jeg med kørestol, og så har jeg den fornemmelse, at det kan jeg ikke gøre det. Hun skal til thorax, og hun skal derefter i ambulatoriet, og der er ingen, hun har med. Ved nogen patienter, der tænker jeg, vi har nøde for nogen, æh, der kommer med. Altså fordi de ved, de mærker det, at

det er ikke i orden det de har i brystet. Og så siger vi bla bla bla og tid for ambulatoriet, det er, det er mærkeligt, synes jeg. I: Ja, det der med at sende dem videre, bare sætte dem op og vente på en thorax undersøgelse og så videre A: Ja, og derefter i ambulatoriet, og det er ikke klaret med en portør og det hele. Så når jeg har tid, så laver jeg det hele, jeg laver thorax, så har de hele tiden kontakt med mig, og så går jeg med hen med tid i ambulatoriet, og så ringer vores sekretærer efter patientbefordring. I: ja A: Jeg synes, det er den bedste, men det kan man ikke, når man er alene, og man har travlt. I: nej A: Det er så lidt svært, som vi skal arbejde med. I: Men det er jo netop et stort etisk dilemma ikke? A: Ja, det synes jeg, det er rigtigt. For det gør ondt, når man mærker, de er ikke tænke med, hvad er der med mine bryster og er der kræft, og det er kræft. Og så skal man gå videre med den næste, fordi programmet skriger, vi har en halv time, og vi er en halv time over tid og en time over tid. I: Ja A: Det er ikke sjovt. Jeg håber, du kan høre det. I: Tak

Uformelsamtale nr. 2 I: Jeg skal høre noget om, hvilke overvejelser, etiske overvejelser, du gør dig, inden du henter en patient ind, altså i dag havde vi for eksempel en 48 timers patient, eller en årlig kontrol patient, altså. Hvad tænker du i forhold til dem? A: Man har jo nok med det samme en indstilling til det. Hvis det er en 48 timers, og man læser henvisningen igennem, så danner jeg mig nok et indtryk af øhhh er det her noget, eller er det kun et ømt område, hvor lægen ligesom bare for en sikkerhedsskyld tager hende ind, eller er det en hård knude. Den beskrivelse der er, så tænker jeg med det samme, jamen stakkels pige, ikke også? I: Ja. A: Så jeg tænker med det samme, man er nødt til at tage lidt hånd om hende, ikke også? Og øhh ligesom virke venlig, tage hende ind, så hun føler, at der er nogen, der tager hånd om hende, og at hun kommer ind til en venlig person, som er kompetent også. I: Generelt i forhold til A: Jeg kommer ikke med et stort smil, når det er sådan en 48 timers patient, det må jeg nok indrømme, der har jeg allerede, sat masken op til lidt andet. Det tror jeg ikke, at de er interesseret i, at der kommer en med et stort smil, det skal ikke være en klovn, der kommer ud.. Kommer ud i venteværelset. I: Nej A: Det er lidt andet med de der kontroller, der kommer, som hende den næste der kommer. Hun regner ikke med, at der er noget. Hun er selvfølgelig lidt nervøs, men regner ikke med at det er noget, som en der kommer næsten direkte fra lægen. Hun kan godt lidt være i en, i en chokfase, det kan de sagtens være. I: Ja, ja det er så dem indenfor 48 timer A: Det kan også være, hvis man snakker med hende bagefter, hvis man tilfældigvis snakker med hende bagefter. De har ikke lagt mærke til mig, der henter hende i venteværelset, mig har de ikke lagt mærke til. I: Nej

A: Hvis jeg har gjort noget forkert, så tror jeg, de har lagt mærke til det, ikke også, men æh. De er i chokfase, de tænker kun på at få det her afklaret, om det er noget eller hvad. I: Men ja det er de 48 timers patienter, men klinisk mammografi i al almindelighed, det var så også det, du var inde (bliver afbrudt) A: Dem der kommer, og er blevet opereret for brystkræft for nogle år siden, der kommer til kontrol, de er meget klamme i hænderne og svedige og meget nervøse. Og der tror jeg, de har en oplevelse øhh fra tidligere, hvor det blev opdaget, det var en kræftknude. Der kommer den oplevelse op i dem igen, og det er meget negativt, så de er bange for, det kommer tilbage. Og. og det ved vi godt! Og der, der prøver jeg så vidt muligt på den måde at berolige dem, men det er svært at sige, hvordan gør jeg det, ikke også. Jeg prøver så vidt muligt, øhm at rose dem, det er måske et mærkeligt ord, men altså jeg siger, det er fint det her, det står godt og sådan ikke også. Og ligesom finde ud, ligesom spørge ind til også, om de selv er nervøse, om de selv har mærket noget. I: Lade dem snakke lidt? A: Lade dem snakke, fortælle hvad de spekulerer på. Og de fleste siger, jamen jeg er jo så nervøs, og sidste gang jeg var her, der var det jo, at de fandt knuden, og jeg blev opereret. Så jeg har klart indtryk af, den der, den der dårlige oplevelse, at der var en kræftknude, den kommer op i dem. I: Altså ja. Jeg tænkte på, at du går ud og tager imod patienten, så siger du, at du ikke har et stort smil på, for det skal ikke være en klovn, det kommer. Men du går ud og tager imod dem, du giver dem hånd, og du siger dit navn. Det er en bevidst handling fra din side også? A: Det er en bevidst handling, selvom jeg ved, at det også kan være smitteoverførende. Jeg gør det ikke i de andre rum, siger goddag, hvis ikke patienten selv rækker hånden frem. Jeg synes her, hvor hun skal afklædes. Hvor, hvor, hvor damen ligesom skal afklædes, ligesom skal blotte sig for mig, der er jeg nødt til ligesom og, og være mere indbydende overfor patienten. I: Det er jo en helt klar etisk overvejelse. A: JA, det er det. (pause) Jeg kan jo ikke ligesom bare tage dem ind og være lidt ligegyldig. Det kan jeg måske lidt nemmere ved et håndled end her. I: Så det du egentlig gør, du går ud og aflæser patienten. Altså du har dannet et forhåndsindtryk, og du går så ud og aflæser patienten?

A: Ja, det gør jeg nok meget, både bevidst og ubevidst. Der er, der er nogle damer, der rejser sig op, og man kan mærke på dem, at de er skide irriteret, med det samme de rejser sig op, og det tolker jeg i rigtig mange tilfælde, at de er rigtig bange. Der skal bare ingenting til! Så bagefter, der føler jeg virkelig, at man skal snakke efter dem, og og prøve at ligesom sætte sig ind i deres situation ikke også. (A har ønsker at samtalen skulle forgå i kaffestuen, hvilket I syntes, var en god ide, da vi så får den mest uformelle samtale form, men på dette tidspunkt bliver vi afbrudt af nogen, der kommer ind. Dette gør, at samtalen bliver brud et øjeblik) I: Var der andet, jeg lige tænkte på? Du er sådan meget bevidst om at få dem dækket til også, altså give dem noget, de kan lægge over sig, når de går fra kabinen. A: Ja, det er en holdning, vi har, at vi tilbyder dem det. Nogen siger, hvad skal jeg med det, hvor jeg så siger til dem, jamen det er meget forskelligt, hvordan vi, vi selv har lyst til at vise os. Så det er et tilbud, det er bestemt ikke noget, de behøves, men hovedparten tager imod det. Og, og jeg synes specielt dem, der kommer og har fået fjernet det ene bryst, de vil meget gerne have det på. I: Hvordan er dit forhold til computerskærmen? Hvad tænker du der, hvor du står og venter, og de kan kigge med? A: Jeg er bestemt ikke tilfreds med det nye system, vi har fået, hvad det angår, i mammografi, for de kigger direkte ind på den liste, vi har oppe med, hvem der kommer i dag. Jeg prøver på at have det fremme med kun hende, jeg har inde. Desværre øverst er der dødsdato, og det, det er jeg ikke glad ved. Jeg tror, der er mange, der fanger det med det samme med øjnene. Specielt når man har fået en diagnose med kræft. Hvorfor står der det der, forventer de, at jeg indenfor et par år dør, eller hvad. I: Ja? A: Den har jeg altid stående åben, for jeg synes det er bedre end at have listen med patienterne, der kommer resten af dagen. Hun skal ikke se, hvem af hendes bekendte, der kommer senere på dagen. I: Og hvad med at de kan se billederne af deres bryster efterfølgende? Vi havde en, der kommenterede, at det ser da meget normalt ud. A: Ja, det havde været værre, hvis man kunne se en I: Ja, det er det nemlig.

A: Der er nogen, der er meget meget tydelige. Nogen registrerer slet ikke, at der er noget galt. I: Hvad vil du gøre med sådan en, der ser noget? A: Jeg vil sige, jeg tror også, det er et område, vi skal ind og kigge på. Jeg skjuler det ikke. Så begynder jeg faktisk at forklare hende, hvad vi gør, hvis det er noget, vi er nødt til at tage nogle prøver ud af og få undersøgt nærmere. Men det er de også forberedt på de der 48 timers patienter. De er lidt forberedt på det, at der skal tages en biopsi. De spørger med det samme, er det en biopsi, vi skal tage, som deres læge har sagt. Ja, det er en prøve, det er biopsien. Nogen gange har vi også pårørende med inde, det har vi ret tit, og de sidder endnu tættere ved skærmen, og studerer endnu mere skærmen. Nogen gange er det måske ikke noget på billedet, som skal undersøges, men de sidder og finder rigtig meget, så, så det er ja Det er nok, det er, jeg synes, det er en ulempe, men det er nok en ulempe for mig, for det er mig, der skal til at forklare, uden jeg egentlig reelt ved 100 %, om det er noget, man skal ind og kigge på. I: Ja,. Men det du siger til mig generelt er, at du gør dig mange flere overvejelser, om hvordan du modtager patienten, både bevidst og ubevidst, i mammografien, end du ville gøre i fix rummet. A: Ja, det gør jeg, ja! Jeg mener, det er en kategori, som er, som er mere nervøse, og kvinder, jeg ved ikke om det er specielt kvinder, men jeg tror, man har rigtig store overvejelser, inden man kommer ind til en mammografi. Også som når det er, som den næste, for en sikkerheds skyld at blive fotograferet. (Der kommer igen nogen ind i kaffestuen, og samtalen bliver let afbrudt.) I: Tak for det.

Uformel samtale nr. 3 I: Jeg skal høre noget om, hvilke etiske overvejelser du gør dig i forhold til en klinisk mammografi. A: Hmm, altså jeg, jeg, jeg tænker altid på, hvordan kvinder mon har det, når jeg henter dem ind. Hmm, hvad de er bange for og, ja, hvordan jeg skal behandle dem, selvfølgelig, det er det. Og hvordan de føler sig. I: Så du tænker i forhold til den henvisning, du har læst, eller hvad, om den A: Nej jeg tænker mere følelser. I: Ja, men tænker du også ud fra om det er en 48 timers patient, eller det er en, der kommer til kontrol? A: Nej. Ja det er selvfølgelig forskel om patienterne er kun, kommer kun til en kontrol, eller om de har i høj grad mistanke om brystkræft. Altså det er jo, det gør jo en forskel. I: Så du tænker ikke, du tænker anderledes end til et håndled eller hvad? A: Jo ja. I: Eller? A: Jo det vil jeg sige, jo det gør jeg. I: Jeg kunne se, at du havde en patient nu her, som der havde fået en biopsi, og hun skal op til thorax, hende vælger du at følge op til thorax? A: Ja, det er rigtig, fordi hun kendte ikke vejen, derfor har jeg gjort det. I: Det er ikke noget, du normalt ville gøre, hvis du har tid? A: Nej, det er også afhængigt af om patienten, hvordan, hvordan de er rent fysisk. Nogen er jo, de står sådan set midt i livet, og er frisk, og så kan jeg bare sige, kan du se den venteområde, der skal du bare tage plads. Men ellers i de fleste tilfælde plejer jeg at gå med. Det gør jeg bare, fordi det også er en bedre følelse for mig, og, at de, at de, man ved aldrig hvordan de opfatter det, og i hvilket omfang de forstår, hvorfor de skal have taget en lunge nu.

I: Hvad tænker du, inden du går ud og henter en patient i ven., altså tænker du over den måde, du kommer ud og henter dem på i venteværelset allerede fra starten af? A: Jamen vi plejer egentlig at gøre, gøre med enhver patient. At man, at man passer på sin egen stemning. Altså så når man måske har det dårligt den dag, så må man selvfølgelig ikke vise det, eller, eller lade det ud over patienten. Så Men specielt de mammografipatienter, de er igen lidt anderledes, som du har sagt med et håndled. Det er også kvinder, det er også en anden måde, man snakker med dem, synes jeg, altså.. I: Ja? A: hmm I: Du går ud og giver dem hånd og A: Ja det gør jeg, og så siger jeg, hvad jeg hedder, fordi det er jo, det er jo lidt en intim situation, når man, når man rører dem ved brystet, og man klemmer dem, og de er jo sådan set udleveret. Og derfor skal de også have lidt sympati for en, og tillid måske også. At de trives og ikke forkramper for meget under en mammografi, det er jo lidt vigtig. Hvor der er sympati i forvejen, det tror jeg er godt under hele undersøgelsen. I: Så det er sådan nogen ting, du tænker over? A: Ja, i hvert fald, det er meget vigtigt. I: Hvad under en biopsi, hvad tænker du da i forhold til patienten? A: Der tænker jeg alt, det er der tænker jeg også hvordan patienten har det og hvordan hun må føle sig nu. Så prøver jeg, at, at gøre det lidt nemmere for hende, for eksempel når jeg spørger, om jeg skal holde hånd. Fordi, hmm, engang var jeg også ved lægen, der var det en enorm hjælp at kunne gribe efter noget, altså. Og jeg tror, det er vigtig, fordi man ligger der jo i en stilling, hvor man, hvor man altså, man ligger jo (her viser A hvordan patienten vil ligge med armene) helt udleveret? I: Udleveret, ja A: Ja, og øhm og for øh sådan set helt ukendte mennesker, ja. Og derfor er det vigtigt at man smiler, og at de får de der gode vibrations, og øhm ja, jeg ved, at det hjælper dem lidt. Man kan jo godt forestille sig, hvordan de må føle sig.

I: Mmm A: Altså, og derfor, jeg ved selv, hvor enormt vigtigt det er at være flink, det har jeg selv oplevet. Når man går i en helt almindelig forretning for eksempel, det er jo også en kæmpe forskel, om, om personalet er uvenlige eller om de smiler på dig og spørger, om de må hjælpe. Det er en kæmpe forskel. Her er det jo, er det jo, sådan set en, en, altså rigtig en anden situation end altså. I: De kommer med noget i bagagen, de kommer med en frygt eller en angst A: Ja nemlig, det er ikke som at købe en bluse, de er bange, at de har kræft. Så vil det jo være forfærdeligt, når man, når man går til dem med sådan en vred eller sur ansigt. Altså det hører også til vores arbejde, at vi kan indføle os i dem. At vi, ja at vi er søde til dem, gøre det lidt nemmere til dem, og at de, at de, at vi tager deres frygt lidt væk, at de kan bare slappe af. (Radiografen har ønsket at samtalen skulle holdes i kaffestuen, og der har været ro indtil nu. Det øvrige personale ved ikke, hvad vi laver, og tror bare, at vi sidder og snakker, og kommer derfor ind og snakker om kaffebrød. Det giver os et grin og vi snakker kort med, inden vi genoptager samtalen.) I: Men det der med, at de kommer med en angst A: Ja, de kommer med en angst mange af dem i hvert fald. Mange af dem ved jo heller ikke, hvad det er de, de forventer dem. De har hørt ja måske alt muligt af deres veninder. Jeg har nu haft to patienter i dag som sagde, åh det var jo ikke så, så, så værre, som jeg har tænkt. Altså mine veninder har sagt, man bliver klemt helt vildt og at det gør voldsomt ondt. Det oplever vi også i foreksempel ct-scanning, at de, at de tit siger, at det var jo ikke så slemt, som jeg har hørt af mine pårørende. Man kommer med en angst, fordi de, de ved slet ikke, hvad de forventer dem. Og al den teknik, de apparatur, og derfor er det vigtigt at gøre det menneskeligt. At det er mennesker, der snakker med dig, og at de, at de får en fornemmelse at det er ikke teknikken der er det mest vigtigste, men de er dem som menneske. I: Det er mennesket i centrum? A: Ja nemlig, det er så vigtig. I: Nu hvor vi er ved teknikken. Hvad tænker du om, at der står en skærm i rummet, hvor de rent faktisk kan se billedet af deres bryst?

A: Altså, jeg synes ikke, det er så slemt, nogen af dem spørger selvfølgelig, hvad kan du se noget. Men vi som plejepersonale, vi er jo ikke, vi er jo ikke uddannet til at bedømme billedet. Og øhm, det ville være værre, når de bliver sendt hjem bagefter uden at de har snakket med en læge. I: Ja, det er rigtigt. A: Sådan er det jo ikke hos os, det er, de får jo, lige efter jeg har lavet billeder, så får de jo direkte kontakt med lægen. Hvor de laver ultralyd og lægen snakker med dem. Altså jeg synes, det er enormt vigtig. Hvis de ville være sådan, at vi laver billedet, og de ser det, de kigger på det, og så sender vi dem hjem uden at de har snakket med en læge. Det ville ikke være godt, synes jeg. I: Nej A: Altså fordi øhm, jeg har oplevet det, en, en øhm pårørende af mig var til mammografi. Og hun har også oplevet det så dårligt, hun var i en screeningsbus, og der har de levet billeder. Og så fik hun en fornemmelse, at det der plejepersonale, de begyndte at hviske lidt pga hendes billleder. At de var lidt i gang med at snakke om det, og rynke panden eller så. Det, det var hvad hun har oplevet, hun gik hjem med sådan en dårlig følelse. Hun spurgte også, har i set noget. Nej det kan kan vi ikke sige, det må vi ikke bedømme, det kigger en læge på. Så blev hun sendt hjem og måtte vente to-tre uger, og det var bare. Det var en rigtig dårlig følelse til hende, kun at de har rynket med panden. Det kan også være de har gjort det pga en anden grund, men altså alligevel har hun oplevet for meget negativt. Sådan er det jo ikke her, fordi de snakker med en læge med det samme bagefter. I: Ja, det er rigtig. A: De får direkte lægekontakt. Jeg synes det er vigtigt, når de ser billeder på skærmen, så skal de også have en lægesamtale samtidig med, med det samme. I: Men det du siger, altså du siger det med, at, at hun reagerer på en panderynken A: ja ja I: Det betyder jo så også rigtig rigtig meget, hvordan man agerer overfor patienten. Når sådan en lille ting kan gøre, at en patient går hjem med en dårlig fornemmelse. A: Ja nemlig, fordi at hvad du har sagt med den håndled. Så ved man, at det har ikke så stor en betydning, som når der står en med en dårlig stemning og ser på billeder, for det er jo ikke kræft, det er måske kun en brækket hånd. Men så kan man jo egentlig se pga den historie, som du siger, hvor vigtigt det er, at passe på hvordan man ser ud, og tænke sig i dem, hvordan de oplever en.

Altså det er, det er meget meget vigtigt. Man ved, man kender jo heller ikke deres baggrund, om de kan snakke. Nogen af de gamle, når de sidder helt alene ude i deres lejlighed, måske har de, får de mad af plejepersonale, sygeplejersker der kommer ind, men ellers har de ingen. Så sidder de alene med deres dårlige følelser og må vente. Og derfor er det utrolig vigtig, at man er sød til dem, og man ikke lader i tvivl dem om noget, man gør. Man skal ikke stå der og tænke, åh jeg har glemt min madpakke, man må prøve at forestille sig, hvordan de opfatter det. Og ja, det er en del af vores arbejde, at man bliver opmærksom og tænker mindst på sig selv i det øjeblik, I: Og det er jo både det at være sur eller glad, man kan jo heller ikke stå og grine over en eller anden sjov episode, som ikke har noget med patienten at gøre. A: Nemlig, man skal blive koncentreret. Man kan godt give dem positiv energi, men man skal heller ikke gå ud som om, man kommer fra en karneval. Men det er noget, man selv holder styr på, hvad man udstråler. Hvad for en, hvad for en, ja hvad ved jeg, aura man udstråler. Det er jo noget, som andre mennesker mærker, det er ikke kun, hvad du siger, men også hvad du tænker og gør, det kan også mærkes. I: Det er jo også kemi A: Ja, nemlig I: Som du sagde før. Det man udstråler, og det som patienten udstråler. A: Der indstiller jeg mig egentlig gerne, specielt også i mammografi, men også i min almindelige arbejdsdag prøver jeg at tænke på, hvad mennesker, hvad mennesker som står foran mig må tænke, når han eller hun ser mig, og hvad de måske føler, og det er specielt i mammografi. I: Super, tak skal du have.

Uformel samtale nr. 4 I: Det jeg skal vide noget om er, hvilke etiske overvejelser, du gør dig, inden du henter en patient ind. A: Det synes jeg godt nok er svært at svare på, hvad det er for nogle overvejelser. Det er sådan noget, som ligger dybt i bevidstheden, som man næsten gør på rygraden efterhånden. I: Det er det. A: Det er ikke noget, jeg gør, det er noget der ligger som det menneske jeg er blevet til, eller altid har været. Det er i hvert fald noget med at optræde professionelt, og prøve på at få sporet ind på, hvad det er, vi skal. Så skal jeg jo være en katalysator for at få den her kvinde til at synes, at det bliver håndterbart. Kvinder der er frygtelig nervøse, dem skal jeg gerne få ned, så de kan tage i mod det, vi siger, på en eller anden vis, ikke. Så vi er ligeværdige i det øjeblik, vi står og skal lave en undersøgelse. Hvad har jeg ellers af etiske overvejelser. Det er noget med, man må ikke, man skal tage hensyn til deres blufærdighed. Hvad det er for et menneske, med baggrund, en muslimsk kvinde med tørklæde, at man får det sagt på en ordentlig måde, at man er nødt til at have det tørklæde væk. I: ja A: Blufærdighed og ja det der individuelle menneske. Jeg synes ikke, der er ret meget mere. I: Men det er jo netop noget med at etikken den ligger dybt i rygraden, den ligger på rygraden. A: Det er i hvert fald ikke noget, jeg bruger en masse krudt på hver gang, jeg går ud i venteværelset. I: Nej, men du går ud, du giver ikke hånd, det gør nogen af de andre for eksempel. A: Ja det gør jeg ikke, og det er faktisk en proces, jeg har været igennem, jeg har vænnet mig af med det. Det kan jeg ikke sige dig lige præcis hvorfor, men i hvert fald i den her influenza periode, så ville jeg ikke ane, hvordan jeg skulle komme ind i rummet uden at røre ved håndtaget. Så det har både noget med den smitterisiko at gøre, og så også noget med at gøre at, jamen for at gøre det lige for alle. Når der kommer en patient ind til et brækket fodled eller thorax, så bliver der heller ikke givet hånd. Og det kan, jeg ved ikke, det kan måske være med til at vise, at nu signalerer vi, at vi skal igennem en længere omgang eller en smøre, når vi giver hånd, og andre ikke gør det til andre undersøgelser. Det har jeg vænnet mig fra for mange år siden. Da jeg startede i røntgen, der begyndte de nemlig at lægge mærke til, at jeg gik ud og gav hånd til patienterne.

A: Der er jo heller ikke nogen facitliste, der siger, om det er rigtig eller forkert at gøre, det er jo, som man er. I: Altså vores læger gør det altid, når de kommer ind, og der kan jeg nok nogen gange føle, at man så, når man tager afsked med hinanden, så føles det lidt underligt, at der vil jeg gerne give hånd og sige pænt farvel, ligesom de gør, at man ikke gør det, når de træder ind. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal overholde min håndhygiejne for eksempel rent praktisk. Det er den ene del af det i hvert fald. Jeg har ikke indtryk af, at det betyder det helt store i dialogen om man nu gør det eller ej. I: Det har mere at gøre med, hvordan man kommer ud som person? A: Ja, det tror jeg faktisk. Man kan godt virke imødekommende uden at give hånd. Der er nogen, der pr automatik rækker hånden frem, og så gør jeg det selvfølgelig, jeg vil ikke stå og virke afvisende. Det gør jeg dog ikke. Men det er ikke mig, der lægger op til det, og det er et bevidst valg, jeg har gjort. I: I forhold til at dække kvinderne af, altså de får noget at dække sig til med, når de har klædt sig om, eller klædt sig af, hedder det. Det er noget i fælles gør alle sammen? A: Ja det gør vi. Det er, hvis der kommer nogen nye med herned, så ser de jo, hvad vi gør, og snakker om, at der skal være fyldt op. Jeg vil da ikke sige, at jeg sådan helt firkantet får sagt, at så skal du sørge for, at de får noget omkring sig. Jeg går næsten ud fra, at det er noget, man gør af sig selv. I: Noget man bare gør, men det er jo A: Ja, og ellers så ser man det i hvert fald til introduktionen, at det er det, man gør. I: Men det er jo netop et af de punkter, hvor man overskrider en grænse for visse kvinder i denne her situation. A: Helt sikkert, helt sikkert. Der er nogen, der rigtig gerne vil have det omkring sig, kan man næsten se. Og andre de kommer bare ind uden, selvom man har lagt det derude og sagt, tag det her omkring dig. Nogen siger, ej jeg beholder bare min undertrøje på, og det dur ikke, for bagefter skal du ultralydsscannes, og der bruger vi sådan noget creme, og det bliver noget rod. Man kan ikke få dem diskrete nok med en undertrøje. Det er det bedste valg vi har, at give dem de der små stiklagner. Så overholder vi den der blufærdighedsgrænse, og vi kan bruge det naturligt til at lægge det over dem til ultralyd også. I: Hvad tænker du om sådan en klinisk mammografi i al almindelighed, altså vi havde hende før

A: Ja I: Som var så drøn nervøs. A: Ja I: Altså du sagde før, at din opgave var at få dem bragt ned. A: Jeg prøver på at gøre tingene håndterbart for dem, fordi øhh, jo mere de kan kapere, når de er inde, jo mindre kaos tager de med herfra. Men uanset hvad vi så næsten finder, så må kaos blive mindre, hvis vi kan få dem bragt derned, hvor de kan være med i det, der skal foregå og få en forståelse for, hvad det er, det handler om. Det tror jeg på! Og lige præcis hende vi havde nu, hun skulle have tingene rigtig rigtig mange gange, fordi hun forstod nok kun dertil i første omgang (Gestikulerer med hænderne), og så forstod hun lidt mere. Hun kunne bare ikke kapere det hele på en gang vel? I: Nej A: Det er der ikke noget unaturligt i. For selvom vi sidder og svarer hende, så har hun nok ti andre spørgsmål i hovedet samtidig med. Så hun kan slet ikke lukke alt det ind, man siger. I: Kunne du risikere at møde en, der var sur i stedet for? Hende her, hun siger lige ud, at hun er nervøs. Oplever du også dem, der bliver sure? A: Det er ikke ret tit, vi møder dem. Så er det vel mere, at de er sure på hele systemet. I: Jeg tænker også sur, i forhold til en måde at undertrykke sin nervøsitet på? A: Det kan sagtens være. I: Men det er ikke sådan, det er ikke den type, du sådan møder? A: Nej, jeg synes ikke, det er ret tit, vi møder dem, der er sure. Altså, jeg synes ikke. Når man møder dem, der er lidt irritable, det er nogen man mere får indtryk af, at de er skeptiske i forhold til hele systemet. Kan man nu tro på, altså, hvad er sygehusvæsnet. De er utrygge ved, om det nu er godt nok, eller. Jeg tror, det er utryghed, om nu systemet kan gøre tingene godt nok for dem. Så selvom man måske nok synes, at de virker pisse sure, og det er mig, det går ud over, så er det, så handler det jo ikke om mig.

I: Det er jo det, man skal se ud over A: Det bliver man nødt til, for man kan godt. Sure folk, men man må skynde sig at sige, at det er systemet og ikke mig, de er sure på. I: Der er jo for eksempel hende, som vi mødte lige før, der var gået forkert. A: Ja nemlig I: Det var jo ikke vores skyld. A: Nej (griner) Hun var gal over ombygningen. Ja, ja et eller andet sted kan man jo godt følge det, at hun siger, at nej nu orker jeg ikke mere. Nu har jeg stæset rundt her, og og I: Ja det kan man godt A: Sagtens I: Jeg tænkte lige på noget, i forhold til det, du sagde Det glippede for mig, der var lige et eller andet, og det er helt væk nu. A: Ja, ja I: Nå men så, tænker du forskel på, om det er en 48 timers patient, en fra screeningsbussen eller en der skal til en kontrol? A: Ikke ret meget. Ikke på forhånd i hvert fald. Jeg kan godt, når jeg læser henvisningen igennem, så for pokker, her er noget, der er oplagt, men æh De kvinder der kommer, deres indgangsvinkel kan være ligeså slem for en kontrol, som en der kommer direkte fra egen læge. Det tror jeg ikke, vi kan måle, hvor slemt det er for dem. Og nogen gange, hende her hun var åben, og hun snakkede og sagde, at hun bare havde haft det forfærdeligt. Vi kan måske have en der sådan umiddelbart, når man snakker med hende, så mærker man ikke den store nervøsitet. Det kan man altså ikke kigge ind bag alle kvinder, der er herinde. Jeg tænker egentlig ikke ret meget forskel på forhånd, det gør jeg ikke. I: Det at tænke forskel på forhånd, så er man vel heller ikke åben til at gå ud og aflæse patienten, som de er. A: Jeg vil nok sige, at dem vi har, der går til genetisk udredning, der har vi nogen, hvor der er en ophobning i familien, hvor jeg på forhånd har en forventning om, at her er nok ikke noget.

I: Hmm A: Men derfor, når de kommer til deres kontroller, de har det ligeså slemt som alle mulige andre, altså. Jeg tror, at enhver henvisning trigger en eller anden form for nervøsitet, og det er ikke kun her i mammografien. I: Nej det A: Dem der skal til en hånd eller en thorax, selvom vi knalder dem af, og sender dem hjem igen i løbet af et par minutter, de kan have det akkurat lige så skidt. Det er sådan noget med, at nu bliver du undersøgt, og så kommer der svar og syn for sagen. Det kan være alt, jeg tror det er sådan set lige meget, der kan være nervøse mennesker alle steder. Og det er der ikke den helt store forskel på. I: Hvad tænker du om i forhold til, at de kan se skærmen, at de kan se deres egne billeder herinde? Hvis de kommenterer, at de ser et eller andet? A: Det kan man godt ind imellem være lidt ambivalent overfor. Men æhh, men altså det er faktisk sjældent, der er nogen, der sådan øhh, 100 procent registrerer at billederne kommer op derhenne. Så kan man møde en der spørger, hvad er det der hvide. Så kan jeg kun være objektiv, og så sige hvad det er, jeg kan ikke stå og sige noget andet. I: Nej A: At det der er sort, det er fedtvæv, og det andet mere hvide det er kirtelvæv og, og kirtel og bindevæv i en blanding. Hvis det så er en, der selv kan se sine egne knuder, så siger jeg, at jeg godt kan se, at der er noget lidt ukarakteristisk, men nu bliver det sendt ud til vores læger, den her skærm er ikke god nok. Jeg står ikke og siger, at jeg ikke kan se noget. I: Det er jo også A: Jeg kan måske nok ane, at der er noget der, der skiller sig lidt ud fra resten, men det kigger vores læger på, når de får det ud til deres arbejdsstation, som kan noget helt andet, end det vi kan herinde. I: Det har jo også noget med troværdighed og respekt at gøre. Det er jo ikke respekt, hvis man står og siger, nej det kan jeg ikke se. A: Nej, nej det

I: Det kan næsten gøre mere nervøs. A: Ja, det tror jeg også, så tror de ikke på os, de lyver, de siger ikke sandheden. Det tror jeg ikke, vi kommer nogen vegne med. Men jeg kan heller ikke stå derinde og sige, at det ligner en tumor, som vi skal tage en biopsi af, det, det gør jeg aldrig. Jeg siger, jeg kan godt se, hvad du mener, det er afvigende fra det andet, vi kan se på billedet. Så er der en del, der har deres ledsager med, og der lægger jeg op til, at vi slutter af herinde (ultralyd) sammen med en læge, så de kan sidde herinde og vente, men det er egentlig op til hende, kvinden, der bestemmer, om hun gerne vil følges hele vejen eller mødes herinde. Der er nogle ganske få, der så gerne vil med hele vejen. Så har de jo selv valgt, men så kommer de til at sidde lige klods op af skærmen. I: Ja, det gør de A: Men de har selv valgt det, de har fået at vide, at de har et alternativ, at de kan gå herind og vente. I: Så du tager ikke altid den pårørende med ind til selve røntgen delen? A: Så går vi ind sammen, lige som du nu har set her, i omklædningsrummet, og så forklarer jeg seancen, som de skal igennem. Du går med mig herind, og får lavet billederne, så kan de ledsager vente herovre, for der mødes vi til sidst, hvor der kommer en konklusion på undersøgelsen. Så, men det er lidt forskelligt. Langt hen af vejen må folk selv bestemme. Når der er nogen der spørger, så siger jeg, at det er dig, der bestemmer det. Selvom hendes mand står lige ved siden af, og han så spørger, om han må gå med, så siger jeg til hende, det er dig der afgør, hvad du gerne vil have. Hvis din mand, hvis du gerne vil have din mand med, så kommer han selvfølgelig med. I: Ja A: Jeg siger ikke bare Også når jeg går ud og henter dem, hvis de nu ikke selv går med, ikke selv lægger op til, og rejser sig op og ligesom vil med, så siger jeg ikke noget derude. Jeg venter til vi er undervejs ned i mammografien, og siger, at hvis du gerne vil have din ledsager med, hvis det er det, du vil. Jeg vil ikke stå derude og sige, at du må gerne komme med, hvis kvinden har besluttet sig for, at hun vil bare ikke have nogen med ind, og så ikke før det sagt derude i farten. I: Men det er jo en rigtig god overvejelse også, det er jo i forhold til etik og medbestemmelse af patienten selv. A: Jeg kan ikke stå derude og invitere andre med ind, medmindre hun selv har, helt anonymt, sagt ja eller nej. Det kan hun gøre herinde.

I: Hun skal have lov til at vælge til eller fra A: Man kan ikke bare sige, vil du have din ledsager med, når de sidder derude. Så kommer de der, vil du det, og har du, har du.. I: Det er jo, det er jo heller ikke i et venteværelse man skal udstille sig på nogen måder. A: Nej I: Du var også meget, hende der sad og var nervøs, du ville have hende med herned, i stedet for, altså det er jo heller ikke noget, man skal sidde der og snakke om. A: Nej I: I venteværelset, det er hernede, det foregår. A: Ja, hvis de begynder at køre i ring og ikke rigtig får afsluttet, så er jeg nødt til at sige, at nu går vi herned, og får det snakker færdigt. Jeg tror også, man kan sådan bedre, måske blive lidt konkret, når man er fysisk tilstede i de lokaler, man kan se, man skal være i. Nå okay, det er her, jeg skal være, det hele er stadig meget diffust, når man sidder derude. I: Man kan føle, at man kan komme i gang med undersøgelsen. A: Ja nu er vi her, og vi kan komme i gang, så, nej det skal ikke foregå, så lidt som muligt i venteværelset. Sådan er det. I: Skal vi så ikke sige tak nu? A: Det var det? I: Ja