1 EN FAMILIEKRØNIKE Egil Raabo, 2008
2 En familiekrønike er en beretning om familierne Larsen og Vincentzen gennem mere end 150 år, på basis af materiale indsamlet af en række familiemedlemmer og derefter bearbejdet af undertegnede. Da en stor del af krøniken omhandler efterkommere af Else og William Larsen hv. Marie og Marinus Vincentzen og i særdeleshed min egen familie, er indholdet i sagens natur subjektivt ligesom valg af billedmateriale er mit eget. Jeg har både i tekst og billeder forsøgt at sætte familielivet ind i en tidsmæssig politisk sammenhæng med konklusioner, der naturligvis helt står for egen regning. Krøniken er af praktiske grunde opdelt i fire afsnit, der frit kan downloades. Hvis jeg - i al uvidenhed - er kommet til at anvende billleder, der på en eller anden måde krænker enkeltpersoner eller fremstiller personer, der ikke er blevet forhånds-kontaktet, skal jeg selvfølgelig beklage dette men, som Amin Jensen siger: Vi kan ikke lave det om. Holbæk d. 20.11.2008 Egil Raabo Indhold af 4. del Kærlighed i værnepligtens tid 98 Kontakt med det vestjyske 98 Brødrene Vermehren 101 Familien i 1950 erne 102 Bryllupsbilleder 103-104 Råkost - en myte? 105 Legal familiesammenføring 106 Generationen, der scorede kassen 108 Klinisk kemi og privat kapitalisme 110
3 Parcelhusejerne 113 Og så alligevel... 114 Med to børn til USA - og tre med hjem 116 En million dollar baby 117 Resultat-orienteret forskning 119 Pete Seeger 121 Vores amerikanske familie 123 Hjem til den danske andedam 124 En bygherres genvordigheder 125 Holbæk Dramatiske Klub 127 Generationen, der døde ud 128 Kunsten at have mange bolde i luften 129 Ferie - a la carte 130 Fattigfirserne 136 Epilog 137
98 Kærlighed i værnepligtens tid Mathilde Fibiger - forfatterinde og en af det nittende århundredes største kvindesags forkæmpere - skrev i 1851 i en alder af 20 år en brev roman, som hun kaldte Clara Raphael, en titel, som hun senere selv brugte som pseudonym. Bogen, der handlede om kvinders ret til ligestilling i samfundet, satte en voldsom fejde i gang mellem - på den ene side konservative forfattere og politikere, der ønskede at bevare kønsrollemønsteret og de sociale skel - og på den anden side liberalisterne, hvis mål dog i højere grad var mere social lighed end egentlig kvinde emancipering. Bogen gav imidlertid i 1871 stødet til oprettelse af Dansk Kvindesamfund, der i 1899 stod bag oprettelsen af Kvindernes Køkken og senere i 1919 Kvindernes Boligselskab, hvis første projekt var Clara Raphaels Hus på Østerbrogade 85 - en institution for Enlige og selverhvervende kvinder. Her boede Anna Jespersen. Man kan derfor med en vis ret sige, at Mathilde Fibiger havde en finger med i spillet, da jeg i 1952 mødte min første kone, som også var farmaceut, men havde taget eksamen tre år før. I huset boede allerede en af mine studiekammerater, Kristiane Skov Pedersen, der ligeså lidt som Anna havde svoret Clara Raphael troskab om at forblive enlig. Stjane havde arrangeret en eksamens middag og inviteret Anna, Skat Nielsen og undertegnede - samt sin mangeårige forlovede Laurits Rasmussen. Laurits var vestjyde, uddannet som industri-laborant på Grindstedværket, hvor de havde truffet hinanden. Der gik imidlertid både vinter og vår med at acceptere den magre og rødhårede vestjyde, som hun ikke mente var intellektuel nok. Efter dette vort første møde - der ikke kan beskrives som kærlighed ved første blik, men snarere, lad os nu vente og se tiden an - skulle der gå henved 3 måneder, før vi igen mødtes. Kontakt med det vestjyske I mellemtiden var jeg blevet indkaldt som rekrut til 2. Feltartilleriregiment på Holbæk kaserne en kold novemberdag. Modtagelsen var omhyggeligt mandsopdækket - måske for at undgå desertering på stedet - idet vi på forhånd havde fået at vide, at ingen måtte forlade kaserneområdet den næste måned. Det var dog tilladt at besøge soldaterhjemmet, Dannevirke overfor kasernen. Her kunne man hygge sig med kaffe - og brevpapir, når man fik behov for at komme i forbindelse med omverdenen. I virkeligheden var der ingen, der orkede at foretage sig meget andet end at sove efter en dags felttræning på Holbæk fælled - eller en gang fodlir i kasernegården. Sidstnævnte udtryk har intet med sex at gøre, men refererer udelukkende til den eksercits, der i militært regi er en nødvendig foranstaltning for at opretholde mandstugten indenfor korpset! Her er gøppen - altså geværet - en væsentlig rekvisit, som vel at mærke skal vedligeholdes og nusses om som et spædbarn!: Skal fjenden bekæmpes, må man ikke møde ham med en anløben - end sige rusten gøp! Straffen for denne forseelse var hård: Ingen nattegn i de næste fjorten dage! For slet ikke at tale om støvlerne! Det kunne også koste dyrt ikke at være i besiddelse af Kivi skosværte, som var en forudsætning for at kunne møde op til lørdagsparaden med skinnende støvler - der ifølge sergenten nok skulle kunne holde de værste russere på afstand! Hvis ikke støvlerne var i orden - var lørdag-søndags orloven en saga blot! Man kunne dog klare frisag med en modydelse - fx deltagelse i orienteringsløb om søndagen. Som student havde jeg meldt mig ind i Akademisk Idrætsforening, der foruden sin atletik afdeling, også havde en afdeling for orienteringsløb - en sport, jeg allerede havde dyrket i Nakskov. Den slags initiativer blev selvfølgelig modtaget positivt i militæret med den virkning, at jeg næsten aldrig havde problemer med at få orlov. Det betød samtidig, at jeg lettere kunne aflægge besøg på en af kvindebevægelsens højborge - Clara Raphaels hus - der hvor Anna Jespersen altså boede. Anna var næstsidste barn i en børneflok på 5 - datter af en førstelærer, senere skoleinspektør på Gørding skole, Martin Jespersen, og Bodil Grønnebæk, der var af gårdmandsslægt. De tre ældste af børnene gik i faderens fodspor og blev lærere, medens de to sidste - da økonomien efter-
98 hånden blev bedre - fik lov til at gennemføre en akademisk uddannelse som henholdsvis farmaceut og dyrlæge. Efter søsterens og svogerens tidlige død, blev deres søn, Frederik, opfostret i det Jespersenske hjem som et barn af familien. Han blev politibetjent og bevarede et meget nært forhold til sine plejeforældre og øvrige halvsøskende. Martins forældre var møllere i Skærbæk - der på det tidspunkt var tysk - og naturligvis skulle han også have været møller. Men skæbnen ville det anderledes. Efter et uheld i møllekværnen, hvor han mistede højre hånds tre fingre, måtte den unge Martin finde på noget andet. Han gik på seminariet i Ribe, der heldigt nok kom til at ligge på den danske side af den grænse, der blev trukket efter nederlaget til tyskerne i 1864, og fik derfor en dansk lærereksamen. På grund af sit handikap slap han for tysk krigstjeneste under første Verdenskrig, medens 30.000 andre sønderjyder måtte trække i tysk uniform. Ca. 5.000 vendte aldrig tilbage. Han talte ikke så meget om tiden under tysk herredømme, men trods disse ulykkelige forhold bevarede både Bodil og han et positivt menneskeligt syn på tyskerne og flygtningene, hvilket gav familien en del problemer efter 2. verdenskrig, da Gørding skole havde indkvartering af tyske flygtninge. Det var strengt forbudt at omgås, endsige udvise humanitær hjælp til disse mennesker, der - med flygtningeminister Kjærbøls velsignelse - levede på et absolut eksistens-minimum. Ud af 250.000 flygtninge døde ca. 3000 børn i løbet af 1945. Førstelærer Jespersen trodsede denne politik og sørgede for, at flygtningene fik mulighed for at dyrke grøntsager i haven omkring Gørding Skole. Det var ikke populært i lokalbefolkningen og skaffede familien en del fjender. Dertil kom, at Bodil og Martin Jespersen begge var grundtvigianere og derfor var på kant med indremissionen, der trivedes såvel i Hvide Sande som i Sønderjylland. Da Annas far gik på pension, bosatte familien sig ikke i Gørding men i Sjælborg, et lille fiskerleje nord for Esbjerg. Her havde familien i en række år ferieret tæt på stranden hos en husmandsfamilie - dvs. man boede i telt på Marie og Marius s græsmark og hentede så mælken til havregrøden på gården. Det var vist meget primitivt, men med en børneflok på 6 rakte en førstelærers gage ikke til større turistmæssige udskejelser. I virkeligheden bestod lejren af langt flere, da både Anna og hendes søskende som regel havde kammerater med på sommerferie. Billedet ovenfor er fra slutningen af 1920 erne. Familien er samlet over eftermiddagskaffen midt på Marius mark med Bodil stående svingende med Madam blå og far Martin siddende i baggrunden med solhat og fuldskæg. Anna er 5-6 år, stående ved sin mors skørter. Det var derfor ingen tilfældighed, at Bodil og Martin flyttede til Sjælborg, da førstelæreren blev pensioneret. Den ældste datter, Marie, havde fået job på Hostrup skole og det meste af Bodils familie boede i Ribe-området. Hendes søskende var af gårdmands slægt og klarede sig fint - i det mindste så længe landbruget kunne betale sig. Annas ældre søskende, Marie, Andreas, Frederik
99 og Maren Lisbeth blev - med undtagelse af Marie - alle gift med passende partnere - dvs. uddannede personer. Marie holdt ikke stilen! Først i en alder af 43 år fandt hun sin udkårne, og han var hverken akademiker eller lærer. Nis Hansen var bare ufaglært murer - og det passede ikke svigerfaderen, der trods sit liberale frisind ikke mente, at svigersønnen var et passende parti for Marie. Hun holdt dog fast i sit og blev gift i dølgsmål. Bryllupsrejsen gik til København - til Clara Raphaels hus - hvor Anna og jeg redte brudesuiten op og i øvrigt sørgede for et passende program for københavnerturen. Selv efter at Nis havde bygget sit eget hus i Tarp uden for Esbjerg, forblev forholdet mellem Martin Jespersen og svigersønnen køligt. Da jeg i sommeren 1954 første gang besøgte min kommende svigerfamilie, var det i forbindelse med en udstationering i Oksbøl lejren. Her lykkedes det mig i øvrigt at komme til at lede skydningen af et batteri, bestående af 32 105 mm Haubits kanoner - ganske imponerende! Jeg var selvfølgelig blevet advaret af Anna: Du forstår nok ikke et kuk af, hvad de siger. Og ganske rigtigt. Da jeg første gang besøgte søskendeparret Marius og Marie, kunne jeg ligeså godt have befundet mig et sted i Afrika. Vestjysk var - som swahili - totalt uforståeligt. Og det var ikke bare sproget, der vakte min forundring - deres gård syntes ikke at have undergået forandringer siden stavnsbåndets ophævelse. Stuehuset lå i umiddelbar forlængelse af stalden, således at Marius - i lighed med middelalderbønderne - let og ubesværet kunne bevæge sig fra køkkenet til kostalden, når han skulle muge ud - sædvanligvis i bare tæer sommer og vinter - for, som han sagde: For søvren da, a tøves, det komøg varmer så herligt om æ tæer. Men når københavnerne kom på besøg - så skulle der drikkes kaffe af det fine stel i stadsstuen! Og så kom brændevinsflasken på bordet, for så meget kaffe kunne ikke nedsvælges uden de små sorte - altså kaffepunch. Og nu var det, at sproget blev helt sort - i hvert fald for københavnerne. Kaffepunchene kom nu mest frem for at imponere dyrlægen, Annas lillebror Carl, som stadig boede hjemme og ikke kunne bekvemme sig til at gifte sig med sin Helga, som han havde kendt, siden hun var fjorten. Carl var ansat på tyrestationen i Varde, men drev også privat dyrlæge virksomhed. Han var derfor et kendt ansigt på stedet og havde ikke svært ved at imponere både bønderne og omegnens piger. Det blev sagt, at han havde det for godt hjemme hos forældrene til at binde an med et ægteskab. Han boede på første-salen i huset, som ses ovenfor - huset min svigerfar købte, da han blev pensioneret. På et tidspunkt satte Helga ham stolen for døren - de blev gift og kunne fejre bryllup og barnedåb for sønnen Martin samtidigt. Billedet af Martin Jespersens og Bodils hus i Sjælborg ovenfor er fra 1970 erne. Oprindeligt var huset uden veranda, men min svigermor fik presset sin mand til at bygge til. Det blev ikke uden problemer! Ganske vist havde man jo en murer i familien, men min svigerfar var ikke meget for at overlade Nis arbejdet - og så måtte det jo heller ikke koste en bondegård, mente han. Verandaen kunne dog indvies ved parrets guldbryllup i 1962 - selv om der manglede en liste her og der. Det vil være forkert at sige, at Martin Jespersen var nærig - og slet ikke overfor sine nærmeste - men han var økonomisk og havde en bestemt holdning til, hvad man behøvede og hvad ting måtte koste. Han var selvforsynende med de fleste grønsager, som stod i snorlige rækker omkring huset. De nye kartofler var hans hjertebarn. Læggekartoflerne kom i jorden 14 dage før alle andres og måtte derfor overvåges, når en frostnat truede med gøre det af med spirerne. Så kunne han finde på at tænde små bål langs kartoffelrækkerne - ville rygterne fortælle! I foråret 1953 rundede Anna Jespersen de tredive år og arbejdspladsen, Sønderbro Apotek, undlod ikke at markere dagen med den traditionelle peberbøsse. Da hun kort tid efter investerede sine sparepenge i en italiensk scooter af mærket Vespa, indhøstede hun til gengæld anerkendende blikke for sit initiativ, der bedre end ord udtrykte forhåbninger på hendes vegne. I løbet af sommeren kunne vi da også ses sammen på dette charmerende, nymoderne, 2-hjulede køretøj, der i 1946 blev lanceret af Enrico Piaggio og som på
100 rekordtid opnåede nærmest kult status. Der var to grunde til successen, den lave pris og det faktum, at Vespaen i Italien kom til at spille en rolle i kvindefrigørelsen, båret frem af den amerikanske film Princessen holder fridag med Audrey Hepburn og Gregory Peck fra 1953. Det var først og fremmest et by-køretøj med begrænset march hastighed. Ikke desto mindre kunne man læse beretninger om Vespaens triumfer i Andesbjergene og i Himalaya. Det måtte vi også prøve - det blev dog i første omgang kun til en tur til Norge i sommeren 1954. Helt op til forventningerne levede Vespaen nu ikke. I Jotunheimen svigtede motorkraften - men op kom vi da til Gjendesheim, hvor en uges fodtur satte vores forhold på en alvorlig - men nødvendig prøve. Trods ekstremt dårligt vejr, farefulde gletsjere og manglende fjeld-erfaring nåede vi rundt i Jotunheimen uden problemer - bortset altså fra Besseggen, en 6 m bred passage på ruten mellem Gjendesheim og Memrubu - i virkeligheden ikke spor farlig at passere - men! - man har søen Gjende på den ene side, 700 m nede, og Bessvatnet på den anden side, 400 m nede - uden rækværk. Anna var ingen helt, og tusindvis af turister gjorde, som hun gjorde - på trods af de 6 m - man satte sig ned og mavede sig frem. Når man går i fjeldet, har man masser af tid til at tænke - tænke på vejret, på den næste dagsmarch, på hvor frokostpausen skal være og på fremtiden. Vi kom til det resultat, at vi burde gifte os - og det gjorde vi så. Jeg blev hjemsendt 1. nov. 1954, og brylluppet blev fastsat til d. 18. dec. Min svoger Andreas, der boede i Charlottenlund med sin kone Elfride - begge lærere - tilbød at holde brylluppet. Arrangementet var dog nær ved at bryde sammen, da min far pludselig døde. Han havde ganske vist haft et par små hjerne-blødninger i 53 og 54, men ingen troede for alvor på, at en mand - der hele sit liv havde levet af råkost - kunne indhentes af døden. Han havde dog, i alt stilhed, forberedt sig på døden: Ingen præster, ingen ritualer - ingen gæster. Han blev cremeret - hvad der dengang ikke var så almindeligt som nu - og urnen nedsat på Høsterkøb natur-kirkegård, hvor siden også min mor, 37 år senere kom ned. Den nærmest anonyme begravelse, hvor kun de nærmeste var til stede, var helt i tråd med hans ateisme, men blev selvfølgelig ikke accepteret af hans familie og nok heller ikke rigtig af min mor, der hellere havde set, at konventionerne blev overholdt. Vi blev dog gift og kunne - som rette ægtefolk at være - flytte sammen. Vi havde dog allerede i lang tid boet under samme tag, dels under Clara Raphaels vinger - selv om den kvindelige portner havde rynket brynene - og dels mere lovformeligt i en lejlighed på Randkløveallé på Amager. At erhverve sig en moderne lejlighed i 1954 var lidt
101 af et scoop, idet man dels skulle kunne dokumentere en kommende barnefødsel, dels være i besiddelse af de rette forbindelser. Hvordan det lykkedes Anna - som ikke var gravid - at besnære borgmesteren i Tårnby kommune, skal være usagt - måske noget med, at han og apotekeren på Sønderbro Apotek begge var Rotaryanere! Brødrene Vermehren Oprindeligt havde jeg - efter militær tiden - fået en forskningsstilling på organisk kemisk afdeling på højskolen hos professor Baggesgård Rasmussen stillet i udsigt, men desværre var bevillingerne skrumpet ind i 1954. I stedet fik jeg en stilling på Frederiksberg Chemiske Fabrikker, hvis væsentligste produkt var hypofyse hormonet ACTH. Fabrikken lå oprindelig på Henrik Ibsensvej, men var nu delvist flyttet til Amager landevej, hvor man havde overtaget en engrosvirksomhed, der leverede råvarer til apotekerne. Man havde samtidig opkøbt en gård i Tårnby, hvor frysetørringen af ACTH foregik. Af stillingsopslaget fremgik det, at der var tale om forsknings- og udviklingsopgaver indenfor produktion af hypofysehormoner, hvor jeg skulle indgå i et team - det lød jo interessant. Det skulle dog hurtigt vise sig, at de to direktører, Emil og Martin Vermehren - begge læger - havde et meget diffust og ret forskelligt syn på biokemisk udviklings-arbejde, og at der slet ikke eksisterede noget team. De to brødre - der var af malerslægten Vermehren - havde begge arvet familiens kunstneriske og impulsive natur, der dog kom til udtryk på ret forskellig vis. Emil havde sans for det dramatiske, der bl.a. blev brugt til at iscenesætte sine kundebesøg, kørende i en Rolls Royce fra 1928. Den kunne kun køre 50 km i timen, slugte benzin som en Apollo raket og stod næsten altid på værksted. Ikke desto mindre måtte den ikke sælges, måtte kun køres af Emil og skulle altid stå klar. Martin Vermehren derimod, var en søgende sjæl, der forstod at omgærde sig med en god portion mystik. Da jeg skulle til job samtale, blev jeg ringet op kl. 9 om aftenen og bedt om at komme ud til hans hus, der lå i en tilgroet have i Dragør. Her blev jeg først præsenteret for den enorme malerisamling, der foruden de mange Vermehrener også omfattede en række andre guldalder malere - dernæst skulle jeg høre hans mors sygehistorie - hun havde diabetes, som Martin selv behandlede - og endelig en udførlig beretning om hans svagelige spanske kone, der ikke kunne tåle dansk mad. Vi nærmede os efterhånden - hvad jeg troede var aftenens emne - min ansøgning - men fik i stedet historien om det første danske ACTH præparat, Acton - der takket være de danske svineslagterier kunne lanceres et par år efter krigens afslutning som et slags biprodukt til bacongrisen. I stedet for at kassere den lille hypofyse kirtel, indeholdende en række aktive hormoner, bl.a. det binyrebark stimulerende ACTH (adreno-corticotropt hormon), kunne den nu anvendes til produktion af
102 et lægemiddel. De to brødre rejste i de følgende år Danmark tyndt, sikrede sig kontrakter med slagterierne om udtagning og levering af kirtlerne. Fabrikken fik dermed en slags monopol på fremstillingen af hormonet, som blev brugt ved binyresvigt, astma-lidelser og andre endokrine sygdomme. Da Martin var færdig med sit ACTH eventyr blev der en lille pause, som jeg straks benyttede til at stille intelligente spørgsmål - bl.a. vedrørende mit kommende engagement i firmaet, såfremt jeg altså fik stillingen? Tilsyneladende kom spørgsmålet bag på ham, men han skyndte sig i stedet at spørge interesseret til Vespa-scooteren - som han havde bemærket i indkørslen - og tilføjede, at jeg havde fået stillingen. Audiensen var forbi! Det varede længe, inden jeg genså Martin Vermehren. På tiltrædelsesdagen kunne stedets tredje direktør, Nyboe - der viste sig at være en hel del mere jordnær end de to brødre - dog oplyse, at jeg foruden de nævnte forsknings-opgaver også skulle være ansvarshavende for en- gros virksomhedens kontrollaboratorium. Endelig en dag kom Martin forbi - entusiastisk som han plejede, når han havde fået en ny ide - og meddelte mig, at jeg fra nu af - 100 procent - skulde arbejde med udvikling af metoder til renfremstilling af hypofysens andet hormon, det ve-stimulerende Oxytocin, der kunne anvendes til igangsætning af fødsler. Det var herefter meningen at overføre produktionen til fabrikkens afdeling i Flensburg. Allerede dagen efter vendte Martin tilbage og spurgte, om arbejdet skred frem. Da jeg måtte fortælle ham, at der først skulle findes noget litteratur om emnet, stod skuffelsen malet i hans ansigt. Han sagde hurtigt farvel under påskud af, at hans mor skulle have sin insulin. Der gik igen flere uger, uden at nogen vidste, hvor forsknings-chefen opholdt sig. Faktisk lykkedes fremstillingen af Oxytocinet i et tilfredsstillende udbytte og med en rimelig kvalitet og skulle nu sættes i produktion syd for grænsen. Her residerede søstrene Groth, som brødrene havde mødt i forbindelse med opbygning af den danske sundhedstjeneste i 1945. De var begge laborant-uddannede og var, ligesom brødrene Vermehren, engageret i Sydslesvigs vælgerforening. Fabrikken - eller snarere laboratoriet - var dog slet ikke udbygget til medicin produktion og kunne derfor heller ikke levere varen, selv efter mange prøvekørsler. Efter kort tids produktion med svingende udbytter mistede brødrene interessen og kastede sig over andre umulige projekter, som man let og elegant trak op frakkelommen og hver gang præsenterede med en - ofte smittende entusiasme. Ovenfor ses farmaceuten i gang med et af de utallige eksperimenter, der ofte løb ud i sandet på grund af manglende overblik fra d herrer Vermehren. De to brødre havde uendelig tillid til hinanden. Desværre havde ingen af dem den nødvendige viden om hverken moderne virksomhedsledelse eller research - og slet ikke den tålmodighed, der krævedes ved produktudvikling. Dertil kom, at det økonomiske fundament, ACTH - efterhånden som konkurrenterne kom på banen - ikke mere kunne dække omkostningerne til de mange tiltag. Faresignalerne var tydelige, men brødrene så dem ikke. I efteråret 1956 havde jeg fået nok - både af brødrene Vermehrens fabrik og måske også af privat virksomhed. Jeg søgte - og fik en stilling på Holbæk Centralsygehus som laborator ved det klinisk-kemiske laboratorium. Og hermed tog jeg hul på en hidtil upåagtet kompetence i det farmaceutiske studium, som skulle vise sig at få betydning og jobs for ca. 100 af mine kolleger. Familien i 1950 erne Nu vender vi for en stund tilbage til min store familie, der nu var blevet forøget med en vestjysk gren. Jeg havde indtil dette tidspunkt betragtet familien som et nødvendigt onde, hvis aner hang på væggen og figurerede i foto-albummet, men som man i øvrigt ikke behøvede at beskæftige sig med. Mit giftermål ændrede i nogen grad denne holdning. Anna var meget knyttet til sin familie, og jeg måtte pænt følge med til Vestjylland, selv om miljøet var lige vel puritansk for mig. Det hjalp lidt på situationen, at vi i 1955 solgte Vespaen og købte en Renault 4 CV - ganske vist den skrabede udgave til 11.000
103 kr. - men alligevel! Med den foretog vi vores første rejse sydpå. Min svigerfar korsede sig: En uforstandig luksus, sagde han. Men vi holdt fast - men lovede dog at besøge familien i Sjælborg på vejen tilbage fra det krigshærgede Europa. I virkeligheden så Vesttyskland langt bedre ud end vi havde forventet. Takket være Konrad Adenauer, forbunds-republikkens første kansler og hans økonomi-minister, Ludvig Erhard, lykkedes det at bringe Vesttyskland på fode på utrolig kort tid. Man skal dog ikke i denne forbindelse glemme den saltvands-indsprøjtning Tyskland fik i form af Marshall hjælpen - vel at mærke kun Vesttyskland. Den østtyske, kommunistiske del måtte klare sig selv. Hermed skabtes en væsentlig forskel mellem de to landes økonomi, der kom til at præge hele den kolde krig i efterkrigsårene. Det var nu Østrig, der var vores mål, og her mødte vi både sne, prægtige tinder - og afdankede officerer fra der Wehrmacht, som holdt ferie i deres gamle protektorat, hvor nazismen havde kronede dage. Efter nogle fadøl og et udvalg af tyske soldatersange - der skulle befæste freden mellem Tyskland og Danmark, kunne vi - by car - vende tilbage til vore diverse telte. Desværre sad 4 CV en uhjælpeligt fast i mudderet. Men hvad har man Vehrmacten til? Tyskerne handlede resolut, fik skubbet os fri, så vi kunne sove rusen ud. 4 CV en var ingen sprinter - men var sej og billig i drift. Den bragte os problemløst over Gross Glochners 3800 m - men det tog unægtelig sin tid og gav lidt hedeture. Som de fleste småbiler på det tidspunkt havde Renault en nemlig hækmotor og luftkøling - ligesom den legendariske Volkswagen. Vognens udprægede understyring kunne endvidere give føreren en utryg fornemmelse på den gamle brostensbelægning i Nordtyskland. Alligevel var det en hel ny fornemmelse af frihed at kunne køre ned i Europa på fire hjul med teltet og soveposerne på bagsædet - udenfor vore forældres rækkevidde. Campinglivet var først lige i sin vorden og villatelte og campingvogne endnu ikke blevet folkeeje. Pladserne var primitive, toiletterne ligeledes og al vask - både ens egen og køkkengrejets - foregik udendørs. Man kunne slå sit telt op, hvor man ville og kokkerere over åben ild eller på primus. Alligevel harcelerede min svigerfar over disse overflødige ferierejser sydpå, når nu Sjælborg strand lå for fødderne af én. Bryllupsbilleder Vi skal nu en smut over til min fars familie, der i 1950 kunne fejre Georg Steffensens 70 års fødselsdag, efter at familien havde forladt deres kære Østerbro og var flyttet til en mindre lejlighed i Søborg. På nedenstående billede ses fødselsdagsbarnet siddene midt i billedet *, omgivet af sine 2 søstre, Fanny og Ellen, mens min faster har sine to sønner på hver side - som det sig hør og bør. Min far sidder helt til højre iført kjole og hvidt - sikkert nødtvungent - til gengæld havde han fået Børge Møllers papirløse partnerske, Vivian til
104 * De øvrige gæster ved bordet er: tv. for B.M.,fru Lunge, Willy Krøyer, Vibeke Steffensen, Erik Steffensen, Emmy Steffensen, Johan Steffensen, Randi Steffensen (delvist skjult), Jørgen Brade Johansen, Edith Krøyer, Louise Larsen, hr. Lunge, min mor, Magda Krøyer, fru Lunges bror, Else Brade Johansen, Ole Steffen Steffensen, Fanny Steffensen, Georg Steffensen, Ellen Mæller, Margrete Steffensen, Holger Larsen og Ruth Harbo. 104
105 bords. I det ellers komplette billede af familien manglede kun 3 personer, Inge Steffensen (bror til Ole Steffen), der imidlertid var blevet gift og boede i Holland - og Jan og undertegnede, der på dette tidspunkt havde absenteret os i Jylland, Jan som rekrut i Viborg og jeg selv på Vils Apotek. Jylland lå dengang - logistisk set - længere væk fra hovedstaden end i dag, så det var nok grunden til vores fravær. I 1953 skiftede Det Ny Radioblad navn til SE og HØR åbenbart som følge af det nye medie - fjernsynet. Hermed starter også SE og HØR - pigerne, alle retssagerne og bryllupsbillernne af kendisserne. Jeg vil ikke stå tilbage for den letbenede presse og vil derfor her offentliggøre de bryllupsbilleder, som SE og HØR-fotografen ikke nåede: Fra venstre ses Johan og Vibeke, Willy og Edith, Jørgen og Else, Erik og Randi, Jan og Karen (1953) og endelig jeg selv og Anna (1954). Alle blev godt borgerligt gift, de fleste fik børn, der fik gode jobs og igen fik borgerlige børn osv, osv - man kommer umiddelbart til at tænke på Malvina Reynolds sang fra 1962, Little Boxes, bedst kendt i Pete Seegers version fra samme år. Som bekendt søger krage mage og der skal derfor heller ikke siges et ondt ord om ovennævnte partnerskaber - blot må man endnu engang konstatere, at det er svært at bryde den sociale arv. I virkeligheden er udtrykket social arv et skan- dinavisk begreb, formuleret af den svenske børne-psykiater Gustav Jonsson - et begreb der kan måles og vejes på forskellig vis. Det er den negative sociale arv, der oftest har været samtaleemnet - altså det fænomen at børn overtager negative eller mindre gode holdninger, færdigheder og forudsætninger for uddannelse fra forældrene. Men selvfølgelig forudsætter en negativ arv også en positiv arv for nogle andre børn. Det kommer måske som en overraskelse, at Danmark er et af de OECD-lande, der er dårligst til at bryde den sociale arv - på trods af, at vi er det eneste land, der betaler de unge for at studere. Mens andre lande kan mønstre en stigning i antallet af studerende til universiteterne fra den socialt belastede del af befolkningen, er der i Danmark intet sket i de sidste 30 år. I Danmark har børn fra forældre med videregående uddannelse 10 gange større chance for at få en universitetsuddannelse end børn fra ufaglærte forældre. Der er altså noget, der tyder på, at vi herhjemme fastholder synspunktet, Lige børn leger bedst på trods af social-demokraternes ihærdige anstrengelser igennem en menneskealder. Heller ikke den nuværende regering og dets støtteparti DF synes motiverede for en større lighed i samfundet. Tværtimod - kunne man nok sige. Råkost - en myte? Fars død og mors opbrud fra Nakskov efterlod den sædvanlige bondeanger hos de efterladte børn - ikke fordi vi havde grund til det, men snarere fordi ingen havde ventet, at far skulle dø så tidligt og pludseligt. Han - der altid havde levet af frugt og grønt - han skulle jo kunne overleve alle sine søskende! Det blev altså omvendt. I de sidste ti år før sin død havde han ydermere slået sig på råkost og havde oven i købet haft held til at overtale min mor til et ophold på Humlegården i Humlebæk, hvor lægen Kirstine Nolfi og hendes mand havde indrettet et kursted. Det var en personlig sygdomsoplevelse de satte Nolfi i gang med råkosten, idet hun i 1941 fik brystkræft. Hun nægtede at lade sig operere, begyndte at spise råkost og kunne konstatere, at kræftknuden forsvandt. Efterhånden betragtede hun råkost som et universalmiddel, der kunne helbrede alle alvorlige sygdomme. Da hun forsøgte at få en artikel optaget i Ugeskrift for læger, fik hun - som forventet - hele lægestanden imod sig.