Prædiken til hellig tre kongers søndag, Matt 2,1-12. 1. tekstrække

1 Urup Kirke Søndag d. 4. januar 2015 kl. 11.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til hellig tre kongers søndag, Matt 2,1-12. 1. tekstrække Salmer DDS 712: Vær velkommen, Herrens år DDS 362: Gør dig nu rede, kristenhed DDS 138: De hellig tre konger så hjertensglad - - - DDS 136: Dejlig er den himmel blå Altergang DDS 335: Flammerne er mange DDS 112: Kom, alle kristne Tekstlæsninger GT-læsning: Es 60,1-6 Epistel: Tit 3,4-7 Prædiketekst: Matt 2,1-12

2 Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte:»hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.«da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham:»i Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel. «Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde:»gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.«da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej. Prædiken Hvor er du i din åndelige vandring? Vi er alle sammen på vandring, i bevægelse, ligesom de vise mænd. Sådan er vi også på vej i vores liv, og både målet og retningen er vigtig. Vi kan sammenligne med vores menneskeliv. Her er vi også på vandring, og vandringen ser forskellig ud, alt efter om vi er børn, unge, voksne, om vi er gift eller lever alene, og ud fra hvilke interesser og synspunkter vi har. Vores liv er en form for rejse. Vi får input mange forskellige steder fra, som påvirker os familie, venner, skole, arbejde. På det psykologiske plan bliver vi formet af oplevelser, skuffelser,

3 glæder, vanskeligheder osv. Et menneskeliv er sårbart, og nogle gange skal der så lidt til at vælte det. På det åndelige område er vi også på vandring og i en søgen. Det kendetegner måske endda vores samfund i ekstrem grad. Der søges som aldrig før, og mange muligheder prøves af, fra nogle af de store, gamle religioner buddhisme, islam, hinduisme over gammel- eller nyreligiøse strømninger som astrologi, new age eller ens helt egen cocktail af det, man finder ned fra hylderne til den moderne selvdyrkelse, hvor alt centrerer om mig selv. Alt i det religiøse supermarked er tilladt og meget skal prøves af i håb om, at man finder sin egen lille flig af sandheden og dermed kan få fast grund under fødderne. Der findes også den variant af det søgende menneske, at det bare gælder om at være søgende. Man skal for alt i verden ikke finde, men altid være søgende. Den eneste sandhed er netop, at der ikke findes nogen absolut sandhed. Alt andet er relativt. Og selve den påstand er selvmodsigende. Hvis man mener, at der ingen absolut sandhed er, kan man jo netop ikke påstå nogen som helst sandhed. I mange år har devisen lydt: Alle religioner er lige sande. Det gælder bare om at finde ud af, hvad der er sandt for mig. Nu lyder det snarere: Alle religioner er lige falske. Argumentet er, at alle moralske og åndelige udsagn er et produkt af vores bestemte historiske og kulturelle situation, og derfor bør ingen påstå, at de kender Sandheden. Hvad er sandheden? Folk, der tror på mange sandheder, bruger nogle gange historien om de blinde mænd og elefanten. Nogle blinde mænd mødte på deres vej en elefant, som lod dem røre ved den og føle på den. Dette væsen er langt og bøjeligt som en slange, sagde den første blinde mand, som holdt fast i elefantens snabel. Bestemt ikke, den er tyk og rund som en træstamme, sagde den anden mand, der mærkede på elefantens ben. Nej, den er stor og flad, sagde den tredje, der rørte ved elefantens side. Hver af de blinde kunne føle en del af elefanten ingen kunne se hele elefanten. På samme måde, hævder man, har hver af verdens religioner fat i en del af

4 sandheden om den åndelige virkelighed, men ingen kan se hele elefanten eller påstå at have forstået hele sandheden. Denne historie er populær, men rammer dem, der bruger den, som en boomerang. Den er fortalt ud fra en seendes synsvinkel, fortalt af en, som kan se hele virkeligheden. Og man hævder jo netop, at alle andre kun kan se en lille del af virkeligheden. Hvad skal vi sige til det? Har Gud ikke i sin nåde givet os hjælp til at finde vej i vores menneskeliv og vores åndelige søgen? Jo! Vi hørte i lektien: se, mørket dækker jorden, mulmet dækker folkene; men over dig bryder Herren frem, hans herlighed viser sig over dig. De vise mænd inviterer os med ud på en rejse med spørgsmålet: Hvor er jødernes nyfødte konge? Hvor er barnet i krybben? Hvor er frelseren? Vil du med på den rejse? Stig på, og lad os udfordre til at finde ham! Gud har gjort det under, at der på nattehimlen kommer en lysende klar stjerne. Astronomer kan fortælle, at der netop på dette tidspunkt skete en såkaldt konjunktion mellem de to store planeter i vores solsystem, Jupiter og Saturn. De to planeter falder sammen og bliver til én meget stærkt lysende stjerne. Uden at lægge for meget i stjernetydning, er symbolikken tankevækkende: Jupiter er nemlig kongens planet og Saturn er Syriens eller Palæstinas planet. Tilmed mødes de i Fiskens stjernebillede, som er endetidens stjernebillede og som senere blev og stadig er de kristnes symbol. Dvs. at stjernerne siger, at der er født en konge i Palæstina, som indvarsler de sidste tider i verdenshistorien. Det er ikke astrologi, men Gud brugte på dette enestående tidspunkt i historien stjernehimlen til at fortælle de vise mænd, som måske var astrologer, måske astronomer, at der skulle ske noget enestående. Så enestående, at de bryder op på en formentlig årelang rejse for at se jødernes nyfødte konge. De vil tilbede ham. I første omgang går de forkert og kommer til Jerusalem. Egentlig ikke underligt, for en konge må da fødes i hovedstaden, på kongeslottet?! Han må være mægtig, rig og

5 stor! De møder kongen Herodes, som ikke har hørt noget om en nyfødt konge, men han er bange for sin egen position og vil derfor dræbe barnet. Allerede her har vi et par hints til vores åndelige rejse med de vise mænd. Hvis vi vil finde barnet, skal vi så søge i det mægtige, det rige, det overstrømmende og storladne? Nej! Barnet findes i det mest ringe på jorden i en stald, i en krybbe, blandt dyr. Og du skal heller ikke søge længere op. En svag og hjælpeløs bøn finder vej til ham, den trætte finder hvile, den syndige får tilgivelse for sine synder, den fortabte finder frelse. Så enkelt er det. Herodes er bange for sin position og med rette. Der er født en konge, som vil være konge over ethvert menneske med ret til at bestemme over alt, hvad vi foretager os. Det var ikke helt sådan, Herodes havde forestillet sig det, så han behøvede ikke frygte sit kongedømme, men han kunne med rette frygte for sin selvbestemmelsesret. Sådan er dette barn nemlig. Han er konge eller Herre, som vi siger i trosbekendelsen: Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne søn, vor Herre. Det er nok også en af de store forhindringer for mange mennesker i den åndelige søgen. Jeg vil selv bestemme! Jeg vil have ret til at vælge det, jeg synes om, og frasortere det, som jeg ikke synes om. Og det kan ingen forhindre dig i, men så må du også acceptere, at så finder du aldrig barnet. For du har ikke ret over Jesus, men Jesus har ret over dig. Først og fremmest fylder han dig med sin kærlighed og med evangeliet, men dernæst taler han med dig om din synd og peger på ting, som du skal omvende dig fra og lave om i dit liv, så du kan blive i hans kærlighed og ikke gå dine egne veje. Det er sådan, Jesus er konge og Herre over mennesker. Hvordan gør han det? Jo, da skal vi ind omkring den anden gruppe mennesker, som de vise mænd møder: Præsterne! Hvor er jødernes nyfødte konge, spørger de. Og præsterne svarer rigtigt ved at henvise til skrifterne. Der står: Betlehem! Skrifterne viser vejen til barnet. På din åndelige rejse må du bruge den hellige Skrift, dvs. Bibelen, til at blive justeret ind på vejen til barnet. Det er helt, helt

6 afgørende for udfaldet af din vandring, at du kender den hellige Skrift og bruger den flittigt. Som forfatteren Poul Hoffmann skriver om det enestående ved Bibelen: at et barn kan forstå dens budskab, og alverdens lærde kan granske den livet igennem uden at lodde dens dybder. Alverdens religioner eller vores egne tankemønstre vil uvægerligt føre os på gale veje, men Bibelen vil føre os frem til Jesus. Og det er fordi, Bibelen handler om Jesus. Den berømte videnskabsmand Albert Einstein var meget mere kristen, end mange af os tror. Han skriver: Ingen kan læse evangeliet uden at føle Jesu tilstedeværelse. Hans personlighed pulserer i hvert ord. Ingen myte er fyldt med et sådant liv. Grundtvig digter så fint i dejlig er den himmelblå : Vi har og en ledestjerne, og når vi den følger gerne, kommer vi til Jesus Krist. Denne stjerne lys og mild, som kan aldrig lede vild, er hans Guddoms-ord det klare, som han os lod åbenbare til at lyse for vor fod. De vise mænd og vi forlader Jerusalem og præsterne. I ved vel, at man kalder 100 m-markørerne i vejsiderne for præster, ikke?! De viser vejen, siger man og det var netop det, præsterne gjorde, da de pegede videre til Betlehem. Men nogle siger: De viser vejen, uden selv at gå den. Og det gjorde disse præster i Jerusalem. De fulgte ikke selv med, men blev ved deres skrifter og læste sig ind i fortabelsen, for de kom aldrig til at tilbede barnet. De vise mænd gik den sidste vej til barnet. Her sluttede deres åndelige rejse. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. De havde fundet! De så Jesu herlighed. De vise mænds guld, røgelse og myrra skulle blive tegn på, hvad Jesus-barnet skulle give dem: Guld skulle blive et tegn på, at Jesus skulle være konge, røgelse, fordi Jesus skulle være præst på alle folks vegne, og myrra, en salve, som man salvede døde mennesker med, som tegn på, at det lille barn engang skulle dø for os som et offer for vores synder.

7 Her slutter vores åndelige rejse også. Har du fundet Jesus og set hans herlighed, så behøver du ikke søge andre steder hen. Det, du finder hos ham, er nok for tid og evighed. Det er ikke sikkert, det lyder så klogt som hvad andre kan finde på. Du bliver heller ikke rig eller populær af det. Men du har fundet sandheden. Jesus siger selv: Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Søg først Guds rige og hans retfærdighed. Vi hørte i epistlen: Han frelste os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden. Vi kan se tilbage på vores dåb som det sted, Gud mødte os først, nadveren og ordet som de steder, Gud møder os nu. I nogle kirkelige traditioner har man været meget optaget af skellet mellem mennesker. Og man har gjort meget ud af, hvem der var på den rigtige eller forkerte side ud fra, hvad man gjorde eller troede. I dag hører vi, at det vigtigste ikke er skellet, men retningen. Hvor er jeg på vej hen? Går jeg mod barnet, mod Jesus, eller er jeg på vej væk? Nogle kan være langt væk, og alligevel vende sig mod Jesus. Andre kan føle sig tæt på, men alligevel være på vej væk fra Jesus. En har sagt: Selv om du har gået 1000 skridt væk fra Jesus, er der kun ét skridt tilbage. En bøn om tilgivelse og hjælp fører tilbage til Jesus. Jeg sagde, at vores åndelige rejse slutter her. Det er ikke helt rigtigt. Ligesom barnet heller ikke blev i Betlehem, sådan er vores åndelige rejse ikke stilstand, men en rejse med Jesus. Vi følger Jesus. Vi vil se Jesu herlighed. Derfor vil jeg spørge, som jeg begyndte: Hvor er du i din åndelige vandring? Hvor leder Jesus dig hen? Kom, alle kristne, lad os sammen ile til barnet i Betlehem! Amen!