KAPITEL22 BETYDNINGEN AF BETYDNING

Betydningen af betydning 279 KAPITEL22 BETYDNINGEN AF BETYDNING Mening og betydning Som teoretiske begreber er mening og betydning først og fremmest udviklet inden for de sproglige udsagns (eller begrebers) område, dvs. inden for tekstvidenskab og formel logik. Lad os forestille os en arkæolog, der har fundet en tavle med et indridset budskab, som arkæologen ikke straks kan dechifrere. Forudsætningen for, at han går videre med problemet, er, at han identificerer ridserne som noget menneskeskabt og ikke blot noget, der er opstået ved et tilfælde gennem naturens egne kræfter. At han opfatter det som etpersonprodukt, som Erik Schultz- fra hvem vi har lånt eksemplet- siger. 1 Har han identificeret ridserne som skrift, så finder han måske ved hjælp af en af oldtidens ordbøger ud af, at der står: Solen spiser kvæg. Nu ved han, hvad sætningen betyder. Men han forstår stadig ikke, hvad meningen er med denne sætning. Hvad forfatteren egentlig havde i tankerne, da han skrev denne sætning. Hvad hans intention var. Heraf ser vi, at betydning henviser til noget leksikalsk eller til klasser af ting eller sammenhæng som omfang eller ekstensionalitet. Mening henviser der~ imod til en hensigt eller intention hos begrebets bruger. Men man kan ikke slå denne intention op i noget katalog. Gotlob Frege taler netop om betydning og mening som henholdsvis begrebernes ekstensionalilet og intentionalitet, men der findes mange andre tekniske fortolkninger. Vi behøver imidlertid ikke at gå ind i det tekniske for at forstå forskellen mellem mening og betydning. Vi bruger den selv på ovennævnte måde. Mening er en subjektiv eller individuel sammenhæng, betydning er en objektiv eller mere universel sammenhæng. Mening er noget, som vi giver tingene', men deres betydning er uafhængig af os. Sådan bruger Leontjev også mening og betydning. Mening bliver defineret som den mentale genspejling, der formidler subjektets virksomhed. Leontjev skriver: "Den bevidste mening udtrykker forholdet mellem mål og motiv."' Hvilket naturligvis er det samme som subjektets intention. Det der sammenholder det, som subjektet gør, med det, som subjektet vil opnå. Sammenhængen mellem subjektets interesse og virksomhedens genstand. Hvad genstanden er for ham? Med hvilket formål (mening) han bruger den? Og efterlader hans virksomhed sig spor, så kan andre mennesker fundere over, hvad hans

280 Personlighedens Almene Grundlag II mening egentlig var? Hvad var egentlig formålet med eller intentionen med at skrive: Solen spiser kvæg? Begrebet betydning derimod overskrider den individuelle intention og henviser til noget mere menneskeligt alment. Leontjev skriver: "Betydningen er en almengøreise af virkeligheden, som er krystalliseret og fikseret i dens bærer - ordet e11er ordkombinationen. Den er den ideelle, åndelige form, hvori rnenne~ skehedens samfundsmæssige erfaring og samfundsmæssige praksis er indeholdt. Et givet samfunds forestillingsverden, videnskab og sprog eksisterer som et system af bestemte betydninger."' Det er således ved at tilegne sig betydningerne, at mennesket (barnet) tilegner sig melllleskelige væsenskræfter, eller som Leontjev skriver: "Betyd~ ningen bliver dermed til den form, hvormed det enkelte menneske tilegner sig den almengjorte og genspejlede menneskelige erfaring."' Jens Mammens bidrag I.eontjevs forankring af de ideelle betydninger til samfundslivets materielle praksis er nok så vigtig, da idealismen siden Platon har forestillet sig betydningerne som evige ideer, der eksisterer uafhængigt af og over den menneskelige praksis og det enkelte menneske (dvs. i Guds øje). I.eontjev skriver i den forbindelse: "Betydningerne eksisterer ingen andre steder end i konkrete menneskelige hjerner. Der findes intet selvstændigt herredømme af betydninger i lighed med den platoniske ideverden." 5 Det sidste er rigtigt nok. Men er det første det også? Kommer I.eontjev ikke hermed til at psykologisere betydningerne i en nominalistisk retning, når han alene anbringer dem i den menneskelige hjerne? Der var jo en grund til Piatons realisme (den filosofiske doktrin, der modsat nominalismen, tillægger betydningerne en realitet udover den enkeltes sensuelle forestillinger), nemiig at betydningerne overskrider den individue11e erfaring og derfor er universaha eller almene. Det er denne kritik, som Jens Mammen rejser mod Leontjev i Den menneskelige sans, når han skriver: "Her ser det imidlertid ud til, at I.eontjev... er tilbøjelig til at underkende ideernes, begrebernes og de sproglige betydningers objektivitet, at han herunder ensidigt bestemmer det åndelige, ideelle ved dets særlige 'indre' psykologiske form, og derved overser netop det åndelige eller ideelle som et fundamentalt nyt genspejlingsprincip i menneskenes psykiske udvikling, som modsvarer den særlige menneskelige virksombedsstruktur." 6 (Det er da også tilbageføringen af det ideelle eller logiske direkte til den materielle samfundsmæssige praksis - og ikke blot til de konkrete hjerner, der bevidner denne praksis - som Jens gennemfører i Den menneskelige sans. Men det er en anden historie.) I.eontjev er imidlertid på nippet til at bringe betydningerne ud af hjernen, 'når han skriver: "Betydningen er en genspejling af virkeligheden uafhængig af

Betydningen af betydning 281 det individuelle forhold, mennesket står i til virkeliglheden. Mennesket forefinder allerede et færdigt, historisk opstået system af betydninger og lærer at beherske det, ligesom man lærer at beherske et værktøj - dette materielle urbillede af betydningen."' Hermed kommer Leontjev til næsten at sige det selv. Betydningen eksisterer ikke kun i hjernen, den eksisterer i det materielle værktøj. Jens Mammen fejer da også omsvøbene til side og udlægger den egentlige betydning af Leontjevs forestillinger således: "Igennem det samfundsmæssige arbejde erhverver arbejdsmidlerne og arbejdsgenstandene altså en objektiv og konstant betydning, uafhængig af de umiddelbare forbindelser til subjekterne. Men også produktet af arbejdet, de almene livsfornødenheder, føden, klæderne, osv. får en fast betydning uafhængigt af den enkeltes behovstilfredsstillelse."' Betydningen er altså ikke blot noget, der kommer til udtryk i menneskets ideelle produkter - ordene og begreberne, det er noget, der i ikke mindre grad hører til menneskets materielle produkter - redskaberne og de materielle livsmidler. Erik Schultz' bidrag I Personlighedspsykologi på et erkendelsesteoretisk grundlag slår Erik Schultz ned på præcis den samme betydning af begrebet betydning. Som eksempel vælger han kagerullen som personprodukt og skriver: "Kagerullen er, som personprodukt, lavet af to stoffer l) bøgetræ, og 2) en producentintention... Man kunne mene, at min identifikation af en kagerulle består af to aspekter, dels kagerullens bøgetræsegenskaber og dels mine egne intentioner, når jeg vil handle med den. Jeg oplever f.eks., at jeg kan bruge kagerullen til at slå en anden i hovedet med... Men jeg gentager min realistiske (obs! NE) afvisning af denne opfattelse. Hvis jeg skal identificere kagerullens egen-betydning, så er det ganske rigtigt en psykisk intention, jeg skal finde, men det er ikke mit forhold til kagerullen, der er interessant i den sammenhæng. Jeg skal identificere den psykiske intention, som kagerullen har i sig selv, og det er ikke min intention. Kagerullen har nemiig egenbetydningen 'værktøj at forme dej med', og den intention har den i sig selv.u 9 Det første, vi lægger mærke til i denne beskrivelse, er den klare skelnen mellem mening, den individuelle intention, og betydning, den almene intention. Heraf fremgår iøvrigt også, at menneskeskabte ting (det være sig ideelle eller materielle) kan have såvel en mening som en betydning. Vi kuytter således som oftest - som Leontjev gør opmærksom på - en personlig mening til betydningerne. Den personlige mening og den objektive (almene) betydning kan imidlertid godt være helt forskellige. F.eks. er den gamie minelampe for mig et kært minde fra Harzen, det er derfor jeg har den, men det er ikke dens objektive betydning, det hvortil den er intenderet.

282 Personlighedens Almene Grundlag Il Det andet, vi hermed lægger mærke til i Eriks beskrivelse, er, at han gør betydningen til en intention! Dette er noget nyt. Det almindelige er at opfatte betydning som noget ekstensionelt. Dvs. en kategori og ikke en hensigt. Det vil sige et produkt af iagttagelse eller sansning og ikke et intenderende produkt. Når den klassiske begrebslære fastholder betydningerne som genstande for beskuelsen, snarere end genstande for arbejdet, og derfor ideer og ikke arbejdsredskaber, så skyldes det naturligvis, at de så verden fra den modsatte side af de arbejdende. For dem lå betydningen naturligvis i ideerne (som de fik) og ikke i arbejdshandlingerne ( somslaverne udførte). Men denne ensidighed kanviidag godt råde bod på. Vi topper op Betydningen hører til menneskets materielle praksis (Leontjev), og derfor er betydningen knyttet til arbejdsredskabet (Mammen), og derfor er betydningen en intention (Schultz). Men hermed kan vi gå videre. For når betydningen har intention, så kan det kun være, fordi betydningen i sin grund knytter sig til virksomhed. Og når betydningen er almen, så kan det kun være, fordi den virksomhed, der er tale om, er den almennyttige virksornw hed. J selve sin grund kan betydning ikke være andet end et andet ord for det almennyttige arbejde. Det der skaber selve den samfundsmæssige sammenhæng. Og rigtigheden af denne opfattelse kan vi for så vidt få et indicie for, hvis vi ser på den etymologiske oprindelse til begrebet betydning. Betyde er identisk med det tyske bedeuten, der er en afledning af det nidhøjtyske diuten, der betyder at forstå og udlægge, og som findes i parallelle former på oldnordisk og oldengelsk. Dinten kan igen føres tilbage til det germanske theudian, der betyder at gøre folkelig, idet det er en afledning af det germanske theudo, der betyder folk (jvnf. iøvrigt sammenhængen mellem denten og deutsch og dutch - og mellem tyde og tysk). Selv om man skal ikke lægge for meget i et opslag i en etymologisk ordbog, så svækker henvisningen til falke-liggøreise ikke vores overbevisning om, at det almennyttige arbejde, der skaber den samfundsmæssige eller folkelige sammenhæng, er den grundlæggende betydning, og forudsætningen for folkets sproglige sammenhæng. Eller som Marx og Engels siger: "Produktionen af ideerne, forestillingerne, bevidstheden (er) fra første færd umiddelbart sammenflettet med menneskenes materiene virksomhed og deres materielle livu, hvad de to tænkere kalder "det virkelige livs sprog". 10 Vi kan også sige det på den måde, at noget har betydning, fordi det betyder noget. Ikke blot som ideel henvisning, men først og fremmest som en materiel, praktisk nytte. At betyde vil sige at betyde noget praktisk for nogen. Og betydningen bliver almengyldig, fordi den praktiske betydning er almennyttig. Det er kort sagt arbejdet, der betyder noget. Og fra arbejdets grund rejser sig såvel

Betydningen af betydning 283 samfundet selv som samfundets systern af betydninger - materielle såvel som ideelle. Fremmedgørelse Hvis det er arbejdet, der betyder noget, så er det også i kraft af sit arbejde, at et menneske får betydning. Dette får vi en meget konkret påvisning af i forbindelse med arbejdsløshedens psykologiske konsekvenser. Et menneske, der berøves sit arbejde, rammes på mange forskellige måder, idet lønarabejdet rummer et bredt spektrum af forskellige motivkredse. En række af forbrugets behov kan ikke længere tilfredsstilles, når man mister lønnen og må gå på understøttelse. Hertil kommer, at man ikke længere deltager i arbejdets sociale kooperation, dvs. at de sociale behov bliver frustreret, jvnf. den hyppigt fremsatte klage, at man 'savner samværet med kollegerne på arbejdspladsen'. Endvidere kommer, at man mister den tilfredsstillelse, som selve virket med sagen bibringer, når man mister adgangen til sine arbejdsredskaber og arbejdsgenstande. Dette er en deprivation af intellektet. Såvel den behovsroressige som den sociale og den intellektuelle deprivation, der er arbejdsløshedens konsekvenser, er ofte blevet påpeget. Men der er endnu en ting - den vigtigste - tilbage. Den arbejdsløse bliver berøvet sin samfundsmæssige betydning, dvs. sin betydning som menneske! Når beskæftigelsesforanstaltninger til afhjælpning af de arbejdsløses situation altid er blevet mødt med utaknemmelighed fra de arbejdsløses side, selv om de forsåvidt tilbyder både løn, sociale relationer og adgang til virkels redskaber og arbejdsgenstande, så skyldes det dette: At arbejdet er betydningsløst, og derfor netop beskæftigelse og ikke arbejde. Det er derfor, at de unge kalder 'Ung i Arbejde' for 'Dum i Arbejde'. At grave huller og fylde dem op igen - eller analoge former for beskæftigelse - har ikke betydning for nogen. Det bidrager ikke til den samfundsmæssige almennytte. Understreger derfor blot den arbejdsløse som værdiløs og betydningsløs. l den sidste analyse kan fremmedgørelse ikke være andet end dette, at blive gjort betydningsløs, at blive berøvet betydningen af sit arbejde, og dermed blive gjort til en fremmed i samfundet. Denne konkrete kendsgerning siger noget meget vigtigt om mennesket og den vitale betydning, som almennyttens motiver spiller for den menneskelige personlighed. At den arbejdsløse har et behov for at betyde noget (dvs. et behov for at være til nytte for samfundet) og ikke blot egennyttige behov, der har ham eller hende selv som mål, er kornplet uforklarligt for den individualistiskorienterede og hedonistisk ø tænkende psykologiske teori. Det man overser er, at et væsen, der tilegner sig almene væsenskræfter, også tilegner sig et alment væsen eller et væsen, der er orienteret imod almenheden.

284 Personlighedens Almene Grundlag II En ny dimension i det psykiske Vi har tidligere defineret det psykiske ved dimensionen iklæ-objekt - objekt, og påpeget to forskellige udviklingstrin i denne dimension. Nemlig det psykiske som dimensionen fra det fraværende til det nærværende objekt og som dimensionenfra det ukendte til det kendte objekt. Det sidste er Leontjevs genstands-virksomhed, hvortil der knytter sig udviklingen af den psykiske genspejling af de objektive relationer, dvs. den voksende kognitive evne og udviklingen af de dertil hørende færdigheder. Kronen på dette værk er intellektet. Den første dimension har ikke et kognitivt indhold af samme art, men knytter sig til sensibiliteten. Uforpligtende kan vi sige, at den har med savn at gøre, og lige så uforpligtende kan vi kalde den for behovsdimensionen i modsætning til genstandsdimensionen. Begge dimensioner lader sig imidlertid udtrykke i denne tegning af det psykiskes struktur (og bemærk igen, at det psykiske henter sin struktur fra verden): / IKJ<E-OBJEKT SUBJEKT~ ~OBJEKT Sammenligner vi nu denne struktur med, hvad det er, der sker ved almennyttig virksomhed, så opdager vi, at der her foregår noget helt andet. IKKE-OBJEKT SUBJEKT~. ~OBJEKT Det vi ser er, at subjektet i denne figur har et objekt, som det forvandler til et ikke-objekt, i den forstand at det afhænder det til en anden. Af samme grund er der ingen final pil, der peger tilbage til subjektet (hvilket netop er udtryk for uegennytten i den almennyttige virksomhed).

Betydningen af betydning 285 Det vil sige, at den naturlige omløbsretning i virksombeden (og dens psykiske struktur) er vendt om. Det er dette, der er det helt særegne ved menneskelig virksomhed, og denne kendsgerning som Leontjev og Seve utvivlsomt har haft i tankerne, når de - som vi tidligere har set - taler om, at der sker en omvending i rækkefølgen Behov-Virksomhed-Behov, så den bliver til Virksomhed Behov-Virksomhed. Dette var vi ikke ganske tilfredse med, for virksomheden er også grundlæggende primær i dyreriget (som vi har argumenteret), men intentionen var god nok. Fra instinktbunden til samfundsbåren Gælder denne omvendte omløbsretning imidlertid ikke også i dyrenes yngelvirksomhed, kunne man spørge? Og det gør den naturligvis. Hvad er så forskellen? Forskellen er to ting. For det første, at den uegennyttige virksombed kun kan have ynglen som mål hos dyrene, mens den er blevet uspecificeret eller almen hos mennesket. Og for det andet - som følge af specifikationen, dvs. ansbindingen - at den hos dyrene i afgørende omfang er instinktivt formidlet. Yngelvirksombeden bliver ikke mindre uegennyttig, fordi den er instinktivt formidlet. Men det gør en meget stor forskel, hvad angår selve den psykiske formidling, at menneskets almennyttige virksombed ikke er instinktivt formidlet. Og det er den psykiske formidling, som vores videnskab har som sin genstand. Den epimethiske eller genetiske gang i yngelvirksomheden betyder, at hvis en organisme har et medfødt instinkt, der tilskynder den til uegennyttig yngelvirksomhed, så er den overvejende sandsynlighed, at afkommet arver dette instinkt. (Ihvertfald glider organismer, der ikke har arvet instinktet, lynhurtigt ud af artsformldlingen, fordi deres yngelvirksombed bliver en fiasko.) Det vil sige, at det uegennyttige instinkt for yngelvirksombed er selvbekræftende. Det fastholder sig selv som den funktion, der sikrer artens kontinuitet fra generation til generation. Det er netop i kraft af den genetiske (instinktive) formidling af genetiske ( epimethiske) væsenskræfter, at arten overhovedet eksisterer som en over-individuel dannelse, der overskrider enkeltindividet i såvel rum som tid. Den almennyttige virksombed er imidlertid udtryk for et brud med det genetiske eller epimethiske transmissionsprincip. (Eller rettere en overlejring heraf, for mennesket forplanter sig naturligvis også genetisk.) Hos mennesket har samfundet derfor erstattet anen som bærer af den væsentlige kontinuitet. (Det menneskeligt særegne bæres ikke af arten men af samfundet, jvnf. det allerede sagte.) Heraf følger, at det ikke kan være det selvbekræftende yngelinstinkt, der hos mennesket sikrer den almene kontinuitet. Man yder ikke kun til den, man har et genetisk fællesskab med (ungen}, men i princippet til alle. Ens ydelse kan derfor ikke bestyrke en genetisk struktur hos nyderen, der er sammenfaldende

286 Personlighedens Almene Grundlag J! med den genetiske struktur hos yderen. Instinkter for uegennytte ville derfor ikke her være selvbekræftende eller selvbestyrkende. Instinktets princip er ganske enkelt ophørt. Det er muligt, at vi stadig trækker på instinktive potentialer i omgangen med spædbarnet. Men så snart det menneskeligt væsentlige begynder, så er der ingen hjælp at hente i instinkter. Det vil sige, at den almennyttige virksomhed, der sikrer menneskehedens kontinuitet med samfundet som almen enhed, skal formidles på en anden måde end ved yngelvirksomheden, der sikrer dyreartens kontinuitet med arten som almen enhed. Den første måde at bevare kontinuiteten på kommer til udtryk i det forhold, at samfundets materielle og ideelle strukturer og funktioner er kontinuerte. Eller som Marx skriver i Kritikken af den politiske økonomi: "l den samfundsmæssige produktion af deres liv træder mennesket ind i bestemte, nødvendige, af deres vilje uafhængige forhold, produktionsforhold, som svarer til et bestemt udviklingstrin af deres materielle produktivkræfter.'' 11 Samfundet er der med andre ord fuldt organiseret, når vi fødes, og skal ikke som arten fødes igen og igen med det enkelte individ. Og det skal det dog alligevel. Hvis en generation blot kansummerer det samfund, som den fødes ind i, og ikke bidrager positivt, som Kant sagde, går kontinuiteten i stykker. Mennesket skal med andre ord påtage sig ansvaret for samfundets videre udvikling, og det gør det gennem det almennyttige arbejde. Men hermed forudsættes også, at mennesket som individ er i stand til psykologisk at genspejle den sammenhæng eller kontinuitet, som det skal arbejde for at opretholde. Denne sammenhæng er så omfattende, at den fordrer det højtudviklede genspejlingsapparat, som vi har omtalt som sindet og intellektet. Man kan dele denne genspejling i henholdsvis noget følelsesmæssigt og noget kognitivt og tale om henholdsvis ansvarsfølelsen og den samfundsmæssige bevidsthed, men efter vores opfattelse er det en alvorlig fejl. Ansvarsfølelse og samfundsmæssig bevidsthed er blot to forskellige momenter ved eller udtryk for det affektivt-kognitive kort ved hjælp af hvilket, mennesket psykologisk formidler betydningsforbindelsen mellem sig og samfundet. Det er denne komplekse psykiske dannejse, der træder i instinktets sted, når livets kontinuitet skal sikres med samw fundet og ikke arten som væsentligt vehikel. Omvending af mål og midler Nu løber processerne i sindet og intellektet naturligvis ikke den modsatte vej, fordi den uegennyttige virksomhed vender om på den egennyttige virksomheds retning. Det er stadig det samme sind og det samme intellekt, der skal formidle den nye virksomhed. Hvilket vil sige, at også det omvendte forløb skal kunne rummes inden for vores tegning af det psykiskes grundstruktur. Dette betyder, at de to foregående tegninger skallægges oven på hinanden.

Betydningen af betydning 287 Eller sagt med andre ord: Hvad der i den egennyttige virksomhed er ikkeobjektet, må forvandles til objekt i den almennyttige virksomhed, og det, der i den egennyttige virksomhed er objektet, må forvandles til ikke-objekt i den almennyttige virksomhed. Individet må altså forvandle sin besiddelse af objektet fra at være et mål til at være et middel, og gøre sin ikke-besiddelse af objektet (afhændelse) til virksomhedens mål. Der er altså tale om en total omvending af mål og midler. Hvilket modsvares af definitionen af arbejde, der siger, at de er virksomhed, der sigter mod befrielsen af et andet behov end den virksommes eget. Individet må kon sagt gøre almennytte til sit eget mål med virksomheden. Og der må opstå et motiv, der svarer til dette. Et samfundsmæssigt motiv. Dette motiv er netop, hvad vi har kaldt ansvaret eller ansvarsfølelsen. Det vil sige, at selv om mål og motiv i en traditionel forstand er helt adskilt i den almennyttige virksomhed, i og med motivet ikke er egennyttens, så må der alligevel etableres en sammenhæng mellem mål og motiv i den psykiske genspejling, der sikrer formidlingen af den almennyttige virksomhed. Dette motiv kan under de eksisterende samfundsmæssige forhold være socialt. Vi har netop set, hvordan folk kan virke almennyttigt ud fra sociale (og dermed uegennyttige) motiver, og vi har fastholdt denne særlige motivering ved at kalde det pligt. Den almennyttige virksomheds ægte motiv er imidlettid det samfundsmæssige (og dermed uegennyttige) motiv. Dvs. ansvaret som motiv. I de fleste menneskers arbejdsliv er det ofte sådan, at hvad der først er socialt motiveret hen ad vejen bliver samfundsmæssigt motiveret. Det vil sige, at pligten forvandler sig til ansvar. Det er det, som vi forbinder med at blive voksen. Den personlige mening At også det almennyttige arbejde må formidles ved en sammenhæng mellem mål og motiv, er det som Leontjev udtrykker, når han siger, at betydningerne brydes igennem den personlige mening. Den personlige mening kan imidlertid være fjernt fra virksomhedens objektive betydning, og den kan være sammenfaldende med den omend anskuet ud fra personens synsvinkel. I den sammenhæng kan man sige, at ansvarliggøreisen består i at gøre det almene personligt. Tilegnelsen af Kants kategoriske imperativ, hvis man vil. Omslaget fra den sociale (egennyttige) motivering til den samfundsmæssige (uegennyttige) motivering er et kvalitativt spring i individets affektivt-kognitive genspejling, men hermed ikke sagt, at den opstår samtidigt på alle områder eller, at den opstår med fanfarer. Pligtens forvandling til ansvar sker ofte i al ubemærkethed og bliver først konstaterbar, når og hvis motivet bliver prøvet. Det vil sige, når der optræder en modsætning mellem pligt og ansvar. Tilsvarende kan man blive ansvarligt motiveret på nogle områder og fortsat være

288 Personlighedens Almene Grnndlag II socialt-egennyttigt motiveret på andre. F.eks. er det ikke ualmindeligt, at folk er ansvarlige i arbejdet med deres børn, mens de er socialt motiverede i deres erhvervsarbejde. Jo mere sammenhængende individets forskellige virkeområder er for individet selv, og jo større overensstemmelse der er mellem virksombedens virkelige indhold og motivationen, der styrer den, jo mere sammenhængende er personen psykologisk. Eller - sagt på en anden måde - jo bedre kort, har personen at styre efter. Dette kort har vi tidligere kaldt selvet, og det siger sig selv, at etableringen af den nye psykiske struktur, der modsvarer almennytten, i høj grad har med selvet at gøre. Vi kan derfor sige, at der i tegningen af almennyttens nye psykologiske struktur alligevel er en 'selv-pil'. Betydningen af afhændelsen er nemiig nok almennyttig, men den bliver også personlig, når den personlige mening knytter sig til den almennyttige betydning. Og den personlige mening er et andet ord for selvet eller selvforståelsen. Den nye psykiske struktur må altså ledsages af en nystrukturering af selvet. Der må dannes et samfundsmæssigt selv. Dette ser vi i de mange tilfælde, hvor mennesker engagerer sig selv (deres selv) i en sag. Forskellen mellem den egennyttige og den uegennyttige strukturering er i den forbindelse ofte meget tydelig, og alle kender den fra dagliglivet. Alle har således mødt mennesker, der er gået helt op i sagen, men de har også bemærket, at der findes to tydeligt forskellige måder, som det kan realiseres på. Man er nemiig fuldt i stand til at skelne imellem de tilfælde, hvor engagementet er udtryk for, at subjektets ego er blevet spændt for sagens vogn, og de tilfælde, hvor sagen er blevet spændt for ego'ets vogn. Det vil sige de tilfælde, hvor man identificerer sig med sagen, og de tilfælde, hvor man identificerer sagen med sig. I det sidste tilfælde reducerer man betydningen til blot at være en personlig mening, i det første tilfælde udvider man den personlige mening til at omfatte betydningen selv. Det sidste er naturligvis et udtryk for vækst, som vi har beskrevet tidligere. Man går ud over selvets grænse og etablerer et nyt selv på et højere niveau. Hermed kan man genspejle og handle i en større sammenhæng end tidligere. Det vi her bemærker er, at den ramme, som individet gennem den almennyttige virksomhed prøver at udfylde psykologisk, er de samfundsmæssige betydningers ramme. Betydningerne bliver ganske enkelt selvets stof. Det vil sige, at der er tale om en stadig almengøreise eller samfundsmæssiggøreise af selvet. Personen stræber efter at blive et med almenheden. Denne forestilling, der har optaget den klassiske idealismes filosoffer, er altså langtfra uden hold i virkeligheden. Vi skal vende tilbage til spørgsmålet senere.

Betydningen af betydning 289 På sporet af det menneskelige Hvis vores opfattelse af mennesket er rigtig, så må den naturligvis have sat sig spor i psykologien, selv om denne videnskab lider af både den naturvidenskabelige syge og en ulykkelig kærligbed til den individualistiske og hedonistiske filosofi. Og sat sig spor har den naturligvis også. Man kan finde sporene overalt. Også bos Freud, der et sted f.eks. siger, at arbejde og kærlighed er livets mening. I hans sidste - uafsluttede - arbejde, Abriss der Psychoanalyse, dukker der, få linier før arbejdet afbrydes, dette citat fra Goetbes Faust op: "Hvad der som arv fra dine fædre kom, må første erhverves, vil du det fuldt have". Freud sætter det ganske vist i sammenhæng med fylogenetisk arv og overjeget, men det står der ligegodt og taler sit eget sprog. Først og fremmest dukker den menneskelige opfattelse af mennesket imidlertid op i den humanistiske psykologi og dens beslægtede retninger. Og denne bevægelse vender sig først og fremmest mod behaviorismens og den klassiske psykoanalyses opfattelse af mennesket (der er meget forskellige, men dog den samme). Et træk, der kendetegner den bumanistiske psykologi, er dens insisteren på vedvarende psykologisk vækst livet igennem. Det vil sige, at de fører personligbedens udvikling ind i voksenalderen og helt ind i alderdommen, hvad der ifølge den klassiske psykoanalyse ikke er nogen psykologisk bevæggrund til. Man kan således kalde den humanistiske psykologi for en 'no limits to growtb' filosofi, hvad der modsvarer de forestillinger, vi har udviklet ovenfor. Erikson er en typisk repræsentant med sin periodiserede livscyklus. En anden livscyklus-psykolog er Charlotte Btihler, der må opfattes som den humanistiske psykologis stifter sammen med Maslow. I hendes bog The Course of Human Life: A study of goals in the humanistic perspective fra 1968 inddrager hun en række biologiske faktorer i sine forestillinger om det menneskelige livsforløb. F.eks. den kendsgerning, at den biologiske udvikling vender i slutningen af 30-årsalderen og bliver en gradvis regressiv proces. mentalitet Men her indfører hun en skelnen mellem det vitale og det mentale, som nok er værd at gør opmærksom på. For mens det vitale følger vitalita en afsluttet bue, så udgør det vitale en fortsat vækstkurve, som vi har illustreret det til højre. Hermed peger hun efter vor opfattelse på, at menneskets natur ikke blot er biologisk, men at dets sande væsen er samfundsmæssigt, og at det kan vokse sålænge, det kan tilegne sig samfundsmæssige betydninger og selv betyde noget i samfundet.

290 Personlighedens Almene Gmndlag II Charlotte Buhler deler æren for de nye synspunkter med mange af sine kolleger inden for den humanistiske bevægelse, bl.a. nævner hun den fænomenologisk/eksistentielle psykoterapeut Victor E. Frank!, og det er ham, som vi vil trække frem i det følgende. Will to meaning Frank! har opdaget noget, som han "personally regard to be the primary motivationel force operant in man". Hvad det er, vil interessere os. Franid skriver: "As a deliberate oversimplification, I have called this the will to meaning." Vi har ikke noget imod oversimplificeringer, men hvad er det, der er så in~ teressant ved denne "will to meaning"? Jo, det interessante er, at Frank! hermed har fanget essensen af det, som vi ovenfor har kaldt betydning. Nu betyder det engelske 'meaning' både mening og betydning på en gang. Man kan trække dem fra hinanden med nogle af det engelske sprogs mange gloser, f.eks. ved at kalde mening for 'intention' og betydning for 'significance'. Men i almindelig sprogbrug glider vores betydning og mening sammen i ordet 'meaning'. Det vil sige, at konteksten må afgøre, hvad der egentligt henvises til. I så fald viser det sig, at Frank! - omend ikke helt konsekvent - henviser til den betydning, der ligger udover individet, eller den personlige mening, der knytter sig til sådanne almene betydninger. Vi læser: "l have introduced the concept of a will to meaning by which I really mean the intrinsic sejf-transcendent quality of human existence. It is my contention that being human always point or is directed toward other than itself, or to someone other than oneself... This is the basic feature of human existence, this self-transcendence as I call it, and it is only after man has once renounced his primacy strivings that he comes back, he returns, and reflects upon himself. (Man kan sige, at mennesket først kan erkende sig selv som menneskelig individualitet på baggrund af erkendelsen af den almene menneskelighed, NE)... Primarily man is concerned with finding and fulfilling a meaning out there in the world, with encountering other beings. Man is never concerned primarily with himself but by virtue of his sejf-transcendent quality, he endeavours to serve a cause higher than himself... I could pui it on ane sentence by saying that Pindar was right when giving the admonition 'Y ou should become what you are', but this is valid only when you add another statement made by Karl Jaspers: 'What a man is he only becomes through that cause he has made his own.u12 Selv om Franids beskrivelse er meget 'humanistisk', og han formentlig opfatter den selv-overskridende evne hos mennesket på en noget spiritualistisk måde, så er det ikke desto mindre helt tydeligt, hvad han peger på. Nemiig mennesket som et almennyttigt væsen, der søger en betydning udover sig selv. Og er man alligevel i tvivl, så skriver han: "Meanings, I would say, are objective in that they

Betydningen af betydning 291 must be responsibly discovered rather than arbitrarilty invented. (This of course, is opposed to a view such as that developed by Jean-Paul Sartre)." Men Sartre er ikke den eneste, som Frank! opponerer imod. Hele hans synspunkt er et langt angreb på den borneostatisk-hedonistiske menneskeopfattelse. Han skriver: "l deny that man really, basically, is striving to obtain, establish, or restere any state within himself. Such a concept is a monadologistic concept of man.!t is the concept of man along the lines of a closed system... This principle (homeostase-princippet, NE) is based on the presupposition that an organism, and also the human psyche, are primarily concerned with and striving to maintain or restere an inner equilibrium, a state without tension, regardless of whether these tensions are aroused by inner drives or instincts, by still unsatisfied needs, or by the clashes between ego and super-ego or between the interests of the societal environment and those of one's own psyche." Og stræber mennesket alligevel efter lystprincippet, så slår det sig selv i hovedet, hvilket kommer til udtryk i den kendsgerning, "which a clinician can observe day by day, namely that the p leasure princip le is actually self-defeating. In other words the 'pursuit of happiness' is self-defeating; i t is a contradietion in itself. I daresay that precisely to the extent to which an individual sets out to pursue or to strive directly for happiness, to this same extent he eannot attain it.. The morehestrives to attain it, the further he misses it." 13 Årsagen hertil er ifølge Frank!, at 'happiness' ikke er et mål, men en konsekvens af, at man har realiseret et andet mål. Har man derfor 'happiness' som et mål i sig selv, så har man ingen chance for at nå den, men er dømt til at blive ulykkelig. Frank! ser netop dette komme til udtryk i visse neuroser, f.eks. seksualneuroserne. Der er imidlertid også en psykologisk ubehagelighed, der kan opstå, hvis man af en eller anden årsag ikke kan få tilfredsstillet sin 'will to meaning'. Nemlig meningsløshed - eller hvad Frankl kalder et eksistentielt vakuum, som han finder udtalt hos mange unge mennesker. Han kalder det endda en ny type neurose: the noogenic neurosis (jvnf. The Doctor and the Soul fra 1965). Frankl skriver: "It is a neurosis deriving from the existential frustration, from despair over the apparent meaninglessness of life. It is a neurosis that is not to be tra~ ced back to the complexes or to conflicts between the ego and the superego, etc., but to spiritual and existential problems, and last but not Jeast to the existential vacuurn - to the sense of meaninglessness that is overwhelming so many people today." 14 På grundlag af Purpose in Life-tes ten, som Crumbaugh har udviklet, mener Frank!, at op til 20 pct af neurosepatienterne burde klassificeres som noogene. Hans kur lyder helt menneskelig, når han til de fortvivlede unge mennesker siger, at nthey should have patience enough to wait, until sooner or later, meaning becomes clear to them, rather than commit suicide immidiately out of existential despair.n Det er dog næppe de kliniske vidnesbyrd, der først og fremmest har ført Frankl frem til formuleringen af 'will to meaning' som det fundamentalt

\ 292 Personlighedens Almene Gnmdlag Il menneskelig motiv. Den omsiggribende meningsløshed i vort samfund, som så mange forfattere i den senere tid har peget på, kan tolkes på så mange måder. F.eks. ud fra de forskellige narcissismeteorier af psykoanalytisk eller quasipsykoanalytisk karakter. Det, der har fået Frank! til at se den selvoverskridende betydning som selve melu1eskets moralske rygrad, er en ekstrem erfaring, som han har gjort. Nemlig erfaringen som fange i en KZ~lejr, hvor mellllesker, der så sig selv i en sammenhæng større end sig selv, havde en chance for at over~ leve, hvorimod mennesker, der ikke _kunne se ud over sig selv og lejrens pigtråd, uudgåeligt var dømt til hurtig fortabelse. Den lære, som Frank! - og andre - drog af dette laboratorieeksperiment i menneskelig ydmygelse og menneskelig værdighed, har han så ført ud i menneskets normale liv, ligesom Freud gjorde med det, han lærte fra sine neurotiske Wiener-patienter i terapivære Iset. Noter til kapitel22 1. Schultz, E.: Personfighedspykologi p& erkendelsesteoretisk grundlag. Kbhvn. 1988. 2. Lcontjcv, A.N.: Problemer i det psykiskes udvikling, 2, Kbhvn. 1977, s. 342. 3. Ibid., s. 338. 4. Ibid., s. 339. 5. Ibid. 6. Mammen, J.: Den menneskelige sans, Kbhvn. 1983, s. 235. 7. Leontjcv, op.cit., s. 340. 8. Mammen, op.cit., s. 236. 9. Schultz, op.cit., s. 116. 10. Marx, K & F. Engels: Den tyske ideologi, Kbhvn, 1974, s. 33. 11, Marx, K: Til kritikken af den politiske økonomi, Forord (1859), Marx/Engels Udvalgte Skrifter l, Kbhvn. 1973, s. 355. 12. Frank!, V.E.: Meaninglessness: A challenge to psychologists, fra T. Milion (ed.): Theories of Psychopathology and Personality, USA 1973, s. 235. 13. Ibid., s. 233. 14. Ibid., s. 232.