Den gode bekendelse Nogle positive overvejelser over den apostolske trosbekendelse 1
Forsiden er tegnet af Allan Herrik i 2009 2
Lidt om trosbekendelsens historie Udtrykket den apostolske trosbekendelse kendes vistnok første gang fra et brev, sikkert fra biskop Ambrosius af Milano til pave Siricius fra 390: Lad dem agte apostlenes bekendelse, som den romerske kirke altid har bevaret uplettet. Denne bekendelse, som kaldes den gammelromerske og måske stammer helt tilbage fra det 2. århundrede, var dog ikke helt identisk med den bekendelse, vi bruger i dag, idet der er foretaget en del teologisk og måske poetisk bestemte tilføjelser: Jeg tror på Gud Fader, den almægtige. Og på Jesus Kristus, hans enbårne søn, vor Herre, som er født af Helligånden og jomfru Maria, som under Pontius Pilatus er korsfæstet og begravet, tredje dagen genopstået fra de døde, opfaren til himmelen, sidder ved Faderens højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Og på Helligånden, en hellig kirke, syndernes forladelse, kødets opstandelse. I 1. Timoteusbrev, som antagelig er et pseudopaulinsk brev fra begyndelsen af det 2. århundrede skriver forfatteren i kap. 6,12ff: Strid troens gode strid, grib det evige liv, som du blev kaldet til og har bekendt dig til med den gode bekendelse i mange vidners påhør. For Guds ansigt, for ham, som giver alle ting liv, og for Kristus Jesus, som aflagde den gode bekendelse under Pontius Pilatus, byder jeg dig: Hold buddet, uplettet og uangribelig, indtil vor Herre Jesu Kristi tilsynekomst Man kan diskutere udtrykket den gode bekendelse, som jo kunne være trosbekendelsen, selv om det er lidt svært at forestille sig Jesus selv fremsige trosbekendelsen foran Pontius Pilatus. Men hvem ved? Første gang vi støder på den nuværende bekendelse er I skriftet De singulis libris canonicis scarapsus (Uddrag fra enkelte kanoniske bøger) af munken Sct. Pirmius mellem 710 og 714. Karl den Store, der herskede over Frankerriget 768-814, sørgede for at denne apostolske bekendelse blev udbredt i riget, og den blev snart gældende i hele den vestlige kristenhed. Bekendelsen brugtes først og 3
fremmest ved dåb og præstevielse. Desuden reciteredes den i tidebønnerne. Den anvendtes ikke i gudstjenesten og blev alene brugt i den vestromerske kirke. 1 Jeg tror på Gud Fader, den almægtige, Himlens og jordens skaber. Og på Jesus Kristus, hans enbårne søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaren til himmelen, siddende ved Gud Faders, den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Jeg tror på Helligånden, en hellig, almindelig kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse, og det evige liv. Amen. En senere trosbekendelse, som også er gældende for Den danske Folkekirke, er den nikænske, der blev vedtaget på kirkemøder i Nikæa og Konstantinopel i det 4. og 5. århundrede: Jeg tror på én Gud, den almægtige Fader, himmelens og jordens, alt det synliges og usynliges skaber. Og på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne søn, som er født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt, som for os mennesker og for vor frelse steg ned fra Himlene og blev kød ved Helligånden af jomfru Maria 1 Hentet bl.a. fra www.wikipedia 4
og blev menneske, som også blev korsfæstet for os under Pontius Pilatus, blev pint og begravet og opstod på tredjedagen ifølge Skrifterne og opfor til Himmels, sidder ved Faderens højre hånd og skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde, og der skal ikke være ende på hans rige. Og på Helligånden, som er Herre, og som levendegør, som udgår fra Faderen og fra Sønnen, som æres og tilbedes med Faderen og Sønnen, som har talt ved profeterne. Og på én hellig, almindelig og apostolisk kirke. Jeg bekender én dåb til syndernes forladelse og forventer de dødes opstandelse og den kommende verdens liv. I Danmark fortrængte den apostolske trosbekendelse den nikænske i begyndelsen af 1800-tallet og kom til at spille en fremtrædende rolle ved gudstjenesten sammen med den gamle forsagelse som indledning: Jeg forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Forsagelsen findes bl.a. i biskop Kyril af Jerusalems dåbsforordning fra det 4. århundrede, hvor kandidaterne tog opstilling udenfor kirken med ansigtet vendt mod vest, Egypten(slavekår), solnedgangen og dødsriget og forsagede Satan, inden de blev omvendt og ført ind i kirken mod øst, solopgangen og Paradisets nye liv til dåb og trosbekendelse. 2 Forsagelsen før trosbekendelsen er et særligt grundtvigsk fænomen, der er slået an her til lands, men ikke andre steder, og jeg synes egentlig ikke rigtig, den passer. Den synes at falde for banalitetskriteriet det siger sig selv, at vi forsager den onde djævel og dermed forfladiger den på en måde hele bekendelsen til en intetsigende, banal børneremse. Anderledes saft og kraft ville der være i forsagelsen, hvis den gjaldt kejseren, templet eller verden (altid forstået som magtens verden(civilisationen)), men det er jo ikke så pænt, selv om jeg har en begrundet mistanke om, at det kunne have været en oprindelig formulering. Fremhævelsen af den apostolske trosbekendelse skyldtes først og fremmest N.F.S. Grundtvigs indflydelse og hans mageløse opdagelse af trosbekendelsen, som han på et tidspunkt mente, stammede direkte fra Jesus selv. Det kan man måske diskutere, men 2 Se Karen Armstrong: Sagen Gud s. 122ff. 5
med mit kendskab til trosbekendelsen kan jeg levende sætte mig ind i hans begejstring. Grundtvig opdagede, at trosbekendelsen i gudstjenestens fællesskab omkring bordet og badet (nadver og dåb) var det urokkelige grundlag, menigheden skulle bygge på, nu hvor den rationalistiske teologi havde sået berettiget tvivl om Bibelens bogstavelige autoritet. Grundtvigs opdagelse af trosbekendelsen har haft og har stadigvæk stor betydning for dansk kirkeliv, men det er også mit indtryk, at trosbekendelsen i vore dage er noget undervurderet blandt medlemmerne af folkekirken. Måske fordi mange har skullet lære den udenad som konfirmander, hvilket sjældent fremmer forståelsen, men nok mest fordi den med rette er blevet opfattet som et manifest for de indviede en form for kontraktlig forpligtelse i forhold til kirken og måske også i forhold til Gud. Når jeg siger med rette, er det fordi, bekendelsen af troen fra starten er blevet brugt som adgangsbillet til og kendemærke på menighedens eksklusive fællesskab og stadig bruges som tilspørgsel og dermed betingelse for indvielsen ved dåben. Det er den, der spørges til, når det skal afgøres, om man er rettroende, og det skal det åbenbart ofte. Men at bruge trosbekendelsen som våben i kampen om den rette tro, svarer nogenlunde til at ville slå hinanden ihjel med roser. Kan man stille betingelser for dåben i form af den tro, som vi ellers betragter som en fri gave? Og kan fremsigelsen af trosbekendelsen gælde som en form for juridisk bindende edsaflæggelse og endnu værre som afsondring fra de såkaldt vantro? Et skræmmende eksempel herpå var dommen over præsten i Tårbæk, Thorkild Grosbøll, der i 2003 havde chokeret store dele af dansk og udenlandsk kirkeliv med sine offentlige udtalelser om, at han ikke troede på en skabende og opretholdende Gud. 60 % af den danske præstestand ønskede angiveligt Grosbøll ud af kirken, og de kirkelige myndigheder antog enevældige og til tider farceagtige træk i deres behandling af sagen. Grosbøll måtte i al offentlighed stå skoleret overfor biskoppen i Roskilde og fremsige trosbekendelsen! Således ydmygede og marginaliserede Den danske Folkekirke anno 2003 den frie teologiske tanke. Dét var det chokerende i den sag ikke Grosbølls spændende og nødvendige opgør med oplysningstidens bastante gudsforestilling. 3 Dertil kommer, at trosbekendelsen ofte nok er blevet opfattet bogstaveligt eller som en antagelse af givne fakta, hvilket har fået en del moderne mennesker til at vende sig fra den og fra kirken nogle gange endda med en slet skjult foragt. Og det er egentlig både synd 3 Grosbøll skrev i 2003 bogen En sten i skoen, og i 2004 udkom hans prædikensamling Til Sagen. I 2009 udsendte han Ugudelige prædikener. Alle bøger på ANIS. 6
og skam og efter min mening også lidt uretfærdigt, om end forståeligt nok. Mere herom senere. Mit eget kendskab stammer tilbage fra min tidligste barndom i skole, hjem og kirke, hvor trosbekendelsen altid spillede en rolle, og så er jeg historisk-kritisk teolog og har som præst gennem 28 år fremsagt trosbekendelsen offentligt flere tusind gange i forbindelse med gudstjenester og kirkelige handlinger. Men det er især i de senere år, trosbekendelsens dybe og provokerende poesi har bevæget mig. Jeg skylder den østrigsk-amerikanske psykolog og benediktinermunk, David Steindl-Rast tak for hans gennemgang af trosbekendelsen i bogen Deeper Than Words fra 2010, 4 hvor han har sat ord på mange af de tanker, jeg selv har gået og tumlet med gennem årene, men jeg står også i gæld til mange andre, der har kæmpet med nyformuleringer af kristendommen bl.a. religionshistorikeren Karen Armstrong, teologiprofessor Marcus Borg, biskop J.S. Spong og teologiprofessor J.D. Crossan. Jeg har lavet en lille litteraturliste sidst i bogen. Svanninge Bakker juli 2014 4 Jeg har oversat bogen til dansk, men den anses tilsyneladende ikke for egnet til udgivelse. Det gav anledning til lidt ærgrelse, men også til nærværende skrift. 7
Indledning For nogen tid siden stod der en tilløben kat udenfor vores dør. Køn var den sandt for dyden ikke med sine tilfældigt spredte røde og hvide aftegninger, og kær var den heller ikke, skulle det vise sig. Jeg har haft en del katte i mit liv. Den første faldt ned fra himlen eller taget var det vel da jeg var barn. En gråstribet killing, der fik navnet Kikkemis og blev min, og i nogle år var vi sammen om alt. Den lå hos mig om natten og suttede på min flip måske fordi den selv var blevet forladt som lille. Vi gav hinanden tryghed og glæde i en barsk verden. Men alle kattene har haft det til fælles, at vi havde en form for gensidigt forhold aldrig som min første kat, men alligevel. Det var sjovt eller rart at være sammen med dem, fordi de så at sige udviste menneskelige træk i deres leg eller kælenhed. Det gør denne kat ikke. Den er aldeles uden for menneskelig rækkevidde. Hver gang vi nærmer os, hvæser den, og forleden rev den mig på hånden, da jeg prøvede at ae den. Og det på trods af, at vi gennem snart et år har fodret den dagligt med den allerfineste kattemad. På trods af vores imødekommende og yderst venlige og ikke mindst gæstfri holdning. Vi anser den for at være sindssyg i middelsvær grad. Sådan skal en kat ikke være synes vi. Det, vi er mest fortørnede over, er dens totale mangel på taknemmelighed. I stedet for at spinde og gnide sig kælent op ad vores ben, når vi kommer med de mest udsøgte retter, hvæser den ad os og slår ud efter den hånd, der fodrer den. Skøre kat. På et tidspunkt bliver vi vel så trætte af den, at vi overlader den til sin egen skæbne, hvis vi da ikke ligefrem får den skudt. Det er selvfølgelig en mulighed, men nu kan man jo anskue kattens opførsel forskelligt. Som dødirriterende og utaknemmelig eller måske i virkeligheden som ærlig og redelig. Den opfører sig som en normal vildkat ville gøre - en kat der nægter at lade sig domesticere som så mange af sine artsfæller. Kom mig ikke for nær! Måske irriteres vi på den, netop fordi vi ikke kan gøre den tam og sød gøre den til vores, men den gør jo bare, hvad den skal og er sig selv. Den tigger ikke som andre domesticerede katte med ynkelige mjav, men den sidder og venter tålmodigt på sit måltid udenfor vinduet. Kommer det ikke, går den sin vej. Til gengæld for mad fanger den en del mus omkring huset, og det er vi jo taknemmelige for. Måske er jeg i virkeligheden bare misundelig på vildkattens måde at være på, omend den forekommer mig lidt ensom i sin ophøjede, hvæsende frihed. For af en eller anden grund får den mig til 8
at overveje mit gudsforhold og dermed mit forhold til mine medmennesker og til mig selv. For man kunne jo godt vove det spørgsmål, om den Gud, vi beder til og bekender os til tror på, som det hedder - ønsker domesticerede (søde) mennesker, der viser deres taknemmelighed mod og afhængighed af deres herre - f.eks. gennem lovprisning, bekendelse og bøn, sådan som det vel er tilfældet for de fleste såkaldt religiøse mennesker - eller om den Gud, Jesus forkynder i modsætning til religionen - i virkeligheden ønsker sig frie vilde mennesker, der som katten bare gør, hvad de skal? Mennesker, der bare lever ærligt og redeligt? 5 Hvis jeg opfatter mig selv som afhængig af eller underlagt en eller anden herre, så lever jeg på en anden måde, end hvis jeg opfatter mig selv som et frit og uafhængigt menneske. Jeg lever så at sige med en form for skyldighed overfor denne højere instans, som jeg i det mindste skylder respekt, men også lydighed og hengivenhed. Jeg tror, mange mennesker opfatter deres gudsforhold som sådan - og sådan opfatter de fleste mennesker vel også deres forhold til deres forskellige herrer. Det er i hvert fald, hvad det hierarkisk opbyggede samfund gerne ser, og hvad mange religioner derfor også handler om. At elske Gud og næsten opfattes på den måde som en skyldighed. Som et herre-tjener forhold, hvor tjenerne skylder deres ophav eller herrer alt og derfor forventes at vise denne skyldighed i form af æresbevisninger og taknemmelighed og et liv i overensstemmelse hermed heraf betegnelsen gudstjeneste. Præcis det, som katten pure nægter. Og så tænker jeg jo på mit eget liv, som i langt højere grad minder om et hundeliv end vildkattens liv. Denne evige trang til at gøre Gud og hvermand tilpas denne evige søgen efter anerkendelse efter at være god nok. Denne logren og smilen og nikken i en evig jagt på at stå sig godt og have gode relationer. Er det ikke det, vi ser omkring os fra politikernes kunstigt tillærte, diplomatiske og evigt smilende optræden i medierne over menighedens ritualiserede sukkende knæfald for den kære og søde Gud til vores egen fjendtlighed mod de andre dem udenfor? Og jeg tænker på, at det er det, vi fra første færd opdrages til med pisk og gulerod opdrages til at opgive vort selv, så vi kan blive gode og lovlydige samfundsborgere. Grenen skal bøjes, mens den er ung, som det lutherske opdragelsesmantra lød for ikke så længe siden. For det rene menneske er så fuldt af synd og fordærv og vildskab, at det helst skal smides ud med dåbsvandet. Men er det rigtigt, at vi er født vilde og først gen- 5 Tænk på evangeliernes mange advarsler mod det religiøse hykleri f.eks. i Bjergprædikenen (Matt. kap. 6) og se senere om Fadervor. 9
nem opdragelsen kan gøre os håb om at blive menneskelige? Eller er det i virkeligheden opdragelsens og religionens indlæring i forstillelse, hykleri og løgn, der gør os til umennesker? Naturligvis i den bedste mening. Sæt nu, at jeg ikke opfatter mig selv som afhængig eller skyldig? Hvis jeg så at sige opfatter mig selv som u-skyldig? Hvis jeg nu har den opfattelse, at livet nok er Guds gave, men en fri gave i den forstand, at den ikke kræver noget til gengæld? Heller ikke denne velopdragne og skyldige taknemmelighed, som jeg bør vise Gud og hvermand? Denne evindelige høflighed, vi opdrages til, og som typisk nok betyder det, som passer sig ved hoffet. Dette spind af skrevne og uskrevne regler for, hvad man bør og ikke bør som et ordentligt menneske. Hvad nu, hvis jeg blot tør være mig selv, som jeg nu er med en selvfølgelig ret til det liv, jeg har fået en ret, jeg ikke først skal gøre mig fortjent til gennem mere eller mindre korrupt eller halelogrende adfærd? Hvad nu, hvis jeg ikke vil finde mig i at skulle bukke og skrabe mig til det liv, Gud allerede har givet mig? Ja, populær bliver man i hvert fald ikke - hverken som kat eller som menneske. Man bliver heller ikke taget alvorligt, og da slet ikke som kristen, for de fleste opfatter vel kristendommen som én stor skyldighed én stor taknemmelighedsgæld mod den Jesus, der ofrede sit liv for mig, 6 og på et eller andet tidspunkt vil man vel få en diagnose eller ligefrem blive korsfæstet. I hvert fald falder man fuldstændig udenfor fællesskabet som den sært uhøflige kat, og ensomheden lurer om hjørnet. Det er åbenbart ikke nok at være sig selv nok. Eller er det? Hvad var det i virkeligheden, Jesus kæmpede og døde for? Tag nu ikke fejl. For selvfølgelig findes der en ægte og stærk følelse af taknemmelighed, som man får lyst til at udfolde i glæde og gengæld f.eks. overfor kærligheden, men man kan aldrig skylde eller forordne taknemmelighed så at sige. Ægte taknemmelighed kan kun komme indefra aldrig udefra, som når jeg som barn blev tvunget til at sige tak til Gud og hvermand for mad og gaver og hjem og opvækst og jeg ved ikke hvad. Husk at sige pænt tak! Husk at bede pænt husk at være ydmyg og taknemmelig for alting. Måske ikke så underligt, at jeg begyndte at stjæle i Brugsen. Skal jeg være skyldig, så lad mig være det ordentligt. For det meste af det, vi opdrages til at være taknemmelige for manglede jo bare. Det manglede da bare, at jeg fik en god og tryg opvækst og mad hver dag og gaver til jul og fødselsdag. Det mangle- 6 Se senere under afsnittet om Jesus. Karen Blixen siges at have ytret til udsagnet om, at Jesus havde givet sit liv for hende: Nej, tak, det skal De endelig ikke gøre. 10
de da bare, at jeg har et sted og et fællesskab i familien og i landet, som jeg kan være en del af. Eller for at sætte sagen på spidsen: det manglede da bare, at samaritaneren hjalp den døende mand i grøften og ikke gik forbi som de hellige, der i lignelsen udstilles som perverse i al deres hellighed. 7 Næstekærlighed og medmenneskelighed og barmhjertighed er ikke de store og dybe og enestående tilkæmpede følelser, vi udråber dem til de er det naturlige og jeg vil mene medfødt menneskelige, som da bare manglede. 8 Vi er som mennesker så at sige beregnet eller skabt til at tage os af hinanden, og når vi alligevel kan finde på ikke at gøre det, skyldes det bl.a. de sære forkvaklede købmandsovervejelser om, hvorvidt det nu kan betale sig for mig. Vi sætter så at sige hele det kalkulerende apparat i gang, inden vi handler eller som regel undlader at handle. Og dette apparat er efter min mening ikke medfødt det er en tillært konstruktion. Ligesom den tillærte taknemmelighed er det. Det handler i grunden om, hvordan jeg bedst kommer frem i verden. 9 Hvordan jeg gennem ydmyg taknemmelighed og skyldighed er med til at styrke mine eksklusive fællesskaber i hjem, samfund og kirke og dermed i sidste ende mig selv. 10 Trosbekendelsen handler i høj grad om fællesskab - om hjemlighed i forhold til Gud og mennesker og den kan sagtens opfattes som en form for troskabsed og kærlighedserklæring til den bestemte hjemlige kreds, som fremsiger den sammen: Vi er de sande troende. På den måde kan trosbekendelsen som ingenting bruges til at afsondre sig fra de andre med fra dem, der ikke tror som os og dermed indhylle os i et trygt og eksklusivt trosfællesskab. Men trosbekendelsen advarer samtidig imod enhver form for eksklusivitet mod dem-og-os tankegangen, som er så besnærende. Den advarer mod at gøre billederne på fællesskabet til andet og mere end billeder. Vi må ikke ophøje f.eks. familien eller fædrelandet eller vores særlige kirkesamfund til guddommelighed, for så går det galt, så herligt identitetsskabende det end kan forekomme. Så mister vi selve pointen i trosbekendelsen ja, i menneskelivet. 11 Når vi kalder 7 Luk 10,33ff 8 K.E. Løgstrup var inde på tanken med sin beskrivelse bl.a. i bogen Norm og Spontaneitet fra 1975 - af de såkaldt suveræne livsytringer som barmhjertighed, tillid, åbenhed osv. Det er dem, der kommer først, men som eftertanken ofte tilbageviser. 9 Husk på Abrahamsons berømte digt: Min søn, om du vil i verden frem, så buk! 10 Se senere om forholdet mellem eros og agape. 11 Jesus advarer stærkt imod de eksklusive fællesskaber i familien, samfundet og i religionen se f.eks. Matt. 10,37: Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. 11
Gud far, betyder det ikke, at far er Gud. Det fællesskab, trosbekendelsen - og dermed kristendommen - handler om, er et universelt fællesskab blandt alle mennesker, og det betyder igen, at de eksklusive fællesskaber, vi selv er dele af i familien og fædrelandet og menigheden så at sige taber terræn i forhold til noget andet. Det er måske derfor, det oprindeligt hed: Jeg tror og ikke Vi tror, som vi plejer at sige i kirken. Fordi trosbekendelsen ikke vil tages til indtægt for vore egne etablerede fællesskaber. Mere om det senere. Døm mig nu ikke for hårdt. Kærligheden til min elskede og til familien og til fædrelandet er kommet for at blive. Det er noget af det bedste, vi ved, og for så vidt kan jeg, hvis jeg ellers turde, dø for både det ene og det andet, om så det gælder, hvis jeg elleres er romantisk eller patriotisk nok. Det ligger jo også i selve kærlighedens væsen. Virkeligt elske kan man vel kun til døden os skiller, som bryllupsritualet så smukt siger det. Men det betyder ikke, at denne form for eksklusiv kærlighed dermed også er identisk med Guds rige eller med Gud i ordets egentlige betydning. Den eksklusive kærlighed, vi dyrker, er kun en forsmag på den kærlighed, vi kalder Gud. Selv det bedste, vi ved, peger hen på noget endnu større, og giver os en anelse om noget fuldkomment absolut eller evigt. I 1. Kor. 13 forsøger Paulus at beskrive dette mere som den ubegrænsede og ubetingede, gådefulde kærlighed (agape), vi kun kan se stykkevis som i et tåget spejlbillede, men som vi ikke for alvor kan leve foruden. Den kærlighed, vi kender og praktiserer (eros), er i virkeligheden kærlighed til os selv og vores selvrealisering, men den virkelige kærlighed søger ikke sit eget og den ophører aldrig. 12 Søren Kierkegaard har i Kjærlighedens Gjerninger beskrevet kristen kærlighed som grænseløs næstekærlighed i modsætning - eller i hvert fald i relation - til den erotiske kærlighed til ægtefælle, familie, venner, fædreland osv. Han anbefaler denne ubetingede næstekærlighed som middel mod den smerte, som opstår, når den erotiske eller begrænsede kærlighed ophører hvad den jo altid gør på den ene eller anden måde. Det, trosbekendelsen kalder Gud er altså noget mere end det, de fleste vil anse for det størst tænkelige, nemlig den hjemlighed, som fællesskabet omkring familien og samfundet og måske religionen giver os. Men alle disse fællesskaber har det ved sig, at det på en eller anden måde er relative og begrænset af tid og rum begrænset til den eller det, jeg nu lige elsker, men ind i og omkring det rela- 12 Den svenske biskop Anders Nygren skrev i 1930 erne et berømt værk om Eros och Agape, hvor han følger de to kærlighedstanker op gennem kirkehistorien. 12
tive fletter og føjer sig det absolutte det, som vi kun kan ane og aldrig helt begribe med vores begrænsede intellekt, selv om det er fuldt og helt til stede her og nu og altså ikke afventer en eller anden salighed efter dette begrænsede liv. Menneskelivet er altså større end som så. Det er derfor trosbekendelsen på sin egen sublime måde forsøger at sprænge rammerne for vores allermest indgroede opfattelser af tilværelsen, sådan som evangelierne også forsøger det med deres beskrivelse af et menneske, der gik langt ud over det menneskelige i normal forstand - ikke mindst hvad kærlighed og fællesskab angår. Evangeliet sender ligesom en føler ind i vore dybeste og mest bortgemte og måske endda forbudte hjertekamre for dér at vinde gehør for det virkeligt guddommelige og virkeligt menneskelige, og det er som sådan, man bør lytte til det og til trosbekendelsen og ikke som vi plejer, når vi kun lytter efter det, der bekræfter os i vore tillærte fordomme - hvis vi da overhovedet lytter. Den gamle surdej må ud, så det nye kan komme til. 13 Dette grænseløse mere skildres ofte mystisk som et overnaturligt mirakel af den ene eller anden art (jomfrufødsel, opstandelse, himmelfart osv.) eller som et liv efter døden, hvor kun det gode i livet er tilbage, men også dette er billeder på en særdeles nærværende eller i evangeliets sprog: evig virkelighed. Og som nævnt skal man være varsom med at gøre billeder på det guddommelige til selve det guddommelige, for så størkner forståelsen på halvvejen. De gamle kaldte det ligefrem afgudsdyrkelse, når vi således skabte Gud eller Guds rige i vort eget idealbillede. Trosbekendelsen er for mig at se så lidt som kristendommen i øvrigt en form for erklæret mirakeltro ikke udover det fantastiske mirakel, at livet overhovedet er til. Jeg tror ikke på det såkaldt overnaturlige og slet ikke som bevisførelse for det guddommeliges indgriben i verden. Det mirakuløse er for mig et billedsprog, der søger at beskrive det ekstraordinære eller det sandt menneskelige et fremragende og særdeles levende sprog, der ofte bruges i dagligdagen, uden at billederne derfor tages bogstaveligt. Mange gør det alligevel ikke mindst i religiøs sammenhæng - som udtryk for forståelig ønsketænkning eller sand fortvivlelse, men det er farligt at leve på en forventning om det mirakuløse sådan rent bogstaveligt som brud på naturlovene for man risikerer at drømme sig væk fra og dermed gå glip af kampen for det virkelige, ganske jordbundne og konkrete menneskeliv at gå glip af nuet og evnen til at elske livet, som det er, fordi man hele tiden lever i håbet om en bedre fremtid 13 1. Kor. 5,6ff 13
eller om et saligt liv på den anden side. Og bitterheden er til at tage og føle på, når det forventede mirakel udebliver, hvad det jo altid gør. Er dette konkrete liv fra fødsel til død ikke godt nok? kunne man spørge. Skal der virkelig mirakler til, for at gøre menneskelivet acceptabelt? Så man kan elske livet? 14 Det er en stor skam, at opfattelsen af de såkaldt hellige tekster (især Bibelen og Koranen) ikke mindst i løbet af det 20. århundrede er blevet knyttet i den grad til en bogstavelig og færdig tolkning, at troen som sådan opfattes som en bastant tro på det overnaturlige. Fundamentalismen oprindeligt et amerikansk fænomen fra slutningen af 1800-tallet - som har spillet og spiller en stor rolle i de tre bogreligioner kristendom, jødedom og islam er i allerhøjeste grad blevet brugt som identifikationsfaktor for de sande troende dvs. dem, der tog Skriftens ord bogstaveligt læs: alvorligt. Parret med en til tider aggressiv intolerance har denne identifikation trukket et blodigt spor op gennem det 20. og 21. århundrede i alle tre religioner. Jeg vil påstå det omvendte: Man kan umuligt tage Skriften alvorligt, hvis man reducerer den til en beretning om rent faktuelle begivenheder eller for så vidt til juridisk bindende og eviggyldige lovtekster. Læg mærke til, hvordan mange autoriserede bibeludgaver er trykt netop som officielle beretninger eller lovbekendtgørelser i to velordnede kolonner. Sådan ville man næppe udgive en digtsamling. 15 Skriften er skrevet af mennesker i et mytisk/poetisk sprog, som man står sig ved at tage dybt alvorligt, for det er det eneste sprog, vi har, der kommer i nærheden af at udtrykke de dybeste sandheder om vores uudgrundelige menneskeliv sandheder som vi til enhver tid arbejder på at fortolke og nyformulere. Hvis vi mener, at vi er færdige med det arbejde, fordi vi én gang for alle har formuleret den endelige sandhed, dør vi som mennesker og forstener som samfund. 16 Det sidste ord om Gud og om menneskelivet er endnu ikke sagt og bliver det Gud ske lov aldrig. Tro i trosbekendelsens betydning må aldrig forveksles med antagelse (det skal nok passe) eller overbevisning. Den videnskabelige metode, som er vældig god for videnskaben, er desværre ofte siden 14 Spørgsmålet gentages senere i afsnittet om det evige liv. 15 Lidt på samme måde som når jeg selv forsøger at give denne bog en vis videnskabelig troværdighed gennem en overdreven brug af fodnoter. 16 Skræmmende eksempler herpå er de jødiske og muslimske og såmænd også kristne såkaldt ortodokse (rettroende) eller islamistiske bevægelser, der med vold og magt søger at gennemføre deres rædselsregimer under henvisning til Guds lov. 14
oplysningstiden blevet overført til det åndelige eller hjertelige liv med katastrofale konsekvenser til følge. Så kommer det hele til at handle om meningsløse definitioner - om hvorvidt ubeviselige påstande er rigtige eller forkerte efter min (vores) mening om Gud virkelig skabte verden på 7 dage om Jesus virkelig gik på vandet om han virkelig opstod af graven - men det har selvsagt intet med hjertets tillid at gøre. Til gengæld kan det næsten ikke undgå at føre til menneskelig ulykke, når alle partout skal være enige om den samme en gang for alle vedtagne definition. Når menneskehjertets tro bliver fordrejet til den ene rette overbevisning. Dette fremgår i øvrigt også af trosbekendelsen, som vi skal se senere. Trosbekendelsen er opbygget trinitarisk dvs. ud fra den opfattelse, at Gud som sådan er utilgængelig og skjult for mennesker, men at vi gennem jøden Jesus, som de kaldte Kristus, og i kraft af Helligånden kan få et unikt indblik i Guds væsen og dermed i meningen med vores menneskeliv. Det, som vi i vores kultur kalder Gud, er den mening med livet, alle mennesker længes efter, og tro på Gud er bl.a. hjertelig tillid til, at vores længsel også bliver opfyldt at vi så at sige oplever os selv som dele af den dybe, hjemlige sammenhæng, vi kalder Gud. Jesus er formidlet til os gennem den jødiske Bibels ord, men hvis ord skal skabe liv og begejstre, må de gøres levende, og det er det, man kalder Helligåndens værk. Sagt på en anden måde: Det, vi her hos os ved om Gud og dermed om os selv - ved vi fra Bibelen, som også er kilde til trosbekendelsen, men når vi siger, at vi af hjertet tror på den Gud, så er det på grundlag af en forbindelse, der er større og dybere end ord og menneskelig visdom. Ord kan måske overbevise, men der skal mere end ord til for at skabe tro. Som nævnt skal der livserfaring og hjertets samtykke til, men der skal mere til endnu. Det er dette mere, som kristne kalder og sjovt nok også personificerer som Gud Helligånd. Denne dybe følelse af hjemlighed og genkendelighed i det, der bliver sagt. Trosbekendelsens tre led udtrykker alle den samme ene tro på Gud blot med forskellige ord, som når man siger: Jeg nyder hverdagen, dens gentagelse og dens gøremål. Hverdagen er gentagelse og gøremål. Gentagelse og gøremål er hverdagen. Mysteriet om treenigheden er lige så gammelt som kirken selv. 17 Det var åbenbart vigtigt, at Jesus ikke blot fornuftigvis blev opfattet som Guds profet eller et særligt stort menneske, men som udtryk for Guds eget væsen, så at sige. Guds søn. I den mystiske forklarelse på 17 Treheden findes allerede i Matthæusevangeliet, der vel stammer fra 80 erne, i den såkaldte missionsbefaling: idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn (Matt. 28,19). 15