I Matthæusevangeliet i Det nye Testamente, kan man bl.a. læse disse ord: Hvis nogen beder dig om din kjortel, så lad ham også få kappen. Og vil nogen tvinge dig til at følge ham en mil, så gå to mil med ham. Giv den, der beder dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig. I har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer; Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske fars børn: for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Amen. (Matt. 5,40 46). Ordene her, er som sagt plukket fra Matthæusevangeliet i Det nye Testamente. Fra den del, vi kalder Bjergprædiken. For nogen, er det kendt stof, for andre ukendt, men det er nu en gang den del af litteraturen om Jesus, som indeholder en samlet fremstilling af alt, hvad Jesus prøvede at lære os mennesker. Det vi møder i Bjergprædiken, er en koncentreret samling af de tanker Jesus havde, og som han forsøgte, at dele med sin samtid, men som han også havde et klart ønske om, at dele med os som lever i dag, tanker om at dele alt med alle, at tage fælles ansvar for hinanden, at tage vare på de faderløse, enkerne og de fattige, kort sagt, det vi også kender som næstekærlighed. Jeg aner egentlig slet ikke, om det var lige præcis den vinkel der var relevant for René men efter hvad I fortalte mig forleden dag, og efter hvad drengene fra Jægerkorpset også har fortalt mig, delte Rene på mange punkter, lige som så mange andre, det samme menneskesyn som Jesus. Nemlig en forståelse af, at livet, og den verden vi lever i, er vores alle sammens fælles ansvar, og at vi som mennesker, er nød til at tage en aktiv del i livet, effektiv bruge de muligheder som bliver os givet, udnytte den tid som bliver os givet her på jorden, tage et ansvar, engagere os, ikke kun for os selv, og i os selv, men også have en medlevenhed og et engagement i vores medmennesker, eller vores næstes liv, som Jesus udtrykte det. For Rene blev det til et livslangt engagement, ikke mindst i sit arbejde og i sit liv som soldat, men også i sin familie, og alle de venner og bekendte der omgav ham. Jeg hæftede mig ved, da jeg forleden mødtes med jer hjemme i huset, for at tale lidt om dagen i dag, og for at tale lidt om hvordan René egentlig var som menneske. Ja, så var der ligesom en tendens som hele tiden viste sig i meget af det som I fortalte mig, nemlig det at være vedholdende, det have kontrol og det udvise ansvar. Ikke mindst vedholdenhed er jo i sig selv, et godt karaktertræk, for vedholdenhed er jo netop det træk der gør, at man kommer igennem ting som man måske ikke lige kan se til enden af, når man står overfor dem. Vedholdenhed gør jo netop også det, at man ikke giver op, men holder fast ved sine idealer, og ikke mindst sine mål og sine ambitioner. Man bliver som det menneske man nu en gang er, stædigt ved med at prøve på at finde en løsning på livets mange spørgsmål og udfordringer. Og René havde lige som alle andre, også sine ambitioner og sine mål. Han var ihærdig, arbejdsom, omsorgsfuld, effektiv og altid optimistisk, Lad os nu se som han ofte sagde. 1
René udviste ansvar, og han kunne som sagt godt lide at have kontrollen. Han satte store krav, ikke mindst til sig selv, men også til sine omgivelser. Hvor der var vilje, var der vej. René var et effektivt og ikke mindst et handlende menneske, han var en rigtig fighter. Men altid med udblik til sine omgivelser, og en god forståelse, og følelse for, hvor de menneske som han var omgivet af, befandt sig. Dette kom tydeligt til udtryk i Renés arbejdsliv som han brændte 110 % for, som du sagde forleden Camilla, alt hvad René gav sig i kast med, det brændte han for. Et arbejdsliv som spændte vidt, lige fra handicaphjælper, fysioterapeut til jægersoldat. Og dog så gjorde du det meget klart forleden da du sagde, at da René bliv jæger, da fandt han sin rette hylde, da samledes alle enderne, og alt gik op i en højere enhed. Du følte som du sagde, at du fik en hel mand, da René blev en del af korpset, det var som om at han fandt roen. Der var et drive og et engagement over Renés måde at angribe den opgave der lå i at være jægersoldat. Og det at arbejde målrettet og koncentreret holdt René som sagt rigtig meget af, det gav ham modspil og gejst. Jeg fik en tydelig fornemmelse af, da vi talte sammen forleden, at René i sit arbejde som jægersoldat, fandt stor udfordring og motivation i at udvikle, og skabe et godt produkt. Og netop dette med, at det færdige produkt var tip top, og at intet blev overladt til tilfældighederne, var en vigtig drivkraft for René. Alle i korpset ved hvor god René var til sit arbejde, ikke mindst som Sanitetsmand, og at han vil blive savnet i san-delingen i korpset. Og så vil han blive husket for alle sine pudsige indslag, der er vist ikke ret mange fra patruljerne som ikke kender til Renés KTK. Hos René betød KTK ikke klar til kamp, men kaffe til knægtene. Eller hvem af jer har ikke mødt, Renés store iver efter at fortælle, og viderebringe, sin store mængde af viden. Og som det efterhånden er blevet sagt flere gange de seneste dage, så var et af 6. patruljes mottoer Fuck Google, ask René. Det er derfor ikke forkert at sige, at René med sin person, og sine menneskelige evner til at lære, lytte, være kreativ og være igangsætter, men samtidig også til at tage ansvar når det blev krævet af ham, på en hel særlig måde, har været forbillede, inspirator og støtte for mange i de år, hvor han har været en af drengene i Jægergården. Der var som I sagde altid styr på tingene når det gjaldt René, trods det, at han havde mange bolde i luften, og altid havde et eller flere projekter kørende. Og som den gør-det-selv-mand, og det meget kreative menneske han også var, så gik han aldrig på kompromis. Hver ting til sin tid. Tiden skulle netop bruges, bruges effektivt og konstruktivt, og det blev den. Og dette gjorde sig ikke kun gældende i hans arbejde som Jægersoldat og i arbejdslivet generelt, også på hjemme fronten, var der altid noget som René var i gang med, der var altid projekter at tage fat på, der var altid et eller andet som lige skulle fikses. Grundet Renés positive og altid store engagement og interesse for de projekter han gav sig i kast med, blev det derfor også til en lang række af venskaber, og gode arbejdsrelationer både her i landet, men også i udlandet. I det hele taget så kunne René godt lide udfordringer. Men der blev også tid til de lidt mere rolige og eftertænksomme stunder, så som når han gik på jagt, eller havjagt, gik tur med hundene, eller tog en tur i kajakken, hvor naturen blev gransket og nydt i fulde drag. Der var en spontanitet og en livsglæde forbundet med René, en spontanitet og en livsglæde, 2
som var meget smittende. Han var lidt skør, på sin egen dejlige måde som i sagde, ja, jeg fik tydeligt en følelse af, at livet som det nu var for René, skulle leves og bruges. Man kan sige, at hos René, var der en god balance mellem arbejde, privatliv og fritid. Han formåede at finde tid til det hele, uden at nogen, eller noget blev forsømt. Jeg ved at familien betød rigtig meget for René, ikke mindst dig Camilla, men også Sarah, Maja og lille Thor havde en særlig stor plads i Renés hjerte. Og som drengene fortalte mig en af aftenerne i Lashkar Gah, så var I børn nok, som de eneste, dem der kunne få selv, en nok så fast beslutning, ændre med et snuptag. Jeres far var med på den værste, som I sagde, han var en far som kunne en masse tricks, og jeg ved også, at I syntes at I havde verden sejeste far. Camilla du sagde forleden, at Rene på sin helt egen måde beskyttede jer, og at I, i den grad kunne mærke hans store omsorg og kærlighed, og hans glæde over at I var en familie. Camilla, ved vores samtale forleden, gjorde du det også meget klart for mig, at du og René sammen fandt frem til en rigtig god måde at få tingene til at fungere på. Det er ikke altid lige let at være gift med en jægersoldat. Men som du fortalte, I delte tingene mellem jer. I skabe jer et fælles liv, og et fælles hjem, et hjem og et ægteskab hvor der var fart på, men hvor der netop også var den der balance af ansvar og frihed som gav harmoni, et ægteskab og et hjem hvor der var plads til at I kunne være dem I nu var, med jeres forskelligheder, og hver jeres interesser. Et ægteskab og et hjem, hvor familie og venner, frit kunne komme, og være sammen med jer. Da jeg hørte dig fortælle Camilla, om jeres ægteskab forleden, så jeg i den grad billedet af et ægteskab som et skæbnefællesskab, i med og mod gang, med glæder, sorger, smerter og bekymringer, opfyldelser og afsavn, som et hvert ægteskab må, og skal kunne rumme. Jeres ægteskab var et skæbnefællesskab på sjæl og krop, et fællesskab hvor to mennesker stod sammen om et levnedsløbs årstider, forårets blomstring, sommerens modning, efterårets høst og falmen, og vinterens død. Familien og samlivet med familien, blev vægtet højt hos René. Ja, det kan roligt siges, at René holdt lige så meget af sin familien, som den elskede ham. Og du udtrykte det egentlig meget fint forleden Camilla, da du sagde, at man kunne let være privat med René, fordi han var et kærligt, rummeligt og favnende menneske, et menneske der i den grad satte sig spor i sine omgivelsers liv. Når vi her i dag i Veng kirke mindes, og ser tilbage på Renés liv, så er det er værd at bemærke, at som René altid har været til stede for den nære familie og hjulpet jer så godt han kunne, sådan har han også altid været der for jeres fælles venner og bekendte, ja for mange af de arbejdskolleger og arbejdsrelationer som han har haft gennem tiden. Og ikke mindst ved jeg, fra alle i korpset, at Rene vil altid blive husket, som en god kammerat og som den der kunne vende selv den værste modgang til medgang. René har sat dybe spor, og fodaftryk i manges hjerter på sin vej igennem livet. Og samler man summen af alle de mange ord, fra alle de mennesker, som jeg haft glæden af, at tale med om René, de seneste dage, lige fra den nære familie, til venner og arbejdskolleger, så står en ting meget tydeligt tilbage, nemlig at René befandt sig i en liga som kun få,er og bliver en del af. For det lydt fra hver og en jer, at René altid har omfattet sin omgangskreds med et usædvanligt godt kammeratskab, en respekt og en nærhed, en humoristisk gnist, og en lune, som mange har god grund til at takke ham for. René formåede som det menneske han var, at samle folk, René tænkte om nogen på sine medmennesker. Ja, han var som I sagde forleden, altid meget hensynsfuld, og betænksom. 3
René, han var der bare Jeg tror i bund og grund, at René var tilfreds med sit liv. Jeg tror i bund og grund, at René i det store hele var taknemmelig for livet, og det som livet kunne give ham, og som blev ham givet, og det er ikke så lidt, at kunne sige om et levet menneskeliv. Det kan vi som efterladte lære meget af. Faktisk så må det stå klart for os i dag, at det er så umådeligt vigtigt at vi lever vores liv sådan, at vi kan stå inde for det vi gør. At vi kan være os selv bekendt. At man kan se sig selv i øjnene. At man kan se tilbage på livet og sige: Ja, jeg er tilfreds. Jeg fik mit liv, jeg tog ansvar, og jeg gjorde hvad jeg kunne. Desværre betyder det jo ikke, at vi bare kan læne os tilbage og sige: Så nu dør jeg, og det er så fint nok. Lige så lidt, som vi der står tilbage, kan opleve et dødsfald som noget der bare er i orden. Som efterladte og pårørende føler vi sorg og tomhed. Døden bliver, og vil altid være en anstødssten, et faktum, ja, men et faktum som uanset hvornår det indtræffer, og hvordan det indtræffer, altid kommer ubelejligt. Og så tænker vi helt uvægerligt videre og kommer frem til, at på et tidspunkt, skal vi også selv afgå ved døden. Det gør os bange, det gør os små, for det kan vi slet ikke fatte. Vi kan ikke forstå, at livet skal gå videre uden vores medvirken, i alle de forhold der har vores interesse, og vores opmærksomhed, ja, som det jo også nu, skal gå videre uden Renés deltagelse. Verden er ikke længere den samme, et menneske, som har fyldt hjerterne, et menneske som I har elsket, og som har elsket jer, og som givet af sig selv, og som har sat sit tydelige aftryk i jeres liv, er her nu desværre ikke længere, og det hele kan pludseligt føles så tomt og håbløst, ja, som du sagde forleden Camilla, det føles helt uvirkeligt det hele.... Det bliver aldrig lige meget med døden. Det bliver aldrig i orden at vi en dag skal dø. Og derfor handler Jesu ord i Bjergprædiken, som jeg startede min tale med, heller ikke kun om vores sociale ansvarlighed overfor hinanden i denne verden. Det er også i Bjergprædikenen, at Jesus får sagt en række vigtige ting om, at der netop, efter vores liv i denne verden, er og findes mere, ja, at der venter en evighed, hvor vi skal mødes igen. Det er i det perspektiv, at vores kristne tro bliver til meget mere end blot socialt engagement i denne verden. For netop her får vores tro nemlig evighedsbetydning, og det giver håb. Det er altså her, at Gud ikke viser sig som noget vi bare taler om i vage vendinger, klicherer og floskler, men selv Gud viser sig som den der er Mere - at være - end at synes For Gud er til alle tider, både de gode og de onde, den der tager imod os, i livet, og i døden. Når så vores dage til sidst er talt op, når livet er levet og brugt, så har vi lov at håbe, og regne med, at Gud helt ind i døden og dens mørke netop vil være der, og møde os med glæden, med lyset, med uendelighedens liv. Så må vi se frem til, at der bag dagene her, er en dag smukkere end alle andre dage at vågne op til. En dag hvor det er Gud som velsigner og kærligt lyser for os, og hvor det, som lige nu føltes som noget adskilt, noget trist og sorgfuldt, nok skal blive forenet igen. Ja, netop dette at livet skal sejre, og vi igen skal forenes med vores kære, er jo netop hvad ordene fra Matthæusevangeliets opstandelsesberetning, så tydeligt fortæller os. Det er det, ordene om kvinderne som kom til den tomme grav, skal sige os. Livet skal sejre. Og håbet skal forblive intakt. Vi tager afsked i lyset af det ord, at vi af dagen bag dagene her, rejser os i kærlighedens lys, og vi skal netop finde trøst ved, at Gud, trods dødens tilstedeværelse, trods dødens mørke i vores 4
liv, fylder vores levede liv, med evighedens liv, ja med håb. Med nye velsignede dage foran os, og med dage bag os, som René med sin person, og sin tilstedeværelse, var med til at gøre Levende, kærlige og gode. Det giver trøst, det giver håb, det giver mod til livet. Guds fred være med René Brink Jakobsen, ja, Guds fred være med os alle. Engang jæger altid jæger. Amen. 5