Blad nr. 1/2005 DANSK BØRNEFOND

Blad nr. 1/2005 DANSK BØRNEFOND

2 Lad dit næste barn blive et af vore Dansk Børnefond Vemmetoftevej 6 DK 4640 Fakse Tlf.: 56 710078 Telefax: 56 710130 Telefontid: Mandag - torsdag: 9-15 Fredag 9-12 Email: danchild@get2net.dk www.danboern.dk Hvem er vi? Dansk Børnefond er en organistation, der hjælper børn og unge I den tredje verden med fadderskaber, således at skolegang og uddannelse bliver en mulighed. Endvidere med fornødne behov som mad og medicin. Al hjælp ydes uden hensyn til modtagers religion, Nationalitet, race eller politiske tilhørsforhold. I muligt omfang hjælper vi med byggeri, renovering af skoler, brønde o.l. Dansk Børnefonds bestyrelse er ulønnet. Bidrag til Dansk Børnefond er fradragsberettige efter ligningslovens 8a og 12. Indhold Formandsberetning... s.3 Prikken over i ét... s.5 Årsmødet... s.8 Daglig leders rapport...s.10 Gode nyheder...s.15 Hvordan gik det?...s.15 Dansk Børnefonds aktiviteter...s.16 Forsiden: Børn i Pakistan Bestyrelse: Pastor Carl-David Andreasen Konsulent Doris Jørgensen Fysioterapeut Lennart Møller Sygeplejerske Else Pedersen Lærer Kaj Rasmussen Juridisk konsulent: Advokat Ebbe Holm Revisor: ReviFaxe, 4640 Faxe Daglig ledelse: Inger og Rudy Mortensen Ansvarlig for bladet: Inger Mortensen Bankforbindelse: Nordea, Skolegade 1-3 4653 Karise PBS.nr. 03201724 Gruppe nr. 00001 Giro: 1505815. Norsk giro: 7877.08.07 807 Nye regler for skattefrihed for gaver Beløbsgrænsen for skattefradrag for gaver er blevet sat op. Enhver kan nu i årets løb give gave på i alt op til 6.900 kr. og derefter trække beløbet minus 500 kr. fra på selvangivelsen. Ægtefæller har hver sit fradrag og kan således fratrække op til 13.800 kr. minus 1000 kr. =12.800 kr. Den årlige gave til hver godkendt modtager skal være på mindst 500 kr. for at kunne udløse fradrag. Dette fradrag fratrækkes efter ligningslovens 8a. Reglerne for gavebreve efter 12 er uændrede www. engodsag.dk er altid værd at gæste. Når man handler der, støtter man samtidig Dansk Børnefond ligesom mange andre organisationer er med. D.2 maj vil der være ekstra mange særtilbud, der gør det endnu mere attraktivt at handle i de 220 forretninger, der bakker op omkring det gode initiativ, vi tidligere har omtalt. Kik ind, varerne er ikke dyrere, men vi får gavn af din handel.

3 Børn i Asamang skolen Formandsberetning Dansk Børnefond skaber ringe i vandet. Dansk Børnefond har igen haft et godt år. Godt, først og fremmest fordi året har betydet en uvurderlig hjælp til knapt 2000 børn, foruden den hjælp, de mange fadderskaber og gaver har betydet for børnenes familier og skoler og lokalsamfund. Et af de mest ulykkelige og fastlåste problemer for børnene i den tredje verden er fattigdommen og med den en manglende mulighed for at få uddannelse. At være barn under disse forhold er som at være håndværker uden værktøjer eller redskaber. Og den vigtigste hjælp, vi kan give disse mennesker og deres samfund, er hjælp til uddannelse. Sammen med uddannelsen modtager børnene de redskaber, som kan hjælpe dem ud af fattigdom og umenneskelige og uværdige levevilkår. Gennem det sidste år (regnskabsåret fra 1. september 2003 31. august 2004) har Dansk Børnefond modtaget godt 2,4 millioner kr. i fadderskabsbidrag. Ud over disse bidrag har vi modtaget mere end 200.000 kr. fra private fonde og tilskud fra Tips- og Lottomidler. Endelig har vi modtaget knapt 600.000 kr. til øremærkede formål fra private fonde og Tips- og Lottomidler. Disse øremærkede gaver er givet som støtte til konkrete hjælpeprojekter i de områder, hvor Dansk Børnefonds børn bliver hjulpet gennem fjernadoption. Nogle af disse projekter vil blive omtalt af Inger Mortensen i rapporten fra den daglige ledelse. Dansk Børnefond hjælper 1855 børn gennem fjernadoption. Derudover sender Dansk Børnefond økonomisk hjælp til adskillige støtteprojekter i de lokalområder, hvor børnene bor. Hermed bliver det muligt at nå ikke kun vore børn, men sammen med dem, deres søskende og familier, deres kammerater og endda i mange tilfælde ud til lokalsamfundet. Det er alle disse ringe i vandet, som skaber forudsætningerne for, at børnene ikke fastholdes i fattigdommen og dens følger, men får et varigt eksistensgrundlag, hvor de kan præge deres egen tilværelse og deltage aktivt i det lokale samfundsliv. I en tid, hvor tusinder af mennesker på grund af katastrofer, fattigdom, krig og undertrykkelse tvinges ud i opbrud for kun at lide flygtningenes ubærlige vilkår, ønsker vi at hjælpe det enkelte barn til sammen med sin familie at opnå bedre sundhed og uddannelse og dermed et værdigt liv. Og vi ser det som et mål at kunne hjælpe den enkelte til at leve i frihed og i harmoni med sine omgivelser. Men nu er det vigtigt at huske, at alle disse gode og flotte intentioner og målsætninger kan ikke blot vedtages ved et bestyrelsesmøde og på en generalforsamling. De kan kun føres ud i livet fordi der står mange mennesker sammen om opgaven. Her tænker jeg på de mange faddere ud over landet og uden for landets grænser, som gør det muligt for os at formidle den nødvendige økonomiske hjælp til

4 Der deles skolematerialer ud børnene gennem vore samarbejdspartnere. Der skal derfor sendes en stor tak til de 1542 faddere, som har vist os den tillid at forvalte og formidle de mange midler til gavn for børnene. Jeg tænker også på de fondsbestyrelser, som har valgt at give af deres midler til Dansk Børnefonds arbejde. Foruden de bidrag, vi har modtaget fra Tips- og Lotto midlerne, har vi modtaget gaver fra Ole Kirks Fond, Spejderhjælpen, Mads Clausens Fond, Augustinusfonden, Grundfos og Novo Nordisk Medarbejderfond. Alle disse bidrag er modtaget med stor tak. En oversigt over de aktiviteter, skoler og centre, som nyder godt af Dansk Børnefonds arbejde findes i Dansk Børnefonds nyhedsblad, som sendes til alle faddere og bidragsydere. Fra bestyrelsens arbejde Blandt de emner, som bestyrelsen har arbejdet med ud over den sædvanlige agenda kan jeg nævne et par opgaver. Bestyrelsen modtager fra tid til anden ansøgninger fra personer om støtte til videreuddannelse. Bestyrelsen har derfor drøftet, hvilke retningslinier, man vil følge ved behandling af disse henvendelser. I udgangspunktet er fokus for Dansk Børnefond at hjælpe børn til en basisuddannelse, og i dette fokus prioriterer Dansk Børnefond uddannelse, mad og helse som nødvendige forudsætninger for en god start i livet. Hvis der kommer ansøgninger om videreuddannelse, må ansøgningen i forvejen have fuld støtte fra det projekt, ansøgeren har været knyttet til. Desuden vil det prioriteres meget højt, at uddannelsen finder sted i det land eller den region, hvor ansøgeren kommer fra. Endelig vægtes det meget højt, at ansøgeren kan blive en ressourceperson for det samfund, han/hun lever i. Bestyrelsen har også i det forgangne år gennemgået og revideret de kontraktaftaler, som indgås med samarbejdsparterne i de forskellige projekter. Dette er sket for at vi stadig kan sikre, at forvaltningen af de midler, som sendes til projekterne, sker i fuld harmoni med Dansk Børnefonds målsætning. Der er udarbejdet tydeligere vejledning for det bestyrelsesarbejde, som udføres på stedet, og tydelige retningslinier for forvaltning og revision af de økonomiske midler. Vi har allerede erfaret, at denne tydeliggørelse har hjulpet og effektiviseret bestyrelsesarbejdet i projekterne, og vi tror også, at de reviderede kontraktaftaler kan være med til at forebygge administrative problemer og sikre en fortsat ansvarlig ledelse i projekterne. Gennem årene har Dansk Børnefond opbygget et godt og tillidsfuldt samarbejde med de efterhånden mange samarbejdspartnere. Det er en vigtig og nødvendig forudsætning for, at vi kan leve op til vore målsætninger ud i alle led i projekterne. Men på hjemmefronten trækkes det store læs af den daglige ledelse, Inger og Rudy Mortensen. Deres arbejdsbeskrivelse er meget alsidig og yderst omfattende. For det alt sammen skylder vi dem stor tak. Endelig vil jeg sige tak til bestyrelsen for godt samarbejde gennem året. Carl-David Andreasen 25. januar 2005

5 Kvinderne i Masanga har fået en ny shop Prikken over í et. Mette B Madsen, der er en af vore sponsorer, har været i Rwanda og har sendt denne beretning om besøg hos sit fadderbarn. Det var en kold vinterdag i 2003. Jeg var på vej til Kastrup lufthavn, hvorfra jeg skulle flyve til det Afrika, jeg altid har drømt om at opleve. Jeg skulle til Kenya og Uganda for at deltage i nogle projekter Mellemfolkeligt Samvirke har igangsat sammen med lokale i de to lande. Jeg glædede mig meget, men allerede inden jeg forlod Danmark, vidste jeg, hvad der ville være prikken over í et på denne rejse- det ville nemlig være at besøge mit fadderbarn Ingabire i Rwanda! Og allerede på denne kolde januardag på vej til Kastrup, tænkte jeg på, om det mon ville lykkes mig at besøge hende Og hvorfor skulle det så ikke være muligt? Hvorfor ikke allerede nu beslutte mig for at besøge hende? Min grund dertil var, at det var min første store rejse på egen hånd til så fremmed et kontinent, og jeg vidste endnu ikke, hvad det vil sige at rejse i Afrika. Derfor besluttede jeg mig for at udskyde beslutningen til jeg kom derned for bedre at kunne vurdere, om jeg ville føle mig tryg ved at begive mig ud på en rejse til Rwanda. Efter knap to måneder i Kenya blev det tid til at rejse til Uganda for at deltage i projektet der. Jeg tog derover sammen med en dansk veninde. Da jeg kom til Uganda, gjorde avisernes forsider stort indtryk på mig. Der var nemlig konstant store fede overskrifter om uroligheder på grænseområderne mellem Uganda og Rwanda. De gamle stridigheder var tydeligvis ikke lagt helt til ro, og jeg fandt det svært at vurdere hvor alvorligt, jeg skulle tage det. Selvfølgelig var det tydeligt, der var områder, det ikke ville være klogt af mig at opsøge. Men ville det være dumdristigt overhovedet at rejse af sted? Og var disse overskrifter hverdagskost i Ugandas aviser,eller betød de, at gamle stridigheder var ved at blusse op igen? En indfødt ven fortalte mig om en grænseovergang jeg trygt kunne benytte mig af hvis jeg ville til Rwanda. Det gjorde mig mere fortrøstningsfuld, men jeg var stadig skeptisk! Jeg gik på Rwandas ambassade og de anbefalede mig samme grænseovergang som min afrikanske ven. Jeg besluttede mig - Jeg ville af sted! Jeg fik fat i John, som står for fadderbørnene i Rwanda. Han syntes det lød spændende at jeg ville komme, og han kontaktede straks Ingabire, som blev overrasket, beæret og glad for at jeg ville komme. Og to dage efter sad jeg i en bus på vej til Rwanda. Jeg rejste sammen med en ny dansk veninde, jeg havde mødt i Uganda, da jeg ikke ønskede at rejse alene. Vi havde svedige hænder og bad mange bønner på den 9 timer lange bustur, da det var noget af en vild kørsel, vi blev præsenteret for. I Kigali tog John imod os. Vi kørte hen til Adventistkirkens hovedkontor, hvor vi skulle bo. Vi blev

6 Mødet mellem Mette og Ingabire indlogeret og til min store glæde, fortalte John mig, at han havde aftalt et besøg hos Ingabire allerede samme aften. Jeg var spændt og glædede mig til at se hende. Det var specielt pludselig at være så tæt på det møde med hende, som jeg havde håbet på, at få lov at opleve. Vi kørte af sted, vi kørte ud af byen, det blev mere og mere mørkt, og vejene blev mere og mere slidte og humblede som vi bevægede os væk fra centrum. Vi kørte op af en humblet vej, hvor husene igen begyndte at ligge tæt, og jeg fornemmede, at vi måtte være lige i nærheden nu. Så holdt John ind, vi steg ud af bilen, og jeg kiggede mig spændt omkring. Både John, hans kone og børn var taget med på turen - det var tydeligt, at dette også var en speciel oplevelse for dem. Vi gik op af nogle små stier mellem de tæt liggende huse. Vi gik ind i en smal gyde mellem to høje mure. Derinde for enden lå et lille hus med lys i vinduerne - vi var der. Det føltes helt uvirkeligt - tænk at jeg virkelig var der nu - lige uden for Ingabire s hjem! Vi hilste genert, det var helt specielt! Vi hilste ligeledes på Ingabire s bedsteforældre. Ingabire bor hos dem, da hun mistede både forældre og søskende i borgerkrigen. Vi satte os i den lille stue. John var vores tolk, så vi snakkede gennem ham. Vi blev budt på sodavand, som de havde købt i anledningen af, at jeg skulle komme. Så gik Ingabire ud bagved og kom tilbage med en lille pige på armen, hendes etårige datter Grace. Hun havde en lille yndig rød kjole på som jeg kunne genkende det var den kjole jeg havde købt i H&M et halvt år i forvejen og havde sendt af sted, i håbet om, at den ville nå frem sammen med et brev, der anerkendte, at Ingabire havde fået et barn, selv om det var udenfor ægteskabet. Dette havde naturligvis været meget svært for hende at tackle og fortælle, og det havde været vigtigt for mig, ikke at bebrejde, men i stedet opmuntre hende til at være tilstede i situationen, som den nu var. Og der kom hun altså med denne dejlige lille pige, Grace! Det varmede mig at opleve hende som en varm og stolt mor! Jeg havde billeder med af familie og venner i Danmark, samt billeder af en dansk jul, sne, bøgeskov og hvad der nu ellers er dansk. Aftenen blev intens og kort, før vi atter måtte tage af sted, men vi aftalte at min veninde og jeg skulle komme tilbage næste formiddag. John ville prøve at skaffe en tolk, hvilket Ingabire ønskede, da hun ikke var så sikker i sit engelsk, og jeg derimod, ikke som hun kunne fransk! Men det lykkedes heldigvis ikke - heldigvis skriver jeg, da jeg meget hellere ville have den direkte kontakt til Ingabire, uden en tolk! Og vi nød den næste dag sammen og kommunikationen gik fint! Vi gik en tur op til skolen, hvor Ingabire går. Det var spændende at se både skolen og området, hvor hun bor. Hun gik med sit barn på ryggen og en paraply, så barnet blev skærmet for den varme sol. Hun viste mig et hus de byggede på. De byggede på huset, når de havde lidt penge til at købe materialer for og håbede snart at kunne flytte derover, så de kunne slippe for den udgift, de havde i leje af deres nuværende hjem. Da vi kom hjem fra vores gåtur serverede hendes bedstemor god mad for os - det var tydeligt, vi var æresgæster! Om eftermiddagen besøgte vi Ingabire s moster, som boede med

Det er ikke så enkelt at bære et barn på ryggen sin familie lige i nærheden. Om aftenen hyggede Ingabire, Grace, min veninde og jeg os med at lave mad sammen. Det var hyggeligt og vi nød at være sammen på afslappet vis, taget i betragtning, at vi lige havde mødt hinanden. Det var specielt at lære hinanden at kende, fordi der jo i forvejen var et betydningsfuldt bånd imellem os! Ingabire s taknemmelighed for min økonomiske hjælp var stor, og det var rørende at få at vide og mærke. Det var så dejligt, at opleve, hvad det betyder at få en udstrakt hånd, der hvor man ikke selv kan klare sig det var rørende at se, hvordan hun arbejde seriøst for at skabe de bedste muligheder for sig selv og sit barn og bedsteforældrene, ved at arbejde hårdt med skolearbejdet. Tænk at kunne give hende denne mulighed og så se, hvilken stor betydning, det rent faktisk har og vil få på længere sigt! Ingabire vil være sygeplejerske. Og så jokede vi lidt med, at hun jo så, når hun er færdig uddannet, kan være sponsor for mig, det sidste år af min studietid! Jeg havde en gave med til hende og Grace. En kjole til Grace samt en neglelak og en bibel til Ingabire, så vi hyggede os med at putte den lille Grace i den alt for store kjole og lægge neglelak på. Ingabire havde også købt en gave til både min veninde og jeg det var en dejlig og varmende overraskelse. Jeg fik en træfigur bestående af to giraffer, hvilket betyder meget for mig. Man siger jo, at giraffen er det dyr, der har det største hjerte, og figuren minder mig i bogstaveligste forstand om en hjertesag den minder mig om den forbindelse der er mellem Ingabire s og mit hjerte, den gensidige omtanke og given hinanden værdi. Om aftenen, da vi havde spist aftensmad, satte vi os ind på Ingabire s værelse, hvor hendes bedstemor sad og madede Ingabire s moster på tyve år, der spastisk lammet og sengeliggende. Det var tydeligt, at Ingabire havde sit dejlige væsen et sted fra, for bedstemoderens kærlighed til og varme omsorg for sit syge barn, var rørende. Ingabire satte sig til at synge, medens bedstemoderen madede sin datter og stemningen var meget intens. Det var rørende, at mærke dette sammenhold og al den varme midt i noget, som faktisk er svært, at skulle tackle som en fattig familie! Så kom John og hentede os igen! Tilbage i min sovepose kunne jeg lægge mig til at sove, træt efter en intens og meget betydningsfuld dag! Næste dag var vi til gudstjeneste sammen med Johns kone, derefter blev vi igen kørt ud til Ingabire. Det var vore sidste timer sammen. Ingabire`s moster og hendes familie kom på besøg, og vi skulle jo selvfølgelig have taget et familiebillede med mig og dem alle sammen. Vi hyggede os sammen, Ingabire og mig sad sammen og snakkede lidt, men vi var også bare stille sammen. - vi nød vel bare at være i hinandens nærvær, inden jeg måtte rejse af sted igen. Vi sluttede aftenen af med at stå i rundkreds med hinanden i hænderne og Ingabire s bedstemor bad en bøn. Jeg forstod ikke, hvad hun sagde, men det betød ikke noget - bare det at være sammen i bøn, var stort, og en dejlig måde at tage afsked på! Jeg kunne pludselig mærke tårerne trænge sig på både i dyb taknemmelighed for den dejlige tid, jeg havde haft sammen med Ingabire og hendes familie, og i sorg over at måtte tage af sted. Ingabire måtte ligesom mig bakse lidt med tårerne, der selvfølgelig var velkomne men min reaktion føltes bare overrumplende i en også ret overrumplende situation. Ingabire og jeg gik med hinanden i hænderne ned til bilen - vi sagde ikke noget! Så gav vi hinanden et farvelknus det var hårdt at sige farvel, og det var ligeledes hårdt atter at sidde på bagsædet af bilen, denne gang for at blive transporteret væk fra et menneske, som har en særlig betydning for mig, og for hvem jeg også er betydningsfuld. Det var blandede følelser,jeg sad 7

8 Der hygges over madlavningen med på vejen derfra - følelser af taknemmelighed og følelser af sorg over at være på vej væk derfra! Næste morgen kørte John min veninde og jeg til bussen, og vi brugte atter 9 timer med svedige og foldede hænder på den lidt for heftige bustur tilbage til Uganda. Jeg rejste fra Rwanda, beriget med et betydningsfuldt møde med et betydningsfuldt menneske. Jeg tog derfra med en beriget følelse af, hvor vigtigt det er, at vi tager os af hinanden, og med en meget intens oplevelse af, hvad det kan betyde, at få en håndsrækning, der, hvor man ikke selv kan klare det. Jeg så, hvilken energi, det kan udløse, i og med jeg så, hvordan Ingabire arbejdede med at skabe et godt livsgrundlag ved at arbejde seriøst med skolen, - det på trods af en barsk skæbne, der lader hende savne sine allerkæreste hver dag. Anne Dorte Michelsen synger i en af sine sange sætningen vi har jo brug for hinanden og det har vi! Prikken over i et på min rejse i Afrika var at møde Ingabire og en ekstra prik over i et at opleve, at man som menneske ikke kun har brug for andre, men også har brug for den værdighed, der ligger i at andre har brug for én. Den værdighed får jeg blandt andet i og med at Ingabire har brug for mig og at jeg møder hende i det behov. Det er enormt stort at give hende muligheden for at få den samme værdighed, for som mor til Grace og som kommende forsørger af sine bedsteforældre, ved hun, at de har brug for hende, - og med en uddannelse, der kan give hende et arbejde, får hun den værdighed, der ligger i, at hun møder det behov, de har for hende! Vi har jo brug for hinanden Årsmødet blev afholdt d. 25 januar. En lille gruppe havde fundet vej til Dansk Børnefonds kontor hvor formanden Carl-David Andreasen bød velkommen. Rudy Mortensen blev valgt som dirigent og erklærede årsmødet for lovlig indvarslet og åbnet. Bestyrelsens rapport for det forløbne år blev aflagt af Carl-David Andreasen. Beretningen blev godkendt. Denne beretning kan læses andet sted i bladet. Regnskab blev fremlagt af Revisor Poul Johansson, ReviFaxe. Regnskabet blev drøftet og godkendt. Daglig leders rapport blev aflagt og forelå desuden skriftlig til de fremmødte. Også denne rapport er at finde i bladet. Årsbidragets størrelse pr. Barn pr. Måned, blev drøftet, og bestyrelsens forslag om, at det forblev uændret på 140/225 kr, blev vedtaget. Valg af bestyrelse og revisor Efter at have deltaget i bestyrelsesarbejdet siden 1989 ønskede Pia Elkjær at holde en pause. Kaj H. Rasmussen, der har været suppleant, blev anmodet om at indtræde i hendes sted, hvilket blev accepteret. Kaj Rasmussen har mange års erfaring gennem arbejde i bl.a. Rwanda med sig ind i bestyrelsesarbejdet. Carl - David Andreasen og Doris Jørgensen var på valg og begge var

9 Der graves og bygges villige til at tage endnu en tørn og blev genvalgt. Suppleant Jane Harlund blev ligeledes genvalgt. Det samme gjaldt organisationens revisor ReviFaxe. også ved Ntsomso skolen Den samlede bestyrelse ser herefter således ud: Carl - David Andreasen Doris Jørgensen Lennart Møller Else Pedersen Kaj Rasmussen. Suppleant: Jane Harlund Revisor: ReviFaxe Under eventuelt var der lejlighed til drøftelse og spørgsmål. Carl - David Andreasen takkede for fremmøde og årsmødet blev afsluttet.

10 Daglig leders rapport Alles øjne, tanker og midler har været fokuseret på Asien i den sidste måneds tid, og desværre med alt for god grund Som mange andre, har jeg været klistret til fjernsynsskærmen og radioen og levet med i tragedien. Så er det man spørger sig selv : Hvor længe holder interessen, hvad om to måneder, om et år? Hvad husker vi da, hvad gør vi da, hvordan støtter vi da? Dansk Børnefond har den store opgave at være der, når pressens interesse er forsvundet, når avisernes overskrift er væk og fokus er flyttet et andet sted hen. Egentlig kan det være virkelig svært at holde sig selv fast på, når man ser de forfærdelige billeder, som vi har set. Det har været godt at se, at mange har villet hjælpe til, for den hjælp er uundværlig, men jeg ved også,at den hjælp, vi gennem vores arbejde kan yde,er af stor og nødvendig værdi. Igen har vi oplevet et spændende år, med mange gode oplevelser, men ind imellem med udfordringer, som vi gerne havde været foruden. Hvordan vælges børnene? Det er en stor glæde - og en stor udfordring - at besøge projekterne. Det er først og fremmest dejligt at møde vore samarbejdspartnere, at få sat ansigt på, få talt sammen. Tingene er langt lettere at løse ansigt til ansigt og derfor er disse besøg af uendelig stor betydning for begge partner. Noget af det, der betyder meget for mig under besøg i projekterne,er at besøge børnenes hjem. Da får man et helt andet indtryk end man gør, når man ser børnene i skole eller dagcenter En anden oplevelse er, at få lov at overvære, hvorledes børnene bliver udvalgt under hensynstagen til de kriterier projektet har fået fra os. Dette tog vi del i, under vort sidste besøg i Gambia. Der var indkaldt ansøgninger til ledige pladser og da ansøgerne skulle vurderes, blev vi indbudt til at tage del. Børn, forældre og slægtninge havde på forhånd indgivet en ansøgning, og fået besked på at møde op til samtale. Først blev børnene kaldt frem foran den samlede bestyrelse og udspurgt - alt i en meget varm og positiv atmosfære med stor hensynstagen til det var børn. Dernæst var det de voksnes tur, her blev informationerne fra barnet kontrolleret og der skulle svares på spørgsmålet, hvorfor man mente sig berettiget til at ens barn skulle have et fadderskab, hvilken indkomst man havde m.v. Lykken er at få en ny gangsvogn Der blev gjort et virkeligt stort arbejde, for at sikre sig, at det var børn fra absolut økonomisk dårligt stillede familier. Efter samtalen vurderede den samlede bestyrelse, om dette barn skulle i betragtning. Alle hjem blev herefter besøgt, så man ved selvsyn kunne se, at tingene var i overensstemmelse med hvad, der var fortalt. Et stort arbejde for bestyrelsen i projektet. Vi sidder tilbage med stor taknemmelighed over ikke selv at skulle stemme for eller imod. Alle trængte de jo i virkeligheden til den hjælp, et fadderskab giver.

Nu kan der bages brød Igennem det år der gik, fik vi lov at række en hjælpende hånd til mange børn og unge, udover selve det månedlige bidrag. Der var de unge på et dagcenter i Bolivia, der fik nye briller, hvilken glæde, det var for dem, pludselig at kunne følge med i skolen, fordi de nu kunne se, hvad der stod på tavlen. En tolvårig skrev, at hun betragtede brillerne som en gave fra Gud, for hendes mor ville aldrig haft råd til at købe dem til hende. Sovesalen før i Tetrefu... dertiden begge, er i fængsel, og barnet undertiden må være i fængslet og bliver afhentet hver morgen af lederen for dagcentret og igen om aftenen bliver bragt tilbage. I dette område er mange gadebørn, som man tager sig af. Ønsket var, at give børnene en praktisk træning, for at forberede dem på selv at kunne tjene til livets ophold, og samtidig skabe en indkomstmulighed for centret. Et bageriprojekt stod på ønskelisten. Man var begyndt i det små, men manglede ordentlige maskiner og ovne. De unge var meget begejstrede over at være med og syntes det var spændende. Her skaffede vi midler til at ombygning af lokaler, til indkøb af maskiner, store ovne og hvad ellers der skal til. Nu er man i gang med at lave en lille forretning ud af det samtidig med at de unge får lært et fag. Man har måttet rationere, hvor meget de unge tager del, for de får ikke lov til at forsømme deres skole til fordel for arbejdet. Det er et af de projekter, jeg begejstres meget over, fordi det er med til at gøre projektet mere uafhængigt og samtidig får de unge på vej. I Kumasi området i Ghana har vi vores trofaste Mr. Kwateng som kontaktperson. Han har arbejdet for og med os gennem mange år og er en god samarbejdspartner, som er meget bevidst om, at den hjælp, vi kan skaffe, skal gå til de steder, hvor det er absolut mest nødvendigt. Han sendte os nogle ansøgning, han havde modtaget, nogle af dem fra det Ghanesiske skolevæsen, andre fra Adventistkirken. Det drejede sig om En teknisk skole i Tetrefu, hvor der er plads til 120 elever i alderen 15 til 24 år. De unge får en praktisk håndværksmæssig uddannelse. Mange af disse unge har 11 Der var spastiker drengen, der fik ny kørestol og en ny gangvogn og nyt specialfodtøj, hvor var hans mor lykkelig, for denne opgave kunne hun ikke løfte. Der var de unge på Cathalina Booth centret i Cochabamba i Bolivia. Centret har plads til 150 børn og unge i alderen fra 1-19 år. Børn, der kommer fra byens slumområder, børn hvor mor eller far, un-

12 kontor. Klasseværelserne har tag, som det drypper kraftigt igennem,når det regner. Væggene er ikke pudsede, ej heller har de set maling. Der er ingen døre og vinduer og nogle af væggene er i en meget ustabil tilstand og gulvene er lerstampede. Geder, høns og får har efter skoletid deres gang i lokalerne, så det første man må gøre om morgenen, er at rydde op efter dem, inden undervisningen kan begynde. Og sådan er sovesalen nu svært ved det boglige, men er gode med deres hænder. Der er satset meget på, at netop denne gruppe skulle få en mulighed, så de ikke ender op i arbejdsløshed. De unge kommer fra et større område, og først for nylig blev det muligt for dem at bo på skolen. Indtil da, lejede de sig ind hos lokale folk. Det gav store problemer, ikke mindst fordi mange af pigerne blev seksuelt misbrugt, samtidigt var det meget svært for eleverne at få den nødvendige ro. Det var en stor hjælp, da man fik opført de to sovesale. Men man havde ingen senge. De unge måtte sove på gulvet, i bedste fald med et tæppe som underlag. Vi fik skaffet midler til 6o køjesenge med madrasser, sengene blev fremstillet af skolens elever og ser meget solide ud. Vi modtog et fint brev fra lederen af skolen,der på vegne af den lokale chief, hele det lille samfund og eleverne takkede hjertelig for de nye senge og lovede at passe godt på dem. Man afslutter med at skrive at denne komfort vil hjælpe eleverne til at studere hårdt, bestå deres eksamener og blive gode samfundsborgere.- så vort arbejde kan have vidtrækkende konsekvenser. Asamang SDA Primary School Er ligeledes beliggende i Kumasi området i Ghana. 165 elever i alderen 6-10 år og 7 lærere har her deres arbejdsplads. Skolen består af to bygninger med fem klasseværelser og et lille Renovation er tiltrængt Nu er bygningerne blevet gennemrenoveret, der er sat døre og vinduer i, der er lagt cementgulv, væggene er blevet malet ud og indvendig og en veranda omkring den ene bygning, er der også blevet til. Men ikke alene bygningerne er sat i stand. Der er også kommet borde, stole og tavler ind. Dette er alt sammen med til at løfte hele det lille samfund og give mere livsmod til de fattige bønder og småhandlende, der befolker området, og ikke mindst give børnene bedre indlæringsmuligheder. Også her har man lovet os at passe godt på tingene.

13 Vi venter på vores nye skole Annyaano Primary School blev for flere siden bygget af Kumasi kommune i et område, hvor de fleste er meget fattige, analfabeter og arbejdsløse. Folk, der bor her, er kommet fra det nordlige Ghana og har søgt ned i landet i håb om at finde arbejde. Nu overlever de ved at sælge på gaden. Det kan være brød, sæbe, lommetørklæder, ja, hvad som helst, man kan forestille sig. De går mellem bilerne og prøver at sælge deres varer Det er en kummerlig levevej. Andre har en lille, dårlig jordlod, som de dyrker uden meget afkast. Mange børn strejfer rundt på gaderne og i bushen eller på lossepladserne, børn helt ned i 3-5 års. alderen. i arbejdet på frivillig basis og ydede, hvad de kunne. Men som nævnt, det er en meget fattig befolkning, så da man havde nået et stykke af bygningen, gik det i stå. Derfor kom der en ansøgning til os om at hjælpe med at få børnehaven færdiggjort. Det er nu sket og det betyder, at 60 børn ikke længere skal strejfe om som gadebørn, med alt hvad det indebærer, 60 børn, der får Alle er klar til at tage fat på Ntsomo skolen mulighed for at lære noget og forældre, der trygt kan gå på arbejde. Medens vi er i Kumasi området kan det også nævnes, at vi har skaffet inventar til SDA Secondary and Technical School i Ntsomo, hvor lokale havde gjort en stor del af arbejdet med at bygge seks Det blev besluttet, at man var nødt til at gøre noget og begyndte at bygge en børnehave Her kunne børnene komme, være trygge, få en mulighed for at lære noget. Folk gik med

14 Der bygges i Masanga klasseværelser, der hver er beregnet til 35 elever. Midlerne til dette byggeri var kommet fra USA, men der havde ikke været penge til inventar. Det blev en hjælp, vi kunne give. 210 borde og bænke blev fremstillet af det bedste træ og arbejdet skulle være af høj standard, som der står i kontrakten, og på denne måde har vi været med til, at skabe et godt indlærings miljø. Jo, vi har god grund til at være taknemmelig for de midler, der Nye borde og bænke bliver til

kommer fra diverse fonde til store og små projekter. I det nordlige Ghana i Tamale har vi flere ting i gang med hensyn til renovering af skoler, inventar til flere skoler og opførelse af en lille kantine. I den sydlige del af Ghana i Accra har vi et større projekt i gang i forbindelse med Hansen Road skolen. Man er ved at bygge et teglværk som indkomst skabende projekt, men disse projekter skal der blive fortalt om ved en senere lejlighed. Sierra Leone har igen i år fået hjælp til flere brønde i landsbyerne omkring Masanga og en bygning til brug som administrationsbygning for Masanga Children`s fond. Hidtil har Joseph Lamin lagt dagligstue til dette formål, men i længden er det ikke holdbart, når der skal tales om sociale problemer med både børn og forældre, deles ris og andre fødevarer ud og mange andre ting. Også dette projekt kan vi komme tilbage til. Vi har en lille drøm, tænk, hvis alle vore sponsorer kunne få en anden person til også at støtte bare ét barn gennem os. Det ville være en fantastisk hjælp. Vi har desværre fortsat en del børn uden sponsorer. Ikke mindst er det meget svært, at få hjælp til vore børn og unge i Pakistan, men også Afrika har stort behov. Kunne vi alle gøre en indsats for at gøre andre interesserede og måske også selv overveje at tage ét barn mere. Tak for bidrag fra fonde, der hjælper os til at genopbygge og forny. Tak for dejligt tøj, for brugte frimærker, for søde og opmuntrende breve. Sidst en hjertelig tak til Dansk Børnefonds bestyrelse og revisor for godt samarbejde. Inger Mortensen Daglig leder Vemmetofte 25/1 2005 Gode nyheder! Endnu engang vil vi gerne på mange børns vegne sige en stor tak. Hvordan gik det? Blev nogle af vore børn ramt af Tsunamien? Dette spørgsmål er vi blevet stillet flere gange. Vi er i den lykkelige situation, at på Sri Lanka ligger Lakpahana skolen langt inde i landet, ca. 100 km fra kysten og uden for de berørte områder. Karen og Poul Essig rejste før jul tilbage til USA for at blive og vi har fået en ny kontaktperson dernede, Anthony Francis. Han skriver: Det var et Guds mirakel, at alle børnene og deres kære er i god behold. Skolen fungerer som normalt. Men selvfølgelig er man dybt berørt af den katastrofe, der har ramt landet. 15 Men det er ikke kun Bolivia, Ghana eller Sierra Leone. Mange andre projekter, små som store, kan der fortælles om. Vi kan tage til Sri Lanka, til Bangladesh, til Indien, Pakistan, Peru, Chile, Uganda Rwanda, mange steder, hvor hjælpen fra Danmark kommer frem og virkelig er en hjælp, der gør en forskel. Men tiden må være inde til at slutte med en stor tak til vore faddere for trofast støtte, det månedlige bidrag betyder mere end I regner med. Vi har et stort ønske for det nye år, vi er kommet ind i. At der vil være rigtig mange,der vil fortælle, om det, at have et sponsorbarn. Lige i begyndelsen af februar kom et dejligt brev med et beløb på 225.000 kr. samt besked om, at to ansøgninger var blevet godkendt. Fonden af 17/12 1981 viste os endnu engang den tillid, at gå ind i nogle af vore projekter. En skole i Uganda vil bygge nye undervisningslokaler, og en skole i Gambia vil få et meget tiltrængt køkken. Begge dele vil vi vende tilbage til og fortælle mere om i et senere blad. Heller ikke vore børn og unge i Indien har været berørt. Husk: Hvis man sender f.eks. fødselsdagsgave til sit barn, må beløbet være Dansk Børnefonds kontor i hænde mindst to måneder før. Vi sætter stor pris på,at få adresseændringer, ellers kan vi let miste kontakten.

DANSK BØRNEFOND s aktiviteter Bangladesh:»Frelsens Hær s Integrerede børnecenter ICC Savar«Børnehjem uden for Dakka. Blinde drenge og normalt seende piger, der oftest er forældreløse eller kun har den ene af forældrene. Samarbejdspartner: Frelsens Hær. Bolivia: Daghjem for børn.»catalina Booth«i Cochabamba,»Achiacala«I La Paz,»Villa Cosmos«i udkanten af La Paz,»El Temporal«i Cochabamba, samt»centro Oruro«i Oruro. Desuden»Centro Sucre«i Sucre. Mad/Helse/undervisning. Samarbejdspartner: Frelsens Hær. Chile: Daghjem for børn: Centro Puento Altoo i Santiago Nueva Extramadore i udkanten af Santiago Neptuno i Santiago, endvidere William Booth School i Osorno samt Catalina Booth skolen i Calama. Samarbejdspartner: Frelsens Hær. Gambia: New Jeshwang Education Centre. Undervisning, mad og helse. Samarbejdspartner: Adventistkirken. Ghana: Hansen Road skolen i Accra. Adventist Prep.School i Kumasi, Atakrom skolen, Jacobu skolen. Kortwia Community skolen ved Bekwai i Ashanti regionen. Desuden Kalpohimskolen, Tamale S.D.A. Prep. School og Jakarayili skolen i Tamale. Samarbejdspartner: Adventistkirken. Indien: Arbejde blandt tibetanske flygtninge, mest i Dharamsala og Delhi. Hjælpeprogram for børn og unge. Undervisning/mad og helse. Samarbejdspartner for disse og flere projekter for tibetanske flygtninge også i Bhutan og Sikkim: His Hollines the Dalai Lama s Department of Education. Pakistan: Pakistan Adventist Seminary. Kostskole for børn og unge. Skolen er beliggende i Farooqabad Mandi. Mad/Helse/Undervisning. Samarbejdspartner: Adventistkirken. Peru: Daghjem for børn»centro Vitarte«i Vitarte og»san Martin«i Lima. Mad/helse/undervisning. Samarbejdspartner: Frelsens Hær. Rwanda: Børn og unge i forskellige skoler. Undervisning/mad og helse. Samarbejdspartner: Adventistkirken. Sierra Leone: Masanga Leprosy Hospital Children s Fund. Landsbyskoler i Masanga Landsbyen og i omliggende landsbyer. Desuden børn i Freetown og omegn. Undervisning, mad/helse. Primært omsorg for børn af spedalske forældre. Samarbejdspartner: Adventistkirken. Sri Lanka: Lakpahana Adventist College. Kostskole med videregående uddannelse. Samarbejdspartner : Adventistkirken. Udover direkte støtte til børnenes underhold, ydes hjælp til skolebyggeri, renoveringer samt til brønde, latriner, hjælp til operationer m.v. Dansk Børnefond er ikke forpligtet af eller bundet til det religiøse eller politiske syn, vore samarbejdspartnere står for. Ja, jeg vil gerne være fadder og betaler 140 kr. mdl. Jeg forpligter mig til at opsige med mindst én måneds varsel. Jeg ønsker at betale pr. md. pr. kvt. halvårlig helårlig Navn... Adresse...