Energi & Forsyning September 2013
Indholdsfortegnelse Introduktion Differentierede kubikmetertakster for afledning af spildevand og ændring af reglerne om særbidrag Rammerne for anvendelse af kommunal garantistillelse på forsyningsområdet Uafhængighedskrav til netselskabers interne overvågningsansvarlige 4 8 12 Den 6. september 2013 trådte de nye regler om fastsættelse af den variable del af vandafledningsbidraget i kraft. I dette nyhedsbrev gennemgår vi hovedlinjerne i den udstedte bekendtgørelse herom, ligesom vi peger på de kommende tiltag for henholdsvis spildevandsforsyningsselskaberne og ejerkommunerne. Spildevandsforsyningsselskaberne skal udarbejde ny betalingsvedtægt inden den 1. december, og disse skal være godkendt i de respektive kommunalbestyrelser senest den 31. december 2013. at medtage en artikel, som overordnet gengiver de retlige rammer for kommunal garantistillelse til energiog forsyningsselskaberne. Endelig har vi kort og på baggrund af seneste praksis fra Energitilsynet gennemgået de gældende rammer for uafhængighedskrav til netselskabers interne overvågningsansvarlige. Med venlig hilsen Som vi også peger på i nyhedsbrevet, kan der formentlig forudses en række afgrænsningsproblemer bl.a. i henseende til det nyindførte kriterium i bekendtgørelsen erhverv, der drives på markedsmæssige vilkår. På baggrund af den seneste tids megen diskussion om rammerne for kommunal garantistillelse til forskellige typer forsyningsselskaber og herunder den forholdsvis afklarende udtalelse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet af 4. juni 2013 har vi endvidere valgt Jacob Christiansen Partner Dir. tlf.: 33 34 08 50 Mobil: 27 27 61 52 E-mail: jch@lett.dk 3
Differentierede kubikmetertakster for afledning af spildevand og ændring af reglerne om særbidrag Differentierede kubikmetertakster for afledning af spildevand og ændring af reglerne om særbidrag Folketinget har den 27. juni 2013 vedtaget en ændring af betalingsloven, der med virkning fra 1. januar 2014 indfører differentierede kubikmetertakster for afledning af spildevand. Samtidig indsættes hjemmel til at stille skærpede krav til spildevandsselskabernes beregning og dokumentationspligt mv., i forbindelse med opkrævning af særbidrag for særlig forurenet spildevand. Differentierede kubikmetertakster Med henblik på at sikre en mere kostægte betalingsstruktur for den variable del af vandafledningsbidraget, vil der fra 1. januar 2014 være mulighed for at afregne vandafledningsbidrag med forskellige takster, der fastsættes degressivt i forhold til vandforbruget. Lovændringen muliggør en reduktion af vandafledningsudgifterne for visse virksomheder med et stort vandforbrug. Til gengæld forventes ordningen at medføre prisstigninger for øvrige virksomheder og private husholdninger, der ifølge Naturstyrelsens beregninger vil risikere prisstigninger på den variable del af vandafledningsbidraget på op til 40 %. De overordnede rammer fremgår af betalingslovens 2 a og 3, mens det er overladt til Miljøministeren at fastsætte den nærmere regulering i bekendtgørelsesform. Naturstyrelsen har på denne baggrund den 2. september 2013 udstedt en bekendtgørelse om fastsættelse af den variable del af vandafledningsbidraget (med ikrafttræden 6. september 2013). Herudover har Naturstyrelsen udarbejdet et vejledende notat om de nye regler, et justeret kapitel 3 B og 3 D i standardvedtægten, samt et udkast til informationsbrev, som spildevandsforsyningsselskaberne opfordres til at sende til vandforbrugere, der forventes at få et årligt vandforbrug over 500 m3. Reglernes indhold Der indføres en trappemodel med følgende tre trin: Trin 1: Vandforbrug til og med 500 m³ pr. år. Trin 2: Vandforbrug over 500 m³ og op til og med 20.000 m³ pr. år. Trin 3: Vandforbrug over 20.000 m³ pr. år. Trappemodellen indfases gradvist i årene 2014 2017 med en procentmæssig mængderabat for trin 2 og 3, der fremgår af bekendtgørelsen. Fra år 2018 og frem skal taksterne for trin 2 fastsættes 20 % lavere end taksten for trin 1, mens taksten for trin 3 skal fastsættes 60 % lavere end taksten for trin 1. Vandforbruget opgøres på ejendomsniveau, således at vandforbruget sammenlægges, såfremt der er flere virksomheder (eventuelt med flere kundeforhold) i samme ejendom. Såfremt spildevandsforsyningen er opdelt i et spildevandstransportforsyningsselskab og et spildevandsrenseforsyningsselskab, skal der ifølge Naturstyrelsen fastsættes tre takster for begge selskaber. Ejendomme, der anvender det justerede betalingsprincip, afregner altid uanset vandforbruget efter spildevandsrenseforsyningsselskabets trin 2. For andre ejendomme er det alene muligt at afregne efter trin 2 og 3 for den del af ejendommens vandforbrug, der hidrører fra udøvelse af erhvervsvirksomhed på markedsmæssige vilkår, og for hvilken der ikke er foretaget nedsættelse eller fritagelse i medfør af betalingslovens 2 b. Ved ejendomme, der kun delvist anvendes til erhvervsvirksomhed på markedsmæssige vilkår, er det de enkelte ejendomsejeres ansvar at oplyse vandforbrugets procentvise fordeling, og give meddelelse, såfremt fordelingen måtte ændres. Begrænsningen vedrørende markedsmæssige vilkår bevirker f.eks., at vandforbrug til beboelse, skoler, børnehaver, hospitaler og plejehjem ikke kan afregnes efter trin 2 og 3. Derimod vil vandforbruget til virksomheder, der udbyder varer eller tjenesteydelser mod vederlag, være omfattet, uanset om vederlaget alene svarer til kostprisen. Betegnelsen markedsmæssige vilkår i bekendtgørelsen, skal ifølge Naturstyrelsens vejledning forstås i overensstemmelse med de EU-retlige statsstøtteregler. Som konsekvens heraf, skal betegnelsen forstås på anden vis, end hvad der i anden dansk lovgivning forstås ved markedsmæssige vilkår. Det afgørende er ifølge de EU-retlige statsstøtteregler, hvorvidt der udøves en økonomisk aktivitet, hvilket almindeligvis vil være tilfældet, når der udbydes varer eller tjenesteydelser på et bestemt marked (hvilket umiddelbart er et bredere begreb end erhverv som opererer på markedsmæssige vilkår ). Ejere af ejendomme, der opfylder betingelserne for at kunne afregne vandafledningsbidrag efter trin 2 eller 3, skal senest den 15. oktober tilmelde sig på www.trappetilmelding.dk, for at kunne afregnes til den differentierede takst fra den efterfølgende 1. januar. De efterfølgende år skal der alene indsendes oplysninger, såfremt der er sket ændringer i grundlaget for afregning i henhold til de reducerede takster. Naturstyrelsen har oplyst, at man forventer at åbne for tilmelding til ordningen den 15. september 2013. Spildevandsselskaberne vil have mulighed for, via et særskilt login, at downloade de indsendte data fra den 15. oktober 2013. Såfremt spildevandsselskabet vurderer, at der er fejl i de indtastede oplysninger, er selskabet ifølge Naturstyrelsens vejledende notat berettiget til at afregne i henhold til taksten for trin 1. Konsekvenser for spildevandsselskaberne Alle spildevandsselskaber skal senest den 1. december 2013 udarbejde en betalingsvedtægt, der implementerer de nye regler. Betalingsvedtægten skal senest den 31. december 2013 være godkendt af kommunalbestyrelsen. Herudover vil det naturligvis være nødvendigt at opdatere selskabernes takstblade med de nye differentierede takster. Spildevandsselskaberne skal med virkning fra 1. januar 2014 afregne i henhold til den nye trappemodel på baggrund af de oplysninger, som fremgår af Naturstyrelsens IT-system i relation til de ejendomme/virksomheder, der har meldt ind til Naturstyrelsen med anmodning om beregning efter trin 2 eller trin 3. Det fremgår af Naturstyrelsens vejledning, at såfremt spildevandsselskaberne finder, at der i en ejendomsejers indmeldte oplysninger er fejl, beregnes vandafledningsbidraget efter trin 1. Der er ikke med bekendtgørelsen og tilhørende vejledning indført mulighed for at påklage spildevandsselskabernes beslutninger til f.eks. Naturstyrelsen. Det må derfor forventes, at spildevandsselskaberne reelt set vil kunne få en del udfordringer med implementeringen af afregningen i de tilfælde, hvor der er tvivl, fejl eller eventuelt problemer i forhold til afgrænsningen mellem ejendomme med erhverv på markedsmæssige vilkår, ejendomme med erhverv på ikke-markedsmæssige vilkår og endelig blandede ejendomme. Tidsplan for indførelse af differentierede kubikmetertakster 27. juni 2013 Lovforslag vedtaget 27. juni 2013 Udkast til bekendtgørelse sendes i høring
Differentierede kubikmetertakster for afledning af spildevand og ændring af reglerne om særbidrag 15. juli 2013 Loven træder formelt i kraft 5. august 2013 Frist for afgivelse af høringssvar 6. september 2013 Bekendtgørelsen træder i kraft 15. september 2013 Åbning for elektronisk afgivelse af oplysninger til brug for afregning efter differentierede takster 15. oktober 2013 Frist for afgivelse af oplysninger til brug for afregning efter differentierede takster 1. december 2013 Frist for spildevandsselskabers udarbejdelse af betalingsvedtægt 31. december 2013 Frist for kommunalbestyrelsens godkendelse af betalingsvedtægt 1. januar 2014 De differentierede kubikmetertakster træder i kraft Særbidrag Den vedtagne ændring af betalingsloven indfører, foruden de nye regler om differentierede kubikmetertakster, mulighed for at der kan fastsættes regler om opgørelse af særbidrag, og om krav til dokumentation for særbidragets størrelse. Efter de nugældende regler, skal særbidrag for afledning af særlig forurenet spildevand fastsættes ud fra de ekstraomkostninger, behandlingen af det pågældende spildevand medfører. Der er ikke fastsat nærmere regler om, hvordan særbidraget skal beregnes, eller om hvordan udgifterne skal kunne dokumenteres. Det fremgår af ændringslovens forarbejder, at det er hensigten, at Miljøministeren fastsætter krav om, at spildevandsselskaberne skal beregne særbidrag for hver enkelt virksomhed ud fra de omkostninger, sel6 skabet har til håndtering og behandling af det særligt forurenede spildevand fra den pågældende virksomhed. Dette vil indebære, at det ikke længere vil være muligt at fastsætte en generel formel for beregning af særbidraget for alle tilsluttede virksomheder med særbidrag. Det er endvidere hensigten, at Miljøministeren skal fastsætte regler om, at spildevandsselskaber skal kunne dokumentere, hvordan beregningen er foretaget i forhold til hver enkelt virksomhed, og at det skal kunne dokumenteres, at særbidraget svarer til de omkostninger, spildevandsselskabet har i forbindelse med den enkelte virksomhed. Herudover kan der fastsættes en bagatelgrænse for, hvor lave ekstraomkostninger til håndtering og behandling af særlig forurenet spildevand, der kan opkræves særbidrag for. En sådan bagatelgrænse kan f.eks. fastsættes ud fra en økonomisk eller forureningsmæssig grænse. Lovændringen forekommer at lægge op til en ikke uvæsentlig indskrænkning af mulighederne for at opkræve særbidrag. Indskrænkningens omfang vil naturligvis afhænge af, hvor strenge krav, der stilles til dokumentationen for, at ekstraomkostningerne kan henføres til den enkelte virksomhed. Hvis ikke der gives et vist spillerum for skønsmæssig fastsættelse af de enkelte virksomheders andele af de forøgede omkostninger til håndtering og rensning af forurenet spildevand, vil det i praksis kunne blive særdeles vanskeligt at dokumentere, at omkostningerne kan henføres til den enkelte virksomhed. Lasse Møller Advokatfuldmægtig Dir. tlf.: 33 34 07 56 Mobil: 51 99 90 60 E-mail: lam@lett.dk
Rammerne for anvendelse af kommunal garantistillelse på forsyningsområdet Rammerne for anvendelse af kommunal garantistillelse på forsyningsområdet En kommune kan stille garanti for et forsyningsselskabs optagelse af lån, når en række betingelser i henhold til lovgivning og praksis iagttages. Formålet med artiklen er at belyse reglerne om garantistillelse overordnet og i hovedtræk herunder blandt andet i lyset af Økonomi- og Indenrigsministeriets udtalelse af 4. juni 2013 til Energistyrelsen, da udtalelsen giver nye bidrag til afklaring af reglerne på området. Indledning Spørgsmålet om kommunal garantistillelse for forsyningsvirksomheder kan forekomme indenfor områderne elforsyning, gas, vand, varme, spildevand og affaldshåndtering. Det generelle udgangspunkt er, at en kommune kun kan stille garanti for et lån optaget af et forsyningsselskab, såfremt der er en kommunal interesse heri. Når en kommune har lovhjemmel til at drive forsyningsvirksomhed, er det generelle udgangspunkt endvidere, at kommunen også indenfor de givne rammer kan stille garanti for den pågældende forsyningsvirksomhed. Hjemlen til kommunal garantistillelse skal enten findes i den relevante forsyningslovgivning eller i kommunalfuldmagten. De overordnede betingelser efter kommunalfuldmagten for drift af kommunal virksomhed er følgende: Der skal være et lovligt kommunalt formål i form af lokalt behov for de pågældende forsyningsgoder. Forsyningsvirksomheden drives efter hvile-i-sigselv princippet. I mangel af lovhjemmel er kommunalfuldmagten afgørende for, om en kommune kan engagere sig i eller garantere for den pågældende forsyningsvirksomhed. Lånerammer for kommunal låntagning Lånerammen for kommunal låntagning skal holdes for øje ved kommunal garantistillelse, da en garantistillelse som udgangspunkt vil blive henregnet til kommunal låntagning og derved belaste den pågældende kommunes låneramme. Der er imidlertid nogle undtagelser hertil, hvorefter kommunal garantistillelse ikke henregnes til kommunal låntagning. Dette gælder f.eks. ved garantistillelse for lån omfattet af automatisk låneadgang, jf. lånebekendtgørelsen 2. I øvrigt er udgangspunktet, at lån optaget af kommunalt ejede selskaber henregnes til kommunens låntagning med den procentdel af lånet, der modsvarer kommunens forholdsmæssige ejerandel i selskabet. Dvs. at 100 % kommunalt ejede selskabers låntagning som udgangspunkt henregnes til den pågældende ejerkommunes låntagning, mens eksempelvis 40 % ejede selskabers låntagning medfører henregning med 40 % af det pågældende lån til ejerkommunens låntagning. Der kan dog være lån, der falder udenfor lånebekendtgørelsen, fordi de vedrører en kommerciel forsyningsvirksomhed i kommunale selskaber. Sådanne lån vil under visse forudsætninger ikke blive henregnet til kommunens låntagning. Som følge heraf henregnes en eventuel kommunal garanti for sådanne lån som udgangspunkt heller ikke til kommunens låntagning efter Økonomi- og Indenrigsministeriets praksis. Nærmere om garantistillelse til kommunalt ejede forsyningsvirksomheder Varmeforsyning Varmeforsyningsloven indeholder ikke direkte eller indirekte en regulering af, i hvilket omfang en kommune kan stille garanti for et kommunalt ejet varmeforsyningsselskab i forbindelse med lån til investering i fjernvarmeforsyningsaktivitet. Kommuner har imidlertid med hjemmel i kommunalfuldmagten mulighed for at varetage varmeforsyningsvirksomhed, og det antages i forlængelse heraf, at kommuner også kan stille garanti for kommunalt ejede selskabers låneoptagelse til investeringer i fjernvarmeforsyningsaktivitet, hvis formålet med investeringen er at forsyne kommunens egne borgere med varme. Hjemmelsgrundlaget for en sådan garantistillelse til en varmeforsyningsvirksomhed findes som angivet i kommunalfuldmagten, der fastsætter omfang og betingelser herfor. Økonomi- og Indenrigsministeriet oplyser i udtalelsen af 4. juni 2013, at der endvidere kan stilles kommunal garanti efter reglerne i kommunalfuldmagten for varmedelen i en kommunal elforsyningsvirksomhed reguleret efter elforsyningsloven, der også producerer varme, under forudsætning af regnskabsmæssig adskillelse samt opfyldelse af øvrige betingelser efter kommunalfuldmagtsreglerne. Elforsyning Elforsyningsloven fra 1999 angiver, at kommunal elproduktionsvirksomhed skal udøves på kommercielle vilkår i selskaber med begrænset ansvar. Kommunal garantistillelse for låneoptagelse vedrørende elproduktionen er som udgangspunkt ikke omfattet af kommunalfuldmagtsreglerne eller direkte reguleret i elforsyningsloven. Der vil ved en vurdering efter kommunalfuldmagtens principper normalt ikke umiddelbart være hjemmel til at stille en kommunal garanti for elproduktion. Det skal imidlertid bemærkes, at en kommunal garantistillelse efter Energistyrelsens opfattelse er reguleret indirekte i elforsyningsloven. Da der i elforsyningsloven er kommunal adgang til at deltage i aktiviteter på elforsyningsområdet på kommercielle vilkår, må der således også ifølge Energistyrelsen kunne ydes lån og ydes garantistillelse til kommunale elforsyningsvirksomheder under opfyldelse af visse betingelser. I og med at elforsyningsloven fra 1999 havde som formål at liberalisere elsektoren og indføre krav om selskabsmæssig udskillelse af de kommercielle elforsyningsaktiviteter som elproduktion og elhandel mv. ud i selskabsform, forekommer Energistyrelsens ovennævnte generelle udtalelse ikke umiddelbart at være helt i tråd hermed. Imidlertid foreligger der nu en officiel udtalelse fra Energistyrelsen, hvorefter det lægges til grund, at det følger implicit af hjemlen i elforsyningsloven til deltagelse i aktiviteter på elforsyningsområdet, at en kommune kan bruge midler, herunder indskyde midler, samt yde lån og stille garanti for de selskaber, som deres elvirksomhed drives i. (Med respekt af statsstøttereglerne, der medfører et krav om garantistillelse på markedsmæssige vilkår). Det fremgår også af udtalelsen, at såfremt en kommune kun deltager med en andel i et selskab, da vil kommunen alene kunne deltage finansieringsmæs-
Rammerne for anvendelse af kommunal garantistillelse på forsyningsområdet Rammerne for anvendelse af kommunal garantistillelse på forsyningsområdet sigt, herunder ved garantistillelse, med en andel svarende til den forholdsmæssige ejerandel. Vand- og spildevandsområdet Der er med virkning fra 1. januar 2010 i vandsektorloven indført krav om, at vand- og spildevandsforsyninger drives i selskabsform. Der er endvidere i vandsektorloven indsat direkte lovhjemmel i 16 til kommunal garantistillelse under opfyldelse af visse nærmere angivne betingelser, herunder at der betales garantiprovision på markedsvilkår. Affaldssektoren Det følger af miljøbeskyttelsesloven, at kommunalbestyrelsen i de enkelte kommuner forestår håndteringen af affald. Loven indeholder ikke direkte regulering af kommunal garantistillelse til kommunal affaldsvirksomhed, og det må herefter følge af reglerne i kommunalfuldmagten. En kommune kan med hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne stille garanti for en affaldsvirksomhed. Kommunale investeringsudgifter til renovation mv. er endvidere omfattet af automatisk låneadgang efter lånebekendtgørelsen. En kommunal garantistillelse for et lån optaget af et kommunalt ejet affaldsselskab skal således heller ikke henregnes til kommunens låntagning, når lånet er optaget indenfor rammerne af den automatiske låneadgang. Ikke-kommunalt ejede forsyningsvirksomheder Det er angivet i udtalelsen af 4. juni 2013, at principperne om garantistillelse efter kommunalfuldmagtsreglerne indebærer, at en kommune kan yde støtte fx garantistillelse - til private forsyningsvirksomheder, herunder kommunale forsyningsvirksomheder på privatretligt grundlag i stedet for selv at etablere en forsyningsvirksomhed. Der opstilles dog visse betingelser herfor, der delvis udledes af Økonomi- og Indenrigsministeriets praksis gennem tiden. Forsyningsvirksomheden skal i så fald bl.a. betale et vederlag for den kommunale garantistillelse på markedsmæssige vilkår. Herudover skal de grundlæggende betingelser efter kommunalfuldmagten være opfyldt. Den kommunale støtte kan alene angå en privat virksomheds varetagelse af opgaver med kommunal karakter. Der kan ikke ydes støtte til private virksomheder, der varetager både kommunale og ikke-kommunale opgaver. En kommune kan ikke yde støtte til virksomheder ejet af tredjemand, hvis der er tale om kommerciel virksomhed. Men det følger af Energistyrelsens opfattelse, at en kommune kan stille garanti for lån til en elforsyningsvirksomhed, der drives på kommercielle vilkår under visse forudsætninger, og når denne kommunale finansiering er forholdsmæssigt afstemt efter kommunens ejerandel. Er der derimod tale om en 100 % privat ejet elforsyningsvirksomhed, der drives på kommercielle vilkår, har kommunen ikke adgang til at deltage i finansieringen heraf. Private forsyningsvirksomheder, der både producerer varme og el Det er angivet og forudsat i varmeforsyningsloven, at der er flere fordele ved at samle varme- og elproduktion i samme forsyningsenhed, og at en sådan produktion skal fremmes. For så vidt angår forsyningsvirksomheder med både varme- og elproduktion angiver Økonomi og Indenrigsministeriets udtalelse af 4. juni 2013, at det ikke er udelukket, at en kommune også kan stille garanti til private varmeforsyningsanlæg reguleret efter varmeforsyningsloven, der også producerer el. Der angives dog for dette standpunkt bl.a. en forudsætning om, at hele forsyningsanlægget skal drives i overensstemmelse med hvile-i-sig-selv-princippet, og at der betales garantiprovision på markedsvilkår. I øvrigt opfordrer Økonomi og Indenrigsministeriet i den omtalte udtalelse til, at der snarest tilvejebringes direkte lovhjemmel i relation til kommunal garantistillelse til forsyningsvirksomheder, der både producerer varme og el. I hvilken forbindelse det angives, at det ikke ved liberaliseringen af elforsyningsområdet har været hensigten at afskære kommuner fra at yde garanti til private varmeforsyningsanlæg, der også producerer el. Til dato er der ikke tilvejebragt en nærmere klarlæggelse og regulering heraf i lovgivningen. Ifølge Energistyrelsen forventes et lovforslag bl.a. om dette fremsat primo 2014. Garantiprovision og regler om statsstøtte En kommunes garantistillelse omfattes af statsstøttereglerne. Men statsstøttereglerne er ikke til hinder for, at kommuner kan stille garanti for lån til investering i forsyningsaktivitet, som tjener til almen forsyning af borgerne, og som drives efter hvile-i-sig-selv princippet mv. Det udgør derfor som udgangspunkt ikke ulovlig statsstøtte, at en kommune stiller garanti for lån, som medgår til finansiering af køb af forsyningsaktiver eller forsyningsselskaber, som drives efter hvile-i-sigselv princippet. Derimod kan det udgøre ulovlig statsstøtte, såfremt en kommune stiller garanti for lån, der optages med henblik på investering i aktiviteter, der udøves på kommercielle vilkår og i konkurrence med andre aktører på det pågældende marked. Det gælder dog ikke, hvis der ydes garantiprovision på markedsmæssige vilkår. Der er fortsat ikke i praksis taget endelig stilling til, hvorledes et vederlag på markedsvilkår fastsættes. Men der pålægges den garantistillende kommune at udføre undersøgelser og en vis fastlæggelse af, hvad der i det konkrete tilfælde betragtes som markedsmæssige vilkår. Der skal ved denne undersøgelse udføres sædvanlige og rimelige bestræbelser. Kommunen er tillagt et vist skøn ved fastsættelsen af garantiprovision. I henhold til EU-traktatens artikel 107 er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af offentlige midler under enhver tænkelig form, herunder garantier, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelige med fællesmarkedet i det omfang, støtten påvirker samhandlen mellem medlemsstaterne. Ved vurderingen af om en kommunal garanti indebærer en ulovlig begunstigelse efter EU-reglerne, har EU-domstolen fastslået, at garantien skal vurderes på baggrund af det markedsøkonomiske investorprincip. Kommissionen har i 2008 opstillet en række betingelser offentliggjort i en meddelelse EUT 2008/C 155/02, der angiver momenter til at udelukke, at der kan være tale om statsstøtte i form af garantistillelse. De betingelser, der efter kommissionens opfattelse er tilstrækkelige til at udelukke statsstøtte, er: 1. Låntageren er ikke en kriseramt virksomhed. 2. Garantiens størrelse kan måles korrekt på det tidspunkt, hvor garantien ydes. Dette indebærer, at garantien skal være knyttet til en bestemt finansiel transaktion, være fastsat til et bestemt maksimumsbeløb og være tidsbegrænset. 3. Garantien dækker højst 80 % af de enkelte udestående lån eller andre finansielle forpligtelser; denne begrænsning gælder ikke garantier, der dækker gældsbeviser. 4. Der betales en markedspris for garantien. Vi har i artiklen overordnet belyst reglerne om kommunal garantistillelse. Som det fremgår findes indenfor de forskellige områder en række regler, der er mere eller mindre komplekse. Henset til dette bør der altid foretages en konkret vurdering forinden en garantistillelse herunder bl.a. af effekten i forhold til den kommunale låneramme mv. Kasper Martin Advokat Dir. tlf.: 33 34 08 43 Mobil: 51 43 49 35 E-mail: kma@lett.dk 10 11
Uafhængighedskrav til netselskabers interne overvågningsansvarlige Uafhængighedskrav til netselskabers interne overvågningsansvarlige Både naturgasforsyningsloven og elforsyningsloven stiller krav om, at netselskaber skal opstille et program for intern overvågning og udpege en uafhængig overvågningsansvarlig. Dette følger af hhv. naturgasforsyningslovens 11a og elforsyningslovens 20a. Naturgasforsyningslovens 11a, stk. 1 og 2 har følgende ordlyd: Distributions- og lagerselskaber skal opstille et program for intern overvågning, som beskriver selskabets tiltag for at forhindre diskriminerende adfærd. Selskaberne skal sikre overholdelsen af programmet for intern overvågning samt sikre, at det kontrolleres på passende måde. En årsberetning med en beskrivelse af programmet samt kontrollen af dette skal offentliggøres og anmeldes til Energitilsynet. Selskaberne nævnt i stk. 1 skal udpege en overvågningsansvarlig, som er uafhængig. Den overvågningsansvarlige må ikke have nogen stilling, noget ansvar, nogen interesser eller noget forretningsforhold i eller med eventuelle tilknyttede og associerede selskaber samt i eller med selskaber, der kontrolleres af samme selskabsdeltagere [ ] Elforsyningslovens 20a er stort set enslydende med nogle få sproglige forskelle. Den overvågningsansvarliges opgave er at kontrollere, om det interne program for overvågning efterleves. Reglerne omkring intern overvågning har bl.a. til formål at undgå, at et netselskab videregiver forretningsmæssigt følsomme oplysninger til koncernforbundne selskaber, fx handelsselskaber eller på anden måde udfører handlinger, der er diskriminerende over for andre selskaber. Ordlyden af bestemmelserne i elforsyningsloven og naturgasforsyningsloven stiller ret skarpe krav til den overvågningsansvarliges uafhængighed. Af lovforarbejderne fremgår det dog, at der ikke er noget krav om, at der skal udpeges en ekstern overvågningsansvarlig, og at den overvågningsansvarlige således godt kan være ansat i det pågældende netselskab. Energitilsynet har haft anledning til at vurdere rækkevidden af bestemmelserne i relation til kravet til den overvågningsansvarliges uafhængighed. Dette ske i Energitilsynets afgørelse af 26. juni 2013. Sagens problemstilling var, om en overvågningsansvarlig i et netselskab omfattet af naturgasforsyningsloven formelt måtte være ansat i et koncernforbundet selskab, som herefter udlåner den overvågningsansvarlige til netselskabet (et søsterselskab). Sagen havde dermed sit udspring i, at både elforsyningsloven og naturgasforsyningsloven stiller krav om, at netselskaber skal udpege en uafhængig overvågningsansvarlig, som ikke må have nogen stilling, noget ansvar, nogen interesser eller noget forretningsforhold i eller med eventuelle tilknyttede og associerede selskaber samt i eller med selskaber, der kontrolleres af samme selskabsdeltagere. Selvom sagen vedrørte et selskab omfattet af naturgasforsyningsloven, er sagens problemstilling også relevant for selskaber omfattet af elforsyningsloven, da de lovgivningsmæssige rammer på områderne er ens. I den konkrete sag, var den pågældende overvågningsansvarlige ansat i et koncernforbundet selskab, men blev udlånt til netselskabet på baggrund af en udlånsaftale. I afgørelsen udtaler Energitilsynet, at dette umiddelbart ikke findes at værende i overensstemmelse med ordlyden af loven. Det blev i sagen oplyst, at den pågældende alene var ansat i det koncernforbundne selskab af administrative årsager. På trods af lovens ordlyd fandt Energitilsynet, at den pågældende konstruktion ikke var stridende mod naturgasforsyningslovens regelsæt. I afgørelsen fremhæves en række forhold, som Energistyrelsen lagde vægt på i sin afgørelse. Bl.a. lagde man vægt på, at alle instruktionsbeføjelser og kompetencen til at afskedige den pågældende var tillagt netselskabet. Et andet moment, der blev fremhævet i afgørelsen, var, at det af udlånsaftalen fremgik, at den pågældende skulle være 100 % udlånt til netselskabet, hvilket således tyder på, at den pågældende ikke kan arbejde delvist i et netselskab og delvist i et andet koncernforbundet selskab. Dette stemmer også overens med ordlyden af reglerne i elforsyningsloven og naturgasforsyningsloven. Derudover kunne opsigelse og ændring af ansættelsesforholdet alene ske efter anmodning fra netselskabet. Energitilsynet udtalte konkluderende, at tilsvarende ordninger kan benyttes, såfremt der kan fremvises solid dokumentation for at den overvågningsansvarlige ikke er underlagt instruktionsbeføjelser fra personale udenfor netselskabet. Denne betingelse kan opfyldes ved, at der f.eks. affattes en udlånsaftale specifikt for den overvågningsansvarlige med solid dokumentation for, at samtlige ansættelsesretslige beføjelser fjernes fra det koncernforbundne selskab. Afgørelsen præciserer rækkevidden af naturgasforsyningslovens 11a og elforsyningslovens 20a. Der er således ikke noget til hinder for, at den overvågningsansvarlige er ansat i et koncernforbundet selskab. Det er dog en forudsætning ifølge Energitilsynets praksis, at der er udformet en skriftlig udlånsaftale, som specifikt fjerner de ansættelsesretlige beføjelser i det koncernforbundne selskab til netselskabet. Da Energitilsynet lægger vægt på, at den overvågningsansvarlige er 100 % udlånt til at netselskabet, vil den pågældende således ikke kunne udføre arbejde for andre koncernforbundne eller associerede selskaber, idet reglerne dog ikke er til hinder for, at to eller flere distributionsselskaber eller netvirksomheder udpeger samme overvågningsansvarlige. Hans Jørgensen Advokat Dir. tlf.: 33 34 08 64 Mobil: 51 43 49 30 E-mail: han@lett.dk 12 13
LETT Advokatpartnerselskab København Aarhus lett.dk CVR 35 20 93 52