Advent I advent tager flere af teksterne fra Det Gamle Testamente udgangspunkt i det golde ørkenlandskab og forjættelsen af ny frugtbarhed. Hos Esajas hører vi til 3. søndag i advent om dette tørre land der omsider skal finde glæde. Jeg fandt, at det for mig er vinterhaven, der er vores svar på bibelens ørkenlandskab. Jeg har valgt en lidt pompøs melodi, der kan medvirke til at stemme sindet og ledsage forjættelsen i salmen. 3. søndag i advent Mel.: I blev skabt som mand og kvinde (DDS 706) Vinterhaven hviler stille; røde bær og blomster blå sank i sne for ud at skille violet mod jul at gå. Al din fred og al din fylde flyder ud i land og by. Os i kærlighed indhylle vil det ord, der gror på ny. Kom, og styrk de trætte hænder. Kom, og styrk de trætte knæ. I den tid hvor året vender, her hos dig vi finder læ. Døves ører skal oplukkes, og den blindes øje se ved din nåde mørket slukkes - i dit lys kan dette ske. Du skal fødes og forandre, sprede mørket med dit ord så i glæde vi kan vandre op til himmerigets bord. Esajas bog 35
Jul Bliv Lys! Sådan lyder det allerede på bibelens første side og i salmerne til jul fremhæves også lyset der fødes i mørket. Dér, hvor både det indre og det ydre mørke har fat skal lyset skinne for menneske og menighed. Til tekstens budskab har jeg valgt en enkel og let melodi. Juledag, anden række Mel: I sne står urt og busk i skjul (HS 252) Bliv lys! Det lød fra livets Gud, hvor der var tomt og øde. Bliv lys! Barmhjertighedens bud lod lys i verden føde. Bliv lys! Lad lyset kaldes dag, mens mørket nat skal hedde. Bliv lys! Lad nattens nederlag Guds morgengry udbrede. Bliv lys! Det lød endnu engang da tiden den var inde. Bliv lys! Det lød i engles sang: Lad Davidsstjernen skinne. Bliv lys! Hvor mørket det har fat nu jord og himmel mødes. Bliv lys! Det lyder julenat, Guds søn i verden fødes. 1. Mosebog 1,1-5
Helligtrekonger Under H3K møder vi et nærvær, som ingen kan tåle at se. Det sker for Moses da Herren lader sin skønhed gå forbi ham på Sinajs bjerg, mens Moses må skjules i klippespalten. Gud lader siden hen sit skønhed få et ansigt og et navn i Jesus Kristus. Den skræmmende Gud kommer i øjenhøjde med os. For at fremhæve samtalen mellem Gud og menneske er salmen skrevet som en vekselsang og på en enkel melodi. 2. søndag efter helligtrekonger, første række Mel.: Du kom til vor runde jord (DDS 70) Kirkesanger Her hos mig der er et sted, hvor jeg viser nåde. Du skal se min herlighed, i lyset vil jeg råde. Stil dig på min klippegrund skjulet er dig givet. Lyt, lad ordet fra min mund føre dig til livet. Menighed Gud hos dig på dette sted fjernt fra dødens skygge ser vi al din herlighed, på klippen kan vi bygge. Alle rystelser til trods sejren er os givet. For dit navn går foran os fører os til livet. Kirkesanger Her hos mig der er et sted, hvor du skønhed finder, hvor du ser min herlighed og frygten overvinder. Her du får et Moses-ly, skjulet er dig givet. Jeg velsigner dig på ny fører dig til livet. Menighed Gud hos dig på dette sted blege kinder rødes. Kristus er din herlighed, i ham dit ansigt fødes. I hans sår vi finder ly, frelsen er os givet. Du oprejser os på ny fører os til livet. 2. Mosebog 33,18-23
Faste I fasten er vi med folket i ørkenen. De 40 år svarer til de 40 dage fasten varer i kirkeåret. Også for os i dag kan ugerne op til påske blive en tid til eftertanke og omvendelse. For at stemme sindet til andagt har jeg valgt en langsom melodi. Midfaste, første række Mel.: Vi rækker vore hænder frem (DDS 367) En ørkenvandring er forbi, på Guds befaling, de trætte sjæle slår sig ned og strækker deres ømme ben. En ørkenvandring skulle til for hårde hjerter, der langsomt måtte blødes op så hjertets øje kunne se. En ørkenvandring er en tid sit blik at vende og finde frem ad Herrens vej, hvor manna regner fra hans hånd. En ørkenvandring i vort liv kan åbne døre, hvor langsomt vi kan finde ind til steder ingen sjæl har set. En ørkenvandring gør dig rig igennem faste, når vi udholder nødens kår da lønnes vi af nådens hånd. 5. Mosebog 8,1-3
Påske Fastens længsel skal omsider forløses i påsken, men det kommer ikke til at gå stille af! Påskeugen åbnes med den storslåede forjættelse af indtoget fra Zakarias bog. Det er forår og alting rejser sig både udenfor og indeni. Det kræver en majestætisk melodi at byde kongen velkommen! Palmesøndag, første række Mel: O come, all ye faithful (HS 241) Som fugle i gryet sangen har fornyet, nu rejser en rødme sig langs skyernes rand. Sangen skal gløde når vi ham skal møde: /:Lad kongers konge komme:/ med lys over land. Som blomster der vækkes skovens bunde dækkes nu rejses den gule hær og breder sig ud. Farver skal funkle vækkes af det dunkle: /:Lad kongers konge komme:/ med lys over land. Som brusende bølge strømmene vil følge, nu rejses af havets blå og søger mod land. Mod livets stræde strømmer vi med glæde: /:Lad kongers konge komme:/ med lys over land. Zakarias bog 9,9-10
Pinse Til pinse hører vi hos Jeremias om den nye lov som Gud skriver på menneskets hjerte. Samtalen mellem Gud og folk opretholdes, men der er sket noget nyt. Ånden som allerede svævede over vandene i skabelsens tid synliggøres i pinsen. Skulle nogle være i tvivl efter sønnens exit ved Kristi himmelfart, så er han tilbage - og lever midt iblandt os. Pinsedag, anden række Mel: Denne er dagen som Herren har gjort (DDS 403) Dage skal komme med sommerens vind; bøgenes dansende blade, vinden der kærtegner næse og kind skal gøre sindene glade, dage hvor skaberens finger tegner sit budskab på hjertets blad så vi må vendes og følges ad, følges hvor livet udspringer. Dage skal komme og glæde på ny med pinsens sprudlende sange kan vi nu synge med hjertet i sky og lade glæden indfange. Dage hvor skaberen skriver loven der fremmer alt liv på jord samler Guds folkeslag ved Guds bord, loven der livet fremdriver. Dage skal komme hvor skaberens tolk skal sætte folkene stævne. Det er den Ånd der benåder Guds folk, Ånden der ikke vil hævne. Hvad har vi gjort for den glæde; glæden at være udvalgt af Gud, valgt til hans budskab at synge ud, sammen i livet indtræde. Jeremias bog 31,31-34
Trinitatis Trinitatis er tiden, hvor Guds virke som Fader og Søn og Ånd er fuldt åbenbaret for os. Det er også tiden, hvor menneskelivet går sin gang på de vilkår der nu er givet os. Dagens læsning fra 4. Mosebog peger frem mod Kristus som ham vi i liv og død skal rette blikket imod. Melodivalget markerer at en ny tid sætter ind og salmen her er på sin vis en videredigtning af Grundtvigs nytårssalme. Nu kan vinterhaven endelig fyldes af liv. Det bliver sommer i Guds menighed og alting grønnes. Trinitatis søndag, første række Mel: Vær velkommen Herrens år(dds 74) Trinitatis er nådens tid mellem pinse og jul. Pinseunderets herlighed skal vende Guds folk med barmhjertighed. Lad trinitatis bringe liv til jord! Trinitatis er håbets tid mellem pinse og jul. Giv os Herre en håbets bøn med øjnene vendt mod dit hjertes søn. Lad trinitatis bringe liv til jord! Trinitatis er glædens tid mellem pinse og jul. Grøn er glæden i kirkens år til nytåret lilla i advent får. Lad trinitatis bringe liv til jord! 4. Mosebog 21,4-9