Morten Venstermand. Finn Erik Kramer

Morten Venstermand Finn Erik Kramer Blandt de mange holstenske slægter, som kom til Danmark i den lange urolige periode (borgerkrigsperioden) i 12- og 1300-tallet, var slægten Wilsterman, hvis navn blev fordansket til Venstermand. Slægten slog sig ned på Sjælland, Falster og Lolland. Nok i anden halvdel af 1300-tallet bosætter et medlem af slægten sig i Nordsjælland. Torsten Venstermand omtales i breve fra 1388 og fremefter. Da han flere gange optræder på landstinget i Ringsted, må han have boet på Sjælland. Vi skal dog frem til 1410, før vi kan se, at han boede i Nordsjælland. I et brev fra den 17. juni 1410 omtales han (Thorstano Wensterman) som væbner i Havelse Magle (Store Havelse) (1). I brevet pantsætter Niels Jensen (han tilhørte den sjællandske gren af adelsslægten Buk), væbner i Herlev (Herlev ved København), en gård i Mørkhøj i Gladsaxe Sogn for fem mark sølv til Torsten Venstermand. Året efter, den 1. maj 1411, optræder de også begge i en lignende sag om pantsætning (2). Senest den 28. oktober 1412 var Torsten Venstermand imidlertid død. I registraturen over Roskilde Bispestols Fig. 2. Torsten Venstermands segl er bevaret under et brev fra 1408 (4). Breve findes nemlig en optegnelse om, at dronning Margrethe tildømte Marine, Torsten Venstermands efterleverske, gods i Østrup i Merløse herred (3). Da dronning Margrethe som bekendt døde på et skib i Flensborg Fjord den 28. oktober 1412, må Torsten Venstermand være død mellem 1. maj 1411-28. oktober 1412. Fig. 1. Der har á flere gange været gennemført udgravninger på det befæstede voldsted Havelsegaard. Det har ligget ved den vestlige gårdrække i Store Havelse, NFHA2207 (tidligere FRMs62). Fra tørre kilder til heltemodige riddere De foran omtalte tre kilder er ganske almindelige eksempler på det materiale, som er overleveret os fra Danmarks middelalder. De er troværdige og giver vigtige informationer om steder og slægtsforhold. Men menneskerne bag navnene træder kun sjældent frem, og vi får blot nogle øjebliksglimt af deres liv og levned. Det får vi til gengæld i rig mål i de danske folkesagn og folkeviser, hvor heltemodige rid-

4 NoMus Fig. 3. Venstermands våben gengivet fra Danmarks Adels Aarbog 1927. dere og skønne jomfruer befolker det ganske land. Sagnene og viserne har i høj grad medvirket til de almindelige romantiske forestillinger, vi har om riddertiden. Slægtsbøger En del af sagnene og viserne er overleveret i slægtsbøger. Disse stammer fra en noget senere tid, det 16. og 17. århundrede, og er hovedsagelig nedskrevet af adelige fruer og jomfruer. En af disse var Jytte Gyldenstierne (1581-1642), i hvis slægtsbog vi finder beretningen om Morten Venstermand på Havelsegaard: Fru... (navnet mangler), hendes husbond hed Jens, boede... (navnet mangler), hans våben var en syvoddet stjerne, de havde en datter, som hed fru Arene Jensdotter. Hun fik Mortenn Vennstermand. Han boede på Haffuellsegaard efter hans broder Thostin. Denne Morten tog samme sin fæstemø (ud) af Vor Frue Kloster i Roskilde (5). På side 33 i slægtsbogen uddyber Jytte Gyldenstierne historien (hun skelner ikke mellem navneformerne Arene og Anne): Morten Venstermand, Nanes søn, boede også på Haffuellssegaard. Han blev fæstemand, og mens han var i kongens bestilling udenlands, blev hans fæstemø jomfru Arene Jensdotter givet (ind) i Vor Frue Kloster i Roskilde, og Morten klagede det for kongen, og kongen bad ham tage hende derud af igen, som det står i hans vise (herefter citeres fra visen, se nedenfor). For den gernings skyld lod bispen Morten sætte i band, derfor gav han sin gård Haffuellsse og 6 læster korn derfra til Lucii kirke i Roskilde (domkirken), for at han kunne komme (ud) af band igen, men dog boede han der selv, mens han levede. Morten og fru Anne havde ingen børn, og efter Mortens død gav hun sig (ind) i Vor Frue Kloster igen... Visen Visen, som Jytte Gyldenstierne citerer fra, er folkevisen Morten Venstermand, som S. Grundtvig antager stammer fra omkring år 1490 (6). I Anne Munks håndskrift har visen ikke mindre end 35 vers. Anne Munk kalder dog fejlagtig Morten Venstermands trolovede for Lisbeth, men dette skyldes indvirkning fra en ældre vise om en anden hr. Morten, der på en anden måde stjal sin jomfru ud af et kloster (Resens Atlas mener, at dette var nonneklostret i Slangerup). I sprogforskeren Peder Syvs (1631-1702) forkortede udgave (19 vers) kaldes hun korrekt jomfru Anne. Her følger Anne Munks udgivelse af visen. Jeg har valgt at gengive den direkte efter Anne Munk. Selv om et ord eller to måske kan være svært at forstå, er den nemlig også et interessant studie over udviklingen af det danske sprog. Hvert vers efterfølges af omkvædet gengivet efter vers 1. 1. Thett var Morthenn Winnstermaand,

NoMus 5 Hannd var enn mannd saa guod: och feste hannd sigh enn skønne iomffru, och alle hanns wenner ymod. Omkvæd: Hannd rider saa gladelig ygiemmell Roskyldt med sinn iomffru. 2. Dett var iomffruenns brødre siu: gaar ymod hinndis raad: Wi ville woris søster y kloster giiffue, hannd skall hennder icki faa. 3. Dett war iomffruenns brødre, och dy var alle saa finnde; dy førde denn iomfru y kloster inndt, dett var hinder selffuer imod. 4. Det var iomffruenns brødre, och dy var alle saa finnde; dy gaff denn yomffru y kloster inndt, dett war ymod alle hinders egenn willie. 5. Dett war Morthenn Winnstermand, hand monne di thidenn spørge; Dett will ieg for sanndenn sige: hannd actitt aldelis anndett att giøre. 6. Dett war Morthenn Winstermand, hannd gannger for kongenn att kiere: Dy haffuer min iomffru y kloster giffuit, Och derfor kom ieg her. 7. Dett war danner-konngen, och suarede hand for sig: Du thag dinn iomffru aff kloster ud, om du est mannd for dig! 8. Dett war Morthenn Winstermand, Hand suøber sig udi skinnd: saa gannger hannd y høffuenn lofftt, for kiere morbrøder sinn. 9. Her sider y, minn kiere morbrøder, Y kiennder mig guode raad: hure ieg skall udaff kloster mynn kiere fester-møe faa! 10. Dett suarede hanns kiere morbrøder, dy suarede der-till mett ere: Loff du dig enn anndenn iomffru, och lad thu dett saa were! 11. Dett suarede Morthenn Winnstermannd, hannd stod y skarlagenn rød: Ieg skal ennthenn denn yomffru haffue, eller der skall fire for hennder dø. 12. Hør y dett, mynn kiere morbrødre, vill y nu med mig ride? y liger guld-sadell på ganger gro! wy ville ycke lennger biide. 13. Dy drog ygemell Roskild, dy lod dieris gannger sprinnge: mannd kunde icki see denn sorthe yord for brønny og brønny-rinnge. 14. Dy red ygiemmell Roskyldt-by, dy war alle saa glade; mannd kunde icki yorden see for brønny og brøny-plade. 15. Thøsser red dy denn kloster omkring, omkring denn kloster-mur: ude daa stander denn kloster prir, hannd thyckitt, dett war unnder stuor. 16. Lennge da stod denn prir, hannd vorte y hoffuenn saa red: hannd hørde denn stuore heste-skroll,

6 NoMus hannd saae dy yerne-kled. 17. Dett war Morthenn Winnstermand, hannd suøber sig hoffuitt y skinnd: saa gaar hannd y kloster innd, alt for denn priris innd. 18. Op da stod denn priris, alt unnder dy huede linn: Huad heller wille y dricke mød, eller dett klare winn? 19. Ieg kom her icki for dinn brune mød, icki heller for dinn klare winn: ieg will med iomfru Lissebeth thalle, allerkieristhe festermø minn. 20. Iomfru Lissebeth er y kloster ynnd och syunger med iomffruer y kuor: hindis frennder haffuer hinnder giffuit ther-innd med guld og grøne iord. 21. Hinndis frennder haffuer hinnder y kloster giiffuitt, her-ind att leffue hindis liff: du rid buortt, Morthenn Winstermannd! hun bliffuer rett alder din. 22. Hinnders frender haffuer hinnder y klosther giffuitt, med guods och rige gaffue, derthill konngenn och rigenns mennd, for di ville dett sa haffue. 23. Suarede Morthenn Winnstermannd, hannd war saa brad (att) suar: Ieg war mig y Rosskildt, yeg thalled med konngenn y-guor. 24. Ieg thallede med denn herre y-guord, hand gaff mig der-thill loff: att ieg motte thage minn festermø och spørde eder intitt aff. 25. Buortt gick Morthenn Winnstermand, medt frennder och rige mage: saa thog hanndt buortt denn skønne yomffru udaff denn kloster-haffue. 26. Saa thog hannd denn skønne iomffru udaff denn kloster-kuor: saa førde hannd hinnder saa listelig hiem thill sinn egenn gaard. 27. Hannd red ygiemell Roskyld, och hannd war allt saa fru: ude stannder iomffruens brødre siu, dy saae icki unnder før nu. 28. Hissitt rider Morthenn Winnstermannd, hand rider paa gannger hin suorte: och hannd haffuer weridt y kloster inde och førde vor søster buortt! 29. Hyssitt rider hannd Morthenn Winnstermand, hannd bleser y forgyldene luy: hannd haffuer werritt y kloster ynnd och thagitt vor søster der-ud! 30. Tack haffue Morthenn Winnstermannd, och hannd war icki red: hannd redt saa glad att Roskyld fram, for konngenn och alle hanns mennd. 31. Tack haffue Morthenn Winnstermannd, hannd war enn mannd saa finn: hannd rider saa gladelig y-gemmell Roskyld medt aller-kieriste sinn.

NoMus 7 32. Hiem rider Morthenn Vinstermand, hannd var buode glad og fru: monett(s-dag) der-effter lod hannd sitt brøllup buo 33. Monidz-dag der-effter lod hannd sitt brølup giøre: hannd bød thill kongen och alle hanns mend, for dett saa viide skule spøre(s). 34. Nu haffuer Morthenn Winstermand, foruonditt (all) sin harm: hannd haffuer vonditt sin festermø och søffuer huer natt y hinndis arm. 35. Nu haffuer Morthenn Winnstermannd, forvonditt all sin quide: hannd haffuer vonnditt sin festermø, hindis frennder dy maa dett lide. Hvilken Morten? I vers 32 rider Morten Venstermand hjem med sin jomfru, og i vers 34 sover han der hver nat i hendes arme. Men det fremgår ikke af visen, at det var på Havelsegaard. Denne oplysning har vi kun fra Jytte Gyldenstierne, og den har selvfølgelig ikke fået lov at stå uimodsagt. I en af sine mest dybtgående slægtshistoriske afhandlinger, som det skrives i Danmarks Adels Aarbog (DAA) 1927, side 90, behandler A. Thiset visen og Jytte Gyldenstiernes udsagn om Morten Venstermand. Både behandlingen i Thiset og DAA bærer præg af en stor mistillid til slægtsbøgernes udsagn. På trods af at Jytte Gyldenstiernes slægtsbog, som Thiset skriver, indtager en smuk plads (7) blandt slægtsbøgerne, er det, som Thiset også skriver, klart, at mange af hendes fortællinger ikke står for en nærmere prøvelse. Selv om visen om Morten Venstermand måske er den mest historiske af alle de historiske folkeviser (8), kan Thiset alligevel ikke sætte den ind i en sikker historisk ramme. Det falder ham slet ikke ind, at tage Jytte Gyldenstiernes udsagn for gode varer, men som det skal påvises, kan disse faktisk ikke afvises. Endnu i dag står Thisets udsagn imidlertid uimodsagte. Kritik af Thiset Thiset når frem til, at helten i bortførelseshistorien ikke kan være nogen Morten Venstermand. Han mener heller ikke, at det kan være Torsten Venstermand, som 1410-11 sad på Havelsegaard, men han når dog frem til, at det måske kan være den meget senere Morten Jensen, som også sad på Havelsegaard, og som (tillige med en halvmåne) førte en syvoddet stjerne i sit våben (Stjernemaane). Thiset må dog, for at nå den konklusion, tillægge Jytte Gyldenstierne så mange fejl, at teorien forekommer lidet sandsynlig. Først og fremmest er der selvfølgelig selve adelsslægtsnavnet, - at det slet ikke var en Venstermand. Vi kender heller ikke navnet på Morten Jensens hustru, omend vi dog af et brev fra 1505 kan se, at han var gift. Når fru Jytte fortæller, at jomfru Annes far førte en syvoddet stjerne i sit våben, er det særdeles søgt, at Thiset tillægger fru Jytte en fejl her og tilmed antyder (s. 13), at det er stjernen i Stjernemaanes våben (denne stjerne er i øvrigt kun undtagelsesvis syvoddet og kendes både med 5 og 6 odder). Thiset overser helt fru Jyttes begrundelse for at fortælle om visens baggrund, nemlig hendes egen slægts historie. Fru Jyttes slægt, Gyldenstierne, førte i deres våben - gæt selv - ja, en syvoddet stjerne. Fru Jytte mente vel, at der var en mulighed for, at jomfru Anne var af hendes egen slægt, men antyder det kun. Hun vidste givetvis, at en række slægter førte dette våbenmærke (Hare, Friis, Muli, Pors og sågar Marsk Stigs æt af Hvideslægten).

8 NoMus Fig. 4. Slægten Stjernemaanes våben gengivet fra Danmarks Adels Aarbog 1920. Morten Jensen Om Morten Jensen skal ganske kort fortælles, at han tilhørte den slægt, som genealogerne ud fra slægtens våbenmærke har givet det flotte navn Stjernemaane. Han kendes i Store Havelse fra år 1494 og frem til 1512 i et større antal breve, herunder ikke mindre ni breve i Æbelholt Klosters Brevbog. Jeg kan her tilføje, at han muligvis også er identisk med den Morten Jude eller Morten Hude, som engang før 1523 havde kongsgården på Halsnæs (de to slægter, Stjernemaane og Jude af Rejsby førte samme våben). Slægten havde nordsjællandske rødder i hvert tilfælde et par generationer tilbage til Mortens bedstefar, Lydike Jensen Stjernemaane i Freerslev. Kildekritik Selv om der ikke bare her, men mange andre steder i Jytte Gyldenstiernes slægtsbog, er store og små fejl, er Thisets dybtgående afhandling også problematisk. I sin iver efter at koble historien op på historisk belagte personer, overser han det særdeles væsentlige faktum, at en kolossal mængde mennesker, også adelige, i middelalderen aldrig fandt vej til de historiske kilder. Selv om vi således ikke kender nogen Morten Venstermand på Havelsegaard fra tidens breve, udelukker det ikke, at han er en historisk person. Når Thiset (9) skriver, at Torsten Venstermand på Havelsegaard efterfulgtes af væbneren Anders Jensen af slægten Halvegge, er det noget af et spring til en konklusion, for Anders Jensen kendes først på Havelsegaard fra 1430 erne, og der kan, inklusiv Morten Venstermand, have siddet op til flere adelsmænd her efter den historisk kendte Torsten Venstermand og inden Anders Jensen. Der er således i et kronologisk perspektiv intet i vejen for, at Morten Venstermand, Nanes søn og Torstens broder, kan have siddet på Havelsegaard efter den historisk belagte Torsten og før Anders Jensen. Men mere sandsynligt tidligere, som jeg skal vende tilbage til. Slægt og brødre Fru Jytte fletter i sin slægtsbog en skrøne eller et sagn ind om en højlagt forfader (så er vi mindst tilbage i vikingetid) i slægten, Thorkild Venstermand, som skulle have bygget Torkilstrup på Falster. Hun fortsætter: Thor Trollis havde en søn, Thostenn. Thiset læser dette som, at Thorkild og Thor Trollis skulle være samme person, men det er der ikke belæg for. Fru Jytte starter på en helt ny sætning og knytter ikke Thor Trollis op på sagnfiguren Thorkild. Fru Jytte fortsætter: Denne Thorsten havde to sønner: Henning Venstermand og Mane Venstermand. Den pågældende Mane, må være den tidligere omtalte Nane, Mortens far, hvilket også Thiset tilslutter sig. Fru Jytte fotæller også, at Morten (og dermed også Torsten) havde endnu en broder, Emmeke. Dette familieskab er historisk belagt, idet Thorstan Wensterman og Mane Wensterman, brødre omtales i et brev fra 1408. Senere i samme brev nævnes også Hennyng Wensterman oc Claus Wensterman aff wapn (væbnere). Dette får Thiset til at konkludere, at fru Jytte er galt underrettet, nåt hun kalder Mane for en søn af Torsten Venstermand i Havelse, da han i virkeligheden var dennes broder. Men det er Thiset, der er på gale veje, for hun siger ikke, at den Torsten, som var fader til Mane, boede i Havelse (det var hans bedstefar), og Thiset overser også, at selv om denne

NoMus 9 Torsten havde en broder, som hed Mane, kan han også udmærket have haft en søn ved dette navn. Thiset går herefter over til at drøfte muligheden af, om den eneste fra kilderne og den katolske tid kendte Morten Venstermand kan være den i visen besungne, men når - sikkert korrekt - frem til, at dette af en række grunde, bl.a. dennes hustrus slægt (Pøiske) og at denne Morten boede på Stadager på Falster, ikke er muligt. Som sagt mener jeg, at kun lidt taler for Thisets forslag, at Morten skulle være Morten Jensen Stjernemaane. Alle hans argumenter imod, at det var en broder til Torsten Venstermand på Havelsegaard kan afvises. Tilbage bliver, at hverken han eller jeg kan modbevise, hvad fru Jytte skriver, nemlig at Morten efter sin broder Torsten overtog Havelsegaard. Den historiske ramme Thiset overser ganske, at Jytte Gyldenstierne sætter hele visens handling ind i en historisk ramme, som skal placeres før ca. 1370. Det må så nok være efter 1354, hvor Havelsegaard omtales første gang, og hvor Jacob Jensen Due (af linjen Glob) skrev sig til gården. Denne Jacob Jensen er også nævnt i et brev fra 1356, dog omtales han her ikke til Havelsegaard, og levede muligvis endnu i 1380. Jytte Gyldenstierne fortalte, jf. side 4, 2 spalte, at Morten måtte afstå sin gård, Havelse, til biskoppen i Roskilde på grund af klosterranet af jomfru Anne Jensdatter. I Roskildebispens Jordebog fra omkring 1370 fremgår det netop, at Havelsegaard er en lens- Fig. 5. Havelsegaard har ligget på og ved denne bakke i den vestlige udkant af Havelse 1920. I følge Jytte Gyldenstierne var det her, at Morten Venstermand og Anne Jensdatter sov sødt i hinandens arme.