håndbog i overlevelse

præsenterer undervisningsmateriale for håndbog i overlevelse Undervisningsmateriale Teater Grob udarbejdet af Lea Gudmundsen, MA og cand.mag., september 2006

Indhold Forord...3 Stykket...4 Tematik og titel... 4 Handling... 4 Karakterbeskrivelse og skuespillerne...5 Thomas Levin (1978) Romeo... 5 Karen-Lise Mynster (1952) Emilie Hellerup... 6 Finn Nielsen (1937) Lille Leo... 6 Filippa Suenson (1986) Un... 7 Interview med Jakob Weis...8 Ritualer nu... 8 Politisk teater... 10 Stykkets overlevere... 11 Bag & udenom scenen...14 Scenografi... 14 Trav... 14 Samtale med Kjeld Nielsen Nu: Ritualer og nyreligiøsitet...15 Samtale med Ursula Holmgreen om misbrug...18 Samtale med Jens Tang-Kristensen om Michael Kvium...21 Shakespeare...23 Bilag: Teater Grob...24 Manifest #1... 24 Bilag: Skuespiller Cv er...25

Forord Håndbog i Overlevelse af Jakob Weis kredser tematisk om det siamesiske afkom: misbrug og lykke. Men stykket Bag Håndbog i Overlevelse Manuskript: Jakob Weis indeholder også referencer til f.eks. Michel Kviums kunst og Instruktion: Frederik Arntzen Neergaard, instruktør fra Statens Teaterskole 2004. William Shakespeares værker. Nærværende materiale Medforfatter og instruktør på afgangsforestillingen indeholder derfor lidt for enhver smag. Undervisningsmaterialet Vi var her relativt længe. Har desuden instrueret Tur i byen, af Svend Åge Madsen, er primært udarbejdet med det formål at gøre det Teater Katapult og norway.today af Igor Bauersima på Aalborg Teater. Næste projekt er mere interessant at indarbejde forestillingen i undervisning på gymnasieniveau. Det kan dog sekundært bruges som iscenesættelsen af en opera på Takkelloftet i den nye Opera inspireret af Wagners Siegfried. Efter nærværende forestilling fortsætter han research inspiration og information til dem, der måtte være til et nyt projekt i New York. Scenografi: Rikke Juellund interesserede i at se mere indgående på forestillingen. Afsnittene er baseret på, at man har læst resumeet af Lysdesign: Sonja Lea Lyddesign: Jes Theede Producent: Maja Ries stykkets handling, men ellers kan de læses uafhængigt. Den danske dramatiker Jakob Weis har skrevet stykket i år, til Teater Grob og direkte til de involverede skuespillere. Materialet indeholder derfor et interview med Weis, fakta om skuespillerne, karakterskildringer, lidt om tankerne bag scenografien og bilag med baggrund om Teater Grob og skuespillere. For at sætte stykket ind i en større tematisk ramme, give mulighed for fordybelse og mere materiale at arbejde med, er en præst, en tidligere narkoman og en kommende kunsthistoriker, interviewet og kommer her med tanker om nu-filosofi, misbrug og kunst. Farvede tekstbokse giver undervejs 1) fakta, 2) information om personer nævnt i stykket, 3) citater fra forestillingen o.a., og 4) strøtanker og spørgsmål fra en brainstorm, der kan være til inspiration i undervisningen.

Stykket Tematik og titel Håndbog i Overlevelse fokuserer på det moderne menneskes væltefærdige omgang med misbrug og lykke. Hvorfor halser vi efter vores egen tilværelse på en varieret diæt af stimulanser? Hvordan holder vi den Titel: der ligger et paradoks i sammenstillingen af det overfladiske håndbog og selve det at leve. Er livet bare en overlevelse? Hvad ligger der i tvetydigheden over-leve at leve for meget eller ikke nok? Er der en parallel mellem håndbog og det at læse i hånden? gående i et samfund hvor lykke-indekset ifølge fremtidsforskere bliver den nye tids eksistentielle reference? Vi har med det såkaldte stille misbrug at gøre en bane til næsen, et glas i dagens anledning, en kupon med minimale vinderchancer osv. Misbruget er så stille at man slet ikke hører om det. Det ties ihjel. Det er et portræt af almindelige mennesker, der uden diagnoser og psykiatriske historier balancerer gennem livet på randen af et forlis. Man holder den gående uden at vide, at det er det, man gør. For det ser tilforladeligt ud. Karikaturen af en dødsmærket alkoholiker eller narkoman ligger milevidt fra vores selvopfattelse. Men det misbrugende menneske har mange ansigter. Titlen er inspireret af undertitlen på en serie humoristiske såkaldte håndbøger i overlevelse af Joshua Piven og David Borgenicht kaldet Det værst tænkelige. Heri findes råd og vejledning for alt tænkeligt fra at komme væk fra en dårlig date til at overleve mødet med en alligator. Livet bliver sat på formel. Handling Historien udspiller sig i Restaurant Pegasus på Charlottenlund Travbane, hvor Emilie Hellerup, Lille Leo og Romeo mødes hver søndag for at spille og få et lille glas sammen. Der ligger smerte og tabuer gemt i krogene. Pegasus er restaurantens faktiske navn. Men det er tankevækkende at karaktererne hænger fast netop dér, hvor deres magi forsvandt, hvor deres tid gik i stå. I Pegasus, symbolet for digtekunst og udødelighed. Emilie og Leo drikker den ene mere elegant end den anden. Smerten, der holder Emilie og Leo fast i søndagsritualet, rækker tilbage til dengang, Emilie mistede sit barn i en spritbilistulykke, med Leo bag rattet, og Emilie som passager. De var på vej fra Travbanen, hvor Leo havde vundet i et løb mod hesten Tarok, og hvor Emilie uden held havde ventet på den mand, hun fortsat venter på nemlig Kaiser, der stadig kører rundt på travbanen. Romeo, der aldersmæssigt kunne være deres søn, er blevet budt velkommen hos Emilie og Leo fordi han, som dem, lever for nedadgående i et misbrug. De er blevet hinandens surrogatfamilie. Romeo Foto Lea Gudmundsen: Restaurant Pegasus er ludoman med hang til alle slags rusmidler. Ind på scenen kommer den unge vikarierende tjener Un. Hun ser og siger mere end de andre. Både Leo og Romeo fascineres af hende, mens Emilie føler sig truet. Dialogen kører afbrudt af afstikkere til spillelugerne, og for Romeo og Emilies vedkommende til toilettet hvor sex og penge udveksles. Travbanetraditionen tro udtrækkes der sidst på dagen en blandt publikum, som skal løbe om kap med en hest. Via intrikate matematiske veje har man udregnet, hvor langt tilbage hesten skal starte i forhold til mennesket. Det var et tilsvarende løb Leo vandt år tilbage. I dag byder chancen sig for at

gentage succesen, og han tilskyndes af Un. Nok er Leo omkring de 70 år, og nok er han lige blevet opereret, men tanken om at deltage giver ham fornyet livsenergi. For Romeo bliver mødet med Un et kærlighedsmøde, eller noget der kunne være blevet til kærlighed. Men da de aftaler at gå ud at danse nu, og Romeo mener om lidt, går Un. Romeo forlader til sidst scenen med hænderne fulde af åbnede champagneflasker som kompensation for de tabte penge, han skylder væk. Leo forsvinder ned på banen for at løbe mod hesten, og Emilie er ladt alene UN: Jeg tror ikke, jeg har lyst til at være med til det her mere. LILLE LEO: Men de kommer tilbage lige om lidt UN: Om lidt? LILLE LEO: Lige om lidt. UN: Så længe vil jeg ikke vente. LILLE LEO: Jamen, er det særligt længe?... nej, det kommer selvfølgelig ikke mig ved, men jeg kunne bare forestille mig at Romeo (sc.13) tilbage for over højtalerne at høre, at Leo falder om og samaritertjenesten bliver tilkaldt. Karakterbeskrivelse og skuespillerne Følgende: en præsentation af folkene ved bord 06 på Restaurant Pegasus og de skuespillere, der gir dem liv. Thomas Levin (1978) Romeo Kunstnerisk leder af Teater Grob. Uddannet på David Gideon N.Y., Martha Graham School og The William Esper Studio. Har siden 1997 medvirket i mange af Teater Grobs forestillinger og skrev Jeg Mig og Mit. Thomas har medvirket i en række andre teaterproduktioner, Tv-serier, spillefilm og diverse kortfilm, musikvideoer og udenlandske reklamefilm. Han modtog Reumerts Talentpris i 2003. Romeos unge ansigt er et landkort over misbrug. Men han skjuler sig bag sin smag for den dyre mode. Han prøver at gi den som den highsociety, stilsikre tænker, han ville Foto Kim Wendt ønske, at han var. Men hans vid er nok ikke andet end Gajolæske-kompetencer. Han smider om sig med ord om åndelighed, citater fra gamle zenmestre og populær-psykologisk retorik af den selvafklarende skuffe, der vækker goodwilli. Men det er tvivlsomt om han har lyttet bag sine egne ord. Måske er det for smertefuldt at lytte? Måske er ordene en måde at holde livet på afstand en måde, som signalerer lige det modsatte. I virkeligheden er Romeo en society-zombie. Hans store idol er Christian Stadil, af hvem han hævder, at have fået en machete af, et våben han ikke vil give slip på. Men Romeo er en krydsning mellem Stadil og indbegrebet af forsømmelse og fortabthed, der er i konstant drev mod noget lige om lidt. Han er den unge tragedie, og dermed ikke bare tolereret af Lille Leo og Emilie Hellerup, men adopteret. Hans liv er ét langt væddemål. Casino, net-poker, trav, galop, NAVN: Shakespeares Romeo "gone wrong". Tror han, han er Hamlet? Ingen "ro". brevduer, greyhounds. Med samme tempo som han vinder de helt store beløb, sætter han dem til igen. Der er ingen, der ved, hvordan det ender med Romeo. Han kunne dø om få år, det er sandsynligt. Han kunne blive munk, det er usandsynligt. Eller han kunne finde en kvinde at elske, det ville nok gøre en forskel. Der er noget rent, næsten religiøst, over Romeos undergang. Han har søgt og fundet sin fortabelse. Men måske stråler der en sol i Romeos indre. Noget mildt, lyst og varsomt. I mødet med Un begynder Romeo at mærke sin krop igen

Karen-Lise Mynster (1952) Emilie Hellerup Uddannet ved Statens Teaterskole 1975. Hun modtog Teaterpokalen i 1995 og Reumert Prisen i 2003, -04 og -06. Underviser på Statens Teaterskole. Har medvirket i en lang række teaterproduktioner, både som spiller og instruktør, i film og TV-serier. Emilie Hellerup drikker. Hun drikker med stil - god Chablis med knust is, men en del. Det kunne tænkes, at der også er noget slankemedicin involveret, og i øvrigt Foto Kim Wendt hvad toiletskabet nu gemmer. Hun farter mellem receptioner. Hun holder sig ikke tilbage hvis et maleri falder i hendes smag pengepungen fejler ingenting. Hun holder sig til gengæld heller NAVN: Emilie betyder = arbejdsom. Hellerup klinger danskhed og velstand materiel rigdom fristelse? ikke tilbage når det kommer til verbale udtryk hun har et skarpt blik for det latterlige i andre mennesker og tværer gerne sine medmennesker især kønne piger der truer hende, som personificeringer af den ungdom hun har mistet, og det liv hverken hun eller datteren fik levet. Den datter hun mistede for 24 år siden og hvis død hun bebrejder Lille Leo. Men måske bærer hun en uformuleret skyld på grund af sin egen alkoholpåvirkede tilstand ved ulykken. Den ville hun stå alene med hvis Leo ikke sad som hendes anker i livet.,ham har hun ikke råd til at tvære så meget. Desuden er han ufarlig, måske fordi han aldrig havde formatet til at blive hendes elsker. Hendes svigt overfor sin datter prøver hun nu at gøre godt ved at tage sig kærligt af Romeo lidt for kærligt. Emilie ved intet om heste, og følger sjældent med når løbene køres. Hun spiller altid på den hest Kaiser kører og forholder sig på den måde rituelt, men aldeles upassioneret til væddeløbets grundlæggende vilkår; nemlig at regne den ud, at glæde sig eller lade sig skuffe og at genrejse troen på næste løb. Hun har sat tiden i stå for 24 år siden og har levet i en tidslomme af udlevet liv, fravær, og en del fornægtelse. Emilie Hellerup dør nok lidt løb for løb. Finn Nielsen (1937) Lille Leo Uddannet ved Skuespillerskolen ved Odense Teater 1967. Har medvirket i en lang række teaterproduktioner, film og Tv. Dertil kommer medvirken i radioteater, underholdning og instruktion af adskillige revyer. Lille Leo sidder på banen og følger spillet, spiller ivrigt på hestene, og vinder han 47 kroner, imponeres han over sit flair for gamet. Men i spillet menneskene imellem er han mere forsigtig. Han holder sig til anerkendte regler og trækker nallerne til sig når Emilie angriber. De gode manerer slæber ham faktisk rundt i manegen, så status quo oprettes hurtigt for sammen må de være stærke. Foto Kim Wendt NAVN: Betydning = lille løve kraft. Udtales: 'leve'. Indtil nu har han levet i et selvbedrag. Han har længe været lamslået over livets hast, sin egen uformåen og bilulykken, der gjorde ham ukampdygtig. Han bærer en skyld for Emilie, der overskygger hans egen smerte. Der er ikke meget plads til Lille Leo.

Portvinen er gået ham i næsen og ifølge lægerne har alkoholen også ødelagt leveren, og han har ikke længe igen. Han er sådan set parat til at dø. Hans undergang er We have lingered in the chambers of the sea By sea-girls wreathed with seaweed red and brown Till human voices wake us, and we drown. (fra T. S. Eliot The Lovesong of J. Alfred Prufrock civiliseret, hensynsfuld, næsten begejstret. Han tager ingen gidsler, kræver ingen ofre. Filippa Suenson (1986) Un Filippa skriver om sit forhold til teater: Min medvirken i Håndbog i Overlevelse kan med rette kaldes en professionel debut. Jeg har medvirket i et par professionelle opsætninger som barn; "Gudruns 4. Sang" i dokken på Holmen (1996) og "Jul i Gammelby" på Nørrebros Teater (1998) og lavet statistarbejde på Tv og film. Siden '96 har jeg medvirket i mange forskellige forestillinger via ungdomsskoleteater. De sidste par år har jeg arbejdet med radiodrama og et enkelt spillefilmsprojekt med Teater Indtil Videre (en projektstyret teatergruppe dannet i 2003). Nu går jeg går på Den rytmiske Foto Lea Gudmundsen Daghøjskoles kursus for scenekunst (fysisk teater). I vinteren 2006 læste jeg hos en skuespiller og søgte ind på teaterskolerne. På trods af at jeg ikke blev optaget, fik jeg meget ud af prøverne i forhold til min personlige afklaring omkring teaterskoler og skuespil. Min plan er at søge optagelse igen i år. Jeg tror, jeg spiller teater, fordi jeg har rigtig meget lyst til det. Og så er det at spille skuespil svært og hårdt, og den udfordring kan jeg godt lide at arbejde med. Jeg er ikke 'opdraget' med teater, men har haft interesse for det, fra jeg var lille. Det, der fængsler mig ved teater, film, dans, opera osv., er den dramatik, som til en hver tid gør situationer og mennesker spændende. I disse kunstformer er det 'bare' zoomet ind på eller kommenteret på en scene - hvad enten det er gammel, græsk tragedie eller nyt, dansk drama. Un er på siden af trekløveret ved bord 06. Som tjenervikar er hun ny på stedet og har intet tilhørsforhold. Hun aner tillige heller intet om trav eller heste. Til gengæld besidder hun en umiddelbar NAVN: Anagram = nu. Allussion = univers. Engelsk præfiks = "un-" = "ikke-". viden om det sårbare i mennesker. Hun er ny i mødet med aldrende vrede, resignation og det mellemmenneskelige magtspil. Det forundrer hende, og hun formår i naturlig forbløffelse at afdække det mærkværdige og indholdsløse ved stedet og dets mennesker. Det er dog ikke hendes mål eller hensigt. Hun er ikke tænkt som en uskyldsren engel, men hun opfattes af de andre i både positiv og negativ forstand, som noget ud over det sædvanlige. Godhed i for store doser kan virke intimiderende, provokerende og kvælende. Hun lever ikke i fortid og fremtid, men er til stede nu. Un repræsenterer nuet og tilstedeværelsen. Og da hendes emotionelle apparat er både bredt og intakt, så sårer man hende, hvis det er det, der er hensigten. Men her ville hun typisk reagere mere på hensigtens natur end på udfaldet. Men Un bærer på en tilfredshed, endog glæde, som ikke lader sig kue så let. Hun har en tro på livet selv efter at det er slut og gider hun ikke være med til det, der foregår omkring hende, er det let for hende at gå. Forslag: spil på karaktererne før forestillingen ses. Hvilke odds har de med hensyn til at gribe livet, styre sit misbrug, vinde på hestene, vinde i kærlighed, sige deres mening, nå en erkendelse, vække omgivelsernes sympati osv. Efter forestillingen er set, kan man diskutere resultaterne af sine satsninger. Diskuter hvordan karakterernes chancer er på det tidspunkt vi forlader dem.

Interview med Jakob Weis Ritualer nu Kan du sige lidt om, hvordan du arbejder? Mit afsæt er på sin vis realisme. Det er sjældent, jeg tager afsæt i noget, der ikke eksisterer, og det er meget sjældent, at det er særuniverselt. Jeg laver ikke selv reglerne for det valgte rum, men undersøger det minutiøst, hvilket kan distancere rummet fra det, vi forstår som 1:1- realisme. Det valgte rum kan godt virke marginalt, men det eksisterer. Jeg bruger tid på at finde rummets syvtusinde regler og ritualer. Derefter dissekerer og eksponerer jeg de få, som er mest interessante eller betegnende. Derved bliver realismen en art symbolisme og i sidste ende bare en historie, der skal fortælles. I dette stykke på en travbane er det interessant, at nogle folk lægger penge og forveksler det med lykke: de næste ti minutter kan gi adgang til noget lykke, til det rigtige liv. Det ritual er et HÅNDBOGSFAKTA: Dramatiker Jakob Weis (1970): Jeg debuterede i 1994, da jeg meget uventet vandt Dramatikerstudios manuskriptkonkurrence i Århus. Det har kørt slag i slag siden, dog med en pause med tre børn, hvor jeg underviste mere end jeg skrev. Der var to forestillinger i Århus, en reading på Folketeatret og så min første forestilling for Grob, Boxning, der satte ny dagsorden for mit Københavnerteaterliv. Grob og jeg er vokset sammen siden. Derudover har jeg skrevet på filmprojekter 1995-97 og computerspil. Computerbranchen har fået øjnene op for vigtigheden af kreative fiktionstænkere, men dengang var det lidt flippet. Og så har jeg skrevet en del radiodrama, [Fryds Fred, Forudsætninger for Jungledød og aktuelle Colossos]. Mediet er i rivende udvikling, og jeg er vild med det. Om alt går vel, begynder jeg skrivningen på endnu et stykke i januar (http://www.dr.dk/p1/radiodrama). I forbindelse med Ibsen-året skriver jeg nu Helmer Hardcore, for Teater V, om hvor Helmer gik hen, da Nora gik [fra Et dukkehjem, prem. 18/2-07, Prøvehallen, Valby]. Weis har desuden været nomineret til dramatikernes Reumert, har undervist i drama-skrivning, bl.a. på KUBA og TeaterHUSET, og instrueret flere forestillinger. Se forestillingsoversigt i bilaget for samarbejder mellem Weis og Grob. bedrag, og det bedrag er interessant. Det interesserede mig at placere karakterer, som er slidt ned af det bedrag, og som ikke har magien i tanken længere, i dette univers. For dem er det at lægge 50 kr. på en hest næsten ligeså interessant som at ta sig et lille glas. Det bliver et ritual, som har mistet sin magi og nu gøres pr. automatik. Dog bilder de sig selv og hinanden ind, at det er dét, der skal til for at overleve; det er i travbaneritualet, de tror, at de kan holde sig i live. Ligger det som et forsøg på at erstatte en slags religion? Ja, i høj grad. De efterlever nogle ritualer, de engang troede på havde en højere mening. Denne højere mening kommer dog atter ind i dette univers ad omveje. Der kommer en legemliggjort løsning, en ny flugtverden, eller en ny lykke ind gennem bagdøren. Det er denne tanke om nuet, der pludselig melder sig i kraft af bogen Nuets kraft af Eckhart Tolle og personificeret i tjeneren Un. Der åbner sig en mulighed for at træde tilbage i livets bane, der hvor bevægelserne foregår. Vi følger kampen om og angsten for det her nu. Det berører det problematiske spørgsmål, om nuet overhovedet eksisterer, eller om det bare er nyreligion på linje med alt muligt andet. Romeo ankommer med en stak bøger hvoraf en af dem er Nuets Kraft af Eckhart Tolle. Tolle er slået an som åndelig vejleder, forfatter til selvhjælps-bøger og kursus og foredragsholder. Han hævder at have gennemskuet grundlaget for alverdens religioner. Derfor tilskriver han sig ikke én religion men citerer flittigt både Buddha og Jesus. Ifølge ham, bygger alle religioner på den samme ide, nemlig at leve i nuet og være fuldstændig tilstede hele tiden. Man ikke bekymre sig om i morgen, fordi man dybest set altid kun er tilstede i nuet ting skete ikke i fortiden dengang skete de i nuet. Vi skal distancere os fra vores tanker styre dem, ikke lade os styre af dem osv. Man skal indse, at man er en del af et universelt hele, og når man dør dør man ikke men forbliver integreret i dette hele. Man har desuden en såkaldt smertekrop, hvor al ens smerte ligger. Denne mener Tolle at man skal gøre sig fri af ved at være sig den bevidst, og ikke lade den styre ens liv. Det lyder såre simpelt og er værd at have i tankerne, når man ser på f.eks. Emilies tab og den smerte, der ligger som grundtilstand hos de fleste misbrugere. http://eckharttolle.com

"Og selvfølgelig bestiller jeg aldrig et Hvordan forholder du dig til bøger som Nuets kraft? glas vin, når jeg er på bar. Vin er en ren og skær fysisk nydelse, der Der er grupperinger, hvor Tolles nu-filosofi er en styrende tanke. Fint overhovedet ingen indvirkning har på indbildningskraften. Til at sætte nok, men det vækker min mistillid, at bogen er så dårligt skrevet. Jeg fantasien i gang og holde den ved lige bilder mig ind, at jeg er læsestærk, men jeg har simpelthen svært ved kræves engelsk gin. [ ] Jeg ved ikke hvorfor, men sådan er det altså. Som at læse den. Den er dogmatiserende. Han farer ad omveje med man kan forstå, er jeg ikke alkoholiker. Naturligvis er det regelmæssigt sket, at fængende postulater, så vi lytter til ordenes klang af sandhed uden jeg har drukket mig plakatfuld, men for at lytte bag ordene. Det er menneskeligt at lytte, men som Louis det meste er indtagelsen af spiritus for mig noget ophøjet, et ritual, der ikke Buñuel kan jeg ikke li folk, der postulerer, at de kender sandheden. medfører egentlig fuldskab, men som derimod hensætter mig i en slags De skræmmer mig. Jeg oplever dertil, at når jeg står ansigt til ansigt beruselse, et afslappet velvære, der med folk, der praktiserer at leve i nuet, opstår der et måske godt kan minde lidt om virkningen af visse mildere former for samvittighedselement, som er ubehageligt. Det bliver en narkotika. Det hjælper mig til at leve og arbejde." (Luis Buñuel, Mit sidste suk, mellemmenneskelig "policing" et krav om, at man er hel tilstede for oversat af Jesper Tang ([København]: den anden part hele tiden, selvom man måske har et barn, der ligger Forum, 1990), p. 41-43) syg. Det kræves, at dine tanker ikke må fare andre steder hen. Tolle har en os/dem retorik og roder med hardcore begreber som moral, etik og samvittighed. Han systemsætter en måde at se hinanden på, som afstedkommer underskud, dårlig samvittighed, utilstrækkelighed. Det er sådanne minusværdier, der kan få mig til at gå i baren og bestille en dobbelt whisky og genoptage rygningen. Til at flygte et øjeblik; sige, ja, jeg er utilstrækkelig, men nu tager jeg lige en halv time i baren, så kan det være tilstrækkeligheden kommer tilbage. Billedligt altså. Tilslutningen til hans tanker ses hos livsstilsinteresserede, nyreligiøse, og for den sags skyld hos forældregruppen i børnehaven. På sin vis tror jeg, det til dels er generationsbestemt. Jeg tror, det er en interesse, man får, når man er mellem 30-40 år. Det er et tidspunkt, når man har fået børn og karrieren er kommet op og rulle osv., hvor spørgsmål som var det bare dét? og var vi ikke mere? osv. melder sig. En masse eventyr er udlevet. Jorden er gødet til lidt ny eksistentialisme. Og så kommer Tolle ind ad døren til dette søgende miljø. Mener du, at der er en sammenhæng mellem misbrug og religion? At hvis man søger, kan man risikere at klikke på hvad som helst? Præcist. Sat på spidsen mener jeg, at sådan en bog er beslægtet med alle andre stimulanser. Det er jo bare én måde at overleve på. Det, at tro på nuet, er på en måde mere subtilt eller mindre konkret end at ta en drink, for dét er da til at ta at føle på. Der er da en nu-reaktion, når du raver rundt og glemmer tid og sted! Det moralske i en drink sorterer normalt lavere end det at dyrke nuet. Foto Lea Gudmundsen På den anden side er alkohol og stoffer jo, selvom det kan forstærke nuet så man glemmer alt omkring sig, også en flugt fra nuet.

Absolut, og igen en måde at overleve og dø på. Ifølge Tolle er folk bange for nuet, fordi det ikke kan måles i tid. Først tænkte jeg, at det var en fantastisk iagttagelse. Fordi for mennesket er tiden på én gang et tryghedsparameter og et angstparameter; som tiden går, stiger angsten. Det tidløse kan eller tør vi ikke forstå. Men så henviser Tolle til træer og sten, som aldrig spørger hvad klokken er, og det er jo et gribende eksempel på, at der er en bevidsthed til forskel. Man må formode, at et træ ikke har det samme intellekt, som et menneske. Det er dér, det springende punkt er. Vi har brug for at forstå, og vi kan ikke imitere et egetræ, vel? Derved bliver ambitionen om at leve i ikke-tid og dermed hele hans projekt omsonst. Han forlanger noget af os, der for mig er angstfremkaldende. Hvis ikke jeg valgte at sige, fint nok Eckhart, tillykke med bogen, jeg lægger den fra mig nu, ville han efterlade mig med et tomt hul indeni, hvilket sikkert er min egen skyld, og det vil Tolle sikkert gi mig ret i. Men der er mange, der ikke lægger den fra sig. De bestræber sig på at passe ind i hans system. Det bliver en eksistentiel sutteklud. Jeg tror, at Tolle kommer til at rage meget op i landskabet de næste år, men efter ham kommer der sikkert noget nyt. Politisk teater Kan du sige noget om de ideer der inspirerer dig, eller som du distancerer dig fra? Jeg distancerer mig især fra politisk teater! Det er min kæphest i disse tider: det kan jeg ikke ha! Skelner du mellem forskellig slags politisk teater? Indeholder det meste teater ikke noget politisk? Jo, men der er forskel. Det er det unuancerede, individfikserede teater, der basunerer tematikken, jeg taler om, ikke det med underliggende subtile strømme af samfundskritik. For mig er det vigtigt at undersøge individer som helstøbte personer og ikke politiske symboler. Jeg mener, at der er en bevægelse indenfor politisk teater, der er opdyrket snarere end spiret frem, og at den udvikling er dikteret af medieparnasset. Der kom et klart formuleret anmelderkrav omkring 2002: nu måtte kunstnerne komme med en politisk udmelding, for tiden var klar For det første, kom kravet ikke fra kunstnerne selv. Det burde komme som en nødvendighed for den enkelte kunstner. Vi halser efter at skal skabe noget, der lægger sig op ad kravet til det offentlige teatermarked. For det andet mener jeg ikke, at forudsætningerne for at stille de krav til en ny strømning var specielt tilstede. Kravet kom i forbindelse med et regeringsskifte. Det er grotesk, at en skare af mediepersoner, som har noget imod den siddende regering, pludselig opfordrer kunstnere til kamp. Hvorfor opfordrer de ikke til kamp, når der sidder en socialdemokratisk regering? Det er styret af slå ham, for han tog min slikkepind!. Jeg synes, at det er et meget svagt grundlag at diktere en ny strømning på. Plus, interessen for emnet bliver unaturlig. Jeg mener, at det politiske teater nu, med meget få undtagelser, bliver skrevet fra det samme politiske ståsted som de, der går i teatret, har. Hvis vi kun er enige, er vi for lige vidt. Så har vi lavet en nikkeklub, hvor vi skal nikke sammen og være enige om, at Anders Fogh er dum. Det synes jeg er en lav ambition og uinspirerende for publikum. Det politiske teater, jeg har set, har desværre været så politisk korrekt, at det bliver ufarligt. Det er ikke vores samfund men individerne, der står for skud. Det må nødvendigvis være resultatet af en dikteret strømning. Jeg er desværre tilbøjelig til at sige, at det skal gå meget værre i det her land, for at vores politiske teater bliver interessant. Så den korte version er: politisk teater appellerer ikke til mig, så jeg lægger mig nok ubevidst langt væk fra det.

Stykkets overlevere Nå, men tilbage til stykket. Jeg vil jo meget gerne forsvare de her karakterer, lige så ulykkelige de er, og ligegyldigt hvor meget eller lidt de læser Tolle. Jeg har valgt karaktererne ud fra et univers, der repræsenterer tid i flere former. På en travbane skal man nå noget, nå at spille; man skal ha resultatet; hvorefter der opstår en ny tid, hvor man skal spille igen. Men hvor kender du travbanen fra? Jeg blev introduceret til den af en kammerat, da jeg var ca. 13, og det var noget af et miljøchok. Det var voldsomt at opleve folk spille sig fra hus og hjem jeg så jo folk der havde mistet alt! Engang hen mod slutningen af løbsdagen og ud af det blå kom en svedende mand i pænt jakkesæt og bøjede sig hen over mig og tog sit armbåndsur af. Du kan købe det her, det er 5000 værd, men du kan få det for en hund, sagde han. Og du ved 13 år, jeg havde ikke 100kr, jeg havde 5. Men i dag spekulerer jeg over, hvilken mekanisme det er, der gør, at man vil sælge sit ur, fordi man er på skideren én dag? Bliver det næste tøjet? Og så en tur på lokummet for at hente pengene hjem ligesom Romeo? En anden oplevelse, der satte spor, var synet af en mand, der stod og råbte og skreg på de her heste hver løbsdag, konsekvent. Og omkring de sidste par løb kunne man se, at hans selebukser var fuldstændig pløret til af urin. Det er nogle eksistenser, der har sat sig i mig. Nogle voldsomme situationer. Så da jeg skulle skrive om tid og om at være tilstede, tænkte jeg, hold kæft, dette miljø er så medfortællende, at jeg ikke behøver at gøre rede for det, jeg kan bare placere figurerne her. Så håber jeg, at det kan resten selv, men nu får vi se. De otte løb, hvor hestene kører i en bevægelse, der aldrig tager dem andet end rundt, afbilleder en stilstand? Netop. Der ligger også en selvforglemmelse i at stå og heppe på en hest, der løber! Hvis der kom en mand fra det ydre rum og så en flok mennesker råbe af en hest, så ville han da tænke sit! Det er en absurd situation, hvis man ser helt nedpindet på det. LILLE LEO: Jeg kan mærke det bliver en af de helt store dage, Emilie. [ ] EMILIE: Den har du jo altid før første løb, Leo. Den fornemmelse. LILLE LEO: Jo, jo men det er også et herligt tidspunkt på dagen, det må du indrømme. De ligger lige der foran dig. Otte friske løb, ikk` EMILIE OG LILLE LEO: Otte små liv på rad og række (Sc. 1.) Men er der kun sørgelige eksistenser på banen? Der er en lille bitte klasse derude hesteejerne osv., der har penge. Men tager du et tværsnit af tribunen, har du velhaverne øverst, længere nede kommer de lidt mindre velbeslåede, og helt nede kommer dem, der sidder og fryser på den udendørs tribune i januar og håber på at vinde. Så hele samfundet er repræsenteret. Emilie og Leo er strandet på den midterste tribune, på restaurant Pegasus for de lidt mere velbeslåede. Emilie er stadigvæk velhavende. Hun har en lidt anden økonomisk placering end Lille Leo, men han har nok været mere ved muffen før. Vi har en klar fornemmelse af, at de har slået rødder, de er gået ind i en tidslomme. Hun forholder sig næsten ikke til den spænding, der er i rummet. Hvorimod Lille Leo er mere modtagelig, for han er romantikeren, hvor hun er kynikeren. De mødes hver søndag og har deres lille liv, deres ritual, som de fastholder hinanden i. Det viser sig, at de fikserer tiden og minder hinanden om, at hér gik tiden i stå. Det viser sig, at Emilie er den, der konkret kræver, at tiden ikke bevæger sig. Hun frøs tiden

på basis af et traume. Men ikke desto mindre er det en meget bevidst handling. Det er et skamritual, for hun sætter Leo stævne med den skam, hun synes, at han skal gennemleve hver søndag. Det er faktisk den skam, der har sat ham i stå i resten af sit liv. Han har jo drukket sig ned under gulvbrædderne. Kan du fortælle lidt om Emilies kynisme? Jeg tror, at hun skal forsvares, simpelthen fordi hun mistede et barn. Det at miste et barn, er det mest smertefulde, jeg kan forestille mig. Jeg kan ikke forestille mig at man kan bearbejde det. Så deri ligger mit forsvar for Emilies kynisme. Hun er hostil over for alle andre end Leo. Hvis hun var fjendtligt indstillet over for ham, ville hun ikke kunne holde liv i hans skam. Hun håndterer hans skam med omsorg meget spekulativt. Og det er Det danske sprog: Se på tidens tendens til at bruge ordet bruge om mennesker hendes måde at holde ham fast; hvis han forsvinder, er hun alene hvem og hvad kan man bruge til noget. Spørgsmålet om at være 100 % tilstede i sin smerte. Så tror jeg, hun ville kuldsejle for alvor. Og det er hvis vi ikke var tilstede så ville vi vel være Emilies historie, hun går ikke ned, fordi hun er kynisk beregnende døde, eller? Brugen at begrebet den virkelige verden som betegnende for det, med hensyn til at overleve. der er om lidt f.eks. arbejdsmarkedet efter uddannelseslivet hvornår er virkeligheden? Kan du sige noget om hvordan karaktererne bruger hinanden? Stykket hedder Håndbog i overlevelse simpelthen fordi, det handler om karakterernes manøvrer for at overleve. At Emilie holder Leo i sit liv er en fortløbende manøvre, der har stået på i 24 år. Hun kan ikke overleve uden Leo, og det vil jeg gerne have historien til at fortælle. Og når Leo forsvinder, når historien er slut, hvad skal der så ske med Emilie? Vi ved det ikke, men vi ved, at det ikke er godt. Skulle hun holdes fast, skulle der komme en ny mand. I mit første udkast, kom Kaiser, og satte sig hos hende. Og det, hun havde drømt om i 24 år, var ikke bedre, end det hun havde haft foran sig i 24 år. Men jeg håber, at det er bedre ikke at vide, hvad der sker. Karaktererne følger en overlevelsesstrategi. Leo har sin drink, og Romeo har sine redskaber til at overleve. I dette miljø placere jeg den rene pige, Un, som ikke bruger nogen redskaber for at overleve. Hun er såre sympatisk og mit bedste bud på at være. Så kan Eckhart tjekke det ud og se, om jeg har forstået noget. Jeg synes, at han skal repræsenteres, og at muligheden, utopien eller romancen skal repræsenteres. Men jeg prøver også at fortælle en historie om, hvad utopien gør ved de her mennesker. Det er deri kritikken ligger. Hvad udløser den hos de her mennesker? Hvad udløser hendes umulige måde at være på, hendes uopnåelige måde at være på? Udviklingen ligger i, at hun er en indflydelse, og de er en reaktion; på hver deres måde fra hver deres tid. Karaktererne repræsenterer hver deres tid. Romeo repræsenterer om lidt ; ikke den store fremtid som han selv tror, han ser, hvilket han ikke gør, men om ti minutter, om en time på Café Ketchup. Han stræber hele tiden efter om lidt. Til at starte med tror vi, at Emilie er den, der er mest tilstede. Hun går på gallerier osv.; vi tænker, at hun er en leve-dame. Leo bliver ved at snakke om dengang, men de krydser hinandens ender, og det viser sig, at Emilie er den, der er allermest fikseret i fortiden. Og Leo kommer til at repræsentere muligheden for nuet. Det er tanken, at placere karaktererne i de her tider, lade dem være repræsentanter for forskellige tider og lade dem efterstræbe disse tider. Du har engang sammenlignet Lille Leo med Willy Lomann fra En Sælgers Død.

Jeg forestillede mig Leo før det hele skete; at han har haft en familie, men også at han drak. Jeg forestiller mig, han er blevet forladt, har prøvet at miste. Det er grunden til, at han er blevet en ensom eksistens, der læner sig op ad en anden. Hvis Lomann ikke var kørt ind i et træ, så ville han forhåbentlig blive forladt, for han var tyrannisk. Han var fuld af selvbedrag, et selvbedrag Leo også har i sig ind til denne dag, hvor han gør op med hele butikken. For første gang benævner han tragedien, og sætter ord på, at det var ham, der kørte bilen, der dræbte Emilies barn. Han bliver nødt til at læsse den af for at slippe skammen en gang for alle. Så den krydser også Albee s Who s Afraid of Virginia Woolf. Romeo ser du som en mellemting mellem den seksuelt misbrugte forfatter J. T. LeRoy, der voksede op omgivet af stoffer og prostitution og Hummelchefen Christian Stadil? Ja, nu viste det sig, at LeRoy-historien var et stort "scam". Men Romeo er en blanding af LeRoy-typen, den fuldstændig sårbare og Romeo ser op til Christian Stadil. I 1999 sårede og Stadil. Stadil kender jeg kun som medieperson, og det er blev Stadil chef for og relancerede Hummel. Det gamle sportsmærke blev mode. Udover vigtigt! Jeg er ikke ude efter Stadil, men ude efter en livsstil. Det er at være en hardcore businessmand med interesse for buddhisme, involverer han sig i den livsstil jeg prøver at krydse med en total fortabelse. velgørenhedsorganisationer. Bl.a. figurerer Emilie kæder du sammen med Jeppe på bjerget. Hvorfor drikker han i forbindelse med Amnesty International s antivoldskampagne, Hjerte-foreningen, Red Jeppe, men ingen spørger Emilie. Barnet, Tibet Charity og Mellemfolkeligt Samvirke. Ifølge Stadil selv, er han en god Der er aldrig nogen, der spørger, og der er aldrig nogen, der tør blanding af ny ansvarlighed og smart spørge. Det er ikke, fordi man ikke interesserer sig for Emilie, men markeds-føring, et paradoks man kan diskutere i forhold til mange virksomheder, man ved ikke, hvad man roder med. Men man ved, at det er fatalt politikere og os private mennesker i dag.(se http://www.ms.dk/sw40404.asp og for J. T. på en eller anden måde, enten dør man selv, eller også dør hun, LeRoy http://www.jtleroy.com/index2.html) hvis man spørger. Det handler om at overleve. Og det handler om alle mulige overlevelsesmanøvrer. Det er ikke bare at drikke eller læse en bog, det er også denne menneskelige interaktion, som er en manøvre; du skal være tæt på mig, mand-kone-konstellationen. I ægteskaber hører man om tilfælde, hvor manden går til grunde når konen dør. En tragisk udlægning kunne være, at de sidste 20 år har været ren overlevelse. Det, der var kærlighed, er gået over til at blive overlevelse. Er der en parallel mellem det at se/lave en forestilling, der altid er lige nu og det at være tilstede i nuet?

Bag & udenom scenen Scenografi Uddrag af intentionsmøde med scenograf Rikke Juellund: Foreløbig er det kun geografien, jeg har arbejdet på i forhold til Kaleidoskops rum. Det vil sige, at f.eks. gulvtæpper og farver kommer senere. Vi forestiller os, at man ser den midterste af tre siddetribuner bagfra. Det vi ser bagerst er det store udsyn til banen, med en eller anden form for horisont. Vi har talt om, at lave en miniature af kontroltårnet, for at lave et helt klassisk perspektivtrick. Bygge det realistisk i en meters højde og sætte det ned ved horisonten. Foto Rikke Juellund På den virkelige travbanen er der nogle fede detaljer, så som et metalgitter, hér repræsenteret af de hvide stænger, der ses i baggrunden. Det hele skråner dels for at få en lidt gyngende, lettere usikker fornemmelse, og dels for at man fornemmer at den øverste kant, undersiden af den tribune, vi sidder under, fortsætter over publikum. Der kommer et rækværk hele vejen hen, som dels kan blive god spillemæssigt, man kan læne sig og kigge ud over travbanen, Romeo kan sidde og dingle Og så er der i øvrigt ret langt ned, så sikkerhedsmæssigt er det også godt, at den er der. Trapperne gør at man fornemmer de andre niveauer, men de skjuler også teatrets egne vægge. Tanken er, at alt det man ser, er scenografi. I princippet er det en illusion fra forkanten og ind. Er der en parallel mellem det at se/lave en forestilling, der altid er lige nu og det at være tilstede i nuet? Diskuter forholdet mellem teaterpublikumet i salen og travbanepublikumet (skuespillerne) på scenen. Hvordan involveres publikum, og kan man tale om en dobbelt tribune? Trav Charlottenlund Travbane (1891), Cykelbanen i Ordrup (1888) samt Klampenborg Galopbane (1909-10) var fra starten vigtige udflugtsmål for københavnerne. Travbanen blev udbygget gradvist. Dens ældste del, portanlægget ved Ordrup Jagtvej, blev flyttet dertil fra Den nordiske Landbrugs- og Industri Udstilling i København 1888 og den nyeste del er den store tribune fra 1953. Selve væddeløbsbanen et stort antal bygninger, stalde m.m. er tegnet af Gotfred Tvede.

Travsport adskiller sig udover gangarten fra galop ved at hestene oftest trækker en let tohjulet vogn (sulky ca.15kg), hvor kusken, ifølge Jakob Weis, sidder med meget spredte ben bag en meget stor hesterøv. Sulkyerne stammer fra det gamle Rom. De blev brugt første gang i den moderne form i USA 1892. De første danske travløb foregik i 1830-33 og med totalisatorspil i 1885. Charlottenlund Derby har en distance på 3km. Normalt løbes der ca. 45-50km/t. Travhesten Tarok (1972-81) vandt, udover Derby i 1976, 111 ud af 165 løb og gjorde sporten populær blandt et bredere publikum. I forestillingen forekommer en række hestenavne, som kan tildeles en vis betydning, selvom de ikke er atypiske travnavne. Følgende er navnene i forbindelse med den plads de indtager i de forskellige løb: Tarok figurerer i fortiden men dens barnebarn, Barok, kan man løbe om kap med. Kukkuboogaloo og Sex Killer er taget af programmet, men I`m a lover er stadig med. Andante og Jomfru Bolette presser I`m dirty to night, der dog tager føringen og vinder. Peggy Sue, kørt af Kaiser, taber mod programnummer tre med navnet Snehvide, som vinder med længder. Un valgte nummer tre. Hendes næste valg er programnummer et Forget-me-not, som dog bliver sendt ned bag i feltet og udgår. Foto Lea Gudmundsen Tarok som vinder af Dansk Trav Derby År Hest Kusk Ejer Vindertid P.-O., R. og G. 2005 I'm A Photo Staffan Nilsson Ohlsson & Bygg 1.16,5a 2004 Home Blåbjerg Good Guy 2003 DK 2002 Frække Frederik Thomas Uhrberg Stall Husaren Gøteborg Bent Svendsen Parkköken A B Preben Kjærsgaard Team F F 1.17,5a 1.17,0a 1.16,4a 1977 Vixi Bird Jørn Laursen (a) Stald Kima 1.19,6a 1976 Tarok Jørn Laursen (a) Stald Kima 1.19,9a Samtale med Kjeld Nielsen Nu: Ritualer og nyreligiøsitet Kan du sige lidt om det at efterstræbe lykke? Efterstræbelsen af en badeværelsehylde kan blive til, at man efterstræber et image for at passe ind, som var man kalkerpapir. Dette image skal så gøre en lykkelig, men det bliver tomt. Efterhånden bliver dét at opnå imaget selve lykken ikke dét, det vil bringe. I nyreligiøsitet er det realiseringen af ens potentiale eller indre jeg, der skal gøre én lykkelig. Ideen om at vi alle besidder et meget større potentiale, har flere kræfter, ideer osv., end vi viser og derfor meget større muligheder for lykke, kan man Kjeld Nielsen (1942). 1969: cand.theol. Københavns universitet; 1970-74: Ph.d. ved Hebrew Union College, Jewish Institute of Religion, Cincinnati, Ohio; 1974 til først i 90erne: lektor ved Københavns Teologiske Institut. Fra 1974: sognepræst Helsingør. Om det stille misbrug: Det stille misbrug er typisk dansk vi er gode til at overtale og undskylde os selv. Og så antager man, at det er en form for frihed, man udøver, når man tager et lille glas. Gør man det flere gange i løbet af en dag, viser man bare, at man er et selvstændigt menneske. roligt kalde for en livsløgn. Og det udnytter sekter, nyreligiøse og åndelige vejledere ofte ved at påstå, at de kan hjælpe os ud af uvidenheden og dermed gøre os lykkelige. De indforståede lokker med at få det optimale ud af vores kræfter, tilsvarende en arbejdsgiver der sender

medarbejderne på kursus for at udnytte deres potentiale bedre. Mennesket har en lykke-søgen som kan misbruges. Ligger der et lykke-pres på os? I moderne religioner, new-age osv., ligger der et pres. Men kristendom og jødedom er ikke lykkereligioner. Dér drejer det sig om, at have det godt med Gud og sit medmenneske, og de to ting skal gerne rime. Så kan det være, at mennesket bliver lykkelig som en konsekvens, men det er en sidegevinst. I jødedom og kristendom vil man sige, at tingene aldrig er helt perfekte, og det er menneskene heller ikke. Men nyreligioner mener, at det er inden for menneskets rækkevidde at blive perfekt. Og det er helt ved siden af, mener jeg, en fejlbedømmelse, der kan ende med, at man tror så meget på sig selv, at det bliver overtro. Hvorfor hopper vi på det? Fordi vi dropper de gamle paroler, politisk og religiøst, og de nye skabte tankekonstruktioner passer ikke rigtig til mennesket og dets formåen. Prøver man at meditere sit store potentiale frem, og det viser sig, at man ikke har det, bliver man skør eller meget ulykkelig. Der ligger en større styrke i at anerkende, at man er svag. Svaghed er faktisk noget, der hører menneskets natur til. Fortvivlelse er meget forståelig, men det kan holde en fast i et rutinemønster, der er negativt og selvmorderisk. Det er faktisk at underleve livet, så man ikke får noget ud af det. Man er låst fast og låser hinanden fast. Undersøg de forskellige interviewedes forhold til det at Er nyreligiøsitet personfikseret? Ja, det tror jeg bestemt. Det hænger sammen med individualiseringen af overleve og det at leve i nuet. Diskuter hvordan forestillingens karakterer overlever samfundet. Modsat f.eks. kristendommen skal man i mange nye religioner hvilke remedier bruger de. bevise, at man er moden eller værdig til f.eks. den næste grad af viden. Det er det gnostiske system, der figurerer her; nogen ved mere om vejen til lykken, end du gør. I de gamle religioner er der måske nogen, der ved mere, men når det kommer til stykket, ligger kernen til forståelsen af din eksistens, og de krav du kan stille til dig selv og dine medmennesker, og som Gud kan stille til dig, i en slags fællesskabsfølelse med de andre. Presset om duelighed skaber usikkerhed i den søgende, og så søger han mere viden og bliver derved holdt fast. For mange ender det med, at de mister troen på tilværelsen, føler sig udnyttet og mere usikre. Der er jo ingen grund til, at gøre folk mere usikre verden er usikker nok. De gamle systemer var bedre til at skabe sikkerhed. Med sikkerhed mener jeg, at man ikke stræber efter en fuldkommengørelse og er sin egen lykkes smed, hvilket man er i dag. Og går det galt, er der noget galt med ens forståelse af systemet, med en selv, men så er der sikkert et hjælpekursus Hvorfor tror du at en bog som Nuets Kraft er blevet en bestseller? Er der en tendens i øjeblikket til, at vi vil skrive livet på formel? Jeg tror, at vores tid er pseudovidenskabelig fikseret. Vi har naturvidenskaben, sprogvidenskaben osv., der kalder på viden. Konkret viden er formularbestemt, har fagterminologi osv. Det vil man gerne overføre til selve eksistensen. Det er rart for mennesker, at få hele eksistensen serveret på et fad, hvor man kan overskue menuen. Dem, der skriver om dette, vil gerne give sig ud for at være fagligt og videnskabeligt baseret. Men sådan kan man ikke behandle livet. Kan man tale om ritualer i forhold til stykket?

Ja, der er ingen tvivl om, at der er en form for rituel handling eller tvangstanke. Men tror du, det er ritualet, eller det at de ikke har andre, der holder dem fast, eller gir dem et åndehul? De har brug for hinanden. Men de misbruger også hinanden. Ja. Men brug/misbrug vi kan ikke undvære hinanden. Kan du se travbanen som en parallel til f.eks. dyrkelsen af religiøse ritualer? Man kunne tænke sig at Emilie og Leo f.eks. er blevet på travbanen for at komme ud af sorgen. For at lave et rum, hvor de er mere frie. Dét ville være en form for kompensation spirituelt set. Problemet med verdslige ritualer er, at de er ret tomme, mens religiøse ritualer er fyldige. De religiøse indebærer altid et forhold til tilværelsens og eksistensens urgrund. Det handler om liv og død. Det gør det verdslige aldrig, det har med de små ting at gøre. Tag forskellen på den verdslige konfirmation og den kirkelige. Sidstnævnte giver et forhold til dåben og derved til fødsel og død. Den anden giver et forhold til materielle ting. Det er verdslige ritualers problematik; de savner et indhold og et forhold til Diskuter de interviewedes ideer om dét tilværelsen. der ikke fører til noget. Der nævnes Uanset om man er troende eller ej? verdslige ritualer, travløb og Jens Tang-Kristensens udlægger Kvium Ja ja, de bygger jo på eksistentielle spørgsmål. De leder mennesket m.h.t. at livet ikke nødvendigvis fører ind i et særligt forhold til tilværelsen. De prøver ikke så meget at noget konstruktivt med sig. forklare tilværelsens grundvilkår som på at beskrive dem, og først og fremmest fra et menneskeligt synspunkt. Men kan det tænkes at disse karakterer forsøger at skabe et ritual, som de på en eller anden måde håber ikke er verdsligt som de håber, har en åndelig dimension? Det kan tænkes, men så tror jeg, at denne dimension er blevet væk på vejen. Eller at de har misforstået systemet som udgangspunkt, for det fører ikke til noget. I princippet er det godt med ritualer, vi kan ikke undgå dem. Det ordner nogle ting og det kan vi ikke leve uden; det ville være at leve i kaos. De religiøse ritualer har som regel en historie de er åndehuller for fortællinger eller myter, som kan danne grundlag for en moral og sociale normer eller argumentere for sociale normer. De rent verdslige ritualer har ingen fortælling, der binder dem til tilværelsen, og derfor er de tomme. De religiøse ritualer forløser; de sætter fri. Men det skal man vel tro på? Ja selvfølgelig! Men det er derfor, at tro er et så vigtigt begreb i al menneskelig tilværelse. Vi kan ikke leve uden tro. Jeg mener tro som begreb, den grundlæggende tillid til tilværelsen, som godt kan udmønte sig i troen på Gud. Det er fordi tilværelsen er baseret på tillid. Man kan ikke foretage sig noget som helst uden tillid kaster du dig ud i en kærlighedsaffære, så er det fordi, du inderst inde tror på det. I det øjeblik du ikke tror på det, så kommer der grus i maskineriet. Tilsvarende for det økonomiske system. Aktiemarkedets nedgang i 1929 beroede i høj grad på tro eller rettere mangel på tro. Mister du troen på tilværelsen, ramler det hele, og der er ikke meget at bygge på. Med andre ord har karaktererne mistet troen, håbet og kærligheden, og de søger helt forkerte steder. Der er ingen forløsning i travbaneritualet, men måske er der et håb i, at ritualet afbrydes dér er liv og død.

Når det gælder eksistensen bliver vores tankegang trukket hen mod det religiøse, fordi vi i bund og grund er betydningssøgende. Vi søger betydning, i det mindste en anden siger og gør; vi ser tegn, der skal tydes over alt. Jeg mener, at selve begrebet betydning er et religiøst begreb. For man får ingen betydning ud af noget uden at hoppe ind i metafysikken. Man kan benægte, så meget man vil, men jeg vil til min dødsdag sige, at det er religion. Og hvorfor? Fordi vores følelser er en reaktion på eksistensen, og det har ikke noget med videnskab og forstand at gøre. De mennesker hér virker til at have tabt en del følelser, og det kommer til udtryk i, at deres travbaneritualer er tomme. Hvorfor tror du, at religion, både ny og gammel, kan redde folk så effektivt ud af et misbrug? Hvis du har en religiøs oplevelse, som du tager rigtig alvorlig, så giver den psykisk energi, et åndeligt spark bagi der kan hjælpe, for der skal psykisk overskud til at komme ud af et misbrug. Begreber der enten er nævnt i eller er relevante for stykket, som kan tages op i forhold til Biblen: - Travbanen omtales som et lazaret: Lazarus = den fattige syge, opvakt fra døden sygdom, smitte, karantæne, krig/sport. (Se John. 11 og Luk 16.20) - Samaritertjenesten bliver tilkaldt Samaritaneren = hjælperen, den barmhjertige. (Se Luk. 10.33) - Vigtigheden af tid; at turde kaste sig ud i at tro på livet. - Lille Leo kaldes til sidst til dommertårnet, hvor han skal løbe fra. Samtale med Ursula Holmgreen om misbrug Misbrug har mange ansigter, men er der en fællesbaggrund for et misbrug? Der er flere individuelle grunde, men der er også fællestræk. Ursula Holmgreen (1947) var stofmisbruger i Man starter stille og roligt og regner ikke med at ende som 18 år men har været clean siden 1984. Hun alkoholiker, fordi man kan li at beruse sig, eller som narkoman arbejder nu som foredragsholder, bisidder ved Kristen Rådgivning for Incestofre og fordi man ryger lidt hash. Det går slet ikke den vej for alle, men Seksuelt misbrugte (http://www.kris-dk.dk/) og fængselsbesøgsven for Røde Kors. man skal jo starte et sted. Med et husmordrikkeri kan der gå lang tid, før man opdager, at den er gal, for det er nemt at skjule. Oftest ligger der en smerte til grund, men mange ved ikke nøjagtig, hvad det er, der gør så forfærdelig ondt. Forventninger presser sig på fra alle sider også fra en selv, men man har altid tabt på forhånd. Det viser sig så, at de 48.000 problemer kan byttes for ét problem, nemlig at holde sig skæv. Selvom man ved, det er problematisk, så er det til at overskue. Det er også typisk, at omgivelserne påstår, at man ikke kan stole på den virkelighed, man ser. Konsekvensen bliver, at man fornemmer, at man lever i noget uvirkeligt. Stofferne bliver et forsøg på at finde ind eller ud til det virkelige, og det virker, som om man kommer tæt på denne virkelighed. Det er som at kravle op på muren ind til paradis, men man falder altid ned og lander udenfor muren igen. Man vil, men kan ikke komme ind og danse med englene. Så et misbrug kan godt starte positivt? Ja. Men man løber efter et om lidt ligesom Romeo. Om lidt er du skæv nok. Men man bliver aldrig skæv nok, for så er man død. Det bliver omsonst at stræbe mod det. Det er ligesom med Leo, der dør i det øjeblik,

han endelig når at løbe endelig, endelig er i nuet. Det er den tilstedeværelse stofferne lover, men de snyder, lyver og stjæler livet. Man deklamerer vel sjældent ens misbrug til omverdenen? De fleste misbrugere skjuler det, i hvert fald for familien, for ikke at såre dem, siger de. Vissevasse! Det er for at familien ikke tager over og sender én på afvænning. Folk, der tror, de kan hjælpe, kan være farlige, for de ved ikke, hvorfor man er misbruger. Jeg har aldrig truffet én, der er havnet i misbrug uden at have 11.048 rigtig gode grunde til at være i det. Ligger det i tiden, at vi har et kæmpe problem med det stille misbrug? Det er nok typisk, at der er blevet flere valgmuligheder for accepterede stimulanser. Jeg tror helt ærligt, at vitaminpiller har en stor del af skylden. Man bliver vænnet til, at man ikke får nok ad naturlig vej. Man skal ha vitaminer og ginseng, og så er der ikke så langt til anabolske steroider og silikonebalder. Man skal altid ha noget ekstra, for intet man gør bliver nogensinde godt nok! Man skal både ha en pause fra ræset og fra nederlaget ved at være utilstrækkelig og noget tilskud for at kunne klare det hele. Man bruger på sin vis det samme middel til begge dele. Heroin gir en pause, kokain gør dig klar til ræset. Eller kaffe om morgenen og sovepiller om aftenen. Er det et problematisk krav, at man skal være 100 % tilstede i alt man gør leve i nuet? At leve i nuet er let nok. Bare man venter, kommer det helt af sig selv det hedder senil-demens! Man burde være tilstede, når det gælder, men det kan man ikke altid. Det er det, Dostojevskijs forfatterskab handler om, om individets samspil med andre mennesker og med Den Evige. Efter at være blevet benådet sekunder fra døden, skriver Dostojevskij til sin bror, at livet findes alle steder, også i en fangekælder. I det øjeblik benådningen kom, vågnede han, fik samspil med livet. Efter sådan en opvågning, kan man love sig selv, at man altid vil være lige så meget til stede som i det øjeblik, men sådan bliver det ikke det er umuligt og usundt. For der er ting, man ikke magter og ikke skal magte at være tilstede i. Kan man ikke gå fysisk, må man forflytte sig mentalt. Bliver misbrug en måde at slippe for at være tilstede? Ja. Karaktererne i stykket formår ikke at leve, de overlever. Nu-dyrkelse, stoffer, spil eller alkohol bliver et middel for dem til at overleve på. Det, der mangler i de midler, for at de kan bruges til at leve på, er forløsningen. Men det er også positivt at overleve. For først skal man overleve, før det overhovedet er muligt at leve. Men derfra skal man ud i glæden og friheden hvor forløsningen ligger. Men kan det tænkes, at man finder et middel til at overleve på, og at man så undervejs glemmer drømmen om at komme ud i friheden?

Ja og nej. For de fleste glemmer aldrig deres længsel, og det er det, der er så smertefuldt. Men det mest ulykkelige er de mennesker, der glemmer deres længsel. Muligvis har karaktererne glemt deres drømme, og Un bringer et Men hvad er et godt glas spiritus uden en cigaret? [ ]Tobak er som skabt til spiritus glimt af noget glemt. (hvis spiritus er dronningen, er tobak kongen) og en hjerteven i alle livets forhold. Ja. Men der er en forskel på det at se håbet om liv, og det at nå En følgesvend i medgang som i modgang. livet. Og man når ikke lettere ud i friheden uden stoffer, end man Man tænder med lige stor nydelse en cigaret for at fejre en glædelig begivenhed gør med. Nogen tror at stoffer kan gi ro til at tænke sig om og som for at drukne sin forbitrelse. En cigaret kan krone såvel et ensomt øjeblik som en finde vejen til friheden. Men når de så har den ro, glemmer de, stund i venners kreds. [ ]Så tillad mig, hvad det var, de skulle finde ud af. Men det er der også mange højtærede læser, at afslutte disse sider om tobak og spiritus alle fasttømrede mennesker uden stoffer, der også gør. De får det efterstræbte par venskabers og de frugtbare drømmeriers moderskød med et dobbelt råd: hold Dem røde sko, hvilket giver tilfredshed, men de glemmer, hvor de ville fra begge dele! De er skadelige for Deres gå hen med dem. helbred. Og så skal det ikke glemmes, at både spiritus og tobak i mangt og meget Troede du at stofferne var eller gav frihed? sætter kolorit på samlejet. Spiritus som regel før og tobak efter. (Buñuel, p. 44-45) Ja. Pludselig kunne man trække vejret, kunne eksistere. Men man lider fysisk og psykisk, når man ikke er påvirket, og det bliver værre og værre for hver gang. Misbrug er selvforstærkende. Men stofferne er altså både en forstærker og en dæmper. Er det et ønske om at finde ro fra det at søge? Nej, det er et ønske om, at finde ro så man kan søge. Man søger hvor som helst. Karaktererne er også afhængige af hinanden. F.eks. udvikler der sig et lettere incestuøst forhold mellem Emilie og Romeo, selvom det måske er i den tro, at hun gør ham en tjeneste. Man kan ikke både være surrogatsøn og surrogatelsker. Og hun betaler ham for begge dele. Det ene med penge, det andet med et sted, hvor han er velkommen. Det er meget symptomatisk, at mange misbrugere mener, at de rent faktisk tager sig af hinanden. Og jo, men man tager også hinanden med i faldet af ren og skær omsorg. Han hopper på det, fordi han får penge til at spille, og det ligger langt over alt andet. Når man taler krænkelse, bruger man en trekantsmodel til at afbillede det dysfunktionelle forhold mellem offer, krænker og hjælper. Denne trekant kan være mere eller mindre fastlåst. Her skifter karaktererne roller. Emilie står som krænkeren, der holder Romeo som offer. Når Romeo hjælper hende med sex, bliver han hjælperen. Ligeledes flytter hun sig hen på hjælperens plads, når hun hjælper ham med tryghed og penge. På sin vis kan man sige, at Leo ind imellem står som hjælper. Un viser sig også som en mulig hjælper. Det karakteristiske for hjælperen er, at han kan komme til at hjælpe offeret til at forblive i offerrollen. Men hvis man vil ud af trekanten, eller ud af at leve i f.eks. om-lidt, hvad skal der til? Der er en risiko i, at opgive at leve i sine rutiner. Hvad hvis drømmen om nuet er stærkere end selve nuet? Springer man ud i friheden, bliver ens gamle liv taget af en renovationsengel. Men selvom man får overrakt muligheden for at gribe nuet eller tage Uns hånd, er det ikke alle givet at kunne tage imod. Det er dybt tragisk ikke at kunne at tage imod. Romeos dyrebareste eje, et sværd, samt Emilies kamp for ikke at Diskuter vigtigheden af Romeos dolk/machete i forhold det at give slip på absolut alt for at gøre sig fri og komme til en forløsning. Tager Romeo sit gamle liv med sig i form af champagneflaskerne?