Kapitel 22 - Martyriet

Teksten er den del af: Kirkens historie i tidernes fylde Kapitel 22 - Martyriet Tidslinie Dato Betydningsfuld begivenhed 24. mar. 1844 Joseph Smith afslørede en sammensværgelse mod sig for de hellige 6. apr. 1844 Joseph Smith hindrede de sammensvornes forehavende ved generalkonferencen 7. juni 1844 De sammensvorne udgav det første og eneste eksemplar af Nauvoo Expositor 10. juni 1844 Nauvoos byråd beordrede, at Nauvoo Expositor skulle ødelægges 18. juni 1844 Joseph Smith erklærede Nauvoo i undtagelsestilstand 22. juni 1844 Guvernør Ford insisterede på, at Joseph og Hyrum Smith skulle tage til Carthage og besvare de anklager, der var blevet fremført mod dem. 24. juni 1844 Joseph og Hyrum tog til Carthage 27. juni 1844 Joseph og Hyrum blev myrdet i Carthage af en pøbelgruppe Indledning Allerede da han begyndte sin tjeneste, vidste profeten Joseph Smith, at han muligvis ville dø for sin religion. Mens Joseph oversatte Mormons Bog, havde Herren lovet ham evigt liv, hvis han var "standhaftig i at holde [befalingerne]... om du end skulle lide døden" (L&P 5:22). En måned senere talte Herren atter om muligheden for, at han ville lide en voldsom død. "Og om de gør imod jer, som de har gjort imod mig, velsignede er I, thi I skal bo hos mig i herlighed" (L&P 6:30). Profeten modtog dog også nogle vigtige tilsagn om sin jordiske mission. Adskillige år senere i Liberty fængslet lovede Herren ham: "Dine dage er talte, og dine år skal ikke blive færre. Frygt derfor ikke for, hvad menneskene kan gøre, thi Gud vil være med dig evindelig" (L&P 122:9). I 1840 blev han i sin døende fars sidste velsignelse lovet: "'Du skal leve til at fuldende dit arbejde.' Til dette udbrød Joseph grædende: 'Åh min far, skal jeg virkelig?' 'Ja,' sagde hans far, 'du skal leve, så du kan fremlægge planen for alt det arbejde, som Herren har givet dig.'"1 Joseph Smith, som gav agt på Åndens tilskyndelser fuldførte tappert sin mission, led martyrdøden og kvalificerede sig til en herlig belønning; således opfyldtes disse profetier. Forvarsler om død Mens profeten fortsatte sin tjeneste i Nauvoo-perioden, følte han Åndens forvarsler om, at hans mission på jorden nærmede sig sin slutning. Han gav udtryk for disse følelser for sine nærmeste og talte fra tid til anden om dem til de hellige. Den 22. januar 1843 talte Joseph til en stor forsamling i det endnu ufærdige Nauvoo-tempel om præstedømmets magt, som blev anvendt til oprettelsen af Guds rige i de sidste dage. Han forklarede, at Side 1 af 10

tempelbegavelserne skulle "forberede disciplene til deres mission ud i verden." Idet han henviste til sin egen rolle, erklærede Joseph: "Jeg forstår min mission og mit gøremål. Gud den Almægtige er mit skjold, og hvad kan mennesker gøre, når Gud er min ven. Jeg vil ikke blive ofret, førend min tid kommer. Da vil jeg villigt lade mig ofre."2 En af de mest direkte og præcise profetier om Joseph Smiths martyrdød blev udtalt i De Tolv Apostles Kvorum i foråret 1844. Orson Hyde huskede hændelsen: "Vi sad i råd med broder Joseph næsten hver dag i flere uger. Ved et af disse rådsmøder sagde broder Joseph, at noget ville ske: 'Jeg ved ikke, hvad det er, men Herren byder mig at give jer jeres begavelser, før templet er færdigbygget.' Han førte os igennem hver ordinance i det hellige præstedømme og da han var færdig, glædede han sig meget og sagde: 'Hvis de dræber mig nu, så har I alle nøglerne og alle ordinancerne, og I kan videregive dem til andre, og Satans hærskare vil ikke være i stand til at ødelægge riget i samme hast, som I vil være i stand til at opbygge det.'"3 Som enhver anden ønskede profeten at leve. Han ønskede at være sammen med sin hustru, lege med sine børn, tale til de hellige og nyde samværet med rare mennesker. På trods af, at han vidste, at han sandsynligvis snart ville dø, var han en mand, der elskede livet. Han mødtes ofte med de hellige, og nogle af profetens største taler blev holdt i ugerne op til hans martyrdød. Sammensværgelse mod profeten Den apostasi, der bredte sig i det voksende Nauvoo, udgjorde en stærk kontrast til den retskaffenhed, som de fleste af de hellige udviste. William Law, Joseph Smiths andenrådgiver, og dennes bror Wilson, førte an i sammensværgelsen mod profeten. I løbet af de første måneder af 1844 voksede mængden af deres tilhængere til ca. 200 mennesker. Andre kirkeledere i gruppen var brødrene Robert og Charles Foster, Chancey og Francis Higbee, og to indflydelsesrige ikke-mormoner -- Sylvester Emmons, et medlem af Nauvoos byråd og Joseph H. Jackson, en berygtet kriminel. Søndag den 24. marts 1844 talte Joseph Smith i templet om sammensværgelsen, kort efter at han var blevet klar over dens eksistens. Han afslørede, hvem nogle af hans fjender var og tilføjede, at "de løgne, som Higbee har udklækket, og som danner grundlag for dette er, at han siger, at jeg i Missouri fik halshugget nogle mænd, og at jeg fik stukket et sværd gennem de menneskers hjerter, som jeg ønskede at dræbe og fjerne. Jeg vil ikke lade en arrestordre udstede imod dem, thi jeg frygter ingen af dem. De kan end ikke gøre en flue fortræd."4 Ved aprilkonferencen forsøgte de sammensvorne at bringe profeten til fald. Idet de var sikre på, at flertallet af de hellige ville modsætte sig princippet om flerkoneri, planlagde de at omtale emnet ved konferencen under opretholdelserne. De var også parate til at påstå, at Joseph Smith var en falden profet, fordi kun få eller slet ingen åbenbaringer var blevet offentliggjort og delt ud blandt de hellige i de foregående måneder. I et forsøg på at modarbejde de sammensvorne vidnede profeten ved begyndelsen af konferencen om, at han ikke var en falden profet, at han aldrig havde følt sig nærmere Gud end nu, og at han før konferencens slutning ville vise folk, at Gud var med ham.5 Den efterfølgende dag talte han ved konferencen i to timer, en tale der senere er blevet kendt som King Follett-talen. Ved den lejlighed blev de trofaste vidne til profetens storhed. Sagen om Expositor Side 2 af 10

Lederne af sammensværgelsen blev afsløret i Times and Seasons og udelukket af kirken. Da deres hensigter var blevet forhindret, besluttede afvigerne sig for at trykke en modstandsavis. Det første og eneste eksemplar af deres avis, som blev kaldt Nauvoo Expositor, udkom den 7. juni 1844. Gennem hele avisen beskyldte de Joseph Smith for at undervise i umoralske principper, praktisere hor, fremme det såkaldte åndelige flerkoneri, gå efter politisk magt, prædike læren om flere guder, tale blasfemisk om Gud og anvende inkvisitoriske metoder. Byrådet mødtes til et langt møde lørdag den 8. juni og igen den følgende mandag. De suspenderede et af deres medlemmer, ikke-mormonen Sylvester Emmons, som var redaktør på Expositor, og diskuterede udgivernes identitet og deres hensigt. Idet de gjorde brug af den berømte engelske jurist, William Blackstone, som juridisk autoritet, og da de havde undersøgt forskellige kommunale forhold, besluttede rådet, at avisen stred mod den offentlige orden, og at den bagtalte visse personer i byen. Derudover mente de, at hvis intet blev gjort for at stoppe den ærekrænkende avis, ville anti-mormonerne blive provokeret til at foretage pøbelaktioner. Joseph Smith beordrede som borgmester byens politimester John Greene, til at ødelægge trykpressen, sprede typerne og brænde de resterende aviser. Ordren blev fuldført inden for få timer. Byrådet handlede efter loven for at stoppe det, som stred mod den offentlige orden, skønt tidens opfattelse af, hvad der var rigtigt, kun tillod ødelæggelsen af de trykte eksemplarer af den ærekrænkende avis. Ødelæggelsen af trykpressen var et brud på ejendomsretten.6 Efter ødelæggelsen af trykpressen skyndte udgiverne sig til Carthage og fik en stævning udstedt imod Nauvoos byråd, som var anklaget for optøjer. Den 13. og 14. juni blev Joseph Smith og de andre byrådsmedlemmer løsladt efter et habeas corpus (grundlovs)forhør i Nauvoos byret. Dette fik befolkningen yderligere opildnet. Selvom Illinois havde oplevet tyve tilsvarende hændelser med ødelæggelse af trykpresser i de sidste tyve år uden en sådan reaktion, erklærede kirkens fjender, at Expositor-sagen var et brud på trykkefriheden. Disse handlinger førte til, at befolkningsgrupper i Hancock ønskede de hellige fjernet fra Illinois. Thomas Sharp udtrykte heftigt de følelser, som mange af kirkens fjender også havde, da han i Warsaw Signal i lederen skrev: "Krig og udslettelse er uundgåelig! Borgere VÅGN OP ALLE og EN!!! -- Kan I stå og se til og tillade sådanne FORBANDEDE DJÆVLE at FRARØVE mænd deres ejendele og RETTIGHEDER uden at hævne dem. Vi har ikke tid til kommentarer. Enhver mand må danne sig sine egne. LAD DET BLIVE GJORT MED KRUDT OG KUGLER!!!"7 Situationen var så farlig, at Joseph Smith skrev til guvernør Ford og underrettede ham om forholdene, og han inkluderede mange beedigede skriftlige erklæringer for at fortælle ham om truslerne mod de hellige. Hyrum Smith skrev til Brigham Young, at De Tolv og alle andre ældster, som var ude på politiske missioner skulle vende tilbage til Nauvoo med det samme. Hyrum fastslog: "Du ved, at vi er ikke bange, men vi tror, at det er bedst at være velforberedt og klar til mulige angreb."8 Joseph mobiliserede sine vagter og Nauvoo-legionen, og den 18. juni erklærede han byen i undtagelsestilstand. Imens bad borgerne i Hancock County guvernør Ford om at mobilisere statens milits og bringe lovovertræderne i Nauvoo til dom. Uroen var så intens, at Ford udsendte et brev til offentligheden, hvori han opfordrede til ro og tog så til Carthage for at få kontrol over den situation, der truede med at føre til borgerkrig.9 Han skrev også til Joseph Smith og insisterede på, at kun en retssag mod Side 3 af 10

byens rådsmedlemmer foran et nævningeting bestående af ikke-mormoner i Carthage ville stille folk tilfreds. Han lovede de tiltalte fuldstændig beskyttelse, hvis de ville overgive sig til myndighederne. Profeten troede ikke, at guvernøren kunne holde sit løfte. Han skrev tilbage: "Vi er sikre på, at der er udstedt stævninger imod os i forskellige dele af landet. Og hvorfor? For at trække os fra sted til sted, fra domstol til domstol, over bække og prærier indtil en eller anden blodtørstig bandit får mulighed for at skyde os. Vi tør ikke overgive os."10 Under rådførelse med sine brødre i Kirken læste Joseph Smith et brev fra guvernøren, der ikke så ud til at udvise megen barmhjertighed over for dem, og de overvejede, hvad de skulle gøre efterfølgende. Under deres overvejelser lyste Josephs ansigt op, og han erklærede: "Vejen står åben. Det står klart for mig, hvad der skal gøres: Alt, hvad de ønsker, er Hyrum og mig; fortæl alle, at de skal forsætte med deres daglige gøremål, og at de ikke skal samle sig i store grupper, men i stedet sprede sig... Vi vil krydse floden i aften og rejse mod vest."11 Stephen Markham, en nær ven af profeten Joseph Smith, var tilstede ved dette sene nattemøde og hørte Joseph Smith sige, at "det var Åndens tilskyndelse, der fik ham til at drage mod vest ud blandt indianerne og at tage Hyrum og adskillige andre med sig for at finde et sted, hvor Kirken kunne etableres."12 Sent om aftenen den 22. juni 1844 sagde Joseph og Hyrum et tårefyldt farvel til deres familier, og sammen med Willard Richards og Orrin Porter Rockwell krydsede de Mississippi-floden i en fladbundet jolle. Båden var så utæt og vandstanden så høj, at det tog det meste af natten at komme over til den anden bred. Tidligt om morgenen ankom en flok mennesker til Nauvoo for at arrestere Joseph og Hyrum, men de fandt dem ikke. Flokken vendte tilbage til Carthage efter at have truet indbyggerne med en troppeinvasion, hvis Joseph og Hyrum ikke meldte sig. Den samme morgen hævdede nogle af de brødre, der var taget hen for at besøge Joseph, at pøbelen ville fordrive de hellige fra deres hjem uagtet Josephs afrejse. Joseph svarede: "Hvis mit liv ikke har nogen værdi har for mine venner, har det det heller ikke for mig selv." Joseph og Hyrum planlagde derefter at vende tilbage til Nauvoo og overgive sig den efterfølgende dag.13 Joseph og Hyrum tager til Carthage Da de vendte tilbage til Nauvoo, viede Hyrum sin datter Lovina til Lorin Walker. Denne lille smule glæde gik forud for den sorg, som snart skulle komme. Joseph ønskede at tale til de hellige endnu engang, men der var ikke tid nok. Han tog hjem til sin familie, fuldt ud klar over, at det sandsynligvis ville være hans sidste aften sammen med dem. Klokken 6.30 mandag den 24. juni tog Joseph, Hyrum, John Taylor og 15 andre medlemmer af Nauvoos byråd på hesteryg til Carthage fulgt af Willard Richards og nogle andre venner. Det havde regnet i ugevis, men denne morgen var solfyldt og smuk. Ved et ophold på templets grund, så profeten op på dette hellige bygningsværk og derefter ud over byen og bemærkede: "Dette er det skønneste sted og de bedste mennesker under himmelen; kun lidet aner de, hvilke prøvelser, der venter dem."14 Til de tilstedeværende hellige sagde han: "Hvis jeg ikke tager derhen [til Carthage], vil resultatet blive en ødelæggelse af byen og dens indbyggere; og jeg kan ikke udholde tanken om, at mine kære brødre og søstre og deres børn skal gennemgå det samme som i Missouri en gang til i Nauvoo; nej, det er bedre for jeres broder Joseph at dø for sine brødre og søstre, for jeg er villig til at dø for dem. Mit arbejde er færdigt."15 Omkring klokken 10 ankom gruppen til en gård omkring seks en halv km vest for Carthage, hvor de mødte en gruppe på 60 ryttere fra Illinois' milits. Kaptajn Dunn Side 4 af 10

fremviste en ordre fra guvernør Ford om, at alle våben i Nauvoo-legionens besiddelse skulle overgives. På Dunns anmodning indvilligede Joseph Smith i at vende tilbage til Nauvoo for at imødegå enhver modstand. Derefter skrev Joseph et brev til guvernøren i Carthage som forklaring på hans forsinkelse. Før Joseph vendte tilbage til Nauvoo profeterede han: "Jeg går som et lam til slagtebænken, men jeg er så rolig som en sommermorgen, min samvittighed er uplettet for Gud og alle mennesker. Hvis de tager mit liv, skal jeg dø som uskyldig, og mit blod skal råbe fra jorden på hævn, og det skal siges om mig: 'Han blev myrdet med koldt blod!'"16 Da Joseph vendte tilbage til Nauvoo gav han ordre til, at tre mindre kanoner og omkring 200 geværer skulle overgives til militsen. Denne handling genoplivede smertende minder om mormonernes afvæbning, som var gået forud for massakren i Missouri. Profeten havde yderligere en mulighed for at sige farvel til sin familie. Han tog afsted til Carthage kl. 18. Fem minutter før midnat den 24. juni red kaptajn Dunn med sine tres ryttere fra Augusta-militsen ind i Carthage med Joseph og Hyrum Smith og medlemmerne af Nauvoos byråd som frivillige fanger. Joseph og Hyrum var fysisk og mentalt trætte efter at have måttet flygte, gemme sig samt være genstand for mordtrusler. Ikke desto mindre var brødrene et imponerende syn, da de red ind i byen -- profeten 38 år og Hyrum 44 år gamle -- begge høje mænd, som ragede op over de fleste af de andre. Carthage var i en tumultagtig tilstand. Pøbelgrupper af vrede byboere og bønder fra hele det vestlige Illinois havde krævet mormonernes profet arresteret. De var nu ivrige efter at se fangerne. Pøbelgruppen talte mere end 1400 uregerlige militsfolk, deriblandt de lokale Carthage Greys. Skarer af mennesker havde vandret omkring i byen hele dagen, alt imens de drak og larmede. De ønskede at få fingrene i brødrene Smith. Ved kaptajn Dunns anstrengelser lykkedes det at få fangerne i sikkerhed på hotellet Hamilton House. Militsfolkene fra Greys krævede stadig at få Joseph Smith at se. Til sidst stak guvernør Ford hovedet ud af vinduet og beroligede flokken ved at meddele, at hr. Smith ville blive stillet til skue for tropperne den efterfølgende dag. Tidligt den næste morgen overgav Joseph og hans brødre sig til betjent David Bettisworth under den oprindelige anklage om optøjer. Umiddelbart efter blev Joseph og Hyrum sigtet for forræderi mod staten Illinois for at have erklæret Nauvoo i undtagelsestilstand. Klokken 8.30 den morgen beordrede guvernøren tropperne hen på en offentlig plads, hvor han talte til dem. Han fortalte dem, at fangerne var farlige mænd og måske skyldige, men at de nu var i lovens hænder, og at retten måtte gå sin gang. Disse bemærkninger ophidsede blot soldaterne til endnu større vrede. Joseph og Hyrum blev derefter stillet til skue for tropperne og måtte finde sig i mange vulgære fornærmelser og trusler på livet. Klokken 16.00 blev der afholdt et indledende retsmøde med fredsdommer Robert F. Smith, som tillige var kaptajn i Carthage Greys og aktiv i det politiske anti-mormonparti. Hvert medlem af Nauvoos byråd blev løsladt mod kaution på 500 dollars og beordret til at møde ved retsdistriktets næste periode. De fleste af de anklagede mænd tog derefter til Nauvoo, men Joseph og Hyrum blev tilbage for at tale med guvernør Ford. Den aften ankom en betjent med en arrestordre underskrevet af dommer Smith for at sikre, at Joseph og Hyrum blev i fængslet, indtil de kunne blive bragt for retten for forræderi, hvilket var en anklage, som kunne føre til dødsstraf. Joseph og hans advokater nedlagde protest, da de mente, at arrestordren var ulovlig, eftersom der ikke ved deres høring var blevet oplæst noget om en forræderianklage. Deres protester blev videregivet til guvernøren, men han sagde, at han ikke kunne stoppe en embedsmand i funktion. Side 5 af 10

Som kaptajn for Carthage Greys, sendte dommer Smith sine soldater hen for at udføre den arrestordre, som han havde udfærdiget som fredsdommer. Joseph og Hyrum blev hastigt ført til fængslet i Carthage midt blandt en stor larmende pøbelgruppe i gaderne. Otte af deres venner tog med dem, deriblandt John Taylor og Willard Richards. Dan Jones gik med sin spadserestok og Stephen Markham med sin stok af amerikansk valnøddetræ, som han kaldte en "lømmeltæver" på hver deres side af profeten og dennes bror, mens de skubbede den fordrukne flok væk. Det viste sig, at fængslet, som var bygget af sten, var det sikreste sted i byen. Flere af Josephs og Hyrums venner fik lov til at blive i fængslet sammen med dem. Den efterfølgende dag, den 26. juni, blev der afholdt høring om anklagen om forræderi. De anklagede havde ingen vidner til stede. Da forræderi var en anklage, for hvilken man ikke kunne stille kaution, blev det krævet, at de forblev varetægtsfængslet indtil endnu en høring kunne finde sted den 29. juni. Nogle af brødrene mødtes med guvernør Ford og fortalte ham, at såfremt han tog til Nauvoo, ville Joseph og Hyrum ikke være i sikkerhed i Carthage. Ford lovede, at han ville tage Joseph og Hyrum med sig. Joseph tilbragte eftermiddagen med at diktere til sin skriver Willard Richards, mens Dan Jones og Stephen Markham med en lommekniv snittede i den skæve dør ind til deres fængselscelle, så den ville kunne låses forsvarligt og holde mulige angreb ude. Den nat blev Willard Richards, John Taylor og Dan Jones i fængslet sammen med Joseph og Hyrum. De bad sammen og læste fra Mormons Bog. Joseph bar sit vidnesbyrd for vagterne. Senere lå Joseph på gulvet ved siden af flodbådskaptajnen Dan Jones. "Joseph hviskede til Dan Jones: 'Er du bange for at dø?' Dan sagde: 'Tror du, tiden er inde? Når man er engageret i en sådan sag, så tror jeg ikke, at døden er så forfærdelig'. Joseph svarede: 'Du vil se Wales igen [Jones' fædreland], og udføre den mission, som du kaldes til, før du dør.'"17 Ældste Jones opfyldte senere profetien, da han tjente en storslået mission i Wales. Omkring midnat omringede adskillige mænd fængslet og begyndte at gå op ad trapperne mod fangernes celle. En af brødrene greb et våben, som var blevet smuglet ind i cellen i løbet af dagen. De mænd fra pøbelen, der stod nærmest døren, hørte fangerne bevæge sig og tøvede. "Profeten råbte med en 'profets røst': Kom bare, I snigmordere, vi er parate, og vi vil ligeså gerne dø nu, som ved daggry.'"18 Pøbelen trak sig tilbage. Tragedien i Carthage Den efterfølgende morgen torsdag den 27. juni, "bad Joseph Dan Jones om at gå ned og spørge vagterne, hvad årsagen var til forstyrrelsen om natten. Frank Worrell, vagtchefen, lederen af vagterne, som var en af Carthage Greys, sagde vredt: 'Vi har haft for meget besvær med at bringe Gamle Joe hertil, til nogensinde at lade ham flygte i live, og medmindre du ønsker at dø sammen med ham, bør du tage afsted før solnedgang... og du vil se, at jeg kan profetere med større sikkerhed end Gamle Joe...' Joseph bad Jones gå hen til guvernør Ford og meddele ham, hvad lederen af vagterne havde sagt. Mens Jones gik hen til guvernørens kvarter, så han en gruppe mænd og hørte en af dem, som tilsyneladende var lederen, sige: 'Vores tropper vil blive hjemsendt her til morgen i henhold til stående ordrer, og vi vil foregive at forlade byen; men når guvernøren og McDonoughs tropper er taget til Nauvoo i eftermiddag, vender vi tilbage og dræber de mænd, om vi så skal rive fængslet ned.' Denne udtalelse blev hilst med tre jubelråd fra mængden. Side 6 af 10

Kaptajn Jones tog hen til guvernøren, fortalte ham, hvad der var sket om natten, og hvad lederen af vagterne havde sagt. Han fortalte også, hvad han havde hørt på vejen dertil og bad indtrængende guvernøren om at afværge faren. Hans Excellence svarede: 'Du er unødigt bekymret for dine venners sikkerhed, folk her er ikke så onde.' Irriteret over den bemærkning, understregede Jones nødvendigheden af at sætte bedre vagter til at bevogte dem end selverklærede snigmordere...... Jones bemærkede: 'Hvis De ikke gør dette, har jeg blot endnu et ønske,... at den almægtige Gud vil bevare mit liv, så at jeg på rette tid og sted, kan vidne om, at De er blevet advaret i tide om den fare, de er I...'... Jones blev truet på livet, og på gaden sagde Chauncey L. Higbee til ham: 'Vi er fast besluttet på at dræbe Joe og Hyrum, og du må hellere forsvinde, hvis du vil redde dig selv.'"19 Den morgen skrev Joseph til Emma: "Jeg underkaster mig fuldt ud min skæbne, for jeg ved, at jeg er retfærdiggjort, og at jeg har gjort det bedste, jeg kunne. Giv mine kærligste hilsener til børnene og alle mine venner... Må Gud velsigne jer alle."20 Profeten sendte også et brev til den velkendte advokat Orville H. Browning, hvori han bad ham om at komme og være hans forsvarer. Kort tid derefter blev Josephs venner med undtagelse af Willard Richards og John Taylor tvunget til at forlade fængslet. På trods af sit løfte tog guvernør Ford den morgen til Nauvoo uden Joseph og Hyrum, men tog i stedet kaptajn Dunns Dragoons fra McDonough County med. Disse var de eneste tropper, der havde været neutrale i sagen. Undervejs sendte han en ordre om hjemsendelse til alle andre tropper i Carthage og Warsaw, med undtagelse af et kompagni af Carthage Greys, som skulle bevogte fængslet. Carthage Greys var Josephs værste fjender, og man kunne ikke stole på, at de ville beskytte ham. De var en del af en sammensværgelse, der skulle få det til at se ud som om, de beskyttede fangerne, når profetens fjender senere angreb fængslet. I Nauvoo holdt Ford en hånlig tale. Han sagde: "En stor forbrydelse blev begået, da Expositors trykpresse blev ødelagt og da byen blev erklæret i undtagelsestilstand. En betydelig bod må betales, så forbered jer på en krisesituation. En anden årsag til denne opstand er, at I har så mange våben. Folk er bange for, at I vil anvende dem mod regeringen. Jeg ved, at der er mange fordomme imod jer på grund af jeres besynderlige religion, men I burde være bedende hellige, ikke militante hellige."21 Imens læste oberst Levi Williams fra Warsaw-militsen guvernørens ordre om hjemsendelse op for alle sine mænd. Thomas Sharp talte dernæst til mændene og forlangte, at de marcherede mod øst til Carthage. Der blev herefter råbt på frivillige til at dræbe brødrene Smith. Nogle af mændene maskerede sig ved at smøre deres ansigter ind i mudder blandet med krudt og begyndte at drage mod Carthage. I fængslet var de fire fanger ved at gå til af varme i den trykkende eftermiddagshede. Joseph gav Hyrum en pistol med kun ét skud i og beredte sig på at forsvare sig selv med den seksløber, der var blevet smuglet ind tidligere på dagen af Cyrus Wheelock. Brødrene, der var meget nedtrykte, bad John Taylor om at synge en kendt sang "En stakkels sorgbetynget mand" om en stakkels fremmed, som til sidst viste sig at være Side 7 af 10

Frelseren. Joseph bad John om at synge den igen, hvilket han gjorde. Set i lyset af omstændighederne, understreger et af versene i særlig grad deres situation: I fængsel og til døden dømt med sorg jeg dernæst fandt min ven; med frygt hans hånd jeg trykked' ømt, og ånden styrke fik igen. Men for endnu at prøve mig han bad mig om at dø for sig; da, skønt mit kød var svagt som før, min ånd ham svared': Ja, jeg dør.22 Klokken 16.00 var der vagtskifte. Frank Worrell, som havde truet Joseph tidligere den dag, overtog kommandoen. Et par minutter over klokken 17 ankom en pøbelgruppe på omkring 100 mænd med sortsværtede ansigter til byen og drog mod fængslet. Fangerne kunne høre, at der fandt et håndgemæng sted nedenunder, som blev efterfulgt af et råb om overgivelse og tre eller fire skud. Profeten og de andre skyndte sig hen til døren for at afværge angriberne, som var løbet op af trapperne og havde stukket deres gevær gennem den halvt lukkede dør. John Taylor og Willard Richards prøvede at afbøje geværerne med deres stokke. En kugle, der blev skudt gennem dørfyldingen, ramte Hyrum i venstre side af ansigtet, og han faldt til jorden, mens han sagde: "Jeg er en død mand!" Joseph, der lænede sig over Hyrum udbrød: "Åh nej, broder Hyrum!" John Taylor udtalte, at synet af den sorg, han så i Josephs ansigt, for evigt stod prentet i hans bevidsthed. Joseph gik derefter hen til døren, rakte armen rundt om dørkarmen og affyrede sin seksløber ud i den fyldte gang. Kun tre af de seks skud, der blev affyret, ramte og sårede tre af angriberne. Men disse skud sinkede kun morderne et øjeblik. John Taylor prøvede at hoppe ud af vinduet, men blev ramt af skud. Et skud gennem vinduet nedefra ramte lommeuret i hans vestelomme, som stoppede klokken 17.16, og kastede ham tilbage ind i værelset. Han faldt til jorden og blev skudt igen, denne gang i sit venstre håndled og under knæet. Idet han forsøgte at komme ind under sengen, blev han fra trappegangen igen ramt af en kugle, der gav ham et stort kødsår på den venstre hofte. Hans blod oversprøjtede gulvet og væggen. Joseph, der så, at der ingen sikkerhed var at finde i cellen, prøvede samme flugtvej. Med det samme åbnede pøbelen ild mod ham og han faldt dødeligt såret ud af det åbne vindue mens han udbrød: "O Herre, min Gud!" Pøbelen på trappen skyndte sig uden for for at sikre sig, at Joseph Smith var død.23 Willard Richards var den eneste, der slap uskadt; kun en kugle havde strejfet hans øre. Profeten havde tidligere under Willards tilstedeværelse profeteret, at han en dag ville stå i en kugleregn, og at han ville slippe uskadt væk. Første da forstod Willard fuldt ud, hvad Joseph havde ment. Han trak den hårdt sårede John Taylor ind i den tilstødende celle, lagde ham på noget halm og dækkede ham til med en gammel beskidt madras. Ældste Taylor mente, at halmen reddede hans liv, da den stoppede blødningerne. Willard, som ventede at blive slået ihjel hvert øjeblik, det skulle være, blev imidlertid overrasket, da pøbelgruppen flygtede og efterlod ham alene med sine døde og sårede venner. Samuel Smith, profetens bror, hørte, at hans brødre var blevet truet på livet og skyndte sig til Carthage. Han ankom fysisk udmattet til Carthage den aften efter at have været forfulgt af en pøbelgruppe. På grund af anstrengelsen og trætheden efter således af være blevet forfulgt fik Samuel feber, som førte til hans død den 30. juli. I Carthage hjalp Side 8 af 10

Samuel ældste Richards med at flytte sine brødres lig til Hamilton House. Efter ligsynet skrev Willard Richards til de hellige i Nauvoo: "Joseph og Hyrum er døde."24 Pøbelmedlemmerne flygtede til deres hjemby Warsaw, men da de frygtede hævnaktioner fra de hellige, flygtede de videre over floden til Missouri. Guvernør Ford hørte om mordene kort tid efter, at han forlod Nauvoo for at vende tilbage til Carthage. Da han ankom, anmodede han indtrængende de tilbageblevne borgere om at forlade byen, og som en sikkerhedsforanstaltning fik han flyttet alle amtets optegnelser til Quincy. Intet af dette var dog nødvendigt. Da de hellige hørte om deres elskede lederes død, blev de overvældet af sorg og ikke af hævntørst. Om morgenen den 28. juni 1844 blev ligene af de dræbte lederes kroppe forsigtigt anbragt på to forskellige vogne og dækket med grene for at beskytte dem mod den varme sommersol, hvorefter de blev kørt til Nauvoo af Willard Richards, Samuel Smith og Artois Hamilton. Vognene forlod Carthage omkring klokken 8 og ankom til Nauvoo omkring klokken 15, hvor de blev mødt af en stor samling mennesker. Ligene lå på lit de parade den efterfølgende dag i Mansion House, mens flere tusinde mennesker stille gik forbi kisterne. Chokket over dødsfaldene var overvældende for martyrernes familier. Joseph og Hyrum blev i hemmelighed begravet i kælderen i Nauvoo House, så at de, der ønskede at indkassere en dusør for Josephs hoved, ikke kunne finde de jordiske rester. Der blev afholdt en offentlig begravelse og kister, der var fyldt op med sand, blev begravet på kirkegården i Nauvoo. I adskillige uger sørgede de hellige dybt over tragedien i Carthage. Joseph Smiths storhed Ældste John Taylor, som mirakuløst overlevede begivenhederne i Carthage, nedskrev hændelsesforløbet og en lovtale til profeten, som findes i Lære og Pagter 135. "Joseph Smith, Herrens profet og seer, har gjort mere (Jesus alene undtaget) for menneskenes frelse i denne verden end noget andet menneske, der nogensinde har levet her" (vers 3). Han tilføjede, at navnene Joseph og Hyrum Smith vil "stå på listen over religionsmartyrerne, og læserne i alle nationer vil blive mindet om, at det kostede det nittende århundredes ædleste blod at frembringe Mormons Bog og denne Lære og Pagter til den faldne verdens frelse" (vers 6). Han sagde, at martyrdøden opfyldte et vigtigt åndeligt formål: Joseph "var stor i livet og stor i døden i Guds og Guds folks øjne, og ligesom de fleste af Herrens salvede fordum, har han beseglet sin mission med sit eget blod. Ligeså har også hans broder Hyrum. I livet var de eet, og døden adskilte dem ikke!" (vers 3). Skønt Joseph Smith kun levede i 38½ år, er det umuligt at gøre op, hvad han opnåede i menneskets tjeneste. Udover oversættelsen af Mormons Bog, modtog han hundredvis af åbenbaringer, hvoraf mange er trykt i Lære og Pagter og i Den Kostelige Perle. Han forklarede evige principper, som vi har arvet gennem breve, prædikener, poesi og andre inspirerende skrivelser, der fylder adskillige bind. Han grundlagde den genoprettede Jesu Kristi Kirke på jorden, grundlagde en by, og iværksatte bygningen af to templer. Han indførte stedfortrædende ordinancer for de døde og gengav tempelordinancerne, igennem hvilke værdige familier kunne besegles af præstedømmet i al evighed. Han stillede op som USA's præsidentkandidat, tjente som dommer, borgmester i Nauvoo og generalløjtnant i Nauvoo-legionen. Josiah Quincy, der var en fremtrædende borger fra New England, blev senere borgmester i Boston. Han besøgte Joseph Smith to måneder før martyriet. Mange år senere skrev han om de mennesker, som havde gjort størst indtryk på ham i hans liv. Om Side 9 af 10

Joseph Smith skrev han: "Det er slet ikke usandsynligt, at en eller anden skolebog til brug for endnu ufødte generationer vil indeholde et spørgsmål, der vil lyde omtrent således: Hvilken historisk amerikaner fra det 19. århundrede har udøvet størst indflydelse på sine landsmænds skæbne. Og det er ingenlunde umuligt, at svaret på dette spørgsmål vil lyde: Joseph Smith, mormon-profeten."25 Slutnoter 1. Lucy Mack Smith History of Joseph Smith, ed. Preston Nibley (Salt Lake City: Bookcraft, 1958), s. 309-310. 2. Wilford Woodruff Journals, 22. jan. 1843, LDS Historical Department, Salt lake City; se tillige Richards Lloyd Anderson, "Joseph Smith's Prophecies of Martyrdom," i Sidney B. Sperry Symposium, (Provo: Brigham Young University, 1980), s. 1-14. 3. "Trial of Elder Rigdon," Times and Seasons, 15. sept. 1844, s. 651. 4. Wilford Woodruff Journals, 24. marts 1844. 5. Wilford Woodruff Journals, 6.april 1844. 6. Dallin H. Oaks, "The Suppression of the Nauvoo Expositor," Utah Law Review, vinter 1965, s. 890-891. 7. Warsaw Signal, 12. juni 1844, s. 2. 8. History of the Church, 6:487. 9. Seks foregående afsnit er taget fra James B. Allen og Glen M. Leonard, The Story of the Latter-day Saints, (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1976), s. 191-193. 10. History of the Church, 6:540. 11. History of the Church, 6:545-546. 12. Brev fra Stephen Markham til Wilford Woodruff ved Fort Supply, Wyoming, 20. juni 1856, LDS Historical Department, Salt Lake City, s. 1. 13. History of the Church, 6:547-549. 14. History of the Church, 6:554. 15. Dan Jones "The Martyrdom of Joseph Smith and His Brother, Hyrum," Ronald D. Dennis, i Brigham Young University Studies, vinter 1984, s. 85. 16. History of the Church, 6:555; se også L&P 135:4. 17. History of the Church, 6:601. 18. Brev fra Dan Jones til Thomas Bullock, 20. jan. 1855, i "The Martyrdom of Joseph and Hyrum Smith," citeret i Brigham Young University Studies, vinter 1984, s. 101. 19. History of the Church, 6:602-604. 20. History of the Church, 6:605. 21. History of the Church, 6:623. 22. History of the Church, 6:615; eller Salmer og sange, nr. 15. 23. History of the Church, 6:617-618. 24. History of the Church, 6:621-22; se også Dean Jarman, "The Life and Contributions of Samuel Harrison Smith," doktordisputats, Brigham Young University, 1961, s. 103-105. 25. Josiah Quincy, Figures of the Past from the leaves of Old Journals, 5. Ed. (Boston: Roberts Brothers, 1883), s. 376. Side 10 af 10