Farisæerne på Jesu tid

Den hvide synagoge i Kapernaum fra det 4.-5. århundrede. Foto: Morten Hørning Jensen. Farisæerne på Jesu tid hvad kan arkæologien lære os? James F. Strange er professor ved University of South Florida og har i mere end 40 år deltaget og ledt udgravninger i Israel. I særlig grad har han fokuseret på Galilæa, hvor han i mange år ledte et af udgravningsholdene i Sepphoris. Af professor James F. Strange Farisæerne spiller en vigtig rolle i evangelierne både som Jesu modstandere og venner. Men hvad ved vi egentligt om dem? Kan arkæologien hjælpe os til at forstå dem bedre? I denne artikel giver James F. Strange os et spændende indblik i farisæernes verden belyst ud fra arkæologiske fund. FARISÆERNE I SKRIFTLIGE KILDER Vort kendskab til farisæerne stammer for en stor del fra Det Nye Testamentes evangelier, hvor de ofte er kritikere og modstandere af Jesus. Kritikken synes at gå i begge retninger, for Jesus angriber dem faktisk i adskillige sammenhænge. For eksempel kalder Jesus dem i Matt 23,13-30 for hyklere hele seks gange. Alligevel viser Jesus også en positiv holdning til farisæerne. I Matt 23,1-3 siger han til skarerne og sine disciple, at de skal gøre og overholde alt det, farisæerne siger til dem, fordi disse er Moses arvtagere. Vi bemærker også, at Gamaliel, der var en fremtrædende farisæer og Paulus lærer (ApG 22,3), forsvarede den nye Jesus-bevægelse over for det jødiske råd i Jerusalem, sanhedrin (ApG 5,34). Den jødiske historiker Flavius Josefus (1. årh. e.kr.) kendte farisæerne og pralede af, at han var en af dem. For sine romerske læsere beskrev han fire jødiske filosofier eller skoler, deriblandt farisæerne (Den jødiske krig 2.119-66; Jødiske antikviteter 13.171-73; 18.12-22; og Biografien 10-11). Også det jødiske skrift Mishnah giver os oplysninger om farisæerne. F.eks. er der her belæg for, at rabbinerne er efterkommere af farisæerne, og at de viderefører de farisæiske traditioner. Mishnah Hagigah 2:2 og Abot 1:1-18 har lister over rabbinske lærde, der går tilbage til tiden før templets ødelæggelse i år 70 e.kr., inkl. Shammajs og Hillels huse. Disse lister inkluderer Paulus lærer Gamaliel og Simeon ben Gamaliel, der ifølge Josefus var farisæer (Biografien 38). 6 Selskab for Bibelsk Arkæologi www.bibelskarkaeologi.dk 7

Målekrus af ler fra det første århundrede e.kr. Foto: Morten Hørning Jensen. UENIGE FORSKERE Moderne forskere har de seneste mange år haft en intens debat om, hvem farisæerne egentligt var uden at nå til enighed! Så her møder vi en bred vifte af opfattelser af farisæerne i det judæiske samfund: (1) De var en nationalistisk-politisk bevægelse. (2) De var en separat, religiøs elite. (3) De var en religiøs reformbevægelse inden for jødedommen. (4) De var en indflydelsesrig bevægelse, der betonede deres egen forståelse af Torahen uden dog at trække sig ud af samfundet som essæerne. (5) De var en lille filosofisk skole uden nogen videre indflydelse. (6) De var en traditionel religiøs gruppe, som var eller måske ikke var apokalyptisk. Det litterære grundlag for at forstå farisæernes aktiviteter i det første århundrede, nemlig evangelierne, Josefus og Mishnah, er spinkelt. Endvidere følte forfatterne sjældent behov for i detaljer at beskrive forhold, som deres samtidige var fortrolige med. Desuden er der ikke enighed om farisæernes oprindelse, deres politiske magt i det første århundrede e.kr., deres forhold til templet eller deres forhold til synagogen. Der er dog almindelig enighed om, at farisæerne lagde vægt på tiende, renhedsforskrifter, løfter, landbrug, overholdelse af sabbatten og højtiderne; men hvordan knytter vi en forbindelse mellem disse forhold og arkæologiske fund? Det skal vi nu se nærmere på. Inden skal vi dog lige bemærke, at vægtlægningen på tiende, renhedsforskrifter osv. ikke er unik for farisæerne som sådan, og så vidt vi ved, heller ikke for nogen anden gruppe i den tidlige jødedom. Derfor kan en analyse af disse forhold i de arkæologiske optegnelser meget vel afsløre detaljer, som også kendetegnede andre grupper end farisæerne. EN ANALYSE AF SEKS FARISÆISKE IDEER Samlet set er det muligt ud fra tekster i Mishnah og evangelierne at udlede seks ideer som i særlig grad kendetegnede farisæerne, selvom de delvist altså også blev delt af andre grupperinger. For eksempel ser vi i Mark 7,4, at farisæerne og jøderne i det hele taget skylle[r] bægre, krus, kobbertøj og bænke. Der er altså her tale om servering ved bordene i små kar (modsat en tradition, hvor man delte store kar), om rituel renselse af dette service. Joh 2,6 omtaler seks vandkar af sten der stod der ifølge jødernes regler for renselse. Farisæerne var således optaget af rituel renhed for personer. Ligeledes kender vi fra NT, at farisæerne var aktive i synagogen (f.eks. Matt 12,9-13) og lærte opstandelse fra de døde modsat saddukæerne (ApG 23,1-11). I en sum kan farisæiske mærkesager sammenstilles med arkæologiske fund i seks punkter: FARISÆISKE MÆRKESAGER ARKÆOLOGISKE FUND 1. Servering af mad ved bordet Små stenkar 2. Afvaskning af service (fade) Store stenkar 3. Afvaskning af personen Rituelle bassiner, mikvaot 4. Afvaskning af hænder Målebægre af sten, vaskekrus 5. Opstandelse og et liv Grave og ossuarier efter døden (knoglekister) ER BIBELEN OVERHOVEDET RELEVANT FOR ARKÆOLOGIEN? Dette spørgsmål er blevet intenst diskuteret også her i TEL. I et 3-minutters interview giver fire førende israelske arkæologer - Amihai Mazar, Amnon Ben-Tor, Aren Maier og Gabriel Barkay deres bud på dette spørgsmål. Se den på www.bibelskarkaeologi.dk. 6. Synagogeaktivitet Synagogeindretning og arkitektur 1. SERVERING AF MAD VED BORDET SMÅ STENKAR Som noget særligt for perioden fra ca. 50 f.kr. til 150 e.kr. findes der i udgravninger af jødiske bosættelser kar og stenbeholdere lavet af kalksten. Normalt ville man have forventet brug af ler til fremstilling af disse ting. Mishnah giver en god forklaring på dette. Stentøj blev nemlig modsat lertøj anset for mere rituelt rent, og mange forskere fortolker brugen af kar lavet af Figur 1: Små stenkar og målekrus. James F. Strange. 8 Selskab for Bibelsk Arkæologi www.bibelskarkaeologi.dk 9

uanset hvor de er fundet. Dette tyder på, at man har haft en udbredt fælles ide om designet af disse. Karrets højde tyder på, at man brugte det i stående stilling og således neddyppede fadene i det. Et renselsesbad ved indgangen til Jerusalems tempel fra syd. Bemærk adskillelsen af trapperne i to. Foto: Morten Hørning Jensen. Figur 3: Plan over det rituelle bad, mikveh, fundet i Betania. James F. Strange. 3. NEDDYKNING AF PERSONEN RITUELT BAD, MIKVEH Rituelle bade (hebraisk: mikvaot) er velkendte i arkæologiske rapporter fra antikkens Judæa, Samaria, Galilæa og Golan. De er et vigtigt fænomen ved Qumran. Igen kan man ikke undgå at bemærke en vis standardisering i udformning og udseende. Det rituelle bad eller bassin er hugget ud under jordoverfladen og har plads til mindst én person. En trappe leder ned i vandet. Arbejderne pudsede trinene og alle væggene med vandtæt puds. Trappen kan være smal og beregnet til én person, men kan også være meget bredere. Undertiden har bygmestrene indsat et lavt, smalt rækværk midt på de brede trin. Vi udleder heraf, at man er gået ned på den ene side og op på den anden. Nogle rituelle bade har ikke blot et rækværk på trappen, men har to indgange, side om side. kalksten som en manifestation af den farisæiske betoning af rituel renhed. Men eftersom disse kar også blev fundet ved essæernes bosted ved Qumran, er de ikke enestående for farisæerne. Nogle af de forskellige typer kar er afbilledet på figur 1. Eftersom disse beholdere ser ud til at være efterligninger af eksisterende beholdere (muligvis af metal), adskiller de sig udelukkende ved det materiale, de er lavet af. Kalkstenen er meget blød og går let i stykker, men er til gengæld meget let at arbejde med. SÅDAN FLYTTEDE DE STEN I ANTIKKEN En af stenene i vestmuren rundt om tempelpladsen bygget af Herodes den Store har den ære, at være den største byggesten fundet til dato i Mellemøsten. Den anslås til at veje mellem 400 og 600 tons og lagt ind i muren i adskillige meters højde. Hvordan kunne det lade sig gøre før kranens opfindelse? I en yderst interessant video tilgængelig via linksiden på www.bibelskarkaeologi.dk gives svaret (måske): vha. intet mindre end tyngdekraften og teknisk snilde kan sten af ufattelig størrelse løftes op i vejret. Se selv dette tekniske under. VIRTUAL QUMRAN I forbindelse med en stor udstilling om Qumranskrifterne i USA er der blevet produceret nogle sekvenser med den nyeste teknik inden for arkæologisk rekonstruktion: digitial video. Disse viser en animeret rekonstruktion af, hvordan arkæologer i samarbejde med grafiske tegnere forestiller sig antikke bygninger så ud for besøgende. Se mere på www.bibelskarkaeologi.dk. Dette er ikke første gang antikke bygninger i Israel er blevet digitaliseret. Besøg f.eks. Davids Jerusalem via TELs linkside, ligesom du kan opleve en tur op fra Siloas dam til Jerusalems tempel på Jesu tid eller gå rundt inde i den kongelige søjlehal, hvor Jesus drev de handlende ud. Figur 2: Stenkar med fod. James F. Strange. 2. AFVASKNING AF SERVICE (FADE) STORE STENKAR Til at skylle små beholdere har man formentlig brugt de store stenkar med fod, som man har fundet overalt i Israel, fra Jerusalem til Samaria, Galilæa og Golan Højderne. De to stenkar vist i figur 2 stammer fra Jerusalem. Man vil bemærke en vis standardisering i udformningen af disse beholdere, 10 Selskab for Bibelsk Arkæologi www.bibelskarkaeologi.dk 11

over tilhugningen, hvorved den måske har bevaret sin renhed. Bægrene med to håndtag har tjent til at hælde vand over den ene hånd, mens den anden holdt i håndtaget, hvorefter man skiftede over til den anden hånd. 5. OPSTANDELSE OG LIV EFTER DØDEN GRAVE OG OSSUARIER Figur 4: Tværsnit af forgården til en grav fra det første århundrede e.kr. James F. Strange. Figur 5: Tegning af et typisk ossuarium fra denne periode. James F. Strange. Josefus og de nytestamentlige forfattere er enige om, at farisæerne og saddukæerne har forskellige meninger om livet efter døden (ApG 23,1-11). Der er omfattende begravelsespladser i enhver større udgravning fra den tidlige romerske periode i Judæa, Samaria, Galilæa og Golan. Der er også en omfattende gravlitteratur. Grave eller gravhuler blev brugt af samme familie i flere generationer. Det er en skik, der har styrket familiebåndene. Gravene havde en lav og snæver åbning og var forseglet med en firkantet eller en rund sten. Ved primære begravelser blev liget anbragt i en niche eller på en bænk med en bue udskåret i klippen ovenover. Man har hyppigt fundet benkister (såkaldte ossuarier) med buede stenlåg i disse grave. Nogle har indskrifter (for det meste navne) på græsk, hebraisk eller aramaisk. Den sydlige søjlegang i forgården til Herodes tempel, fra modellen over Jerusalem på andet tempels tid. Foto: Morten Hørning Jensen. Disse rituelle bade tjener farisæiske mærkesager og blev med sikkerhed brugt af farisæerne. Vi kan ikke bevise, at dette er en særlig farisæisk institution, men det er slående, at de er så rigt repræsenterede i den materielle kultur. 4. VASKE HÆNDER MÅLEBÆGRE AF KALKSTEN Målebægrene eller krusene, som man har fundet i hundredvis i tidlige romerske sammenhænge, er ikke beregnet til at måle med, men har fået det navn, fordi de lignede moderne målebægre. Man vil se, at de er tykke på midten (nederste række i figur 1). De har for det meste en eller to hanke, nogle har dog blot nogle små knopper eller håndtag. Andre har en lang hældetud. De ser ud til at være mere anvendelige til at vaske hænder med end til at servere mad med. Den rituelle vaskning af hænder (hebraisk: nitilat yadayim) er solidt bevidnet, for det meste i sene tekster. En kort forklaring af ritualet findes i Markusevangeliet: Farisæerne og jøderne i det hele taget spiser nemlig ikke, før de har vasket hænderne med en håndfuld vand for at overholde de gamles overlevering... (7,3-4). Det er indlysende, at beholdere, der har en hældetud, fungerer som kander eller vaskebækkener. De er ikke glatte som de drejede kar. De har mærker efter at være blevet forarbejdet med en mejsel. Mærkerne viser, at der ikke er sket nogen ændring med stenen ud En af de almindeligste fortolkninger af brugen af ossuarier er, at skikken med en sekundær begravelse (ossolegium) stammer fra den klassiske tro på de dødes opstandelse. Eftersom det var en markant del af farisæernes tro, kan man slutte, at denne begravelsesform højst sandsynlig er farisæisk. Ossuarier er små kister hugget ud i blokke af blød kalksten. Låget er lavet så det passer netop til pågældende ossuarium, undertiden med et x på både låg og kiste til at markere, hvordan de passer sammen. Omkring en fjerdedel af de fundne ossuarier bærer den dødes navn. Sådanne enkle markeringer var vigtige for de sørgende familiemedlemmer. 6. SYNAGOGEN AKTIVITET, PLANER OG ARKITEKTUR På Mt. Scopus nord for Jerusalems gamle bydel fandt arkæologer dette gravkammer. Bemærk bænkene forrest, hvor de døde blev lagt i lagener indtil forrådnelsen var til ende. Derefter blev benene samlet i kister og lagt i nicherne bagerst. Foto: Morten Hørning Jensen. Figur 6: Grundplan over syv synagoger fra det første århundrede. James F. Strange. Der er ikke umiddelbar enighed om, hvorvidt farisæerne havde interesse i synagogen. Nogle har hævdet, at farisæerne var ophavsmænd til synagogen i Palæstina, andre har hævdet, at synagogen opstod blandt præsterne. Undersøger man de tidligste synagoger, vil man finde en vis standardisering i deres grundplan. Det drejer sig om synagogerne i Gamla, det tidligste Kapernaum, Qiryat Sefer, Modi in, det herodianske Jeriko, Herodium og Masada. Det gennemgående element er et mønster, hvor man nærmest kan sige, at lag på lag 12 Selskab for Bibelsk Arkæologi www.bibelskarkaeologi.dk 13

blev lagt uden om det centrale midterrum. Således anbragte bygmestrene først bænke langs to, tre eller alle fire vægge. Derefter fulgte ind mod midten et rektangel af søjler. Endelig følger det centrale rum inden for søjlerne, formentlig brugt til fremsigelse af Torahen og andre ritualer. Resultatet var, at udsynet ikke var frit; til gengæld hørte man godt. Det arkitektoniske forbillede har man i den række af kolonnader, der omgav templets forgårde. I en sådan synagoge lignede arealet fra væg til søjler nemlig en søjlegang eller stoa. To søjlegange side om side med et tag på er en basilika, sådan som den sædvanligvis er rekonstrueret ved den sydlige ende af tempelgården i Jerusalem. Det er ikke muligt at bevise, at synagogebygningen var lavet med tempelgårdene som forbillede. På den anden side er der adskillige indirekte beviser: Det var i tempelgårdene, at Moseloven blev læst op for folket. Læsning af Moseloven synes at være det primære formål med synagogen. Tempelgårdene var overdækket fra muren til søjlerækken. Ud fra nogle få steder, hvor det nævnes, at Jesus sad på tempelbjerget og underviste, udleder vi, at der var bænke langs væggene (Matt 26,55. Mark 12,41). Basilikaen var allerede kendt i Judæa som en del af romersk kultur. Så vidt vides, er synagogen i Gamla den eneste synagoge fra det 1. årh. e.kr., som er udsmykket (selv om nogle arkitektoniske elementer fundet i Jerusalem kan stamme fra en anden). Disse udsmykninger var udformet i basrelief. Templet havde efter kong Herodes forbedringer smukke udsmykninger i både støbt guld og tilhugget relief. Med så mange paralleller mellem tempelgårdene og synagogeplanen kunne man forestille sig, at synagogen var en præstelig institution. Det er der dog en række ting, der taler imod. Således møder vi ingen præster omkring synagogerne efter år 70, hvor templet ødelægges. Synagogen fungerede dermed ikke som et tilbagetrækningssted for dem. Ligeledes skulle man også kunne forvente, at der ville have været synagoger netop i de byer, hvor vi fra gamle præstelister ved, at præsterne boede. Men i de f.eks. 24 steder i Galilæa, der husede præster, har arkæologien indtil nu kun fundet en synagoge i én af dem. Derimod ser det ud til, selvom vores skriftlige kilder er få, at det var rabbinerne, farisæernes arvtagere, og ikke præsterne, der førte interessen videre for tempelritualerne og ofrene efter år 70 med base i netop synagogen. Det kunne se ud til, at sammenhængen mellem synagogens grundplan og tempelgårdenes grundplan bekræfter hypotesen om, at farisæerne havde en stærk interesse i såvel templet som i synagogeinstitutionen. Denne interesse kan også hjælpe os til at forstå, hvorfor Matthæus ikke tøver med at påpege, at der var farisæere til stede i synagogen i f.eks. Matt 12,9-13, hvor Jesus helbreder manden med den visne hånd. KONKLUSION Vi har undersøgt seks af farisæernes interesser eller mærkesager, som synes at have sat sig spor i det arkæologiske materiale. Resultatet var: Der var tilstrækkelig stærk interesse for renhed i antikken til, at en stenhuggerindustri blev grundlagt i nærheden af Jerusalem, i det nedre Galilæa og sandsynligvis også andre steder. Det var formodentlig også i Jerusalem, man fremstillede ossuarier. Ossuarier afspejler troen på et liv efter dette og på opstandelse fra de døde. Der var en tilsvarende industri, der fremstillede rituelle bade med henblik på hele landet. Der er syv bygninger fra denne periode, som man antager er synagoger på baggrund af deres slående arkitektoniske lighed. Den geografiske fordeling af disse få bygninger fra Dan til Be ersheba tyder på, at synagoger blev bygget, fordi en bestemt gruppe mennesker sørgede for, at de havde en standardiseret grundplan af hensyn til fremsigelsen af Torahen. Selv om andre end farisæerne var interesserede i renhed, peger intet på, at de fleste jøder på nytestamentlig tid overholdt renhedslovene særlig strengt. Og dog tyder de mange fund af genstande til brug ved renselse på, at en større gruppe førte an i bevarelsen af renhedstraditionerne uden for templet. Denne gruppe har muligvis også lovgivet om genstandenes form og funktion, så de fik en vis ensartethed. Skal man pege på en gruppe, der har haft den fornødne status i jødedommen i denne periode til at være ansvarlig for dette, ikke mindst efter 70 e.kr., er det farisæerne. Læs mere om synagoge-instituationen i TEL 4-2004 og 1-2005 og om ritualbadet i Betania i TEL 3-2002. EGYPTENS STØRSTE BEFÆSTNING FUNDET I løbet af de sidste 10 år har arkæologer afdækket det største befæstningsanlæg i Egypten. Stedet hedder tel Hebua og ligger tæt på Suezkanalen. Her har man fundet omfattende rester af en meget stor fæstning fra det 18. og 19 dynastis tid, altså ca. 1500-1200 f.kr. De gamle egyptiske kilder kalder stedet Tjaru. Fæstningen havde 13 m tykke mure og dækkede et areal på 500 x 250 m. Rundt om fæstningen lå en dyb, vandfyldt voldgrav. Fundet bekræfter helt igennem den illustration af fæstningen, som kunstnere i samtiden lavede på en mur i det store Karnak-tempel. Fundet understreger også, hvorfor israelitterne ikke kunne tage Vejen til Filistrenes land på deres vej ud af Ægypten. Store fæstninger som Tjaru lå i vejen (se TEL 07-2, s. 14-15). Læs mere på www.bibelskarkaeologi.dk. HISTORISK OG ARKÆOLOGISK SIDELYS PÅ BIBELEN Jesus, farisæerne og loven om kalkede grave og dødningeben Af Morten Hørning Jensen Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I ligner kalkede grave; udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed Matt 23,27 I evangelierne møder vi ofte Jesus i diskussion med forskellige jødiske grupper, ikke mindst i forbindelse med den sidste uge på tempelpladsen, hvor det ene ordkløveri tager det andet med både præster, skriftkloge, herodianere og farisæere (se f.eks. Mark 11-12). Når man traditionelt særligt har set farisæerne som Jesu mest indædte modstandere skyldes det, at hovedparten af diskussionerne var med dem. Det har igen sin naturlige forklaring i, at den farisæiske retning var mere udbredt særligt i de mindre galilæiske landsbyer, mens f.eks. præsterne og den saddukæiske retning havde hovedbase i Jerusalem og Judæa. Lidt overraskende stod Jesus og farisæerne i virkeligheden tæt på hinanden i f.eks. i spørgsmålet om de dødes opstandelse, hvilket saddukæerne fornægtede (se ApG 23,7), ligesom Jesus også blev tiltalt med den farisæiske æresbetegnelse rabbi af f.eks. farisæeren Nikodemus (Joh 3,2). Trods det møder vi altså tit Jesus i klammeri med farisæerne om ét bestemt spørgsmål, nemlig om, hvordan loven skal forstås og overholdes. Hvem kan man f.eks. spise sammen med i følge loven (Mark 2,16-17)? Hvornår skal man faste (Mark 2,18-22)? Hvordan skal sabbatsbuddet forstås (Mark 2,23-28)? Hvilke forskrifter skal man følge for ikke at blive uren (Mark 7,1-5)? Så hvordan forstod Jesus loven? Ny Testamente gør for det første det klart for os, at Jesus og hans familie som jøder selv levede efter fædrenes overlevering. Luk 2,22 beskriver, hvordan Josef og Maria ærede bestemmelserne om renselsesdage i henhold til Moseloven. Ligeledes synes det at fremgå af Jesu svar til Peter i Joh 13,10, at han og disciplene inden påskemåltidet havde renset sig netop i et renselsesbad. Peter vil ikke have, at Jesus vasker hans fødder, hvis ikke også resten af kroppen. Men Jesus svarer: Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne (egen fremhævning). Sikkert har Jesus og disciplene inden afgangen fra Bethania renset sig i et af de almindelige renselsesbade med trapper, en mikveh, og havde nu inden påskemåltidet alene behov for at vaske fødderne, da de på turen over Oliebjerget måske kunne have været i kontakt med noget urent. Klarest er Jesu udsagn i bjergprædiken om, at ikke en tøddel af loven skal forgå (Matt 5,18). Men samtidig med at Jesus således levede som en lovtro jøde, så gjorde han grundlæggende op med den betydning for forholdet til Gud, farisæerne havde tillagt loven. Et af de steder, dette opgør viser sig mest tydeligt, er i Markus 7,1-23. Jesus kalder her farisæernes regler for renselse i vand en tilsidesættelse af Guds bud og blot overholdelse af menneskers overlevering (7,8). Farisæerne havde gjort de ydre gerninger til de afgørende, mens Jesus ønskede at lære sine disciple, at det er det, der kommer fra hjertet og ikke ydre gerninger der gør et menneske urent (7,17-23). Præcis det samme siger To af de imponerende grave i Kedrondalen i Jerusalem. Foto: Morten Hørning Jensen. Jesus i Matt 23,27, hvor han bruger et slående billede på denne bytten rundt på det ydre og indre. Jesus kalder her farisæerne for kalkede grave, der udvendigt ser smukke ud, men indeni er fulde af dødningeben og al slags urenhed. Folk i Jerusalem, hvor Jesus kom med denne anklage, vidste udmærket, hvad han refererede til. Siden den makkabæiske opstand i det 2. århundrede f.kr. havde det været på mode med monumentale gravsteder (se 1 Makk 13,25-30). Den jødiske historieskriver, Josefus, fortæller således med begejstring om, hvordan makkabæernes gravmonumenter var opført i skinnende hvid sten (Antikviteter 13.211), og i Jerusalem var der i Kedron dalen lige syd for templet, indhugget tre store monumentale gravsteder i klippesiden. Det var endvidere jødisk tradition, at grave skulle kalkes hvide én gang om året, så de stod i stærk kontrast til deres omgivelser og advarede forbipasserende om ikke at gå for tæt på og dermed blive uren (jf. 4 Mos 19,16). Grave i almindelighed og monumenterne i Kedrondalen i særdeleshed var således et imponerende syn for forbipasserende, men ingen kunne være i tvivl om, at skinnet bedrog, og at det ydre ikke stod mål med det indre! I en nøddeskal var Jesu opgør med farisæismen således ikke et opgør med loven i sig selv men et opgør med dette at gøre det ydre til det væsentlige. At holde loven højt på de synlige områder og samtidig tilsidesætte dens kerne var for Jesus præcist så kontrastfyldt som den monumentale gravsteders skinnende ydre og indvendige råddenskab. 14 Selskab for Bibelsk Arkæologi