Fra læreruddannelsens historie 2011 1 / 8 Læreruddannelsen før og nu Fem tv-udsendelser med historier fra læreruddannelsen - på dk4 og folkeskolen.dk Ved Pernille Aisinger pai@dlf.org og Thorkild Thejsen tt@dlf.org Fra seminarium over CVU til University College Først skulle seminarierne uddanne bibelstærke lærere, der forstod at være bønder blandt bønder, senere skulle de uddanne lærere med metodefrihed. I dag eksisterer seminariet ikke mere som institution, folkeskolelæreren er nu professionsbachelor fra et University College. Af Andreas Rasch-Christensen og Thorkild Thejsen Elev i 7. klasse: Er der et liv efter døden? Læreren: Ved det ikke, har ikke prøvet det. Men det ku være sjovt, hvis jeg var der, når I kom: Sæt jer ned og tag bøgerne frem! Anden elev: Ja, det kan da nok afholde én fra at begå selvmord. Fra Facebook-gruppen: Lærerens frynsegoder - gyldne elevkommentarer Siden læreruddannelsens spæde begyndelse på Blaagaard Seminarium i 1791 har den levet en omskiftelig tilværelse, og intervallerne mellem læreruddannelsesreformerne er de seneste 50-60 år blevet stadig kortere. Ifølge politiske beslutningstagere har uddannelsen egentlig aldrig været god. Der var grænser for, hvad man kunne kræve af de unge bønderkarle, som kom lige fra ploven og måske havde valgt læreruddannelsen, fordi storebror arvede gården. Nogle af dem blev også lokket ind på seminariet, fordi de på den måde kunne undgå at blive soldat. For at komme ind skulle man blot kunne sin bibelhistorie og læse nogenlunde. De skulle være nøjsomme og ganske for Bondestanden dannede og fornuftige Skolelærere, som sognepræst Peter Outzen Boisen skrev, da han i 1801 oprettede et seminarium på sin præstegård i Vesteborg på Lolland. På Skolelæ-
Fra læreruddannelsens historie 2011 2 / 8 rerseminariet i Skaarup på Fyn, som blev oprette i 1803, var betingelsen, at man var 18 år og mand. At han kunne læse med Fornuft, skrive en god læselig Haand, og regne idetmindste de 4 Species med Brøk, og gjøre Rede for Religionens vigtigste Sandheder. Men, blev det tilføjet, hvis ellers en person er vel oplagt, bør han kunne optages, selv om han maatte være noget tilbage i regning og skrivning! Med seminarieloven af 1930 bliver læreruddannelsen fireårig. Og erkendelsen af, at lærere skal arbejde selvstændigt og selv skal kunne tage beslutninger - og at det ikke læres alene gennem forelæsninger - ses tydeligt i den tilhørende bekendtgørelse. Her står der, at der i undervisningen på seminarierne i videst muligt Omfang (skal) gives Eleverne Lejlighed til selvstændigt Arbejde, der kan bringe dem i direkte Forhold til Stoffet, saaledes at de er fortrolige med Fagets Hjælpemidler, vante til at bruge Bøger og Samlinger og øvede i at gøre Iagttagelser i den levende Natur. Med 1954-loven kan man næsten tale om en læreruddannelse i personlig udvikling a la højskole. Forfatteren Asger Baunsbak-Jensen, som har været folkeskolelærer, efterskoleforstander, undervisningsdirektør i Undervisningsministeriet og radikal politiker, beskriver det således i sine erindringer: Når jeg alligevel havnede på Vordingborg Seminarium året efter realeksamen, var det af flere grunde. Det vil blive fire års højskoleophold for dig, argumenterede Schrøder. Og det fik han ret i. Nu bliver Morten Bredsdorff forstander dernede. Han er højskolemand, og der vil du blive ført rigtigt ind til din gerning. Uddannelsen gøres bedre Gennem hele læreruddannelsens historie har der igen og igen været rejst krav om reformer, der kunne gøre den bedre. Allerede i 1800-tallet var der ønsker om at gøre læreruddannelsen til et universitetsstudium. Det blev dog ikke til noget. Med reformen af læreruddannelsen i 1966 skulle seminaristerne ikke mere være seminarieelever, men lærerstuderende. Og i moderne tid blev flertallet af de tidligere selvstændige seminarier i begyndelsen af år 2000 organisatorisk lagt sammen med en række andre mellemlange, videregående uddannelser i større Centre for Videregående Uddannelse (CVU er) af den socialdemokratisk-radikale regering sammen med Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Partiet Venstre strittede voldsomt imod og lovede at rulle beslutningen tilbage, hvis/når de kom til regeringsmagten. Det skete dog ikke, selv om Venstre og Konservative dannede regering i 2001. I 2007 blev CVU erne ganske vist nedlagt, men kun for at fusionere dem i større professionshøjskoler - University Colleges hedder de også på moderne dansk. Dermed afskaf-
Fra læreruddannelsens historie 2011 3 / 8 fede man officielt betegnelsen seminarier, men ordet eksisterer fortsat i daglig tale på de fleste læreruddannelsessteder og i den offentlige debat. Organisatoriske sammenlægninger og udvidelse af opgaver Debatten om, hvorvidt alle folkeskolens elever lærer nok og det rigtige, har de seneste 10-15 år rejst spørgsmålet om, hvordan læreruddannelsen kan styrkes, og hvor den skal placeres organisatorisk i uddannelsessystemet. Der efterlyses mere faglighed. Men også at lærerne skal blive bedre til at undervise. Det er vigtigt, at læreren er fagligt godt klædt på. Men det er ikke nok for eksempel at have stor indsigt i matematik, læreren skal også kunne undervise børn og unge i matematik. Gennem 1970 erne og 1980 erne kom lærerseminarierne under stærkt pres for overlevelse. Primært foranlediget af en overproduktion af lærere. Seminarier i byerne klarede sig relativt bedst, mens seminarier - i det, der senere blev kaldt Udkantsdanmark - fik stigende problemer. I slutningen af 1980 erne lukkede Venstres undervisningsminister Bertel Haarder 11 af de dengang 29 lærerseminarier under stor dramatik. Lokalt blev der strittet voldsomt imod, ikke alene fordi en lukning betød tab af lokale arbejdspladser, men også fordi man frygtede, at det senere kunne give mangel på lærere i lokalområdet. I midten af 1990 erne fik de nu færre lærerseminarier en ny opblomstring, fordi de kombineret med et stigende optag - fik udvidet deres opgaver. På linje med Danmarks Lærerhøjskole fik de lov til at gennemføre en mere ekstensiv efteruddannelse af især folkeskolens lærere. Seminarierne oprettede derfor kursusafdelinger, og efterhånden blev efteruddannelse af lærere og konsulentarbejde i folkeskolen en betydelig del af seminariernes aktiviteter. Med nedlæggelsen af Danmarks Lærerhøjskole i 2000 og oprettelsen af Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) og den samtidige dannelse af CVU er blev seminariernes undervisere i stigende grad involveret i efteruddannelse, men også i udviklings- og forskningsarbejde i tilknytning til skolens praksis. Nogle CVU er oprettede større efter- og videreuddannelsesafdelinger samt forsknings- og udviklingsafdelinger. En udvikling, der blev intensiveret, da CVU erne i 2007 blev lagt sammen til de større professionshøjskoler og med oprettelse af en række nationale og lokale videncentre, for eksempel Nationalt Videncenter for Læsning, Nationalt Videncenter for Undervisningsmidler og Videncenter for Matematikdidaktik. Fusionerne har i første omgang kun i begrænset omfang medført fysiske sammenlægninger af lærerseminarier, men udviklingen går i retning af færre og større udbudssteder.
Fra læreruddannelsens historie 2011 4 / 8 Hver professionshøjskole har kun én læreruddannelse, men kan udbyde uddannelsen fra flere forskellige adresser. Der argumenteres blandt andet med stordriftsfordele og med, at større uddannelsessteder også giver et bedre studiemiljø. Dertil kommer, at den gældende bekendtgørelse om læreruddannelse indeholder en række bindinger på de studerendes valg af linjefag, som betyder, at et udbudssted skal have et årligt optag på cirka 400 studerende, hvis det skal kunne udbyde alle linjefag. Det er kun læreruddannelsen i Aarhus, som kommer i nærheden af et sådant optag. I samspil mellem læreruddannelsen og skolens praksis Læreruddannelsens nye opgaver bliver i 1990 erne understøttet af en ny stillingsstruktur, som indebærer, at undervisere, der er ansat ved en læreruddannelse, skal igennem en adjunktperiode på maksimalt seks år. Efter tre et halvt år skal adjunkten udarbejde et grundlag for at blive lektorbedømt, og kriterierne er, at adjunkten skal dokumentere kvalifikationer i at undervise på læreruddannelsens grunduddannelse, i lærernes efterog videreuddannelse og/eller varetage pædagogiske udviklingsarbejder i samspil mellem læreruddannelsen og skolens praksis. Seminarierne blev dermed forpligtiget til at gennemføre udviklingsarbejder i samspil med folkeskolen som pendant til universiteternes forskningsforpligtigelse, og der blev taget initiativ til oprettelse af docentstillinger som overbygning for lektorer. Tanken var, at docenterne skulle have en forskeruddannelse og en særlig opgave i forhold til at sikre den faglige kvalitet i udviklingsarbejderne. Det blev dog kun ved ideen, og ønsket om docentstillinger blev i 2011 fremført igen af professionshøjskolernes ledelser som følge af et stigende antal ph.d.er ved læreruddannelsesstederne - og en politisk vision om at øge dette antal betydeligt de kommende år. Men det politiske niveau vakler fortsat. På den ene side ønsker man at skabe rammer for flere ph.d.-uddannede på læreruddannelsesstederne. Men på den anden side ønsker man ikke at tage det fulde skridt ved at give professionshøjskoler forskningspligt og tilhørende stillingsstrukturer som i de andre nordiske lande. Den politiske vision er, at flere ph.d.er med forskning, der har praksisrelevans for læreruddannelsen og folkeskolen, kan være med til at sikre kvaliteten begge steder. Men intentionerne føres ikke konsekvent ud i livet, formodentlig ikke helt uafhængig af, at Danmark har en ministeriel adskillelse i et undervisnings- og et videnskabsministerium, hvor læreruddannelsen hører til det første. Hvem skal uddanne lærere?
Fra læreruddannelsens historie 2011 5 / 8 Ændringerne i læreruddannelsen skal ses i samspil med, at der fortløbende er gjort forsøg på at bryde seminariers monopol. I slutningen af 1990 erne etablerede Aarhus Universitet og Århus Dag- og Aftenseminarium forsøg med en naturvidenskabelig bacheloruddannelse. Forsøget blev dog ikke nogen succes, da der kom meget få ansøgere. I 2009 spillede Danmarks Lærerforening og Danmarks Pædagogiske Universitetsskole ved Aarhus Universitet 1 ud med et forslag til en læreruddannelse på fem år. Efter tre år på en professionshøjskole og to år på DPU skulle den nyuddannede lærer kalde sig cand.didaktik. Modellen kom dog aldrig længere end til affyringsrampen. I 2010 søgte Aarhus Universitet og Læreruddannelsen ved Professionshøjskolen Via om lov til sammen at uddanne flere naturfagslærere, men man fik nej fra undervisningsministeren. Omkring 2007 skete en foreløbig kulmination på at bryde professionshøjskolernes monopol på læreruddannelse, da Danmarks Pædagogiske Universitet blev fusioneret ind i Aarhus Universitet og søgte om tilladelse til at oprette en professionsbachelorlæreruddannelse i det naturvidenskabelige område og sprogområdet. Universitetet ville samarbejde med læreruddannelsen i Aarhus, men man kunne ikke enes om, hvem der skulle eje uddannelsen, det vil sige udstede eksamensbevis! Aarhus Universitet fik ganske vist sin læreruddannelse akkrediteret, men den blev bremset af videnskabsministeren. Regeringen ønskede ganske vist et stærkere samarbejde mellem universiteter og professionshøjskoler om læreruddannelsen, men der var uenighed i regeringen og blandt forligspartierne. Overordnet ønskede størstedelen af Venstre at bevare læreruddannelsen på professionshøjskolerne. Man så gerne et samarbejde med universiteterne, men ejerskabet skulle der ikke ændres ved. Den holdning har Venstre opbakning til hos Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Radikale og Dansk Folkeparti. Konservative vil derimod gerne flytte uddannelsen til universiteterne. Universiteternes incitament til at få del i læreruddannelsen hænger blandt andet sammen med, at det er en kvantitativt stor uddannelse med megen bevågenhed. Det samme forhold spiller selvfølgelig ind på professionshøjskolernes bestræbelse på at fastholde den. Det er et led i uddannelsernes kamp om kommende studerende. Det politiske ønske om at få universiteterne i spil påvirkes af internationale målinger. For eksempel scorer finske elever højt i Pisa-undersøgelserne, og i Finland uddannes lærere på universitetsniveau. Dermed sættes der lighedstegn mellem en universitær læreruddannelse og bedre Pisa-resultater, uagtet at lande, som scorer ringere end Dan- 1 Danmarks Pædagogiske Universitet blev i 2007 nedlagt som selvstændigt universitet og blev en del af Aarhus Universitet.
Fra læreruddannelsens historie 2011 6 / 8 mark, også har universitære læreruddannelser. I første omgang reagerede det politiske landskab ved en ændring af bekendtgørelsen i 2007 med en stor grad af central detailstyring. Ikke blot i forhold til studerendes linjefagsvalg, men også på en lang række andre områder. Ændringerne er udtryk for ønsket om at styre læreruddannelsen, men også et resultat af et meget bredt forlig, hvor mange forskellige interesser skulle tilgodeses. Læreruddannelsen har altid befundet sig i en limbotilstand. Kun få bryder sig om læreruddannelsen, som den er, men vil gerne ændre den til det bedre. Endnu flere vil gerne styre den. At være lærer er verdens bedste og vigtigste arbejde. Dagligt møder vi glæden ved at formidle og gøre en forskel for andre mennesker. I mit næste liv vil jeg også være lærer! Fra Facebook-gruppen: For os, der synes, det er fedt at være lærer Love om læreruddannelse i Danmark 1791 Det første seminarium I 1789 blev "Kommissionen til de danske Skolers bedre Indretning" nedsat, og de første år beskæftigede den sig meget med læreruddannelse. Det førte til oprettelsen af Blaagaard Seminarium på Nørrebro i København i 1791 (seminariet blev efter en brand flyttet til Jonstrup). Fra 1802 til 1816 oprettedes otte præstegårdsseminarier, og de forskellige erfaringer dannede en del af baggrunden for Danmarks første seminarielov: seminariereglementet. 1818 Seminariereglementet Der kom faste optagelseskrav og bestemmelser for en fælles afgangsprøve, for undervisningsfag og timetal, men med store hensyn til de enkelte seminariers "særegne beskaffenhed". Fagene var: religions- og bibelkundskab, modersmål, skrivning, regning, elementær aritmetik og geometri, geografi, historie, undervisnings- og opdragelseslære, naturfag, tegning, håndgerning, musik og gymnastik. Der var afgangsprøve i alle fag. Læreren skulle være en bonde blandt bønder (for eksempel indgik der biavl, havebrug og landhusholdning i uddannelsen). Forkyndelsen af det christelige evangelium og arbejdet for og under kirken fyldte meget. Læreren blev også uddannet til at være kirkesanger eller organist i landsognet. 1857 Ny seminarieordning I 1857 kom der en bekendtgørelse med regler for den første almindelige skolelærereksamen med beskikket censur. I 1861 kom der officielle formål for læreruddannelsens forskellige fag, og det blev muligt at oprette private seminarier også for lærerinder. Samtidig blev der oprettet overbygningskurser for lærere på byskoler, der skulle undervise i fremmedsprog og fysik/kemi. 1894 Læreruddannelseslov
Fra læreruddannelsens historie 2011 7 / 8 Med lov af 1894 slås det fast, at uddannelsen er treårig med en toårig første del og en etårig anden del. Der skal bestås en optagelsesprøve, men der kræves ikke særlige eksamener for at blive optaget. 1930 Læreruddannelseslov Med 1930-loven bliver læreruddannelsen fireårig, og fagkredsen udvides blandt andet med fremmedsprog. Eleven skulle vælge enten tysk eller engelsk. På grund af voldsom lærermangel blev der i 1947 oprettet en to et halvt-årig læreruddannelse for folk med studentereksamen. 1954 Læreruddannelseslov I 1954 blev læreruddannelsen delt op, så der var en treårig for studenter og en fireårig for ikke-studenter (eventuelt med et år i en såkaldt præparandklasse inden selve uddannelsen). Der blev indført linjefag, men seminarierne fik stor frihed til lokalt at fastlægge linjefagenes antal, indhold og omfang. En række af fagene havde ikke en afsluttende eksamen. 1966 Læreruddannelseslov Med 1966-loven skete der en art akademisering. Det var nu ikke mere seminarieelever, men lærerstuderende, der gik der, og der kom krav om studenter- eller hf-eksamen for at blive optaget. Uddannelsen havde en række obligatoriske fællesfag (både skolefag og pædagogiske fag), man skulle vælge to linjefag og et af tre pædagogiske specialer: A, mindre børn, B, større børn og C, specialpædagogik. 1991 Læreruddannelseslov Loven ændrede ikke afgørende ved uddannelsens indhold. Der var først og fremmest tale om nogle strukturelle ændringer, men administrationen af uddannelsen og seminariernes økonomi blev decentraliseret, så læreruddannelsen fik samme vilkår som andre mellemlange, videregående uddannelser. 1997 Læreruddannelseslov I 1997-loven indførtes en professionsbacheloropgave, og det slås fast, at de lærerstuderende skal demonstrere evne til at anvende faglig og pædagogisk viden under brug af akademisk arbejdsmåde og videnskabelig metode. 2006 Læreruddannelseslov 2006-loven fortsætter akademiseringen ved at slå fast, at uddannelsen i videst muligt omfang skal inddrage resultater af nationale og internationale forsknings-, forsøgs- og udviklingsarbejder, der er relevante for lærerprofessionen og egnede til at bidrage til at udvikle og anvende ny professionel viden. I bekendtgørelsen fremhæves det, at den studerende med henblik på det professionsrettede virke som folkeskolelærer gennem uddannelsen skal: 1. opnå teoretiske og praktiske forudsætninger for selvstændigt at indsamle, analysere, systematisere, udvælge og formidle viden på grundlag af fagenes metoder og i overensstemmelse med uddannelsens professionssigte og formål, jf. læreruddannelseslovens paragraf 1. 2. under anvendelse af sine teoretiske og praktiske forudsætninger lære at samarbejde og at planlægge, evaluere, udvikle og udføre undervisning og 3. i et nært samspil med de pædagogiske fag og praktikken opnå en fagdidaktisk indsigt i sine linjefag, der kvalificerer til at begrunde og forstå undervisning og løsning af andre læreropgaver i forhold til folkeskolens formål, til skolefagets eget formål og til væsentlige træk i samfundsudviklingen samt til den enkelte elevs behov, forudsætninger og udviklingsmuligheder og -betingelser. Kilder: Baunsbak-Jensen, Asger, 1997: Vokseværk, erindringer. Poul Kristensens Forlag, Herning. Bruhn, Verner, og Steinicke, Jørgen, 1999: Modvind og medvind Ribe Seminarium 1899-1999. Ribe. Dahl, Svend (red.), 1942: Danmarks Natur ved Aar 1940, bind seks. København. Kampmann, Tage, 1991: Kun spiren frisk og grøn læreruddannelsen 1945-1991. Odense Universitet. Rasch-Christensen, Andreas, 2010: Linjefaget historie mellem læghistorie og profession. VIASystime. Thejsen, Thorkild,
Fra læreruddannelsens historie 2011 8 / 8 2011: Lærerrollen fra degn til professionel, i Kristensen, Hans Jørgen, og Laursen, Per Fibæk (red.): Gyldendals Pædagogikhåndbog. København. Forslag til videre læsning Rasch-Christensen, Andreas, og Thejsen, Thorkild, 2011: Kan man altid blive lærer? www.folkeskolen.dk Thejsen, Thorkild, 2011: Først var de degne, så blev de lærere. www.folkeskolen.dk Kampen om læreruddannelsen i Gjallerhorn nummer 8, 2009. Professionshøjskolen Via: www.swiflet.com/via/gjh/3/1 Kampmann, Tage, 1991: Kun spiren frisk og grøn læreruddannelsen 1945-1991. Odense Universitet Rasch-Christensen, Andreas, 2010: Linjefaget historie mellem læghistorie og profession. VIASystime Thejsen, Thorkild, 2011: Lærerrollen fra degn til professionel, i Kristensen, Hans Jørgen, og Laursen, Per Fibæk (red.): Gyldendals Pædagogikhåndbog. København Andreas Rasch-Christensen, cand.mag. i samfundsfag og historie, ph.d., forskningschef ved Via University College Thorkild Thejsen, lærer og journalist, exam.pæd., PD, chefredaktør for fagbladet Folkeskolen 1987-2010 Se tv-udsendelsen Lærerseminariets betydning for lokalområdet på folkeskolen.dk