Changes in Foreign Aid - with a focus on Danish Aid Navn: Rasmus Henriksen Studienummer: 201207584 Måned og år: marts 2015 Institut: Aarhus University Department of Economics and Buisness (ECON) Vejleder: Christian Bjørnskov Antal tegn: 73.179 tegn (uden mellemrum)
Abstract This thesis is about foreign aid and will investigate the following: the changes in foreign aid in the period 1948-2012, and what the effect have been. After that, there will be a comparison of Danish foreign aid and the foreign aid of the rest of the world during the time of 1973-2012. There are reviews of the most relevant theories, The Harrod-Domar Model, The Two-Gab Model, and The Solow-Swan Model, along with a review of the phenomenon Fungibility and Dutch disease. The analysis and conclusion of this thesis is based on scientific empiricism from many different scientist who have been peer-reviewed, and foreign aid data collected from www.aiddata.org. The foreign aid data on Danish disbursement values are not found sufficiently adequate (only values in 1984, 1986, 1997-1998, 2000-2001, and 2003-2012), which is the reason why this thesis are based on the commitment values. There has been a change in foreign aid from 1948-2012. In the beginning, 1948, most of the aid was pure economic aid, and in the end, 2012, most of the aid was social aid. While the social aid has been increasing, the economic aid has been decreasing with about the same amount. Throughout the period 1948-2012 there has been a steady increases in the width of problems that foreign aid had to cope with. From infrastructure to education, and health, in the 60 ties. To structural changes, and civil services reforms in the 80 ties. To improvement of institutions to combat corruption, ensure property rights in the 90 ties. Finally the Millennium Development Goals in 2000. I am using the Solow-Swan model to evaluate the effect of the Marshall plan, along with foreign aid for infrastructure, and education. The model is used to explain why there has not been any long-term effect of the foreign aid, that would not otherwise have been there, if there had not been given foreign aid. In the late 80 ties, there was a dandruff between the scientific field that evaluates the effect of foreign aid and the political field that determines the distribution of the foreign aid. The scientific field concluded from analysis hereon that there has been no effect of foreign aid. Despite the scientific fields conclusion, the aid has increased steadily, along with the target goals of the aid. In the middle of the 00 s and old and scientifically rejected model (the two-gab model), and thinking found its way back in to the foreign aid debate. This was advocating that donor countries should increase their aid to help the third world. The assumption of the two-gab model are that foreign aid will create growth. Some of the problems with foreign aid are connected with fungibility, and Dutch disease. Others problems have to do with incentives, implementation of projects, and neglecting proper preparation from donor countries, unwillingness to learn from the mistakes made in prior periods.
The comparison of the Danish foreign aid, and that of the rest of the world has given that impression that we are overall doing the same things. This is the conclusion when looking at foreign aid spread across three factors (economic aid, social aid, and reconstruction aid), and one residual. The changes in these three factors and one residual, follows that of the changes in the foreign aid debate and goal setting, as explained earlier. When comparing the aid given to the 30 biggest Danish aid receiving countries with that of the rest of the world, and the correlation of the three factors and one residual. It is found that there is no consistency to negative correlation, small or large, when looking specifically at each country. The overall conclusion is that Denmark is doing the same as the rest of the world. The final impression is that the politicians are perhaps no longer giving foreign aid with the purpose of helping other countries, but rather making themselves look better. This should be seen in context to the scientific conclusion that foreign aid in general has no effect. Finally are a reduction of or removal of tariffs put into perspective as an alternative to foreign aid, as an alternative possibility to help development countries, because the foreign aid does not work.
Indholdsfortegnelse 1 Indledning... 1 1.1 Problemformulering... 1 1.2 Afgrænsning... 1 1.3 Metode... 2 1.3.1 Teori... 2 1.3.2 Sekundære data... 6 1.4 Struktur... 8 2 Analyseresultater... 8 2.1 Udviklingsbistanden i perioden 1945-2015, og dens effekt... 8 2.1.1 Marshallhjælpen... 8 2.1.2 Perioden 1950-2015... 9 2.1.3 Millennium Development Goals (MDG)... 12 2.1.4 Development Assistance Committee (DAC), og tilblivelsen af udviklingsbistandsmålet (0,7% af BNI)... 13 2.1.5 Mikro-makro paradoks... 14 2.1.6 Infrastruktur... 14 2.1.7 Uddannelse... 15 2.1.8 Succeshistorierne?... 17 2.1.9 Kort opsamling... 17 2.2 Sammenligning af udviklingsbistand... 18 2.2.1 Generelt om dataene... 18 2.2.2 Sammenligninger... 19 3 Diskussion... 26 4 Konklusion... 28 4.1 Svar på problemformulering... 28 4.2 Perspektivering... 28 Referenceliste
1 Indledning Udviklingsbistanden har sin spæde start i forbindelse med afslutningen af anden verdenskrig. I forbindelse med anden verdenskrig og dens afslutning i 1945, begyndte afkoloniseringen af Afrika og Asien for alvor, og i de næste to årtier blev mange tidligere kolonier tildelt selvstændighed. Alle disse tidligere kolonier stod nu med en lang række problemer af forskellig art. Der er dog et fællestræk, i form af manglende kapital, manglende produktionsapparat og infrastruktur samt evne til styring. Deres udvikling har stort set stået stille i århundrede, afhængig af kolonimagtens behandling af den enkelte koloni. Siden 1945 har det internationale samfund forsøgt at hjælpe med at løse problemerne i udviklingslandene (Afrika, Asien, og Syd-, og Mellemamerika). Udviklingsbistanden er siden 1945 blevet en enorm industri, som kanaliserer stadig flere og flere milliarder af USD til verdens fattigste lande. Som et andet billede på gabet mellem rig og fattig, er der nu så store personlige formuer, Det er blevet mere og mere moderne at verdens rigeste personer begynder at donerer store dele af deres svulmende milliardformuer. På trods af de stadig stigende udviklingsbistandsydelser er der stadig utallige problemer i udviklingslandene, som bl.a. kæmper med fattigdom, og underernæring. Dette er i hvert fald indtrykket man får fra tv-annoncerene der forklare hvordan at ens beskedende bidrag på 50,- 100,- eller 150,- kr. kan gøre en forskel. Selvom donorlande som Danmark, bliver ved med at forøge deres udviklingsbistand virker det som om at problemerne bare bliver ved med at eksistere, og ellers kommer der bare nye problemstillinger i udviklingslandene. Der er f.eks. mere end én milliard mennesker der lever under fattigdomsgrænsen, hvilket har været et problem siden udviklingsbistandsarbejdet startede. Danmark bliver fremstillet som en af verdens bedre udviklingsbistandsydere. At vores arbejde med udviklingsbistand er en succes, hvor vi er med til at hjælpe modtagerlandene med at løse en række problemer. Vi er samtidig også en af de bedre donorland, fordi vi som en af bare fem donorlande opfylder målsætningen om at give 0,7% af BNI i udviklingsbistand. Uden udviklingsbistanden har vi fået den opfattelse at modtagerlandene ikke ville kunne klarer sig. 1.1 Problemformulering Problemformuleringen består af følgende to dele: Hvordan har udviklingsbistanden ændret sig i perioden 1948-2012, og hvad har effekten været? Hvordan adskiller dansk udviklingsbistand sig fra det resten af verden gør i perioden 1973-2012? 1.2 Afgrænsning Tidsmæssig afgrænsning: der er lavet to afgræsninger. Bachelorafhandlingen er begrænset til at opfatte årene 1948-2012 i forhold ændringerne i udviklingsbistanden, hvilket skyldes at det første store udviklingsbistandsprojekt nemlig Marshallhjælpen startede i 1948. Side 1 af 29
Bachelorafhandlingen er begrænset til at opfatte årene 1973-2012 i forhold til sammenligning af udviklingsbistanden fra dansk i forhold til resten af verden, hvilket skyldes at det er for den periode der er registeret danske udviklingsprojekter på www.aiddata.org/. 1.3 Metode Der bliver i nedenstående gennemgået følgende teorier: the Harrod-Domar model, the Two-Gab model, the Solow-Swan model, samt fænomenerne fungibility, og Dutch Disease. Herudover vil datakilderne bliver gennemgået, og vurderet. 1.3.1 Teori The Harrod-Domar model er en økonomisk vækstmodel der blev udviklet af den britiske økonom Roy F. Harrod i 1939, og den russisk-amerikanske økonom Evsey D. Domar i 1946 (Harrod 1939, og Domar 1946). De udviklede modellen uafhængigt af hinanden. Modellen påpeger at produktionen afhænger af investeringsraten, og produktiviteten af denne investering. Modellen forklarer økonomiske vækst i form af en investeringsratio, og en kapitaloutput-ratio g = (1/ µ) (I/ Y) = (I/ Y) / µ Y er output; I er investeringer; g er økonomisk vækst; parameteren µ er incremental kapital-output-ratio (ICOR). I en lukket økonomi kommer investeringer udelukkende fra indenlandske opsparinger (alt opsparing går til investering). I en åben økonomi kommer investeringer både fra indenlandske opsparinger, og udenlandske investeringer, og udviklingsbistand. Indenlandske opsparinger er en andel af den indenlandske indkomst, der ikke anvendes til forbrug. Problemet for udviklingslande er at de ikke har en tilstrækkeligt høje indkomster til at opretholde en tilstrækkelig opsparingsratio, hvorved investeringerne bliver minimale det er nødvendigt med mad for at overleve. Derfor har disse lande behov for udviklingsbistand, som dermed vil forøge landets samlede investeringer, og dermed øge den økonomiske vækst. Der antages at være en lineær sammenhæng mellem vækst, og investeringer. ICOR parameteren µ angiver, hvor produktive ens kapital er, og menes at være i niveauet af 2-5 (Easterly 2009). ICOR angiver hvor mange ekstra enheder kapital der skal til for at producere en ekstra enhed output. Eksempel: hvis investeringsraten er 25 procent, og ICOR er 5 medfører dette at væksten bliver 5 procent. Er anvendelsen af kapital mere effektiv, og ICOR i stedet for er 4, skal investeringsraten kun være 20 procent for at opnå de samme 5 procents vækst. ICOR angiver altså hvor mange ekstra enheder kapital (investering), der skal til for at producere en ekstra enhed output. Side 2 af 29
Modellen implicerer to væsentlige forhold. Et land kan forbedre deres vækst enten ved at forbedre deres ICOR eller øge deres opsparingsratio. ICOR kan forbedres ved anvendelse af bedre teknologi. Opsparingsratioen kan øges gennem politiske indgreb, der tilskynder befolkningen at øge deres opsparingsratio. The Two-Gab model er en økonomisk udviklingsbistandsmodel der blev udviklet af de to amerikanske økonomer Hollis B. Chenery, og Alan. M. Strout i 1966 (Chenery and Strout 1966). The Two Gap Model har været standardmodellen til at advokere, og retfærdiggøre udviklingsbistand. Der er nemlig en lineær sammenhæng mellem investeringer, og vækst, hvorfor udviklingsbistand ifølge modellen vil skabe vækst. Et udviklingsland skal have udviklingsbistand, hvis det befinder sig i ét af to gab, fordi ellers kan det ikke opnå et ønsket vækstniveau. Der er et opsparingsgab (det første gab), og et handelsgab (det andet gab). I det første gab er der et gab imellem den nødvendige mængde af investeringer for at opnå en bestemt vækstrate, og de tilgængelige indenlandske opsparinger. Hermed skal der gives udviklingsbistand svarende til det manglende. I det andet gab er der er gab imellem den nødvendige mængde import af råvare, og kapital for at kunne nå et givet produktionsniveau, og den tilgængelige indenlandske valuta. Modellen giver mulighed for at beregne den nødvendige mængde udviklingsbistand et udviklingsland skal have for at opnå et vækstmål ved hjælp af følgende formel: = 1 =1 = er vækstmålet, er ICOR (2-5), er den nødvendige investeringsratio Eksempel: Opsparingsraten er 12procent, g t er 5procent, og ICOR er 4. Hermed skal i være lig med 20procent: i = 5% 4 = 20%. Dette betyder at landet skal have udviklingsbistand svarende til 8procent af dets BNP: 20% - 12% = 8%. Der er tre problemer med modellen: (1) ingen decreasing returns to scale, (2) det antages at alt udviklingsbistand anvendes til investeringer, og (3) der er ingen muligheder for at låne penge. (1) Problemet med, at der ikke er decreasing returns to scale, kan forklares med følgende eksempel: Hvis alle borgere i et land har en kartoffelskræller vil økonomien ikke få noget ud af at investerer i endnu en kartoffelskræller, fordi der ikke er nogen der kan anvende mere end én kartoffelskræller af gangen, og dermed kan man altså ikke producere mere ved at investere i flere kartoffelskræller, når alle har én. Ifølge modellen vil alle kartoffelskrællerne skabe den samme vækst. Side 3 af 29
(2) Alt udviklingsbistand anvendes ikke til investeringer bl.a. pga. fungibilitet (se længere fremme i dette afsnit). Der er intet, der forhindrer landene i at anvende udviklingsbistanden til forbrug i stedet for investeringer. (3) Det er muligt at låne på det internationale valutamarked (meget lidt da modellen blev udviklet). Er lånerenten laverer end et investeringsafkast vil det være profitabelt for et land at låne pengene til projektet. Hermed kan man finansierer ét gab med lån i stedet for udviklingsbistand. The Solow-Swan model er en økonomisk exogenous vækstmodel der blev udviklet af den amerikanske økonom Robert M. Solow i 1956, og den australske økonom Trevor W. Swan i 1956 (Solow 1956, og Swan 1956). Modellen er en videreudvikling af the Harrod-Domar Model. De udviklede modellen uafhængigt af hinanden. Den store forskel på Solow-Swan, og Harrod-Domar er, at der i Solow-Swan er decreasing returns to scale, og vedligeholdelse af kapital. Modellen har følgende komponenter: output y = f(k), investeringer i = sy = sf(k), vedligeholdelse (n+d)k y er output per arbejder, i er investeringer, k er kapital, s er opsparingsratio, n er befolkningstilvækst, og d er afskrivningsraten Figur 1. The Solow-Swan Model Side 4 af 29
X-aksen angiver kapital per arbejder, og y-aksen angiver output per arbejder. I steady state er der k kapital per arbejder, og dermed produceres der y output per arbejder. I steady state er sf(k) = (n + d)k hvilket betyder at investeringerne svarer til afskrivningerne af den nuværende kapital per arbejder, hvorfor man bliver i dette punkt, og dermed bliver vækst på nul procent. Er der k 1 kapital per arbejder, er ens output per arbejder y 1, hvilket betyder at sf(k) > (n + d)k, hvilket betyder at investeringerne er større en afskrivningerne af den nuværende kapital per arbejder. I næste periode har man dermed mere kapital per arbejder svarende til k 2 kapital per arbejder, med et output per arbejder på y 2. Hermed konvergerer man imod steady state. Er der k 3 kapital per arbejder, er ens output per arbejder y 3, hvilket betyder at sf(k) < (n + d)k, hvilket betyder, at investeringerne er mindre en afskrivningerne af den nuværende kapital per arbejder. I næste periode har man dermed mindre kapital per arbejder svarende til k 4 kapital per arbejder, med et output per arbejder på y 4. Hermed konvergerer man imod steady state. At Solow-Swan er en exogenous indebærer, at hvis der ikke kommer noget exogenous (produktivitetsforbedrende teknologi), vil økonomien konvergere til et steady state. Der kan enten forekomme statiske eller dynamiske ændringen i parametrene i modellen. Statiske ændringer er ændringer i opsparingsratioen s, eller befolkningstilvækst n som vil medføre en engangsændring i f. Dynamiske ændringer er ændringer i total-factor productivity, altså noget exogenous, der gør at man kan producere mere med den samme mængde kapital. Den eneste møde, hvorpå man kan skabe vækst på lang sigt, er vha. dynamiske ændringer. Ultimativt vil alle lande opnå det samme steady state, hvis de har samme befolkningstilvækst, opsparingsratio, og total-factor productivity. Indkomsten anvendes enten til investering eller forbrug. Implikationen i modellen er at hvis man har en meget lav opsparingsratio vil ens indkomst også være lav, og dermed også ens forbrug, hvilket skyldes, at man ikke kan opretholde særlig meget kapital per arbejder. Hvis man har en meget høj opsparingsratio vil ens indkomst også være lav, og dermed også ens forbrug, hvilket skyldes at man skal opretholde meget kapital per arbejder. Hvis opsparingsratioen enten er meget lav eller høj vil en ændring i modsatte retning, altså kunne forøge forbruget. Det handler om at opnå det niveau, hvor man har det største forbrug. Fungibilitet: Fungibel er en betegnelse af standardvarer, valuta, guld, osv. som kan gøres til genstand for indbyrdes ombytning uden videre. En 100US$ seddel er fungible med to 50US$ sedler eller ti 10US$ sedler, men en 100US$ seddel er ikke fungible med guld til en værdi af 100US$. Eksempel: en regering har afsat 2mio. til at bygge veje. Nu modtager de 1mio. i udviklingsbistand til at bygge veje hvorved 1mio. af de oprindeligt 2mio. afsatte penge bliver fungible, og kan anvendes til et andet formål. Problemet med udviklingsbistand der er fungibel for en regering i et modtagerland er at Side 5 af 29
udviklingsbistanden dermed vil resultere i en mindre vækst, og fattigdomsbekæmpelse end ellers (Pack and Pack 1993), dette skyldes at regeringen anvender pengene til andre mindre produktive formål som militær, og forbrug (Degnbol-Martinussen and Engberg-Pedersen 2003). Dutch Disease: forklare forholdet mellem en stigning den økonomiske udvikling af naturressourcer eller store tilstrømninger af udenlandsk valuta, og et fald i landbrugs- eller fabrikationssektoren. I 1959 opdagede Holland the Groningen Gas Field, der er Europas største, og verdens tiendestørste naturgasfelt (The Groningen Gas Field 2009). Holland begynder at eksportere de store mængder naturgas, hvilket medfører at den hollandske valutakurs stiger, hvilket medfører at deres fabrikationssektors eksportvarer bliver dyrere, og dermed bliver de mindre konkurrencedygtige, hvilket medfører at den hollandske fabrikationssektor skrumper (The Dutch Disease 1977, og Corden and Neary 1982). Når et donorland skal lave et udviklingsbistandsprojekt i et modtagerland, skal donorlandets valuta veksles til modtagerlandets valuta, hvilket vil påvirke valutakursen i modtagerlandet som stiger. Herfra er senariet det sammen som beskrevet ovenfor, hvor eksporten i modtagerlandet mindskes, fordi deres konkurrenceevne mindskes. 1.3.2 Sekundære data I denne bachelorafhandling anvendes der udelukkende sekundære data, hvilket skyldes bachelorafhandlingens problemformulering, og omfang. Afhandlingen bygger på videnskabelig empiri, og beregninger af udviklingsbistandsdata fra www.aiddata.org/. 1.3.2.1 Dataindsamlingsmetode Der er indsamlet udviklingsbistandsdata fra www.aiddata.org/ for den periode hvor der er registeret danske udviklingsbistandsprojekter, hvilket er 1973-2012. Der er indsamlet data for alle udviklingsbistandsprojekter for den ovenstående periode. I alt 1.431.621 projekter. 1.3.2.2 Databearbejdning I analysen anvendes der commitment-værdier (forklaring følger i afsnit 1.5.2.3). Alt udviklingsbistand er angivet i USD 2011-priser. Alle commitment-værdierne er aggregeret, og samlet i otte femårsperioder, både for Danmark, og resten af verden. Dette er for at mindske udsving fra forretningscyklus, og andet støj. De otte perioder i analysen er som følger: 1973-1977, 1978-1982, 1983-1987, 1988-1992, 1993-1997, 1998-2002, 2003-2007, og 2008-2012. I de enkelte perioder er commitment-værdierne fordelt på tre faktorer, og et residual efter Bjørnskovs beregninger (Bjørnskov 2013), for nemmere at kunne overskue dataene. Faktor 1 er udviklingsbistand til økonomiske formål, faktor 2 er udviklingsbistand til sociale formål, faktor 3 er udviklingsbistand til genopbygning. Side 6 af 29
Antagelse: Det antages, at der er en sammenhæng mellem commitment-, og disbursementværdierne i den forstand at commitment-værdierne i de enkelte år svarer til en nogenlunde ens procentdel af disbursement-værdierne inden for de faktorer der anvendes (se figur 7 side 21). 1.3.2.3 Vurdering af datas kvalitet Den videnskabelige empiri, der anvendes i afhandlingen, kommer fra såkaldte peer-reviewed publications. Peer-reviewed publications indebærer at forlaget, samt andre i feltet har gennemgået publikationen, og forfatteren har kunne rette eventuelle fejl, og mangler for at sikre et højt akademisk niveau. På denne baggrund forventes det, at den videnskabelige empiri i afhandlingen er af høj kvalitet. AidData er et samarbejde mellem the College of William & Mary, non-profit organisationen Development Gateway fra 1999, og Brigham Young University, der blev startet i 2009. Året efter i 2010 lancerede de deres onlineplatform www.aiddata.org (www.aiddata.org/our-story). Det er skabt gennem en fusion af to tidligere programmer Project-Level Aid, og Accessible Information on Development Activities med det formålet at gøre udviklingsbistandsdata mere transparente, og tilgængelige for befolkningen, studerende, politikkere, og andre beslutningstagere. Udover at indhente data fra OECD samler de også udviklingsbistandsdata ind fra andre donorer som OECD ikke indsamler, hvilket medfører at AidData s datasæt bliver større end OECD s, og dermed mere komplet. Alle projekterne er fordelt på 44 formålsområder med et tilhørende commitment-, og disbursementværdi i USD 2011-priser. Total commitments per year comprise new undertakings entered in the year in question (regardless of when disbursements are expected) and additions to agreements made in earlier years. citat: www.aiddata.org/about-our-data A disbursement is the placement of resources at the disposal of a recipient country or agency, or in the case of internal development-related expenditures, the outlay of funds by the official sector. It can take several years to disburse a commitment. citat: www.aiddata.org/about-our-data Selvom AidData har den mest komplette samling af udviklingsbistandsdata er der mangler. Danmark begyndte tilbage i 1962 at give bilateral udviklingsbistand (www.um.dk/da/danida/om-danida/hist/), men det første danske projekt, der er registeret på www.aiddata.org, er fra 1973. I forhold til disbursement er det kun for årene 1984, 1986, 1997-1998, 2000-2001, og 2003-2012 af der er registeret disbursement-værdier. Dette indikerer, at der er klare mangler i datasættet. Der anvendes i analysen derfor kun commitment-værdier, fordi der er for mange huller i disbursementregistreringerne til at kunne danne et billede af, hvordan dansk udviklingsbistand har ændret sig gennem tiden. Side 7 af 29
1.4 Struktur For at kunne besvare problemformuleringen, der består af to dele, er bachelorafhandlingen strukturret på følgende måde. Der kommer først en gennemgang af udviklingsbistanden fra Marshallhjælpen i 1948, som var det første store udviklingsbistandsprojekt, til nutiden. I gennemgangen bliver der også inddraget empiri til at forklare effekten af udviklingsbistanden. Dette er for at kunne besvare den første del af problemformuleringen. Herefter kommer en sammenligning af Danmarks, og resten af verdens udviklingsbistand ved hjælp af en række grafer, og tabeller, for at kunne besvare den anden problemformulering. 2 Analyseresultater Analysen er inddelt i to dele. I første del kommer en gennemgang af ændringerne i udviklingsbistanden i perioden 1948-2012, empiriske resultater. Solow-Swan anvendes til at forklare effekten af Marshallhjælpen, samt udviklingsbistand til infrastruktur, og uddannelse. I anden del kommer en sammenligning af den udviklingsbistand Danmark giver i forhold til den udviklingsbistand resten af verden giver. 2.1 Udviklingsbistanden i perioden 1945-2015, og dens effekt Den første analysedel er inddelt i ni mindre afsnit. 2.1.1 Marshallhjælpen Efter den seks år lange anden verdenskrig 1 september 1939-2 september 1945 lå Europa i ruiner. Marshallhjælpen eller European Recovery Program blev givet til Europa i en fireårig periode fra 3. april 1948. Marshallhjælpen er noget af det første udviklingsbistand der er givet. Formålet var at skabe vækst i Europa, og hjælpe med genopbygningen, da man tre år efter krigen stadig havde vanskeligheder. Marshallhjælpen blev både omtalt som en succes, og en fiasko (OECD 2011, og Cowen 1985). Ifølge Cowen har effekterne af Marshallhjælpen i Europa været en fiasko. Allermest optimistisk mener Cowen at effekten på den europæiske økonomi har været blandet, imens den har haft en negativ effekt på den amerikanske økonomi (Cowen 1985). OECD anvender Marshallhjælpen som fortaler, og argument for at give udviklingsbistand til udviklingslandene. Dette skyldes at de mener, at effekterne af Marshallhjælpen har været positive (OECD 2011). Side 8 af 29
Figur 2. The Solow-Swan Model: Hvorfor Marshallhjælpen ikke skabte vækst i Europa I steady state er der k kapital per arbejder, og dermed produceres der y output per arbejder. Før anden verdenskrig startede, var der k 1 kapital per arbejder, og dermed producerede man y 1 output per arbejder. Efter anden verdenskrig var kapital per arbejder faldet til k 2, med et tilsvarende lavere output per arbejder på y 2, hvilket skyldes at Europa var blevet sønderbombet. Marshallhjælpen er ikke produktivitetsskabende, hvorfor man med eller uden hjælpen vil konvergere imod det samme steady state. Med Marshallhjælpen vil man kunne investere mere i kapital end ellers, hvorfor man stiger fra k 2 kapital per arbejder til k 1 kapital per arbejder på en periode, og derfra konvergere imod steady state. Uden Marshallhjælpen ville man investerer, og vokse fra k 2 kapital per arbejder til k 3 kapital per arbejder på en periode, og herefter til k 1 kapital per arbejder på endnu en periode, og derfra konvergere imod steady state. Udbyttet af Marshallhjælpen blev da i forhold til Solow-Swan at Europa hurtigere end ellers kom op på deres steady state. Vækstforløbet med hjælpen kunne f.eks. være som følger 5%, 5%, 4%, 3%, 2%, 2%, 1%, 0% 22 %, og uden hjælpen kunne f.eks. være som følger 4%, 4%, 3%, 3%, 2%, 2%, 2%, 1%, 1% 0% 22 %. 2.1.2 Perioden 1950-2015 I 50 erne, og 60 erne var retorikken at udviklingslandene havde behov for et Big Push for at ændre den nuværende situation i udviklingslandene (Rosenstein-Rodan 1957, og Rostow 1960). Retorikker passer godt med den populistiske opfattelsen af at Marshallhjælpen var en succes, uanset senere analyser. På daværende tidspunkt vidste man simpelthen ikke bedre. Man skal forandre alt på en gang. En tilstrækkelig stor mængde udviklingsbistand ville skabe vækst i udviklingslandene, hvilket er Side 9 af 29
i overensstemmelse med the Harrod-Domar model fra 1946. The Harrod-Domar model har dannet basis for de første udviklingsplaner for udviklingslande (de Silver 1984). Tankegangen afspejles i the Two-gab model fra 1966, der forklarede at et land skulle have udviklingsbistand, hvis det ikke havde den nødvendige mængde investeringer. I starten gav man meget økonomisk udviklingsbistand. I 60 erne begynder man at give udviklingsbistand til flere forskellige områder. Udover økonomisk udviklingsbistand, ville man løse problemer med infrastrukturen (OECD 2011), sundhedsområdet (Easterly 2009), og uddannelse (Clement 2004). Der blev investeret massivt i infrastrukturen, hvor masser af ny prestigeprojekter blev gennemført. På sundhedsområdet anvendte man den vertikale tilgang (Easterly 2009), hvor man bekæmpede nogle enkelte sygdomme af gangen, og denne strategi fortsatte indtil 1980. Der blev hurtigt gjort et stort indhug i de enkelte sygdomme, men man kom ikke ud til alle. Der opstod et decreasing returns to scale problem, og man var ikke i stand til at hjælpe alle på denne måde. Den umildbare succes med den vertikale tilgang skyldtes, at man nemt, og hurtigt kunne vaccinere store dele af en befolkning imod en bestemt sygdom. Succesen blev imidlertid til en isoleret indsat, hvor sundhedssystemet som helhed ikke forbedredes (Filmer et at. 2000, og Pritchett and Woolcock 2004). På uddannelsesområdet var målet at alle skulle starte i grundskolen inden udgangen af 1979. I 1960 oprettes Development Assistance Committee (DAC), som senere optag det nuværende 0,7%BNI niveau i udviklingsbistand, som dets målsætning for dets medlemmer (forklaring følger i afsnit 2.1.4). I 70 erne gav man stadig meget økonomisk udviklingsbistand. I begyndelsen blev der fokuseret mere på problemerne i uddannelsesområdet, og underernæring (OECD 2011), og mindre på infrastrukturen. I 1977 lavede man igen infrastrukturmålsætninger, som denne gang skulle sikre befolkningen i udviklingslandene adgang til rent drikkevand, og sanitet inden udgangen af 1989 (United Nations Habitat 2003). I 80 erne begyndt man at fokusere mere på social udviklingsbistand til fordel for økonomisk udviklingsbistand. Der kom en strukturtilpasning, som satte nogle retningslinjer for, hvordan udviklingslandene skulle agere bl.a. i forhold til deres økonomiske politik. På sundhedsområdet ændrede man taktik efter, at den vertikale tilgang var blevet mindre effektiv i sygdomsbekæmpelsen. I 1980 begyndte man at anvende den horisontale tilgang, hvor man forbedrede hele sundhedssystemets, så man blev bedre til at håndtere alle sygdommene (Easterly 2009), i sundhedsområdet, og dette fortsatte man med indtil 1999. Dette skyldtes at effekterne af den vertikale tilgang udeblev, og derfor prøvede man noget andet. I den horisontale tilgang ville man skabe en adfærdsændring i sundhedssystemet, men for at dette skulle kunne lykkes krævede det en parathed til at ville ændre adfærd. Adfærdsændringer var svære at gennemføre end at vaccinere hele befolkningen. Uddannelsesmålet fra 60 erne blev ikke nået, hvorfor det bare kom på dagsordenen igen med en ny deadline i 2000 (Clement 2004). I 1987 startede verdensbanken med at Side 10 af 29
gennemføre reformer, der skulle forbedre den offentlige administration. De offentligt ansatte skulle have de nødvendige kompetencer for at kunne anvende de offentlige midler inklusiv udviklingsbistand mere effektivt, og på den rigtige måde. Verdensbanken stoppede med foretagende igen i 1997, og effekterne af anstrengelserne er udeblevet (Moss et al. 2008). I slutningen af 80 erne begyndte det videnskabelige felt at komme frem til den konklusion at udviklingsbistand ingen effekt har på væksten (Mosley et al. 1987). Der er altså gået næsten fire årtier siden Marshallhjælpen inden denne konklusion for alvor blev påvist. Konklusionen omkring udviklingsbistand forbliver sådan til den dag i dag. Der er næsten selvsagt også nogen, der mener at effekten af udviklingsbistand altid er positiv eller altid er negativ (Hansen and Tarp 2000, 2001, Chauvet and Guillamont 2001, Minoiu and Reddy 2010, Ovaska 2003, Kourtellos et al. 2007, og Djankov et al. 2008). I 90 erne øgedes fokusset på den sociale udviklingsbistand. Efter Berlinmurens fald den 9. november 1989 kom der en kort periode, hvor det internationale fokus skiftede til Østeuropa. Endnu en gang udvidedes problemstillingerne udviklingsbistanden skulle løse med forbedringer af institutioner for at reducere korruption, og sikre ejendomsret. Bekæmpelsen af korruption kunne linkes med Berlinmurens fald (der var masser af korruption i Østeuropa). Der skulle skabes demokrati, og kvinders rettigheder skulle forbedres. De nye problemstillinger man nu forsøgte at løse, kan ses i lyset af, at man ikke har haft effekt af tidligere anstrengelser. I slutningen af 90 erne blev der gennemført flere studier, der fandt en signifikant fungibilitet i udviklingsbistanden på tværs af sektorer (Swaroop and Devarajan 2000, og Feyzioglu et al. 1998). Dette skabte det problem at udviklingsbistanden blev mindre effektiv. I 00 erne fastsatte man for første gang en lang række mål i form af Millennium Development Goals (se afsnit 2.1.3). På sundhedsområdet skiftedes der endnu engang taktik tilbage til den vertikale tilgang, hvilket kan ses med Millennium Development Goals (6) combat HIV/AIDS, malaria and other diseases). AIDS som er en af de sygdomme man ville bekæmpe fik 25 procent af udviklingsbistanden til sundhed, selvom AIDS kun forsagede 3,7 procent af dødeligheden (England 2008). De resterende 96,3 procent af dødeligheden er forsaget af andre sygdomme mm. men de fik kun 75 procent af udviklingsbistanden. Der var altså en enorm skævvridning i fordelingen. Selvom man kurerede alle AIDS-ofrene, ville det ikke gøre den store forskel på dødstallet. Flere årtiers forsøg på at forbedre sundhedsområdet har overordnet set ikke haft en effekt på sundheden (Filmer et al. 2000, og Pritchett and Woolcock 2004). Dette skyldes bl.a. massive korruptionsproblemer hvor enorme mængder medicinen aldrig når frem til patienterne, som medicinen ellers er tiltænkt. Inden for infrastrukturen kom der i 2005 fokus på at forhøje udviklingsbistanden for at kunne lave flere projekter (United Nations Millennium Project 2005, Blair Commission for Africa 2005, Sachs 2005, 2008, og Collier 2007). Argumentet for at forhøje udviklingsbistanden bl.a. for at kunne lave flere Side 11 af 29
infrastrukturen projekter stammer fra tidligere tiders tankegang. Two-gab model tankegangen om, at man kan købe vækst med investeringer har igen fundet vej ind i debatten (Devarajan et al. 2002, Blair Commission for Africa 2005, Sachs 2005, 2008, og Collier 2007). På et internationalt MDG topmøde i september 2010 notere OECD s generalsekretær Angel Gurría: Absent a major push in the next five years, we will fail to meet our commitment to the world s poorest. citat: OECD 2011, side 27. Selvom Two-gab model tankegangen igen har vundet ind i debatten, er der klare beviser for at teorien ikke holder i virkeligheden. Easterly har undersøgt antagelsen om, at der er en positiv, og lineær sammenhæng mellem investeringer, og vækst som i two-gab model. Der har i perioden 1961-2005 været en muligvis negativ effekt af udviklingsbistand i Afrika. Hvilket afkræfter teorien om the two-gab model, med at man bare skal sende et nødvendigt mængde valuta får at opnå et specifikt ønsket vækstniveau (Easterly 2009). Som tidligere nævnt antages ICOR at være i intervallet [2;5], hvilket betyder at udviklingsbistanden vil skabe en vækst på [0,2;0,5] per enhed udviklingsbistand af landets BNP. Easterly finder at konfidensinterval for koefficienten af udviklingsbistand på vækst er [- 0,126;0,047]. I perioden 1961-2005 modtog de involverede lande omkring 10 procent af deres BNP i udviklingsbistand. Men væksten var cirka 0 procent per capita. Dermed er dette en klar afvisning af the two-gab model. Den eneste mulighed for at den alligevel skulle passe er, hvis landene uden udviklingsbistanden ville have haft en negativ vækst på mellem -2 til -5 procent. Andre Afrikanske lande har i perioden oplevet en positiv vækst, hvilket for det til at virke utænkeligt at de lande, der har modtaget udviklingsbistand i fraværet af udviklingsbistanden ville have haft en negativ vækst på - 2 til -5 procent. Hvorfor anvender man så Two-gab model tankegangen i vores tid. I 50 erne, og 60 erne havde man ingen mulighed for at teste teorien, men når den nu er blevet afvist, er der ingen videnskabelig grund til at advokere modellens tankegang igen. En grund til at den stadig er i brug i dag kan skyldes, at den er nem at forstå, og dermed er den nem at sælge for politikerer til befolkningen. 2.1.3 Millennium Development Goals (MDG) Den seneste målsætning for FN vedrørende udviklingsbistand er deres otte overordnede mål, som er indfanget i United Nations Millennium Development Goal (MDG), der løber fra 2000-2015 hvor man efter planen skal have indfriet målene. Målene er som følgende (www.un.org/millenniumgoals/): (1) eradicate extreme poverty and hunger (2) achieve universal primary education (3) promote gender equality and empower women (4) reduce child mortality (5) improve maternal health (6) combat HIV/AIDS, malaria and other diseases Side 12 af 29
(7) ensure environmental sustainability (8) develop a global partnership for development Med MDG målene forsøgte man at løse alle problemerne på en gang. Helt tilbage i 1938 blev der lavet en rapport omkring problemerne i Afrika, og der er nu ligheder mellem de nuværende MDG, og den gamle rapport om, hvordan problemerne skal løses (Easterly 2009). Det er lykkes at indfri flere af målene, men nu er spørgsmålet så om det skyldes udviklingsbistanden eller andre faktorer. Der er masser af studier der kommer frem til at de positive tendenser ikke skyldes udviklingsbistanden, men i stedet faktorer i de enkelte lande. Noget der tyder på at politikkerne, og andre beslutningstagere simpelthen overhører konklusionerne fra det faglige felt. I forbindelse med at de nuværende mål udløber i 2015 har FN i forbindelse med at nye udviklingsbistandsmål for perioden efter 2015 skal laves lavet et offentligt forum hvor privatpersoner kan komme med deres holdninger til, hvad de nye mål skal fokusere på (www.myworld2015.org/?page=about-my-world). Det tyder altså på, at man stadig ikke anvender den viden, man har om effekten af udviklingsbistand. 2.1.4 Development Assistance Committee (DAC), og tilblivelsen af udviklingsbistandsmålet (0,7% af BNI) Development Assistance Committee (DAC) blev oprettet i 1960, som et rådgivende organ i forhold til udviklingsbistand under OECD (OECD 2011). Der er i skrivende stund 29 medlemmer af DAC, heriblandt Danmark (www.oecd.org/dac/dacmembers.htm). I 1969 vedtog man definitionen official development assistance (ODA). Official development assistance (ODA): Grants or loans to countries and territories on the DAC List of ODA Recipients (developing countries) and to multilateral agencies which are: (a) undertaken by the official sector; (b) with promotion of economic development and welfare as the main objective; (c) at concessional financial terms (if a loan, having a grant element of at least 25 per cent). In addition to financial flows, technical cooperation is included in aid. Grants, loans and credits for military purposes are excluded. Transfer payments to private individuals (e.g. pensions, reparations or insurance payouts) are in general not counted. citat: www.oecd.org/dac/dac-glossary.htm#oda I 1970 blev DAC-medlemmerne enige om at sætte en målsætning på mængden af udviklingsbistand til at det enkelte medlemsland skal give til 0,7% af bruttonationalindkomsten (BNI), der opfyldte ODA definitionen (OECD 2011). Hvorfor målsætningen blev 0,7% er et ganske godt spørgsmål. Det skyldes formentlig at Kirkernes Verdensråd tilbage i 1958 forslår at alle donorlande skal donere 1% af deres rigdom i udviklingsbistand (OECD 2011). Hvorfra den 1% kom er uvist, men virker som om, det er Side 13 af 29
taget ud af den blå luft. Kirkernes Verdensråd skelnede ikke mellem offentlig, og privat udviklingsbistand, hvorfor det blev forslået at det offentlige skal donere 0,75% af ens BNI, i slutningen af 60 erne. Hermed undgik man problemer, der kunne opstå i forhold til udsving i private donationer. Det er formentlig et kompromis mellem de involverede parter der medførte at målsætningen blev fastsat til 0,7% i stedet for 0,75%. Man kan undre sig over, hvorfor målsætningen ikke blev 0,2% eller 2,0%, da der ikke virker til at være en teoretisk sammenhæng mellem målet. Selvom de 0,7% kun er en målsætning, har DAC-medlemmer i perioden 1970-2010 doneret mindre end 0,4% i et interval på ca. [0,2%; 0,35%] (OECD 2011). I 60 erne er lige oppe over 0,5%, og i et interval på ca. [0,35%; 0,5%]. Der er ingen konsekvenser ved ikke at leve op til målsætningen. I øjeblikket er der fem af DAC-medlemmerne der donerer mere 0,7%, nemlig i rækkefølge med største donor først, Sverige, Luxembourg, Norge, Danmark, og Storbritannien (www.oecd.org/newsroom/aid-to-developing-countries-rebounds-in-2013-to-reach-an-all-timehigh.htm). 2.1.5 Mikro-makro paradoks Inden for udviklingsbistand er der et såkaldt mikro-makro paradoks. Der er mange udviklingsbistandsprojekter der har en positiv effekt på mikro-niveau, hvilket er meget godt, men på trods af dette kan man paradoksalt nok ikke finde en signifikant sammenhæng mellem udviklingsbistand, og vækst på makroniveau (Rajan and Subramanian 2008, og Doucouliagos and Paldam 2008). Problemet er forbundet med fænomenet fungubilitet, og manglende incitament i forbindelse med implementering af projekterne. 2.1.6 Infrastruktur Infrastruktur skal vedligeholdes, ellers bliver det til sidst ubrugeligt. Når donorlande laver infrastrukturprojekter, er der en klar tendens til at man bygger vejene, men overlader de astronomiske vedligeholdelsesomkostninger til modtagerlandet (World Bank 1981, 1988, 1994, og Peterson 2008). Selvom problemet har været kendt i årtier, er det stadig et problem. Herved får modtagerlandet kun en midlertidig effekt af den forberede infrastruktur. Donorlandene skal være mere tilbøjelige til at betale vedligeholdelsesomkostningerne for de infrastrukturprojekter de laver, hvis de genre vil have at projekterne giver en effekt på lang sigt (Kremer and Miguel 2007). Dette vil medføre, at man i evig tid skal finansierer vedligeholdelsesomkostningerne indtil den dag, modtagerlandet har mulighed for selv at betale. I tidligere afsnit (se afsnit 2.1.2) kom man frem til, at der skal laves endnu flere infrastruktur projekter, men der er stadig ingen fokus på at projekterne skal vedligeholdes, ligesom det tidligere har været problemet. Figur 3. The Solow-Swan Model: Hvorfor infrastrukturinvesteringerne ikke skabte vækst Side 14 af 29
I steady state er der k kapital per arbejder, og dermed produceres der y output per arbejder. Der er k 1 kapital per arbejder, og dermed producerer man y 1 output per arbejder. Der laves infrastrukturinvesteringer svarende til k 2 - k 1, hvorfor man i næste periode vil have k 2 kapital per arbejder, og dermed producerer man y 2 output per arbejder. Nu er investeringerne mindre end afskrivningerne, (man har ikke råd til at vedligeholde infrastrukturen) hvorfor kapital per arbejder falder indtil, man rammer steady state. Forløbet vil minde om det for Marshallhjælpen, hvor investeringerne kun vil ændre vækstforløbet. 2.1.7 Uddannelse Uddannelsesområdet har ligesom infrastruktur haft massive problemer. Andelen af befolkningen der bliver optager i uddannelsessystemet har været støt stigerne på verdensplan (Kenny 2008), men siden 1960 har udviklingslande øget tilmeldingen i uddannelsessystemet hurtigere end rige lande gjorde i deres tid (Clemens 2004), hvilket er en positiv udvikling. På trods af en markant stigning i skoleindskrivningerne har det ikke haft noget effekt, hvilket skyldes flere ting. Der har været et fokus på at bygge skoler, imens man har forsømt at anskaffe skolematerialer som tekstbøger (Filmer and Pritchett 1999a, 1999b). Der er problemer med korruption, og protektionisme, hvor man ansætter ukvalificerede lærere. Selvom flere, og flere starter i skole lærer børnene ikke noget hvis lærerne ikke møder, eller når de så møder bare sidder på skolen uden at undervise, eller ikke har evnerne til at undervise. Man kan diskutere donorlandenes forarbejde, når man gentagne gange støder på de samme problemer, eller om de fremsatte mål er de rigtige. Målet om at alle skal indskrives i en folkeskole, men intet om kvaliteten af skoleforløbet. Målet kan opfyldes ved at alle børnene møder i skolen, og spiller fodbold dagen lang. Side 15 af 29
I uddannelsessystemet er der stor problemer med lærerfravær, hvor man har fundet et gennemsnitlig fraværsprocent på 19 procent i landene Bangladesh, Ecuador, India, Indonesien, Peru, and Uganda, som alle er udviklingslande (Chaudhury et al. 2006). Ud over den store fraværsprocent var der heller ikke den store motivation ved de lærere, der så faktisk er på skolerne. Problemet blev større nu fattigere landene var. For at mindske fraværet har man lavet et forsøg med et positivt resultat. Lærerne fik en bonus for at møde på skolen, hvilket næsten halverede fraværsprocenten fra 42 procent til 22 procent (Duflo and Hanna 2005). Dette ændrede dog ikke på deres engergement, når de så mødte på skolen, og skulle undervise. I Afrika er et andet problem for uddannelsessystemet jobmarkedet i de enkelte udviklingslande, der bliver nemlig ikke skabt særlig mange jobs i den private sektor som normalt er aftager af de uddannede i Afrika (Pritchett 2006). Hermed bliver udbyttet af dem der så bliver uddannet ikke særlig produktivt i de enkelte land, da de ikke kan anvende deres kompetencer til at udfylde et job. Der er nemlig ikke noget job, hvorfor de enten må lave noget andet (som du kunne før de tog uddannelsen) eller flytte til et andet land, hvor de kan få arbejde. Problemet med manglende jobskabelse, og arbejdspladser skyldes i væsentlig grad problemer med landets institutioner, og økonomisk politik (Easterly 2001, Pritchett 2006, og Hanushek and Woessmann 2008). Figur 4. The Solow-Swan Model: Hvorfor uddannelsesinvesteringerne ikke skabte vækst I steady state er der k kapital per arbejder, og dermed produceres der y output per arbejder. Der er k 1 kapital per arbejder, og dermed producerer man y 1 output per arbejder. Er der en produktive Side 16 af 29
værdi af uddannelsesinvesteringerne, vil man konvergere imod steady state 1 med k 2 kapital per arbejder, og y 2 output per arbejder, ellers vil man konvergere imod det nuværende steady state. Som udgangspunkt er uddannelse produktivt, hvorfor investeringer i uddannelsessystemet vil forbedre produktiviteten, og dermed vil y = f(k) vokse til y 1 = f(k) svarende til den produktive værdi af uddannelsesinvesteringerne, og dermed vil sy = sf(k) vokse til s 1y = s 1f(k). Dette vil medføre at ens steady state rykker opad i modellen til steady state 1, hvorved output per arbejder vokser med y 2 - y i forhold til det nuværende steasy state. Den produktive værdi af uddannelse opstår, hvis investeringerne i uddannelsessystemet øget antallet af optagene i forhold til befolkningsstørrelsen eller uddannelsesniveauet højnes for de nuværende. Herudover skal der også være arbejdsplader, hvor de uddannede kan anvende deres kompetencer. Det er nødvendigt med et arbejdsmarked, der kan optage de enten flere eller bedre uddannede arbejdere. Som nævnt ovenfor har der vist sig at være en lang række problemer med investeringerne i uddannelsessystemet, hvilket har medført, at der ikke har været nogen effekt af investeringerne. 2.1.8 Succeshistorierne? Succeshistorier er lande som Korea, Kina, Indien, og Brasilien. Der alle er gået fra at være super fattige lande til at blive store markeder, og økonomier (OECD 2011). Alle har de modtaget udviklingsbistand, men er det pga. udviklingsbistanden eller andre faktorer, at de er kommet ud at fattigdommen, og på bedre spor. Den markante BNP per capita fremgang i disse lande skal tilskrives indenlandske forhold, og ikke mængden af udviklingsbistand, som også har været lille (Easterly 2006). Indien gennemførte i 1991 en lang række reformer der liberaliserede den økonomiske politik, og Kina gjorde det samme i 1992, og siden har begge lande oplevet enorme vækstrater. Udviklingen i Kina, og Indien har skabt en dramatisk reduktion af mængden af fattige på verdensplan (Banerjee 2007), hvilket har været et af mange udviklingsbistandsmål, som ikke kan tilskrives udviklingsbistanden, men de ændringer der er sket internt i landet. 2.1.9 Kort opsamling Vi starter helt tilbage i 1948 med Marshallhjælpen, som i første omgang antages at have en positiv effekt. Denne blev anvendt til at advokere at udviklingsbistand virker. I 50 erne og 60 erne var retorikken at udviklingsbistand skaber vækst, hvilket stemmer overens med periodens teorier: The Harrod-Domar Model, og The Two-Gab Model. Teorien blev senere afvist a f bl.a. W. Easterly. Op igennem årtierne udvides problemstillingerne, som udviklingsbistanden skal løse, løbende. I slutningen af 80 erne konkluderede størstedelen af det videnskabelige felt at udviklingsbistanden overordnet set ingen effekt har, hvilket stadig er konklusionen i dag. På trods af det videnskabelige felts konklusion, fortsætter politikerne ufortrødent med at udvide problemstillingerne som udviklingsbistanden skal løse. Der kommer nogle trends i udformningen af udviklingsbistandsmålene, Side 17 af 29
bl.a. inden for uddannelses-, og sundhedssystemet, og infrastruktur, hvor man gentager gamle glemte mål eller fortsætter som hidtidig. Når den første metode ikke virkede, prøvede man en ny metode, men da den heller ikke virkede, prøvede man den første metode igen. I midten af 00 erne begyndte man så ingen at anvende The Two-Gab Model som argument for at give endnu mere i udviklingsbistand. 2.2 Sammenligning af udviklingsbistand I nedenstående laves en kort præsentation af datamaterialet, og dets omfang. Herefter laves en sammenligning fa Danmarks, og resten af verdens udviklingsbistand, på baggrund af en række grafer, og tabeller. 2.2.1 Generelt om dataene Analysen er baseret på de 1.430.844 1 projekter (commitment-værdi 0), der er indsamlet, og registeret på www.aiddata.org for perioden 1973-2012. Den samlede commitment-værdi for alle projekterne er 6.461mia, hvilket giver en gennemsnitlig projektværdi på 4,5mio. Den samlede disbursement-værdi for alle projekterne er 1.437mia, hvilket giver en gennemsnitlig projektværdi på 1mio. Der er udbetalt 22,24% af det samlede commitment. Der er registeret disbursement-værdier på 926.245 projekter, hvilket svarer til 64,73%. Danmark har stået for 13.440 eller 0,9393% af projekterne, og 46,2mia eller 0,7145% af commitment-værdien, hvilket giver en gennemsnitlig projektværdi på 3,4mio. Disbursement-værdien af projekterne er 7,2mia. Der er udbetalt 15,68% af det samlede commitment. Der er registeret disbursement-værdier på 6.402 projekter, hvilket svarer til 47,63%. Danmark har givet commitment til 120 forskellige lande, hvoraf 19,95% er uspecificerede. I perioden 1973-2012 som tidligere nævnt er den periode hvor der er registeret danske projekter, er de tredive lande hvor vi har været mest involveret i form af commitment-værdier i hierarkisk rækkefølge med procentvise andele af den samlede commitment-værdi: Tanzania (9,94%), Bangladesh (6,21%), Mozambique (4,79%), Indien (4,34%), Kenya (4,05%), Uganda (3,67%), Vietnam (3,33%), Ghana (3,18%), Egypten (2,64%), Burkina Faso (2,59%), Zambia (2,21%), Benin (1,94%), Nepal (1,89%), Nicaragua (1,75%), Zimbabwe (1,67%), Bolivia (1,52%), Afghanistan (1,46%), Kina (1,45%), Sudan (1,21%), Malawi (1,15%), Thailand (1,06%), Indonesien (0,91%), Sydafrika (0,89%), Sri Lanka (0,85%), Bhutan (0,83%), Somalia (0,79%), Nigeria (0,77%), Mali (0,71%), Niger (0,67%), og Cameroun (0,61%). Lande markeret med rødt er de lande hvor Danmark ikke har ambassader, og i resten af landene har Danmark ambassader (www.um.dk/da/om-os/kontakt/find-os-i-verden/). Disse 30 lande har i perioden 1973-2012 modtaget 69,09% af den danske commitment. Dermed har de resterende 1 Der er 777 projekter i perioden uden commitment- eller disbursement-værdi, som derfor ikke er med i de 1.430.844 projekter. Side 18 af 29