Tekstanalyse eksamensopgave Af Indholdsfortegnelse Indledning... 1 Analytisk gennemgang... 2 Fortællerforhold... 2 Tidsforhold... 4 Vurdering... 6 Konklusion... 7 Litteratur... 8 Opgaven består af 16.399 tegn, svarende til 7,8 normalsider. Indledning Hun græder ikke af Naja Marie Aidt er en novelle fra hendes samling Bavian fra 2006. Den handler om en pige, der med sin far venter på et tog og deres møde med farens ven. Det er en kort novelle med et interessant tids og fortællerforhold, hvorfor jeg primært vil fokusere på disse elementer i opgaven. Først analyserer jeg teksten ud fra Håndpapir i fortælleranalyse af Maja Lucas, og herefter vurderer jeg den ud fra Jørgen Dines Johansens vurderingskriterier i artiklen Forsøg på en systematisering af vurderingskriterier for skønlitterære tekster. 1
Analytisk gennemgang Fortællerforhold Novellens første afsnit består af sceniske beskrivelser af Anika og hendes omgivelser. Disse er sceniske, idet de ikke indeholder nogen handling, hvorfor det fungerer som en slags indledning til resten af novellen: Vi introduceres til stedet og personerne. Det glider i linje 9 over i et iterativt resume: faren læser avis og svarer distræt, hver gang Anika spørger ham om noget. Herefter følger et eksempel på denne hændelse, i form af en række replikker uden inkvit. Han nikker i linje 11 fungerer her ikke som inkvit, men som et berettet svar på den foregående replik. Ved at skære inkvitterne væk gøres den korte samtale meget umiddelbar, som har fortælleren ikke tid eller lyst til at kommentere samtalen, men blot gengive den. Det er i dette afsnit, at fortællersituationen angives: Teksten centrerer om Anika fra første sætning, og alt, der beskrives, er enten hende selv eller ting hun sanser omkring sig. Ligeledes bruges der adjektiver om andre personer i novellen, men stort set kun verber om Anika. Eksempelvis bruges der om faren de subjektive adjektiver distræt (linje 10) og mærkeligt (linje 16), mens der om Anika bruges de relativt neutrale adjektiver høj og bred (side 86 linje 27). Den personale fortæller bruger Anika som reflektor, og det medsyn, der gives, er kun kritisk vurderende over for novellens øvrige personer, ikke Anika. Det er også Anikas opmærksomhed, der er styrende for, hvad der bliver fortalt af ting, der sker omkring hende. Da hendes far møder vennen og taler med denne, holder Anika op med at høre efter i det øjeblik, de begynder at tale om noget andet end hende (side 86, linje 13), og samtalen afbrydes herved for læseren. Først da mændenes opmærksomhed igen rettes mod hende, beskrives de aktivt igen (side 87, linje 14). Et andet interessant element ved fortælleren er sproget. Forfatter Naja Marie Aidt har valgt ikke blot at fortælle historien set ud fra en lille piges synsvinkel, men også lade den sproglige stil følge Anikas måde at formulere sig på, altså et sprog med konsonante træk (jf. Maja Lucas Håndpapir i fortælleranalyse). Dette kommer for det første til udtryk i de diegetiske beretningssegmenter, eksempelvis side 86, linje 25: Hun laver en stor spytboble, som smatter ud så hun bliver våd om munden. Her er det især ordet smatter, som peger på et barnesprog voksne ville typisk have sagt springer. For det andet ses det i de mimetiske segmenter, navnlig Anikas indre monolog, som på side 86, linje 23: Dumme, lille pige. Det giver en følelse af transparens i forhold til Anika, og man føler herved, at man kommer tættere på hende, end hvis der for eksempel havde stået: Anika synes den lille pige er dum. Ydermere kan der argumenteres for, at der i novellens første sætning bruges barnesprog: Det er Anika der står på en støvet perron med sin dukke ( ) Det er tilføjelsen det er, som er markøren for Anikas sprog her. Novellen kunne sagtens have startet med Anika står på ( ), og ved at tilføje det er refereres der til en sproglig stil, der er typisk for samtaler med 2
børn. Man kunne tænke sig, at nogen har spurgt: Hvem er det?, hvortil Anika, som reflektor for den personale fortæller, svarer: Det er mig der står dér. Virkningen er måske ikke åbenlys ved første gennemlæsning af indledningen, men den harmonerer med tekstens øvrige sproglige stil. Følelsen af at være inde i et barnesind forstærkes flere steder i novellen. Et eksempel på børns ofte associative tankegang finder man i sætningen der starter på side 86, linje 16: Hun ser lige op i den fremmede mands ansigt, og hun længes ikke mere at komme tilbage til sin mor i lejligheden med de gule gardiner og katten, der næsten altid ligger i en solstråle på køkkengulvet med halvt lukkede øjne. Den starter som en ydre beretning, skifter så til en indre beretning og skifter endelig karakter til en dækket tanke, i form af den associative opremsning og beskrivelse af katten en bevidsthedsstrøm. Et andet eksempel er billedsproget på side 87, linje 9 12: far og manden, der siger noget med en dyb, rungende stemme, og store, bjørneagtige kroppe. Beskrivelsen af mandens stemme som dyb og rungende fungerer her som en forstærkning af domænet, der kommer til udtryk i andet citat. Det fortæller at sammenligningen med bjørne er mere end blot en mangel på bedre, og at lille Anika rent faktisk ser de to mænd som bjørneagtige. Sproget er altså ikke udelukkende konsonant, idet sproget, novellen fortælles med, ikke er en tre årigs, men det besidder alligevel de mange ovennævnte konsonante træk. Dette bevirker, at vi kommer tættere ind på livet af Anika, og det giver en mere umiddelbar oplevelse af at se verden gennem et barns øjne. Med fortællerforholdet og fortællestilen på plads kan eventuelle afvigelser bedre findes. På sidste side sker der netop en interessant afvigelse af den sproglige stil. Da de i historien har sat sig ind i toget og Anika har set sin glemte dukkelift gennem vinduet, står der i linje 17 20: Et lille, sort frø, der til forveksling ligner pupillen i farens ene øje, det der skeler en lille smule, når han ikke ved, hvad han skal sige, er nu plantet i hende. Dette segment kan være to ting: Enten forestiller Anika sig, at der bliver plantet et lille, sort frø inden i hende, enten konkret eller metaforisk, eller også er det en analyse af Anika fra fortællerens side, og frøet er rent metaforisk. Argumentet for, at det skulle være Anika selv, der forestiller sig et sort frø indeni sig, er den associative fortællestil fra tidligere, der går igen i sammenligningen med farens ene øje. Det er dog tvivlsomt, at et treårigt barn skulle kunne tænke i metaforer, og det sorte frø skulle derfor tænkes som virkeligt. Derimod ville det netop være en metafor, hvis segmentet er fortællerens analyse af Anika; en mere kompleks måde at beskrive hendes følelser, eftersom hun som reflektor ikke vurderer sig selv, men kun beskriver handling og umiddelbart humør. Hvis dette er tilfældet, skifter novellen fortællertype fra den personelle fortæller til en autorial fortæller, der ved mere om Anika end hende selv. Dette må siges at være 3
en kraftig afvigelse på et så kritisk punkt i teksten. Uanset om den er intentionel eller ej, er det en sætning man som læser lægger mærke til, og dét er ganske givet meningen. Der skiftes umiddelbart efter denne sætning til den personale fortæller igen, og novellens titel, som findes i sidste linje, er dels en beretning og en dækket tanke. Det er nemlig også Anika selv, der her, i forlængelse af hendes tidligere forsøg på at være voksen, har besluttet sig for ikke at græde. Et andet interessant segment i forhold til novellens sproglige stil er på side 87, linje 5 6: Hun: Et menneske. Her, som i eksemplet ovenfor, hersker der tvivl om, hvilken fortællertype der er til stede: Den personale, som i resten af novellen, eller en autorial fortæller. Hvis det skal klassificeres som mimetisk eller diegetisk segment, må der fokuseres på formuleringen. Direkte tanke kan udelukkes på grund af stedordet hun, det samme kan tankereferatet, da et kriterium herfor er, at figurens egen stil bevares, og et treårigt barn ville næppe formulere sig sådan. Det må altså igen være et skift i fortællertypen, fra en personal fortæller til en autorial fortæller, og segmentet må påregnes som værende en analyse eller sågar en metanarrativ refleksion, som vil forfatteren sætte en overskrift på afsnittets tema: Hun, et menneske. Det kommer til at virke usammenhængende i forhold til den omkringværende sproglige stil, som er mere konsonant. For at runde fortællerforholdet af kan man sige, at der gennemgående er tale om en personal fortæller med Anika som reflektor. Dette lader forfatteren smitte af på novellens sproglige stil, som konsekvent bærer præg af at være forankret i et barnesind. I forhold til den personale fortæller er der dog to tydelige afvigelser, hvori der skiftes til en autorial fortæller, og hermed brydes den sproglige stil ligeledes. Tidsforhold Tidsforholdet i novellen hænger stærkt sammen med den sproglige stil og dermed også fortællerforholdet. Derfor vil jeg nu, med fortællerforholdet afsluttet, gå i dybden med tiden. Novellens fortalte tid løber over en halv til en hel time, mens fortælletiden er cirka ti minutter. Der er derfor rigeligt med plads til at beskrive de få ting, der når at ske på den tid, og der er i novellen kun få resumeer. Eksempelvis på side 85, linje 9 10 og linje 21 22: faren læser avis og svarer distræt, hver gang Anika spørger ham om noget som er et iterativt resume, og Det er lillesøsteren der sover hele tiden, der bedst kan kategoriseres som et durativt resume. Der fortælles i præsens igennem størstedelen af novellen, og vi har hele tiden medsyn i forhold til fortællerens reflektor, Anika. Den er kronologisk bygget op, med to analepser (tilbagegreb). Den første begynder på første side linje 13 og frem til og med linje 19. Den fortæller i præteritum om, da Anika og 4
hendes far skulle hjemmefra og deres tur i taxaen hen til togstationen. I linje 17 sker der dog noget interessant: Hun havde grædt meget da de skulle af sted. Her skifter tiden til pluskvamperfektum, eller førdatid, og indleder netop en række sætninger, der kronologisk foregår før de forrige, som var i datid. Det er et opsigtvækkende segment, en analepse i en analepse. Konflikten kommer dog i sætningen umiddelbart efter: Spædbarnet gylpede ned af morens ryg. Vi er kronologisk set stadig på samme tidspunkt i historien som i sætningen før, men tiden er skiftet tilbage til præteritum. Dette kunne foranledige en til at tro, at vi igen befinder os i taxaen med Anika og hendes far, og at sætningen i pluskvamperfektum blot var en indskydelse og ikke begyndelsen på en analepse i analepsen, men det giver ikke mening, da moren og spædbarnet ikke er med i taxaen. Hun havde grædt meget kommer altså til at stå som en underlig malplaceret sætning, eftersom den ikke følges op af sætninger fortalt i samme tid, men som stadig kronologisk efterfølger den. Der kan også argumenteres for, at analepsen ikke slutter i linje 19, men fortsætter frem til og med linje 22. Det er sætningerne Moren er for træt til at tage med. Anika synes ikke, at hun ser træt ud der peger hen imod, at vi stadig befinder os ved deres lejlighed, som vi har gjort siden linje 17. Det kunne også være tanker, Anika gør sig, mens hun står på perronen og venter, men at verberne synes og ser står i præsens fortæller, at hun kan se sin mor, mens hun tænker det. Dette er ikke fysisk muligt i forhold til novellens handling, så for at det skal foregå kronologisk uden for analepsen, skal Anika se sin mor for sig i sit hoved og vurdere hende derudfra. Det er en mulighed, men alene det, at man gør sig disse overvejelser, vidner om en tidsmæssig konflikt. Novellens anden analepse starter på side 86, linje 27 og slutter på side 87, linje 1: Og det føles lidt som dengang hun var i svømmehallen med sin mor, vandet var koldt, hun hvinede, men det var rart, Der benyttes her præteritum til at vise, at det kronologisk er noget, der ligger forud for det igangværende handlingsforløb. Det interessante er her måden det slutter på, hvilket sker efter et komma. Herefter fortsætter sætningen med en beretning i præsens. Denne glidende overgang hører sammen med sætningens øvrige struktur, som er en konsonant associerende tankegang, der beskriver Anikas følelse af at være voksen. Derfor virker skiftet fra præsens til præteritum heller ikke forstyrrende, da man ikke er i tvivl om, hvor man kronologisk befinder sig i historien. Der er altså nogle ting, der virker fint i novellens tidsforhold, og som spiller fint sammen med den sproglige stil, der lånes fra reflektoren Anika. Der er dog også et afsnit i starten af novellen, som er mere diskutabelt i sit udtryk, nemlig den første analepse. 5
Vurdering Jørgen Dines Johansen fremsætter i artikelen Forsøg på en systematisering af vurderingskriterier for skønlitterære tekster fire typer af kriterier, som skønlitteratur ifølge ham bør søge at efterleve. Relationen mellem tekst og interpretant kalder han de strukturelle kriterier, relationen mellem tekst og objekt kalder han de mimetiske kriterier, relationen mellem tekst og afsender kalder han kriterier vedrørende digterisk autenticitet, og relationen mellem tekst og modtager kalder han etiske og politiske kriterier. I de strukturelle kriterier ligger kravet om enhed, både horisontalt og vertikalt set. Jeg vælger i denne opgave kun at fokusere på de strukturelle kriterier, navnlig kravet om enhed, som jeg synes er mest relevant i forhold til novellen. Som skrevet i analysen bruges den sproglige stil i høj grad til at fremme medsynet i forhold til Anika, og dette harmonerer efter min mening godt med novellens tema, som er forholdet mellem at være barn og voksen. Det ligger klart, at der er en flertydighed til stede i teksten, altså en mer kodning, som ifølge Dines Johansen er en kvalitet i et litterært værk, hvilket jeg er helt enig i. Jeg ser den jævnlige brug af konsonante udtryk som en styrkelse af den nærhed, man har til Anika, ligesom hendes associerende beskrivelser og den store brug af verber styrker den. Det er en syntaktisk enhed, altså horisontal, der tilmed kobler sig fint sammen med novellens tema og fortolkningsgrundlag. Med hensyn til enhedskriteriet løber novellen efter min mening alligevel ind i flere problemer, som også er nævnt i analysen: Ovenstående enhed brydes i og med at der skiftes fortæller, og dermed sproglig stil. Her tænker jeg på Hun: Et menneske, som befinder sig et sted i novellen, hvor jeg burde forundres, ikke forvirres. Jeg bliver som læser klar over, at det umuligt kan være pigen, der tænker sådan, og at det derfor må være fortællerens refleksion over situationen, og dét ødelægger i den grad det transparente narrativ for mig. Ligeledes virker plantningen af et lille, sort frø i novellens slutning malplaceret, dog ikke i så høj grad som ovenstående, idet dette segment stadig bevarer en sproglig stil, med konsonante træk i forhold til Anika. Det er dog stadig efter min mening for åbenlyst noget fortælleren tænker om hende og dermed en analyse, hvilket igen bryder transparensen for mig (eller enheden for Dines Johansen). Endelig er der tidsforholdet, hvor jeg gennem analysen også fandt nogle problemer. Jeg finder det hurtige skift fra præteritum til præsens øverst side 87 meget virkningsfuldt i forhold til brugen af reflektorens tankegang, men helt så godt fungerer det ikke på side 85, hvor der i analepsen bruges hele tre forskellige 6
tider. Dines Johansen ville muligvis sige, at kompleksiteten i netop det afsnit fremstår som en kvalitet, men dette ville samtidigt komme i konflikt med hans eget krav om totalitet og enhed inden for teksten. Jeg finder brugen af og den ubegrundede skiftning mellem tiderne højst problematisk for læsningen af afsnittet, og vil snarere kalde det rodet end komplekst. Det er blot nogle få ting blandt mange elementer, der fungerer og sammenspiller fint i novellen, men det er ifølge Dines Johansen et brud på den enhed, litterære værker bør søge at efterleve, og efter min mening en forringelse af kvaliteten af novellen som helhed. Konklusion Jeg har gennem en grundig analyse kortlagt fortællerforholdet og tidsforholdet i Naja Marie Aidts novelle Hun græder ikke. Her fandt jeg, at den sproglige stil i teksten underbygger den personale fortæller, og at det styrker nærheden i forhold til novellens hovedperson, den treårige Anika. Visse inkonsekvente strukturbrud er dog med til at slå skår i den enhed, der lægges op til i sammenkoblingen af sprog og fortællerforhold. Det medfører en ærgerlig forringelse af novellen, der dog dette til trods stadig fremstår interessant og flertydig. 7
Litteratur Jørgen Dines Johansen: Forsøg på en systematisering af vurderingskriterier for skønlitterære tekster i Jørgen Dines Johansen og Erik Nielsen(red.): Litterær værdi og vurdering, Odense Universitetsforlag, 1994, pp. 13 74. Maja Lucas: Et håndpapir i lyrikanalyse 8