Om Homøopati Homøopatisk medicin fremstilles ud fra planteriget, mineralriget og dyreriget. Stofferne udtrækkes ved særlige metoder, hvorefter de undergår en farmaceutisk proces, hvor stofferne fortyndes ad flere omgange, indtil der kun er meget lidt fysisk stof tilbage eller intet. Stofferne går fra materiel tilstand til en ikke-fysik tilstand, hvorved medicinen er kommet til at indeholde nogle ikke-fysiske kræfter. Et sådant stof virker ikke direkte på det fysiske menneske, men stofferne aktiverer og virker ind i de levende, usynlige kræfter - de ikke-fysiske lag - i mennesket, hvor de fleste sygdomme stammer fra. Det er et princip, som også kendes fra vaainationer, hvor man anvender en svækket sygdomsfremkaldende substans til netop at undgå den samme sygdom. Mål for homøopatien Homøopatien er et medicinsk system, hvis mål er at fremme sundheden ved at forstærke kroppens naturlige evne til at helbrede sig selv. Allopati betyder Forskellig fra lidelsen, og læger bekæmper sygdomme ved at gå imod (antibiotika, antdepressiv, etc.). Homøopati betyder Lig lidelsen, og betyder at behandleren - homøopaten - behandler sygdomme med samme midler som fremkalder netop de symptomer, som patienten har. HISTORIE Homøopatien blev systematiseret og genindført i den medicinske terapi af den tyske læge og kemiker Samuel Hahnemann (1755-1843). Dengang så verden anderledes ud, den var på den ene side skabt af Gud med mennesket som kronen på skaberværket på den anden side var videnskaben i sin spiren og var ved at vinde mere og mere fodfæste. Hahnamann så mennesket som et guddommeligt, uhyre intelligent skaberværk. Samuel blev opdraget efter princippet Vær dig selv og gør godt uden at fremhæve dig selv. Han var den ældste af 10 søskende. Faderen ønskede ikke, han skulle studere pga. familiens beskedne indtægter. Lærerne som havde forstået hans specielle talenter skaffede ham gratis undervisning, så han kunne fuldføreskolegange. Han var et opvakt og intelligent menneske, som allerede som 12-årig underviste i græsk. Han gennemgik medicinstudiet på 4 år (færdig 1779) og begyndte at praktisere som 24-årig. I 1790 fødtes ideen om den nye helbredelsesform og begynder sine egne forsøg på sig selv han beslutter sig til at går ad erfaringens sikre vej. Han prøver at indtage kinabark i massiv dosis, som fremkalder et kraftigt feberanfald. Han noterer omhyggeligt alle symptomerne og efterprøver andre midler. Han afprøver fortyndinger af stofferne, hvilket afhjælper symptomerne hos syge mennesker, hvorefter han publiserer sin nye opdagelse. I 1796 udgav han sine første skrifter om sin opdagelse af homøopatien, som i de følgende år bredte sig med eksplosiv hast i Tyskland og til andre lande - især England, Rusland og Frankrig, idet læger herfra tog ideen op ved at grundlægge klinikker, fakulteter og hospitaler. Forsøg med kinabark mod malaria, bragte Hahnamann på sporet af homøopatiens principper, idet det viste sig, at de symptomer, som den koleraramte havde, var de samme symptomer som opstod, hvis en rask person fik en forgiftning af kinabark. Et vigtigt princip i homøopatien består i at afprøve medicin på raske mennesker, modsat den syntetiske medicin, der afprøves på dyr og på syge mennesker. Hahnemann grundlagde de homøopatiske principper og oplevede på grund af sin succes brødnid fra
kollegers side, et sagsanlæg fra kolleger, der medførte forbud mod fremstilling af homøopatisk medicin. Trods sine meget fine resultater, f.eks. i 1813 under Napoleonskrigene, hvor han afprøvede et middel mod tyfus, døde kun 1 ud af 180 behandlede. Ved traditionel behandling døde over 80%. Efter han havde offentliggjort sine resultater, spredte hans ideer sig som en løbeild til store dele af verden og nåede mange og store resultater i helbredelsens tjeneste. Hahnemann skriver selv flere kemiske værker og bliver i 1795, et år før hans store opdagelse med homøopatien, anset for at være en af de syv mest betydningsfulde kemikere på sin tid. Det er under sit arbejde med at oversætte Materia Medica, et kompendium over lægermidlers virkning, at Hahnemann støder på professor Cullens behandling af malaria med kinabark. (Kinabark indeholder kinin, som er et middel mod malaria og feber i det hele taget). Hahnemann undrer sig over, at der beskrives, hvordan kinabarkens forgiftningssymptomer er de samme som symptomerne på malaria og feber. Det gør ham så interesseret, at han begynder at afprøve kinabark på sig selv. Hahnemann ophørte med sin lægegerning efter 4 år i frustration over ikke at kende sygdommens væsen og chikanerierne, hvorefter han beskæftigede sig med kemi, apotekervirksomhed, oversættervirksomhed og forskning. Han udgav "Materie Medica", som er en kemisk grundbog. Grunden til den hurtige udbredelse af homøopatien må søges i, at de, der prøvede metoden, opnåede forbavsende gode resultater. Under en koleraepidemi i 1831 fik Hahnemann mulighed for at afprøve sine ideer i større målestok. På en klinik blev 154 behandlet med homøopati, hvoraf kun 6 døde, hvilket var bemærkelsesværdigt på det pågældende tidspunkt. Lignende statistikker, hvor homøopati ikke blev anvendt, fra dette tidspunkt viste 821 døde ud af 1500 behandlede. Homøopatien er i dag den mest benyttede medicinske metode efter den syntetiske medicin. Især i Mellemeuropæiske lande og England findes flere hospitaler og klinikker, som drives på antroposofisk vis. i en årrække har det naturvidenskabelige livssyn fortrængt det holistiske, men der er nu en tendens i det vestlige samfund til at erkende begrænsninger i den syntetiske medicin og se mulighederne i den homøopatiske. Homøopatiske midler indeholder fortyndinger af: planter mineraler organisk materiale Hahnemann udviklede en særlig fremstillingsmetode, som bevirker, at den homøopatiske medicin virker direkte ind i det ikke-fysiske menneske. Han kaldte det at potensere (betyder at gøre stærkere). Et stofs virkning kan forstærkes ved at fortynde stoffer på en særlig måde. Dette kan lyde forkert fra den videnskabelige synsvinkel, men ikke desto mindre kendes princippet fra vaccinationer, hvor svækkede mikroorganismer forstærker menneskets overlevelsesmulighed. Man kan sige at virkningen ligner vacciner, hvor man indgiver en svækket organisme i mennesket, og kroppen reagerer så imod ved at producere antistoffer. Herved bliver kroppen bedre i stand til at bekæmpe sygdommen, når den viser sig i usvækket form. Fortyndinger er information frem for kvantitet Den specielle fortynding bevirker, at medikamentet virker direkte ind i de kræfter, som organiserer det fysiske legeme. Derved virker det også ind i det område, hvor årsagen til sygdommen ligger. Minimum af bivirkninger Ud over førstegangsforværringer, som er kroppens egen reaktion, har homøopatien ingen bivirkninger ud over, at man får det bedre.
Med homøopati har det vist sig mulig at behandle selv meget alvorlige fysiske og psykiske sygdomme, herunder også akutte sygdomme. Homøopatien understøtter livskræfterne og den måde de virker ind i materien på. 1. LÆGEMIDDELAFPRØVNING OG SYMPTOMREGISTRERING Hahnemann udsatte sig selv (eller et andet sundt menneske) for en overdosis af et bestemt stof. Både de ydre og fysiske symptomer samt de indre og psykiske virkninger blev så beskrevet så nøjagtigt som muligt. Sidstnævnte lagde Hahnemann størst vægt på, idet han altid ordinerede hovedmidlet ud fra den psykiske tilstand. F.eks. vil pulsatilla let føre til gråd. Inden for den syntetiske medicinfremstilling foregår medicintest på dyr, hvis resultater ikke lader sig overføre til mennesker umiddelbart (thaladomid afprøvet 6 år på dyr uden bivirkninger). Videnskabelige test foregår på mennesker, og der anvendes kontrolgrupper, hvoraf den ene udsættes for placebo-medicin. 2. LIGHEDSPRINCIPPET Der eksisterer en bestemt forbindelse mellem et bestemt stof (mineral, plante, dyr) og mennesket. f.eks. giver løg allergisk snue og høfeber. Jo tættere et stofs forgiftningssymptomer ligger op af det syge menneskes symptomer, desto mere effektivitet vil stoffet virke ind i mennesket på. Man taler også om modaliteter (under hvilke ydre omstændigheder forværres eller forbedres sygdommen. 3. POTENSIERINGSPRINCIPPET Ved at fortynde et stof mere og mere, f.eks. et planteudtræk, opnås gradvis kontakt med de ikke-fysiske kræfter, som har skabt eksempelvis en mælkebøtte. hvilket er de samme kræfter, som har skabt det samme i mennesket, men i forvandlet form. Dette princip beskriver fortyndings- og rysteprocessen, som et stof må gennemgå. Et stof, som i massiv dosis fremkalder bestemte symptomer, helbreder i fortyndet form de samme symtomer, som det giver ved indtagelse af en massiv dosis - f.eks. vil løg kunne helbrede allergisk snue, som er det samme symptom, som løget vil give i massiv dosis. HOMØOPATIENS VERDENSBILLEDE - MAKRO OG MIKROKOSMOS Alt hvad der findes i de 3 naturriger mineral,- plante- og dyreriget findes også i mennesket, og omvendt: alt hvad der findes i mennesket, kan man genfinde i makrokosmos. Dog altid i forvandlet form. Den homøopatiske og antroposofiske videnskab arbejder hele tiden på at finde de sammenhænge, som består mellem bestemte steder og processer i mennesket, og at finde det samme i forvandlet form i makrokosmos. Mennesket skal lære at omgås alt i makrokosmos. Dyr og planter er ensidige ved at være stærktudviklet inden for et specifikt, begrænset område. Derimod er menneskets evner på visse niveauer ikke udviklet så meget som dyrenes, men det er den pris mennesket må betale for at have modtaget sjælsprincippet eller
jeget og tænkeevnen. Udviklingen går fra ubevidsthed til bevidsthed og videre til førbevidsthed. Et princip, som eksisterer i universet er, at alt i mennesket har sin modpol i makraokosmos. Eksempel: Padderokken er en plante, der er gennemtrængt af kiselprocesser. I antroposofien går man ud fra, at kiselprocesser i en forvandlet form kommer til udtryk i alle vore sanser, også de ubevidste, som vore organer foretager bl.a. i leverens og nyrernes kemiske arbejde. Fremstillet på den rette måde er homøopatisk udtræk fra padderokke i stand til at styrke nyre- og levervæv. MENNESKET INDEHOLDER ALT MAKROKOSMOS i FORVANDLET FORM Ved kobberkrystalletionsprøver påviste Steiner, at celler fra menneskelige legemer og planter har samme svingning eller kan under visse omstændigheder have samme vibrationsmønster. F.eks. hra planten padderokke det samme kobberkrystalisationsbillede som leveren, hvilket indikerer et slægtskab mellem disse to. Padderokken indeholder meget kisel og kan ved indtagelse lære mennesket at omgås kiselprocesser. Inden for det homøopatiske menneskesyn anses mennesket for at være i centrum, med et mikrokosmos inden i sig. Alt, som eksisterer i mineral-, plante- og dyrerige, findes også i mennesket i en forvandlet form - mennesket er mikrokosmos. Uden for mennesket findes makrokosmos, som mennesket udgør en del af og som mennesket er et spejlbillede af. Foruden det fysiske princip i mennesket opererer man med et åndeligt princip i mennesket, en personlighed, der griber ind i den menneskelige organisation. Næsten alle fysiske sygdomme er forårsaget af denne ikke-fysiske del, som ikke griber ind i materien på korrekt måde. PLANTE/DYRE RIGE MINERALRIGE MENNESKE Padderokke Kisel Lever Peberrod Sulfur Stofskifte Musling Calcium Knogledannelse Eksempler på mikro- og makrokosmos: Mikrokosmos Menneske Makrokosmos Hjerte Jeg Solen Lever Sanser Kisel Personlighed Intuition Sjæl Følelser Bevidsthed Månen Nedenfor vises kobberkrystallisations billeder af planter/dyr og menneskelige organer. Mønstrenes lighed indikerer den makro- og mikrokosmiske sammenhæng, som også gør det muligt at påvirke de menenskelige organer med netop de planter/dyr, som har den største lighed med det menneskelige kobberkrystallisationsbillede.
Kamilleblomst Tyndtarm Rod fra stormhat Medulla spinalis fra okse Lever fra okse Marietidsel frø
Nyre fra svin Hyrdetaske top Lunge fra kat Skovfyr, nål