Det etisk gode. Begreberne. Jonhard Jógvansson, stud. theol.

Det etisk gode Jonhard Jógvansson, stud. theol. Hvad er det etisk gode? Der er givet mange forskellige svar på dette spørgsmål op igennem tiderne. I denne artikel har jeg valgt at koncentrere mig om tre tænkere, som giver tre forskellige svar på det ovenstående spørgsmål. Disse tænkere er: Aristoteles, Immanuel Kant og John Stuart Mill. For det første vil jeg gøre rede for, hvordan disse tænkere på hver sin måde har beskrevet det etisk gode. Og dernæst vil jeg drøfte ligheder og forskelle. Ved at skrive denne artikel håber jeg for det første, at jeg får en bedre forståelse af de ovenstående tænkeres beskrivelser af det etisk gode. For det andet håber jeg, at jeg, ved at drøfte ligheder og forskelle, selv får en dybere forståelse af det etisk gode, således at jeg til sidst også kan perspektivere og evt. drøfte det metafysiske fundament for de gode moralske værdier. Begreberne For en god ordens skyld mener jeg, at det er på sin plads at give en kort forklaring af begreberne, inden vi går i gang med selve redegørelsen af de ovenstående tænkeres beskrivelser af det etisk gode. Man kan sige, at moral handler om, hvordan vi bør handle, mens etik handler om refleksionen om, hvordan vi bør handle. Etikken kan igen deles op i forskellige kategorier. En af disse kategorier er normativ etik, som også kan deles op i to andre katergorier, nemlig teleologiske teorier og deontologiske teorier. Inden for teleologisk teori siger man, at en handling er er moralsk rigtig, hvis den bidrager til at realisere et godt formål (Svendsen 2008, s. 135). Man plejer at dele den teleologiske etik op i to former: dydsetik og konsekvensetik. Disse er meget forskellige, og et hovedformål med denne artikel er nemlig at pege på disse forskelle. I denne artikel kommer Aristoteles etik til at repræsentere dydsetikken, mens John Stuart Mills etik vil repræsentere konsekvensetikken (nærmere bestemt utilitarismen). Indenfor deontologisk teori siger man: at det, der kendetegner en moralsk rigtig handling, er, at den er en pligt (ibid., s. 135). I denne artikel vil Immanuel Kants etik repræsentere pligtetikken. Ved at gøre rede for henholdsvis Aristoteles, Kants og Mills beskrivelser af det etisk gode kommer vi derfor i berøring med to teleologiske teorier: Dydsetik og utilitarisme samt en deontologisk teori, nemlig pligtetik. 1

Aristoteles og dydsetikken Hvordan beskriver Aristoteles det etisk gode? Som jeg allerede har nævnt, bliver Aristoteles etik kategoriseret som tilhørende den teleologiske teori og nærmere bestemt dydsetik. I denne tænkning er målet (telos) afgørende. Det drejer sig om spørgsmålet om, hvad der er det højeste gode (Engberg Pedersen 1993, s. 49), og ifølge Aristoteles er lykken nemlig det højeste gode. Aristoteles siger: hvad er det højeste af alle praktiske goder? Om navnet er vel fleste enige. For både folk i almindelighed og de kultiverede siger, at det er lykken (eudaimonia), og de forstår at leve godt og at klare sig godt som synonymt med at være lykkelig (ibid., s. 51). Nærmere bestemt er lykken det, som er værd at vælge pga. den selv og ikke pga. noget andet (ibid., s. 53). Ifølge Aristoteles er der tale om lykke, når mennesket realiserer sig selv som fornuftsvæsen. Ifølge ham er menneskets essens nemlig, at det er et fornuftigt dyr. Et dyr reagerer på impulser, men kan ikke, således som mennesket kan det, overveje, forudsige konsekvenserne af handlinger, afstå fra, modstå fristelse etc. (Hartnack 1992, s. 39). Menneskets særlige virksomhed er altså sjælens aktivitet i overensstemmelse med fornuft (Engberg Pedersen 1993, s. 54). Og når mennesket opfylder denne virksomhed, opnår det også lykke. Denne teori om menneskets mål og lykke udgør forudsætningen for Aristoteles dydsetik (Bexell 1997, s. 128). Aristoteles nævner f.eks. dyder så som: tapperhed, mådehold og mildhed (Engberg Pedersen 1993, s. 61-63). Aristoteles undersøgelse går ud på, at man skal blive god (ibid., s. 58), og den enkelte situation afgør, hvad det gode er. I forbindelse med frygt og dristighed er mellemtilstanden tapperhed (ibid., s. 61). Det drejer sig altså om at finde den gyldne mellemvej i den givne situation. Og, som han udtrykker det, skal man gøre det rigtige på det rigtige tidspunkt, ved de rigtige sager, over for de rigtige, med de rigtige formål og på den rigtige måde, det er både en mellemting og det gode (ibid., s.60). Men det er ikke nok for Aristoteles, hvis man kun ved, hvad den gyldne mellemvej er i en given situation, da det jo er muligt, at man bliver tvunget til at gøre det rette, således at man gør det med uvilje. I sådan et tilfælde er der ikke tale om den rette karakter. Nej, man skal gøre det rette, fordi man har lyst til det. Hvorledes får man en sådan karakter? Ifølge Aristoteles er man ikke født med den. Man er født med en karakter, der potentielt er den rette, d.v.s. en karakter, der under passende omstændigheder kan aktualiseres. For at aktualisere den rette karakter må man øve sig i at handle således, som man erkender, man bør. Først ved øvelse opnås den karakter, der udfører de rette handlinger så at sige vanemæssigt og således, at det er ud af lyst, det gøres (Hartnack 1992, s. 42). 2

Hvad er så det etisk gode ifølge Aristoteles? Jo, han nævner, som sagt, adskillige moralske dyder. Det menneske, som besidder og udøver disse moralske dyder, har ikke kun aktualiseret sin karakter, men lever også et godt liv (ibid., s 42). Immanuel Kant og pligtetikken Som jeg nævnte i indledningen kategoriserer man Kants etik under den deontologiske teori og nærmere bestemt pligtetik. Hos Kant er moralens metafysik: en fremstilling af det fornuftige liv, og dette virker normerende i forhold til det empiriske. Kants pointe er, at vi alle gør visse grundlæggende moralske erfaringer, hvilket betyder, at vi i os selv kan erfare en almenmenneskelig moral, og dybest set er det denne moral, der binder os sammen. Vores fornuft indeholder en målestok, og Kant kalder denne målestok for den rene sædelighed (Svendsen 2008, s. 146). Den moralske standard placeres altså i fornuften, og således er det også fornuften, der skal skelne mellem rigtige og forkerte handlinger (ibid., s. 146). I pligtetikken understreger man, at en handling er god, når den opfylder nogle principielle krav, der er gyldige uanset konsekvenserne. Hos Kant er der altså tale om nogle absolutte regler vedr. moral: Du skal ikke, du skal osv. Her kan man også tale om en autonom pligtetik, hvor mennesker betragtes som selvlovgivende (ibid., s. 145). Det autonome aspekt i Kants tænkning ses f.eks. i følgende citat: Den gode vilje er ikke god i kraft af det, den bevirker eller udretter, ikke i kraft af dens evne til at opnå et eller andet forudsat mål, men alene i kraft af dens villen, dvs. den er god i sig selv (Kant 1999, s. 40). Kant understreger også, at vi har et begreb om en vilje, der er god i sig selv, allerede i vores sunde fornuft. Således bestemmes den moralske pligt forud for erfaringen (a priori). Ifølge Kant begrundes pligten i sig selv (ibid., s. 44). Videre siger Kant, at Pligt er en handlings nødvendighed betinget af agtelse for loven (ibid., s. 49). Og siden mennesket er selvlovgivende, så udgår moralloven fra fornuften (ibid., s. 50). [E]ftersom moralloven er almengyldig, må den være en fornuftslov. Moralloven formulerer Kant derfor således: handl kun ifølge den maksime ved hvilken du samtidig kan ville, at den bliver en almengyldig lov (ibid., s. 78). Ifølge Kant kommer det etisk gode altså fra fornuften. Endda Gud må underordnes den. Kant siger: Selv den Hellige i evangeliet må først sammenlignes med vort ideal af sædelig fuldkommenhed, før man kan anerkende ham som sådan. Han siger da også om sig selv: Hvorfor kalder I mig (som I ser) for god? Ingen anden er god (det godes urbillede) end den eneste Gud (som I ikke ser). Men hvorfra stammer vort begreb om Gud som 3

det højeste gode? Ene og alene fra den idé, fornuften a priori udkaster om den sædelige fuldkommenhed (ibid., s. 61). Moralloven har altså sit sæde i fornuften, og den etiske vilje er derfor ikke andet end praktisk fornuft (ibid., s. 66). Ifølge Kant kan det etisk gode derfor udledes fra selve fornuften. Moralloven, og derved også det kategoriske imperativ, har absolut værdi og er ikke middel for noget andet. Derved har mennesket som fornuftsvæsen også absolut værdi, fordi moralloven har jo sit sæde i fornuften. Dermed følger, at mennesket er et mål i sig selv, og at det har absolut værdi: Da mennesket er et mål i sig selv og derfor har værdighed, kan moralloven også udtrykkes således: Handl således, at menneskeheden i din egen person såvel som i enhver anden person aldrig kun behandles som middel, men altid tillige som mål (Hartnack 1992, s. 184). Således bliver det altså Kants kategoriske imperativ, der opsummerer det etisk gode, nemlig at man kun skal handle ifølge den maksime ved hvilken man samtidig kan ville, at den bliver en almengyldig lov. John Stuart Mill og utilitarismen I indledningen nævnte jeg to teleologiske terorier: dydsetikken og utilitarismen. Og, som sagt, så er omdrejningspunktet her, at en handling er moralsk rigtig, hvis den bidrager til at realisere et godt formål. John Stuart Mill kategoriseres under konsekvensetikken (mere præcis: utilitarismen). Selv definerer Mill utilitarismen på følgende måde: The creed which accepts as the foundation of morals, Utility, or the Greatest Happiness Principle, holds that actions are right in proportion as they tend to promote happiness, wrong as they tend to produce the reverse of happiness. By happiness is intended pleasure, and the absence of pain; by unhappiness, pain, and the privation of pleasure (Bexell 1997, s. 96). Her er der altså ikke tale om handlinger, der er gode eller onde i sig selv. Derimod er det alene konsekvenserne, der afgør, om en handling er god eller ej (Svendsen 2008, s. 136). Dermed kan man med rette kalde Mills etik monistisk, fordi det er kun handlingens nytteværdi, der afgør, om den er god eller ej. I modsætning til sin forgænger, Jeremy Bentham, som kun talte om kvantitative kriterier, taler Mill også om kvalitative kriterier i forbindelse med det etisk gode (Mill 1991, s. 150-151). Mills forståelse af det etisk gode er altså anderledes end Benthams. Hos Bentham kan man tale om en hedonistisk utilitarisme, hvor der kun findes én form for værdi, nemlig lyst. Han mener altså, at lyst er lig med lykke, og at lykke er lig med nytte og kommer således til det grundlæggende princip: Den størst mulige lykke til det størst mulige antal mennesker. I modsætning til Bentham 4

opererer Mill med forskellige slags lystfølelser. Han siger f.eks., at et mindre mål af åndelig glæde må foretrækkes fremfor et større mål af legemlig. I forlængelse af dette kan han derfor også sige, at hvis det kan give større lyst at spille skrabnæse end at læse poesi, så er det utilitaristisk set bedre at spille skrabnæse (Lübcke 2004, s. 440-441). I modsætning til Bentham er Mills motto: Det er bedre at være et utilfredsstillet Menneske end et tilfredsstillet Sviin (Mill 1991, s. 152). Som sagt, så tænker Mill monistisk vedr. det etisk gode. Der er altså kun én måde at bedømme på: Hvis saa er, er Lykken det eneste Maal for den menneskelige Handlen, og det, om Noget fremmer Lykken eller ei, den eneste Prøve, ved Hjælp af hvilken al menneskelig Færd kan bedømmes (ibid., s. 168). Ligheder og forskelle Vi har nu været igennem Aristoteles, Kant og Mill og hvordan de hver for sig har beskrevet det etisk gode. Nu skal vi lige se, om vi kan finde nogle ligheder og forskelle mellem disse tænkere. Som jeg var inde på i indledningen, indgår dydsetikken og konsekvensetikken i den teleologiske teori. Dette kan man godt kalde en lighed. I begge tilfælde siger man jo, at en handling er er moralsk rigtig, hvis den bidrager til at realisere et godt formål. Vi har dog set, at der også er betydelige forskelle mellem dydsetikken og konsekvensetikken (utilitarismen). I Aristoteles dydsetik så vi, at man opnår lykke, når man realiserer sig som fornuftsvæsen, og at man har den rette karakter som menneske, når man gør det rette, fordi man har lyst til at gøre det. Aristoteles henviser altså til potentialet i mennesket og er så at sige indad skuende i sin filosofiske tilgang til spørgsmålet om, hvad det etisk gode er. Det gælder om at finde den gyldne mellemvej i forbindelse med dyderne, som han nævner. I Mills utilitarisme ser vi derimod en helt anden tilgang. Her tænkes der monistisk. Det er kun handlingens nytteværdi, der afgør, om den er god eller ej. Selvom både dydsetikken og utilitarismen hører til den teleologiske teori, så kan vi altså se, at der er en betydelig forskel mellem Aristoteles og Mills beskrivelser af det etisk gode. Det, som gør en handling god ifølge Aristoteles er altså, modsat Mill, ikke, at den skal medføre størst mulige lykke til det størst mulige antal mennesker. Derimod er handlingen god, når den udføres af et menneske, som har god karakter (Bexell 1997, s. 128). 5

Når vi går over til den deontologiske teori og sammenligner Kants pligtetik med Aristoteles dydsetik og Mills utilitarisme, så kan vi også se både ligheder og forskelle. Når vi for det første sammenligner Kant med Aristoteles, ser vi en lighed i deres vægtlægning af fornuften. Hos Aristoteles så vi, at menneskets særlige virksomhed er sjælens aktivitet i overensstemmelse med fornuften. Kant henviser også til fornuften, når han f.eks. understreger, at vi har et begreb om en vilje, der er god i sig selv, allerede i vores sunde fornuft. Dette kan siges at være en lighed, men der er også stor forskel mellem de to. Mens Aristoteles understreger, at handlingen er god, når den udføres af en menneske, som har god karakter, så ser vi, at Kant lægger større vægt på pligten. Ifølge Kant er det...vores pligt at handle i overensstemmelse med det kategoriske imperativ, men for at have en god vilje må man handle af pligt... Vi skal handle af pligt, fordi det er vores pligt (Svendsen 2008, s. 149). Her ser vi altså en betydelig forskel mellem Aristoteles og Kants tilgang til det etisk gode. Hvordan er det så med Kant og Mill? Her har jeg svært ved at se nogen ligheder. For mig at se har Kant og Mill to helt forskellige tilgange til spørgsmålet om det etisk gode. Kant understreger, at den gode vilje er ikke god i kraft af det, den bevirker eller udretter, ikke i kraft af dens evne til at opnå et eller andet forudsat mål, men alene i kraft af dens villen, dvs. den er god i sig selv (Kant 1999, s. 40). Sådan foreholder det sig ikke i Mills utilitarisme. Her er der egentlig ikke tale om noget, der skulle være godt i sig selv. Derimod er det kun konsekvenserne, der afgør, om handlingen er god. Tilsvarende findes der heller ingen handling, der er i sig selv ond, og enhver handling (drab, tortur osv.) kan være god, såfremt den har bedre konsekvenser end alternativerne (Svendsen 2008, s. 136). Denne tankegang står i direkte modsætning til Kants pointe med, at mennesker aldrig skal behandles som middel, men altid som mål. Afslutning og perspektivering Efter at have gjort rede for Aristoteles, Kants og Mills beskrivelser af det etisk gode og efter at have drøftet ligheder og forskelle, sidder jeg tilbage med spørgsmålet om moralens fundament. Hos de forskellige tænkere har vi jo set forskellige bud på, hvad udgangspunktet er for det etisk gode. Men jeg sidder tilbage med spørgsmålene: Hvad er moralens ophav? Hvad er det egentlig, der gør en handling god? Er det gode godt, fordi Gud vil det, eller vil Gud det gode, fordi det er godt? 1 1 Dette dilemma kaldes også for Euthyphro-dilemmaet (Craig 2010, s. 135). 6

Kant ville nok sige, at endda Gud er underkastet idealet af sædelig fuldkommenhed, og at Gud derved vil det gode, fordi det er godt. Justus Hartnack har nogle interessante kommentarer vedr. Kants pligtetik: Men hvis det højeste gode ikke fuldbyrdes i denne verden, må der være en tilværelse, hvor dette er tilfældet. Var det udelukket, ville moralen så at sige være en mislykket virkelighed. Den ville aldrig nå fuldkommengørelse af sit egentlige mål: summum bonum. Moralens virkelighed er derfor i sig selv et argument for at antage, at dyd og lyksalighed, om end ikke i erfaringverden så dog i den intelligible verden, vil kunne forenes. Men dertil kræves et almægtigt og moralsk fuldkomment væsen, altså Gud (Hartnack 1992, s. 185). Hvad med Aristoteles? Hvad er det, som gør hans dyder til dyder? Bestemmes det gode kun udfra situationen og i midten af to yderpunkter? Er det kun i den gode stat, at den gode karakter kan virkeliggøres? Her savner jeg også et konkret fundament for moralen. Paul Copan mener også, at Aristoteles dydsetik er mangelfuld: Consider Aristotle s eudaimonistic virtue ethic. Despite his rich ethical discussion and even his mention of God, critical gaps and shortcomings remain: (a) the questionable notion of intellectual activity (as opposed to loving relationships) as central to our natural human task (ergon) and fulfilling our goal (telos); (b) the radical evil embedded in human nature that inclines us to self-centeredness and profound evil what comes naturally may often undermine human flourishing; and (c) the inability to account for human value and rights. Despite Aristotle s valuable insights, his system is both incomplete and fraught with significant problems (Stewart, Robert. B. 2008, s. 150). Og Mill? Som vi har set, siger Mill selv: The creed which accepts as the foundation of morals, Utility Men er moralens fundament virkelig utilitarismen? En svaghed ved utilitarismen er jo, at man sagtens kan tænke sig frem til et samfund, hvor mennesker nyder at se andre mennesker lide. Dette har man set før, f.eks. i det gamle Rom, hvor underholdning bl.a. bestod af gladiatorkampe og kristnes brutale død i Arena. Hvis der i dette tilfælde var flere mennesker, der oplevede lyst, end dem, der oplevede ulyst, ville det så betyde, at det var en god handling? (Svendsen 2008, s. 141). Det ser altså ud til, at utilitarismen ikke kan fungere som fundament for moralen. Det, som jeg savner hos de ovenstående tænkere, er altså et fundament for den objektive moral. 2 Ved at stille nogle fundamental-spørgsmål har vi set, at de ovenstående tænkere er mangelfulde vedr. moralens fundament. Hvad er det, som gør det gode godt? Euthyphro-dilemmaet synes at være et falskt dilemma. Det gode er ikke godt, fordi Gud vil det. Og Gud vil heller ikke det gode, 2 Dvs. en moral, som er uafhængig af menneskers mening, modsat en subjektiv moral, som nemlig er afhængig af menneskers mening (Craig 2010, s. 130). 7

fordi det er godt. Der findes et tredje alternativ: Gud vil det gode, fordi Han er god. Således bliver Guds egen natur det godes standard (Craig 2010, s. 135). Gud, som det metafysiske fundament for de gode moralske værdier og for menneskets iboende værdi, er altså for mit vedkommende en mere fyldestgørende forklaring, end de forklaringer, som jeg ellers har gjort rede for i denne artikel. Dette stemmer også overens med det, som Paulus siger om moralloven: For når hedningerne, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger, så er de, uden at have en lov, deres egen lov. De viser, at de har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte (Rom 2,14-15a). Og her er det altså Gud, der fører pennen. 8

Litteraturliste Bexell, Goran & Carl-Henric Grenholm. 1997. Teologisk Etik En introduktion. Stockholm: Verbum Forlag. Craig, William Lane. 2010. On Guard. Colorado Springs: David C. Cook. Engberg Pedersen, Troels. 1993. Aristoteles om mennesket. København: Pantheon forlag. Hartnack, Justus. 1992. Filosofiens historie. Viborg: C. A. Reitzels Forlag. Kant, Immanuel. 1999. Grundlæggelse av sædernes metafysik. København: Reitzel forlag. Lübcke, Poul. 2004. Politikens filosofi leksikon. København: Politikens Forlag. Mill, John Stuart. 1991. Moral grundet på nytte og lykkepincippet. København: Munksgaard forlag. Stewart, Robert B. 2008. The Future of Atheism: Alistair McGrath and Daniel Dennet in Dialouge. U.S.A: Fortress Press. Svendsen, Lars Fr. H. 2008. Indføring I filosofi Det sande, det gode og det skønne. Århus: forlaget Klim. 9