Fra Dybet Copyright 2012 by John Schou Cover: Johannes Schou Published by John Schou at Smashwords ISBN 9781301502233 This ebook is licensed for your personal enjoyment only. This ebook may not be re-sold or given away to other people. If you would like to share this book with another person, please purchase an additional copy for each recipient. If you re reading this book and did not purchase it, or it was not purchased for your use only, then please return to Smashwords.com and purchase your own copy. Thank you for respecting the hard work of this author.
Index: En Duft af Penge En Sælsom Belønning Gode Gamle Heinz Et Koldt Fodbad Der mangler Vold og Sex Idé og Magt Mohikanerens Eftermæle Søvnløshed Jeronimus En Prædikant Kom til Byen Trang til Forandring Den Gamle Julemanden A/S Moderne Juletider Sancta bin Claus Længsel efter Julemanden Livet er Noget, der skal Overstås Morderen og Ofret Ridderen og Vagabonden Særlingen Prøvelsens Døgn Dybt Nede er en samling novel
En Duft af Penge I Selvfølgelig var der mange tilfælde der skulle passe sammen før Henrik og Torben Falck fik ridset grundlaget op for deres fantastiske princip. Et af elementerne var at Henrik var blevet biokemisk ingeniør og hans ældre broder Torben dyrlæge for få år siden. En aften sad de alene sammen, begge endnu ugifte, med mulighed for at lade sig begejstre af pludselige indfald og med ungkarlenes fleksibilitet til at følge deres begejstring med engagement. Ideen var blevet modnet hos Torben, som derpå havde bedt sin bror om at komme forbi en aften. Henrik blev overrasket over at Torben havde lavet usædvanlig fin og velduftende mad, det plejede de ellers at lave enklere når de sås. "Nej hvor dufter her dejligt, hvad skylder vi æren i dag? Du har anvendt lidt hvidløg så man lige akkurat kan fornemme det. Og en vin i karaffel hør, kunne du ikke have advaret mig så jeg kunne have klædt mig lidt mere passende på?" kommenterede Henrik straks da han var kommet indenfor. De satte sig næsten straks til bords, alt var nu færdigt. Efter den obligate første bid gjorde Torben et stort nummer ud af at prøve vinen. "Du Henrik, lad mig høre dit indtryk om denne bouquet?" Henrik var vinkender som Torben selv, og de nød at servere en vin i karaffel for hinanden og se hvor tæt de kunne gætte sig til alder, oprindelsessted og anvendte druesorter. Henrik gættede på en St. Estephe der måtte være 4-6 år gammel, formentlig en Cru Bourgeois, en ret lys farve talte imod anvendelsen af Melot, og så fulgte en række blomstrende udtalelser om vinens duft, der ville have gjort en anden deltager i middagen irriteret. Nærmere kom han dog ikke oprindelsesstedet for denne vin, hertil er der for mange vingårde med prædikatet Cru Bourgeois. "Henrik, den egenskab du har til at give en præcis duftanalyse er et centralt led i det der er årsag til middagen her i aften. Jeg tror at vi kan komme til noget spændende ved at kombinere denne egenskab for at beskrive og genkende dufte med vores to uddannelser. Hvis jeg har ret kan resultatet blive så storslået at resultatet endnu er ufatteligt," indledte Torben. "Det lyder næsten for spændende. Men tror du at vi kan lave ret meget når vi er færdige med flasken her? Jeg vil egentlig foretrække at nyde dette bevis på din gastronomiske og ønologiske kunst nu til aften og så blive alvorlig en anden dag. Hvorfor blev du dog dyrlæge og ikke chef-de-la-cuisine?" Men Torben gik lige til sagen, han havde jo et andet formål med sin investering i middagen. "Netop mit virke som dyrlæge har bragt mig på sporet af noget fantastisk. Sammenlign nu din egen analyse med hvad en hund kunne have fået ud af denne bouquet..." "Nej, Torben, det var sku ikke nogen pæn sammenligning!"
"Du må da indrømme at en hund har en langt bedre duftesans end vi mennesker, derfor sætter de jo også sporhunde ind mod for eksempel narkotrafikken." "Ja, men jeg kender ingen hund der kan lide en god vin, og selv hvis den kunne ville den ikke kunne meddele sig. Men forresten, hunden kunne selvfølgelig ikke blot analysere meget mere sikkert end vi, den kunne også huske sine indtryk langt bedre og derved altså genkende vinen igen når den mødte den senere, svarede Henrik, nu lidt mere eftertænksom". "Glimrende, nu nærmer du dig hastigt. Og hvad er det så der betinger denne genkendelse?" "Det er vel nærmest dit område, Torben. Men enhver ved vel at hunden har langt flere celler tilknyttet lugtesansen end mennesker. Den har jo også en større næse." "Sådan er det, kort fortalt. Men selv vi mennesker med den rudimentære lugtesans, som du lige har afprøvet på vinen, kan dog analysere mange dufte, langt mere fintfølende end de instrumenter du benytter dig af. Både hvad angår behagelige dufte og det man ville sige stinker." Henrik rystede vinen rundt i glasset, duftede til den og tog en lille slurk i munden. Han sugede luft ind mellem tænderne med en smaskende lyd og lod derefter vinen glide ned over tungen. Han vidste at smagen fortil og bagtil var forskellig. "Sig mig, vi lærte i skolen at der kun er 4 forskellige smagssanser, som så med forskellig koncentration giver det komplekse smagsbillede. Kan det virkelig være rigtigt?" "Selvfølgelig ikke," svarede Torben, "men når en løgn fortælles ofte nok ender den med at blive til sandhed. Måske ligger en af forklaringerne på at man har negligeret dette problem i at man har fastlåst sig i denne stereotype model. For lugtesansens vedkommende har man dog indrømmet at der er flere forskellige celler. Og så er der selvfølgelig enorm forskel på molekylerne i luft og de, der er opløst i en flydende basis." Han demonstrerede dette for sig selv på lignende måde som Henrik havde gjort med vinen og fortsatte så: "Det er dette jeg gerne ville diskutere med dig. Forestil dig at vi med et apparat kunne efterligne lugtesansen, ikke kun for at gøre narkohunden arbejdsløs men for at analysere en lang række sporkoncentrationer i industrien." Katten var sluppet ud af sækken. Henrik tænkte sig om og tog en ordentlig mundfuld for ikke at skulle tale lige med det samme. Efter længere overvejelse sagde han: "Jeg tror at det er meget mere end vi to kan gabe over, Torben. Hvem skulle betale de uhyrlige investeringer? Hvem skulle stille laboratoriefaciliteter til rådighed? Selv hvis det skulle være muligt principielt set at gøre det du foreslår, så tror jeg ikke at vi to alene kan udrette ret meget." Han så at hans bemærkning skuffede broderen og tilføjede så kort efter: "Men det er nu alligevel en fascinerende tanke. Hvordan havde du tænkt dig at gå videre for du har åbenbart tænkt ret meget over det inden du kaldte på mig?" Det forholdt sig netop sådan. Torben havde gået med tanker om projektet i ugevis, havde søgt oplysninger forskellige steder og udviklet nogle teorier, der kunne danne grundlag for det første arbejde med sagen. Henriks bemærkninger, sagde han, var ham ikke fremmede, han havde selv indset at dette var mere end
de to alene kunne hamle op med. Men det var måske muligt at udvikle en del af et princip, patentere dette og derved sikre sig at man kunne få del i den videre udvikling, måske også en vis økonomisk sikkerhed for det der allerede nu syntes uomgængeligt. "Barnet skal have et navn," sagde Henrik, der dermed tilkendegav sin interesse i at tage del i projektet. "Vi planlægger skabelsen af et apparat, der kan måle lugte, i hvert fald kvalitativt [at skelne mellem forskellige substanser], formentlig også kvantitativt eller semikvantitativt [at måle deres koncentration, absolut eller relativt]. Har du et sådant navn parat efter dine ugers grublen eller skal jeg give dig et?" "Du har ret, det har jeg tænkt på. Jeg foreslår at vi kalder det 'Olfactologen', efter duftnerven, nervus olfactorius. Dette er den anden af de tolv hjernenerver, så det siger måske lidt om hvad vores hjerne mener om vigtigheden af denne aktivitet. Sikkert mere end folk normalt anser betydningen af deres lugtesans." De udvekslede en del tanker om projektet, men den gode middag ødelagde den kritiske sans. På den ene side medførte dette en betydelig eufori over hvad det nu alt kunne blive til, på den anden side blev det svært at tænke så klart som et så vanskeligt tema nu krævede det. En cognac til kaffen ødelagde de sidste muligheder herfor, hvorpå Henrik takkede for den dejlige aften. "Hvad med om vi mødes hos mig på søndag eftermiddag med et lidt klarere hovede? Hvis jeg kender dig ret har du allerede lidt litteratur parat, så jeg har noget at begynde med." Sådan forholdt det sig også, Torben havde tre bøger stablet op med nogle papirstriber indeni, der henviste til afsnittene om lugtesansens kemiske baggrund. Henrik tog afsked, gik ud på trappeopgangen og sagde så spottende: "Uhm, frikadeller!" "Ja, og medisterpølse og kylling og suppe og meget andet. Det bliver vores store problem at holde det altsammen ude fra hinanden, men det er netop olfactologens styrke at den kan det," afsluttede Torben. Nede på vejen besteg Henrik sin cykel i mørket. Den sene martsaften var vel ikke rig på dufte, og dog, når man nu var særlig opmærksom, var der duften af fugtig skovbund med halvrådne blade og græs, så kom en bil forbi og ødelagde alt med sin udstødning og på hjemvejen kom han også forbi en lille chokoladefabrik, for nu blot at nævne nogle af indtrykkene. Denne sans har vi mennesker virkelig trængt i baggrunden, tænkte han. De fleste folk ved ikke rigtig at de har den fordi de aldrig træner den, nogle forgifter den direkte ved forskellige kunstige dufte som cigaretrøg eller parfume i ukritisk koncentration, måske blot med det formål at overdøve andre, naturligt forekommende dufte. Hvad de havde talt om nu til aften var resultatet af det tilfælde, at brødrenes to uddannelser supplerede hinanden på dette felt, men det var måske endnu mere resultatet af deres fælles interesse for vin, for ellers havde de sandsynligvis levet videre i lykkelig uvidenhed om den slumrende sans.
II Da brødrene mødtes hos Henrik den næste søndag var det et uoverskueligt projekt. "Jeg kan se mange steder hvor man kan begynde fra, men jeg ved stadig ikke hvordan vi skal komme frem med noget der kan bruges, uden at vi forråder vores viden på et for tidligt tidspunkt," sagde værten. "Det er ganske vist et problem," svarede Torben, "men hvis vi nu holder fast ved at vi formentlig ikke når frem til noget brugeligt så kan vi da ikke blive skuffede. Og hvis vi på den anden side opnår noget, så kan vi siden snakke om hvordan vi skal fyre det af på markedet. I værste fald bruger vi lidt tid på et umuligt projekt. Sålænge det interesserer mig har jeg i hvert fald ikke noget imod at gøre det, selv med en betydelig risiko for at der ikke kommer noget ud af det." Denne udlægning kunne Henrik også tilslutte sig og tilføjede: "Det er formentlig nemmere at arbejde med biologiske membraner, i hvert fald til at begynde med, og så skal vi kun arbejde med ét dyr, ellers går der hurtigt forvirring i mønsteret. Det bedste hvad lugte angår er hunden. Kan du skaffe nok præparater til at vi kan gå videre ad den vej?" "Ærligt talt, det er enormt svært med hunde, der er så mange forskellige slags og de havner aldrig på slagteriet. Jeg vil foreslå at vi arbejder med grise, tænk dog på svinene der lugter sig frem til trøffelsvampen i Perigord. Det er måske ikke ideelt, men vi skal jo kun demonstrere et princip og derefter overlade det til andre at gå i gang med den dyre del af udviklingen. Og grise kan jeg skaffe til overflod fra mit lille bijob i slagteriet." Hvad der skete i de følgende uger er svært at forstå og umuligt at forklare vi kender jo heller ikke detaillerne i Torbens og Henriks arbejde. Det vigtige var at det faktisk lykkedes Henrik at udvikle en model med en biologisk membran, der gav udslag for to forskellige komplicerede molekyler. Dette arbejde kunne han ikke gøre derhjemme, så han måtte bede om tilladelse til at foretage visse eksperimenter på den fabrik hvor han var ansat. Denne tilladelse blev først givet da Henrik foregav at projektet kunne have en vis betydning for firmaets arbejde. Da han imidlertid syntes at have nået sit mål bad hans chef, hr. Jespersen, ham om at holde op med sin bibeskæftigelse, idet man anså det for en risiko at denne drænede ham for energi til sit egentlige arbejde. Det ringede han straks samme aften om til sin bror. "Nå, men det løser så mit problem," sagde Torben. Jeg må nemlig heller ikke forgribe mig på svinehovederne mere. Der er ingen der kan fortælle mig hvorfor, men måske er det fordi jeg heller ikke vil sige noget om hvad jeg skal bruge dem til." "Det morsomme i hr. Jespersens tilrettevisning i dag var, at jeg på den ene side ikke må arbejde her i min fritid, men hvis jeg skulle have opnået noget her i denne tid så tilhører det firmaet. De ved sku virkelig hvordan de kan få mest muligt ud af folk," sagde Henrik ironisk, "det er mig i hvert fald en trøst at du bli-
ver lige så demotiveret på dit arbejde. Så langsomt forstår jeg hvorfor olfactologen aldrig er blevet opfundet!" "Nå ja, egentlig er det vel meget godt at vi stopper denne fase nu," svarede Torben, "du har jo allerede nogle resultater at opvise. Og du er nu sikker på at hverken ham Jespersen eller andre af dine kolleger har anelse om hvad vi har arbejdet med?" "Helt sikker!" "Så er det blot at erklære dette for spildt slid overfor omverdenen, så vi kan få ro til at fremlægge vores materiale rigtigt, det vil sige, det er jo først og fremmest din opgave. Jeg undersøger så i mellemtiden hvordan man kan patentere princippet." Det første lykkedes. Der var ingen af de små folk, som jo ikke ville hjælpe men gerne have del af en mulig kage, der kunne forstå hvad der var gået for sig, og brødrenes fritidsbeskæftigelser blev hurtigt glemt heldigvis havde de andre jo ingen fritidsproblemer, som de stolt fremhævede. Det andet var imidlertid overordentligt svært. "Der er rent praktisk ingen mulighed for os at hæve et patent på princippet," konkluderede Torben. "Den eneste chance er at anmelde et patent, der så registreres som 'patent pending' i et land, forudsat at der indbetales et ret stort gebyr og så er der alligevel ingen garanti for at ideen ikke stjæles i et andet land. Og på et tidspunkt skal selve patentet så betales, men på det tidspunkt er der vel et firma der er interesseret. Jeg har ikke udforsket alle enkeltheder, men det er en yderst kompliceret sag, og jeg er bange for at det koster mere end vi to kan forventes at få ud af princippet." "Jeg kan investere min fritid, men skattevæsenet sørger for at jeg ikke kan investere stort andet," svarede Henrik. "Der er vel ikke andet for end så alligevel prøve at få kontakt med et stort industriselskab, der kan spytte de penge ud der skal bruges. Så er det bare et problem at holde på i det mindste nogen af rettighederne og sørge for ikke at falde af i den første kurve." "Det er selvfølgelig mere usikkert, men hvis det er billigere er jeg også med på den løsning," sagde Torben, og derefter gik man ind i den næste fase, at prøve at sælge ideen til olfactologen og samtidig få tilsagn om at tage del i den videre udvikling. III Det havde ikke været nemt for Henrik at få succes med sine membranforsøg, selv om han var blevet hjulpet af god planlægning og heldige sammentræf. Som kompensation for hans ringere andel i dette arbejde skulle Torben så knytte kontakterne til industrien. Kun Torben havde mulighed for at gå på forretningsbesøg midt om dagen, han havde et deltidsarbejde i en dyrlægepraksis i København og så sit tilsynsarbejde ved et slagteri i udkanten af storbyen. Efter to uger aflagde han rapport til broderen i dennes lejlighed:
"Jeg er selvfølgelig lige begyndt, og jeg prøver også at lære af hver mislykket samtale og anden kontakt, men jeg har en ubehagelig følelse af at det hele kan sættes på en ganske enkelt formel," begyndte han. "Enten er firmaet for stort til at jeg kan komme i forbindelse med den person der kan træffe nogen afgørelser, eller også er det for lille til at kunne foretage sig noget med vores projekt." "Man skal selvfølgelig ikke forvente at komme igennem lige med det samme, Torben!" Henrik havde også mødt grænsen for hvad han kunne opnå alene i sine eksperimenter, men han var egentlig stadig til sinds at fortsætte. "Det er ikke kun lettere at opfinde en let ændret form for barbermaskine end det er at opfinde erstatningen for en barbermaskine. Det er simpelt hen umuligt at markedsføre sidstnævnte. Ingen savner det de ikke har hørt om og ingen vil høre om det de ikke savner," var Torbens konklusion. "Ærligt talt er jeg heller ikke kommet et skridt videre. Hvis der er nogen der støtter eksperimenterne økonomisk og materielt er jeg sikker på at kunne komme over det døde punkt, men som det går nu slider jeg alle resourcer op uden at der kommer noget ud af det, og det synes åbenbart ikke at gå dig bedre, Torben." Der var en lang pause. Det var egentlig sagt alt sammen, der manglede bare en konklusion. Men hvordan indrømme at alle anstrengelserne var omsonst? Nå ja, man kan da også lade være med at indrømme det, eller udskyde denne indrømmelse noget tid. Det var så det der skete: "Egentlig en interessant tid, men skal vi ikke holde op inden vi slider os op til ingen verdens nytte?" spurgte Torben så endelig. "Det var en fantastisk idé," begyndte Henrik, "jeg er ikke i tvivl om at det nok skal blive til noget en gang senere, men det bliver så uden os." "Selvfølgelig skulle du have åbnet en tempereret flaske tidligere, men har du ikke bare et eller andet man kan være bekendt at hive op, jeg er moden til den nu," fortsatte Torben. Henrik gik ud i køkkenet. Fem minutter efter kom han ind med to fyldte glas, der var intet spor af flasken. "Valpolicella fra sidste år, ingen særlig bouquet at forvente men det er da stadigvæk bedre end smagen," skyndte Torben sig at sige inden glasset havde nået ham. "Men hør, den farve, den er da næsten for lys for sådan en italiener." Han duftede overfladisk. "Undskyld det jeg dagde før, det er jo en Bourgogne, mindst 10 år gammel. Nærmere kommer jeg det ikke, jeg kan ikke rigtig finde ud af Bourgogne, men det er i hvert fald en ren pinot noir, og den er både tempareret og åbnet et par timer før jeg kom" sluttede han. "Morey St. Denis, 1971," svarede Henrik stolt. "Jeg tænkte at vi måske havde noget at fejre. Men det har vi måske også." Torben så spørgende på ham og han fortsatte: "Vi fejrer nu den tid vi ikke spilder fremover med dette projekt. Skål!" Og det snakkede de så ikke mere om den sommer. Formentlig derfor er olphactanten indtil nu i dag ikke opfundet endnu.
En Sælsom Belønning I Frede Jensen var knap fyldt 70 år da han bemærkede at han ikke mere huskede så godt. Det er egentlig ikke noget man behøver at være særlig gammel for at lide under, men Frede Jensen syntes det var helt unormalt. Han havde tilbragt sit liv som et sundt menneske, nærmest ubarmhjertig overfor sine medarbejdere når der var noget i vejen med dem, og hvis han selv overhovedet blev syg var der ikke nogen der fik det at vide. Hvad der præcist foregik i hovedet på ham nu var det nok svært at få begreb om, men det var ikke nok for Frede Jensen. Han ville have vished om sagen. Hr. Jensen var ikke bare velhavende, han var virkelig rig. Da devisen altid var at gå fremad, og da man ikke laver gode forretninger ved at forære pengene bort, havde han bragt en hel del sammen, og selvom han prøvede at investere pengene i nye firmaer, endte det altid med at han fik mere og mere tilovers. Skattemyndighederne var tilfredse med ham, og selv efter at de var blevet fodret af var der mere end tilstrækkeligt tilbage til hr. Jensen. Han havde derfor altid et par millioner kroner på kontoen, foruden hvad han ellers var god for i faste værdier. Det nyttede ham bare ikke nu. Hans kone var død for år tilbage, og der var ingen børn i ægteskabet til at arve. Uden for rækværket ventede ganske vist en nevø og nogle niecer håbefuldt på, at det blev deres tur, men Frede Jensen havde aldrig næret nogen særlig sympati for dem. Uanset beløbets størrelse var han sikker på at det ville være forsvundet kort efter at arven var blevet uddelt. Og nu kom så det nye fænomen til. Hr. Jensen opsøgte en neurolog i London. Han kunne have gjort det i København, men han kunne bedre lide at tage til udlandet og følte sig på en eller anden måde mere sikker på at der ikke skulle sive noget ud om han problemer og undersøgelsens resultater. Det sidste slog han dog snart selv i stykker. Efter at have overtalt neurologen til at give ham sandheden uden omsvøb og sygdommens videre prognose, fik han det som ønsket. Alt andet havde været lettere at acceptere end netop det: "De lider desværre af tiltagende demens. Som De ser her på computertomogrammerne er hjernen allerede aftaget i volumen på bestemte steder. Der er i øjeblikket intet, der kan få denne process stoppet, selvom der er nogle medikamenter der giver en vis hjælp til at begynde med. Selvfølgelig kan jeg ikke sige, hvor hurtigt sygdommen skrider frem. I værste fald må man finde et plejehjem indenfor et år, i bedste fald kan der gå 5 år inden det kommer så vidt." "Jamen, er det ikke noget man i stedet for kan dø af?" indvendte hr. Jensen, men svaret var negativt. Havde det bare været en eller anden form for kræft, det måtte godt være forbundet med smerter, og selv en vis (dog ikke
overdrevet) åndenød havde været bedre end visheden om at man var ved at dø mentalt, mens ens krop i tiltagende tomhed svævede som en stor belastning for andre. På det tidspunkt ville hr. Jensen måske ikke mærke mere til sin egen hjælpeløshed, men set på en vis afstand var det nu en ringe trøst. Han tænkte på en ven fra Hannover, hr. Langedorf, som altid havde haft fornøjelse af øl og vin, og som nu havde en svær leverlidelse. Hr. Langedorf vidste godt hvorfra han havde fået den, og han havde for kort tid siden meddelt sin danske ven at han havde trukket sig tilbage til et ensomt sted, hvorfra der ingen hjælp var at få når hans spiserør atter brød op i et blodbad. Han havde afslået en operation med ordene "lieber verbluten als verblöten" (hellere forbløde end fordummes), og det kunne Frede Jensen egentlig godt følge ham i. Det valg havde hr. Jensen åbenbart ikke. Chancen for at blive kørt over af en bil eller falde ned med et fly var med den nuværende trafiksikkerhed ganske minimal. Således overlevede han også transporten hjem til København. Han var mærkelig tavs under hjemturen, tænkte hele tiden på fremtiden. Det værste var at han snart ikke ville være i stand til at tage vare på sin egen skæbne, mens det nu måske var for tidligt at gøre en ende på den. Hr. Jensen tog ferie, noget han egentlig aldrig havde gjort. Han havde alligevel rejst så meget i forretningsøjemed at han ikke syntes der var grund til at rejse mere, men nu prøvede han det for første gang i mange årtier helt privat. Han tog til Firenze, så til Rom og Jerusalem. Der var egentlig så meget han skulle se, men han kunne ikke nyde opholdet nogen steder. Dels var han ikke vant til at rejse som turist, for også det skal læres, dels kredsede hans tanker til stadighed om den nye tilstand. Hvilke forværringer havde sygdommen nu forårsaget i dag? Alle små forglemmelser, som enhver anden selv 50 år yngre ville have taget med et smil, blev nu betragtet som symptomer på den fremadskridende sygdom. Det var der ikke nogen fornøjelse ved. Hver af de tre byer skulle have været besøgt længere, i stedet formede hver afrejse sig som en flugt, og til sidst rejste Frede Jensen bare hjem. Og så, på hjemrejsen, fik han en ny idé. Det havde jo altid været hans devise at næsten alt kan købes for penge, og penge havde han jo nok af. Så måtte det vel også være muligt at købe en nådig død for penge. Det måtte bare tilrettelægges rigtigt, for normalt var det sværere for rige folk at dø end det var for almindelige mennesker, der var ligesom ingen der rigtigt turde give slip på dem. Dagen efter at han var kommet hjem kaldte han advokat Bruun til sig. Hr. Bruun traf man på kontoret eller i retten, men kun meget sjældent gik han ud til sine klienter. Hans st rste kunde var dog Frede Jensen, og denne havde til gengæld aldrig været set på Bruuns kontor. Advokat Bruun blev sat ind i sagen. Testamenter havde han sat op i massevis, til dels var det vel det han levede af. Men så kom Frede Jensen til sagen, og her fandt advokaten sig på tynd is. Udtrykt i hans sprog var der vel ingen 'præcedens' for dette tilfælde, men selv denne formulering opgav han da hans klient forklarede hvad han nskede: "Der skal udsættes en dusør på 1 million US-$ på min død. Bel bet skal forvaltes af en uvildig instans og udbetales uden myndighedernes indblanding.
Drabet skal være fuldført indenfor 6 måneder for offentliggørelsen. Skulle vinderen blive pågrebet af politiet kan beløbet fortsat forvaltes og først frigives, når vedkommende kommer på fri fod." Advokaten bad om lidt tid til eftertanke og rejste sig i den luksuriøse, men dog ret koldt udsmykkede stue. Hr. Jensen blev siddende helt stille med lukkede øjne, tilsyneladende uden at lade sig mærke med den lange tavshed. Hr. Bruun var ikke i nogen let situation. Frede Jensen var ikke en kunde man bare kunne sige nej til, men samtidig var situationen ikke acceptabel for en retskaffen advokat. Det galdt nu om at finde en formulering der tilfredsstillede begge disse ekstreme hensyn. Det syntes hr. Jensen imidlertid at have forudset, for efter flere minutter afbrød han tavsheden med udtalelsen: "Jeg ved, at det ikke er let, hr. Bruun, men jeg har ikke i sinde at give mig tilfreds med en indviklet og til slut dog intetsigende erklæring. Der drejer sig mere præcist om hvorvidt vores samarbejde kan fortsætte eller ej." "Forstå mig nu en gang," stammede hr. Bruun, tydeligt nervøs ved udsigterne til på den ene eller anden måde at miste sin vigtigste kunde. "Det De forlanger kan fremstilles som et krav om medvirken til en forbrydelse, og det kan jeg under ingen omstændigheder gå med til. Giv mig lidt tid til at finde en løsning på problemet." "Godt, hvis De har fundet en løsning, ses vi ved samme tid i morgen. Ellers ser jeg ingen grund til at De kommer." Hermed var mødet forbi. Hr. Bruun, der ellers var vant til at fastsætte møder måneder frem, spildte ikke tiden med en indvending om at denne frist var for kort, det var nu en gang betingelsen at man skulle arbejde hurtigt hvis man ville arbejde sammen med Frede Jensen. Med et "farvel" til afsked havde han ikke sagt om han ville komme i dagen efter eller ej. Han vidste det heller ikke selv endnu. II Hr. og fru Olsen var selv godt op i 60'erne og passede Jensens store domicil, samtidig med at hr. Olsen af og til optrådte som chauffør. Det kan lyde luksuriøst, men egentlig var huset så stort at man godt kunne have forventet andre til at tage del i husholdningen. Til daglig kørte hr. Jensen selv til arbejde og blandede sig stort set ikke i familien Olsens gerninger. Hr. Olsen havde tid til at passe parken det var for beskedent bare at kalde det en have, men han var næsten også den eneste der havde glæde af den. Præcis klokken fire om eftermiddagen ringede hr. Bruun på ved den brede hoveddør til Frede Jensens hus og blev lukket ind af fru Olsen. Andre måtte det måske forekomme ejendommeligt at de ikke udvekslede andet end afmalt høflige hilsener når de dog havde kendt hinanden i årtier. Kun en lille smule varmere var forholdet mellem højesteretsadvokaten og hans klient. Hvis overhovedet nogen af dem havde venner, var de at finde i andre kredse. Det havde da den fordel, at man kunne komme hurtigere til sagen.
"Jeg kan forelægge en løsning på problemet," indledte hr. Bruun og tog en stabel papirer op af sin mappe, "men ikke før jeg har udtrykt min dybeste misbilligelse af Deres forehavende. Jeg vil naturligvis gerne være behjælpelig med at finde en anden løsning og finder det i alle tilfælde helt utidigt, at De allerede nu påtænker den ekstreme afgang. Hvis Deres tilstand berettigede det, ville det faktisk være mere humant at diskutere mulighederne for et selvmord." "Jeg tager Deres misbilligelse til efterretning og er spændt på at høre Deres l sning," kortede hr. Jensen ham af. "Godt, De er selvfølgelig klar over at vi ikke kan tilbyde den store sum helt officielt. De som privatmand kunne selvølgelig gøre det, men det er umuligt at forpligte nogen til at betale en morder på et retsligt grundlag. Mit forslag er derfor at oprette et udenlandsk fond, der skal tildele summen til en bestemt, men i øjeblikket ukendt person. Her er udkast til fondatssats. Uddelingen foretages enstemmigt af tre personer, men kriterierne for uddelingen kan ikke nedfældes officielt. Beløbet på en million US-$ kan ikke tilfalde nogen som er i slægt med eller står i arbejdsforhold til nogen af de tre, for hvem der udnævnes yderligere 2 substitutter i tilfælde af død. Kun såfremt en sådan uddeling finder sted efter aftalte men ikke offentliggjorte kriterier, skal hver af de ansvarlige og eventuelle substitutter i udvalget dele resten af fondets midler imellem sig. For at aktivere dette fond, indsættes der f. eks. 1,5 millioner $ her. Skulle fondet ikke blive aktiveret indenfor definerede tidsgrænser, tilfalder beløbet enten et velgørende formål eller den samlede arvemasse. Medlemmerne af dette tribunal, sådan kan man jo passende kalde det, må De selv udpege." Hr. Bruun holdt en lille pause og tog et andet papir frem: "Så har jeg også lavet et udkast til ordlyden af de kriterier, efter hvilken tribunalet vælger modtageren af det store beløb. Dette papir kan som sagt ikke offentliggøres og dermed heller ikke bekræftes notarielt. Den bedste garanti for at udvælgelsen finder sted ligger formentlig i Deres udvælgelse af de tre personer, som enstemmigt skal træffe en afgørelse. Så må man faktisk håbe på at disse tre personer så også holder sig til de nedfældede betingelser." "Hr. Bruun, jeg har altid påskønnet Deres arbejde, men aldrig mere end nu. Må jeg bede Dem selv om at tage del i dette tribunal? Forresten, jeg synes ikke at vi beh ver substitutter for de par måneder. Jeg har tænkt mig fondet som de foreslår det, blot med to millioner $ i alt, så det bliver en pæn belønning at sidde i fondsbestyrelsen hvis det ønskede mål kan nås. Vil De acceptere at deltage på disse betingelser?" Advokaten havde allerede inden sin ankomst tænkt længe over dette spørgsmål, selv med en væsentligt ringere belønning. Han var kommet til den slutning, at aldrig var penge blevet tjent lettere end det kunne ske ved denne lejlighed. Det var egentlig kun et spørgsmål om at sige ja uden at virke alt for begejstret. Det lykkedes da også. Hr. Jensen trykkede på en knap på skrivebordet. Fru Olsen kom ind og fik besked på at vise de andre gæster ind. Lidt efter kom to mænd ind i den store salon. "Hr. Bruun, De kender jo allerede direktør Helvig-Madsen fra firmaet. Den unge mand til højre er Torsten, min brors eneste søn. Jeg har ikke villet indblande hans søstre i dette her. Jeg har inviet begge d'herrer i mit
sundhedsmæssige problem og fortalt dem lidt om min beslutning. Jeg vil gerne bede Dem om at forklare Deres udmærkede forslag, hr. Bruun." "Hvis du virkelig er så træt af livet, farbror, hvorfor kan du så ikke begå selvmord som så mange andre mennesker?" afbrød Torsten. "Det er da meget lettere, og så behøver du ikke at trække andre med ind i det." "Så, så," indskød direktør Helvig-Madsen, "lad dog være med at drive Deres onkel til sådanne yderligheder, måske kan vi dog alligevel finde en bedre løsning..." "Nej, hr. direktør, min beslutning står ikke til diskussion, det er ikke for at spilde tiden, at jeg har tilkaldt Dem her. Jeg har mine særlige grunde til at jeg ikke ønsker at begå selvmord men foretrækker at andre skal stimuleres til et drab. Disse grunde står ikke til debat. Hvis De hjælper med på de givne præmisser kan De tjene en stor sum penge uden rigtig at arbejde for det, ellers kan De naturligvis sige fra med det samme. Hør dog først hvad højesteretssagfører Bruun har at sige om planen." Man kunne mærke at øjeblikket stadig ikke var kommet til at sige Frede Jensen imod. For resten har gamle mænd det med at blive mere stædige med alderen, specielt når demensen begynder at sænke sit slør over de før så klare tanker, hvad der dog næppe var problemet her. Der var i hvert fald ikke nogen der gjorde mine til at diskutere yderligere, og hr. Bruun gjorde atter rede for enkelthederne omkring fondet. Så fortsatte han: "Det er vigtigt at truslen om at myrde Frede Jensen kommer fra en fremmed gruppe og egentlig fremsættes af hr. Jensen selv. Gennem en passende indiskretion i formiddagsbladene vil man ikke kunne lade være med at offentliggøre truslerne og belønningen. Så er det kun et spørgsmål om at identificere morderen på et senere tidspunkt, så vi selv kan få vores del ud af fondet, men det spørgsmål kan hr. Jensen jo så tage det ret roligt med." Der blev ikke snakket ret meget efter denne fremstilling. Papirerne var parate til underskrift, og de blev skrevet under på stedet. Derefter blev mødet hævet. III To dage senere stod det på forsiden af formiddagsbladene: "Mordtrusler mod kendt direktør nyt fænomen i Danmark?" og "Terrorgruppe udsætter belønning på 1 mill. $ på F. Jensens død". Man havde prøvet at få en kommentar fra ofret for disse trusler, men denne var angiveligt bortrejst samme morgen og syntes også derved at bekræfte overskrifterne. To dage senere fremkom der i en anden del af pressen antydninger af at denne historie enten var opfundet, eller i det mindste givet ordentlig vind i sejlene af den lettere del af pressen. Da der ikke kom nye informationer til og man ikke så godt kunne underholde læserne ved at skrive om det samme, blev meddelelserne langsomt færre. Dog kunne man hver dag læse at der ikke var nogen der vidste hvor direktør Jensen opholdt sig for tiden. Nogle dage senere indgik en meddelelse til radio, fjernsyn og
forskellige avisredaktioner samt ikke at forglemme lufthavnspolitiet: For en time siden var der afgået en Al Italia-maskine fra Rom til København, og med den rejste den længe savnede direktør Jensen. Om han havde i sinde at snakke med nogen ved ankomsten, det var der egentlig ingen der vidste. Men alene hans hjemkomst var en nyhed, et billede fyldte godt på forsiden, og så kunne historien også nå at komme med i TV-Avisen samme aften. Det var højst usædvanligt at man kunne sammenkalde så mange mennesker med så kort varsel noget sted i København. De måtte øve sig i at improvisere i lufthavnen den dag. Det hjalp ikke at skulle skynde sig væk fra den maskine, alle blev forsinket med udstigningen i ca. 15 minutter. Længere varede det trods alt ikke. Politiet havde visiteret alle journalisterne, af sikkerhedsmæssige grunde konfiskeret nogle tasker, objektiver og lysmålere og iøvrigt afspærret ankomststedet, som var flyttet væk fra den italienske maskines sædvanlige gate. Da flyet var kommet på plads i Kastrup gik en politimand høfligt ind for at spørge direktør Jensen om han havde noget at sige til pressens repræsentanter, hvortil han svarede: "En kort kommentar!" Han var derfor til at begynde med den eneste der kom ud af maskinen, bortset fra en smuk stewardesse og chick pilot, der vel udnyttede lejligheden til at gøre reklame for Al Italia under foregivende af at skulle styre de øvrige passagerers udstigning. Der blitzedes vildt og uhæmmet. Egentlig må en hel del billeder være blevet overbelyst under det fyrværkeri. Heldigvis havde politiet begrænset adgangen for journalister og fotografer, så de samme måtte fotografere og foretage den egentlige reportage, bortset lige fra TV-holdet. Jensen havde forberedt en kort kommentar men blev straks mødt med en mængde forskellige spørgsmål, fremsat i munden på hinanden. "Jeg ved hvorfor De alle er samlet her nu, men jeg håber at det er unødvendigt, det hele må bero på en misforståelse," begyndte han. "Stod Deres ophold i Rom i forbindelse med at De er blevet truet på livet?" var der én der ville vide. "Jeg har foretaget denne rejse for at prøve at udrede den uforståelige og for mig personligt yderst pinlige situation, og jeg tror nu, at det er lykkedes. Der er derfor ingen grund til at foretage sig yderligere. Tak fordi De kom," sagde han og drejede sig som om han ville gå. "Aha, De var altså ikke kun i Rom, hvor var De ellers henne?" var der én der forsøgte sig, men svaret var blot "Ingen kommentarer", også en form for bekræftelse. Jensen ville gå, men journalisterne gjorde hvad de kunne for at forhindre det. Da han ikke svarede, blev de mere og mere provokerende i deres sp rgsmål. Endelig lykkedes det politiet at bane sig vej hen til en trappe, hvorfra interviewofret kom i sikkerhed for sine forfølgere. I en politibil blev han kørt bort i retning af indenrigslufthavnen, dér skiftede man i ly af en tankvogn over til en anden bil, lod politibilen køre lidt i forvejen til at aflede forfølgere og kørte derefter stille og roligt direktøren hjem. Også her havde nogle journalister taget opstilling, men de fik kun et billede af bilen. Parken omkring huset var stor nok til at gøre det umuligt at komme tæt på den interessante person.
Jensen fik en aftale om at politidirektøren skulle komme hjem til ham næste formiddag klokken 10 og ville ellers ikke forlade huset indtil da. Han påstod at yderligere bevogtning ville være overflødig, men han havde iøvrigt ikke noget at indvende imod den, politiet havde da også sin stolthed. IV Som aftalt kom politidirektør Viktor Andersen klokken 10. Hele natten igennem havde der været parkeret to patrouljevogne på hver side af Jensens grund, og herudover havde betjente med hunde patruljeret i parken. "Hr. Andersen, må jeg have lov at takke Dem for Deres store hjælp i det forløbne døgn," begyndte direktør Jensen. "Til gengæld vil jeg gerne indvie Dem i vigtige dispositioner, jeg har foretaget i de forløbne dage i udlandet." "Det mangelede bare at vi ikke skulle hjælpe når vi kan," svarede politidirektøren, "til gengæld håber jeg at få en nøjagtig beskrivelse af hvad det overhovedet er, der foregår." "Det kan jeg desværre ikke give Dem, der er en del forretningshemmeligheder knyttet til sagen," replicerede Jensen. "Jeg har imidlertid lokaliseret truslen til en gruppe i Libanon, som til dels har misforstået visse af mine tidligere dispositioner. Jeg har nu haft et møde med denne gruppes repræsentanter i Nicosia og har overført et betydeligt beløb fra vores udlandsafdeling til dem altså ikke noget der vil figurere på opgørelserne til det danske skattevæsen og jeg har nu fået tilsagn om at denne trussel dermed er trukket tilbage. Som resultat heraf har jeg for første gang i lang tid sovet som et lille barn i nat, og det havde ikke været anderledes selv om der ikke havde været bevogtning udenfor." "Med andre ord forlanger De at jeg skal trække bevogtningen tilbage med det samme?" spurgte Andersen. "Nej, tværtimod, sådan lidt bevogtningsøvelse kan da ikke skade, og jeg er da også villig til at indrømme politiet medvirkning til problemets løsning. De må ikke misforstå mig, jeg er da ikke et utaknemmeligt menneske!" Politidirektøren var meget rørt over denne holdning, og egentlig kunne det vel heller ikke skade at han gav indtryk af at have medvirket til en problemløsning i det stille, uden dog at involvere sig for direkte, for sæt der alligevel skete noget. De aftalte derfor at bevogtningen skulle vare ved i yderligere fire dage, hvorefter de kunne fremsætte en fælles udtalelse. I den tid undgik direktør Jensen offentligheden, mens det modsatte ikke helt var tilfældet. Der var nye motiver at filme ved parken i Hellerup. Jo mindre hr. Jensen syntes at ville sige, des mere fandt pressen det sandsynligt at mordtruslen var reel, en opfattelse der bestyrkedes af politiets tilstedeværelse foran hr. Jensens hus. Af uransalige, udenlandske kanaler blev truslen og bel nningen gentaget og gjorde dermed alle dementier til skamme. Det galdt også den pressekonference, hvor Jensen og Andersen udtalte at der havde været tale om en misforståelse, som nu var opklaret. Jensen var taknemmelig for
politiets medvirken, som han nu kunne undlade at benytte sig yderligere af, og han håbede at hverdagen snart ville vende tilbage, "ligesom Øresund sletter sporene i sandet lidt længere mod øst." Alle journalisternes forsøg på at finde frem til flere detailler slog fejl. Så var der én der irriteret udbrød at det vel kun handlede om reklame. Jensen, der ellers var på vej ud fra mødet, stoppede op og så på manden med et udtryksløst ansigt mens han sagde: "Betragt det som reklame og gør så Deres til at udbrede den videre." Mens man tænkte over dette gådefulde svar var Jensen allerede væk og mødet dermed afsluttet. Alligevel blev en dårlig fornemmelse hængende hos de øvrige deltagere: Hvordan kunne noget være slut som man ikke engang havde vidst hvad der var begyndtt? Det var nok bedst ikke at komme med alt for konkrete udsagn her til sidst, måske kom der alligevel et efterspil. V For Direktør Jensen kom efterspillet allerede samme eftermiddag. Han var hjemme, da der pludselig blev meldt en vigtig telefonsamtale fra London. Det var fra den læge, dr. Thornton, han havde konsulteret vedrørende sit særlige problem. Indholdet af denne samtale, behørigt oversat til dansk, var ikke på nogen måde behageligt. "Mr. Jensen, jeg har en meget vigtig meddelelse, så vigtig at jeg må give den telefonisk, selvom den egentlig ikke er beregnet hertil. I første række må jeg være helt sikker på at jeg taler med den rigtige person. De nævnte mig to symptomer, der forstyrrede Dem i særlig grad. Kan De gengive mig dem i den rigtige rækkefølge?" "Sikkert, dr. Thornton, jeg kan da stadig huske væsentlige ting, men først må jeg vide at De ikke er en af de journalister, der har forfulgt mig så tæt i de sidste dage. Derfor tager vi f øst prøven den anden vej. I begyndelsen af vores samtale fortalte jeg om et besøg jeg havde aflagt i en by tre uger forinden, hvor De havde været til kongres i mellemtiden. Hvad var det for en by?" "Det var Ottawa i Canada. Tak, dermed er jeg også tilfreds hvad Deres identitet angår. Jeg er ikke spor begejstret for hvad jeg nu må sige, men der har været en alvorlig fejl i vores Røntgeninstitut, som har givet anledning til forveksling af flere computertomografiske billeder. Vi har nu analyseret sagen og sammenlignet med optagelsestidspunkterne. Jeg har herefter den i og for sig glædelige meddelelse, at Deres billeder var fuldstændig normale og min diagnose er udtryk for en fejltagelse.... hallo... er De der endnu?" "Jeg ved ikke hvad jeg skal svare," sagde hr. Jensen sagte, "jeg har allerede draget vidtrækkende konsekvenser af denne diagnose." "Jeg kan ikke nok betone i hvor høj grad det gør mig ondt at den slags fejltagelser kan ske," bedyrede dr. Thornton, "og jeg ved at jeg ikke kan gøre den skete skade god igen bare ved at fortælle om det. Vi har allerede modtaget 2,070 for regningen, men dette beløb skal naturligvis føres tilbage til Dem."
"Dr. Thornton, glem alt om de penge, det er det mindste af det hele. Giv mig en skriftlig bekræftelse på hvad De her har fortalt mig i telefonen og undskyld mig at jeg ikke har lyst til at snakke mere med Dem. Farvel." Jensen lagde røret på uden at afvente nogen afslutning fra den anden side. Alt havde været forgæves. Det kæmpekomplot han havde lagt var nærmest til at grine af. Nå ja, så griner vi da af det. Hans stemning skiftede langsomt. Måske ikke så dumt, at man alligevel ikke er ved at blive dement, det giver anledning til at se livet fra en ny side. Han bad fru Olsen om en kop cappucino, skyllede den ned i to slurker og gik ud i parken. Haven var som han kendte den, og dog var der nu detailler i den, han ikke rigtig havde lagt mærke til før. Gartneren havde i det mindste selv en god tid, hvis der ellers ikke var nogen til at nyde de utrolige farver han kombinerede forskellige steder. Han havde snakket om at føre en lille bæk forbi, men at den allerede var der gik først op for Jensen nu. Det var måske ikke så dårligt med denne forskrækkelse, livet begynder ligesom på ny og har et andet og større indhold end Jensen tidligere ville have indrømmet det. Og så fuglelivet. Aldrig havde han hørt at der var så mange små fugle i træerne. Kun fra et af de nærmeste træer syntes der ikke at komme nogle fuglestemmer. Eftertænksomt så han op og kiggede lige ind i en kikkert. Nej, det var ikke bare en kikkert, den var monteret på et præcisionsgevær. Nu gik det op for ham, hvad det betød: "Nej," skreg han op," det var bare en fejltagelse!" Det blev hans sidste ord. Skuddet ramte præcist i brystet og et til i hovedet. Også når direktør Jensen begik en fejltagelse, gjorde han det grundigt og med en vis succes. Der var intet spor at finde af morderen, men så var der til gengæld 6 terroristiske organisationer og 17 enkeltpersoner, der bagefter tog ansvaret for at have likvideret direkt r Jensen. Ingen af dem syntes at kunne bevise det. Belønningen blev aldrig udbetalt. Advokat Bruun fandt dog en anden mulighed for at dele fondet mellem dets tre bestyrere til alles tilfredsstillelse og under fuld diskretion.
Gode Gamle Heinz Da jeg flyttede til Tyskland i 1981 var jeg ganske vist forberedt på at jeg havde et ret ensidigt forhold til den anden verdenskrig, som sluttede længe før jeg blev født. Min far havde taget aktivt del i modstandsbevægelsen, men fra den kant havde jeg aldrig hørt noget alment nedsættende om tyskerne, som folk betragtet. Det kom imidlertid fra anden side, fra det man læste og det andre sagde, især de andre som man kunne have mistænkt for ikke selv at have været ret aktive før dette var muligt uden fare for eget liv og velfærd. Jeg havde allerede i skolen begyndt (men aldrig afsluttet) et tankeeksperiment: Havde man ikke været født i et smørhul som Danmark men i en totalitær stat, hvor meget kunne man så forventes at vise sin modstand hvis man da overhovet var imod regimet? Det var jo også klart at et totalitært regime måtte bruge stor energi på at retfærdiggøre sig selv når en opposition ikke var tilladt, og det var ikke umuligt at man ville været gået ind på en sådan propaganda. For mange var og er dette ikke noget tankeeksperiment men bitter virkelighed. Alligevel blev jeg ret overrasket over en række oplevelser jeg blev konfronteret med efter at være kommet til Tyskland. Det første indtryk kom fra naboer, der var flygtet fra Østpreussen og sammen med andre civile måtte gå i dækning hver gang et allieret kampfly angreb flygtningekolonnen. Det stod der ikke noget om i "Battler Britton" og hvad de vulgære heltebeskrivelser ellers frembragte. Der var også andre fortællinger, der rokkede ved den tidligere sort-hvide fremstilling af denne mørke periode, men to historier gjorde dog et særligt indtryk på mig. De blev fortalt ved forskellige lejligheder af to gamle fhv. soldater, og det eneste disse historier har tilfælles er at hovedpersonen døde i Rusland og her kaldtes Heinz. Det sidste var dog i begge tilfælde et dæknavn, for fortællerne gjorde sig umage for ikke at blive genkendt. Jeg har lovet heller ikke at gengive deres navne, og jeg har ikke i sinde at bryde dette løfte. Træfning i mørket Vi var egentlig kommet meget godt igennem krigens første år, selvom vi var i aktion på Østfronten. Jeg var dengang løjtnant, og i vores kompagni var der et godt kammeratligt forhold som man vel sjældent finder i en større militær enhed. Det var måske ikke så mærkeligt på baggrund af at vi ved enhver tidligere kontakt med fjenden havde lært denne at løbe. Og så meget større var overraskelsen da vi rykkede ind i en hviderussisk landsby og for sent opdagede, at russerne ikke havde i sinde at opgive denne så let som ved andre småtræfninger tidligere. Vi mistede tre mand i en træfning på byens hovedgade og forstod så, at vi hellere måtte trække os tilbage og vente på forstærkning. Imidlertid havde vi ikke heldet med os, vor tilbagetrækning var afskåret og vi blev drevet hen mod en klynge huse. Denne nåede vi da også, alle bortset fra
en: Heinz blev ramt af splinterne fra en håndgranat, som ødelagde begge hans ben. Han blev nu liggende et stykke tid midt på gaden mens vi befæstigede husklyngen. Havde russerne rådet over noget større artilleri, havde det sikkert været ude med os, men de havde tilsyneladende kun geværer og et par håndgranater. Vi troede først at også Heinz var blevet dræbt med det samme, men nu fortalte man mig som øverstkommanderende på stedet at han bevægede sig og stønnede hørbart. Det tog ikke lang tid for mig at beslutte ikke at pr ve noget udfald for at redde den sårede. Det var yderst tvivlsomt om han kunne overleve sine sår, til gengæld var det næsten sikkert, at et udfald ville kræve nye ofre. Måske var der gået en time, da Heinz prøvede langsomt med hænderne at trække sig over til vores stilling. Nu smældede der en geværkugle, som traf hans ene hånd og foreløbig standsede hans fremmarsch. Få minutter efter tændtes en projektør, som pegede lige på Heinz, men den fik vi snart gjort kål på. Imidlertid stak fjenden nu et af sine egne huse i brand, og ved skæret herfra kunne man se den lidende unge mand. Et nyt forsøg på at kravle med den tiloversblevne hånd mislykkedes på samme måde de havde en virkelig præcisionsskytte på den anden side. Uden brugelige arme og ben gav Heinz op. Det vil sige, han ville give op, men han måtte ikke. Russerne kunne let have ramt ham med yderligere en geværkugle, men det var tydeligvis deres hensigt at vi skulle se vores kammerat lide og eventuelt selv myrde ham. Det sidste kunne der ikke være tale om, det er ukristiligt at dræbe et medmenneske og iøvrigt forbudt i enhver hær i det minste hvad angår de egne kammerater. Jeg gav derfor ordre til, i overensstemmelse med den stående anvisning, at ingen måtte skyde på en af vores egne. Heinz stønnede højlydt og bad om at nogen af os skulle gøre ende på hans lidelser, men der var ingen der ville eller turde modsætte sig mine ordrer. Ilden var sikkert påsat for at give et lys der ikke kunne slukkes, og den varede længere end Heinz, som stønnede hørbart i næsten 6 timer inden han døde. Den næste morgen blev vi befriet fra vores indelukke af nye tropper. Strengt taget blev vi ikke rigtig befriet, for fjenden havde trukket sig tilbage i løbet af natten mens vi var optaget af at overvære til Heinz' dødskamp. I dag vil ingen kunne forstå at vi forholdt os så passivt, heller ingen syntes den gang at kunne forstå vores tilstand. Vi har vel også selv reageret forskelligt på det senere, for jeg skrev til Heinz' enke og fortalte kort at han var død i kamp, men da jeg ved en senere lejlighed mødte hende i Tyskland havde en af de andre fortalt hende de ubehagelige detailler, og hun ville ikke mere have noget at gøre med mig. Min gamle kriger fortalte andre historier fra Østfronten, men ingen der var i den grad eftertænksomme. En omtanke afspejlede hans beretning dog ikke: At hans beslutning ikke at afkorte den lange og smertelige dødskamp måske ikke var den rigtige beslutning. Det syntes til gengæld den anden fortæller at have gjort, i overflod, for han nøjedes ikke med at fortælle men også fundere over sin egen handling eller mangel på samme.
Opstilling til Eksekution Forholdet til civilbefolkningen på Østfronten i 1941 afhang helt af hvilken kommandant man havde. Jeg var menig på dette felttog og oplevede først hvordan vi blev modtaget som befriere. Folk var så gennemtærskede af Stalins terrorvælde at de slet ikke spurgte om vi kom fra et tilsvarende tyranni, og i medgangens eufori havde de fleste af os vel ikke indset at det netop forholdt sig således. Vores første kommandant hørte til den mildere type, for han plejede et tåleligt forhold til den tiloversblevne del af befolkningen i de erobrede områder. Da vores enhed nåede ned i Ukraine fik vi en ny, ung kommandant, som selv var barn af regimet, dvs. en helhjertet nazist og racist. Det tog ikke mange dage inden han fik lejlighed til at bevise os dette. I denne del af Ukraine levede der mange jøder, og i den første del af krigen var der åbenbart mange af de lokale som udnyttede lejligheden til at slippe af med naboer og konkurrenter eller hvilke motiver de så måtte have haft. De sprogukyndige tyskere kunne vel ikke have udrettet meget, hvis ikke ukrainerne havde udleveret jøderne på lastvogne til den nationalsocialistiske "renselsesproces". Således skete det, at vi en dag uden at ane hvad vi gik ind til pludselig befandt os foran en slugt. Vi fik befaling til at tage opstilling med geværerne ladt, og pludselig drejede en lastvogn ind med måske 35 mennesker på ladet, ledsaget af tre SS-soldater. Disse blev gennet ud og befalet at tage opstilling foran slugten. Først nu blev de klar over hvad der ventede dem, men også først nu blev vi klar over det. Det gav anledning til en vis forsinkelse, for der var mindst en i geleddet der halvhøjt udbrød (uden at man senere præcist kunne sige hvem det var) at han som soldat ikke var kommet for at myrde løs på værgeløse civilister. Mens de fleste af os satte riflerne ned igen, var der et par af jøderne der sprang ned i slugten, hvad der sikkert kom ud på det samme som at blive skudt, der var i hvert fald ingen der forfulgte dem. Løjtnanten befalede os på ny at tage opstilling og sagde, at vores mening ikke interesserede hærledelsen, men at vi naturligvis gerne kunne skifte side og selv lade os skyde ned i slugten. Vi tog atter opstilling, hævede riflerne og havde sikkert sekundet efter fået befaling om at give ild, hvis ikke en af riflerne havde drejet om og skudt officeren i hovedet før denne kunne udtale sig videre. For at gøre dette havde skytten, som her kaldes Heinz, drejet sit gevær hen over tre andre, uden at hans kollegers havde hindret ham i at gøre det. Nu kom en overrasket SSofficer stormende hen imod os, men også han blev strakt til jorden af Heinz. Og så blev der ro. Nogle enkelte af jøderne benyttede sig af uroen til at flygte, mere forbløffende var det for mig at de ikke alle gjorde det. Nu stod to førerløse SSsoldater overfor en deling infanterister af samme nation, blandt hvilke en af dem havde dræbt to af sine egne. Ejendommeligt at der ikke blev vekslet flere skud, men dette var en situation som ingen var forberedt på. Jeg tror at der gik store tanker hurtigt igennem hovederne på os i dette øjeblik. Det varede dog kun kort, så kom der en armeret personvogn med højere