Årsberetning 2003. Patientskadeankenævnet & Lægemiddelskadeankenævnet

Årsberetning 2003 Patientskadeankenævnet & Lægemiddelskadeankenævnet

Årsberetning 2003 Patientskadeankenævnet og Lægemiddelskadeankenævnet

Layout og tryk: Schultz Grafisk Patientskadeankenævnet og Lægemiddelskadeankenævnet Vimmelskaftet 43, 2 1161 København K Tlf.: 33 69 00 44 Udgivet juli 2004 ISSN 1603-9122 ISBN 87-989555-4-3

Indholdsfortegnelse Indledning... 7 1. Patientskadeankenævnets hovedformål og opgaver 2003 9 1.1. Lovgrundlag... 9 1.2. Organisation... 11 1.2.1. Nævnets sammensætning... 11 1.2.2. Sekretariatet... 14 1.3. Sagernes behandling... 14 1.3.1. Sagernes forberedelse... 14 1.3.2. Nævnsbehandlingen... 15 1.3.3. Resultatet af nævnsbehandlingen... 16 2. Statistik... 17 2.1. Modtagne, afsluttede og verserende sager... 17 2.2. Oversigt over den gennemsnitlige sagsbehandlingstid... 18 2.3. Oversigt over nævnets virksomhed... 19 3. Erstatningsgrundlag (patientforsikringsloven)... 21 3.1. 1, stk. 1. Dækningsområdet... 22 3.2. 2, stk. 1. Ansvarsgrundlag, grundbetingelser, bevisbedømmelse... 22 3.2.1. 2, stk. 1, nr. 1. Specialistreglen... 22 3.2.2. 2, stk. 1, nr. 2. Teknisk apparatur, redskaber eller udstyr... 23 3.2.3. 2, stk. 1, nr. 3. Ligeværdig metode eller teknik... 23 3.2.4. 2, stk. 1, nr. 4. Komplikationer, sjældenhed, alvorlighed... 23 3.3. 3, stk. 1. jf. 2, stk. 1, nr. 1 og 2. Diagnosticeringsfejl eller forsinkelse... 24 3.4. 3, stk. 2. Ulykkestilfælde på offentlige sygehuse... 25 3.5. 3, stk. 3. Skader forårsaget af lægemidler... 26 4. Erstatningsansvarsloven af 1984... 27 4.1. Stationærtidspunktet... 28 4.2. EAL s 1. Helbredelsesudgifter og andet tab... 28 4.3. EAL s 2. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste... 28 4.4. EAL s 3. Godtgørelse for svie og smerte... 29 4.5. EAL s 4. Godtgørelse for varigt mén... 29 4.6. EAL s 5-7. Erstatning for tab af erhvervsevne... 30 3

4.7. EAL s 8. Erstatning for tab af erhvervsevne... 31 4.8. EAL s 4, stk. 2, 9 og 13, stk. 2. Reduktion på grund af alder... 31 5. Erstatningsansvarsloven af 2001... 33 6. Sager for landsretten og Højesteret... 39 6.1. Sager indbragt for landsretten og Højesteret i 2003... 40 6.2. Resumé af domme afsagt af landsretten i 2003... 40 6.3. Resumé af domme afsagt af Højesteret i 2003... 62 7. Generelle problemstillinger... 67 7.1. Folketingets Ombudsmands kompetence i forhold til Patientskadeankenævnet... 67 7.2. Patientskadeankenævnets praksis vedrørende inhabilitet.. 70 7.3. Klagefristen i patientforsikringslovens 15, stk. 2, og søgsmålsfristen i 16, stk. 2.... 74 7.4. Forældelse af erstatningskrav efter lov om patientforsikring 19, Højesterets dom af 8. december 2003... 83 7.5. Psykiske følger af en fysisk skade... 87 7.6. Patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4 skader uden specifik sammenhæng med behandling af grundlidelsen... 91 7.7. Erstatning for infektioner... 99 7.8. Minimumserstatning fradrages kun én gang, selvom den erstatningsberettigende skade er opstået som følge af behandling på flere sygehuse... 114 7.9. Erstatning for udgifter til børnepasning... 115 7.10. Arbejdsskadestyrelsens nye méntabel... 117 7.11. Skønsmæssigt fastsat erstatning for erhvervsevnetab som følge af skånehensyn på arbejdspladsen og fremtidig usikkerhed om de erhvervsmæssige forhold... 119 8. Regnskab og budget for Patientskadeankenævnet... 127 8.1. Regnskab 2003... 127 8.2. Budget 2004... 128 9. Lægemiddelskadeankenævnets årsberetning for 2003... 129 9.1. Indledning... 129 9.2. Lægemiddelskadeankenævnet... 130 9.3. Lægemiddelskadeankenævnets virksomhed... 133 4

Bilag Bilag 1: Bekendtgørelse nr. 228 af 24. marts 1997 af lov om patientforsikring. Bilag 2: Bekendtgørelse nr. 133 af 9. marts 1999 om forretningsorden for Patientskadeankenævnet. Bilag 3: Lov nr. 143 af 25. marts 2002 om ændring af lov om sygehusvæsenet. Bilag 4: Lov nr. 397 af 2. juni 1999 om erstatning til patienter opereret med Boneloc-cement før 1. juli 1992. Bilag 5: Lov nr. 395 af 2. juni 1999 om ændring af lov sygehusvæsenet og lov om patientforsikring. Bilag 6: Lov nr. 1120 af 20. december 1995 om erstatning for lægemiddelskader. Bilag 7: Lov nr. 1228 af 27. december 1996 om ændring af lov om apotekervirksomhed, lov om lægemidler m.v. Bilag 8: Bekendtgørelse nr. 195 af 11. marts 1997 om forretningsorden for Lægemiddelskadeankenævnet. 5

Indledning Lov om patientforsikring trådte i kraft den 1. juli 1992. Samtidig blev Patientskadeankenævnet oprettet. I henhold til nævnets forretningsorden påhviler det nævnet at afgive en årlig redegørelse om sin virksomhed til indenrigs- og sundhedsministeren. Denne årsberetning indeholder i afsnit 3, 4 og 5 en kort redegørelse for de vigtigste retsregler for nævnets virksomhed i henholdsvis patientforsikrings- og erstatningsansvarsloven. Afsnit 6 rummer en gennemgang af udvalgte landsrets- og højesteretsafgørelser i patientforsikringssager. Herudover indeholder beretningen en række talmæssige oplysninger om Patientskadeankenævnets virksomhed i 2003. I 2003 modtog nævnet 1096 ankesager. Dette er en væsentlig stigning i forhold til året før. For at undgå, at der opstår sagspukler, er nævnet i 2004 udvidet med en femte nævnsafdeling. Patientforsikringsloven er for skader, som er forårsaget 1. januar 2004 og senere, ændret på en række områder, hvilket antagelig vil føre til yderligere vækst i antallet af nævnets sager. Det skyldes især udvidelsen af dækningsområdet til også at omfatte skader i forbindelse med behandling hos privatpraktiserende autoriserede sundhedspersoner. Hertil kommer, at skadesbegrebet er udvidet til også at omfatte psykiske skader. På baggrund af erfaringerne fra 2002 er det besluttet i øvrigt at koncentrere årsberetningen om at orientere om nævnets praksis inden for nogle vigtige udvalgte områder, illustreret med sager fra 2003 og tidligere. Efter aftale med formanden for Lægemiddelskadeankenævnet sammenlægges årsberetningerne fra de to nævn til en publikation. Arne Ljungström 7

1. Patientskadeankenævnets hovedformål og opgaver 2003 1.1 Lovgrundlag Patientskadeankenævnet er oprettet ved lov nr. 367 af 6. juni 1991 om patientforsikring. Loven trådte i kraft den 1. juli 1992 og er ændret i 1996. Lovændringen betød, at den minimumserstatning, der kan tilkendes af Patientforsikringsforeningen, efter den 1. januar 1997 fastsattes til 10.000 kr. mod tidligere 20.000 kr., samt at der skabtes hjemmel til at nedsætte flere sideordnede nævnsafdelinger i Patientskadeankenævnet, jf. Sundhedsministeriets lovbekendtgørelse nr. 228 af 24. marts 1997 (bilag 1). Ved lov nr. 397 af 2. juni 1999 fik patienter, som før 1. juli 1992 er blevet opereret med Boneloc-cement, ret til erstatning og godtgørelse efter reglerne i lov om patientforsikring (bilag 4). Den 4. juni 1999 trådte en ny bestemmelse i patientforsikringslovens 1, stk. 4, i kraft, hvorefter behandling på alle private sygehuse her i landet og sygehuse i udlandet, som amterne benytter som led i løsningen af sine sygehusopgaver efter reglerne i sygehusloven, er omfattet af patientforsikringsloven. Ifølge sygehusloven skal patienter tilbydes behandling af livstruende sygdomme inden for en nærmere fastsat maksimal ventetid. Kan behandlingen m.v. ikke tilbydes i offentligt regi, skal amterne henvise patienterne til vederlagsfri behandling på private sygehuse her i landet eller i udlandet (bilag 5). I medfør af 14, stk. 7, i lovbekendtgørelse nr. 228 af 24. marts 1997, har Sundhedsministeriet med bekendtgørelse nr. 133 af 9. marts 1999 fastsat forretningsorden for Patientskadeankenævnet (bilag 2). Ved lov nr. 143 af 25. marts 2002 (bilag 3) vil patienter, som det offentlige sygehusvæsen ikke kan tilbyde behandling inden for 2 måneder efter henvisning, have ret til at få behandling på et privat sygehus, klinik m.v. eller et sygehus i udlandet betalt af bopælsamtskommunen. Denne behandling vil være omfattet af patientforsikringsloven. Loven trådte i kraft 1. juli 2002. 9

Patientskadeankenævnets hovedformål og opgaver 2003 For patienter, som her i landet påføres fysisk skade i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende på offentlige sygehuse og sygehuse, det offentlige har driftsoverenskomst med, indførtes med patientforsikringsloven en betydelig forbedring af patienters mulighed for at opnå erstatning. Indtil dette tidspunkt blev patienters adgang til at opnå erstatning reguleret efter den almindelige erstatningsretlige regel, den såkaldte culpa regel, det vil sige, at patienten skulle bevise, at skaden var forvoldt forsætligt eller uagtsomt ved uacceptabel adfærd. Med patientforsikringsloven blev ikke kun adgangen til at opnå erstatning mere lempelig. Ordningen blev også organiseret som en forsikringsordning. De erstatningspligtige, de driftsansvarlige sygehusmyndigheder, er med undtagelse af staten, kommunerne og Hovedstadens Sygehusfællesskab pligtige at være dækket af en forsikring i et forsikringsselskab. En del af amtskommunerne har valgt at være selvforsikrede. De forsikringsgivende selskaber danner i fællesskab en forening, Patientforsikringsforeningen (i det følgende Patientforsikringen), som træffer afgørelse i de enkelte erstatningssager i 1. instans. Patientforsikringen skal efter lovens 13, stk. 1, oplyse og behandle sagerne uden omkostninger for patienterne. Ejeren af det ansvarlige sygehus og dettes forsikringsselskab er således uden indflydelse på, om der skal betales erstatning og på erstatningens størrelse. Hovedformålet med ordningen er at sikre patienterne en lettere, hurtigere og billigere adgang til erstatning, når der er blevet påført dem en fysisk skade ved behandling, undersøgelse eller lignende på et offentligt sygehus end efter den almindelige erstatningsret. Patientforsikringens afgørelser i erstatningssager kan indbringes for et af sundhedsministeren nedsat patientskadeankenævn, som har den endelige administrative afgørelse. Patientskadeankenævnets afgørelser kan indbringes for Østre eller Vestre Landsret efter sagsøgers bopæl, jf. retsplejelovens 240, stk. 2, og patientforsikringslovens 16, stk. 1. Ved lov nr. 430 af 10. juni 2003 er der med virkning fra 1. januar 2004 foretaget væsentlige ændringer i patientforsikringloven. Således er loven blandt andet udvidet til at omfatte hele sundhedsvæsenet. Ændringerne har virkning for skader, der forårsages 1. januar 2004 og senere og vil blive omtalt nærmere i årsberetningen for 2004. 10

Patientskadeankenævnets hovedformål og opgaver 2003 1.2 Organisation 1.2.1 Nævnets sammensætning Patientskadeankenævnet er nedsat af sundhedsministeren i medfør af 14 i patientforsikringsloven. Ankenævnet bestod oprindelig af en formand og otte andre beskikkede medlemmer, jf. 14, stk. 2 og 3, og arbejdede i én afdeling. Nævnet er i 1997, 1998 og 1999 udvidet med yderligere 3 afdelinger og omfatter fra begyndelsen af 2004 en 5. afdeling. I henhold til 14, stk. 3, skal nævnet ved afgørelsen af den enkelte sag sammensættes af - formanden eller en næstformand udpeget af sundhedsministeren - 1 medlem udpeget af sundhedsministeren - 2 læger udpeget af Sundhedsstyrelsen - 2 medlemmer udpeget af Amtsrådsforeningen og Hovedstadens Sygehusfællesskab - 2 medlemmer udpeget af De Samvirkende Invalideorganisationer og - 1 medlem udpeget af Forbrugerrådet. Denne sammensætning er ændret pr. 1. januar 2004. Den nye nævnssammensætning pr. 1. januar 2004 er omtalt nedenfor i afsnit 7.2. om Patientskadeankenævnets praksis vedrørende inhabilitet. Medlemmerne udpeges for 4 år. I april 2001 blev der foretaget nyudnævnelse af formand, næstformænd, medlemmer og suppleanter. Nævnsafdelingerne har efter de hidtidige regler været beslutningsdygtige, når mindst et medlem fra hver af de nævnte persongrupper er til stede. 11

Patientskadeankenævnets hovedformål og opgaver 2003 Nævnets sammensætning: Formand og næstformand udpeget af sundhedsministeren: Dommer Arne Ljungström (formand) Adm. dommer Bjarne Pedersen (næstformand) Dommer Lis Hævdholm (næstformand) Landsdommer Karen Foldager (næstformand) Landsdommer Jan Uffe Rasmussen (næstformand) Udpeget af sundhedsministeren: Advokat Ditlev Wad Advokat Karsten Høj Advokat Brian Malmros Advokat Poul Rasmussen Suppleanter: Kontorchef Morten Engberg Advokat Joan Colding Advokat Axel Grove Udpeget af Sundhedsstyrelsen: Overlæge Helle Ørding Overlæge Henrik Harling Overlæge Wiggo Fischer-Rasmussen Overlæge Kaare Schmidt Overlæge Hans Colstrup Professor Bjarne Lund Overlæge Mark Krasnik Overlæge Jens Kramhøft Suppleanter: Overlæge Bente Danneskiold-Samsøe Overlæge Olaf Bonnevie Overlæge Flemming Winther Bach Overlæge Jens Benn Sørensen Udpeget af Amtsrådsforeningen og Hovedstadens Sygehusfællesskab: Vicekontorchef Anni Olesen 12

Patientskadeankenævnets hovedformål og opgaver 2003 Kontorchef Lars Oppenhagen Patientvejleder Laila Dahl Seniorkonsulent Claus Mørch Petersen Fuldmægtig Frits Ripperger Fuldmægtig Bjarne Aabye Kontorchef Inge Hune Fuldmægtig Hanne Thouber Suppleanter: Juridisk konsulent Margrethe Medborg Patientvejleder Lene Madsen Fuldmægtig Steen Jørgensen Kontorchef Birte Fabricius Udpeget af De samvirkende Invalideorganisationer: Bente Djørup Stig Hedegaard Kristensen Ulla Gehl Charlotte Lauritsen Per Tretow-Loof Peer Dahl Junker Freddy Nielsen Hanne Bendixen Suppleanter: Lisbeth Holmgaard Finn Hintze Udpeget af Forbrugerrådet: Kirsten Nielsen Rut Jørgensen Bent Olufsen Jeppe Juul Suppleanter: Anette Høyrup Petersen Lisbeth Baadstrup Susan Hulbæk Hansen Margrethe Nielsen 13

Patientskadeankenævnets hovedformål og opgaver 2003 1.2.2 Sekretariatet Ifølge forretningsordenens 14 stiller Sundhedsministeriet den fornødne sekretariatsbistand til rådighed for nævnet. Patientskadeankenævnets sekretariats personalenormering udgjorde i 2003 1 sekretariatschef (LR 37), 1 specialkonsulent (LR 35), 8,0 AC-årsværk, 4,0 HK-årsværk, 0,9 studenterårsværk og 18 speciallægekonsulenter (deltid). Speciallægekonsulenterne repræsenterer følgende specialer: Ortopædisk kirurgi, neurokirurgi, kirurgisk gastroenterologi, neurologi, oftalmologi, oto-rhino-laryngologi, hæmatologi, gynækologi og obstetrik, karkirurgi, thoraxkirurgi, urologi, psykiatri, anæstesiologi, intern medicin og onkologi. Til sekretariatet er endvidere tilknyttet konsulent i tand, -mund- og kæbekirurgi. Yderligere speciallægekonsulenter anvendes, hvor der er behov for en ekspertise, som de ovennævnte konsulenter ikke dækker fuldt ud. 1.3 Sagernes behandling Ved bekendtgørelse nr. 133 af 9. marts 1999 har Sundhedsministeriet i medfør af 14, stk. 7, fastsat forretningsorden for Patientskadeankenævnet (bilag 2). Som følge af de væsentlige ændringer i patientforsikringsloven pr. 1. januar 2004 er der fastsat en ny forretningsorden for Patientskadeankenævnet ved bekendtgørelse nr. 1096 af 12. december 2003. 1.3.1 Sagernes forberedelse Når nævnets sekretariat modtager en klage over en afgørelse truffet af Patientforsikringen påses, at klagen kommer fra en klageberettiget (skadelidte, vedkommende forsikringsselskab, selvforsikrende driftsansvarlige myndighed eller anden med en retlig interesse i sagen) og inden for den i loven fastsatte frist på 3 måneder efter, at klageren har fået meddelelse om Patientforsikringens afgørelse, jf. 15 i lov om patientforsikring. Klagen sendes herefter til Patientforsikringen med anmodning om en udtalelse og tilsendelse af sagens akter. Når Patientforsikringens udtalelse foreligger, sendes denne til høring hos parterne, (patient, driftsansvarlig sygehusmyndighed og vedkommende forsikringsselskab/ selvforsikrende amtskommune samt Hovedstadens Sygehusfællesskab). 14

Patientskadeankenævnets hovedformål og opgaver 2003 Herefter er sagen typisk klar til sekretariatets forberedelse, hvorpå den forelægges nævnet til afgørelse. Formanden har mulighed for at træffe afgørelse på nævnets vegne. I 7 i bilag 2 er beskrevet, inden for hvilke områder formanden (eller en næstformand) kan træffe afgørelse på nævnets vegne. 1.3.2 Nævnsbehandlingen Nævnsbehandlingen af en sag indledes med, at formanden/næstformanden forelægger sagen, hvorefter en almen drøftelse og votering finder sted. En repræsentant fra Patientforsikringen kan deltage i nævnets behandling af sagerne uden stemmeret, jf. 14, stk. 5, i lov om patientforsikring. Patientforsikringen har i et vist omfang benyttet sig af denne ret siden medio 1999. Nævnets møder er lukkede. Hvis sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst, udsættes den. Dette er sket i ca. 6 procent af de sager, som har været på dagsordenen. Udsættelse kan bl.a. skyldes behov for yderligere lægelige oplysninger, yderligere faktiske oplysninger vedrørende erstatningsberegningen, eller at sagen ønskes forelagt Arbejdsskadestyrelsen til vurdering af spørgsmålet om méngrad og/eller erhvervsevnetab samt stationærtidspunkt. Nævnets afgørelser træffes ved stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens/ næstformandens stemme afgørende. Hvor en afgørelse ikke kan træffes ved enstemmighed, kan medlemmerne forlange, at deres særstandpunkter tilføres beslutningsprotokollen og afgørelsen. Nævnets afgørelse kan have følgende indhold: 1) at nævnet tiltræder, ændrer eller ophæver Patientforsikringens afgørelse, 2) at nævnet hjemviser sagen til fornyet afgørelse i Patientforsikringen, 3) at nævnet tager stilling til klager over aktindsigtsspørgsmål vedrørende sager, som behandles i Patientforsikringen. Nævnets afgørelse meddeles parterne. 15

Patientskadeankenævnets hovedformål og opgaver 2003 1.3.3 Resultatet af nævnsbehandlingen Klager over Patientforsikringens afgørelser kan ske ved en generel eller specifik klage, og der er ikke knyttet formkrav til klagens udformning. Ved en specifik klage bedømmer nævnet som udgangspunkt kun netop det punkt i afgørelsen, der er klaget over; men det kan dog ikke udelukkes, at nævnet (qua officialmaximen) vil bedømme andre punkter end det påklagede, og nævnet anser sig ikke begrænset af parternes påstande. Ved en generel klage vil nævnet foretage en samlet bedømmelse af den påklagede afgørelse. Nævnet kan ændre afgørelsen både til gunst og ugunst for klageren, det vil sige, såvel tage stilling til, om der foreligger erstatningsgrundlag, som til forhøjelse såvel som nedsættelse af den erstatning, Patientforsikringen har fastsat. Patientskadeankenævnet kan dog kun af egen drift tage stilling til upåklagede spørgsmål, som er indeholdt i afgørelser, der er indbragt for nævnet inden for klagefristen på 3 måneder, idet såvel skadelidte som forsikringsselskabet/amtet skal kunne indrette sig på, at afgørelsen er endelig efter klagefristens udløb. 16

2. Statistik 2.1 Modtagne, afsluttede og verserende sager Figur 1 Nye sager, afgørelser og verserende sager 1993 til 2003 1400 1200 1000 800 600 nye afsluttede verserende 400 200 0 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 I 2003 modtog nævnet 1096 ankesager. Dette er en væsentlig stigning i forhold til året før. Nævnet afgjorde samlet i 2003 989 ankesager. Der er således en svag stigning i 2003 i antallet af verserende sager. For at undgå, at der opstår sagspukler er nævnet i 2004 udvidet med en femte nævnsafdeling. Udviklingen i antal modtagne sager i Patientskadeankenævnet har i øvrigt gennem årene stort set fulgt den tilsvarende udvikling i antal sager i Patientforsikringen. Det var derfor forventeligt, at der ville ske en vækst i ankesagerne i 2003. 17

Statistik 2.2 Oversigt over den gennemsnitlige sagsbehandlingstid Figur 2 Gennemsnitlig sagsbehandlingstid 1997 til 2003 25 20 15 10 5 0 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 Figur 2 viser, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i 2003 er nedbragt til 7,8 måneder. Målet for 2003 var en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 6 måneder. Baggrunden for at målet ikke blev nået helt skyldes, at Patientforsikringen ikke fik reduceret sin sagsbehandlingstid i forbindelse med ankeudtalelserne helt som forventet. Patientforsikringen anvendte i gennemsnit 3 måneder til sin udtalelse. 18

Statistik 2.3 Oversigt over nævnets virksomhed Tabel 1 Antal Møder Afviste sager Udsatte sager Tiltrådte Afgørelser Ændrede afgørelser I alt afgjorte sager Hjemvist Ansvar Erstatning 1997 18 1 61 283 2 31 23 401 1998 25 5 86 428 5 38 53 615 1999 36 2 105 697 1 76 58 938 2000 45 1 90 831 8 94 122 1146 2001 40 2 63 551 1 65 80 697 2002 42 2 51 600 4 47 108 759 2003 44 16 60 715 3 63 92 889 Der er i 2003 truffet 889 nævnsafgørelser og 100 formandsafgørelser. Som det fremgår af tabel 1, ændrede Patientskadeankenævnet i 2003 158 afgørelser, hvilket svarer til ca. 18 % af nævnsafgørelserne. Ændringsprocenten var i 2002 på 21 %. Ændring angående erstatning betyder, at nævnet har ændret en eller flere poster i Patientforsikringens erstatningsberegning, eventuelt på grund af nye oplysninger efter Patientforsikringens afgørelse. Det er især godtgørelsesposterne varigt mén samt svie og smerte, som har givet anledning til ændringer (fortrinsvis forhøjelser). Udsatte sager er sager, som nævnet har udsat til behandling på et senere møde. Det skyldes blandt andet, at nævnet har fundet anledning til at indhente yderligere lægelige oplysninger, supplerende lægefaglig vurdering eller yderligere oplysninger af økonomisk art til brug for erstatningsfastsættelsen. I 1997 udsattes 15 % af de af Patientskadeankenævnet behandlede sager, i 1998 14 %, i 1999 11 %, i 2000 8 %, i 2001 9 %, i 2002 6 % og i 2003 6 %. Denne udvikling må betegnes som tilfredsstillende. Hver nævnsafdeling holder et møde hver måned, undtagen i juli måned. På hvert møde er der ca. 22 sager på dagsordenen. 19

3. Erstatningsgrundlag (patientforsikringsloven) I henhold til patientforsikringslovens 1, stk. 1, er grundbetingelsen for, at der kan ydes erstatning i medfør af patientforsikringsloven, at der efter den 1. juli 1992 er påført en patient fysisk skade i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende foretaget her i landet på et offentligt sygehus eller et sygehus, som det offentlige har driftsoverenskomst med. Den 4. juni 1999 trådte en ny bestemmelse i patientforsikringslovens 1, stk. 4, i kraft. Denne bestemmelse medfører, at behandling på alle private sygehuse her i landet og sygehuse i udlandet, som amterne benytter som led i løsningen af sine sygehusopgaver efter reglerne i sygehusloven, er omfattet af patientforsikringsloven. Med virkning fra 1. januar 2004 er patientforsikringsloven imidlertid udvidet til at omfatte hele sundhedsvæsenet. Det udvidede dækningsområde for patientforsikringsloven gælder alene for skader, der forårsages den 1. januar 2004 eller senere, og vil derfor blive omtalt nærmere i årsberetningen for 2004. Patientforsikringslovens helt centrale ansvarsbestemmelse er 2. Bestemmelsen indeholder dels en regel om bevisbedømmelsen, dels fire betingelser for, hvordan skaden skal være forvoldt for, at der foreligger erstatningsgrundlag. Bestemmelsen afviger fra dansk rets almindelige erstatningsregel, culpareglen. Skaden skal således ikke være forvoldt forsætligt eller uagtsomt, og skadelidte skal derfor ikke føre bevis for eventuelt skyldforhold i forbindelse med skadens opståen for at få anerkendt skaden som erstatningsberettigende. Det er således ikke en betingelse for at få anerkendt skaden, at der er tale om fejl fra sundhedspersonens eller sygehusets side. Der skal alene tilvejebringes en overvejende sandsynlighed for, at skaden er opstået på en af de i 2, stk. 1, nr. 1-4, nævnte måder. Er der tale om en klar fejl, og kan fejlen have medført skaden, lempes kravet til bevis for årsagssammenhæng omtalt i årsberetningen 1997/1998 og 2002. Det er skadelidte, der har bevisbyrden for, at ret til erstatning foreligger; men Patientforsikringen skal tilvejebringe de nødvendige oplysninger til afgørelse af sagen. 21

Erstatningsgrundlag (patientforsikringsloven) 3.1 1, stk. 1. Dækningsområdet Efter 1, stk. 1, dækker patientforsikringsloven kun fysiske skader, det vil sige, at skader af rent psykisk karakter ikke er omfattet af loven. Er der indtrådt en fysisk skade, omfatter dækningen dog også eventuelle psykiske følger af denne skade. Med virkning fra 1. januar 2004 udvides skadesbegrebet imidlertid, således at også rene psykiske skader medtages under lovens dækningsområde. Det udvidede skadesbegreb gælder alene for skader, der forårsages den 1. januar 2004 eller senere. Nedenfor i afsnit 7.5. er der en nærmere beskrivelse heraf. Den fysiske skade skal være opstået i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende, det vil sige, at skaden skal være forårsaget af behandlingen og ikke af grundsygdommens forløb. Selve det forhold, at behandlingen ikke lykkes, at der opstår komplikationer til grundsygdommen, eller at forventningerne til behandlingen ikke indfries, erstattes ikke. Der gives heller ikke erstatning for enhver skadelig følge af en undersøgelse eller en behandling, idet skaden kan være en uundgåelig følge af eller risiko ved nødvendig behandling. Det er uden betydning, hvorvidt/hvorledes der forud er informeret. En eventuel anerkendelse og erstatning vil kun omfatte den merskade, der er blevet påført patienten ved behandling m.v. og ikke de samlede ulemper eller det samlede tab i forbindelse med grundsygdommen og den nødvendige behandling heraf. Skader på ting er ikke omfattet af loven. 3.2 2, stk. 1. Ansvarsgrundlag, grundbetingelser, bevisbedømmelse 3.2.1 2, stk. 1, nr. 1. Specialistreglen Efter denne regel kan der ydes erstatning, "hvis det må antages, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ville have handlet anderledes ved undersøgelse, behandling eller lignende, hvorved skaden ville være undgået." Der er tale om en specialistmålestok, hvor udgangspunktet er, hvordan den erfarne specialist på området ville have handlet under de givne ressourcemæssige forhold, og hvorvidt skaden ville have været undgået med denne behandling. Der er tale om en objektiv målestok, og det er således uden betydning, hvilke individuelle forudsætninger den behandlende læge havde. Ifølge retspraksis lempes kravet til beviset 22

Erstatningsgrundlag (patientforsikringsloven) for årsagssammenhæng, når det kan fastslås, at der er begået en klar fejl, og denne kan have medført skaden. 3.2.2 2, stk. 1, nr. 2. Teknisk apparatur, redskaber eller udstyr Efter denne regel kan der ydes erstatning, "hvis skaden skyldes fejl eller svigt i teknisk apparatur, redskaber eller andet udstyr, der anvendes ved eller i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende." Bestemmelsen er en ansvarsregel, der dækker alle tilfælde af svigt i nævnte apparatur med videre. 3.2.3 2, stk. 1, nr. 3. Ligeværdig metode eller teknik Efter denne regel kan der ydes erstatning, "hvis skaden ud fra en efterfølgende vurdering kunne være undgået ved hjælp af en anden til rådighed stående behandlingsteknik eller behandlingsmetode, som ud fra et medicinsk synspunkt ville have været lige så effektiv til behandling af patientens sygdom." Denne bestemmelse dækker skader, der set i bakspejlet kunne være undgået ved valg af en anden behandlingsteknik eller behandlingsmetode under forudsætning af, at den anden teknik eller metode faktisk stod til rådighed, at den var lige så effektiv til behandling af patientens sygdom, som den anvendte, og at skaden med overvejende sandsynlighed ville have været undgået ved valg af den anden teknik eller metode. Den anden teknik eller metodes ligeværdighed vurderes ud fra, hvilken vurdering en erfaren specialist ville have anlagt på tidspunktet for undersøgelse og valg af behandling. Selve skadens undgåelighed vurderes derimod ud fra den viden og erfaring, der foreligger på afgørelsestidspunktet og ikke på tidspunktet for iværksættelsen af behandlingen. 3.2.4 2, stk. 1, nr. 4. Komplikationer, sjældenhed, alvorlighed Efter denne regel ydes der erstatning, "hvis der som følge af undersøgelse, herunder diagnostiske indgreb, eller behandling indtræder skade i form af infektioner eller andre komplikationer, der er mere omfattende, end hvad patienten med rimelighed må tåle. Der skal herved tages hensyn dels til skadens alvor, dels til patientens sygdom og helbredstilstand i øvrigt samt til skadens sjældenhed og mulighederne for at tage risikoen for dens indtræden i betragtning". I modsætning til de forudgående tre bestemmelser omfatter denne bestemmelse visse skader, infektioner eller andre komplikationer, der er uundgåelige i den forstand, at de ikke er omfattet af de forudgående erstatningsgrundlag, men som ud fra en rimelighedsvurdering går ud over, hvad patienten må tåle. Ved vurderingen 23

Erstatningsgrundlag (patientforsikringsloven) tages der hensyn til skadens relative alvor i forhold til patientens grundsygdom og helbred i øvrigt og skadens sjældenhed, og om det var muligt at tage risikoen i betragtning. Det betyder, at komplikationer i forbindelse med behandling af meget alvorlige sygdomme som oftest ikke er omfattet, og der vil ved vurderingen af skadens relative alvor i disse tilfælde også blive taget hensyn til risikoen ved ikke at iværksætte en behandling. Et eksempel er bivirkninger i forbindelse med behandling af kræftlidelser. Disse patienter vil sjældent være berettigede til erstatning efter denne bestemmelse, da undladelse af at iværksætte behandling kan have meget alvorlige konsekvenser. Det er dog altid en konkret vurdering, hvorvidt en uundgåelig skade må tåles, og en meget alvorlig grundsygdom vil ikke automatisk afskære patienten fra erstatning. Kun komplikationer, som er påført ved behandling med videre, kan begrunde erstatning efter loven, ikke komplikationer, der må henføres til grundsygdommen eller til patienten selv. Forholdet mellem kriterierne relativ alvor og sjældenhed som erstatningsberettigende faktorer er omvendt-proportionalt, det vil sige, at jo mere alvorlig en skade er i forhold til grundsygdommen, desto mindre krav stilles der til sjældenhed, og jo mere sjælden en skade/komplikation er i forbindelse med en given behandling, desto mindre er kravet til den relative alvor. I særlige tilfælde forekommer behandlingsskader uden direkte sammenhæng med den egentlige behandlingsopgave, f.eks. skader bevirket ved lejringen under operationer. I sådanne tilfælde har nævnet ved vurderingen af, hvilke komplikationer patienten måtte tåle, lagt mindre vægt på grundsygdommens alvor. Nedenfor i afsnit 7.6. er der redegjort for Højesterets praksis i forbindelse med skader uden specifik sammenhæng med behandling af grundlidelsen. 3.3 3, stk. 1, jf. 2, stk. 1, nr. 1 og 2. Diagnosticeringsfejl eller forsinkelse Ifølge patientforsikringslovens 3, stk. 1, jf. 2, stk. 1, nr. 1 og 2, erstattes skade som følge af, at der ikke er blevet stillet en rigtig diagnose af patientens sygdom kun i de i 2, stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte tilfælde. Patientforsikringsloven dækker således også følger af mangelfuld diagnosticering, både forkert diagnose og forsinket diagnose, hvad enten følgen er en forværring af grundsygdommen eller i øvrigt en merskade. Det er dog ikke nok at konstatere, at 24

Erstatningsgrundlag (patientforsikringsloven) der er sket en fejl i forbindelse med diagnosticeringen. Fejldiagnosticeringen skal også have medført en fysisk skade, og skaden skal med overvejende sandsynlighed være forvoldt på en af de i 2, stk. 1, nr. 1, og 2, nævnte måder. Det vil sige, at diagnosticeringen på undersøgelsestidspunktet ikke har levet op til kravet om den erfarne specialists standard, og/eller diagnosticeringen skyldes fejl eller svigt i teknisk apparatur, redskaber eller andet udstyr. Endvidere skal skaden med overvejende sandsynlighed kunne tilskrives den forsinkede eller fejlagtige diagnose. 3.4 3, stk. 2. Ulykkestilfælde på offentlige sygehuse Ifølge patientforsikringslovens 3, stk. 2, ydes der erstatning ved ulykkestilfælde, der ikke er omfattet af 2, stk. 1, nr. 2, hvis skadelidte er under behandling m.v. på et sygehus, og ulykken er indtruffet inden for dettes område under sådanne omstændigheder, at sygehuset må antages at have pådraget sig erstatningsansvar herfor efter den almindelige erstatningsretlige regel (culpareglen). Bestemmelsen omfatter ikke f.eks. besøgende til indlagte patienter. Patienter i ambulant behandling/undersøgelse er omfattet, men ikke f.eks. ledsagere til disse. Raske forsøgspersoner og donorer er omfattet. Det er ikke nogen betingelse, at ulykkestilfældet sker i direkte forbindelse med foretagelse af undersøgelse eller behandling; men ulykkestilfældet skal være sket på hospitalets område. Patienter, der er hjemme på weekend, er ikke omfattet, hvis ulykkestilfældet sker hjemme. Det er endvidere en betingelse, at sygehuset har udvist culpa, d.v.s. at sygehuset er skyld i ulykkestilfældet, dog ikke nødvendigvis sådan, at der direkte kan udpeges en skyldig sundhedsperson. Der er specielt 2 situationer, hvor der bliver tilkendt erstatning, nemlig ved fejl eller forsømmelser i forbindelse med vedligeholdelse af bygninger og bygningsindretninger og forsømmelser i forbindelse med tilsyn m.v. med patienters færden under sygehusopholdet. Som eksempler kan nævnes sikring af, at patienter ikke falder ud af sengen eller i øvrigt kommer til skade under deres ophold på sygehuset. Krav til denne sikring kan følge af den almindelige erstatningsregel. Imidlertid kan også kravene til sygehusets behandling efter den erfarne specialists standard medføre erstatningsansvar for manglende tilsyn med videre, jf. 2, stk. 1, nr. 1. Da erstatningsansvar efter patientforsikringslovens 3, stk. 2, er begrænset til tilfælde, hvor ansvar må antages at foreligge allerede efter culpareglen, er betydningen af, at et skadestilfælde falder inden for loven begrænset til, at skadelidte kan søge erstatning ved anmeldelse til Patientforsikringen og til enkelte specialregler i 25

Erstatningsgrundlag (patientforsikringsloven) patientforsikringsloven, eksempelvis 5, stk. 2, om afskæring af erstatningskrav under 10.000 kr. 3.5 3, stk. 3. Skader forårsaget af lægemidler Lægemiddelskader erstattes efter patientforsikringsloven kun i 3 tilfælde : Hvis en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ville have handlet anderledes, hvorved skaden ville være undgået. Hvis skaden skyldes, at fejl eller svigt i teknisk apparatur har medført, at der er stillet en forkert diagnose af grundsygdommen, som har betydet, at en forkert medicinsk behandling blev iværksat. Hvis behandlingen kunne have været gennemført med en anden, lige så effektiv ikke-medicinsk behandlingsmetode, for eksempel kirurgisk behandling. Skyldes en skade en egenskab ved lægemidlet, kan der gives erstatning i det omfang skaden er omfattet af lov om erstatning for lægemiddelskader, jf. afsnit 9. 26

4. Erstatningsansvarsloven af 1984 For skader der indtræder efter 1. oktober 1984 og inden 1. juli 2002 finder erstatningsansvarsloven af 1984 (EAL 1984) anvendelse. For skader der indtræder efter 1. juli 2002 finder erstatningsansvarsloven af 2001 (EAL 2001) anvendelse. I dette afsnit gennemgås EAL 1984, mens de nye regler i EAL 2001 vil blive gennemgået i afsnit 5. Når det er fastslået, at en opstået skade er erstatningsberettigende efter lov om patientforsikring, skal erstatning og godtgørelse efter patientforsikringslovens 5, stk. 1, fastsættes efter reglerne i lov om erstatningsansvar (EAL). Erstatning/godtgørelse fastsættes altså efter dansk rets almindelige regler om erstatningsudmåling. Det, der erstattes, er kun følgerne af patientskaden og ikke følgerne af den grundsygdom eller skade, som førte til behandlingen på sygehuset. Det fremgår af erstatningsansvarsloven, at den, der er erstatningsansvarlig for en personskade, skal betale erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab, tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte. Hvis skaden har fået varige følger, skal der desuden betales godtgørelse for varigt mén og erstatning for erhvervsevnetab. Endelig skal der betales erstatning for tab af forsørger og for begravelsesomkostninger, såfremt der er årsagssammenhæng mellem skaden og dødsfaldet. Der kan i henhold til EAL s 12 ydes erstatning for begravelsesudgifter, og efter EAL s 12-14 kan en efterladt ægtefælle/samlever og børn få erstatning for tab af forsørger. Erstatningen til ægtefælle/samlever udgør 30 procent af den erstatning, som skadelidte ville have opnået ved fuldstændigt tab af erhvervsevnen i henhold til 5-8. Erstatning til efterladte børn udgør summen af de normalbidrag, som det kunne være pålagt skadelidte at udrede, hvis han havde været bidragspligtig. Hvis det, efter at sagen er afsluttet, viser sig, at der indtræder uforudsete ændringer i skadelidtes helbredstilstand således, at méngraden eller erhvervsevnetabsprocenten må antages at være væsentlig højere end antaget ved den tidligere afgørelse, kan sagen på skadelidtes begæring genoptages efter EAL s 11. 27

Erstatningsansvarsloven af 1984 4.1 Stationærtidspunktet Stationærtidspunktet anvendes i erstatningsretten som en skæringsdato mellem personskaders midlertidige og varige følger. Ved stationærtidspunktet forstås det tidspunkt, hvor der efter en lægelig vurdering selv med yderligere relevant behandling ikke har været udsigt til en væsentlig bedring af den skadelidtes helbredstilstand. Ved udsigt til væsentlig bedring forstås, at der inden for kortere tid kan forventes en varig ændring af helbredstilstanden, således at méngraden og/eller erhvervsevnetabet vil blive lavere. Det vil sige, at bedringen skal indtræde nogenlunde kontinuerligt i forhold til det primære behandlingsforløb. Indtræder der derfor en spontan bedring et stykke tid efter behandlingen er afsluttet, vil dette typisk ikke ændre fastsættelsen af stationærtidspunktet. 4.2 Erstatningsansvarslovens 1. Helbredelsesudgifter og andet tab Den erstatningsansvarlige er efter EAL s 1 forpligtet til at betale helbredelsesudgifter afholdt som følge af patientskaden, såsom udgifter til bandager, medicin, fodtøj m.v. Herudover erstattes forskelligt andet tab som følge af skadestilføjelsen. Hvis skadelidte har anvendt ekstern bistand, eksempelvis advokat eller revisor, under klagesagens behandling, er det den altovervejende hovedregel, at udgifter i forbindelse hermed ikke erstattes. 4.3 Erstatningsansvarslovens 2. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste Hvis der som følge af patientskaden opstår tab af arbejdsfortjeneste, erstattes dette, jf. EAL s 2. Dog foretages der fradrag for den periode, hvor skadelidte under alle omstændigheder ville være sygemeldt på grund af grundsygdommen, normalsygdomsperioden. Erstatningen beregnes i hovedtræk som differencen mellem den forventede løn eller anden arbejdsindtægt i den sygeperiode, der kan henføres til patientskaden, med fradrag af udbetalte sygedagpenge. Erstatningen ydes frem til stationærtidspunktet, hvilket vil sige det tidspunkt, hvor det må antages, at skadelidtes helbredstilstand ikke vil blive forbedret, eller til arbejdet genoptages. I en højesteretsdom, refereret i Ugeskrift for Retsvæsen for 1999, side 394, blev der 28

Erstatningsansvarsloven af 1984 fastsat erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til det tidspunkt, hvor arbejdet i det væsentlige i samme omfang som før skaden kunne genoptages. Dommen angår midlertidig arbejdsudygtighed efter stationærtidspunktet. 4.4 Erstatningsansvarslovens 3. Godtgørelse for svie og smerte I perioden fra skadens indtræden, indtil skadelidtes helbredstilstand er blevet stationær, ydes der godtgørelse for svie og smerte, jf. EAL s 3. Godtgørelsen ydes efter et takstsystem med bestemte beløb pr. sygedag, dog med mulighed for fravigelse ved større godtgørelsesbeløb. Ved beregningen af godtgørelsen skal taksten på skadestidspunktet anvendes. I 2002 var taksterne 180 kr. pr. sengeliggende sygedag og 80 kr. pr. oppegående sygedag. Ved beregning af godtgørelse for svie og smerte foretages fradrag for normalsygdomsperioden. Fra man udskrives, til tilstanden er stationær, eller til man genoptager arbejdet, betragtes man som udgangspunkt ikke som sengeliggende, og der skal ganske særlige omstændigheder til, for at denne periode kan godtgøres efter taksten for sengeliggende sygedage, uanset, om man er bundet til sengen, har fået pålagt at holde sig i ro eller lignende. Ganske særlige omstændigheder kan være, at man bliver udskrevet til pasning i hjemmet ved hjemmeplejen og er helt afhængig af andres hjælp til personlige fornødenheder. Er man derimod bundet til sengen, men selvhjulpen vedrørende toiletbesøg, vil der ikke være tale om sådanne ganske særlige omstændigheder. Såfremt den takstmæssige godtgørelse for svie og smerte overstiger den i 3, 3. pkt., fastsatte grænse (pr. 1. januar 2002 kr. 26.500) kan den del af godtgørelsen, der overstiger beløbsgrænsen, fastsættes på baggrund af en skønsmæssig vurdering. 4.5 Erstatningsansvarslovens 4. Godtgørelse for varigt mén For tiden efter stationærtidspunktet kan der ydes godtgørelse for varigt mén, når patientskaden har givet varige følger, jf. EAL s 4. Godtgørelsen ydes efter et takstsystem med et bestemt beløb pr. méngrad, idet der dog ikke ydes godtgørelse, hvis méngraden er under 5 procent. Satsen udgjorde i 2002 3.545 kr. pr. méngrad. 29

Erstatningsansvarsloven af 1984 Ved beregningen af godtgørelsen skal taksten på skadestidspunktet anvendes. Ved fastsættelsen af méngraden foretages fradrag for den del af det samlede mén, som kan henføres til grundsygdommen. 4.6 Erstatningsansvarslovens 5 7. Erstatning for tab af erhvervsevne Hvis patientskaden betyder en varig indtægtsnedgang eller forringede muligheder for at opnå beskæftigelse, kan der ydes erstatning for tab af erhvervsevne. Der er således tale om et økonomisk kriterium. I hovedtræk beregnes erstatningen i henhold til EAL s 5-7 som et kapitalbeløb beregnet som årslønnen 12 måneder før skaden ganget med 6 og ganget med erhvervsevnetabsprocenten. Erhvervsevnetabsprocenten fastsættes ud fra en sammenligning mellem den indtægt, skadelidte oppebar før skaden, og den indtægt, det med rimelighed kan forventes, at skadelidte kan opnå med skaden. Der ydes ikke erstatning, hvis erhvervsevnetabsprocenten, for så vidt angår patientskaden, skønnes at udgøre under 15 procent. I henhold til 7 fastsættes årslønnen på baggrund af skadelidtes samlede erhvervsindtægt året forud for skaden. I mange tilfælde må årslønnen dog fastsættes mere skønsmæssigt. Dette kan for eksempel være tilfældet, hvis skadelidte ikke var ansat til samme løn hele året forud for skaden på grund af jobskifte, enkeltstående arbejdsløshedsperioder eller lignende, således at den faktiske erhvervsindtægt i året forud ikke er udtryk for skadelidtes reelle indtjeningsevne. Oplysninger om skadelidtes erhvervsindtægt året forud for skaden vil typisk fremgå af årsopgørelserne fra skattevæsenet og lønsedler og fastsættes om regel på grundlag af disse oplysninger. Det er dog ikke altid, at den skattepligtige indkomst alene er udtryk for, hvad skadelidtes arbejdsindsats reel er værd. Dette gælder særligt selvstændige erhvervsdrivende. For denne gruppe vil det typisk være nødvendigt også at kende virksomhedens årsregnskaber nogle år forud for skaden for at kunne danne sig et indtryk af skadelidtes reelle indtjeningsevne. På grundlag af oplysningerne fra skattevæsenet og regnskaberne fastsættes "årslønnen" skønsmæssigt. Årslønnen som grundlag for beregning af erstatningen kunne pr. 1. januar 2002 maksimalt udgøre 620.000 kr., jf. EAL s 7, stk. 3. 30

Erstatningsansvarsloven af 1984 4.7 Erstatningsansvarslovens 8. Erstatning for tab af erhvervsevne Børn eller unge under uddannelse og hjemmearbejdende uden løn, som ikke eller kun i begrænset omfang har en erhvervsindtægt, har også mulighed for at få tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne. I disse tilfælde anvendes særlige beregningsregler til fastsættelse af erstatningen, idet denne gruppe personer ikke har en årsløn, der kan danne grundlag for beregning af erstatningen, jf. EAL s 8. Erstatningen beregnes efter en standardiseret model baseret på méngraden. Der ydes ikke erstatning, hvis méngraden er under 15 procent. Erstatningsansvarsloven skelner således mellem de normalt arbejdsaktive, jf. EAL s 5-7, og dem, der kun i begrænset omfang udnytter deres erhvervsevne til at opnå arbejdsindtægt, jf. 8. Personer, der anvender mere end 50 procent af tiden til indtægtsgivende virksomhed henhører normalt under 5-7. Der kan opstå tvivl om, hvorvidt en skadelidt er omfattet af 8 eller af 5-7, eksempelvis når børn under 18 år er erhvervsaktive og således har en årsløn, der kan danne grundlag for beregning af erhvervsevnetabet. Hjemmearbejdende uden løn er ej heller altid omfattet af EAL s 8, således eksempelvis ikke hjemmegående enlige forsørgere, der lever af bistandshjælp eller dagpenge. EAL s 8 skal anvendes, hvor skadelidte har valgt at leve af formueindtægt eller med en ægtefælles eller samlevers indtægter som grundlag for sine fornødenheder. For børn, unge under uddannelse og hjemmegående, som ikke aktuelt udnytter deres erhvervsevne, beregnes erstatningen i medfør af EAL s 8 på grundlag af méngodtgørelsen og progressivt stigende med denne. 4.8 Erstatningsansvarslovens 4, stk. 2, 9 og 13, stk. 2. Reduktion på grund af alder Baggrunden for aldersreduktion er, at det findes rimeligt at nedsætte erstatningen, når den normale restlevetid for en person af den pågældende alder er kort. Aldersreduktion finder anvendelse ved godtgørelse for varigt mén, jf. EAL 4, stk. 2, og ved erstatning for tab af erhvervsevne, jf. EAL 9, og ved erstatning for tab af forsørger til ægtefælle, jf. EAL 13, stk. 2. 31

Erstatningsansvarsloven af 1984 Det fremgår af 4, stk. 2, at godtgørelse for varigt mén nedsættes, hvis skadelidte var fyldt 60 år ved skadens indtræden. Nedsættelsen sker med 5 procent for hvert år, skadelidte var ældre end 59 år ved skadens indtræden; dog sker der ikke yderligere nedsættelse efter det fyldte 69. år. Godtgørelsen kan således maksimalt nedsættes med 50 procent. I henhold til EAL 9 skal der ske nedsættelse på grund af alder ved tilkendelse af erstatning for tab af erhvervsevne efter 5-8, tilsvarende ved erstatning for tab af forsørger til ægtefælle efter 13. Nedsættelsen sker, hvis skadelidte ved skadens indtræden var fyldt 56 år, og erstatningen nedsættes med 8½ procent for hvert år, skadelidte var ældre end 55 år ved skadens indtræden, hvorfor der ikke ydes erstatning efter det fyldte 67. år. Reglen er et udtryk for, at der kun ydes erstatning for den periode, hvor skadelidte normalt ville have været erhvervsaktiv. Hvis det må antages, at skadelidte, såfremt skaden ikke var sket, ville have været erhvervsaktiv også efter det fyldte 67. år, kan reglen dog fraviges. Som udgangspunkt vil en eventuel erstatning udgøre 8 ½ procent af den beregnede erhvervsevnetabserstatning for hvert år, den pågældende ville have været erhvervsaktiv ud over det 67. år. Forsørgertabserstatning til en ægtefælle reduceres efter tilsvarende regler, jf. henvisningen i EAL 13, stk. 2. Princippet i 9 anvendes også ved reduktion af kapitaliserede erstatninger efter EAL 1. Det vil sige i situationer, hvor en skadelidt, efter at tilstanden er blevet stationær, kan dokumentere et varigt behov for eksempelvis medicin, fodtøj eller øvrige helbredelsesudgifter. Erstatningen herfor vil generelt blive fastsat ud fra det dokumenterede årlige varige forbrug ganget med kapitaliseringsfaktor 10. Hvis skadelidte henset til alder eller helbredstilstand i øvrigt imidlertid må forventes at ville leve i kortere tid, vil den kapitaliserede erstatning skulle reduceres, hvilket sker i overensstemmelse med princippet i EAL (2001) 4, stk. 2. 32

5. Erstatningsansvarsloven af 2001 Ved lov nr. 228 af 23. maj 1984 om erstatningsansvar (EAL 1984), der trådte i kraft den 1. oktober 1984, blev der gennemført en samlet lovregulering af en række erstatningsretlige spørgsmål, som hidtil kun i begrænset omfang havde været lovreguleret. Ved lov nr. 463 af 7. juni 2001 (EAL 2001) er der gennemført nogle væsentlige ændringer i loven. De nye regler finder anvendelse på skader, der er indtruffet efter den nye lovs ikrafttræden den 1. juli 2002. 1. Lovændringen medfører en generel forhøjelse af erstatningsniveauet. Udover forhøjelsen af erstatningsniveauet indeholder lovændringen andre forbedringer af retsstillingen for de skadelidte på følgende hovedpunkter; 2. Forlængelse af den periode, hvor skadelidte kan få erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. 3. Beregning af erhvervsevnetabserstatning på grundlag af den medicinske méngrad, hvor skadelidte ikke har erhvervsindtægt, begrænses til kun at gælde børn under 15 år. 4. Kapitaliseringsfaktoren, som bl.a. anvendes ved beregning af erhvervsevnetabserstatning, forhøjes fra 6 til 10, og reglerne om nedsættelse af erstatningen på grund af skadelidtes alder ændres, således at nedsættelsen sker mere jævnt og slutter på et højere niveau. 5. Ved skadelidtes død tilkommer der skadelidtes efterlevende ægtefælle eller samlever m.fl. et overgangsbeløb. 6. Adgangen til at få genoptaget en erstatningssag på grund af væsentligt ændrede forhold udvides. 33

Erstatningsansvarsloven af 2001 Ad 1. Forhøjelse af erstatningsniveauet. Taksterne ved beregning af godtgørelse og erstatning er generelt forhøjet. Som hidtil reguleres takterne hvert år pr. 1. januar. Svie og smerte EAL 3 Pr. 1. januar 2002 (iht. EAL 1984) 180 kr. dagligt for sengeliggende sygedage, og 80 kr. dagligt for ikke-sengeliggende sygedage. Pr. 1. januar 2003 (iht. EAL 2001) 140 kr. dagligt for både sengeliggende og ikkesengeliggende sygedage. Den beregnede takstmæssige Den beregnede takstmæssige godtgørelse udgør max. 26.500 kr. godtgørelse udgør max. 53.500 kr. Varigt mén EAL 4 Den takstmæssige godtgørelse pr. méngrad udgør 3.545 kr. Den takstmæssige godtgørelse pr. méngrad udgør 6.115 kr. Erhvervsevnetab EAL 5-7 og 9 Godtgørelsen nedsættes med 5 % for hvert år, skadelidte var ældre end 59 år ved skadens indtræden. Godtgørelsen nedsættes dog ikke yderligere efter det fyldte 69. år. Ved beregning af erstatningen kan skadelidtes årsløn højst udgøre 620.000 kr. Godtgørelsen nedsættes med 1 % for hvert år, skadelidte var ældre end 39 år ved skadens indtræden. Var skadelidte fyldt 60 år, nedsættes godtgørelsen med yderligere 1 % for hvert år, skadelidte var ældre end 59 år. Godtgørelsen nedsættes dog ikke yderligere efter det fyldte 69. år. Intet maksimumbeløb for skadelidtes årsløn ved beregning af erstatningen. Ved beregningen anvendtes kapitaliseringsfaktor 6. Erstatningen kan dog højst udgøre 3.720.000 kr. Erstatningen nedsættes med 8½ % for hvert år, skadelidte var ældre end 55 år, da skaden indtrådte. Ved beregningen anvendes kapitaliseringsfaktor 10. Erstatningen kan dog højst udgøre 6.417.500 kr. Erstatningen nedsættes med 1 % for hvert år, skadelidte var ældre end 29 år, da skaden indtrådte. Var skadelidte fyldt 55 år, nedsættes godtgørelsen med yderligere 2 % for hvert år, skadelidte var ældre end 54 år. Erstatningen nedsættes dog ikke yderligere efter det fyldte 69. år. 34