Årsberetning Patientskadeankenævnet

Transkript

1 Årsberetning 1999 Patientskadeankenævnet

2 2 Indholdsfortegnelse Indledning Kapitel 1. Patientskadeankenævnets hovedformål og opgaver 1.1. Lovgrundlag 1.2. Organisation Nævnets sammensætning Sekretariatet 1.3. Sagernes behandling Sagernes forberedelse Nævnsbehandlingen Resultatet af nævnsbehandlingen side Kapitel 2. Statistik 2.1. Modtagne, afsluttede og verserende sager 2.2. Oversigt over den gennemsnitlige sagsbehandlingstid 2.3. Oversigt over nævnets virksomhed 2.4. Sager anket til landsretten Kapitel 3. Erstatningsgrundlag og afgørelser herom 3.1. Erstatningsgrundlag 3.2. Eksempler på afgørelser , stk. 1, Dækningsområdet , stk. 1, Ansvarsgrundlag, grundbetingelser, bevisbedømmelse , stk. 1, nr. 1. Specialistreglen , stk. 1, nr. 2. Teknisk apparatur, redskaber eller udstyr , stk. 1, nr. 3 Ligeværdig metode eller teknik , stk. 1, nr. 4. Komplikationer, sjældenhed, alvorlighed , stk. 1, jf. 2, stk. 1, nr. 1 og 2. Diagnosticeringsfejl/forsinkelse

3 , stk. 2. Ulykkestilfælde på offentlige sygehuse, culpa Kapitel 4. Erstatningens størrelse og afgørelser herom 4.1. Erstatningsansvarsloven Reduktion i erstatningen Reduktion på grund af alder Reduktion på grund af mellemkommende død Særligt om erhvervsevnetab Personkredsen Årsløn Særligt om "andet tab" Ekstern bistand 4.2. Eksempler på afgørelser Stationærtidspunkt EAL s 1. Helbredelsesudgifter og andet tab EAL`s 2. Tabt arbejdsfortjeneste EAL`s 3. Svie og smerte EAL`s 4 og 5. Henholdsvis varigt mén og erhvervsevnetab Kapitel 5. Regnskab og budget 5.1. Regnskab 5.2. Budget 2000 Bilag. Bilag 1: Bekendtgørelse af lov om patientforsikring nr. 228 af 24. marts 1997 Bilag 2: Bekendtgørelse om forretningsorden for Patientskadeankenævnet, nr. 571 af 2. juli 1993 Bilag 3: Bekendtgørelse om forretningsorden for Patientskadeankenævnet, nr. 133 af 9. marts 1999

4 4 Bilag 4: Meddelelse af 2. december 1997 fra Sundhedsministeriet vedrørende formands- og næst formandsafgørelser. Bilag 5: Bekendtgørelse nr. 397 af 2. juni 1999 af lov om erstatning til patienter opereret med Bo neloc-cement før 1. juli Bilag 6: Bekendtgørelse af lov om ændring af lov om patientforsikring nr. 395 af 2. juni Bilag 7: Oversigt over sager indbragt for landsretten siden 1994.

5 5 Indledning Lov om patientforsikring trådte i kraft den 1. juli Samtidig blev Patientskadeankenævnet oprettet. I henhold til nævnets forretningsorden påhviler det nævnet at afgive en årlig redegørelse om sin virksomhed til sundhedsministeren. Den første årsberetning omfattede imidlertid hele perioden 1. juli 1992 til 31. december 1994, idet sagsantallet oprindelig var utilstrækkeligt til en årlig redegørelse. For årene 1995 og 1996 og årene 1997 og 1998 blev årsberetning afgivet under ét på grund af utilstrækkelige personaleressourcer i nævnet. Nævnet har med årsberetningen tilstræbt at give en kortfattet illustration af den praksis, der har dannet sig om patientforsikringslovens regler med de gengivne afgørelser angående centrale regler på området omfattende erstatningsfastsættelsen, der er reguleret af erstatningsansvarsloven. Samtidig rummer årsberetningen en orientering om udviklingen i nævnets sammensætning og personaleforhold, sagsstatistik og økonomi. Det er nævnets håb og forventning, at der med den væsentlige udvidelse af nævnet og dets sekretariat, som er beskrevet nedenfor, er tilvejebragt sådanne ressourcer, at det vil være muligt i løbet af de kommende år såvel at ekspedere den sagspukkel, der tidligere er oparbejdet, som at nedbringe sagsbehandlingstiden til et acceptabelt niveau. Arne Ljungström

6 6 Kapitel 1 Patientskadeankenævnets hovedformål og opgaver Lovgrundlag Patientskadeankenævnet er oprettet ved lov nr. 367 af 6. juni 1991 om patientforsikring. Loven trådte i kraft den 1. juli 1992 og er ændret i Lovændringen betød, at den minimumserstatning, der kan tilkendes af Patientforsikringsforeningen, efter den 1. januar 1997 fastsattes til kr. mod tidligere kr., samt at der skabtes hjemmel til at nedsætte flere sideordnede nævnsafdelinger i Patientskadeankenævnet, jf. Sundhedsministeriets lovbekendtgørelse nr. 228 af 24. marts 1997 (bilag 1). Den 4. juni 1999 trådte en ny bestemmelse i patientforsikringslovens 1, stk. 4, i kraft, hvorefter behandling på alle private sygehuse her i landet og sygehuse i udlandet, som amterne benytter som led i løsningen af sine sygehusopgaver efter reglerne i sygehusloven, er omfattet af patientforsikringsloven. Ifølge sygehusloven skal patienter tilbydes behandling af livstruende sygdomme inden for en nærmere fastsat maksimal ventetid. Kan behandlingen m.v. ikke tilbydes i offentligt regi, skal amterne henvise patienterne til vederlagsfri behandling på private sygehuse her i landet eller i udlandet. I medfør af 14, stk. 4, i lovbekendtgørelse nr. 849 af 14. oktober 1992, og i medfør af 14, stk. 7, i lovbekendtgørelse nr. 228 af 24. marts 1997, har Sundhedsministeriet henholdsvis ved bekendtgørelse nr. 571 af 2. juli 1993 og bekendtgørelse nr. 133 af 9. marts 1999 fastsat forretningsorden for Patientskadeankenævnet (bilag 2 og 3). For patienter, som her i landet påføres fysisk skade i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende på offentlige sygehuse og sygehuse, det offentlige har driftsoverenskomst med, indførtes med loven en betydelig forbedring af patienters mulighed for at opnå erstatning. Indtil dette tidspunkt blev patienters adgang til at opnå erstatning reguleret efter den almindelige erstatningsretlige regel, den såkaldte culparegel, det vil sige, at patienten skulle bevise, at skaden var forvoldt forsætligt eller uagtsomt ved uacceptabel adfærd.

7 7 Med patientforsikringsloven blev ikke kun adgangen til at opnå erstatning mere lempelig. Ordningen blev også organiseret som en forsikringsordning. De erstatningspligtige, de driftsansvarlige sygehusmyndigheder, er med undtagelse af staten, kommunerne og Hovedstadens Sygehusfællesskab pligtige at være dækket af en forsikring i et forsikringsselskab. Ringkøbing, Vestsjælland, Århus og Viborgs amtskommuner har valgt at være selvforsikrede. De forsikringsgivende selskaber danner i fællesskab en forening, Patientforsikringsforeningen (i det følgende Patientforsikringen), som træffer afgørelse i de enkelte erstatningssager i 1. instans. Patientforsikringen skal efter lovens 13, stk.1, oplyse og behandle sagerne uden omkostninger for patienterne. Ejeren af det ansvarlige sygehus og dettes forsikringsselskab er således uden indflydelse på, om der skal betales erstatning, og på erstatningens størrelse. Hovedformålet med ordningen er at sikre patienterne en lettere, hurtigere og billigere adgang til erstatning, når der er blevet påført dem en fysisk skade ved behandling, undersøgelse eller lignende på et offentligt sygehus end efter den almindelige erstatningsret. Patientforsikringens afgørelser i erstatningssager kan indbringes for et af sundhedsministeren nedsat patientskadeankenævn, som har den endelige administrative afgørelse. Patientskadeankenævnets afgørelser kan indbringes for Østre eller Vestre Landsret efter sagsøgers bopæl, jf. retsplejelovens 240, stk Organisation Nævnets sammensætning Patientskadeankenævnet er nedsat af sundhedsministeren i medfør af 14 i patientforsikringsloven. Ankenævnet bestod oprindelig af en formand og otte andre beskikkede medlemmer, jf. 14, stk. 2 og 3, men er i 1997 og 1998 udvidet med to yderligere afdelinger. I henhold til 14, stk. 3, skal nævnet ved afgørelsen af den enkelte sag sammensættes af - formand eller næstformand udpeget af sundhedsministeren - 1 medlem udpeget af sundhedsministeren - 2 læger udpeget af Sundhedsstyrelsen - 2 medlemmer udpeget af Amtsrådsforeningen og Hovedstadens Sygehusfællesskab - 2 medlemmer udpeget af De Samvirkende Invalideorganisationer

8 8-1 medlem udpeget af Forbrugerrådet. Medlemmerne udpeges for 4 år. Nævnet kan organisere sit arbejde i flere afdelinger. Nævnsafdelingerne er beslutningsdygtige, når mindst et medlem fra hver af de nævnte persongrupper er til stede. Primo 1999 bestod nævnet af tre afdelinger. I februar 1999 blev der indgået en kontraktstyringsaftale mellem Sundhedsministeriet og ledelsen for Patientskadeankenævnets sekretariat for perioden 1999 til Indholdet af aftalen er nærmere omtalt i Patientskadeankenævnet årsberetning for 1997 og I forbindelse med indgåelsen af kontraktstyringsaftalen blev det besluttet at udvide nævnet med endnu en afdeling. Den fjerde afdeling påbegyndte sin virksomhed i september Nævnets sammensætning : 1. Formand og næstformand udpeget af sundhedsministeren : Dommer Arne Ljungström (formand) Adm. dommer Bjarne Pedersen (næstformand) Dommer Lis Hævdholm (næstformand) Dommer Karen Foldager (næstformand) * Landsdommer Jan Uffe Rasmussen (næstformand) * 2. Udpeget af sundhedsministeren: Stadsdirektør Viggo Ramm Kommunaldirektør Lisbeth Lemmich Advokat Ditlev Wad Advokat Karsten Høj * Suppleanter: Planlægningschef Marianne Johansen Kontorchef Morten Engberg Advokat Joan Colding Advokat Axel Grove *

9 9 3. Udpeget af Sundhedsstyrelsen: Overlæge Helle Ørding Overlæge Svend Schulze Overlæge Niels Stephensen Overlæge Wiggo Fischer-Rasmussen Overlæge Peter Matzen ( til august 1999) Overlæge Kaare Schmidt Overlæge Hans Colstrup ( fra august 1999) Professor Bjarne Lund * Overlæge Mark Krasnik * Suppleanter: Overlæge Bente Danneskiold-Samsøe Overlæge Olaf Bonnevie Overlæge Flemming Winther Bach Overlæge Jens Benn Sørensen * 4. Udpeget af Amtsrådsforeningen og Hovedstadens Sygehusfællesskab: Vicekontorchef Anni Olesen Kontorchef Lars Oppenhagen Fuldmægtig Laila Dahl Direktør Ole Rosbo Fuldmægtig Frits Ripperger Fuldmægttig Bjarne Aabye Kontorchef Inge Hune * Fuldmægtig Hanne Thouber * Suppleanter: Kontorchef Claus Mørch Petersen Sekretariatsleder Claus E. Hansen Fuldmægtig Steen Jørgensen

10 10 Kontorchef Birte Fabricius * 5. Udpeget af De samvirkende Invalideorganisationer: Jørgen Lenger Gudrun Mørup Stig Thomasen (til november 1999) Ulla Gehl Charlotte Lauritsen Per Tretow-Loof (fra november 1999) Peer Dahl Junker Freddy Nielsen * Anette Thomsen * Suppleant: Stig Hedegaard Kristensen (fra november 1999) Jette Juul Jensen (til november 1999) Hanne Bendixen (fra november 1999) Hanne Svane * 6. Udpeget af Forbrugerrådet: Kirsten Nielsen Bitten Weberg Bent Olufsen Else Mintz * Suppleant: Mette Reissmann Lisbeth Baadstrup Anette Espersen Mia Helene Nilsson * * Udpeget fra juni 1999

11 Sekretariatet Ifølge forretningsordenens 14 stiller Sundhedsministeriet den fornødne sekretariatsbistand til rådighed for nævnet. Patientskadeankenævnets sekretariats personalenormering udgjorde i sekretariatschef i lønramme 37, 8 AC-årsværk, 5 HK-årsværk og 18 speciallægekonsulenter (deltid). Speciallægekonsulenterne repræsenterer følgende specialer: Ortopædkirurgi, neurokirurgi, mave-tarmkirurgi, tand-, mund- og kæbekirurgi, neuromedicin, øre-, næse- og halssygdomme, øjensygdomme, hæmatologi, gynækologi og obstetrik, kirurgi, karkirurgi, thoraxkirurgi, urologi, psykiatri samt intern medicin, herunder bl.a. onkologi. Yderligere speciallægekonsulenter anvendes, hvor der er behov for en ekspertise, som de ovennævnte konsulenter ikke dækker fuldt ud. Nævn og sekretariat har i 1999 haft til huse i Holbergsgade 14, 4., 1057 København K. Fra marts 2000 flytter nævn og sekretariat til Vimmelskaftet 43, 2., 1161 København K. 1.3 Sagernes behandling I medfør af 14, stk. 4, i lov om patientforsikring har Sundhedsministeriet oprindelig fastsat forretningsordenen for Patientskadeankenævnet ved bekendtgørelse nr. 571 af 2. juli 1993 (bilag 2). Ved bekendtgørelse nr. 133 af 9. marts 1999 har Sundhedsministeriet i medfør af 14, stk. 7, fastsat en ny forretningsorden for Patientskadeankenævnet (bilag 3) Sagernes forberedelse Når nævnets sekretariat modtager en klage over en afgørelse truffet af Patientforsikringen påses, at klagen kommer fra en klageberettiget (skadelidte, vedkommende forsikringsselskab, selvforsikrede driftsansvarlige myndighed eller anden med en retlig interesse i sagen) og inden for den i loven fastsatte frist på 3 måneder efter, at klageren har fået meddelelse om Patientforsikringens afgørelse, jf. 15 i lov om patientforsikring. Klagen sendes herefter til Patientforsikringen med anmodning om en udtalelse og tilsendelse af sagens akter.

12 12 Når Patientforsikringens udtalelse foreligger, sendes denne til høring hos parterne, (patient, driftsansvarlig sygehusmyndighed og vedkommende forsikringsselskab/selvforsikrende amtskommune samt Hovedstadens Sygehusfællesskab). Herefter er sagen typisk klar til sekretariatets forberedelse, hvorpå den forelægges nævnet til afgørelse Nævnsbehandlingen Nævnsbehandlingen af en sag indledes med, at formanden/næstformanden forelægger sagen, hvorefter en almen drøftelse og votering finder sted. En repræsentant fra Patientforsikringen kan deltage i nævnets behandling af sagerne uden stemmeret, jf. 14, stk. 5, i lov om patientforsikring. Patientforsikringen har benyttet sig af denne ret siden medio Nævnets møder er lukkede. Hvis sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst, udsættes den. Dette er sket i 11 procent af de sager, som har været på dagsordenen. Udsættelse kan bl.a. skyldes behov for yderligere lægelige oplysninger, yderligere faktiske oplysninger vedrørende erstatningsberegningen, eller at sagen ønskes forelagt Arbejdsskadestyrelsen til vurdering af spørgsmålet om méngrad og/eller erhvervsevnetab samt stationærtidspunkt. Nævnets afgørelser træffes ved stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens/næstformandens stemme afgørende. Hvor en afgørelse ikke kan træffes ved enstemmighed, kan medlemmerne forlange, at deres særstandpunkter anføres i beslutningsprotokollen. Nævnets afgørelse kan have følgende indhold: 1) at nævnet tiltræder, ændrer eller ophæver Patientforsikringens afgørelse, 2) at nævnet hjemviser sagen til fornyet afgørelse i Patientforsikringen, 3) at nævnet tager stilling til klager over aktindsigtsspørgsmål vedrørende sagen, som behandles i Patientforsikringen. Nævnets afgørelse meddeles skadelidte, Patientforsikringen og den driftsansvarlige myndighed Resultatet af nævnsbehandlingen.

13 13 Klager over Patientforsikringens afgørelser kan ske ved en generel eller specifik klage, og der er ikke knyttet formkrav til klagens udformning. Ved en specifik klage bedømmer nævnet som udgangspunkt kun netop det punkt i afgørelsen, der er klaget over; men det kan dog ikke udelukkes, at nævnet (qva officialmaximen) vil bedømme andre punkter end det påklagede, og nævnet anser sig ikke begrænset af parternes påstande. Ved en generel klage vil nævnet foretage en samlet bedømmelse af den påklagede afgørelse. Nævnet kan ændre afgørelsen både til gunst og ugunst for klageren, det vil sige, at der kan blive tale om såvel en forhøjelse som en nedsættelse af den erstatning, Patientforsikringen har fastsat.

14 14 Kapitel 2 2. Statistik 2.1 Modtagne, afsluttede og verserende sager Udviklingen i antal modtagne sager i Patientskadeankenævnet har gennem årene stort set fulgt den tilsvarende udvikling i antal modtagne sager i Patientforsikringen. Tabel 1 Udvikling i antal modtagne sager Antal modtagne sager Ændring i % Andel af patientforsikringssager i % , , , , , , ,1 Tabel 1 viser en begrænset nedgang i 1999 i antallet af modtagne klager over Patientforsikringens afgørelser i 1999 set i forhold til Set i forhold til det samlede antal afgørelser truffet af Patientforsikringen i 1999, er den andel, der påklages, stort set uændret i forhold til Tabel 2 Udvikling i antal modtagne sager, antal afsluttede sager og antal verserende sager Antal modtagne sager Antal afsluttede sager Antal verserende sager ultimo året

15 15 Tabel 2 viser en stigning i antallet af afsluttede sager i 1999 på 340 sager set i forhold til 1998, svarende til en stigning på 61%. Antallet af afsluttede sager i 1999 oversteg antallet af modtagne sager med 107 sager. Samtidig er antallet af verserende sager ultimo 1999 tilsvarende nedbragt. Stigningen i antallet af afsluttede sager skyldes blandt andet det forhold, at Patientskadeankenævnet i september 1999 blev udvidet med yderligere en nævnsafdeling. 2.2 Oversigt over den gennemsnitlige sagsbehandlingstid Tabel 3 Udvikling i den gennemsnitlige sagsbehandlingstid siden Gennemsnitlig sagsbehandlingstid antal måneder Tabel 3 viser, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i 1999 er nedbragt til 17 måneder. Det skyldes dels, at nævnet i 1998 fik tilført øgede ressourcer i form af yderligere 2 juridiske sagsbehandlere, dels at nævnet fra september 1999 blev udvidet med yderligere en nævnsafdeling. Det er i Patientskadeankenævnets kontraktstyringsaftale et resultatmål, at nævnets gennemsnitlige sagsbehandlingstid ultimo 2002 er nedbragt til 6 måneder for ukomplicerede sager og 6-12 måneder for komplicerede sager. 2.3 Oversigt over nævnets virksomhed Tabel 4 Antal møder Afviste sager Udsatte sager Tiltrådte Afgørelser Ændrede afgørelser I alt behandlede sager Hjemvist Ansvar Erstatning

16 16 Tabel 4 viser, at Patientskadeankenævnet i 1999 ændrede i alt 135 afgørelser truffet af Patientforsikringen, hvilket svarer til ca. 16,2% af de af Patientskadeankenævnet afgjorte sager. Den samlede procentvise andel ændringer af Patientforsikringens afgørelser er stort set uændret i forhold til 1997 og Tabellen viser imidlertid, at Patientskadeankenævnets ændringer i 1999 overvejende er sket som følge af ansvar, dvs. at nævnet ved afgørelsen har anlagt en anden vurdering af ansvarsgrundlaget end Patientforsikringen. Ændring på grund af erstatning betyder, at nævnet har ændret en eller flere poster i Patientforsikringens erstatningsberegning, eventuelt på grund af nye oplysninger efter afgørelsen. Udsatte sager er sager, som nævnet har udsat til behandling på et senere møde. Det skyldes blandt andet, at nævnet har fundet anledning til at indhente yderligere lægelige oplysninger, supplerende lægefaglig vurdering eller yderligere oplysninger af særligt økonomisk art til brug for erstatningsfastsættelsen. Tabellen viser en nedgang i 1999 i den procentvise andel af de udsatte sager. I 1997 udsattes 15% af de af Patientskadeankenævnet behandlede sager, i % og i %. Faldet i antal udsatte sager kan tilskrives en mere grundig forberedelse af sagerne i nævnets sekretariat. Stigningen i antallet af møder skyldes, at der primo 1997 var én nævnsafdeling, fra maj 1997 to nævnsafdelinger og fra august 1998 tre nævnsafdelinger. Fra september 1999 blev Patientskadeankenævnet som nævnt udvidet med en fjerde nævnsafdeling. Hver nævnsafdeling holder et møde hver måned, undtagen juli måned. På hvert møde er ca. 27 sager på dagsordenen, incl. genbehandlingssager. Herudover er der i 1999 truffet 67 formandsafgørelser. I bilag 4 er beskrevet, inden for hvilke områder formanden (eller en næstformand) kan træffe afgørelse på nævnets vegne. 2.5 Sager indbragt for landsretten Ifølge patientforsikringslovens 16 kan Patientskadeankenævnets afgørelser indbringes for landsretten, der kan stadfæste, ophæve eller ændre Patientskadeankenævnets afgørelse. I disse sager er

17 17 Patientskadeankenævnet sagsøgt/medsagsøgt, og de føres for nævnet af kammeradvokaten og forberedes i et samarbejde mellem kammeradvokaten og Patientskadeankenævnets sekretariat. Bilag 7 indeholder en oversigt over samtlige sager indbragt for landsretten siden Siden 1994 og indtil udgangen af 1999 er 117 af Patientskadeankenævnets afgørelser indbragt for landsretten. Ca. 2/3 af de 117 afgørelser er indbragt med påstand om anerkendelse af et erstatningsgrundlag, d.v.s. med påstand om, at patienten er blevet påført en fysisk skade under de af patientforsikringsloven omfattede omstændigheder og derfor har krav på erstatning. Ved årsskiftet 1999 verserede der 47 sager ved landsretten. Ved årsskiftet 2000 verserede 85 sager ved landsretten og 2 ved højesteret. Der er i alt afsagt dom i 10 sager og 12 sager er blevet hævet. Af de 60 sager, som blev indbragt for landsretten i 1999, er ca. ½-delen indbragt med påstand om anerkendelse af et erstatningsgrundlag. De øvrige sager vedrører således fastsættelse af erstatningens størrelse - fortrinsvis fastsættelse af méngrad og erhvervsevnetab. Patientskadeankenævnet påtænker fra efteråret 2000 på nævnets hjemmeside i anonymiseret form at offentliggøre de domme, der bliver afsagt. Resume af udvalgte afgjorte landssretsager. ØL afsagt den 13. august 1998 (j. nr. 39/94): Lejringsskade påført i forbindelse med en tarmoperation. En midaldrende mand blev opereret for kræft i endetarmen, og i efterforløbet udviklede der sig lækage svarende til sammensyningen af tarmen, hvorfor der måtte foretages re-operation med fremlægning af tyktarmen til huden. De følgende tre-fire dage blev patienten respiratorbehandlet på en intensiv afdeling. Lidt over en uge senere blev det bemærket, at patienten havde nedsat kraft i venstre arm, og ved neurofysiologisk undersøgelse blev der fundet tegn på påvirkning af dels venstre ulnarisnerve, hvilket kunne være udløst gennem tryk i forbindelse med lejringen under eller efter

18 18 operationen, dels en påvirkning af venstre accesusnerve med deraf følgende lammelse af trapeziusmusklen. Det kunne ikke afgøres, om der var tale om en tryklæsion eller en spontant opstået nervebetændelse. Patientforsikringen fandt, at den primære behandling på sygehuset var udført efter almindelige anerkendte retningslinjer og var i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring var det optimale i den givne situation, jf. lov om patientforsikring 2, stk. 1, nr. 1. Ved vurderingen af skadens alvor i forhold til patientens grundsygdom lagde Patientforsikringen vægt på, at han led af en livstruende sygdom, som krævede et alvorligt kompliceret operativt indgreb, og at han efter operationen måtte ligge i respirator i 3-4 dage på en intensiv afdeling. På denne baggrund var det Patientforsikringens vurdering, at lammelsen af patientens venstre arm ikke var tilstrækkelig alvorlig til at opfylde betingelserne i lovens 2, stk. 1, nr. 4. Patientskadeankenævnet fandt ved sin afgørelse, at læsionen af patientens venstre ulnarisnerve og hans venstre accessoriusnerve med overvejende sandsynlighed blev forvoldt ved lejringen under eller efter operationen for tyktarmskræft. Nævnet fandt videre, at nævnte skade var mere omfattende, end hvad patienten med rimelighed måtte tåle, idet der herved blev henset til skadernes alvorlige karakter og sjældne forekomst samt til, at de ikke havde forbindelse med patientens grundsygdom. Betingelserne for at anse skaden for erstatningsberettiget efter lov om patientforsikring 2, stk. 1, nr. 4, var herefter opfyldt. Sagen blev herefter af forsikringsselskabet indbragt for landsretten: Sagsøger nedlagde påstand om, at nævnets afgørelse skulle ændres således, at patienten ikke kunne anses for at være påført en patientskade. Landsretten fandt ved sin afgørelse, at det måtte lægges til grund, at den påførte nerveskade opstod under operationen eller i forløbet af denne, mens patienten var lejret under narkosen eller respiratorbehandlingen. Retslægerådet havde til sagen udtalt, at det endvidere måtte lægges til grund, at skaden på den ene nerve, nervus accessorius, mest sandsynligt var følger af en akut skulderneuritis, spontant opstået af ukendt årsag, mens den anden del af nerveskaden, på nervus ulnaris, kunne skyldes uheldig lejring af venstre arm.

19 19 Ved vurderingen af, hvilke skader og komplikationer der ikke er mere omfattende, end hvad en patient med rimelighed må tåle, fandt landsretten, at der i det foreliggende tilfælde ikke var anden forbindelse mellem skaden på nervus ulnaris og den tarmoperationen, som patienten fik foretaget, end at denne operation, som de fleste andre blev foretaget i fuld narkose og aktuelt nødvendiggjorde brug af respirator i 4 døgn. Da denne behandling også finder anvendelse ved ikke direkte livstruende lidelser, var grundlidelsens farlighed set i forhold til en lejringsskade ikke relevant. Landsretten fandt imidlertid, at skaden på nervus ulnaris var en sjældent forekommende, men kendt komplikation, som hospitalspersonalet har gode muligheder for at forebygge og tage i betragtning ved lejring af helt eller delvise bevidstløse patienter. Betingelserne for at yde erstatning i henhold til lov om patientforsikring 2, stk. 1, nr. 4, for så vidt angik skaden på nervus ulnaris, fandtes herefter at være opfyldt. Patientskadeankenævnets afgørelse kunne således stadfæstes. Sagen er anket til Højesteret. Vestre Landsrets dom af 19. oktober 1999 (j. nr. 34/95): En kvinde blev den 8. december 1993 indlagt på et sygehus af egen læge under diagnosen allergisk reaktion, betændelse i flere led, forhøjet blodtryk og kronisk nyrelidelse. Det var oplyst, at hun ikke kunne tåle NSAID- præparater. Hun var indlagt frem til 14. december. Under indlæggelsen blev der konstateret påvirket nyrefunktion med forhøjet S-kreatin, hvilket blev fortolket som urinsyregigt, og der var ved udskrivelsen medgivet hende tabl. Apurin 100 mg x 2. Den 31. december 1993 blev hun på ny indlagt akut med universelt udslæt. Da tilstanden blev forværret, seponerede man den 2. januar 1994 medicineringen med Capoten og Apurin. Det blev ved tilsyn konstateret at hun havde en hudsygdom, og hun blev overflyttet til et andet sygehus. I forbindelse med udskrivelsen blev det noteret, at hudsygdommen muligvis var udløst af behandlingen med Apurin. Af brev af 7. marts 1994 fra det andet sygehus fremgik, at man vurderede, at hudsygdommen var udløst af behandlingen med Apurin. Patientforsikringen fandt, at der ikke var ansvarsgrundlag i medfør af 2, stk. 1, nr. 1, idet behandlingen med Apurin var iværksat på god indikation og i relevant dosering. Patientforsikringen vurderede herefter, at behandlingen med Apurin var den udløsende faktor, og fandt derfor, at der var tale om bivirkninger til medicin, som der ikke kunne ydes erstatning for efter 3, stk. 3.

20 20 Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse, idet man fandt, at der var tale om bivirkninger til Apurinbehandlingen, jf. 3, stk. 3. Vestre Landsret fandt, at diagnosen arthritis urica var korrekt. Uanset, at diagnosen ifølge Retslægerådets udtalelse kun med sikkerhed kunne stilles ved undersøgelse af ledvæsken med henblik på påvisning af urinsyrekrystaller, var det ikke en fejl, at man ikke havde foretaget denne undersøgelse, før diagnosen blev stillet. Da diagnosen var korrekt, og da Apurin er korrekt behandling ved denne diagnose, var det ikke en fejl, at der blev iværksat behandling med Apurin. Der var mellem parterne enighed om, at Apurin var udløsende faktor for hudsygdommen. Anvendelse af et lægemiddel i stedet for et andet kan ikke anses for ligeværdig behandlingsmetode eller -teknik, og landsretten fandt derfor, at der ikke var ansvarsgrundlag i patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 3. Patientskadeankenævnets afgørelse blev stadfæstet. Østre Landsrets dom af 13. december 1999 (j. nr. 140/95): En mand blev den 21. oktober 1992 opereret for forsnævring af rygmarvskanalen. Postoperativt konstateredes infektion i såret og senere discitis, og der fulgte et langvarigt og kompliceret forløb medførende flere operationer. Han havde i en årrække været indehaver af en trykkerivirksomhed, som han havde anmodet Erhvervs- og selskabsstyrelsen om den 2. august 1990 at opløse efter anpartsselskabslovens 86 og 87. Han blev tilmeldt arbejdsformidlingen den 2. oktober 1991 og modtog fra den 8. december 1991 arbejdsløshedsdagpenge, indtil han den 20. oktober 1992 blev sygemeldt og samme dag fremsatte begæring om førtidspension. Der blev fra den 1. november1993 tilkendt ham højeste førtidspension. Patientforsikringen fandt, at der var påført ham en efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, erstatningsberettigende skade, idet den indtrådte komplikation, discitis, var mere omfattende, end hvad han måtte tåle. Patientforsikringen fastsatte erhvervsevnetabsprocenten til 35, og årslønnen blev skønsmæssigt fastsat til kr. på baggrund af regnskaber for virksomheden og årsopgørelser fra skattevæsenet. Erstatning for tab af erhvervsevne udgjorde derfor kr.

21 21 Patientskadeankenævnet forelagde sagen for Arbejdsskadestyrelsen, som vurderede erhvervsevnetabet til 35 %, idet der blev lagt vægt på, at skadens art og omfang havde reduceret skadelidtes erhvervsevne med ca. 1/3. Arbejdsskadestyrelsen anførte vedrørende det forhold, at der var tilkendt skadelidte førtidspension svarende til en nedsættelse af erhvervsevnen med 100 %, at pensionstilkendelsen også måtte tilskrives andre lidelser, vejrtrækningsbesvær, smerter i skulder, lænd og ben. Patientskadeankenævnet fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte Arbejdsskadestyrelsens vurdering og fastsatte ligeledes erhvervsevnetabsprocenten til 35%. Patientskadeankenævnet fandt desuden ud fra årsopgørelserne for 1988 til 1992, udvisende personlig indkomst på kr., kr., kr., kr., og kr. ikke grundlag for at forhøje det af Patientforsikringen skønsmæssigt fastsatte grundlag for erstatningsberegningen, en årsløn på kr. Sagen blev indbragt for Østre Landsret. Under retssagen gjorde sagsøger gældende, at hans ryglidelse efter 1990 havde begrænset hans erhvervsevne så meget, at han umiddelbart forinden patientskaden den 21. oktober 1992 havde en resterhvervsevne på 35 %, svarende til en årsløn på kr. Endvidere gjorde sagsøger gældende, at beregningen ved fastsættelsen af erstatningen efter erstatningsansvarslovens 5-7, af erhvervsevnetabsprocent og årsløn skulle tage udgangspunkt i de samme forhold. Erstatningen skulle ikke ske på baggrund af en årsløn, der var nedsat på grund af ryglidelsen og med samtidig nedsættelse af erhvervsevnetabsprocenten med 65 % svarende til ryglidelsens andel af det fulde erhvervsevnetab. Østre Landsret fandt, på baggrund af oplysningerne om sagsøgerens afvikling af virksomheden og overgang til førtidspension, ikke grundlag for at tilsidesætte Arbejdsskadestyrelsens vurdering af erhvervsevnetabsprocenten til 35 %. Landsretten fandt desuden, at årslønnen skulle fastsættes i medfør af erstatningsansvarslovens 7, stk. 2, og fandt efter de foreliggende omstændigheder ikke grundlag for at anfægte det af Patientskadeankenævnet udøvede skøn, hvorefter årslønnen på baggrund af sagsøgerens personlige indkomst i årene 1988 til 1992 var fastsat til kr. Landsretten fandt det endeligt ikke godtgjort, at erhvervsevnen var nedsat med 65 % i en sådan periode forud for patientskaden, at dette havde givet sig udslag i hans årsløn. Østre Landsrets dom af 5. maj 1999 (j. nr. 46/95): En kvinde blev i juni 1990 opereret for brystkræft, og hun fik herunder fjernet det højre bryst. Efter operationen blev hun behandlet med bl.a. kemoterapi indtil begyndelsen af I sommeren 1993

22 22 fik hun et tilbagefald. Efter flere konsultationer på hospitalet accepterede hun i september 1993 et tilbud fra hospitalet om en særlig intensiv kemoterapibehandling kombineret med tilbageførsel af sin egen knoglemarv. Denne behandling var et led i et forsøgsprojekt, hvilket hun var bekendt med, da hun gav sit samtykke. Forsøgsprojektet var godkendt af Den videnskabsetiske Komite, inden hendes behandling blev påbegyndt, og hun opfyldte betingelserne for en behandling som foreskrevet i projektet. Som komplikation til behandlingen udviklede hun bl.a. svigt af mange organer samt en svær forstyrrelse i blodets størkningsevne, og som følge heraf udviklede hun blødning/blodpropper i den del af hjernen, som modtager og bearbejder synsindtryk. Det viste sig, at hun havde udviklet blindhed. Kvinden afgik ved døden, inden Patientskadeankenævnet havde truffet afgørelse i sagen. Patientforsikringen fandt, at skaden ikke var omfattet af patientforsikringsloven. Man vurderede, at den behandling, hun havde modtaget i forbindelse med kemoterapikuren, og den efterfølgende behandling af hendes bivirkninger var i overensstemmelse med bedste specialiststandard på det pågældende område. Patientforsikringen fandt endvidere, at der ikke fandtes nogen til rådighed stående behandlingsteknik eller -metode, der henset til den alvorligt fremskredne tilstand af hendes grundsygdom kunne betragtes som ligeværdig med den højdosiskemoterapikur, der blev forsøgt anvendt ved behandlingen af hendes kræftlidelse. Patientforsikringen fandt endelig, at hendes gener skyldtes den kemoterapeutiske behandling, og at det således drejede sig om bivirkninger til de anvendte lægemidler, hvilket er undtaget fra patientforsikringslovens dækningsområde. Betingelserne for at yde erstatning efter patientforsikringsloven fandtes således ikke at være opfyldt, jf. lovens 2, stk. 1, nr. 1 og nr. 3, jf. 3, stk. 3. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ikke ville have handlet anderledes, ligesom skaden ud fra en efterfølgende vurdering ikke fandtes at kunne være undgået ved hjælp af en anden til rådighed stående behandlingsteknik eller behand-

23 23 lingsmetode, som ud fra et medicinsk synspunkt ville have været lige så effektiv til behandling af hendes grundsygdom. Nævnet fandt endvidere, at de tilstødte komplikationer ikke var mere omfattende, end hvad hun med rimelighed måtte tåle henset til hendes alvorlige grundsygdom, tilbagevendende brystkræft. Betingelserne for at yde erstatning efter patientforsikringsloven fandtes således ikke opfyldt, jf. lovens 2, stk. 1, nr. 1, nr. 3 og nr. 4. Retslægerådet afgav erklæring i sagen ved Østre Landsret. Østre Landsret fandt, at det efter de lægelige erklæringer i sagen, herunder særlig Retslægerådets erklæring, måtte antages, at behandlingen med dobbelt højdosiskemoterapi medførte komplikationer i hendes tilstand, herunder blodpropper i hjernen, som forårsagede, at hun mistede synet på begge øjne. Østre Landsret fandt det ikke overvejende sandsynligt, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ville have handlet anderledes, hvorfor betingelserne for at kræve erstatning efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, ikke var opfyldt. På grundlag af Retslægerådets erklæring fandt Østre Landsret endvidere, at det var overvejende sandsynligt, at anvendelse af sædvanlig kemoterapi på behandlingstidspunktet ud fra et medicinsk synspunkt ville have været en lige så effektiv behandling af hendes kræftsygdom som den faktisk anvendte forsøgsbehandling. Det fandtes overvejende sandsynligt, at den blindhed, der blev påført hende ved behandlingen, kunne være undgået ved sædvanlig kemoterapibehandling. Betingelserne for at yde erstatning efter Patientforsikringsloven var således opfyldt, jfr. lovens 2, stk. 1, nr. 3. Østre Landsrets dom af 1. februar 1999 (j. nr. 26/95): En kvinde fik under udførelse af sit arbejde et slag i nakken, som medførte nakkesmerter med udstråling til venstre arm og hånd. Sagen blev af Arbejdsskadestyrelsen anerkendt som omfattet af

24 24 arbejdsskadeforsikringsloven. Der blev ved myelografi påvist prolaps mellem 5. og 6. halshvirvel, og hun blev opereret. Fornyet myelografi viste påvirkning af nerveroden mellem 6. og 7. halshvirvel. Hun blev operereret herfor, men efterfølgende røntgenkontrol viste, at operationen var udført på forkert niveau, mellem C7/TH1 og ikke C6/C7. Hun blev derfor reopereret. Patientforsikringen fandt, at der var påført hende en efter 2, stk. 1, nr. 1, erstatningsberettigende skade, idet den erfarne specialist ikke ville have opereret på forkert niveau. Der blev imidlertid meddelt hende afslag på erstatning, idet Patientforsikringen fandt, at erstatningen ikke oversteg kr. Hun var kun berettiget til kr. i godtgørelse for svie og smerte som følge af patientskaden, idet de øvrige erstatningposter med undtagelse af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste måtte henføres til arbejdsskaden. Patientforsikringen begrundede afslaget på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste med, at hun allerede før patientskaden var opsagt på grund af sygefravær, og at hendes manglende beskæftigelse måtte anses for en følge af arbejdsskaden. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Østre Landsret fandt, at patienten var berettiget til kr. i erstatning og godtgørelse. Godtgørelse for svie og smerte fra reoperationen til stationærtidspunktet blev fastsat til kr. Landsretten fandt desuden, at hun var berettiget til skønsmæssigt kr. i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, idet der blev lagt vægt på, at hun var tilbudt genansættelse, og da det på baggrund af de lægelige oplysninger måtte anses for overvejende sandsynligt, at hun kunne have haft genoptaget sit arbejde. Hun var desuden berettiget til en skønsmæssigt fastsat erstatning for kapitaliserede udgifter til medicin på kr. Udgift til kinesisk massør og transport hertil kunne dog ikke erstattes. Østre Landsrets dom af 19. november 1999 (j. nr. 163/95) En kvinde blev indlagt på en fødeafdeling, hvor hun fødte en datter, som døde dagen efter. I forbindelse med fødslen blev hendes livmoder fjernet for at standse blødninger. Patientforsikringen fandt, at der var ansvarsgrundlag i medfør af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, idet kejsersnit burde have været iværksat tidligere. Der blev tilkendt godtgørelse for svie og

25 25 smerte og varigt mén og erstatning for helbredelsesudgifter, men givet afslag på at erstatte den fremtidige udgift til adoption. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Sagen blev herefter indbragt for Østre landsret med påstand om betaling af godtgørelse for tort kr ,- og erstatning for udgift til adoption, som ikke blev gennemført. Østre Landsret fandt, at det tab af livsindhold, som det at miste et barn og sin fertilitet betyder for en kvinde, efter erstatningsansvarsloven må kompenseres som led i godtgørelsen for varigt mén. Adoption kommer typisk først på tale, når behandlingen for de fysiske og psykiske skader efter hospitalsbehandlingen er tilendebragt, og udgiften til adoption fandtes derfor ikke at kunne sidestilles med helbredelsesudgifter og andet tab. Vedrørende godtgørelse for tort, lagde landsretten i overenstemmelse med Retslægerådets udtalelse til grund, at der var udvist faglig fejl i forbindelse med fødslen. Der var imidlertid ikke tale om en så retsstridig krænkelse af hendes person, at der efter erstatningsansvarslovens 26 var grundlag for godtgørelse for tort. Østre Landsrets dom af 25. juni 1999 (j. nr. 60/94): En kvinde fik i 1990 foretaget tandudtrækning og fik efterfølgende konstante murrende og intermitterende, jagende smerter i højre kind, overlæbe og overkæbe. Da behandling med blokader ikke havde effekt, blev hun undersøgt på et sygehus, hvor muligheden for termokoagulation blev gennemdrøftet, og accepteret af hende. Indgrebet blev foretaget og forløb ukompliceret. Dagen efter konstateredes det, at der var nogen effekt af operationen, og hun blev udskrevet. Da der ikke var den ønskede effekt, blev hun undersøgt en måned senere. Ved undersøgelsen angav hun forværring af symptomerne, idet hun havde uændrede smerter ved næsefløjen og under højre øje, og der var tilkommet stærke smerter lateralt i 2. grens området og ned i 3. grens området, hvor der også var dysæstesi. Der var desuden dysæstesi og smerter i mundslimhinden, og hun kunne desuden ikke tåle berøring af højre kind. Ved undersøgelse yderligere en måned senere blev det anført, at hun havde atypiske ansigtssmerter og ikke trigeminusneuralgi.

26 26 Patientforsikringen fandt, at der ikke var ansvarsgrundlag i medfør af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, jf. 1, stk. 1. Der blev lagt vægt på, at det var lægeligt skønnet, at behandlingen var udført i overenstemmelse med bedste specialiststandard, og da den erfarne specialist ikke ville have handlet anderledes, fandt man derfor, at der ikke var påført hende fysisk skade. Patientskadeankenævnet fandt, at det var overvejende sandsynligt, at hendes smerter i højre kind og højre del af mundhulen m.m. var følger af hendes kroniske smertetilstand og ikke den behandling, hun havde modtaget. Der var således ikke påført hende fysisk skade, og betingelserne for at yde erstatning var ikke opfyldt, jf. patientforsikringslovens 1, stk. 1. Østre Landsret fandt det på baggrund af indhentede erklæringer godtgjort, at der var påført hende fysisk skade som følge af behandlingen. Landsretten fandt dog efter de konkrete omstændigheder, der forelå på behandlingstidspunktet, at sagsøger ikke med overvejende sandsynlighed havde ført bevis for, at en erfaren specialist ville have handlet anderledes. Landsretten fandt endvidere, at sagsøger ikke med overvejende sandsynlighed havde godtgjort, at der var indtrådt følger, som var mere omfattende, end hvad sagsøgeren måtte tåle. Der blev herved lagt vægt på det i Patientklagenævnets afgørelse oplyste om, at der indtræder bivirkninger i ca. 5% af tilfældene, sammenholdt med Retslægerådets erklæring, hvor det anførtes, at sandsynligheden for et vellykket resultat måtte anses for beskedent og i hvert fald under 50 %. Patientskadeankenævnets afgørelse blev derfor stadfæstet. Østre Landsrets dom af 29. marts 1999 (j. nr. 126/95): Følger af strålebehandling omfattet af 2, stk. 1, nr. 4: En kvinde blev i april 1993 opereret for brystkræft og fik herunder fjernet venstre bryst og lymfeknuder i armhulen. I efterforløbet blev hun behandlet med kemoterapi. I september 1993 fandtes tegn til knoglemetastase til os-sacrum. Ved operation den 15. oktober fjernede man tumorvæv omkring S1-roden, men ikke alt tumorvæv kunne fjernes. Den 4. november 1993 blev der påbegyndt strålebehandling, og efter denne behandling udvikledes mavesmerter. Der blev foretaget operation for tarmslyng den 2. december Ved operationen fandtes tyndtarmen afklemt af sammenvoksninger, og der var svær dilation af tarmen over afklemningstedet. Efter operationen udvikledes tarmfistel og bylder og efter adskillige operationer blev der anlagt kolostomi.

27 27 Patientforsikringen fandt, at der ikke var ansvarsgrundlag i medfør af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. Der blev lagt vægt på, at man ved undersøgelse og behandling havde fulgt almindeligt anerkendte retningslinier i overenstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring havde været det optimale i den givne situation, og det blev bemærket, at der ikke var et ligeværdigt alternativ i dette tilfælde. Patientforsikringen fandt desuden, at der ikke var ansvarsgrundlag i medfør af 2, stk. 1, nr. 4. Der blev herved lagt vægt på, at komplikationen i form af tarmskader efter strålebehandling var en velkendt og ikke helt sjælden komplikation, og at grundsygdommen mammacancer med lymfeknudemetastaser og fjernmetastaser var en overordentlig alvorlig sygdom, som ubehandlet forløber dødeligt (halvdelen er døde indefor 6 måneder, kun få procent overlever flere år). Lovens relative alvorlighedskriterium var derfor ikke opfyldt. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse med den begrundelse, at hendes gener i form af tarmslyng og efterfølgende udvikling af tarmfistler og bylddannelser var følger efter underlivsoperationer og ikke behandlingen, hvorfor man fandt, at der ikke var påført hende en fysisk skade, jf. patientforsikringslovens 1, stk. 1. Sagen blev indbragt for Østre Landsret med påstand om ansvarsgrundlag i medfør af patientforsikringsloven. Under retssagen blev der indhentet en speciallægeerklæring, hvoraf det blandt andet fremgik, at det ved den første operation for tarmslyng den 2. december 1993 blev konstateret, at en del af tarmen var bundet ned til den nederste del af arret fra den tidligere underlivsoperation. Der fandtes desuden ved den 3. operation den 10. februar 1994 en voldsomt medtaget tarm med det for stråleskader karakteristiske udseende. Det blev anført, at det er velkendt, at stråleforandringer i en tarm forværres med tiden, og at det er velkendt for et tarmstykke, som har ligget fastgjort i den nederste del af bughulen, at det vil blive udsat for bestråling hver gang i modsætning til tilfælde hvor tarmene kan bevæges frit, og det dermed ikke er samme tarmstykke, som udsættes for bestråling hver gang. Patientskadeankenævnet genoptog herefter sagen og fandt, at hun var behandlet i overenstemmelse med bedste specialiststandard, at de til strålebehandlingen tilstødte komplikationer ikke kunne antages at kunne være undgået ved hjælp af en anden til rådighed stående behandlingsteknik,

28 28 og at komplikationen henset til grundsygdommens alvor og til komplikationen ikke sjældne forekomst ikke var mere, end hvad hun måtte tåle. Nævnet bemærkede desuden, at patienten efter underlivsoperationen i 1970 havde et fikseret tarmstykke, og at hendes tarmsystem derfor var særlig sårbart for strålebehandling. Betingelserne for at yde erstatning var således ikke opfyldt, jf. patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, nr. 3 og nr. 4. Østre Landsret fandt efter Retslægerådets erklæring, at det kunne lægges til grund, at skaderne på patientens tarmsystem med overvejende sandsynlig skyldtes strålebehandlingen i november Retten fandt desuden, at skaderne på baggrund af oplysningerne om sygdoms- og behandlingsforløbet var mere omfattende, end hun måtte tåle uanset, at grundsygdommen ubehandlet indebar nærliggende risiko for patientens død. Landsretten fandt således, at der var ansvarsgrundlag i medfør af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. Sagen er anket til Højesteret. Østre Landsrets dom af 13. november 1996 (J. nr. 43/96): En patient blev under indlæggelse i 1992 fejlbehandlet, idet der ved dosering af blodtryksnedsættende medicin blev givet 10 gange normal dosis. Der blev herved påført hende en patientskade bestående blandt andet i næsten uforståelig tale, betydelig nedsat bevægekoordination (ataksi) af arme og ben og dårlig balance. Hun havde behov for hjælp til næsten alt. Patientforsikringen anerkendte patientskaden i henhold til patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, og tilkendte hende godtgørelse for varigt mén på grundlag af en méngrad på 75 % og godtgørelse for svie og smerte svarende til 34 sengeliggende dage og 195 oppegående dage, men meddelte afslag på erstatning for udgift til advokatbistand i forbindelse med erstatningsopgørelsen. Patientskadeankenævnet ændrede méngraden til 85 %, men tiltrådte i øvrigt Patientforsikringens afgørelse.

29 29 Sagen blev herefter af patienten indbragt for Østre Landsret: Der blev nedlagt påstand om tilkendelse af erstatning for udgiften til advokatbistand ved erstatningsopgørelsen, samt forhøjelse af godtgørelsen for svie og smerte, idet de 195 oppegående dage skulle anses som sengeliggende dage. Østre Landsret tiltrådte Patientskadeankenævnets afgørelse. Vedrørende advokatomkostninger lagde retten vægt på, at Patientforsikringen, der yder erstatning på objektivt grundlag, ved patientforsikringsloven er pålagt en forpligtelse til af egen drift at oplyse sagerne, idet det af lovgiver er forudsat, at patienten ikke behøver at engagere en advokat til at varetage sine interesser. Patientforsikringens afgørelser kan desuden indbringes for Patientskadeankenævnet, hvis afgørelser er bindende for Patientforsikringen. Landsretten fandt desuden, at der i sagen ikke var sådanne særlige omstændigheder, som kunne begrunde, at der undtagelsesvis skulle tilkendes erstatning for advokatomkostninger. Vedrørende begrebet sengeliggende dage lagde landsretten vægt på, at der ikke i forarbejder eller på andet grundlag var holdepunkter for en fortolkning af begrebet sengeliggende, der efter at skadelidte var udskrevet fra hospitalet - gik videre end lovens ordlyd. Uanset hendes hæmmede tilstand kunne hun derfor ikke anses for sengeliggende.

30 30 Kapitel 3 Erstatningsgrundlag og afgørelser herom 3.1 Erstatningsgrundlag Grundbetingelsen for, at der kan ydes erstatning i medfør af patientforsikringsloven er i henhold til 1, stk. 1, at der efter den 1. juli 1992 er påført en patient fysisk skade i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende foretaget her i landet på et offentligt sygehus eller et sygehus, som det offentlige har driftsoverenskomst med. Den 4. juni 1999 trådte en ny bestemmelse i patientforsikringslovens 1, stk. 4, i kraft. Denne bestemmelse medfører, at behandling på alle private sygehuse her i landet og sygehuse i udlandet, som amterne benytter som led i løsningen af sine sygehusopgaver efter reglerne i sygehusloven, er omfattet af patientforsikringsloven. Skader påført i forbindelse med behandling på private sygehuse eller i udlandet i øvrigt er som hovedregel ikke omfattet, heller ikke selv om behandlingen er betalt af det offentlige. Patientforsikringslovens helt centrale ansvarsbestemmelse er 2. Bestemmelsen indeholder dels en regel om bevisbedømmelsen, dels fire betingelser for, hvordan skaden skal være forvoldt for, at der foreligger erstatningsgrundlag. Bestemmelsen afviger fra dansk rets almindelige erstatningsregel, culpa-reglen. Skaden skal således ikke være forvoldt forsætligt eller uagtsomt, og skadelidte skal derfor ikke føre bevis for eventuelt skyldforhold i forbindelse med skadens opståen for at få anerkendt skaden som erstatningsberettigende. Det er således ikke en betingelse for at få anerkendt skaden, at der er tale om fejl fra sundhedspersonens eller sygehusets side. Der skal alene tilvejebringes en overvejende sandsynlighed for, at skaden er opstået på en af de i 2, stk. 1, nr. 1-4, nævnte måder. Er der tale om en klar fejl, og kan fejlen have medført skaden, lempes kravet til bevis for årsagssammenhæng omtalt i årsberetningen 1997/1998. Det er skadelidte, der har bevisbyrden for, at ret til erstatning foreligger; men Patientforsikringen skal tilvejebringe de nødvendige oplysninger til afgørelse af sagen.

31 Eksempler på afgørelser , stk. 1 Dækningsområdet Efter 1, stk. 1, dækker patientforsikringsloven kun fysiske skader, det vil sige, at skader af rent psykisk karakter, ikke er omfattet af loven. Er der indtrådt en fysisk skade, omfatter dækningen dog også eventuelle psykiske følger af denne skade. Den fysiske skade skal være opstået i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende, det vil sige, at skaden skal være forårsaget af behandlingen og ikke af grundsygdommens forløb. Selve det forhold, at behandlingen ikke lykkes, at der opstår komplikationer til grundsygdommen, eller at forventningerne til behandlingen ikke indfries, erstattes ikke. Der gives heller ikke erstatning for enhver skadelig følge af en undersøgelse/behandling, idet skaden kan være en uundgåelig følge af eller risiko ved nødvendig behandling. Skader på ting er heller ikke omfattet af loven. En eventuel anerkendelse og erstatning vil kun omfatte den merskade, der er blevet påført patienten ved behandling m.v. og ikke de samlede ulemper eller det samlede tab i forbindelse med grundsygdommen og den nødvendige behandling heraf. Sager, hvor Patientskadeankenævnet har fundet, at der ikke er blevet påført patienten en fysisk skade ved behandling, undersøgelse eller lignende, og at denne derfor ikke er berettiget til erstatning efter patientforsikringsloven, jf. lovens 1, stk. 1. J. nr. 515/98: Ikke erkendt hjernerystelse og brud på fodrodsknogler. En kvinde slog venstre underben og venstre øjenlåg i forbindelse med en motorcykelulykke. På skadestuen blev en flænge ved øjenlåget syet. Endvidere blev der taget røntgenbilleder af venstre underben samt af lænderygsøjlen, men der fandtes ingen tegn på brud. Kvinden henvendte sig atter efter en uge på grund af hævelse af venstre skinneben. Hun blev anbefalet at holde benet løftet i siddende og liggende stilling, ligesom hun blev anbefalet aflastning. Efter knap 4 måneder blev der taget nye røntgenbilleder af foden på grund af vedvarende smerter i foden. Disse røntgenbilleder viste følger efter brud på 2., 3. og 4. mellemfodsknogle, som var ophelet med gode akser. Kvinden blev atter røntgenundersøgt 8 måneder senere, og det blev herved konstateret, at bruddene var helet op i let udaddrejet vinkling. Kvinden klagede over, at hun som følge af den forsinkede diagnosticer-

32 32 ing af bruddene havde konstante smerter. Endvidere klagede hun over, at man på sygehuset havde overset, at hun havde en slem hjernerystelse. Hun anførte, at hun efter uheldet oplevede tilfælde med svimmelhed og migræne. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var blevet påført fysisk skade i forbindelse med behandlingen på sygehuset. Patientforsikringen vurderede, at det ikke med overvejende sandsynlighed ville have ændret forløbet, selvom bruddene var blevet konstateret allerede ved den første henvendelse på skadestuen. Patientforsikringen anførte desuden, at der sædvanligvis ikke iværksættes nogen egentlig behandling af hjernerystelse, og at kvindens gener i form af svimmelhed og migræne var normale følger af et hovedtraume. Betingelserne for at yde erstatning efter patientforsikringsloven var således ikke opfyldt, jf. lovens 1, stk. 1 og 2, stk. 1. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at optimal behandling havde tilsagt, at bruddene var blevet konstateret ved den første undersøgelse på skadestuen. Imidlertid havde den forsinkede diagnosticering med overvejende sandsynlighed ikke ændret forløbet, idet slutresultatet ikke var blevet anderledes, såfremt bruddene var blevet konstateret samme dag, som ulykken fandt sted. For så vidt angik det forhold, at man efter kvindens opfattelse overså, at hun havde pådraget sig en hjernerystelse, fandt nævnet, at hun ikke med overvejende sandsynlighed var blevet påført en fysisk skade derved. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der normalt ikke iværksættes nogen egentlig behandling af en hjernerystelse. Hovedpinesmerter behandles med håndkøbspræparater, som f.eks. Ibumetin, hvilket kvinden fik anbefalet. Endvidere fandt nævnet, at hendes gener i form af svimmelhed og migræne med overvejende sandsynlighed var følger af den hovedlæsion, hun pådrog sig ved ulykken og ikke af manglende diagnosticering af hjernerystelse. Nævnet bemærkede, at patienter med hjernerystelse sædvanligvis kun indlægges på grund af dette, hvis de er ude af stand til at tage vare på sig selv, og der ikke er andre til det, eller hvis der på grund af bevidsthedssløring, kramper, kvalme eller opkastninger i den akutte situation er grund til at frygte, at patienten har udviklet en eventuel livstruende blødning indenfor kraniekassen med påvirkning af hjernen til følge. Der var ifølge det oplyste ikke grund til at mistænke dette i kvindens situation. Nævnet fandt således, at kvinden ikke blev påført fysisk skade i forbindelse med behandlingen på sygehuset, og betingelserne for at yde erstatning efter patientforsikringsloven var derfor ikke opfyldt, jf. lovens 1, stk. 1.

33 , stk. 1: Ansvarsgrundlag grundbetingelser - bevisbedømmelse , stk. 1, nr. 1 - Specialistreglen "hvis det må antages, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ville have handlet anderledes ved undersøgelse, behandling eller lignende, hvorved skaden ville være undgået." Der er tale om en specialistmålestok, hvor udgangspunktet er, hvordan den erfarne specialist på området ville have handlet under de givne ressourcemæssige forhold, og hvorvidt skaden ville have været undgået med denne behandling. Der er tale om en objektiv målestok, og det er således uden betydning, hvilke individuelle forudsætninger den behandlende læge havde. Ifølge retspraksis lempes kravet til beviset for årsagssammenhæng, når det kan fastslås, at der er begået en klar fejl, og denne kan have medført skaden. Sager, hvor Patientskadeankenævnet har fundet, at skaden er omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. J. nr : Overskæring af bøjesenerne. En mand gennemgik en operation for hammertæer på 2., 3. og 4. tå på venstre fod. Indgrebet forløb uden komplikationer. Manden var dog ikke tilfreds med resultatet af operationen, idet tæerne begyndte at krympe sig sammen og var meget hævede og ømme. Generne i tæerne tiltog, og der indtrådte tilbagefald af hammertæer. Der blev derfor foretaget reoperation for hammertæer på 2. og 3. tå, mens der på 4. tå blev foretaget overskæring af bøjesenerne. Operationen forløb uden komplikationer. Manden klagede over, at to af hans tæer efter operationen fortsat var krumme. Patientforsikringen fandt, at manden ikke var blevet påført fysisk skade i forbindelse med reoperationen. Patientforsikringen bemærkede, at det ikke er usædvanligt, at der sker tilbagefald efter operation for hammertæer. Betingelserne for at yde erstatning efter patientforsikringsloven var derfor ikke opfyldt, jf. lovens 1, stk. 1, og 2, stk. 1.

34 34 Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse, idet nævnet fandt, at manden var påført en efter lov om patientforsikring erstatningsberettigende skade. Nævnet var enig med Patientforsikringen i, at mandens gener på 2. og 3. tå var følger af hans grundsygdom, hammertæer, og ikke af reoperationen. Nævnet fandt derimod, at mandens gener på 4. tå kunne tilskrives reoperationen, og at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ville have handlet anderledes, hvorved generne ville være undgået. Nævnet lagde herved vægt på, at en erfaren specialist ikke ville have overskåret begge sener. Betingelserne for at yde erstatning efter patientforsikringsloven var derfor opfyldt, jf. lovens 2, stk. 1, nr. 1. J.nr. 623/97: Kompliceret fødsel manglende ventilering af barnet efter fødslen. En gravid kvinde blev indlagt med vandafgang. Efter et langvarigt fødselsforløb fødte hun sit barn. Barnet havde ved fødslen navlesnoren viklet en gang om halsen, og var svært præget af iltmangel før fødslen (intrauterin asfyxi). Barnet fik Apgar score 1, 3 minutter og 2, 8 minutter efter fødslen. Barnet blev herefter overgivet til den tilkaldte børnelæge. Ifølge journalen kom der først regelmæssig vejrtrækning efter 15 minutter. Barnet fik omfattende følger efter iltmanglen før fødselsforløbet og i forløbet herefter. Patientforsikringen fandt under henvisning til lovens 2, stk. 1, nr. 1, at behandlingen, der blev ydet frem til fødslen, blev udført i overensstemmelse med anerkendte retningslinjer, og at der undervejs i forløbet ikke var mistanke om iltmangel, der kunne have givet indikation for anden forløsningsmetode på et tidligere tidspunkt. For så vidt angik behandlingen umiddelbart efter fødslen, fandt Patientforsikringen, at der ikke var journaloplysninger, der kunne bekræfte, at der skulle have været foretaget ventilering af barnet efter fødslen. Optimal behandling havde imidlertid tilsagt, at en sådan ventilering var blevet udført. Det forekom således overvejende sandsynligt, at barnet blev påført yderligere skade som følge af iltmanglen umiddelbart efter fødslen. Patientforsikringen fandt imidlertid, at omfanget af patientskaden var vanskelig at opgøre, idet barnet allerede forinden fødslen var præget af svære følger af iltmangel. Patientforsikringen fandt derfor, at patientskaden måtte være årsag til 1/3 af barnets nuværende helbredsforringelse. Patientskadeankenævnet fandt, at optimal behandling ville have tilsagt, at der i den sidste time inden fødslen var blevet foretaget en skalpblodprøve på barnet for nærmere at fastslå barnets til-

35 35 stand ved at måle blodets surhedsgrad. Nævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af sagens journalmateriale i form af kurver fra den elektroniske overvågning (CTG), at barnets hjertelyd faldt til under det normale i minutter ca. 50 minutter før fødslen. Nævnet fandt, at dette kunne tages som udtryk for iltmangel, og at der som ovenfor nævnt burde have været taget en skalpblodprøve på barnet til måling af blodets surhedsgrad. Denne blodprøve kunne muligvis have vist så lav en værdi, at dette havde givet anledning til kejsersnit. Nævnet lagde i denne forbindelse vægt på, at en måling af blodets surhedsgrad to timer efter fødslen var lav og tydede på lavt iltindhold. Nævnet lagde endelig vægt på, at der også tidligere havde været flere udsving i barnets hjertelyd, der kunne indikere en vis agtpågivenhed. Det var således nævnets opfattelse, at der herskede tvivl om barnets tilstand forinden fødslen, men at en del af barnets hjerneskade formentlig kunne være blevet begrænset derved, at der i den sidste time inden fødslen var blevet foretaget undersøgelser for nærmere at fastslå barnets tilstand, så der på et mere sikkert grundlag kunne være blevet taget stilling til, hvorvidt der forelå en situation, der krævede kejsersnit. Det var tillige nævnets opfattelse, at der under alle omstændigheder burde have været foretaget kunstigt åndedræt på barnet efter fødslen, idet det måtte anses for overvejende sandsynligt, at barnet var blevet påført yderligere skade som følge af iltmangel umiddelbart efter fødslen. Nævnet lagde tillige betydelig vægt på, at en del af barnets hjerneskade var opstået på et tidligere tidspunkt under graviditeten. Det kunne i den forbindelse oplyses, at en cerebral parese gerne opstår i fostertilværelsen på grund af infektioner eller lignende. På baggrund af sagens samlede oplysninger tiltrådte Patientskadeankenævnet således skaden som erstatningsberettigende efter lovens 2, stk. 1, nr. 1, men fandt anledning til skønsmæssigt at fastsætte barnets patientskade til ½-delen af den samlede helbredsforringelse. J.nr. 328/98: Galdestensoperation, kikkertindgreb galdegangslækage - ikke bedste specialiststandard. En 28-årig kvinde blev indlagt på grund af et døgn varende mavesmerter. Ved ultralydscanning blev der konstateret sten i galdeblæren, og der blev derfor fundet indikation for fjernelse af disse ved hjælp af kikkertmetode (laparoskopisk kolecystektomi). Indgrebet blev foretaget små tre uger senere, men på grund af dårlige oversigtsforhold blev det nødvendigt at overgå til åben kirurgi. Ifølge operationsbeskrivelsen blev der fundet en dobbelt galdegang til galdeblæren, som blev delt ved hjælp af clips, og galdeblæren blev herefter fjernet. Fire dage senere blev kvinden gul (ikterisk) og leverprøver viste, at hendes levergaldetal var påvirkede. Hun blev derfor henvist til røntgenun-

36 36 dersøgelse af galdegangene ved hjælp af konstraststof (ERCP). Undersøgelsen mislykkedes imidlertid. Kvinden blev herefter overflyttet til et andet sygehus og fik foretaget et operativt indgreb, hvorunder der fandtes aflukning af galdegangen, hvor den deler sig til højre og venstre side af leveren. Der var også en beskadigelse af galdegangen. Der blev derfor anlagt en åben forbindelse (anastomose) mellem tyndtarmen og venstre side af leveren. Patientforsikringen fandt, at optimal behandling havde tilsagt, at man ved fundet af den dobbelte galdegang, inden aflukning heraf, havde foretaget røntgenundersøgelse af galdegangene eller havde skiftet til åbent indgreb og i denne forbindelse frilagt den dybe galdegang, og derved havde erkendt, at den konstaterede dobbelte galdegang var den dybe galdegang og ikke galdegangen til galdeblæren. Således ville man også derved have erkendt, at det var af den dybe galdegang, der var sket aflukning, hvorefter man kunne have anlagt anastomose. Skaden fandtes således omfattet af 2, stk. 1, nr. 1. Patientskadeankenævnet kunne tiltræde, at kvindens skade i form af aflukning af den dybe galdegang i stedet for aflukning af galdegangen til galdeblæren ikke var indtruffet, dersom hun var blevet behandlet i overensstemmelse med bedste specialiststandard jf. lov om patientforsikring 2, stk. 1, nr. 1. Nævnet kunne herunder tiltræde, at der burde have været foretaget kolangiografi af den dybe galdegang inden aflukning heraf, eller der burde have været konverteret til åben kirurgi med frilægning af den dybe galdegang, således at den dybe galdegang var blevet identificeret og at det havde stået klart, at hvad der var blevet opfattet som en dobbelt galdegang reelt var den dybe galdegang og ikke galdegangen til galdeblæren. Nævnet lagde vægt på, at der i det konkrete tilfælde imidlertid først blev konverteret til åben kirurgi efter aflukningen af den dybe galdegang, og nævnet fandt, at optimal behandling i denne forbindelse havde tilsagt, at den dybe galdegang var blevet identificeret og at det derved havde stået klart, at der var sket aflukning af denne og at der således var blevet anlagt anastomose. J.nr. 620/97 Analyse af smearpræparat ikke bedste specialiststandard. En 27-årig kvinde blev indkaldt til en rutinemæssig screening for livmoderhalskræft, en såkaldt smear-undersøgelse. Undersøgelsen blev foretaget af hendes praktiserende læge og videresendt til laboratorieundersøgelse, hvor det ca. en uge senere konstateredes, at der ikke var tegn på celleforandringer.

37 37 På grund af blødningsforstyrrelser blev kvinden undersøgt af en speciallæge 5 måneder senere, som fandt, at der ikke var blødning eller sår på livmoderhalsen. To måneder herefter blev kvinden undersøgt igen på grund af kontaktblødning, og der blev i den forbindelse fundet sår og blødning på livmoderhalsen. Det blev besluttet, at der skulle foretages fornyet smear-undersøgelse samt biopsi. Resultatet af biopsiundersøgelsen forelå dagen efter og viste misdannede forandringer svarende til cancer samt tegn til lokalspredende vækst og med en veludtalt betændt reaktion. Den nye smear-undersøgelse var vanskelig at vurdere, da præparatet var blødningspåvirket. Desuden blev der foretaget en fornyet vurdering af den primære smear-undersøgelse, som var blødningspåvirket men formentlig indeholdt dysplatiske celler (tegn på tidlige forstadier til livmoderhalskræft). Ved undersøgelse på sygehuset umiddelbart herefter skønnedes det, at kvinden havde udviklet livmoderhalskræft i stadium 1B 2A, som kunne opereres med fjernelse af livmoderen. Efterfølgende undersøgelse 8 dage senere konkluderede imidlertid, at kvinden havde udviklet livmoderhalskræft i stadium lllb, og hun blev i stedet for operation henvist til strålebehandling. Patientforsikringen fandt, at laboratorieundersøgelsen af den primære smear-undersøgelse ikke var i overensstemmelse med bedste specialiststandard, jf. lov om patientforsikring 2, stk. 1, nr. 1. Patientforsikringen lagde vægt på, at det primære svar var afgivet udelukkende efter en laboratorieundersøgelse, og da der var blødning og dysplasimistanke, burde det have været lægebedømt og kommunikationen gået videre, således at en opfølgning kunne have fundet sted, idet kvinden kunne have haft forstadier på dette tidspunkt. Patientskadeankenævnet fandt at måtte lægge til grund, at der i det primære prøvepræparat reelt var en klar forekomst af abnorme celler svarende til dysplasi formentlig af svær grad, i modsætning til den faktiske konklusion på daværende tidspunkt nemlig, at der ikke var celleforandringer i prøvepræparatet. Nævnet konstaterede, at prøvepræparatet var præget af blødning og betændelse, og at cellerne i forbindelse med den primære mikroskopiske undersøgelse blev fundet normale og således oversete, hvilket indenfor områdets begrebsverden beskrives som et falsk negativ prøvefund. Det måtte derfor antages, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ikke ville have overset de nævnte fund, men i stedet have fundet anledning til umiddelbart at

38 38 følge undersøgelsen op af yderligere lægefaglig vurdering, jf. lov om patientforsikring 2, stk. 1, nr. 1. Nævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af en overlæges udtalelse til sagen, som var udfærdiget på grundlag af det originale prøvepræparat, at prøven indeholdt celler og cellegrupper, som viste svære prækankrøse forandringer (svær dysplasi/carcinoma in situ (identisk med CIN III)), og at der var enkelte grupper med henfald af cellesammenhæng og celler med forekomst af abnorme nukleoler, som kunne give mistanke om carcinom. På grund af blødning og betændelse var prøven sine steder svær at bedømme. Patienten skulle have været henvist til gynækologisk speciallægeundersøgelse og fortsat udredning på grundlag af den foretagne prøve. Patientskadeankenævnet kunne oplyse, at et screeningeprogram er et forebyggende undersøgelsesprogram, som er bygget op omkring undersøgelse af vilkårlige personer indenfor en nærmere defineret ramme uden egentlig klinisk indikation. Formålet indenfor området, screening for livmoderhalskræft, er herefter at identificere de syge i sygdommens tidlige, endnu ikke symptomgivende fase, med henblik på øget helbredelse. Af de screenede personer vil nogle have et positivt, andre et negativt fund. Disse fund er som oftest sande, men kan i nogle tilfælde være falske. Indenfor den tekniske prøveklassifikation opereres med to begreber, såkaldt falsk negative prøvefund og falsk positive prøvefund, og det er en kendsgerning, at vaginalcytologiske undersøgelser kan resultere i et falsk negativt resultat, som omfatter de tilfælde, hvor celleforandringerne enten ikke har været repræsenteret i det konkrete skrab eller også, at cytolaboranten har overset cellerne. Det er nævnet bekendt, at frekvensen af falske negative fund hvad angår forstadier til livmoderhalskræft ved en enkelt cytologisk undersøgelse er 10-15%. Ved anden undersøgelse efter ca. et år falder frekvensen af falske negative fund til ca. 2%, og selv ved manifest livmoderhalskræft kan fundet være negativt. Som det fremgik af sagens oplysninger, fik kvinden afslutningsvis foretaget en vævsprøve og fik på baggrund heraf konstateret livmoderhalskræft. Det oprindelige prøvepræparat blev i denne forbindelse revurderet, og nævnet kunne i denne sammenhæng oplyse, at opfølgning af såkaldte falske negative prøver, her i landet som i udlandet, foregår ved, at der ved en aktuel positiv prøve findes frem til tidligere negative prøver, og at disse underkastes en ny undersøgelse, sådan som det aktuelt skete ved besvarelsen af kvindens vævsprøver. Dette er måden, hvorpå problemer vedrørende falske negative prøvefund kvalitetsudvikles i Danmark og i udlandet.

39 39 På baggrund af ovenstående var det samlet nævnets opfattelse, at der i dette konkrete tilfælde var blevet påført kvinden en erstatningsberettiget skade, idet der med meget stor sandsynlighed var forekomst af abnorme celler i det primære prøvepræparat, og at prøvepræparatet i øvrigt var af dårlig kvalitet, hvorfor bedste specialiststandard havde tilsagt en nærmere opfølgning heraf, uagtet at den primære prøve i øvrigt blev foretaget i overensstemmelse med de retningslinjer og den tilrettelæggelse der gælder for et screeningsprogram. J. nr. 66/98: Påført skade specialiststandard observation/undersøgelse. En 49-årig mand blev indlagt på sygehuset med 1 ½ døgn varende mavesmerter. En røntgenoversigt af maven viste tarmslyng. Der fandtes i øvrigt normale forhold, bortset fra udtalt tragtbryst. Manden blev akut opereret samme aften. Ved indgrebet fjernede man blindtarmen, som var perforeret og med bakterier, der havde forårsaget forrådnelse. Blindtarmen var beliggende i en fordybning af betændelse. Efter indgrebet blev han sat i behandling med antibiotika. I dagene efter indgrebet var maven spændt og opdrevet. Den 49-årige kunne dog drikke uden besvær. To dage efter indgrebet blev der anlagt aflastende sonde, uden at der var noget at aspirere. Sonden blev derfor fjernet. Tarmfunktionen forsøgtes stimuleret medicinsk. Atter to dage efter var der kaffegrumslignende opkastninger, hvorfor der blev anlagt duodenalsonde. Denne fungerede med ca ml kaffegrumslignende mavesaft. Maven var stadig opspilet dagen efter. Den var dog blød med gode tarmlyde, og der var rigelig luftafgang. Fem dage efter indgrebet blev den 49-årige yderligere utilpas. Der hørtes dæmpning nedadtil på begge lunger. På mistanke om manglende udfoldning af lungerne eller lungebetændelse, blev blodets iltindhold målt, og der blev foretaget røntgenundersøgelse af brystkassen. Undersøgelsen viste en stor ansamling mellem lungehinderne på højre side. Der blev derfor foretaget punktur. I andet forsøg udtømtes godt 200 ml strågul væske. Kontrolrøntgenundersøgelse af brystkassen efter punkturen viste uændrede forhold. Dagen efter punkturen blev ilten seponeret. Om morgenen næste dag faldt den 49-årige om på gulvet med hjertestop. Der blev forgæves forsøgt genoplivning.

40 40 Obduktionen viste ikke nogen sikker dødsårsag. Der fandtes sammenfaldne lunger, stort hjerte med en betydelig udvidelse af højre hjertehalvdel, tydende på ikke erkendt hjertesygdom, samt let stase i leveren. Patientforsikringen fandt, under henvisning til 2, stk. 1, jf. 1, stk. 1, at boet efter den 49-årige ikke var berettiget til erstatning efter patientforsikringsloven. Patientforsikringen fandt således, at dødsfaldet ikke var en følge af den udførte behandling og de udførte undersøgelser eller manglen på samme, men en følge af den 49-åriges grundsygdom, infektion i bughulen og tragtbryst. Patientskadeankenævnet fandt, at skaden var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, jf. 1, stk. 1. Nævnet fandt, at der vedrørende de abdominale forhold blev handlet i overensstemmelse med bedste specialiststandard på det pågældende område. Vedrørende de øvrige forhold lagde nævnet vægt på, at den 49-årige da han fem dage efter indgrebet blev utilpas, havde en temperatur på 37.4 grader og blød mave. Der blev foretaget stetoskopi, hvor der blev fundet dæmpning basalt, hvorfor der i overensstemmelse med bedste specialiststandard blev bestilt røntgen af lungerne og A-punktur. Røntgenundersøgelsen viste hydrothorax på højre side, og der blev udtømt 200 ml strågul væske i alt. Nævnet lagde til grund, at baggrunden for, at der ikke blev udtømt mere, var, at forandringerne i højre lunge skyldtes, at noget af lungevævet var klappet sammen. Ved kontrolrøntgenundersøgelsen, efter at der var udtømt væske, fandtes uændrede forhold. Der blev i øvrigt fundet basal sammenfald af lungevæv på begge sider. A-punkturen havde vist, at ilttensionen var 5,9 kpa, base-excess 7,7 mmol/l og iltmætning på 0,87. Endvidere lagde nævnet vægt på, at iltbehandlingen blev seponeret dagen efter, samt på at den 49- åriges almentilstand i sygeplejekardex blev beskrevet som dårlig. Nævnet fandt på grundlag af det aktuelle røntgenfund, den dårlige A-punktur dagen før, beskrivelsen af almentilstanden i sygeplejekardex, samt den 49-åriges tragtbryst, at optimal behandling ville have tilsagt, at der forinden seponeringen af ilten var blevet taget en ny A-punktur. Nævnet fandt, at

41 41 det var overvejende sandsynligt, at den 49-årige, såfremt iltbehandlingen var blevet fortsat og eventuelt intensiveret, ikke ville have fået hjertestop. Patientskadeankenævnet fandt således grundlag for erstatning i henhold til patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. J. nr. 551/98: Påført skade specialiststandard - undersøgelse/observation. En 39-årig kvinde blev opereret for galdesten. Operationen blev indledt som en kikkertoperation, men på grund af betændelsesforandringer og deraf følgende dårlige oversigtsforhold var man overgået til åben operation. Den efterfølgende sammensyning af operationssåret blev foretaget med gennemgribende tråde. Kvinden var umiddelbart efter omstændighederne velbefindende indtil fem dage efter indgrebet. Af sygeplejekardex fremgik, at kvinden sidst på 6. dagen havde en stor opkastning, at temperaturen var 39.2 grader, samt at hun igen senere havde haft en stor opkastning. Det fremgik hverken af journal eller sygeplejekardex om/at kvinden blev undersøgt på denne baggrund. Af sygeplejekardex fremgik, at kvinden i dagene herefter havde kvalme og flere store opkastninger samt smerter. I kardex var det noteret, at en læge mente, der var tale om omgangssyge. Af kardex på 7. dagen fremgik, at maven var spændt, og at der ikke var afgået luft eller afføring. I journalen denne dag var alene noteret, at kvalme og opkastninger var aftagende. På 8. dagen blev det konstateret, at der sivede afføring ud gennem operationssåret, som var sprunget op. Det fremgik af sygeplejekardex, at det kl blev konstateret, at der var en ca. to håndflader stor mørk galdefarvet gennemsivning på kvindens tøj, og at hun burde ses til stuegang. Stuegangen fandt sted kl Kvinden blev herefter opereret akut samme dag. Under operationen fandtes et stort hul i tyndtarmen, formentlig opstået som følge af, at en af de gennemgribende tråde havde perforeret tarmen. Tarmene blev frilagt, og defekten blev lukket. Der blev startet behandling med antibiotika, og kvinden blev overflyttet til et andet sygehus med henblik på respiratorbehandling. Hun var herefter

42 42 langvarigt indlagt. Ved udskrivelsen en måned efter operationen blev såret fortsat skiftet af hjemmesygeplejen. Patientforsikringen fandt, at skaden ikke var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, og nr. 4. Patientforsikringen lagde vægt på, at man ved undersøgelse og behandling havde fulgt almindeligt anerkendte retningslinier, og Patientforsikringen fandt, at der ikke var indikation for reoperation tidligere i forløbet, eftersom det ikke er usædvanligt, at stærkt overvægtige personer, der er opereret for galdesten, har moderat temperaturforhøjelse, kvalme og opkastninger i det operative efterforløb. Endvidere fandt Patientforsikringen, at sårruptur hos overvægtige personer sker med en hyppighed på mere end 2 %. Patientskadeankenævnet fandt, at skaden var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. Nævnet lagde til grund, at kvinden ikke blev undersøgt af en læge på/fra 6. dagen efter operationen, herunder at der ikke blev taget venyler med henblik på eventuel konstatering af septikæmi, at der ikke blev foretaget eftersyn af såret med henblik på eventuel konstatering af infektion, at der ikke blev foretaget røntgenundersøgelse af lungerne eller stetoskopi med henblik på eventuel konstatering af lungebetændelse, at der ikke blev foretaget akut ultralydsscanning med henblik på eventuel konstatering af subhepatisk ansamling, samt endelig at der ikke blev foretaget oversigt over abdomen med henblik på eventuel konstatering af ileus. Nævnet fandt det overvejende sandsynligt, at en indgriben på 6. dagen ville have hindret sårruptur og perforation af tyndtarmen. I øvrigt lagde Patientskadeankenævnet vægt på, at hyppigheden af sårruptur trods ventrofilsuturer er omkring 2 3 %, men at kombinationen sårruptur og samtidig læsion af tyndtarmen på grund af ventrofilsuturer forekommer meget sjældent. Patientskadeankenævnet fandt sammenfattende, at behandlingen af kvinden fra 6. dagen ikke levede op til bedste specialiststandard, og at der således var grundlag for erstatning i henhold til patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. J. nr. 477/98: Nerveknudedannelser i f.b.m. amputationer af finger.

43 43 En 45-årig mand fik under sit arbejde med en vinkelsliber beskadiget venstre 3. fingers yderstykke. Såret blev renset på skadestuen, og han blev sat i antibiotikabehandling. Den videre behandling skulle foregå ambulant. Ved den første ambulante kontrol var såret delvist nekrotisk med blottet knogle i bunden. Man valgte at amputere fingerens yderstykke. Af operationsbeskrivelsen fremgik det, at man under operationen syede strække- og bøjesene sammen. Ved den anden ambulante kontrol var såret nydeligt uden tegn på betændelse. Ved fjernelsen af trådene en uge efter var der lidt overfladisk betændelse, og den 45-årige blev tilrådet at sæbebade fingeren 2 gange dagligt. Ved den næste ambulante kontrol var fingeren let hævet uden tegn på dyb infektion. Der var en trådrest i såret. Den 45-årige blev henvist til genoptræning i ergoterapien. Ved kontrol 2 måneder senere var amputationsstumpen rød, øm og hævet, og den 45-årige havde lige siden sidste amputation haft mange smerter i stumpen. Han fik derfor reamputeret fingeren. I denne forbindelse blev der foretaget spaltning af bøje- og strækkesene. Han blev igen sat i antibiotikabehandling. Ved kontrollen herefter var fingerstumpen fuldstændig helet og pæn uden tegn på infektion. Ergoterapien blev genoptaget. Af journalnotater fra månederne herefter fremgik det, at fingeren på daværende tidspunkt var overordentlig følsom, således at den 45-årige slet ikke kunne røre noget med den. Han fik derfor afkortet noget af knoglen i fingeren. Dette var uden effekt på hans konstante smerter, hvorfor man 3 måneder senere amputerede yderligere et stykke af fingeren. Ej heller dette havde effekt. Nogle måneder senere blev resten af fingeren amputeret. Den 45-årige var herefter smertefri. Patientforsikringen fandt, at den 45-årige ikke var blevet påført en fysisk skade i forbindelse med behandlingen. Patientforsikringen fandt endvidere, at den manglende optimale behandling ved den

44 44 første amputationsoperation, hvor man syede strække- og bøjesenen sammen, ikke havde medført noget mermén, blot en forlænget sygeperiode, og at alene denne var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. Patientskadeankenævnet ændrede afgørelsen således, at den 45-årige blev anset for at være blevet påført en efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1 erstatningsberettigende skade i forbindelse med operationerne. Nævnet fandt det overvejende sandsynligt, at en erfaren specialist ville have handlet anderledes i forbindelse med alle operationerne, hvorved den 45-årige med overvejende sandsynlighed ville have undgået en forlænget sygeperiode og amputation af resten af venstre 3. finger. Patientskadeankenævnet fandt herunder, at en erfaren specialist ville have været opmærksom på nervens placering, således at der ikke var opstået nerveknudedannelser i forbindelse med amputationerne. J. nr. 266/98: Lædering af nervus medianus i forbindelse med operation for blodprop i arm. En 87-årig kvinde blev opereret for en blodprop i højre overarm. Kvinden var i øvrigt tidligere opereret for kræft i højre bryst og havde senere fået indsat en pacemaker. Endelig havde hun tidligere haft en blodprop i højre arm. Efter operationen kunne hun ikke aktivt bøje 1. og 2. finger på højre hånd, og hun havde nedsat følesans i finger. Man mente, at der ved operationen var sket en skade på nervus medianus. Patientforsikringen fandt, at skaden ikke var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. Patientforsikringen lagde vægt på, at armens nerver ligger tæt ved pulsåren, samt at der tidligere var opereret i samme område og fandt, at en nervepåvirkning under operationen var vanskelig at undgå og derfor hændelig. Patientskadeankenævnet ændrede afgørelsen. Nævnet fandt at skaden var omfattet af 2, stk. 1, nr. 1. Patientskadeankenævnet fandt det overvejende sandsynligt, at en erfaren specialist på det pågældende område ville have undgået at lædere nervus medianus. Nævnet lagde vægt på, at kvinden efter det foreliggende materiale havde et totalt udfald af nerven, hvilket med overvejende sandsynlighed talte for, at der var sket læsion af nerven og ikke blot en trykpåvirkning. Nævnet lagde

45 45 lagde tillige vægt på, at nerven efter operationsbeskrivelsen at dømme, ikke havde været set under operationen, hvorfor nævnet lagde til grund, at der ikke havde været tilstrækkelig opmærksomhed på dennes lokalisation. J. nr. 222/98: Splintret brud for tidlig fjernelse af osteosyntesematerialet. En 54-årig kvinde havde været involveret i en trafikulykke, hvorved hun bl.a. pådrog sig et splintret brud på højre lårbensskaft. Bruddet blev sat på plads ved en operation, hvor der blev indsat skinne og skruer. Der opnåedes efterhånden langsom heling af bruddet. Efter tre måneder fandtes bruddet på baggrund af en røntgenundersøgelse ophelet. To måneder herefter fjernede man skinnen og skruerne. I forbindelse med en gåtur to dage efter mærkede kvinden et knæk i højre lår. En røntgenundersøgelse viste brud mellem midterste og nedre del af lårbenet. Hun blev derfor opereret igen med indsættelse af marvsøm. Patientforsikringen fandt, at skaden ikke var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. Patientforsikringen lagde vægt på, at der ikke hverken ved røntgenundersøgelsen eller peroperativt var tegn på instabilitet af bruddet. Patientskadeankenævnet ændrede afgørelsen. Nævnet fandt, at skaden var omfattet af 2, stk. 1, nr. 1. Patientskadeankenævnet lagde vægt på, at der af journalen ikke fremgik nogen peroperativ vurdering af bruddets stabilitet, inden skinnen m.v. blev fjernet, og nævnet fandt, at optimal behandling havde tilsagt, at bruddets stabilitet var blevet undersøgt peroperativt, uanset at røntgenundersøgelsen havde vist heling. Nævnet bemærkede, at osteosyntesemateriale i lårbensknogler tidligst bør fjernes 1½ - 2 år efter, det er blevet indsat, og nævnet fandt således, at optimal behandling havde tilsagt, at man i det konkrete tilfælde, hvor kvinden havde pådraget sig et alvorligt splintret brud, og hvor hun i øvrigt havde konkurrerende lidelser og først var startet mobilisering to måneder efter operationen, burde have beregnet en længere helingstid.

46 46 Sager, hvor Patientskadeankenævnet har fundet, at skaden ikke er omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. J.nr. 571/98: Galdeblæreoperation - bedste specialiststandard. En 42-årig kvinde blev indlagt akut efter et særligt slemt galdestensanfald. Hun havde fire år tidligere fået konstateret galdesten og var blevet sat på venteliste til operation. Hun blev udskrevet to dage senere med henblik på senere operation. Hun blev imidlertid indlagt akut efter fem dage og blev opereret ved kikkertindgreb, hvorunder hun fik fjernet galdeblæren. Ved frilægningen af den lille galdegang fra galdeblæren til den dybe galdegang, opstod der imidlertid et lille hul på ca. 1 mm på galdegangen. Hullet blev forsøgt lukket, men det lykkedes ikke, hvorfor der i stedet blev anlagt et dræn. I døgnet herefter kom der ca. 30 ml. galdefarvet sekret fra galdedrænet. Herefter aftog sekretionen, og drænet blev fjernet. Ultralydscanning viste ingen væskeansamling i galdeblæreregionen, og kvinden blev udskrevet 11 dage senere. Kvinden blev imidlertid genindlagt allerede to dage senere med smerter i brystet. Der blev ved undersøgelsen påvist galdelækage, som blev behandlet med anlæggelse af endoprotese i den dybe galdegang samt anlæggelse af dræn i bughulen. Kvinden blev udskrevet efter 12 dage. Patientforsikringen fandt, under henvisning til lovens 2, stk. 1, nr. 3, at selve læsionen på galdegangen var en hændelig komplikation, som kunne ske for selv den bedste specialist. Man ville imidlertid med overvejende sandsynlighed kunne have lukket hullet, såfremt man havde ændret til åben operation og lukket hullet. I det konkrete tilfælde måtte konverteringen til åben operation anses for at være en ligeværdig behandlingsteknik, der rent faktisk stod til rådighed. Kvindens skade fandtes således omfattet af lov om patientforsikring. Kvinden fandtes imidlertid ikke at være berettiget til erstatning, idet den samlede erstatning ikke fandtes at overstige den i loven fastsatte undergrænse på ,- kr., jf. 5, stk. 2. Patientskadeankenævnet fandt, under henvisning til lovens 2, stk. 1, nr. 1, at selve læsionen på galdegangen var en hændelig komplikation, og at behandlingen i øvrigt var blevet udført i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Nævnet lagde herved vægt på, at læsionen alene omfattede en minimal rift på overgangen mellem indløbet af gangen fra galdeblæren i den store galdegang, og at behandlingen af en læsion af denne karakter er anderledes, end hvis der havde været tale om en hel eller delvis overskæring af galdegangen. I aktuelle tilfælde svarede den minimale rift til

47 47 siven fra galdeblærelejet, som almindeligvis behandles konservativt med dræn. Det var således nævnets opfattelse, at det i det konkrete tilfælde var relevant at behandle med dræn, og at åben kirurgi i et tilfælde som det konkrete ikke med overvejende sandsynlighed ville have ført til et bedre resultat på grund af læsionens størrelse og lokalisation. Nævnet bemærkede, at der ved forsøg på at lukke læsionen i åben kirurgi i øvrigt altid ville være risiko for at forårsage en forsnævring af galdegangen. Herudover var det nævnets opfattelse, at der ved åben kirurgi ville være øget risiko for komplikationer såsom lungebetændelse og sårinfektion. Nævnet fandt derfor, at det i det konkrete tilfælde var i overensstemmelse med bedste specialiststandard at anlægge dræn, og at åben kirurgi ikke var en ligeværdig metode til den faktisk anvendte. Kvindens skade fandtes således ikke omfattet af lov om patientforsikring , stk. 1, nr. 2 - Teknisk apparatur, redskaber eller udstyr "hvis skaden skyldes fejl eller svigt i teknisk apparatur, redskaber eller andet udstyr, der anvendes ved eller i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende." Bestemmelsen er en ansvarsregel, der dækker alle tilfælde af svigt i nævnte apparatur med videre. Sager, hvor Patientskadeankenævnet har fundet, at skaden er omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 2. J. nr. 290/98: Knækket Franks markeringsnål efterladt i vævet. En 63-årig kvinde havde, forinden hun skulle have fjernet en knude i brystet på røntgenafdelingen, fået sat en såkaldt Francks nål for at markere knudens placering. På operationslejet viste det sig, at nålen var gledet ud. Ved ultralydsscanning m.v. kunne knuden ikke genfindes. Man undlod derfor at operere, og hun blev sat til kontrol 3 måneder senere. Godt en måned herefter blev hun igen indlagt. I forbindelse med indsættelse af en markeringsnål bemærkede man en 1 cm lang metalstump. Da der ikke var infektion eller andre gener, lod man stumpen sidde.

48 48 Metalstumpen blev fjernet ved et ambulant indgreb to år senere, idet den generede kvinden. Der var sandsynligvis tale om en afknækket spids fra en Francks nål. Patientforsikringen fandt, at skaden var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 2. Patientforsikringen fandt, at der ved den primære undersøgelse var knækket en spids af en Franks nål, som derefter blev efterladt i kvindens bryst. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse, herunder at det forhold at en Francks markeringsnål knækker, og en del af nålen efterlades i vævet, er at betragte som en skade omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr , stk. 1, nr. 3 - Ligeværdig metode eller teknik "hvis skaden ud fra en efterfølgende vurdering kunne være undgået ved hjælp af en anden til rådighed stående behandlingsteknik eller behandlingsmetode, som ud fra et medicinsk synspunkt ville have været lige så effektiv til behandling af patientens sygdom." Denne bestemmelse dækker skader, der set i bakspejlet kunne have været undgået ved valg af en anden behandlingsteknik eller behandlingsmetode under forudsætning af, at den anden teknik eller metode faktisk stod til rådighed, at den var lige så effektiv til behandling af patientens sygdom, som den anvendte, og at skaden med overvejende sandsynlighed ville have været undgået ved valg af den anden teknik eller metode. Den anden teknik eller metodes ligeværdighed vurderes ud fra, hvilken vurdering en erfaren specialist ville have anlagt på tidspunktet for undersøgelse og valg af behandling. Selve skadens undgåelighed vurderes derimod ud fra den viden og erfaring, der foreligger på afgørelsestidspunktet og ikke på tidspunktet for iværksættelsen af behandlingen. Sager, hvor Patientskadeankenævnet har fundet, at skaden er omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 3:

49 49 J. nr. 88/94: Retslægerådet udtalt, at anden til rådighed stående behandlingsteknik, ekstern fiksering, ville have været lige så effektiv mv. En 50-årig kvinde blev indlagt på sygehuset med en svær komminut højresidig crusfraktur involverende ankelledet. Der var ikke huddefekt, og der fandtes god stilling i fodledsgaflen. Bruddet blev derfor behandlet konservativt med gipsbandage og elevation af benet. Ved den efterfølgende gennemgang af røntgenbillederne erkendte man dog, at der var betydelig fejlstilling, hvorfor det be sluttedes at foretage operativ påpladssætning. Ved operationen fandt man forskydning af flere ledbærende fragmenter. Disse blev reponeret under anvendelse af en del osteosyntesemateriale. Der blev givet antibiotika forebyggende. Efter operationen opstod der nekrose, som blev behandlet af flere gange, og en måned efter operationen fjernede man dele af det indsatte materiale og dækkede defekten med hudtransplantat. Kvinden gennemgik yderligere en hudtransplantation. På grund af en ansamling i underhuden på skinnebenet blev det resterende osteosyntesemateriale fjernet. Under denne operation konstateredes infektion omkring bruddet og manglende heling. Kvinden blev herefter behandlet med knogletransplantation m.v., hvorefter tilstanden langsomt bedredes. Patientforsikringen fandt, at skaden ikke var omfattet af patientforsikringsloven. Vedrørende 2, stk. 1, nr. 3, fandt Patientforsikringen, at der i den 50-åriges tilfælde ikke forelå en anden ligeværdig behandlingsmetode. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse, idet nævnet bl.a. fandt, at der ikke eksisterede en anden til rådighed stående behandlingsmetode, der ud fra et medicinsk synspunkt ville have været lige så effektiv. Retslægerådet afgav udtalelse i en efterfølgende anlagt landsretssag. Retslægerådet besvarede de stillede spørgsmål således, at man på sygehuset ved operationen kunne have benyttet en anden til rådighed stående behandlingsteknik, udvendig fiksation, der ud fra et medicinsk synspunkt ville have været lige så effektiv til behandling af bruddet, og at den påførte skade i form af infektion herved kunne være undgået, idet risikoen for infektion herved ville have været væsentlig mindre.

50 50 Patientskadeankenævnet genoptog på denne baggrund sagen. Patientskadeankenævnet fandt herefter, at den 50-årige var berettiget til erstatning i henhold til patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 3. Sager, hvor Patientskadeankenævnet har fundet, at skaden ikke var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 3. J.nr. 571/98: Galdeblæreoperation. En 42-årig kvinde blev indlagt akut efter et særligt slemt galdestensanfald. Hun havde fire år tidligere fået konstateret galdesten og var blevet sat på venteliste til operation. Hun blev udskrevet to dage senere med henblik på senere operation. Hun blev imidlertid indlagt akut efter fem dage, og blev opereret ved kikkertindgreb, hvorunder hun fik fjernet galdeblæren. Ved frilægningen af den lille galdegang fra galdeblæren til den dybe galdegang opstod der imidlertid et lille hul på ca. 1 mm på galdegangen. Hullet blev forsøgt lukket, men det lykkedes ikke, hvorfor der i stedet blev anlagt et dræn. I døgnet herefter kom der ca. 30 ml. galdefarvet sekret fra galdedrænet. Herefter aftog sekretionen, og drænet blev fjernet. Ultralydsscanning viste ingen væskeansamling i galdeblæreregionen, og kvinden blev udskrevet 11 dage senere. Kvinden blev imidlertid genindlagt allerede to dage senere med smerter i brystet. Der blev ved undersøgelse påvist galdelækage, som blev behandlet med anlæggelse af endoprotese i den dybe galdegang samt anlæggelse af dræn i bughulen. Kvinden blev udskrevet efter 12 dage. Patientforsikringen fandt, under henvisning til lovens 2, stk. 1, nr. 3, at selve læsionen på galdegangen var en hændelig komplikation, som kunne ske for selv den bedste specialist. Man ville imidlertid med overvejende sandsynlighed kunne have lukket hullet, såfremt man havde ændret til åben operation og lukket hullet. I det konkrete tilfælde måtte konverteringen til åben operation anses for at være en ligeværdig behandlingsteknik, der rent faktisk stod til rådighed. Kvindens skade fandtes således omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 3. Patientskadeankenævnet fandt, under henvisning til lovens 2, stk. 1, nr. 1, at selve læsionen på galdegangen var en hændelig komplikation, og at behandlingen i øvrigt var blevet udført i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Nævnet lagde herved vægt på, at læsionen alene omfattede en minimal rift på overgangen mellem indløbet af gangen fra galdeblæren i den store galde-

51 51 gang, og at behandlingen af en læsion af denne karakter var anderledes, end hvis der havde været tale om en hel eller delvis overskæring af galdegangen. I aktuelle tilfælde svarede den minimale rift til siven fra galdeblærelejet, som almindeligvis behandles konservativt med dræn. Det var således nævnets opfattelse, at det i det konkrete tilfælde var relevant at behandle med dræn, og at åben kirurgi i et tilfælde som det konkrete ikke med overvejende sandsynlighed ville have ført til et bedre resultat på grund af læsionens størrelse og lokalisation. Ved forsøg på at lukke læsionen i åben kirurgi ville der i øvrigt altid være risiko for at forårsage en forsnævring af galdegangen. Herudover var det nævnets opfattelse, at der ved åben kirurgi ville være øget risiko for komplikationer såsom lungebetændelse og sårinfektion. Nævnet fandt derfor, at det i det konkrete tilfælde var i overensstemmelse med bedste specialiststandard at anlægge dræn, og at åben kirurgi ikke var en ligeværdig metode til den faktisk anvendte. Kvindens skade fandtes således ikke omfattet af lovens 2, stk. 1, nr , stk. 1, nr. 4 - Komplikationer, sjældenhed, alvorlighed. "hvis der som følge af undersøgelse, herunder diagnostiske indgreb, eller behandling indtræder skade i form af infektioner eller andre komplikationer, der er mere omfattende, end hvad skadelidte med rimelighed må tåle. Der skal herved tages hensyn dels til skadens alvor, dels til patientens sygdom og helbredstilstand i øvrigt samt til skadens sjældenhed og mulighederne for at tage risikoen for dens indtræden i betragtning". I modsætning til de forudgående tre bestemmelser omfatter denne bestemmelse visse skader, infektioner eller andre komplikationer, der er uundgåelige i den forstand, at de ikke er omfattet af de forudgående erstatningsgrundlag, men som ud fra en rimelighedsvurdering går ud over, hvad patienten må tåle. Ved vurderingen tages der hensyn til skadens relative alvor i forhold til patientens grundsygdom og helbred i øvrigt og skadens sjældenhed, og om det var muligt at tage risikoen i betragtning. Det betyder, at komplikationer i forbindelse med behandling af meget alvorlige sygdomme som oftest ikke er omfattet, og der vil ved vurderingen af skadens relative alvor i disse tilfælde også blive taget hensyn til risikoen ved ikke at iværksætte en behandling. Et eksempel er bivirkninger i forbindelse med behandling af kræftlidelser. Disse patienter vil sjældent være berettigede til erstatning efter denne bestemmelse, da undladelse af at iværksætte behandling kan have

52 52 meget alvorlige konsekvenser. Det er dog altid en konkret vurdering, hvorvidt en uundgåelig skade må tåles, og en meget alvorlig grundsygdom vil ikke automatisk afskære patienten fra erstatning. Kun komplikationer, som er påført ved behandling med videre, kan begrunde erstatning efter loven, ikke komplikationer, der må henføres til grundsygdommen eller til patienten selv. Forholdet mellem kriterierne relativ alvor og sjældenhed som erstatningsberettigende faktorer er omvendt-proprotionalt, det vil sige, at jo mere alvorlig en skade er i forhold til grundsygdommen, desto mindre krav stilles der til sjældenhed, og jo mere sjælden en skade/komplikation er i forbindelse med en given behandling, desto mindre er kravet til den relative alvor. I særlige tilfælde forekommer behandlingsskader uden direkte sammenhæng med den egentlige behandlingsopgave, f.eks. skader bevirket ved lejringen under operationer. I sådanne tilfælde har nævnet ved vurderingen af, hvilke komplikationer patienten måtte tåle, set bort fra grundsygdommens alvor. Sager, hvor Patientskadeankenævnet har fundet, at skaden var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. J. nr. 326/98: Fjernelse af godartet cyste på æggestok komplikationer i form af infektion, hul på tarm, transversostomi, langvarigt forløb. En 49-årig kvinde fik ved en operation fjernet en godartet cyste på venstre æggestok. Operationen kompliceredes af sammenvoksninger fra såvel den S-formede del af tyktarmen som fra blærens bagvæg. Efter operationen blev der givet antibiotika, og kvinden blev udskrevet 8 dage efter operationen. På grund af smerter blev hun genindlagt efter 4 dage. Ved en reoperation fandtes pusansamling i det lille bækken under den S-formede del af tyktarmen. Under løsningen af sammenvoksningerne kom der hul på tyktarmen. Hullet blev lukket, og der blev anlagt dræn. Kvindens tilstand var herefter svingende. Da der kom afføring og puslignende afsondring fra operationssåret, blev der foreta-

53 53 get fremlægning af den tværgående del af tyktarmen til huden. Hun kunne udskrives i bedring efter en måned. Tarmen blev ved en senere operation lagt tilbage. Patientforsikringen fandt, at skaden i form af infektion og deraf følgende langvarig og vanskelig sygeperiode var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. Patientforsikringen lagde vægt på, at den ved operationen indtrådte infektion var en særdeles sjælden komplikation til indgrebet, og at de opståede komplikationsfølger i form af langvarigt sygeleje samt flere reoperationer, under hensyn til omfanget af kvindens grundsygdom gik ud over, hvad hun med rimelighed måtte tåle. Patientskadeankenævnet tiltrådte, at skaden fandtes at være omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr /98: Lammelse af begge ben efter bukseproteseoperation. En 70-årig mand fik på et sygehus i forbindelse med en undersøgelse for vandladningsbesvær konstateret udposning på den nederste del af den store legemspulsåre og på begge bækkenpulsårer. Han blev derfor henvist til et andet sygehus, hvor der blev foretaget en såkaldt bukseproteseoperation. Selve operationen forløb planmæssigt; men efter operationen blev det konstateret, at han var lammet i begge ben. Der blev foretaget akut MR-skanning af hans lænderyg. Denne viste ikke tegn på ydre tryk, ansamling omkring marven eller tegn på utilstrækkelig gennemblødning i selve medulla. En uge efter operationen blev han tilbageflyttet med henblik på genoptræning. En uge herefter blev der igen foretaget MR-skanning. Undersøgelsen viste fortsat ikke tegn på læsion af rygmarven. Under genoptræningsforløbet var der langsom, men stadig fremgang. Den 70-årige oplyste i forbindelse med klagesagen, at han fortsat gik til genoptræning 4 gange om ugen, fortsat brugte kørestol og kun kunne komme fra kørestolen over i almindelig stol ved brug af krykkestokke. Patientforsikringen fandt, at skaden i form af lammelse af begge ben efter operationen ikke var omfattet af patientforsikringsloven. Afgørelsen var truffet i henhold til 2, stk. 1, nr. 1 og nr. 4. Patientforsikringen fandt, at operationen var foretaget i overensstemmelse med bedste specialiststandard, og at skaden ikke var mere omfattende, end hvad den 70-årige måtte tåle. Efter undersøgelser for at klarlægge årsagen til lammelsen, var det konkluderet, at skaden skyldtes utilstrækkelig

54 54 blodforsyning til dele af rygmarven. Det var dog ikke muligt, nærmere at klarlægge hvorfor denne komplikation havde udviklet sig. Patientforsikringen lagde vægt på, at den 70-åriges grundsygdom ubehandlet var behæftet med en væsentlig risiko for bristning af pulsåren og dermed risiko for dødelig udgang, samt at indgrebet var meget stort, og i sig selv behæftet med ganske store komplikationsricisi, herunder relativ stor dødelighed. Patientskadeankenævnet ændrede afgørelsen således, at den 70-årige ansås for at være påført en efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, erstatningsberettigende skade. Nævnet tiltrådte Patientforsikringens opfattelse, hvorefter komplikationen, lammelse i begge ben, skyldtes utilstrækkelig blodforsyning til dele af rygmarven. Nævnet fandt imidlertid, at denne komplikation var så sjældent forekommende, og dermed upåregnelig for patienten, at komplikationen var erstatningsberettigende. Nævnet lagde vægt på, at den 70-årige inden operationen var fuldstændig symptomfri for udposningerne, og at disse tilfældigt blev konstateret som led i udredningen af hans vandladningsbesvær, ligesom nævnet lagde vægt på, at der var tale om en planlagt operation, og at risikoen for lammelse af begge ben i denne situation er ekstremt sjælden. J.nr : Infektioner efter brystreducerende kirurgi - patienten havde tålt mere end rimeligt. En 49-årig kvinde blev indlagt med henblik på brystreducerende operation. Operationen forløb uden komplikationer, og der blev under indgrebet fjernet 480 gr. væv fra højre bryst og 665 gr. væv fra venstre bryst. Kvinden blev udskrevet efter tre dage og skulle have fjernet tråde 14 dage senere. Hun blev imidlertid indlagt akut efter fem dage på grund af infektion i højre bryst. Såret blev åbnet og renset, og der blev iværksat antibiotisk behandling, hvorefter hun blev udskrevet. Kvinden blev herefter behandlet i ambulatoriet hver 2-3 dag med henblik på skylning og sårpleje. 2 ½ måned efter den primære operation blev kvinden indlagt påny og arret blev åbnet, hvorved der blev fundet inflammatorisk, nekrotisk fedtvæv. 14 dage senere blev der foretaget reoperation, hvorefter kvinden blev udskrevet til kontrol hos sin egen læge. Efterforløbet kompliceredes af fisteldannelse og infektion, og kvinden blev atter reopereret 2 måneder senere. Kvinden oplyste i forbindelse med sin klagesag, at hun stod foran yderligere to reoperationer.

55 55 Patientforsikringen fandt, under henvisning til lovens 2, stk. 1, nr. 1, at behandlingen var blevet udført i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Patientforsikringen fandt, at operationsmetoden var anerkendt og indgrebet ligeledes var blevet udført på en anerkendt måde. Patientforsikringen fandt i samme forbindelse, at det forhold, at der ikke var blevet givet antibiotika forebyggende, ikke havde været i modstrid med anerkendte retningslinjer, idet der ikke forelå dokumentation for, at dette reducerer risikoen for infektion ved denne type indgreb. Patientforsikringen fandt videre, under henvisning til lovens 2, stk. 1, nr. 4, at kvindens skade i form af dyb infektion med gentagne revisioner ikke var tilstrækkelig sjælden til at opfylde lovens krav herom. Patientforsikringen lagde i den forbindelse vægt på, at dyb infektion med bylddannelse indtræder relativt hyppigt i forbindelse med brystreduktion. Patientskadeankenævnet kunne tiltræde, at behandlingen af kvinden var udført i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Nævnet lagde herved lagt vægt på, at der ifølge operationsbeskrivelsen blev udført en dobbeltsidig brystreduktion med flytning af brystvortekomplekset på en stilk placeret opadtil i midten. Nævnet kunne bekræfte, at der var tale om en udbredt og anerkendt metode. Nævnet kunne videre tiltræde, at det forhold, at der ikke blev givet forebyggende antibiotika under operationen, ikke havde været i modstrid med anerkendte retningslinjer, idet det ikke med sikkerhed vides at reducere risikoen for infektion ved denne type indgreb, ligesom der ikke var forhold hos kvinden, som indikerede en nedsat immunfunktion. Patientskadeankenævnet fandt imidlertid, under henvisning til lovens 2, stk. 1, nr. 4, at kvindens skade havde været alvorlig med et langvarigt og komplekst sygeforløb, og nævnet vurderede, at det forhold, at dyb infektion med bylddannelse optræder relativt hyppigt i forbindelse med operationer som den aktuelle, ikke skulle komme kvinden til skade i den konkrete sag. Nævnet fandt således, at der i det konkrete tilfælde skulle anlægges en helhedsbedømmelse, således at kvinden til trods for en ikke helt sjælden komplikation, alligevel vurderedes at have tålt mere end rimeligt set i forhold til en operation i sundt væv, en infektionsrisiko 2-3%, ingen egentlig alvorlig grundsygdom, men et kompliceret og alvorligt efterforløb med flere reoperationer og endelig risikoen for at miste det ene bryst. Nævnet fandt således samlet, at kvinden var berettiget til erstatning efter lov om patientforsikring 2, stk. 1, nr. 4.

56 56 J. nr. 247/97: Meget alvorlig og sjælden komplikation til arbejdsbelastningstest. En 45-årig mand havde knap 10 år tidligere fået diagnosticeret hjertemuskelsvækkelse af ukendt årsag. Han var velundersøgt på hjertemedicinsk afdeling og blev fulgt dér ambulant, sidste gang ca. én måned før aktuelle. Tre år før aktuelle var han blevet tilbudt at komme på venteliste til en hjertetransplantation. På grund af hans store størrelse anså man sandsynligheden for, at der ville komme et organtilbud til ham som beskeden, hvorfor man forventede, at han måtte stå på venteliste gennem meget lang tid. Tilbuddet om at komme på venteliste var primært begrundet i dette forhold og ikke i hans symptomer. Han havde 1½ måned før arbejdstestningen været indlagt nogle dage på et andet hospitals medicinske afdeling efter opblussen af hjertesymptomerne med tiltagende åndenød, væskeansamling i benene samt smerter i brystet ved anstrengelse. Han var i denne forbindelse blevet sat op i doseringen af vanddrivende medicin. Hans tilstand var bedret herpå, og det var blevet aftalt, at han skulle have udført en ambulant arbejdsbelastningstest. En måned inden testen var han blevet undersøgt på den hjertemedicinske afdeling henholdsvis ved ultralyd og klinisk. Det var konkluderet, at han skønnedes optimalt medicinsk behandlet. Han passede sit fuldtidsarbejde og følte sig ikke væsentligt begrænset i dagligdagen, hvorfor der på dette tidspunkt ikke fandtes indikation for transplantation. Man fandt dog på baggrund af ekkokardiografien, at der skulle foretages en undersøgelse af hjertets pumpefunktion. Den 45-årige fik på det andet hospital herefter udført arbejdsbelastningstesten. Umiddelbart efter testen blev han dårlig og faldt om i undersøgelsesrummet med hjertestop. Efter hjertestopbe handling fik man atter hjertefunktion, men han døde samme dag. Patientforsikringen fandt, at skaden ikke var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, jf. 1, stk. 1. Patientforsikringen fandt, at den 45-åriges død skyldtes han grundsygdom og ikke undersøgelsen.

57 57 Patientskadeankenævnet fandt, at skaden var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. Nævnet fandt, at den tilstødte skade var den alvorligst tænkelige, der kunne opstå. Nævnet tog derved hensyn til komplikationens alvor, herunder at muligheden for genoplivning og vedvarende restitution efter hjertestop altid er reduceret hos patienter med svækket hjertefunktion af det omfang, den 45-årige havde. Nævnet tog endvidere hensyn til hans sygdom og helbredstilstand i øvrigt, herunder at han på tidspunktet for komplikationens indtræden passede sit fuldtidsarbejde og i øvrigt ikke følte sig væsentligt begrænset i dagligdagen. Nævnet lagde til grund, at hjertestoppet med overvejende sandsynlighed var en følge af den gennemførte arbejdstest. Den 45-årige havde svækket hjertefunktion, men ikke af en sådan sværhedsgrad, at den kontraindicerede undersøgelsens gennemførelse. Patientskadeankenævnet tog endelig hensyn til komplikationens sjældenhed, herunder at det af flere internationale opgørelser fremgik, at der ikke havde optrådt hjertestop eller dødsfald i tilslutning til undersøgelsen af mere end 1000 patienter med en svækket hjertemuskulatur af samme grad som den, den 45-årige havde. Nævnet fandt på denne baggrund, at betingelserne for at yde erstatning i henhold til patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, var opfyldt. J. nr. 61/98: Yderst sjælden og alvorlig komplikation til anlæggelse af epiduralkateter. En 64-årig kvinde blev indlagt akut på grund af åreforkalkning i pulsåren i lysken på højre side. Hun havde lidt af sukkersyge gennem 15 år. Ved operationen, som blev foretaget i rygmarvsbedøvelse, fik hun implanteret et kunstigt blodkar i højre side. Operationen forløb planmæssigt. Efterfølgende var der en del blødning. På 3. dagen efter operationen blev det konstateret, at den 64-årige bevægede fødderne trægt. Indgiften af smertestillende medicin i den epiduralt anlagte pumpe blev stoppet. Kvinden havde fortsat nedsat bevægelighed i begge ben. Samtidig fik hun væskeansamling i lungerne og måtte res-

58 58 piratorbehandles. Derfor var det først muligt på 4. dagen at undersøge hvad baggrunden for den nedsatte bevægelighed i benene var. Det blev da konstateret, at der var lammelse af begge ben, og en akut MR-scanning gav ikke holdepunkter for byld eller blødning i rygmarvskanalen. Der blev herefter foretaget elektrofysiologisk undersøgelse. Denne viste en formentlig svær læsion af den nederste del af rygmarven. I efterforløbet var der langsom fremgang med funktionen og sensibiliteten i højre ben. Der var dog uændret lammelse af skinnebensmuskulaturen. Det fremgik, at der vedvarende var nedsat styrke i benene, værst på højre side. Patientforsikringen fandt, at skaden ikke var omfattet af patientforsikringslovens 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1. Patientforsikringen fandt, at læsionen af den nederste del af rygmarven, der var årsag til lammelsen, med overvejende sandsynlighed ikke var forårsaget af den epidurale bedøvelse, men af en blodprop på grund af åreforkalkning af pulsårerne. Patientskadeankenævnet fandt, at skaden var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, jf. 1, stk. 1. Nævnet lagde til grund, at baggrunden for lammelsen ikke var, at kvinden under operationen havde fået en blodprop i det kar, der forsyner den nederste del af rygmarven, men at der i forbindelse med anlæggelsen/anvendelsen af epiduralkateteret skete læsion af den nederste del af rygmarven. Endvidere lagde Patientskadeankenævnet vægt på, at lammelse af benene efter karkirurgi forekommer yderst sjældent, samt på at kvinden efter operationen vedvarende ikke kan stå/gå og må have hjælp til alt. Nævnet lagde herunder vægt på, at kvinden forinden operationen var selvhjulpen og mobil. Patientskadeankenævnet fandt, at skaden lå ud over, hvad den 64-årige med rimelighed måtte tåle, og at lovens krav om sjældenhed og alvorlighed var opfyldt.

59 59 Betingelserne for at yde erstatning i henhold til patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, fandtes således at være opfyldt. J. nr. 22/98: Udskiftning af hofteprotese svær påvirkning af nerven på venstre lårs forside (nervus femoralis). En 70-årig kvinde havde ca. 20 år tidligere fået indsat hofteproteser i begge hofter på grund af medfødt hofteskred. 3 år før aktuelle behandling havde hun fået begyndende smerter og træthed i hofterne på grund af løshed af proteserne. Ved en undersøgelse fandtes begge proteser fuldstændig løse, hvorfor det besluttedes at foretage operation, i første omgang på venstre side. Ved operationen foretog man udskiftning af den venstre hofteprotese og omtransplantering af lårbensknoglen med knoglemateriale. Ved de efterfølgende ambulante kontroller konstateredes det, at kvinden gradvis havde udviklet en stikkende og brændende fornemmelse i hele venstre ben, og at funktionen i strækkemusklen på lårets forside var nedsat. Hun blev undersøgt på neurologisk afdeling, hvor der fandtes svær påvirkning af nervus femoralis. En EMG-undersøgelse viste tegn på langvarigt delvist bortfald af nerveimpulser til strækkemusklen på venstre lårs forside. Patientforsikringen fandt, at skaden ikke var omfattet af patientforsikringsloven. Patientforsikringen fandt, at skaden i form af perifer læsion af nervus femoralis ikke var tilstrækkelig sjælden, og at skaden ikke var tilstrækkelig alvorlig set i forhold til den 70-åriges grundlidelse. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse, idet nævnet fandt, at skaden var mere omfattende, end hvad kvinden med rimelighed måtte tåle, henset til grundlidelsen og henset til skadens sjældenhed. Ved vurderingen indgik, at andre nerveskader, skader på ischiasnerven, generelt ikke kunne siges at være sjældne i forbindelse med en udskiftningsoperation af en protese. Nævnet vurderede imidlertid, at den konkrete nerveskade i form af beskadigelse af nervus femoralis var en sjælden komplikation i forbindelse med udskiftningsoperationer.

60 60 Patientskadeankenævnet fandt på denne baggrund, at skaden var omfattet af patientforsik ringslovens 2, stk. 1, nr. 4. J. nr. 201/97: Cervikal rodlæsion i forbindelse med Clowards operation. En 57-årig mand fik foretaget knoglefiksation af 5. og 6. halshvirvel. Han var tre gange tidligere opereret for diskusprolaps. Forud for indgrebet havde han konstante nakkesmerter, kraftnedsættelse af højre arm og smerter i lænden med udstråling til venstre ben. Ved indgrebet fandtes der betydelig ledbåndsfortykkelse, men ikke egentlig diskusprolaps. Efter operationen var der forværrede symptomer i form af delvis lammelse svarende til højre arm. Ved udskrivelsen var tilstanden uændret. Ved ambulant kontrol var der bevægeindskrænkning i højre skulderled. Der var endvidere smerter. Man fandt, at der måtte være tale om en motorisk affektion af 5. cervikalrod. Patientforsikringen fandt, at skaden ikke var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. Patientforsikringen fandt, at lovens krav om sjældenhed ikke var opfyldt. Patientskadeankenævnet ændrede afgørelsen. Nævnet fandt, at skaden var omfattet 2, stk. 1, nr. 4. Nævnet fandt, at den tilstødte komplikation i form af cervikal rodlæsion og de heraf følgende gener var mere omfattende, end hvad den 57-årige med rimelighed måtte tåle, henset til komplikationens alvorlighed og sjældenhed. Nævnet vurderede, at cervikal rodlæsion som komplikation til den udførte Clowards operation optræder med en hyppighed under 1 %, og derfor måtte siges at være sjælden.

61 61 Sager, hvor Patientskadeankenævnet har fundet, at skaden ikke var omfattet af 2, stk. 1, nr. 4. J. nr. 96/98: Fjernelse af galdeblæren galdeblæregangslækage infektion brok. En 47-årig kvinde fik fjernet galdeblæren ved en kikkertoperation. Efter operationen havde hun kvalme og kaffegrumslignende opkastninger, forstoppelse og oppustethed. Hun blev udskrevet 2 dage efter operationen. Hun blev genindlagt efter en uge på grund af smerter. Ved en ultralydsundersøgelse blev det konstateret, at der var udsivning af galde fra en galdeblæregangslækage. Dagen efter blev hun opereret, hvorved der blev etableret galdedræn. En uge efter blev det konstateret, at der stadig var en defekt i galdegangene. Hun blev derfor opereret igen, hvorved lækagen blev lukket. Efterforløbet kompliceredes af infektion omkring drænstedet. Kvinden blev behandlet med antibiotika, sårspaltning og oprensning. Behandlingen blev afsluttet 3 måneder efter den primære operation. Kvinden udviklede efterfølgende arbrok ved navlen på det sted, kikkerten havde været ført ind. Brokket blev fjernet ved et mindre indgreb. Patientforsikringen fandt, at skaden ikke var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1 og nr. 4. Patientforsikringen fandt, at behandlingen af kvinden var udført i overensstemmelse med bedste specialiststandard, og at såvel galdegangslækagen som infektionen og arbrokket var hændelige komplikationer til indgrebet. Patientforsikringen fandt herunder, at komplikationerne dels ikke opfyldte lovens krav om alvorlighed set i forhold til grundlidelsen, og f.s.v.a. infektionen og arbrokket ikke opfyldte lovens krav om sjældenhed. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse.

62 62 J.nr. 247/98: Perforeret, betændt blindtarm, samt byld stort arbrok. En 51-årig mand blev opereret på grund af akutte mavesmerter. Ved operationen fandtes en perforeret, betændt blindtarm, som blev fjernet. Endvidere fandtes en 10x10 cm stor byld, som blev dræneret. Efter operationen blev han sat i behandling med bredspektret antibiotika. Herefter udviklede den 51-årige tarmstop. Han blev derfor opereret igen. Ved operationen fjernedes dels en stor byld, der lå under huden indenfor bughinden, dels talrige tarmsammenvoksninger med knækdannelser, dels en 3x3 cm stor byld beliggende 40 cm fra tyndtarmens udmunding i tyktarmen. I efterforløbet behandledes en defekt i sårvævet, og endelig udviklede der sig et stort bugvægsbrok ved operationsarret. Brokket gendannedes efter, at det operativt var fjernet, hvorfor det igen måtte fjernes operativt. Patientforsikringen fandt, at skaden ikke var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1 og nr. 4. Patientforsikringen lagde vægt på, at den primære operation og efterbehandling var udført i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Endvidere fandt Patientforsikringen, at skaden i form af infektion med efterfølgende bugvægsbrok ikke var tilstrækkelig sjælden til at opfylde lovens krav herom, samt at skaden ikke var tilstrækkelig alvorlig set i forhold til den 51-åriges grundlidelse. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. J. nr. 387/97: Kemoterapi bivirkninger tålegrænsen anden til rådighed stående teknik. En 52-årig mand blev indlagt på sygehuset til behandling for en påvist myelomatose. Der blev givet kemoterapi og senere højdosis kemoterapi og perifer stamcellebehandling. Allerede inden diagnosen var blevet stillet, havde den 52-årige haft meget svære rygsmerter. Det blev overvejet at give strålebehandling mod rygsøjlen; men da den 52-årige da var smertefri, afstod man herfra i første omgang. Da smerterne kom igen, lokaliseret til 10. thorakalhvirvel, hvor

63 63 der i øvrigt var et sammenfald af ældre dato, blev der givet strålebehandling mod thorakalhvirvel. Den 52-åriges smerter forværredes på ny og var nu lokaliseret længere nede i ryggen end dér, hvor der tidligere var givet strålebehandling. Senere påvistes yderligere sammenfald i ryggen svarende til lændehvirvel 2-4. Der var ikke neurologiske udfald. Der blev tilbudt ham strålebehandling mod området, men han afstod herfra. Ca. ½ år senere blev den 52-årige genindlagt på grund af smerter og krampetilfælde i benene. Ved neurologisk undersøgelse fandtes intet abnormt. Akut MR-skanning viste ej heller tegn på medullær kompression, dog fandtes der diskrete opladninger i medulla svarende til det strålebehandlede område, thorakalhvirvel. Man konkluderede, at der formentlig var tale om stråleskader. Den 52- åriges gener i benene blev værre, og der kom styringsbesvær. Ved et neurologisk tilsyn fandt man, at der var moderat spastisk lammelse i benene, og man kunne ikke udelukke strålemyopati. Ca. 2 år efter strålebehandlingen kunne den 52-årige kun rokke med højre fod og storetå, ellers var højre ben lammet. Der var funktion omkring knæet og foden på venstre ben; men der var totalt ophævet gangfunktion og transferfunktion. Patientforsikringen fandt, at skaden ikke var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, nr. 3 og nr. 4. Vedrørende nr. 1 lagde Patientforsikringen vægt på, at den 52-årige på korrekt indikation havde modtaget strålebehandling i korrekt dosis på det rette niveau, idet han på grund af myelomatose havde smerter i ryggen, hvilke ikke kunne mindskes ved hjælp af morfinpræparater. Vedrørende nr. 3 lagde Patientforsikringen dels vægt på, at han var stærkt smerteplaget, samt at morfin ikke virkede tilstrækkeligt smertedækkende, dels vægt på, at strålebehandlingen ikke alene var smertebehandlende, men ligeledes havde en forebyggende virkning på brud på ryghvirvlerne, hvilken ikke kunne opnås med andre smertebehandlinger, hvorfor disse ikke fandtes at være lige så effektive som strålebehandlingen. Vedrørende nr. 4 lagde Patientforsikringen vægt på, at den 52- årige led af en ondartet kræftsygdom i blodet, og Patientforsikringen fandt, at skaden i form af manglende gangfunktion m.v. ikke var tilstrækkelig alvorlig set i forhold til grundlidelsen.

64 64 Patientskadeankenævnet tiltrådte afgørelsen. Nævnet bemærkede, at der ved progression af grundsygdommen kunne optræde neurologiske gener af samme eller af endnu større omfang end de gener, den 52-årige havde. J.nr : Stafylokokinfektion i knæ. En kvinde faldt og pådrog sig en læsion på venstre knæ. I forbindelse hermed opstod der irritation af en slimsæk i underhuden ved knæskallen. 10 måneder senere blev hun indlagt med henblik på fjernelse af arvæv i knæskallen. Indgrebet forløb uden komplikationer. Ved kontrol gabte operationsarret 3 cm, og der var opstået pussekretion. Podningssvar viste vækst af stafylokokker og behandling med antibiotika blev påbegyndt. Idet der ikke skete nogen bedring i infektionstilstanden, blev hun indlagt med henblik på intensiv sårpleje samt intravenøs antibiotikabehandling. Efterhånden aftog sekretionen, og ved kontrol så såret pænt ud. Patientforsikringen vurderede, at behandlingen var udført i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring var det bedst mulige i den givne situation. Patientforsikringen lagde vægt på, at den indtrådte infektion måtte anses for værende en hændelig komplikation til indgrebet, og at den var behandlet i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Patientforsikringen fandt endvidere, at skaden i form af infektion ikke var tilstrækkelig alvorlig set i forhold til den grundlidelse, der blev behandlet for. Patientforsikringen lagde vægt på, at infektionen var ukompliceret og at såret helede hurtigt op. Patientskadeankenævnet fandt ligeledes, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ikke ville have handlet anderledes, end der blev gjort. Den indtrådte infektion blev behandlet efter bedste specialiststandard. Patientskadeankenævnet fandt ligeledes, at generne i form af infektion ikke var så omfattende, at der alene af denne grund kunne ydes erstatning i medfør af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. Der var herved lagt vægt på komplikationens ikke sjældne forekomst og mindre alvorlige karakter set i forhold til grundsygdommen.

65 , stk. 1, jf. 2, stk. 1, nr. 1 og 2. Diagnosticering, fejl eller forsinkelse Ifølge patientforsikringslovens 3, stk. 1, jf. 2, stk. 1, nr. 1 og 2, erstattes skade som følge af, at der ikke er blevet stillet en rigtig diagnose af patientens sygdom kun i de i 2, stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte tilfælde. Patientforsikringsloven dækker således også følger af mangelfuld diagnosticering, både forkert diagnose og forsinket diagnose, hvad enten følgen er en forværring af grundsygdommen eller en merskade. Det er dog ikke nok at konstatere, at der er sket en fejl i forbindelse med diagnosticeringen. Fejldiagnosticeringen skal også have medført en fysisk skade, og skaden skal med overvejende sandsynlighed være forvoldt på en af de i 2, stk. 1, nr. 1, og nr. 2, nævnte måder. Det vil sige, at diagnosticeringen på undersøgelsestidspunktet ikke har levet op til kravet om den erfarne specialists standard og/eller diagnosticeringen skyldes fejl eller svigt i teknisk apparatur, redskaber eller andet udstyr. Endvidere skal skaden, forværringen af grundsygdommen eller merskaden med overvejende sandsynlighed kunne tilskrives den forsinkede eller fejlagtige diagnose. Sager, hvor Patientskadeankenævnet har fundet, at der ikke forelå en skade omfattet af patientforsikringslovens 3, stk. 1, jf. 2, stk. 1, nr. 1 og 2. J. nr. 466/98: Forsinket diagnostisering af aortaaneurisme. En 64-årig mand blev indlagt på sygehuset med bronchitis og lungebetændelse efter nogle dages varende influenzasymptomer. Endvidere var hans venstre knæ hævet og ømt. Der blev samme dag foretaget punktur af knæet. Der udtømtes 110 ml uklar, gullig væske, der blev anlagt gipsskinne og iværksat behandling med præparatet Diclosil. På 3. dagen viste dyrkningssvaret gule staphylococcer. Samme dag blev der udtømt yderligere ca. 50 ml blakket væske m.v. fra knæledhulen, og Diclosilbehandlingen blev opretholdt.

66 66 Dagen efter viste en røntgenundersøgelse af brystkassen tegn på venstresidig lungebetændelse. Den 64-årige blev sat i antibiotikabehandling herfor. I løbet af dagen blev han tiltagende konfus, og på mistanke om blodforgiftning blev han overflyttet til intensiv afdeling. To dage efter blev der foretaget lumbalpunktur. Der fandtes normale forhold. Samme dag blev det oplyst, at den 64-årige i mere end et år havde haft fordøjelsesbesvær. Dagen efter blev der derfor foretaget ultralydsscanning af bugen. Der blev påvist store mængder luft i midtlinien samt lidt fri væske. Dagen efter var hans kredsløb stabilt. Om aftenen den næste dag blev den 64-årige meget dårlig. Hans bug var spændt og luftfyldt, og han fik respirationsstop. Han blev behandlet med ilt. Det blev konkluderet, at der formentlig var sket insufflation af luft til mavesækken i forbindelse med respirationsstoppet, hvorfor den anlagte sonde hertil blev liggende. Ved midnat klagede han over ømhed i venstre side. Hans blodtryk var lavt, og der var sparsom urinudskillelse. Efterhånden udvikledes mavesmerteanfald. Tidligt om morgenen den næste dag udvikledes der septisk shock. Den 64-årige blev lagt i respirator og sat i yderligere antibiotisk behandling. Ved en undersøgelse om formiddagen opstod der mistanke om et bristet aortaaneurisme. Mistanken blev bekræftet ved en ultralydsscanning. Man fandt indikation for at overflytte den 64- årige til et andet sygehus. Imidlertid fik han pludseligt blodtab samt faldende blodtryk. Han afgik kort tid herefter ved døden. Ved obduktionen blev det konstateret, at en udposning på hovedpulsåren i bugen var bristet. Patientforsikringen fandt, at skaden ikke var omfattet af patientforsikringslovens 3, stk. 1, jf. 2, stk. 1, nr. 1 og nr. 2. Patientforsikringen fandt, at der på baggrund af den 64-åriges symptomer og de fund, der blev gjort ved undersøgelserne, ikke på et tidligere tidspunkt var grundlag for at mistænke et aortaaneurisme, som var ved at briste. Patientforsikringen fandt, at undersøgelserne og behandlingen af den 64-årige var udført i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Patientskadeankenævnet tiltrådte afgørelsen.

67 67 J.nr. 561/98: Ikke diagnostiseret blodprop i hjernen samt forsnævring af rygmarvskanalen. En mand blev akut indlagt på mistanke om hurtigt indsættende lammelser af nerverne til ben og arme. Han havde gennem et par måneder bemærket pludselig tilkomne kuldefornemmelser i hænder og fødder, problemer med finmotorikken samt en følelse af usikkerhed i benene. Der blev foretaget neurofysiologiske undersøgelser. Undersøgelserne viste fund forenelige med nervelidelse med degenerative forandringer af flere perifere nerver, hvilket blev bekræftet af en neurografi. I løbet af et år tiltog hans gener langsomt, og han udviklede gangbesvær, som især skyldtes symptomer i venstre ben. Han blev derfor undersøgt af speciallæge i neurologi, der på mistanke om, at symptomerne kunne skyldes tryk på rygmarven, henviste til nærmere udredning. En MR-scanning af hjernen og rygsøjlen, foretaget næsten 2 år efter den akutte indlæggelse, viste følger efter en blodprop i højre side af lillehjernen samt en forsnævring af rygmarvskanalen svarende til 3. og 7. halshvirvel med udtalte degenerative forandringer og midtstillet discusprolaps. Der blev foretaget en Clowardoperation med indsættelse af knoglepropper, og han blev udstyret med en stiv halskrave. Operationen forløb uden komplikationer. Patientforsikringen vurderede, at behandlingen var udført i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring var det bedst mulige i den givne situation. Der blev herved lagt vægt på, at der under henseende til, at resultatet af den neurofysiologiske undersøgelse viste fund forenelige med polyneuropati, samt at denne mistanke blev bekræftet af en neurografi, ikke var grundlag for at mistænke andre årsager til patientens gener. Patientskadeankenævnet fandt ligeledes, at der ikke var grundlag for at mistænke andre årsager til patientens gener end polyneuropati, således som resultatet af den neurofysiologiske undersøgelse viste, hvilket også blev bekræftet ved neurografi. En erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold, ville således ikke have handlet anderledes end der var blevet gjort, hvorfor betingelserne for at yde erstatning jf. 3, stk. 1, jf. 2, stk. 1, nr. 1 ikke var tilstede Patientforsikringslovens 3, stk. 2. Ulykkestilfælde på offentlige sygehuse udenfor behandling m.v.

68 68 Ifølge patientforsikringslovens 3, stk. 2, ydes der erstatning ved ulykkestilfælde, der ikke er omfattet af 2, stk. 1, nr. 2, hvis skadelidte er under behandling m.v. på et sygehus, og ulykken er indtruffet inden for dettes område under sådanne omstændigheder, at sygehuset må antages at have pådraget sig erstatningsansvar herfor efter den almindelige erstatningsretlige regel (culpa-reglen). Bestemmelsen omfatter ikke f.eks. besøgende til indlagte patienter. Patienter i ambulant behandling/undersøgelse er omfattet, men ikke f.eks. ledsagere til disse. Raske forsøgspersoner og donorer er omfattet. Det er ikke nogen betingelse, at ulykkestilfældet sker direkte i forbindelse med foretagelse af undersøgelse eller behandling; men ulykkestilfældet skal være sket på hospitalets område. Patienter, der er hjemme på weekend, er ikke omfattet, hvis ulykkestilfældet sker hjemme. Det er endvidere en betingelse, at sygehuset har udvist culpa, d.v.s. at sygehuset er skyld i ulykkestilfældet, dog ikke nødvendigvis sådan, at der direkte kan udpeges en skyldig sundhedsperson. Der er specielt to situationer, hvor der bliver tilkendt erstatning, nemlig ved fejl eller forsømmelser i forbindelse med vedligeholdelse af bygninger og bygningsindretninger og forsømmelser i forbindelse med tilsyn m.v. med patienters færden under sygehusopholdet. Som eksempler kan nævnes sikring af, at patienter ikke falder ud af sengen eller i øvrigt kommer til skade under deres ophold på sygehuset. Krav til denne sikring kan følge af den almindelige erstatningsregel. Imidlertid kan også kravene til sygehusets behandling efter den erfarne specialists standard medføre erstatningsansvar for manglende tilsyn med videre, jf. 2, stk. 1, nr. 1. Da erstatningsansvar efter patientforsikringslovens 3, stk. 2, er begrænset til tilfælde, hvor ansvar må antages at foreligge allerede efter culpareglen, er betydningen af at et skadestilfælde falder indenfor loven begrænset til, at skadelidte kan søge erstatning ved anmeldelse til Patientforsikringen og til enkelte specialregler i patientforsikringsloven, eksempelvis 5, stk. 2, om afskæring af erstatningskrav under kr. Sager, hvor Patientskadeankenævnet har fundet, at skaden ikke var omfattet af patientforsikringslovens 3, stk. 2. J. nr. 119/98: Ramt af iltapparat sår amputation.

69 69 En 71-årig mand, som var indlagt på et sygehus, blev ifølge sin forklaring, da han var på vej til sin stue, ramt henover venstre fods achillessene af kanten af den vogn, hvorpå en sygeplejerske transporterede det transportable iltapparat, som han anvendte. Såret blev ifølge ham behandlet med forbinding, som blev skiftet flere gange frem til udskrivelsen 9 dage senere. Ifølge sygehusets anmeldelse blev den 71-årige ramt henover højre fods achillessene, hvor der i forvejen var sår efter en transplantation. Ifølge sygehuset sås dette ikke forværret i de følgende dage. Ved et opfølgende hjemmebesøg 11 dage efter udskrivelsen konstaterede man, at såret på venstre ben var ca. 1 x 1½ cm, og at der var nogen rødme. Efter en uge var såret noget større, der var centralt en stor nekrose og tiltagende rødme. Den 71-årige blev derfor indlagt med henblik på revision af såret. Man forsøgte revision af såret i flere omgange, uden at det lykkedes at standse udviklingen af vævsdød. Knap 2 måneder efter uheldet måtte venstre ben amputeres under knæet. Patientforsikringen fandt, at skaden ikke var omfattet af patientforsikringslovens 3, stk. 2. Patientforsikringen lagde til grund, at den 71-årige var blevet ramt henover venstre fods achillessene og lagde vægt på, at der i forvejen var sårproblemer ved højre fod, og at man efterfølgende kunne konstatere sår ved venstre fod. Patientforsikringen fandt det overvejende sandsynligt, at såret henover venstre fods achillessene stammede fra påkørslen. Patientforsikringen fandt herefter, omstændighederne omkring uheldet taget i betragtning, at uheldet måtte betegnes som hændeligt, herunder at der ikke var udvist forhold fra sygehusets side, der kunne betegnes som fejl eller uagtsomhed i forbindelse med uheldet. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Sagen er anket til landsretten. J.nr. 8/98 ulykkestilfælde fald på sygehusets område - culpabedømmelse. Efter en ambulant undersøgelse faldt en lettere gangbesværet 40-årig mand på en let skrånende rampe uden for ambulatoriet, hvorved han pådrog sig et højresidigt lårbensbrud.

70 70 Patientforsikringen fandt, under henvisning til lovens 3, stk. 2, at mandens tilskadekomst var opstået som følge af et uheld, som ikke var sket i direkte forbindelse med behandling m.v. Patientforsikringen kunne således alene yde erstatning, såfremt sygehuset havde pådraget sig et erstatningsansvar efter almindelige erstatningsansvarlige regler. Patientforsikringen vurderede, at mandens uheld ikke kunne henføres til en sådan fejl eller forsømmelse fra sygehusets side. Patientskadeankenævnet fandt, at mandens tilskadekomst opstod som følge af et fald på hospitalets område udenfor ambulatoriets indgangsparti. Nævnet kunne tiltræde, at mandens uheld ikke kunne henføres til sådanne fejl eller forsømmelser fra sygehusets side, at der var grundlag for et erstatningsansvar. Mandens uheld var således ikke omfattet af patientforsikringsloven 3, stk. 2. Nævnet lagde vægt på, at det fremgik af en overgartners udtalelse til sagen, at alt disponibelt mandskab var beskæftiget med glatførebekæmpelse af hospitalets område, og at området omkring ambulatoriets indgang i den forbindelse blev ryddet for sne efterfulgt af saltning/grusning 1-2 gange den pågældende formiddag. Nævnet lagde videre, hvad angik indretningen af indgangspartiet foran ambulatoriet, vægt på, at det af de indhentede fotos fremgik, at rampen ud for ambulatoriets indgang kun var meget let skrånende. Endvidere var der udvendigt på begge sider af indgangen placeret et gelænder, der kunne anvendes af dårligt gående patienter, eller når underlaget var glat. Herudover gav udformningen af indgangspartiet mulighed for adgang i kørestol eller bil. Nævnet kunne således tiltræde, at der havde været foretaget tilstrækkelige og fuldt forsvarlige foranstaltninger med henblik på glatførebekæmpelse og generel indretning af området omkring indgangen til ambulatoriet. Det var i øvrigt nævnets opfattelse, på baggrund af sagens oplysninger, at manden i det væsentlige var selvhjulpen. Det fremgik herunder af et journalnotat, at manden normalt ikke anvendte hjælpemidler ved gang, men at han som følge af en amputation af venstre 2. tå havde været igennem et forløb med anvendelse af kørestol og senere mobilisering samt behandlet med forskellig medicin. Ved den ambulante kontrol den pågældende dag blev hans medicin alene ændret således, at han fik ordineret en creme i forbindelse med sårplejen efter amputationen af venstre 2. tå. Nævnet kunne derfor tiltræde, at manden ikke kunne anses for at have været gangbesværet og medicinpåvirket i et sådant omfang, at det af den grund var uansvarligt at lade ham forlade afdelingen ved egen hjælp. Nævnet kunne herudover tiltræde, at der til trods for vejrforholdene ikke forelå sådanne omstændigheder, at manden burde have været tilbageholdt, da han efter endt undersøgelse forlod ambulatoriet ved egen hjælp for derefter at blive afhentet af en pårørende. Der blev lagt vægt på, at det fremgik af en udtalelse fra en ledende overlæge og en ledende oversygeplejerske, at det er almindelig

71 71 praksis, at patienter, som afventer hjemkørsel, opholder sig i afdelingens venterum og opfordres til at blive der, indtil de bliver afhentet af kørselspersonalet eller som i det konkrete tilfælde af en pårørende. Det er ikke muligt for personalet at forhindre en patient i at forlade afdelingen, hvis patienten ønsker dette. Nævnet fandt samlet, at det var meget uheldigt, at manden efter endt ambulant kontrol faldt således, at han brækkede sit højre lårben. Nævnet fandt dog, at dette ikke berettigede til erstatning, idet der fra sygehusets side ikke var handlet ansvarspådragende. Hændelsen måtte således vurderes som et hændeligt uheld. Kapitel 4 Erstatningens størrelse 4.1. Erstatning efter erstatningsansvarsloven Når det er fastslået, at en opstået skade er erstatningsberettigende efter lov om patientforsikring, skal erstatning og godtgørelse efter patientforsikringslovens 5, stk. 1, fastsættes efter reglerne i lov om erstatningsansvar. Erstatning/godtgørelse fastsættes altså efter dansk rets almindelige regler om erstatningsudmåling. Det, der erstattes, er kun følgerne af patientskaden og ikke følgerne af den grundsygdom, -lidelse eller skade, som førte til behandlingen på sygehuset. Det fremgår af erstatningsansvarslovens (EAL) 1, at den, der er erstatningsansvarlig for en personskade, skal betale erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab, tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte. Hvis skaden har fået varige følger, skal der desuden betales godtgørelse for varigt mén og erstatning for erhvervsevnetab. Den erstatningsansvarlige er således efter EAL 1 forpligtet til at betale helbredelsesudgifter afholdt som følge af patientskaden, såsom udgifter til bandager, medicin, fodtøj m.v. Herudover erstattes forskellige udgifter eller tab, som skadelidte har i tiden efter skadestilføjelsen.

72 72 Hvis der som følge af patientskaden opstår tab af arbejdsfortjeneste, erstattes dette tillige, jf. EAL 2. Dog foretages der fradrag for den periode, hvor skadelidte under alle omstændigheder ville være sygemeldt på grund af grundsygdommen, normalsygdomsperioden. Erstatningen beregnes i hovedtræk som differencen mellem den forventede løn eller anden arbejdsindtægt i den sygeperiode, der kan henføres til patientskaden, med fradrag af udbetalte sygedagpenge. Erstatningen ydes frem til stationærtidspunktet, hvilket vil sige det tidspunkt, hvor det må antages, at skadelidtes helbredstilstand ikke vil blive forbedret, eller til arbejdet genoptages. Der henvises til U H. Ved dommen fandt man, at der ved midlertidig uarbejdsdygtighed, uanset stationærtidspunkt, ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, indtil arbejdet kan genoptages i væsentligt samme omfang. I samme periode ydes desuden godtgørelse for svie og smerte, jf. EAL 3. Godtgørelsen ydes efter et takstsystem med bestemte beløb pr. sygedag, dog med mulighed for fravigelse ved større godtgørelsesbeløb. I 1999 var taksterne 160 kr. pr. sengeliggende sygedag og 80 kr. pr. oppegående sygedag. Ved beregning af godtgørelse for svie og smerte foretages fradrag for normalsygdomsperioden. For tiden efter stationærtidspunktet kan der ydes godtgørelse for varigt mén, når patientskaden har fået varige følger, jf. EAL 4. Godtgørelsen ydes efter et takstsystem med et bestemt beløb pr. méngrad, idet der dog ikke ydes erstatning, hvis méngraden er under 5 procent. Satsen udgjorde i 1999 kr ,- pr. méngrad. Ved fastsættelsen af méngraden foretages fradrag for den del af det samlede mén, som kan henføres til grundsygdommen. Hvis patientskaden betyder en varig indtægtsnedgang eller forringede muligheder for at opnå beskæftigelse, kan der ydes erstatning for tab af erhvervsevne. I hovedtræk beregnes erstatningen i henhold til EAL 5-7 som et kapitalbeløb beregnet som årslønnen året før skaden ganget med 6 og ganget med erhvervsevnetabsprocenten. Erhvervsevnetabsprocenten fastsættes ud fra en sammenligning mellem den indtægt, skadelidte oppebar før skaden, og den indtægt det med rimelighed kan forventes, at skadelidte kan opnå med skaden. For børn, unge under uddannelse og hjemmegående, som ikke aktuelt udnytter erhvervsevnen, beregnes erstatningen i medfør af EAL 8 som en progressivt stigende del af méngodtgørelsen, idet der dog ikke ydes erstatning, hvis méngraden er under 15 procent.

73 73 Af lov om patientforsikring 1, stk. 1, 2. pkt. fremgår det, at loven også hjemler erstatning til de efterladte, hvis skaden medfører patientens død. Der kan således i henhold til EAL 12 ydes erstatning for begravelsesudgifter, og efter EAL kan en efterladt ægtefælle/samlever og børn få erstatning for tab af forsørger. Erstatningen til ægtefælle/samlever udgør 30 procent af den erstatning, som skadelidte ville have opnået ved fuldstændigt tab af erhvervsevnen i henhold til 5-8. Erstatning til efterladte børn udgør summen af de normalbidrag, som skadelidte kunne være pålagt, hvis vedkommende havde været bidragspligtig. Hvis det, efter at sagen er afsluttet, viser sig, at der indtræder uforudsete ændringer i skadelidtes helbredstilstand således, at méngraden eller erhvervsevnetabsprocenten må antages at være væsentlig højere end først antaget, kan sagen på skadelidtes begæring genoptages efter EAL Reduktion i erstatningen. Som udgangspunkt vil den tilkendte erstatning og godtgørelse skulle fastsættes således, at det fulde individuelle tab erstattes. Det er kun det "faktiske" tab, som skal erstattes, og der vil derfor i forskellige situationer skulle ske en reduktion af erstatningen eller godtgørelsen. Reglerne herom er fastsat i erstatningsansvarsloven, samt udviklet i praksis Reduktion på grund af alder. Baggrunden herfor er, at det findes rimeligt at nedsætte erstatningen, når den normale restlevetid for den pågældende person er kort. Aldersreduktion finder anvendelse ved godtgørelse for varigt mén, jf. EAL 4, stk. 2, og ved erstatning for tab af erhvervsevne, jf. EAL 9, og ved erstatning for tab af forsørger til ægtefælle, jf. EAL 13, stk. 2. Det fremgår således af 4, stk. 2, at godtgørelse for varigt mén nedsættes, hvis skadelidte var fyldt 60 år ved skadens indtræden. Nedsættelsen sker med 5 procent for hvert år, skadelidte var ældre end 59 år ved skadens indtræden; dog sker der ikke yderligere nedsættelse efter det fyldte 69. år. Godtgørelsen kan således maksimalt nedsættes med 50 procent.

74 74 I henhold til EAL 9 skal der ske nedsættelse på grund af alder ved tilkendelse af erstatning for tab af erhvervsevne efter 5-8, tilsvarende ved erstatning for tab af forsørger til ægtefælle efter 13. Nedsættelsen sker, hvis skadelidte ved skadens indtræden var fyldt 56 år, og erstatningen nedsættes med 8½ procent for hvert år, skadelidte var ældre end 55 år ved skadens indtræden, hvorfor der ikke ydes erstatning efter det fyldte 67. år. Reglen er et udtryk for, at der kun ydes erstatning for den periode, hvor skadelidte normalt ville have været erhvervsaktiv. Hvis det må antages, at skadelidte, såfremt skaden ikke var sket, ville have været erhvervsaktiv også efter det fyldte 67. år, kan reglen dog fraviges. Som udgangspunkt vil en eventuel erstatning udgøre 8 ½ procent af den beregnede erhvervsevnetabserstatning for hvert år, den pågældende ville have været erhvervsaktiv ud over det 67. år. Hvis der imidlertid er tale om, at vedkommende faktisk var i arbejde efter det fyldte 67. år, vil der ved tilkendelse af forsørgertabserstatning undertiden kunne ydes erstatning uden nedsættelse. Princippet i 9 anvendes også ved reduktion af kapitaliserede erstatninger efter EAL 1. Det vil sige i situationer, hvor en skadelidt, efter at tilstanden er blevet stationær, kan dokumentere et varigt behov for eksempelvis medicin, fodtøj eller øvrige helbredelsesudgifter. Erstatningen herfor vil blive fastsat ud fra det dokumenterede årlige varige forbrug gange faktor 6. Hvis skadelidte henset til alder eller helbredstilstand i øvrigt imidlertid må forventes at ville leve i kortere tid, vil den kapitaliserede erstatning skulle reduceres, hvilket sker i overenstemmelse med princippet i Reduktion på grund af mellemkommende død. Hvis skadelidte afgår ved døden, inden erstatningen er opgjort, men efter at der er foretaget anmeldelse til Patientforsikringen, vil erstatning og godtgørelse falde i arv, jf. EAL 18, stk. 2 analogt. Da der er tale om en kompensation tiltænkt den skadelidte, foretages der efter praksis en vis rimelig nedsættelse af erstatningen i disse tilfælde. Ved vurderingen af, hvor meget kravet skal nedsættes, lægges der afgørende vægt på, hvor lang tid skadelidte nåede at leve med skaden. Ifølge praksis reduceres erstatningen med ca. 1/3, hvis dødsfaldet indtræder ca. 20 måneder efter skaden. Er der tale om et spædbarn/mindre barn, vil erstatningen dog blive reduceret yderligere, og nævnet har således i et tilfælde reduceret erstatningen med 2/3, hvor skadelidte var et spædbarn, som døde efter 16 måneder.

75 Erhvervsevnetab, jf. 5-7 og 8. Erstatning for tab af erhvervsevne ydes, såfremt skaden vil medføre en varig nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig arbejdsindtægt. Der er således tale om et økonomisk kriterium. Erhvervsevnetabet svarer til forskellen mellem den indtægt, som man kunne have forventet, hvis skaden ikke var sket, og den indtægt, som man efter skaden har mulighed for at opnå ved en rimelig udnyttelse af erhvervsevnen. På grundlag heraf fastsættes erhvervsevnetabsprocenten. Der ydes ikke erstatning, hvis erhvervsevnetabsprocenten, for så vidt angår patientskaden, skønnes at udgøre under 15 procent. Erstatningen for tab af erhvervsevne beregnes som skadelidtes årsløn 12 måneder før skaden ganget med 6 ganget med erhvervsevnetabsprocenten, jf. EAL 6. Børn eller unge under uddannelse og hjemmearbejdende uden løn, som ikke eller kun i begrænset omfang har en erhvervsindtægt, har også mulighed for at få tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne. I disse tilfælde anvendes særlige beregningsregler til fastsættelse af erstatningen, idet denne gruppe personer ikke har en årsløn, der kan danne grundlag for beregning af erstatningen, jf. EAL Personkredsen i 5-7 og 8 Erstatningsansvarsloven skelner mellem de normalt arbejdsaktive, jf. EAL 5-7, og dem, der kun i begrænset omfang udnytter deres erhvervsevne til at opnå arbejdsindtægt, jf omfatter de personer, som har en årsløn, der kan anvendes til beregning af erhvervsevnetabet. 8 omfatter de personer, som ikke udnytter erhvervsevnen til at skaffe sig en indtægt, det vil sige børn, unge under uddannelse og hjemmearbejdende uden løn. Denne personkreds har ikke en årsløn, der kan anvendes til beregning af erstatningen, hvorfor erstatningen beregnes efter en standardiseret model baseret på méngraden. Personer, der anvender mere end 50 procent af tiden til indtægtsgivende virksomhed henhører normalt under 5-7. Der kan ofte opstå tvivl om, hvorvidt en skadelidt er omfattet af 8 eller 5-7, eksempelvis når børn under 18 år er erhvervsaktive og således har en årsløn, der kan danne grundlag for beregning af erhvervsevnetabet. Hjemmearbejdende uden løn er heller ikke altid omfattet af EAL 8, således

76 76 eksempelvis ikke hjemmegående enlige forsørgere, der lever af bistandshjælp eller dagpenge. Nævnet har fastslået i en sag, at en kvinde, som kun periodevis levede sammen med faderen til sine to børn, og som kun deltog i et enkelt VUC-kursus, og hvis eneste indtægt var bistandshjælp (samleveren var også på bistandshjælp), ikke var at anse som hjemmearbejdende uden løn, idet hun reelt var enlig forsørger, og kurset, hun deltog i, havde sigte mod, at hun skulle kunne opnå ansættelse som ufaglært eller blive dagpengeberettiget. Hun var derfor omfattet af 5-7 og ikke 8. Derimod skal EAL 8 anvendes, hvor skadelidte har valgt at leve af formueindtægt eller med en ægtefælles eller samlevers indtægter som grundlag for sine fornødenheder Fastsættelse af årsløn, jf. 7. I henhold til 7 fastsættes årslønnen på baggrund af skadelidtes samlede erhvervsindtægt året forud for skaden. I mange tilfælde må årslønnen dog fastsættes mere skønsmæssigt. Dette kan for eksempel være tilfældet, hvis skadelidte ikke var ansat til samme løn hele året forud for skaden på grund af jobskifte, enkeltstående arbejdsløshedsperiode eller lignende, således at den faktiske erhvervsindtægt ikke er udtryk for skadelidtes reelle indtjeningsevne. Oplysninger om skadelidtes erhvervsindtægt året forud for skaden vil typisk fremgå af årsopgørelserne fra skattevæsenet og lønsedler og fastsættes om regel på grundlag af disse oplysninger. Det er dog ikke altid, at den skattepligtige indkomst alene er udtryk for, hvad skadelidtes arbejdsindsats reelt er værd. Dette gælder særligt selvstændige erhvervsdrivende. For denne gruppe vil det typisk være nødvendigt også at kende virksomhedens årsregnskaber nogle år forud for skaden for at kunne danne sig et indtryk af skadelidtes reelle indtjeningsevne. På grundlag af oplysningerne fra skattevæsenet og regnskaberne fastsættes "årslønnen" skønsmæssigt. Det skal bemærkes, at årslønnen som grundlag for beregning af erstatningen pr. 1. januar 1999 maksimalt kan udgøre kr ,-, jf. EAL 7, stk Andet tab EAL Ekstern bistand

77 77 Hvis skadelidte har anvendt ekstern bistand, eksempelvis advokat eller revisor, under ankesagens behandling, er det den altovervejende hovedregel, at udgifter i forbindelse hermed ikke erstattes. 4.2 Eksempler på afgørelser vedrørende fastsættelse/beregning af godtgørelse og erstatning. Stationærtidspunktet. Stationærtidspunktet anvendes i erstatningsretten som en skæringsdato mellem personskaders midlertidige og varige følger. Ved stationærtidspunktet forstås det tidspunkt, hvor der efter en lægelig vurdering selv med yderligere relevant behandling ikke har været udsigt til en væsentlig bedring af den skadelidtes helbredstilstand. Ved udsigt til væsentlig bedring forstås, at der inden for kortere tid kan forventes en varig ændring af helbredstilstanden, således at méngraden og/eller erhvervsevnetabet vil blive lavere. Det vil sige, at bedringen skal indtræde nogenlunde kontinuerligt i forhold til det primære behandlingsforløb. Indtræder der derfor en spontan bedring et stykke tid efter behandlingen er afsluttet, vil dette typisk ikke ændre fastsættelsen af stationærtidspunktet. J.nr. 318/98: Stationærtidspunkt. En 67-årig kvinde blev opereret for discusprolaps. Operationen var langvarig og kompliceret af en del blødning. Efterforløbet kompliceredes af en blodansamling i rygmarvskanalen, der medførte tiltagende smerter og nedsat følsans i ridebukseområdet, og der var problemer med vandladning. Kvinden blev derfor MR-skannet en uge efter symptomdebut og derefter akut opereret, hvor blodansamlingen blev udtømt. Efter operationen bedredes følesansen i ridebukseområdet, vandladningen og smerterne. Efter 2½ måned blev behandlingen afsluttet, idet man besluttede at afvente yderligere spontan bedring af tilstanden. Det fremgår af speciallægeerklæring udfærdiget et år efter operationen, at kvinden havde klare restsymptomer som følge af komplikationen til operationen, og at disse havde været uændrede i mere end et halvt år. Kvinden ankede stationærtidspunktet, og gjorde gældende, at hun først efter ca. 2½ år efter skadestidspunktet havde mærket en væsentlig bedring. Patientforsikringen fandt, at skaden var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, idet man ved en MR-skanning tidligere i forløbet kunne have påvist den foreliggende blodansamling i

78 78 rygmarvskanalen, hvorved skaden ville have været undgået. Patientforsikringen fastsatte stationærtidspunktet til 2½ måned efter skadestidspunktet, idet kvinden på dette tidspunkt kunne gå pæne strækninger, og der ikke længere var et stort smerteproblem, og idet der ikke blev iværksat yderligere behandling, men alene aftalt kontrol 4 måneder senere. Patientskadeankenævnet tiltrådte, at stationærtidspunktet kunne fastsættes til 2½ måned efter skadestidspunktet. Patientskadeankenævnet lagde vægt på, at tilstanden ifølge den udfærdigede speciallægeerklæring på årsdagen havde været uændret i mere end et halvt år. Det forhold, at kvinden først efter ca. 2½ år oplevede en bedring af tilstanden ændrede ikke nævnets vurdering, idet denne bedring af helbredstilstanden indtraf så længe efter relevant behandling og det primære behandlingsforløb var afsluttet. Erstatningsansvarslovens 1: Helbredelsesudgifter og andet tab. J. nr. 131/98: Ikke erstatning for udgifter til advokatbistand ved salg af hus, udgifter til flybillet, telefonsamtaler samt vedligeholdelse af gravsted. En ældre mand blev indlagt med brystsmerter efter at være besvimet under en løbetur. Ved indlæggelsen var der lavt blodtryk, lav puls, og det blev konstateret, at han havde en blodprop i hjertet. Under forsøg på anlæggelse af ballonpumpekateter uden guidewire, blev bækkenpulsåren perforeret hvilket medførte massiv blødning i bughulen. Det blev herefter nødvendigt at fjerne galdeblæren og tyktarmen. Patienten måtte imidlertid reopereres flere gange, og han afgik ved døden knap 3 uger efter indlæggelsen. Patientforsikringen anerkendte skaden som erstatningsberettigende efter patientforsikringslovens 2, stk.1, nr. 1. Patientforsikringen tilkendte hans hustru og datter skønsmæssigt fastsat erstatning for udgift til transport og hans hustru skønsmæssigt fastsat erstatning for udgift til mad under mandens indlæggelse. Der blev meddelt afslag på erstatning for udgift til telefonsamtaler og flybillet, idet Patientforsikringen fandt, at disse udgifter ikke var mere, end hvad man måtte påregne i forbindelse med, at et familiemedlem indlægges med en blodprop i hjertet. Der blev meddelt afslag på erstatning for udgift til advokatbistand ved salg af familiens hus, idet der ikke i gældende erstatningsret er hjemmel til erstatning for denne udgift. Der blev desuden tilkendt erstatning for dokumenterede udgifter

79 79 til begravelse og i overenstemmelse med sædvanlig praksis meddelt afslag på erstatning af udgift til vedligeholdelse af gravsted. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse i sin helhed med samme begrundelse som Patientforsikringen. Erstatningsansvarslovens 2: Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. J. nr. 85/95: Arbejdsskade patientskade godtgjort af Arbejdsskadestyrelsen. Krav til dokumentation for, at der er lovet ansættelse tabt arbejdsfortjeneste. En 44-årig mand pådrog sig et svært forvridningstraume af højre ankel i forbindelse med sit arbejde. Ved undersøgelse samme dag fandtes hævelse af anklen. Et røntgenbillede blev vurderet som visende normale forhold. Der blev herefter ordineret aflastning i 1-3 uger med støttebind og krykker. På grund af vedvarende smerter blev han undersøgt på ortopædkirurgisk afdeling. Der fandtes indskrænket bevægelighed i anklen. Ved en fornyet røntgenundersøgelse fandtes nu en lille uregelmæssighed ved springbenets øvre indvendige kant. Ved kikkertundersøgelse den 20. januar 1993 konstateredes brusklæsion svarende til røntgenfundet samt betændelse af ledslimhinden, som delvist fjernedes, ligesom der blev indsprøjtet binyrebarkhormon. På grund at fortsatte svære ankelsmerter fik han foretaget en ny kikkertundersøgelse, hvorunder der fandtes lidt mere udbredt brusklæsion på springbenet og igen betændelse af ledslimhinden, som der atter blev foretaget delvis fjernelse af. Smerter varede ved, og der kom siven fra en af indstiksstederne fra den seneste kikkertundersøgelse. Ved kontrollen fandtes pussekretion fra indstiksstedet. En røntgenundersøgelse viste begyndende knogletab i springbenet. Dyrkning fra pusset viste stafylokokker. Der blev foretaget ny kikkertundersøgelse, hvor der fandtes stærkt forringet bruskstatus og svær betændelse af ledslimhinden, som der atter blev foretaget delvis fjernelse af. Der blev endvidere startet antibiotikabehandling. Røntgenundersøgelser af højre fodled viste betydelige knogleforandringer i en stor del af springbenet.

80 80 På grund af fortsatte smerter blev han endelig opereret med stivgøring af ankelleddet. Patientforsikringen fandt, at de efterfølgende gener ud over selve infektionen med overvejende sandsynlighed måtte tilskrives grundlidelsen i form af svær bruskkontusion, og at de efterfølgende gener med overvejende sandsynlighed ikke var påført ham i forbindelse med behandlingen på sygehuset, hvorfor der ikke fandtes at tilkomme ham nogen erstatning for de efterfølgende gener. Samtidig fandt Patientforsikringen, at komplikationen i form af infektion var mere omfattende, end hvad han med rimelighed måtte tåle, og at betingelserne i lovens 2, stk. 1, nr. 4, var opfyldt. Imidlertid fandtes den samlede størrelse af erstatning og godtgørelse ikke at overstige lovens daværende minimumsgrænse på kr ,-, hvorfor han ikke fik tilkendt nogen erstatning. Patientskadeankenævnet ændrede afgørelsen således, at den 44-årige ansås for tillige at være påført en efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, erstatningsberettigende skade, hvilket som udgangspunkt berettigede ham til godtgørelse for varigt mén og erstatning for erhvervsevnetab. Nævnet/Arbejdsskadestyrelsen fastsatte stationærtidspunktet til en dato 3 måneder efter stivgøringsoperationen. Patientforsikringen fandt herefter, at han var berettiget til kr ,- i godtgørelse for svie og smerte samt renter heraf fra skadedatoen. Patientforsikringen fandt, at han ikke var berettiget til erstatning for tabt arbejdstjeneste, idet han som langtidsledig frem til ansættelsesforholdet som skolebetjent ophørte ved udgangen af marts 1993 ikke havde lidt noget indtægtstab. Det var i sagen oplyst, at han ikke på noget tidspunkt herefter kunne have forventet fastansættelse som skolebetjent. Endvidere vurderede Patientforsikringen, at han for så vidt angik sygeperioden efter den 1. april 1993, ikke ud fra den dokumentation der forelå kunne have forventet ansættelse og dermed indtægt, såfremt skaden ikke var indtrådt, og at han derfor heller ikke var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra den 1. april 1993 og frem til og med stationærtidspunktet. Vedrørende godtgørelse for varigt mén, jf. erstatningsansvarslovens 4, fandt Patientforsikringen, at han ikke var berettiget hertil, idet det fremgik, at han forud for den indtrådte skade var blevet

81 81 ramt af en arbejdsskade, som Arbejdsskadestyrelsen havde fastsat og godtgjort til et varigt mén på 20 %. Vedrørende godtgørelse for erhvervsevnetab, jf. erstatningsansvarslovens 5, fandt Patientforsikringen, at han ikke var berettiget til godtgørelse herfor, idet Arbejdsskadestyrelsen tidligere havde fastsat hans ervhervsevnetab til 65 %, og at han således var godtgjort herfor af Arbejdsskadestyrelsen. Herefter meddelte Patientforsikringen, at den del af sagen, der vedrørte tabt arbejdsfortjeneste var genoptaget, idet der med diverse dokumentation vedrørende tilbud om fast arbejde i sygeperioden sås at være fremkommet nye og væsentlige oplysninger. Patientforsikringen anførte i øvrigt, at spørgsmålet om, hvorvidt han havde fået fastsat det samlede erhvervsevnetab både som følge af arbejdsskaden og af patientskaden til 65 % eller til 50 %, ikke havde afgørende betydning for opgørelse af erstatning og godtgørelse i sagen, idet der ikke kunne tilkendes ham nogen erstatning for erhvervsevnetab ud over den erstatning, han havde modtaget fra Arbejdsskadestyrelsen, idet Patientforsikringen fandt, at Arbejdsskadestyrelsen havde gjort op med både godtgørelse for varigt mén og erstatning for erhvervsevnetab, således at der ikke som følge af patientskaden kunne tilkendes yderligere erstatning og godtgørelse. Patientforsikringen fandt herefter, at det ikke ansås for tilstrækkelig sandsynliggjort, at den 44-årige kunne have forventet ansættelse hos to i sagen navngivne firmaer, såfremt behandlingsskaden ikke var indtrådt, og at han således ikke var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Patientforsikringen lagde vægt på, at der ikke forelå nogen egentlig skriftlig ansættelseskontrakt eller nogen anden skriftlig bekræftelse udfærdiget på tidspunktet for afgivelsen af ansættelsestilbuddet, og at der ifølge oplysningerne heller ikke kunne fremskaffes nogen vidneerklæring på, at fremsættelsen af tilbuddet fandt sted på daværende tidspunkt. Endvidere lagde Patientforsikringen vægt på, at der ifølge oplysningerne ikke blev ansat nogen anden i stedet for den 44-årige, idet de planlagte omlægninger, der måtte antages at skulle have skabt grundlaget for hans ansættelse, blev opgivet med den følge, at det ene firma fortsatte som tidligere med køb og salg engros.

82 82 Patientskadeankenævnet tiltrådte afgørelserne. Nævnet bemærkede, at der er fast praksis for, at der kræves overbevisende dokumentation, for at det betragtes som godtgjort, at der er lovet ansættelse. Erstatningsansvarslovens 3: Godtgørelse for svie og smerte. Godtgørelse for svie og smerte udgør efter erstatningsansvarslovens 3 for tiden fra skadens indtræden, indtil skadelidtes tilstand er blevet stationær eller til man genoptager arbejdet, i kr. for hver dag, skadelidte er sengeliggende syg, og 60 kr. for hver dag skadelidte er syg uden at være sengeliggende. Fra man udskrives, til tilstanden er stationær eller til man genoptager arbejdet, er man som udgangspunkt ikke sengeliggende, og der skal ganske særlige omstændigheder til, at denne periode kan takseres efter taksten for sengeliggende sygedage, uanset om man er bundet til sengen, har fået pålagt at holde sig i ro eller lignende. Ganske særlige omstændigheder kan være, at man bliver udskrevet til pasning i hjemmet ved hjemmeplejen og er helt afhængig af andres hjælp til personlige fornødenheder. Er man derimod bundet til sengen, men selvhjulpen vedrørende toiletbesøg, vil der ikke være tale om ganske særlige omstændigheder. J.nr. 401/98: Godtgørelse for svie og smerte - sengeliggende/ikke-sengeliggende sygedage. En 38-årig mand havde gennem 20 år lidt af talrige sår på begge ben, havde fået amputeret venstre lilletå og havde smerter og bortfald af reflekser på såvel fødder som hænder. Efter i ca. 3 uger at have lidt af sår på højre fod henvendte han sig på skadestuen, men blev hjemsendt, da skaden var mere end 24 timer gammel. 10 dage senere blev han af egen læge henvist til ambulatoriet og blev herefter løbende tilset på skadestue og ambulatorium frem til man ca. en måned efter første henvendelse foretog akut amputation af højre lilletå. Patientforsikringen fandt, at skaden i form af amputation af højre lilletå var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, idet optimal behandling ville have tilsagt, at man ved anden henvendelse havde erkendt situationens alvor og institueret akut vurdering og formentlig karkirurgisk intervention, hvorved tabet af lilletåen havde været undgået og sygeforløbet afkortet. Patientforsikringen fandt desuden, at der var påført patienten et varigt mén på 8 %, og at han var berettiget til godtgørelse for svie og smerte for 26 sengeliggende dage og 77 ikke-sengeliggende dage, henholdsvis svarende til hospitalsopholdet og frem til han genoptog arbejdet. Alene godtgørelse for svie og

83 83 smerte blev anket, idet han gjorde gældende, at han havde været sengeliggende hjemme frem til kort før arbejdet blev genoptaget. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse vedrørende fordelingen af sengeliggende sygedage og ikke-sengeliggende sygedage. Patientskadeankenævnet fandt ikke grundlag for at ændre fordelingen af sengeliggende og ikke-sengeliggende sygedage, uanset at han havde været meget hæmmet af såret, ikke måtte gå rundt og først begyndte at gå lidt rundt kort før arbejdet blev genoptaget. Patientskadeankenævnet henviste endvidere til, at der ifølge retspraksis skal være tale om ganske særlige omstændigheder for at sygedage efter udskrivelse fra hospital kan takseres som sengeliggende sygedage. J.nr. 206/98: Discus prolaps, erstatningsopgørelse ændret svie og smerteberegning, øvrige poster tiltrådt. En 36-årige kvinde havde igennem nogle år lidt af ryggener, og der var nyligt opstået pludselige nakkesmerter med udstråling og føleforstyrrelser i venstre arm og ud i venstre tommelfinger samt med kraftnedsættelse i hånden. Der blev foretaget myelografi, hvorved der påvistes en stor venstresidig discusprolaps mellem 5. og 6. halshvirvel. Kvinden fik foretaget Cloward-operation med fjernelse af prolapsen og indsættelse af knogleprop. Efter operationen havde hun uændrede smerter ud i venstre tommelfinger og røntgenundersøgelse tre dage efter operationen viste, at den indsatte prop ikke var velplaceret. Ved efterfølgende ambulant kontrol og røntgenundersøgelse, var der tiltagende gener. Hun fik på ny foretaget røntgenundersøgelse, hvorved der fandtes uændret stilling af den tidligere indsatte prop og ingen tegn på yderligere displacering eller sammenfald. Hun fik herefter foretaget MR-scanning, som viste følger efter Cloward-operationen uden tilbagevendende discusprolaps mellem 5. og 6. halshvirvel, uændret propplacering samt yderligere discusprolaps mellem 6. og 7. halshvirvel med kompression af rygmarven.ved ambulant tilsyn et par måneder senere blev der fundet indikation for reoperation med fjernelse af den tidligere indsatte prop og fiksation af de opererede niveauer. Ved røntgenkontrol umiddelbart efter operationen konstateredes acceptabel stilling af forholdene.

84 84 Patientforsikringen fandt, at kvinden var blevet påført en erstatningsberettigende skade jf. lov om patientforsikring 2, stk. 1, nr. 1, idet knogleproppen ikke var blevet anbragt optimalt i forbindelse med den første operation. Patientforsikringen tilkendte ikke kvinden erstatning for helbredelsesudgifter og erhvervsevnetab, men godtgørelse for svie og smerte og erstatning for varigt mén. Patientskadeankenævnet kunne tiltræde ansvarsgrundlaget. Patientskadeankenævnet kunne endvidere tiltræde fastsættelsen af stationærtidspunktet. Efter erstatningsansvarslovens 1, vedr. erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab kunne Patientskadeankenævnet tiltræde, at kvinden ikke var berettiget til erstatning for sine udgifter til leje af et muskelsmertelindrende massageapparat. Nævnet fandt, at udgiften ikke kunne anses for nødvendig til forbedring af hendes helbredelsestilstand. Apparatet kunne muligvis bruges til at massere og lindre smerter lokalt og kunne være anbefalet af den praktiserende læge. Nævnet lagde imidlertid vægt på, at det ikke fremgik af sagens oplysninger, at apparatet havde være egentligt lægeligt indiceret. Det fremgik derimod, at kvinden havde fået ordineret smertestillende medicin. Efter erstatningsansvarslovens 3, vedr. godtgørelse for svie og smerte, kunne Patientskadeankenævnet tiltræde, at kvinden var berettiget til erstatning for svie og smerte i perioden fra skadedatoen og frem til stationærtidspunktet eller frem til den dag, hun raskmeldte sig med henblik på efterfølgende genoptagelse af sit arbejde. Patientforsikringen havde i sin afgørelse lagt tidspunktet for kvindes raskmelding til grund og havde fundet, at hun samlet var berettiget til erstatning for 39 sengeliggende dage og 141 ikke-sengeliggende dage. Herfra skulle fratrækkes de dage, som et normalt sygdomsforløb ville have udgjort, og Patientforsikringen havde i en senere afgørelse vurderet dette til 7 sengeliggende dage og 84 ikke-sengeliggende dage. I modsætning hertil, var det nævnets opfattelse, at et normalt sygeforløb svarer til 7 sengeliggende dage og 35 ikke-sengeliggende sygedage. Kvinden var derfor berettiget til yderligere erstatning herfor. Herudover var det nævnets vurdering, at der ved beregningen af svie og smertegodtgørelsen, skulle tages udgangspunkt i det fastsatte stationærtidspunkt, hvor kvinden genoptog sit arbejde. Efter erstatningsansvarslovens 4, vedr. godtgørelse for varigt mén, kunne Patientskadeankenævnet tiltræde, at kvinden var blevet påført et varigt mén på 8 % som følge af behandlingsskaden. Der var herved lagt vægt på, at hun ifølge lægeerklæringen havde hovedpine, muskelsmerter i nakke og skuldre, føleforstyrrelser i armene og nedsat følesans i innervationsområdet for venstre 6. hals-

85 85 nerverod. Desuden var der ufrivillige muskelryk i begge arme og let afsvækkede reflekser i venstre arm. Det var dog nævnets opfattelse, at disse sidstnævnte gener var følger af kvindens grundlidelse, og ville have været til stede selv ved et optimalt behandlingsforløb. Efter erstatningsansvarslovens 5, vedr. erstatning for erhvervsevnetab, kunne Patientskadeankenævnet tiltræde, at kvinden ikke var blevet påført et erhvervsevnetab på mindst 15 % alene som følge af behandlingsskaden. Der var herved lagt vægt på, at kvinden fortsat arbejdede på nedsat tid, og det var endvidere nævnets vurdering, at hun uanset at patientskaden ikke var indtrådt, under alle omstændigheder med overvejende sandsynlighed, ville have haft et betydeligt mén, der ville have haft indflydelse på hendes erhvervsevne. Erstatningsansvarslovens 4: Godtgørelse for varigt mén. Erstatningsansvarslovens 5: Erstatning for tab af erhvervsevne. J.nr : Varigt mén 25 %. Ikke erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller tab af erhvervsevne. En mand havde gennem flere år haft ryggener, hvorfor der i 1996 blev foretaget operativ fjernelse af hvirvelbuer svarende til lændehvirvel (laminektomi). I tilknytning til operationen indtrådte en komplikation i form af durafistel med efterfølgende infektion. Patientforsikringen fandt, at manden som følge af operationen var blevet påført en erstatningsberettigende skade, jfr. lov om patientforsikring 2, stk. 1, nr. 4. Patientforsikringen fandt desuden, at der var påført manden et varigt mén på 25 %, men at han ikke var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller tab af erhvervsevne. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at mandens varige mén som følge af patientskaden svarede til en méngrad på 25 %, hvoraf impotens udgjorde en méngrad på 15%. Nævnet lagde vægt på, at manden siden operationen havde oplevet en forværring af sine rygsmerter. Han havde sovende fornemmelser i begge ben, og han havde udviklet impotens. Endvidere oplevede han dagligt 2-4 anfald af hovedpine, der udartede sig som stik i ryggen med efterfølgende undertryk i hovedet, og som nødvendiggjorde, at han lagde sig ned. I forbindelse med

86 86 anfaldene fik han salmiaksmag i munden samt tørhed i næse og svælg, og efter anfaldene var han meget træt. Nævnet tiltrådte desuden, at manden ikke var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, idet han ikke med overvejende sandsynlighed ville være kommet i arbejde, selvom patientskaden ikke var indtrådt. Nævnet lagde herved vægt på, at han i 1989 pådrog sig en rygskade og ikke havde været i arbejde siden. Endelig tiltrådte nævnet, at manden ikke var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne. Nævnet fandt, at hans tilknytning til arbejdsmarkedet forud for patientskaden var yderst begrænset på grund af hans rygskade, og at patientskaden ikke væsentligt havde forringet den resterhvervsevne, han var i besiddelse af før patientskadens indtræden. Nævnet bemærkede i denne sammenhæng, at impotens udgjorde en stor del af det varige mén, som han var blevet påført ved patientskaden. J.nr. 465/97: Barn - blindhed på et øje - méngrad på 20 % og erhvervsevnetab beregnet efter erstatningsansvarslovens 8. En dreng var i 1988 blevet opereret for grå stær som led i en svær medfødt øjensygdom (nystagmus). I 1995 fik han indlagt en kunstig linse på sit venstre øje. Operationen blev kompliceret af en total nethindeløsning, og drengen blev blind på venstre øje. Patientforsikringen anerkendte skaden efter lov om patientforsikring 2, stk. 1, nr. 4. Patientforsikringen fandt, at drengen var berettiget til godtgørelse for svie og smerte og varigt mén, idet drengen fandtes at være påført et varigt mén på 10 %. Patientskadeankenævnet fandt, at drengens méngrad som følge af patientskaden var 20 %, hvorfor han var berettiget til yderligere godtgørelse for varigt mén. Nævnet lagde vægt på, at drengen forud for operationen havde en méngrad på 65 %, mens méngraden efter operationen var 85 %. Efter operationen blev han blind på venstre øje, og hans medfødte øjenuro (nystagmus) var med overvejende sandsynlighed tiltaget som følge af blindheden. Som følge af den forhøjede méngrad fandt nævnet endvidere, at drengen var berettiget til erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarslovens

87 87 8. Ifølge 8 fastsættes erstatning for tab af erhvervsevne til børn som et kapitalbeløb på grundlag af den fastsatte méngrad. J.nr. 675/97: Inkontinens erstatningsopgørelse, ændret varigt mén. En 62-årig mand fik ved operation fjernet ca. 45 ml. godartet prostatavæv. Det umiddelbare forløb var herefter roligt, men få dage senere var han efter kateterfjernelse totalt inkontinent for urin. Fire dage efter var der bedring at spore, men manden var dog stadig ikke helt kontinent. En måneds tid efter blev han atter indlagt på grund af inkontinens. Der blev foretaget kikkertundersøgelse, hvorved der fandtes læsion af lukkemusklen. Manden blev udskrevet efter to dage og herefter henvist til et andet hospital med henblik på isættelse af en kunstig lukkemuskel, hvilket han dog ikke ønskede. Patientforsikringen fandt, at manden, i forbindelse med operationen for prostata, var blevet påført en skade jf. lov om patientforsikring 2, stk. 1, nr. 1, i form af læsion af lukkemusklen omkring blærehalsen, for hvilken han var berettiget til erstatning. Patientskadeankenævnet kunne tiltræde ansvarsgrundlaget. Nævnet fandt imidlertid anledning til, efter erstatningsansvarslovens 4. vedr. godtgørelse for varigt mén, at ændre den af Patientforsikringen fastsatte méngrad på 40 %. Patientskadeankenævnet fandt, at mandens varige mén som følge af behandlingsskaden i stedet skulle fastsættes til 50%, idet hans inkontinens måtte betegnes som drivende. Nævnet lagde herved lagt vægt på, at manden ifølge en speciallægeerklæring var svært inkontinent, således at ca. 90% af urinen blev kvitteret i bleer, af hvilke han havde et dagligt forbrug på stykker. Manden havde endvidere lejlighedsvis smerter i prostataområdet. Nævnet kunne oplyse, at ca. 5-10% af de patienter der gennemgår en operation som den i sagen omhandlede oplever symptomer svarende til impotens. Ved beregningen af godtgørelse for varigt mén skal der ifølge erstatningsansvarslovens 4, stk. 2, ske fradrag på 5% for hvert år, patienten er over 59 år. Godtgørelsen nedsættes dog ikke yderligere efter det fyldte 69. år.

88 88 Manden var på tidspunktet for behandlingsskaden 62 år. Godtgørelsen for varigt mén blev derfor nedsat med 15%. J.nr : Godtgørelse for varigt mén stadfæstelse. En 71-årig mand fik indsat en kunstig hofte ved anvendelse af Boneloc-cement. Først efter 4 år viste de løbende kontroller ændrede forhold. Lårbensdelen af protesen var løs, og der var nedsynkning af hele cementkappen, hvorfor han fik foretaget en reoperation. Efter reoperationen var han smertefri. Røntgenbilleder viste, at lårbensdelen af protesen muligvis havde sat sig 4-5 mm, men i øvrigt uændret placering omkring begge komponenter. Ved halvårskontrollen havde han ingen smerter i den opererede hofte men lidt styringsbesvær og smerter fortil i låret. Patientforsikringen anerkendte skaden som omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 2, idet skaden i form af løshed og efterfølgende reoperation med overvejende sandsynlighed skyldtes en defekt i den anvendte cementtype. I afgørelsen fandt Patientforsikringen blandt andet, at patienten var blevet påført et mén på 15 %. Der var lagt vægt på, at patienten havde nedsat kraft og nedsat løfteevne i venstre ben. Patientskadeankenævnet fandt ligeledes, at patientens méngrad som følge af patientskaden skulle fastsættes til 15 %. Nævnet fandt imidlertid, at patientens samlede mén udgjorde 25 %, hvorfra skulle ske fradrag af det mén, patienten under alle omstændigheder ville have fået ved indsættelse af en kunstig hofte. Ménet som følge af patientens grundsygdom, dårlig hofte, vurderedes til 10 %, hvorfor ménet som følge af patientskaden, nedsat kraft og nedsat løfteevne i venstre ben samt haltende gang, udgjorde de resterende 15 %. J. nr. 635/97: Discitis méngrad under 5 % - erhvervsevnetab under 15 %. En 28 årig mand udviklede efter en operation for diskusprolaps discitis. Patientforsikringen afviste ansvarsgrundlag i medfør af patientforsikringsloven, men Patientskadeankenævnet fandt, at komplikationen i form af discitis var mere omfattende, end hvad han måtte tåle og hjemviste sagen til fastsættelse af erstatningens størrelse hos Patientforsikringen.

89 89 Patientforsikringen forelagde sagen for Arbejdsskadestyrelsen, som fastsatte méngraden til under 5% og erhvervsevnetabsprocenten til mindre end 15 %. Patientforsikringen og Arbejdsskadestyrelsen lagde vægt på, at det af en indhentet speciallægeerklæring fremgik, at discitten var ophelet, og at patientens tilstand var nær den, han havde kunnet forvente uden komplikationer. Der var således ikke et selvstændigt mén som følge af patientskaden, discitis. Arbejdsskadestyrelsen fastsatte desuden stationærtidspunktet til den 4. oktober 1993 og fastslog, at sygeperioden dermed var blevet forlænget med 11 måneder. Patientforsikringen var af den opfattelse, at stationærtidspunktet var indtrådt den 6. maj 1993, hvor der ikke blev iværksat yderligere undersøgelser eller behandlinger, men fandt ikke væsentlige grunde til at fravige det af Arbejdsskadestyrelsen fastsatte stationærtidspunkt. Patientforsikringen afviste erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i den forlængede sygeperiode, idet der blev lagt vægt på, at han var selvstændig erhvervsdrivende, og at det foreliggende regnskabsmateriale ikke dokumenterede et drifttab, ligesom der ikke var dokumentation for udgift til vikar. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse for så vidt angår de påklagede erstatningsposter tabt arbejdsfortjeneste, varigt mén og erhvervsevnetab, ligesom stationærtidspunktet og en forlængelse af sygeperioden fra den 1. december 1992 til den 24. oktober 1993 blev tiltrådt. Der blev lagt vægt på udtalelsen fra Arbejdsskadestyrelsen og det forhold, at discitten var ophelet uden selvstændigt mén. Der blev, for så vidt angår erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i form af drifttab, lagt vægt på, at virksomhedens resultat af primær drift i 1993 var dobbelt så stort som året før, og at der desuden ikke var dokumentation for lønudgift til fremmed hjælp, som havde sammenhæng med patientskaden. J. nr. 222/97: Reduktion af godtgørelsen for varigt mén og erstatningen for tab af erhvervsevne som følge af grundlidelsen. En 31-årig kvinde henvendte sig i slutningen af 1994 til vagtlægen på grund af flåd fra det ene bryst. Hun var ophørt med amning af sit 4. barn i begyndelsen af december. Hun blev sat i antibiotikabehandling. Behandlingen havde imidlertid ikke effekt på sekretionen fra brystet. Efterfølgende observeredes der blodigt flåd fra brystet og i perioder frisk blødning. Hun fik foretaget mammografi den 3. januar Undersøgelsen viste tæt kirtelvæv dog mest i det andet bryst. Der fandtes ikke tegn på ondartet væv.

90 90 En måned senere blev hun henvist til sygehuset på grund af blodig sekretion fra brystet. En måned herefter fjernede man et stykke af en mælkegang i brystet. Histologisvaret viste forstadie til kræft (dukalt carcinoma in situ). Det udskårne præparat havde ikke en bræmme af normalt mammavæv omkring den patologiske forandring. Kvinden blev oplyst om, at der var to behandlingsmuligheder enten at fjerne brystet eller at observere tilstanden ved kliniske kontroller én gang årligt samt mammografi hvert andet år i ti år. Det blev aftalt, at hun skulle indlægges til mammografi med biopsitagning senere på året, og at hun i øvrigt skulle henvende sig, hvis der i mellemtiden kom forandringer i brystet. Hun henvendte sig i ambulatoriet 6 måneder senere på grund af hævelse i højre bryst. Der fandtes normale forhold. Samtidig blev der foretaget mammografi af venstre bryst. Undersøgelsen viste nytilkomne mikroforkalkninger, men aftalen om indlæggelse senere på året blev opretholdt. Yderligere to måneder senere henvendte hun sig på sygehuset med anmodning om at få fremskyndet indlæggelsen, idet der nu var følelige forandringer i venstre bryst. Ved biopsitagning påvistes en infiltreret ondartet svulst i brystet. Brystet blev fjernet. På grund af spredning blev der efterfølgende givet 24 strålebehandlinger og 9 behandlinger med kemoterapi. Et år herefter fik hun konstateret tilbagefald i kræftlidelsen. Hun blev atter sat i behandling med kemoterapi. Senere fik hun konstateret metastaser flere steder i kroppen. Hun afgik ved døden efter knapt et år. Patientforsikringen fandt, at skaden var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. I første omgang fastsatte Patientforsikringen en méngrad på 15 %, på grundlag af generne og den psykiske belastning den forringede prognose gav. Da kvinden fik tilbagefald, blev sagen genoptaget og méngraden fastsat til 100 %, reduceret med 2/3 som følge af grundlidelsen. Erhvervsevnetabet blev fastsat til 100 %, ligeledes reduceret med 2/3 som følge af grundlidelsen. Patientskadeankenævnet kunne tiltræde, at skaden var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. Nævnet lagde vægt på, at der ved biopsitagningen/operationen ikke blev fjernet til-

91 91 strækkeligt væv. Der blev ikke fjernet DCIS med frie resektionsflader, og nævnet fandt, at kvindens helbredelses-/overlevelsesprognose derved blev væsentligt forringet. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det i sagen var skønnet mest sandsynligt, at tumoren på biopsitagningstidspunktet/operationstidspunktet alene var med lokal spredning i brystet, og at der således på dette tidspunkt ikke var spredning af kræftlidelsen. Nævnet kunne tiltræde, at skaden havde påført kvinden et varigt mén på 100 % og et erhvervsevnetab på 100 %. Vedrørende godtgørelsen og erstatningen fandt nævnet at måtte lægge til grund, at den manglende radikale operation havde påført kvinden en væsentlig del af det samlede mén på 100 %, og at godtgørelsen for varigt mén, jf. erstatningsansvarslovens 4, derfor alene skulle nedsættes med 1/3 som følge af grundlidelsen. Nævnet fandt endvidere at måtte lægge til grund, at en væsentlig del af erhvervsevnetabet, jf. erstatningsansvarslovens 5, skyldtes skaden, og at erstatningen derfor alene skulle nedsættes med 1/3 som følge af grundlidelsen. J.nr. 334/97: Forhøjelse af méngraden. En 28-årig kvinde fødte ved akut kejsersnit. Efter fødslen udviklede hun en infektion i livmoderen, og ca. 5 uger efter fødslen måtte livmoderen fjernes på vital indikation. Patientforsikringen fandt, at skaden var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, idet infektionen burde have været påvist inden udskrivelsen fra sygehuset. Patientforsikringen fandt blandt andet, at der var påført kvinden et varigt mén på 15 % som følge af skaden. Patientforsikringen lagde herved vægt på, at kvinden havde fået fjernet livmoderen, og at hun havde psykiske følger, fordi hun ikke fremover ville være i stand til at få børn. Patientskadeankenævnet forelagde sagen for Arbejdsskadestyrelsen med henblik på en udtalelse om méngraden. Arbejdsskadestyrelsen vurderede méngraden til 25 %, idet der blev lagt vægt på, at kvinden var i den fødedygtige alder, og at hun havde psykiske gener som følge af indgrebet. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse og fastsatte méngraden til 25 %, idet

92 92 nævnet i overensstemmelse med Arbejdsskadestyrelsens udtalelse lagde vægt på, at kvinden havde psykiske gener som følge af indgrebet, og at hun kun var 28 år, da livmoderen blev fjernet. J.nr. 607/98: Boneloc varigt mén 5 %. En 50-årig kvinde fik i 1993 indsat en kunstig hofte. Lårbenskomponenten blev fastgjort med Boneloc knoglecement. I efteråret 1996 fik kvinden tiltagende smerter, og i 1997 blev der fundet sikre tegn på protesesløsning, hvorefter protesen blev udskiftet. Patientforsikringen fandt, at skaden var omfattet af 2, stk. 1, nr. 2, idet proteseløsningen med overvejende sandsynlighed skyldtes en defekt i den anvendte cementtype, og at dette kunne være undgået ved anvendelse af en anden type cement. Patientforsikringen tilkendte kvinden erstatning for svie og smerte samt helbredelsesudgifter og fandt, at der som følge af re-operationen var påført kvinden et varigt mén på 5 %. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse J. nr. 424/97: Forsørgertabserstatning efter det fyldte 68 år. En 68-årig mand blev på et sygehus opereret for aflukning af tyktarmen på grund af en kræftknude. Ved operationen blev knuden fjernet, endetarmen blev blindlukket, og den S-formede del af tyktarmen blev lagt frem til huden. To måneder senere blev den 68-årige reopereret med henblik på tilbagelægning af tarmen. Operationen var vanskeliggjort af udtalte sammenvoksninger i bughulen, og nogle dage efter operationen udvikledes der temperaturforhøjelse, faldende blodtryk og hurtig puls. Han blev overflyttet til et andet sygehus, hvor der blev foretaget akut operation. I denne forbindelse blev der fundet diffus bughindebetændelse og adskillige små huller i tyndtarmen. Efter den akutte operation var den 68-årige dårlig, og det var blandt andet nødvendigt at anlægge en kunstig luftrørsåbning. På grund af vedvarende temperaturforhøjelse, trods antibiotisk behandling, blev der igen foretaget operation. Der blev fundet sammenvoksninger i bughulen, men ikke

93 93 tegn på bughindebetændelse. På trods af intensiv behandling afgik den 68-årige ved døden kort herefter. Patientforsikringen fandt, at den 68-åriges skade i form af tyndtarmsperforationer og de deraf følgende komplikationer og efterfølgende dødsfald var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. Vedrørende forsørgertabserstatningen anførte Patientforsikringen at denne som udgangspunkt udgør 30 % af, hvad afdøde kunne have opnået ved fuldstændigt tab af erhvervsevne, jf. EAL 5-8, ganget med den i loven fastsatte maksimale årsløn, ganget med faktor 6. Imidlertid skal der ske et fradrag på 8,5 % for hvert år, forsørgeren var over 55 år. Skadelidte var 68 år, hvorfor forsørgertabserstatningen i princippet skulle nedsættes med 100 %. Imidlertid var skadelidte erhvervsaktiv inden skadens indtræden, og af sagens akter fremgik det, at han kunne forvente af forblive i sin stilling til det fyldte 70. år. Derfor blev der foretaget nedsættelse af forsørgertabserstatningen med 85 %, svarende til den nedsættelse der sker, når forsørgeren var 65 år. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet bemærkede, at Patientforsikringen havde fraveget lovens hovedregel om, at forsørgertabserstatning nedtrappes med alderen, således at den er bortfaldet ved det 67. år. Nævnet anførte, at under hensyntagen til, at det var godtgjort, at afdøde med overvejende sandsynlighed først ville have ophørt sin stilling når han fyldte 70 år, kunne nævnet tiltræde, at der i medfør af 3, stk. 2, jf. 9, stk. 2 var tilkendt erstatning for tab af forsørger. Vedrørende den beløbsmæssige opgørelse fandt nævnet det ikke muligt af afgøre, i hvilket omfang skadelidte ville have været beskæftiget med arbejdet, herunder hvilken indkomst han ville have oppebåret, samt hvor længe arbejdet ville være fortsat efter det fyldte 70 år. Nævnet bemærkede, at reglerne samtidig forudsætter, at skadelidte ville have opnået en indtjening af en vis betydning. Patientskadeankenævnet fandt således, at skadelidte ikke ville have været erhvervsaktiv i lovens forstand med indtægtsgivende arbejde efter sit fyldte 70 år, idet det som udgangspunkt forventedes, at han på dette tidspunkt fratrådte sin faste stilling. Hvorvidt han ville have fortsat stillingen efter sit fyldte 70 år, fandtes ikke tilstrækkeligt dokumenteret. Hvad angik hans fremtidige virke indenfor litterært arbejde, var det nævnets opfattelse, at det litterære arbejde på skadetidspunktet endnu ikke

94 94 var påbegyndt, og desuden ville det ikke kunne sidestilles med begrebet erhvervsaktiv og således ikke indebære indtjening af en vis betydning, jf. EAL 9, stk. 2. Kapitel 5 5. Regnskab og budget 5.1 Regnskab Alle udgifter til drift af Patientskadeankenævnet afholdes af Patientforsikringsforeningen, jf. 14, stk. 8 i lov om patientforsikring. Patientskadeankenævnets udgiftsbevilling står opført på finanslovens konto Budgettet for 1999 var fastlagt til 10,9 mill.kr. Mindreforbruget på ca. 1,0 mill.kr. skyldes, at den fjerde nævnsafdeling påbegyndte sin virksomhed senere end planlagt. Udgifter i alt Lønudgifter Honorar til formænd og nævnsmedlemmer Sekretariat Øvrige driftsudgifter Speciallægehonorar Kammeradvokat Arbejdsskadestyrelsen Rejse og befordring, nævn Rejse og befordring, andre Repræsentation (fortæring), nævn Repræsentation, andre Varme og el Husleje Porto Telefon

95 95 Kursusudgifter Edb-materiel Edb Diverse servicekontrakter Kontorartikler og bøger Køb af inventar Fotokopiering (leje og materialer) Lægemiddelskadeankenævnet Diverse Der henvises i øvrigt til Patientskadeankenævnets virksomhedsregnskab for Budget 2000 I kontraktstyringsaftalen er budgettet fastlagt til 10,9 mill.kr.på grund af øgede udgifter til lægekonsulenter, kammeradvokat og husleje har Sundhedsministeriet godkendt en forøgelse af bevillingsrammen på i alt 0,9 mill.kr.

96 96