1 5 10 15 20 25 30 35 40 45 50 Når tale er guld. Jeg vil gerne byde jer alle velkommen og sige tak, fordi I er kommet her til Videnscenter for Specialpædagogik på Afasiens Dag i dag den 10. oktober. Det er dejligt at fornemme den spirende interesse hos jer for at markere dagen, og jeg håber, at interessen for emnet vil bane vej også frem til de politikere, som afgør, hvordan midlerne skal fordeles. Jeg har valgt at kalde mit indlæg: Når tale er guld. Overskriften kan jo synes noget kryptisk eller opdigtet, når vi ved, at ordsproget lyder: Tavshed er guld - tale er sølv. Dette ordsprog rummer en lang og dyb visdom. Det vil være dumt at benægte, at ordsproget har sin sandhed, for vi ved alle, at indimellem er tavshed det bedste. Blot er tavshed langtfra altid guld. Tavshed kan være forfærdelig, fortrædelig og forstemmende. Et eksempel er ægtepar, der kan slide hinanden op ved ikke at sige noget til hinanden, et andet eksempel er voksnes opmærksomhed på børnenes sproglige udvikling, og hvor bekymrede vi bliver, når børnene ikke siger noget. Selvfølgelig kan tavsheden være på sin plads. For at kunne lytte skal vi være tavse, en egenskab, der styrker ordsproget: At tavshed er guld. Men vigtigst af alt er at huske alle de situationer, hvor man gennem talen opnår indflydelse, og omvendt: hvem husker ikke også at have haft problemer med det? Tænk på, hvordan det lille barn kan få forældre til at lystre, når barnet siger mam-mammam. Så ved mor og far, at barnet vil have mad. Tænk på politikeren, som med ordet i sin magt, formår at vende en stemning ved hjælp af ordets magt. Og tænk på de gange vi selv har været har været i udlandet og været i den situation, hvor vi har haft svært ved at gøre os forståelige. Min konklusion er derfor, at det er vigtigt, at man kan mestre både talen og tavsheden, og at disse to må deles om guldet og sølvet. Men det at have talevanskeligheder er en helt anden dimension i forhold til kommunikation. Jeg vil fortælle en lille historie for at lede tankerne på rette vej. Historien kunne have fundet sted i virkeligheden, og hovedpersonen kunne lige så godt have været jer eller mig. Lad os kalde hovedpersonen Lise: Det var sommer, det var sol, og det var lørdag. Lise og Peter var ude at gå tur. En tur ud til deres yndlingsbænk med den smukkeste udsigt over fjorden. Kornmarkerne bølgede, og lærken slog sine triller højt, højt oppe. Lise og Peter satte sig, som de plejede på deres bænk og nød den smukke udsigt ud over vandet. Der var mange sejlskibe på fjorden. Mere dansk kunne det næsten ikke blive. Efter nogen tid på bænken gik de hjem ad de små stier, som forbinder vejene i villakvarteret. Pludselig kom en knallertbølle kørende imod dem på stien. Han kørte stærkt. Lise og Peter kunne ikke beslutte sig for til hvilken side, de skulle trække ud. Til sidst søgte de ud mod hver sin side af stien. Den unge mand på knallert ramte uheldigvis Lise, så hun faldt og slog hovedet. Hun lå bevidstløs på stien. For Peter føltes det, som gik der en skygge for solen. Han fik hurtigt tilkaldt hjælp. En Side 1 af 6 0 - exordium - nutid 1- benevolentia - tak 3 - apoteose - forherligelse 7 - metafor 8- corpus narratio 10 - ordsprog - allusion 13 - klimaks? - tavshed 15- alliteration- trikolon 26 - anafor - tænk 28 - anafor - tænk 30 - anafor - tænk 33 - antitese 40 - fortid 41 - evidentia- dramatisk 42 - inkrementum/trikolon 42 - kiasme/epanastrofe tur 44- epizeuxis - h.h. 45 appel/ fædrelandsfølelse 49 - neoligisme - knallertb 54 - metafor skygge for
55 60 65 70 75 80 85 90 95 100 105 110 ambulance kom, og Lise blev indlagt på det nærliggende sygehus. På sygehuset stod dygtige læger og sygeplejersker klar til at behandle Lise. Efter en del undersøgelser konstaterede de, at Lise havde fået en hjerneblødning. Hjernen var skadet, og hun havde fået afasi. Et langt behandlings- og genoptræningsforløb venter forude for Lise. Parret havde håbet på et otium med fred, lykke og frihed. I stedet venter blod, sved og tårer. Ja, B.S: Ingemann har så ret i:..at ingen kender dagen, før solen går ned. Man antager, at der alene i Danmark er mellem 3.- og 5.000 personer årligt, der får stillet diagnosen afasi. Det betyder, at der dagligt i gennemsnit er et sted mellem 10 og 13 danskere, der får denne diagnose. Det kunne blive jer eller mig, og rent statistisk vil mellem 10 og 13 danskere også i dag den 10. oktober få stillet denne diagnose Ordet afasi er græsk og betyder nedsat evne til at anvende sproget. For Lise betyder det, at afasien begrænser hendes sproglige færdigheder i forhold til at tale og skrive eller at kunne forstå, hvad andre siger. Når et menneske rammes af afasi, er det ikke kun den ramte selv, der berøves evnen til at tale sammen. Det er også hele familien. Heldigvis bliver sproget i de fleste tilfælde bedre, efterhånden som tiden går. Men i mange tilfælde bliver det desværre aldrig helt godt igen. Derfor skal både den afasiramte og de pårørende lære at kommunikere på andre måder og lære at leve med afasien og få et godt og værdigt liv på trods af afasien. Forfatteren Soya har udtalt: Selv det nemmeste kan siges svært - og det er nemt. Selv det sværeste kan siges nemt - og det er svært. og her vil jeg tilføje med mine egne ord: For en afatiker kan alt være svært at sige. 10. oktober er udnævnt til afasiens dag. Dagen bruges til at sætte fokus på de problemer, som afasiramte lever med. Og det er her, vi alle må stå sammen. Alle ved vi, at vi i Danmark har et korps af eksperter på regionernes sygehuse dygtige hjerneforskere, læger og sygeplejersker, som står klar til at behandle borgere med erhvervede hjerneskader. Alle ved vi, at hurtig hjælp er af stor betydning. Men er vi alle også klare over, hvor vigtigt det er at fokusere på fasen efter akutfasen, nemlig fasen, hvor behandlingen stopper, og rehabiliteringen tager over, og har vi tilstrækkelig opmærksomhed på koordinationen?? For nemlig også her råder Danmark over højt specialiserede talepædagoger, der med stor dygtighed kan undervise afatikerne og rådgive de pårørende. Men det kræver selvfølgelig, at de fornødne ressourcer sikres. I amternes tid eksisterede der i hvert amt et hjerneskadesamråd, der sikrede dialog, koordination og sammenhæng i tilbuddene fra behandling til undervisningen. I dag er disse samråd nedlagt og er nu i opstartsfasen i visse kommuner, mens der i andre kommuner ikke er tegn på aktivitet. Vi må ALLE medvirke til, at samtlige kommuner lyser op på landkortet i forhold til tilbud til personer med erhvervet hjerneskade, og vi må hjælpe med til at INGEN kommuner ligger hen i mørke at alle kommuner går aktivt ind i denne prioritering. Vi vil have visioner, vil vi. Derfor vil jeg med dette indlæg pege på tre mål og opfordre alle kommuner til at trække i arbejdstøjet og ikke blot gå rundt om den varme grød: Side 2 af 6 59 - isokoli - langt 60 - inkremento/trikolon 60 - dekremento/trikolon 60 - metonymi sved 62 - citat ingen kender 63 - nutid 64 - docere 67 - apoesipoese. 69 - faktum - definition 73 - neoligisme- tale sm 79 - citat 82 - den politiske del 83 - corpus argumentatio 86 - anafor 90- anafor 92- anafor 94 - retorisk spørgsmål 104- probatio 105- isokoli - kosmos 106 - kaos 107 - alliteration vvvvv 109 - refutatio 111 idiom
115 120 125 130 135 Vi må opfordre samtlige kommuner til at etablere hjerneskaderådgivning, så personer med afasi får de bedste rehabiliteringsmuligheder efter udskrivning fra sygehusene. Vi må opfordre til, at der sættes fokus på de pårørende. De pårørende som står med sorgen, vreden og angsten. Her må vi sætte ind, så også de får den fornødne hjælp. Og til slut må vi opfordre til, at uanset hvor i Danmark man bor, skal der være politisk velvilje til at afsætte midler til tilbud inden for den kompenserende specialundervisning. Et tilbud som er en nødvendighed for den sproglige træning og træning i opmærksomhed, koncentration og planlægning. Kun herved opnår vi, at samtlige afatikere i Danmark får mulighed for at opnå bedre livskvalitet, og eventuelt få mulighed for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. På baggrund af de geografiske forskelle i behandlingen af personer med erhvervet hjerneskade vil jeg slutte mit indlæg med et spørgsmål, som måske kan bidrage til at sætte tankerne i gang: Vi skal nemlig tilbage til Lise og Peters yndlingsbænk med udsigt over fjorden. I forhold til de tilbud, Lise og hendes pårørende får efter indlæggelsen så bør det jo være underordnet, om det var Limfjorden, Randers Fjord eller Roskilde Fjord, som Lise og Peter nød udsigten ud over. Er det ikke? Derfor: Vi skal sammen sikre, at tale bliver guld, at man som afatiker, uanset hvor i Danmark man bor, får det optimale tilbud. Tak. 112 - fremtid 117 - trikolon 121 trikolon op,kon,plan 123 - peroratio 133 - retorisk spørgsmål 133 - pointe 134 - alliteration sss 134 - slagord Side 3 af 6
Analysen I mit daglige arbejde holder jeg ofte lejlighedstaler eller bidrager indlæg til personalemøder med et fagligt, strategisk eller administrativt sigte. Med denne tale vil jeg udfordre mig selv og digte en situation, hvor jeg kan få mulighed for at holde en politisk tale. Da jeg havde besluttet mig for emnet, var det oplagt at vælge afasiens dag, den 10. oktober som ramme for talen. Talen er et tænkt eksempel. Resultatet blev først og fremmest en politisk tale arbejdet ind i en lejlighedstale (i dagens anledning). Som baggrund for analysen af talen anvendes den retoriske pentagon suppleret med dele fra det retoriske kompas. Emnet: Emnet er de forandrede vilkår, der eksisterer i dag i modsætning til i amternes tid i forhold til koordinering af tilbud til personer med erhvervet hjerneskade. Tidligere havde alle amter et hjerneskadesamråd. Disse samråd blev nedlagt sammen med amterne, og deres opgave var sikre sammenhæng og koordination i tilbuddene til den hjerneskadede. I samrådene sad repræsentanter med forskellig faglig baggrunde. Deres opgave var at sikre, at ingen faldt mellem to stole, og at der blev der lagt en plan for rehabiliteringen efter sygehusudskrivelsen. Situationen: Som tidligere nævnt tænkes talen holdt på afasiens dag. Endnu markeres denne dag ikke mange steder, men kommunikationscentre og interesseorganisationer arbejder på at få dagen etableret som en mærkedag. Jeg forestiller mig talen holdes på en temadag ved den næste afasiens dag og arrangeret på min egen arbejdsplads, som er et kommunikationscenter. Hertil inviteres politikere og embedsmænd fra de kommuner, der samarbejdes med: interesseorganisationer, samarbejdspartnere inden for området, pressen, de af videnscentrets medarbejdere, der arbejder inden for området og andre interesserede. Indlægget kunne suppleres med indlæg fra andre oplægsholdere repræsenterende forskellige faggrupper. Udover at oplyse om problemstillingen, kunne man sikre vidensdeling og derved blive bedre til at udnytte den viden, der allerede eksisterer. Deltagerne kunne samtidig få mulighed for at pleje og/eller opdyrke faglige netværk, der rækker ud over de daglige cirkler. Afsenderen: Jeg selv som viceforstander skulle stå som arrangør af den lokale markering af dagen og ville også selv holde talen. Jeg er ganske godt kendt med mange af de personer, jeg forventer, der vil komme, og føler mig ret sikker på, at mit budskab modtages i den ånd, jeg afsender det. Modtagerne: Som nævnt under Situationen vil tilhørerne i forhold til temaet være en blanding af fagfolk og lægmænd. For at sikre, at alle forstår talen og får budskabet med hjem, har jeg valgt at holde talen i et sprog, som alle forstår. Det vil sige, at der ikke anvendes faglige udtryk eller anvendes udtryk, der kræver en for-forståelse. Jeg forventer en tilhørerskare på ca. 80 deltagere med opmærksomheden rettet mod mig. Deltagerne er placeret ved mindre borde. Sprogbruget: Jeg har valgt at inddrage både mig selv mig og tilhørerne flere gange i talen. Både dagen, stedet og tilhørerne udnyttes. Da talen er meget kontant og konkret i sit budskab har jeg næsten fravalgt metaforer. Talen holdes i jævnt almindeligt sprog uden brug af fremmedord. Ydermere er der i talen indlagt en kort forklaring på, hvad afasi er, og hvilke følger afasien kan have. Side 4 af 6
Genre: Envejskommunikation. Talen er en kombination af en lejlighedstale og en politisk tale. Den er både informativ og opfordrende. Formålet: Formålet er at vække beslutningstagerne til at afsætte de fornødne ressourcer. Talen skulle gerne have en persuasiv effekt. Med talen ønsker jeg at movere tilhørerne, at få dem til at tænke, handle og føle. Jeg ønsker, at de opnår en fornemmelse for problem-stillingen og tager ejerskab, og at de går derfra med et budskab om at hun havde jo ret, at vi alle kan risikere at blive ramt og at vi derfor skal arbejde på at sikre koordinationen og tilstrækkelige tilbud til de hjerneskadede og deres pårørende. Med andre ord at få skabt debat og interesse hos beslutningstagerne. Jeg har valgt at docere, hvor jeg fandt det nødvendigt. Talens forløb: Inventio: En del af de aktiviteter, der finder sted på videnscentret, er undervisning til personer med erhvervet hjerneskade. Og eftersom et velfungerende organ, amternes Hjerneskadesamråd, blev nedlagt samtidig med amterne, og der intet er kommet i stedet, var temaet oplagt. Derudover fandt jeg det lidt særligt, at jeg i min tale til retorik-eksamen valgte at tale over emnet ikke at kunne tale. Jeg har fra første forelæsning haft en idé om temaet og noteret mig mange af de eksempler, vi er stødt på undervejs i forelæsningerne. Udover temaet har jeg på et tidligt tidspunkt gjort mig klart, at talen skulle tage udgangspunkt i en case, som vi alle kan identificere os med. Talen er tænkt som en politisk tale med et klart budskab. Dispositio: Jeg indleder talen med en tak til de fremmødte, som er kommet denne dag. Derefter følger efter indledningen en klassisk opbygning med fortid, nutid og fremtid. Exordium (linje 1-7) er blevet til efter inspiration fra Thit Jensens tale om Frivilligt moderskab, hvor hun begynder med at fortælle om, hvad talen hedder, og hvorfor den hedder det. Dette bevirker, at hun fra start guider tilhørerne ind på emnet. At jeg i linje 3 fremfører en apoteose er en sandhed med modifikationer, da der i mange kommuner ingen spiring ses. Derefter følger corpus narratio fra (linje 8), hvor jeg med eksempler beskriver vigtigheden i at kunne kommunikere uanset om det drejer sig om det lille barn, den dygtige retoriker eller en situation, som vi nok alle har oplevet, hvor vi ikke kunne gøre os forståelige. Umiddelbart før casen begynder, anvender jeg patos for at appellere til tilhørernes følelser.(linje 39) Ved hjælp af evidentia en dramatisk anskuelig fremstilling af et eksempel (linje 41-62) beskrives en case om Lise som et flash back på en hverdagsagtig begivenhed, sat i en scene, vi alle kan nikke genkendende til. Casen er skrevet i fortid. Fra linje 63-111taler jeg i nutid. Efter casen følger et afsnit, hvor jeg ønsker at docere (linje 64-81). Den politiske del (linje 83 og ud) tager udgangspunkt i dagens tema, og her forsøger jeg med etos at appellere til tilhørerne ved at sige noget, vi alle ved. Jeg gør brug af min troværdighed og forhåbentlig Side 5 af 6
tillidsvækkende egenskaber. Når tilhørerne fornemmer, at de rent faktisk ved noget om området, vækkes de med et spørgsmål, som de muligvis ikke har tænkt på. Mine egne argumenter fremføres i probatio (linje 104) og et forsøg på at vise, at jeg mener det seriøst, og for at undgå undskyldninger om, hvorfor man ikke er i gang i samtlige kommuner, maler jeg billedet om at gå om den varme grød refutatio (linje 109-111). I forhold til fremtiden (linje 112-122) angiver jeg konkrete eksempler på, hvad der bør sættes i værk, og for endnu en gang at slå budskabet fast, opsummeres talen i peroratio, om det, der kan opnås ved at sætte hjerneskaderådgivning og tilstrækkelig undervisning i værk (linje 123-133). Herunder vender jeg tilbage til casens hovedpersoner med en bemærkning om, at det i forhold til sammenhæng og koordination i tilbuddene bør være underordnet, hvor i Danmark man bor, det vil sige, jeg appellerer til tilhørernes fornuft, forstand og intellekt logos. Elucutio: Formålet med talen er at gribe tilhørerne. Jeg har valgt at tale både ved hjælp af fakta og en case, og med casen er det min forventning, at det skal være svært at sidde budskabet overhørig. Casen anvendes med andre ord som et virkemiddel til at belyse alvoren i temaet. I en af retorikforelæsningerne har vi gennemgået en af Svend Aukens taler, og et af hans virkemidler var netop at inddrage sig selv for at undgå en I og jeg-følelse, men i stedet at opnå en I og vi-følelse. Den fremgangsmåde virker tiltrækkende, og jeg har, hvor det er muligt, søgt at lægge mig op ad den. Memoria: Der følger hverken power-points eller andet med til talen. Her er kun det talte ord. Jeg mener ikke at være i stand til at lære talen udenad. Talen vil være skrevet på mindre ark og med større skrift, hvorved jeg får mulighed for at kigge op, kan frigøre mig fra det skrevne og få øjenkontakt med tilhørerne samtidig med, at jeg om nødvendigt forholdsvis let kan finde tilbage i teksten. Hele talen vil være nedskrevet, men jeg vil forsøge at memorere den for at gøre mit indlæg mere levende og nærværende. I forhold til at tilhørerne skal huske budskabet i talen, taler jeg meget direkte til dem, kommer med eksempler, man kan relatere sig til og samler endnu en gang budskabet op hen imod slutningen af talen. Actio: Jeg er i besiddelse af en klar og tydelig stemme, men da rummet, som talen ventes holdt i, ikke er let at råbe op, anvendes mikrofoner til støtte. Stemmelejet skal derfor være det normale. Jeg vil, hvor det er muligt inddrage kropssproget fx i linje 39, hvor vil jeg pege blødt ud på tilhørerne og på mig selv, når jeg siger at hovedpersonen kunne have været jer eller mig, når jeg taler om lærkerne højt, højt oppe vil jeg kigge op, og ved deres bænk lave citationstegn med fingrene (linje 44). Derudover vil jeg være meget opmærksom på pauser, på stemmelejet og hæve og sænke stemmen, hvor det kan forstærke indtrykket. Litteratur: Gabrielsen, Jonas & Christiansen, Tanja Juul (2009): Talens magt, Academica, Århus Garbers, Lis & Høgel, Sten (1996): Retorik levende tale eller tom snak? Nyt Nordisk Forlag, København Johannesson, Kurt (2008): Praktisk retorik 10 lektioner i kunsten at overbevise, Retorikförlaget Jørgensen, Keld Gall (1996): Håndbog i Stilistik. Nordisk Forlag, København Lund, Anne Katrine & Petersen, Helle (2007): Det sku vær så godt, Forlaget Samfundslitteratur, Frederiksberg Side 6 af 6